Bring me to life

[Deleted]

William forstod godt, hvis Anyalina ikke følte sig tryg, for han kunne godt fornemme på hende at hun på ingen måder brød sig om tanken om at Malisha var her, og boede i samme hus. Han vidste godt at Malisha kunne være hård og hun ville også kunne finde på at dræbe en af sine egne, hvis det var det hun ønskede, og når Anyalina var bandlyst og bortvist, så vidste han faktisk ikke hvordan Malisha egentlig ville reagere, selvom han ville give Anyalina ret i at det nok ikke ville blive et kønt syn. Han mente det dog, når han sagde at han nok skulle passe på hende, for han havde vækket hende til live, uden at vide hvem hun var, og derfor skulle ingen have lov til at gøre hende ondt! Hun var så svag og afkræftet at hun ikke ville have en jordisk chance mod nogen, hvis de først forsøgte at angribe hende og det tillod han bestemt ikke! Han skulle nok passe og pleje hende, og når hun så fik genvundet sin styrke, så var hun fri til at gøre hvad hun ville. Hun var ikke hans slave bare fordi han havde genoplivet hende, tværtimod! Hun var et individ og en person, der havde sin egen vilje og det ville han slet ikke lave om på. Han havde bestemt heller ikke tænkt sig at holde hende fanget her imod hendes vilje, og da slet ikke når han vidste at hun frygtede for hvad Malisha kunne finde på, for der forstod han hende faktisk godt. Han vidste ikke engang hvordan Konstantin ville reagere, hvis han fandt ud af at Anyalina var her, men på den anden side så kendte han jo ingen af dem særlig godt og derfor vidste han ikke hvordan de ville reagere.
Som William kom tilbage med stativet i sine hænder, kunne han ikke lade vær med at smile over synet at hun lå og sov. Det var kun tydeligt at det havde været tiltrængt, hvilket han godt forstod, for hendes krop var udmattet og afkræftet og et sted var han bange for at den endnu kunne nå at lukke fuldstændig ned igen, hvis han ikke fik hende givet blod. At hun ikke mærkede sig af at han satte sig på sengekanten glædede ham kun. Stativet havde han stillet tæt ved sengen – så tæt det kunne komme – hvor han roligt tryllede en sprøjte frem. Han tog fat omkring hendes arm, hvor han stak nålen ind i, så han kunne få blod ud i sprøjten. Da han fik den fyldt op, tryllede han sprøjten om til en blodpose, med hendes eget blod i, som han hang op på stativet, inden han førte en slange fra blodposen og satte den fast i hendes arm, så der kunne blive overført blod til hende og så hendes krop faktisk ville have en chance for at overleve. Han vendte blikket mod Anyalina igen, hvor han ikke kunne lade vær med at smile, da han hørte hende sukke. Han kunne godt se at hun var udmattet, hvilket også kun var forståeligt, og når hun engang vågnede igen, så ville han finde noget at spise til hende, samt hun sikkert også gerne ville have et bad, for det kunne sikkert gøre underværker. Han kravlede roligt over hende og lagde sig inde på sengen. Det var sent og han selv var ved at være træt og udmattet. Han selv blev dog liggende i sine bukser, da han heller ikke ville trænge sig på ved hende og kræve dynen til sig, da hun havde mere brug for den end ham.

597 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

I det store og hele, så stolede Anyalina faktisk på Konstantin. Om ikke andet, så mere end det som hun stolede på Malisha i det her tilfælde, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit for hans vedkommende! Hun følte sig på ingen måder tryg i det her hjem, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun kendte absolut intet til William, hun regnede ikke ligefrem med at Konstantin ville holde Malisha på afstand, men hun havde virkelig brug for en mulighed for at slappe bare lidt af og genvinde den styrke som hun desperat manglede i denne stund, for hun havde aldrig nogensinde følt sig så.. svag og afkræftet før, som det hun gjorde i denne stund. Tænderne bed hun let og svagt sammen, også selvom hun faktisk hvilede i hendes egen søvn, for den var helt klart præget af en voldsom uro, og det var svært for hende i det hele taget at slappe af, også fordi at hun slet ikke følte sig tryg nogen steder! Hun manglede Ezekiel som den eneste mand som havde fået lov til at komme tæt på hende, også fordi at.. hun vel vidste at han var væk? Hun havde ikke nogen i sit liv mere.
Anyalina havde virkelig desperat brug for søvnen, hvilket der vel heller ikke herskede nogen tvivl om? Kroppen kunne stadig lukke ned, og derfor var det vel også vigtigt, at hun fik de rette ting, så hun kunne få varmen, hvilen og energien? For det var slet ikke noget som hun havde i denne stund, det var helt sikkert! At William havde sat sig, var slet ikke noget som hun havde bidt sig synderlig meget mærke i, hvilket nu heller ikke var noget som gjorde hende det mindste. Svagt sukkede hun dæmpet som han tog omkring hendes arm, hvilket hun ikke lagde mærke til, selvom det at han satte sprøjten i hendes arm, næsten fik hende til at sitre allerede med det samme, og automatisk tvang hende ud af søvnen, hvor hun hastigt vendte blikket mod ham. Et sted måtte hun jo lige hurtigt minde sig selv om at han kun gjorde det for at hjælpe hende, også selvom hun slet ikke var særlig begejstret for at modtage den, for hun hadede at være så svag som det hun var lige nu! Hun lagde sig roligt til rette i sengen igen som blodet i posen roligt løb ind i hendes arm, hvor hun roligt lukkede øjnene endnu en gang, for det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere for hendes vedkommende, det var der ingen tvivl om! ”D-det gjorde o-ondt..” endte hun direkte døsigt, nu hvor han alligevel havde formået at rive hende ud af søvnen ved at stikke sådan til hende! I bogstavelig forstand! Øjnene kæmpede hun stille op. Hun frygtede jo selvfølgelig for hvornår Malisha ville opdage hun var der, for det ville hun finde ud af på et tidspunkt! Hun trak vejret dybt endnu en gang. Hjertet var faldet til ro, men ikke desto mindre så var hendes hoved på ingen måde, og det var ikke noget som hun direkte kunne gøre noget som helst ved! Blikket hvilede træt, dog direkte stirrende på ham. Lige hvorfor han gjorde så meget for hende, var slet ikke noget som hun kunne se på nogen måde, og det var faktisk en tanke som frustrerede hende, for der var altid bagtanker ved det! Det var for pokker da Dvasias!

