Bring me to life

[Deleted]

Anyalina befandt sig endnu i den store farezone, kun fordi at hun havde så lidt blod i kroppen som hun havde, for ikke at glemme, at hun var så iskold, at kroppen desperat måtte kæmpe for at holde varmen i hende, og det var bestemt ikke fordi at det var nemt for hende på nogen måde. Alene den tanke om at hun faktisk befandt sig i Dvasias, vidste hun godt, ikke var særlig godt for hendes vedkommende, for hun var for pokker da bandlyst fra stedet, også selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det nemmere for hende af den grund! Hun lukkede øjnene let, også selvom det bestemt heller ikke var nemt for hende som sådan, for hun følte sig på ingen måder tryg eller sikker, for hun anede for pokker ikke hvad det var han ville, eller til hvilket formål hun var blevet vækket, for det var ikke noget som normale folk gjorde uden at have noget i bagtankerne, og det gjorde også at hun ikke var i stand til at slappe af bare sådan uden videre!
At forsøge at komme op, var noget som Anyalina frygtelig hurtigt måtte opgive, for hun fik ikke noget ud af det. Kroppen var for træt og for udmattet, for ikke at glemme, at hun var så stiv, at hun knapt kunne bevæge sig optimalt, hvilket bestemt heller ikke gjorde det meget bedre for hende af den grund. Hun gispede ganske let, som han direkte holdt hende i sengen, også selvom hun vidste, at hun slet ikke kunne blive der! Hun måtte ikke, og det var noget som denne mand bare måtte acceptere! Hvis hendes leder fandt hende der, så faldt der for alvor brænde ned, og det, var noget som hun allerede nu måtte være klar over, hvilket bestemt heller ikke ligefrem gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. ”K-kan ikke..!” endte hun fast, også selvom det endte ud i et kraftigt hosteanfald, for det var direkte umuligt for hende, at falde til ro! Hun havde accepteret Malishas dom, og af den grund, så kunne hun for pokker ikke blive på stedet!
”M-Mali..isha..” Ja, lige hvordan poker hun skulle forklare det, vidste hun ikke, også fordi at hun virkelig var ved at være træt af, at kvinden faktisk gav hende skylden for det som var sket med Romeo, for det var jo trods alt den eneste grund til at det var gået så galt, som det var! Hun gispede svagt efter vejret, som hun endnu en gang gled ned i sengen, for hun måtte vel også bare erkende, at hun ikke kunne komme nogen steder? Selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende. Tvært imod, så gjorde det hende direkte irriteret! ”F… forvist..” Om han overhovedet fangede det som hun forsøgte at forklare ham, vidste hun ikke, men hun kunne ikke blive her, om det var noget som han nu ville det eller ikke! Tanken om mad, tog hun sig ikke af lige nu, men vand deriblandt.. det var straks en helt anden ting, for hun følte hun lå og dehydrerede! Hans arme var varme, og det efterlod hende med en direkte sitren, som hun virkelig forsøgte at falde til ro med det hele, men det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt, men hun forsøgte! Hun havde viljen til livet – uden tvivl!

[Deleted]

At Anyalina kæmpede sådan imod, var noget som kom bag på William, for måske han var en fremmed mand for hende og hun var en fremmed kvinde for ham, så var hun stadig hans ansvar, for han var jo manden der havde vækket hende til live! Hvis hun lavede ravage, så lå skylden på hans skuldre, fordi han netop havde vækket hende til live, så han var nød til at holde et vågent øje med hende. Han anede ikke hvem hun var, som det også var gengældt, men én ting var sikkert; hun kom ingen vegne foreløbig, for det var hendes krop slet ikke stærk nok til, og han vidste slet ikke hvor han skulle tage sig af hende henne ellers, for han ejede ikke noget sted, han boede her i Rozentas Manor, hvor han også kun for nyligt var flyttet ind på sit gamle mørke værelse. At hun stod fast på at hun ikke kunne blive, gjorde det kun tydeligt for ham at hun var stædig, hvilket ikke just kom nogen af dem til gavn. Han endte med at rynke brynene, da hun begyndte at hoste voldsomt igen, hvor han lagde en hånd mod hendes ryg, inden han pakkede hende mere ind under tæppet og dynen. Han lyttede da hun forsøgte at fortælle ham hvad der foregik, hvor han kneb øjnene en anelse sammen, som han forsøgte at danne en mening i hendes ord. ”Mali isha? Malisha? Forvist?” gentog han tænkende, næsten for at høre om han havde fået det rigtigt med. Han endte med at blinke overrasket med øjnene, „har Malisha forvist dig? Men.. hvorfor dog? Og så har vi nok et problem for.. jeg er William Malachi Rozentas, og vi befinder os i øjeblikket i Rozentas Manor, og her bor både Konstantin og Malisha.” Den sidste opremsning var mere for at gøre det klart for ham selv, hvilke problemer han kunne skabe, for.. hvis denne Anyalina var forvist af Malisha – der boede her i huset, så havde han jo ’fjenden’ i lederens hus, og hvordan pokker skulle han lyve om det? Han endte med at sukke ganske let, som han gned sin skæggede hage, inden han kløede sig i nakken. Han vendte blikket mod Anyalina, som han trykkede en anelse ind mod sig. ”Jeg forsikrer dig Anyalina. Det skal nok gå. Hverken Malisha eller Konstantin ved hvad jeg har lavet, og jeg ved at Malisha prøver at undgå mig, så hun ville aldrig opsøge mig her, derfor vil hun ikke finde ud af at du er her,” svarede han i en alvorlig tone. Konstantin derimod var en anden sag, men så længe han ikke opholdt sig for længe på værelset, og sørgede for at lade folk vide hvor han var henne, så ville heller ikke Konstantin opsøge Wills værelse og derved finde Anyalina. Det kunne vel faktisk godt gå? Han strøg hende blidt over kinden. ”Jeg kan kun passe dig her, og hvis vi går nogen steder nu, så er jeg bange for at din krop kollapser og du vil dø. Jeg kan sagtens holde dig skjult her for nogle dage til du er rask nok, og så finder vi ud af noget,” svarede han med overbevisning i stemmen, som han sendte hende et opmuntrende smil, „Vil du have noget at drikke? Eller er du sulten?”

