Hvor skal vi hen?

[Deleted]

Dagen var ikke gået endnu, faktisk var det ikke engang tæt på, men stadigvæk, stadigvæk var solen sløret kraftigt bag de tunge skyer der hvilede over Dvasias. Men dagen var nu dejlig, vind var der intet af, og alt var så stille her ved den sorte sø. Rolige og afslappet skridt bevægede sig stille mod søen, imens klæder stille gled af den høje og muskuløse krop, selv våbnene blev lagt på det bløde græs. Den lange bue var mest forsigtig lagt ned hvor efter pilene og kniven blev lagt. Han strakte sig let imens hans sidste underklæder gled stille ned af de stærke lange ben og lukkede sig om fødderne. Han trådte let ud og trådte roligt ned i vandet fra vandkanden af hvor mere og mere af hans krop forsvandt ned i søen, helt indtil kun hovedet var tilbage og et meget tilfredst blik gled over det ene øje som kunne ses for håret, som lå så det dækkede for det anede øje. De muskuløse arme gled let op af vandet igen og lagde sig på bredden imens han lænede sig tilbage og gav et let suk mellem hans to læber. Efter kort tid strakte han sig og med et svup gled ned under vandet helt. Ikke meget kunne ses men efter lidt tid kom han op igen ved samme sted i et let gisp og lod sig holde halvt oppe på bredden med hjælp fra armene så vandet kun lige lukkede sig om hoften og ned. Hans brede ryg var tydeligt vist og musklerne var glimtende fra det våde vand der stadigvæk havde et lille tyndt lag på hans hud. Han lod let en hånd stryge hans hår blidt tilbage, som så afslørede hele hans ansigt. Han smilte kort før han lod en finger krasse hans øre blidt for at rense det lidt for ørevoks og den slags der kom i øret. Efter ørerensningen lod han sig let glide ned igen, dog kun lige til han kunne holde sig oppe og derefter lod ansigtet afslappet begrave sig i hans krydsede arme i et dybt suk.

[Cressida Marvalo]

Det var efterhånden ved at være hen på eftermiddagen. Dvasias havde hele dagen været under et tykt skydække, men temperaturen fejlede intet, hvilket var blevet mere og mere normalt her i sommertiden. Aliyah havde taget fri for eftermiddagen. Det tog hende efterhånden ikke mange timer at gøre kongens værelse rent, for hun skulle jo gøre det inden han vendte tilbage fra sine pligter. Det havde dog givet hende en oplagt mulighed for at tænke. Hun bukkede sig ned i det bløde græs ved vandkanten. Det var sortsvedent. Hun lod fingrene glide over det, og følte næsten hvordan tårerne pressede sig på ved tanken om hvad der var hændt for blot dage siden. Uden sine bedsteforældre virkede alt underligt.. håbløst hun vidste hvor meget de havde udrettet i deres tid. Fuglene sang i træerne over hende, men Aliyah hørte ikke så meget som en tone det havde hun aldrig gjort. De flammerøde lokker dansede omkring hendes blide ansigt, som vinden greb om dem, hun strøg dem bag ørerne for at de ikke skulle komme hende i vejen. Hvor ville hun ønske, at hun havde været i stand til at fortælle dem hvor meget hun savnede dem og hvor ked af det hun var, over at hun var stukket af den aften, for hun kunne have kæmpet! Desværre så var hun heller ikke i stand til at tale, for hun havde jo aldrig hørt et ord. At en fremmede mand kom til ikke langt fra hende, bed hun sig ikke rigtigt fast i, for hun havde ikke hørt hans skridt, og selvom hun som oftest var opmærksom, så havde hun ikke rigtigt øje for andet end det mørke vand foran hende som lå fuldkommen roligt i den næsten alt for blide brise. For første gang nogensinde følte hun sig ret alene, hun fortrød at hun var taget hertil i stedet for at se til sin mor, men alt var for pokker bare et kaos! Næsten hidsigt sparkede hun til det tørrer og visne græs, også selvom det ikke hjalp hende langt, det vidste hun jo godt. Roligt endte hun med at sætte sig ned. Hun trak lidt op i den nøddebrune kjole, der tydeligt afslørede at hun ikke var af den rigeste stand, den skulle nødig blive våd, for hun havde kun et par stykker. De nøgne fødder lod hun glide i det halvkolde vand, det sendte et gys igennem hende, hun var ikke altid lige god til kulde, men hun havde brug for at få tankerne distraheret, om ikke andet så for et øjeblik! Det kolde vand kildede hende blidt under fødderne. Læberne skiltes i et lille smil men hun tog hurtigt sig selv i det og lod det falme igen, for der var virkelig intet at smile af!

