Let it be war!

[Deleted]

Det var ved at være en sen aften, da Maurus langt om længe fik sig bevæget udenfor. Efter hans møde med det besynderlige væsen, så var det som om at tingene alt sammen havde ændret sig for ham. For en gangs skyld, så var det ham som ville frem i lyset! Vinden blæste en anelse kraftigt denne halvkolde sommernat, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som han kunne tage sig af bare sådan uden videre, for det var bestemt ikke noget som han ville få det mindste ud af alligevel. De isblå øjne hvilede fast fremfor ham. Følelserne var måske ikke at spore i hans blik, men de hvilede jo så til gengæld i hans sind, og end ikke det, var noget som han kunne gøre det mindste med alligevel. Han var vel hvad han altid havde været? Kold i det ydre, og alligevel en følelsesladet mand, som absolut.. ingen lagde mærke til? Det var virkelig slut nu! En anelse bleg i ansigtet, så kom han endelig ned til søen. Han havde ganske vidst hørt om det som var sket hernede med hans egen daværende leder, Kimeya Marvalo og hans hustru, og selv den tanke var.. skræmmende, men ikke noget som han lod sig skræmme af. Det som næsten kunne forundre ham mest, var næsten at der slet ikke var nogen synderlige spor efter hændelsen, som.. den aldrig nogensinde havde fundet sted.
En ugle tudet højt på himlen, hvilket næsten automatisk fik Maurus til at se op. Kappen hvilede godt omkring de lette brede skuldre og med kutten over hovedet, så han i sig selv, faktisk var temmelig svær at få øje på, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som han gjorde noget ved som sådan. Det var på tide med noget forandring! Han var jo trods alt også den sidste genværende Igleeías! Og det var noget som han kunne være stolt af! ”Jeg levede i din skygge, og se nu.. jeg er den sidste..” Et sted var det næsten en skræmmende tanke for ham at skulle indrømme, men det var jo trods alt bare sådan at tingene faktisk forholdt sig. Der var ikke nogen andre i hans liv længere, og han… ønskede det vel egentlig heller ikke? Svagt bed han sig i læben. Den form af ensomhed, burde han jo efterhånden være temmelig vant til, selvom den tanke alene, kunne skræmme ham temmelig voldsomt. Han vendte endnu en gang blikket i retningen af søen, inden han roligt gik ned i knæ og lod hånden vandre over en lille ujævning i græsset. Det måtte være her præsten havde stået under vielsen. Han smilede svagt. Dvasias havde ikke forandret sig det mindste igennem frygtelig mange generationer, og denne hændelse, var jo trods alt kun et klart bevis på det!

[Deleted]

Det var efterhånden blevet virkelig sent, og selvom Cecilaya burde opholde sig i Appolyon så havde hun haft behov for at komme lidt væk. I flere timer havde hun vandret uden at vide hvor hendes skridt førte hende hen, indtil hun til sidst fandt sig selv stående ved søens bred. Nu var hun i stedet gledet i knæ så tæt på vandet som hun kunne komme uden at falde i. Selvom det var en smuk nat, med en næsten fuld måne og et utal af stjerner, så sås det ikke i det mørke vand der lukkede stort set ethvert spejlbillede ude. Den blide vind rev let i de løse, flammerøde lokker. Hun stirrede tomt ned på vandets overflade. Ikke en følelse at sporer i blikket, ikke så meget som en tårer i øjenkrogen, alt for hurtigt havde hun glemt.. hvordan man følte, og tanken var en smule skræmmende. Den sorte kjole der smygede sig om den slanke skikkelse blev dyppet en smule under vandet, men hun tog sig ikke af det, det betød intet, i og med hun også var is, var hun ikke nær så svag overfor det som hun ellers ville have været. Stille lod Cecilaya hånden stryge ned over vandet, gøs ved den kølige fornemmelse mod sine brændende fingrer. Det var første gang i flere uger at hun havde haft muligheden for at være lidt for sig selv, væk fra de mange pligter og forventninger der hvilede omkring hende, så snart hun trådte ind i Appolyon. Allerede i det hun hørte skridt bag sig, rejste hun sig med agtsomme, kølige øjne og lod blikket kort søge omkring sine omgivelser. Det faldt på en mandlig skygge, men hun kunne ikke se hans ansigt. Selvom det efterhånden var ved at være uger siden, så var store dele af græsset endnu brændt væk, både med henblik på warlockernes angreb, men gæsterne havde i den grad kæmpet deres kamp. 3 visne rosenblade lå stadig fastlåst under nogle græsstrå, blot centimeter fra hvor hendes kære forældre havde ligget. En enkel lille plet i græsset var malet, i mørket så det sort ud, men Cecilaya vidste at det var blod.. blod fra den kniv som havde taget både mors og fars liv. Hun betragtede den fremmede køligt, som han gled i knæ der hvor alteret havde været, og eftersom hun ikke genkendte hans ansigt så gjorde det hende direkte vred! Med bestemte skridt trådte hun hen mod ham, og gav ham et forholdsvist hårdt puf med sin nøgne fod, nu hvor han sad på knæ i håbet om at han ville falde bagover. ”Hvem er du?” spurgte hun med en varme i stemmen, som på trods af kulden, ikke havde været til at skjule. Hun krævede et svar! De flammerøde lokker bredte sig om de slanke skuldre, hun så ned på ham med dræbende, kølige, grønne øjne, som snydt ud af næsen på sin kære mor, det var i hvert fald de færreste som i det hele taget rejste spørgsmål ved hvem hun var datter af, og det var kun noget som gjorde hende stolt!

