Bring me to life

[Deleted]

Anyalina mente det faktisk, når hun sagde, at den vampyr som havde taget hendes liv, ikke havde været en normal vampyr! Han havde været magisk! Han havde modstået hendes egne angreb, også selvom det havde været hendes fatale fejl, at hun var kommet ham for tæt på, men der havde været så meget i det, som bare ikke havde været normalt! Hun vendte blikket direkte mod ham. Hans ord fik hende direkte til at tolke det, som han slet ikke troede på hende, hvilket fik hende til at knibe øjnene fast sammen og næverne med, også selvom der ikke rigtigt var nogen styrke i det. Hun trak vejret dybt. ”Han gjorde brug af magi,” begyndte hun kortfattet. Det var jo slet ikke det som hun havde regnet med, og det var noget som havde kostet hende den sejr i den situation, for det havde slået hende ud, det havde kostet hende en brækket kæbe, hvor hun.. havde opgivet kampen til sidst, for hun kunne intet stille op mod det forbandede bæst! ”Han… plantede en smerte i mit hoved.. distraherede mig.. brækkede min kæbe og tog mit liv..” mumlede hun vredt. Det var første gang, at hun følte at hun havde.. svigtet. Hun havde aldrig regnet med, at det var en blodsuger som skulle tage livet fra hende!
At William havde reageret så voldsomt på at se en blotlagt kvinde, var nu alligevel en tanke som faktisk måtte more Anyalina lidt, for det var nu heller ikke noget som hun var vant til! Hun var oppe, hun sad oppe, og hun var faktisk vågen, også selvom hun egentlig bare gerne ville ud af sengen, og helst også væk herfra, inden Malisha og Konstantin ville opdage, at hun var der, for det ville da først for alvor ende med at gå galt, og det var slet ikke noget som hun ønskede sig på nogen som helst måde overhovedet! Hun vendte blikket let ned af sig. ”Alt du havde i hænderne, var du ved at smide i gulvet.. Du nød hvad du kunne se,” endte hun ganske sigende, som hun igen vendte blikket mod ham. Nu havde hun da langt mere kontrol over stemmen, end det som hun havde haft til nu, så selvfølgelig var det noget som hun nød af, det var der ingen tvivl om! Hun trak let på skuldrene. ”Jeg vil gerne se dig klare den vampyr, uden at ende i graven på samme måde,” endte hun ganske kortfattet. Hun synes bestemt ikke at det havde været sjovt!
At William dirkte skulle sidde og made hende, var en tanke som kun irriterede Anyalina! Men hun kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det, for det at hæve armen for højt og med den kontrol, det var slet ikke noget som hun kunne det lige nu! Hans ord var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, for hun kunne virkelig ikke gøre noget ved det, hvor hun kun sendte ham en direkte advarende mine. Hun tog den næste skefuld til sig, og satte sig igen tilbage i sengen. Det var nu alligevel rart.. hun følte faktisk godt, at hun kunne tillade sig, at slappe lidt af nu, og det føles faktisk utrolig godt for hendes vedkommende, og det var noget som hun virkelig godt kunne lide. ”Det er godt, at nogle nyder af det.. Jeg glæder mig kun til at kunne gøre tingene.. på egen hånd,” endte hun ganske kortfattet. Hun synes bestemt ikke at det var sjovt, og det at se, at han direkte nød af det, var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Det pissede hende faktisk kun gevaldigt af!

[Deleted]

Umiddelbart lød det næsten som en tam undskyldning, at den vampyr ikke havde været normal. William vidste jo godt at warlocks nærede et mindre had til vampyrerne og dæmonerne, også på grund af den borgerkrig der var på vej, så hvilken warlock ville ikke være generet af at en vampyr skulle ende ens liv? Og sådan havde Anyalina det sikkert også, selvom der alligevel var noget ved hende der virkede oprigtigt, når hun sagde at vampyren ikke havde været normal. ”Han kunne magi? Sikker på han så ikke bare var en varyl eller holy grail af en slags?” spurgte han roligt. Det var heller ikke fordi han ønskede at håne hende, og alle skulle jo tabe før eller siden. Alle ville møde modgang, det havde han også selv oplevet. Desuden så kom der jo en dag hvor alle skulle dø, hvilket man ikke kunne ændre på. Han sendte hende et skævt smil. ”Men nu har du da chancen for at tage din hævn,” påpegede han roligt, som han vendte blikket mod hende igen.
At Anyalina blev ved med at fastholde, at det at William nær havde tabt tingene, var ensbetydende med at han havde nydt synet af hende, fik ham til at himle muntert med øjnene, som han også rystede på hovedet af hende. ”Overrasket! Jeg blev overrasket, og fik halvt et chok af at du faktisk var oppe,” pointerede han sandfærdigt. Desuden kunne han ikke se hvad problemet var, han havde allerede givet hende en kompliment at hun var smuk og havde erkendt han nok ville nyde synet af hende, hvis han faktisk fik et ordentlig blik på hendes krop, for sandt var det jo! – hun var smuk! Det ville han da slet ikke lægge det mindste skjul på, og han var bestemt heller ikke bleg for at erkende det! Et drilsk smil gled over hans læber. ”Men altså.. hvis du direkte insistere, så løft da dynen og lad mig se ordentlig,” svarede han drillende og halvt udfordrende. Han tvivlede på at hun ville gøre det, så et sted var det bare for at få lukket diskussionen. Desuden så rødmede han altså heller ikke bare så let! Han vendte blikket mod hende, da hun nævnte vampyren igen. ”Jeg hentydede ikke til vampyren, desuden hvis det er sandt hvad du siger, så er jeg sikker på at du ikke var den eneste som blev offer for hans … evner,” svarede han roligt. Han ville da slet ikke håne hende for at have tabt kampen og mistet hendes liv! Hun havde jo fået en ny chance!
Det var faktisk ikke det at sidde og made Anyalina som William nød, det var det at hun blev så sur over det, som faktisk morede ham! Han måtte dog erkende at det var lidt underligt at sidde og made en voksen kvinde, der normalt gjorde alting selv, men.. hun var svag og afkræftet, så han vidste at hun havde brug for ham. Han stak endnu engang skeen ned i suppen og fik noget mere op, som han også pustede på, inden han igen gjorde tegn til at hun måtte tage den. ”Årh hold op! Det er kun for et par dage og så er du frisk som en havørn igen. Og hvem ved? Måske du allerede kan begynde at bevæge dig igen i morgen,” svarede han sandfærdigt. Han ventede på at hun tog mundfulden, inden han satte skeen fra sig, så han i stedet for kunne hælde noget vand op til hende fra den kande og det glas han havde med.

