Let it be war!

[Deleted]

Måske Igleéias familien lå forud for hendes tid, men Cecilaya var skam vel kendt med hvem der var hvem. Efter hans bror havde taget hendes fars ene ben, ja så havde hun jo også interesseret sig frygtelig meget for det, særligt fordi hun aldrig havde forstået hvorfor de havde taget sig af Eniqa efterfølgende. En dag var hun bare forsvundet, ingen vidste hvorhen og hun havde heller aldrig skænket det en videre tanke. Hun betragtede Maurus med nysgerrige og dog intense grønne øjne.. han var svær at greje, udelukkende fordi han aldrig havde været i fokus for de mange historier, han havde jo været død, desuden var han ufarlig så vidt hun vidste. Han havde heller ikke direkte gjort skade på hende endnu, men derimod kun kastet hende fra sig og det var sådan set retfærdigt nok set på den led, også selvom hun bestemt ikke havde tænkt sig at finde sig i det på den måde. Hun hævede et slankt øjenbryn. ”Ser du.. der er noget ved den historie der plager mig. Det er sandt at du stod fast ved dine principper.. at du levede i den brors skygge, han var vel ganske simpelt bedre? Men du, min kære ven... du overlevede ikke...” hun trådte roligt tættere på ham med et lumsk glimt i de intense øjne. Hånden lagde sig mod hans skulder, mens hun roligt trådte om bag ham. ”.. Du døde for at din kære bror kunne få hvad han ønskede. Du blev gjort til en brik i et spil. Du elskede hende og hun slog dig ihjel.. Det faktum at du gjorde plads for din bror slog dig ihjel, tager jeg fejl?” spurgte hun direkte og med en næsten triumferende undertone. Jo hun havde skam læst sine lektier, Nathaniel havde pisket hende igennem det da hun havde været lille og nysgerrig. Jo ordet havde hun i sin magt nøjagtig som far havde haft det, og styrken havde hun.. den som hun tydeligt havde fra sin mor, hun var stolt af at være deres datter og hun ønskede at gøre dem stolte af at have hende som deres datter selv i døden. Den advarende mine tog hun sig nu ikke af, hun var en kvinde som var vant til at lege med ilden.. hun havde brug for dæmonernes tillid, en warlock som ham burde kunne gøre det. Grebet om hans skulder strammede hun en smule. ”Gæt flotte fyr, du har intet andet valg end at danse efter min pibe,” hviskede hun intenst mod hans ører. Hendes hånd bevægede sig mod hans nakke, hvor hun tog et yderst fast greb, næsten som havde han ikke været meget andet end et dyr. Den mørke kugle i hans hånd lagde hun hurtigt mærke til. Hun greb ud efter hans håndled. ”Ah-ah.. endte hun næsten med morende tone. Hun havde tydeligvis ramt et ømt punkt. ”Oh.. ramte jeg et ømt punkt?” hun rystede på hovedet med et næsten triumferende smil. Hun var ikke i tvivl om at Maurus var hende overlegen magisk, men hun vidste hvordan man skulle håndtere vilde mænd, hun havde trods alt levet blandt dem i mange år, og hun tvivlede på at han havde en idé om hvordan han skulle tackle hende. ”Jeg betvivler slet ikke dine evner, Maurus, men jeg er bange for at du undervurdere mig. Jeg.. frygter dig på ingen måde.. du er så.. sød,” hviskede hun med et morende fnys. Hun nød lidt for meget at have kontrollen.. hun nød at ydmyge ham og hun lagde ikke skjul på det.

[Deleted]