[Deleted]

William forstod sådan set godt, hvis Anyalina ikke turde stole på ham, selvom han nu ikke kunne se at han havde gjort noget galt, for han havde genoplivet hende og han gjorde ikke andet end at hjælpe hende på bedringens vej, hvor han derimod bare kunne have været ligeglad og ladet hende dø igen, men det kunne han alligevel ikke få sig selv til. Hun var hans ansvar og han skulle nok tage sig godt af hende, indtil hun ville få sine kræfter igen, hvor hun ville blive fri til at gøre hvad end hun havde lyst til. Han forstod dog godt at hun frygtede Malisha og det hun kunne finde på, for der var han heller ikke engang sikker. Han vidste dog ikke hvad Anyalina havde gjort for at skulle blive forvist og bandlyst, men det fik han måske en forklaring om senere? Når hun engang kunne tale ordentligt uden at skulle falde over ordene.
Som William fik sat slangen fast til Anyalinas arm, valgte han roligt at sætte et stykke tape over slangen, så han var sikker på at den sad fast og ikke ville ryge ud i løbet af natten, når hun sov. At hun så vågnede af det, lagde han ikke mærke til før hun faktisk åbnede munden og talte. Han vendte de krystalblå øjne imod hende – der ikke normalt lå til hans familie – hvor han så ind i hendes egne mørke, inden et skævt smil gled over hans læber. Han løftede den ene hånd og strøg hende kort over håret, som havde hun været en lille pige. ”Undskyld. Men du overlever nok,” svarede han morende, som han roligt kravlede over hende og ind på sengen, så han selv kunne lægge sig. Han tog ikke dynen fra hende, da hun havde mere brug for den end ham. At hun lå og stirrede på ham, kunne han godt se, hvor det også morede ham. Han tog den anden pude, som han lagde under hovedet, hvor han lagde sig til rette i sengen, skønt han godt nok ikke havde nogen dyne eller tæppe, men han lå i sine bukser og han overlevede nok. ”Skal jeg holde om dig og varme dig?” spurgte han roligt og lettere alvorligt, så hun vidste at det var for at hjælpe hende og ikke for at prøve på noget. Hvis hun sagde nej, ville han også respektere det, men kropskontakt var som sagt den bedste måde at varme nogen på, og han vidste ikke hvor meget hun frøs mere, eller om hun faktisk havde fået lidt varme igen, men det var sådan set op til hende, hvor han ikke ville presse hende til noget. Han selv var godt udmattet og træt, eftersom han havde været i gang hele dagen og det var også ved at blive utrolig sent. Han havde jo ikke ligefrem regnet med at eliksiren ville virke, men det havde den altså. Nu måtte han jo så finde ud af om det var en god ting eller en dårlig ting, for det virkede ikke til at Anyalina havde været den bedste at vække, når hun nærmest stod som fjende for Malisha. Hvad der var sket, gad han dog godt at vide.

530 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Anyalina turde da slet ikke at stole på nogen som helst, også fordi at hun slet ikke havde flere nu, hvor Ezekiel også var væk, hvilket var noget som også frustrerede hende voldsomt! William havde ganske vidst vækket hende, og var i gang med at overbevise hende om at han ikke ønskede hende noget ondt, men hun var endnu ikke helt overbevist, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Tanken gjorde hende ganske vidst irriteret, men der var nu ikke noget som man kunne gøre ved det. Hun var utrolig skeptisk af natur, hvor det heller ikke havde været det nemmeste for Ezekiel at komme ind overhovedet, men han havde nu alligevel formået at gøre det, og den dag i dag, kunne hun selvfølgelig kun føle smerten ved det, hvilket i den grad var noget som gjorde forbandet ondt, også fordi at hun havde lukket ham ind, og havde mistet, og det var slet ikke noget som hun var særlig god til at tackle, for hun vidste jo slet ikke hvordan!
At blive koblet sådan til en slange og sit eget blod, var ikke ligefrem noget som hun havde regnet med, og nu hvor hun alligevel var lidt vågen, så kunne de vel lige så godt bare få det bedste ud af det? De mørke øjne hvilede direkte på hans skikkelse, nu hvor han alligevel havde taget pladsen så tæt på hende, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til. Hun ville ikke få noget ud af at gøre det til nogen større diskussion, og hun var desuden også for træt til det. Hun sukkede dæmpet og lukkede øjnene som han strøg hende over hovedet, som havde hun været en lille pige, også selvom det slet ikke var tilfældet! ”D-det finder jeg vel u-ud af..” endte hun ganske sigende, som hun stille blev liggende, for hun magtede uanset ikke at lægge mere i det! At han så direkte tilbød at lægge sig ned ved hende, var ikke ligefrem noget som hun havde regnet med, også selvom.. med hvilke bagtanker? Hun stolede virkelig ikke på ham, og det var noget som han bare måtte acceptere! Hun trak vejret dybt, også mest for at komme til ro igen, for det var bestemt ikke fordi at det var nemt altid, men det var virkelig bare at forsøge så godt som man nu kunne, på trods af omstændighederne, ikke sandt? ”D-det må du s-selv om..” svarede hun endeligt, som hun let trak på skuldrene, som var det ingenting, også selvom det vel ikke helt var tilfældet, for hun stolede slet ikke på dem som måtte være i huset, for de kunne så nemt slå hende ihjel, misbruge det og udnytte hende, og det var slet ikke noget som hun havde lyst til af den grund, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Blikket gled roligt i retningen af blodet som bare sivede ind i hendes arm. Det var helt.. underligt bare at ligge der, for hun var slet ikke vant til at være den svage på denne her måde, og det var noget som hun godt kunne mærke!

