Bring me to life

[Deleted]

Mørket havde lagt sig over Dvasias, hvor der endnu engang var en storm der hærgede over landet. Man kunne høre tordenen rumle udenfor, af og til få et glimt af de prægtige og store lyn, der slog ned i jorden forskellige steder. Der var ikke opstået nogen brand endnu, selvom det meget vel kunne forekomme. Regnen silede ned og piskede imod de store ruder, der omgav Rozentas Manor, hvilket fordrev stilheden, der ellers havde lagt sig over stedet. Det eneste sted det ikke var stille, var nede i kældrene. William havde sit eget lille kammer dernede, hvor han eksperimenterede med forskellige ting. Han var en forretningsmand der kunne sælge mange ting, som andre ikke kunne, fordi han vidste hvordan man eksperimenterede og ikke mindst skabte ting. Han havde skrevet det hele op i sin sorte læderindbundne bog, selvom den eliksir han var i færd med at blande, var gået galt de sidste mange gange han havde prøvet.
Nu hvor Konstantin var tilbage, hvilket var kommet som et chok selv for William, så havde manden været indstillet på at få alt det tilbage som han havde mistet, hvor han desværre måtte erkende at han nok ikke kunne stille noget op imod manden, men man vidste jo aldrig. Han havde søgt om pladsen som Hertug her til lands, hvor han tvivlede på at Konstantin var søgt ud endnu, eftersom han havde sine problemer med Malisha, skønt han ikke gad blande sig, de kunne hygge dem for sig selv, han havde sine egne forretninger han kørte, hvilket han skam ikke stoppede med! Han havde desuden også sagt ja til at hjælpe Konstantin, eftersom selv det kunne blive brugbart for ham selv. Han var desuden en intelligent mand, så han skulle nok få sig selv kørt frem før eller siden og der skulle hans fætter ikke stå i vejen for ham! Det var dog slet ikke hans fætter han skænkede en tanke i øjeblikket, men det lig som han havde bragt ind.
William havde stødt over liget, da han var gået en tur her i Marvalo City, selvom det havde lagt en anelse ude for byen, men stadig på warlockernes territorium. At se på selve liget, der faktisk var en smuk kvinde, så havde hun ikke været død særlig længe. Der måtte højst være gået nogle måneder. Han vidste ikke hvilken race kvinden stammede fra, men som han havde undersøgt kvinden, så havde hun været et levende væsen, meget menneskeligt, så hun kunne sagtens have været en warlock, hvis ikke bare et normalt menneske, men han hvad hun præcist havde været var han ikke sikker på. Han betragtede roligt den nøgne kvinde, som lå på bordet foran ham. Han selv bar en hvid laboratoriejakke, uden på en sort bluse, samt nogle løse sorte bukser. Han strøg let en hånd igennem det halvlange mørke hår, der var redt fint tilbage, imens han studerede den glaskolbe, hvori eliksiren lå. Han så fra kolben til liget, hvor han næsten fandt det en skam at sådan en smuk kvinde muligvis skulle springes i luften, hvis ikke det som var værre. Han havde forsøgt sig med andre eliksirer på andre lig, hvor nogle som sagt var endt med at springe i luften, andre var der gået ild i og nogle var sågar endt med at ætse, men det var faktisk meningen at den rigtig skulle starte blodkredsløbet, få hjertet til at slå igen. Han tvivlede næsten på at han kunne få liget og kvinden til at vågne op, eftersom hun jo trods alt var død, men det var jo derfor man måtte eksperimentere lidt.
William endte med at stryge hånden over kvindens kind, imens han betragtede hende. Hun var iskold, kroppen var stadig beskidt af jord og mudder, da hun havde været begravet, og han havde lagt mærke til at hun bar to huller i halsen, så han gik ud fra at hun var tømt for blod og offer for en vampyr. Han endte med at vende blikket mod sin kolbe, hvor den klare væske befandt sig i. ”Nu går det løs..” mumlede han med sin gamle dvasianske accent. Han var én af de ældste warlock og dog ikke lige så gammel som Malisha og Konstantin, men han tilhørte den ældre generation, hvor hans magi var utrolig avanceret, som hans viden var utrolig stor, og han var en intelligent mand der altid havde kunnet lide at eksperimentere med både ting, men også med livet. Han spaltede kvindens læber ad, som han hældte væsken ned i hendes hals, inden han gik nogle skridt tilbage, da han næsten forventede at kroppen ville reagere voldsomt og ødelægge liget, som den også havde gjort ved alle de andre. Men inderst inde håbede han naturligvis på at eliksiren ville virke.

786 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Det sidste Anya kunne huske før det hele gik i sort for hende, var den intense smerte i halsen og glimtet af Ezekiel – den mand som skulle hjælpe hende videre, også selvom hun slet ikke mindes hvad der egentlig var sket, eller hvor lang tid der egentlig var gået, andet end at det møde med den vampyr, kun havde gjort hende direkte vred. Efter at have ligget i jorden i måneder, så lignede hun bestemt ikke sig selv, andet end et gammelt indskrumpet lig, som folk bare trådte over, når de endelig passerede hende, for det var jo bare.. Dvasias? Der var ingen som tog sig af at man gik over lig langs vejene, og det var sjældent at folk i det hele taget gjorde det, og ej børn lagde så meget mærke til det, som de gjorde det før i tiden.
Hvad der var sket, var slet ikke noget som hun havde nogen anelse om. At hun lå blottet på det bord for øjnene af en fremmed mand, var selv slet ikke en tanke som hun gjorde sig på nogen måde, og hvad han havde af planer for hende, anede hun heller ikke. Lige hvad det var William måtte tvinge i munden på hende, var slet ikke noget som hun mærkede sig af, for hun kunne virkelig ikke gøre noget som helst i form af modstand, for hun var slet ikke til stede i sin egen krop. Uanset hvad det var, så var det noget som pludselig fyldte kroppen med en.. skræmmende behagelig varme, som den ikke havde været præget af siden Vladimir havde tømt hende. Umiddelbart så var der ikke nogen respons at se i hende, men hun eksploderede ikke og hun gik heller ikke i brand eller begyndte at ætse, men hun blev egentlig bare liggende. Væsken trængte sig dybt ind i de dybeste blodkar, dybt ind i de dybeste hjertekamre og direkte ud i hver en del af hendes krop, hvilket hastigt resulterede i at hendes krop begyndte at krampe, som hjertet direkte kæmpede for at komme i gang med at slå, også selvom der ikke var noget blod som sådan at pumpe rundt, så kroppen skulle til at arbejde hastigt, for at komme tilbage på fode, og det i sig selv, ville tage forbandet lang tid.
Anyalina kunne slet ikke ligge rolig på bordet, som kramperne kun tog mere og mere til, uden at hun virkede ved at komme til bevidsthed. Øjnene klemte hun fast sammen, som kramperne kun blev værre, hvilket resulterede i at hun næsten faldt ned af bordet, idet hun slog øjnene op og kraftigt begyndte at hive efter vejret, også selvom kramperne og rystelserne slet ikke holdt inde, hvilket kun resulterede i et frygteligt ubehag for hende. Et smerteligt gisp brød kraftigt hendes læber, som hun forsøgte at genvinde kontrollen over sin egen krop! Hjertet slog direkte smerteligt mod hendes bryst, for hvert et sted gjorde forbandet ondt på hende! Selv på trods af det bankende hjerte, så forblev hun direkte ligbleg og huden klistrede sig nærmest til hendes knogler. Hun var klart i farezonen for at genoplivningen skulle gå i sig selv igen, for hun havde det bestemt ikke særlig godt!

