A shot in the dark.

[Deleted]

Den unger mand var forbandet usikker, hvilket sted var noget som kun frydede Narcissa.. det gjorde ham svag, hvilket kun gjorde det hele langt lettere for hende. Hun havde aldrig sat sin fod i Procias, men der ville ikke gå længe før det også var noget hun ville kunne føje til sine erfaringer. Hun gengældte det varme smil. Et sted faldt det hende naturligt og på en anden side hadede hun at skulle skjule de ting der eller normalt lå så naturligt til hende, som det intense glimt i øjet, og en kølig tone. På mange måder mindede hun om sin kære søster der, hun var blevet opdraget på en måde, men det havde gjort hende til en anden. ”Jeg er sikker på at det er en rolle du påtager med perfektion,” komplimenterede hun med et sigende nik, og måtte bide ironien i sig. Så usikker som han var, så tvivlede hun på at han ville være til megen gavn for kvinderne i hans familie, ikke at hun ville blande sig, på det led havde han intet at gøre med hendes planer. Tomlen lod hun stille følge hans kæbeben i et blidt kærtegn Synd at han var kvalmende sød, for han var en umådelig flot mand, det måtte selv hun erkende.. dog yngre end hende, men det plejede trods alt heller ikke at stoppe hende. Hun lod langsomt hånden falde og nikkede stilfærdigt. ”Selvfølgelig. Jeg har været her et par gange før, men det er større end det lige ser ud. Et umådelig smukt land faktisk.. også selvom jeg har hørt at Procias skulle være smukkere?” hun hævede spørgende et øjenbryn mod ham, også for at lede lidt ind på hvor hun ville hen, dog med et diskret smil. Ja hun var nysgerrig, det var trods alt ikke løgn.
Narcissa havde altid været glad for dyr, de havde været der når ingen andre havde og Savannah var et ekstremt flot eksemplar, det var tydeligt at hun måtte være noget specielt, med henblik på at hun blev passet så godt på og det lod til at Dafnir var meget over hende. Hun betragtede den smukke hoppe og strøg hende blidt, for hun havde på ingen måde tænkt sig at gøre skade.. ikke på hende vel og mærke. Det forundrede spå ingen måde Narcissa, at han kun havde hørt fordomsfulde historier om folk fra Dvasias, og det var heller ikke meget forkert, meget af det var skam ganske rigtigt. Hun trak svagt på skuldrene. Jo Nathaniel kendte hun skam udmærket. ”Det kommer an på hvem man spørger tror jeg. Jeg skal ikke vove og påstå at manden ikke var forbandet klog af sig, men en ekspert.. selv han havde altid noget at lærer,” påpegede hun roligt, for løgn var det jo ikke. Sidst hun havde hørt, var manden død, hvilket hun næsten fandt trist. På trods af at det var rent skuespil, lod hun smilet falme. Blikket endte hun med at lade glide ned i jorden. ”Sådan har de fleste det.. vi er intet andet end bedrageriske mordere, løgnere og tyve.. det er på ingen måde sandt. Mange.. passer bare sig selv, desuden vil jeg tro at vi er et mere frit folkefærd. Jeg personligt har altid gerne ville se Procias, for at forstå hvorfor vi er så forskellig fra jer,” endte hun med en lidt dæmpet tone. Hvor hun dog elskede løgnen!

[Deleted]

