Just another night

[Deleted]

Hvilket tid på døgnet det var, var ikke til at sige for dem som befandt sig i Appolyon. De mange snævre gange, skjulte for både lys og mørke, og var i stedet indrettet med sit ganske eget miljø. Cecilaya havde tilladt sig selv, at tage blot ti minutter, for sig selv ved den varme kilde. Faklerne brændte lystigt og lyste det rummelige, lune rum op. Hun sad på kanten og badede sig skæret fra flammerne, med fødderne stukket i det varme vand. Det var for en gangs skyld lykkedes hende at få sovet en time eller to i løbet af natten, til en mindre konflikt havde vækket hende og tvunget hende til endnu engang at gribe ind. Hun svingede de nøgne fødder gennem det varme vand, og lod den afslappede fornemmelse tage et godt tag om hende, hun formåede faktisk at falde en smule til ro, selvom et hav af tanker endnu plagede hende. Hun lænede sig op af den ru væg og strøg de flammerøde lokker bort fra ansigtet. Jo flere dage der gik, jo mere der kom på plads, jo bedre begyndte hun faktisk at se ud fordi hun havde tid til at nyde måltider såvel som søvn. Det dæmoniske råd havde fået en enorm opbakning.. på mange måder for stor en opbakning, der var mange som ønskede at få del i den magt, det havde udløst direkte unødvendige kampe, og mange ubehagelige forsøg på at imponere hende, hvilket ikke var lykkedes synderligt mange, hun ønskede ikke magtgale i sit råd, det ville kun skabe problemer i sidste ende. Hun sukkede tungt. For første gang i uger var ansigtet i mere rolige folder, frem for kølige eller direkte intetsigende øjne. Den slags var meget nemmere når hun var alene, hvilket var frygtelig sjældent disse dage, folk krævede hendes opmærksomhed konstant. I sit hoved forsøgte hun at genskabe listen over hvem hun havde valgt som rådsmedlemmer indtil videre. Ilosonic var hun slet ikke sikker på, det måtte tiden jo vise, men Ilaria, Evan, Jared, Moriaty og hende selv stod selvskrevet, problemet var hvem der skulle udfylde de sidste pladser, lige der var hun tvunget til at være kræsen på trods af de mange muligheder der var. Desværre havde dæmoner et kæmpe problem med loyalitet, hvilket selvfølgelig også var noget af det som hun ønskede at ændre. Efter at have været splittet i mange år.. mere eller mindre siden hendes mor mistede 'tronen', var det igen et samfund og hun ønskede også at stable det op på den måde. En smule frustreret over sine egne tanker sparkede hun til det varme vand og lod hovedet falde tilbage mod væggen, ignorerede den mindre smerte fra det ru materiale som Appolyon var gjort det. Det råd skulle stables på benene, hun havde brug for folk hun kunne stole blidt på, særlig med henblik på hendes unge alder, hun havde brug for folk med erfaring, til at hjælpe hende ind i dette nu hvor mor ikke længere var til stede, men de færreste ville underlægge sig en kvinde så ung, og det irriterede hende, for hun i den grad værdig!

[Deleted]

