A new meeting, a new friend

[Deleted]

Mørket havde lige taget sit indtog over den dvasianske himmel, hvilket betød at nattelivet i den store by, Rimshia, ville begynde, samt nye væsner kunne komme til. Natten var ikke sort som en vinternat, da det varme vejr og sommeren prægede lyset og timerne. Folk var dog begyndt at antænde strædernes fakler, så man ikke ville blive i tvivl om hvor man befandt sig. Luften var også lun endnu, skønt klokken var mange, så folk lod også de store kapper blive hjemme, så armene i hvert fald kunne være i det fri. Inde i en af byens kroer havde vampyren, Denjarna, siddet og ventet til det blev tid, som der var blevet lagt planer for lige netop denne nat. Værelset hun befandt sig i, var et hun tidligere havde overnattet i med manden Vladimir, hvilket også var den mand hun skulle mødes med i nat. Minutterne indtil mørkets frembrud, havde hun brugt på at tage sig et forfriskende bad, hvor hun derefter havde gjort sig i stand. Kjolen hun bar, var en hun havde købt dagen før, hvor det var en midnatsblå kjole, der var lavet i et tyndt og let stof, hun det blot faldt løst ned af hendes krop. For at lave en facon, have hun fundet et tyndt sort bælte, som hun havde viklet om livet. Det ravnsorte hår havde hun ladt hænge løst, hvor det bølgede blødt over hendes skuldre. For at give hendes ansigt noget ekstra glød, havde hun givet sine øjne et mere intenst udtryk, ved at dyppe sine øjenvipper i noget olielignende stads. Som månen var kommet til, og solen var gledet væk, trådte Denjarna nu ud af værelset og videre ud af kroen på vej til sit møde. I et par dage havde hun nu været i byen, så hun havde vænnet sig til byens travlhed og mennesker, så hun kunne tage den med ro, og ikke blot sebankende hjerter alle vejne. Hun holdt dog en facade, når hun gik rundt omkring blandt alle de fremmede mennesker. Det gjorde så også, at hun så frem til at se Vladimir igen, da han havde bragt hende til ro under deres forrige møde. Det var også spændende, om mødet ville være ligeså indholdsrigt, samt hvordan de ville have det med hinanden denne her gang. De havde trods alt flirtet lidt under deres sidste møde. Målrettet gik hun fremad, hvor hun bevægede sig ind mod centrum, som de havde aftalt. Selvom folk råbte efter hende til tider, rettede hun ikke henvendelse til dem, som hun blot fortatte ligeud. På et tidspunkt drejede hun ned ad en lille sidegade, der endte med at ende ud ved en stor plads. Pladsen var en kæmpe firkant, hvor der var butikker langs bygningerne. Ved siden af var en gade tilegnet hestevogne, hvor der i midten var pladsen, hvor der i dagligtimerne var boder. Nu var stedet mere eller mindre tomt. Denjarna gik roligt hen mod springvandet der var placeret i midten af pladsen, hvor hun stoppede op ved kanten og gav sig til at betragte det evigt rindende vand. Hun havde også hurtigt set, at Vladimir endnu ikke var dukket op, hvilket betød at hun måtte stå og vente lidt endnu.

[Deleted]

Vladimir havde set frem til denne aften, eftersom det var den aften han skulle til Rimshia for at møde Denjarna igen. Den smukke vampyrkvinde, der havde ændret hans syn på hans eget liv, sjovt som hun havde påvirket ham. Normalt ville en prædiken ikke prale af på ham, men noget ved Denjarna havde altså formået at påvirke ham, skønt han stadig holdt fast ved sine egne ord om at han stadig var en kynisk og hård mand, nok mest fordi han var bange for at åbne op for nogen igen. Han havde dog set frem til mødet, eftersom deres forrige og første møde havde været en stor succes.
Nu hvor mørket havde lagt sig over landet, havde Vladimir søgt ud fra sit hjem i Convento, hvor han havde brugt sin hurtighed til at nå ind til byen. Han var hurtigere end en normal vampyr, eftersom han bar horrorens evne i sig. Det tog derfor ikke mere end minutter før han havde nået Rimshia, skønt han endnu ikke var særlig stedkendt i de større byer. Den eneste by han sådan kunne finde nogenlunde rundt i var Convento, og det var ikke engang fordi det gik særlig godt altid. Han havde været nødsaget til at spørge om vej, for at kunne komme ind til centrum, som han nu var på vej til. De sidste par dage havde han faktisk rendt rundt og ryddet op i hele hans hus, hvilket havde taget flere timer, eftersom han boede på et gammelt slot, et som hans forældre havde fået foræret af en tidligere konge, som han selv var opkaldt efter; Cesaire. Det havde været i en tid, hvor vampyrerne havde været meget høje i samfundet, dengang hvor de faktisk havde været ædle, nu var der ikke så meget over racen mere. Han havde taget en sort skjorte på, som sad en anelse stramt, så man kunne ane hans stærke kropsbygning, ellers bar han nogle fine fløjlsbukser, samt sine fine og tydeligt dyre sko. Håret havde han faktisk redt, så de halvlange lokker sad pænt omkring hans blege maskuline ansigt, der bar nogle tydelige skægstubbe.
Det tog Vladimir et stykke tid at finde til centrum, hvor han holdt sig i skyggerne, som han brugte mørkedæmonen til at skjule sig i, så ingen ville kunne se ham, end ikke en vampyr. Han bar mange evner, evner fra forskellige racer, fordi han havde været en del af et eksperiment, et eksperiment som gik ud på at skabe det ultimative våben, han havde været et forsøgsdyr, selvom hans læger havde fået et chok, da han havde dræbt dem og taget sin hævn. Det var dog ikke i de baner han tænkte i øjeblikket, tværtimod kredsede hans tanker kun omkring Denjarna, en kvinde han så frem til at se. Han stod i skyggerne, da han nåede ud til den store plads, hvor han kunne ane hendes skikkelse henne ved springvandet, hvilket fik et smil til at glide over de blege læber. Han gjorde en hurtig bevægelse, så han stod bag hende, hvor han lod den ene arm føres foran hende, så han holdt den røde rose han havde taget med ud for hende. ”Du ser nydelig ud, har du shinet dig op for min skyld?” spurgte han drillende, selvom han heller ikke kunne skjule glæden i hans stemme. En glæde over at se hende igen.