Selvom Dafnir måske kunne virke forbandet usikker af sig, så var han ikke typisk den som man skulle undervurdere, for han kunne i den grad godt beskytte dem som han elskede og holdt af, hvis det var noget som han ville, og selvfølgelig var det noget som han ville det i den anden ende! Han trak svagt på smilebåndet igen og vendte blikket let ned af sig. Hendes komplimenter var ham et kæmpe boost i det ellers stabile ego som han var i besiddelse af. ”Jeg gør da mit bedste,” endte han stilfærdigt. Han holdt af og elskede virkelig sin mor, og han ville beskytte hende med alt det som han havde, så selvfølgelig var det ikke noget som sagde så lidt i den anden ende, det var der ingen tvivl om! Hendes strøg mod hans kæbe, føles faktisk utrolig godt, og han kunne godt lide fornemmelsen af det, hvor selv det tilfredse smil måtte melde sig på hans læber. Han fulgte roligt hendes hånd som hun alligevel lod den sænkes. Han trak svagt på skuldrene. ”Jeg tror det kommer lidt an på hvordan man ser på det.. Procias er mig et smukt sted på de rette tidspunkter af året, men.. det er nok næppe så smukt og idyllisk som så mange… udenlandske nok vil påstå at det er,” endte han ganske sigende. Han havde aldrig set et mere fordomsfuld land, end Procias!
At Narcissa elskede dyr, var han slet ikke i tvivl om, sådan som hun behandlede Savannah, hvilket var en tanke som han faktisk godt kunne lide. Savannah skubbede let til Narcissa med mulen, så hun kom tættere på hende, for det var også tydeligt, at hun ikke havde noget imod det, og det var noget som i sig selv, fik Dafnir til at slappe af, og det var rart. Han trak let på skuldrene. I det store og hele, så havde hun faktisk mange gode pointer. ”Det må jeg sige.. Godt ord igen. Men på et tidspunkt, må jo selv eleven overgå mesteren,” endte han ganske sigende, for løgn var det jo trods alt heller ikke. At hun gerne ville se Procias, forundrede ham nu ikke, for det var der jo mange ude fra som ville, og det vidste han jo også godt. Munden åbnede han næsten automatisk, også selvom.. Det kunne han vel ikke? Slottet ville da ende med at slå ham ihjel! Han lukkede munden igen. ”Nej… bare glem det..” endte han dæmpet, som han let vendte blikket væk fra hende. Umiddelbart havde han ikke noget dårligt billede af hende, for hun var jo flink, og.. det var jo ikke ligefrem det som man kunne sige, at en dvasianer var kendt for. ”Reglerne er yderst skærpet hvad angår muren, så.. Nej, jeg ved ikke.. Glem det.. glem at jeg sagde noget som helst,” endte han med en rolig stemme, som han sendte hende et let smil. Næsten som han bare bad hende om at glemme det lidt. De fik ikke noget ud af det, alligevel.

[Deleted]

På trods af hans usikkerhed, så havde Narcissa ingen intentioner om at undervurdere ham, måske han var Procianer, men hun var overbevist om han rummede langt mere end det som hun kunne se med det blotte øje. Det var bestemt ikke meningen at plage ham med et hav af komplimenter, men til tider måtte selv hun bøje sig en smule for at få sin vilje i sidste ende. Hun kluklo morende, endnu med det varme smil på de rosa læber. Kulden havde givet hende en mindre glød i de ellers blege kinder. ”Det betvivler jeg slet ikke, Dafnir. Med de muskler, så må enhver kvinde være tryg i dine arme,” påpegede hun lidt drillende og puffede ham blidt på overarmen. Mørket i hende lå skjult netop under overfladen. Hun håbede virkelig at Malisha vidste hvor meget hun elskede hende og støttede den plads hun havde fået i samfundet, hun havde trods alt selv ofret meget for at lade det ske, og nu gjorde hun det igen. Hans hud føltes så varm under hendes bløde hånd, men det vækkede absolut ikke den samme varme i hende, som hun kunne se blive bredt i ham. Hvor nemt det var at forfører en ung kvinde som ham, hun fandt det næsten synd at udnytte ham – en så flot og ikke mindst uskyldig mand.. ikke at hun kunne tage sig af det, det gav jo sig selv. Narcissa strøg blidt Savannahs mule, det morede hende lidt, at den smukke hoppe ikke så ind i hendes sjæl, for det havde den slags dyr en irriterende vane med, på den anden side så var hun jo faktisk glad for dyr og i særdeleshed heste. Hun lod blikket falde mod jorden næsten ærgrende ved hans ord. ”Jeg har desværre aldrig set det med egne øjne, men jeg har hørt om dets skønhed.. fået det beskrevet fra andre der ikke ved hvad de snakker om. I forhold til Dvasias skal der ikke meget til, ikke fordi.. vi har skam smukke steder, men slet ikke på samme måde.. vil jeg tro vel og mærke,” tilføjede hun med et stille nik. Kort lod hun de mørke øjne glide i hans retning, med et stilfærdigt smil. Nathaniel havde været en af de intelligente væsner på denne jord, og i hans tilfælde havde Narcissa hørt rygter om, at hans egen datter var ved at overgå ham på den led. ”Sandt. Jeg har hørt at hans datter skulle være tæt på at nå det mål. Dronningen af Procias, ikke sandt?” spurgte hun lidt nysgerrigt uden at lade smilet falme.. svaret kendte hun jo allerede. Hendes hjerte sprang et slag over ved hans ord. Hun vendte sig mod ham med med et smil og trak lidt uforstående på panden. ”Jeg ved at sikkerheden er skærpet netop for at holde vores slags ude. Det er grunden til jeg endnu ikke har haft glæden af at se landet for mig selv. Men jeg.. hvad tænker du på?” spurgte hun atter lidt nysgerrigt og lod hånden stille forlade Savannah. ”Fortæl mig det,” opfordrede hun og hævede hånden for blidt at lade den falde mod hans kind.