587 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Anyalina fandt det bestemt ikke morsomt, for den vampyr som hun havde stået overfor, havde bestemt heller ikke været nogen normal vampyr, for havde han været en varyl, så havde hun da slet ikke været i tvivl, men der havde ikke været nogen magisk aura at mærke, så det var i sig selv, noget som havde taget hende på sengen! At han ikke troede på hende, var noget som hun næsten kunne fornemme ud fra hans ord, også selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund, det var der ikke nogen tvivl om. Hun fnøs ganske kortfattet og slog hånden let ned i sengen. ”Han var ikke nogen normal vampyr! Havde han været en holy grail eller en varyl, så havde jeg mærket en magisk aura, og der var.. intet..” endte hun mere frustreret. Umiddelbart var det ikke en vampyr som hun ville kaste sig i krig med, for hun ville ryge i jorden igen. Alle havde en overmand, og nu havde hun så sandelig også mødt sin, og det var ikke en fejl som hun gjorde en gang mere!
Williams reaktion på at se hende siddende oppe i sengen, var virkelig noget som morede Anyalina, selvom der nu ikke lå mere i det for hendes del. Hun havde en flot krop, og hun vidste det, selvom hun ikke ligefrem var den som spillede på det, for det var slet ikke noget som hun fik det mindste ud af. Hun trak let på skuldrene, næsten som en uskyldig mine måtte melde sig i hendes ansigt, selvom det var noget af det sidste som man just kunne kalde for hende! Hun betragtede ham endnu en gang. ”Jeg har viljen til det, William.. Mere end de fleste,” endte hun ganske sigende, for det var bestemt heller ikke nogen løgn i den anden ende! Som han nærmest måtte opfordre hende til at fjerne dynen igen, bredte der sig et næsten kynisk smil på hendes læber, hvor hun hævede hånden og lukkede den om dynen, kun for at føre den nedover hendes mave, så brystet endnu en gang blev blotlagt. Hun var bestemt ikke sky af sig. ”Nuvel..?” endte hun ganske sigende og med et let tilfredst smil på læben. ”Jeg er måske ikek hans eneste offer, men jeg gør ikke de fejl igen, William.. Han slår alle ihjel på sin vej.. Jeg har aldrig været udsat for noget lignende.”
At være afhængig af andres hjælp, var bestemt ikke noget som Anyalina var meget for, og specielt når han var en mand som faktisk så ud til at fryde sig over det, hvilket bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun hadede virkelig den fornemmelse! Hun sendte ham en direkte dræbende mine. Hun havde bare at være på benene igen i løbet af kort tid, for det andet her, blev hun da direkte vanvittig af, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Tro mig, det er et mål at komme op i morgen!” endte hun fast, som hun igen trak dynen let op over sig, og tog den næste skefuld som han nu så pænt holdt klart til hende, også selvom hun ikke ligefrem kunne gøre det store ved det! Og det var næsten det som var det værste af det hele, for hun kunne virkelig ikke have noget med det at gøre!

[Deleted]

At Anyalina havde tabt til en vampyr, var jo så bare hvad det var. Det var hun jo alligevel ikke den første warlock der havde, men at hun så begyndte at tale om at vampyren ikke havde været en normal vampyr, var noget som gjorde William en anelse mistænksom. Det lød som en dårlig undskyldning, men skulle han være ærlig, så mindede hun ikke just om typen der kom med dårlige undskyldninger. Hun var ikke bange for at erkende at hun havde brug for hjælp – selvom hun ikke var meget for det – så hvorfor skulle hun være bange for at erkende at hun havde tabt til en rival? Han lod hovedet søge let på sned, også fordi hun lød så frustreret over at han ikke troede på hende, hvilket kun gjorde hende mere oprigtig. Han rynkede let brynene. ”Du må undskylde min skepsis Anyalina, men.. det lyder bare … underligt,” svarede han sandfærdigt. En unormal vampyr der besad magi, men uden at være varyl eller holy grail? Hvad pokker kunne det være for en vampyr? Han så lettere nysgerrigt på hende, „hvad skete der den aften?” Han ville gerne vide hvad vampyren havde gjort ved hende, og hvad vampyren var i stand til, eftersom det lød underligt i hans ører.
“Ja det kan jeg fornemme,” svarede William sandfærdigt og i en mindre mumlen for sig selv. Hun var stædig, hvilket han måtte give hende, hvor han også var sikker på at hendes viljestyrke fik hende på benene i løbet af dagene. At hun så faktisk tog udfordringen op, greb fat omkring dynen og hev den ned, fik ham til at se direkte overrasket på hende, for.. hvad pokker gjorde hun?! Hun kunne da ikke bare rende rundt og strippe på den måde! Han blinkede tydeligt med øjnene, hvor han også flere gange åbnede munden og lukkede den igen, det hele af ren overraskelse, for han havde ikke just troet at hun faktisk ville gøre det, og det var vel også tydeligt at det kom bag på ham? Han endte næsten helt streng i minen, som han tog fat om dynen og trak den op over hendes skuldre, for at dække hende helt til igen! ”Anya!” endte han næsten i en streng tone, som havde hun været en lille pige der havde gjort noget forkert, „du kan ikke bare rende rundt og blotlægge dig selv på den måde! Jeg tvivler på at du gør det i offentligheden?” Han vendte blikket væk fra hende, som han stak skeen ned i suppen, der var ved at blive mindre varm, hvor han næsten blot proppede skeen ind i munden, for at få noget andet at tænke på. Dumme kvinde! Hun kunne ikke bare blotlægge sig selv på den måde! Selvom han måske ikke rødmede, så endte han alligevel en anelse forlegen. ”Han lyder farlig,” bemærkede han i en mumlen – stadig ikke kommet over at hun havde blottet sig. Flot var hun skam, men det var ikke just fordi han var vant til at kvinderne blottede sig på den måde, de fleste var blufærdige, men det var hun i hvert fald ikke!
Et drilsk smil gled over Williams læber. Det var tydeligt at det gik hende på, selvom han fandt det morende at hun blev så hidsig. ”Årh det kan du da ikke mene! Her sidder du sød, bedårende og kær, som en lille pige,” svarede han drillende, hvor smilet kun blev langt tydeligere. Han gad godt nok ikke sidde og made hende hver dag, måtte han erkende, men lige for en enkelt dag eller to, gjorde nu intet, for det var i det mindste kun til at hun blev rask igen.

