The strength to say "I'm Sorry"

[Deleted]

Faktisk så vidste Konstantin ikke om han ville acceptere, hvis Malisha valgte at give op. Han havde altid set hende kæmpe og det var sådan han kendte hende, hende selv havde altid set ned på folk der havde givet op, derfor ville det også forekomme ham underligt. På den anden side kunne han sådan set godt forstå hende, og hun havde jo også klaret sig længe og ikke mindst utrolig godt, han kunne bare godt lide at se hende som leder, han havde jo altid set hvilken glød det havde sat i hendes øjne, når hun havde talt om hvor stolt hun var over hendes bedrifter, samt hun jo altid havde været glad for det, og at se hende så trist nu, var noget som næsten kom bag på ham. Han vidste godt at det var hårdt, men han ville foretrække hvis hun fortsatte kampen og måske bare lavede lidt om i strategien. Strøgene mod hendes kind stoppede han dog ikke, også fordi han kunne se at hun nød af dem, hvilket fik ham til at trække ganske let på smilebåndet. ”Det er heller ikke sundt for dig, ikke at sove Malisha, det er kun et tegn på at du kører alt for meget på dig selv. Du er hård, ikke kun mod andre, men særligt mod dig selv og det har jeg selv mærket ved at massere dig. Og alt føles kun tungere, når du er træt og slet ikke er udhvilet, derfor burde du tænke lidt mere på dine fysiske behov. Desuden så.. ville jeg finde det som en skam hvis du stoppede, jeg har altid set hvor stolt du har været over det, hvilken glød det har sat i dit blik, det ville være synd hvis det stoppede,” svarede han dæmpet og dog sandfærdigt, som han rynkede brynene en anelse. Lidt bekymret var han jo for hende, når hun snakkede sådan, også fordi det slet ikke lignede hende!
Det var ikke fordi Konstantin ønskede at sige noget til at de stoppede det hele, for han ville ikke presse hende til noget, så han respekterede det skam, selvom han naturligvis godt kunne mærke at det var lang tid siden at han i det hele taget havde været en kvinde tæt. Han så let mod hende, som hun lagde sig om på siden og mere ind mod hans favn, for.. så afviste hun ham da ikke helt, og det kunne han godt lide. Han lagde ganske roligt armene omkring hende, hvor han strøg hende blidt over ryggen. At hun så selv strøg ham mod brystet og skænkede hans kæbe et kys, var noget som fik ham til at trække let på smilebåndet. Hendes ord fik ham til at hæve et let sigende øjenbryn, som han så mod hende. ”Malisha, jeg kunne ikke drømme om at presse dig til noget. Og du skal ikke føle dig tvunget til at skulle gøre noget, du ikke føler dig parat til. Jeg venter til du føler dig klar, for du er det værd,” svarede han sandfærdigt, hvor hans blik var lettere kortfattet. Naturligvis var det lidt irriterende at det hele skulle stoppe, også fordi det efterlod ham helt akavet, han var ikke vant til at der var følelser indblandet, for normalt var alt jo bare.. ligegyldigt, der var ingen dybere mening i det, andet end at få tilfredsstillet lysterne, men med Malisha var det helt anderledes og selv det skulle han vænne sig til, også fordi han skulle sætte en anden før ham selv, selvom han altid ville sætte hende foran ham selv, for han kunne ikke drømme om andet! Hun var klart det værd!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde altid været stolt af sine bedrifter, også fordi at hun vidste hvor meget hun egentlig havde kæmpet for at kunne nå derop, hvor hun stod nu, og.. det at give efter for presset, var bare ikke typisk hende, men det var ikke noget som hun kunne gøre for af den grund! Byrden blev tung, og det var noget som for alvor var gået op for hende, da Konstantin havde ligget under jorden og hun havde gjort sine hyppige besøg til hans gravsted. Ja, han havde jo trods alt set hvordan hun havde reageret på det hele, for det havde jo ikke ligefrem været typisk hende. Intet var typisk hende efterhånden, og det var en tanke som virkelig måtte irritere hende for alvor, for hun kunne slet ikke have med den tanke at gøre, og det var noget som i sandhed også måtte irritere hende som intet andet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang, som hun selv bare tog imod de strøg mod hendes kind, for det var noget som hun faktisk godt kunne lide. Han viste at han var der for hende, og selv det, var noget som hun havde brug for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg er ikke mig selv mere, Konstantin.. Jeg er kun en skygge af hvad jeg har været før i tiden.. Og det skræmmer mig. Jeg har ikke sovet ordentligt i den tid du var væk. Jeg kan ikke engang huske om jeg i det hele taget har lukket et øje..” Igen vendte hun blikket væk fra ham. Hun vidste allerede, at han var hende et ømt punkt, og det var faktisk en skræmmende tanke. Hun var virkelig ikke god til det her!
At mærke Konstantin så tæt på, så vidste hun også godt, at han slet ikke var vant til at blive afbrudt midt i det, for det var noget som hans reaktion i det store og hele sagde hende, selvom det slet ikke var noget som hun kunne gøre for, for hun selv skulle vænne sig til hvordan hendes krop faktisk reagerede på det hele, og det var bestemt heller ikke nemt af den grund, men hun forsøgte da om ikke andet! Hans ord fik hendes smil til at brede sig på hendes læber, hvor hun blev liggende i hans favn. Det var faktisk langt mere rart, end det som hun lige havde regnet med, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. ”Jeg.. jeg skal bare finde ud af det hele, så skal det nok komme.. Og hvis jeg er det værd, så håber jeg da, at du også vil vente på.. mig.” endte hun ganske sigende, som hun roligt vendte blikket mod ham igen. Han tog sig af hende, og det i sig selv, var jo noget som hun var nødsaget til at vænne sig til som det første, for hun havde været alene i det som måtte være uger, og det var svært for hende i det hele taget at vænne sig til det, men hun forsøgte virkelig, også selvom det måske ikke ligefrem så sådan ud. Hun lagde sig godt ind mod ham, hvor hun lod øjnene glide i. Hans strøg over hendes ryg, havde en direkte døsende effekt.