[Deleted]

William klandrede på ingen måde Anyalina for ikke at kunne stole på ham, for han forstod sådan set godt hvorfor hun ikke gjorde. Det var Dvasias, samt hun ikke kendte ham, så han var helt fremmed for hende, og hvem stolede på fremmede? Hun var dog også fremmed for ham, og han vidste ikke om hun var en eller anden morder og det var derfor Malisha havde bortvist hende, eller om hun havde lavet andet slemt, siden hun var forvist, for han vidste slet ikke om hun ville dræbe ham så snart hun fik kræfterne igen, fordi hun var en eller anden psykopat, men han var nu ikke bekymret, han havde lovet hende og ikke mindst sig selv at han ville hjælpe hende, så det var præcis hvad han havde tænkt sig at gøre. Og så måtte han se om det ville være dumt i den anden ende, men hvis der var én ting han vidste at livet gik ud på, så var det at lave fejl og lære af dem, og måske denne ville blive en af de fejl, som han ville lære af, og måske ville det vise sig at ende ud i noget spændende eller noget fantastisk – det måtte han jo se med tiden. Om ikke andet, så fokuserede han kun på at gøre hende rask igen, så hun igen kunne komme til at leve sit liv, selvom han ikke vidste om hun overhovedet havde nogen eller noget i sit liv, som var værd at leve for.
At Anyalina ikke gjorde nogen modstand, var noget som faktisk glædede William, selvom han godt nok heller ikke gav hende noget valg, de vidste begge at hun havde brug for blod og det var det som han skænkede hende, ved at koble hende til slangen, det eneste hun så skulle gøre, var at forsøge at få lidt hvile og ikke mindst slappe lidt af, så hendes krop kunne få styrken igen. At hun sukkede og lukkede øjnene ved hans strøg, fik ham til at trække let på smilebåndet, selvom han heller ikke kunne lade vær med at fundere over om hun overhovedet var vant til en kærlig behandling. Han var ikke selv nogen specielt kærlig mand, han kunne sagtens være charmerende og romantisk, men blød havde han nu aldrig været, skønt han vidste hvordan man behandlede en kvinde. Han trak skævt på smilebåndet, som han ellers blev liggende ved hendes side. ”Hvis du hentyder til Malisha, så har jeg lovet dig at hun ikke får lov til at røre dig, i så fald, skal hun først forbi mig,” svarede han lettere bestemt. Måske Malisha var ældre, men han var på ingen måder en svag warlock, han havde aldrig tabt en kamp på magi, skønt man sagde at én gang skulle være den første, men sådan kunne det jo også gå den anden vej.
“Udmærket.. så holder jeg om dig, for at være sikker på at du ikke skulle ende med at blive syg, dit immunforsvar er heller ikke særlig stærkt, så der er meget vi skal lægge mærke til, derfor må du også love mig at du siger til, så snart noget er galt, eller at du føler noget som du ikke burde, okay?” spurgte William roligt, som han kort betragtede hende, inden han næsten forsigtigt, trak op i dynen og kravlede ind under. Denne gang lod han tæppet være om hende og imellem dem, så hun ikke skulle føle sig helt overrumplet af ham. Han lod roligt sine arme snige sig omkring hendes krop, hvor han forsigtigt trak hende ind til sig, sådan så hun også selv kunne bevæge sig og så der stadig kunne blive overført blod til hendes krop. Han rømmede sig kort. ”Du burde få lidt hvile,” svarede han dæmpet.

624 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Anyalina havde absolut ikke nogen grund til at stole på William, også selvom han havde været sød ved hende til nu – i hendes øjne, så var han lidt for sød, til at hun kunne finde ud af det, og det var noget som selvfølgelig irriterede hende lidt, for det var bare ikke til hendes fordel, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Det var bare ikke noget som lå naturligt til deres slags, at være så milde og så blide, som det han var, så hun var jo stadig overbevist om at der måtte ligge tanker bag, og det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre! Specielt når hun ikke vidste hvad hun selv skulle forholde sig til med alle de ting, for det var meget som hun var nødt til at få på plads, også med henblik på Malisha, for hun stolede slet ikke på at det ville gå godt i længden, for hvorfor skulle det? Malisha fik det som regel altid som hun ville have det, og hun var jo bange for at hun ville blive opdaget, for hun kunne jo ikke bare skjule sin udstråling og sin aura bare sådan, og det vidste hun jo udmærket godt, så det var jo i sig selv, bare et spørgsmål om tid, hvilket ikke ligefrem gjorde det meget bedre for hende!
At blive stukket sådan i armen, var noget som faktisk gjorde ondt, og det var noget som havde revet hende direkte ud af søvnen, hvilket nok ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende! Alligevel faldt hun til ro igen, også uden at gøre den største modstand, for det var slet ikke noget som hun magtede lige nu. Det var hun ganske enkelt for træt til, for ellers normalt ville hun slet ikke lade andre hjælpe hende på den måde for hun brød sig faktisk slet ikke om det! Hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang, hvor hun alligevel til dels måtte kæmpe lidt for at bevare det fokus. ”H-hun t-tøver ikke.. H-hvis hun vil det n-nok..” endte hun sigende, også fordi at hun var udmærket godt kendt med Malisha! Hun havde været tæt på kvinden igennem så frygtelig mange år, så hun kendte hende jo for pokker! Hun lukkede øjnene ganske let, som han lagde sig ned ved siden af hende, hvor det direkte lød til at han insisterede på at ligge og holde om hende, også selvom det slet ikke var nødvendigt! Hun kendte ham ikke, så det at lade ham komme så tæt på, som det han var nu, var bestemt ikke noget som hun ville have gjort normalt, for det gjorde det faktisk en kende besværligt for hende at skulle falde til ro, som sådan, men der var ikke just noget som hun kunne gøre ved det af den grund! Hun nikkede til hans ord. ”U-udmærket..” svarede hun. Hun havde dog absolut ingen intentioner om at åbne munden, for det var den slags som hun burde klare på egen hånd og ikke ved hjælp af en fremmed mand, for han var jo fremmed for hende! Øjnene lukkede hun igen. Hun ønskede ikke at lægge for meget i det, om det skulle vise sig at være muligt, men.. hun var virkelig træt! Med tiden, så gled hun hen i en mere urolig søvn atter en gang.