Valiant var rastløs. Det var efterhånden mange tusinde år siden at han havde tabt kampen om at være familiens overhoved til sin ældre bror, jorddæmonen Moriaty. Lige siden dengang, vidste Valiant at han måtte gøre mere ud af sig selv, for en dag at være stærk nok og være værdig til at kunne være leder for familien. Han vidste at han aldrig ville kunne opnå dette hvis han blev på Peula, hvor hans bror havde gravet sine rødder så langt ned i Peula's magtapperat, at Valiant ikke ville have en chance for at kunne slå sin bror, så i stedet måtte han forlade Peula. Selvom han stadig boede fast i Solomon palæet, var han villig til at forlade sin famliebolig, hvis det kunne give ham mulighed for at udvide sin horisont. Valiant havde længe rejst rundt og ledt efter måder han kunne blive stærkere, men efter nogle år hvor han rejste rundt i Dvasias, fik han fortalt at der var ved at blive skabt en organisation for dæmoner, et såkaldt råd hvor dæmoner af en vis støbning ville samles og udpønse en måde at besejre Warlockene på og Valiant var opsat på, at han ville slutte sig til dette råd. Det var lige hvad han havde brug for, for at få indflydelsesrige venner der måske kunne hjælpe ham med at blive stærkere. Der gik dog ikke længe før han opdagede at hans ældre bror Moriaty var kommet ham i forkøbet og allerede repræsentativ for jorddæmonerne. Hvor Valiant dog hadede sin bror, men samtidig holdte han jo enormt meget af ham, for han var jo hans bror. Han besluttede sig dog for, at dette ikke ville ændre noget, han ville sagtens kunne arbejde side om side med sin bror, nu hvor de jo var i familie.
Valiant var nu rejst til drypstenshulerne i Appolyon for at opsøge den unge leder han havde hørt så meget om. Han vidste ikke meget om hende, ud over at hun var datter af Faith, som Moriaty havde støttet i mange år inden hun faldt af tronen. Valiant gik roligt gennem hulerne og råbte en gang i mellem for at høre om der var nogen hjemme. Han havde aldrig været her før, men han kunne godt lide at være der, specielt fordi at der dryppede vand ned fra loftet, hvilket bekræftede ham i at han ville være i stand til at kæmpe hvis det blev nødvendigt.
"Hallo ! Jeg søger Cecilaya" råbte han og ventede på at der var nogen der før eller siden ville svare på hans kald

[Deleted]

Drypstenshulerne havde på det seneste været påvirket af de mange tab, der var sket ikke kun på baggrund af krigen med warlockerne, men rent generelt, og det havde gjort gangene mere eller mindre tomme. De fleste holdt sig til særlige rum eller til deres værelser, det var underligt at der var så stille, men det var noget som man vænnede sig til. For en ny på dette sted, ville det være forbandet svært at finde rundt, der var et utal af gange, nogle ledte ikke engang til noget særligt. Den varme kilde lå ganske centralt modsat den kølige, hvilket også gjorde at mange brugte den som en målepind, så de kunne se hvor de var. Cecilaya lyttede nøje til hvad der foregik på den anden side af de tynde vægge, mest fordi hun kunne høre skridt nærme sig. Det var ikke normalt. Hun havde ingen tidsfornemmelse, der var intet sted hun kunne stikke hovedet ud for at se om det var lyst eller mørkt, det gjorde ingen forskel på disse kanter. Det gik hurtigt om for hende at hvem end vedkommende var, så søgte han hende, det var desuden ikke en genkendelig stemme, men der fandtes jo også frygtelig mange af deres slags. Hun sukkede opgivende, velvidende om at hun ikke kunne ignorere et kald på den måde, det var hendes pligt at tage sig af dem, også selvom langt de fleste opsøgte hende i begær efter magt. Hun lod de blege fingrer vandre igennem de flammerøde lokker, og tvang sig op på benene, hvilket næsten var hårdt, nu hvor hun for et øjeblik havde givet sig selv lov til at slappe af.
De smaragdgrønne øjne mistede igen deres mildhed og gled i stedet ind intense og alvorlige folder.
Hun ville nødig ende med at afsløre nogle følelser i sit blik, ikke for tiden. Med rolige og måske ligefrem tøvende skridt, trådte hun hen mod den naturlige åbning der var ind til kilden, hun dækket af et tilsløret stykke stof, så det var muligt at få en smule privat liv. Hun skubbede det til side og trådte forbi, kun for at lade blikket falde mod en mand, hvis ansigt hun aldrig før havde set. ”Du har fundet hende,” påpegede hun bare lidt sigende, og trådte imod ham. Som udgangspunkt nærede hun ikke tillid til folk hun ikke kendte, men hun havde trods alt heller ingen idé om at han var Moriatys bror. Armene foldede hun roligt over brystet. ”Hvad kan jeg være behjælpelig med?” spurgte hun uden at spilde tiden, tid var penge som man sagde.. i hendes tilfælde var tid frygtelig værdifuld, for den rakte sjældent til alle de gøremål hun havde. En smule vurderende lod hun blikket glide over ham. Han var dæmon det var hun ikke i tvivl om, men hvilken art.. den kunne end ikke hun svare på.

