The strength to say "I'm Sorry"

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var bange, men af den grund, så var det set ikke noget som hun ville have frem, bare sådan uden videre, for det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre. Hun vendte blikket stille mod ham atter en gang, som hun havde valgt at blotlægge sig selv. Hvis det var det som han havde brug for, så… kunne hun vel godt forsøge med det? Også selvom det næsten gjorde hende panisk i det indre, at skulle skænke ham de ting, for det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre lige nu! Hånden mod hendes kind, fik hende let til at lukke øjnene, for hun kunne ikke undgå at bide sig mærke i det. Hun sukkede dæmpet og vendte blikket mod ham endnu en gang. I denne situation, var det faktisk hende som var den usikre, og det var faktisk en tanke som gjorde direkte ondt selv for hende! Hun trak vejret dybt. ”Jeg ved ærlig talt ikke, om det er et spring jeg vil tage uden at tøve, for jeg ved endnu ikke hvad der venter mig på bunden af det.. Jeg ønsker ikke at frygte de ting, men det er nu og da det jeg gør, og tanken… gør mig vred..” endte hun dæmpet, også selvom hun faktisk mente det. Hun var på ingen måder god til det med at blotlægge sig følelsesmæssigt, for hun var slet ikke god til det med følelser, men denne gang forsøgte hun virkelig, også selvom det på ingen måder var særlig nemt for hende af den grund!
Hånden lod Malisha ligge mod hendes bryst, også fordi at det faktisk var en behagelig fornemmelse at skulle sidde igen med. Han var forsigtig og påpasselig, samt han respekterede hendes grænser, så hun havde faktisk slet ikke noget imod at han berørte hende på den måde, det var der bestemt ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun skød brystet en anelse frem, vel også et tegn til at han ikke behøvede at være så forsigtig. I forhold til de mange andre han havde været tæt på, så havde hun jo absolut ingen erfaring, og selvfølgelig var det en frustration uden lige, for hun ville jo gerne give ham hvad han ville have, og det var slet ikke en tanke som hun brød sig om! Det gav hende mindreværdskomplekser og det alene var noget som gjorde hende vred, for hun havde slet ikke nogen grund til det! Hun havde jo for pokker da sparet sig til ham! Tungen strøg hun let over læberne, som hun roligt vendte blikket mod ham igen. Hans ord lettede hende, også selvom hun var nødsaget til at tage hans døde måneder i mente. ”Du har også været død halve af dem, og det er sikkert kun fordi jeg har været under dit tag.. Hvad hvis jeg ikke havde været her..?” Det kunne godt være, at det var at stille det lidt på stilk, men hvad skulle hun da gøre? Hun var nødt til at vide det hele med sikkerhed, og det var noget som hun havde brug for at vide lige nu og her! Svagt trak hun på smilebåndet. ”Du var også den eneste som gav mig chancen.. andre betragtede mig som en kvinde.. svag af køn, og uden nogen fremtid,” påpegede hun dæmpet. Løgn var det jo trods alt heller ikke.

[Deleted]

