A new meeting, a new friend

[Deleted]

Vladimir tænkte ikke over at Denjarna havde et problem med at være intim, eftersom de havde delt seng, hvor han var kommet lidt væk fra den tanke, så det at gå arm i arm, var en meget simpel ting i forhold til det at dele seng, hvor han heller ikke havde nogen bagtanker, han havde også lige skænket hende en halskæde, så det var vel det mindste at gøre? Han bed trods alt ikke, hvor han slet ikke ønskede hende noget ondt på nogen måde. Han sendte hende et skævt smil, som hun lod sin arm søge ind i hans, hvor han roligt fulgte efter hende, som hun måtte føre an mod slottet. Han ville nok ikke finde det videre imponerende, men han var faktisk ligeglad med hvad de lavede, så længe han var sammen med hende. Desuden så ville det også være godt med en lille måneskinstur rundt i Rimshia, der trods alt var en flot by, specielt sådan som den havde udviklet sig på årene. Han sendte hende et skævt smil, som han blot fulgte hende trygt og roligt, hvor hans blik gled over de mange bygninger de passerede. At hun ændrede kursen tog han sig ikke af, da han stolede blindt på at hun kunne føre dem derhen, han ville i hvert fald ikke og hvis de endelig skulle fare vild, så kunne de altid spørge om hjælp, så det ville ikke være verdens undergang.
At hun troede på at Vladimir ikke var som andre mænd, glædede ham kun, for han ønskede ikke at give hende det forkerte indtryk af ham, for han var ikke en mand der bare ønskede at ligge i med kvinde efter kvinde, han havde skam lidt selvrespekt, og ikke mindst respekt for kvinderne. Han trak skævt på smilebåndet som hun fortsatte, hvor han roligt vendte blikket mod hende. ”Jeg frastøder ikke tanken om.. kærlighed. Jeg er bare ikke en mand med kærestepotentiale, der er jeg sikkert den værste mand man kan falde over,” endte han lettere eftertænksomt. Han havde svært ved at sætte sig i forståelse ved ting han ikke havde forsøgt, hvilket nok ikke altid havde sine fordele. Han var lidt ligeglad, når andre ikke forstod sig på ham, eller hvis de blev frustreret over at han ikke forstod dem. Han havde aldrig været en mand med empati eller sympati for andre, selvom Denjarna sjovt nok havde rørt noget inde i ham, men det var også kun fordi hun havde været igennem det samme som ham selv og han vidste hvor forfærdeligt det var.
Som hun drejede emnet til det at hun gerne ville over til ham denne nat, fik Vladimir til at vende blikket mod hende med forundring i blikket, hvor han kort betragtede hende, inden et skævt smil gled over de blege læber. ”For to vampyrer, kan vi sagtens nå det i nat, hvis du vil se mit ydmyge hjem,” svarede han en anelse beskedent, som han løftede den ene hånd og lagde den over hendes hånd, der hvilede omkring hans arm, som han klemte ganske blidt, idet han så frem for sig igen. Han ville ikke have det mindste imod at vise hende sit hjem, da det tværtimod ville være ham en fornøjelse.

[Deleted]

Lang tid ville der formentligt ikke gå, før de ville nå frem til deres destination, eftersom slottet ikke lå ufatteligt mange gader væk. Denjarna valgte at lade dem gå i et roligt tidspunkt, da hun havde lyst til at nyde sit selskabs nærvær, samt de også ville have tid til at se strukturen i de forskellige bygninger og gader de passerede. Det var måske meget af det samme de så sidste gang, samt hun trods alt også havde brugt de sidste par nætter herinde, men alligevel fandt hun det hyggeligt. Som de snakkede videre om emnet kærlighed, måtte hun smile skævt. Det var samme diskussion for tidligere og de ville nok ikke nå meget længere i den, så de burde nok bare lade den ligge. De holdt begge fast i sine meninger, hvor tiden kun kunne bevise, hvem af dem der havde ret. Desuden, så ville det nok også være rart, hvis de kom ind på andre emner ind dette, da det var ved at gå i død. "Lad os bare sige, at vi ligger det fra os for nu. Det lyder nemlig til, at vi begge er lige stædige," sagde hun endeligt, hvor hun kastede et afventende blik på ham. Selv var det begyndt at gå frem for hende på det punkt, eftersom hun havde skænket Derick færre tanker end normalt. Det gjorde stadig ondt, men hun havde formået at rette sit fokus over på Vladimir, som han var den eneste faste person hun havde i sit liv lige nu. Det sjove var, at det kun var anden gang de sås, så hun skulle nok heller ikke satse for meget på ham, selvom det gik godt mellem dem lige nu.
Som de gik ned ad en af gaderne, måtte Denjarna længselsfuldt dreje hovedet en anelse, som hun så, hvordan to mørkelvere passerede dem. Det var ikke en længsel efter deres blod, skønt hun tydeligt kunne fornemme at det pumpede i deres årer, sammen med deres livlige hjerter. Det hun længtes efter var derimod at være ligesom dem, som de var perfektion i hendes øjne. Det var først efter at de havde passeret dem fuldstændigt, at hun lige måtte se op på Vladimir. "Har du altid været vampyr?" spurgte hun stille. Hun håbede ikke, at han anså hendes spørgsmål for at være fornærmende, da det bare var stillet af ren nysgerrighed. På hende kunne man jo se, at hun g sit tidligere liv havde været elver, men han kunne godt have været menneske, magiker eller noget i den stil, hvis det var. Der var jo en del der blev omgjort.
Denjarna kunne godt se, at det overraskede ham, at hun gerne ville se hans hjem i nat, hvis det var muligt. Det var måske dumt at de havde mødtes her og ikke i Convento så, men det var først gået op for hende nu, at hun ikke vidste, hvad de ellers skulle foretage sig. Som han fortalte at det var en mulighed og trykkede om hendes hånd, gengældte hun blidt klemmet, imens hun samtidig sendte ham et smil. "I såfald vil jeg gerne se, hvordan du bor," bekendtgjorde hun roligt.