607 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Det var måske frygtelig typisk en dvasianer, at fyre en løgn af, men det var ikke Anyalinas stil. Hun var ikke bange for at erkende når hun havde brug for hjælp, også selvom det var en grænse som hun nødigt ønskede at krydse, selvom hun denne gang havde været nødsaget til det, men dog af den grund, så stod hun fast på at den vampyr ikke havde været normal! Han havde slet ikke været en varyl eller en holy grail, og han havde brugt magi! Han var en vampyr med særlige evner! Og det var i sig selv noget som gjorde ham farlig for.. alle. Absolut alle, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun havde mødt sin store rival, og af den type som hun ikke kunne slå, hvilket bestemt heller ikke ligefrem gjorde det meget bedre for hende af den grund. Svagt bed hun sig i læben. ”Du tror ikke på mig,” konkluderede hun med en tydeligt frustreret stemme, for hun løj jo for pokker da ikke! Den vampyr havde på ingen måder været normal! At han spurgte ind til hvad der skete, fik hende let til at tænke sig om, for.. hun vidste ikke om hun kunne huske hele forløbet. ”Jeg ville ikke hjælpe ham til.. hvad det nu var han skulle have hjælp til. Jeg kan ikke huske det helt præcist. Vi kæmpet.. Jeg.. fik ham bundet fast, og han blev åbenbart panisk ved det.. Det morede mig nu lidt..” Hun trak svagt på smilebåndet ved tanken alene, inden hun vendte sig mod ham igen. ”det var derefter det gik galt. Jeg kom vidst for tæt på.. Han placerede den mest intense smerte i mit hoved. Jeg mistede koncentration og.. han slog til, og det kostede mig en brækket kæbe.” Hånden gled mod hendes kæbe alene ved tanken om det. ”Han satte tænderne i mig.. Plantede minderne om.. en mand i mit hoved, og før jeg vidste af det, gik det hele i sort.. jeg husker ikke mere..” endte hun ganske sigende. Løgn var det jo trods alt ikke.
Anyalina havde altid været indebærer af en frygtelig stor og tydelig viljestyrke, og den var med til at holde hende i live lige nu, for det var jo ikke ligefrem fordi at hun havde nogen grund til at leve, havde hun? Malisha ville slå hende ihjel, så snart hun havde muligheden for det, og Ezekiel var der jo heller ikke, så hvad og hvem havde hun egentlig? Ingen! Hun vendte blikket direkte mod ham igen, som hun rev ned i dynen og blottede derved brystet, selvom det var hans reaktion som mest af alt, virkelig måtte more hende, hvor smilet bredte sig tydeligt på hendes læber i ren og skær morskab, for det morede hende virkelig som intet andet overhovedet! ”Bliver man forlegen, William?” spurgte hun direkte morende. Det var virkelig en underholdende tanke! Også fordi at det jo var hendes krop som blev blotlagt og ikke hans egen, så det var jo næsten det sjoveste af det hele!
At William så skulle gøre grin med at han var nødt til at hjælpe hende, fik hende til at sende ham en direkte dræbende mine, for det var bestemt ikke noget som hun fandt sig i! Det var jo ikke ligefrem fordi at det var en tanke som glædede hende det mindste, for hun havde altid været sin egen herre, og hun havde altid gjort som hun ville have tingene, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Næven knyttede hun med en fast og direkte dræbende mine, for hun fandt sig da slet ikke i noget andet! ”Aha..? Det er godt, at nogle i det mindste kan more sig ved tanken om det,” endte hun med en direkte vrissende stemme. Tanken gjorde hende faktisk vred! Og vrede kostet hende faktisk energi!

[Deleted]

Anyalinas udsagn om den mystiske og unormale vampyr, forekom William lidt underlig. Det var ikke fordi man så en vampyr med særlige evner hver dag! De … fandtes vel slet ikke, gjorde de? I så fald, så ville han kun give hende ret i at vedkommende ville være farlig for alle. Og dog havde han heller ikke selv mødt den vampyr, så han vidste ikke om hun måske overdrev. At hun så bare konkluderede at han ikke troede på hende, fik ham til at se lettere spidst på hende. ”Det har jeg ikke sagt noget om! Jeg sagde jeg fandt det underligt, okay? En vampyr med særlige evner er ikke just normal!” svarede han sagte. Han havde ikke sagt at han ikke troede på hende, men af den grund var han da en anelse skeptisk. Han lyttede til hendes fortælling om dette mystiske væsen, hvor han næsten blev i tvivl om det overhovedet var en vampyr, men bidemærkerne på hendes hals var jo et tydeligt tegn til det. Han gned sin lettere skæggede hage eftertænksomt, som han funderede over hendes ord. Hvis det var sandt, hvad var det så for et væsen? Han vendte blikket mod hende igen, med samme tænkende mine. ”Din vampyrs evner lyder lidt som en mentaldæmons,” bemærkede han så, hvor hans mine ikke ændrede sig. En vampyr med mentaldæmonevner? ”Hm.. lagde du mærke til noget andet ved ham? Andre evner?” spurgte han nysgerrigt. Hendes fortælling lød måske lidt utrolig, men det gjorde ham faktisk alligevel nysgerrig.
Endnu engang måtte Anyalina overraske William, hvor hendes handling kom bag på ham, for han havde slet ikke troet at hun ville gøre det! Hun var jo slet ikke blufærdig som en kvinde burde være! Hans blik havde dog taget den tydelige vandring over hendes overkrop, selvom han lige så hurtigt havde dækket hende til igen. Forlegen var han blevet, skønt der godt nok ikke var nogen rød farve, men det havde sikkert kun været et spørgsmål om tid. Han skulede let til hende, som hun tydeligt fandt det morende, hvor han fnøs ganske kortfattet. ”Forlegen? Ha! Aldrig! Det er ikke den første kvindekrop jeg ser,” svarede han tydeligt benægtende, eftersom han faktisk var blevet en anelse forfjamsket, men det var kun fordi det var kommet bag på ham! Han vendte blikket mod hende med et udfordrende smil på læberne. ”Desuden.. så har jeg jo kun set halvdelen af din krop, hvem siger at jeg kan lide resten?” spurgte han kækt, hvor blikket stadig hvilede udfordrende mod hende, og dog så var han næsten sikker på at hun godt turde fjerne hele dynen, men heldigvis var bakken med maden i vejen.
At Anyalina blev sur over at William morede sig, forstod han slet ikke, eller måske lidt, men der var jo ingen grund til at hidse sig op, han gjorde det kun i sjov netop for at drille hende, fordi han kunne se hvor meget det gik hende på. Han endte med at sende hende et sigende blik, da hun vrissede af ham, hvor han rystede let på hovedet af hende. ”Anya.. der er ingen grund til at blive vred. Uanset hvad hænger du på mig lidt endnu, og jeg hjælper dig kun, fordi det er mit ansvar, eftersom jeg vækkede dig til live. Så jeg synes du skal gøre dig selv den tjeneste og slappe lidt af, nyde den luksus jeg giver dig og så tage den med ro,” svarede han med en ualmindelig ro i stemmen, hvor han sendte hende et lettere bestemt blik, som han førte glasset med vand op til hendes læber. ”Drik lidt.”

