A new meeting, a new friend

[Deleted]

Denjarna blinkede blot drillende til ham som svar, som han sagde, at hun skulle passe på med hvad hun lukkede ud af munden. Hun vidste dog godt, at han ikke mente dem alvorligt, hvor hun så ikke følte nogen frygt. Han prøvede måske hele tiden at fortælle hende, at han var et monster, men det valgte hun bare at vende det døve øre til, som hun ikke troede ham. Hun tænkte nemlig selv, at han bare havde et dårligt billede af sig selv. Intet slemt havde han heller ikke vist hende, som han opførte sig munter og charmerende, og var det i virkeligheden ikke det bedste selskab man kunne ønske sig? Hun klagede i hvert fald ikke over det.
Som de blev ved med at flirte med hinanden, skønt det var på et drillende plan, så Denjarna fortsat muntert på ham, hvor smilet også blev siddende på hendes læber, som om de ikke kunne andet. De tilhørte godt nok ikke hinanden, med hun håbede at han virkelig ville holde fast i kvinden, hvis han skulle finde en, da det at have flere bolde i gang med forskellige personer var blevet for meget for hende. Engang havde hun været frisk på lidt af hvert, men med alderen var den seriøse side kommet frem der sagde, at man ikke bare kunne fjolle rundt med flere mænd på en gang. "Jeg er beæret over, at din gunst tilhører mig hr. Vladimir," sagde hun drillende i en fin tone, hvor hun samtidig nejede pænt. At han så også sagde, at det var ham der længtes efter hende, fik hende til at smile selvsikkert, skønt de muligvis bare drillede hinanden.
Denjarna virkede måske ganske normal, som de ellers fjollede og hyggede sig med hinanden. Hele tiden kunne hun dog mærke indest inde, at hun stadig havde nogle knapper der ikke var kommet i ordentlig funktion endnu, hvilket de begge så, som hun skælvede i hans arme. Det gik skam fremad med hende, men der var stadig nogle skridt hun endnu ikke var klar til at betræde, hvor hun nok skulle sige til, når hun var klar. Som han slap hende uden at sætte spørgsmålstegn ved det viste bare, at han ikke ville hende noget ondt, hvilket hun nu heller ikke havde klandret ham for. Han havde bare kørt videre på legen, da det ellers havde gået så godt, indtil det selvfølgelig gik den anden vej. "Det .. det er i orden, Vladimir," sagde hun efter et par sekunders stilhed, som hun lige skulle genvinde roen i kroppen, hvor hun også vendte sig mod ham igen. "Bare lad vær med at gå fra mig," bad hun stille. Hun frygtede lidt, at hendes humør ville få ham til at vende hende ryggen, som hendes eksmand jo havde gjort.
At han sagde, at han håbede hun valgte hans seng, måtte Denjarna ryste smilende på hovedet af ham. Hun ville nok finde sin egen seng, selvom det faktisk var gået rigtig godt sidste gang. "Har du set nok her?" spurgte hun roligt, hvor hun lige kastede et blik på slottet, inden hun så på ham igen. De kunne vel godt blive her lidt, hvis han ville se mere endnu. Ellers ville hun foreslog, at de søgte videre hjem til ham.

[Deleted]

