i skovens dybe stille ro.

[Deleted]

Ritta hade bare set på yue med trist øjne som hun hade holdt hans hånd, og mærke han faldt mere til ro, at han kysse hende på panden sag hun ikke noget til men hun under sig over hans kommentar om at kæmpe om hendes hjerte, at han gik ud brød hun sig ikke om han ente bare med at blive syg! hun så på reynard og sukke "jeg virkelig ked af yue's opførsel han plejer at være en sød fyr.." hun smile skævt og satte sig en smule tungt i stolen og sukke "jeg forstår ikke noget af det her.. hvad er der og kæmpe for.. hvad er det han går sådan op i ved mig.. det hele var bare nemmer før alt det her.. hvad en man kalder det.. flirten eller noget begyndt.." hun dunke panden i borde og sukke bare dybt og var virkelige helt deprimert af det her, uden for regne det og tordne det stadig som en gal mens vinden ruske i træerne, efter lidt tid åbne ritta døren og kigge ned på yue "komme nu ind yue du ender med at blive syg" hun blev ståenden i døren for ikke at blive våd for hun hade ikke brug for at blive syg, hun så på yue lidt og sukke "du kommer bare ind til os når du klar" hun gik ind igen og satte sig i stolen og tømt sit glas mjød og tog et nyt hun også hurtig tømt hvilke bare resulter i hun sad og små fnist fordi hun var bleven lidt fuld, hun sad bare og fnist hun gjord ikke noget ud over hun linde en der svede en del hvilke hun også gjord, "pyyyyyyha der varmt" lo hun og tømt sin kop og gned sig sødt i det ene øje før hun så på Reynard og smile sødt "hihi du sød reynard " hun smile og kom op og stå men da hun ville gå et skidt mod reynard for at komme rundt om ham snuble hun og vælt ind over reynard så han vælte for over og ned på gulve, ritta lå oven på reynard med læberne trykke mod hans der gik et minut før hun flytte sig "ups da " hun fniste og sad stadig på maven af ham.

[Deleted]

At Yue forlod rummet og gik uden for var en dejlig udvikling af situationen. Så blev Reynard da fri for at se og høre på hans irriterende stemme, og hans 'provokerende' kropssprog. Dog var det bare ikke rigtigt at Ritta så blev nød til at undskylde hans dårlige opførsel, det var jo ikke retfærdigt over for hende. Han havde mest lyst til at stoppe hende i det hun sagde, men det nåede han ikke. ”Alting er nemmere før flirten bliver introduceret til ens liv. Selv for os der er opvokset i et miljø hvor det er normalt, er det ikke nemt.” Erkendte han. Han havde dog lært at leve med det. Men det havde Ritta ikke, og det misundte han hende ikke. ”Ikke tag det så hårdt. Det er ikke din skyld at han opføre sig sådan.” Sagde Reynard med følende. Selvfølgelig var det ikke Rittas skyld, hun kunne ikke kontrollere Yue's krop, det kunne kun Yue.

Efter lidt tid gik Ritta hen til døren også sagde til Yue at han skulle komme ind når han var klar. Det var Reynard helt okay med, så længe Yue kunne styre sit temperament. Men det havde han på fornemmelsen han ikke kunne. Da Ritta så kom tilbage og begyndte at drikke lidt mere end hun tydeligt var vandt til, så begyndte Reynard at ane at det her godt kunne ende galt.

Reynard så på imens Ritta drak lidt for meget. Han sagde ingenting for de var hendes eget valg. Men da hun sagde han var sød, smilte han lidt. Han kunne mærke hans kinder blev lidt varmere end de normalt var, men han viste de ikke rødmede, ikke endnu. ”Tak, du er også meget sød.” Sagde han som svar til det. Han havde dog ikke forudset vad der ville ske der efter. For Ritta snublede i fuldskab og endte med at lande på ham. Deres læber endte også med at røre hinanden i hvad der kun kunne ligne et kys. Og, ja det var det vel også. Da hun så endelig flyttede sine læber, men stadig sad oppe på Reynard var hendes eneste svar til dette 'ups da'. Han kunne ikke lade være med at grine. ”Du har da vist fået lidt for meget at drikke.” Sagde han. Han sagde ikke hun skulle hoppe af, for han kunne godt lig denne kontakt mellem dem begge. Men i bag-hovedet kunne han godt se at han nok skulle sige det til hende, for ellers ville Yue da få et flip vis han kom ind. Men mærkeligt nok sagde han det ikke, måske var det mjøden der fik ham til at 'glemme at sige det'

