A new beginning?

[Deleted]

Det var ved at blive mørkt udenfor, hvor Sonic endelig var nået til Appolyon; Dæmonernes opholdssted. Han havde kort trængt ind i Procias igen, da han havde gjort det til sin mission at finde liget af hans lille datter, selvom det ikke havde lykkedes ham, hvor vagterne også havde formået at opspore ham, hvor de havde drevet ham på flugt. Derefter havde han sat kursen mod Dvasias, hvor han var ankommet for nogle timer siden og nu endelig kommet til Dæmonernes by. På trods af at han kun var kommet tilbage for et par uger siden, så havde han orienteret sig godt om hvad der var sket i verden. Viden var vejen til magt. Han havde læst omkring den nyopvækkende borgerkrig som var på vej mellem de tre store racer; vampyrer, dæmoner og warlocks. Han havde hørt forholdet mellem warlocks og dæmonerne ikke var specielt godt, eftersom han havde hørt at det var Warlockernes leder der havde gjort det af med dæmonernes leders forældre; Faith og Kimeya. Ikke nok med det havde han hørt at Cecilaya havde været i gang med at opstable et dæmonisk råd, for at få væltet warlockerne af pinden – og sikkert siden føre andre planer ud i livet.
Sonic havde bogstaveligtalt mistet alt. Han var blevet taget på sengen af soldaterne og henrettet – eller det troede alle i hvert fald. Ikke mange kendte til hans genopstandelse, ikke mange vidste at han endnu var i live, men det var underordnet. Det gav ham kun en fordel. Han gik under et andet navn, fornavnet havde han lavet om til sit fødelsnavn igen; Sonic, selvom det måske var rimelig mistænkeligt den grund også fordi han stadig bar sit gamle efternavn. Men nu hvor han havde mistet både sit hjem, sin familie og sit arbejde, så vidste han at han var nød til at finde en ny tilværelse. Han havde hørt om de mange forskellige jobs som man kunne få ved dæmonrådet og selvom han var en berygtet mand, så ønskede han faktisk at finde noget nyt, så han kunne overleve og måske tjene bare lidt så han kunne overleve og ikke skulle leve som en hjemløs, for efter han havde været greve, fandt han sig dog alligevel for fin til gaden!
Sonic havde fået at vide at Cecilaya befandt sig ved Hall of Flames, derfor var han selv på vej dertil. Han havde fået skaffet sig et fint jakkesæt, hvor han bar sin fine stok, med et dragehoved som håndtag, hvor stokken faktisk også var et sværd, en stok han havde fået specielt fremstillet. Lidt respektabel ville han da se ud, nu hvor han faktisk skulle stå ansigt til ansigt med sin leder, skønt han fandt det underligt at det var en ung pige – underholdende blev det med garanti.

[Deleted]

Det var efterhånden ved at være temmelig sent. De sidste par uger havde været lange og kedelige, i hvert fald når det kom til Appolyon om ikke andet. Dette sted havde i mange år været ledet under samme ånd, og nu hvor hun var væk, så kunne man hurtigt mærke forandringerne. Cecilaya havde ikke været leder i videre lang tid, på trods af at hun direkte var blevet opdraget til at påtage sig denne rolle, Jared havde trods alt holdt den langt hen af vejen. Det nye Hall of Flames, var på mystisk vis opstået efter at hendes kære mor var gået i døden, flammen ville ikke brænde ud, oprørske dæmoner havde forsøgt, men den rejste sig blot igen, og med tiden havde hun forstået hvorfor. Hvad skulle hun gøre uden sin mors guiden? Særligt nu hvor de stod midt i en borgerlig krig med warlockerne? Cecilaya vendte ryggen til den intense flamme bag hende, og strøg hånden gennem de flammerøde lokker. Et næsten opgivende suk forlod hendes læber. Hun havde en særdeles frygtelig hovedpine, der nok skyldtes den manglende søvn og tiden der knap var til at nyde nogle former for måltider. Jared havde ikke gjort andet end at skælde ud og hakke på det, hvilket var direkte irriterende, hun gjorde for pokker sit bedste, forsøgte at træde i sin mors fodspor når det kom til at lede, selv på trods af at hun var ung. Hun forlod den smukke hal og stirrede ned af de rummelige gange. Det var sjældent at de var direkte affolket, men der havde ikke været synderlig meget liv.. ikke foruden når det kom til det dæmoniske råd, der havde medført en hel del kampe om magt, det var næsten det mest trættende. Hun rettede på sin mørke kjoler, strøg de små folder bort så den igen smygede sig om den kvindelige krop. De intense grønne øjne, stirrede stift frem for sig, som hun endte med at bevæge sig ned af de fugtige gange. Det var dog ikke fordi hun nåede langt da hun endelig stødte på liv. Hun missede med øjnene, en smule skeptisk, mest fordi hun faktisk genkendte ham. Marvalo, Maloya og Jaceluck var efterhånden blevet enorme slægter, de havde alle kontakt på kryds og på tværs og selv Cecilaya havde hørt om problemerne i Procias og ikke mindst følgerne af dem, Ilaria var jo også begyndt at færdes i hulerne igen, hvilket ikke gjorde hende det mindste, mor havde stolet på hende, og kvinden havde trænet hende før hun var taget til Procias, så hun var ikke urolig.. synet af Ilosonic var noget ganske andet. Hun stoppede roligt op og foldede hænderne foran sig næsten.. høfligt. Måske det var en åndssvag ting at bide sig fast i, men hans klæder passede jo ikke ligefrem til en.. død mand? ”Jamen dog. Se hvem der langt om længe er vendt hjem,” påpegede hun lidt spydigt, også selvom der ikke var nogen antydning af hån. ”Fortæl mig om jeg efterhånden er blevet blændet af træthed, eller om jeg faktisk ser spøgelser,” endte hun lidt sigende. Respekten for ham var der ikke, men hun frygtede ham særdeles ikke!