[Deleted]

William vidste godt at man ikke burde lægge sig ud med Malisha, men han måtte jo desværre vælge Anyalinas side, fordi han havde vækket hende til live. Hvad hun havde gjort, vidste han ikke, men han vidste at Malisha kunne være til dels uretfærdig og til tider var alt for hård end hvad hun burde være, det var også derfor han ikke personligt mente at hun egnede sig som leder. Hun ledte ikke sit folk, men brugte dem til sin egen vindings skyld – sådan så han på det. Det kunne dog godt være at Anyalina havde gjort noget utrolig slemt, men det fik han jo nok ikke at vide foreløbig. Han så hende roligt ind i blikket, hvor hans eget var lettere bestemt. ”Hør her, hun får ikke lov til at sætte så meget som en finger på dig, okay? Jeg hjælper dig,” svarede han i samme bestemte tone, hvor han ikke tog blikket fra hende, så hun kunne se alvoret i hans blik. Lige nu var Anyalina så svag og afkræftet, at ingen ville lægge mærke til hende, fordi hendes aura også var svag, men så snart hun fik det bedre, så vidste han godt at både Konstantin og Malisha – samt alle andre warlocks – ville kunne fornemme Anyalina, hvis de befandt sig på herregården, dog var han ikke dum, hvor han godt kunne lide at eksperimentere, og han havde også lært en masse ting igennem livet, så han havde allerede en løsning på det problem, så ingen ville lægge mærke til at hun var her.
At hun lod William holde om hende, kom faktisk bag på ham, for han havde troet at hun ikke ville have ham tæt, men det glædede ham så også kun at hun lod ham, så hun faktisk kunne blive rask igen. Det var også derfor han holdt tæppet imellem dem, så hun ikke ville føle at han var ude på noget, men tog hensyn, for det gjorde ham skam! Han vidste at hun ikke stolede på ham og hun havde måske heller ikke nogen grund til det, men så måtte han jo modbevise hende med tiden. Et skævt smil gled over hans læber som hun valgte at ligge sig til rette og lukke øjnene, hvor han selv fandt en mere behagelig stilling at ligge i, imens han holdt armene omkring hende og hendes krop tæt ind til hans egen så han kunne varme hende. Han kunne godt mærke at hun sov lettere uroligt, hvor han selv begyndte at stryge hende blidt over håret i et forsøg på at få hende til at falde til ro, så han selv kunne få lidt søvn, hvor han også selv måtte glide hen i den tiltrængte søvn! …

… Solen stod endnu engang klart på himlen, hvor stormen var drevet over i løbet af natten, for at blive erstattet af det varme sommervejr. Tiden var ved at nærme sig sen formiddag, hvor William var stået op for nogle timer siden. Han havde efterladt Anyalina i sengen, hvor hun ikke engang havde ænset at han var gået ud, men hun var vel stadig udmattet? Han vidste at hun ville fortsætte med at være afkræftet i flere dage, derfor blev hun nok også i sengen. Om hun kunne tale i dag, vidste han ikke, da han godt kunne forestille sig at hendes stemme var lidt ødelagt af at have været død i flere måneder. Men det ville komme med tiden. Han selv stod i øjeblikket nede i køkkenet, hvor han var i færd med at lave mad. Det var sjældent han gjorde det, men morgenmaden havde allerede været der, og han skulle have noget mad til Anyalina. Om hun var vågen vidste han ikke, men det fandt han vel ud af før eller siden? Han stod i nogle træningsbusker og ellers med bar overkrop, hvor et hviskestykke hang over den nøgne skulder, som han var i færd med at lave suppe til hende.

653 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Anyalina stolede på ingen måder på William, så det at han faktisk holdt hende på det sted, som hun mindst af alt havde lyst til at være på, var faktisk en tanke som kunne gøre hende ganske irriteret, men ikke noget som hun kunne gøre noget ved. Hun var oprigtigt bange for Malisha og hvad hun kunne finde på, og derfor ønskede hun at komme derfra, og helst så hurtigt som det nu måtte være hende menneskelig muligt! Hun vendte blikket mod ham ved hans ord. Han kendte tilsyneladende ikke kvinden nær så godt som det hun selv gjorde, det var noget som hun da tydeligt kunne fornemme ud på hans ord, for det var slet ikke noget som gavnede hende på nogen måde! ”F-fint..” mumlede hun tydeligt utilfredst. Han var da en håbløs mand! Utrolig stædig af sig, og hvis det ikke var fordi at hun var så træt som hun var, så havde sagen i den grad også været helt anderledes, for så skulle hun skam nok sørge for, at han ville få kamp til stregen, det var der ingen tvivl om!
At blive liggende sådan i sengen, var slet ikke noget som Anyalina ønskede, selvom hun vidste at han havde ret; hun havde brug for hvilen, så hun kunne jo lige så godt bare få det bedste ud af det, for det andet var da slet ikke noget som ville komme hende til gode på nogen måde, hvilket i den grad også var hende en frygtelig irritation uden lige! At give efter for søvnen, var efterhånden ved at være så trængende og så fristende for hende, at hun alligevel endte med at gøre det, også selvom det var hende så frygtelig meget imod, for han passede vel på hende, nu hvor han også havde sagt at det var sådan at det forholdt sig? Søvnen blev hurtigt frygtelig tungt, hvor hun ej mærkede sig af, om han også måtte lægge sig til at sove ved hendes side, og et sted kunne hun vel også være ligeglad?...