[Deleted]

Det var sjældent at Vladimir faldt over en person, som han gerne ville holde fast i, men det viste jo også bare at verdenen var fuld af overraskelser, for han havde ikke regnet med at møde en person som Denjarna og da slet ikke en kvinde, men han kunne kun sige sig at være positivt overrasket over det, hvor han også var glad for at hun kunne lide ham og havde ønsket at se ham igen, som han også havde hende. Han havde kun set frem til at møde hende igen, hvor han næsten ikke havde gjort andet end at se frem til det næste møde, til at skulle se hende igen, for det var det eneste han havde tænkt på, netop fordi hun havde gjort et stort indtryk på ham under deres sidste møde, som også havde været en fantastisk aften. Han vidste at han også havde fået hende til at overskride nogle personlige grænser, for eksempel ved at dele seng sammen, men som han havde regnet med, var der ikke sket andet, og det havde han heller ikke ønsket. Han havde også kun været glad for at hun ville se ham igen, hvor han nu var sammen med hende igen, også så frem til resten af natten og muligvis dagen med hende, skønt han ingen planer som sådan havde, for alt kunne jo nå at ske. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord. ”Du kunne også bare give mig ret, og så er den diskussion ude af verden,” svarede han drillende, som det morende smil gled over hans blege læber. Han holdt dog fast ved at han ikke ville være en mand med kærestepotentiale, måske han virkede venlig og flink og kunne behandle en kvinde ordentligt, men selv han havde sine fejl og mangler, tilmed rigtig mange af dem, men det fandt hun vel også ud af, hvis de endelig skulle holde kontakten i mange år.
Folk som de passerede, var ikke noget som Vladimir lagde mærke til, for racerne lignede sig selv, nej han lagde stadig mærke til bygningernes nye udseende, hvor han stadig kunne blive helt fascineret og forbløffet over arkitekturen. Rimshia var blevet en utrolig flot by! Han endte dog med at vende blikket mod Denjarna igen, da hun henvendte sig til ham, hvor hendes spørgsmål kom en anelse bag på ham, for han havde troet at han havde gjort det klart at han var fuldblods, selvom han ikke tog hendes spørgsmål særlig tungt. Han sendte hende derimod et skævt smil og nikkede ganske roligt. ”Ja. Jeg er født vampyr, og vil nok også dø sådan,” svarede han roligt. Han vidste at Denjarna havde været mørkelver, for det havde hun selv fortalt, hvor man også tydeligt kunne se trækkene i hendes ansigt, både ved de spidse ører, men også hendes mandelformede smukke øjne.
At hun gengælde Vladimirs klem, fik ham til at trække let på smilebåndet. Han var kun glad for at det ikke gjorde hende utilpas med hans nærkontakt og det at han var tæt på hende, for under sidste møde, havde hun jo ikke brudt sig om at de var gået arm i arm, men det beviste også kun at han havde påvirket hende, hvilket han var glad for. Han nikkede roligt til hendes ord om at hun gerne ville se hans hjem, for det burde de godt kunne nå. ”Udmærket, så kan vi tage derhen senere,” forsikrede han hende, som smilet ikke falmede det mindste. Han ville ikke have noget imod at vise hende sit hjem, for det havde de jo snakket om under deres forrige møde.

[Deleted]

Det at han ikke ville opgive diskussionen, medmindre Denjarna ville give sig, virkede ikke som en mulighed hos hende. Hun var en stadig kvinde, der ikke bare gav sig, så at slippe diskussionen for at give ham ret i noget hun alligevel ikke troede på, forekom hende ubegribeligt. "Hvis det er så simpelt, hvorfor giver du dig så bare ikke selv?" spurgte hun stædigt, imens hendes sølvgrå øjne flakkede drillende over ham. Det kunne godt være, at det var ham det handlede om, og at han mente at kærlighed ikke kunne blive en mulighed for ham, men der mente hun igen, at han bare skulle møde den rette. Sådan havde det været for hende, og meget bekendt var det også sådan for mange andre. "Hvorfor tror du virkelig ikke, at det er en mulighed for dig?" spurgte hun roligt. "Jeg kan fortælle, at det tog lang tid for mig at forstå, men som tiden gik krøb det ind i mig. Jeg tror altså ikke, at du er meget anderledes." Måske var det også sjovt for ham at høre, når han vidste, at hun havde fået knust sit hjerte af demn mand hun havde anset for at være sit livs kærlighed. Selvom hun var knust, så vidste hun, at hende og Derick havde haft nogle fantastiske tider sammen. Hun måtte indrømme, at hun var blevet forvirret, da hun så havde fået af vide, hvad han havde lavet i den tid hun havde været væk. Rart ville det måske være for hendes ro, hvis hun fik talt ud omkring det hele med en, men lige pt var der ingen hun kunne gå til.
Som Denjarna havde spurgt, om han virkelig var fuldblodsvampyr, var hun lettet over at han ikke havde taget det personligt. Hun vidste jo selv, at hun ville være blevet rasende, hvis hun blev forbundet med en skovelver, hvilket folk havde det med at gøre på grund af hendes hudfarve nu. At han var født vampyr gjorde så også, at han ikke forstod hendes savn for sit gamle liv, hvilket gjorde at hun bare lagde det i jorden igen, hvor hun roligt så frem for sig igen. "Vampyrer har det nu også bare med at forblive vampyre," sagde hun med et skævt smil. Hvad der var sket med hendes eks, vidste hun dog ikke, men han havde formået at blive dødsengel og en warlock, hvilket også havde rørt på hendes jalousi.
At de sagtens kunne tage videre til hans hjem, glædede hende, hvor hun også sendte ham et mildt smil. "Så glæder jeg mig til at se dit ydmyge hjem, men først ... Castle of Darkness," sagde hun, som de trådte rundt om et hjørne. Der stod det der. Mørkt og solidt. Afvisende så det ud, som de enorme sorte murer beskyttede bygningen der lå derinde, hvor det mørke slot heller ikke så venligt ud. Faklerne langs muren, og lyset fra vinduerne var det eneste der gjorde, at stedet så besøgt ud. Sjovt var det egentligt, at det kunne ligge inde i by som Rimshia, der ikke bare var et sort hul. "Jeg håber, at dit hjem er mere indbydende," sagde hun kækt, hvor hun langsomt stoppede sine skridt, uden at slippe taget om Vladimirs arm.