Det kunne godt være, at Maurus skilte sig fra hvad der var normalt for hans familie, men det var bestemt heller ikke noget som han tog som nogen dårlig ting! Selvom han havde levet i Matthews skygge, så havde han faktisk haft det fint med hans tilværelse, også selvom det kun havde været frem til hans eget navn var endt på landkortet, for det var bestemt heller ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre af den grund. De isblå øjne fulgte hende frygtelig nøje, også fordi at han ikke stolede på hende. Han havde måske ikke decideret valgt at gøre hende ondt, men kun få hende væk fra sig, fordi at hun var kommet ham for tæt på? Og det var bestemt heller ikke noget som han havde nogen intentioner om at skulle gøre anderledes, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. ”Det er mig som står her nu, er det ikke? Matthew er død og borte – tak og pris for det. Jeg levede i hans skygge, jeg brød ikke mine principper, og det har jeg ingen intentioner om,” endte han stilfærdigt. Løgn var det ikke, for i det store og hele, så var han faktisk ganske fredeligt anlagt, men det var nu heller ikke ligefrem noget som særlig mange vidste om ham, kun fordi at han var af den slægt som han var, hvilket bestemt heller ikke ligefrem gjorde det meget bedre for ham af den grund, og tanken var selvfølgelig en frustration uden lige! Hånden mod hans skulder, fik ham til at sende hende en direkte advarende mine, for det var virkelig at komme for tæt på ham. At hun bevægede sig bag ham, fik ham til at se sig over skulderen, også for at kunne følge hende. Han måtte desværre give hende den; Hun havde læst på lektie, og den tanke var noget som direkte irriterede ham! Næverne knyttede han direkte fast. ”Jeg døde for hånden af kvinden jeg elskede.. og stadig elsker.. Det er der intet forkert i, selv ikke for et mørkt væsen som jeg,” endte han ganske kortfattet.
Tanken om at Cecilaya skulle snakke om Eniqa, var en tanke som stak i hans hjerte, også fordi at det virkelig var noget som gjorde ondt, for hun var og blev hans mest ømme punkt, det var der ingen tvivl om overhovedet! At hun tog fat omkring hans håndled, var noget som kun pissede ham af. Fysisk og magisk set, så var han hende langt overlegen, og han var bestemt heller ikke den som man skulle pisse af, om det var noget som man ellers kunne blive fri for i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han vendte blikket direkte vredt mod hende. ”Du leger med ilden, Cecilaya.. Og den brænder altså..” endte han fast. Han vendte håndfladen ned mod jorden, hvor kuglen varsomt sænkede sig, kun for derefter at male hele jorden under dem i henlagt mørke. Han var langt mere kreativ end det som hans kære bror var, og det var noget som hun tidsnok nok skulle finde ud af! Han vendte blikket mod hende, hvor selv hans øjne havde taget en mørkere glans. ”Du dømmer mig for hurtigt,” endte han hvislende. Nu var han da kun ved at blive vred!

[Deleted]

Maurus var slet ikke det som Cecilaya ville beskrive som en almindelig Igleéias.. han var alt for mild. Selv bag de hårde øjne, så hun det varme glimt, og normalt ville det have fascineret hende.. nu så hun det blot som en direkte svaghed. Matthew eller Eniqa havde slet ikke været ligesådan. Selvom hun huskede Eniqa som en blid kvinde, så havde hun været frygtelig konsekvent. Cecilaya fornemmede udmærket hvor intense de klare, blå øjne fulgte hende. Måske det var at lege med ilden, men hun nød følelsen af farer.. tja hun måtte efterhånden erkende at hun godt forstod sin mor, nu hvor hun selv stod der bebrejdede hun hende på ingen måde for den eventyrlyst hun havde haft, hun havde trods alt selv fået den samme. Den blide hånd gled blidt langs hans skulder og han over hans ryg, i sin vandring omkring ham. Han var en flot mand, men det kunne ikke forundre nogle, han var trods alt en Igleéias. Hans ord morede hende til dels. Hun stoppede roligt op ved hans side, og lod blikket glide ud over søen foran dem, så fredfyldt under mørket. ”Det er måske dig som står her nu, Maurus.. men du lever stadig i din brors skygger, du har aldrig knækket koden til at bryde ud. Dine principper vil slå dig ihjel en dag.. ja jeg er allerede fristet,” endte hun ærligt og uden at blinke med øjnene, hun skænkede ham slet ikke et blik. Cecilaya var virkelig fuldkommen ligeglad emd hvor tæt han synes at hun kom på hende.. et sted gjorde hun det jo netop for at fremkalde en form for reaktion, også selvom hun måtte erkende at det begyndte at gå hende på nervene. Hun lod hånden løbe igennem de flammerøde lokker og sukkede lidt opgivende. Et smørret og lidt selvtilfredst smil, der i den grad afspejlede hendes kære fars gener, bredte sig over de rosa læber. ”Jeg må til dels give dig ret. Det er ikke en skam at gå i døden for en mand elsker, mine forældre gjorde trods alt det samme.. mere end en gang..” tilføjede hun med en let panderynken, inden det gik op for hende at hun var kommet ud på et sidespor. ”..Nuvel.. at dø for hånden af en kvinde som man er hengiven til.. men som elsker en anden mand.. se det er det jeg kalder ynkeligt,” erkendte hun med et ligegyldigt skuldertræk. Hvordan hun var blevet så kold.. det huskede hun faktisk ikke selv, engang havde hun været en smilende og ung kvinde, der blot stillede et hav af spørgsmål. Det var tydeligt at Eniqa var et ømt punkt.. det gav i sidste ende kun hende en fordel, også selvom hun begyndte at miste sin i forvejen ringe tålmodighed. Det smørrede smil endte kun bredere. ”Der tager du fejl min kære Maurus. Jeg tror at det er dig som leger med ilden,” påpegede hun lidt sigende. Blikket faldt mod jorden der blev mørk under dem. Smilet falmede kraftigt, som hun ikke et øjeblik tøvede med at gribe ud efter hans hals med en varm hånd. Det fandt hun sig bestemt ikke i! Den mørke glans i hans øjne var kun noget der fik hendes hjerte til at springe et ekstra slag over. Forbandet være de forbandede warlocks, men hun havde bestemt ikke tænkt sig at finde sig i hvad som helst!