Konstantin vidste godt at Malisha altid havde hadet at være usikker og bange, men det var nu engang en del af det at være menneskelig og uanset hvor hård og barsk hun optrådte, så var hun inderst inde menneskelig, med menneskelige behov og følelser, ligesom alle andre. At hun lukkede øjnene og tilmed sukkede dæmpet ved hans blide strøg over hendes kind, fik ham til at trække let på smilebåndet. Han var glad for at hun lagde kortene på bordet, skønt hun hadede at være blotlagt på den måde, men han ville jo også gerne vise hende at hun kunne stole på ham, desuden så kunne han godt lide at være den der bragte hende den form for tryghed som hun havde brug for. Det glædede ham meget at hun forsøgte, for mere krævede han faktisk heller ikke af hende. ”Ingen af os ved hvad der ligger på bunden, for ingen af os ved hvad fremtiden bringer, men jeg ved hvad jeg vil have, og jeg vil have dig. Det eneste jeg ønsker af dig er, at du tør stole på mig, jeg har aldrig svigtet dig og det ønsker jeg bestemt heller ikke!” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et betryggende smil. Han ville ikke have at hun skulle være bange for at tage springet med ham, måske hun ville tøve en anelse, men så længe hun sprang med ham, så var han da tilfreds!
Konstantin var lidt usikker på hvad Malisha ville hen med hendes handling, ved at have lagt hans hånd mod hendes blottede bryst, eftersom hun viste at han godt måtte berøre hende, og han var naturligvis glad for at hun viste ham den tillid, hvor han også ønskede at vise at han respekterede hendes grænser, for han kunne aldrig drømme om at gøre noget som ville bringe hende ubehag. Han vidste godt at hun havde brug for bekræftelse, som han selv havde og han ønskede at give hende den, men det krævede også at hun stolede på ham og troede på hans ord. ”Malisha, jeg har altså kun været død i nogle uger. Du boede hos mig i flere måneder, inden jeg døde, og der er allerede gået nogle uger efter min genopstandelse. Men det er underordnet, og glem nu hvad nu hvis, det er ligegyldigt! Det som er vigtigt, er at du er her, samt at jeg har givet dig mit ord på, at jeg ikke vil se nogen anden kvinde. Du er den jeg vil have,” svarede han sandfærdigt, hvor det denne gang var hans tur til at tage omkring hendes hånd, hvor han lænede sig en anelse imod hende, imens han placerede hendes hånd mod hans bryst – udenpå den hvide T-shirt – så hun blev i stand til at mærke hans hjerte slå indenunder, „den store forskel er, at du har mit hjerte, og det er der ingen der kan tage fra dig.” Han nikkede bestemt og bekræftende, for at vise at han mente sine ord, hvor alvoren også stod ud af hans øjne. Han ønskede virkelig kun hende og det var præcis sådan som hun var, der var han jo ligeglad med alle andre tøser, for de betød intet for ham! ”Jeg har altid set dig Malisha. Jeg så potentiale i en lille pige og jeg så hende udvikle sig, slå de andre drenge, for selv at blive en voksen, moden og stærk kvinde, som har kæmpet hele sit liv, for at nå til den plads hun har den dag i dag. Jeg kan ikke blive mere heldig, end at have den stærke kvinde ved min side. Jeg vil ikke have nogen andre,” fortalte han roligt og med en sandfærdig tone.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var bange, og det var ikke noget som hun kunne gøre for! Lige der var hun mere menneskelig, end det som hun egentlig ville være ved, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, for hun var en leder, og hun var så sandelig også nødt til at fremstå derefter, også selvom det var meget sværere når hun var omkring ham, end det som hun ellers kunne sige sig, også fordi at hun stolede på ham, hun kendte ham og hun havde kendt ham stort set igennem hele hendes lange liv, så selvfølgelig var selv det noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Springet med ham, var hun end ikke sikker på, at hun ville tage, også fordi at hun ikke vidste hvad hun havde ventende på bunden af det, og det var mere end nok til at kunne afholde hende fra at tage det spring med ham! Hun vendte blikket stille op mod ham igen. ”Du har måske aldrig svigtet mig, og jeg stoler skam på dig. Det er slet ikke der, mit problem ligger,” endte hun dæmpet, for løgn var det jo trods alt heller ikke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg ved ikke hvad fremtiden bringer.. Jeg lever et risikabelt liv som en leder for en race som kan have svært ved at følge mig, på grund af mit kvindelige køn, Konstantin..” Et sted så søgte hun vel bare efter undskyldningerne, også fordi at følelser blotlagde hende, og det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre!
Hånden lod Malisha hvile mod hendes bryst. Hun ønskede at lade ham vide, at hun stolede på ham, og at hun vidste at han ikke ville gøre ham ondt. For ikke at glemme, at han endnu ikke havde fjernet hånden, så håbede hun vel også, at det var en fornemmelse som han godt kunne lide? At mærke hende så tæt på, for det var han faktisk den første som havde fået lov til! Hun trak vejret dybt, og vendte blikket sigende mod ham endnu en gang, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Bange var hun.. virkelig, virkelig bange et sted, og hun hadede virkelig den tanke! ”…” Hun nåede ikke rigtigt at sige noget, før han havde taget hendes hånd og lagt den mod hans bankende hjerte. Selvfølgelig var det en fornemmelse som hun godt kunne lide, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hendes tommel strøg roligt over hans bryst. Hans ord gjorde hende glad, for det var da også tydeligt at hun havde gjort sit indtryk på ham, og den tanke havde hun bestemt heller ikke noget imod. Hun havde kæmpet, og hun vidste, at det var noget som hun skulle gøre for resten af livet, også fordi at hun var i den stilling som hun havde, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som sagde så lidt i den anden ende. ”Du var stadig den eneste som gav mig muligheden for at bevise det. Jeg møder konstant modstand, Konstantin, og du ved lige så vel som jeg, at det aldrig nogensinde vil stoppe.. Ikke så lang tid, jeg har den magt som jeg har nu.. De uger du var væk, var helvede for mig.. Og det er det stadig..” Hun vendte blikket en anelse væk fra ham, for selv for hende, var det en stor indrømmelse, men løgn var det jo trods alt ikke. Hun vil møde modstand resten af livet!

[Deleted]