[Deleted]

William regnede stort set ikke med at det ville lykkedes ham at genoplive dette lig, eftersom det var gået i vasken så mange gange, hvor det hele stod i hans sorte bog, om hvor mange gange han faktisk havde fejlet, derfor ville det ikke forundre ham at han endnu engang måtte se et lig gå fordærv af hans eliksir. Det kunne dog komme til at gøre ham stinkende rig, hvis han faktisk formåede at skabe en eliksir der kunne genoplive andre, selvom han også havde tænkt på om han så skulle holde hemmeligheden for sig selv? Han var ikke sikker og havde heller ikke besluttet sig endnu, for han gad heller ikke blive for bidt af det, da det endnu ikke havde lykkedes ham og han ville jo nødig ende skuffet.
At William så faktisk tog fejl og at det faktisk havde lykkedes ham at skabe en eliksir der kunne genoplive, gik først op for ham, da han hørte kvinden hive efter vejret og se kroppen begynde at gå i kramper. Han slog øjnene op for vid gab, hvor han blinkede tydeligt overrasket. ”Er det..?” Han stod lettere lamslået til stedet, hvor han blot stirrede på den nøgne kvindekrop, der faktisk kæmpede for at klare sig igennem genoplivelsen. Han vidste godt at kvinden var blevet dræbt af en vampyr, så han kunne ikke forestille sig at hun havde noget blod i kroppen, selvom han slet ikke havde regnet med at eliksiren ville virke, så det havde han slet ikke taget højde for! Han endte med at komme med forbløffede og jublende udbrud. ”Håh! Det.. det virkede!” svarede han forbløffet, inden han slap ud i samme forbløffede latter, hvor han tog sig selv til hovedet, som et tegn til at han slet ikke kunne fatte at det virkede! Det var jo utroligt! Alvoren slog dog ind over ham, da han kunne se hvilken smerte, kvinden pludselig endte i, hvor han rynkede brynene og kunne se at genoplivelsen også kunne gå i sig selv igen og tage kvinden med sig tilbage til døden. ”Nej, nej! Bliv hos mig!” endte han næsten febrilsk, hvor han hurtigt var henne ved bordet. Han tog fat omkring en lang slange, med en nål i begge ender, hvor han trak op i sit ene ærme, for at stikke en nål i sin blodårer, kun for at sætte den anden ende af slangen fast i Anyalinas ene arm, så han overførte noget af sit eget blod til hende. Han lagde en hånd mod hendes pande, for at mærke hvor varm hun var, selvom hun stadig var kold, efter at have været død så længe og uden blod i kroppen. ”Det skal nok gå!” forsikrede han hende, som han endte med at placere hænderne imod hendes bryst, for at give hende hjertemassage, så han hjalp hendes krop med at holde hende i live, imens han overførte sit eget blod til hende. Hvordan det overhovedet havde lykkedes ham havde han ingen anelse om, men dette var da klart et mirakel! Hvis ikke for ham, så i hvert fald for denne kvinde, for den eliksir kunne meget vel have ødelagt hele hendes krop, så hun aldrig ville kunne blive genoplivet igen. Han stoppede roligt sin hjertemassage, da nålen i hans arm var ved at ryge ud, hvor han i stedet for greb omkring en lille petroleumslampe, som han holdt over hendes ansigt, imens han åbnede hendes ene øje, for at se reaktionen i hendes pupiller, netop for at se om alt endnu var normalt.

583 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Tanken om at Anyalina havde fået en chance til, var slet ikke en tanke som slog hende ind på nogen måde, for lige nu kæmpede hun virkelig for at fylde de tomme lunger med ilt, og det var bare som om hun ikke kunne, sådan som smerten tog til i hendes bryst og med de næsten krampelignende rystelser, for det var bare ikke noget som holdt inde på nogen måde, og den tanke alene, var hende næsten skræmmende, og der skulle normalt frygtelig meget til, før hun blev skræmt, det var der så sandelig ingen tvivl om! Øjnene klemte hun fast sammen, som hun bed tænderne sammen, også selvom hun slet ikke faldt til ro. Varmen hvilede dybt i det indre, men det var bare som om at den ikke kunne komme ud! Og sådan som hendes hjerte måtte hamre, så var det vel også tydeligt, at det var ved at give op igen? Der var jo slet ikke noget som skulle pumpes igennem kroppen, så hvorfor skulle det dog kæmpe for det? Hun var jo komplet tom for blod jo!
Slangen som hun blev koblet til, var slet ikke noget som hun mærkede sig af, kun fordi at smerten generelt i kroppen, tog voldsomt over den som hun følte ved et enkelt stik i hendes arm, også selvom blodet som kom til hendes krop, var noget som fik hende til at slappe en anelse mere af, for det gav da om ikke andet hendes hjerte en grund til at fortsætte arbejdet for hendes vedkommende.
Hånden som gled mod hendes pande, var knapt noget som Anyalina mærkede sig af, for hun var virkelig ved siden af sig selv. Tanken om at trække vejret, var hårdt for hende.. det var frygtelig, frygtelig hårdt, og det var bestemt heller ikke nemt for hende, men hun forsøgte virkelig, for hun havde aldrig været en som gav op, og det var hun bestemt heller ikke nu! Varsomt forsøgte hun at hæve armen, også selvom den slet ikke ville som hun ville, og det var en tanke som faktisk kun måtte irritere hende en god del, for hun blev temmelig hurtigt hidsig, og specielt når det var situationer som hun slet ikke følte, at hun havde det mindste kontrol over, så var det kun noget som gjorde det hele så meget værre for hendes vedkommende! Hænderne mod hendes bryst, og hjertemassagen hjalp på smerten, men også på hendes vejrtrækning, for han tvang hende trods alt til at trække vejret, ved at trykke mod hendes bryst. At hun lå uden så meget som en trævl på kroppen, anede hun faktisk ikke, for hun følte sig generelt bare iskold! At han åbnede hendes øjne, fik hende dog let til at reagere, selvom det ikke var meget pupillen trak sig sammen. Hun var virkelig ved siden af sig selv, så hun ænsede knapt nok noget af det som skete omkring hende. Hun gispede ganske svagt, og forsøgte at vende blikket væk fra ham, selvom det ikke helt ville som hun ville, for hun havde slet ikke styrken til at gøre det, men det lys generede hende virkelig!