[Deleted]

Yue sad uden for og så lidt mod himlen, imens han slappede af. Han nød det kolde og våde vejr og tænkte lidt over tingene imens han nynnede en smule. Han var ved at blive godt humør igen. Han tænkte lidt over det med Reynard og tog sig en smule til hovedet. Han vidste hvad han måtte gøre, men havde virkelig ikke lyst til det. Men hvis det nu hjalp med Ritta? Han måtte gå over sine egne grænser igen.. og sige undskyld til Reynard. Han sad lidt og pumpede sig selv op til at sige det, og til sidst for han op. Nu skulle det altså være. Nu skulle han gøre det op. Han vendte sig mod døren og åbnede den så hvor han gik blindt ind og stoppede så pludseligt op.. Blikket der mødte ham var ikke bare dårligt.. det var hans værste mareridt! Først følte han en kæmpe brækfornemmelse, men den blev hurtigt erstattet med noget andet da han fik øjnene ned på Reynard. "jeg... skulle til at sige undskyld... men... nu..." sagde han stille imens hele hans krop blev spændt ud i et, og øjnene blev ikke kolde, de stak næsten i flammer af raseri. Men han for ikke mod dem. Han gik stille men faste skridt, "Rey-nar.. ved du hvad der er farligst ved os mørk elver når man pisser os af?... det er ikke styrken.. det er vores had.. had for dem som gør os ondt... og had... giver lysten til at dræbe" sagde han hvor det sidste blev ret uhyggeligt råbt med hans lungers fulde kræft. Han blev stille imens han gik videre, indtil at han stod lige ved Reynard og så på ham med et flammende hadefuldt blik, "og du har gjort mig ondt... så nu får du at føle... mit.. HAD!" råbte han så hvor han hurtigt gik ned på knæ og med en ret så hurtig og utrolig kraftfuld næve slog direkte ned mod hans ansigt, intet holdt tilbage, rent dræber instinkt. Han havde aldrig følt sig så rasende før, selv ikke da hans far døde, heller ikke da han blev taget til brug som en ting for en vampyr. Det her overgik alt det til sammen. Han var ikke engang selv sikker på om han kunne styre sig selv mere, og han var heller ikke sikker på om Ritta ville kunne få ham ud af det her nu. Han var over hans grænse, langt over hans grænse for selvkontrol. Han var en ren mørk elver i rasende tilstand.

[Deleted]

Ritta så på yue som kom ind og fnist for hun var bare fuld og munter igen "Yue! du kom ind igen" hun tav dog da hun så yues øjne der lyst had og hvordan hele hans krops sprog skreg at det her ville blive grimt hun hade dog aldrig regne med han ville gå ned og slå reynard som han lå ned! "YUE STOP!" vine Ritta og i sin fuldskab kast sig på yue og lukke ben og arme om ham så hårdt hun kunne, "Lad ham vær! det var mind skyld vi vælt! ikke slog ham! slog mig det var mig der snuble!" hun trykke ansigt mod yue's skulder næsten bed i den, men hun endt med at mist grebet for som fuld had hun bare ingen styrke over hovede, så hun rød lig ned på ryggen igen hvor hun tog sig til det dunken hovede og prøve ellers at rulle om på siden og komme op og stå igen, selv om det tog sin tid og hun følt nogle stød i hende temmelig hårdt så hun røg ned på siden mens hun tog sig til siden der gjord ondt, hun begyndt lidt at gå i panik inden i for hvad nu vis de slog hinanden ihjel! eller bare lemlæst hinanden! det her var ikke hendes mening! hun ville ikke se sin venner slogs om hende når hun slet ikke vist om over hovede var forelsket i nogle af dem! "vil i så godt stoppe!" råbt hun uden at se efter om de over hovede slogse eller noget hun hade lukke øjne i smerte da hendes side gjord ondt hun gætte på et par trykke ribben men det ville hun nok overleve.

