Seperate ways..?

[Deleted]

Evan havde slet ikke meldt sig der, kun for at angribe Jared, men snarere for at få ham til at tænke mere over tingene. Med denne handling, så skræmte han kun Athena længere væk, og det var han så sandelig ikke i tvivl om, ikke var mandens hensigt med det hele. Hans kendskab til Jareds datter, var efterhånden ved at være stort. Han havde været sammen med tøsen stort set hver eneste dag, fra hun havde været ganske lille, og han havde været hård ved hende hele vejen, men af den grund, så havde han også lært frygtelig meget omkring hende, og han tvivlede så sandelig på, at det var noget som Jared lige så kunne prale af. Han trak på skuldrene med et svagt smil. ”Du kender mig for godt til at tro på det.. Du kan bare spørge Athena.. Jeg kan virkelig være alvorlig..” Næsten stolt skød han brystet en anelse frem, og uden at se det mindste væk fra ham på nogen måde. Han ønskede egentlig bare at Jared lyttede! At han så troede på at Athena ville slå sig til ro med at tingene bare ville blive sådan, havde han dog svært ved at tro på. ”Du skal ikke regne med Athenas fulde forståelse, nok snarere.. håbet om at gøre sin far stolt.. samt hans respekt,” påpegede han ganske sigende. Efterhånden så kendte han Athena frygtelig godt, så det var slet ikke noget som han var i tvivl om overhovedet!
Evan lyttede til Jareds ord, også selvom han faktisk ikke troede helt på dem. Jared legede virkelig med ilden, og selvfølgelig var det ham en frustration uden lige, at manden ikke selv kunne se på det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. ”Athena gør det kun, for din skyld, Jared.. Jeg kender efterhånden din datter, og det er måske sent og underligt, at den sensuelle dæmon ikke er fremme i hende endnu, men hvorfor bekymre dig? Hvorfor vælge den mand til hende, som hun skal gå til? Hvorfor ikke give hende det valg selv?” spurgte han sigende. Han ønskede ikke at lægge op til en konflikt, men den mand var virkelig mere blind end det som en muldvarp måtte være, så selvfølgelig var det noget som også var ham en tydelig frustration uden lige, så det var ikke noget som måtte sige så lidt!
Evan var slet ikke ude på at angribe hans faderrolle, for han var slet ikke i tvivl om at Jared virkelig elskede sin datter, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham i den anden ende! Han knyttede næverne ganske let, og rejste sig hastigt som Jared selv gjorde det, for det var tydeligt at manden nu var endt med at blive vred for alvor, også selvom det var noget som helt klart også havde sin effekt på ham selv. ”Jeg er slet ikke ude på at angribe din rolle som tøsens far, Jared! Men jeg kan forsikre dig om, at du ikke har nogen anelse om hvad det gør ved hende! Athena er din sidste prioritet og tro mig.. hun ved det..” Han sendte ham en direkte fast mine, for det var bestemt ikke fordi at det var en løgn i den anden ende. Manden ønskede ikke at skubbe sin datter væk? Så måtte han for pokker da bare holde op med det! Han var ikke længere velkommen, og det kunne han godt mærke, også selvom han valgte at blive stående. ”Du skræmmer din egen datter væk.. og jeg tror ikke på, at det er hvad Elanya ville ønske, da hun kom til din dør og bad om din hjælp..” endte han med en fast tone.

[Deleted]

Jared havde svært ved at forstå hvorfor manden var taget med, hvis det eneste han havde været ude på, var at angribe hans faderrolle. Det var jo tydeligt at han ønskede Athena som sin, og det var bare ærgerligt! Det var hans datter og han havde bestemt ikke tænkt sig at give hende fra sig, eller for den sags skyld stå og lytte på hans uretfærdige udbrud! Måske Evan kendte hende godt, men han tog de beslutninger der skulle tages når det vedrørte Athena, andet ville han bestemt ikke finde sig i! Jared havde allerede pustet sig op, som han stod der og skød brystet frem dog ikke i stolthed, men mere som klar advarsel til Evan om at han skulle stoppe nu inden han gik for vidt. Tanken om at se ham alvorlig havde han svært ved, det var enten med et kækt smil om læberne, eller en vred tone som nu. Et kort øjeblik havde han faktisk overvejet det, om ikke andet til han var begyndt på dette. ”Det er virkelig svært at tro,” gentog han blot kortfattet og skulede til ham. Det var lige før han var endt med at lytte til ham, men nu forstod han tværtimod at han måtte gennemfører det. ”Jeg er stolt af hende hvad end hun forstår det eller ej, og det ved Athena udmærket godt. Men jeg er overbevist om at hun forstår,” gentog han med et sigende blik. Det var tydeligt at han blev mere og mere frustreret jo mere han faktisk åbnede kæften. Solen var efterhånden stået op og han havde endnu ikke hørt Athena komme op, hvilket næsten bekymrede ham. ”Det er underligt og jeg må tage mine forholdsregler, for tøsen er så stædig at hun ender med at slå sig selv ihjel, Evan. Jeg ville skam hellere end gerne sikre mig at det var en mand som hun stolede på, men af dem findes der i det store og det hele kun dig, og desværre var det ikke en mulighed. Jeg forventer ikke at du skal forstå, men jeg gør hvad der er bedst for hende,” endte han med en smule hævet stemme. Eftersom Athena havde problemer med at knytte sig til nogle i det hele taget, så var det kun Evan hun stolede på, og det var trods alt spild af tid at arrangere noget med ham! Det var for sent ikke at ligge op til konflikt også fordi Jared allerede havde valgt at hidse sig op. Han lod hånden rode en smule forvirret i det halvlange, mørke hår. ”Du har ingen idé om hvad du snakker om, Evan og du er ikke velkommen her lige nu!” endte han med en direkte fast tone. Det var slet ikke retfærdigt at angribe hans faderrolle, det fandt han sig bestemt ikke i. Inderst inde vidste han jo godt at manden havde ret, men lige i dette tilfælde nægtede han at være ved det, mest fordi han følte sig angrebet. At han så direkte valgte at nævne Ela i den sammenhæng fik ham til at se rødt! Han strøg direkte hen mod Evan og greb ud efter hans hals, med lynende øjne. ”Den der.. var ikke retfærdig. Skrid hjem til din hustru Evan, jeg har ikke brug for dig og din spydige tunge lige nu. Hold dig langt væk fra min datter, har du forstået det?” Endte han direkte fast, for han mente det i den grad. Han endte med at slippe ham igen, for i stedet at søge ind i skallen på ham, kun så han kunne få manden til at gå.

