A shot in the dark.

[Deleted]

Det var ved at blive sent, da Dafnir langt om længe ankom til sit bestemmelsessted. Han havde ikke fortalt sin mor noget som helst, også fordi at han helst undgik at hun skulle blive bekymret og nervøs, for hvordan ville hun da ikke reagere, om hun vidste, at han faktisk havde søgt til Manjarno? Også med alt det som var sket, så var han jo trods alt også nødt til at være frygtelig påpasselig med hvad han gjorde, hvem han mødte, og hvem han valgte at relatere til, for han undgik det jo faktisk helst.
Vinden blæste ganske mildt, og det var på sit vis ganske behageligt. Dafnir havde været heldig til nu, for han havde ikke mødt så meget som en sjæl på sin vej. Siddende på hesteryg og med tøjlerne godt hvilende i hans hænder, så bar han sig frem ,for langt om længe at søge direkte ind i parken. Han havde hørt rygtet om at der var specielle blomster her, som han ønskede at få be- eller afkræftet, og om ikke andet, så få med sig hjem, hvis der skulle være nogen mulighed for det. De smaragdgrønne øjne søgte frem for sig og med den samme stilfærdige mine. ”Sch..” endte han dæmpet, som han rev ganske let i tøjlerne, for at få hesten til at stoppe op, inden han roligt trådte ned og landede ved siden af den. Han strøg den roligt over mulen, efterfulgt af et let kys. Han havde så let ved dyr, og det var skam heller ikke fordi at han regnede med at det gjorde slottet noget, at han fik dem redet lidt, specielt nu hvor der ikke skete så meget fra deres side af?
Med tøjlerne i sin hånd, så trak han det smukke dyr med sig over stien, som slangede sig igennem parken. Med en beklædning bestående af en kappe i mørke farver og en skjorte og bukser i lige så mørke og grønne farver, så vidste han godt, at han kunne være svær at se, og det var også noget som han faktisk havde det ganske fint med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hovedet lod han søge ganske let på sned, som han roligt endte med at smile. Han var en mand som faktisk tog ganske let på tingene, og tog som regel alt med et smil, så hvorfor skulle det her være noget undtag? ”Du skal nok få lov til at komme hjem, bare du ikke trækker sådan i tøjlerne..” Han vendte sig mod hesten, som havde revet ganske let og med en næsten prusten i protest. Det havde været den gamle kongelige hingst som han havde taget med sig, men det behøvede vel ikke nødvendigvis at være nogen negativ ting?

[Deleted]

Det var efterhånden ved at være temmelig sent, også selvom himlen endnu ikke var blevet lagt i de helt mørke folder, grundet årstiden. Narcissa havde i aften besluttet sig for at forlade Dvasias for en stund og langt om længe få stillet sin nysgerrighed, det var årevis siden hun sidst havde været i Manjarno. Nu hvor de for alvor var endt i krig med dæmonerne måtte hun ligeledes være forsigtig, også selvom det var de færreste der i det hele taget var klar over at lederen havde en søster. Det var bedst at det forblev sådan. Med nøgne fødder strøg hun rundt i parkens bløde græs. Den blide bise fik de lettere, bølgede, mørke lokker til at danse lystigt omkring hendes slanke skulder.
Da det ikke var køligt havde hun besluttet sig for at lade kappen ligge tilbage i Marvalo city, og strøg nu kun rundt i et par bukser og en stram, midnatsblå korset-top, der blottede hendes skuldre. Det var næsten befriende at færdes et så roligt sted, nu hvor hun havde vænnet sig til Dvasias kaos, og føle vindens kærlige strøg mod sin kind, næsten som var det et beroligende kærtegn som hun ikke havde følt i mange år. Narcissa kendte ingen i dette land, men hun vidste at Malisha netop havde fået nedlagt dets kongepar, hvilket kun gav hende en følelse af stolthed over sine søsters bedrifter. Hun var blevet født til at udrette noget stort, mens hun selv blot fulgte hende. En ugle tudede i en træ. Narcissa kastede et intenst blik over skulderen og skulede til den. Selvom hun mere forstyrrede dens fred end den forstyrredes hende, så var hun ikke gode til de bedrevidende kræ! Selvom hun havde været yderst forsigtig og dermed yderst anspændt så var hun faldet mere til ro, til nu var hun ikke stødt på en sjæl som havde kastet et skævt øje til hende, det gav om ikke andet en hvis fornemmelse af frihed.
Hun strøg fingrene igennem de mørke lokker, og endte med at stoppe op, kun for at lade de mørke øjne søge omkring. Dette sted var helt og aldeles ukendt for hende, så hvor skulle hun gå? Lyden af hove nåede hende, hvilket forundrede hende lidt. En hest? I en park? Uforstående rynkede på panden og følte langsomt nysgerrigheden stige. Hendes skridt var lydløse da hun besluttede sig for at begive sig mod lyden. Det var de færreste på disse kanter som var fjendtlige det havde hun fundet ud af, så hvor meget kunne der ske ved et lille kig? Hun begav sig hen bag et stort egetræ, hvor hun gled i skjul bag den tykke stamme. Den mandelige stemme virkede både blid og varm, hun ville blive forundret hvis han ikke var en procianer. Tanken malede et direkte veltilfredst smil på de rosa læber, hun havde vidst at det havde været turen og faren værd!