At Denjarna var så sikker på at Vladimir var god og charmerende, var noget som morede ham, skønt han kendte til sine andre sider og han tvivlede på at hun ville kunne lide ham, hvis hun virkelig kendte til alt det han havde gjort. Han var og blev et monster, selvom hun måske ikke havde set den side af ham, sjovt nok fik hun det bedste frem i ham, hvilket stadig kunne komme bag på ham. Han var dog kun glad for at han ikke kunne skræmme hende væk og at hun blev siddende som en tæge, for han ønskede faktisk ikke at miste hende, når hun fik ham til at føle sig så veltilpas og behagelig til mode. Han kunne godt lide det at de kunne flirte, grine, drille hinanden og more sig, at de kunne være.. normale. Han ønskede hende kun det bedste.
Hendes fine tone og det at hun nejede for Vladimir, fik ham alt sammen til at le muntert, hvor han rystede smilende på hovedet af hende. ”Jeg tror jeg skal lade vær med at styrke din selvtillid,” tænkte han højt i en drillende tone, hvor han blinkede muntert til hende. Han kunne godt lide den gode stemning, hvor det også var lang tid siden at han havde haft det så godt. Han følte sig fri, han følte sig normal, og han følte ikke at nogen ville prøve på at ødelægge det for ham. Han følte sig underligt nok … hel sammen med hende. Det var sjovt som de kunne fjolle rundt som små børn sammen, selvom han et sted godt kunne lide det. Det var forfriskende at være sammen med hende, hvor hun samtidig gjorde det spændende og ikke mindst gjorde ham nysgerrig. Han kunne ikke komme udenom at han holdt af hende, og det gjorde vel heller ikke noget at åbne op for en enkelt? Desværre var han stadig bange for at hun ville snyde ham i sidste ende, men noget i ham sagde også at hun aldrig kunne drømme om at gøre ham ondt, og han håbede at den side fik ret, for han ville nødig skulle ende med at have hende som sin fjende.
At Vladimir havde overskredet Denjarnas grænse, havde slet ikke været hans intention. Han havde blot spillet med på legen, hvor han heller ikke rigtig havde tænkt over at det ville blive ubehageligt for hende og for en gangs skyld efterlod det ham faktisk med en dårlig samvittighed, noget som han ellers normalt aldrig følte. Det var dog anderledes med Denjarna. Han betragtede hende med en undskyldende mine, hvor man næsten kunne fornemme skammen i hans blik. Hendes tilføjelse kom dog bag på ham, hvor han næsten endte med at grine.. lettende. Hun ville ikke have at han skulle gå? Han havde næsten været bange for at hun netop ville have at han skulle holde sig væk. Han trådte et skridt imod hende, hvor han løftede den ene hånd og strøg hende blidt og næsten kærligt over hendes ene overarm. ”Jeg kunne ikke drømme om at gå fra dig Denjarna. Jeg bliver hos dig, så længe du ønsker mit selskab,” lovede han hende, hvor han sendte hende et mildt smil, selvom det hurtigt falmede igen, „det var ikke min mening at gøre dig ondt.” Han bed sig en anelse i den bløde underlæbe, da han næsten blev bange for at være tæt på hende igen, for han vidste ikke om hun nu slet ikke ville røres ved.
Vladimir havde intet problem med at skulle dele seng med Denjarna, selvom han vidste at hun selv havde problemer med det, det var dog gået godt sidst og han vidste ikke om hendes syn på det punkt havde ændret sig, men han kunne ikke drømme om at presse på. Han nikkede ganske roligt til hendes ord. ”Der er vidst ikke mere at komme efter. Med mindre du vil se noget?” Han lod hovedet søge let på sned, hvor han betragtede hende afventende og med tålmodighed.

[Deleted]