[Deleted]

Dafnir var kun usikker, fordi at han var på ukendte områder. Normalt var han ikke den som søgte ud af Procias’ mure, men den plante som han havde søgt efter, var kun en som voksede her, og så var han jo nødt til at søge væk derfra, også for hans mors skyld, for det var jo faktisk kun på grund af hende, at han stod der lige nu. Han trak svagt på smilebåndet. ”Tja… jeg har ikke andre at beskytte lige nu, end min gamle mor, og.. ja, selv hendes ry kommer hende som regel i forkøbet..” endte han ganske stilfærdigt, for det var jo ikke ligefrem fordi at det var en løgn i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i det store og hele. Svagt bed han tænderne sammen, som han vendte blikket mod hende endnu en gang. Hun gjorde det ikke ligefrem nemmere for ham som sådan, men han var jo nødt til at.. holde bare lidt igen, for andet valg havde han vel ikke som sådan?
Procias var ganske vidst et godt og dejligt sted for Dafnir vel at mærke, også fordi at han havde et job, han havde et liv, og han havde noget at forholde sig til, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Øjnene bar et tydeligt grønt skær. Han var jo trods alt ikke en druide for ingenting. ”Jeg kunne umiddelbart godt gå ud fra, at det har noget at gøre med.. hvordan tingene bliver set på? Altså jeg ser Procias’ skove dag ud og dag ind, så.. det går lidt i sig selv for mig. Jeg nyder at se noget nyt, så.. selv jeg kunne godt tænke mig at se hvad Dvasias havde at byde på af naturområder..” endte han ganske stilfærdigt, som han roligt vendte blikket mod hende endnu en gang. Han trak morende på smilebåndet. At hjælpe hende over muren, var måske noget som han skulle tage mere til overvejelse først, også fordi at det var direkte livsfarligt, men det var nu bare sådan at det var. Hånden som alligevel endte med at glide mod hans kind, fik det til at sitre i hans krop, for han var slet vant til at blive berørt af nogle eller noget på den måde! ”Det er hun.. Og hun gør virkelig et fantastisk stykke arbejde,” endte han ganske sigende, også fordi at han mente det. Det var virkelig det bedste som kunne ramme Procias i de dårlige tider, så selv der havde Jason og Elanya så sandelig også gjort et utrolig godt valg på vegne af hele landet! Han trak vejret dybt og vendte blikket mod hende igen. Han bed sig svagt i læben. ”Nej, jeg… jeg tænkte bare.. Ej, det kan jeg ikke.. Men der er jo.. veje over muren..” endte han dæmpet. Hun virkede jo flink, så det var ikke fordi at han havde dårlige tanker hvad hende angik.