Konstantin kunne godt mærke på Malisha at hun ikke var meget for at blotlægge sine følelser, hvilket han sådan set godt kunne forstå, for det brød han sig heller ikke om, men han vidste hvad han ville have og derfor så havde han heller ikke noget problem med at gøre det, hvis det kunne bringe ham tættere på det han ville have. Han var dog usikker på Malisha, hun sagde at hun ønskede at trække trolovelsen videre, men som altid føltes det bare at hun kom med afvisning efter afvisning, og han gad snart ikke vente længere, for nu havde de gået snart et helt warlocks livstid igennem uden at det er blevet til mere, og han gad ikke gå i døden igen, eller lade hende gøre det, uden at han havde nået at få samlet sit puslespil. Hun var den sidste manglende brik i det, og han ønskede at få det løst! At hun stolede på ham, glædede ham, men hvis hun ikke turde tage springet med ham, så stolede hun jo ikke nok på ham og den tanke gjorde faktisk ondt. ”Vi lever begge et risikabelt liv Malisha, men det skal bestemt ikke forhindre mig i det jeg ønsker. Jeg døde og det fik mig til at tænke på at jeg ikke ønsker at det skal ske for alvor, uden at jeg nåede at få drømmekvinden ved min side,” svarede han sandfærdigt. Han ønskede at der skulle gøres noget ved det! Han ønskede jo hende og kun hende!
Selvfølgelig kunne Konstantin lide fornemmelsen af hendes nøgne krop under hans hånd, for hun var en smuk og attraktiv kvinde, der havde de helt rigtige former de helt rigtige steder. Han var dog en anelse usikker på hvad hun helt præcist ville have ham til at gøre eller om der overhovedet lå en hentydning bag hendes handling, men én ting var sikkert; han ville aldrig gøre noget mod hende, som hun ikke selv ville have! Hvis noget endelig skulle ske, så ville han have hende med på vognen. At flytte hendes hånd til hans eget bryst og hjerte, var mere for at vise hende at han faktisk mente sine ord, for det gjorde han! Han havde måske været sammen med andre kvinder, men det ville han gerne stoppe, hvis han kunne få hende, han ville end ikke så meget som se efter en anden kvinde, hvis han kunne få hende, der lå under ham. At hun strøg sin tommel over hans bryst, fik ham til at trække let på smilebåndet, hvor han selv trykkede blidt omkring hendes hånd, som han endnu holdt om. Han nikkede roligt medgivende til hendes ord. ”Der vil altid været modstand i livet Malisha, sådan vil det være for os alle. Og jeg ved at modstanden kan være værre for dig end for mange andre, netop fordi du er leder, men jeg vil altid stå ved din side Malisha. Hvis der endelig skulle komme en så stor modstand, der er en større mundfuld for dig, så vil jeg stå ved din side og hjælpe dig, støtte dig og være der for dig, som jeg altid har gjort. Du har altid haft min troskab og loyalitet, og nu har du også mit hjerte, og jeg vil ikke have det på nogen anden måde,” svarede han sandfærdigt. Han trak roligt hænderne til sig, som han flyttede på sig, hvor han lagde sig ned over hende i stedet for. Han sendte hende et let smil, som han løftede sin hånd og strøg den mod hendes kind. ”Jeg vil have at du skal tage det endelige spring med mig, jeg vil have at du skal være min hustru, jeg kunne ikke ønske mig nogen anden end dig,” svarede han i en dæmpet og dog sandfærdig tone, inden han trykkede sine læber imod hendes i et dybt og lidenskabeligt kys.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha brød sig slet ikke om at skulle blotlægge sig på den måde, for hun følte sig sårbar og svag, og det at skulle åbne op og fortælle en anden om hendes svagheder, var slet ikke noget som hun brød sig om! Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. Hun stolede skam på ham, men var bange af den grund, også fordi at hun slet ikke var sikker på, at hun i det hele taget var god nok, og den tanke var næsten noget af det værste af det hele, det var der ingen tvivl om overhovedet. Svagt bed hun sig i læben og vendte blikket kort væk fra ham igen. Hun trak vejret dybt. ”Jeg ønsker ikke at være et ømt punkt for nogen..” begyndte hun dæmpet, som hun igen vendte blikket op mod ham. Han var allerede et frygtelig ømt punkt for hende, også selvom det var noget som hun havde gjort sit for at skjule for Vladimir tilbage i sin tid, for han havde vel ikke mærket sig af det? Hun blinkede svagt med øjnene igen. ”Jeg ved ikke hvad døden har gjort med dig. Jeg har kun været tæt på den selv, men ikke desto mindre, så… Jeg ved ikke.. Jeg ved virkelig ikke..” Denne gang var det en betydeligt større frustration at spore i hendes stemme. Tanken skræmte hende, og hun kunne virkelig ikke have med den at gøre, om det var noget som man nu ville det eller ikke!
At Konstantin fjernede hånden, var slet ikke noget som hun sagde noget til, hvor hun selv roligt tog sin til sig, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Svagt bed hun sig i læben og uden at tage blikket væk fra ham. Modstanden for hendes vedkommende havde været stor, og den blev kun værre, og det vidste hun godt. Hun sukkede dæmpet. Det var jo også derfor, at det var svært at slappe af, for det var slet ikke noget som lå til hende på nogen måde! Hans ord varmede hende virkelig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, selvom det måske ikke ligefrem var en taknemmelighed som hun var særlig meget for at vise, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det nu måtte være i den anden ende. ”Jeg har stået overfor min største modstander, og du var der ikke.. Jeg så ham i din beklædning, og allerede der, vidste jeg, at jeg ikke kunne slå ham. Byrden er ved at blive frygtelig tung for mig at bære, og de fleste, stoler end ikke på mig som deres leder, netop fordi at jeg er en kvinde. Det er ikke nemt længere, Konstantin.. Det begynder at blive tungt..” Det var meget for hende at indrømme, også fordi at det ikke var noget som hun bare gjorde for at gøre det, men fordi at det virkelig, virkelig var tungt for hende at bære den! At han lagde sig over hende og strøg hendes kind, havde hun ikke noget imod, for det var noget som hun faktisk godt kunne lide. Svagt lukkede hun øjnene og med et dæmpet suk, som hun igen vendte blikket mod ham. ”Det.. det betyder meget for mig,” endte hun med en dæmpet stemme, som hun lod sine læber møde hans i kysset. Hun gengældte det, og uden at tøve det mindste!

[Deleted]