[Deleted]

Hvordan tilværelsen stod til i Dvasias, var slet ikke noget som Dafnir var kendt med, for han havde altid levet godt og trygt i Procias, hvilket han skam også kunne takke sin mor for, for måske at folk betegnede hende som en strigle – ja, de skulle egentlig bare vide, for det var bestemt ikke det som han kunne se i hende! Beskyttet havde han altid været, som han altid havde været værdsat, og selvfølgelig var det noget som han var frygtelig glad for, men det var vel også noget som kunne gå hen og bide ham temmelig hårdt i enden bagefter? Når han slet ikke var i stand til at se til hvordan verden var omkring ham? For han vidste virkelig ikke noget som helst, og selv det var jo trods alt noget som gjorde ham temmelig nysgerrig, men hvad skule han da kunne gøre ved det?
Den milde vind, var noget som fik Dafnir til at smile. Generelt var han jo faktisk altid en mand ved frygtelig godt humør, og han ønskede jo trods alt heller ikke at gøre nogen ondt. Han var dyrenes ven, og mere eller mindre også deres talsmand udelukkende på grund af racen, hvor han også vidste at de fleste af hans slags, var skræmt væk, efter Celinas tid på tronen – af hvad han havde fået snuset op om ikke andet, men det var nu heller ikke ligefrem noget som han kunne gøre noget ved, andet ned at holde sin stand i landet! Lige nu var han dog ikke hjemme, men ude, for han havde fået nys omkring denne plante, som skulle vokse ved mørkets frembrud i sommerhalvåret, så han var nødt til at undersøge det! Og nu hvor mor heller ikke var hjemme af.. en eller anden yderst mærkværdig grund, så turde han godt søge ud, for det kunne vel næppe gå så galt, kunne det? Hvem skulle da gøre en sølle druide ondt i Manjarno? Han havde i hvert fald ikke ligefrem den tro på tingene, men han kunne jo selvfølgelig godt ende med at blive overrasket, selvom han selvfølgelig håbede for at slippe for det.
Hesten strøg han roligt over mulen og med et let smil. At den opfangede andre i nærheden, anede han virkelig ikke, men.. ja, han skulle vel nok finde ud af det med tiden? ”Eller er det bare fordi at du er sulten..?” spurgte han efterfulgt af en mild latter, som han roligt trak den med sig væk fra stien og ind på græsset, hvor han havde hørt, at den skulle være i nærheden – planten altså. Han endte med at slippe tøjlerne. ”Udmærket.. Hvis du bliver her og får fyldt din mave, så går jeg lidt omkring. Bliv.” Et sted, kunne det sagtens lyde som han stod og talte til en hund, selvom det ikke var tilfældet, men han havde jo en utrolig gave når det kom til dyrene og det var det som han vidste, så hvorfor ikke bruge det? Hestene var jo hans liv, i og med at han jo også var en simpel stalddreng. Hesten gav sig lystigt til at spise, hvilket fik Dafnir til at smile, så han selv roligt søgte ind mellem de mange buske og træer. Han skulle nok finde den!

[Deleted]

Narcissa havde kun sjældent været uden for Dvasias murer, og det havde altid kun været for at besøge Imandra eller i meget få tilfælde Manjarno, aldrig havde hun betrådt prociansk jord, og det passede hende strålende.. for nu om ikke andet, for selv der havde jo sine planer. Alligevel så var hun i stand til at kende både lyden og udseendet af en dvasianer, det varme glimt i deres øjne var aldrig til at tage fejl af, hun havde trods alt lært at efterabe det på den ene eller den anden måde. I dette tilfælde var hun heller ikke i tvivl om hvad det var hun stod overfor, varmen i hans stemme var direkte kvalmende, af hvad hun kunne se så var han heller ikke synderligt gammel, måske lidt yngre end hende, men det var svært at sige. Den store stamme skjulte hende for ham, selvom hun i virkeligheden stod ham frygtelig nær. Narcissa lænede sig op af den, følte den ru bark mod sine nøgne skuldre. Den milde vind strøg mod hende, og blæste de mærke lokker bart fra hendes ansigt. Hun lod blikket glide i for en stund og nød det kølige strøg mod sine lidt røde kinder, hun havde jo været ude mere eller mindre hele aftenen og det var noget som efterhånden kunne ses. Hun lyttede til mandens skridt og sikrede sig at han var forsvundet fuldkommen ind mellem buskene, før hun meget roligt kastede et blik om på den anden side og så hesten stå der og græsse fredeligt.
Hun lod læberne skiltes i et blidt smil og tvang de uskyldige, mørke øjne ind i en varm udstråling. Det var efterhånden en helt evne at være i stand til at gøre på den måde, det havde sine fordele, desuden ønskede hun ikke at den fremmede direkte skulle frygte hende, han kunne trods alt vise sig at være nyttig. ”Sch,” hviskede hun beroligende som hun trådte frem mod den flotte hoppe, der opmærksomt løftede hovedet mod hende. Hun strakte en blid hånd ud mod hende, og trådte meget forsigtigt tættere på. Når det kom til dyr så kunne hun i den grad sit kram, hun elskede at være omkring dem, det havde hun aldrig gjort. Blidt lagde hun hånden mod dens smule, og strøg den yderst forsigtigt, også selvom hun ikke lod til at reagere negativt på hendes tilstedeværelse. ”Hvor er du smuk,” sagde hun roligt..
Den melodiske og blide tone hun gjorde brug af, virkede ikke ligefrem truende, hvilket i den grad havde sine fordele. Selvom hoppen havde hendes opmærksomhed, så var hun meget opmærksom på hvad der skete omkring hende, for hun ønskede trods alt ikke at få en grim overraskelse, man kunne ikke undervurdere nogle i disse tider, end ikke procianere. Narcissa vovede igen at træde hen på siden af hende, og stryge hende langs siden. Hun var virkelig en smuk, det var længe siden hun havde set en lignende og det ligefrem fascinerede hende.