[Deleted]

Maurus var virkelig bare nødt til at se stedet her med sine egne øjne, også fordi at det var noget som han havde brug for. Kimeya var endelig gået i døden, og selv han vidste, at det var noget som så mange havde forsøgt sig med, uden at det havde haft megen effekt, men.. en enkelt kniv? Han var bare nødt til at finde ud af det selv! Fuldkommen siddende i sine egne tanker, så blev hans siddende på knæ ved vandet. Det havde været en katastrofe, og et sted, så var han faktisk ked af, at det var noget som han havde misset, men det var jo ikke ligefrem noget som han kunne gøre noget ved som sådan af den grund. At der måtte være andre i hans nærhed, havde han dog let lagt mærke til, men så længe at han ikke fremstod der som en trussel, så var det vel heller ikke det værste som sådan? Søen kunne virke så fredelig, selvom den havde været vidne til noget af det værste som nogensinde var sket for de højere stående, men ikke var det noget som han bed sig meget mærke i. Dvasias var jo trods alt præget af død og ødelæggelse som aldrig nogensinde før, så hvordan det mon skulle gå for den nye konge? Han havde i den grad fået sit at se til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, men det var nu bare sådan at det måtte være i det store og hele.
Puffet som han blev udsat for, var ikke ligefrem noget som han havde regnet med, hvor han faktisk røg direkte ned på enden og satte sig i det halvkolde og fugtige græs. Han vendte blikket spidst direkte op mod hende. Han blev faktisk set? Alligevel en ganske utrolig tanke. Han fnøs ganske kortfattet, idet han roligt rejste sig. Kutten valgte han selv at beholde over hans ansigt, så han i det mindste kunne stå bare en smule i skjul, for det var sådan at han havde det fint med, også fordi at det var det som han havde vænnet sig til. ”En som blot ønsker en fredelig tilværelse ved den flotte sø. Og hvem er du så, som ønsker at ødelægge det for mig..?” endte han ganske spidst. Han så ikke nogen grund til at præsentere sig for en som faktisk bar sig frem på den måde, for det var bestemt ikke noget som faldt i hans gode bog på noget tidspunkt! Maurus kneb øjnene fast og let sammen, tydeligt med en utilfreds mine. Jovist var der frygtelig mange ting, som var forandret for ham, også fordi at han stod.. alene. Han stod fuldkommen alene denne gang, og han kunne absolut ikke gøre noget ved det. Han vendte blikket igen mod søen. Umiddelbart så var han på ingen måder fjendtlig indstillet, så det behøvede hun bestemt heller ikke! ”Og hvem er du så..?” endte han tydeligt spidst.

[Deleted]

Mange havde forsøgt at nedlægge Marvalo og Jaceluck for den sags skyld, og langt om længe var det lykkedes nogle. Alle havde regnet med at ingen ville turde gøre sig forsøget under brylluppet, netop fordi de havde været frygtelig mange store samlet på ét og samme sted, de havde slet ikke været forberedt. Tanken satte stadig en knude i maven på hende, hun huskede det øjeblik hvor hun havde set sin mor trække kniven fra sin fars bryst, og tage sit eget liv, inden en forbandet warlock havde nået det. Tanken gjorde hende et sted stolt, og samtidig havde det været dråben for de to racer. Hun foragtede dem. At denne fremmede så var en af de forbandede warlocker, havde hun endnu ikke kendskab til, hvilket var til hans held. Matthew havde jo været mere eller mindre før hendes tid, hun havde i hvert fald ikke været særlig gammel da far havde taget hans liv i arenaen og havde mistet sit ben samtidig. Foden lod hun forblive liggende mod hans mave for at holde ham nede, hun trykkede godt til. De røde lokker dansede lystigt omkring hende, den var om ikke andet blid, hvilket forhindrede hende i at fryse for meget. Blikket lod hun søge ned over ham, fra ansigtet og hele vejen ned og tilbage igen, med et vurderende glimt. Kutten gjorde hun for nu intet ved, det var trods alt Dvasias, men det gjorde også at hun var tvunget til at være mere forsigtig. Uglens tuden i træet tæt ved dem, fandt hun efterhånden direkte irriterende, men ignorerede den, nu hvor hun havde fundet noget mere interessant. Cecilaya lagde mere vægt over på foden. ”Jeg stiller spørgsmålene her,” påpegede hun blot kortfattet. Ingen ønskede en fredelig stund ved den sorte sø, hun havde om ikke andet ikke oplevet det, desuden virkede han interesseret i lige netop dette sted. ”Hvad laver du her?” det var tydeligt at hun ikke stolede på hans forklaring om den fredelige stund. ”En som du vil være ked af du nogensinde har mødt, hvis ikke du giver mig dit navn,” svarede hun fast, for hun mente det i den grad. Hun var selv endt mere eller mindre alene, nu hvor en stor del af familien var afgået ved døden, men hun allerede glemt hvordan det føltes at have nogle ved sin side, det hele druknede mere eller mindre i arbejde, ikke fordi hun havde noget imod det, hun havde været klar over hvad hun gik ind til i mange år efterhånden, så det var bare sådan det måtte være, det var der ingen tvivl om overhovedet.
Den frie hånd strøg hun gennem det bølgede hår og fugtede læberne med tungespidsen uden at tage blikket fra ham på noget tidspunkt. I stedet bukkede hun sig en smule og greb ud efter hans kutte, i forsøget på at rive den ned, hun ønskede at vide hvem han var, og han kunne bare forsøge at gå imod hendes ønske.!