[Deleted]

Som Denjarna var den første til at ankomne på det aftalte sted, havde hun ikke meget andet at give sig til end at vente, hvilket hun så også gjorde i ro og mag. Det overraskede hende heller ikke, at det var hende der måtte vente, eftersom hun vidste, at Vladimir ikke ejede en stedsans når det kom til Rimshia. Sådan havde det i hvert fald været under deres første møde, hvor hun faktisk havde vist ham byen, som dens udvikling havde været ham ny. Hun vidste nu heller ikke, hvad han havde brugt de få dages adskillelse på, hvor han kunne være her, ude og udforske verdenen eller været vendt hjem til vampyrernes by. Selv havde hun bare valgt at blive, som hun ikke havde nogen forpligtigelser, samt allerede havde set de steder, hvor hun ellers tidligere havde befundet sig ved. Som Denjarna roligt stod i sin slanke og yndefulde skikkelse, blev der sat liv til kjolens stof, som en brise lige akkurat kunne nå ned til den åbne plads. Skønt hun var tålmodig, var der ikke i flere minutter hun nåede at vente, da hun pludselig blev forstyrret af en mandlig hånd, en smuk rose, og en velkendt stemme. Først gipspede det helt i hende, da hun utroligt nok ikke havde hørt Vladimir, og hun havde jo en helt suveræn hørelse, hvor hun endda kunne høre, hvad der skete et par gader længere nede! Vladimir havde dog formået at snige sig op på hende. Hans lille bemærkning omkring hendes ydre var sød, indtil den drillende del valgte at tage overhånd. Det mindede hende dog om deres sidste møde, da de begge havde puffet lidt drillende til hinanden med den slags bemærkninger. "Det er jo dig jeg skal møde, er det ikke?" svarede hun igen i samme drillende tone. Altid ville hun mene, at hun gjorde et forsøg på at se sig bedst ud, men hun kunne heller ikke benægte, at hun måske havde givet den en ekstra tand, som hun vidste, at hun skulle se ham. Ganske kort lod hun de sølvgrå øjne glide over hans skikkelse i et legende og udfordrende glimt, som hun havde vendt hovedet i hans retning. Af hvad hun ligeglansede, så kunne hun se, at også han havde gjort noget ud af sig selv, som hans hår var pænt sat, og hans klæder nydelige. Hun valgte dog ikke at lade blikket dvæle for længe, hvor hun i stedet så ned på den smukke rose han havde med, som hun gik ud fra var til hende. I en blid bevægelse lod hun fingrespidserne glide over rosens mørkerøde blade, imens et smil langsomt banede sig vej på hendes læber. Allerede nu havde hans tilstedeværelse en positiv virkning på hende, som hun allerede følte sig mere levende. Blomsten varmede også, som hun elskede planter, og rosen var altid en sikker vinder. Hun kunne heller ikke erindre, hvornår hun sidst havde modtaget en blomst fra en mand. "Det er en utrolig flot rose, Vladimir. Mange tak," sagde hun mildt, hvor hun forsigtigt lod sine fingre lukke sig om stilken, så han kunne give slip. Hun valgte også nu at vende sig med hele fronten mod ham, hvor hun søgte hans mørke øjne som det første.

[Deleted]

Vladimir havde virkelig set frem til denne nat. De sidste par nætter havde været ham rastløse, fordi han kun havde tænkt på at skulle se hende igen, hvilket kun havde gjort savnet endnu større og glæden endnu højere. Det var så heller ikke fordi det ville tage lang tid at søge til Rimshia, for han var tilmed hurtigere end en vampyr, problemet ville nok snarere være at finde hende, for han var ikke særlig stedkendt her i Rimshia, og heller ikke i nogen af de andre byer. Han havde jo holdt sig til omgivelserne, til naturen, frem for bylivet og civilisationen. At han så formåede at snige sig ind på hende, så hun gispede, fik ham til at trække morende på smilebåndet. Det havde nu ikke været hans mening at skræmme hende. Smilet falmede end ikke til hendes ord, da de tværtimod kun fik smilet til at blive større på de blege læber. ”Uh.. fik jeg dig så til at falde for mig sidst?” spurgte han drillende, som han blinkede let til hende, da hun selv så over sin skulder og gav ham det udfordrende og legende blik. Han måtte dog erkende at hun så godt ud, selvom hun altid så godt ud, for hun behøvede slet ikke at gøre noget ud af sig selv, da hun bar en naturlig skønhed.
At hun kommenterede rosen, fik Vladimir til at vende blikket mod den, inden han gav hende den. Et skævt smil gled over hans læber. ”Ja, den er smuk, men.. jeg synes nu alligevel at den blegner sammenlignet dig,” svarede han stilfærdigt, som en tydelig kompliment. Han trådte et lille skridt tilbage, da hun valgte at vende sig med fronten mod ham, hvor han sendte hende et muntert smil. Hun så utrolig smuk ud! Den flotte midnatsblå kjole, olien i øjenvipperne, det flotte ravnesorte hår der stod i kontrast med hendes flotte blege hud, præcis som hans eget. Han lod hovedet søge let på sned, som han betragtede sig af hende. ”Jeg har set frem til at møde dig igen,” erkendte han sandfærdigt, uden at smilet falmede det mindste. Sandt var det. Han havde gået rundt derhjemme og havde kun set frem til at se hende igen, selvom timerne havde føltes helt langtrukne og pinefulde, men nu var det endelig tid og han ville nyde hvert et sekund med hende! ”Jeg har faktisk taget noget med til dig, selvom jeg ikke håber det er for tidligt eller påtrængende,” svarede han roligt, som han stak hånden i sin bukselomme, hvor han hev en lille sort aflang æske frem, som han holdt ud foran hende. Han åbnede den roligt, hvor en halskæde af sølv med en lille rubin for enden lå i. ”Jeg fandt den derhjemme, og eftersom det er til en kvinde, kan jeg ikke rigtig selv bruge det,” svarede han sandfærdigt, selvom det sidste blev udtalt med en mindre drillende tone. Han vendte blikket lettere afventende imod hende. Han vidste ikke om hun ville finde det for overvældende og takke nej til det, selvom den eneste han havde tænkt på, da han havde fundet det, havde været hende. Det havde engang været hans mors, men den kvinde havde været død alt for længe, ligesom hans far, så det var ikke fordi der var nogen der ville savne det, og det var trods alt et smukt smykke.