[Deleted]

Det var kommet helt bag på William at det faktisk havde lykkedes ham denne gang, selvom det var tydeligt at kroppen reagerede præcis som den skulle på den rigtige eliksir som han havde forsøgt at skabe og som nu var lykkedes ham! Det gik dog hurtigt op for ham, at det hurtigt kunne ændre sig igen, eftersom kvindens krop var ved at gå i chok, for at efterlade hende i en død tilværelse igen, og det kunne han da ikke tillade! Han var lige kommet så langt, så skulle han bestemt ikke tabe nu! Han ville dog skyde på, at hendes krop ikke vågnede helt og normalt op, fordi hun var blevet tømt for blod af en vampyr, hvilket i udgangspunktet havde stoppet hendes hjerte fra at slå, og hvis kredsløb han nu havde sat i gang igen. Eliksiren startede blodkredsløbet og satte også ilten i gang igen, selvom det var tydeligt at det ikke helt virkede som det skulle.
Som William fik tjekket hendes øjne, kunne han godt se at hun stadig ikke helt var ved sig selv, hvilket gjorde ham helt panikslagen, for han ville da ikke miste hende nu hvor han var kommet så langt! Det var ikke fordi han som sådan skænkede kvinden en tanke, for hun havde jo egentlig bare været hans eksperiment. Han ønskede dog at hans eksperiment skulle lykkedes denne gang, derfor ville han også sørge for at holde kvinden i live! ”Det skal nok gå!” Ordene var næsten mere en overbevisning for ham selv, end for kvinden, hvor kvinden sikkert heller ikke kunne høre ham. Han lagde petroleumslampen fra sig igen, hvor han endnu engang begyndte at give kvinden hjertemassage. At hun lå fuldstændig nøgen for hans hænder, var slet ikke en tanke der slog ham, eftersom han var alt for optaget af det eksperiment han havde udført. Desuden var hun ikke den første kvinde han så nøgen og ville sikkert heller ikke blive den sidste, så det var ikke fordi han tog det særlig tungt. Han trak hænderne til sig, som han lagde hendes hoved tilbage, idet han satte sine egne læber imod hendes, for at puste to gange en anelse kraftigt, som han gav hende mund-til-mund, så han kunne få pustet noget ilt og luft ned i hendes lunger. Han trak sig igen, som han fortsatte hjertemassagen, inden han endnu engang gav hende mund-til-mund, hvor han fortsatte de samme øvelser et par gange, inden han trak sig helt, for at give hende lidt luft og se hvordan hendes krop nu ville reagere. Han holdt slangen forbundet fra hans egen arm til kvindens, hvor han roligt tog omkring petroleumslampen igen, så han endnu engang kunne tjekke hendes øjne. Hendes pande havde han også mærket, hvor hun var begyndt at føles varmere, samt hun var ved at få farven tilbage i ansigtet, som hun ellers havde været ligbleg og iskold. Det hele så ud til at det faktisk ville lykkedes, hvor han mærkede sejrsglæden i sig blomstrer, over at det faktisk havde lykkedes ham! Han havde slet ikke troet at det ville komme så vidt, men det var faktisk lykkedes ham, hvilket han endnu var forbløffet over, selvom han godt kunne se at det ikke var sikkert at kvinden ville overleve, eftersom hendes krop havde været tømt for blod, men det virkede dog til at det var på bedringens vej.

558 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Anyalina var tæt på at gå i chok, for det her, var slet ikke noget som hun kunne rumme bare sådan. Efter at Malisha havde valgt at forvise hende til Manjarno, så havde hun været ensom, så det var egentlig ikke fordi at den død og bortgang havde gjort hende noget som sådan, for det havde faktisk lettet hende et sted i den anden ende. Hun havde ikke haft brug for at tænke på andre, også selvom Ezekiel havde været det sidste – kun på grund af den skide vampyr, og nu lå hun her.. hun anede ikke hvor pokker hun var henne, eller hvad der skete, men en ting vidste hun; Dette var slet ikke noget som burde være sket, også selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende på nogen måde! Tænderne bed hun kraftigt sammen, som hun nærmest endte med at blive mere og mere blå i ansigtet igen, for hun kunne bare ikke få fyldt lungerne med luft, for de var helt.. tomme!
Hjertemassagen hjalp hende, også selvom det lys som han pludselig valgte at holde oppe i ansigtet på hende, bestemt heller ikke var hende nogen hjælp, for det var virkelig kun i vejen for hende, og det var en tanke som faktisk kun måtte irritere hende til en grænse uden lige. Svagt bed hun sig i læben, som hun virkelig forsøgte at trække vejret, og det ville bare ikke som hun ville det, og det var en tanke som faktisk gjorde hende bange! At han så begyndte mund-til-mund i stedet for, var noget som fyldte hendes lunger op, og derved også udfoldede dem til fulde, så det var muligt for hende at gøre det på egen hånd. Hun tog en voldsom dyb indånding, da det var første gang i måneder at hun gjorde det! At han så fortsatte, gjorde faktisk at hun slappet af, også selvom hun ikke havde nogen anelse om hvor pokker hun var henne, selvom det næppe gjorde det meget bedre for hende! Hun hadede ikke at have kontrol!
At han trak sig, kun for at hente lampen endnu en gang, og holde den oppe i ansigtet på hende, var en tanke som virkelig fik dråben til at falde. Øjnene kneb hun utilfredst sammen, idet hun med al den energi som hun havde, hævede armen for at slå den direkte ud af hånden på ham, hvilket også resulterede i at nålen faldt ud af hendes arm. Brystet hævede og sænkede sig hastigt, som hun næsten gispet efter vejret, men hun havde langt mere kontrol nu, end det som hun havde haft for bare lidt tid siden, og selvfølgelig var det en massiv hjælp for hende! Hun begyndte at hoste, og det var tydeligt, at hun også var frygtelig hæs og helt tør i halsen! Hovedet lod hun falde tilbage, som kroppen begyndte at slappe mere af, hvilket efterlod hende direkte konfus. Hun havde absolut ikke nogen anelse om hvor pokker hun var henne, og et sted var tanken skræmmende. Læberne skilte hun let. ”…” Men der kom ikke så meget som et eneste ord. Hun havde ikke energien til det!