[Deleted]

Hvem denne kvinde måtte være, var slet ikke noget som Maurus havde nogen anelse om, men at hun brændt inde med en form for vrede, var noget som direkte måtte lyse ud af hende, selvom det ikke gjorde sagen bedre for hans vedkommende. Han kneb øjnene fast og direkte sammen, for det var noget som et sted gjorde ham hidsig! Han havde jo ikke gjort hende noget som helst! De isblå øjne stirrede direkte på hendes skikkelse som hun stod der over ham, og faktisk med foden mod hans bryst, næsten som havde det været et håbløst forsøg på at holde ham nede, for han vidste, at han med lethed kunne komme op, men brugen af magi, havde han faktisk aldrig været særlig begejstret for. At hun tog magten og stod som den.. højerestående, var slet ikke noget som han brød sig om, for det var faktisk kun en tanke som gjorde ham direkte hidsig, men ikke noget som han kunne gøre noget ved som sådan. ”Det er vi to om at bestemme..” mumlede han spidst, for han var på ingen måder enig med hende! Og så en kvinde af alle ting? Ja, det var virkelig langt under hans standard, og hvad han ville være med til, det var helt sikkert!
Maurus var faktisk fredeligt indstillet, selvom det var noget som meget hurtigt kunne forandre sig for hans vedkommende, for dette var bestemt ikke noget som han bare fandt sig i, bare sådan uden videre, og det var noget som denne kvinde nok skulle lære før eller siden, det var han helt sikker på! At hun så direkte måtte kræve at han skulle præsentere sig, var ikke ligefrem fordi at det var noget som gjorde det nemmere for ham, for det var noget som kun gjorde ham langt mere hidsig end det som godt måtte være i den anden ende. ”Hvis du vil være så venlig at fjerne din fod, så kan det være, at jeg var lidt mere samarbejdsvillig..” vrissede han ganske kortfattet. Han sendte hende en direkte advarende mine. At hun så direkte kom tættere på ham og rev hans kutte ned, var noget som direkte gjorde ham vred, men han havde slet ikke noget at skjule. De isblå øjne og det mørke hår, samt de markante kindben, var tydeligt en ting som nærmest måtte indikere at han var en Igleéias vel? Han fnøs ganske kortfattet. ”Okay så er det nok!” Med en fast bevægelse med hånden, så skød han en trykbølge direkte mod hende, og hvis han ramte helt rigtigt, så ville hun tage en tur igennem luften og direkte ned i vandet, nu hvor de faktisk var så tæt på den som de var, og et sted… så håbede han virkelig på det, for der var virkelig grænser for hvad han måtte finde sig i, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Så snart muligheden kom, så rejste han sig op og rettede kappen let til. Nu var kutten jo revet ned, så ville han jo heller ikke vinde på at tage den på igen, selvom det var en tanke som irriterede ham. Han havde absolut intet gjort hende!

[Deleted]

Det var ganske oplagt hvem hun var, hvis man havde kendskab til hendes slægt vel og mærke. Cecilaya havde gennem en længere periode ikke fået særlig megen søvn, der blev krævet og forventet mere af hende, end det som nogle ville kunne efterkomme, og ja det var noget som gjorde hende frygtelig pirrerlig, særlig når han direkte kunne sidde med at smil og stryge græsset, som frydede han sig over det som var sket hernede. Et sted afslørede det vel også hans væsen for hende? Måske foden ikke var videre effektiv i længden, men for nu lod det til at hun kunne holde ham i jorden og stå som den dominante. Cecilaya pressede ham direkte ned i jorden, og var skam forberedt, men mod magi så var det begrænset selv hvad hun kunne gøre. Hun tog direkte ,agten fra ham og gjorde ham underdanig, og hun lagde ikke skjul på at hun faktisk nød at gøre det. ”Det er jeg bange for vi ikke er,” svarede hun selv ligeså spidst, og sendte ham en lidt sigende mine. Han skulle bestemt ikke have lov til at få den mindste smule indflydelse. De blå øjne og det tydelige kæbeparti mindede hende om et eller andet, men hun kunne ikke sætte en finger på det, de lyste ligeså kraftigt som hendes egne smaragdgrønne, og det dragede hende et sted, tvang hende til at se ham i øjnene, også selvom blikket og attituden forblev direkte køligt. Hun ignorerede fuldkommen hvad han sagde, og lagde i stedet en smule mere vægt på, efterhånden stod hun mere på hans bryst end hun egentlig stod i det bløde græs. ”Det tror jeg ikke. Dit navn,” krævede hun stædigt, det var bestemt ikke fordi hun havde tænkt sig at give sig. Det var slet ikke fordi hun nåede at reagere på hans ord, før hun næsten følte luften blive klemt ud af hende. Hun var tvunget til at slippe foden fra ham, luften der ramte hende i en frygtelig fart, kølede hende ned inden hun ramte vandets overfalde med et mindre flask. Slaget gjorde faktisk lidt ondt, samtidig blev hun virkelig vred! Hun holdt vejret, og søgte mod overfladen, hun brød sig ikke synderlig meget om vand. Hun brød op gennem vandets overflade, med en kjole der forsøgte at trække hende ned, og de flammerøde lokker som klistrede sig til den blege hals. Hun gispede efter vejret, og svømmede hen til bredden, hvor hun lagde hænderne mod græsset og hev sig selv op. Hun stirrede direkte dræbende på ham. ”Det skulle du ikke have gjort,” hvæsede hun direkte hidsigt. Det var bestemt ikke noget hun fandt sig i. Desuden havde han netop afsløret sig selv som warlock og det gjorde det slet ikke nemmere, det var helt sikkert. Cecilaya endte på bredden hvor vandet dryppede ned af hende. Kroppen blussede op i varme, hvilket langsomt sørgede for at tørrer hende hurtigere end normalt. En kugle af ild dannede sig i hendes håndflade. Hun kastede den mod ham men ikke så den ville ramme, i stedet var den ment til at ramme jorden foran ham, og lade flammerne brede sig i en cirkel omkring. Han havde virkelig krydset grænsen!