[Deleted]

Valiant fik stress af alle disse gange. Han måtte indrømme at han aldrig havde haft en særlig god stedsans, han gjorde bare som sit element nu engang gjorde, gik ned ad enhver gang, indtil han fandt det han søgte. Da hans kald så endelig blev svaret, faldt Valiant mere til ro. Han så på den unge kvinde og måtte indrømme at han vidste hun var ung, men hun var yngre end han havde regnet med. Var det virkelig denne dæmon som Moriaty arbejdede sammen med? Han tog sig sammen og stirrede vurderende på hende.
"Mit navn er Valiant" sagde han uden at oplyse om sit efternavn. Han ville være sikker på, at hvis han blev accepteret i denne inderkreds af magtfulde dæmoner, skulle det for en gangs skyld, ikke være på bekostning af hans slægt.
"Jeg er kommet for at søge om en plads i din organisation" sagde han med en afmålt, men militær agtig stemme. Han kunne mærke at der var vand inden for en relativ kort afstand, så i stedet for at fortælle om sit element, valgte han at løfte hånden i en rolig gestus og næsten med det samme kom det varme vand fra kilden bag hende strømmende ud fra forhænget og slyngede sig kælende om hende inden det fløj over til Valiant og straks splittede sig i en masse kugler på størrelse med en tennisbold der begyndte at cirkulere rundt omkring ham fra forskellige vinkler.
"Jeg opsøger dig, dels fordi dæmoner inden for mit felt er blevet set ned på og opfattet som en svagere type dæmoner, hvilket jeg vil ændre og dels fordi jeg vil kunne hjælpe jer med at besejre warlockerne" sagde han og måtte indrømme at han faktisk ikke havde forberedt nogen egentlig salgstale, hvilket set i bakspejlet nok havde været en god idé, men det var en af de svagere sider ved vandet, det lader sig ikke holde tilbage når det først har mulighed for at strømme. Han tænkte at han nok allerede var ude for en hård start, men han var stålsat. Han ville gøre alt for at blive accepteret, om det så krævede at han skulle besejre samtlige af de indlogerede dæmoner. Igen, set i bakspejlet havde det nok været smart at nævne sin familie, så hun i det mindste ville have en naturlig interesse for at vide om han ville kunne gøre organisationen stærkere, når han jo var i familie med Moriaty, som allerede havde vundet denne unge dæmons tillid

[Deleted]