[Deleted]

Det var ikke fordi Vladimir ønskede at blive ved med at diskutere kærlighedsemnet med Denjarna, for de kunne sagtens lægge det på hylden og tale om noget andet, for han ville heller ikke have at de skulle komme op at skændes over det, for han ville gerne nyde stunden med hende, nu hvor hun endelig var her igen. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord, hvor han klemte ganske blidt omkring hendes arm som han holdt i sin egen. ”Fordi jeg er mindst lige så stædig som dig,” svarede han morende, hvor han kort lo for sig selv. Begge var de stædige, hvilket forekom ham morsomt, at hun så selv fortsatte ind i emnet og spurgte ind til hvorfor han ikke selv troede på det, trak han blot svagt på skuldrene, skønt han ikke nåede at svare, før hun selv fortsatte. Måske kærlighed kunne være forudsigeligt, men det var der jo mange ting der kunne, men nu havde han levet så længe, meget længere end de fleste, han var måske den ældste person på denne jord, og han havde aldrig nogensinde stødt på kærlighed, han havde faktisk været tæt på det én gang, men han havde selv dræbt den kvinde, og et sted havde han været lidt ligeglad med kvindens død, for selvom han havde været betaget af hende og drabet havde været uheld, så havde han ikke følt noget ved det. ”Jeg er måske god mod dig Denjarna, men.. jeg er ingen kærlig mand, jeg er.. følelseskold på det punkt,” svarede han dæmpet, som han vendte blikket mod hende og sendte hende et mildt smil, „jeg vil aldrig gå ind under kategorien; drømmefyren.”
Denjarnas spørgsmål havde ikke generet Vladimir på noget tidspunkt, hvor han også havde givet hende et ærligt svar. Han var stolt af at være vampyr, selvom han godt kunne se at racen havde forandret sig meget igennem tiden, hvilket næsten var en skam. Han vendte blikket mod hende til hendes ord. ”Korrekt,” medgav han morende, som han klemte ganske blidt om hendes arm, da han godt kunne mærke at det gik hende på, hvor han også godt kunne regne ud hvad det var. ”Du savner din rigtige race, gør du ikke?” Han sendte hende et overbærende smil, for han forstod hende godt, han ville også finde det underligt, hvis han pludselig var en helt anden race, for han var jo stolt af at være vampyr, og han kunne forestille sig at det var sådan for Denjarna også.
Vladimir fulgte efter Denjarna, som hun førte dem til udsigten over slottet, hvor han roligt stoppede op sammen med hende, da det store slot faldt i deres udsigt. Et skævt smil gled over hans læber. Han stod for en kort stund og betragtede sig af det store og skumle slot. ”Det ligner sig selv,” svarede han roligt. Der var intet nyt over slottet, foruden visse ting. Han kunne godt se at noget var blevet renoveret, men det var stadig bygget op på den gamle måde, så det lignede stadig sig selv, foruden det visse steder så nyere ud. Da hun så nævnte hans hjem, så han mod hende med et skævt smil. ”Åh sæt nu ikke forventningerne for højt. Mit hjem har engang været prægtigt, men det har været brændt ned, så det har mistet lidt af sin pragt,” fortalte han roligt, inden et drilsk smil gled over hans læber, „desuden er det ligeså skummelt som slottet dér.”

[Deleted]

"Hvor skal denne her diskussion så føre os hen, hvis ingen af os vil give sig?" spurgte Denjarna nysgerrigt. Selv ville hun nok holde sin mening, indtil der ville komme en dag, hvor han ville skade hende, og det var jo ikke sikkert at sådan en dag ville komme. Hun så i hvert fald håb for ham. Hun ønskede i hvert fald, at det ville gå ham godt, da hun kunne lide ham, samt hun forstod hans smerte, selvom han ikke viste den så tydeligt. At han valgte at klemme om hendes arm, fik hende til at se op på ham med et blidt smil. Utroligt var det, som han gav hende en tryghed, hvor hun stadig opførte sig koldt og aggressivt, hvis hun stod overfor andre end Vladimir. Han havde bare været så heldig at komme ind under huden på hende ganske hurtigt. Hun havde dog stadig strittet imod et par gange under deres sidste møde. Nu ønskede hun at vende tilbage til sit gamle jeg og være varm og munter, selvom hun var vampyr og havde været udsat for grimme ting. På den led så oddsene ikke gode ud for hende. "Hvordan er du da overfor andre? Jeg går bare ud fra, hvad du viser mig, Vladimir, og jeg ser ingen kold mand, svarede hun ærligt. Selv mente hun, at han var for hård ved sig selv. Til hans ord omkring han kun var god ved hende Var hun da glad for, hvor hun nu heller ikke håbede at det ville ændre sig. Prøvende løftede hun den frie arm, hvor hun lod den ligge vandret over sin front, så hun kunne ligge hånden over hans arm der var viklet om hendes, uden hun slap rosen.
Til deres snak omkring racer og raceskift, måtte Denjarna ærgre sig over at det var så svært at slippe af med vampyren, og så let ved at komme af med elver-siden. Desværre var det sådan, at det var vampyrerne der havde evnen til at omgøre folk. Som han klemte hendes arm igen, måtte hun stirre i et øjeblik på vejen, som hun vidste , at han gjorde det for at trøste hende. At han så også sagde det højt, åbnede blot sluserne, da hun i såfald var nødt til at svare. "Det er længe siden jeg blev gjort til vampyr, men alligevel går der ikke en dag, hvor jeg ikke savner at være mørkelver," svarede hun sandfærdigt igen. Det virked e måske latterligt, at hun blev ved med at savne de gamle dage, men det havde jo været hvem hun var. Vladimir var heldig, at han ikke ville blive udsat for samme skæbne. "Hvis jeg ikke havde været vampyr, havde du så opført dig på samme måde, som du har gjort?" spurgte hun og kastede et blik på ham. Hvordan han præcist havde det med andre racer, vidste hun ikke, men hun var klar over at som vampyr var det sværere at være overfor noget levende.
Som de var nået over til slottet, og han fortalte at intet havde forandret sig., måtte hun smile skævt. "jeg håber ikke det har været helt en fiasko at mødes her, når tingene alligevel er, som du husker dem," sagde hun stilfærdigt, hvor hun da lidt måtte ærgre sig over hans ord. Han var jo ny i denne ændrede verden, og så havde hun alligevel formået at vise ham det eneste holdbare og gamle her. Da han så sagde, at hun ikke skulle få for høje tanker om hans hjem, måtte hun se lidt morende på ham. "Det må jeg nok sige.. du er godt nok dårlig til at sælge dit hjem," sagde hun drillende. Sandt var det, som han ikke ligefrem talte positivt om det.