[Deleted]

Evan var slet ikke taget med for at angribe Jareds faderrolle, også fordi at han vidste at manden virkelig elskede sin datter, men selv han var ikke i stand til at se det, og han vidste at det var sådan Athena havde det. Manden var ved at blive hidsig, hvilket han godt kunne mærke, så det at det hele måtte ligge op til en massiv konflikt, havde han allerede gætte sig til, hvilket vel også var direkte.. uundgåeligt? Han vendte blikket sigende mod ham. Hvis han regnede med at han kunne tage kontrollen over Athena bare sådan, og direkte forvente hendes forståelse, så tog han i den grad fejl! Manden kendte for pokker da ikke engang sin egen datter! ”Fortæller du hende, at du er stolt af hende, Jared? Jeg ser hende dag ud og dag ind bestræbe sig efter, at høre mig sige det..” endte han ganske sigende, for han var slet ikke sikker på, at det var ord som manden nogensinde havde skænket hende.
Evan så ikke nogen grund til bekymring hvad angik Athena i denne stund, for han vidste at hun var ude ved Hera – nøjagtigt som hun havde sagt, og han kunne skam godt forstå hende, når Jared var på den måde. Det var jo ikke ligefrem fordi at han følte den samme glæde ved at se sin gamle ven, og specielt ikke nu! Han vidste at han havde ret, men at få pointen frem, var tydeligt direkte umuligt når Jared var på den måde, som han var i denne stund, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Hans ord ramte ham som en overraskelse, for han vidste at tøsen stolede på få, men at Jared så vidste at det kun var ham selv, at tøsen stolede på, burde da også sige Jared bare lidt? ”Det siger ikke dig noget som helst, at tøsen kun stoler på mig, Jared? Du tror måske du handler på hendes vegne, men det eneste jeg kan se, er selvcentriske handlinger fra din side. Du gør det jo for din egen skyld!” endte han med en tydelig frustration! Det var slet ikke den Jared som han kunne huske, og det var bestemt ikke den mand som han havde stiftet bekendtskab med! Jovist vidste han at manden elskede at have ret, men denne gang, tog han altså gruelig fejl!
At nævne Elanya, var måske det dummeste som han kunne gøre, men han var for pokker da, nødt til at få manden til at reagere! Grebet omkring hans hals, fik ham svagt til at stivne, hvor han sendte Jared en direkte gennemborende mine. Han var ikke bange for ham, og så bestemt ikke nogen grund til det. Han skræmte sin datter længere væk, end det som godt måtte være, og han kunne for pokker ikke engang se det! Det var jo næsten det som måtte være det værste af det hele! ”Du ved jeg har re..” Han nåede ikke stort mere, inden manden befandt sig i hans hoved. Måske han var gammel, men selv Jared var svær at tvinge ud, selv for ham! Han endte direkte med at vende om, kun for at forlade stuen og ud af huset. Han var ikke længere velkommen, og det vidste han. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget, men snarere den voldsomme bekymring for Athena. Han klemte øjnene fast sammen, som han nåede ud af fordøren og manden blev tvunget ud af hovedet. ”Du gør en fatal fejl, Jared!” hvæsede han, som han gloede over sin skulder, inden han med vrede skridt, søgte direkte mod stalden. Det kogte i hans indre!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena begyndte efterhånden at blive bekymret. Evan havde været derinde i frygtelig lang tid, men hun vidste jo også hvordan de to kunne kævle uden stop. Selv havde hun valgt at blive ved Hera, hun var ikke fristet til at gå ind til sin far, eller for den sags skyld høre dem skændtes og vide at hun var skyld i deres skænderier. Hun havde fået givet Hera og Shadow lidt vand og fundet et par gulerødder bagved som de havde fået gnasket i sig. Begge holdt sig fuldkommen roligt. Det morede hende lidt at Shadow flere gange havde forsøgt at kæmpe sig hen til Hera, men forgæves eftersom han var blevet tøjlet. De blonde lokker havde hun bundet op i en lidt tilfældig knold, for bare at få det væk fra ansigtet. Selvom hun næsten ikke turde håbe på at Evan havde formået at overtale far til at lade værre, så var hun næsten begyndt at forvente det, Evan havde jo været frygtelig sikker på at han kunne få far til at skifte mening. Hun stig med striglebørsten og strøg den blidt hen over Hera, der stod og stirrede mod Shadow. Hun havde svært ved at stå stille, så hun havde været nødt til at tøjle hende, for at holde hende på plads. Hjertet slog nervøse slag jo længere tid der gik. Solen var nu helt oppe og havde gjort himlen smuk morgenrød.
Det var lettere køligt, men solens skær blev kastet ind i laden og varmede den. Det lod ikke til at Zacharias eller Cecilaya var hjemme, hun havde jo tjekket lidt efter i ren og skær nysgerrighed. Den snak Evan havde med far, vidste hun jo et sted godt at hun burde tage, men hun kunne ikke rigtigt få sig selv til det. Selvom hun håbede på gode nyheder, så frygtede hun virkelig det værste. Tanken om at skulle giftes var mere end hun kunne overkomme, at binde sig til en mand for resten af sine dage, hun havde jo samme syn på ægteskab som både far og Evan, det var ikke noget hun kunne komme ud af bare lige sådan, hvis Valerio var en ringe mand. Kunne hun ikke bare sige nej hvis det endelig var? *Far ville blive tosset* tænkte hun for sig selv og rystede på hovedet idet hun hørte døren gå op. Næsten forventningsfuldt stirrede hun på døren og ventede på at Evan skulle komme ind, hun tiggede og bad til at hun havde fået far til at droppe den tåbelige ideé at gifte hende bort. Hun forstod slet ikke hvorfor det var nødvendigt at hun skulle giftes lige nu og lige her, Zacharias fik jo lov til at gøre hvad der passede ham, han arbejdede endda på bordellet, hvorfor kunne han ikke gifte sig? Athena sank en klump hun forsøgte at koncentrere sig om at strigle Hera, der var tydeligt utilfreds med at hun var stoppet. Hendes hjerte begyndte virkelig at slå hurtigt, det var trods alt hele hendes fremtid det afhang af, og af en eller anden grund, havde hun ikke ligefrem gode fornemmelser omkring hvad der end måtte foregå et sted derinde bag væggene. Allerede i samme øjeblik han kom til syne, spilede hun øjnene op, tydeligvis spændt på hvilket nyt han kunne bringe hende, man kunne næsten se forventningen i de funklende, grønne øjne. I sit stille sind tiggede og bad hun til at det var lykkedes ham, hun var ikke sikker på at hun kunne indfinde sig med tanken om at skulle gøre det, ikke nu hvor hun havde beroliget sig selv med at det nok skulle lykkes Evan.