[Deleted]

Det kunne godt være at Maurus aldrig havde fået lov til at bryde ordentlig ud, men af den grund, så lod han sig slet ikke hundse rundt med for den måde på nogen måde! Næverne knyttede han fast, også selvom han godt vidste, at dette var en kvinde som han skulle holde øje med, for hun lignede sin mor. Han havde allerede god kendskab til hendes rødder, for det var jo ikke ligefrem fordi at man kunne vove at påstå at Kimeya og Faith var ukendte i Dvasias, for det var de på ingen måde! Det var ham som stod der nu, og han havde bestemt heller ikke nogen intentioner om at skulle give efter for de samme ting som han havde gjort før. Svagt måtte smilet melde sig på hans læber. ”Du kender måske mit familienavn, men du kender ikke mig,” påpegede han sigende. Han var faktisk ikke så forudsigelig som hans kære bror var, eller Eniqa for den sags skyld. Han havde altid elsket den kvinde, også selvom han ikke havde fået muligheden til at vise det, eller gøre noget ved det, for det havde altid været Matthew som havde trukket i hende, så ja, det havde vel også været det nemmeste for hans vedkommende at lade Eniqa tage hans liv og give ham den hvile? Selvom den sjovt nok altid skulle forstyrres på den ene eller den anden måde! Hun havde valgt Matthew over ham, og det var noget som han havde lært at acceptere nu, også selvom det selvfølgelig selv for ham, måtte være svært, men han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det af den grund, men det var nu bare sådan at det var. Hendes berøring brød han sig på ingen måder om, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han var bare nødt til at tage sine foranstaltninger, så han vidste, at det ikke gik helt galt!
Maurus kneb øjnene fast sammen. Hvis der var noget som han ikke kunne have med at gøre, så var det at folk snakket om ting, som de i den grad ikke havde forstand på! ”Du snakker som du kendte til sagens endelige omfang, Cecilaya.. Du kender slet ikke til noget omkring den – eller til mig for den sags skyld..” Mørket som endte med at falde ned for fødderne af dem, endte med at hæve sig som vægge, som lukkede al form for lys ude, hvor det indfangede det hele i ren og skær mørke. At Cecilaya greb ud efter ham, var slet ikke noget som Maurus tog sig af, for hun ramte ved siden af. Mørket var hans fordel, hvor det af til gengæld for hende, så var det nok næppe så god en ting. Han kneb øjnene fast sammen, hvor det var lige før at de isblå øjne nærmest måtte skinne igennem det mørke som havde lagt sig så intenst omkring dem. Han dannede endnu en gang de gnistrende kugler i sine håndflader. Nok var simpelthen nok for hans vedkommende, og det var ene og alene hendes egen skyld! ”Sig farvel, Cecilaya..” hvislede han iskoldt og direkte faretruende.

[Deleted]