[Deleted]

De begge var stædige personer, hvilket Vladimir allerede havde fundet ud af, men det gjorde ham intet, så længe de ikke kom op at skændes, for så stod han nok af. Han ønskede en god aften med hende, præcis som deres forrige og første møde havde været. Hun var en god kvinde, hun havde påvirket ham på måder ingen andre havde formået det, og aldrig så hurtigt. Han vidste dog ikke hvad det var, der var så specielt ved Denjarna, men han kunne godt lide hende, derfor håbede han også på at det ville gå hende godt i livet, at hun ville finde en ny mand, som ville være bedre for hende end den anden, der bare var skredet, for i hans øjne, kunne man snart ikke være mere heldig, end at få en kvinde som Denjarna. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord, hvor han trak let på skuldrene. ”På et tidspunkt, må én af os jo få ret, ikke sandt?” svarede han morende. Han havde dog ikke tænkt sig at fortsætte med at diskutere det med hende, for det kom de alligevel ingen vegne ved, de havde begge deres faste meninger og holdninger, hvilket de begge måtte leve med. Han vendte blikket mod deres arme, da hun lagde sin frie hånd over hans arm, hvor et overbærende smil gled over hans læber. Han kunne godt mærke at hun forsøgte, hvor han heller ikke krævede andet af hende. Han løftede selv sin frie hånd og lagde den over hendes hånd, som han gav et blidt klem. ”Jeg er normalt indelukket. Jeg kan sagtens være høflig, være en gentleman, det kommer vel helt an på hvilken person jeg møder? For møder jeg en fjende, så er jeg ikke mild, så er jeg derimod morderisk,” forklarede han sandfærdigt. Han ville ikke lyve overfor hende.
At Denjarna savnede at være mørkelver, forstod Vladimir faktisk godt. Han selv ville nok have det på præcis samme måde, hvis han selv mistede sin race, for at blive en anden, hvilket godt kunne ske, for han kunne faktisk godt blive omgjort til horror, hvis han enten blev bidt af væsnet eller også blev bidt af en varulv. Han ville nok tage det på en lidt anden måde, for han havde jo andre racers evner i sig, så det var heller ikke fordi han følte sig som en almindelig vampyr, men nok snarere som en af sin egen slags, han fandt sig selv unik, ualmindelig hos vampyrerne. Han nikkede roligt. ”Det forstår jeg godt,” svarede han roligt, som han strøg hende blidt over armen, som de fortsatte frem. At hun så spurgte om han ville være anderledes overfor hende, hvis hun havde været mørkelver, fik ham til at vende blikket mod hende igen. Han så kort tænkende på hende. ”Det ville jeg nok. Ser du, der er sket noget i mit liv, der gør at jeg kun holder mig til min egen slags. Jeg kommer fra en tid, hvor det var forbudt at blande blod mellem racerne, derfor må jeg erkende at jeg afskyer varyler og holy grails. Og havde du været mørkelver, havde jeg nok taget langt større afstand til dig,” erkendte han sandfærdigt.
“Det er ingen fiasko Denjarna, jeg ville gå hvor som helst, så længe jeg har dit selskab med mig,” svarede Vladimir sandfærdigt, som han sendte hende et skævt smil. Han lo kort til hendes ord omkring at han var dårlig til at sælge sit hus. ”Tja.. det er ikke fordi det skal sælges, det er blot et hjem, og jeg ser ingen grund til at lyve om stedet, så du får for høje forventninger og vil blive skuffet,” svarede han roligt.

[Deleted]

Denjarna ville gerne begynde at åbne op omkring folk igen, hvor Vladimir nok var hendes forsøgsperson, som hun langsomt prøvede sig frem med ham, da han viste hende tillid. Hun havde allerede overskredet nogle grænser, og det at hun lagde hånden over hans arm var også en af dem. Lige nu følte hun heller ingen ubehag ved berøringen, hvor det nok mere var et snert af spænding. Vladimir virkede nu ganske støttende overfor hende, som hun skam godt så, hvilket blik han sendte hende, hvor hun blot så roligt tilbage på ham, uden at hun mistede det lille smil på læberne. "Før eller siden vil en af os nok få ret, ja. Men der kan jo gå år før det sker," pointerede hun og blinkede drillende til ham. Selvom hun sagde, at det kunne tage år før de ville nå frem til en konklusion, så havde hun skam ikke i sinde at holde emnet oppe hele tiden. Der var jo ikke fordi der var den største variation i emnet. Da han beskrev sig selv, måtte hun indrømme, at hun stadig ikke kunne se, hvad der var galt. Han virkede jo ganske normal i sin beskrivelse, men det mente han vidst ikke selv. "Det lyder da som en beskrivelse de fleste ville komme med? Måske ikke ligefrem alle der går rundt med en lyst til at myrde, men jeg kender da følelsen," sagde hun roligt og klemte blidt om hans arm.
Som de var noget frem til slottet, betragtede Denjarna til tider dens struktur, hvor hendes blik ellers søgte til Vladimir. Meget kunne man måske ikke se, da murene var høje, og det hele forekom mørkt. Der var dog nogle store gitterdøre, hvor man kunne ane slotshaven der ikke så al for munter ud, da det derimod så dødt ud. Et skævt smil gled over hendes læber, som han prøvede at virke forstående overfor hendes racetab. Det var dog også mere end det, eftersom der lå en del forbandelser over det at være vampyr. Hun kunne for eksempel hverken fryse eller svede, samt hun ikke kunne opleve dagen. Det første forekom måske underligt, men det var en af de små ting ved at være levende der også havde en påvirkning, samt det med solen var flere timer hun fik frarøvet. "Du kan måske sætte dig ind i, hvilken sorg det er at blive ændret på den måde, Vladimir, men du vil aldrig forstå, hvordan det er at være rigtigt levende," sagde hun stille. Det var ikke et angreb på ham, men blot et simpelt faktum. At han blidt gav sig til at stryge hans arm, sagde eller gjorde hun intet til, som hun derimod blot valgte at nyde kærtegnene i ro og mag. Det var underligt at høre, at han nok ville se anderledes på hende, hvis hun ikke havde været vampyr, men hun forstod det et sted godt. Nogle af hans ord kunne dog misfortolkes, hvilket fik hende til at sende ham et drillende blik. "Jamen dog, nu taler du allerede om at vi skal have børn," sagde hun drillende, som han havde snakket om at blande blod. Langsomt vristede hun sin arm fri, hvor hun drillende nev ham blidt i siden og trådte et par skridt væk, hvor hun så legende på ham.
Som han fortalte, at han var ligeglad med hvor de var, så længe de var sammen, forekom det en anelse romantisk for Denjarna. Det var sådanne ord der måske godt kunne forvirre hende, til hvad hun mon skulle tro. Hun fandt det dog også sødt, hvor hun måske også selv havde det på samme måde, da hun jo også bare var glad for at have hans selskab hos sig. At han ikke ville give hende falske forhåbninger omkring sit hjem, havde hun nu ikke tænkt over, da det eneste hun videre havde i tankerne var, at han vidst havde et stort hjem. "Bare rolig, så længe det er lidt pænt og charmerende så tror jeg det går. Desuden, du snakker med en kvinde der har værret indespærret i flere århundrede. Jeg har ikke de største krav for tiden," beroligede hun ham mildt.