[Deleted]

Evan vidste godt, at han måske skulle have taget forbehold for Jareds stædighed, men at han direkte kunne få sig selv til at smide sin datter væk på den måde, var slet ikke noget som han kunne have med at gøre, for det var slet ikke noget som han kunne forstå! Og den tanke gjorde ham direkte vred! Han forventede ikke a Athena ville tage den snak med ham, for han vidste hvor meget hun virkelig huet efter far accept, og at hun aldrig havde fået den, for han kunne jo se hvor meget hun huet efter hans, og han tøvede bestemt heller ikke med at give hende den. Han kogte så meget i det indre, at han følte sig vred.. han følte sig direkte varm, og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var helt sikkert!
Han var ikke længere velkommen i huset, for Jared havde bogstavelig talt valgt at kyle ham ud. Så slemt havde det aldrig nogensinde været mellem de to, men der var ikke noget som han kunne tage sig af lige nu. Turen ud til stalden, tog ham ikke særlig lang tid, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han vendte blikket sigende mod Athena som stod og striglede Hera, også selvom han ikke kunne smile.. Han var direkte vred og det var vel også tydeligt for hende overhovedet at se? Shadow så ham ikke engang, men havde kun blik for Hera, selvom det nu heller ikke var nyt. De plejede faktisk at have båse ved siden af hinanden, når de var i Imandra, også selvom han nu skulle have dem begge med sig hjem igen. Han rystede på hovedet, som han løsnede Shadows tøjer og kraftigt greb ud efter dem, så han ikke endte henne ved Hera i stedet for. ”Kontakt mig så snart Valerio lægger så meget som en finger på dig, Athena..” endte han sigende, som han satte foden i stigbøjlen og hoppede op på hesten, kun for at tage tøjlerne i sine næver. Han vendte blikket mod hende. Denne gang var det ham som var dødsens alvorlig, også fordi at han nægtede at lade noget som helst ske hende, for det var slet ikke noget som han brød sig om på nogen måde. Det var sjældent at det skete, men han var faktisk bange for konsekvenserne ved dette, også fordi at han vidste hvad Valerio var kendt for! Og manden var han slet ikke i tvivl om, at man ikke kunne stole på i dette henseende! Hans hænder rystede, så vred som han var, hvilket var noget som Shadow kunne mærke, og han begyndte at vrinske uroligt, selvom det slet ikke var noget som han tog sig af som sådan. Han satte hælene fast i Shadows side, hvilket næsten fik ham til at stejle utilfredst, inden han fast landede på alle fire igen.
Evans blik hvilede fast på Athena. Vreden kunne han ikke skjule, samtidig med den bekymring som han faktisk følte for hende, for han var virkelig bekymret for hende! ”Og det er virkelig vigtigt.. Jeg vil ikke lade noget ske dig, og så skider jeg på hvad din far siger,” endte han med en mere fast tone. Ordrende havde været klare; Han skulle holde sig væk fra Athena..? Men det kom aldrig nogensinde på tale – ikke før Jared kunne se realistisk på tingene! Elanya ville da vende sig i graven, om hun kendte til noget af dette!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde virkelig ikke turde forvente at Evan ville få far til at skifte mening, men jo længere tid der var gået, jo mere havde hun fået overbevist sig selv om at det nok skulle g, at de nok bare sad og snakkede stille og roligt over en flaske whisky, det var trods alt dem der var tale om. Allerede inden Evan trådte ind, kunne hun se vreden malet i hans blik, hvilket gav hende en følelse af at hjertet sank helt ned i knæene. Hun lod de grønne øjne glide mod Hera og forsøgte at skjule skuffelsen inden Evan ville ende med at komme ind, hun ønskede ikke at han skulle se det. Kort lod hun panden glide mod Hera, og kyssede hende blidt. Til tider følte hun næsten at hoppen var hendes eneste ven, og selv hun måtte hun nu give slip på.
At Evan hverken sagde eller gjorde noget, men i stedet frigjorde Shadow og satte sig op på hende, gjorde hende kun endnu mere trist, men hun sagde intet. Shadows stejlen fik hende til at gispe lidt overrasket, hun var slet ikke vant til at ham på den måde. Næsten uforstående betragtede hun hans skikkelse, og måtte kæmpe med tårerne, der meldte sig i øjenkrogen. Hun havde virkelig håbet, og selvom hun ikke havde regnet med det, så følte hun virkelig skuffelsen ramme, hun ville ikke giftes! Næsten frustreret så hun fra ham og ud af vinduet mod det store Mansion, slet ikke fristet til at skulle søge indendøre igen. Hun nikkede stille.”Det skal jeg nok,” svarede hun næppe hørligt. Hun foretrak at overbevise sig selv om at det nok skulle gå, at Valerio nok ikke ville være sås lem, men desværre så stolede hun frygtelig meget på Evan, og hun vidste at når han sagde anderledes, så ville alt andet være direkte naivt. Vreden i hans blik fik hende til at føle sig frygtelig lille. Hun sukkede lidt opgivende og rystede på hovedet, mens hun selv valgte at frigøre Hera. Hun sendte ham et stille smil, igen i forsøget på at skjule sin skuffelse men også bekymring. ”Jeg går ud fra at det betyder, at du ikke fik ham overtalt?” endte hun stille også selvom hun allerede kendte svaret. Smilet falmede stille igen, som hun roligt tog fat om Heras tøjler og førte hende med sig hen til Evan. Han skulle jo have hende med hjem igen, disse stalde blev ikke brugt mere. ”Skal jeg hjælpe med at få hende, hjem eller kan du selv?” spurgte hun næsten håbefuldt.
Hun havde ikke lyst til at være hjemme, men hun vidste også at far nok ikke ville tillade hende at tage med tilbage til Imandra for et par timer, han havde tydeligvis planer. Blikket slog hun bekymret ned. Det var tydeligt at hele situationen virkelig plagede hende, og hun havde i det hele taget ikke lyst til at se ham tage af sted, men det lod ikke rigtigt til at hun havde noget andet valg. Hvad hun ikke ville gøre for sin mors omfavnelse i øjeblikket. ”Jeg skal nok, klare mig Evan. Du har lært mig at slå igen.. det.. det kan ikke være så slemt,” endte hun næsten med naivt håb, og mere i forsøget på at overbevise sig selv end ham. Tanken frustrerede hende så meget at hun følte sig på tårernes rand, hvorfor forstod far ingenting?!