598 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Anyalina var ikke andet end ærlig overfor William, så det faktum at han ikke viste at han troede på hende, var noget som gjorde ham direkte irriteret, for det fandt hun slet ikke retfærdigt på nogen måde! Hun kneb øjnene sammen, som han udtalte sig med henblik på den vampyr, for han var ikke nogen mentaldæmon! Han var ikke nogen dæmon, varyl eller holy grail, for det var noget som hun havde vidst allerede fra start af! Hun himlede let med øjnene og vendte blikket væk fra ham, for hvis han ikke troede på hvad hun sagde, så var det bestemt ikke noget som hun kunne gøre noget ved af den grund! Den vampyr havde slet ikke været normal, og det behøvede han så sandelig heller ikke at fortælle hende! Hun vendte blikket igen mod ham og med en fast mine. ”Jeg ved da godt, at han ikke er normal! Det er ikke normalt med en vampyr at have de evner!” endte hun med en tydeligt frustreret mine, for løgn var det bestemt heller ikke, og det var noget som han bare havde at tro på, for det andet var noget som selvfølgelig irriterede hende endnu mere!
At William direkte skulle blive forfjamsket, var noget som virkelig formåede at more Anyalina, selvom hun ikke så hvad hun gerne ville se, for hun ville se en rødmen! Hun var ikke blufærdig eller noget som helst. Lige når det om til den slags, så var hun faktisk frygtelig meget.. mand. Hun vidste at kroppen generelt ikke fejlede noget som helst, så hun havde så sandelig heller ikke noget imod at vise den frem, også fordi at Ezekiel ikke længere var der, så hun kunne endda gøre det med en frygtelig god samvittighed, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til. Hun savnede ham jo faktisk, selvom det ikke var noget som hun havde lyst til at nævne bare sådan uden videre, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for alligevel. ”Måske ikke den første, men forlegen og forfjamsket bliver du,” påpegede hun. Hun kunne ganske vidst ikke fjerne den helt, fordi at bakken stod over hendes ben, hvilket vel snarere var til hans redning? Specielt hvis han reagerede sådan på hende!
At William skulle være sådan over hende, var noget som virkelig gik Anyalina på nerverne, selvom hun vidste, at hun ikke direkte kunne gøre noget som helst ved det af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun sendte ham en direkte vred mine, også fordi at hun bestemt ikke fandt det morsomt! Stod det til hende, så forblev hun faktisk i døden, for det andet var hende en.. frustration. Hun havde jo ikke noget at give sig til, eller nogen at søge imod, selvom det nu heller ikke ligefrem gjorde det meget bedre for hendes del! ”Jeg er jo nødt til at finde noget at bruge livet på først, ikke? Jeg forstår ikke hvorfor du valgte at vække mig.. og faktisk holde mig i live, når det har været imod mit ønske..” endte hun med en ganske kortfattet tone. Glasset som han førte til hendes læber, vendte hun blikket mod, hvor hun forsøgte at hæve hænderne og lukke dem om glasset, selvom hun ikke fik ham til at slippe – hun ville bare have følelsen af det tilbage i hænderne. Hun førte glasset til sine læber og tog en tår og sank det. Det var virkelig rart, at hun nu kunne gøre det uden at skulle blive kvalt af det på vejen!

[Deleted]

Anyalina misforstod tydeligvis William, siden hun hidsede sig op på den måde. Han tvivlede på at hun var typen der løj, ikke fordi hun var nogen engel, men lige ved denne sag tvivlede han på at hun bildte ham noget ind, for sådan som hun reagerede, måtte det næsten være sandt. Det gjorde ham dog også lidt nysgerrig på det væsen, som hun havde mødt, hvis man da overhovedet kunne kalde det for en vampyr, hvis han havde de evner. Hans mine blev selv en anelse mere fast, som hun igen hævede stemmen. ”Anya! Gider du slappe af? Jeg tror skam på dig! Og jeg sagde ikke at han var en mentaldæmon, jeg sagde at han havde evner som det væsen, de kan jo samme ting, som han gjorde ved dig. Med andre ord må han næsten være en vampyr med evner fra en mentaldæmon, hvordan det kan lade sig gøre, aner jeg til gengæld ikke, men.. det kunne jo næsten blive spændende at opsøge ham,” svarede han sandfærdigt, hvor et næsten kynisk smil gled over hans læber. Gad vide hvad det var for et væsen hun havde mødt, han havde godt nok hørt at vampyrer kunne skaffe sig evner fra deres halvblodsforælder, så mon det var det som var tilfældet? ”Kunne han andre evner?” spurgte han nysgerrigt, som han lod hovedet søge let på sned, imens han så afventende på hende.
Det var kommet bag på William at hun slet ikke ejede nogen former for blufærdighed og havde trukket dynen ned for at blotte sig, hvor han havde været sikker på at hvis hun havde fjernet hele dynen at han så faktisk havde formået at rødme, men gudskelov for at bakken stod i vejen! At hun så morede sig over det, kunne han godt se, hvilket et sted irriterede ham, for det var på ingen måder sjovt! Han var kun blevet overrasket over at hun havde gjort det! Han fnøs til hendes ord, hvor han skulede let mod hende. Hvorfor han absolut skulle reagere sådan anede han ikke, for det var jo på ingen måde den første nøgne kvindekrop han så, men så igen var han heller ikke vant til at kvinderne direkte skulle blotte sig for ham på den måde som Anyalina havde gjort! Det var jo slet ikke normalt! ”Det er ikke min skyld du er sindssyg,” mumlede han blot afvigende, som han vendte blikket væk fra hende og mod suppen, som han havde lavet til hende. Dumme kvinde! Hun måtte næsten være den første der havde formået at gøre ham så.. forlegen!
William vendte blikket forundret imod Anyalina til hendes ord. Han vidste godt at hun var sur over at han morede sig, men det gjorde han netop kun for at gøre hende sur, for det var direkte underholdende! Han blinkede let. ”Imod dit ønske?” gentog han næsten forvirret. Hvordan kunne døden være mere tiltrækkende end livet? Han lod hovedet søge let på sned, „jeg har givet dig en mulighed som ikke mange får. Du har fået en ny chance for at genoprette din ære, for at genvinde din respekt, samt for at tage din hævn over din død, og ikke mindst givet dig en ny chance for at leve livet. Hvad er der ikke at foretrække?” Han slap ikke glasset selvom hun løftede sine hænder og lukkede dem om hans. Han lod hende tage så meget hun ville have, inden han satte glasset på natbordet igen, som han endnu engang tog om skeen og tog en ny mundfuld op til hende. ”Anya? Hvorfor blev du egentlig forvist?” spurgte han nysgerrigt, for det var jo noget som han faktisk gerne ville have svar på!