[Deleted]

Han smilte kort og havde let i sine øre hørt at en tilstedeværelse af en anden person var kommet i nærheden. Hans hoved blev løftet lettere dovent, og de hvide kolde øjne gled over mod der hvor han havde hørt lyd fra. Blikket gik direkte fra koldt til utroligt undrende. Hovedet blev lettere lagt på skrå imens han vendte sig mere mod hende, *hvem er hun??*. Grunden til nysgerrigheden var ikke kun på grund af den fattigudseende kjole, men også på det utrolig ulykkelig udseende hun havde i ansigtet, som om hendes verden var faldet totalt sammen rundt om hende. Han kunne mærke nysgerrigheden vokse i ham, og det var noget han enlig godt ville undersøge. Det var trods alt en dag hvor der som regel ikke skete noget som helst ud over det der plejede. Han svømmede derfor lidt nærmere så der kun var ca 2 meter fra hende og spurgte så, "hvorfor det triste fjæs??" og lagde hovedet lidt på skrå. Håret var gledet ned foran det ene øje igen, og han lignede nu sig selv også. Kroppen var ikke helt nede i vandet, to mavemuskler kunne ses under brystet men resten var dækket af søens vand. Han vinkede let til hende for at få hendes opmærksomhed, imens hans hvide øje så undrende, og studerende på hende *hun ser ikke så gammel ud gør hun ikke, men arbejdsklar er hun med garanti med det udseende* tænkte han trak lidt på smilebåndet.

[Cressida Marvalo]

Aliyah havde på ingen måde set at hun ikke længere var alene. Det ville dog ikke havde undret hende, folk var nysgerrige nu om dage og Faith og Kimeya havde været store mennesker. Hun var om ikke andet glad for at de havde fået hinanden i sidste ende. Foruden forbrændte pletter hist og her i græsset var der ingen tegn på den tragedie som var sket blot dage før. Hun havde grædt tårer mere end en gang, men eftersom hun arbejdede for kongen selv, så kunne ikke tillade sig at vise det særlig meget foruden når hun var alene. Det sjove var at hun aldrig havde set Matthiel i egen høje person, det eneste hun rigtigt vidste om ham, var at han var et forfærdeligt rodehoved! Hun stirrede tomt ned i vandet med den skovgrønne øjne der dog manglede den sædvanlige gnist af liv. Ungdommelig var hun, på ingen måde en voksen kvinde endnu, også selvom kroppen havde dannet de kvindelige former som den halvslidte kjole også afslørede. Hun hørte end ikke den fremmede mand plaske rundt i vandet, hun var optaget af roen foran hende. Fødderne dyppede hun i vandet og løftede den ene over overfladen. De sidste dråber faldt direkte ned igen og dannede ringe på den mørke, rolige overflade. At den fremmede nærmede sig bed hun sig end ikke fats i også selvom hun plejede at være frygtelig opmærksom på andres tilstedeværelse. Hun hørte ganske vidst hjerteslag, det havde sine fordele at være delvis vampyr, men det kunne jo være så meget! Hun lod håndfladen glide langs de små græsstrå, og svandt hen i sien egne tanker. Fornærmelserne som han straks begyndte at kaste efter hende, bemærkede hun end ikke. Hun værdigede ham ikke så meget som et blik, eller i det hele taget gav tegn til at hun kendte til hans tilstedeværelse, for hun havde ingen idé om det, hun kunne jo ikke høre noget. Selv hvis hun havde kunne, så var hun blevet så vant til fornærmelser og aggressiv opførsel, de fleste hånte hende, hun var sågar blevet sat i en arena som lille så folk af hendes egen race kunne få lov til at slå hende ihjel på magisk vis. Der skulle efterhånden meget til før hun i det hele taget reagerede på noget som helst. Hun blev siddende fuldkommen roligt uden at ænse ham det mindste. Fødderne dyppede hun igen kun at gentage det samme en gang til, på sit vis følte hun stadig deres tilstedeværelse, hvilket i sig selv gjorde hende mere rolig.