[Deleted]

Dafnir havde slet ikke noget som helst til forsvar, for at vide, om der var andre i hans nærhed eller ikke. Jovist var han klar over, at dette virkelig var en risiko at løbe, med henblik på Manjarno og hvad man kunne ende med at støde på Dvasianere eller andet som slet ikke ville gavne ham, og han vidste det jo godt. Nu hvor hans mor ikke havde været hjemme, så havde han også selv valgt at tage chancen og se sig lidt mere omkring, andet end at se det samme gang på gang, og det var noget som han faktisk godt kunne lide. Hvis det stod til hans kære mor, så blev han jo pakket ind i vat, og fik ikke lov til at lave noget som helst! Det var bestemt ikke fordi at han ikke elskede sin mor, for det gjorde han, og det var også noget som han ønskede at vise hende. Der var jo også grunde til at han forsøgte at lede efter denne urt, for den skulle bruges til noget, som han faktisk ønskede at lave til hende. At søge ind mellem buskene og væk fra de mange stier, gjorde vel også at han mindskede risikoen for at blive set af nogle? Det var det som han håbede om ikke andet, for han var bestemt ikke interesseret i, at skulle løbe direkte ind i problemer som han sikkert også ville have svært ved at komme ud af, for han havde slet ikke noget som helst til forsvar!
Dafnir havde brugt timer på at gøre hoppen klar til turen ud. Det var jo trods alt den kongelige hoppe, så selvfølgelig skulle den stadig te sig ordentligt, når de endelig var ude. Dafnir stolede nok på hende til at lade hende stå på egen hånd, selvom der ikke ligefrem var noget som man kunne gøre veddet i den anden ende. Han søgte roligt ind mellem buskene efter hvad han nu ledte efter. Han vidste det ikke helt præcist, men han var af den overbevisning, at han nok skulle finde det, når han så det, og ikke så meget som et sekund før! Endelig stoppede han op, som han fik skubbet en stor busket gren til side. Synet af den lille mørke plante! Han knælede roligt, idet han varsomt vendte bladene om. De var blå på den anden side – ligesom han havde læst sig frem til det! Hans blik lyste nærmest op i et smil, idet han tog urterne op i sine hænder og roligt ned i den lille taske som han havde omkring sit liv. ”Jeg fandt dem!” udbrød han nærmest ekstatisk og vendte hurtigt om for at søge tilbage til hoppen. Han stoppede op umiddelbart da han så en kvinde henne ved hende. ”…. Hvem er du? Og hvad laver du med min hest..?” spurgte han. Måske en anelse macho, men han var jo trods alt også nødt til at vise sig som en mand, og desuden var han nødt til at passe på hoppen, for det var jo trods alt heller ikke hans!

[Deleted]

Hvad det var den fremmede ledte efter, vidste Narcissa ikke, men hun kunne se ham søge og hun kunne høre ham pusle mellem buskene, ikke at det gjorde hende noget, hun ønskede langt fra ar forstyrre ham, selvom det lå mest naturligt så kom man ikke altid langt med fjendtlighed og særligt ikke overfor disse blide væsner fra Procias. Hun væmmedes ved tanken, der var intet ved det land som trak i hende overhovedet! Hun blev stående ved den smukke hoppe, og strøg hende blidt langs mulen og siden. Det var sjældent man så magen til skønhed i et sådan dyr. Det var aldrig risikofrit at krydse grænserne, end ikke i Manjarno, men det var ganske få hun havde passeret på vejen, Manjarno var tydeligvis påvirket af tabet af deres royale par, derfor havde hun bestemt heller ikke regnet med pludselig at skulle stå overfor en procianer.
Optaget af den smukke hoppe, lagde Narcissa end ikke mærke til at manden atter kom til syne fra de hvislende buske og trådte ind i synsfeltet igen. Det gibbede lidt forskrækket i hende ved lyden af den meget bestemte tone han gjorde brug af, ikke fordi den skræmte hende det mindste, han havde ingen idé om hvem han stod overfor, og hun gjorde endnu intet for at afsløre det. I stedet lod hun de rosa læber spille ud i et lidt undskyldende smil. De mørke øjne var milde på grænsen af det direkte uskyldige. Hånden lod hun stille falde fra den smukke hoppe og ned langs siden, også selvom hun ikke trådte væk fra den. ”Det var.. mange spørgsmål på den gang,” påpegede hun med en melodisk tone. Hun vendte sig mere om mod ham, og lod de mørke øjne glide i hans. ”Mit navn er Narcissa. Det var slet ikke min mening at forskrække dig, jeg blev bare fængslet af hendes skønhed,” svarede hun roligt og vendte sig igen mod den smukke hoppe ved siden af.
Hun hævede atter hånden og strøg hende kort. Det var til dels ærlig snak. Det var direkte kvalmende at være så sød, men hun så det trods alt bare som en del af sit job, og hvem kunne vide om denne mand kunne gå hen og blive brugbar? ”Og hvem er du så? Og hvad var det du fandt?” spurgte hun lidt nysgerrigt og lod blikket falde til hans hånd hvor hun kunne se at han holdt noget men ikke hvad. Samtidig holdt hun sig forberedt på et eventuelt angreb også selvom det ikke var hvad hun forventede af at procianer som ham, han lod ikke til at være synderlig farlig, selvom han var bred og tydeligvis muskuløs.”Og hvem er hun?” tilføjede hun med et stille smil og betragtede den smukke hoppe. Det kunne ikke være en hvilken som helst hest, ikke så smuk som hun var, og den tanke gjorde hende lidt nysgerrig.