Selvom Malisha ikke brød sig om at blotlægge sig selv og sine følelser, så var Konstantin faktisk glad for at hun fandt modet til at gøre det, for han havde brug for at høre tingene fra hendes side af, så han vidste hvad han kunne forholde sig til. Det var jo heller ikke fordi han ville håne hende for det at hun var bange, for han forstod hende jo sådan set godt, men det forhindrede dog ikke ham i at opnå det han ville have, og han ønskede hende. Han lod hovedet søge en anelse på sned ved hendes ord. Hun ønskede ikke at være nogens ømme punkt? Det var jo lidt for sent. ”Malisha.. Alle har ømme punkter, alle har svagheder, som kan rammes på den ene eller den anden måde. Den enorme betydning du har for mig, gør dig til et af mine, men det er jo intet jeg kan ændre på. Ingen er herre over sine egne følelser, og jeg kan fortælle dig, at selvom jeg er én af dine ømme punkter, så skal det ikke stå i vejen for dit arbejde, for jeg kan godt passe på mig selv,” svarede han roligt. Han var måske gået i døden én gang, men det var også kun fordi han knap havde kunnet røre sig og det at forsvare sig havde opbrugt hans kræfter hurtigere end han kunne nå at tælle til ti, så han havde været et let offer for den vampyr, men nu var han ikke svækket, så han kunne sagtens klare sig selv! Han kneb øjnene en anelse sammen. ”Hvad ved du ikke? Om du vil have mig ved din side?” spurgte han sagte. Han ville vide hvad han kunne forholde sig til og hvad han skulle regne med.
På Malishas ord kunne Konstantin godt tyde at meget trykkede hende og at hun var en anelse opgivende, selvom han vidste at hun aldrig ville lade sig bukke under, for det var hun for stolt og stædig til – så godt kendte han hende dog! Det glædede ham dog at hun faktisk fortalte det til ham og delte sine byrder med ham, for han ville jo gerne hjælpe hende af med dem! – som han altid havde gjort i sin tid. Han sendte hende et skævt smil, imens de mørke øjne ikke forlod hendes egne, som han så lettere intenst og helt lidenskabeligt ind i. ”Måske.. men du overlevede trods alt mødet med ham. Og jeg var svag i det øjeblik, det at forsvare mig tog på mine kræfter, så jeg var et let bytte. Nu har jeg min fulde styrke igen og så skal der mere til for at knække mig. Og jeg forlod dig jo trods alt ikke, for jeg kom tilbage til dig, og jeg vil altid stå her ved din side, være dig trofast og hjælpe dig i nødens stund, som jeg har gjort så mange gange. Desuden, så viser du hele tiden din styrke og dit værd som leder, der er endnu ikke nogen som har stillet sig op imod dig,” svarede han roligt, hvor han sendte hende et opmuntrende smil. Han ønskede ikke at hun skulle give op, ikke når hun var kommet så langt, for han var der og han ville støtte hende i tykt og tyndt! Kysset som hun valgte at besvare, var noget som fik ham til at trække let på smilebåndet, selvom han denne gang ikke brød det, men holdt på det, hvor han gjorde det langt mere intenst og lidenskabeligt, imens hans øjne let lukkede sig i.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var slet ikke meget for at blotlægge sine følelser bare sådan uden videre, for hun kunne virkelig ikke have tanken om at stå sårbar, for det følte hun at hun gjorde nok i forvejen, bare ved at være en kvinde, for det var som om.. at folk ikke rigtigt troede eller stolede på hende mere, og det var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun vendte blikket væk fra ham. Det hele var svært for hende, hun var usikker, brød sig ikke om følelser, og da slet ikke dem som hun sad inde med, for det var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund, og det var en tanke som hun kun direkte måtte hade, for det var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre. Hun sukkede dæmpet og bed sig svagt i læben, som hun igen vendte blikket sigende mod ham endnu en gang. ”Jeg er ikke i tvivl om, at du er i stand til at passe på dig selv, Konstantin, men jeg.. så hvor lidt der egentlig skulle til, for at tage dit liv.. Livet er sårbart, jeg er sårbar, og jeg er.. træt.. Jeg er virkelig træt..” endte hun med en dæmpet stemme. Det var efterhånden ved at være hårdt for hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun rystede på hovedet. Hun vidste skam godt hvad hun ville have, det var jo slet ikke det! ”Jeg ved hvad jeg vil.. Og det ved du godt..” endte hun stilfærdigt. Hun havde jo altid været frygtelig målbevidst!
At have Konstantin tæt på sig, var slet ikke noget som Malisha havde noget imod, men det hele var ved at være trættende, og byrderne var ved at blive frygtelig tunge for hende at sidde igen med, også fordi at hun følte at hun stod med det hele alene, og det var ved at være hårdt, og det at sige det, var næsten det som var endnu hårdere for hende! ”De har ikke stået op mod mig endnu, men jeg ved at det sker.. Jeg ved at det sker dem før eller siden, og det er.. hårdt.” Svagt bed hun sig i læben, for løgn var det jo trods alt heller ikke, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun trak vejret dybt. ”Respekten for mig, faldt umiddelbart efter du forlod os, Konstantin.. Og jeg skal endnu kæmpe for at vise det værd, som jeg har gjort i årevis..” Efterhånden begyndte det at blive hårdt for hende, og nemt var det jo ikke ligefrem, men hun gjorde det jo alligevel af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende.
Kysset var noget som allerede omgående havde fået Malisha til at tie, også fordi at det var noget som hun havde haft brug for – Bekræftelsen. Det var bekræftelsen i det, som hun virkelig godt kunne lide, og det var noget som hun slet ikke ønskede at give det mindste slip på, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for. Øjnene gled varsomt i, som hun roligt tog den ene hånd til sig, som hun strøg prøvende over hans kind. Det her, var bestemt ikke af den slags, som hun var særlig god til, men hun forsøgte da!

[Deleted]