[Deleted]

At Malisha ikke var sig selv, var noget som Konstantin godt havde kunnet fornemme siden han var kommet tilbage. Mange ting havde ændret sig, hvor nogle var til det bedre, men der var også noget som var til det værre. At hun så var så trist og opgivende med hele racen og lederstillingen, var noget som kom bag på ham, hvor han heller ikke rigtig vidste hvordan han skulle tage det, for.. hun var jo slet ikke typen som gav op! Det havde hun altid været for stædig til, samt hun altid havde været utrolig viljestærk. Det var derfor underligt at se hende så nedbrudt. Havde hans død virkelig taget så hårdt på hende? Han rynkede let brynene, næsten i en bekymret mine, for hun lød jo helt … syg! ”Sig mig.. det hele er startet efter jeg døde, så.. har min død virkelig påvirket dig så meget?” spurgte han næsten helt forundret. Han havde godt nok altid været der, så havde det været omvendt, så havde han jo nok reageret lige sådan, for det ville være underligt at leve et liv hvor hun altid havde været der, til at hun pludselig var væk og tanken om at hun aldrig kom tilbage, ville nok også have knust ham. Det kom nu alligevel bag på ham at hun havde taget det så hårdt, selvom han havde set hvordan hun havde plejet hans grav, som han selv havde ødelagt. Han havde også lagt mærke til at hun havde gravlagt ham det sted de altid havde været som små og unge. At hun nød af hans strøg, kunne han godt se, hvor det også glædede ham at han kunne have den effekt på hende, for han ville gerne være grunden til at hun var tryg og følte sig tilpas. Desuden så ville han jo gerne være der for hende og ikke mindst vise det.
Det var ikke fordi Konstantin ønskede at føle sig irriteret, men det var alligevel endnu en afvisning og han var virkelig ved at være trætte af dem! Det var jo ligegyldigt hvad han gjorde eller sågar hvad han sagde, så var det forkert og så blev han hugget ned og han hadede den tanke! Han selv havde blotlagt sin sjæl for hende, ved at fortælle hvad han følte og hun havde blot afvist ham, troet at han havde joket, og han var da den sidste der ville joke når det kom til følelser! Han havde måske været sammen med et utal af kvinder, men det var bestemt ikke sådan at han havde følt noget for dem! Og så gjorde det ondt, når hun ikke engang troede på ham. Han ville dog ikke tvinge hende til noget, for det ville kun være urimeligt og sådan var han slet ikke! Ikke overfor hende. Hun var den vigtigste person i livet og derfor respekterede han faktisk også at hun stoppede det, også fordi det var nyt for hende og han vidste det jo. Desuden så kunne han også godt lide at hun ikke trak sig væk fra ham, men faktisk søgte ind i hans favn, for så var han da ikke helt afvist. Han fortsatte de bløde strøg over hendes ryg, hvor han trak på smilebåndet til hendes ord. ”Nu har du ventet så længe på mig, så tror jeg også godt at jeg kan vente på dig,” forsikrede han hende, imens et tilfredst smil gled over hans læber. Han kunne jo faktisk godt lide tanken om at hun havde sparet sig til ham, og han ville jo gerne gengælde det! Han elskede hende og hun var det hele værd! Han havde lovet at han ikke ville være andre kvinder tæt, hvilket var et løfte han havde tænkt sig at holde!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