[Deleted]

Det gjorde Anyalina direkte irriteret, at han fremstillede hende som utroværdig, også fordi at hun vidste, at det slet ikke var noget som hun kunne gøre for! For Vladimir havde på ingen måder været en normal vampyr, og det var noget som hun selvfølgelig ønskede at have frem, for det andet her, var da slet ikke noget som gav nogen mening for hende af den grund! Hun vendte blikket direkte vred mod ham, også selvom.. hun endte mere stiv i minen. Det kunne være sjovt at opsøge ham? Han var da rablende vanvittig! Manden slog ham for pokker da ihjel! ”Du skal være velkommen. Jeg har lært nu, og jeg skal slet ikke i nærheden af den mand igen,” endte hun med en ganske kortfattet tone, for den tanke alene, var noget som direkte gjorde hende irriteret, og det var slet ikke en tanke som hun ville have med at gøre. Manden slog hende da bare ihjel igen, også fordi at hun havde fundet en af hans svage punkter; Han kunne ikke fordrage at blive holdt fast. Hun trak svagt på skuldrene og vendte blikket væk fra ham. Det var pinligt at tabe til det væsen, men det var nu tilfældet. ”Jeg ved det ikke.. Jeg vil i hvert fald ikke råde dig til at opsøge manden.. Han er livsfarlig,” endte hun ganske kortfattet, som hun igen vendte sig mod ham. Svag var hun ikke, og hun havde ikke holdt lang tid. Selv den situation, kunne stadig skræmme hende en god del!
Tanken om at William blev direkte forlegen, var en tanke som direkte måtte more Anyalina, også fordi at det ikke var noget som man så særlig meget til, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Tungen strøg hun let over sine læber, og med det morende smil på læben. Man kunne jo ikke ligefrem påstå at hun var blufærdig, for det var hun ikke! Desuden vidste hun at hun var en smuk kvinde – når hun var på toppen vel at mærke, men det var nu bare sådan at det var. Hun vendte blikket mod ham. ”Meget har jeg hørt, men sindssyg er ikke ligefrem nyt for mig.. Fortæl mig noget jeg ikke ved.. Forfjamskede mand.. Det klæder dig jo næsten,” endte hun ganske sigende, også selvom det ikke ligefrem var en løgn som sådan, men det var nu bare sådan at det var.
Tanken om at Anyalina var direkte afhængig af hans hjælp, var bestemt ikke noget som hun fandt morsomt på nogen måde. Faktisk var det en tanke som direkte måtte irritere hende som intet andet i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Den mulighed for livet, var bestemt ikke med hendes vilje, også fordi at hun ikke havde noget at bruge livet til. ”Jeg har ikke nogen grund til at være her, William.. Jeg har ingen, jeg har ingen ære, for den tog Malisha fra mig, jeg har ikke nogen mand i mit liv, for.. han er væk. Jeg har ingen grund til at være her, uanset,” endte hun ganske kortfattet. At få noget at drikke, var selvfølgelig noget som hjalp, også selvom det at han valgte at spørge ind til hvorfor hun var endt landsforvist, ikke var noget som forundrede hende. Hun himlede let med øjnene og vendte blikket mod ham. ”Jeg blev pålagt en opgave, som jeg ikke kunne klare. Jeg fejlede, meldte det, og hun smed mig ud, efter en hård omgang tortur,” forklarede hun ganske kortfattet. Det var jo ikke engang fordi at det var løgn, men faktisk.. sandt.

[Deleted]