549 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Anyalina havde altid haft en ekstrem vilje til livet, og dette var så sandelig heller ikke noget undtag, også selvom det ikke ligefrem hjalp hende, når hun vidste, at hun ikke kunne blive liggende her, for Malisha ville med garanti finde hende! Den tøs fandt altid dem som hun søgte efter! Svagt bed hun tænderne sammen, også fordi at manden valgte at holde hende igen, så var det bestemt ikke noget som hjalp hende, for hun vidste at hun slet ikke kunne blive liggende, så han skulle slet ikke holde hende liggende der! Hun hostede kraftigt, hvilket automatisk fik hende til nærmest at krampe igen. Hun havde det bestemt ikke særlig godt!
Tanken om at hun faktisk befandt sig på selv samme sted som Konstantin og Malisha, gjorde kun at hendes desperate lyst til at komme derfra, kun måtte være endnu mere tydelig, end det som den havde været til nu, for nu ville hun da slet ikke være der! At han så havde fundet ud af hvad hun havde forsøgt at sige, var selvfølgelig noget som gjorde det hele langt bedre for hende. Hun lod ham pakke hende ind i tæpper og dyner, også fordi at hun virkelig havde brug for den varme, og det var bare som om at hendes krop, ikke var i stand til at tage varmen op, også selvom det bestemt heller ikke var noget som hjalp hende direkte. Hun rystede stille på hovedet. Nu fik hun da om ikke andet, så med alt det som han fortalte hende. Sådan nogenlunde om ikke andet, for hun forsøgte virkelig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”K-kan ikke..” gentog hun endnu en gang. Malisha ville slå hende ihjel, om hun vidste at Anyalina var der, og det var så sandelig ikke hvad hun var interesseret i endnu en gang! Malisha ville sikkert være hårdere end det Vladimir havde gjort, for han havde om ikke andet så skænket hende.. en relativ rolig død, selvom det nu heller ikke havde været så nemt igen i den anden ende.
Anyalina forsøgte virkelig at falde til ro, også selvom det bestemt heller ikke var nemt for hende, men hun gjorde forsøget. Kroppen rystede, som den virkelig forsøgte at finde varmen, men det var bare som om at hun slet ikke var i stand til at gøre det, og den tanke i sig selv, var virkelig, virkelig frustrerende! Strøgene mod hendes kind, fik hende let til at lukke øjnene, inden hun trak hovedet til sig. Det var kun Ezekiel som havde fået lov til at komme hende så tæt på, og det var sådan at hun selvfølgelig agtet at holde det! Selvom.. manden var vel død og borte nu? Uden sit liv i Dvasias, så havde hun ikke noget.. det var også den eneste grund til at Malisha havde taget det hele fra hende, og det vidste hun udmærket godt, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende på nogen måde i det hele taget! ”H-hun s-slår mig i-ihjel, hvis… hvis hun… f-finder mig her..” forsøgte hun i en fuldendt sætning. Det var en tanke som hun kun måtte være fuldkommen overbevist omkring, for det var jo typisk Malisha!

[Deleted]

Det både frustrerede men også irriterede William, at Anyalina ikke bare kunne ligge og slappe af for bare to minutter! Kvinden var jo direkte sprælsk og livlig, hvor hendes krop havde brug for hvilen. Hun kom i hvert fald ikke op foreløbig, han tvivlede på at hendes krop ville få styrken tilbage før nogle dage og det var ikke før de dage, at Anyalina ville kunne begynde at diskutere om hun skulle blive her eller ej! Derfor irriterede det ham kun at hun ikke kunne se fornuft i det! Det kom dog lidt bag på ham at Malisha var efter Anyalina og tilmed havde forvist hende, for han blev naturligvis nysgerrig efter at vide hvor godt Anyalina kendte Malisha og hvorfor Malisha havde valgt at bandvise Anyalina. Han vidste ikke hvad der foregik, men han kunne godt regne ud at det ikke var smart eller ville blive let, at have Anyalina her i hus, når både Konstantin og Malisha boede her. Han kendte dog hans fætter godt nok til at vide at han var en retfærdig mand, så alt efter hvad der var sket, så ville manden sikkert støtte William i at lade Anyalina blive her, selvom han naturligvis var usikker på om manden faktisk ville føje Malisha i sidste ende, for kvinden var jo faktisk mandens leder og hun var også Williams leder, men han selv nægtede nu at lystre den kvinde, for hun var jo direkte tosset! Hun var vanvittig!
At hun fjernede hovedet fra Williams hånd, tog han nu ikke så tungt igen, hvor han blot fortsatte med at betragte sig af hende. Hvorfor hun skulle være så stædig, forstod han ikke at hun overhovedet havde overskuddet til, for hun var for pokker da kun lige kommet tilbage fra de døde! Han rynkede let brynene til hendes ord, som hun denne gang formåede at danne en hel sætning. Ville Malisha virkelig så Anyalina ihjel? Han vidste ikke hvor godt de kendte hinanden, eller hvad Anyalina havde gjort for at trodse Malisha, så det kunne han faktisk ikke svare på, for han vidste godt at Malisha sagtens ville kunne slå en af sine egne ihjel, hvis hun virkelig ville. Han endte med at få en bestemt og stædig mine, hvor han satte sig mere op. ”Hør nu her Anyalina! Hun finder dig ikke! Hun tror sikkert alligevel at du er død, så hun ville slet ikke skænke dig en tanke! Jeg kan sagtens holde dig her i nogle dage, så du kan få styrken igen – og det er hvad jeg har tænkt mig, om du så vil det eller ej, så gør dig selv en tjeneste og slap af!” svarede han i samme bestemte tone, hvor han sendte hende et alvorligt og lettere strengt blik. Han trak dynen væk fra sig selv, som han rejste sig op, selvom han lige så hurtigt pakkede dynen omkring Anyalinas krop igen, så hun ikke ville fryse.
William gik ud på badeværelset, hvor han hældte noget koldt vand op i et glas, inden han gik tilbage mod sengen igen. Han satte sig roligt på sengekanten, hvor han lagde en hånd mod Anyalinas baghoved. ”Så, tag lidt at drikke,” opfordrede han med en rolig røst, som han førte glasset til hendes læber, så hun blev i stand til at tage lidt af væsken. Han vidste godt at det kunne blive risikabelt, ikke kun for Anyalina, men også for ham selv, men han nægtede nu at lade Malisha røre Anyalina, hvis det endelig kom så langt. Anyalina var hans ansvar, for det var ham der havde fundet hende og udført et eksperiment på hende, og han skulle nok beskytte hende, hvis det endelig skulle blive nødvendig, og selvom Malisha var leder, så havde hun aldrig kæmpet imod ham, og han havde aldrig tabt en kamp på magi, så han var bestemt ikke svag!