[Deleted]

Dafnir var ikke magisk på nogen måde, så der var ikke just noget som man kunne sige, kunne hjælpe ham med forsvar, andet end at han muligvis kunne snakke sig ud af situationerne, hvis de endelig skulle opstå? Selvfølgelig håbede han ikke at det skulle vise sig at blive direkte nødvendigt, men at se denne kvinde ved den kongelige hoppe, var bestemt ikke hvad han havde regnet med. Det guddommelige smukke dyr, var hans ansvar, og der måtte jo heller ikke ske hende noget! At hesten så var så rolig omkring denne kvinde, forvirrede ham, for det var frygtelig sjældent at hun var så rolig omkring folk som ikke var fra Procias, og denne kvinde var tydeligvis ikke! Det var ikke fordi at han havde noget som kunne stå inde for den konklusion, for det var vel egentlig bare mavefølelsen som snakkede for ham? Det var ikke fordi at han faktisk mente at stille hende så mange spørgsmål på en gang, men han kunne virkelig ikke gøre for det! Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang, som han varsomt valgte at bevæge sig tættere på hende, selvom det nu alligevel var ganske varsomt. ”Det var ikke min mening.. Jeg.. ser bare helst at du ikke kommer for tæt på hende..” endte han sigende. Han ønskede jo heller ikke at få bøvl med kongefamilien bagefter, for han havde jo faktisk taget hoppen med sig, uden at få lov til det, men det var jo bare ude på en hurtig og smertefri tur! Forhåbentligvis om ikke andet! At hun så var mere opmærksom på hesten frem for ham, var nu heller ikke noget som han havde noget imod som sådan, for det var et sted.. rart nok, for han kendte hende jo trods alt heller ikke, men han vidste jo heller ikke hvad hun var eller hvad hun kunne finde på, så han vidste at han var nødt til at passe på. Han havde en urtekniv på sig og det var jo faktisk det eneste forsvar som han havde. Egentlig ringe at han ikke havde overvejet det bare lidt mere end det som han havde gjort! ”Hvad jeg har fundet? Det.. det er ikke noget vigtigt, bare.. nogle urter som jeg skal bruge..” Han vendte blikket mod sin hånd og med en sigende mine. Det var jo ikke engang en løgn, men det var bestemt ikke fordi at det var noget som han ønskede at give fra sig, hvis han kunne blive fri for det! Han vendte blikket mod hende igen. ”Jeg er Dafnir,” tilføjede han endeligt. Nu hvor hun havde været så høflig at præsentere sig, så kunne han da godt gøre det samme. Varsomt nåede han helt op ved hende, hvor han roligt tog omkring grinen. Han smilede let. Dyr var jo noget som han kunne finde ud af, så det at hun spurgte, så kunne han da heller ikke lade være! ”Hvem hun er? Ikke nær så uskyldig som hun kan ligne. Hun hedder Savannah,” afsluttede han roligt og næsten.. stolt. Han havde jo arbejdet med hende igennem en god del år nu trods alt.

[Deleted]

Narcissa fornemmede ingen magisk energi, hvilket lettede hende en hel del. Det lod ikke til at han direkte havde de store forsvars-parader op, han var så sandelig ikke bange af sig. Efterhånden var hun vant til at analysere situationen på den måde, også selvom det kunne blive lidt trættende i længden. De 'uskyldige' mørke øjne fulgte ham som han endte med at træde tættere på. Han var tydeligvis skeptisk, ikke nær så naiv som hun ellers ville dømme hans slags til at være, det var om ikke andet end forandring, måske ligefrem til det bedre. For nu forblev hun stående ved siden af den smukke hoppe, og havde til dels mere fokus på hende, end hun i virkeligheden havde på ham. Det varme smil virkede så naturligt på de rosa læber, men i virkeligheden væmmedes hun virkelig ved at skulle klistre det på, det var ikke en varm side hun lod nogle se, ikke når det var ægte vel og mærke, ikke andre end sin kære søster, og selv overfor hende havde hun flere parader oppe. Det store træ kastede en skygge over dem, som rent kuldemæssigt ikke forandrede særlig meget i forhold til månen, men det tilføjede en lille smule mystik, som hun var ganske stor fan af. Hun rynkede en smule undrende på panden og lod igen blikket glide mod hoppen. ”Jeg er ked af hvis jeg krydsede en grænse,” svarede hun næsten lidt fornærmet, un havde ikke tænkt sig at gøre dyret noget tværtimod, men han tilgengæld havde netop tricket en irritation, som han nødig ville ende med at udforske yderligere. For nu lod hun det ikke komme til syne, men bakkede i stedet væk fra hoppen og ud i månens blege skær. Måske det var tydeligt at hun ikke ligefrem var procianer, men der var dog intet der direkte indikerede hendes sande person, ligesom der ikke var noget der indikerede at det uskyldige smil blot var en facade og et skuespil, som hun efterhånden havde spillet i land tid. Høfligt foldede hun sine hænder foran sig. Det havde sine fordele at hun var blevet opdraget som en sand kvinde, det appellerede til de kære lyse væsner. ”Aha. Hvad er du? Druide? Alkymist?” spurgte hun nysgerrigt og betragtede ham lidt indgående. Eftersom han ikke havde vinger, konstaterede hun næsten per automatik at han ikke var en engel, hvilket ikke gjorde hende noget, hun brød sig ikke om bevingede kyllinger. Narcissa lagde hovedet på sned, og lod de mørke lokker ligge sig over den ene skulder. ”Hej Dafnir, rart at møde dig.” Måske tonen var blid, men selv for hende var det svært at skjule den lille snert af irritation. Hun så på Savannah. Smuk navn til en smuk hest, hun måtte virkelig være noget specielt. Det med ikke at være nær så uskyldig som man så ud, var noget som Narcissa udmærket kunne relatere til, men hun kommenterede det ikke. ”Savannah.. hun må virkelig være noget særligt.” hun sukkede næsten.. drømmende, og håbede på at han opfangede spørgsmålet der lå i det.