[Deleted]

Det var faktisk ikke fordi Sonic gjorde dette af sit gode hjerte, for han havde aldrig været typen der var god til at underlægge sig en autoritet, men tiderne havde skiftet og han vidste at han måtte ændre holdning, hvis han faktisk ville overleve, specielt nu hvor han ikke havde noget igen at støtte sig op af. Han havde altid været en mand der havde skullet kæmpe sig til alt, skønt han faktisk var blevet født af Grev Vladimir Darcy. Han var født animagus, men han havde altid haft mentaldæmonen i sig, eftersom hans mor havde været af den race, en kvinde han havde mødt for ikke så lang tid tilbage og som han faktisk havde aftalt et videre møde med, men kvinden havde aldrig dukket op, hun havde vel valgt at svigte ham, som hun havde gjort da han kun havde været tre år gammel? Det kom ikke bag på ham. Han havde nok levet med sin far, men manden havde altid skiftet mellem kvinderne og det var grunden til at han var stukket af da han havde været lille, hvor han havde levet på gaden, det var også derfor han ikke blev skræmt af det barske liv som han nu var endt i, for han var jo faktisk sådan han havde levet, inden han var taget til Procias for nogle år tilbage for at kræve sin ret som den retmæssige greve tilbage. Nu levede han endnu engang på gaden og han var nød til at finde lidt arbejde, så han faktisk kunne få lidt penge og leve bare lidt godt. En mand der elskede magt, havde han altid været, men han vidste at man ikke bare blev konge på en enkelt dag, til tider var man nød til at lade andre træde forrest for derefter at dolke dem i ryggen og indtage pladsen.
Blikket gled mod Cecilaya. På trods af at Sonic var kommet tilbage til livet, så lignede han stadig en million – alt efter hvordan man måske så på ham. Han var stadig blind på det venstre øje, selvom det vansirede ar var blevet meget pænere, så huden kun bar en mere forbrændt rød farve. Det højre øje var dog helt intakt og bar den flotte intense, dybe mørkebrune farve. Pigens ord, fik et kækt smil til at glide over hans læber. Et sted forundrede det ham vel at hun kunne genkende ham? Han havde jo mest holdt sig i Procias, og måske han havde været berygtet der, men at en ung som Cecilaya kendte ham kom faktisk bag på ham. ”Ved du ikke din modstander hurtigt kan gøre kål på dig, hvis du ikke er udhvilet?” svarede han igen med en mindre provokerende tone. Skulle han virkelig finde sig i en lille piges ordre? Det var lige før han havde lyst til at vende om og gå. Han nåede roligt op til hende, hvor han lagde armene over kors, imens han betragtede hende med et vurderende blik. Efter et stykke tid gled et skævt smil over hans rosenrøde læber. ”Du ligner din mor op af dagene,” bemærkede han roligt, som hovedet søgte let på sned, „og for at vende tilbage til dine ord, så ser du ikke spøgelser. Hvis du tror et land som Procias kan gøre kål på en mand som mig, så tager du og alle andre fejl.” Tydeligt stolt i minen, over at han faktisk havde snydt alle sammen.

[Deleted]

Cecilaya måtte erkende at han nok var den sidste hun havde forventet skulle dukke op i Appolyon, også selvom det selvfølgelig var hans gode ret med henblik på at han var en ren dæmon.
Det krævede bestemt sin mand at dukke op efter alt det kaos han havde skabt i Procias, men det kunne selvfølgelig være at han blot ledte efter Ilaria, som var vendt tilbage til hulen på mere eller mindre permanent basis, ikke at det gjorde hende noget, det var endnu en kærkommen hånd, som hun virkelig behøvede.
De intense øjne søgte op og ned af hans skikkelse, en anelse vurderende. Taget i betragtning af at Elanya og Jason havde fået ham henrettet så lignede han bestemt ikke en død mand, ikke i de klæder, og selv på trods af ar så var han en flot mand, hun havde jo kun fået ham beskrevet og en enkelt gang set et levende billede af manden, i en advarsel som hun havde modtaget mere end en gang. Hun hævede et lidt dovent øjenbryn mod ham. Et sted gik hun vel ud fra at han refererede til sig selv som 'fjenden'? ”Fjenden kunne gøre forsøge, og se hvilke konsekvenser det ville på,” svarede hun blot roligt, uden tilsyneladende at tage det som en fornærmelse. Cecilaya måtte erkende at hun virkelig var træt, hun var udmattet efter alle de kampe og den manglende søvn, hun kunne uanset ikke sove så i stedet brugte hun tiden fornuftigt, og heldigvis havde hun en hel del i ryggen, så hun var klar over at hun ikke stod uden beskyttelse i løbet af dagen, særlig ikke nu hvor hun var udsat også i og med at hun var bosat i Marvalo Mansion. Hans ord fik et direkte kækt smil til at spille over hendes rosenrøde læber, mens det stolte glimt meldte sig i blikket. Det var heller ikke første gang hun havde hørt de ord, men det gjorde hende stolt. ”Det gør jeg,” medgav hun uden at modsige sig det mindste, for at forsøge at lyve sig fra den ville både være naivt med unødvendigt, hun var trods alt stolt af det. Hun kunne føle pulsen i sit hoved, det dunkede intenst men efterhånden var hun blevet vant til fornemmelsen den gik bare ikke væk!
Det gjorde det heller ikke ligefrem bedre at han var der! Det ville ikke være første gang hun havde set folk snyde døden, så det imponerede hende ikke synderligt, hun havde et sted både håbet og regnet med at mor og far igen ville gøre det, men efterhånden så det ud til at.. de faktisk var væk og det var svært at slå sig til tåls med. ”I så fald har du taget os på sengen, Sonic. Du er her.. hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte hun direkte, for hun var ikke ligefrem en kvinde af tålmodighed, og særlig ikke så udmattet som hun var! Desuden var det hende intet problem at erkende at hun på den måde var blevet taget ved næsen.. ligesom alle andre, men hun var heller ikke ivrig eller lykkelig ved tanken om at han var i live, der var ingen der stolede på manden, så hvorfor skulle hun?