… At William var vågnet i løbet af timerne og havde efterladt hende i sengen, var end ikke noget som Anyalina havde mærket sig af, for hun havde været frygtelig langt væk! Med tiden og med solen som for alvor endte med at stå ind af vinduerne, så var hun endt med at slå øjnene let op, for det var i den grad noget som generede hende! Forsigtigt satte hun hænderne i sengen og forsøgte at komme op, også selvom kroppen stadig ikke gjorde helt som det hun ville, hvilket i den grad var hende en temmelig stor irritation og uden lige! ”Forbandede.. warlock..” mumlede hun ganske let, som hun let lukkede øjnene og endte med at trække dynen op over sin krop, så hun kunne komme lidt i skjul for solens lys. Hun var vant til at færdes ude når nætterne var over himlen og det hele var mørkt, så hun var slet ikke vant til at være oppe på denne tid, men ikke var det noget som hun kunne gøre noget ved af den grund, og hun vidste det jo! Det var alt sammen kun på grund af den forbandede William som havde valgt at vække hende, og så bringe hende hertil! Og endda af alle mærkelige steder hvor hun kunne ende!
Anyalina endte dog med at opgive at skjule sig for solen, for det var slet ikke noget som hjalp hende af den grund! Hun forsøgte at skubbe dynerne og tæpperne til side, og kom frygtelig forsigtigt op at sidde. Et næsten stolt smil passerede hendes læber – så langt så godt!

[Deleted]

Som nat var blevet til dag og tiden var gået, så var William også stået op, hvor han havde ladet Anyalina ligge, for hun havde brug for søvnen og hvilen, hvilket han vidste. Han selv var dog vant til at gå sent i seng, for at stå tidligt op, så han kunne fortsætte sit arbejde eller træne, hvor man ikke just kunne kalde ham for en syvsover. Han havde allerede trænet for denne dag, hvor han i øjeblikket stod i køkkenet, for at lave mad Anyalina, hvor en varm suppe vel ville gøre underværker? Han havde levet i mange år, så han kunne efterhånden en del og madlavning var også en af de talenter han havde. Han skar et par porrer ud, som han kom i den varme gryde, hvor resten af suppen var ved at være færdig. Det var en grøntsagssuppe, hvor der også var nogle kødstumper i, så den også var proteinfuld.
William vidste udmærket godt at det var lidt af en risiko at have Anyalina på stedet, specielt hvis Malisha også var her, men kvinden arbejdede alligevel så meget, at hun næsten ikke var hjemme og hvis hun var, så var hun alligevel sammen med Konstantin, derfor så tvivlede han på at nogen af dem ville tage sig af ham eller finde Anyalina. Det blev først værre om nogle dage, når hun ville være kommet sig, for så ville de kunne ane hendes aura, selvom han faktisk også havde et trick for det, så han var sikker på at de nok skulle klare sig, og når hun så var kommet sig helt, så kunne hun jo tage derhen hvor hun ville. Han havde i hvert fald ikke tænkt sig at holde på hende, for selvom han måske havde vækket hende til live igen, så var det ikke for at hun skulle være hans slave eller tjenestepige, han havde jo slet ikke regnet med at det ville virke, men det havde det, så han tog det lidt som det kom.
Som gryden blev færdig, smagte William kort på suppen, inden han sukkede saligt, for han selv fandt den udsøgt! Men hvilken kok kunne ikke lide sin egen mad? Han endte med at hælde en god portion op i en tallerken, inden han stillede det på en bakke, sammen med en kande vand og et glas. Han havde også lagt en ske, hvor han roligt tog omkring bakken, så han kunne føre det op til Anyalina. Om hun stadig sov eller var vågen vidste han ikke, men det fandt han jo ud af. Hvis hun sov, så ville han dog ikke vække hende, for hun havde brug for så megen hvile som hun kunne få. Han gik ud på gangen og op ad de mange trapper, hvor han havde sneget sig forbi alle tjenestefolk og Konstantin med, hvor han gik ud fra at manden var udenfor eller også inde på sit kontor – som altid. Han selv gik ned ad den lange gang, efter at være kommet op på første etage, hvor han roligt kom hen til sit eget værelse. Han fik roligt skubbet døren op med sin albue, som han trådte ind og lukkede døren bag sig. Han fik dog et kæmpe chok, da han så at hun havde sat sig op, selvom det der kom bag på ham, var at hun sad der helt splitternøgen. Han havde måske allerede set det hele, men det var noget andet når man kiggede på et dødt lig og en levende kvinde! ”Håh!” endte han lettere chokeret, hvor han var ved at tabe hele bakken og maden derpå, selvom han nåede at få balancen og vendte sig med ryggen til hende. ”Du burde nok trække dynen over dig,” endte han næsten helt forfjamsket, hvor han rømmede sig kort for at genvinde kontrollen.