På trods af de mange ting hun havde hørt om Maurus, så var han mere stålfast end det som Cecilaya havde antaget først. Han var en mand som havde levet i sin brors skygge, han havde mistet kvinden han elskede, selvfølgelig burde hun nok have set det komme at han var blevet lidt mere kynisk, end det som hun ellers havde fået at vide om ham. Så vidt hun vidste var han jo den af dem som ikke gjorde brug af magien til et voldeligt formål, og det var noget som hun mere eller mindre tvang ham til i øjeblikket. Tanken morede hende! Hendes forældre havde været store mennesker, de havde været kendt i Dvasias såvel som de øvrige lande, også for at være nogle man ikke skulle bide skeer med, man kunne vel sige at det samme gjorde sig gældende når det kom til deres datter`? Smilet på hans læber valgte hun direkte at ignorere, han skulle snarest finde ud af at det var hende som stod med magten her, ikke ham hvilket han tilsyneladende havde fået bildt sig selv ind. ”Du har skam ganske ret, Maurus. Det er noget vi bør ændre på, synes du ikke?” hun vendte sig mod ham med et lidt selvtilfredst smil. Han havde irriteret hende nok til at hun ville lade ham gå frit rundt, det kunne trods alt hurtigt blive farligt for hende nu. Det var tydeligt for hende at Eniqa virkelig var ham et ømt emne – ligesom Cedric var det med hende. Hun savnede sin bror, ikke kun fordi han havde været hendes bror men fordi hun havde elsket ham, selv på måder som en søster ikke burde elske sin bror. Tanken om at have mistet dem alle sammen gjorde for ondt til at hun kunne holde det ud, alene af den grund havde hun valgt at skubbe følelserne bort, og nu hvor hun ikke havde andre end dæmonerne at tage sig af, så var det i virkeligheden nok det bedste. Hans ord bekræftede kun mere og mere for hende at hun skubbede ham længere ud over kanten, han var på vej til at knække. Den anspændte kropsholdning og den vrede tone talte mere for ham end noget andet, hvilket kun skabte en større tilfredshed i hende. Smilet bredte sig køligt på de rosa læber. Hun vendte sig atter mod ham og lod hånden falde, det var ikke fordi hun selv var glad for at berøre en mand som ham, det var helt sikkert! ”Aha.. Ser du din reaktion siger mig kun at jeg ikke er helt ned af den gale vej, måske du netop er vred fordi jeg har læst på min lektie?” foreslog hun lidt morende. Hun havde skam øje på ham, også fordi hun havde sine idéer om hvad han var i stand til, og han havde trods alt allerede vist hende at han ikke tøvede. For et kort øjeblik så hun op mod nattehimlen der var blevet en smule klarere. Det havde ikke været meningen at hun skulle være væk så lang tid. Et suk brød læberne som hun vendte sig mod ham ved hans ord. Det knitrende mørke gøs gennem hendes krop og fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen. Alligevel lod hun som ingenting selvom hjertet slog de nervøse slag. Hun himlede med øjnene. ”Det var dråben. Du er for irriterende, vi snakker senere,” påpegede hun bestemt, før hun løftede hånden og slog ud mod ham, direkte mod tindingen i håb om at han ville gå ud som et lys.

[Deleted]

Det var bestemt ikke fordi at Maurus var meget for at stå i en situation som denne, velvidende om at han måske ikke var den mand som rygterne sagde. At gøre modstand på magisk vis, var bestemt ikke noget som han gjorde normalt, men denne kvinde gav ham virkelig ikke noget valg! Han vidste skam godt, hvad hans familie var kendt for, selvom det bestemt heller ikke var noget som talte for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han var en mand som brændt inde med en hulens masse vrede, og hun gjorde bestemt ikke andet end at fremprovokere det! ”Giv mig en god grund til at skulle stifte et bekendtskab med dig,” endte han med en ganske kortfattet stemme. Han var bestemt ikke for at skulle stifte bekendtskab med en som hende, udelukkende fordi det ville være som at skyde sig selv i foden for hans vedkommende, men ikke desto mindre, så vidste han skam også godt, at det ikke var noget som ville gavne ham i de situationer som han selv måtte befinde sig i, for han følte sig virkelig udsat nok som det måtte være i forvejen, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet!
At hun faktisk havde læst lidt op på sin lektie, var bestemt heller ikke noget som gjorde det bedre for Maurus’ vedkommende, så var det bare sådan at det måtte være. Næverne knyttede han ganske let, også selv her i mørket som primært var hans eget element, så var det ikke noget som gavnede ham, hvis det ikke havde den afskræmmende effekt på kvinden som han stod lige ved. Hun vidste for meget om ham, også selvom han vidste, at det kun var på grund af hans kære broder og hans familienavn, også selvom han slet ikke ønskede, at det var noget som skulle definere ham af den grund, for han var ikke sit navn! Han var et eget individ og det var sådan som han ønskede at det skulle være, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Du kender tilsyneladende ikke til den smerte, som det medføre, at den du elsker, vælger en anden..” Han nåede ikke rigtigt at gøre noget yderligere end det, idet at Cecilayas hånd direkte slog ind mod hans tinding, hvilket var noget som slog ham omkuld omgående og slog ham direkte i jorden, i og med at han gik ud som et lys. I det store og hele, så blev han egentlig bare liggende for Cecilayas fødder.

//Out