[Deleted]

Det var Sonic en mærkværdig tanke at han skulle stå overfor en ung pige, som i princippet var hans leder, hvor han faktisk skulle underlægge sig hende. Han havde altid haft svært ved at underlægge sig autoriteter, men at skulle underlægge sig en ung pige, det fandt han næsten under sin værdighed! Han vidste dog at det var nødvendigt, og at han skulle ændre holdning, hvis han faktisk bare ønskede en lidt bedre tilværelse, selvom tabet af hans elskede datter, havde efterladt ham med en indre sorg der påvirkede hans indre livsflamme. Det eneste der faktisk holdt hans gejst oppe, var det at han krævede hævn over ham selv og hans datter og han helmede ikke før han havde fået Procias brændt ned til grunden! Han ville høre hver og én skrige af smerte og lidelse!
Sonic endte med at trække morende på smilebåndet til hendes ord, da han godt kunne høre at hun troede at han selv mente sig som ’fjenden’, men det var nu ikke tilfældet. Han havde ikke i sinde at gøre hende ondt – medmindre hun gav ham grund til det. Han vidste at det var godt med bare lidt folk i ryggen, det havde han ikke haft da han havde været greve i Procias, han havde kun haft sin familie, den eneste han havde stolet på, havde været hans hustru, men det var ikke altid nok kun med én person. Og Cecilayas råd kunne sikkert bringe ham en god stabilitet og støtte. At hun var stolt af at ligne sin mor, kunne han godt høre på hende, selvom han kun fandt det som en god ting, at sit barn så op til sine forældre, desværre blev han ikke i selv i stand til at se sin lille pige vokse op, for hun var død, borte og tanken var han direkte knusende. ”Du er tydeligvis udmattet,” bemærkede han roligt, hvor han næsten kunne fornemme den dundrende banken i hendes hoved. Han så lettere tænksomt, inden han tog endnu et skridt imod hende. ”Må jeg?” spurgte han roligt, selvom han næsten ikke gav hende tid til at svare, før han havde løftet sine hænder og lagde sine fingerspidser mod hendes tindinger. Han lukkede øjnene og koncentrerede sig for en stund, inden han fjernedes den intense dunken i hendes hoved, så hun igen blev klarsindet. Roligt trak han hænderne til sig igen, hvor han trak sig et skridt tilbage, imens et skævt smil gled over hans læber, „hvordan er det?”
At Cecilaya ville til sagen, gjorde ikke Sonic det mindste. Han lænede sig roligt op ad klippevæggen med blikket mod hende. ”Jeg har hørt rygter om et dæmonisk råd, som du er i færd med at stable på benene. Og med min nuværende, miserable tilværelse, så har jeg brug for noget at lave, jeg har brug for.. et nyt kapitel,” forklarede han direkte og sandfærdigt, hvor han blot så afventende på hende. Han vidste at hun ikke ville stole på ham, ikke med det ry han havde skabt sig, for hvem ville egentlig det?

[Deleted]

Måske Cecilaya var ung, men hun var blevet født og opfostret til en dag at skulle tage den lederstilling. Den dag var nu kommet og hun havde kæmpet en brag kamp siden, heldigvis havde hun en hel del store og erfarende mænd som kvinder, bag sig. Det overraskede hende virkelig at se Ilosonic, hun havde ikke været i tvivl om at det var ham, selvom hun aldrig selv havde set ham i levende live. Det burde han trods alt heller ikke have været. Om hun skulle se på manden som en ven eller fjende havde hun endnu ikke gjort op med sig selv, men hun stolede helt sikkert ikke på ham! Af den grund havde hun dog ikke tænkt sig at være fjendtlig, for hvorfor skulle hun dog det? I sidste ende havde hun ikke meget at frygte, han ville blive en jagtet mand hvis han så meget som forsøgte at ligge en finger på hende. Hun tog ikke de intense grønne øjne fra hans skikkelse. På trods af at hun var en smuk kvinde og hun udmærket vidste det, så havde små, sorte rander dannet sig under øjnene, grundet den manglende søvn. Den slags havde der bare ikke været tid eller lyst til, for det eneste hun kunne drømme om var de mange tragedier der var hændt på det seneste. ”Det er ikke en dans på roser at lede et folkefærd,” påpegede hun lidt sigende. Det var nu ikke fordi hun nogensinde havde regnet med at det ville blive nemt, det at det udfordrede hende var netop det som hun elskede. ”..” Cecilaya nåede kun at åbne munden før hun for et øjeblik ikke så andet end mørke for sig. Hun greb fast ud efter hans hånd, selvom de allerede hvilede mod sine tindinger. Langsomt følte hun den ubehagelige dunken aftage, hvilket gjorde hende i stand til at kunne tænke bare en smule mere klart. Blikket lod hun komme til syne bag de tunge øjenlåg og betragtede ham mere mildt, også selvom det kun var for en ganske kort stund. ”På trods af at det hjalp, så vil jeg råde dig til at holde dig langt væk fra mit hoved for fremtiden,” advarede hun spidst. Det var for let for ham, derfor brød hun sig ikke om mentaldæmonerne, det og sensuelle dæmoner kunne ikke hun ikke håndtere, hvilket var direkte irriterende. Hånden lod hun falde ned langs sin side. Hun rokkede sig ikke ud af stedet, også for at lade ham vide, at hun ikke frygtede ham, som de fleste ellers ville gøre.
Cecilaya var ingen tålmodig kvinde, og selvom det hjalp lidt uden den intense hovedpine, så ville hun ikke spilde kostbar tid, derfor opfordrede hun ham om at komme til sagen, at det så ikke var Ilaria han søgte kom en hel del bag på hende. Hun trak let i mundvigen også selvom det aldrig helt blev til et smil. Hun vidste ikke om hun skulle grine eller græde. ”Først og fremmest vil jeg vove og påstå, at du ikke ligefrem ligner en der lever et miserabelt liv. Du har desuden hørt rigtigt med henblik på rådet, men fortæl mig en ting... giv mig blot en grund til at skulle stole nok på dig, til at fortælle dig om det,” opfordrede hun utrolig skeptisk, man kunne vel ikke bebrejde ham med henblik på hans ry?