630 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Anyalina havde slet ikke bidt sig mærke i at William havde rejst sig i løbet af morgentimerne, for hun havde virkelig haft brug for den hvile som det efterlod hende med, så selvfølgelig var det ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det som hun dog var mest bange for, var at Malisha og Konstantin skulle finde ud af, at hun var der, hvilket bestemt heller ikke var meget nemmere for hende, for det gjorde det faktisk utrolig svært for hende overhovedet at slappe ordentlig af, for hun kunne slet ikke finde den mulighed for at slappe af, som hun ellers ønskede det, og det var virkelig en utrolig frustration uden lige!
At William stod i køkkenet og lavede mad til hende, var slet ikke noget som Anyalina regnede med, for det var slet ikke en form for opvartning som hun var vant til, for hun var jo trods alt vant til at klare sig selv, tage sig af sine egne sår, hvor det jo faktisk kun var en mand som havde fået lov til at komme så tæt på hende, at han faktisk var i stand til at pleje hendes sår for hende, men den mand var væk, og han hed Ezekiel. Han havde plaget hendes drømme igennem natten, selvom det nu ikke var noget som hun kunne gøre noget ved. Et sted var hun vel lidt skuffet over, at det ikke var ham som havde fundet hende og vækket hende? En mand som hun faktisk kunne se i øjnene og sige, at hun elsket, selvom det nu aldrig ville blive et alternativ uanset, hvilket tydeligt kom hende som en klar frustration uden lige, og det var noget som hun virkelig måtte hade og foragte ikke mindst!
At komme lidt op at sidde, var noget som Anyalina virkelig havde brug for efterhånden! Svagt bed hun sig i læben, for hun var virkelig øm i hele kroppen, og den tanke og den følelse var hende virkelig en frustration uden lige! Hun sukkede dæmpet, også selvom hun hastigt vendte blikket, som døren gik op og William kom ind. Hans reaktion og det at han næsten mistede bakke med mad og det hele, var noget som svagt fik hende til at trække på smilebåndet. Det var jo ikke fordi at han ikke havde set hende uden en trævl på kroppen, for hun havde jo også været fuldkommen nøgen i går, da hun var endt med at blive vækket! Dynen tog hun så godt om, som det var hende muligt, selvom det bestemt ikke var nemt for hende, for dynen vejede faktisk for hende og det var svært at lukke grebet om den, som det hun ellers gerne ville have gjort det, men det var nu alligevel noget som hun bare måtte bide i sig i den anden ende. ”Du så mig i går.. E-er der nogen forskel i dag?” spurgte hun sagte, og med en mere kontrolleret stemme end det som hun havde haft dagen i forvejen, men hvilen havde i den grad haft en utrolig effekt på hende, for hun var langt mere frisk i dag, også selvom der stadig var lang vej, for hun havde ikke meget energi, og det at trække dynen nok op til at skjule sig, var svært nok i sig selv, da hun jo faktisk havde brugt temmelig meget, bare på at komme op at sidde. Hun hadede at være så svag som hun følte sig! Det var klart noget af det værste af det hele! ”Du kan lide hvad du ser..” tilføjede hun sigende, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang.

[Deleted]

William kunne sagtens opvarte en kvinde, skønt det godt nok skete sjældent. Han var dog vant til at lave mad til sig selv, eftersom han ikke havde boet på herregården i mange år, da han jo faktisk havde klaret sig selv, han havde dog altid haft pengene i orden, men han kunne godt lide at stå i køkkenet og bikse en god mad sammen, det var også for at holde det hele lidt ved lige, så han ikke pludselig glemte hvordan man gjorde. Desuden så var det jo en god ting at man kunne kokkerere. Han håbede dog at Anyalina ville kunne lide suppen, for den havde han jo faktisk lavet helt specielt til hende. Det var dog den bedste suppe han kunne lave – det var i hvert fald hans egen yndlings, så han håbede naturligvis at den også faldt i hendes smag.
Selvom William måske allerede havde set Anyalina nøgen, så var det alligevel bare anderledes når hun var levende frem for død! Så skulle man jo til at tage hensyn. At hun smilte over hans reaktion og det at han var ved at tabe bakken med vand og mad, lagde han slet ikke mærke til, da han var alt for optaget over at holde balancen og ikke tabe maden, som han lige havde brugt et par timer på at lave! Han sukkede næsten lettet over at han ikke havde mistet det, hvor han roligt blev stående med ryggen til hende, så hun kunne få lov til at dække sig til. ”Der er da en stor forskel på at se på et dødt lig og en levende person nøgen!” svarede han næsten helt febrilsk, skønt han forsøgte at genvinde roen over at han ikke havde tabt tingene. At hun så skulle påpege at han nød hvad han så, var noget som fik ham til at trække morende på smilebåndet, hvor han måtte bide sig i tungen, for ikke også at slippe en munter latter. Hans krystalblå øjne havde dog fået et lettere muntert skær, hvor han kort skævede over sin ene skulder, for at se om hun havde fået sig dækket til og da hun havde, så vendte han sig ganske roligt om mod hende igen, imens et skævt smil gled over hans læber. ”Og hvordan kan du vide det?” spurgte han nysgerrigt, som han roligt gik over til hende og gjorde et hovedkast, som tegn til at hun skulle sætte sig ind på sengen, hvor han selv satte sig på sengekanten ved siden af hende. Han lagde bakken mod sine lår. ”Men udmærket, jeg er da ikke bleg for at give dig en kompliment; du er en smuk kvinde,” tilføjede han sandfærdigt, som han roligt satte vandkanden på bordet og glasset med. Han vendte sig let om, så han ikke sad med ryggen til hende, men en anelse med siden vendt mod hende. ”Jeg har lavet suppe til dig, så jeg håber at det smager,” fortalte han roligt, som han lagde bakken over på hendes egne lår. Han vendte blikket drilsk mod hende, „kan du selv, eller skal jeg made dig?” Det var tydeligt at han morede sig en anelse over det, selvom det vel også var lidt for at lette stemningen? Det havde desuden ikke været hans mening at komme styrtende ind på den måde, selvom han godt nok allerede havde set det hele, men han fandt det stadig anderledes fra død til levende!