[Deleted]

Ligesom Vladirmir, så kunne Denjarna også kun sige, at hun havde glædet sig til denne nat. I de få dage der havde været mellem dette møde og deres forrige, havde hun bare gået rundt og passet sig selv mere eller mindre. Der havde i hvert fald ikke været noget ekstraordinært, ligesom under deres sidste møde. Hun havde det i hvert fald som om, at deres møde havde gjort en forskel ved hende. Hun havde endelig mødt en mand der virkelig kunne forstå hende, hvilket hun havde manglet. Han havde også lettet hendes skuldrer, som hun havde fået slappet ordentligt af i sig selv, imens hun var sammen med en anden person. Hun havde dog ikke lyttet efter, når det kom til at slå folk ihjel, som hun hver nat havde brug for føde, hvor hun også havde brug for offerets penge til at betale det værelse, som hun blev i, samt købe ny beklædning. Beklædningen var måske ikke det vigtigste, da hun havde det mest nødvendige, men som kvinde havde hun desværre en svaghed for tøj, hvilke så havde resulteret i den kjole hun bar i nat. "Du har måske charmeret mig, men jeg må desværre skuffe dig og sige, at jeg ikke ligger på knæ foran dig," svarede hun kækt igen. Som de talte, føltes det helt som om deres andet møde aldrig var stoppet, som dette blot føltes som en udvidelse på det, som de igen drillede hinanden med om de havde formået at charmere sig nok ind på den anden. "Du har ikke været ude og få andre til at svime over dig?"
Da han sammenlignede hendes skønhed med rosens, måtte Denjarna se op på ham gennem de mørke øjenvipper. Det var måske lidt af en kliche bemærkning, men alligevel tog hun den til sig. Som han også slap rosen, lod hun sin arm falde ned, uden at hun slap den enkle blomst. Hun kunne godt lide at blive nusset om, så blomsten faldt i god jord hos hende, ligesom komplimenten. Det var nok det hun aldrig ville blive træt af. Hun sagde dog intet, hvor hun i stedet måtte trække lidt mere på smilebåndet, som han erkendte, at dette var noget han havde glædet sig til. "I lige måde," medgav hun roligt, som hun også kun kunne mene det samme. De havde haft et fantastisk møde sidste gang, så hvorfor skulle det ikke også ske igen. "Hvad har du brugt tiden på, når du ikke kunne berige dig med mit selskab?" spurgte hun nysgerrigt. Hun vidste faktisk ikke, hvad han havde haft gang i, da de blot havde sagt et høfligt farvel til hinanden, da de var stået op, hvorefter hun var taget ud og jage. At han sagde, at han havde taget noget mere med til hende, måtte hun se nysgerrigt på ham og dog også undrende, da hun ikke kunne se, hvad det skulle være. Han havde jo allerede givet hende rosen, og andet havde hun jo ikke behøvet. Hun fulgte ham med blikket, som hans hånd forsvandt ned i bukselommen. Hendes blik blev dog hurtigt spørgende, som hun fik øje på æsken, men dog valgte hun at tie til han forklarede. Som han åbnede for halskæden var hendes første indskydelse, at den var utroligt smuk og sikkert også dyr. Den anden indskydelse var så, hvorfor han ville give den til hende? Hans forklaring om, at det var til en kvinde, forstod hun godt, men hun kunne ikke helt forstå, hvorfor den skulle gives til hende. Hun vidste godt, at han ikke havde en kvinde i sit liv, men det kunne han få og de havde trods alt kun deres andet møde nu. "Den er rigtig pæn, Vladimir," begyndte hun stille, hvor hun måtte bide sig i læben, da hun lod sine fingrer stryge den, som hun havde strøget blomsten. Hun kunne sagtens se den på sig, da sølvkæden ville være perfekt om hendes hals, ligesom rubiner også altid havde været kønt til hende. "Men jeg forstår ikke, hvorfor du vælger at give den til mig?" endte hun så med at spørge ham undrende, imens de sølvgrå øjne fandt hans.

[Deleted]

Vladimir havde virkelig glædet sig til at skulle se Denjarna igen, han havde ryddet op i sit hjem, kun for at få tiden til at gå og vel også fordi han ville have det skulle te sig godt ud, når han engang skulle vise hende det? Han havde jo faktisk lovet hende at han ville vise hende sit hjem, så han ville gerne have at det så godt ud. Og hvem vidste, måske de tog hjem til ham denne gang? Så behøvede hun ikke at betale, selvom han godt nok havde fået skaffet sig lidt penge, da han havde startet sin families forretning op igen, skønt han havde sagt til hende at han havde overvejet noget andet, men da han behøvede penge og ikke havde vidst hvad han ellers skulle lave, så var det egentlig bare gået tilbage til det gamle. At starten på dette nye møde skulle gå tilbage til deres tidligere møde, med samme kække bemærkninger og drilske ord, morede ham egentlig, selvom han godt kunne lide den lille flirt de havde kørende. Og nu hvor han så hende igen, kunne han jo ikke lade vær! Han trak drilsk på smilebåndet. ”Ikke endnu,” svarede han med en tydelig stemme, der indikerede at han regnede med at hun ville falde på knæ for ham senere. Da hun så spurgte ind til om han havde fået andre til at svime for ham, blinkede han forundret med øjnene. ”Jamen hvilken mand går du dog rundt og tror jeg er kære Denjarna? Jeg har da haft alt for travlt med at tænke på dig, til at kunne tænke på andre,” svarede han indsmigrende, selvom det faktisk var sandt.
Det glædede naturligvis Vladimir at hun også selv havde klædet sig til at se ham, for det beviste kun at deres forrige møde ikke kun havde været en succes for ham, men også for hende. Han lod let hovedet falde på sned, hvor de ravnesorte, halvlange lokker fulgte hans bevægelse og indrammede det blege maskuline ansigt. ”Jeg har faktisk ryddet op derhjemme. Og jeg har startet min families forretning op igen, selvom jeg godt nok sagde jeg ville prøve noget nyt, så kunne jeg ikke rigtig komme på andet. Her er jeg også min egen herre,” fortalte han roligt, hvor han trak let på den ene mundvig, „og hvad med dig? Hvad har du fået tiden til at gå med, foruden at tænke på mig?” Det sidste blev udtalt med en drillende tone, selvom han faktisk var nysgerrig på hvad hun havde givet sig til.
At hun betragtede sig af halskæden som Vladimir fandt frem fra bukselommen, der lå i den flotte sorte æske, fik ham til at vende blikket mod hende. Han kunne godt se at det måske forekom hende underligt og måske også for hurtigt? Han var ikke sikker, desuden så var han faldet over den, og da han havde set den, havde han faktisk kun tænkt på hende. At hun så spurgte ind til hvorfor han ville give hende den, så han fra halskæden og tilbage mod hende, hvor han trak let på de brede og muskuløse skuldre. ”Tja.. som sagt har jeg ryddet op i mit hjem og jeg faldt tilfældigvis over den. Og jeg ved ikke, jeg tænkte vel bare på dig? Du er den eneste der som sådan har haft indflydelse på mit liv og gjort et stort indtryk, dette er vel bare som en form for.. tak?” svarede han roligt, hvor han vendte blikket mod hende, imens han sendte hende et mildt smil.