[Deleted]

William begyndte at lægge lidt mere mærke til kvinden, hvor han kom mere væk fra at hans eksperiment faktisk havde lykkedes, for nu hvor han faktisk havde fået liv i liget, som blot havde været en død krop, så var det jo endnu engang en levende person der lå der, eller hun ville ikke være meget længe i live, hvis han ikke hjalp hende på vej. Han kunne godt mærke at det hjalp hende at han gav hende både hjertemassage, men også mund-til-mund, hvor han også kunne fornemme, hvordan hendes bryst, begyndte at hæve og sænke sig automatisk og uden at han hjalp hende, hvilket næsten efterlod ham med en lettelse, for så overlevede hun da! Han ville nok få en mindre skyldfølelse, hvis hun faktisk døde, for så var det jo faktisk også hans skyld, selvom hun godt nok havde været død i forvejen, men det var underordnet! Hun var hans eksperiment, så han havde ansvaret for hendes lig, hvor han faktisk også var glad for at det var det smukke lig der overlevede, for en smuk kvinde, var hun faktisk nu hvor han tog et ordentligt kig på hende.
William kunne godt mærke at hun forsøgte at genvinde kontrollen over sin krop, hvor hendes viljestyrke også kunne være med til at redde hende. Det ville dog ikke forundre ham at hun var desorienteret, for hvem ville ikke være det? Gad vide hvad det sidste hun kunne huske var, eller hvad hun egentlig følte foruden smerten? Han nåede næsten ikke at reagere, da hun fandt styrken til at slå petroleumslampen ud af hans hånd, hvor han også mærkede at nålen trak sig ud af hendes arm, eftersom nålen i hans egen arm drejede sig, hvilket faktisk gjorde ondt! Han tog sig dog ikke af lampen, men derimod tog omkring nålen og lagde en hånd mod hendes skulder for at holde hende ned. ”Hey, slap nu af!” endte han lettere febrilsk, selvom han denne gang valgte at ligge slangen med nålene på et andet bord. Hendes krop havde fået lidt blod igen, selvom det ikke ville være nok til at hun ville genvinde sin fulde styrke. Hun ville nok ligge de næste par dage i sengen, så hun ordentlig kunne komme sig. Han endte med at gå over til et metalskab, hvor han fandt et tæppe. Han gik roligt tilbage til hende, hvor han foldede tæppet ud og lagde det henover hende, inden han puttede hende under tæppet. Han tvivlede på at hun havde kræfter nok til at kunne sætte sig op. Han lagde en hånd mod hendes pande, hvor han kunne mærke at hun var ved at komme sig. Han sukkede næsten lettet, inden han sendte hende et skævt smil. ”Mit navn er William, og du undrer dig nok over hvor du er og hvad der sker, så lad mig gøre det kort; jeg har eksperimenteret lidt med en eliksir, og selvom jeg ikke troede at det ville virke, så har det altså lykkedes mig at genoplive dit indre system og derved også.. dig,” fortalte han roligt, som han kort strøg hende over hovedet. Han kunne se hun forsøgte at åbne munden, hvor han godt kunne høre hvor tør hun var, hvilket fik ham til at gå over til metalvasken, hvor han fik noget vand op i et glas, inden han gik over til hende igen. ”Kom her..” Han lagde roligt en hånd under hendes hoved, som han løftede, inden han satte glasset for hendes læber, så hun kunne få lidt at drikke, hvor han også ganske roligt hældte lidt væske ned i munden, så hun kunne give sig tid til at sluge det og ikke få det galt i halsen.