[Deleted]

“Det kan der, så du hænger desværre på mig,” svarede Vladimir drillende, som han blinkede ganske let til hende. Det var ikke fordi han havde noget imod det, for han kunne godt lide hendes selskab og derfor ville han ikke have noget imod at kende Denjarna livet ud, hvilket kunne blive længe, da de ikke kunne dø af alderdom. Men deres diskussion kunne i hvert fald tage flere år, hvilket også gjorde tanken komisk for hans vedkommende. Han så roligt mod hende, da hun valgte at klemme hans arm, hvor et skævt smil gled over hans læber. Han sukkede næsten opgivende, da hun ikke så ud til at ville give sig, selvom det hele blot var et rent skuespil, hvilket det drilske glimt i de mørke øjne også afslørede. ”Du er ikke så let at skræmme væk, hva’?” spurgte han drillende, hvor smilet ikke falmede det mindste, for det var da umuligt! Han havde dog ingen intentioner om at skræmme hende væk, selvom han måtte erkende at han blev mere og mere i tvivl om sine egne intentioner, for hvad ønskede han egentlig at opnå?
Slottet lignede sig selv, selvom det nu ikke gjorde Vladimir det mindste, for han havde jo selv sagt ja til at se det, hvor han også kun havde gjort det, for at tilbringe tiden med Denjarna, han nød hendes selskab og han ønskede at nyde hvert et sekund med hende. Han så roligt mod hende, som hun påpegede at han ikke vidste hvordan det var at være rigtig levende, hvor et overbærende smil gled over hans blege læber. ”Måske ikke, men jeg er nu glad for at jeg mødte dig som vampyr,” erkendte han sandfærdigt, som han roligt tog omkring hendes hånd og løftede den op til sine læber, så han kunne skænke hendes håndryg et blidt kys, „du er en smuk kvinde Denjarna, ikke kun det ydre, men også dit indre, og vampyr eller ej, så har ingen påvirket mig på samme måde, som du har.” Han sendte hende et mildt smil, som han kort skævede op mod det store slot. Han mente hvert et ord, hvor han også kun var glad for at han havde mødt hende. At hun begyndte at tale om børn, fik Vladimir til at se direkte overrasket og chokeret mod hende. Børn med hende? ”Jeg har da overhovedet ikke talt om børn!” svarede han i samme forbløffede tone, hvor han næsten kunne lyde som én der var bange for børn. Han ville da aldrig blive fader! Og desuden havde han også altid været imod det, fordi han bar andre racers evner i sig og han vidste ikke hvad det ville gøre ved hans børn. Han så lettere uforstående på hende, som hun vristede sin arm fri, nev ham i siden og trådte nogle skridt væk med det legende blik. Han fnes kort, inden et morende smil gled over hans læber. ”Men du har ret, jeg har ikke tænkt på andet end at du skal være mor til mine børn, kom her! Omfavn min lidenskab!” svarede han drillende, som han slog armene ud til siden, imens han gik imod hende med et lumsk og drilsk skær i blikket, som om han skulle til at fange hende.
At Denjarna ikke havde nogen store krav for Vladimirs hjem, glædede ham kun, for han ville nødig skuffe hende, selvom hans hjem skam var stort og majestætisk endnu, og det havde skam stadig en hvis form for pragt, det var bare ikke nær så meget som det engang havde været helt, eftersom det var blevet brændt ned og renoveret igennem årene. ”Hm.. godt nok, men bliver du skuffet hvis jeg siger du skal sove i laden?” spurgte han drillende, skønt det kun var i sjov.

[Deleted]

At Denjarna hang på ham, gjorde hende endnu ikke noget, da det gik fortrinligt mellem dem. Han var faktisk den eneste person hun kunne med i hele verdenen lige for øjeblikket. At kende ham i lang tid virkede heller ikke så dumt, så længe de kunne med hinanden, eftersom hun vidste, at man havde brug for folk omkring sig. Hvordan han havde det med det, om han bare var vant til at gå alene rundt, vidste hun ikke, men selv havde hun altid haft folk omkring sig. "Du er heldig, at jeg ikke er så slem at hænge på, men om du er.. det får jeg jo at se," sagde hun drillende, hvor hun blinkede igen. Hun trak en anelse på smilebåndet, som han sukkede, da han også havde ret i sine ord. Medmindre man gjorde noget dumt ved hende, så skulle hun nok blive hængende, så længe hun kunne lide vedkommende, og Vladimir havde kun gjort hende godt indtil videre. "Du er bare ikke så skræmmende, som du går rundt og tror," sagde hun roligt, og så på ham med et muntert blik. Det skræmte hende ikke at vide, at han havde en morderisk side, hvis man gjorde ham ondt. Han var trods alt vampyr, så styrken og vreden kunne hurtigt passe godt ind i. Hvis han havde sagt, at han kunne lide at dræbe og torturere folk for sjov, så ville hun nok bakke lidt væk, da hun aldrig selv havde været sådan.
Som han sagde, at han havde været glad for at støde ind i Denjarna nu, samt han kom med en masse rosende og pæne ord omkring hende, og kyssede hendes håndryg, fandt hun sig selv en anelse forfjamsket. Rødme kunne hun måske ikke mere, men i det sølvgrå øjne kunne man godt se, hvordan hun blev varm over hans handlinger. samtidig med at hun ikke helt vidste, hvad hun skulle stille op. Hun var en selvsikker kvinde, så hun mente også selv, at hun havde et smukt ydre og nogle gode indre værdier, men når Vladimir talte til hende på den måde, følte hun sig næsten som en lille pige der var forelsket i sin brors ven. Om det var med vilje eller ej, så charmerede han hende, selvom han tidligere havde udtalt, at han ingen videre planer havde mellem dem på den front."Jeg er glad for, at jeg har haft den indvirkning i dit liv. Med risiko for bare at lyde som en der taler dig efter munden, så er det ikke kun mig der har påvirket dig. Vi har måske kun mødt hinanden en gang før, men efter vores sidste møde, så føler jeg mig allerede mere som mig selv igen," svarede hun ærligt. Det lød måske banalt og underligt, men det var nu sådan hun egentligt følte, og det kunne hun ikke gøre noget ved. Denjarna lod sin hånd falde slapt ned igen, som han slap den. Hendes blik ændrede sig fra det rørte til et muntert et, over hans reaktion omkring børn. Selv havde hun aldrig været stor fan om ideen om at få børn, hvilket hendes eksmand havde været, hvilket måske også havde været et brist i deres forhold. "Åh hold dog op, du sagde lige, at du ikke var interesseret i at blande blod med andre end vampyrer. Det lyder rimelig meget som en graviditet for mig," svarede hun kækt igen, hvor hun morede sig over hans forbløffede blik. Da han ændrede attitude, måtte hun løfte lidt op i sin kjole, som hun bakkede væk fra ham, da han nærmede sig hende med udstrakte arme. "Jeg tror, jeg må skuffe dig og sige, at du bliver nødt til at finde en anden kvinde til det formål," svarede hun leende igen.
At han mente, at Denjarna sagtens kunne stille sig tilfreds med at sove i en lade, fik hende til at se på ham med løftede bryn. "Hvis du virkelig er den gentleman du siger, at du er. Så giver du mig din seng, og så sover du i laden," svarede hun diplomatisk igen. Hun ville dog mene, at hun havde ret i sine ord, eftersom han havde snakket om at behandle kvinder godt. Hun tvivlede dog på, at han ville sove i en lade, eftersom der havde været så mange problemer med, at han kunne have sovet på gulvet i det værelse han havde skaffet dem.