Denjarna var allerede en kvinde med selvtillid, så som han snakkede om, at han frygtede at styrke den, måtte hun slippe en munter latter. Hun morede sig, når hun var omkring ham, og det styrkede hendes person, som hun ellers havde været nede. Hun havde så også på fornemmelsen, at han ville komme til at sige nogle flere rosende ord til hende, der som sagt ville være en bonus til hendes selvtillid. "Jeg kan ellers godt lide dine små fejltagelser," sagde hun drillende og smilede muntert til ham. Befriende var det for hende at være sammen med Vladimir, da han time for time bragte hende tættere på sit gamle jeg. Hun ville nok stadig have ændret sig en smule i den sidste ende, men han fjernede det følelseskolde fra hende, som han viste, at hun kunne være glad igen. Indtil videre var hun dog kun glad omkring ham, men andre personer ville nok også kunne få adgang til hende i det senere forløb. Hun havde i hvert fald rykket sig langt, så hvis de fik et par flere nætter sammen, hvor langt havde hun mon så udviklet sig?
Denjarna vidste udmærket godt, at det ikke havde været Vladimirs mening at gøre hende ilde tilpas. Derfor var hun heller ikke sur på ham, hvor hun bare ville have lidt ro til at genvinde det gamle stadie igen, hvor de sagtens kunne gå i arm og fjolle, da det var et fantastisk stadie. Det havde bare slået klik oppe i hendes hoved, som han havde været lidt for nærgående i legen. Hun så også i hans blik, at han angrede sin handling, hvilket jo betød, at han ikke var ligeglad og at han udviste hende respekt. Da han også undskyldte og strøg hende over den ene arm, kæmpede hun en smule anstrengt et smil frem. Hun ønskede ikke, at han ville begynde at frygte at være sammen med hende, om hun for eksempel ville få et nyt sammenbrud eller ej. Han skulle være tryg ved hende som før, da hun ikke ønskede, at det bare sådan skulle stoppe mellem dem. At han så også sagde, at han ikke havde i sinde at gå fra hende, fik hende til at se en smule lettet på ham. "Jeg ved godt, at det bare var et uheld, Vladimir. Jeg klandrer dig heller ikke for at følge stemningen. Jeg er bare glad så længe du ikke mister håbet for mig," sagde hun stille og ærligt. Hvis han først valgte at give op angående hende, så ville hun virkelig ikke vide, hvad hun skulle gå og tro. Hun ville nok tænke, at hun virkelig var et monster der ikke var noget håb for.
At han sagde, at de sagtens kunne tage af sted, fik Denjarna til at nikke stille med hovedet, imens hun måtte se mod en af de stier hun mente ville være vejen ud af byen og mod Convento. Hun håbede selv, at det ville være normalt imellem dem igen, når de nåede frem til hans hjem, da hun stadig godt kunne mærke nerverne i sin krop. Det ville alligevel også tage lidt tid at tage til vampyrernes by, og når de ville nå frem, så ville hun jo få noget andet at tænke på, som han jo skulle vise sit hjem frem for hende, hvor hun forventede en lille rundtur i hvert fald. "Jeg har jo været i Rimshia de sidste par dage, så jeg ville kunne blive for din skyld, hvis du ville se noget mere," sagde hun roligt. "Men hvis det er det, så kom," sagde hun, som hun begyndte at gå. Hendes skridt var måske ikke et roligt spadser tempo, men hun brugte dog ikke sine evner endnu, som hun tænkte, at de først sådan rigtigt kunne sætte i løb når de var noget ud af de mange kringlede gader.

[Deleted]