612 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Selvom Anyalina måske var en smuk kvinde, så var det aldrig noget som hun som sådan havde spillet på, for hun havde været optaget af sit arbejde og det som måtte følge med, også selvom det ikke altid var lige så spændende, men det skulle jo trods alt også gøres! De ting passede jo trods alt heller ikke sig selv! At hun så var tæt på at falde bort igen, kunne hun nu godt mærke, også sådan som hendes hjerte hamrede mod hendes bryst. Det var noget som kun fik hende til at tænke på det sidste som hun faktisk kunne huske, inden hun var gledet bort, selvom det bestemt heller ikke var noget som gavnede hende på nogen måde, for det var noget som trods alt kun måtte gøre hende mere usikker, end det som hun måtte være i forvejen, og det var bestemt heller ikke behageligt for hende på nogen måde! Hun gispede ganske let, som hun virkelig forsøgte at genvinde den kontrol over sin egen krop, for der var ikke andre, som skulle have lov til at tage den fra hende, det var helt sikkert!
At slå lampen ud af hånden på ham, var egentlig kun fordi at det lys virkelig generede hende, og det var slet ikke noget som hun brød sig om på nogen måde! Hun vendte blikket væk fra ham, vel også som et tydeligt tegn? Hun havde ikke noget imod ham som sådan, også fordi at han jo faktisk ikke havde gjort sig det store, andet end at skænke hende dette forbandede ubehag, men det lys var slet ikke noget som hun kunne have lige nu! Anyalina var frygtelig tør i halsen, og selv det, var slet ikke en tanke som hun brød sig meget om i det hele taget, også fordi.. ja, hvad skulle hun da ellers kunne gøre ved det? Hendes hjerte begyndte at hamre og banke af sig selv, også med en langt mindre smerte nu, nu hvor der faktisk var noget i hendes krop, som der kunne pumpes rundt – tak og pris! Det gav hende også muligheden for bare at falde en anelse til ro, og det var i den grad noget som hun virkelig havde brug for lige nu, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hans ord var mere en baggrundsstøj for hende, også selvom hun virkelig forsøgte at finde hoved og hale i det som han fortalte. Navnet sagde hende ikke noget som sådan, men.. et eksperiment? Hun var i den grad langt mere end det! Hun havde for pokker været en nær ven af warlockernes leder!
Tæppet som blev lagt om hende, var noget som svagt fik hende til at falde til ro, for hun frøs virkelig, og det var i den grad også en ubehagelig følelse at skulle sidde igen med. Tænderne begyndte tydeligt at klapre, som han kom hen til hende med noget vand, hvor hun mere end villigt lod ham hæve hendes hoved, hvor hun næsten slugte det, uden at hun faktisk var i stand til at følge med. Hun endte endnu en gang kraftigt med at hoste, selvom hun forsøgte at drikke vandet samtidig. ”M-mere..” Hendes tone var frygtelig hæs, dog meget feminin, og et sted.. blid og bedende. Hun var helt ved siden af sig selv!

[Deleted]

Det var klart kommet bag på William at hans eksperiment faktisk havde lykkedes denne gang, for han havde forventet endnu en fiasko, som resten af ligene, som han også havde måttet skille sig af med, hvor han havde brændt dem i ovnen, der var gemt hernede, som holdt hele huset varmt via rørene. Han havde været meget her i sit eget lille kammer nede i kældrene, for nu hvor Konstantin var tilbage, så følte han sig et sted i vejen, hvor han heller ikke havde snakket særlig meget med sin fætter, men det var også irrelevant. Om manden fik sin titel igen, vidste han ikke, selvom han godt forstod hvis titlen gik til Konstantin og ikke til ham selv, for Konstantin havde trods alt været hertug i mange år og støttet kongehuset hele tiden, hvor William næsten kun lige var kommet tilbage, men et sted så kunne han jo ikke lade vær med at håbe på at manden ikke ville få sin titel, og så ville det da være langt mere triumferende, hvis han faktisk selv fik den! Hvilken fryd det ville være at se Konstantins ansigt! Han var dog ikke kommet tilbage bare for at overtage mandens arbejde og hus og for at få sig magt, han havde gjort det, fordi han oprigtigt ønskede at titlen skulle bevares her i Rozentasslægens navn, som den havde været igennem alt for mange generationer! Det ville næsten være et kæmpe nederlag for familien, hvis de mistede den, et nederlag der lå på Konstantins skuldre. Og delvist på hans egne.
Blikket vendte han mod kvinden, der lå på bordet foran ham, hvor han ikke havde set hende før, men nu hvor hun var levende, så kunne han endnu engang fornemme hendes aura, og han kunne mærke at hun var warlock præcis som ham selv. Det var næsten en skam at hun var gået i døden til et væsen som vampyrerne, selvom han ikke just havde noget udestående med den race og han ville helst ikke komme for tæt på, netop af samme årsag som Anyalina; de var blodsugere og man kunne hurtigt dø, hvis man kom for tæt på. At hun havde slået lampen ud af hans hånd, tog han sig ikke videre af. Kammeret, der ikke bestod af andet end fire stenvægge, og med forskellige redskaber og nogle borde og et enkelt metalskab, blev oplyst af to små fakler, hvor den lille petroleumslampe nu var gået ud og lå på gulvet, skønt han ikke skænkede den en eneste tanke, men derimod gav kvinden sin fulde opmærksomhed. Han kunne godt se at hun frøs og havde brug for varmen, hvor han tænkte at han var nød til at få hende op ovenpå på et af værelserne, for hernede i kælderen ville der ikke blive varmt, så her ville hun kun fryse.
William kunne ikke lade vær med at smile, da hun blev helt grådig i sit drikkeri, hvor han roligt lagde hendes hoved ned mod bordfladen igen, som han strøg hende roligt over håret. ”Rolig nu.. du skal heller ikke forsluge dig,” hviskede han i en varm og indbydende tone mod hendes ene øre – en tone der normalt ikke lå til ham, men det var et forsøg på at få hende til at falde lidt til ro. Han gik roligt hen til metalvasken igen, hvor han fik mere hældt op i glasset, inden han gik tilbage til hende og gjorde samme bevægelse ved at hæve hendes hoved og give hende glasset til munden. Han fortsatte de blide strøg over hendes hår med sin tommel, ved den hånd der holdt hendes hoved, hvor han nysgerrigt betragtede hende. ”Hvad hedder du?” spurgte han roligt. Hun var måske warlock, men han havde aldrig set hende før, selvom han heller ikke havde været hjemme for mange år.