[Deleted]

Dafnir var på ingen måder magisk, hvilket skam også var den eneste grund til at han var så forsigtig som han var. Måske lidt for.. meget oppe med facaderne, men han havde jo heller ikke noget andet, end en sølle urtekniv til sin beskyttelse, og det var jo ikke altid fordi at den kunne gøre den største forskel! Han betragtede den unge kvinde foran ham – I hans øjne ung om ikke andet, men han kunne jo trods alt også godt tage fejl. Savannah var hans ansvar, og der måtte virkelig ikke ske hende noget som helst!At kvinden så valgte at bakke, var noget som han et sted faktisk satte stor pris på, for det var noget som næsten omgående måtte få ham til at slappe af, og det føles faktisk også temmelig rart. Han trak vejret dybt, som han trak sig op helt ved siden af Savannah og strøg hende over manken med en rolig og bestemt hånd. ”Det.. det er okay,” endte han stilfærdigt, som han vendte blikket mod hesten, som let prustede og begyndte endnu en gang at græsse, som skete der absolut intet omkring hende. Tanken fik om ikke andet Dafnir til at smile, for så lang tid hun faktisk var rolig, så var det vel heller ikke fordi at der skete alverdens? Så var der vel ikke fare på færde som sådan? Denne kvinde havde dog en tendens til at virke ganske troværdig, og det var desværre også en ting som Dafnir desværre faldt for! Svagt bed han sig i læben. ”Druide… Er det så tydeligt? Hvordan gættede du det?” spurgte han dæmpet, og dog med en tydelig nysgerrig mine. Han var måske ikke nær så sukkersød som procianere flest var kendt for, men det lå der, ogdet vidste han jo også godt.
Dafnir blev stående ved Savannah. Selv var han glad og ikke mindst stolt af den måde hun bragte sig frem på, for dte var jo trods alt hans arbejde! Han sendte hende et smil – han kunne jo ikke lade være! Han nikkede mod hende. ”I lige måde. Og hvem er du..?” spurgte han sigende, dog tydeligt nysgerrigt. Nu havde han jo præsenteret sig, så kunne hun jo trods alt også passeligt gøre det samme! Og måske være med til at gøre det mindre akavet. At der lå et spørgsmål gemt bag hendes ord, var noget som han dog tydeligt kunne fornemme, selvom.. burde han svare på det? Han endte dog alligevel med at nikke. Han kunne vel ikke just løbe fra det? ”Det er hun.. Hun har altid været noget ganske særligt. Født uden kendskab til hendes moders graviditet. Det var lidt et chok i stalden,” endte han med et let grin, som han igen vendte blikket mod Narcissa. Han huskede Savannahs fødsel, som havde det været i går!

[Deleted]

Det var tydeligt at denne unge mand ikke var magisk anlagt, Narcissa havde været i stand til at føle hans energi hvis det havde været tilfældet. På den front var der intet at frygte, med andre ord så stod hun ret godt, og den tanke nød hun! Ud af øjenkrogen havde hun fået øje på kniven. En sølle kniv ville slet ikke være nok til at stoppe hende, om det skulle blive nødvendigt. Allerede nu var hun blevet træt af at skulle spille så forbandet sød, men det kunne have sine fordele, ja hun var nok lidt af en slange og hun var bestemt ikke bange for at skulle erkende det! For nu valgte Narcissa blot at bakke fra den smukke hoppe, det var tydeligt at denne Dafnir var meget over hende, hvilket et sted kun gjorde hende nysgerrig på hvad der var så specielt ved hende, foruden at hun selvfølgelig var noget af det smukkeste hun nogensinde havde set! Savannah lod ikke til at bide sig fast i noget, som hun ligegyldigt begyndte at græsse. Kort kastede hun et blik mod den smukke nattehimmel.
Der måtte være en mening med, at hun var blevet ført helt til Manjarno, også selvom det havde været ren og skær instinkt. ”Det håber jeg da,” svarede hun med den rene uskyld malet i blikket. Måske hun var dvasiansk, men hun havde en idé om at hun ville begå sig glimrende i Procias, ikke fordi hun brød sig om landet, eller befolkningen for den sags skyld, men visse ting ville hun gerne have fingrene i! Den overraskede tone, efterlod hende med et morende glimt i de mørke øjne, og et bredt smil. ”Du nævnte selv at du går op i urter, og jeg ved at du ikke er alkymist. Desuden har du en.. underlig forbindelse til kære Savannah,” påpegede hun lidt sigende, og lod de varme øjne søge mod hesten der ikke lod til at ænse nogle af dem som sådan. Hænderne foldede hun roligt foran sig, det var heller ikke fordi hun ønskede at skræmme ham.. endnu vel og mærke. Narcissa rystede på hovedet. ”Det har jeg fortalt dig, Dafnir. Mit navn er Narcissa,” påmindede hun, og måtte skjule den kvalmende fornemmelse af at være blid som et lam, det lignede hende trods alt ikke. Det var ligeså bevidst at hun valgte, ikke at afsløre noget om hvor hun kom fra eller hvad hun lavede, for det ville ikke gavne hende at nævne.
Det var tydeligt at høre stoltheden i hans stemme når han talte om den smukke Savannah, det morede hende lidt, lige den passion for dyr var faktisk nok.. den eneste ting de kunne blive enige om. ”Det kan jeg forestille mig. Men en glædelig overraskelse,” tilføjede hun nærmere som en konklusion end et egentligt spørgsmål. Lidt forsigtigt prøvede hun igen at tage bare et enkelt skridt tættere på, nu stod hun jo ret langt fra dem, og hun ville helst ikke for langt væk, hun havde trods alt sine planer, og nogle som hun ikke havde tænkt sig at indvie ham i!