Appolyon var ikke nem at finde rundt i, og særlig ikke for folk som aldrig før havde betrådt gangene. Hun var nærmest vokset op på dette sted, og visse steder havde hun end ikke lært at kende, på trods af sin nysgerrighed og trangen til at undersøge, det var næsten alt for nemt at farer vild. Cecilaya betragtede ham med et indgående blik. De fleste dømte hende på alder, for hun var ikke synderlig gammel, ikke meget ældre end hendes mor havde været, da hun begyndte at lede dem, og hun havde udrettet meget i sin tid der, så hvorfor regnede ingen med at hun ville være i stand til samme? De vurderende blikke var hun efterhånden vant til, også selvom hun begyndte at miste tålmodigheden med dem en smule, hun ønskede blot at fører racen frem. Hovedet lod hun let søge på sned og de flammerøde lokker glide langs den ene skulder, mens hun både nysgerrigt og ligeså vurderende betragtede ham. Den faste tone lod til at ligge til hans person generelt og hun tog sig nu heller ikke meget af den. ”Goddag Valiant.” hun bukkede hovedet mod ham i en rolig hilsen. Enhver dæmon skulle selvfølgelig være velkommen, og selvom hun var en hård leder, så var hun der kun for deres bedste. Hun afslørede ingen forundring eller overraskelse da han løftede sløret for at han var her med henblik på organisationen. Det var utroligt så mange dæmoner der pludselig søgte hjem.. tilbage til deres plads i Appolyon for pludselig at få tildelt magt. ”Aha. Det er de fleste,” påpegede hun lidt sigende. ”Hvorfor har jeg aldrig set dit ansigt før?” spurgte hun direkte. Var han endnu en af dem som havde svigtet samfundet fra starten? Vandet der pludselig sneg sig om hende, fik hende omgående til at fryse på stedet. Hun kunne ganske vidst fryse det til is men lod være for nu, et sted fandt hun det smukt at se det smyge sig om sin skikkelse på den måde. En vand dæmon. Det forklarede en hel del, og de var faktisk sjældne efterhånden, og han havde ganske ret i at de fleste så ned på dem, hvilket var synd og skam i hendes øjne. ”Jeg er bange for at der er en hel del af jer der har misforstået konceptet. Appolyon er et samfund.. dæmonerne var stærke i årtusinder fordi vi ikke kørte vores eget kapløb eller kæmpede om magten ligesom warlockerne og dæmonerne har gjort til nu. Meningen med rådet er først og fremmest at værne om vores samfund, værne om vores race.. krigen med warlockerne høre selvfølgelig derunder. Uanset.. det er mig ubegribeligt hvordan folk pludselig brager ind og ønsker sig magt, når de vendte vores samfund rådet for mange år tilbage,” endte hun roligt men med en spydig tone, for det var respektløst i hendes øjne, om han var en af dem, vidste hun dog endnu ikke, hun håbede det ikke. Desuden var det ikke nemt for alle at underlægge sig en så ung dæmon.

[Deleted]

selvom Valiant altid havde søgt indflydelse og derfor så mange ledere som konkurrenter, så havde han alligevel en stor autoritetstro og vidste godt at selvom hun var ung, var hun sikkert stærk og klog som en ældre dæmon. Han kunne tydeligt huske fra sin barndom, hvordan forskellige dæmoner i hans familie mestrede deres felter med forskellige hastigheder. Han havde selv været meget hurtig til at lære sit potentiale at kende, i modsætning til sin storebror, til gengæld var Moriaty's styrke konstant øgende, hvor Valiant havde nået sin top for mange år siden. Han kunne stadig blive bedre, men det var betydeligt langsommere. Dæmonernes historie kendte Valiant skam godt til og han vidste at mange dæmoner havde vendt det dæmoniske samfund ryggen for mange tusinde år siden og det var heller ikke underligt at hun aldrig havde set ham før, da han ikke ligefrem havde sin sædvanlige omgang i Dvasias. Han overvejede grundit hvordan han skulle begive sig videre herfra, da det stadig ikke var hans ønske at røbe sine familiemæssige forhold.
"Min slægt forlod Dvasias for mange hundrede tusinde år siden, grundet en daværende ordre fra den dæmoniske leder. Dengang den globale ekspansion var på sit højeste og dæmonerne forsøgte at tilegne sig kolonier i forbindelse med de nye områder" sagde han og regnede ikke med at det var for meget at røbe. Det var jo rigtigt at dengang Imandra og Peula eksempelvis blev opdaget, var der mange dæmonslægter der blev sendt ud for at slå rødder i den nye verden, så dæmonerne altid ville have stærke ståsteder overalt i verden. Hvilken slægt og hvilket land havde han endnu ikke røbet for hende, men det indikerede i det mindste, at Valiants manglende omgang i Dvasias, ikke skyldtes at han havde noget imod det dæmoniske samfund, men at det var i samarbejde med dæmonernes leder, at hans familie var sendt til udlandet.
"Jeg ville lyve hvis jeg sagde at magt ikke interessere mig, men det ligger nu engang til min dæmoniske side. Ligesom havet, vil jeg altid forsøge at sprede mine bølger så langt jeg kan, men jeg har skam stor respekt til overs for vores samfund og jeg vil altid kæmpe for at dæmonerne vil stå endnu stærkere end de gør i dag. Om nødvendigt, så uden for det dæmoniske fællesskab" sagde han, men håbede stadig at det kunne lade sig gøre i samarbejde med resten af den dæmoniske verden og ikke for sig selv.