[Deleted]

Glæden ved at de var samlet igen, var tydeligt at se i hans opførsel, hvor det også varmede Denjarna. Selv havde hun også glædet sig til at se ham, da han havde bragt hende noget, hun havde savnet. At det så var ham der skulle udfylde f det tomrum, hun følte i sig, overraskede hende til gengæld. Han fyldte heller ikke kun enkle behov hun følte, som han derimod gav hende selskab, forståelse, sjov og flirt. At hun så også godt kunne lide den sidste ting, føltes underligt i hendes indre, da hun var vant til at det var Derick der fyldte den plads. Da hun havde set sin eksmand sidste gang, og han havde afsløret sin utroskab, havde hun været sur og uforstående, men på en måde kunne hun ikke lade være med at tænke på, om hun var bedre selv? Hun flirtede jo allerede med Vladimir, og hun kunne lide det, hvor det kun var et par måneder efter det egentlige brud. Hun havde skam også tænkt tanken, om hun bare skulle stoppe, men størstedelen af hende bad hende om at køre videre på hvad de end lavede. At han regnede med, at hun inden længe ville ligge på knæ for ham i forelskelse i ham, kunne hun ikke helt tyde på ham, om han mente det eller ej. Der var risiko for at hun blødte mere op, men det ville overraske hende, hvis det skulle gå så vidt. Konkurrencemennesket i hende mente også, at det ville være ham, der ville bukke under først. At han blev forundret over, at hun kunne tro, at han kunne have tænkt på andet end hende, fik hende til at smile lidt større, hvor hun betragtede ham med et blidt blik. "Du tilhører jo ikke mig," svarede hun ærligt, inden hun roligt tilføjede, "men jeg kan godt lide dit svar." Det perfekte svar var det, hvis de havde noget kørende, men hun måtte nu være ærlig og sige, at hun ikke var helt klar over hvad de havde kørende.
De sølvgrå øjne fulgte ham roligt, som de læste hans ansigtstræk, samt han var det eneste hun gad se på lige pt. På pladsen var der også kommet nogle gøglere frem, hvor der stod et par personer og så på, mens andre blot krydsede gaden. "Havde du ikke stuepiger til at rydde op efter dig?" spurgte hun, som hun havde ment at han havde nævnt, at der havde været nogen og holdt øje med huset i den tid han havde været væk. Det var dog også normalt nok, at man selv ville lægge et touch til sit hjem."Men hvis du stadig er interesseret i at arbejde med mineraler, så er det da bare det du skal gøre." At han havde sagt, at han havde tænkt sig noget andet, rørte hende ikke så meget, da han enten kunne have fundet ud af, at det var interessant nok alligevel, eller at det var for svært at komme i gang med noget bøde. Da han så spurgte, hvad hun havde haft for i mellemtiden, fik hende til at lade blikket dvæle over hele pladsen. "Jeg valgte at blive her i Rimshia, så jeg har bare undersøgt byen, og som du kan se, så endte det også ud i nogle indkøb," fortalte hun med et skævt smil, hvor hun til de sidste ord tog visende fat i den midnatsblå kjole.
At han mente, at det var helt okay at Denjarna fik halskæden, gjorde det ikke let for hende. hun ville alverdens gerne takke ja til den, da den var smuk, og hun ikke længere ejede mange smykker. Det virkede dog forkert, når de lige havde mødt hinanden, og de ikke vidste, hvor det ville føre hen. "Jeg ville gerne takke ja til den, Vladimir, men jeg synes du bør tænke lidt mere over det. Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske, skønt vi havde det fantastisk sidste gang," endte hun med stille at sige. "Jeg ønsker ikke, at du måske kommer til at fortryde, og ønsker den tilbage."

[Deleted]