[Deleted]

Sonic vidste udmærket godt at der skulle en del til for at overbevise Cecilaya – og mange andre – om at de ville kunne stole på ham, for man havde faktisk aldrig kunnet regne med ham. Han var den utilregnelige type, men det lå trods alt også til hans ilddæmon. Han havde heller aldrig været god til autoriter, da han altid selv havde ønsket at have magten og kommandere rundt med folk, og han havde gjort det godt som Greve, han havde tjent ufattelig godt på sin families vin, hvor han tilmed havde udvidet sortimentet, noget hverken hans far eller bror Marius havde gjort. Nu havde han mistet det hele, hvilket både irriterede men også ærgrede ham! Hans datter ville have vokset op i den perfekte tilværelse, men nu var det for sent. Han så mod Cecilaya med et skævt smil til hendes ord, hvor han kort studerede hende fra top til tå, med et vurderende blik. ”Næh.. nok ikke for visse,” svarede han næsten kækt og udfordrende, hvor smilet kun blev en anelse morende ved tanken. Han havde det underligt ved at skulle tale med en ung pige, der i princippet kunne være hans datter, og bare fordi hun lignede sin mor, var det ikke ensbetydende med at hun ville blive lige så god.
Selvom hun greb fat omkring Sonics stærke håndled, fortsatte han med at fjerne smerten fra hendes hoved, hvor et kækt smil gled over hans læber til hendes ord. Han trak let på skuldrene. ”Det er noteret,” svarede han roligt. Han vidste godt at de fleste ikke brød sig om mentaldæmoner, selvom det vel kun var fordi folk ikke havde et forsvar imod dem? Der tog man delvist fejl, måske mentaldæmoner kunne trænge ind i hovedet på én, men man kunne altid få dem til at stoppe, hvis man havde koncentration og viljestyrke nok, netop ved at distrahere eller afbryde dem.
At hun ville til sagen, gjorde såmænd ikke Sonic det mindste, for det sparede da ham selv tiden, desuden så kunne han forestille sig at hun havde en del hun skulle se til nu hun var blevet leder. Hans øjne blev lettere hemmelighedsfulde, da hun sagde han ikke lignede én med et miserabelt liv. ”Tingene er aldrig som de ser ud Cecilaya, alt gemmer sig under facaden,” svarede han med en næsten gådefuld tone, skønt han mente sine ord. Hun kunne ikke se sorgen han følte over sit tab, fordi han skjulte det utrolig godt – mentaldæmon. At hun så ville have en grund til at hun skulle stole på ham, sukkede han let. ”Din skepsis forundrer mig nu ikke. Men du vælger selv om du vil tro på rygter, eller om du vil tro på mig, når jeg stiller min hjælp til rådighed. Jeg beder dig ikke om at stole på mig, og jeg stoler bestemt heller ikke på dig, men jeg har brug for et job, desuden så kommer min erfaring dig vidst til gode, så du vil jo nok være kløgtig at udnytte mig,” svarede han roligt, hvor et skævt smil gled over hans rosenrøde læber.

[Deleted]

Cecilaya kendte udmærket til Ilosonics arbejde i Procias, hun vidste at han havde blæst på autoriteterne og ført sit eget spil, og det var en tanke som vel ville bekymre enhver? Tilliden til den mand ejede hun på ingen måde, også fordi han ikke havde haft noget at gøre i Appolyon i frygtelig mange år. Det vurderende blik tog hun sig ikke af, hun var vant til at blive målt og derefter sammenlignet med sin kære mor, hvilket hun fandt træls, for selv hun var klar over at hun ikke besad den samme indre styrke, som hendes mor havde gjort, men om ikke andet gjorde hun sit bedste. Det intense blik gennemborede hans, uden at se bort. Han udfordrede hende, hun kunne høre det i hans tone og se det i hans blik, men det gjorde hende intet som sådan. Måske det var hårdt at lede dæmonerne, særligt efter hun havde mistet mere eller mindre hele familien, men hun hang i og til dels kunne hun ligefrem sige at hun nød det, ikke magten men at have muligheden for at udforske og for at søge eventyrerne.. gøre noget af betydning. Selvom hans kommentar irriterede hende, forholdt hun sig fuldkommen rolig, han havde trods alt aldrig gjort andet end at sidde på sin flade og se alle andre arbejde for ham, så hvorfor skulle hun tage sig af hans fornærmelser? ”Sandt som det er sagt,” medgav hun blot og lod ligeså læberne skilles i et kækt smil.
Langsomt endte hun med at slippe grebet om hans håndled. Når det kom til mental dæmoner var selv hun svag, også fordi hun ikke havde kontrol over sit sind som hun plejede, selv tabene havde ramt hende, også selvom hun ikke gav udtryk for det som sådan, der havde ganske enkelt ikke været tid til tårer. ”Godt,” svarede hun kortfattet og ikke mindst spidst, hun brød sig ikke om at nogle skulle rode i hendes hoved, ikke i hendes tilstand! Kort lod hun blikket løbe over ham, ligeså lettere vurderende. Hun havde levet under facader hele sit liv, så lige det var noget som hun kunne relatere til, der var ingen grund til at komme og belære hende, måske hun var ung men hun var intet barn! ”Sandt. Men flotte klæder, en ikke helt billig stok? Du havde ikke behøvet at stadse dig ud for mig,” påpegede hun næsten.. drilsk, også selvom hun udmærket godt vidste at det ikke var tilfældet. Det tog ikke mange sekunder for minen at falde tilbage i de alvorlige miner igen. Hun trak svagt på skuldrene. ”Jeg stoler ikke på rygter, men jeg stoler på din tidligere hustru,” påpegede hun lidt selvtilfreds. Ilaria var faktisk en kvinde som hun holdt af. ”Det er temmelig desperat, Ilosonic.. pludselig at vende hjem, dæmonerne kunne have fået gavn af dig før, at du ved det. Du har ingen grund til at stole på mig, jeg er ikke din ven, men jeg er din leder, og tro det eller ej så ønsker jeg at hjælpe dig. Men hvis du tror jeg lukker en mand ind i et højt stående og hemmeligt råd, grundet erfaring, så tager du fejl. Jeg har folk i ryggen som blev født langt tid før dine forældre km til verden,” påpegede hun lidt sigende, og det var skam ærlig snak. Hun var ikke så nem at knække, hun var ikke naiv!