[Deleted]

Tanken om at skulle være tvunget til at være en kvinde underdanig, nu hvor hun stod over ham, var slet ikke noget som han fandt sig i på nogen måde! Alene ud fra hendes hår og de grønne øjne, så var han så sandelig ikke i tvivl om at hun måtte være en Jaceluck, selvom det nu heller ikke var noget som rørte ham noget som sådan, for hvad skulle han da kunne gøre ved det? Ja, han skulle måske have holdt sig væk fra stedet her, for han vidste jo, at det var her hendes forældre havde ladet livet, og ud fra hendes alder, så måtte hun jo næsten være Cecilaya. Han havde aldrig rigtigt blandet sig i de dæmoniske affærer før, så hvorfor var det noget som han skulle begynde med nu? Det var slet ikke noget som han selv kunne se eller forstå for den sags skyld, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han fnøs ganske kortfattet. ”Skal jeg virkelig bede dig om at flytte dig igen..?” endte han sammenbidt, for det var i den grad også ment som havde det været en sidste advarsel, og det var slet ikke noget som han ville gøre anderledes af den grund, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om.
Hans tydelige kindben og de isblå øjne indikerede for de fleste hvem han var, for han var virkelig som bror om igen – udseendemæssigt om ikke andet, for når det kom til personligheden, så var han i den grad sin egen. ”Giv mig en god grund til at skulle give dig det..” endte han vredt, for nu var han kun for alvor ved at blive vred. At få hende kylet af sig og direkte ned i søen, var noget som han gjorde bevidst, og selv det at han havde ramt så godt, at hun faktisk havde ramt vandet, var en tanke som næsten måtte more ham! Han rejste sig varsomt op og rettede på kappen som hvilede omkring hans krop. Han skulle måske komme derfra? Også selvom han ikke ønskede at fremstå som svag, så var han på ingen måder besidder af den fjendtlige indstilling som hans kære bror, og det var sådan han havde ønsket at holde det og endda også på alle måder! Han nåede kun lige at vende sig i retningen af hende, idet at hun kastede ildkuglen i hans retning. At den ikke var ment for at ramme ham, gik først op for ham, da den ramte græsset og indrammede ham i en brændende cirkels centrum. Han knyttede næverne ganske fast. ”Ikke kom og sig, at jeg ikke allerede havde advaret dig.. Cecilaya..” endte han tydeligt sammenbidt, for den tanke alene, var noget som virkelig kunne formå at gøre ham vred, for han havde slet ikke ønsket at gøre hende noget som helst, og hvorfor skulle det ændre sig nu? Ja, nu var han ganske vidst ved at blive godt hidsig, og det var noget som der normalt skulle frygtelig meget til, men denne gang, så bad hun virkelig også om det!

[Deleted]

Det var ganske få mand der brød sig om at være en kvinde underdanig, men i Jaceluck slægten havde kvinderne altid været de stærkeste og ikke mindst de dominerende, og det var fodspor som selv Cecilaya måtte følge, hun var trods alt sin mors datter. At hun så netop havde svømmet i sine forældres rester, var hun bestemt ikke glad for! Søen var for hende blevet et helligt sted, hun nægtede at svømme i den, og det gjorde hende direkte vred at han havde formået at kaste hende i. Desværre var de forbandede warlocker mere udfordrende end hun brød sig om! Hun havde bestemt ikke tænkt sig at tage imod ordre fra en forbandet warlock!
Frygtelig utilfreds svømmede hun hen til bredden og hev sig tilbage på land. Våd og kold, så ville flammen ikke blusse som hun ønskede det, hun var jo desværre ikke så gammel som mor havde været, hun kunne ikke ignorere vandet der løb ned over hende. Kjolen klistrede sig pludselig til hendes blege hud, ligesom de flammerøde lokker havde fordelt sig langs den slanke hals, det var yderst distraherende, men det tog bestemt ikke modet fra hende. De smaragdgrønne øjne var endt iskolde, afslørede ingen anden følelse en vrede, mens hun blot stod og stirrede ”Fordi jeg beder om det,” svarede hun ganske kortfattet, for den var bare ikke længere! Et tilfreds glimt meldte sig i den kølige mine, da hun så hvordan ilden bredte sig omkring ham og blussede omtrent op til en meter høje flammer, så han ikke ville have hvilken som helst mulighed for at komme ud. Men så igen han var jo en forbandet warlock, hun vidste ikke hvad han ville have i ærmet.
Uden at tøve trådte Cecilaya mod ringen af ild og trådte igennem flammerne. Den gjorde ingen stor skade på hende, med den sved på den kølige hud, udelukkende fordi isen stod stærkest i hende i øjeblikket. Måske han havde holdt sig ude af af dæmoniske affære, men det gjorde ingen forskel med hans race. Der var ingen tvivl om at Cecilaya burde genkende ham, men nej hun var for ung, hun havde aldrig mødt Matthew, kun Eniqa, og det var frygtelig mange år siden. Det morede hende at han uden videre havde genkendt hende, men Jaceluck var trods alt let genkendelige, både med henblik på deres udseende og faste personlighed. Et både stolt og triumferende smil spillede over hendes læber, som hun stilte sig foran ham, og lod den iskolde hånd gribe ud efter hans hals, mens hun betragtede ham med direkte gennemborende øjne. ”Ser man det.. jeg er afsløret..” endte hun næsten som morede det hende, or det gjorde det virkelig. ”.. I så fald ved du også at din advarsel rager mig! Nu.. dit navn,” påpegede hun igen, lige her havde hun ikke tænkt sig at give sig, også fordi han for pokker da mindede hende om noget hun ikke kunne sætte en finger på, det var frustrerende!
Flammerne omkring dem hjalp hende en smule tør igen, hun kunne føle stoffet trække sig lidt fra sin hud, hvilket var rart i sig selv, hun var og ville aldrig blive en vandhund, det var helt sikkert!