[Deleted]

Han rynkede lidt på brynene og syntes det var underligt at pigen ikke reagerede over hovedet på noget af hans bevægelser og snak, utroligt underligt i hans tankegang. Han blev ret irriteret over det og slog hænderne hårdt ned i jorden og hev sig op af vandet. Let kom han op og stå og gik så hen til siden af hende og satte sig på hug. De hvide øjne så undrende på hende og havde hovedet lidt på skrå og lod en finger let prikke hende på panden. "Hvem... er... du" sagde han så langsomt og nærmest umuligt at ikke forstå hvis det var man kunne høre. Han tænkte lidt på om han skulle havde taget nogle af sine våben med over men igen, det var en pige, og hun så ikke ud til at være synderlig stærk fysisk over hovedet, så hvis hun ville prøve på noget skulle han nok overmande hende. Lidt vind gled ind over dem, og hans hår blev let blæst til side så hans skjulte øje blev afsløret i et kort øjeblik, men så gemt igen efter vinden havde dasset af. Han løftede det ene øjenbryn undrende imens han lavede et let elevator blik på hende, nu hvor han var tættere på hende kunne han se hende lidt tydeligere. Blikket gled fra hendes komplet røde hår, ned om de bløde kinder, ned om hendes slanke overkrop og ned om hendes lår og ben. Han ville ikke sige hun så 'køn' ud men hun så heller ikke værst ud i værste tilfælde. Men hvordan var personligheden??

[Cressida Marvalo]

Aliyah havde på ingen måde set ham endnu. Måske det var dumdristigt men hun havde ikke følehornene ude netop i dag, mest fordi hun stadig var i chok over de tab hun havde lidt på blot en enkel aften, og det foruroligede hende at ingen kunne svare hende på hvor Junior var! Hun endte med at slippe et gisp da han direkte endte med sætte sig ned ved siden af hende. Hun stirrede på hans læber. Gennem årene havde hun lært at mundaflæse men kun når det skete meget langsomt, eller kunne hun da ikke følge med! Hvem hun var, var svært at fortælle ham, også fordi hun ikke brød sig om at bruge de magiske gaver til at kommunikere når hun kunne gøre det via tegn. Hun lagde en finger mod sin ører og rystede på hovedet, for at indikere at hun ikke kunne høre ham. Desværre havde hun ikke noget at skrive på, så hun kunne end ikke skænke ham sit navn hvilket halvt om halvt var frustrerende. Hun endte med at gribe meget fast om hans hånd i samme øjeblik han prikkede hende på panden. Hun brød sig ikke om at blive rørt, og selvom hun måske så både fredelig og svag ud, så var det bestemt ikke tilfældet, hun var blevet trænet af nogle af de dygtigste inden for deres fag. Det var dog ikke fordi hun angreb uden at have fået en direkte grund, så snart hun følte sig truet ville hun ikke tøve, men det gjorde hun ikke helt endnu. Hun strøg de flammerøde lokker bag ørerne. Den mørke hud og de spidse ører afslørede hans race, det var første gang i sit liv hun faktisk så en af hans slags og det fascinerede hende. Hun betragtede ham mere lidt mere livfulde grønne øjne. Hun kravlede længere væk fra bredden og fandt en lille pind. Hun overvejede ikke om kjolen blev beskidt eller ej, for den var så miserable alligevel. Hun jog pinden i jorden og lod den skrabe ned, for at skrive sit navn til det til sidst formede 'Aliyah' Det var måske ret kortfattet men hun havde ikke noget andet valg. Roligt vendte hun sig mod ham, og sendte ham et stilfærdigt smil, for han virkede ikke ligefrem truende, og hvis han gjorde så skulle hun nok gøre sit for at forsvare sig. Hun vinkede ham hen og pegede på den lidt ustabile skrift.