[Deleted]

Sonic havde ikke rigtig taget nogen chance ved at komme her, han manglede et job, og han havde hørt om rådet, plus han gerne ville have lidt action, så han ikke skulle sidde og kede sig, desuden så havde han jo også sine egne planer for Procias, som han skulle have ført ud i livet før eller siden, og hvem vidste? Måske dette råd kunne blive en god opbakning i sidste ende? Man vidste aldrig hvad der ville ske, men én ting vidste han, han var nød til at finde sig en ny og bedre tilværelse end at live som en fattigmand på gaden, for det var slet ikke hvad han var vant til! Og dog, han havde levet rimelig sølle før han overhovedet havde søgt mod Procias for at smide sin bror ud af huset og overtage det selv. Han vidste at Cecilaya ikke var dum, ellers ville hun da bestemt ikke sidde med en lederstilling og i så fald så ville hun ikke holde særlig længe. Hendes drilske ord om hans beklædning, fik ham til at trække morende på smilebåndet. ”Det er da ikke for din skyld jeg ser så godt ud, jeg er vant til at ligne en million,” svarede han næsten drillende igen, hvor han blinkede let til hende med det højre og intakte øje. Hans selvtillid fejlede intet, men spøg til side, så var han jo faktisk vant til at gå i fine og fornemme klæder. At hun nævnte Ilaria fik ham til at hæve det ene øjenbryn i forundring, selvom minen hurtigt blev morende. ”Ilaria? Og hvad har hun så fortalt dig?” spurgte han nysgerrigt, hvor han blev stående op ad væggen og med armene afslappet over kors, imens han betragtede Cecilaya. Ilaria kunne fortælle meget om ham, hun kunne fortælle lige så meget godt som skidt om ham, og siden kvinden var sur på ham, så var hun måske ikke den mest troværdige når det kom til ham? Desuden hvad var bedre end kilden selv? At hun så kom frem til at hun ville hjælpe ham, forundrede ham en anelse, da hendes ord lød en anelse modsigende. Han betragtede hende kort for en stund, inden et kækt smil gled over de rosenrøde læber. ”Hør her Cecilaya. Jeg er muligvis en berygtet mand, jeg har levet det meste af mit liv på en knivs spids, vaklet mellem liv og død, fordi jeg har spillet et farligt spil, jeg har haft mange imod mig, men stadig klaret mig, for her står jeg alligevel i egen høje person, efter min egen henrettelse i Procias. Og jeg ved tillid er noget man skal gøre sig fortjent til, så jeg beder dig ikke om at stole på mig, for jeg stoler bestemt heller ikke på dig, du kan lige såvel tage røven på mig, som jeg kan omvendt. Men én ting er sikkert; folk kan forandre sig. Mit liv for nyligt har stillet mig i en meget dårlig position og jeg ved jeg må ændre holdning, hvis jeg vil leve i en nogenlunde god tilværelse. Jeg kunne finde mig et hvilken som helst job, men jeg tænker jeg tværtimod vil hjælpe dig, med at føre vores race frem, og med min strategiske hjerne og erfaring indenfor krigsførelse og planlægning, så kan jeg blive dig et godt kort på hånden, og det er et simpelt faktum. Giv mig tiden til at bevise, at jeg støtter dig, og så kan du selv bruge tiden på at overbevise mig om at du er en værdig leder.”

[Deleted]

Cecilaya så lidt på Ilosonic som typen der ikke kunne tåle ikke at have magt.. Eller rettere sagt var det sådan hun havde fået ham beskrevet, men til nu bekræftede han jo kun ordene, og den tanke kunne godt gøre hende lidt urolig. Hun kunne høre i hans undertone at han havde svært ved at underlægge sig, eller i det hele taget acceptere hende som sin leder, de mange hentydninger var skam nogle hun tog. Et sted frygtede hun vel at han kunne finde på at vælte hende? Eller forsøge på det, for en mand mod alle dem hun havde i ryggen, det ville både være dumt og selvmorderisk. På den anden side så vidste hun godt, at hun havde brug for nogle til at bakke op om rådet, og hun krævede gerne at de havde erfaring, netop fordi hun ikke havde noget problem med at erkende at hun var ung og uerfaren, hvilket vel heller ikke var nogen skam? Man lærte gennem et helt liv. Samtidig kunne hun ikke bruge illoyalitet til noget, det ville kun gøre hendes job langt mere vanskeligt end hun i forvejen følte at det var, og den var ikke længere, end at hun ikke stolede på Sonic. Det drillende glimt i hans øjne og den kække kommentar, mindede hende for et kort øjeblik om noget som hendes far ville have kunnet finde på at fyrer af. Blikket mildnedes en smule, selvom de grønne øjne endnu betragtede ham med en intensitet. Det kække smil prydede de rosa læber. ”Det kommer an på hvordan man ser på det,” påpegede hun lidt sigende. Han var vel lige et par år for gammel til hendes smag, men det var jo som man så det. Hun løftede overvejende hånden til sin hage. Måske ord fra kilden var bedre, særlig fordi hun godt kunne mærke på Ilaria at hun var bitter, og det var bestemt heller ikke det hele hun tog for gode varer, den kvinde havde aldrig været synderlig professionel, tilgengæld havde hun frygtelig mange andre egenskaber. ”En frygtelig masse, som kan være fuldkommen lige meget, pointen er at jeg kender dine 'bedrifter' i Procias, og desuden din komplet manglende loyalitet til højere og autoriteter, og som du selv har påpeget så er jeg ganske ung, jeg har brug for nogle som kan stå bag mig, ikke nogle som prøver at sætte sig oven på mig,” påpegede hun sandfærdigt. Hun så ingen grund til at lyve for ham, og hun havde ingen intentioner om at give lederstillingen fra sig, den havde været i Jaceluck navnet gennem frygtelig mange år, og hun ville ikke skuffe sin mor! Cecilaya tav og lyttede til den lange smører. Selvom hun virkede kynisk og ligeglad, så lyttede hun faktisk, og hun kunne helt sikkert finde punkter hvor de kunne nå til enighed. ”Tro ikke det er noget særligt Sonic, vi har alle levet i farer, danset på grænsen mellem liv og død, nogle på held nogle på kløgt, men tilgengæld er jeg imponeret af din udholdenhed og tydeligvis strategiske indrettet sind, jeg erkender gerne at det er behov for den slags. Tillid og respekt gør man sig muligvis fortjent til, men jeg sætter andet end blot mit liv i spil her.. det er hele min familie ærer, det er et helt folkefærd, så jeg må lige så være forsigtig med hvem jeg lukker ind, og du er stærk, Ilosonic. Mine bekymringer er ikke ubegrundet, på trods af mine mange støtter. Jeg har brug for professionalitet og fokus på de rette ting.. ville du være i stand til at holde fokus når din tidligere hustru sidder i rådet, og når jeg ved at du brændende ønsker hævn over Procias, der i dette sammenhæng er fuldkommen ligegyldige?” endte hun roligt og søgte igen hans blik. Hun stod ikke bare til at overbevise det var helt sikkert.