[Deleted]

Cecilaya var uden tvivl sin moders datter, det var noget som Maurus da tydeligt kunne se, også selvom det ikke var fordi at han var ude på at lave problemer, for det havde han jo faktisk aldrig været! Han havde mistet alt det som han havde haft kært i hans liv, og selv Eniqa havde slået ham ihjel tilbage i sin tid og et sted, så frustrerede det ham vel, at han faktisk rendt rundt endnu, også fordi at det slet ikke var noget som han kunne have med at gøre, for det alene, var noget som gjorde ham vred et sted. At få tøsen af sig, gjorde virkelig godt, for hun skulle bestemt ikke tro, at hun kunne komme her og kræve af ham, for hun kendte ham ikke, og han havde absolut intet gjort for at besudle det minde som var her på stedet hvad angik hendes forældres død, for han var jo ikke andet end en forbipasserende og ikke noget andet! ”Så.. er det jo fint, at du ikke bestemmer over mig..” endte han ganske kortfattet, som han kun lige nåede at komme op på benene, inden han var omringet af en ring af ild. Han knyttede næverne ganske kortfattet, også fordi at han slet ikke var ude på at skulle gøre noget som helst, for han var slet ikke ude på at gøre noget som helst!
Selv Maurus vidste at hans familie på ingen måder var ukendt, så genkendte denne kvinde tydeligvis ikke hans tydelige ansigtstræk, hvilket nu også var noget som passede ham særdeles glimrende! Han kneb øjnene direkte advarende sammen, også fordi at han ikke kunne få sig til noget andet, for han ønskede slet ikke strid! ”Du er som skudt ud af næsen på din mor.. Enhver er en komplet tåbe, ved ikke at kunne genkende dig,” endte han ganske spidst. Det var da tydeligt hvem hun var! Han trak vejret dybt, som han stillede sig med fronten direkte til hende, også selvom hendes greb omkring hans hals, virkelig efterlod ham med en direkte vrede uden lige, for han fandt sig på ingen måder i den opførsel eller i den behandling, for han havde jo slet ikke gjort noget som helst mod denne kvinde! Hans øjne glimtede af det rene had og vrede. Han hævede hånden og tog direkte omkring hendes, på de specielle punkter, som han kendte til, for at tvinge hende til at slippe. Fysisk var han jo langt stærkere end en simpelt kvinde!
”Hvis du vil have mit navn… så kan du i det mindste spørge pænt..” Hans øjne lynede nærmest af det rene had. I det store og hele, havde han bestemt ikke meget til overs for dæmoner, og hun gjorde det bestemt heller ikke bedre. Om det ville gavne ham at afsløre sit navn, vidste han ikke, også fordi at han som regel blev dømt på det som hans bror havde gjort, uden egentlig at have noget som helst at gøre med det, men det var nu bare sådan at det var. ”Lad flammerne falde, Cecilaya.. og jeg skal fortælle mit navn,” endte han ganske kortfattet. Tanken gjorde ham direkte vred, også fordi at han følte sig indelukket, og det i sig selv, var ikke en fornemmelse som han brød sig særlig meget om!

[Deleted]

Der kunne slet ikke herske tvivl om hvem Cecilaya var datter af, og særlig ikke for de som havde kendt hendes forældre. Denne mand var tydeligvis sådan en. Dvasias var ikke et fredeligt land, og der var ingen som kunne vide sikre. Cecilaya var virkelig fuldkommen ligeglad med hvor fredelig denne mand var eller ikke var, pointen var at han var en warlock og det i sig selv var nok, til at føle hendes foragt! I hendes øjne var hun blot endnu en nysgerrig sjæl, kommet blot for hån af mennesker hun havde elsket af hele sit hjerte, og det fandt hun sig virkelig ikke i!
Hun betragtede ham med direkte gennemborende øjne. Konstant havde hun paraderne oppe, hun var jagtet kvinde, og hvad kunne hun gøre? ”I sidste ende gør jeg, du ved det,” svarede hun blot spidst. Hun var trods alt en langt mere dominerende sjæl end det som han var. På trods af at han havde brugt magi mod hende, så gjorde han hende ikke ondt som sådan, noget som hun ikke ville tøve det mindste med! Den blide vind strøg de flammerøde lokker over hendes ansigt. Flammerne omkring dem varmede behageligt, også selvom det stak lidt i den nu kølige hud. Grebet om hans hals, holdt hun fast, lod neglene borer sig ind i hans kød. Hans ord fik hende næsten morende til at trække på smilebåndet. Han havde ret, kun en komplet tåbe ville ikke genkende hende. ”Og kun en komplet tåbe ville trodse mine ord,” påpegede hun lidt sigende. Det var etydeligvis en mand der havde en eller anden form for vigtighed, men Cecilaya kunne ikke sætte finger på hvad, hun var stadig for ung, til at huske Matthew.. kun Eniqa havde hun set en enkel gang eller to, men det var trods alt mange år siden at hun var gået i graven. Trykket mod punkterne på hendes hånd, tvang hende direkte til at slippe ham. Hånden tog hun til sig og holdt den ind til sit bryst, med direkte vrede malet i de grønne øjne. Fysisk ville han altid være stærkere end hende, hun var trods alt en kvinde, og hun havde kun de fordele hun nu engang havde. ”Jeg.. spurgte pænt,” svarede hun direkte spidst.
I hendes øjne havde hun spurgt pænt både to og tre gange, desuden hvorfor skulle hun stole på en som ham? For et kort øjeblik overvejede hun faktisk hans ord, og lod blikket glide omkring de intense flammer. Hun nikkede roligt, og lod dem gå i sig selv med præcision. Der var end ikke spor efter at de havde brændt. Hun vendte sig igen mod ham, med en hånd i siden og et meget bestemt blik. ”Udemærket. Dit navn,” bad hun igen, denne gang mere roligt. Det var bestemt ikke altid hun var fjendtlig indstillet, men det at han var magisk anlagt, var noget som i det store og det hele var nok for hendes vedkommende. Igen trådte hun et enkelt skridt tættere på ham, lidt i en advarsel også. Hun holdt ord og det samme burde han gøre, hun var ikke en kvinde man ønskede problemer med!