[Deleted]

Jared havde været for stædig til at Evan overhovedet havde været i stand til at gøre noget som helst i denne stund, selvom det nu ikke var noget som man kunne gøre noget ved i den anden ende. Han vendte blikket mod hende, hvor hans tavshed vel også måtte sige hende det hele? At det ikke var gået denne gang? Han havde end ikke drukket sit glas op, for manden havde været for opsat på at få ham ud til sidst, at de slet ikke havde haft muligheden for det, også selvom han vidste, at dette var noget som han et sted vel også havde bedt om denne gang? Han havde ramt et ømt punkt ved at nævne Elanya, og han fortrød på ingen måder den handling, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han trak vejret dybt og rystede så endeligt på hovedet. ”Jeg er ked af det, Athena.. Han er stålfast om et fjeld denne gang..” endte han dæmpet, som han roligt vendte blikket mod hende. Skuffelsen og bekymringen kunne han tydeligt se i hendes blik, selvom det bestemt ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham, for et sted så følte han vel at han havde.. svigtet hende? Derfor var det også forbandet vigtigt at hun vidste, at hun endelig skulle tage kontakt, hvis det skulle blive nødvendigt!
Evan sukkede dæmpet og bed sig kraftigt i læben. Han kunne ikke engang falde ordentlig til ro, og så var det virkelig også slemt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han vendte blikket mod hende, som hun frigjorde Hera, hvor han fik Shadow med sig hen, så han kunne tage imod tøjlerne. ”Jeg skal nok få hende med mig hjem, Athena.. Din far vil ikke have mig i nærheden af dig..” Han vendte blikket ganske sigende mod hende. Tanken gjorde ham faktisk bekymret, for han vidste, at det ville gå galt i længden, selvom det slet ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham! Han frygtede for den manglende kontrol, og han vidste jo lige så vel som det hun gjorde, at det ville komme før eller siden, selvom det heller ikke ligefrem gjorde det bedre! Han bandt Heras tøjler fast til hans egen saddel, som han roligt vendte blikket mod hende endnu en gang. Han lod hånden stryge mod hendes kind, nu hvor han alligevel befandt sig ved siden af hende. ”Din far vil fuldføre det, men vil lytte til din mening, når mødet med Valerio er overstået.. Gør dig selv den tjeneste at fortæl ham hvordan du har det med det.. Vogt dig for manden.. han er en slange,” bad han hende med en dæmpet stemme, også selvom han virkelig mente det! Hun var nødt til at være påpasselig med den mand, for han var virkelig farlig i længden og specielt fordi at hun var så ung som hun var, hvilket kun gjorde det meget værre for ham. ”Tag kontakt med mig, så snart han lægger hånden på dig, på en måde, du ikke bryder dig om, Athena.. Du skal ikke finde dig i hvad som helst,” bad han endeligt. Han ønskede egentlig bare den afsked overstået hurtigst muligt, for han var vred.. og det var ikke noget som skulle gå ud over Athena, for hun havde virkelig ikke gjort ham noget som helst!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena vidste godt at far var forbandet sætdig, det var grunden til at hun ikke selv havde været overbevist om at det rent faktisk ville lykkedes Evan. Igen havde hun fået ret, hans tavshed sagde lidt det hele, og selvom hun forsøgte at skjule sin skuffelse, så var det ikke til. Tanken gjorde hende direkte ked af det, men hvad pokker kunne hun gøre ved det? Hvad der var sket eller hvad der var blevet sagt derinde, var ikke noget hun h´vidste, men hun kunne se på Evans vrede øjne, at bølgerne var gået højt, ikke at det forundrede hende, de to kendte hinanden så godt at de udmærket kendte hinandens svage punkter. Igen tvang hun et smil frem på læberne, det var blevet hende en vane. I stedet for at lade tårer falde, var det meget lettere bare at.. smile, lade som om man var upåvirket. ”Det tænkte jeg nok. Han lød også meget bestemt,” tilføjede hun lidt ærgrende. Ja hun bebrejdede far for at tage det valg for hende, når Evan kunne sige at Valerio ikke var en god mand, så var han det ikke, hvordan skulle hun kunne leve med det, for resten af sit liv? Et sted fornemmede Athena godt, at Evan ikke brød sig om at se hende så skuffet, derfor forsøgte hun at skjule det, han havde om ikke andet gjort sit bedste og det var hun taknemmelig for. Roligt hjalp hun ham med at spænde Hera fast til hans egen saddel, hun var lidt ømtålelig overfor hende, udelukkende fordi hun havde reddet hende til for ham, og det havde på sit vis været hendes i mange år. Igen skænkede hun Hera et blidt kys på siden, og Lænede sig blidt ind til hende. Det var ikke en nem afsked, også fordi hun ikke havde nogen idé om hvor lang tid der ville gå før hun så nogle af dem igen.
Hun følte derimod at Evan havde travlt med at komme derfra. Hans ord fik hende direkte til at tabe mælet. Hendes blik blev fuldkommen udtryksløst. Hun måtte ikke være omkring Evan? Det var for pokker det eneste væsen på den her jord hun kunne snakke med! Det føltes som om alt luft blev klemt ud af hende, som om verden faldt sammen om ørerne på hende, og hun kunne ikke gøre noget som helst ved det.
Ikke nok med at hun ville mangle ham, men træningen.. hun frygtede for at miste kontrollen, hun ville jo ikke gøre nogle ondt? Allerede nu var hun næsten endt febrilsk, også selvom hun faldt lidt til ro ved den varme hånd, der lagde sig mod hendes kind. Hun lod blikket glide i, hvilket gav en tårer muligheden for at trille ned over den blege kind. ”Det er far. Han vil måske lytte men det vil ikke gøre noget forskel.. det gør det aldrig. Kan.. kan jeg ikke bare sige nej?” spurgte hun næsten desperat. Hurtigt tørrede hun tåreren bort og betragtede ham med et frustreret blik. Hun rystede tavst på hovedet. ”Hvad med min træning? Jeg kan ikke stoppe, Evan, det går ikke, jeg kan mærke det,” endte hun dæmpet. Allerede nu kunne hun jo føle kontrollen glippe når hun var vred eller frustreret og det skete ofte lige nu. Hun havde ingen idé om hvad hun skulle gøre og tanken skræmte hende virkelig!