Vladimir ville nok ikke normalt flirte med en fremmede kvinde, det kom nok helt an på hvilken kvinde det var, eftersom han havde sin bestemte type, og han vidste at Denjarna kunne være et barn i forhold til hans egen alder, men han kunne godt lide hende. Det var nok også det at hun forstod ham og kunne sætte sig i hans sted, for det havde han jo ikke oplevet før ved en kvinde. Han kunne også sætte sig i forståelse ved hende, og det var tydeligt at det også havde blødt hende op, for hun havde jo været hård og kynisk til at starte med, selvom den facade hurtigt var blevet nedbrudt, og det var han kun glad for, selvom det forundrede ham at hun selv var kommet så godt ind på ham, for han var normalt meget følelseskold når det kom lige til kærlige følelser, han havde jo aldrig rigtig haft nogen grund til at have nogen, og derfor havde han altid rendt rundt og troet han ingen havde, men Denjarna var ved at modbevise ham og ændre hans holdning, og han var ikke helt sikker på om det var godt eller skidt. Han sendte hende et skævt smil. ”Nej det gør jeg ikke. Endnu,” svarede han drillende, som han lo for sig selv. Han havde sagt han ikke ville falde for hende og han holdt stadig fast ved det, men derfor kunne han godt lide deres flirt og lille uskyldige drilske leg. ”Men ærligt talt; hvis jeg endelig ville have en chance hos dig, så tvivler jeg på at det at jeg tænker på andre kvinder, ville være et plus i dine øjne, ikke sandt?” tilføjede han roligt, hvor han sendte hende et skævt smil.
“Jeg har ganske vidst et par tjenestefolk, men mit hjem er stort, samt der er visse ting jeg ikke vil have folk kommer i nærheden af,” fortalte Vladimir sandfærdigt, hvor et svagt smil hvilede på de blege læber. Han ønskede at være ærlig overfor Denjarna, så hun vidste hvilken mand hun havde med at gøre, netop fordi han normalt var en mand med mange facader og masker, men han ville gerne have at Denjarna så hans sande jeg, også fordi hun havde denne påvirkning af ham, som han ikke før havde følt ved nogen. At hun selv var blevet i Rimshia og havde været på indkøb, fik ham til at trække muntert på smilebåndet, hvor han nikkede anerkendende til hendes valg af kjole. ”Du har også valgt den helt rette kjole. Du ser utrolig smuk ud,” erkendte han sandfærdigt, som han sendte hende et oprigtigt smil, der viste ærligheden i hans kompliment. Han fandt hende smuk, hvor han kunne se at hun havde gjort noget ud af sig selv, som han også havde, netop fordi han skulle møde hende.
Halskæden var ikke noget som Vladimir skulle bruge, eftersom det var til en kvinde, og Denjarna havde haft en påvirkning af ham, han ikke kunne se bort fra, hvor han faktisk gerne ville give udtryk for det, via at give hende denne gave. Hendes ord fik ham til at se overbærende på hende, hvor et mildt smil gled over hans læber. ”Jeg insisterer Denjarna. Det er ikke en gave ment som at der skal ske mere mellem os, det er en gave som tegn på taknemlighed for dit selskab og venskab,” svarede han sandfærdigt, som han roligt endte med at tage halskæden ud af æsken, „jeg ønsker at du skal have den. Det kommer jeg hverken til at fortryde eller kræve den igen, for intet kan ændre på den fantastiske aften, der har været et vendepunkt i mit liv.” Han pakkede æsken væk, inden han gjorde tegn til at han ville give hende halskæden på. ”Tag imod den,” opfordrede han roligt, som han sendte hende et skævt smil.

[Deleted]

Hvor Denjarna havde holdt en kold facade frem til dette møde, lyste hendes sølvgrå op endnu engang. Af de personer hun havde stødt på de seneste dage, så havde ingen haft samme indflydelse på hende som Vladimir havde haft. Han fik hende også til at indse, at hun alt for længe havde været gemt væk i mørke, men hvad hun ville have gjort, hvis hun ikke havde mødt ham, vidste hun ikke. Så var der måske gået år? Flirt, drillerier og alvor var noget de allerede kunne dele med hinanden, hvilket de også havde gjort. Alvoren var der måske ikke ligeså meget af, eftersom de begge to var sårede personer, hvor man skulle arbejde sig vej ind til dem. Flirten var kommet bag på hende, som hun havde troet, at hun endnu var knyttet til sin tidligere mand, men det var hun åbenbart ikke alligevel. Drillerierne var der mere eller mindre konstant, som de ofte skubbede lidt til hinanden. Hun trak en anelse i mundvigen, som han nærmest forsikrede hende om, at de ville finde sammen. Ganske kort så hun ned på sine fødder, inden kun igen rettede blikket op på hans øjne. "Vi har det jo allerede godt sammen.. vi har delt seng, så nu mangler vi bare at gå rundt og holde i hånden og kysse, og så er vi et par," sagde hun drillende. Hun vidste dog godt, at det ikke bare foregik sådan, hvor hun heller ikke bare ville springe med hovedet først ind i et nyt forhold.Nej, der skulle tid til og ro på, på man kunne udvikle det hele rigtigt. "Hvis jeg var din, så var jeg den eneste kvinde i dine øjne," forsikrede hun, hvor man godt kunne ane, at hun mente det alvorligt. Hun havde før været gift med en mand der havde et godt øje til en anden kvinde, og det måtte ikke ske igen! Hun var en jaloux kvinde der var meget påpasselig, når det gjaldt hendes mand der omgik andre kvinder. Det havde også bragt hende en masse skænderier, men det havde skam vist sig, at de havde været der af god grund. Med tanke på alt det, kunne hun ikke lade være med at tænke på Elanyas død med skadefryd, som nyheden var nået hende.
Denjarna nikkede forstående, som hun godt kunne sætte sig ind i, at der var visse ting han gerne ville holde for sig selv. "Forståeligt," sagde hun roligt. "Nu er det ikke fordi du har alle mulige makabra ting eller underlige lyster?" tilføjede hun hurtigt drillende. Hun tvivlede dog så, at det var årsagen, som hun mere havde en ide at det var noget så simpelt, at man bare gerne ville have nogle stille og rolige personlige ting i fred. Som han beundrede hendes kjole, måtte i hun smile glad. Det var rart at vide, at andre også var enig i, at det var en pæn kjole til hende. For hende havde den i hvert fald et smukt fald, samt hun kunne lide kontrasten af dens mørke stof mod hendes hvide hud. Hun valgte dog bare at komme med et høfligt og oprigtigt tak for hans kompliment.
At Vladimir insisterede på, at Denjarna skulle tage imod den halskæde han havde fundet gjorde, at hun vel bare måtte acceptere? Hun mente, at hun havde givet ham chancen for at tage sit tilbud tilbage, da et smykke for hende var en stor gave. Det var i hvert fald ikke noget man gav en kvinde man lige havde mødt en gang, uden man havde en romantisk tanke. Hun måtte også indrømme, at hans tanke rørte hende, som det virkelig var sødt sagt af ham. Som han begyndte at pille kæden op af æsken, vendte hun sig langsomt med ryggen mod ham, imens hun skævede tilbage på ham. Med den frie hånd samlede hun de længe sorte lokker, hvor hun tog dem over den ene skulder, så hendes slanke hals med synlig. Hvis hun ikke havde været vampyr, så havde dette nok lignet en indbydende indbydelse til ham om at han måtte bide hende, men nu var det bare for at give hende halskæden på. "Hvis du insistere..men i så fald vil jeg være benådet over, at det er mig du har givet den.," sagde hun mildt.