[Deleted]

I forhold til sin kære bror, så vidste Maurus godt, at han havde noget at komme efter, specielt hvis han satte snuden op efter det samme, selvom det nu slet ikke var tilfældet. For en gangs skyld, så var han blevet set, også selvom det ikke ligefrem var dette som han havde regnet med, hvilket faktisk måtte irritere ham en smule! Han vendte blikket direkte mod hende og med den samme direkte irritable mine. Normalt skulle der meget til for at irritere ham, men Cecilaya tog virkelig kagen! Hun irriterede ham bare ved at stå der, så selvfølgelig var det ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for tanken var ham virkelig en irritation uden lige! Hun skulle bestemt ikke komme her og bare tor at hun kunne eje det hele, når han egentlig kun var der på gennemfærdsrejse, for det var jo hvad han var! Han var slet ikke ude på at gøre hende noget ondt eller besudle hendes forældres gravsted med negativ energi, som hun næsten fremstillede det! ”Det er vi to om at bestemme, Cecilaya.. Jeg lader mig ikke hundse rundt med mere..” vrissede han sammenbidt. Normalt var han slet ikke fjendtlig indstillet, også selvom det var noget som næsten skete automatisk når han var i nærheden af hende, også fordi at han slet ikke vidste hvad det var hun egentlig var ude på, selvom det nu ikke gjorde det meget bedre for ham. ”Jeg lystre ikke dæmoner, min kære… sorry..” Et flabet smil bredte sig på hans læber, også selvom det var ord som han faktisk mente. Han nægtede sgu da at lystre det forbandede bæst!
Maurus ville ikke ligefrem vove at påstå at Cecilaya havde taget en ordentlig tone i brug overfor ham. Hvis det var den tone som hun tog i brug overfor dæmonerne, så ville det ikke forundre ham, hvis hun ville finde det problematisk at styre dem, for folk krævede respekt, for at blive vist den! Det var skam også det som Matthew havde lært på den hårde måde, det var der ingen tvivl om! ”Spurgte pænt? Næppe..” endte han med en kortfattet stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke, det var der ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. At ilden forsvandt, var ham dog en lettelse, for han brød sig ikke om at stå fanget på den måde! Det var noget som hans bror desværre havde gjort for meget brug for igennem hans liv, og det var slut nu! Han knyttede næverne, som han roligt rettede sig op. ”Det var da ikke så svært, var det?” spurgte han ganske sigende, som han sendte hende en advarende mine. Han fandt sig ikke i den teenageopførsel, det var der ingen tvivl om! ”Nuvel.. Mit navn er Maurus Igleéias..” afsluttede han ganske kortfattet, også selvom.. det vel i sig selv, kunne være et farligt navn bare at plapre ud med? Men nu gjorde han det!

[Deleted]