At Anyalina havde tabt til en vampyr, tog William nu ikke så tungt. Han var ikke en mand der var særlig raceracistisk, da han altid havde set potentiale i alle racer – nogle mere end andre godt nok. Han vidste godt at der var ved at være optakt til en borgerkrig mellem tre racer; warlocks, vampyrer og dæmoner, men det var ikke en krig som William havde tænkt sig at deltage i, skønt han vidste at hans race gjorde at han faktisk kunne blive udsat, men han tog tingene som de kom. Han var ikke vendt hjem bare for at slås, han var kommet hjem på forretningens vegne, hvor han blot ville se hvor denne nye kurs ville føre ham hen. Blikket gled mod Anyalina igen, da hun næsten blev helt chokeret over hans ord. Will havde altid elsket en god udfordring, særligt på magi, hvor han heller aldrig havde tabt en gang, skønt han udmærket godt kendte til ordsproget; én gang skulle være den første, men det var jo ikke sikkert at det blev snart, da der kunne gå lang tid før han mødte sin overmand. ”Vil du slet ikke have din hævn? Nu ved du jo hvad han er i stand til, så er du da også forberedt, desuden ved han jo ikke at du er i live,” svarede han sandfærdigt, som han lod hovedet søge let på sned. Han forstod dog godt at hun var påpasselig med den fyr, men hun havde da klart fordelen!
Det var kommet fuldstændig bag på William at Anyalina ikke havde ejet nogen blufærdighed, hvor hun bare havde blottet sig for ham, hvilket også var det som havde gjort ham helt forfjamsket, selvom han næsten var glad for at hun kun havde blottet sin overkrop, for havde det været hele kroppen, så havde han da med garanti rødmet! At hun så morede sig over det, var noget som et sted irriterede ham, mest af alt fordi han fandt det flovt at han var blevet så forlegen, for det lå slet ikke til ham normalt! På den anden side måtte han dog erkende at det var rart at se hende med et smil, for det var jo faktisk første gang. Han fnøs let. ”Klæder mig?” gentog han i vantro, som han skulede let til hende, „ha! Pas du hellere på med at jeg ikke sætter dig tilbage i graven.” Det var ikke fordi han havde i sinde at gøre det, men det irriterede ham at hun skulle more sig over det. ”Men det er da rart at se dig smile, det troede jeg snart slet ikke var muligt,” svarede han med et kækt smil, næsten for at vende emnet over på hende igen.
“Du tager det simpelthen for tungt Anya. Din ære kan du genvinde, og som om du ikke kan finde en ny mand? Attraktiv må du da være, hvis man da gider have en gnaven tøs,” svarede William sandfærdigt, selvom det sidste blev udtalt med en mindre drillende tone, hvor smilet også gled over hans læber. At hun havde fejlet en opgave og derfra var blevet forvist, fik ham til at lade hovedet søge let på sned, imens han betragtede hende en anelse undrende. ”Hvad var det da for en opgave?” spurgte han roligt, da det næsten måtte have været vigtigt, siden hun var blevet forvist af det? Det var dog tydeligt at han ikke spurgte for at snage, men faktisk fordi han var interesseret.

[Deleted]

William var da virkelig dybt tåbelig, hvis han regnede med, at han ville overleve et møde med Vladimir! Han var ganske vidst en magikyndig vampyr, som end ikke kunne spores på magisk vis, hvilket næsten var det værste, men hun var nu alligevel sikker på, at hun kun havde overværet bare en lille del af hvad manden var i stand til, og derfor skulle hun bestemt heller ikke have mere med det at gøre, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende. Hun vendte blikket direkte fast mod ham atter en gang, som hun igen kneb øjnene fast sammen. Hun fandt sig bestemt ikke i andet, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun vendte blikket væk fra ham. En ting var at tabe til en blodsuger, hvilket var flovt nok, men at opsøge ham igen, for at få den samme omgang, det var slet ikke noget som kom på tale for hendes vedkommende! ”Jeg vælger at holde mig væk. Jeg er sikker på, at jeg kun har set en lille del, af hvad han er i stand til.. og jeg vil nødigt ende med at tabe til den samme mand to gange,” endte hun ganske kortfattet. Hævntørstig havde hun altid været, men dog altid en kende mere fornuftig end det som Malisha havde været, også selvom hun selv ej vidste, om hun overhovedet havde mødt den vampyr, eller var kendt med ham som sådan. ”Ønsker du en tur i graven, så vær så god.. Jeg skal endelig ikke stoppe dig,” endte hun ganske sandfærdigt.
Anyalina ejede virkelig ikke nogen former for blufærdighed, for hun vidste at hun havde en krop som hun kunne være stolt af at vise frem, og den måde som William reagerede på, gjorde det jo kun tydeligt for hende, at det faktisk også måtte være tilfældet, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang, som han direkte.. truede med at smide hende tilbage i graven? I så fald, så hun ikke hvorfor han skulle have vækket hende, for den tanke gjorde hende egentlig kun hidsig, og det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre på nogen måde i den anden ende! Næven knyttede hun ganske fast ved de ord, også selvom der ikke rigtigt var nogen kraft i det. Hun havde måske talens brug, men energien var i den grad stadig en tydelig mangelvare for hende. ”Vil du smide mig tilbage i graven, kun fordi du ikke kan klare lidt nøgen hud?” spurgte hun ganske kortfattet. At smile kunne hun faktisk godt – når der var noget at smile af, såsom hans reaktion! ”Selvfølgelig.. Den forfjamskede udstråling, kan da kun more mig,” påpegede hun sandfærdigt.
Hvis der var noget som Anyalina ikke kunne se, så var det hvad hun egentlig skulle kæmpe med. Hun stod alene med det hele, for Malisha havde valgt at kaste hende ud, forvise hende fra warlockernes fællesskab, og Ezekiel var der ikke mere, samt med krigen med vampyrer og dæmoner, så var hun frygtelig udsat, og det vidste hun godt. Hun var jo nødsaget til at se sig over skulderen hele tiden! ”Hvad har jeg at kæmpe videre for, William? Jeg har ingenting, og jeg er tvunget ladt alene,” påpegede hun ganske kortfattet. Det var jo ikke en gang en løgn! At han faktisk viste hende en interesse, fik hende til at vende blikket mod ham, for det var noget som hun i sig selv, ikke forstod meget af. Hun rystede let på hovedet. ”Jeg skulle overbevise Malishas fætter om at hans udvalgte ikke var den rette.. Han mistede vedkommende, og tog sit eget liv.. Hun gav mig skylden, torturerede mig og forviste mig,” fortalte hun ærligt. Hun havde faktisk haft mange gode samtaler med Romeo, men tabet af Lexie var mere end hvad manden kunne holde til, og nu hvor Ezekiel var væk… så kunne hun faktisk godt sætte sig lidt i hans sted.