[Deleted]

Vladimir havde intet imod at skulle hænge på Denjarna, da han kunne lide hende. Hun havde allerede fået en særlig plads hos ham, da han aldrig havde mødt en kvinde som hende, hun forstod ham på mange måder, hvor folk end ikke ville forstå sig halvt så godt som hende. Og det var rart med en enkelt person der kunne sætte sig ind i tingene hos én. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. ”Ja jeg kan godt blive lidt af et dydsmønster af og til,” svarede han lettere eftertænksomt, skønt minen afslørede at det kun var ment i sjov, hvor han heller ikke kunne holde masken, da hans læber spillede ud i et større smil. At han ikke var så skræmmende som han gik rundt og troede, fik ham til at slippe en munter latter. Et sted var der vel noget om det? Han plejede normalt aldrig at være så.. mild. Men Denjarna havde bare rørt noget inde i ham, som han ikke kunne forklare. ”Det er kun fordi det er dig,” undskyldte han sig med, hvor smilet ikke falmede det mindste.
At Vladimir gjorde Denjarna helt forfjamsket kunne han næsten godt se i hendes øjne, selvom han ikke sagde noget til det, for han mente sine ord. Hun havde påvirket ham utrolig meget og han fandt hendes væsen smukt, både hendes indre og ydre. Han håbede at han kunne holde fast i hende, for han kunne godt lide at bruge tiden med hende, hun fik ham til at se verden med nye øjne. Hendes ord fik ham til at trække næsten helt varmt på smilebåndet, hvor han klemte blidt omkring hendes hånd. ”Jeg er kun glad for at jeg kunne finde lidt lys frem i dit liv,” svarede han sandfærdigt, uden at smilet falmede det mindste.
At Denjarna pludselig nævnte børn, var kommet meget bag på Vladimir, hvilket man også tydeligt kunne se på ham. Han endte dog med at trække morende på smilebåndet, hvor han rystede let på hovedet af hende. ”Ja! At blande blod! Ikke graviditet! Det er to vidt forskellige emner!” endte han morende, hvor han kort skulede drilsk til hende. At hun bakkede væk fra ham, som han gik imod hende, som var han en stor og styg mand, kunne han alligevel ikke skjule det morende og drilske smil på de blege læber. ”Årh hold op. Jeg ved at du vil have mig, du direkte længtes efter mig!” svarede han tydeligt selvsikkert, selvom den drilske tone også var tydelig. Han endte med at tage et stort spring imod hende, som han forsøgte at slå armene omkring hende, så han kunne trykke hende ind til sig, imens en munter latter brød hans læber.
Denjarna havde fuldstændig ret i at Vladimir ikke kunne drømme om at lade hende sove i en lade, selvom han også måtte skule drillende til hende, da hun brugte det imod ham. ”Åh du skulle bare vide hvad jeg kan finde på, når jeg er i mit stygge hjørne,” svarede han drillende, selvom han ikke kunne skjule det morende smil. Han trak let på skuldrene, „du er bare heldig at jeg har mange værelser, så du kan frit vælge hvor du vil sove.” Han havde vel over et par hundred værelser? Han var faktisk ikke sikker, men der var så mange at han heller ikke gad tælle dem.

[Deleted]