[Deleted]

Evan havde virkelig håbet at han ville være i stand til at trænge ind til Jared, men manden havde været urokkelig, og denne gang var det virkelig på det helt forkerte tidspunkt, selvom det virkelig ikke var noget som hjalp dem på nogen måde. Manden så virkelig ikke sin datters behov og han tvang hende jo kun længere og længere væk fra sig! Det havde aldrig været hans mening at angribe hans rolle som hendes far, men.. han var der jo ikke for hende, det var for pokker da ham som havde været der! Afskeden ville blive hård, men det var også grunden til at han ville gøre den hurtigt, for han vidste at Athena faktisk var følsom. Det var en af de meget gode ting som hun havde efter sin mor, og til tider, så var det næsten en skam, at hun ikke kunne ligne den kvinde mere end det som hun lignede sin far.
Evan følte et stik i brystet. Manden skulle nok tidsnok finde ud af, at han havde taget frygtelig fejl af Valerio, men at det så skulle gå ud over Athena først, var en tanke som et sted virkelig måtte frustrere ham, for det var virkelig ikke retfærdigt, og det var slet ikke noget som tøsen havde fortjent! Hun fortjente en mand som elskede hende, og som hun kunne elske retur! ”Jeg gjorde enkelte fejltrin derinde, og jeg ved det godt, men manden er urokkelig.. desværre..” erkendte han sigende, også selvom det ikke ligefrem var ord som han var glad for at komme med, men det var nu bare sådan. Skuffelsen kunne han se i hendes mine, hvilket efterlod ham med en følelse af svigt, og det var kun noget som gjorde ham endnu mere vred end det som han måtte være i forvejen, for den fornemmelse var virkelig slem nok som det måtte være nu!
Hera blev fæstet til hans saddel, hvor han vendte sig mod hende. Træningen ville blive et problem, hvis han ikke måtte komme i nærheden af hende, for han vidste, at han var den eneste som var i stand til at tage hende, også selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. Han lod hånden stryge mod hendes kind ganske let. Han ville finde det direkte underligt, hvis hun ikke var der, også fordi at han var vant til at se hende dagligt. ”Prøv, Athena… Prøv med den afvisning,” bad han dæmpet, som han lod hovedet søge let på sned. Valerio var kendt for at være en slange, og han vidste det jo! Ingen havde set det angreb på Manjarno tilbage dengang, og alligevel havde han formået at sætte sig ind i landet som den kongelige rådgiver.. Han stolede slet ikke på den mand, og det var noget som hun gjorde klogt i at gøre efter ham! Tåren gjorde ondt, også fordi at han kunne se den direkte febrilske mine. Hun havde det ikke godt, og han vidste, at det kun ville gøre det hele langt værre i den anden ende! ”Du er stærk Athena.. Du ved det, og jeg ved det.. Insister på træningen når din far tager snakken med dig.. Han er sikker på at du vil acceptere det hele og lystre hans pibe.. Kom lidt frem, vis hvem du er og hvad du har af behov og krav.. Jeg kan ikke stille andet op, end hvad jeg bliver påbudt, men please.. tag kontakt, når det bliver slemt.. Jeg er aldrig langt væk..” afsluttede han sigende, som han roligt satte sig op på Shadow igen. Alt var bare.. forkert!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde virkelig tigget og bedt til at det ville lykkes manden at trænge ind i fars skal, og så ham til at indse, at det han gjorde var fuldkommen hen i vejret. Hun ville selvfølgelig gøre det, udelukkende fordi far bad hende om det, hvis hun gjorde den ting for ham, så kunne han vel ikke gøre andet end at elske? Det var jo meget hun opgav. Måske det var naivt, men hun havde altid drømt om at blive elsket.. ligesom Faith og Kimeya, hun drømte om en mand der ville være hende hengiven og som hun kunne give sig hen til, men nu fik hun end ikke lov til at opleve den form for kærlighed, og måske den slet ikke eksisterede, men så var det vel op for hende at forsøge og fejle først? Athena betragtede ham en frustreret og til dels skrækslagen mine. Hun brød sig endnu mindre om tanken om at skulle sige farvel, hvis hun slet ikke fik lov til at se ham igen. Det var virkelig at tage det eneste der for alvor gjorde hende.. bare lidt glad. Athena stolede nok på Evan til at ligge livet i hans hænder, hun elskede Hera og træningen frigjorde hende, udelukkende fordi den efterlod hende med følelsen af kontrol, og nu mistede hun det hele bare sådan? Forvirret lod hun blikket glide omkring, og havde et sted lyst til at bryde sammen, men hun græd aldrig overfor Evan. Den ene tårer havde været noget særligt. Han havde begået nogle fejl? ”Det ville ikke have gjort en forskel, Evan. Han er besluttet på at få mig ud, og jeg er træt af at være ham i vejen,” erkendte hun næsten.. koldt? Måske var hun en følsom kvinde, det var i den grad noget hun havde efter sin mor, men hun havde også de mere kølige sider, når først hun blev vred, også selvom det ikke var Evan hun var vred på overhovedet! Evan var den eneste der nogensinde havde haft modet til at træne hende, hun ville ikke have nogen anden, men hvis far ikke ville have manden i hendes nærhed så.. hun sank en klump, og bakkede stille væk fra Hera. Hun kunne ikke holde dem tilbage, og det var svært nok som det var! Hun nikkede blot stilfærdigt. ”Hvis ikke jeg kan afvise ham ved far ved siden af.. jeg kan vel altid sige nej ved alteret?” spurgte hun lidt nervøst og bed sig i læbe. Det var måske at vanære begrebet 'ægteskab', og det var en chance at tage hvis Valerio virkelig var så slem, men hun ville virkelig, virkelig ikke gifte sig. Et sted følte Athena virkelig at det hele kunne være ligegyldigt, hun så ikke rigtigt noget lys for enden af tunellen som det så ud nu. Det var virkelig sjældent at hun fældede tårer i det hele taget, så det sagde lidt det hele. ”Han kan for fanden i helvede tro nej, jeg danser ikke efter den pibe! Jeg skal nok forsøge,” endte hun næsten opgivende. Det nyttede ikke noget at dele sine tanker med ham, hvis ikke han kunne blive og yde hende den rådgivning hun behøvede. Tanken gjorde direkte ondt. ”Det skal nok gå det hele,” hviskede hun mere til sig selv end til ham, også selvom hun ikke havde meget tro på det mere. ”Jeg.. kan jeg kontakt dig? Selv hvis det bare et for at stille et spørgsmål?” spurgte hun lidt usikkert, normalt havde de kun kontakt inden for træning, men hun havde brug for ham, og nu mere end nogensinde.