I det store og hele, så var det Konstantins bortgang, som havde sat gang i det hele, for Malishas vedkommende. Hun havde taget det lidt hårdere, end det som hun selv lige havde regnet med, og det var selv noget som hun var i stand til at mærke sig af, den dag i dag. I den tid han ikke havde været der, havde hun slet ikke været i stand til at hvile, hun havde ikke været i stand til at sove, og det hele var gået op i arbejde, og det var noget som hun i den grad godt kunne mærke sig af i denne stund. Det var helt.. underligt, at slappe af, også fordi at det ikke havde været noget, som hun faktisk havde været i stand til – før nu om ikke andet. Blikket gled mod ham, også selvom det næsten var med forsigtighed, for hun var faktisk bange for at gøre tingene forkert, også fordi at hun vidste, at konsekvenserne af det, ville blive enorme! Og det var slet ikke noget som hun ønskede sig på nogen måde, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for når alt endelig skulle komme til alt! Hun nikkede stumt, for det var vel heller ikke noget som hun direkte kunne sige sig, at kunne gøre noget ved af den grund? Uanset hvor meget hun så end ville det eller ikke, hvilket næsten var det værste af det hele for hendes eget vedkommende, for hun følte, at det var noget som fremstillede hende som svag, og det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre!
Det var slet ikke Malishas mening at skulle gøre Konstantin frustreret, men det at trække den så langt, var slet ikke noget som hun var klar til endnu, og hun ønskede stadig at beskytte sig selv, så selvfølgelig ønskede hun ikke at han bare skulle have lov til at komme så tæt på, så hurtigt! Hun lagde sig godt ind mod ham, også fordi at hun faktisk følte at hun.. kunne smide facaderne, være feminin og kvinde og lade en mand beskytte hende, hvilket faktisk var en fornemmelse, som hun rigtig godt kunne lide, så selv ikke det, var noget som sagde så lidt. Hans ord, var noget som fik et veltilfreds smil til at glide over hendes læber, hvor hun roligt lagde sig godt til rette. Hendes øjne forblev lukket, hvoraf hun næsten bare følte for at give efter for en ellers så utrolig trængende søvn. Hun havde så mange ting i hovedet efterhånden, at hun følte, at det hele var ved at springes! ”Det er jeg glad for at du siger,” endte hun direkte træt, som hun ellers bare blev liggende. At afvise ham helt, ønskede hun ikke, og da specielt ikke nu hvor han allerede havde givet udtryk for at han havde brug for den bekræftelse af hende, og den ønskede hun jo også at give ham, om det var noget som hun ellers kunne komme til. De mørke øjne tvang hun direkte til syne, som hun vendte blikket mod ham. Han troede han kunne vente på hende? Han var desværre nødt til det, hvis han overhovedet ville have en chance med hende.