[Deleted]

Han gloede lidt på hende da hun pegede på sit øre og rystede på hovedet, han forstod ikke helt hvad det var hun mente med det, men at han havde nu fået hendes opmærksomhed var nu okay. Han lagde hovedet undrende på skrå og syntes nu hun var ret underlig, for hun sagde jo intet. Han havde selv aldrig mødt en som ikke kunne høre, og vidste derfor ikke at det fandtes over hovedet, i hans hoved kunne alle høre, ingen grund til ikke at kunne. Han blev dog ret overrasket da hun greb om hans hånd og fik lidt store øjne, for han kunne føle hendes greb ikke var så svagt som en normal pige med hendes former. Han tog derfor roligt sin hånd til sig, at rive den til sig ville blot virke truende eller måske frygt, og det var noget han bestemt ikke ville vise! han var sort elver! og han var stolt af sin race! Da hun rejste sig og begyndte at gå, rejste han sig også og luntede let efter hende. Han havde stadigvæk ikke rigtig tænkt over alt hans tøj lå et stykke væk ved bredden og var stadigvæk halvvåd efter vandet. Han gloede let undrende på det hun udrissede i jorden og derefter gloede lidt dumt og undrende på hende "Dit navn er Aliyah??" spurgte han hende meget undrende og kløede sig kort i nakken. Han pegede så let på ham selv "Yue" sagde han og prøvede at sige det så langsomt og forstående som muligt, måske en smule provokerende mod hende men lige nu troede han hun var lidt fra den oppe i hovedet. Han gjorde også en bevægelse som om han havde en bue i hånden og skød en pil af "Jeg.. er.. bueskytte" sagde han så langsomt igen og pegede på sig selv imens han skød fantasi pile af. Men det var også først nu han kom i tanke om han faktisk havde glemt sine ting og så let tilbage mod den for at sikre sig de ikke var snuppet endnu.

[Cressida Marvalo]

Det lod til at denne fremmede mand havde forstået hentydningen bag hendes tegn. Blandt de som ikke kendte til tegnsprog, så var hun blevet vant til at udtrykke sig via andet kropssprog eller hvad hun nu lige havde omkring sig, også selvom det var frustrerende, ikke bare at kunne fører en samtale! Hun betragtede ham med de mere livlige skovgrønne øjne, nu hvor hun havde selskab kunne hun ikke tillade sorgen at komme på tværs. Hun var slet ikke sås svag som en pige af hendes alder og bygning, og hun brød sig ikke om fysisk kontakt med fremmede, udelukkende fordi hun ikke kunne læse dem helt på samme måde, og finde ud af hvordan de egentlig var ment. Hovedet gled på sned, de flammerøde lokker faldt over den ene skulder, mens hun betragtede ham langt mere indgående. Hun endte med at nikke ivrigt, da hun kunne fornemme at han havde fået det rigtigt ind. Smilet bredte sig på de rosa læber. Det fascinerede hende meget at se en mørkelver på disse kanter, hun havde aldrig set sådan en før, de var med årene blevet mere og mere sjældne, det gjorde hende nysgerrig. At han så var en flot opbygget mand, med vandet løbende ned over kroppen, var ikke noget som hun bed sig fast i som sådan, den slags havde aldrig rigtigt interesseret hende. *U? Tænkte hun for sig selv, idé hun forsøgte at tolke hans læbers form. Det hørte ingen steder hjemme, det lod til at være for mange vokaler, hun forstod det ikke rigtigt, men hvordan skulle hun sige det? Hun rystede på hovedet af sig selv og besluttede sig for at lade det ligge. I stedet nikkede hun mod ham som en høflig hilsen. Det irriterede hende at han opførte sig som om der var noget galt med hende, eller som om hun var et barn, men det var rart at han i det mindste talte langsomt. Hun havde fået det ind at han var bueskytte allerede ved hans bevægelse, at han så gjorde begge dele var bare endnu et tegn på at han troede hun var gak. Hun nikkede forstående mod ham også selvom hun ikke kommenterede det yderligere, hun var ikke meget for den barnlige behandling, hun var trods alt en forbandet stolt dvasianer, det kom hun ikke uden om! Hun satte sig roligt ned og foldede hænderne foran sig, men uden at tage blikket fra ham, for var der en ting hun havde lært, så var det at man ikke kunne stole på nogle i dette land!