Vladimir vidste godt at Denjarna var en kvinde fyldt med selvtillid, og det var også det som han godt kunne lide hos hende. Han kunne godt lide hendes væsen og hendes person, hvor han også kun var glad for at han fik denne gode og muntre side frem i hende, for han kunne godt huske hvor kold og kynisk hun havde været til at starte med, selvom han hurtigt havde fået fjernet den facade, hvor han gik ud fra at han så hendes sande jeg i øjeblikket. Det var i hvert fald sådan hun havde været konstant sammen med ham. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord, hvor han himlede muntert med øjnene af hende, imens han rystede på hovedet. ”Væn dig nu ikke for meget til det,” svarede han morende, hvor han ikke tog blikket fra hende. Hun var allerede nået langt på bare en enkelt aften, så han var naturligvis spændt på at se hvor meget hun ville rykke sig igennem de næsten par nætter, hvor han gik ud fra at de kom til at dele flere sammen, for det ville han i hvert fald ikke have noget imod.
At Vladimir var kommet for tæt på Denjarna havde han hurtigt fundet ud af, hvor han næsten var blevet bange for at hun ville have at han skulle gå, derfor lettede det ham også at hun netop ønskede at han ikke skulle give op på hende. Det havde dog ikke været hans mening at blive for nærgående, da han egentlig bare havde fuldt deres lille leg, selvom det var tydeligt at han havde trukket den for langt og skulle have stoppet mens legen var god, men det var jo også svært at vide af og til. Han havde heller ikke tænkt så meget over at hun ikke brød sig om nærkontakt, eftersom de var gået arm i arm og tilmed havde klemt hinanden af og til, og hun havde jo heller ikke følt ubehag, da han havde kysset hendes hånd, derfor havde han ikke tænkt over det. Hendes ord fik ham til at lade hovedet søge en anelse på sned. Han stillede sig foran hende, hvor han løftede sine ene hånd og lod en finger stryge hende kort over kinden, inden fingeren søgte under hendes hage, så han kunne løfte hendes blik og lade det hvile mod ham, så han selv så tilbage i hendes smukke sølvgrå øjne. ”Denjarna. Jeg kunne aldrig drømme om at opgive håbet for dig. Du har vist mig, hvor meget du allerede har rykket dig. Det var min fejl, jeg lod mig rive med, jeg overskred din grænse og det var forkert,” svarede han roligt, som han lod sin tommel stryge hende blidt over hagen, inden han slap taget, hvor han sendte hende et mildt smil.
At hun ikke ville se mere, fordi hun havde været i byen i de sidste nætter, forstod Vladimir godt, hvor han gik ud fra at de skulle til Convento så han kunne vise hende sit hjem. Han nikkede roligt til hende, som han valgte at følge hende, som hun begyndte at gå igen, selvom han holdt sig en anelse bag hende. Et sted turde han næsten ikke røre ved hende, da han var bange for at han bragte hende ubehag igen, hvor det også var svært at vide hvor meget hun kunne holde til. Han respekterede dog hendes grænser og derfor valgte han også at holde sig en anelse på afstand, i hvert fald til hun gav grønt lys. ”Udmærket,” svarede han roligt, som han fulgte efter hende ud af gaden.

[Deleted]

"Åh jeg tror nu godt, at jeg kan vænne mig til det," sagde Denjarna med et drillende glimt i øjet. "Du kan trods alt godt lide mig." Hun tvivlede nu heller ikke på, at hun nok skulle få ret, selvom hun snakkede drillende til ham. Han havde jo før udtalt, at det var en fornøjelse at være med hende, og hvilken charmerende person hun var, så ordene skulle hun nok høre igen. Hun var dog heller ikke ved at blive for kæphøj, som hun skam godt kunne holde sig selv på et nedtonet plan, da hun godt vidste, at der heller ikke var nogen der ville være sammen med en blærerøv.
Facaden Denjarna havde, når hun normalt var sammen med folk, havde hun slippet i Vladimirs tilstedeværelse, som hun turde vise ham den tillid. Hun havde bidt ad ham, da de havde mødt hinanden allerførst, men allerede der havde han bevist overfor hende, at han ikke var noget kynisk og selvcentreret monster, som han beskrev sig som. Hun havde nemlig prøvet at skubbe ham væk, men han havde ikke ladt hende, hvor han derimod havde åbnet sig op for hende, hvor hun automatisk havde fulgt trop. Der var stadig nogle punkter, hvor hun var tilbageholden, som hun trods alt ikke havde talt ud om alle sine følelser, men allerede på det punkt var hun blevet mere åbensindet. Vladimir havde dog også selv nogle tydelige punkter, som han ikke var glad for, hvor han et sted også måtte åbne for hende, hvis det skulle gå den anden vej. I sidste ende ville det nok hjælpe dem begge, hvis de kom ud med deres følelser, da Denjarnas i hvert fald trykkede hende, hvor hun ikke kunne forestille sig, at han var så anderledes igen.
Som han igen optrådte kærligt overfor Denjarna, måtte hun smile svagt til ham. Hun lod ham stryge sin kind, og løfte hendes blik, hvor hun så ind i hans mørke øjne. Besynderlige fandt hun dem, da det lignede, at han ikke havde nogle pupiller, som det mørke gik i et med hinanden, hvor hendes jo var sølvgrå omkring pupillen. Da han rørte igen, skælvede hun ikke længere, hvor hun blot stod stille. Det måtte dog heller ikke blive mere nærgående end det lige foreløbig, da hun lige skulle falde et tilbage igen. "Det er jeg glad for, at du kan se... min eksmand blev skræmt, når jeg ikke reagerede normalt på de forskellige ting længere, så jeg tænkte bare, at du måske var ligedan," sagde hun stille, hvor det også var en smule undskyldende for, at hun havde haft den tanke omkring ham, hvilket tydeligvis havde været udnødvendigt.
Som de begyndte at gå, lagde Denjarna skam hurtigt mærke til, at noget havde ændret sig, som han havde ændret adfærd og alligevel holdt sig et stykke fra hende, som om hun skulle til at springe. Det hjalp nu heller ikke på delen, hvor hun ikke skulle føle sig som et monster. Hun kiggede sig dog ikke tilbage, hvor hun blot fortsatte roligt frem, som hun endnu engang måtte lede dem gennem gaden, da Vladimir tydeligvis heller ikke kunne finde ud igen. "Jeg eksploderer ikke, hvis det er det du tror," sagde hun, som hun hentød til den afstand han tog til hende, og at han godt kunne komme op på siden af hende, uden at hun skulle falde om af frygt for kontakten.