[Deleted]

At Malisha havde taget hårdt på Konstantins bortgang, var noget som han næsten kunne fornemme på hendes ord og reaktioner. Hun virkede anderledes, langt mere enerådig, hun var opgivende og følte tydeligt presset som kun tyngede hende ned fordi byrden blev stor. Hun havde godt nok skulle tage sig af det hele igennem flere uger alene, men det var vel intet nyt? Det var jo ikke just fordi han som sådan havde hjulpet med noget. Altid havde hun haft hans støtte og det ville han slet ikke lægge det mindste skjul på, hvor han heller ikke havde tænkt sig at bakke ud nu. At hun nikkede stumt til hans ord, fik ham til at lade hovedet søge let på sned, imens hans mørke øjne betragtede sig af hendes, inden et overbærende smil gled over hans læber. ”Kæreste dog.. du må virkelig elske mig højt, hvis det tager så tungt på dig,” svarede han stilfærdigt, hvor smilet kun bredte sig på hans læber. Han ønskede ikke at se hende give alt op, som hun altid havde kæmpet så hårdt for at opnå. Hun havde fortjent sin plads og derfor ville det kun være rigtigt, hvis hun fortsatte, han havde jo selv set hvilket glimt det satte i hendes øjne, hvilket stolthed hun altid havde båret frem med og så havde hun jo altid haft sine egne ambitioner. Det ville være synd at se det hele gå til grunden, for det ønskede han slet ikke!
Det at Malisha endnu ikke var klar til at trække den videre, var noget som Konstantin respekterede, derfor gjorde eller sagde han heller ikke noget ved at hun stoppede det, selvom det naturligvis måtte frustrere ham en anelse. Han ønskede hende dog kun det bedste, og han ville faktisk hellere have at hun var med på vognen, end at hun skulle føle sig presset og tvunget til det, for det var slet ikke meningen! Nu havde hun sparet sig og ventet så længe på ham, så kunne han vidst også godt gøre gengældelse i hendes handling! Det skulle da bare mangle! Han ville jo også gerne vise hende at det var hende han ville have og ikke nogen anden, for sådan var det jo! ”Godt,” hviskede han lettere tilfredst. Hvis hun var glad, så var han også glad, og at hun ikke afviste ham helt, var han jo faktisk helt tilfreds med! Han havde brug for bekræftelse, som han vidste at hun også selv havde, derfor ville han jo også gerne skænke hende den! Han lænede sig mod hende og kyssede hendes pande. ”Vil du have lidt hvile? Du ser mig lidt døsig ud,” spurgte han roligt, som han roligt betragtede sig af hendes smukke ansigt. Han selv havde ikke sovet særlig meget, for han var jo stået ekstra tidligt op for hendes skyld, netop for at gøre tingene gode igen fra i går aftes, hvor han havde lavet morgenmad til hende, og han selv kunne også godt bruge et par flere timers søvn. Han ønskede dog heller ikke at sove hele dagen væk, men et par timer gjorde vel intet? Det var jo stadig tidligt om morgen.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det havde taget vanvittig hårdt på Malisha, at Konstantin slet ikke havde været der mere, og selvfølgelig var det en tanke som gjorde ondt selv på hende, men af den grund, så kunne hun ikke gøre noget ved det nu. Hun havde lagt alt der hed privatliv fra sig, og fuldstændig givet sig hen til arbejdet, også mest for at holde de mange tanker fra sig, for hun ønskede slet ikke at fremstå som svag. At det så havde bidt hende lidt i enden i den anden ende, havde slet ikke været meningen, og det var så hvad hun kunne mærke nu. Byrderne var blevet tunge og de var frygtelig hårde at bære rundt på, men dog af den grund, så kunne hun slet ikke få sig til andet, end at fortsætte med det, for hun var for stædig og for stolt til det andet! Hun vendte blikket mod ham. At han var der, var hun selvfølgelig frygtelig, frygtelig glad for, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om, også fordi at det.. faktisk hjalp hende, at han bare var der, og at han var der for hende og med hende, som han var nu. Hun sendte ham et svagt smil og trak svagt på skuldrene. ”Jeg kan vidst ikke løbe fra, at du har haft en utrolig betydning for mig.. Det gik bare op for mig, da det var for sent..” endte hun dæmpet. Det var jo trods alt ikke en løgn, for det var.. utroligt hvad en bortgang kunne gøre ved en, hvis det var en som man havde frygtelig tæt til sit hjerte, som hun jo faktisk havde med ham.
Malisha var slet ikke klar til at trække den videre endnu, men det skulle vel nok komme på et tidspunkt? At vide at han ville vente på hende, var bare det som hun havde haft brug for at få bekræftet, også fordi at det var noget som hun faktisk havde.. brug for. Hun var måske en leder, var direkte nådeløs, også selvom det i den grad var indenfor sine grænser, og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. Det kunne godt være at det var tidligt og det hele, men selv hun kunne sagtens tage en time eller to endnu, og så tidligt som han havde været oppe, så kunne han godt ligne en som selv kunne bruge en time eller to mere på øjet inden de stod op. Desuden havde han jo faktisk også nægtet hende at arbejde, så hun havde jo faktisk en fridag, hvorpå at hun kunne slappe af, og tage det med ro, og selv det, var noget som hun selv havde brug for, og det var noget som hun følte at hun faktisk.. godt kunne bruge lige nu. Hun lagde sig godt ind mod ham igen, indsnusede hans behagelige duft, som i sig selv, var noget som kunne få hende til at slappe af for alvor og det var rart! ”Lige en time.. Det kunne jeg godt bruge..” endte hun dæmpet, som hun igen lod øjnene roligt glide i. Det tog hende dog ikke lang tid, at skulle give efter for den ellers så tiltrængte søvn, for træt var hun, og nu også med en lettelse i sindet.