Måske Cecilaya reagerede frygtelig hårdt, men hun havde trods alt haft et par hårde uger, det var ikke en dans på roser at lede oprørske dæmoner, men hun gjorde det bedste og efterhånden var der faldet lidt mere ro over tingene, ro nok til at hun havde mulighed for at mindes sine kære forældre for første gang siden deres død. At en warlock så forstyrrede deres fred ved at stille sin nysgerrighed på den ubehagelige måde, var noget som gjorde hende direkte vred! Hun stirrede indgående på ham med intense, grønne øjne. Der var ingen tvivl om hvem hun var datter af, og det var noget som faktisk gjorde hende stolt. Flammerne lod hun falde ligeså hurtigt som de var opstået, efterlod sig intet spor. Selv hun var i stand til at gå på kompromis! Hun hævede et slankt øjebryn og så lidt forundret på ham. ”Du lader dig ikke hundse rundt med.. mere? Det lyder ellers næsten som om underkastelse falder dig naturligt,” påpegede hun med en snert af morskab i tonen. Det var stadig ikke gået op for hende hvem hun stod overfor, i det store og det hele var hun ligeglad, for hun havde ingen grund til at give nogen warlock en chance! Hans ord fik atter smilet til at falme. I stedet trak hun sammenbidt på mundvigen i et vredt ansigt. Den hånende undertone, var bestemt ikke noget hun fandt sig i! ”Var din tunge, warlock,” svarede hun lidt spidst. Måske han i sidste ende var langt stærkere end hende, men det var slet ikke en tanke som faldt hende ind! Taget i betragtning af hans væsen og det humør hun selv var i, i øjeblikket så havde hun faktisk spurgt ham pænt, til dels havde hun haft lyst til slet ikke at spørge, men koldt tage livet af ham og være fuldkommen ligeglad med hvilken mand han så end måtte være. ”Det er som man ser det,” endte hun køligt. Han irriterede hende grænseløst hvem end han måtte være, men der var noget ved det flabede smil som virkede velkendt, og det irriterede hende at hun ikke kunne sætte finger på. Hun sendte ham blot et meget advarende blik ved hans ord, det havde ganske vidst ikke været svært, men han stod ikke højt på hendes liste i forvejen, han kunne godt knytte sylten! Hånden lod hun løbe igennem de flammerøde lokker, og lod ikke det intense blik forlade ham på noget tidspunkt. Enhver farve forlod hendes kinder i samme øjeblik han afslørede sit navn. Selvfølgelig kendte hun til Igeéias familien! Hun havde kendt Eniqa forholdsvis godt, og Matthew havde hun set en måske to gange, men mest af alt død. Så vidt hun vidste havde Marurus ligeså været død. ”Ser man det. Det sidste jeg havde ventet mig var en Igleéias, jeg troede i var blevet udryddet for længst,” påpegede hun næsten lidt spydigt. Det fortalte hende dog også, at denne mand bestemt ikke var en hun skulle ligge sig for meget ud med, for i så fald var han ikke blot gammel men kom også var en oldgammel warlockslægt, for ikke at glemme at det var hendes far der havde slået hans bror ihjel, det så ikke godt ud, det erkendte hun gerne, men ikke desto mindre så gjorde det, det ikke bedre for hendes vedkommende, han var stadig en pine på steder hun end ikke ville nævne!

[Deleted]

Maurus var slet ikke på stedet for at besudle hendes forældres våde grav, men mere for at se med egne øjne, at det virkelig var sket, og Cecilayas måde at reagere på, så var han slet ikke i tvivl om, at det faktisk måtte være tilfældet, men dog af den grund, så fandt han sig ikke i at blive hundset sådan rundt med, for han var slet ikke den mand mere! Han var ikke den mand som bare levede i sin brors skygge, uden at gøre noget som helst, for det var i den grad anderledes nu, hvilket hun meget snart skulle finde ud af! Dette var kun noget som virkelig var begyndt at irritere ham som intet andet overhovedet! ”Du vil straks blive overrasket over, hvor meget en ny chance og en ny mulighed, kan gøre ved et menneskeligt individ,” påpegede han ganske kortfattet. Livet var for kort til at underkaste sig andre, så selvfølgelig var det ikke noget som han gjorde endnu en gang, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, og den tanke ene og alene, var noget som virkelig måtte pisse ham af! Den tone som han blev tiltalt i, var bestemt heller ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for ham, for han fandt sig slet ikke i at blive tiltalt på den måde, hvilket hun nok skulle finde ud af før eller siden. Han sendte hende et næsten hoverende smil. Han pissede hende af, og et sted så nød han faktisk af den tanke! ”Jeg er min egen herre.. jeg gør hvad der passer mig,” endte han med en tydeligt hvislende stemme.
At ilden forsvandt, var selvfølgelig noget som gjorde Maurus mere rolig, for så følte han sig næppe så fanget, som det han havde gjort til nu! Han vendte de isblå øjne direkte mod hende, koldt og gennemborende. Han havde meget af sin kære bror i sig, hvilket skam også lå til resten af familien og slægten, men det var Matthew som uden tvivl havde ført den frem, selvom det nu slet ikke var noget som rørte ham. Det påvirkede jo så bare hans liv til den ene retning frem for den anden. Præsentationen af hans navn, kom tydeligt bag på hende, hvilket nu heller ikke gjorde ham noget! Tvært imod, så passede det ham faktisk fint! Han trak sig væk fra hende og rettede lidt på sig selv, inden han vendte blikket fast mod hende endnu en gang. ”Du vil blive forbavset over, hvad familien i det hele taget er i stand til, min unge ven,” endte han ganske sigende. Han var normalt ikke fjendtlig indstillet, men hun gav ham alt mulig grund til at blive det, for han fandt sig slet ikke i den opførsel eller den behandling! Den mindede for meget om den han havde været igennem frem til nu! ”Var din tunge, dæmon..” advarede han direkte kortfattet og med en direkte iskold stemme. Der var i den grad grænser for hvad han måtte finde sig i, og det var noget som hun nok tidsnok skulle lære før eller siden! Ingen tvivl om, at hun i sandhed var sin mors datter!