[Deleted]

Vladimir havde ønsket at tage den med ro efter sin tilbagevenden, hvilket han stadig var fast besluttet på. Han havde så aldrig været typen der havde haft mange kvinder, han havde aldrig været i et forhold, da han aldrig havde haft kærlige følelser, og ganske vidst havde han haft kvinder tæt, selvom det aldrig var endt godt ved levende, derfor havde han svoret kun at holde sig til sin egen race, også så man ikke blandede blod og skabte de såkaldte ’horeracer’; varyler og holy grails. Han kunne dog ikke komme udenom at Denjarna virkelig havde sat sit præg i ham, hvor han faktisk havde glædet sig til at se hende igen. Han havde så ikke regnet med at han ville finde en fremmed kvinde og så allerede komme så godt ud af det med hende, for de havde jo allerede siddet og flirtet under første møde, hvor det så ud til at det fortsatte, selvom han måtte erkende at han slet ikke kunne lade vær. Det var måske ikke den dybeste mening eller alvor i det, men han fandt det alligevel spændende, og hvem vidste hvor de faktisk ville ende henne? Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. ”Ja, hvem ved hvor langt vi når denne gang?” svarede han drillende, hvor han kluklo ganske let for sig selv. Hendes følgende ord, indikerede kun at hun var en kvinde der ville have sin mand for sig selv, hvilket han sådan set godt forstod, for hvem gad være sammen med én som så andre? Han trak let på smilebåndet. ”Netop. Derfor har jeg ikke tænkt på andre end dig,” svarede han roligt, hvor det lød til at hun allerede var hans kvinde, skønt det ikke var tilfældet, men efter deres sidste stund, som han virkelig havde nydt, ville det selv for ham være mærkværdigt at have det på samme måde med en anden kvinde.
“Tja.. lidt skør er man vel altid? Specielt efter flere års indespærring?” svarede Vladimir lettere eftertænksomt, selvom han heller ikke lagde skjul på den drilske undertone, som selv smilet måtte indikere. Han havde dog ikke nogen sære hobbyer, ikke hvad han lige sådan kunne komme i tanke om. Han havde altid været en ensom mand, men sjovt nok havde han også altid fået tiden til at gå.
Vladimir insisterede skam på at give Denjarna halskæden, hvor der ikke var nogen bagtanker bag det. Han havde sagt han var typen der gik langsomt frem – i hvert fald denne gang – for han var lige kommet ud fra en lang tids indespærring, hvor han havde lagt i dvale og var blevet frosset ned, så han havde ikke tid til noget romantisk, hvilket han kun en enkelt gang havde haft, men han havde dræbt den kvinde, hvilket også var grunden til at han aldrig ville et levende individ tæt igen. Hans læber spillede ud i et tilfredst smil, da hun valgte at vende ryggen til ham og samle sine lokker over den ene skulder, hvor han roligt førte halskæden omkring hendes hals og lukkede den i nakken, så den sad fast. ”Perfekt,” mumlede han dæmpet for sig selv, som han trak hænderne til sig igen. ”Og jeg kan se det var en god idé at give dig den; den klæder dig,” endte han roligt, hvor han sendte hende et mildt smil. Han ville have at hun skulle have den, hvor han aldrig ville kræve den igen, for han tvivlede på at det ville komme så langt at de ville blive uvenner. Måske de ikke ville blive et par, men han var sikker på at de i så fald ville bevare et langt og godt venskab. Derfor ville han ikke fortryde at han havde givet hende den.

[Deleted]

Hurtigt havde tingene forløbet mellem dem, så hans ord morede Denjarna, hvor hun næsten også måtte give ham ret. Hvad ville der ske i nat, hvis så meget kunne ske på det første møde? Hun havde dog ingen anelse om, hvad hun kunne forvente, hvor det måtte forblive et mysterium indtil det skete. Af hvad der var sket sidste gang, havde det også været ting hun umuligt ville have forestillet sig, da hun ellers ikke var noget tilbage til det stadie i sit liv, men det havde han alligevel fået hende."Ja, hvem ved?" istemte hun gådefuldt, hvorforefter hun smilede sigende til ham. Hvad aftenen ville bringe dem, måtte tiden vise dem, men lige nu vidste hun faktisk ikke engang, hvad der skulle ske. De havde snakket om at besøge slottet, eller nærmere se det udefra, men mere end det havde de ikke snakket om. Automatisk vendte hun blikket mod slottet i Rimshia. hvor man endda var i stand til at spotte tårnene herfra. Som hun så på ham igen, måtte hun sende ham et mildt smil, som han sagde, at han ikke havde nogen andre kvinder end hende på hjernen. Om de bare drillede hinanden eller ej, så var det dejligt at høre. Det var vel også enhver kvindes drøm, at de vidste, at de havde tryllebundet en mand? Hun knugede let rosen i sin hånd, dog uden at knække den lille grønne stilk. "Og du mener måske allerede, at jeg tilhører dig? Hvornår indgik vi den aftale?" spurgte hun drillende, som han faktisk havde sagt ordene som om de allerede var hinandens.
Da han fik det til at lyde som om han havde fået nogle bemærkelsværdige hobbyer med årene, måtte Denjarna slippe en perlende latter. Hun håbede dog ikke på at det var sandt, da det bestemt ikke var sjovt at være med en mand, hvor man langsomt fandt nogle stødende detaljer om. "Det lyder jo som om, at jeg bliver nødt til at gennemsøge alle rummene, når vi engang når hjem til dig," truede hun drillende. Det var altid sjovt at gå på opdagelse i andres hjem, men hun ville selvfølgelig styre den lyst, hvis han anså nogle af rummene for private. Det ville dog også pirre hendes nysgerrighed.
Som han kom over til Denjarna og gav hende halskæden på. Smilet kunne ikke lade være med at pryde på de rosenrøde læber, hvor hun også ganske kort kælede for rubinvedhænget, inden hun valgte at vende sig om mod Vladimir igen. Svært var det at være den kolde, kyniske vampyr der var vendt hjem efter adskillige års tortur, når man stod overfor ham. Han behandlede hende godt, hvor det nok også var tydeligt at se, hvordan hun blødte op i hans selskab. "Det virker helt lamt bare at sige tak for alle de smukke gaver, men jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal sige, så tak igen Vladimir. Jeg erindrer ikke, hvornår jeg sidst har modtaget en gave fra en," sagde hun stille. Overvældet var hun over det hele, da det var en mand hun lige havde mødt, skønt han gjorde noget specielt ved hende. Hun kunne heller ikke huske, hvornår hun havde modtaget noget så fint som dette sidst, eller en gave i det hele taget, så selvom han sagde, at det ikke betød noget særligt for ham, så rørte de hende alligevel.