//Out

[Deleted]

At Konstantins bortgang skulle tage så hårdt på Malisha at hun nu var helt opgivende og træt, var jo slet ikke meningen! Og selv hvis han skulle falde en dag, og faktisk ikke komme tilbage, så ville han da klart have at hun fortsatte med at kæmpe for det hun holdt af, som han vidste at hun altid havde gjort med sin lederstilling, hun havde jo altid været stolt af at nå så langt, hvilket han slet ikke ønskede, skulle være anderledes! Han forstod dog godt at man kunne miste modet af og til, også fordi at det var et krævende job, for det vidste han jo godt at det var, men så genvandt man modet og kom med nye ideer til at gøre det hele bedre og sådan ønskede han også at det skulle gå for Malisha, og han ville hellere end gerne være med til at genvinde hendes glæde ved at være leder og få modet tilbage! Han ville jo gerne være her for hende, og han ville altid støtte hende! Hendes ord fik ham til at betragte hende i stilhed, inden han lænede sig mod hende og skænkede hendes mundvig et blidt kys. ”Men det er ikke for sent min skat, bare vent og se,” hviskede han sandfærdigt og sendte hende et helt varmt smil, skønt det var en varme der normalt ikke lå til ham, men overfor hende kunne han godt smide facaderne lidt og vise sin mere humane side. For følelser bar selv warlocks inde med, da selv de var menneskelige.
Konstantin var stået ekstra tidligt op for Malishas skyld, for at rode bod på tingene og det havde vel også lykkedes ham med succes? At hun så ikke var klar til at trække den videre endnu, var noget som han respekterede, hvor han heller ikke gad gøre en større sag ud af det, for han ville gerne vise hende at han kun ventede på hende, som hun havde ventet på ham. Selv han var dog træt efter den korte og meget dårlige nat, hvor han selv havde brug for at få et par timer på øjet, for han var faktisk udkørt! Måske han havde sovet tungt, men det var kun på grund af alkoholen, fordi han havde drukket, og det han kunne tydeligt mærke at det ikke just hjalp ham i øjeblikket! Han var ør i hovedet og ikke mindst utrolig træt! Så det at følge hendes eksempel gjorde ham ikke det mindste! Han trykkede hende blidt ind til sig, hvor han greb om dynen og trak den over sig selv, så de begge lå under den, inden han igen slog armene omkring hende, så han kunne holde hende helt tæt. Han kyssede hende blidt mod håret, inden et let smil gled over hans rosenrøde læber. ”Udmærket.. så vækker jeg dig igen,” hviskede han selv i en mere døsig tone, hvor han selv allerede havde lukket øjnene og halvt faldet hen i en søvn. At ligge der med Malisha og vågne op med hende igen, ville han slet ikke have noget imod! For han var sikker på at han ville sove ti gange bedre på disse få timer, end det han havde gjort hele natten, kun fordi hun lå i hans arme! Han selv faldt hurtigt hen i den dybe søvn, hvor han ikke slap taget om hende det mindste..

//Out