[Deleted]

Reynard havde ikke tænkt at den dumme mørk-elver mand ville finde det så provokerende. Han havde jo næsten troet at Yue kunne styre sig selv lidt, men ja det var jo som bevist for store forventninger for Yue. Yue gav ham nogle slag på hovedet. Det var faktisk ikke så slemt som han ville have troet, han havde prøvet værre. Men selvfølgelig var det ikke noget han lige frem kunne lig. Men han mærkede ikke smerten så meget som man skulle tro, for adrenalinet pumpede igennem ham. Han lagde ikke mærke til hvad der skete, men han slog igen, og han sigtede efter Yue’s øjne, han var da nemlig ligeglad med om den lille patetiske elver-mand skulle miste synet.

Han lagde ikke mærke til hvornår Ritta hoppede af ham. Men så snart han kunne fik han sig kæmpet op på sine ben. Reynard var på nippet til at bruge magi, en enkelt lille forbandelse ville være nok til at ruinere denne elver-mands liv, og nej det var ikke en impotens-forbandelse, for den ville nok ingen effekt have på ham. I stedet for at bruge magi, gik han til fysik mod angreb med hans næver, dog undervejs følte han det som om han stødte ind i noget. Men han var ikke sikker, for han var lige nu fuldt optaget af slåskampen. Reynard viste hvor han skulle slå, det var også derfor han slog ud efter Yues ’kugler’ selv om han dog ikke regnede med at ramme noget der nede, for han var sikker på der intet var der nede.

Men lige som Ritta råbte om at de skulle stoppe, så hørte Reynard et brøl så gigantisk at man skulle tro det ville knuse vinduerne. #ELVER, STOP ELLER JEG KNUSSER DETTE HUS OG SPISER DIG!# Sanildor’s mentale stemme rungede højt inde i alles sind. Han var lige glad med hvem der hørte det, dog ville styrken i hans stemme nok give dem der ikke var vandt til den smerter som nok ville føles som om deres hjerner var ved at blive mast. Man kunne også se Sanildor’s øjne der sendte et blik af had og raserig mod Yue, igennem vinduet.

[Deleted]

Yue var i blindt raseri, han var lige glad med hvor hårdt Reynard end slog ham, for han ville bare have den mand ned, slag efter slag kastede han sig mod Reynard, også selvom Reynard måske var stærkere end ham selv. Men slag mod kuglerne og rundt omkring stoppede ikke hans raseri anfald der var bestemt rettet mod Reynard.
Dragen var det eneste der enlig trak Yue en smule væk fra det som skete lige nu, men han var lige så ligeglad som noget kunne være over for dragen og i stedet for at sige 'okay' så stak han dragen begge sine lange fingre og vendte sin opmærksomhed mod Reynard igen, med sit flammende blik. Han havde dog fået en smule selvkontrol nu skønt han stadigvæk var kold i røven, og øjnene så kort ned mod Ritta. Det korte øje blik var dog nok til at han ændrede kursen fra Reynard og ned til hende hvor han skyndte sig at løfte hende op. "er du okay!?" spurgte han hende hurtigt og bed sig kort i læben. Han så rasende mod Reynard men gik stille forbi og lagde hende stille i sengen. Han stod lidt og så på hende før han vendte sit ansigt mod Reynard igen, "der vist en som ikke kan klare sig alene" sagde han stille og så ud mod hans drage og tilbage på ham, "du har mistet min respekt for kriger" sagde han stille.
Det flammende blik var så småt dulmet men det kunne blusse op når det skulle være. Han tog sig lidt til hagen og gav et fnis fra sig, "men som nævekriger kunne du måske gå" sagde han stille og satte sig ned på sengekanten hvor han så mod Ritta og strøg hendes kind stille. "vores kamp.. sårede hende vi holder af" sagde han stille og gav et suk. Denne gang sendte han Reynard et alvorligt blik, stadigvæk en smule vrede men alvorligt, "jeg ved ikke om du kommer igen, men det her kan ikke blive ved" kom det så overraskende fra ham. Stille rejste han sig så op og gik helt hen foran Reynard og så ham i øjnene, søgende efter et eller andet. Efter kort tid trådte han lidt tilbage og rakte ham sin hånd "du gav godt igen må jeg sige, men jeg vil ikke mene jeg tabte helt, men nu vil det ikke være en god ide at fortsætte, især ikke hvis din følgesvend har tænkt sig at rive huset ned, for så har Ritta intet sted at være" sagde han sandfærdigt og smilte lidt skævt, "tænk at en mørk elver skal give igen for sin natur, du er virkelig ikke nem" sagde han og gav et fnys fra sig fra, "fred for nu?" spurgte han så Reynard og havde stadigvæk hånden ud til et håndtryk hvis Reynard havde lyst.