[Deleted]

Hvad der ville ske denne aften var ikke til at sige, for der var alligevel sket en del på deres forrige møde, hvor hun havde sagt at hun ikke ville gå så hurtigt frem og dele seng med en fremmed mand, men det var sket alligevel. Og selvom hun for nylig havde mistet sin ægtemand, så havde hun alligevel siddet og flirtet med Vladimir, så det havde vel været tydelige beviser på at alt kunne ske, selv ting hvad de ikke forventede? Han var sådan set ligeglad med hvad der skete, så længe han bare var sammen med Denjarna hele tiden, for han kunne godt lide hendes selskab og hendes person. Hun havde vist ham så meget, gjort et stort indtryk på ham og tilmed påvirket hans syn på livet, hvilket ikke sagde så lidt når det kom til ham, en sjæl der kom før denne tidsregning, og som var bundet af sine gamle traditioner og normer, som han aldrig ville bryde, men hvem sagde at det ikke kunne ske i det rette selskab? Han vidste ikke hvad livet havde at byde på og han kunne faktisk godt lide mysteriet ved det. Han lod let hovedet søge på sned til hendes ord, hvor et mildt smil gled over hans læber. ”Du ’tilhører’ ikke mig. Og uanset hvad der sker, så vil du aldrig ’tilhøre’ mig. Du er ikke en ting, men en fri sjæl, og sådan vil jeg også behandle dig,” svarede han roligt og denne gang seriøst, for han kunne da aldrig drømme om at behandle hende som var hun en ting der tilhørte og var ejet af ham.
Vladimir måtte slå ud i en munter latter til hendes ord, hvor han sendte hende et skævt smil. ”Du vil altid være velkommen i mit hjem, og jeg vil med glæde vise dig det, men selv du kommer ikke ind i alle rum,” svarede han sandfærdigt, hvor det skæve smil ikke falmede på noget tidspunkt. Han var en meget hemmelighedsfuld mand, og han havde været igennem et meget hemmelighedsfuldt liv, så der var mange ting hun nok aldrig ville finde ud af omkring ham. Hun vidste slet ikke hvad hans kontor indebar af fantastiske og ekstraordinære ting, selvom det også var ting, der kunne være farlige i de forkerte hænder, og derfor var det aldrig noget han ville indvie hende eller nogen anden i.
Vladimir var kun glad for at give Denjarna halskæden, for ham var den ikke noget særligt, men han håbede selvfølgelig at hun ville se det som noget særligt, når den kom fra ham, og hun havde desuden påvirket ham utrolig meget, så han fandt det kun naturligt at hun skulle have den. Det var vel som en tak for det hele? Han lo kort til hendes ord, hvor han trak let på de brede og muskuløse skuldre. ”Du behøver end ikke at sige noget Denjarna. Så længe du blot tager imod den,” svarede han mildt. Han betragtede hende med halskæden på, hvor smilet kun bredte sig. Den klædte hende, derfor blev han kun gladere for at hun havde fået den! Han endte dog med at slå hænderne sammen, imens blikket gled over pladsen. ”Nå! Hvad skal vi så lave? Nogle ideer?” spurgte han nysgerrigt, hvor de kulsorte øjne fik et helt livligt skær i sig.

[Deleted]

Denjarna lyttede tavst til som han talte, hvor hun så sig enig i alle hendes ord. Hun vidste udmærket godt, at hun ikke bare var en ting, så hun havde sine egne valg at træffe, hvor hun kunne sige til eller fra. Ingen var for den sags skyld en ting,skønt hun godt kunne handle overlegent. Hun havde dog heller ikke troet, at Vladimir ville opføre sig som om han ejede hende, og hvis han gjorde, så var hun i den grad i stand til at sige fra! Hun var trods alt ingen nikkedukke, selvom hun måske elskede at være kvinde og elskede at blive nusset om. På det punkt var hun måske ikke hård, men ens ting ville hun aldrig blive. Hun måtte dog også smile lidt, som hun ikke havde ment ordet. tilhørt på den måde. "Jeg havde nu bare ment et normalt forhold mellem en mand og en kvinde, Vladimir. Men jeg støtter skam din tankegang," svarede hun roligt.
At Denjarna var velkommen i hans hjem, glædede hende, men de havde trods alt også allerede aftalt, at hun skulle se det en nat, så det kom ikke som en stor overraskelse for hende. Hun så frem til at se, hvordan han boede og havde indrettet sig, da hun på den måde også ville lære mere om ham. Selv havde hun ikke længere et hjem, som det var gået til grunde, og ophold på forskellige kroer var trods alt ikke ens eget. At han måske ikke ville vise hende alt, selvom han lukkede hende ind, sårede hende ikke. Hun tænkte end ikke videre over det, andet end det nok ville komme med tiden. "Så håber jeg på, at jeg snart kan se frem til en nat hos dig," svarede hun ærligt. De kunne heller ikke blive ved med at mødes i Rimshia, da det ville blive lidt for trivielt, og hun kunne sagtens rejse til Convento, hvor han sagde han boede. De ville måske også besøge selve byen inden, så de også kunne danne sig et blik der sammen, ligesom de havde gjort her. Hun gik dog udfra, at han havde mere kendskab til vampyrbyen, eftersom hans hjem lå der.
Som den smukke kæde nu hvilede om Denjarnas slanke hals, måtte hun smile til ham, som ha udtrykte glæde ved blot at have foræret hende den. Hun ville skam gerne gave halskæden, hvor hun også med lidt overtalelse havde taget imod den. Hun forstod også godt, at han selvfølgelig ikke selv kunne bruge den, og hun var også klar over, at mødet for et par dage siden vidst havde gjort noget ved dem begge. Hun valgte så også ikke at sige mere om den, som han havde bedt hende om. Da han så spurgte om, hvad de skulle foretage sig i nat, mave hun se en smule tænksom ud. Alligevel valgte hun at begynde sine skridt, hvor de ledte mod en af de smalle gader der kunne føre dem væk fra pladsen her. "Jeg må sige, at vi så rimelig meget sidste gang, men vi snakkede om at tage til Castle of Darkness. Er det stadig noget du vil?" spurgte hun venligt.