639 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Det at kræve at Anya bare skulle slå sig til tåls med det som skete omkring hende, var virkelig et krav som hun slet ikke kunne leve op til, og dem som kendte hende, vidste det udmærket godt. Hun havde altid været sin egen herre og gjort hvad hun ville, hvor det kun havde været Malisha som havde været i stand til at få hende til at gøre det ene eller det andet, og sådan havde det altid været. Kvinden havde valgt at forvise hende på grund af hvad der var sket med Romeo, men det var sgu ikke hendes skyld, at manden havde været en svækling, for hun havde virkelig forsøgt! Hendes liv havde været oppe og ned siden, og siden Ezekiel var blevet væk, så havde døden faktisk været det.. nemmeste for hende, for selv hun havde sine begrænsninger og hun havde mødt sin egen overmand. At vedkommende, så skulle vise sig at være en vampyr, var så en tanke som kunne pisse hende af på nuværende tidspunkt, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som hun kunne gøre noget ved af den grund.
Anyalina bed tænderne fast sammen, for hun brød sig slet ikke om at blive holdt nede på denne her måde, for det var faktisk direkte ubehageligt på alle måder, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun rystede let på hovedet. At skulle forklare ham hvorfor, var forbandet svær for hende, også fordi at det var en lang forklaring, men det var ikke ligefrem noget som hjalp hende, for hun følte sig svag og svækket, og det var slet ikke noget som hun brød sig det mindste om i den anden ende, og han skulle bestemt ikke få lov til at fremstille hende som svag, også selvom hun lige var opstået efter måneder i døden, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende i den anden ende! Svagt rystede hun på hovedet igen. Hun havde slet ikke brug for at være i nærheden af Malisha, for hun ville slå hende ihjel så snart hun fik muligheden for det! ”J-jeg f-fejlet..” Svagt bed hun sig i læben. Det var selv svært for hende at indrømme i det hele taget. ”H-hun slår mig i-ihjel..!” vrissede hun sammenbidt, som hun igen vendte blikket direkte mod ham, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet!
At han rejste sig op for at hente noget vand til hende, var slet ikke noget som hun havde noget imod, for hun følte sig virkelig.. svag og dehydreret, og den tanke var noget som gjorde forbandet ondt, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun lod ham atter hæve hendes hoved, hvor hun denne gang forsøgte at få hænderne med sig, hvor hun krampagtigt fik fat i glasset og holdt det tæt ved sine læber, hvor hun virkelig forsøgte at styre sig med synkebevægelsen, selvom det bestemt ikke gik. Hun fik hurtigt glasset tømt. ”H-hvorfor..?” spurgte hun sagte. Hvorfor forstyrre den hvile som hun havde ligget i – hvis man da i det hele taget havde været i stand til at kalde det for en hvile, for det var ikke ligefrem noget som hun var så sikker på igen, men det var nu bare sådan at det var. Hun vendte blikket mod ham. Hun fik varmen og derfor også lidt farve i kinderne og en glød i blikket, som havde været væk og manglende. Det gik da stille og roligt i den rigtige retning.

[Deleted]

Det var kommet bag på William at hans eksperiment i det hele taget havde virket, selvom han selvfølgelig var stolt af at det havde! Men nu hang han så på denne mystiske Anyalina, der havde et foretagende med Malisha, som tilsyneladende var ude på at slå kvinden ihjel, hvilket nok ikke gjorde det bedre at hun så boede her under samme tag. Det forvirrede ham en anelse, for han havde jo slet ikke regnet med at eksperimentet ville virke, men det havde det tilsyneladende og hang han så virkelig på hende nu? Han kunne jo ikke rigtig smide hende ud, for han havde selv vækket hende til live og hvis han gjorde, så ville hun også dø, hvis ikke af dehydrering, så af kulde. Hendes krop havde desuden heller ikke særlig meget blod i sig, så den ville kollapse og på den måde ville hun få et hjertestop og sådan kunne hun også dø, og han havde altså ingen planer om at flytte et andet sted hen bare for at passe hende, så her var han altså selv stædig! At hun så også blev ved med at fastholde at hun skulle væk, irriterede ham kun, hvor han himlede med øjnene. Han blev dog en anelse forundret, da hun sagde at hun havde fejlet. Han rynkede let brynene, inden han så lettere tænksomt ud i rummet. Et skævt smil gled over hans læber som han så mod hende igen. ”Tja, jeg ville gerne høre historien, men du er for afkræftet til at tale, så den må jeg have til gode,” svarede han roligt også som et tegn til at han ville have hende til at slappe lidt af og få noget hvile, for det kunne hendes krop i den grad godt bruge! Desværre ville han bare ikke tro, at hun selv ville tillade at hun fik noget hvile, før hun var væk, men så måtte hun jo blive hysterisk, for han gav sig altså ikke!
At hun fastholdt at Malisha ville slå hende ihjel, fik William til at sende hende en skulende mine, hvor han løftede hånden, som han lagde mod hendes kind, kun for at lægge tomlen over hendes læber, som tegn til at hun skulle tie stille. ”Hun får ikke fat i dig! Og hvis hun endelig skulle komme ind, så skal hun først forbi mig! Okay? Så nu ti stille, du taler alt for meget,” svarede han stædigt, som han stadig holdt tomlen over hendes læber. Hun brugte alt for meget energi på at tale, kunne hun ikke selv se det? Malisha troede sikkert alligevel at Anyalina var død, og Malisha undgik med vilje William, så hvorfor skulle kvinden overhovedet finde ud af at Anya var her hos ham?
William slap roligt Anyalina, så han kunne hente vandet til hende. Selvom hun tog om glasset, så hjalp han stadig med at holde det, så han var sikker på at hun ikke ville tabe det, selvom han lod hende styre tempoet, så hun heller ikke druknede i vand, men fik det ind i gode mundfulde. Han kunne godt se at hendes hår havde fået gløden tilbage igen, som hendes kinder var ved at få farve, ligesom resten af hendes ansigt, samt hendes øjne også havde fået et lille glimt i sig – tydelige tegn til at hun var ved at få det bedre, hvilket faktisk glædede ham. Hendes krop manglede dog stadig blod og uden hjælp, ville hendes hjerte konstant arbejde på højtryk, så han måtte finde en løsning, hvilket han nu også havde tænkt sig. Som hun spurgte hvorfor, kneb han øjnene en anelse forvirret sammen. ”Hvorfor hvad?” spurgte han selv. Det kunne jo være i sammenhæng med mange ting, såsom hvorfor han havde vækket hende, eller hvorfor han hjalp hende, eller hvorfor han holdt på hende.