Konstantin lyttede hellere end gerne på Malishas problemer, hvor han godt kunne mærke at det hele tyngede hende. Han vidste godt at hun håndterede deres race med en hård og barsk hånd, hvilket mange ikke brød sig om. Han selv havde været med til at udføre nogle af hendes planer, såsom ved at udsætte deres race for testen i hans arena. Han selv havde været en anelse imod visse af principperne i testen, såsom at det skulle være til døden, for mange af de stærke warlocks var også gået til under den. Malisha havde dog altid været en kvinde med mange skøre planer, hvor han godt vidste at han ikke altid havde støttet hende i dem alle, men derfor havde han altid stået ved hendes side og hjulpet hende, hvis det endelig skulle gå galt. At hun vidste hvad hun ville, var han såmænd godt klar over, men det lød alligevel til at hun tøvede og det kunne han ikke rigtig bruge til noget, for han ville have et klart svar på om hun ville have ham eller ej. Han gad ikke blive ved med at vente i en evighed, for han havde ikke en evighed! Han havde selv set hvor let man kunne miste livet og det var også det som havde åbnet hans øjne. Han lod hovedet søge let på sned og rynkede let brynene til hendes mange ord. Hun fandt det tydeligvis hårdt, og det var tydeligt at hun altid havde nydt af hans støtte, selvom de også havde haft flere år hvor de ikke havde haft kontakt med hinanden, sådanne perioder havde de faktisk haft nogle stykker af. Da hun var kommet til ham for at få hjælp med testen af deres race, der havde de ikke haft kontakt i nogen år, eftersom hun havde haft sit liv og han havde haft sit. Aldrig havde de gjort noget ud af trolovelsen, eftersom det først var her til sidst, og det fandt han lidt som en skam. ”Du lyder snart som én der overvejer at stoppe som leder?” Han betragtede hende spørgende, eftersom det mere var et spørgsmål end en konstatering. Han vidste at hun altid havde nydt af det, også fordi hun vidste at hun havde kæmpet så hårdt for at nå så langt, og det ville jo næsten være synd, hvis hun valgte at opgive det hele bare uden videre. ”Respekten kan du jo altid vinde igen Malisha, du kan altid ændre på din strategi og den måde du styrer vores race på,” svarede han roligt, som han sendte hende et svagt smil.
At Malisha valgte at give sig hen til Konstantin og kysset, var noget som glædede ham, hvor han smilede indvendig. Hendes hånd mod hans kind, fik ham til at sukke ganske dæmpet, hvor han trykkede sig en anelse tættere mod hende – skønt det var svært når han allerede lå så tæt på hende han kunne i øjeblikket. Han brød dog ikke kysset, da han godt kunne lide at mærke hende på den måde, og han selv ville jo også gerne vise hende at han faktisk ønskede hende og ingen anden tøs. Han havde måske været meget af en player i sin tid, men hvis han kunne, ville han hellere end gerne holde sig til kun hende.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var slet ikke fordi at tilværelsen havde været nem for Malishas vedkommende, men hun havde virkelig gjort det så godt, som det nu havde været hende menneskelig muligt. Tanken var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre, også fordi at hun var nødt til at skulle fortælle ham det, nu hvor han selv bad hende om det, og nu hvor hun var blotlagt fra start af, så kunne hun jo lige så godt skænke ham det hele, for det andet, var slet ikke noget som man kunne bruge til noget som helst, og det var jo det, som hun vidste fra før af. Hun bed sig svagt i læben ved hans konstatering. Igennem de uger han havde været væk, så havde hun virkelig overvejet at kaste det hele fra sig, for det havde bestemt heller ikke været nemt for hendes vedkommende, selvom hun virkelig havde forsøgt, og så godt, som det nu var hende menneskelig muligt. ”Du får det til at lyde, som jeg burde trække mig..” endte hun ganske sigende, for det var jo ikke ligefrem en løgn. Hvis det var den konstatering som han gjorde sig, så var det jo ikke ligefrem fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for hende, for det var på ingen måder særlig nemt! Det var trættende at skulle kæmpe hele tiden og hele sit liv, også fordi at det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre af den grund. Hun var for stædig til at give op, men det var ved at blive frygtelig tungt for hende at bære den byrde alene, og det var bestemt heller ikke noget som hun kunne gøre for! Selv hun var jo ved at være oppe i alderen.. og hun havde jo været tæt på at miste livet, selv så mange gange, og det var noget som ikke ligefrem gjorde det meget bedre af den grund. ”Den dag jeg lægger det om, fra det jeg har gjort siden første dag, så går det galt.. Det lurer i undergrunden. De venter bare på en mulighed for at slå til,” endte hun dæmpet og med en let vrissende tone. Warlockerne havde måske aldrig været et tæt sammenskruet samfund, men dog så lå det der jo trods alt af den grund, og det vidste hun. Der var jo en grund til at racen havde en leder!
At give sig hen til Konstantin, var faktisk en utrolig rar fornemmelse at sidde igen med, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om, når det endelig skulle komme til stykket. Det var ikke ligefrem fordi at hun kunne prale af den største erfaring, for.. det hele var nyt for hende, og der måtte han jo vise hende, hvordan man gjorde de forskellige ting. En leder, så gammel som hun var ved at være, og aldrig været nogen tæt – ja, hun kunne skam godt se hvorfor han havde svært ved at tro det, men det var nu bare sådan at det måtte være, for det var jo ikke ligefrem en løgn, og et sted så var det selvfølgelig ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hånden mod hans hånd, gled forsigtigt om hans nakke. Hun var på ingen måder tryg, men han gjorde hende rolig, og det var alt sammen noget, som hun var frygtelig, frygtelig glad for!

[Deleted]