[Deleted]

Det var tydeligt at den unge mand havde været det for at finde noget særligt, den plante han stod med i hånden. Narcissa frygtede ham på ingen måde, han var for varm til at ønske at ville skade hende, men det betød ikke nødvendigvis at det var gengældt, på trods af de uskyldige smil, der som oftest formåede at forblænde de fleste. Det lød virkelig ynkeligt at han gjorde sit for at tage sig af sin gamle mor, men på den anden side så vidste hun om nogen, hvor stærkt det familiære bånd var. Hun sendte ham et stille smil og lod hovedet glide på sned. ”De kære mødre.. de kan være forbandet stolte kan de ikke? Jeg mistede desværre min egen for mange år siden,” erkendte hun lidt mere dæmpet og så bort fra hans blik. Det var ikke løgn, far havde slået hende ihjel frygtelig mange år tilbage. I dag var det intet som plagede hende, men dengang havde det været smertefuldt udelukkende fordi hun havde elsket den ene kvinde der havde taget sig af hende. Med tiden havde hun lært at lukke følelserne ude, også sorgen, til fordel for det der var bedre, hun låste ikke sig selv fast i en bestemt følelse eller fornemmelse. Narcissa sukkede stilfærdigt, hun kunne godt mærke at han var forsigtig omkring hende, og det begyndte at gå hende en smule per nerverne. Det var ikke løgn at hun ønskede at se Procias, men det var nok af lidt andre grunde end det som hun ellers påstod. ”Sådan er det vel altid? Mange procianere mener at Dvasias et mørkt, men os som er vant til det, ser det slet ikke på samme måde, sådan vil det nok altid være. Hvis det er kan jeg sagtens vise dig landet en dag? Jeg lover dig at det ikke er halvt så slemt som du ellers har hørt, det er langt mere.. frit. Af hvad jeg ved, jeg har trods alt aldrig set lyset,” endte hun og så igen lidt ærgrende bort. Det lod til at de langsomt nærmede sig hvor hun ønskede at nå hen, han var ganske vidst tøvende, men hvem ville ikke være det, med henblik på hvordan procianerne så på mørkets væsner? Hånden lod hun hvile mod hans varme kind, hun kunne jo se at det rent faktisk havde en effekt. De mørke øjne så ind i hans flotte grønne. ”Det kan jeg forestille mig, hun er trods alt en Diamaqima,” medgav hun. Et sted var hun tilfreds med tanken, for det var nu de skulle slå til, mens hun endnu var forholdsvis ny og ikke mindst ung, for om ganske kort tid ville de ikke være i stand til at kunne gøre noget ved hende. Hans usikkerhed viste hende kun at han faktisk var i tvivl om han skulle bryde reglerne. Hun rystede hurtigt på hovedet. Ja manipulation var hun ved efterhånden blevet ret god til? ”Det er der, men jeg vil nødig trænge mig ind i landet i nysgerrighed og så blive bragt ned i cellerne. Desuden så.. du skal ikke tænke på det, jeg vil ikke have du kommer i knibe kun fordi at jeg nærer et ønske om at se landet. Men tak for at gøre dig tanken,” endte hun med et stille smil og strakte sig roligt frem kun for at skænke hans kind et kys.

[Deleted]

At alt det her var et forsøg på at manipulere ham, var slet ikke noget som Dafnir havde øje for. Han var jo vant til at folk faktisk gjorde hvad de sagde, også fordi at det var det eneste som faktisk havde betydning for ham som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket mod hende og med et svagt smil på læben. Han trak let på skuldrene. Hans mor havde jo altid været det eneste som han havde haft, og det havde jo trods alt været sådan lige siden at.. ja, altid vel? Hendes ord fik hans smil til at falme tydeligt. Selv ville han slet ikke kunne bære tanken om at han skulle miste sin mor! ”Det.. det gør mig ondt, Narcissa..” endte han med en dæmpet stemme, som han roligt hævede hånden, som han lod stryge mod hendes kind, næsten som havde det været en form for trøst, for han brød sig slet ikke om den tanke på nogen som helst måde overhovedet!
Dvasias var kendt som mørket, som Procias var kendt for at være lyset, men selv han var jo nysgerrig på at se hvad Dvasias egentlig kunne tilbyde, selvom han ikke ligefrem regnede med at det skulle ske bare sådan uden videre. Han havde sit at tage sig af, for ikke at glemme ansvaret som automatisk fulgte med, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. ”Jeg ville ønske jeg selv kunne se det, men.. jeg regner slet ikke med at det er noget som kommer til at ske.. Jeg.. Dvasias er langt væk, og.. nogle er jo nødt til at tage sig af min mor.. Ellers kan hun ikke slappe af, eller noget som helst..” endte han dæmpet. Han ville virkelig gerne se hvad Dvasias havde at byde på! Men nogle var jo trods alt også nødt til at holde hans mor lidt i ørene, ellers endte hun dam ed at arbejde sig selv ihjel! Han nikkede igen med et stille smil på læben. ”Det er hun, og med stort D!” endte han med et glad smil. Han nød af hendes strøg mod hans kind. Ja, et sted så var han vel også ganske nem at manipulere. Hendes ord gjorde det ikke ligefrem meget bedre for hans vedkommende! ”Jamen, jeg…” Han endte med at tie, som hun kyssede hans kind, også fordi at det slet ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham. Svagt måtte en rødere farve melde sig i hans kinder, for det der var han da slet ikke vant til på nogen måde overhovedet. Han trak vejret dybt og vendte blikket mod hende. ”Jamen.. hvis det kun er for et lille kig, så…. så kom med..” endte han stilfærdigt, som han endte med at tage omkring Savannahs tøjler. Han gjorde et nik med hovedet, idet han roligt begyndte at gå, for at søge ud af parken, og fortsætte i retningen af Procias.