[Deleted]

Lige når det kom til dette sted så havde Cecilaya formået at udvikle en ømtålelighed overfor stedet, både med henblik på hvad der var sket med hende og Cedric her da de havde været mindre, men også med henblik på de mange som hun havde mistet på en og samme aften, og hun ville bestemt ikke lade en forbandet warlock stå og besudle steder! Hun betragtede ham med intense, grønne øjne, så ikke bort fra ham på noget tidspunkt, for hun var ikke i tvivl om at han var hurtigt reagerende når det kom til magien. Hun hævede et øjenbryn og betragtede ham ikke synderligt overbevist, med en hånd i siden. ”Så det mener du? Jeg tror ganske vidst på at folk kan ændre sig med en Igleéias? Det tror jeg ikke, Maurus, du lever stadig i din broders skygge, det er ynkeligt,” påpegede hun med en tone der direkte dryppede af hån. Efterhånden var hun stort set blevet tør igen også selvom kjolen var blevet en smule stiv efter sin tur i søens kølige vand. Tanken gjorde hende vred! Hvor vidt han kunne lide måden hun tiltalte ham på eller ej, var hun mildest talt ligeglad med, hun tog ikke imod ordre fra en forbandet warlock. På trods af det så formåede han dog at pisse hende af og det var svært at skjule. Hendes læber bredtes i et næsten triumferende smil.. hun formåede tydeligvis også at tirrer ham lidt og hun nød det, også fordi det var en mulighed for hende hvorpå hun kunne få lidt luft fra de mange frustrationer. Hvad en warlock som ham ikke kunne bruges til, det ville jo næsten være synd at skilles fra ham igen på den måde! ”Det ville jeg ikke regne for meget med hvis jeg var dig, min søde Maurus,” svarede hun med en ligefrem sukkersød tone. Forsigtig var hun ikke ligefrem af sig, på det punkt lignede hun nok sin mor, men hun havde om ikke andet en idé om hvad hun gjorde og hvad hun risikerede. Nu hvor Cecilaya kendte hendes navn, så var hun ligefrem skuffet over sig selv, over ikke at have genkendt ham, det var jo tydeligt.. de gennemborende blå øjne og den håndlige tone..men samtidig var hun også klar over varmen der lå gemt et sted bagved. En kynisk latter brød hendes læber. Hun rystede på hovedet og fugtede læberne med tungespidsen. ”Ha! Lad mig rette dig der kæreste Maurus. Jeg vil til enhver tid være forbavset over hvad din bror var i stand til.. og til dels Eniqa, men du? Nej du har altid været det svage led har du ikke? Forsøgt at imponere dine forældre.. din bror, ønsket at blive set,” roligt trådte hun tættere på ham, nøje opmærksom på enhver bevægelse så hun kunne nå at reagere, hun var jo heller ikke dumt! Når det kom til Maurus turde hun kun at tirrer ham fordi det var ham.. mentalt ville hendes styrke overgå hans til enhver tid, og det var det som hun spillede på, for magisk kunne hun jo slet ikke følge med, han var mange gange ældre og bar et lidt både heldigt og uheldigt navn i forhold til. Det at far havde slået hans bror ihjel lagde jo også lidt et pres på hende, hun bebrejdede ham dog ikke af den grund, det var kun på tide at hun gjorde begge sine forældre stolte, særligt fra døden af, for hun vidste at de betragtede hende nøje!

[Deleted]

Maurus skilte sig sikkert frygtelig meget fra hans slægt, og hvad de stod for, hvilket specielt indebar hans bror, men det var noget som han var vant til! Han var vant til at blive hånet og nedgjort for hans holdninger og meninger, også fordi at han ikke videre havde gjort noget ved det af den grund. Det gik kun mere og mere op for ham, hvor meget tøsen virkelig måtte ligne sin mor, hvor det selv morede ham, at han havde formået at kyle hende fra sig og direkte i søen. Lige når det kom til magien, så handlede han faktisk utrolig hurtigt, og han var bestemt ikke en som man bare skulle komme på tværs af! ”Jeg stod op for mig selv, mine holdninger og mine meninger. Jeg levede måske i min brors skygge, men jeg har overlevet.. Jeg overlevede det hele,” endte han ganske kortfattet. Han var jo trods alt der endnu af en grund, hvilket han selvfølgelig var frygtelig glad for! Næverne knyttede han ganske fast. Den tone som han blev tiltalt i, var ikke just noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund, men hun kunne ikke just gøre noget ved det af den grund, og det var næsten det som var det værste. Han sendte hende en direkte advarende mine, for selv han havde grænser for hvad han fandt sig i! For han fandt sig ikke i hvad som helst mere! ”Tror du at jeg vil danse efter en sølle dæmons pibe? Tro om igen, Cecilaya,” vrissede han med en fast tone, for det var ord som han faktisk måtte mene!
Et sted var det jo næsten skuffende, at Cecilaya ikke havde formået at genkende ham, selvom det nu heller ikke var noget som havde gjort ham det mindste, for han nød nu godt af den anonymitet som han nu havde haft til nu. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. En lille mørk kugle samlede sig i hans hånd, også selvom den mest af alt var ment som i en sidste advarsel. Det kunne godt være, at hun var langt mere dvasiansk end det som han var, men bare det faktum, at hun skulle nævne Eniqa, var noget som gjorde ham vred, for hun havde været den eneste som han i sandhed havde elsket på den måde, og nu var hun væk.. væk for altid, hvilket virkelig var noget af det som gjorde mest ondt. ”Du skal ikke nævne hende..” mumlede han med en spids og fast tone for det var slet ikke noget som han fandt sig i! Han havde måske levet i sin brors skygge, levet godt på den frygt som var skænket til den mand, og derved også til familiens navn, selvom det nu ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham nu! Han tog et advarende skridt mod hende, for han var bestemt heller ikke bange af sig! ”Jeg er måske ikke som min bror, eller Eniqa for den sags skyld, men jeg kan endnu ting.. Ting som du ikke engang vil turde drømme om..” hvislede han med en fast og direkte advarende stemme, for løgn var det bestemt heller ikke, og den tanke alene pissede ham af. Hans forældre havde aldrig set ham, og han havde jo fint klaret sig uden dem! Altid!