[Deleted]

Jared havde været en mur hvad dette foretagende angik, selvom det ikke ligefrem var noget som gavnede Evan på nogen måde. Det var sjældent at det i det hele taget forekom, men han var virkelig bekymret for Athena, også fordi at han vidste, at dette var noget som gik galt.. Han kunne mærke det dybt inde i hans egne knogler, at det bare ikke var noget som talte for hendes vedkommende, og det var virkelig en frustration at Jared ikke kunne se at han kun ødelagde den ringe selvtillid som Athene havde, ved at tage de muligheder væk fra hende! Han betragtede hende sigende. Ja, han havde gjort enkelte fejl, også selvom det næppe havde gjort noget ved det hele uanset hvordan han havde grebet sagen an. Han nikkede sigende. ”Han gør det kun for at få dig ud Athena,” medstemte han sigende, for han så bestemt ikke nogen grund til at skulle lyve for hende. Det var ikke noget som nogen af dem fik noget ud af, det var der ingen tvivl om. ”Og det er en skam, at han ikke kan se de kvaliteter som du besidder. Jeg kaldte dig for den datter jeg aldrig nogensinde fik.. det er en skam, at han ikke kan se hvad du rummer..” Han så ikke nogen grund til at lyve for hende. Som han havde respekten for hende, så havde han den for hendes familie, og det var slet ikke noget som ville forandre sig.
Afskeden var hårdere end det som Evan havde regnet med, også fordi at han ikke havde nogen anelse om hvornår han ville se hende igen, hvilket faktisk gjorde det hele meget værre for hans vedkommende. Han sukkede dæmpet og vendte blikket ned mod Shadows manke. Hun var urolig, og han kunne så sandelig godt forstå det. Hera lige så.. De kunne vel begge mærke, at der var ugler i mosen, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham, for han ønskede hende kun det bedste, og det var ham en frustration uden lige, at det ikke var noget som han kunne skænke hende mere. Han trak svagt i den ene mundvig, også selvom det falmet allerede med det samme igen. ”Det er hvad han tror du vil.. Han er sikker på du bare vil slå dig til rette med det og gøre som han siger.. Vis han anderledes, Athena.. for guds skyld, så vis ham at han tager fejl,” endte han sigende. Han var virkelig bekymret, og det var normalt ikke noget som han ville vise frem på den måde, men lige her, så kunne han slet ikke lade være!
Den panik som han kunne fornemme i Athena var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for ham, for han vidste at han ikke kunne gøre noget ved den. Jareds ord var lov, hvad ham angik, for når det kom til Athena, så burde det jo kun være et professionelt forhold, men det var bare ikke tilfældet mere. Han kendte hende for pokker da bedre end hendes egen far! Han betragtede hende ved hendes ord, hvor selv smilet måtte melde sig på hans læber igen, kun en anelse mere selvsikkert end før. ”Du ved hvor du kan finde mig.. Du kan altid tage kontakt med mig.. uanset hvornår og hvorfor. Du skal ikke tøve.. Og så skider jeg på hvad din far siger.. Går det galt, så kommer jeg og henter dig,” afsluttede han ganske bestemt, inden han igen tog i tøjlerne. Der var vel ikke nogen grund til at udskyde det uundgåelige..?