[Deleted]

Han så på hende og tænkte hun sikkert havde forstået det nu, retter det skulle hun for han var lidt træt af at stå og skyde fantasi pile af som en idiot. I stedet stoppede han nu og satte sig ned på røven med et bump. Han lod stille en hånd glide igennem håret blidt imens han gav et dybt suk fra sig. Han tog så pinden hun havde haft og begyndte at skrabe i jorden foran ham, imens han dækkede lidt med hænderne, imens øjnene blev ret så koncentreret på det han rissede ud. Det tog ham lidt tid for han blev nød til at tænke rigtig meget før han fik ridset det sidste ud i jorden. Stille rejste han sig så op og så på hende kort før han vendte sig igen og gik hen til søen, med bogstaverne 'Yue' ridset ud i jorden for hende, så hun kunne se hvad hans navn var. Han havde med vilje skrevet det lige under hendes navn, så hun kunne måske forstå at det var et navn han havde skrevet og ikke et mystisk ord. Han stod lidt og så ned i vandet, imens vinden blæste igennem håret på ham og den svage kulde igennem hans krops muskler og ben. Med et satte han en fod ud over vandet og dernæst det anede så han efter få sekunder forsvandt under vandets overflade i et blub. Der gik lidt tid før han kom op igen i et let gisp og lod sig ligge op af bredden med hovedet og syntes nu det var ret så dejligt at bade, det var som at hovedet blev renset godt ud af det friske kolde vand der omgav hans krop. Han så let tilbage på Aliyah som hun havde kaldt sig selv og vinkede let efter hende som i 'kom her over og hop i også' vink så han ikke ville være helt alene med at bade, og samtidig så hun ikke bare ville kunne stå og glo på ham imens han ikke rigtig kunne glo igen.

[Cressida Marvalo]

Aliyah havde skam forstået at han var bueskytte, det fulgte som regel med en elver. Det forundrede hende dog lidt, at han ikke bar nogen.. rigtig bue på sig i øjeblikket, hun havde haft det billede af elverne, at buen var deres mest værdsatte skat, men igen – der var jo langt fra hvad hun troede og så til hvordan tingene i virkeligheden forholdt sig. Hun fulgte hans hånd nøje med blikket da han tog pinden og begyndte at ridse i jorden. Det lod til at han ikke havde særlig nemt ved at skrive, men hun vidste godt at de færreste besad den kunst, hvilket næsten var ærgerligt. Hun stirrede på de tre små bogstaver, og vendte blikket mod ham. Hun sendte ham et blidt smil og nikkede som tydeligt tegn til at hun havde forstået det *Yue.. det var et mærkværdigt navn,* tænkte hun for sig selv, det var trods alt ikke lige det man stødte på hver dag! Hun betragtede ham som han igen gled tilbage til vandet. Det var ikke fordi hun var meget for at se ham bade i selv samme sø hvor hendes bedsteforældre var blevet spredt ud over for et par dage siden, men der var ikke rigtigt noget hun kunne sige til det, den sorte sø var jo et meget besøgt sted. Selv hev hun igen en smule op i kjolen og dyppede fødderne i det halvkølige vand, hvilket kun var rart. Hun fulgte ham med blikket og morede sig næsten ved synet af ham plaske rundt som et eller andet livligt barn, hun var ikke selv meget for vand.. ild dæmonen boede jo trods alt i hende. Smilet falmede en langsomt da han gjorde tegn til at ville have hende med i. Hun afvisende på hovedet, hun skulle bestemt ikke bade og særligt ikke i det vand og bestemt ikke med en fremmede! Lidt anstændigt var hun da opdraget, desuden ville hun ikke smide kjolen og den ville tage år om at tørrer hvis hun beholdt den på. Hun klappede på græsset ved siden af for derefter at pege på sig selv, i forsøget på at fortælle ham at hun sad ganske fint på bredden kun lige og lige i kontakt med vandet. Hun løftede en pegefinger og lod den gå op i flammer, for at illustrere blot en af undskyldningerne for ikke at hoppe i. Den lille flamme brændte hende ikke.. hun lod den dø ud langsomt uden at lade den efterlade det mindste spor. Ja hun var faktisk stolt af den kontrol hun havde vundet over sig selv og dine racer med årene!