628 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Hvad William nu end havde forsøgt sig på, så var det noget som havde skænket hende muligheden for livet, og det var bestemt ikke en mulighed som hun lod gå fra sig bare sådan uden videre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, men om ikke andet, så var det jo hendes egen beslutning hvad hun burde gøre med den mulighed, for hun skulle i den grad helst så langt væk fra Malisha som det nu var hende menneskelig muligt! At hun så blev cuttet sådan af, var en tanke som gjorde hende direkte hidsig, for det var slet ikke noget som hun fandt sig i på nogen måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! hun vendte blikket mod ham, som hun var endt med at ligge på ryggen i stedet for, på siden. Hun sendte ham en direkte fast mine. Han spurgte ind til det, men ville ikke have svaret, når hun faktisk forsøgte at give ham det, det var jo næsten det som måtte være det værste af det hele, det var helt sikkert. Hun rystede let på hovedet og vendte så blikket væk fra ham igen. Hun brød sig i det store og hele ikke om at han skulle holde om hende, for det var den forkerte mand.
Malisha ville slå hende ihjel, hvis hun fik chancen for det, og det var noget som Anyalina var klar over allerede, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om i det store og hele. Hun vendte blikket direkte mod ham. Hvis tøsen fandt ud af at hun var der, så ville hun gribe chancen uden at tøve! Hun kendte hende for pokker da! Og Malisha var ikke blid, så meget vidste hun da om ikke andet, så det var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hende på nogen måde! Hun bed sig svagt i læben, som hun endnu en gang trak tæpperne godt over sig, for hun havde det ikke godt, og hun havde det virkelig koldt, også selvom han var der, så var det ikke noget som hjalp hende det helt store lige nu. Hun havde brug for mere energi, og det krævede blod som hun heller ikke havde meget af, og det var en tanke som faktisk måtte irritere hende temmelig meget! ”H-hun finder u-ud af det… d-det gør hun a-altid..” endte hun med en mere sammenbidt og hæs stemme. Malisha fandt altid ud af de ting, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet!
At få noget at drikke, var bestemt ikke noget som Anyalina havde noget imod, for hun havde i den grad brug for det! Hun havde ligget i jorden i det som måtte være måneder nu, men Vladimir havde nok ikke gravlagt hende særlig godt, hvis hun havde været så nem at finde og grave op, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde hende noget som sådan, for det var selvfølgelig kun noget som tilfaldt hende som en fordel selvfølgelig, så det var ikke noget som sagde så lidt. Hun trak vejret dybt, som hun lod hovedet synke ned i puden. Den duftede af ham. En duft som alligevel gjorde hende.. rolig et sted, for hun vidste at der var en til at passe på hende, selvom det ikke var noget som alle og enhver havde fået lov til for hendes del. Svagt bed hun sig i læben. ”Hv-hvorfor… her..?” spurgte hun, tydeligt henvendt til hvorfor han havde valgt at vække hende. Hun var nødt til at kende til gerningerne bag, og ikke mindst de alt for mange bagtanker!

[Deleted]