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var nyt at se den bekymring i hans blik, og det forundrede Athena lidt at den i det hele taget var der. Hun var vant til at Evan var træner og ikke meget andet end det, alligevel så stolede hun mere på ham end nogen anden, hvad han bad hende om, gjorde hun. Es sted kunne hun ikke gøre meget andet end at føle sig direkte uønsket, når end ikke hendes egen far ønskede hende omkring, hvem pokker ville så ønske hende i det hele taget? De mange tanker skubbede hende virkelig på randen af gråd, også selvom hun ikke kunne få sig selv til at give tårerne fri før Evan valgte at tage af sted. Næsten med længsel så un på Hera. Hun var urolig, de kunne uden tvivl mærke at noget var galt, og det var bestemt heller ikke fordi Athena havde lyst til at give slip, hun vidste godt at det var uundgåeligt, men når først Evan og af sted, tog han alle de ting hun elskede med sig. Athena nikkede stilfærdigt. Hun vidste det jo godt. ”I så fald kunne han bede mig om at smutte, det ville både ham og jeg få mere ud af,” mumlede hun irriteret. At han så direkte havde kaldt hende for den datter han aldrig havde fået, chokerede hende direkte. Hun betragtede ham indgående med et lettere forvirret blik. Det varmede hende faktisk.. måske var det ikke hvad hun et sted drømte om at høre, men det gav hende om ikke andet en eller anden form for betydning for nogle. ”Det.. jeg..jeg ved faktisk ikke rigtigt hvad jeg skal sige, Evan, det var.. ikke ord jeg troede at jeg skulle høre dig sige. Når det er sagt så ville jeg nogens gange ønske at jeg havde været din,” endte hun lidt dæmpet, også selvom det var sandt. De drømme hun gjorde sig ville aldrig kunne blive realiseret, men hun ville om ikke andet kunne have været hans datter. Det værste var næsten at vide, at hun ikke havde den mest fjerne idé om hvornår hun ville se ham igen. Det var ord hun måske kunne have brugt noget før, han var jo det eneste levende væsen hun i det hele taget var i stand til at snakke med. ”Der er mange ting jeg er villig for at gøre for ham, men.. jeg er ikke sikker på at jeg har lyst til at smide mine naive prinsessedrømme væk endnu,” endte hun sandfærdigt, og trak kort på mundvigen. Hun greb stille omkring hans hånd, og skænkede hans håndryg et blidt kys, før hun lod tomlen stryge blidt over, inden hun igen slap ham og trak sig en smule. Efter alle de år, måtte hun nok erkende at hun var begyndt at holde af ham.. måske nok endda mere end hun burde taget i betragtning af hele situationen. Hun var både febrilsk og panikslagen. Om et par timer skulle hun møde sin kommende ægtemand, den mand hvis side hun skulle stå ved resten af sine dage, det var.. lang tid og så helt i Manjarno? Det var om ikke andet rart at vide at hun havde Evan i ryggen, også selvom hun havde mest lyst til at bønfalde ham om, ikke at efterlade hende her. Hun gav dog ikke udtryk for det. ”Tak, Evan. Det betyder virkelig meget for mig,” endte hun dæmpet. Et sted var hun vel også skrækslagen for at blive glemt? Der var jo i forvejen ikke mange der står hende, og dette ville bestemt ikke gøre det bedre!

[Deleted]

Evan var bekymret, og derfor frustrerede det ham virkelig, at det ikke var noget som Jared kunne forstå, for det var en bekymring som frygtelig sjældent lod sig komme til udtryk, for det var ikke noget som han normalt viste nogen som helst, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han betragtede hende med en sigende mine. Han havde kaldt hende for den datter han aldrig fik, og han var ikke bleg for at fortælle hende det. Det var vel.. også stoltheden i hans liv? Athena havde han formet med sine egne hænder, også selvom han vidste, at det ikke var noget som faldt i Jareds gode bog, men han havde bedt ham om det, og han havde lært at tackle hendes tålmodighed – eller manglende på det samme, og hendes temperament, selvom det ikke havde været nemt, men han havde gjort det, og endda også så godt som han havde været i stand til det. Han nikkede mod hende. ”Jeg har altid været stolt af dig, og det som du har præsteret Athena.. Du har haft alle odds mod dig, og jeg ved at det som skete da du var lille, ikke er noget som nogen kan klandre dig for. Du har været yderst temperamentsfuld, men du har taget ved lære og det er det vigtigste.. Du er den datter jeg aldrig nogensinde har haft, og jeg var ikke bleg for at fortælle manden det,” endte han sigende, også fordi at han mente sine ord. Han var virkelig stolt af hende, for han havde ikke haft nogen grund til andet! Det var bare en skam, at det ikke var noget som hendes far så.
Evan betragtede hende med en sigende mine. Han var alvorlig, og selvfølgelig så håbede han at hun ville tage hans ord til sig, når han sagde, at hun var nødt til at passe på sig selv! For det var hans dybeste ønske i denne stund! ”Før eller siden, må det gå op for Jared, at han ikke få noget ud af at kaste dig yderligere væk fra sig, min kære.. Hold fast i de drømme.. ellers skal jeg nok gøre det for dig..” Han betragtede hende med en sigende mine, som han let blinkede til hende. At hun tog hans hånd, tog han sig ikke af, også selvom hendes kys satte en varm fornemmelse i ham. Det var bestemt ikke fordi at hun gjorde det meget nemmere for ham, men han ønskede nu alligevel at hun skulle vide at han stod i hendes ryg og han ville støtte hende frem til den dag han ville gå i graven, og det var noget som han ville gøre, uden at tøve det mindste! Han nikkede sigende. ”Tag kontakt ved det mindste.. Jeg vil altid være ved dig,” endte han sigende, også selvom det var ord som han måtte mene hele vejen igennem! Han ville ikke glemme hende, og han ville bestemt ikke lade hende kæmpe de kampe alene, det var helt sikkert! Han strøg hånden let over hendes kind. Han kunne ikke gøre det for personligt, men selv han følte for at.. fælde en tåre? Selvom det slet ikke kom til udtryk! ”Vi ses igen, Athena.. Mærk dig mine ord,” endte han sigende, som han tog fat om tøjlerne og fik Shadow med sig, og derved også Hera. Det tog ham ikke lang tid at forlade Marvalo Mansion, kun for at sætte kursen i retningen af Imandra igen.