567 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

At vågne med det overskud mere, kontra dagen i forvejen, var noget som virkelig glædede Anyalina på alle måder! Også selvom hun vidste at der endnu var en lang vej for hende at gå, så kunne hun godt se sig ud af det nu, hvilket hun selvfølgelig var glad for. At han så bare skulle komme stormende ind, og endda uden at tjekke til om hun var vågen eller ej, var slet ikke noget som hun havde regnet med bare sådan uden videre. At han så var ved at tabe det hele bare ved synet af hende, var næsten det som morede hende mest. Hun rystede svagt på hovedet, og vendte blikket ned af sig. Hun var jo ikke ligefrem grim af sig, hvilket hun vidste, men udseendet havde aldrig været noget som hun havde spillet på som sådan. ”Hvad er forskellen?” spurgte hun, som hun roligt vendte blikket mod ham igen, som hun havde forsøgt at få dynen op over brystet, så hun kunne sidde bare lidt skjult, selvom det ikke lige var til, når hun ikke kunne bruge fingrene optimalt! Og det var en tanke som faktisk måtte irritere hende som bare pokker! For hun var virkelig ved at være svag af sig, og hun brød sig slet ikke om at være så svækket og direkte afhængig af andre til hjælp!
Som han viste tegn til det, så hoppede Anyalina bare længere ind på sengen, så hun kunne sætte sig op af puderne i stedet for, for det tillod hende automatisk også at hvile, hvilket stadig var noget som hun havde brug for, selvom hun ikke ligefrem var meget for at erkende det! Bakken som han satte foran hende, fik hende svagt til at vende blikket mod ham, for det var virkelig.. meget. Hun var jo slet ikke vant til at blive opvartet på den her måde, og der var jo som sagt, kun en mand som havde fået lov til at pusle sådan om hende, selvom hun nu alligevel ikke regnede med at skulle se mere af det af den grund. Han var død og borte.. også selvom hun ikke havde set nogen krop, så var det bare en skræmmende fornemmelse som hun måtte sidde igen med. ”Dit blik.. du er rød fra hagen og op over ørene,” påpegede hun ganske sandfærdigt, som et svagt smil let passerede hendes læber atter en gang. Hun blev roligt siddende, som han valgte at komplimentere hende. Hun vidste at hun var smuk – når hun havde fået et bad om ikke andet! For lige nu, følte hun sig bestemt ikke særlig attraktiv! Hun valgte dog ikke at kommentere det, for det var slet ikke noget som hun fik det mindste ud af i den anden ende. Tungen strøg hun let over sine læber, som hun lod hovedet søge let på sned, som han spurgte om han skulle made hende, for.. hun ville næppe kunne holde om skeen selv, så træt og udmattet som hun endnu måtte være. Bare det at bevæge sig, fik hende til at føle, at kroppen var tung som bly! ”Jeg får næppe skeen til munden på egen hånd, William,” påpegede hun sigende. Hun var ikke bleg for at erkende det, for andet fik hun jo heller ikke noget ud af, for svag var hun virkelig, og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for hende af den grund! Hun hadede at fremstå som svag!

[Deleted]

Måske William ikke var kommet højlydt ind, men havde gjort det uden at larme, men derfor havde han gjort det hurtigt, hvor han slet ikke havde set at hun var kommet op at sidde eller at hun i det hele taget var blevet vågen, men det havde han da fundet ud af. Måske han havde set det hele, men det var jo ikke fordi han havde studeret hendes krop og tjekket hende ud, da hun havde været død, for det ville da bare være.. underligt! Han havde måske børstet det væres jord væk, men det var jo heller ikke fordi det var særlig kønt at se på et dødt lig, hun havde desuden været helt indskrumpet og tørret ind, fordi hun havde fået suget alt blod ud af sig, så det var ikke just fordi det havde været særlig kønt, men af den grund havde han godt kunne se at hun havde været en smuk kvinde, da hun havde været i live. At hun så spurgte ind til forskellen fik ham til at rynke brynene, som havde svaret været ganske enkelt. ”Anyalina.. du var død, dit lig var helt blegt og din krop var indtørret og helt rynket, fordi du havde fået suget al blod ud af kroppen! Der er en stor forskel på en død kvinde og en levende kvinde. Desuden nu, hvor du har fået lidt blod igen og farven tilbage, så er du smuk igen,” svarede han, som han betragtede hende.
Som Anyalina rykkede sig mere ind på sengen, så tog han roligt plads ved hendes side ude ved sengekanten, hvor han vendte blikket mod hende. Nu hvor hun havde overlevet natten og stadig havde slangen i armen, så vidste han at hun nok skulle overleve, for nu var hendes krop kommet over det faretruende og dødelige stadie, til gengæld vidste han at der stadig ville gå dage før hun havde genvundet sin fulde styrke og til den tid kunne Malisha og Konstantin godt finde hende, selvom han faktisk havde et par trick i ærmet. At hun så sagde at han var rød fra hagen og op til ørerne, som rødmede han, fik ham til at skule drilsk til hende. ”Tro mig Anya, der skal meget til før jeg rødmer, jeg tror tilmed at det er umuligt,” svarede han selvsikkert, hvor smilet kun bredte sig. Han var ikke typen der rødmede, men derimod fik andre til det! Hun havde dog ret i at han måtte erkende at han nød synet, hun var virkelig en flot kvinde, og det så han ingen grund til at lægge skjul på.
At hun havde behov for hjælp til at få maden i munden, fik William til at se lettere overbærende på hende. Han kunne allerede nu regne ud at hun var typen der hadede at spørge om hjælp og som hadede at fremstå svag, selvom det jo var helt naturligt, når hun havde været det igennem som hun havde. Han trak skævt på smilebåndet, som han tog om dynen og trak den lidt mere op omkring hendes skuldre, for at dække hende ordentlig til, et sted også for at vise at han ikke havde nogen bagtanker med hende, men kun var ude på at hjælpe. Han nikkede roligt. ”Udmærket, så hjælper jeg,” svarede han stilfærdigt, som han tog om skeen og fyldte den op med suppe, grøntsager og lidt kød, inden han løftede skeen og pustede ganske let på maden, så den ikke ville brænde hendes tunge og mund. Han følte næsten at han sad og madede en lille pige, selvom tanken morede ham lidt. ”Gab op,” opfordrede han roligt, som han førte skeen til hendes mund, så hun kunne få det ind.