Det var mere end tydeligt at Anyalina var lige så stædig som William selv var, selvom han var den eneste gode her, for han var den eneste der faktisk tænkte på hvad der var bedst for hende, og det var at hvile. Ingen ville finde ud af det, hvis hun tiede stille og bare lod sig blive passet og tog imod hans hjælp, for han skulle nok lade vær med at sige noget og Malisha undgik ham jo alligevel, så det passede jo faktisk helt perfekt! Kvinden arbejdede alligevel utrolig meget, så hvorfor skulle hun overhovedet finde ud af det? Den eneste der kunne finde ud af det, var Konstantin og den mand var William lidt mere usikker på, selvom han kendte sin fætter, så kendte han ham alligevel ikke godt nok til at vide hvad manden faktisk ville gøre, hvis han fandt ud af at Anyalina var her. Men det var jo ikke sikkert at manden ville finde ud af det, ikke hvis Will var diskret nok og det måtte han jo sørge for at han var. Han gengældte blot Anyalinas faste mine, hvor han næsten skulede til hende, for hun var da irriterende når hun var så stædig! Her kom han og gav hende livet igen og hvad var takken? Jo man skulle til at være slave, men sådan gik det bestemt ikke! Hun havde bare at lytte til ham, for han kunne lige så hurtigt tage hendes liv igen, som han havde givet hende det!
William endte med at himle tydeligt med øjnene, som Anyalina fortsatte med at holde fast i at hun skulle væk og at Malisha ville finde ud af det. Han rystede let på hovedet. Det var jo som at tale til en dør! En dum og stædig dør, der ikke gad at blive på sin plads! Han sukkede lettere irriteret, som han vendte blikket mod hende. ”Nå. Men du kan ikke komme herfra, for du har ikke kræfterne til det, og det får du heller ikke de næste par dage, så du er desværre fanget her, tag og lev med det,” svarede han irriteret, som han vendte blikket væk fra hende, „og så måtte du godt vise bare lidt taknemlighed for at jeg faktisk gav dig livet igen.” Hans tilføjelse var kun en lille svag mumlen for ham selv, så han tvivlede på at hun ville høre halve af hans sætning. Kvinder var altid så skide besværlige!
William lod hende drikke ud, hvor han derefter satte glasset fra sig på natbordet, imens han blot lod hende finde lidt hvile i sengen, som han også endnu engang puttede hende ordentligt under dynen, så han var sikker på at hver centimeter af hendes krop var dækket godt til under den varme dyne. Han så mod hende til hendes spørgsmål. ”Hvorfor jeg har genoplivet dig?” spurgte han selv, for at være sikker på at det var det hun ville have svar på, hvor han endte med at trække på skuldrene. Han sad for en kort stund og tænkte, inden han næsten fnes morende. ”Tja.. jeg ville lave denne eliksirs om skulle kunne genoplive en død, og tænk hvor meget folk vil kunne give for den? En god handelsvare, siger jeg dig! Men altså.. jeg skulle jo have en.. forsøgskanin, og vedkommende skulle være død, og jeg faldt tilfældigvis over dit lig, da jeg gik en spadseretur her i Mavarlo City. Faktisk troede jeg at det ville gå som ved alle de andre forsøg, at din krop ville.. ja, det vil du jo nok ikke vide, men det lykkedes faktisk, og tro mig, det kommer faktisk også bag på mig at du er i live,” fortalte han sandfærdigt, som han vendte blikket mod hende igen med et skævt smil.

622 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Anyalina havde aldrig nogensinde bedt om denne chance, og det var bestemt ikke fordi at hun ville bruge sit liv på at gemme sig, det var helt sikkert! Det var hun sgu for stolt og ikke mindst for stædig til! Hun havde altid været en kvinde af ambitioner, og det var slet ikke noget som denne William skulle have lov til at ødelægge for hende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. hun forsøgte virkelig at finde sig til rette i det hele, men så lang tid at hun ikke følte sig vel i det, for det gjorde hun på ingen måder i denne stund, også fordi at hun vidste at ikke bare Malisha var der, men også Konstantin, så havde hun slet ikke nogen grund til at falde til ro! Hvis han havde regnet med en kvinde som ville lystre ham som det han havde lyst til, så havde han i den grad formået at live den forkerte kvinde op, det var der ikke nogen tvivl om! Han havde vækket en som havde viljen på sin side, var stædig nok til at gøre hvad der var krævet eller forvente af hende, og ja.. lige nu var hendes respekt bundet i frygten for hvad Malisha kunne finde på, hvis hun vidste at hun lå der, og det var i den grad også en grund nok for hende til at handle som hun gjorde; Netop at hun skulle væk derfra!
Anyalina havde ikke selv styrken til at komme derfra, så i det tilfælde, så var hun desværre afhængig af William, og han ville ikke lade hende, hvilket direkte pissede hende af, men hun kunne ikke gøre noget ved det! At bruge magi var ikke noget alternativ for hende som det stod lige nu, og det var noget som et sted irriterede hende, for hun havde aldrig nogensinde prøvet at være så svækket, at hun ikke kunne gøre noget som helst, og den tanke var virkelig noget som gjorde ondt, for hun følte sig svækket og svag, og det var noget af det sidste hun var! Hun vendte blikket direkte mod ham igen. Han var ved at blive irriteret, hvilket hun godt kunne mærke. ”B-bare vent… j-jeg skal n-nok ko-komme herfra..” endte hun sammenbidt, for hun havde viljen til det, så skulle det nok lykkes hende på et tidspunkt!
At hun ikke havde været noget andet end et eksperiment, var fakitsk en tanke som gjorde hende direkte arrig, for hun var i den grad mere end det! Hun havde været Malishas venstre hånd, hvor Konstantin altid havde været den højre, også selvom hun vidste, at det slet ikke var tilfældet mere, hvilket selvfølgelig kunne gøre ondt selv på hende, for der havde hun vidst hvad hun havde at forholde sig til, og nu havde hun… ingenting. Hun var helt alene, og det var slet ikke noget som hun var vant til, det var helt sikkert. ”J-jeg er k-kun et ek-eksperi-epskeriment for dig..?” endte hun med en betydeligt mere sammenbidt stemme, for det var bestemt ikke noget som faldt i god jord ved hende på nogen måde, for det var slet ikke retfærdigt! Hun endte endnu en gang med at hoste. Hun var stadig godt hæs, og hun havde brug for hvilen, hvilket hun vidste, men noget som hun nægtet at lade sig!

[Deleted]