[Deleted]

Sonic forstod godt hvorfor Cecilaya ikke ville stole på ham, for han vidste godt hvad han havde rygter for at være. Og sande var de fleste rygter vel? Han havde altid været en mand der gerne ville have magt, førhen ville han godt kunne have dolket Cecilaya i ryggen, men nu var det ikke dengang, nu havde selv han forandret sig, og selvom han havde svært ved at underlægge sig en lille pige – i hans øjne – så var det kun fordi hun netop var ung og uerfaren. Som hun havde brug for at bevise at han var en mand man kunne stole på, så havde han brug for at hun viste at hun var en værdig leder at følge. Bare fordi hun var datter af Faith Jaceluck, var det ikke ensbetydende med at hun var som sin mor – og det var vel det som de fleste krævede og forventede? Han kunne forestille sig at pigen havde det hårdt. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord og nikkede istemmende. ”Så sandt,” medgav han roligt, hvor han ellers blev stående støttende op ad klippevæggen.
At hun havde snakket med Ilaria, forundrede såmænd ikke Sonic, og han vidste at kvinden kunne fortælle utrolig meget om ham. Han endte med at nikke forstående til hendes ord. ”Jeg ved udmærket godt jeg har svært ved at underlægge mig andre, jeg vil helst være min egen herre, uden tvivl. Men du må også se det fra mit synspunkt – og sikkert også mange andres; vi har brug for at vide at du ligeledes er en værdig leder, og fordi du er ung, vil mange nok være skeptiske. Er du mig værdig, kan du regne med min fulde loyalitet og støtte. Jeg vil gerne følge dig og hjælpe dig med etablerer vores samfund, ikke mindst med at forsvare vores samfund,” svarede han sandfærdigt.
Hendes mange rosende ord og komplimenter, fik Sonic til at trække næsten helt tilfredst på smilebåndet. Måske han ikke burde smile af at hun var mistroisk og ikke stolede på ham, men han kunne godt lide at være den berygtede mand som han var. At hun så betvivlede hans professionalitet fik ham til at knibe øjnene sammen og sende hende et køligt og tydeligt fornærmet blik. Han endte med at rette sig op. ”Måske jeg er mange ting, men tro mig Cecilaya, jeg er skam professionel og jeg er realistisk, jeg ved hvornår jeg har tabt, hvornår jeg er slået, og selvom jeg har et had til Procias, så vedkommer det ikke noget som jeg laver her. Det er min helt egen sag og min egen kamp. Det er to vidt forskellige ting, som jeg er i stand til at skelne imellem. Og angående Ilaria, så er jeg skam ikke bange for at stå ansigt til ansigt med hende, eller åbne munden – hverken overfor hende eller nogen anden.” Han lagde armene over kors, hvor hans mine blev en anelse mere fast og streng.

[Deleted]

Cecilaya nærede bestemt ikke tillid til en mand som ham, ikke kun på grund af det utal af rygter der gik om ham, men hun havde jo selv direkte forbindelse til kilder i Procias, ikke at det var noget som hun gik og råbte højt med, men under alle omstændigheder så fandt hun det troværdigt. Med det navn hun havde fået af sine forældre, så hvilede der et enormt pres på hendes skuldre, der lå frygtelig mange forventninger som hun skulle leve op til, hvilket også var noget der i tide og utide fik hende til at tænke uklart, presset gjorde hende ør i hovedet. Hun kunne skam godt se fordelen i at have Ilosonic på sin side, hvis han ligesom så mange andre var villig til at give hende en chance, netop fordi hun var ung og hun ville begå mange fejl endnu, alt andet ville være direkte naivt at tro. Cecilaya nikkede blot roligt mod ham, men kunne næsten se de mange tanker malet i det intense blik, som hun forsøgte at sortere dem alle sammen. Det var ikke nemt, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. Ilaria var en kvinde som hendes kære mor havde stolet på hele vejen igennem, nok til at lade hende påtage sig den ledende rolle for en stund, mens hun ikke havde været i stand til det, nok til at lade hende træne sin datter, indtil hun havde mødt Ilosonic vel og mærke, hun ville aldrig rejse spørgsmål ved den kvinde, også selvom hun var klar over at hun var bitter på sin kære eksmand, hvorfor ragede hende ikke, og det interesserede hende heller ikke, for den sags skyld. ”Det kan jeg ikke bebrejde nogle, jeg har lidt at leve op til med henblik på Faith. Jeg skal gøre mit bedste for at bevise mit værd, men jeg er bange for at forventningerne ikke gør plads til at lave fejl, derfor må jeg være varsom med hvem jeg lukker ind, særligt i et råd der for fremtiden skal være grundstammen i vores samfund.” Om ikke andet var han ærlig og det var noget hun i den grad værdsatte, andet kunne hun ikke bruge til noget. Ilaria havde allerede sin plads i rådet og måske Ilosonic kunne forholde sig professionelt, men hun tvivlede ærlig talt på ar Ilaria ville være i stand til samme, og på trods af den svaghed, så havde hun brug for hende.
De mange komplimenter var bestemt ikke til for at booste hans i forvejen store ego, men det var jo bare sandt at han havde nogle kvalifikationer som hun godt kunne drage sig nytte af. Den fornærmede mine morede hende næsten kun. Eftersom hun ikke selv kendte ham så var det svært ikke at rejse spørgsmål ved hans intentioner. ”Det er jeg glad for at høre.. dæmonerne har intet udstående med Procias, den lader vi kongen om for nu, og så står vi selvfølgelig bag hans ryg, men det vi har her.. vores holdninger og vores ærer er langt vigtigere end Procias. Hvad angår Ilaria, så ved jeg at det bliver et problem.. hvis ikke for dig så for hende, og du må forstå at hun er ekstremt vigtig for mig.. for alle. Derfor er jeg nødt til at rådfører mig med nogle først, indtil da.. er du velkommen til til at tage del i samfundet, lærer det at kende, og tage del i de mindre opgaver,” påpegede hun roligt. Det var ikke en beslutning hun kunne tage uden videre, men så kunne han jo starte med at bevise sit værd, såvel som hun kunne?