[Deleted]

Når det kom til hvem hun lukkede ind, så var Cecilaya tvunget til at være forsigtig, netop fordi hun var ung, uerfaren og hendes sind var stadig ikke helt indstillet så strategisk som det burde være, men svag var hun bestemt ikke, hun var blevet trænet af de bedste af de bedste gennem mere eller mindre gennem hele livet, hendes mor havde elsket dette samfund mere end hun nogensinde havde elsket noget andet, hun ville aldrig have overladt det i hendes hænder, hvis ikke hun havde ment, at hun ville være i stand til at gøre et godt arbejde, og det var den tanke hun holdt fast i, dæmonerne skulle frem, hun skulle fortsætte, og hun ville ikke lade magt-gale illoyale ødelægge det! På den anden side kunne man altid blive bedre... Der var aldrig nogle der nåede toppen, ligesom man aldrig nåede bunden. Hun satte en hånd i siden og sukkede tungt. Hun bedømte ham til at virke mere troværdig end Ilosonic havde været. Dengang Imandra var blevet fundet.. før hendes tid selvfølgelig, men hun kunne efterhånden sin historie, da vidste hun at man havde forsøgt at udvidde horisonten, og hun vidste også at det havde været dvasiansk de første par år, men derefter var blevet gjort til sit eget lovløse land. Hvad hun ikke kunne få til at hænge sammen var hvem der havde været leder dengang. Var det mor eller var det Ilaria? ”Det giver mening. Det ville være lettere hvis du kunne fortælle mig hvem den tidligere leder var,” opfordrede hun lidt sigende. ”Og når du siger din slægt, hvilken mener du så helt præcist?” Hun var en nysgerrig ung kvinde, og hun vidste hvad hun skulle lede efter, og det kunne trods alt være hun havde hørt om hans specifikke slægt.
Om ikke andet måtte hun da værdsætte at han var en ærlig dæmon. Hun hævede et slankt øjenbryn og betragtede ham igen en smule vurderende. ”En ting er at have respekt for vores samfund.. en anden ting er for mig. Ser du, jeg har ingen intentioner om at forlade denne stilling før min flamme engang dør ud, og jeg har mange gode år endnu. Hvordan kan jeg være sikker på at du i virkeligheden vil støtte mig, frem for at planlægge attentat?” spurgte hun direkte, også selvom hun ikke regnede med at det ville lykkedes, ikke så lang tid hun havde så mange i ryggen, men forsøget i sig selv ville være både pinligt for hendes vedkommende, desuden skabe et kaos der var stort nok fra før. ”Jeg har brug for folk i Appolyon. Vi er ét samfund fra nu af, hvis vi begynder at fordele os, får alle andre en uheldig fordel, som jeg ikke ønsker. Ville du have mulighed for at være tilgængelig her når som helst, eller er du bosat andetsteds?” spurgte hun roligt, vel også som tydeligt tegn til at hun faktisk overvejede det`?