William blev kun mere irriteret over Anyalinas stædighed, mest fordi hun var lige så stædig som ham selv, og det gjorde det på ingen måder let, for han vidste godt at han selv kunne være frygtelig stædig, men at han så skulle støde på en kvinde, der bar samme stædighed, var ingen god kombination! Det ville med garanti kun gå galt i sidste ende! Han kunne dog godt høre på sine egne ord at han måske lød en anelse.. bestemmende, som om han ejede hende og det vidste han godt at han ikke gjorde. Måske han havde genoplivet hende, men det gjorde hende ikke til hans ejendom, selvom han havde lidt svært ved at forholde sig til tingene, for hun var da hans ansvar ikke? Han kunne jo ikke bare smide hende ud og se hvad der så skete, selvom han allerede kendte svaret, for så ville hendes krop ikke overleve og så ville hun dø igen og den samvittighed ønskede han heller ikke at have. Han sukkede lettere opgivende, da han tydeligt kunne høre at hun ikke gav sig. Han vendte blikket næsten træt imod hende, for det var ved at blive utrolig sent og selv han var træt og udmattet, specielt hvis han skulle sidde her og diskutere med en halvdød/halvlevende kvinde. Han gned sine øjne med sin tommel og pegefinger, inden han næsten opgivende slog ud med armene. ”Okay, så hør her. Jeg kan bedst passe dig her i huset, okay? Så du hviler til i morgen og så ser vi hvor vidt du kommer, og om du overhovedet er i stand til at røre dig og ikke mindst om du overhovedet er i stand til at tale uden at skulle stamme og knap forsluge dine egne ord, aftale?” spurgte han sagte. Han kunne godt gå på kompromis, selvom han vidste at han havde magten så længe hun ikke kunne bevæge sig som i øjeblikket og han vidste at hun ville være afkræftet de næste par dage, så han vidste allerede nu at hun ikke kom nogen vegne, men derfor kunne han jo godt forsøge at gå på kompromis med hende og derved få hende til at slappe lidt af.
William kunne godt høre, hvordan hans ord lød, nu hvor han havde sagt dem højt og ikke mindst sådan som hun reagerede på det, da det var tydeligt at hun blev fornærmet over det, hvilket kom en anelse bag på ham. ”Nej altså.. du misforstår mig!” endte han næsten lettere febrilsk. Det var jo heller ikke hans mening at gøre hende sur! Han sukkede opgivende, som han lagde sig ned ved siden af hende, imens han så opgivende op i loftet. Han endte med at grine for sig selv, hvor han rystede let på hovedet af sig selv. Han endte med at lægge sig om på siden og med fronten mod Anyalina. ”Jeg skal nok tage mig af dig og gøre dig rask igen, okay? Du var måske kun et eksperiment til at starte med, og jeg havde slet ikke regnet med at det ville lykkedes mig, men nu hvor det gjorde, så tænker jeg skam på dit velbefindende,” svarede han roligt, som han sendte hende et skævt smil. Han løftede sin hånd og strøg nogle af hendes lokker væk fra hendes ansigt. Hun var faktisk en smuk kvinde, selvom hun godt nok var beskidt af mudder og jord. ”Er du stadig tørstig? Eller sulten måske?” spurgte han roligt.

572 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Anyalina var nok noget af det mest stædige som kunne gå på to ben, hvor det kun havde været Malisha som havde været i stand til at få hende til det ene eller det andet, også selvom det var tydeligt, at det ikke var noget som foregik mere. Kvinden havde bandlyst hende og forvist hende, også selvom det ikke ligefrem var noget som glædede hende som sådan, for nu havde hun slet ikke noget mere, og af den grund, så kunne det kun irritere hende, at hun faktisk var her! Hun vendte blikket direkte mod ham. At blive liggende, var slet ikke noget som hun kunne siges, at være videre interesseret i, for det var hun på ingen måde! Hun ville ikke ligge der når Malisha fandt ud af det, for så var hun død, og det ville i den grad gå frygtelig langsomt, det var hun slet ikke i tvivl om! Svagt bed hun sig i læben. Ville det være forkert af hende, at sige, at hun faktisk var.. bange? Hun endte med at nikke ganske stille til hans ord. Det var vel også et fair kompromis? ”O-okay..” endte hun dæmpet, også selvom det ikke var noget som faldt i hendes gode jord på nogen måde.
Anyalina faldt mere og mere til ro. Hun fik væske og varmen begyndte at sætte sig, også selvom det bestemt heller ikke var helt nemt, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hun havde det bestemt ikke særlig godt, men hun forsøgte da om ikke andet. Klumpen sank hun i halsen, også selvom tanken om at hun ikke havde været noget andet end et eksperiment, var en tanke som faktisk måtte gøre hende hidsig, for hun var i den grad langt mere end det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo sådan at tingene var. Hun havde brug for varme og noget søvn, selvom det var svært nok for hende, overhovedet at give efter for det, for.. hun følte sig på ingen måder tryg, ved tanken om at Malisha var så tæt på hende. Hun lyttede, også selvom det ikke ligefrem gjorde det bedre for han.. bekræftede jo at hun ikke havde været andet end et eksperiment for ham, og det var en tanke som kun gjorde hende godt hidsig, det var helt sikkert! ”J-jeg var k-kun et eksperi-eksperiment for dig..” endte hun ganske sigende, også selvom det var mere henvendt til sig selv, end det som det var henvendt til ham. Ja, hun havde mistet den troværdighed som hun havde haft, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende. Hun var altid gået så meget op i det, og nu havde hun.. intet tilbage. End ikke Ezekiel var der mere, så hun havde jo slet ikke nogen! Svagt bed hun sig i læben, som hun rystede på hovedet til hans ord. Hun ville slet ikke have mere fra hans side af! Hun ville væk derfra, og det skulle være lige nu! For hun nægtede at blive liggende der! At han lagde sig med fronten til hende, sagde hun ikke noget til, for det var nu bare sådan at det måtte være. Hun bestemte jo trods alt ikke over ham i hans eget hjem. ”T-træt..” endte hun så kontrolleret, som det nu var hende muligt.

[Deleted]