Konstantin hævede sigende et øjenbryn til Malishas ord, eftersom hun fremstillede det som om han havde sagt det hele i en konstatering, skønt det mere havde været et spørgsmål. Sådan som hun fremstillede det med at hun var træt og at den konstante modgang var hård, så lød hun som en der godt kunne tage det op til revurdering. Hun tog dog fejl af hans ord, for han mente at hun skulle fortsætte og kæmpe som hun altid havde gjort, det var hun jo vant til, så han var slet ikke i tvivl om at hun nok skulle klare sig! Han rystede let på hovedet. ”På ingen måde Malisha. Jeg ønsker at du skal fortsætte, jeg ønsker at du skal genvinde modet og tage det i stiv arm, som du altid plejer. Du er en stærk, kløgtig, snu og strategisk kvinde, der sagtens kan holde sammen på vores race. Du har bare valgt at gøre det på en meget barsk måde,” svarede han sandfærdigt, hvor han sendte hende et opmuntrende smil. Han ville altid støtte hende og være der for hende i nødens stund, selvom han godt vidste at hun havde haft det hårdt. Han kunne også godt mærke at de uger han havde været død, havde forandret hende en smule, hvor han gik ud fra at hun havde haft det hårdt – som hun selv sagde. Hendes ord fik ham til at blive en anelse bestemt i minen. ”Hey..! Du skal bare vise at den bedste leder for dem, er dig, det kan du sagtens. Der er ingen der siger at du skal lægge alt om. Men indtil videre har du valgt at styre vores race på deres frygt, ved at være så barsk og hård. Du viser dit værd hele tiden, men glem ikke at du ikke skal lede racen for din egen skyld, men netop for racens skyld. Jeg tror det er vigtigt at du begynder at fokusere mere på hvad der er bedst for racen i deres syn, frem for i dit eget. Du har magten til at lede folket i den rigtige retning, find ud af hvad de ønsker og forventer af dig som leder, og se om du kan tilfredsstille dem, så vil de være med dig og ikke mod dig,” svarede han sandfærdigt, som han blidt strøg hende over kinden. Han ønskede ikke at hun gav op, tværtimod ville han foretrække at hun fortsat og han hjalp hende gerne videre ved at være hende trofast og give hende råd, når hun var så langt nede som hun var i øjeblikket.
Måske Malisha ikke bar den største erfaring, når det kom til det at være en anden tæt, men det var noget som Konstantin hellere end gerne indviede hende i, så hun faktisk kunne føle sig tryg og rolig samtidig. Han kunne ikke drømme om at gøre hende ondt, tværtimod ville han kun bringe hende nydelse og give hende den bekræftelse, som han vidste at hun havde brug for, så hun vidste at han så hende og ingen anden. Han var faktisk stolt af sig selv, over at han faktisk havde formået at holde sig væk fra andre i så lang tid, selvom han også håbede at hun kunne se det, for hun afviste ham jo altid og kritiserede ham næsten kun, hvor han selv havde brug for bekræftelse på at det han gjorde var godt nok for hende. Næsten varsomt lod han sin hånd lægge sig mod hendes nøgne lår, som han gav sig til at stryge ganske blidt, imens han gjorde kysset en anelse dybere, skønt det stadig var længselsfuldt efter hende.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha valgte endelig at åbne sig op for et andet individ, og faktisk fortælle hvordan hun havde det. Det var bestemt ikke fordi at hun havde lyst til at give op, for det var slet ikke det! Hun vendte blikket direkte i retningen af ham, også for at understrege, at det slet ikke var noget som hun fandt sig i, på nogen måde overhovedet, men det var nu bare sådan at det måtte være. Næverne knyttede hun en anelse, som hun svagt bed sig i læben. Det var ikke ligefrem fordi at det var nemt for hende af den grund! ”Hvordan skulle jeg ellers gøre det? Jeg er en kvinde, som valgte at tage posten som min egen, jeg valgte at hoppe direkte ind i det som jeg gjorde, og det er ikke noget som enhver anden kvinde gør. Du så min modstand i starten.. Den er blevet værre nu,” endte hun ganske kortfattet. Ja, hun havde taget hans bortgang lidt hårdere end det som hun nu lige havde troet, og det var noget som alle andre havde kunne mærke, og det var selvfølgelig kun noget som stillede hende i et frygtelig dårligt lys, og det var ikke noget som man bare sådan uden videre, kunne komme ud af igen, og det vidste hun udmærket godt! At han skulle rette på hende, var slet ikke noget som hun havde det nemt med, også selvom hun vidste, at han kun gjorde det for at hjælpe hende, selvom det alligevel gjorde hende en smule hidsig. ”Du får det til at lyde, som havde det været en nem ting, men det er det altså ikke.. Jeg møder større modstand nu, end det som jeg gjorde i starten. Jeg har ikke tænkt mig at give op, men jeg føler kun byrden er tung, og den begynder at tunge mig ned..” endte hun med en ganske kortfattet tone, for det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt, også fordi at tanken faktisk frustrerede hende!
At mærke Konstantin så tæt på hende, var noget som virkelig efterlod Malisha med en kraftig hjertebanken, for det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende. Kysset kunne hun slet ikke nænne at bryde, og specielt ikke nu hvor hun faktisk havde ham så tæt på sig, hvilket kun var noget som gjorde det bedre. Hun elskede ham jo, også selvom det ikke var ord som havde forladt hendes strube, og sikkert ikke kom til det, men det var nu bare sådan at det måtte være! Hånden mod hendes lår, var ikke ligefrem hvad hun havde ventede sig eller regnet med, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Kysset brød hun næsten i overraskelse over hans måde at gå frem på, også fordi at det slet ikke var noget som hun kunne sige sig, at have regnet med, for det havde hun slet ikke! Hun vendte blikket stille mod ham, hvor hun svagt bed sig i læben. Han var langt mere erfaren end det som hun var, og hun var virkelig ikke tryg på det her, også fordi at det var så nyt, og det var så fremmed for hende, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun rystede stille på hovedet. ”Det.. undskyld,” endte hun dæmpet.