[Deleted]

Selvfølgelig måtte det ærgre Sonic at Cecilaya ikke troede mere på ham, men han forstod hende skam udmærket godt. Han var en berygtet mand, og det var ikke altid godt, specielt ikke med de rygter han havde. Han vidste at han altid havde haft svært ved at underlægge sig andre, eller han havde faktisk aldrig underlagt sig nogen. Han havde aldrig fulgt nogen, derimod havde han forsøgt at tage stillingerne fra dem, og det havde lykkedes ved hans bror, men han var skam også en mand der var realistisk, og han vidste udmærket godt at han aldrig ville kunne fortsætte alene, det var jo også derfor han var blevet henrettet, for han havde ikke haft nogen i ryggen, og nu hvor han havde mistet alt, så vidste han at det var tid til forandringer, det var også derfor han stod her. Han havde været bosat i Procias – og selvom han havde elsket sit hjem, så havde han hadet at det ikke var i Dvasias, for han havde hadet Procias og procianerne. Nu hvor han havde mistet sit hjem i Procias, som han naturligvis var ærgret over, så kunne han endnu engang vende hjem til det sted han virkelig følte sig hjemme; Dvasias. Han nikkede forståelsesfuldt til hendes ord. ”Tro mig Cecilaya, jeg forstår dig udmærket godt. Du er ung, har endnu meget at lære, og du har brug for ordentlige støttere, der ikke vil gå dig bag ryggen, og jeg forstår udmærket godt din tvivl på mig, men lyt til mig. Jeg har mistet alt, jeg er stort set en fattig mand. Jeg har nok boet i Procias og jeg benægter ikke at jeg har været med til at lade det falde, skønt jeg sådan set var greve der, men jeg er forkæmper for mørket ikke for lyset. Jeg ønsker ikke at se Dvasias gå i forfald. Og jeg er stolt af at være dæmon. Jeg ønsker ikke at vores samfund skal gå til grunde eller at nogen skal besudle vores ære, og jeg kan se potentiale i dig, som du kan i mig, jeg synes mere vi skal finde en løsning, der kan komme os begge til gavn. Jeg vil gerne stille min hjælp, erfaring og intelligens til rådighed, for at hjælpe og støtte dig i at gøre vores race ære. Det er tid til en ny æra, som det for mit vedkommende, er tid til et nyt liv og et nyt kapitel, hvilket er grunden til at jeg står her,” fortalte han sandfærdigt, uden at tage blikket fra hende.
Det lød tydeligvis til at tøsen ikke ville beslutte sig, hvilket var et valg Sonic ikke just var tilfreds med. Han stillede sig roligt foran hende, hvor han sendte hende et eftertænksomt blik. Og selvom han var sur på Ilaria, kunne han ikke drømme om at sætte spørgsmålstegn ved kvindens kvalifikationer, for han kendte trods alt kvinden bedre end nogen anden. ”Måske Ilaria kan virke uprofessionel, når hun er sur – særligt angående mig – men du skal bestemt ikke sætte spørgsmålstegn ved hende. Hun kan tage tingene professionelt, mindst ligeså meget som jeg. Ved et vigtigt job, lader hun ikke det personlige stå i vejen. Og har hun endelig et problem med mig, så tager hun og jeg det personligt under et tomandsmøde, tro ikke hun vil lade det gå ud over dit råd. Og jeg ved du ikke stoler på mig Cecilaya, men hvad så med at give mig en stilling, der passer til mine kvalifikationer? Jeg behøver ikke være repræsentant, der gør at jeg skal arbejde sammen med min egen slags, og muligvis overbevise dem om et attentat – der desuden ikke er mine intentioner. Jeg ønsker en ny start, og i sidste ende Cecilaya, er det dig der skal tage beslutningen, ikke nogen anden, du er trods alt lederen. Og skal nogen dømme min skæbne, så vil jeg foretrække at det er dit valg alene, netop fordi du har mødt mig personligt, frem for andre, såsom Ilaria, der er sur på mig og sikkert ser mig død, hvor hun med garanti ikke er den eneste.”