[Deleted]

Ritta mærke godt hun blev løfte op og lagt i sin velkendt seng, hun så på yue da hun enlig fik blikke op på ham, hun sendt ham et lille smil og nuller hans vest lidt mellem fingerne før hun så på Reynard og mærke kinderne brænde lidt da hun stadig huske hvad der skete, "hey.. ikke riv.. mit hus..ned" mumle hun stille før hun lukke øjne og hurtig trak torsk i land, hun trak tæppe over sig og hvad der skete mellem de to vist hun ikke, om de gik eller ej vist hun heller ikke, ritta lå bare i en dyb og rolig søven hvor hun drømt om mange ting hvor både reynard og yue var med i.

//OUT

[Deleted]

Det hele skete hurtigt. Og Reynard viste knap nok hvad i mørkets navn der skete. Men det så ud til at Yue prøvede at få sig selv til at ligne helten her, i et tydeligt forsøg på at få Ritta på sin side. Han håbede dog ikke at hun lod sig så nemt manipulere, for så var hun ikke bedre end de fleste. Reynard ville nemlig ikke have en der kunne manipuleres. Men nok om det.

Det Yue sagde var nok til at give Reynard lyst til at hugge hovedet af ham. Og nu da hans krop var fyldt med de mørke følelser der skulle til for at bruge magi, kunne han lige så godt gøre det. Men han lod være, for Sanildor havde allerede valgt denne elver som bytte. ”Vores kamp? Din kamp mener du vel. Det var dig der angreb, dig der startede. Jeg forsvarede bare mig selv. Det ville også have været din skyld vis Sanildor havde revet huset ned, for igen, du startede.” Det var sandt nok. Som Warlock ville han aldrig tilgive Yue, en Warlock tilgav aldrig. Det var en af de få ting hans far havde lært ham. Til gav du fjenden, så ville de bare få en ny chance for at stikke dig i ryggen.

Da Elver-manden spurgte om fred var han lige ved at smække ham en i ansigtet. ”Fred, nej, det fortjener du ikke.” Sagde Reynard og dreje om mod døren. ”Hver du bare glad for at du er i Ritta's hus, ellers var du en død elver. Næste gang vi mødes tvivler jeg på at Sanildor lade dig slippe så let.” Han gik ud af huset og sagde. #Slap af Sanildor, tiden er ikke til det. Næste gang du ser ham, må du spise ham.# Sagde Reynard med en mental kommentar direkte til dragen og ingen andre. Før han fik sadlet op og de var på vej væk.

//OUT

[Deleted]

Yue gloede lidt undrende på Reynard, *hvad er han for en?* og mistede helt lysten til at sige et eller andet efter ham, for Reynard virkede slet ikke som nogen kriger lige nu, nærmere en eller anden fra de ondes land sådan som han snakkede. Yue kløede sig lidt i nakken og så stille på Reynard, "jeg har ondt af dig Reynard... at du lader det mørke bestemme over dig.. og desuden var det dig som startede med at komme imellem" sagde han roligt efter ham og ventede så til at han var fløjet afsted. Han havde ikke selv tænkt over han havde fremstillet sig som helt eller noget, det eneste han havde tænkt på var at Ritta var blevet såret, og det måtte bare stoppe det her. Han gav et suk og så tilbage over til Ritta imens han gnubbede sit hoved. *tænk af sådan en dims kan pisse mig så meget af* tænkte han lidt og så ud af vinduet "der var noget forkert over den kriger..." mumlede han stille "han er ikke kun det" mumlede han stille videre, men lod det så ligge, og listende gik han ud af huset, efter han havde puttet Ritta en ekstra gang og sagt farvel, dog stadigvæk mens hun sov, og gik hjem til sit eget sted. Han havde dog efterladt en, måske lidt grim, men en okay tegning der viste vejen hjem til ham, hvis det var hun ville besøge ham en eller anden gang.

//out