[Deleted]

Denjarna havde ret i at Vladimir godt kunne lide hende. De havde en eller anden form for forbindelse til hinanden, hvor de kunne sætte sig i forståelse til hinandens traumatiske oplevelser. Han forstod også godt hvorfor hun ikke brød sig om nærkontakt, selvom han var sikker på at det ville ændre sig med tiden, i hvert fald hvis det blev ved med at gå til den bedre side. Han ville i hvert fald gøre alt for at beskytte hende og passe på hende, hvor han også allerede havde sagt at hans hjælp stod til lejlighed, hvis hun endelig skulle få brug for det. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord, hvor man tydeligt kunne ane følelse i de mørke øjne, der ellers kunne minde om et bundløst og sort hul. ”Selvfølgelig kan jeg lide dig. Hvordan er andet muligt, når du sådan charmere dig ind hos mig?” spurgte han drillende, som han blinkede morende til hende.
Vladimir forstod godt hvorfor Denjarna ikke brød sig om nærkontakten, hvor han også godt kunne se at han havde overtrådt grænsen, derfor skulle hun slet ikke undskylde, for hun havde ikke gjort noget galt, det var ham der havde det. Han ønskede dog ikke at bringe hende ubehag, men tværtimod ønskede han at gøre hende veltilpas, selvom det var svært, når man glemte hvad hun havde været udsat for, eftersom hun jo allerede havde udviklet sig meget på de to nætter de havde haft sammen og ladet ham røre ved hende. Han havde jo også holdt om hende i sin favn allerede én gang, så han havde ikke tænkt over at det havde været ubehageligt for hende. Hendes ord om at hun havde skræmt sin eksmand væk, fik ham til at trække let på smilebåndet, hvor han roligt havde trukket sin hånd til sig igen, så han ikke rørte hende. ”Jeg er ikke sådan lige til at skræmme væk Denjarna,” svarede han roligt og dog morende, hvor smilet næsten blev drilsk, „som jeg sagde, så hænger du på mig.” Han blinkede let til hende, hvor smilet kun blev bredere. Han kunne ikke drømme om at skubbe hende væk bare fordi hun havde fundet hans nærvær ubehageligt. Han vidste jo trods alt hvorfor.
Vladimir vidste ikke rigtig hvor tæt han måtte gå på hende igen, hvilket et sted gjorde det frustrerende for ham. Det var ikke let, når man skulle tage sig i agt og når som helst kunne overskride en grænse, derfor ville han egentlig bare gerne holde afstand og lade hende bestemme tempoet. At hun så kommenterede det, fik ham næsten til at føle sig dum, hvor han fnes kort over sin egen opførsel. Han havde stukket hænderne i lommerne, hvor han roligt tog nogle store skridt, så han nåede op på hendes side. ”Man ved jo aldrig,” svarede han drillende, et sted for at lette stemningen. Som de kom ud på en større gade, kunne han pludselig genkende stedet. Han så sig let omkring. ”Hey, jeg kan faktisk genkende denne gade,” svarede han, hvor han næsten lød som om der var sket en sensation. Han vendte blikket mod hende med et skævt smil. ”Følg efter mig, så skal jeg føre dig til mit hjem,” svarede han roligt, som han hentydede til at han ville sætte farten op. Han brugte vampyrfarten til at komme ud af Rimshia og videre mod Convento. I denne fart ville der ikke gå længe før de ville være ved hans hjem.