//Out

[Deleted]

Dette var noget som Narcissa gjorde på daglig basis, det forekom hende efterhånden naturligt, udelukkende fordi hun var blevet så god til at lukke følelserne ude. Han virkede stolt af at være manden i huset, hvilket sted kun morede hende. Han var netop hvor hun ville have ham, et eller andet sted kunne hun ikke lade være med at føle med ham, mest fordi han var så uskyldig.. han var så blid på så mange måder, hvilket et sted fascinerede hende. Narcissa rystede stille på hovedet. Sorgen følte hun ikke, men den viste sig alligevel i de mørke øjne. ”Det skal du ikke tænke på, Dafnir, det er mange år siden nu. Lad os bare sige at Dvasias endnu har sine mørke momenter,” hun sendte ham et stille smil, i forsøget på at overbevise ham om at hun var okay. Ikke mange kendte til familiens historie, og det passede hende fint, hun havde heller ikke tænkt sig at indvie ham i det. De fleste var nysgerrig på mørket, og ja hun forstod godt hvorfor Dafnir gjorde det samme, han virkede ikke som en der havde været særlig meget uden for lysets grænser.. hun tvivlede på at han ville holde synderlig længe i mørket, men det var en god indfaldsvinkel, for hvis han kunne fører hende ind i Procias, så skyldte hun ham allerede en del. Det var slet ikke fordi at hun var kommet til Manjarno i troen om at skulle arbejde, men den slags var uforudsigeligt, hvilket et sted også var det som gjorde det spændende. Hun betragtede ham med de mørke øjne. Et sted havde hun virkelig lyst til at stikke ham en på siden af hovedet og bede ham om at tage sig sammen, for det andet var direkte ynkeligt.. det ville dog ikke være til hendes egen fordel, så hun valgte at tie.. for nu vel og mærke, turen til Procias var heldigvis ikke så langt herfra. ”Mon ikke hun ville kunne klare sig for en stund? Jeg lover dig for at det vil være synet værd.. Den eneste grund til jeg selv har holdt mig fra Procias, er på grund af jeres love, jeg ønsker ikke at være i vejen for nogle,” endte hun med et lidt undskyldende smil. Hun tvang en latter op ved hans ord – perleblid også selvom den var mere flask end end en gadesælger. Hånden flod hun forblive hvilende mod hans kind, strøg den blidt med tomlen, hun kunne se at det påvirkede ham, hvilket var en enorm hjælp i sig selv, hun måtte gøre brug af hvad hun nu engang havde. Hun endte med direkte overrasket at spærrer øjnene op. Han ville rent faktisk tage hende med? Det havde ikke været så svært sm hun havde regnet med. ”Du.. du vil tage mig med?” spurgte hun direkte forundret. Hun sluttede hurtigt op bag ham som han begyndte at gå. Et lidt tilfreds smil gled over de rosa læber. Sværere havde det ikke været, det var jo næsten til grin, men hun glædede sig i den grad til at se det lyse land!

//Out