[Deleted]

Valiant var efterhånden ved at blive mere rolig, fordi selve strukturen i deres samtale mindede mere og mere om en jobsamtale, så kan kunne fornemme at han i det mindste havde en fair chance herfra. At hun så stillede spørgsmål som var umulige at svare på uden, at afsløre hvilken slægt han tilhørte, var han dog ikke så glad for. Han så tænksomt på hende og overvejede sine ord tungt.
"Den leder der bad min familie om at bosætte sig i uden for Dvasias var Faith og dengang blev vi bosat i Manjarno, tæt på grænsen til Procias. Det var dog før min tid, men derefter sendte Ilaria min familie og jeg til Peula, dengang det blev opdaget og dér har vi boet siden dengang Peula blev opdaget" sagde han og måtte indrømme at han ikke kunne huske meget før de kom til Peula, da han kun var få hundrede år dengang. Han brød sig ikke om at han nu var faldet i fælden og nu var nød til at afsløre præcist hvilken familie han hørte til. Han sukkede let og så så lidt misfornøjet ud, da han fortalte hende
"Mit fulde navn er Valiant Solomon og jeg tilhører Solomon slægten. Moriaty er min storebror" sagde han ærligt, men blev overrasket over hendes næste spørgsmål. Hun havde jo ikke været leder så længe igen og når hun vidste at han tilhørte en af de udsendte slægter, betød det også at det primært var familiens leder der havde kontakt til resten af dæmonsamfundet og dermed også dæmonernes leder, så Valiant's viden var begrænset til det han kunne læse sig til og hvad hans bror havde fortalt resten af familien.
"Du kan ikke være sikker på om jeg vil støtte dig". sagde han ærligt "Blind loyalitet er selvmord og igen, når du leder et samfund af dæmoner er det også klart at du har magten, så længe du er den stærkeste og resten af det dæmoniske samfund ser dig som en stærk og vis leder. Hvis du på et eller andet punkt fremstår som en svag eller uvidende leder, vil jeg ikke kunne garantere at jeg ikke ville forsøge at vælte dig af posten og måske endda slå dig ihjel" sagde han ærligt, men regnede ikke med at denne erklæring ville få ham til at fremstå særlig godt. "Min loyalitet og respekt for dig, er afhængig af din egen tiltro til dine evner. Hvis du mener at du vil blive en god og stærk leder for vores samfund, så har du heller ikke nogen grund til at frygte om jeg skulle miste min loyalitet eller forsøge at konspirere imod dig" sagde han og var spændt på reaktionen fra denne unge leder. Han forventede vrede og hvis han var rigtig uheldig, ville han blive sendt tilbage til Peula.
"Jeg holder meget af mit hjem og endnu mere af min familie, men hvis min tilstedeværelse er krævet her i Dvasias, så ville jeg være villig til at flytte hertil" sagde han og vidste at hans bror ville forstå, selvom det undrede ham at Moriaty kunne bo i Peula, men være med i rådet. Måske havde han lavet en slags særlig aftale med Cecilaya, eller også var han i gang med en form for mission for rådet?

[Deleted]