[Deleted]

Dafnir havde ingen anelse om hvem, eller hvad Narcissa måtte være, men han tog det nu alligevel ganske roligt, for han ønskede ikke nogen strid, for han havde ikke noget som helst, som kunne hjælpe ham mod et mørkt væsen, som denne kvinde nærmest måtte udstråle, selv bag den mere blide maske, som han så i ansigtet i øjeblikket. Savannah var virkelig et ømt punkt for ham, også fordi at kvinden faktisk var hans ansvar, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, og af den grund, så ønskede han ikke at lade for mange komme for tæt på hende, for det var hans ansvar, i og med at det var den kongelige hoppe! Savannah begyndte at græsse, hvilket også gjorde, at det var nemmere for Dafnir at slappe af, for han vidste at Savannah ville kunne mærke, hvis det var ved at gå galt, og så vidste han skam også godt, hvornår han skulle være opmærksom og hvornår han ikke skulle.
Dafnir var måske en kende konfus og alt for opmærksom på hvor han var, frem for hvad han egentlig burde være opmærksom på, for han havde virkelig ikke nogen anelse om hvad han stod overfor som sagt, og det at gentage sig selv, var noget som han som regel kunne gøre, når han faktisk blev en anelse nervøs, så det var egentlig ikke noget som han gjorde med vilje! Han trak undskyldende på smilebåndet og nikkede så. ”Ja, undskyld jeg… glemmer det bare lidt..” endte han ganske sigende, som han strøg Savannah over den smukke manke, også selvom han slet ikke slap Narcissa med blikket. Hans hjerte slog let og fast mod hans bryst. Ja, et sted så gjorde hendes tilstedeværelse ham en kende usikker, selvom han virkelig forsøgte at skjule det, men nemt var det ikke! Han var normalt aldrig på denne side af muren, men han gjorde det for sin mors skyld, så.. han ønskede faktisk at gøre det! ”Savannah er min lille skat.. Jeg passer hende i staldene, og det er mig som rider hende til,” endte han med en tydelig stolthed i minen, for løgn var det trods alt heller ikke!
Dafnir havde frygtelig mange historier omkring Savannah, for han havde passet hende siden hun blev født, for så gammel var hun faktisk heller ikke. Tungen strøg han let over læberne, som smilet bredte sig. Hun virkede nu alligevel flink nok, og naiv som han nu var, så kunne det være, at.. det faktisk kunne udvikle sig lidt til et venskab, også selvom han ikke havde nogen anelse om hvem hun var, men det var noget som han agtet at finde ud af. ”Hun var heller ikke særlig stor, så.. det var noget af en overraskelse for os alle sammen. Jeg havde end ikke lagt mærke til at hendes mor var gravid..” At det var gået forbi en druides næse, så var det vel også tydeligt, at hun virkelig havde været lille? Han sendte Narcissa et let smil. ”Nu ved du hvad jeg er.. Hvad er du?” spurgte han denne gang med en tydelig nysgerrighed.

[Deleted]