630 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Hvis Anyalina havde vidst, at hun befandt sig i Konstantins hjem, og derved også i nærheden af Malisha, så havde hun gjort sit for at komme derfra, for hun vidste skam godt, at Malisha slet ikke ønskede at se hende, specielt fordi at hun havde fejlet med Romeo, hvilket faktisk ikke var hendes skyld, selvom tøsen jo gav hende skylden for alt! Manden havde været for skudt i Lexie til at hun kunne gøre noget som helst, og hun havde virkelig, virkelig forsøgt, det havde bare ikke været hendes lod – desværre. Hendes hjerte begyndte fast at hamre af sig selv mod hendes bryst, og fornemmelsen af det, var faktisk rar, et eller andet sted, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde. Lige nu nød hun det faktum, at hun ikke behøvede at åbne munden, for det var noget som hun faktisk helst undgik, så lang tid at det faktisk var hende menneskelig muligt, men det var nu bare sådan at det var.
Kroppen frøs og selv hun lå med klaprende tænder, så var det slet ikke det som hun mærkede sig af som sådan, men mere det faktum at.. hun var på et sted som hun ikke lige kunne mindes. Lige hvor lang tid hun havde været væk, havde hun ingen anelse om, selvom hun alligevel kunne forestille sig, at det måtte være et godt stykke tid, for hun vidste, at hun havde været død, ellers ville hun ikke ligge, som det hun gjorde nu! Men.. hvem ville da vække hende? Og til hvilket formål? Hun var jo ikke ligefrem.. elsket af nogen og dem som hun var, havde hun vendt ryggen, ellers havde de vendt hende den, og hun var endt alene uanset. Ikke at det var noget nyt.
At få noget vand, var virkelig noget som gjorde frygtelig godt for Anyalina, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Hun vendte blikket mod ham, også selvom hun nærmest så dobbelt, og havde svært ved at fokusere, hvilket skyldes den manglende energi, for hun havde virkelig ikke noget til overs, og så lang tid hun lå der på et koldt bord i en kold kælder, så var det jo heller ikke ligefrem fordi at det var noget som gavnede hende på nogen måde af den grund! Det andet glas som han kom med, gled langt nemmere ned, hvor hun end ikke lagde mærke til at han faktisk strøg hende over hovedet. Hun var slet ikke vant til kærtegn, men snarere det modsatte; hun var vant til slag, kamp og krig, og hun rejste sig som regel altid igen! Det var frygtelig sjældent at hun i det hele taget bad om hjælp, og dem som kendte hende, vidste det jo trods alt udmærket godt! Hun snak den sidste tår vand, idet hun roligt lagde sig mere ned. Hun blinkede let med øjnene, som det næsten var besværligt nok at skulle forme læberne rigtigt! Hvilken frustrerende tanke! ”A-Anya… Anyalina..” svarede hun så godt som det nu var hende menneskelig muligt, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for hende, men hun forsøgte da om ikke andet! Hun gjorde let den sidste krampetrækning, også selvom kroppen ikke stoppede med at ryste. Hun var træt, og hun var direkte udmattet, også selvom hun slet ikke fandt roen til at give efter for kroppens behov for søvn. Hun føles stiv.. stiv som et bræt, og det var ubehageligt!

[Deleted]

At denne kvinde faktisk stod Malisha tæt og tilmed kendte Konstantin, anede William slet ikke, for han selv havde ikke været hjemme i Dvasias i rigtig mange år, det var kun for nogle måneder siden at han var kommet tilbage, hvor han ikke havde været her særlig længe, før Konstantin var kommet tilbage til livet igen, hvilket var kommet som et chok selv for ham. Han var selvfølgelig glad for at manden klarede sig, for Konstantin var den eneste fra familien som han faktisk havde kunnet lide bare en anelse, som han også vidste at det gik den anden vej, for det var jo derfor de havde haft deres forretninger sammen, hvor han også havde skaffet mange vigtige ting til Konstantin i årenes løb, og derfor vidste han at de kunne få god brug af hinanden. Han ville også gerne være her for den sidste familie han havde tilbage, selvom han faktisk ikke vidste hvad der var blevet af resten, heller ikke sine egne brødre. Han havde altid været den der havde klaret sig bedst fra sin familie, hvor hans far tilmed havde behandlet Will som den førstefødte, skønt han faktisk var den yngste af sine brødre.
William var dejlig uvidende omkring Anyalina, hvor han nok havde reageret lidt anderledes, hvis han havde vidst hvilket lig han faktisk havde udført eksperimenter på, for det kunne jo hurtigt have gået grueligt galt, men det var nu ikke sket alligevel, hvilket han også var henrykt over, for det viste jo bare at hans eliksir faktisk virkede! Han havde hele processen skrevet ned i hans sorte læderindbundne bog, så han kunne hurtigt fremstille mere, hvis han ville, skønt han vidste at han var nød til at tage sig af denne kvinde først. Han flyttede hovedet ned til hendes, så han bedre kunne høre hendes hæse ord, da hun forsøgte at formulere sit navn. Han opfangede det dog og trak sig en anelse tilbage, imens et skævt smil gled over hans læber. ”Mig en fornøjelse Anyalina,” endte han roligt, som han lagde en hånd mod hendes pande, for føle hendes temperatur, selvom hun stadig var kold. Han kunne se at hun rystede og han kunne høre hendes tænder klapre, hvilket kun gjorde det tydeligt, at han måtte have hende væk herfra, hvilket hun jo nok heller ikke ville have noget imod, for han ville tro at hun langt hellere ville ligge i en blød, varm og komfortabel seng, frem for på dette hårde og kolde træbord.
“Hør her. Jeg tager dig med ovenpå på værelset, så du kan få varmen igen, okay?” fortalte William roligt, også for at indvie hende i hvad der skete omkring hende, så hun kunne følge bare lidt med, for det undrede ham ikke at hun var konfus. Han lod den ene arm søge omkring hendes ryg og den anden under hendes knæ, inden han løftede hende op i sine arme, stadig med tæppet omkring hende. Han endte med at forsvinde i et mørkt lysglimt, inden de blev mødt af varmen fra hans værelse. Det var ikke nær så stort som Konstantins, selvom det havde sin egen charme. Det var mørkt, hvor der var en dobbeltseng i midten af den bagerste væk, med et natbord på hver side. Der var et skab på højre væg, samt en kommode over ved venstre væg, hvor der også gik en dør ind til et mindre badeværelse. Ellers hang der et par malerier, stod et par vaser og ellers få planter og andre nipsting. Han gik roligt over til sengen, hvor han lagde hende fra sig, kun for at trække den store og tykke dyne over hende. ”Sådan,” endte han, som han kort strøg hende over hovedet, „der går nok nogle dage, inden du har genvundet din fulde styrke, men jeg skal nok få dig på benene igen,” tilføjede han roligt.