Denjarna smilede morende over deres samtale, mens hun samtidig tog blikket fra ham så det kunne glide ned på rosen i hendes hånd i stedet. Smuk var den nu med sine udslående mørkerøde blade, hvor det næsten virkede synd, at den var nødt til at blive slæbt rundt på deres tur, da den i stedet burde udfolde sig i en tryg vase i et hjem. Hun tænkte dog, at den kunne få fred, når de engang nåede hjem til Vladimir. ”Som vi dog får det bedste frem i hinanden,” sagde hun med et smil, som de sølvgrå øjne fandt hans mørke igen. ”Vi udgør et godt team.” At det kun var hende der kunne få denne side frem i ham, virkede ganske specielt, hvor hun nød det, selvom det måske også kunne forekomme trist, at kun én person i verdenen kunne gøre en rigtigt glad, men på den anden side gik det også den anden vej. Hun havde ikke været så mild og smilende i århundreder, og så var hun stødt på ham og … vupti.
Denjarna blev forlegen over hans ord, men hun var heller ikke længere vant til at få sådanne komplimenter. Hun plejede nu heller ikke at få sådanne komplimenter, da hun ikke havde været mænd så tætte efter hendes og Dericks forlovelse, så en omvæltning var det. Det eneste hun havde fået de seneste måneder havde blot været; at hun var smuk eller lignende, og det havde været for mænd, som hun havde mast sig ind hos for blot at få føde fra dem senere, så intet vildere end det var sket, hvor hun ikke havde taget deres ord for noget. Vladimirs ord var anderledes, da de havde en dybere forbindelse. Hun gengældte hans varme smil og håndtrykket, inden de slap hinandens hænder igen. ”Det er jeg også,” svarede hun mildt. Befriende føltes det at kunne være sit gamle jeg igen, skønt det også forekom hende underligt, da tingene omkring hende havde ændret sig. Det havde også været meningen, at det skulle have været Derick, og ikke Vladimir der skulle få hende tilbage til dette punkt, men han var blevet skræmt af hende og flygtet, hvor Vladimir blev stående hos hende.
”Sådan lød det ikke før,” fortsatte Denjarna stædigt, som hun mente, at det havde lydt som om han også havde talt om graviditet. ”Du sagde, at du ville have holdt dig fra mig, hvis jeg havde været mørkelver. Og meget bekendt, så kan jeg ikke blive varyl eller noget i den stil ved at blive bidt, så på den måde kunne blodblandingen ikke skræmme dig, fordi jeg kun kunne blive vampyr. Men hvis vi havde fået et barn, så ville det være blevet til en varyl,” fastslog hun. Selv syntes hun, at hendes teori holdt, hvor hun håbede på at han kunne se, at man sagtens kunne have misfortolket hans ord, som hun vidst havde gjort. Da han så nåede over til hende, som han havde snydt og brugt sine vampyrevner, måtte hun nu vride sig som en fisk i hans favn. ”Hvis det er sådan her du behandler kvinder, så forstår jeg godt du ikke har noget,” sagde hun drillende, som hun dukkede sig i hans favn, så hun slap ud af den. Hurtigt trådte hun lidt væk igen, hvor hun måtte se på ham med et sejrende blik og smil. ”Bare fordi du længtes efter mig, betyder det ikke at det er gengældt,” tilføjede hun kækt og blinkede til ham.
Denjarna vidste, at Vladimir anså sig selv for at være en gentleman, så hun vidste at han af den årsag ikke ville lade hende sove i et uhumsk sted, imens han lå i luksus. Hvis han virkelig så sig sur på hende, som han snakkede om at være i et stygt hjørne, kunne han nok godt finde på det, men hun vidste til gengæld også, at han ikke var i det lige nu. Ellers skulle hun nok gøre ham glad igen. ”Du kommer da bare og straffer mig,” svarede hun drillende. ”Men hvis jeg frit må vælge og ser, at dit soveværelse er det bedste, så tager jeg det.”

[Deleted]

Vladimir var kun glad for at han havde mødt Denjarna. Hun var en ganske speciel kvinde, som var kommet under huden på ham, hvilket stadig var ham uforstående, for det var aldrig sket før, men som man sagde; en gang skulle være den første, hvilket man også godt kunne kalde dette. Han fortrød det dog ikke, og han ønskede heller ikke at gøre noget for at skubbe hende væk fra sig, da han godt kunne lide den fornemmelse hun efterlod ham med. Hun var en god kvinde, og han ønskede også at være god mod hende, være der for hende, for han vidste hvad hun havde været igennem og han ønskede hende intet ondt. Han nikkede medgivende til hendes ord, også da hun kaldte dem for et godt team. ”Der kan jeg kun sige mig enig i dine ord,” istemte han med et muntert smil. De var et godt team, og han var kun glad for at de fik det bedste frem i hinanden, selvom tanken også var skræmmende, for han var ikke vant til at blive påvirket på den måde, men han vidste at det var gengældt, og som sagt, kunne han godt lide at være grunden til at der var kommet lidt lys i hendes liv igen, for det havde hun i den grad fortjent!
At Denjarna havde nævnt graviditet og børn, var kommet bag på Vladimir, da det slet ikke havde været det som han havde talt om! Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. ”Det du siger, giver ingen mening,” svarede han drillende, hvor han lo ganske kort. Han var nu kun glad for at hun var vampyr, for ellers havde det nok foregået på en lidt anderledes måde, da han havde lovet sig selv aldrig at være levende væsner tætte igen, han holdt sig til sin egen race, også fordi han ikke gad risikere at blande blod, da han kom fra en tid hvor den slags havde været forbudt. Som han fik fat i hende, holdt han hende tæt ind til sig, selvom hun vred sig. Han lo muntert til hendes ord. ”Åh jeg kunne da få hvem som helst,” svarede han selvsikkert. Det kom bag på ham, da hun dukkede sig og slap ud af hans favn, hvor han skulede drilsk til hende. Til hendes videre ord lagde han hånden mod sit bryst – hvor hans hjerte ville have slået, hvis han havde været levende – så det lignede at hun havde såret ham. ”Jamen kæreste dog. Jeg ved at du længtes efter mig,” svarede han drillende, som han endnu engang sprang mod hende, hvor han greb fat omkring hendes arme og trak hende ind til sig, så han kunne slå armene omkring hendes krop i stedet for. Hendes ryg var vendt ind mod hans front, hvor han denne gang sørgede for at hun ikke ville kunne slippe væk igen. Han lænede sig mod hende, hvor han skænkede hendes nøgne skulder et blidt kys, inden han førte læberne op til hendes øre. ”Indrøm det; du sukker efter at få mere af mig,” hviskede han i en intens og dog drillende tone imod hendes øre.
Vladimir ville aldrig lade Denjarna sove et dårligt sted, for at han selv kunne sove et godt et, men derfor kunne de jo godt drille hinanden med det. Han havde desuden så mange værelser, at hun kunne vælge lige præcis det som hun ønskede. Han kluklo ganske let til hendes ord og rystede muntert på hovedet af hende. ”Uh.. jeg er god til at straffe,” svarede han drillende, som han blinkede kækt til hende. ”Udmærket, men hvis du vælger mit værelse, så kommer vi til at dele seng igen, for jeg skifter ikke,” svarede han drillende. Hans seng var dog noget større end den de havde delt på kroværelset.