612 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Anyalina havde slet ikke nogen grund til at være bleg for at blotlægge kroppen, og hun vidste det godt. Hvordan hun havde set ud, da han havde gravet hende op, var slet ikke noget som hun havde lyst til at vide, for hun var da ganske sikker på, at det havde været et forfærdeligt syn i sig selv, og det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre, det var helt sikkert! Næverne knyttede hun let omkring dynen, også selvom det slet ikke var stramt, for det kunne hun ikke, uanset hvor meget hun forsøgte med det, så gjorde hun virkelig ikke noget ved det af den grund. ”Det var ikke nogen normal vampyr..” mumlede hun med en direkte vrissende stemme, for det var bestemt ikke nogen løgn i hendes øjne! Uanset hvad hun havde gjort, så kunne hun ikke gøre noget som sådan, for at komme af med det hele, og det gjorde ondt! Uanset hvad hun havde gjort, så havde den mand virkelig taget fusen på hende, og det gjorde hende direkte vred! Smuk havde hun altid været, selvom det nu ikke var noget som hun havde spillet på som sådan, men det var der nu alligevel, og hun vidste det. Hun vendte blikket ned af sig, som hun hævede hånden til halsen. Bare tanken om hvordan Vladimir havde taget fusen på hende, var.. ubegribelig, og slet ikke noget som hun ville lade gentage sig igen!
Det kunne godt være, at der skulle meget til, før William rødmede, men hans måde at reagere på, havde alligevel moret hende en god del, det var der bestemt heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende. Hun vendte blikket direkte mod ham, som hun havde sat sig ind på sengen, selvom det faktisk ikke var så nemt igen, men hun forsøgte da at gøre det så godt, som det nu var hende menneskelig muligt i den anden ende. Hun himlede let med øjnene. Han kunne virkelig ikke tage en spøg, og det var ellers sjældent at hun lavede sjov med nogen eller noget som helst, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var der ingen tvivl om! ”Du nød synet.. indrøm det,” endte hun ganske sigende, som hun igen vendte blikket mod ham. Hun var langt mere frisk nu – heldigvis, også selvom det endnu var svært for hende at falde ordentlig til ro, for det var bare et spørgsmål om tid, inden hendes tilstedeværelse blev kendt for alle andre, og det var slet ikke noget som hun brød sig om i den anden ende!
Det lå bestemt ikke til Anyalina at bede om hjælp, for hun hadede og foragtede virkelig at være så.. svag, som det hun følte sig i denne stund, og det irriterede hende grænseløst! Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang, også selvom det var med en fast mine, som han faktisk pustede på hendes mad, for det var slet ikke nødvendigt! At han havde trukket dynen op over hende, sagde hun nu ikke noget til, for hun kunne faktisk godt lide, at det var en mand som faktisk tog hensyn til hende. ”Det der nyder du lidt for meget..” mumlede hun utilfredst, også selvom hun gabte op og tog imod det som hvilede på skeen. En anelse varmt, men det var nu ikke nær så slemt igen, og bestemt ikke varmt nok til at hun ville sige ’av’ for der skulle faktisk meget til! Suppen smagte virkelig godt, hvilket hendes ansigt vel også sagde? Roligt satte hun sig tilbage i sengen, som hun sank det, også selvom det var som at spise sandpapir, for hun var tør, det gjorde ondt, også fordi at hun havde ligget i jord igennem måneder!

[Deleted]

Hvad der helt præcist var sket med Anyalina igennem hendes liv, anede William ikke, han vidste ikke hvordan hun var blevet dræbt, foruden en vampyr havde suget blodet ud af hende, men hvordan det kunne lade sig gøre, vidste han ikke, han vidste heller ikke hvad hun havde gjort så grusomt forkert, siden hun var blevet bortvist og forvist fra Dvasias og warlockernes tilholdssted, men selvom han ikke vidste alle de ting, så kunne han ikke komme udenom at han faktisk var ufattelig nysgerrig på at vide det, og måske hun også ville give ham historien på et tidspunkt. Han så lettere overbærende imod hende, da hun havde sagt at det ikke havde været en normal vampyr, hvor han måske godt kunne ligne en der ikke troede på hende. ”Ikke det? Og hvad får dig til at sige det?” spurgte han roligt og dog også nysgerrigt. Han ville næsten tro at det kun var fordi hun hadet tanken om at hun havde tabt til en blodsuger og hun var bange for at han ville gøre grin med det, selvom han fandt det latterligt at komme med dårlige undskyldninger når man nu engang i livet tabte – for det ville alle jo gøre på en eller anden måde og på et eller andet tidspunkt.
Måske William havde reageret lidt voldsomt, da han var kommet ind og havde set hende nøgen, men han havde bestemt ikke rødmet! Det var dog kommet bag på ham at hun havde siddet op, hvor han vel også havde fået et chok over at hun i det hele taget var vågnet. Han havde også været tæt på at miste det hele og sin egen balance, så et komisk syn havde det sikkert været, selvom han kun var lettet over at han ikke havde spildt noget som helst. At hun så fortsatte med at køre i det, fik ham til at vende blikket morende imod hende. Han fnes kort og rystede smilende på hovedet af hende. Han kunne sagtens erkende sandheden. ”Jeg nåede knap nok at få et blik på dig, inden jeg var ved at miste alt, Anya, men jeg har sagt at du er en smuk kvinde, så jeg ville sikkert uden tvivl nyde synet,” svarede han sandfærdigt. Måske han havde lagt og holdt om hende, men det var jo ikke fordi han havde lagt og begloet hende! Hendes krop var desuden også kun ved at komme sig efter at have været et indskrumpet lig for flere måneder. ”Når du ikke ligner en mumie, om ikke andet,” tilføjede han drillende, hvor han blinkede morende til hende.
William var da slet ikke vant til at skulle hjælpe andre og værne om dem på denne måde, så han direkte skulle made dem! Så lavt havde han aldrig sunket, og så alligevel havde han intet imod det. Han kunne faktisk godt lide hende, hun virkede til at være meget nede på jorden, skønt hun måske var rimelig skrap, for hun gjorde næsten ikke andet end at vrisse af ham, og han som tilmed havde givet hende en ny chance og nu sad og hjalp hende, så lidt taknemlighed ville da ikke mangle! Han trak let på smilebåndet, som hun sagde at han nød det lidt for meget. ”Jeg må erkende at jeg ikke just er vant til at værne om folk og hjælpe dem på denne måde, men.. det er da lidt sjovt,” svarede han med et skævt smil, hvor han kort vendte blikket drillende imod hende, inden han satte skeen ned i tallerken igen og fik en ny mundfuld op til hende, som han pustede på maden, inden han lod hende gøre sig klar til at tage næste bid.

610 drops of ink for Anyalina