637 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Om Anyalina havde vidst hvor hun var henne, så havde hun i den grad gjort sit for at komme derfra, og så havde hun så sandelig været fuldkommen ligeglad med om det var noget som hun havde styrken til eller ej, for det var slet ikke noget som hun kunne bruge til noget som helst af den grund! Hun vendte blikket sigende mod ham endnu en gang, også selvom hun virkelig forsøgte at skabe sig et fokus, for det var bestemt ikke fordi at det var nemt for hende af den grund! Hun havde en viljestyrke uden lige, og selvfølgelig var det noget som skulle komme hende frygtelig godt til gode, det var sikkert, også fordi at hun virkelig havde viljen til livet, hvis hun vidste hvad hun skulle forholde sig til. Selvom denne mand ikke ligefrem var Ezekiel, så havde han alligevel gjort hende den store tjeneste, at give hende denne oplagte mulighed, også selvom.. hvad ville hun egentlig få ud af det? Hun var bandlyst fra Den Mørke Cirkel, kunne ikke komme i nærheden af Dvasias, også selvom hun næsten kunne gætte sig til, at det var der hun måtte være i denne stund. Et sted følte hun sig.. hjemme i Dvasias, også selvom det var noget som Malisha så grusomt havde taget fra hende!
At sige sit navn, var faktisk sværere end det som hun lige havde forestillet sig, også selvom hun virkelig forsøgte med det, men nemt var det ikke! At han så fik det med sig, hjalp hende selvfølgelig meget, hvor hun bare vendte blikket mod ham. Med de klaprende tænder og den skælvende krop, så var det svært for hende i det hele taget at falde til ro, også selvom hun virkelig ville. Hun ville for pokker da gerne finde ud af hvor hun var, og hvad der skete, eller hvad det nu var, for hun havde virkelig ikke nogen anelse, og hun hadede at være uvidende! At få sig noget varme, var i den grad noget som hun satte som en førsteprioritet, også selvom hun slet ikke var i stand til at videreformidle det budskab på nogen måde. Det var for mange ord og for lange sætninger, og hendes tunge og læber kunne sikkert ikke følge med alligevel!
At William tog omkring hende, var noget som fik hende til at ligge mere eller mindre stiv i hans arme, for der havde kun været en mand i hendes liv, som havde fået lov til at komme så tæt på hende, som det denne mand var, også selvom hun ikke magtet at gøre nogen former for modstand, for det var hun ganske enkelt for træt til! At komme op i hans værelse, fik hende let til at se sig omkring, også selvom det hele nærmest faldt i et med hinanden i hendes hoved. Øjnene endte hun med at lukke, som hun lod ham lægge hende ned i sengen og med dynen trukket over hende. Det hjalp i den grad, også fordi at værelset faktisk var varmt fra før af! Det var lige før at det efterlod hende med en direkte brændende fornemmelse! Benene trak hun godt op under sig, hvor hun i den grad forsøgte at få varmen. Læberne forsøgte hun atter at forme. ”H-hvor.. hvor er..” Hun endte med at give op. Det var for hårdt bare at snakke!

[Deleted]

William fandt det stadig utroligt at hans eliksir havde fungeret, hvor han stadig var forbløffet af det hele, selvom han måske ikke havde valgt det mest oplagte lig, for hendes krop havde været tømt for blod, men et sted var han glad for at det havde virket, hvor han også havde hjulpet hende til at overleve, ved at give hendes krop hjertemassage og mund-til-mund for at fylde hendes lunger med luft, hvor det så ud til at det også havde hjulpet, nu hvor hun var i stand til at trække vejret selv. Han kunne godt se at det var kulden der var det største problem, hvor han næsten endte helt bekymret for hende. Han kendte hende ikke, og det var ikke fordi bekymring lå normalt til ham, men det var hans skyld at hun var i live, så han kunne ikke lade vær med at føle at det var hans skyld at hun led og det var hans ansvar at få hende rask igen.
At få hende op på værelset, gjorde William så let som ingenting, hvor der heller ikke var nogen der lagde mærke til at han havde en kvinde inde på værelset, der var jo faktisk slet ikke nogen som helst, der anede hvad han lavede. Han kunne godt se at det hjalp bare lidt at komme under hans varme dyne, hvor et let smil gled over de rosenrøde læber, imens de krystalblå øjne, der var specielle for hans familie, hvilede trygt på hendes ansigt. Det klædte hende at få farven tilbage i ansigtet, hvor det også kun var et tegn til at hun var ved at komme sig og i hvert fald var på bedringens vej. Han skulle nok få hende på benene igen, selvom det nok ville tage nogle dage, før hun havde genvundet sin fulde styrke, men de måtte jo tage en dag af gangen. Hun følte sig nok forvirret også over at han stod der og havde genoplivet hende, men han skulle nok fortælle hende det hele, når hun engang havde fået fokus og orienteringen tilbage. Han kneb øjnene let sammen, som han koncentrerede sig om at lytte, da hun begyndte på en sætning. ”Hvor er?” gentog han lettere uforstående, inden han tænkte sætningen færdig for hende, hvor han lyste lettere op, „åh du mener vel hvor du er? Du er i sikkerhed. Du befinder dig på en herregård – mit barndomshjem – i Marvalo City, så tag det roligt, der sker dig ikke noget.” Han sendte hende et beroligende smil, som han lagde hånden mod hendes pande, selvom han godt kunne mærke at hun var iskold, hvilket fik ham til at rynke bekymret med brynene. ”Du er jo iskold!” endte han febrilsk, som han gav sig til at afklæde sig, hvor han smed den aflange hvide jakke, kun for at trække blusen over hovedet, så han afslørede en muskuløs overkrop, inden han også fik sig skubbet ud af skoene.
William trak sig hen til sengen, hvor han løftede op i dynen, som han lagde sig under, kun for at lægge sig helt ind til hende. At hun ville finde det ubehageligt tænkte han end ikke over, da han kun tænkte på at få hende til at overleve, netop ved at varme hende, så hun kunne falde bare lidt til ro. Søvn ville sikkert gøre godt, hvor et måltid mad ville gøre underværker senere, når hun havde kræfter nok til at sætte sig op og faktisk føre en normal samtale. Han lagde sig helt ind til hende, hvor han også havde løftet op i tæppet, så han kunne trække hendes nøgne krop ind til sig. ”Det skal nok gå. Jeg skal nok sørge for at du bliver rask igen,” svarede han med en lettere bestemthed i stemmen, som han lod de stærke arme søge omkring hendes nøgne skikkelse, så han kunne holde hende tæt, selvom hendes kulde næsten gav ham kuldegysninger, for hun var virkelig kold!