Der var visse spørgsmål som hun var nødt til at have svar på, det var jo et sted en job samtale, han kom til hende og ønskede en stilling i et samfund som hun ledede, så selvfølgelig så, så gav det vel lidt sig selv? Det var heller ikke fordi hun stod og hidsede sig op, der skulle generelt meget til, selv på trods af at hun var udmattet, hun havde heldigvis fået sin fars tålmodighed, ikke sin mors, så ville halvdelen af stedet være brændt ned til grunden allerede. Det gav helt sikkert en fordel for ham, at det to kvinder hun stolede nok på til at ligge sit liv i deres hænder, som havde sendt ham bort, Ilaria var der jo til at spørge, men på den anden side, ville han vel ikke være så dum som at skænke hende en løgn, der ville være så enkel at tjekke op på? ”Jeg ved at Ilaria forsøgte at udvidde vores horisont lidt, ad Peula blev skilt fra Imandra i sin tid. Er din familie fortsat bosat i Peula?” spurgte hun roligt. Der lå en naturlig varme i hendes tone, på trods af at blikket var køligt som is. Cecilaya fornemmede udmærket at han ikke var synderlig glad for at skulle give hende information omkring sin familie, og det gjorde hende straks mere nysgerrig. ”Ser man det..” hun rodede ikke mere i det, hvorfor skulle hun? Moriaty nærede hun allerede tillid til, men af en eller anden grund havde hun aldrig hørt om hans kære bror. Hun var slet ikke gammel nok til at kende særlig meget til de udsendte slægter, og det var i det store og det hele heller ikke en anklage mod ham, der var bare kommet for mange til hende, som i mange år havde vendt samfundet ryggen, og som pludselig kom og krævede magt, det var trættende.
At han var så direkte gjorde hende i det store og det hele intet, for hun havde brug for ærlighed allerede nu. Hun missede med øjnene. Eftersom hun netop havde mistet en hel familie, var ung og havde frygtelig meget at leve op til med henblik på sit familienavn, så.. tænkte hun ikke altid klart og det gjorde hende lidt urolig, også selvom hun formåede at holde følelserne i baggrunden, til dels.. følte hun næsten ikke sorgen mere, for hun havde ikke haft tid til at dvale synderlig meget ved det. ”Ikke den salgstale jeg havde forventet mig,” påpegede hun ærligt. Hun brugte lange sekunder på at overveje det. Hun ville blive en stærk leder, hun ville fører dette folk frem.. så, hun havde vel intet at frygte? ”Meget vel. Jeg tvivler ikke på mine evner, og det er stadig op til mig at bevise for jer alle, at i ej heller har grund til at tvivle. Det er retfærdigt nok. Som udgangspunkt vil jeg have din loyalitet?” spurgte hun videre. Hvis ikke han ville stå hende i ryggen som udgangspunkt, så havde de jo lidt vanskeligheder. At han så var villig til at bosætte sig i Appolyon gav ham et plus i bogen. ”Jeg har allerede en dæmon i Peula, jeg har brug for flest mulige i Appolyon,” endte hun roligt. Vrede reagerede hun ikke med, det var hun for udmattet til uanset, ig det store og det hele var hun direkte følelseskold.

[Deleted]

Valiant så fokuseret på hende, han ville i sandhed kæmpe for det dæmoniske samfund og hans idéer var lige så dybe som havet selv. Han havde efterhånden en fornemmelse af at det gik ret godt, men Valiant havde lært på den bitre måde, aldrig at tage glæder på forhånd. Det var en sådan sløsethed og uopmærksomhed der havde kostet ham posten som familiens overhoved. Hvis han bare havde været lidt mere opmærksom på hvad hans ældre bror lavede i hemmelighed, så ville det i dag være ham der sad i Peula's råd som øverste medlem og Peula's ansigt udadtil.
"Min familie er stadig bosat i Peula og gennem min bror Moriaty, er vi blevet den mest magtfulde familie i landet og gennem vores plads i rådet, er Peula mere eller mindre under dæmonisk kontrol" sagde han stolt. Godt nok ville han ønske at det var hans fortjenste, men når det nu ikke var sådan, kunne han i det mindste være stolt over sin bror på familiens vegne. Han smilede for første gang til den unge leder
"Det glæder mig at du har så stor tiltro til dine evner. Jeg sværger på min families og egen ære, at så længe du fremstår stærkt og dominerende, vil du have min loyalitet" sagde han ærligt. At han havde sværget på sin egen ære betød ikke det store, men at han havde sværget på sin families derimod, var en indikation på at intet ville få ham til at bryde sit løfte. Valiant fik en klump i halsen da hun fortalte, at hun allerede havde en dæmon i Peula og ønskede at han skulle flytte til Appolyon med resten af det samlede dæmoniske samfund. Det var noget han inderst inde ikke havde lyst til, da han ikke vidste hvor kendt hans familie var blandt dæmoner uden for Peula. Hvis de kendte til slægten, var det uden tvivl Moriaty de forbandt med slægten, men måske ville det være sundt at forlade hjemmet og forsøge at nå nye horisonter. Der var helt nye have af viden og magt at udforske i Dvasias, specielt fordi der muligvis var andre vanddæmoner i landet og måske havde de udforsket aspekter af vandet som Valiant endnu ikke havde opdaget.
"Som min herskerinde befaler... Hvis det er det der er krævet for at erhverve sig en betydningsfuld post her i samfundet, så vil jeg flytte ind i Appolyon" sagde han og håbede at han nu havde overbevist hende om at han var værd at tro på. Hvis han var heldig kunne han også finde en smuk dæmon han i fremtiden ville kunne ægte