[Deleted]

At Anyalina ikke ønskede at opsøge den vampyr igen og få sin hævn, forstod William ikke helt. Hun kendte jo til hvad manden kunne, så det kunne ikke komme bag på ham og selv hvis han skulle være i stand til at kunne mere, så burde det ikke komme bag på hende, netop fordi hun vidste hvad han var i stand til. Han så let mod hende med et kækt smil om læberne. ”Årh hold op. Du klager selv over at du ikke har noget at miste, så hvorfor ikke bare forsøge at få ham nedlagt?” spurgte han sagte, som smilet kun bredte sig. Han selv havde måske en tendens til at blive lidt hovmodig, men det var også kun fordi han aldrig havde tabt en kamp på magi. Han havde altid kæmpet godt, han havde altid udviklet sin magi, gjort den mere avanceret og altid taget alt til sig, selv kopieret andre warlocks og magikeres trick, hvis de havde været smarte og magtfulde. Han havde altid holdt sin magi ved lige. Han var en stærk warlock, i samme generation som Anyalina, hvor Malisha og Konstantin lå lige over dem som de ældste. At hun så gav ham tilbuddet, fik ham til at fnyse let. ”Ha! Hvem siger at jeg ikke er bedre og stærkere end dig? Måske jeg ikke engang har brug for held,” svarede han tydeligt selvsikkert, hvor smilet blev en anelse flabet.
Det var godt nok at overdrive, når William truede med at smide hende tilbage i graven, for det kunne han nu alligevel ikke finde på. Eller det kunne han sikkert godt, hvis hun begyndte at blive fjendtlig eller lignende, men ellers var det nu ikke hans hensigt. Han himlede let med øjnene til hendes ord. Når hun fremstillede det på den måde, lød det jo også helt forkert! ”Ha! Måske du er smuk, men jeg har set det som var bedre,” svarede han kækt, selvom det egentlig kun var for at få lukket munden på hende. Hun skulle slet ikke kalde ham forlegen eller forfjamsket, og hun skulle på ingen måde more sig over det! At hun så fortsatte, fik ham til at sende hende et skulende blik. ”Så sjovt kan det umuligt være,” mumlede han tydeligt irriteret og utilfredst.
At Anyalina ikke mente at hun havde noget at kæmpe for, kunne William slet ikke forstå. Han havde netop givet hende en ny chance for at kæmpe og genvinde sit tidligere liv – hvis ikke et bedre et! Men at hun var alene passede vel ikke helt? ”Men.. du har da mig?” Han så mod hende, som han sendte hende et skævt smil. Et sted holdt han jo lidt på hendes side, men det var også fordi han havde vækket hende til live, så han følte sig ansvarlig for hende, og fordi hun lå her på hans værelse i Konstantins hus, så var han nød til at passe på hende, så der ikke skete hende noget, for hun var frygtelig afkræftet og svækket, hvilket han vidste. Han endte dog med at rejse sig af ren vantro, hvor han så på hende med samme mine. ”Hvad?! Er du blevet tortureret og forvist for noget så … latterligt?!” spurgte han tydeligt forarget. Hvordan pokker kunne det overhovedet stå til?! Og hvad pokker tænkte Malisha på? Han fnøs let i vantro, som han satte sig igen. ”Wow.. jeg vidste meget om Malisha, men at være uretfærdig? Hun har måske aldrig brudt sig om dig?” Had mellem to kunne jo også føre til uretfærdige gerninger, så hvis Malisha aldrig har brudt sig om Anyalina, så var det stadig uretfærdigt men mere forståeligt, skønt han slet ikke forstod hvordan en leder kunne styre sit folk på den tyranniske måde som Malisha gjorde, også den test hun havde udsat alle for.

629 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Anyalina tog tingene stille og roligt, også fordi at hun slet ikke havde nogen intentioner om at skulle støde på Vladimir igen, for hun vidste ganske vidst at han var magisk, men endnu ikke hvad hans fulde potentiale var for noget, så selvfølgelig var det noget som også gjorde sit for hendes vedkommende, for hun havde skam slet ikke tænkt sig at lægge sig i graven igen, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for! Hun vendte blikket direkte mod ham, hvor hun sendte ham en fast og direkte dræbende mine. ”Han slog mig i jorden, uden så meget som at blinke, William.. Jeg har ingen intentioner om at opsøge ham frivilligt!” endte hun med en ganske kortfattet, og yderst bestemt tone, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn i hendes øjne. Hun vendte sig direkte mod ham endnu en gang. Han troede han kunne? Endda uden held? Ha! Han var direkte dum, hvis han troede det! Hun himlede let med øjnene. ”Du skal være velkommen til at prøve. Jeg skal bare ikke nyde noget af det,” endte hun med en ganske kortfattet mine. Han kunne sige hvad han ville, for lige der, var hun ganske enkelt ligeglad! For hun ville ikke nyde mere af det, for hun havde oplevet det på sin egen krop nu!
Det generede ikke Anyalina at William truede med at lægge hende i graven, for det beviste kun, at hendes ord havde ramt ham, for ellers ville han da slet ikke berøres på den måde, hvilket næsten var det sjoveste af det hele, det var der bestemt ikke nogen tvivl om. Selvom hun vidste, at hun i denne stund, faktisk var afhængig af hans hjælp, så var det noget som hun var nødt til at bide voldsomt i sig, for det var i sig selv, noget som hun ikke var meget for i udgangspunktet! ”Det siger du kun fordi du ikke har kastet et blik på mig i helhed,” endte hun ganske sigende, som det slet ikke var noget som rørte hende, også selvom det jo gjorde. Hun havde ikke noget imod at blive set på med det rette glimt i øjet. ”Jeg synes nu, det er ganske underholdende,” endte hun med et let tilfredst smil på læben.
Tanken om hvorfor og hvad Malisha havde gjort, var noget som Anyalina havde fået bearbejdet allerede for lang tid siden. Hun havde været kvindens venstre hånd, som Konstantin havde været hendes højre, og hun havde bare fået den kolde skulder, udsat for det værste som man kunne udsættes foruden døden, og hun havde klaret sig til Vladimir havde fundet hende. Hun vendte blikket mod ham, også selvom det alligevel gjorde.. ondt for hende at tænke på, for hun havde altid været en stolt af slagsen, og det var bestemt ikke anderledes nu, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Jeg var stolt af at være hendes venstre hånd, William.. Jeg var faktisk noget dengang,” endte hun ganske kortfattet. Hun havde måske.. ham, men det var vel bare til hun var tilbage på benene igen? Hun vendte blikket ned af sig, næsten som hun faktisk.. skammede sig. ”Hun torturerede mig, og hang mig fast i et træ udenfor teateret i Manjarno.. frit til folks udsyn til jeg blev hjulpet ned..” Selv havde det kostet kræfter og energi at komme tilbage på benene igen, og det havde bestemt ikke været nemt for hende, og nu.. nu havde hun jo slet ikke noget som helst!