[Deleted]

Hvor Vladimir var overrasket over, at der var en person i hans liv, der først nu kom under huden på ham, var Denjarna mere afslappet på den front. Hun havde trods alt været en åben kvinde før, der havde haft det perfekte liv med sin mand, hvor hun også havde haft et par tætte venner. Derfor var hun vant til, hvilken glæde personer omkring en kunne bringe, samt hun var vant til at være åben overfor dem. Hendes problem var bare, at hun skulle have hjælp med at finde tilbage dertil, skønt det så ud til at blive med fuldkommen andre personer, end dem hun før havde kendt. Alle gamle kendinger syntes nemlig at være forsvundet omkring hende, som hun var kommet tilbage. Men Vladimir var så en af de nye personer i hendes liv. At han også så sig enig i, at de var et godt team, fik hende til at smile, da det i så fald ikke kun var hende der gik rundt med den tankegang.
At han stadig ikke forstod Denjarnas tankegang omkring blod og graviditet, efter at hun var kommet med det hun ville kalde for en god forklaring, måtte hun ryste opgivende på hovedet ad ham, så de ravnsorte lokker let svang fra den ene side til den anden. ”Du er håbløs, ved du godt det?” spurgte hun drillende. ”Jeg tror bare, at du ikke forstår, fordi dit hoved har lidt en ufattelig skade, og du derfor ikke længere kan tænke rationelt.” At han ligefrem havde gået hen og slået hovedet og derfor var blevet dum, mente hun nu ikke, selvom hun ikke kunne forstå, hvorfor han ikke så logikken i hendes ord.
Selvom han havde haft et godt greb i ham, stod Denjarna alligevel overfor ham igen, hvor de sølvgrå øjne lyste legende på ham. Hans ord omkring, at han kunne få hvem som helst, fik hende til at se på ham med løftede bryn, som om han lige havde fortalt hende en virkelig dårlig joke. ”Hvis du virkelig kunne få hvem som helst, hvorfor hører jeg så, at du kun har mig i tankerne, og meget bekendt så har du ikke mig,” konstaterede hun drillende. Hun var dog rimelig sikker på, at han sagtens kunne få sig en kvinde, hvis han ønskede sig en. Hun fandt ham i hvert fald charmerende, og hvorfor skulle andre ikke gøre det? Hun følte sig dog ikke klar til sådan et skridt endnu, men det kunne da godt være, at hun på et senere tidspunkt ville gå efter ham. ”Du håber, at jeg længes efter dig,” irettesatte hun ham. Som hun svarede ham, endte det endnu engang med, at hun blev overmandet af ham. Denne her gang var der dog en anden følelse over det, hvor hun kunne konstatere, at hun ikke var helt klar på dette endnu. Som han holdt hende ufattelig tæt i sin favn, samt kyssede hendes skulder og hviskede hende i øret, begyndte hendes krop at skælve en anelse, som om han havde gjort overgreb på hende. Fanget følte hun sig pludselig i hans favn, hvor hun heller ikke fandt kysset nær så sværmende, som da hun var blevet forlegen da han havde kysset hendes hånd. Den hviskede tone hjalp heller ikke på det, skønt hun ikke hørte, hvad han havde at sige. ”Slip mig, Vladimir,” insisterede hun, imens hendes blik stirrede tomt ud i luften. Han mente måske intet ondt med det, men hun følte alligevel, at det var mere end hun kunne klare lige nu, hvor hun bare ønskede, at han ville slippe, inden hun gjorde noget hun ville fortryde.
Denjarna ville nok finde et andet værelse end hans, hvis hun skulle sove hos ham. Det var dog sjovt at drille lidt. Hun mente dog stadig, at sengepartnere var for elskende, hvor hun lige havde lavet en undtagelse sidste gang. ”Så må vi se, om det bliver det jeg vælger,” sagde hun med et smil på læben.

[Deleted]

Vladimir havde nu ikke talt om graviditet og børn og hvordan hun havde fået det ind i den sammenhæng forstod han ikke, selvom det nu morede ham alligevel. Han var dog ikke en mand der ligefrem ønskede sig børn også fordi han slet ikke vidste hvilken effekt hans mange evner ville have på barnet, et sted frygtede han at barnet ville få samme evner som ham, og han ønskede ikke sit eget jagtede liv for sit afkom, og han havde også tænkt om barnet måske ville arve kun én af evnerne og derved blive en helt anden race, men han vidste ikke om det kunne lade sig gøre. Tanken skræmte ham dog en anelse, desuden så havde han jo heller aldrig fundet kvinden at få et barn med, så det havde altid været udelukkende. At hun hentydede til at han var dum, fik ham til at skule drillende til hende. ”Var din tunge unge frøken!” svarede han drillende med en advarende tone der kun var i sjov. Smilet kunne han dog ikke skjule, da hun underligt nok fik ham til at more sig på et helt andet plan end hvad jeg plejede at gøre.
Hendes legende blik, fandt Vladimir kun morende, hvor han også måtte slippe en munter latter til hendes ord. ”Selvfølgelig har jeg kun dig i tankerne, ellers ville jeg jo næsten være dig utro,” svarede han drillende, som om de allerede var sammen. Selvom de måske flirtede og det næsten af og til kunne virke som alvor i det, så havde han nu ingen planer om at skulle finde sammen med Denjarna, han kunne lide hende, men han tvivlede på at han ville være den rigtige mand for hende, for som sagt så havde hun måske set hans mange gode sider, men han havde stadig mange dårlige som hun endnu ikke havde set. ”Selvfølgelig gør jeg det,” svarede han drillende, som han blinkede kækt til hende, hvor smilet ikke var til at tage fejl af. Han morede sig sammen med hende og hun fik ham til at føle sig godt tilpas i denne nye verden, derfor havde han heller ikke lyst til at miste venskabet til hende.
At hun fandt Vladimirs omfavnelse som et overgreb, lagde han ikke mærke til før hun insisterede på at han skulle slippe hende, hvor han også slap taget omkring hende med det samme, da det gik op for ham at han havde krydset en grænse han ikke skulle have gjort. Han rynkede let brynene. ”Tilgiv mig Denjarna, jeg.. det var ikke min mening at gøre det ubehageligt for dig,” undskyldte han, selvom han dog ikke tog noget skridt imod hende, da han ikke ønskede at blive for nærgående i øjeblikket. Han tænkte ikke over at hun ikke brød sig om nærkontakten, når de morede sig sammen og nærmest flirtede med hinanden, da det gik i glemmebogen, det var dog tegn som dette, der kun gjorde det tydeligt at det havde været traumatisk det som hun havde været igennem, hvilket gjorde ham ondt.
Om de skulle dele seng igen, vidste Vladimir ikke, men han havde intet problem med nærkontakt som Denjarna havde, desuden så var hun fri til at sove hvor hun ville. Hun vidste dog ikke at han normalt sov i en kiste, som myterne kun snakkede om, men det var faktisk der han sov mest behageligt. Han kom fra en utrolig ældgammel tid, der var før denne tidsregning og der passede alle myter omkring vampyrerne. ”Lad os håbe,” svarede han med et skævt smil på læberne, uden han tog blikket fra hende.