Det forundrede på ingen måde Narcissa at denne procianer ikke havde nogen idé om hvem hun måtte være, det var trods alt ikke lysets land hun befandt sig mest i.. faktisk havde hun aldrig været der. Tilgengæld var det lidt til hendes fordel at han ikke havde nogen former for kendskab til hende, i så fald havde han nok været i stand til at se igennem det uskyldige smil, og det var ikke meningen! Hun begtragtede den smukke hoppe.. det var tydeligt at det virkelig var et ømt punkt for den kære Dafnir, og det var noget som et sted gav hende blod på tanden.. hun havde jo altid ønsket sig en hest og lige Savannah var frygtelig smuk! Narcissa forholdt sig fuldkommen rolig, hun havde en tålmodighed uden lige, også selvom hun virkelig hadede at at skulle være så fuldkommen sød, det lignede hende på ingen måde. Den forvirring der var over ham, var noget der i sidste ende kunne give hende en fordel. Hænderne foldede hun høfligt foran sig og lagde hovedet på sned. Måske hun udstrålede et mørke, det var svært at gøre andet, særlig med det navn hun havde, hvilket hun bevidst havde valgt ikke at nævne. Hun slap en latter og rystede på hovedet. ”Jamen dog, Danfir jeg havde ellers ikke regnet dig for at være synderlig gammel,” påpegede hun næsten med et mindre spørgsmål skjult under sine ord, for det var jo ikke altid til lige at se. Det virkede ikke som om at Dafnir var vant til at færdes på disse kanter, hun kunne jo nemt føle den usikkerhed han havde omkring hende, hvilket ligefrem morede hende, og samtidig drev hende lidt fra sin tålmodighed, det var næsten for blødsødent og hvor meget ville han egentlig kunne gøre skade på hende? ”Du er usikker,” påpegede hun lidt sigende. Armene lagde hun over sit bryst og betragtede ham lidt indgående, til nu havde hun jo ikke givet ham nogen grund til at være usikker omkring hende også selvom han skam gjorde ret i det!
Narcissa var ikke i tvivl om at Dafnir havde et stort kendskab til den smukke hoppe, og at dømme efter hans udsagn så var det ikke hans egen men blot en som han red til, hvilket måtte sige at han næsten måtte være staldknægt for en anden herre? Hun nikkede blot forstående mod ham og forsøgte at holde interessen lidt ved lige selvom det slet ikke var nemt. ”Det lader til at du har gjort et godt stykke arbejde i så fald,” svarede hun og kæmpede for at bevare det søde smil. Uden at spørge denne gang trådte hun atter tættere på Savannah. Hun løftede hånden og lod den stryge blidt over hendes mule. Så lang tid hun var rolig omkring hende, så kunne der vel heller ikke ske det helt store? Hun hævede et lidt forundret øjenbryn mod ham. ”Det troede jeg du havde gættet for længst? Jeg er warlock,” svarede hun med den tydelige stolthed i stemmen, hun ville ikke ligge skjul på det, også selvom hun ikke havde givet ham indblik i hvilken kvinde hun i virkeligheden var, og selv nu forholdt hun sig roligt, hun var udmærket klar over hvornår tiden var inde og hvornår den ikke var!

[Deleted]

Dafnir var slet ikke kendt på disse kanter, så det at han var usikker og forsigtig, var vel heller ikke noget som man kunne gøre noget ved af den grund? Han var en mand som tog tingene som de kom, han tog det hele med et smil, hvis han først var tryg selvfølgelig, men det var noget som primært foregik når han faktisk var hjemme, for der kendte han folk, og der vidste han også hvad han havde i hænderne, og hvad han kunne forvente, samt hvad folk forventede af ham, og det gjorde han jo slet ikke herude, og det var noget som faktisk kunne forvirre ham en god del! Hendes ord fik ham let til at trække på smilebåndet. ”Ser jeg da gammel ud, synes du? Nej.. ud fra hvad der vel er.. typisk for min slags, så er jeg ikke så gammel igen,” endte han ganske sigende. Hans mor gik nok mere op i hans alder, end det som han selv gjorde, men det med fødselsdage og fejring og den slags, var noget som han efterhånden synes, at han var ved at blive lidt for gammel til, selvom han nu heller ikke sagde noget til det som sådan, for det var noget som man efterhånden bare måtte vænne sig til. At hun så direkte åbent kunne sige, at han var usikker, fik ham svagt til at bide sig i læben. Han slog blikket en kende ned, også selvom det var mere for at tænke sig om, selvom.. det var ikke nemt, når han var så letlæselig! ”Jeg.. er temmelig ny herude, så det er ikke noget du skal tage dig af,” bad han endeligt. Hun gjorde det ikke meget bedre for hans del om ikke andet!
Dafnir havde slet ikke nogen anelse om hvad der måtte foregå i Narcissas hoved, eller om der blev lagt planer eller andet, eller generelt bare bagtanker ved hendes mange spørgsmål, for det var slet ikke den måde at tænke på, hans hjerte var indstillet på, på nogen måde! Han nikkede med et stille smil, som han igen vendte sig mod Savannah. Hun var ikke særlig gammel, men hun var der, og det var det som han selv var frygtelig, frygtelig glad for, det var der ingen tvivl om. ”Jeg gør det så godt som jeg nu kan. Jeg gør det måske godt, men selv en som jeg, kan altid blive bedre til det. Man lærer jo trods alt igennem hele livet,” påpegede han ganske sandfærdigt. Denne gang lod han hende dog komme tættere på og strøg Savannah over mulen. Selv hun lød til at nyde af de blide kærtegn, hvilket fik ham til at smile. Savannah var noget af hans kæreste eje. Et sted anså han næsten som at hun var hans, også fordi at det var ham som red hende til, det var ham som passede hende, ja, det var jo ham som gjorde alt. At hun var warlock, var ikke ligefrem noget som han havde regnet med, hvor chokket nærmest måtte vise sig i hans blik! Han vendte blikket let mod hende endnu en gang. ”… Næh.. Den.. havde jeg faktisk ikke lige regnet ud,” endte han stille, som han sendte hende et betydeligt let smil- en kende usikkert, selvom han virkelig forsøgte at skjule det!