[Deleted]

Anyalina lød næsten helt bange for den vampyr hun havde stødt på, selvom William slet ikke forstod hvorfor, men på den anden side havde han jo heller ikke mødt den vampyrs rædsel, så han kunne ikke sige hvor farlig den mand overhovedet var, og måske det også var dumt at overvurdere sig selv på den måde, men han lod sig ikke blive skræmt af rygter, der skulle beviser til for bare at give ham kuldegysninger og det var endnu ikke sket! Han fnøs let. ”Du lyder helt bange,” bemærkede han sigende, som han ikke tog de krystalblå øjne fra hende, som faktisk var ualmindelige for begge hans slægter. Han kunne heller ikke tro at hun slet ikke havde haft en chance. ”Du må da næsten have været skadet, siden han så let kunne få dig overmandet, for ærligtalt virker du ikke til at være nogen svag warlock,” svarede han sagte, som han fortsat betragtede sig af hende. Han anede ikke hvordan den vampyr så ud eller hvor manden levede, så han ville nok ikke foreløbig støde på ham, det gik han i hvert fald ikke ud fra og opsøge ham kunne han jo heller ikke. Han forstod dog ikke at Anyalina kunne tabe så let, medmindre hun i virkeligheden faktisk var svag.
Det irriterede kun William at hun skulle fortsætte med at køre i det, for han fandt det på ingen måde morsomt! Han blev aldrig forlegen eller forfjamsket, så hvorfor pokker skulle han blive det nu? Det var jo ikke just den første kvindekrop han så! Tværtimod! Derfor irriterede det ham også at det lige var hende som skulle få ham til det. Han sendte hende en lettere utålmodig og irritabel mine, for han fandt sig ikke i det! ”Ja pas du hellere på med at du ikke blotter dig for de forkerte, du ender blot med at blive overfaldet,” svarede han i en irriteret mumlen. Han var ikke just vant til en kvinde der ikke ejede skyggen af blufærdighed, for det lå normalt til kvinder! Anya var dog tydeligvis anderledes på det punkt! ”Er du snart færdig?” spurgte han i en langt mere vrissende tone, for han fandt det ikke morsomt! Tænderne var han også endt med at bide sammen, så man tydeligt kunne se hans fremtrædende kæbe.
Det der kom bag på William var at Anyalina havde været Malishas venstre hånd og så havde hun forvist hende for noget så latterligt? Han havde godt hørt at Malisha var barsk og hård og kunne være nådesløs, men dette var jo direkte forargende! En leder burde ikke ofre sin race på den måde Malisha gjorde, hvilket var det som han ikke kunne lide ved hende, også den test som hun havde udsat alle for, og han forstod ikke hvordan Konstantin kunne være med på den, for han havde alligevel troet bedre om sin fætter. Derfor var han også i tvivl om hvordan Konstantin ville reagere hvis han faktisk vidste at Anyalina var her, for mon han bare ville følge Malisha som en trofast hund? Eller ville han se retfærdigt på det hele? Han strøg let en hånd igennem de mørke halvlange lokker, som han så lettere forarget mod hende. ”Barsk er hun i hvert fald,” svarede han til hendes fortælling om hvordan hun var blevet udstillet. Han så næsten usikkert på hende, „men Anya.. hvorfor kæmper du ikke for at få hendes accept tilbage? For at genvinde din ære og racens respekt? Hvis du kender hende så godt, så må hun da også lytte til dig?” Så snæversynet kunne kvinden vel ikke være.. kunne hun?

596 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Det var bestemt ikke ofte, at det forekom for Anyalina, men denne gang, var hun faktisk bange. Hun havde mødt sin overmand i form af en vampyr – det væsen som hun hadet og foragtet mest, og hun havde endda tabt til ham, og det var bestemt ikke noget som hun ønskede skulle igennem en gang mere, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende. Hun vendte blikket direkte mod ham, hvor det også var tydeligt, at hun var direkte irriteret også selvom det slet ikke var noget som hun skjulte for ham på nogen måde. Øjnene kneb hun fast sammen. ”Og hvad så hvis jeg er?” spurgte hun med en yderst kortfattet tone, for løgn var det bestemt heller ikke på nogen måde i den anden ende. Vladimir havde sat en frygt i hende.. en frygt som hun aldrig havde oplevet noget lignende til! Hun rystede på hovedet. I det store og hele, havde hun været i fin form, da hun var stødt på ham. ”Jeg fejlede intet da jeg stod ansigt til ansigt med den mand.. Men han slog mig.. uden problem. Han er farlig William. Han ender med at tage dig med i faldet,” endte hun ganske kortfattet. Hvis han ikke stolede på hende, så skulle han være velkommen til at prøve, for nu havde hun da advaret ham!
Det blev kun tydeligt for Anyalina, at hendes manglende blufærdighed, var noget som virkelig måtte irritere William, og det var noget som kun måtte more hende yderligere, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme ganske så kortfattede mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hun kneb øjnene let sammen. ”Tror du virkelig, at jeg er dum nok til at smide det for øjnene af alle og enhver?” spurgte hun ganske kortfattet. Hun lagde sig roligt tilbage ned i sengen, hvor hun roligt lagde sig til at slappe af. Det var nemmere nu, også selvom hun slet ikke stolede på stedet her hvad angik Malisha eller Konstantin, for hun anede jo heller ikke hvor hun havde ham, og selvfølgelig var det en tanke som gjorde hende direkte utryg, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”For nu, er jeg,” afsluttede hun ganske sandfærdigt, som hun igen vendte blikket mod ham igen.
Anyalina havde stået som en del af det daværende trekløver, som Malishas venstre hånd, også selvom hun var bange for at det ikke var noget som hun kunne vinde tilbage igen, selvom det næsten var det værste af det hele. Malisha var frygtelig barsk, og det vidste de jo godt alle sammen. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Det siger du ikke..” mumlede hun let for sig selv. Romeo havde været hendes opgave, en opgave som Malisha havde betroet hende med, og hun havde fejlet som aldrig før, også selvom det ikke var hendes skyld, at Romeo havde været svag! Hun fnøs ganske kortfattet. ”Hun forviste mig, William. Hun vil ikke have min støtte eller mere med mig at gøre, så jeg kan ikke se hvad jeg skal risikere mit hoved for, for jeg ved, og kender hende godt nok til at vide, at jeg ikke vil få noget ud af det,” endte hun ganske kortfattet. Løgn var det jo trods alt heller ikke engang, selvom det faktisk gjorde ondt. Hun havde altid været stolt af den som hun var! Før i tiden om ikke andet.