[Deleted]

Konstantin var kun glad for at Malisha viste ham den tillid og åbnede sig for ham, for det var jo noget som selv han havde brug for, at vide at hun faktisk stolede nok til at åbne sig og blotlægge sine følelser på den måde hun gjorde. Han havde heller ikke tænkt sig at skyde hende ned, eller håne hende for det som gik hende på, og han fandt hende ikke svag bare fordi hun fandt sit job hårdt, for det at være leder, var nemlig frygtelig hårdt! Han havde aldrig prøvet det, men han måtte erkende at han heller aldrig havde haft lyst til at tage den stilling, han anså ikke sig selv som leder, det var nok en kvalifikation han manglede, for han var en forretningsmand og havde altid handlet for sit eget bedste frem for andres bedste, derfor så ville han nok ikke være særlig god til det, for han vidste jo også godt at man ikke kunne tilfredsstille alle, så at hun fandt det svært kom ikke bag på ham. At hun begyndte at bruge den hårdere tone imod ham, når han kun forsøgte at hjælpe, var noget som irriterede ham, for han ville slet ikke være belærende! Hendes problem var netop at hun altid havde handlet mere for sin egen skyld end for racens bedste, og hvis hun ønskede at beholde sin stilling, måtte hun jo nok gøre lidt om, for ellers gik det kun galt. ”Jeg prøver ikke på at være belærende Malisha. Jeg synes det er stærkt at du fortsætter og ikke giver op, for jeg ønsker ikke at du skal opgive det, når du nu er kommet så langt. Men jeg ved godt at det er et hårdt og ikke mindst krævende arbejde, og jeg ville skam ønske at jeg kunne hjælpe dig af med din byrde, men selv det er lettere sagt end gjort,” svarede han sandfærdigt og ganske roligt, hvor hans mørke øjne ikke veg væk fra hendes egne.
Det var rart at mærke Malisha så tæt på sig, også fordi Konstantin slet ikke havde været en kvinde tæt i utrolig lang tid! Han bar skam inde med en kæmpe lyst, selvom han forsøgte at undertrykke den hele tiden, netop for ikke at lade sig fristes og det var heller ikke sket endnu! Han kunne dog ikke lade vær med at blive fristet, når han lå der med den kvinde som bar hans hjerte og som faktisk var den eneste han ønskede så tæt på sig, selvom han var usikker på hvor langt hun selv ville gå. Som hun brød kysset, så vendte han blikket mod hende, hvor overraskelsen i hendes øjne, fik ham til at trække hænderne til sig. Han rømmede sig kort. At hun undskyldte fik ham til at rynke en anelse forvirret med øjnene, for det var jo ikke hende der havde gjort noget galt. Han smilte overbærende til hende og rystede let på hovedet. ”Du skal ikke undskylde,” svarede han dæmpet, som han kort strøg tungen over sine læber og svagt bed sig i den bløde underlæbe. Han vidste jo godt at det hele var nyt for hende, selvom han gerne ville vise hende at der intet var at frygte ved det. ”Skal vi.. stoppe?” spurgte han mere dæmpet end tidligere, hvor han så på hende med en anelse usikkerhed i blikket, fordi han ikke helt vidste hvad hun faktisk ville.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde nu valgt at blotlægge sig for Konstantin, men at han så skulle tage den tone i brug når det kom til hende, var slet ikke noget som hun fandt sig i på nogen måde, og det vidste han så sandelig også godt, for hun kunne virkelig ikke have det! Blikket vendte hun direkte i hans retning, og uden at se det mindste væk, også fordi at det slet ikke var noget som hun gjorde med vilje, for det var egentlig ikke hendes mening at tage den tone i brug overfor ham. Næverne knyttede hun ganske let, som hun bed sig i læben igen. Hun vendte blikket væk fra ham, næsten som havde det været.. skam. Det var ikke nemt at finde ud af det hele, og det var en byrde som efterhånden blev tung at skulle gå rundt med på egen hånd, for det var slet ikke noget som lå til hende på nogen som helst måde overhovedet! Hun var bare for stædig til at give op på den og det var der hele forskellen lå for hendes vedkommende! ”Det behøver du ikke fortælle mig, Konstantin, for jeg ved godt, det ikke er gjort så let, som det er at sige, men det er hårdt for mig.. Det er en byrde som kun bliver tungere og tungere, og jeg bliver ikke ligefrem yngre af den grund,” mumlede hun spidst. Hun vidste ikke hvordan pokker hun skulle få racen frem, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, for det var ikke ligefrem noget som gjorde det nemmere for hende, for det gjorde det altså slet ikke! Ikke på nogen måde i det hele taget!
At mærke Konstantin så tæt på sig, var noget som virkelig efterlod Malishas hjerte hamrende som aldrig nogensinde før, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes eget vedkommende. Det var dog hånden mod hendes lår, som lige blev den tand for meget, for det gjorde hende igen usikker! Igen var det noget som kun beviste for hende, at han havde en erfaring som hun slet ikke besad, og.. så bakkede hun faktisk ud, hvilket i sig selv, ikke engang var noget som hun gjorde med vilje, men det blev virkelig bare for meget for hende. Hun vendte blikket mod ham, som han rystede på hovedet af hende, og bad hende om ikke at undskylde, for det var der vel heller ikke nogen grund til? Hun vendte blikket stille ned af dem ved at skæve ned mellem dem, inden hun igen vendte blikket mod ham. ”Kan det ikke.. vente? Det bliver bare for meget på en gang..” endte hun dæmpet. Han havde i sandhed formået at bringe alle hendes facader ned på ingen tid denne gang, og den tanke i sig selv, var noget som faktisk kun måtte skræmme hende, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Faktisk var det slet ikke en tanke som hun brød sig om, for han gjorde det virkelig, som havde det været nemt som ingenting, og det kunne hun da slet ikke have med at gøre! Hun sendte ham et stille smil. ”Bare læg dig ved siden af mig.” Et sted i hendes tone, var der en bedende fornemmelse. Hun ønskede bare at han skulle være der for hende nu.