Anyalina var tydeligvis en utrolig stædig kvinde, hvor William var en utrolig stædig mand. Han havde altid været rimelig egoistisk af sig, hvor han aldrig havde taget sig af at andre var såret eller svækkede, for han havde altid ladet dem være og passede sine egne sager, men Anyalina var en anden sag, for det var ham der havde vækket hende til live – selvom han næsten var sikker på at han kom til at fortryde det, sådan som hun opførte sig! – han følte at han havde ansvaret for hende, og især for at hun fik det bedre, for hun kunne jo endnu nå at dø igen, hvilket kunne ske på mange forskellige måder, så han var nød til at overvåge hende ganske nøje, for at sikre sig at der ikke ville ske noget med hende. At hun så gik med til hans kompromis, var noget som glædede ham, hvor han også trak på smilebåndet. Fair var han jo nød til at være overfor hende, for han bestemte ikke over hende, hun var sin egen herre og det skulle hun også have lov til at være, men han var nød til at tænke på hvad der var bedst for hende i øjeblikket og det var altså at blive her i hans varme seng, under den varme dyne og få kræfterne igen! Han nikkede roligt og dog bestemt. ”Udmærket!” endte han med en tilfreds mine. Så kunne det være at hun faktisk også ville slappe lidt mere af, for det havde hendes krop i hvert fald brug for.
William kunne godt se at han havde fornærmet hende ved sine ord, men.. han gad heller ikke lyve for hende. Hun havde kun været et eksperiment for ham, han var tilfældigvis faldet over hendes grav, hvor der ikke havde været nogen gravsten, så han havde ikke angret, at han havde gravet hendes døde krop op, som han havde taget med hjem. Tøjet hun havde haft på, havde været helt jordslået, hvilket var grunden til at han havde smidt det ud og at hun i øjeblikket var nøgen. Han lagde en hånd mod hendes mave, mest af alt for at fange hendes opmærksomhed. ”Du var måske et eksperiment for mig til at starte med Anya, men jeg havde ikke troet det havde virket. Og nu hvor det gjorde, så er du mere for mig end bare det, du er en person, og jeg skal nok gøre dig rask igen,” forsikrede han hende, som han så alvorligt på hende, inden han tilføjede; „og holde Malisha væk.” Kvinden undgik ham alligevel, så det burde ikke blive det største problem.
At Anyalina ikke ønskede mere, tog William ikke så tungt, han kunne jo ikke sige hvad hendes krop ønskede eller ej. At hun så fik sagt at hun var træt, fik ham selv til at nikke ganske let og forståelsesfuldt. ”Sov du blot. Det vil sikkert gøre godt for dig,” svarede han roligt, som han sendte hende et skævt smil. Han puttede hende godt under dynen og trak den godt op over hendes skuldre, så hun ordentlig kunne mærke at hun fik varmen igen. Han strøg hende kort over håret, inden han roligt satte sig op. ”Jeg kommer om lidt, hvil du dig imens,” sagde han roligt, som han greb omkring sin hvide jakke, hvor han kort betragtede sig af hende, inden han forsvandt i et mørkt lysglimt. Han skulle rydde op nede i kammeret, og så skulle han have fundet et stativ, så han kunne skaffe hende mere blod.

582 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Anyalina var bestemt ikke meget for at skulle blive liggende og bare hvile, for det var faktisk svært for hende, overhovedet gøre det, når hun vidste at Malisha var i nærheden af hende og endda hele tiden! Konstantin havde hun aldrig haft noget imod, for han havde altid været en mand som hun respekterede til fulde, også fordi at han var en af de få, som faktisk kunne tage den kontrol fra Malisha, men.. hvor meget kunne han stille op, hvis kvinden faktisk fandt ud af at hun lå der? Hun bed tænderne let sammen, som hun virkelig forsøgte at falde til ro, for så kunne det jo være, at det var nemmere for hende at optage den varme, som hvilede i tæpperne og dynerne som hun nu var blevet pakket ind i! ”S-siger du jo..” mumlede hun let for sig selv, selvom hun ikke lagde synderlig meget mere i det. Hvis han var tilfreds, så kunne det jo være, at han kunne lade hende være lidt? Hun trak vejret dybt og lukkede øjnene bare for en kort stund. Det var umuligt for hende at slappe af!
Tanken om at Anyalina ikke havde været andet end et eksperiment for ham, var noget som gjorde hende vred, også selvom det ikke var en følelse som hun havde styrken til at sidde inde med for længe af gangen lige nu, for det var direkte udmattende at være så vred som hun følte sig! Hans ord var til dels stadig som en baggrundsstøj for hende, men det kom sig da stille og roligt. Hun havde for pokker da ligget i graven så længe, men han var alligevel faldt over hende og havde valgt at grave hende op? Ja, et sted så virkede det hele lidt for.. tilfældigt for hende, og af den grund, så var hun næsten bange for at der var bagtanker ved at vække hende. Hun trak vejret dybt igen og vendte de mørke øjne mod ham. Stadig en anelse tomme, men gløden var ved at komme, nu hvor varmen også kom til hende, så var det hele faktisk langt nemmere for hende, selvom.. det var stadig ikke helt nemt igen! ”H-hvad så… bagefter?” spurgte hun så kontrolleret som det var hende muligt. Hun havde brug for at vide, hvad hun stod med i næverne, også fordi at hun vidste, at hun ikke kunne blive her for tid og evighed! Det var hendes tryghed, at hun ikke havde nogen energi som kunne spores, for Malisha ville finde hende med det samme, så snart hun begyndte at komme sig! Uden tvivl!
At erkende trætheden, var bestemt ikke noget som Anyalina ville have gjort normalt, men.. han talte vel sandt, når han sagde, at han ville passe på hende, og holde Malisha på afstand? Hun brød sig ikke om den kvinde, af temmelig åbenlyse grunde! Selvom hun havde William ved sig nu, så kunne hun ikke undgå følelsen af den ekstreme ensomhed, som den var, for det var virkelig en intens fornemmelse, ingen tvivl. Øjnene lod hun glide i, som søvnen næsten tog over allerede med det samme, hvor hun knapt nok lagde mærke til at William overhovedet tog af sted, for nu hvor hun havde fundet muligheden til at slappe bare lidt af, også selvom det slet ikke havde været meningen at hun skulle falde i søvn! Ikke når hun ikke følte sig tryg, for det gjorde hun på ingen måde! Den tillid havde hun slet ikke til William!