[Deleted]

Det var tydeligt at den unge mand var frygtelig forsigtig, hvilket næsten morede hende. Det var dog klogt af ham at være skeptisk, det lod dog ikke til at han direkte var urolig omkring hende mere, hvilket passede Narcissa ganske fint. Det begyndte direkte at gå hende på nerverne at være så sød, særligt fordi hun slet ikke havde været i humør til det netop i aften. Som regel opsøgte hun kun Manjarno når hun havde behov for blot at lade tankerne flyde, og med de mange planer som warlockerne gjorde sig, så havde hun brug for at ligge en plan for, hvad hun kunne gøre for sin kære søster, og langsomt var hun begyndt at overveje om denne unge procianer kunne være den vej ind, som hun nu engang havde ledt efter. ”Nej jeg synes ikke du ser gammel ud, tværtimod, jeg regnede med at du var ung,” påpegede hun roligt. Det uskyldige smil var falmet en smule, udelukkende fordi det ikke direkte lå naturligt til hende at fastholde det gennem s lang tid, og særligt ikke med det humør. Hun havde ikke altid været så kold som hun var blevet, og det var en fordel med de opgaver hun pådrog sig, da hun kunne vende på en tallerken. Narcissa vendte roligt opmærksomheden bort fra Savannah og vendte sig i stedet mod Dafnir, kun for at hæve hånden og langsomt ligge den under hans hage for at hæve blikket mod sig. Han usikkerhed irriterede hende, det var bestemt ikke attraktivt når en mand viste sig som en kujon, men hun så mere opgaven foran sig end det som hun personligt kunne få ud af det. ”Det er okay, Dafnir. Jeg er heller ikke synderligt kendt her.. jeg har.. aldrig rigtigt haft mulighed for at komme hertil,” påpegede hun med et stille smil og lagde hovedet på sned, med et sødt smil. Det var ikke løgn men pynte på sandheden kunne hun altid, det var trods alt hendes erfaring at procianerne hurtigt fandt medfølelse med sine medmennesker, det var let at udnytte. Stille lod hun hånden falde og betragtede den smukke Savannah. Hun havde aldrig set Procias, det havde jo altid været Malisha som havde stået for den slags. ”Selv de bedste har endnu meget at lærer, jeg tror ikke på at man nogensinde bliver en ekspert,” erkendte hun ærligt og trak blot svagt på skuldrene. Vinden legede en smule med de mørke lokker der dansede omkring det uskyldige ansigt. Hun strøg Savannah over mulen og betragtede ham lidt eftersom han mere eller mindre blev tavs. Hun sukkede og rystede på hovedet, det kom han tydeligvis som en overraskelse at hun var et mørkt væsen, desuden blev han usikker, hvilket et sted direkte frydede hende. Måske det ville være lettere at true ham med at tage hende med sig tilbage til Procias, men det andet fik hun vel mere ud af? ”Det gør dig usikker.. jeg forstår ikke hvorfor, jeg har ikke tænkt mig at gøre dig noget,” påpegede hun næsten en smule fornærmet. Hun havde ikke tænkt sig at ligge en finger på ham.. ikke endnu og slet ikke før hun havde fået hvad hun i virkeligheden var kommet efter.

[Deleted]

Det lå faktisk ikke normalt til Dafnir at være så usikker, men i relativt ukendte omgivelser, så var han nødt til at tage sine foranstaltninger, så det ikke endte med at gå helt galt, for det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen måde, om han ellers kunne blive fri for det! Han var normalt en mand, og den eneste i familien faktisk, så selv han følte jo at han havde et ansvar overfor hans kære mor, som han måtte opfylde så godt som det nu var ham menneskelig muligt, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han betragtede hende med en ganske sigende mine, som smilet bredte sig på hans læber. Så gammel var han nu heller ikke. ”Nårh på den måde. Ja… Jeg er godt nok manden i huset, men ikke så gammel,” fortalte han med en rolig stemme, som han roligt vendte blikket mod hende endnu en gang. Savannah var fuldkommen rolig, hvilket også var noget som automatisk førte til, at han gjorde det samme, for så var der vel heller ikke ligefrem nogen grund til yderligere bekymring? Selvfølgelig var han forsigtig, men det havde vel også sin grænse? Desuden ville han heller ikke gøre hende for irriteret ved at virke alt for skeptisk, når han faktisk var ganske nysgerrig af sig. Hånden under hans hage, fik ham til at vende blikket mod hende igen. Umiddelbart virkede hun ikke til at være sur på ham, hvilket selvfølgelig var noget som lettede ham. Han trak svagt på smilebåndet. ”Er du også ukendt her? Tja… vi kan prøve at finde det.. sammen? Altså.. finde ud af stedet her? Manjarno selvfølgelig,” forklarede han. Det skulle jo nødigt ende med at lyde forkert, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for!
Narcissa virkede frygtelig nysgerrig på Savannah og Savannah lod til at være glad for hende, hvilket ikke var noget som han havde noget imod. Så lang tid, at han havde hende med sig hjem igen, så var det vel heller ikke jordens undergang, var det? Han vendte blikket mod hende. Hun gjorde ham nysgerrig, også fordi at han altid havde hørt så mange.. fordomsfulde ting omkring Dvasias, så var han faktisk nysgerrig på at finde ud af det hele på egen hånd, og om det virkelig var sådan at folk beskrev det! ”Nogen ved vel altid mere end andre? Bare tag Nathaniel Diamaqima for eksempel.. En ekspert blev han kaldt af alle,” endte han sigende. Han rettede sig en anelse op, som han tog omkring tøjlerne til Savannah. Det var ikke lang tid, før han var nødsaget til at søge hjemover, og han vidste det jo trods alt også godt. Han kunne ikke blive væk for tid og evighed, for så var det jo kun et spørgsmål om tid, inden hans mor sendte hele kavaleriet efter ham! ”Det er heller ikke min fornemmelse, Narcissa, tro mig! Men.. ja, jeg er vel bare vokset lidt op med de mange fordomme.. for din slags.. Og det er trist.. Jeg vil ellers gerne se med mine egne øjne, at I ikke er så.. morderiske og kyniske som så mange gerne vil have jer til at være.”