//Out

[Deleted]

Det var først for alvor nu at Jared igen faldt en anelse til ro. Han havde været forbandet vred! Måske det ikke havde været fair at søge direkte ind si skallen på manden og tvinge ham ud af huset, men det andet havde han bestemt ikke tænkt sig at ligge ører til, et sted fordi han vidste at manden havde ret. Efterhånden var det blevet formiddag, solen stod forholdsvist højt på himlen. Tiden havde han udnyttet til at få gjort sig i lidt finere stand, fast besluttet på at tage Athena med til Valerio, og lade hende møde manden. Det var nu engang sådan det blev, han havde taget sin beslutning, da det var gået op for ham at Evan blot var misundelig over, at det ikke var hans datter. Skjorten var lukket rigtigt, og håret var blevet forholdsvis tæmmet. Han gik stadig med knyttet hænder, for han var virkelig vred på den mand, og bekymret over at Athena endnu ikke var kommet ind, han havde kaldt på hende og igen og igen, men uden nogen form for reaktion. Der gik ikke lang tid før de selv skulle af sted, og han ville gerne se hende klæde sig præsentabelt, det var trods alt hendes kommende ægtemand. Måske Athena var vred på ham for at tage denne beslutning, men før eller siden ville hun forstå at det ville være det bedste for alle i de lange løb, for han gjorde det bestemt ikke bare for at få sin datter ud! Valerio skulle nok blive en god ægtemand, de havde trods alt deres klare aftaler, og han regnede bestemt med at manden havde tænkt sig at overholde dem! Han færdiggjorde sin smøg og skoddede resterne. Blikket lod han glide ud af vinduet. Evan var endnu ikke taget af sted, hvilket automatisk lod ham regne ud af at Athena befandt sig i laden, hun havde helt sikkert set efter hestene, Jared vidste at hun elskede de kræ. Måske han kunne give hende en? Som et lille plaster på såret? Han sukkede irriteret. Nu var han glad for at hverken Zacharias eller Cecilaya havde været hjemme, det var ikke noget han ønskede at de skulle blandes yderligere ind i. Roligt søgte han ud af sit soveværelse og ned af den knirkende trappe. Kimeya havde aldrig fået den ordnet. Han strøg roligt ud til hovedøren, nåede netop at se Evans skikkelse forlade grunden, hvilket fik ham til at skule direkte dræbende efter ham. Hvad end han havde sagt til Athena, så turde han næsten ikke at tænke på det, manden forsøgte uden tvivl at vende hende mod ham, og den tanke gjorde ham direkte vred, for det havde han ikke haft nogen ret til? ”Athena?! Kom ind og gør dig klar inden vi skal af sted,” kaldte han en smule vredt, hvilket gjorde det mere til en ordre end til en direkte forespørgsel. Han skulle nok bevise overfor Evan at han tog fejl med henblik på Valerio! Døren lod han igen glide i, før han selv søgte inden for. Han havde brug for en lille en, hvis han skulle tackle det, og det fik ham til igen at vende ryggen mod pejsestuen, hvor flasken stod, så kunne han ligeså nå at få en smule hvile inden de skulle videre, hvilket han ikke sagde nej til, det var sikkert!

//Out

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde aldrig før set det spor af bekymring i hans øjne, det var den tanke der fik hende til at tage ordene alvorligt, for han ville ikke gøre hende urolig uden grund, han mente når han sagde at hun skulle være påpasselig med den mand. Han bekymrede sig som en far burde bekymre sig, ikke som den hun nu engang havde, der var fuldkommen ligeglad med hvad der skete eller ikke skete med hende. At han så direkte havde sagt det til hendes far, var næsten noget hun kunne regne ud havde været et hårdt slag, men ja.. det varmede hende jo faktisk at høre. På sit vis ville Athena næsten vove og påstå at det var Evan som havde opdraget hende, han havde lært hende om livet, det var ikke far, de få minder hun havde, var nogle hun havde fra Evan og Diane, de havde altid taget sig af det temperament og manglende tålmodighed, de havde ikke givet op, ligesom alle andre tydeligvis havde. Direkte at høre hams ige at hun var stolt, skubbede hende igen på grådens rand, det var jo ord som hun sjældent fik fra nogle. ”Jeg gør mit bedste, Evan, det gør jeg virkelig, og jeg ved godt at jeg bestemt ikke har gjort det let for hverken dig eller Diane, men jeg har altid været ivrig efter at lærer. Jeg ønsker ikke en gentagelse af dengang, jeg slog min egen mor ihjel,” endte hun frygtelig dæmpet. Selvom det var mange år siden og Athena ikke havde haft en chance, så bebrejdede hun stadig sig selv for det, men hvordan kunne hun gøre andet når både far og Zacharias gjorde det? Selvom det var hårdt at tage afsked, så havde han lært hende at hun skulle stå op for sig selv, hun skulle slå igen, og det var noget hun agtede at gøre i denne situation, nu havde hun jo lovet ham. De grønne øjne betragtede ham, direkte febrilske. Måske Evan ikke var enig i de naive prinsessedrømme hun gik inde med, men han støttede dem om ikke andet, og det var det der betød noget. ”Jeg skal nok holde fast,” lovede hun stille. Det kys hun havde skænket til hans hånd, havde ikke været andet end tegn på ren og skær hengivenhed, hun vidste at det var en gestus som mange hustruer gav deres mand, men i dette tilfælde var det mest som et lidt anderledes symbol. Blikket gled igen i ved det stille strøg over kinden, hun lod dem forblive lukket mens hun kunne høre hovene slå mod jorden idet han valgte at rejse igen. Han ville altid være ved hende? Hendes hjerte hamrede med faste slag mod brystet. Tårerne pressede sig på, men nu hvor han var væk lod hun dem få frit løb. Lydløst trillede de ned over hendes blege kinder. Hun lænede sig op til en træstolpe og lod panden møde den. Det føltes virkelig som at se alt hun nogensinde havde holdt af, forsvinde som sand mellem fingrene, hun kunne ikke holde fast. I samme øjeblik hun hørte sin fars faste stemme, tørrede hun næsten panikslagent tårerne bort. ”Jeg kommer!” kaldte hun tilbage og havde svært ved at skjule irritationen fra sin tone. Hun tørrede tårerne bort med sine håndrygge og forlod laden for at søge indenfor. Døren slog hun op, og næsten smækkede i. Uden at tage sig det mindste af far, strøg hun op af trappen og mod det værelse hun havde fået tildelt, hun så jo næsten værelset hos Evan og Diane som sit! Døren lod hun glide ind bag sig, hvor hun igen tillod sig at bryde ud i tårer, inden hun begyndte at gøre sig klar.

//Out