650 drops of ink for Anyalina

[Deleted]

Anyalina var virkelig ved siden af sig selv, og forsøgte stadig at finde ud af det hele! Hun var træt, hun var iskold og hun var i den grad også frygtelig udmattet, selvom det heller ikke ligefrem var noget som gavnede hende på nogen måde. Selvom det hele så ud til at gå fint, så kunne det sagtens gå galt endnu, for det havde jo trods alt kun været en simpel eliksir. Hjertet hamrede mod hendes bryst, også selvom det slet ikke var med den samme smerte som det havde været tidligere, så det gik selvfølgelig i den rigtige retning. Hvem William var, havde hun slet ikke nogen anelse om, for hun mindes slet ikke at have set eller hørt om manden før, og hun var slet ikke vant til at folk puslede sådan om hende, for det var faktisk noget som et sted irriterede hende, for hun havde altid været stærk nok til at klare sig selv, og dette skulle bestemt heller ikke vise sig at blive et undtag på nogen måde!
At komme op i sengen, var selvfølgelig altid en frygtelig stor hjælp for hende, for det gav hende om ikke andet, så muligheden for at få sig noget ordentlig varme, også fordi at værelset var varmet op fra før af, hvilket hun i den grad kunne mærke, også fordi at det efterlod hende med en brændende fornemmelse i hendes kinder! At hun var i Marvalo City og i Dvasias, var et sted en lettelse, også selvom hun vidste, at det var et sted som hun slet ikke havde nogen ret til at befinde sig mere, kun fordi at Malisha havde valgt at bandlyse hende for det som skete med Romeo. Hun vendte blikket mod ham, også selvom det var næsten umuligt for hende at bevare et fokus på ham, for det kunne hun slet ikke! ”M-må i…ikke..” endte hun bag de klaprende tænder, som han igen lagde hånden mod hendes pande. Han behøvede altså ikke pusle sådan om hende! Hun måtte ikke være der, så hun skulle af sted hurtigst muligt, før Malisha fandt ud af det, for det ville da først for alvor få konsekvenser, som hun ikke var sikker på at hun ville stå ansigt til ansigt med!
At William tog alt hvad han havde af tøj af, kun for at krybe ned under dynen, var noget som svagt fik hende til at stivne, for det var bestemt heller ikke fordi at det var vant som sådan. Kroppen rystede tydeligt, som han lagde sig tæt ind til hende og med armen omkring hendes nøgne skikkelse. Varmen var selvfølgelig behagelig, men den tanke om at han ville ligge der og holde om hende, var underligt, også fordi at hun slet ikke kendte ham, og hun var stolt nok til at vide, at dette ikke var noget som hun ville tillade sig normalt, men det var vel ikke noget som han tog sig af som sådan? Øjnene lukkede hun let, idet hun vendte blikket mod vinduet. Hun måtte væk derfra, også selvom.. hun havde ikke så meget som en trævl at forsvinde i! ”Må væk..” endte hun langt mere kontrolleret, idet hun forsøgte at sætte hænderne ned i sengen og komme op, også selvom hun meget hurtigt måtte opgive. Kroppen arbejdede på ingen måder sammen med hende, og det var hende en frustration uden lige!

[Deleted]

Det kom stadig bag på William at det faktisk havde lykkedes ham at vække liget – Anyalina – til live, for det var da nok det som han sidst havde ventet sig. Han havde selvfølgelig håbet på at eliksiren havde virket, men han havde faktisk regnet med at hendes krop bare ville blive ætset væk eller gå op i røg som de andre lig havde gjort, men det var ikke sket, han havde faktisk formået at blande en helt perfekt eliksir der havde virket! Det var ham stadig en forundret tanke. Tankerne var dog gledet mere hen på Anyalina, som havde brug for at blive passet og tilset, for hendes krop var stadig svag og hun ville ikke komme op denne dag, han tvivlede tilmed på at hendes krop ville have styrke til at komme op i morgen, for hun havde mistet alt sit blod og han skulle finde en måde han kunne få overført noget mere til hende. Det første han skulle, var dog at give hende varmen tilbage igen, for så skulle hendes krop ikke kæmpe ekstra hårdt for at få hende til at overleve, så kunne hendes krop slappe af og bruge tid på at komme sig i stedet for at bruge kræfter på alt muligt andet.
William smed kun skoene og det som han bar på overkroppen, så han stadig lå i sine bukser, netop for at hun ikke skulle føle at han overfaldt hende, for det var slet ikke meningen, men han var nød til at give hende varmen igen. Hun var hans ansvar, for han havde vækket hende til live – det var i hvert fald sådan han så på tingene, og han kunne jo ikke rigtig være bekendt at lade hende dø. Han holdt hendes nøgne krop tæt ind til sig, så hun kunne mærke varmen fra hans egen, selvom det at være så tæt på hende, næsten også selv lod ham fryse, for hun var virkelig utrolig kold! Hun havde så også lagt begravet i flere måneder, samt hun havde mistet alt sit blod, så det var klart at hendes krop var kold og hendes lemmer med garanti var så stive at hun knap kunne bevæge sig. Han strøg hende blidt over den ene overarm, selvom han endte lettere overrasket, da hun forsøgte at komme op og sagde at hun skulle væk. ”Hey! Rolig nu! Du går ingen steder og kommer heller ikke nogen vegne. Du har brug for hvile og ikke mindst, så har du brug for varme, for ellers dør du af kulde,” svarede han lettere bestemt, som han fortsatte med at holde hende ind til sig. Han strøg hende kort over håret, som han vendte blikket mod hende. ”Desuden, hvordan kan du have travlt, når du er blevet genoplivet? Du har lagt død i flere måneder, du kan næppe skulle nå noget mere. Og du er i sikkerhed her,” forsikrede han hende, som han sendte hende et overbærende smil. Han lagde en hånd mod hendes ene kind, hvor han kunne mærke at hun var ved at få varmen igen. Han sørgede for at holde både tæppet og dynen godt omkring hende, for hun havde mere brug for varmen end det som han havde. ”Jeg skal også nok skaffe dig noget at spise, og du må sige til, hvis du vil have noget at drikke,” svarede han roligt, „et varmt bad ville sikkert også gøre underværker.”

563 drops of ink for Anyalina