[Deleted]

På den ene side så virkede Ilosonic forbandet troværdig, men hun vidste også at det altid havde været det som var farligt ved ham, han kunne være en slange, det var trods alt lykkedes ham at komme ind i Procias, det var lykkedes ham at lave lidt af et rod, og selvom hun ikke regnede med at han overhovedet ville være i stand til det samme i Appolyon, så tvivlede hun på ham. Under alle omstændigheder så var hans ve og vel ligeså meget hendes ansvar som det var hans, hun var hans leder og det lå på hendes skuldre, at hjælpe ham ind i deres samfund, og når han direkte ønskede at gøre noget for samme, så var det næsten svært at afvise helt, men hun kendte Ilaria nok til at vide, at den kvinde ikke var i stand til at være professionel. Det havde hun aldrig været, måske hun havde mange kvalifikationer, men det var bestemt ikke en af dem, det gjorde hende også til noget særligt. Hun sukkede tungt og overvejende, og strøg lid frustreret hånden gennem de flammerøde lokker. Det var svært efterhånden at skjule forvirringen, hun havde brug for at sortere sine tanker, men det lod kun til at blive sværere og sværere, og samtidig ønskede hun ikke at give udtryk for nogle følelser, at vise svagheder på stående fod ville være livsfarligt for hende, netop fordi enhver i øjeblikket kæmpede for magten og i og med at hun var ung, så, så de fleste hende som nem at vælte.
At han så udviste bare lidt forståelse glædede hende faktisk kun. ”Netop.. der er ganske simpelt ikke plads til at begå fejl. Hvad du har gjort i Procias er mere eller mindre underordnet, det dømmer jeg dig ikke på, jeg frygter mere din evne til at tale.. at manipulere. Jeg har brug for nogle som dig, men ikke til at manipulere mig, jeg har mere end rigeligt at tænke på. Tilgengæld så er dit ve og vel en del af mit ansvar og det påtager jeg mig gerne.” hun trippede lidt frustreret, det var simpelthen for meget til hvad hendes hoved kunne håndtere lige i øjeblikket, også selvom hun mere end noget andet forsøgte at holde styr på både sine tanker og følelserne der fulgte med, forsøgte at ligge låg på, på trods af at hun havde lært at det ikke var nogen svaghed. I dette tilfælde var det. Endelig havde han fat i nogle argumenter hun kunne bruge til noget, men det ændrede ikke på at hun måtte rådfører sig med særlig Evan og Ilaria, mest fordi at den stilling hun havde i tankerne arbejdede på klos hold med Evan. ”Nej det kan hun ikke. Jeg har kendt hende hele mit liv, og på trods af at hun har mange kvalifikationer, så er det ikke en af dem,” hun trak svagt på skuldrene. ”Hver ting til sin tid. De fleste arbejder sig op gennem et hierarki, Ilosonic, og indtil jeg har fået styr på mine tanker, så må du eventuelt 'nøjes' med en lidt mindre stilling? Jeg ved at det er min beslutning, og det bliver det, men jeg er nødt til at have styr på nogle ting først.. og så får vi begge muligheden for at bevise vores værd.. det potentiale vi ser i hinanden,” påpegede hun roligt, men hun mente det skam. ”Desuden.. vi er begge ønsket døde af frygtelig mange.. vi må bare.. tage det som det kommer.” hun sendte ham et lidt kækt smil, selvom det hurtigt blev erstattet af samme kølige øjne. Hun forstod udmærket at han ønskede en vigitig post, det var jo dem han var vant til at have, men lige i dette tilfælde var det ikke bare noget hun kunne give ham og særlig ikke i den tilstand hun stod i, det var alt for nemt at påvirke hende uden videre, det ville være alt, alt for risikabelt, det var der heller ikke nogen tvivl om, det var helt sikkert. Armene lod hun falde ned langs siden, og lænede sig lidt træt op af væggen, lidt afventende, for hun forventede ikke at det var noget ahn ville stille sig tilfreds med, men sådan måtte det være.

[Deleted]

Sonic kunne tydeligt se og fornemme på Cecilaya at han havde gjort hende en anelse frustreret og forvirret, selvom det vel ikke var noget at sige til? Hun havde meget at tænke på i øjeblikket og det vidste han godt, desuden så havde hun jo lige mistet begge sine forældre. Det glædede ham dog at høre, at hun ikke dømte ham på det han havde gjort i Procias, for det beviste da kun at hun faktisk var en retfærdig leder, hvilket allerede var et plus i hans øjne. Han nikkede lettere forståelsesfuldt til hendes ord. ”Jeg forstår udmærket godt, ikke mange bryder sig om mentaldæmoner. Men som sagt, så er mine intentioner ikke at vælte dig af pinden, jeg har brug for et nyt kapitel, en ny start, og hvad er bedre end min egen race? Du kan sikkert finde noget nyttigt til mig,” svarede han roligt, hvor det sidste blev udtalt med en mindre drillende tone. Han slap en let latter, som hun talte om hans ve og vel, „tro mig Cecilaya, jeg kan sagtens tage vare på mig selv, men jeg må erkende jeg er blevet en del rastløs, noget at give sig til, ville være godt.” Han sendte hende et skævt smil. Han vidste at han måtte ændre holdning, hvis han ville klare sig, og han var jo trods alt stolt af at være dæmon, så måske det var på tide at gøre noget for selve racen frem for kun at tænke på sig selv? Han ville gerne have noget at kunne give sig til, så han kunne aflede sine tanker.
“Tro mig Cecilaya. Det personlige mellem mig og Ilaria bliver intet problem,” svarede Sonic sandfærdigt, hvor han blot trak på skuldrene. Han vidste at kvinden var sur på ham, desuden så ville hun nok forsøge at undgå ham alligevel, så han tvivlede på at der ville komme nogen grum konfrontation. ”Det er ikke så meget stillingen det kommer an på Cecilaya, så længe jeg får en del at lave og give mig til, så kan jeg ikke bede om mere. Og så vil jeg naturligvis foretrække at få noget, der passer til mine kvalifikationer, men det er du vidst allerede klar over,” svarede han roligt. Han kunne godt høre, at hun ikke var til at rokke, hvilket han så måtte acceptere, om han ville det eller ej. Han nikkede roligt endeligt, som han trådte let til side og gjorde tegn til at hun måtte gå forbi. ”Jeg skal ikke opholde dig længere. Men husk på jeg selv kan blive nyttig til din egen personlige beskyttelse,” tilføjede han roligt, som han hentydede til hendes ord om at folk også så hende død. Han nikkede roligt – i ren høflighed, inden han fortsatte forbi hende, for selv at søge dybere ind i Appolyon. Han måtte stille sig tilfreds med det han kunne få indtil videre, og så måtte de se hvordan det gik. Han stak roligt hænderne i lommerne, inden han næsten fløjtede, som han gik af sted.

//Out