//Out

[Deleted]

"Ja, det er der vidst ikke så mange udveje omkring," svarede Denjarna drillende igen, hvor hun nu også vidste, at hun havde formået ar charmere sig ind på ham, men der havde han også fået charmeret hende så det gik begge veje. Hun havde nu heller ingen problemer med at føle, som hun gjorde, da hun gerne ville føle sig normal igen, hvor hun nu også mente, at Vladimir var manden til det, selvom han havde det lidt anderledes med hensyn til det. Men på den led ville hun også vende hans blik, hvor han også var blevet mindre snæversynet, som de brugte tid sammen, hvilket også kun var et plus.
Denjarna vidste godt, at hendes væremåde måske kunne forekomme besynderlig til tider, så det kunne være svært at regne med hendes reaktion. Det gik rigtigt nok fremad i processen om at blive normal igen, men der var stadig nogle ting hun følte sig traumatiseret over, hvor hun uden videre havde snappet, da han havde holdt om hende anden gang. Det var måske heller ikke til at sige, hvornår det kom, da hun trods alt havde haft det fint med alle Vladimirs andre berøringer, hvor den sidste bare havde været lidt for meget, som han havde kysset hende i sin favn. Hun kunne nok også blive sur igen, hvis man snakkede for meget om Derick, hvor det egentligt var al det intime der var hendes største frygt, samt det at blive spærret inde igen. "Men i så fald er jeg glad for, at du er min egen lille tæge, Vladimir," sagde hun i en munter tone, som hun godt ville lette stemningen op igen. Hun var også oprigtig glad for, at han havde modet og lysten til at blive ved hende, da den mand der burde have elsket hende allerhøjest skulle have været den person. Men det var han så alligevel ikke.
Som Vladimir nåede op på siden af Denjarna igen, så hun på ham med et skævt smil. Hans reaktion havde været lidt i overkanten, selvom det da var dejligt at vide, at han var opmærksom på hende. Det skulle dog heller ikke være sådan, at han kun skulle tage sig i agt og blev bange for hendes reaktioner, da det bare ville ødelægge det hele mellem dem, da det ikke var et sådan forhold hun ønskede med ham. Det glædede hende så også, at han tog sig sammen og lyttede til hende, og kom op til hende. Som de bevægede sig rundt, og han pludselig udbrød, at han vidste hvor de var, måtte hun bryde ud i latter, da han virkede helt lykkelig over sin opdagelse. "Så før an," sagde hun med et smil på læben, som hun ikke ville bryde hans nyfundne glæde. Det var da også en god ting for ham, at han allerede blev bedre til at finde rundt, da hun ikke altid kunne være hans guide. Som han brugte vampyrfarten til at lede dem hurtigere til deres destination, fulgte hun trop og fulgte med ham ud af byen.

//Out