[Deleted]

Det var kommet bag på William at hans eliksir havde virket, da han havde forventet at det var gået som med de mange andre lig, men der var han godt nok blevet overrasket. Og at Anyalina så var blevet bandlyst og forvist af Malisha, var godt nok et problem, også fordi de befandt sig i samme hus, som hende, men han skulle nok sørge for at holde Anyalina sikker, han vidste at Malisha aldrig ville opsøge ham, for hun undgik ham med vilje, hvilket egentlig kun kom ham til gode i denne stund, og om nogle dage, når Anyalina var blevet rask igen, så kunne hun tage hvorhen hun end ville, uden at skulle bekymre sig om Malisha, så han var nu rimelig sikker på at de nok skulle klare sig, for det var jo som sagt kun for nogle dage, til hun blev rask. At Malisha så ville finde ud af det efterfølgende, fandt de ud af, for kvinden troede jo at Anya var død, så hvorfor skulle hun overhovedet mistænke det? Og skulle hun endelig finde ud af det, så var Anyalina ude af huset til den tid, og så kunne kvinden flippe som hun ville, ude at stand til at finde Anyalina, så William kunne ikke se noget problem her, foruden en enkelt; Konstantin, han vidste ikke hvordan manden ville reagere, hvis han fandt ud af at Anyalina var her, for så godt kendte han alligevel ikke manden. Han vidste ikke om manden ville føje Malisha, eller om han faktisk ville lade Anyalina blive, men han håbede bare på at ingen fandt ud af det.
Blikket gled roligt mod Anyalina igen, som hun måtte ligge trygt og godt under både et tæppe og hans dyne, hvor han bare ville have hende til at slappe af, så hun igen kunne komme til kræfterne, hun burde sove, hvile sig og få genopladet batterierne. Han så ind i hendes mørke øjne, da hun spurgte til hvad der skete bagefter, hvor han endte med at trække ganske let på skuldrene. ”Det ved jeg ikke. Når du bliver rask er du fri til at gøre hvad du vil, starte et nyt liv, eller gå tilbage til det gamle, det er såmænd dit eget valg. Du er ikke min slave Anya, du er fri, du har fået en ny chance,” svarede han sandfærdigt, som han kort strøg hende over håret, imens et mildt smil hvilede på de rosenrøde læber, som han trak hånden til sig igen. ”Du burde hvile dig lidt,” tilføjede han roligt, som han fik sig rejst fra sengen.
Et skævt smil gled over Williams læber, da han så hvordan Anya lukkede øjnene og hurtigt faldt i søvn, hvor det også kun var tydeligt, hvor afkræftet hun var. Han lovede højt og helligt, ikke kun hende, men også sig selv, at han ville passe på hende, pleje hende til hun blev rask og holde Malisha på afstand, for Anyalina var hans ansvar og han havde vakt hende til live, så det var også hans pligt at gøre hende rask igen! Og hvis Malisha virkelig ville slå Anyalina ihjel, hvis kvinden fandt ud af at hun var her, så kunne hun bare forsøge! Han dukkede op nede i kammeret, hvor han hang den hvide jakke, inden han fik ryddet de mange forskellige instrumenter og redskaber væk, så det så helt fint ud igen og som om der ikke var blevet lavet noget dernede. Han gik over til metalskabet som han fik åbnet, hvor han fandt et blodstativ frem. Han forsvandt endnu engang i et mørkt lysglimt, hvor han dukkede op i værelset igen. Han stillede stativet tæt ved sengen, inden han satte sig ved sengekanten igen. Han skulle have noget af hendes blod, selvom han helst ikke ville have at hun vågnede nu hvor hun endelig var faldet i søvn igen.

639 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Anyalina var på ingen måder tryg, nu hvor hun vidste hvor hun var henne, og hvem som faktisk var i hendes nærhed. Når hun ville begynde at genvinde den styrke, så ville hendes magi også kunne fornemmes, hvilket hun heller ikke var videre interesseret i, om det var noget som man ville det eller ikke, så det var jo i bund og grund kun et spørgsmål om tid, inden Malisha ville finde ud af, at hun var der, og det var i den grad heller ikke noget som hun var videre interesseret i! På nogen måde! William var virkelig håbløs, at han ikke forstod sig på det! Også af den grund, at hun ikke stolede på Konstantin, specielt med tanken på at Malisha var der oveni, hvilket heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre, for hun var bange for at hun ikke kunne stole på ham i dette henseende, hvilket også gjorde, at det var stort set direkte.. umuligt for hende, at falde ordentlig til ro, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det bedre for hende på nogen som helst måde!
Anyalina blev liggende i sengen og lyttede til hans ord. Det var jo ikke ligefrem fordi at hendes krop lystrede hende, som hun ville det uanset, så hun kunne vel lige så godt kaste håndklædet i ringen og bare blive liggende. Kroppen var desperat efter at få noget hvile, for det at blive vækket på den måde, var på ingen måder synderlig behageligt, og det ville det nok aldrig nogensinde blive! At hun var fri til at gøre hvad hun ville bagefter, var noget som passede hende særdeles perfekt! For hun havde i den grad ikke regnet med at blive her, for ikke at glemme, at det næppe var noget som Malisha ville lade hende, uanset! ”F-fint..” endte hun ganske dæmpet. Det var faktisk noget som hun kunne slå sig godt tilfreds med i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. Hvilken var efterhånden nødvendig, men det var slet ikke noget som hun var fristet til, udelukkende fordi at hun ikke følte sig tryg!
Anyalina var alligevel endt med at give efter for den ellers så trængende søvn, for hun kunne ikke ligefrem gøre noget som helst, for at undgå dette. Svagt endte hun med et dæmpet suk, som søvnen tog hende til sig for alvor, hvor hun end ikke lagde mærke til at han søgte væk, for så at komme tilbage med det stativ i sine hænder. Svagt sukkede hun endnu en gang, hvor hun blev liggende fuldkommen slapt i dyner og tæpper og med puderne under sig, så lå hun virkelig fantastisk godt! Nu hvor hun havde ligget i jord igennem måneder, så kunne søvn og et bad i den grad også være hende utrolig fristende! Hendes vejrtrækning var direkte tung som intet andet, også fordi at hun virkelig var træt og hun var udmattet, og slet ikke havde noget som måtte minde om energi på nogen måde, hvilket efterhånden var noget kunne mærkes på hende, hvilket bestemt heller ikke var noget som måtte sige så lidt i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke! Hun havde fået lagt sig halvt om halvt på maven, hvor hun ej mærkede sig af at han havde sat sig på sengekanten igen. Hun var virkelig bare.. udmattet!