[Deleted]

Cecilaya kunne fornemme at det var noget som betød noget for ham, og som en Jaceluck var hun jo opdraget med sin mors holdninger, som hun kunne bygge idéer på, hun værdsætte et kreativt sind som også ville være i stand til at bringe lidt fornyelse, netop derfor ønskede hun en repræsentant fra de forskellige former for dæmon racer. Alarmklokkerne burde helt sikkert ringe når en dæmon netop havde erkendt, at han ikke ville tøve med at slå hende ihjel hvis hun skulle vise sig svag, men af en eller anden grund havde hun en god fornemmelse omkring ham.. farlig ting at drage beslutninger på, men hun var instinktiv, og hun stolede nok på sig selv til det. Cecilaya kendte kun lidt til Peulas råd.. hun vidste at det var halv stort, og at Giovanni i sin tid havde haft en plads også.. udelukkende fordi han ligeså havde været en dæmon, hun havde snakket med hans hustru der havde forklaret at manden var forsvundet ud i det blå, og havde efterladt mere eller mindre hele rådet i Moriatys hænder, hvilket bestemt ikke gjorde hende noget. I hendes øjne var det kun at være stolt af, at deres horisont var langt bredere end warlockernes, og kun fordi de kunne finde ud af at samarbejde, hvor de levede indbyrdes. ”Ja efter Giovannis forsvinden så har Moriaty mere eller mindre overtaget. Jeg regner ligeså med at trække Giovannis familie tilbage til Dvasias, Peula er et så lille område, at så lang tid din bror har magten der, så er det perfekt.” svarede hun roligt. Hun fandt Valiant både troværdig men ikke mindst værdig i sig selv, udelukkende fordi han var vant til at tænke i baner som hun ikke selv var.. hun fandt det faktisk mere eller mindre dragende.
Cecilaya forsøgte at gengælde hans smil også selvom det blev lidt kejtet. Den slags mimik og udtryk havde engang været hendes forté men hun kunne ikke huske hvordan man gjorde det pjat mere.. Det var ligegyldigt nu. Hun rystede let på hovedet af sig selv og lyttede til hans ord. ”Det glæder mig, Valiant. Mere vil jeg ikke bede dig om. Jeg tvivler ikke på mine evner, og jeg glæder mig til den dag jeg får overbevist resten om de heller ikke har grund til at tvivle,” påpegede hun blot rolig. Hun stolede på hans ord. I Cecilayas øjne var familiens ære det største mand kunne sværge ved, det var om ikke andet godt nok for hende. Det at han ikke brød sig om tanken om at skulle flytte fra familien forstod hun godt, men hun havde mere brug for ham her end hun havde brug for ham i Peula. Titlen som herskerinde fik hende til at trække lidt på smilebåndet, for så formel var der ikke nogle der havde været for hende, det var helt sikkert. ”Det glæder mig ikke at bede en mand om at forlade sin familie, Valiant, men jeg har mere brug for dig her end i Peula, det ville glæde mig hvis du ville gøre det offer og flytte til Appolyon, også så du får alvor kan komme ind i samfundet igen, jeg kan næsten love dig at du ikke vil blive skuffet, det er et fantastisk sted. Hvis du er villig til det.. så får du til opgave at præsentere din art i rådet, og hjælpe og rådgive mig til at træffe de bedst mulige beslutninger for vores folk.” endte hun og rakte hånden frem mod ham som en form for lukning af aftalen.