[Deleted]

Han gloede lidt irriteret på hende da hun afviste ham og lod hovedet glide lidt ned og lavede nogle surmule bobler, hvor efter han let forsvandt ned i vandet. Det med ilden havde ikke rigtig imponeret ham og han syntes bestemt ikke det var en grund til at blive fra vandet, selv den hotteste person havde brug for at køle af engang imellem syntes han. Derfor lod han sig dykke godt ned og svømme så tæt på hende som var muligt og samlede sine hænder i en kugle under vandet så der var fyldt med vand i. Han satte hurtigt af med fødderne i et let svirp som en delfin, og sørgede for at lave så stort plask som muligt da han kom op af vandet og samtidig kaste det vand han havde haft i sine hænder direkte mod hende, det var en klump som med garanti kunne gøre hendes kjole godt våd hvis det var det ramte. Hurtigt forsvandt han selv ned i vandet igen med et noget så smøret grin over læberne og de hvide øjne rettet direkte mod hende med et rigtig drilsk glimt. Han forholdte sig under vandet kort før han svømmede let ud i søen så hun ville have svære ved at få fingrene i ham ved mindre hun sprang i eller kunne flyve hvilket morede ham en del. Han poppede let op med hovedet i et gisp og med det samme søgte med øjnene der hvor han sidst havde set hende, imens arme og ben holdte ham ved vandoverfladen. Han var dog klar til at undvige en ildkugle eller mere hvis det var det skulle komme, det var det gode ved at være i vandet, ilden havde altid svært ved at overleve der. Han fniste let morende over hans lille vand joke og fandt det selv ret så morsomt.

[Cressida Marvalo]

Det var ikke fordi det var en direkte afvisning men hun brød sig ikke om vand, og hun brød sig endnu mindre om tanken om at svømme i resterne af familiemedlemmer! Det var tydeligt at han blev lidt irriteret, men det kunne hun for pokker ikke tage sig af! Aliyah blev roligt siddende på bredden og betragtede hans leg i vandet som hun næsten fandt morende, om ikke andet indtil hun endte med at blive overdynget af vand. I ren reaktion vendte hun kroppen væk fra ham også selvom kjolen blev halvt om halvt gennemblødt. Hun sad med en direkte overrasket og måbende mine. Hun havde givet et hvin fra sig, men uden selv at være klar over det, hun kunne jo ikke høre det! Hun så ned af sig selv og den våde kjole. Først blev hun virkelig irriteret! Hendes kinder blussede op i en lettere rød farve. På den anden side så fandt hun det faktisk lidt sjovt, og behageligt nedkølende, men det ville virkelig ikke være anstændigt at hoppe i vandet med ham! Hun lagde hovedet på sned og betragtede ham indgående. Ilden var skam blot et af mange ting hun kunne trylle frem Det var ikke meningen at det skulle bruges på pjat, men for pokker hun luftede det så sjældent. Læberne spillede i et lidt diskret smil for at han ikke skulle se at hun faktisk morede sig frem for at blive irriteret. Hun formede hænderne og lod blikket glide halvt om halvt i. Hun var trods alt ikke fuldblods hvilket gjorde det lidt mere kompliceret, men hun kunne! Uden videre varsel blæste et tryk i form af et kraftigt vindstød fra hendes hænder og langs vandets overflade, der dannede en mindre bølge, som søgte mod ham. Det var faktisk sjovt. Hun lo blidt, også selvom hun ikke havde nogen idé om hvordan hendes latter lød, det var et eller andet sted også fuldkommen ligegyldigt. Hun rystede på hovedet af sig selv. Far ville vende sig hvor end han var, hvis han så hende bruge magi til pjat, men hvad pokker man havde jo kun den sjov man selv lavede! Flammerne havde måske ikke den helt store virkning ved vandet, men så var det godt at hun kunne byde på langt mere! De sylespidse tænder kom til syne selvom hun som oftest holdt dem skjult, det var trods alt også sjældent hun lo!