[Deleted]

Det var slet ikke fordi Konstantin ønskede at skulle nedgøre Malisha og hendes arbejde, for han synes hun havde gjort et godt værk. Hun var nået langt i livet, hvilket hun burde være stolt over, ganske vidst så var det et hårdt arbejde og det vidste han godt, og han selv kunne nok ikke just hjælpe hende som sådan, for han selv var ikke just ledertypen. Han havde altid klaret sig selv, og dog så havde han samarbejdet med kongehuset, for han havde trods alt været hertug, men han ville altid støtte hende og være der for hende, når hun havde brug for ham, hvilket han godt kunne mærke på hende at hun havde i øjeblikket. Han lod hovedet søge let på sned, hvor han betragtede hende med rolige øjne. Han vidste ikke hvad han skulle gøre for at lette hendes byrde, for han tvivlede ærligtalt på at hendes job ville blive lettere. At hun så nævnte alderen kunne han ikke lade vær med at smile. ”Malisha. Du har en perfekt alder! Du har erfaring, du kan vejlede andre unge warlocks og ikke mindst lære dem utrolig meget! Jeg tvivler på at det er din alder racen kigger på, hvis de endelig skulle kritisere, for det er kun beundringsværdigt med os de ældste,” svarede han sandfærdigt, som han løftede den ene hånd og strøg den kærligt over hendes kind. Desuden så havde hun sit udseende med sig, for hun lignede på ingen måde nogen gammel dame! ”Du ved at jeg altid vil være her for dig, Malisha, det vil intet kunne ændre på,” forsikrede han hende med et skævt smil. Måske han ikke altid havde støttet hendes planer, men det havde dog ikke ændret på at hun altid havde haft ham i ryggen, hvis noget skulle gå galt og det var en ting som med sikkerhed aldrig ville ændre sig!
At Konstantin havde gjort Malisha usikker, kunne han tydeligt fornemme og ikke mindst se i hendes blik. Det var et sted underligt at se denne usikre side af hende, men det han godt kunne lide ved det, var at det viste hun havde en menneskelig side og at hun faktisk slet ikke var så hård igen som hun altid udgav sig for. Han strøg let tungen over de rosenrøde læber for at væde dem, inden han nikkede ganske let til hendes ord. Selvfølgelig måtte det ærgre ham, men på den anden side ville han heller ikke krydse hendes grænse, for det kunne han ikke drømme om! ”Selvfølgelig,” hviskede han roligt, som han kort kyssede hende mod kinden, inden han glad ned fra hende og i stedet for lagde sig på siden. Han tog let om dynen og trak den over hende for at dække hende til, da hun ikke skulle føle sig utilpas. For ham blev det en anelse akavet, eftersom han ikke just var vant til at kvinden bakkede ud, hvis først de var kommet i gang, desuden så havde han aldrig følelser indblandet, som han havde denne gang og derfor vidste han ærligtalt ikke hvordan han skulle reagere. Han havde næsten bare mest af alt lyst til at gå og finde noget arbejde at give sig til, for han brød sig ikke om den akavede stilhed der havde lagt sig, selvom han dog blev liggende ved siden af hende, næsten helt musestille som i frygt for at han skulle gøre noget forkert, for han vidste faktisk ikke hvad han kunne tillade sig og hvad han ikke kunne.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Byrden blev kun frygtelig, frygtelig tung for Malisha at bære, og det blev kun værre, hvilket hun udmærket godt vidste, og den tanke var hende en frustration uden lige, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Det var en byrde som hun var direkte nødsaget til at skulle bære selv, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre af den grund. Hun havde for en kort stund overvejet at droppe den stilling og give den videre til en anden, men selv ikke hun kunne komme i tanker om andre som var lige så værdige til den som det hun havde været. Jo, hun kendte en, men hun var død nu – af hvad hun vidste om ikke andet, og det var ikke ligefrem noget som gjorde det bedre for hende! Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun følte sig efterhånden gammel, og det var bestemt ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i det store og hele. ”Det kan godt være, at der er meget respekt i at være af de ældre, men alligevel! Jeg føler mig gammel, og specielt de dage, hvor det er direkte tungt at kravle ud af sengen – hvis jeg da i det hele taget har sovet. Det er virkelig ikke fordi at det er nemt mere. Jeg har holdt længe nu.. frygtelig længe, og dem som jeg har anset som værdige til den plads som jeg sidder med, er gået bort,” endte hun ganske kortfattet. Kimeya havde hun ganske vidst selv taget livet af, men Anyalina.. Ja, hun vidste egentlig ikke hvad der var sket med kvinden. Hånden mod hendes kind, fik hende let til at lukke øjnene. Det var rart at han var der med hende, og ikke mindst for hende, for det var virkelig noget som hun havde brug for at få at vide, og ikke mindst få bekræftet.
Det var slet ikke fordi at Malisha havde været ude på at stoppe Konstantin midt i det hele, for.. hun kunne jo godt lide det. Det var bare svært for hende, når hun ikke engang vidste hvordan eller hvorfor kroppen reagerede sådan som den gjorde, og det var noget som selvfølgelig også gjorde sit for hendes vedkommende. At han lagde sig ned ved siden af hende, var slet ikke noget som hun havde noget imod, hvor hun roligt lagde sig om på siden og alligevel kravlede helt ind i hans favn, for der lå hun altså godt, og der vidste hun også godt, at han ville passe på hende, og vogte om hende, hvilket også var noget som hun havde brug for at få at vide. Hun lagde den ene hånd mod hans bryst som hun strøg ganske let. Hun vendte blikket stille mod hans ansigt, som hun selv strakte sig og kyssede hans kæbe. ”Hvad med at hvile lidt..? Og måske prøve igen senere..?” spurgte hun stille. Hun kunne godt fornemme på ham, at han var blevet stille, så selv han var vel blevet usikker? Og det var bestemt heller ikke ligefrem noget som gjorde det meget nemmere for hende af den grund, for det gjorde det bestemt heller ikke, og selvfølgelig var det noget som direkte.. gjorde hende ubehageligt til mode af den grund!