[Deleted]

Vladimir vidste godt at Denjarna havde sagt sine ord i sjov, men han ønskede stadig at forsikre hende om at han ikke var typen der troede han ejede en kvinde, hvis han endelig skulle falde over én, for sådan var han skam ikke. Han var en mand der respekterede en kvinde, han var høflig og han havde sine manerer i orden, og sådan havde han selv valgt at være, specielt sådan som han havde set sin far behandle sin mor, hvor han havde valgt at være en bedre mand end sin far. Han sendte hende et roligt smil og nikkede roligt. ”Det ved jeg godt, men jeg ønsker blot at forsikre dig om, at jeg ikke er én af de mænd, der forsøger at eje en kvinde, når man kommer sammen,” svarede han roligt. Han kunne godt blive dominerende og overlegen, men han ville aldrig gøre noget imod hende som ville bringe hende ubehag eller lignende og da slet ikke ved Denjarna, for han vidste hvad hun havde været igennem og derfor ønskede han hende kun det bedste.
Måske Vladimir ikke ville vise Denjarna hvert et rum, men han boede jo også på et slot, så hans hjem var enormt og stort, det var også derfor han havde tjenestefolk, så det ikke var så tomt igen. Han vendte blikket mod hende ved hendes ord og trak let på smilebåndet, som han nikkede. ”Du må se når du vil,” forsikrede han hende. Han vidste ikke om hun ville finde det underligt at tage med ham hjem denne nat, men hun ville i hvert fald altid være velkommen der, og der ville det ikke koste hende noget som helst. Desuden så havde han over hundred gæsteværelser, så hun kunne frit vælge hvilket hun ville have, for han tvivlede på at hun ville sove hos ham, skønt de godt nok havde delt værelse allerede én gang. ”Du siger bare til, og så skal jeg nok vise dig det,” tilføjede han roligt, som smilet kun bredte sig en anelse mere.
At hun havde taget imod Vladimirs halskæde, var noget som han var glad for, for han ville ikke have givet hende den, hvis han ikke var sikker på at hun skulle have den. Han regnede ikke med at der ville komme noget seriøst imellem dem, for han stod fast på at han ikke var en mand der egnede sig som kæreste og han ville nok slet ikke være hendes type i sidste ende, men derfor ønskede han stadig at hun skulle have den, og den klædte hende desuden også, så det havde jo været et perfekt valg! Han så roligt mod hende til hendes ord om hvor de skulle tage hen. Han gik ikke ud fra at Castle of Darkness havde forandret sig det mindste, hvor han heller ikke ville finde det mest imponerende ved et slot, for han boede jo selv i et, men det var dog ikke ord han sagde højt, hvor han derimod blot nikkede. ”Det synes jeg lyder som en god udflugt,” svarede han med et mildt smil, som han rakte hende sin stærke arm, som en venlig gestus til at hun skulle tage fat omkring dem, så de kunne tage af sted. Hun skulle nok føre an, da han som sagt ikke var stedkendt i Rimshia, han havde tilmed været nødsaget til at spørge om vej for bare at komme herhen til mødestedet.

[Deleted]

Som Vladimir sagde god for nattens destination, gav Denjarna et kort nik med hovedet. Slottet havde måske ikke ændret sig så meget igennem tiden, men Vladimir havde jo udtalt, at han ikke havde været i Rimshia i adskillige århundreder, så han ville gerne se det hele. Derfor ville hun også gerne vise ham det, hvor der alligevel også var en god chance for, at det havde ændret sig for hans vedkommende, da han havde været væk i længere tid end hende. Selv havde hun dog den holdning, at hun ikke fandt slottet smukt på nogen måder, som det prøvede at have et frygtindgydende ydre, hvor hun elskede det pæne, da hun på ingen måde var mørk på det plan. Det kunne dog være, at han ville finde det mere interessant end hende. "Så sætter vi kursen den vej," fastslog hun. Hun var nu allerede begyndt at gå, men som Vladimir hævede sin arm i en høflig gestus, måtte hun skæve lidt til den. Hun havde stadig nogle intimitetsproblemer, men hun måtte indrømme, at hun allerede var kommet langt længere end sidste gang de sås. De havde også delt seng, så meget mere intimt kunne det næsten ikke blive. Roligt valgte hun at vikle sin slanke arm om hans stærke, så de denne her gang ville gå arm i arm, i stedet for blot ved siden af hinanden. Til hans ord omkring, at han bare ville forsikre hende om, at han ikke var ligesom andre mænd, måtte hun se på ham med et lille smil. Hun var skam begyndt at stole på hans ord, da han også sidste gang havde sagt, at han ikke var sammen med hende med den bagtanke, at han ville i bukserne på hende. "Jeg tror dig skam," svarede hun drillende, inden hun fortsatte drillende, skønt det også var venligt ment; "Men jeg synes mere at vi skal koncentrere os om, at det nærmest lyder som om, at du har taget mine ord til overvejelse, siden du taler om muligheden ved at finde sammen med en kvinde. Du tænker i hvert fald på, hvordan du ville være sammen med din kære, hvor du jo bare kunne have været ligeglad, hvis det virkelig var så frastødende for dig." Hvad han end ville svare til hendes ord, så blev hun altså mere og mere sikker på, at han havde et kærligt hjerte. Han ville nok bare modsige hende igen, men hun ville ikke ændre holdning af den grund. Som de gik, valgte Denjarna at ændre lidt på retningen, så de fulgte en anden sti end den de først havde været på vej til, som denne her gav dem en bedre direkte vej. Hun vidste godt, at det var hende der ville føre dem frem, som hun var langt mere kendt i området her. Hun havde trods alt også brugt de sidste par dage på at gå rundt i alle gaderne, så de skulle nok finde rundt, selvom der var mange snoede veje. "Men hvis jeg bestemmer, hvornår vi skal over til dig, kan vi så godt nå det i nat?" spurgte hun nysgerrigt, hvor hun lod blikket hvile på ham, som hun henvendte sig til ham. Hvor hans hus præcist lå, vidste hun ikke, så den præcise afstand kendte hun ikke, så om det ville blive for sent, kunne hun ikke sige. Hun kunne bare godt tænke sig at se, hvordan han levede. Indtil videre havde de også kun planlagt at se slottet her i Rimshia, hvor hun faktisk ikke vidste, hvad der ellers skulle være på menuen.