[Deleted]

Han så hvordan hendes kinder blussede op, og det var svært for ham ikke at undslippe et enkelt lille grin af hele den her situation som hun var kommet i nu. Hans øjne blev dog ret overrasket da hun begyndte at lave nogle mærkelige bevægelser med hænderne og lagde hovedet en smule på skrå imens blikket blev mere og mere nysgerrigt. Hans øjne blev dog med det samme store da han så hvad hun skød ud, og lige i dette øjeblik var han faktisk super uforberedt på det for han havde taget sin opmærksomhed på det hun lavede før, så han havde glemt at han skulle dykke under vandet hvis sådan noget skete. Han kneb øjnene ret godt sammen da vindpustet kom og alt hans hår på hovedet blev blæst direkte bagud og stod bagefter bagud som frossen is i lidt tid. Han åbnede øjnene let og så ret så overrasket ud, at en pige som hende kunne gøre den slags, havde han SLET ikke forventet over hovedet. Han rynkede dog let og kort øjenbrynene før han dykkede ned i vandet igen og svømmede over til der hvor hun stod og med et ordenligt ryk fra armene lettere blev skudt op af vandet og kom op og stå ved bredden. Håret stod nu ikke så stift tilbage men lå som slikhår tilbage over hans velformede hoved. Han så kort op mod sit hår med øjnene og så på hende "Det må jeg sige.. det havde jeg ikke forventet en pige som dig ville kunne" kom det så stille fra ham. Men let kom et lille smil frem, han morede sig, det var lidt som at være barn igen, eller den korte tid han var 'barn'. Han begyndte så at knække fingre, "men det så ud til at tage tid at lade op så det var vist kun en gang du fik lov til det" sagde han med et utrolig drilsk smil og begyndte så at gå imod hende med lange skridt imens han forsøgte at få sin krop til at tårne sig op så han så større ud end ellers imens han kom tættere og tættere på hende, med endnu en glubsk plan i hovedet. For pludseligt for han mod hende, og med sin våde krop smed han sig ind til hende, kun for at gøre hendes kjole våd på fronten godt og grundigt.

[Cressida Marvalo]

Yue's leg i vandet var ikke noget hun havde tænkt sig at deltage i, om ikke andet ikke i vandet, men fra bredden kunne hun vel godt lege lidt med? På grund af den manglende hørelse var hun jo konstant tvunget til at forholde sig agtsom, det gav rigelig af muligheder for at overraske hende, og særligt hvis han legede i vandet, hun var vant til at skulle klare sig selv. Med de bare hænder dannede hun en trykbølge der skubbede i vandet og dannede en mindre flodbølge. Hans ansigtsudtryk havde været absolut det hele værd, hun var ikke i tvivl om at han var blevet mere fanget af hendes gøren end den egentlige konsekvens. Det fik hende til at le, en latter som hun ikke havde nogen idé om hvordan lød. Hun strøg blidt den nøgne fod frem og tilbage i det kølige vand. For et øjeblik havde hun glemt af det var resterne af hendes elskede bedsteforældre han faktisk svømmede i, det var jo den primære grund til at hun ikke hoppede i. Smilet falmede lidt. Hun strøg beskedent de flammerøde lokker bag ørerne og fulgte ham med blikket. Måske hun overraskede, de fleste undervurderede hende, men glemte hvilket familienavn hun egentlig havde, og hun var i den grad blevet trænet siden hun havde været lille, hun var ikke forsvarsløs, også selvom det ikke havde været for at gøre Yue ondt overhovedet. Med deres afstand var det svært for hende at aflæse hans læber. Hun kneb øjnene sammen, men fik kun fat i halvdelen af det, tilgengæld sagde hans blik det hele. Hun trak svagt på skuldrene, meget beskedent som havde det ikke rigtigt været noget særligt. Det tog hende nu ikke særlig lang tid hun var vant til at udøve magi. Aliyah fulgte ham med blikket, men blev selv overrasket over at han direkte hoppede ind over hende på den måde. Hun gispede forskrækket og ganske vidst blev hun våd, men det var dumt at overfalde hende på den måde, for hun var vant til at forsvare sig. Uden at tænke over det, skubbede hun ham fra sig. En mørk kugle havde dannet sig i hendes håndflade, og skød den mod ham i forsøget på at få ham væk fra sig, også selvom det ikke direkte var med vilje, det var bare rent instinktivt, hun brød sig bare ikke om tæt kropskontakt!