Back from hell

[Deleted]

At han havde mistet sin datter, var virkelig en tanke som gjorde ondt på Jelicka, men ikke noget som hun direkte kunne gøre noget ved af den grund. Tanken om at det havde kostet en lille pige livet, var noget som nærmest klemte omkring hendes hjerte, for det var noget som virkelig gjorde frygtelig, frygtelig ondt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, så det at han var vred, var noget som hun faktisk havde den store forståelse for, det var der ingen tvivl om overhovedet. Et sted så håbede hun selvfølgelig, at der var nogen som havde fundet den lille pige, for selvom denne mand tydeligvis brændt inde med meget vrede og et.. mørke, som hun kunne fornemme, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Et sted frygtede hun vel, for hvad han havde tænkt sig?
Varme og følelser var virkelig et frygtelig ømt punkt for Jelicka, for hun havde valgt at åbne sig op for Alec og pludselig var han bare væk, og den tanke var noget som gjorde frygtelig ondt på hende! Alec havde forladt hende.. det var den tanke som hun var overbevist om, og det at denne mand skulle køre rundt i det, var ikke noget som gjorde det bedre. Alec havde snydt døden før, så hvorfor skulle han da være død nu? Tåren lod hun bare glide nedover kinden og søge direkte til jorden under hende, idet hun vendte blikket mod ham. ”Det må han ikke..” endte hun med en meget dæmpet stemme. Hun vendte blikket væk fra ham. Han måtte da slet ikke sige sådan nogle ting!
Denne mand havde bestemt ikke ren mel i posen, og det var så småt ved at gå op for hende, og det var bestemt ikke en god ting, det var helt sikkert! Hun bakkede en anelse, også selvom det gik op for hende, at det allerede var for sent, for han havde tilsyneladende ikke nogen intentioner om at lade hende gå. Ilden og flammerne som søgte direkte omkring hende, fik hende til at gispe ud i et halvvejs skrig. Armene gled omgående omkring hende, for det var tydeligt, at han eller ikke havde tænkt sig at lade hende slippe, selvom hun slet ikke havde gjort noget! Hun havde slet ikke gjort noget mod ham eller hans datter eller noget som helst, for hun havde jo slet ikke været til stede! Hendes krop begyndte at ryste og den varme fra flammerne, tvang hende jo nærmest til at svede.”Jeg har jo ikke gjort noget! Jeg var der ikke..!” endte hun direkte febrilsk, som hun så til at han bare søgte direkte igennem flammerne og ind til hende i den brændende cirkel. Panikken stod i hendes blik, for hun kunne jo ikke stille noget op mod ham! Hun havde jo intet at forsvare sig med, og hun var for træt og sulten til at gøre brug af det, som hun faktisk havde at gøre godt med! Tårerne meldte sig i hendes øjne. ”Lad mig gå..” hviskede hun direkte bedende. Hun ville ikke dø..!

[Deleted]

Måske Sonic var blevet en anelse sindssyg efter det som var sket, men han ønskede virkelig sin hævn, både over ham selv og ikke mindst over hans datter! Hans lille pige havde ikke fortjent at dø, uanset hvad hun ville blive til, så havde hun været et uskyldigt lille væsen, en lille skrøbelig pige, og han var helt sikker på at hun ikke havde overlevet, hvilket kun gjorde ham langt mere vred! Denne kvinde kunne lige så godt have stået og hånet ham, imens hans datter var død af sult, hvilket kun gjorde alting værre, og hun skulle på ingen måde tro at hun slap udenom! Han ville brænde hele Procias ned til grunden! Men naturligvis nyttede det ikke bare at gå amok og uden at tænke sig om, det hele skulle planlægges, hvilket han vidste, derfor ville han søge til Manjarno eller Dvasias og planlægge det hele, hvor han ville slå til, når landet mindst ventede det! Han havde faktisk ikke haft nogen intentioner om at dræbe nogen, endnu, men nu hvor han stod sammen med denne kvinde alene og langt væk fra alt andet, så kunne han godt tillade sig at slå hende ihjel, som den første!
At se hende krympe sig sammen, omringet af flammerne, var noget som fik det næsten sindssyge smil frem på Sonics læber. Han ville nyde at høre hende skrige, inden at se hendes krop brænde op i flammerne, som han kun lod komme tættere på hende i et langsomt og dog faretruende tempo. Han kunne se hvordan flammerne fik hende til at svede, selvom det for ham var et rent paradis for ham. ”Lad mig bedømme det,” svarede han køligt, hvor han lod flammerne snige sig tættere på hende, så flammerne gik igennem ham og kom tættere på hende, hvor han selv bakkede nogle skridt tilbage. ”Se det på den lyse side, du bliver forenet med din mand Alec,” svarede han morende og med den truende tone, som han lod flammer komme tættere på hende. Han ville høre hende skrige, høre hendes stemme fylde hele luften, selvom han vidste at det kunne tiltrække sig opmærksomhed, men han ville se hendes lig brænde op, se starten på det inferno som han havde planlagt for hele Procias og alle dets indbyggere. De havde ikke fortjent at leve, de havde ikke fortjent at fortsætte, de havde kun fortjent at dø, se dem lide, sådan som de havde ladet hans datter lide og dø af sult, hvilket var noget som gjorde ham direkte arrig! Han skulle nok hævne hende! ”Nogle sidste ord?” spurgte han lettere provokerende, som han holdt flammerne kun et par meter væk fra hendes sider, som cirklen var blevet betydeligt mindre. Det var ikke fordi han stoppede, så i princippet kunne det gøre lige meget hvad hun havde at sige, for hun ville dø alligevel og det måtte vel også være ved at gå op for hende? Han kunne næsten ikke vente med at høre hende skrige, vide at hun døde i en kæmpe intens smerte, selvom han vidste at det ville gå forholdsvist hurtigt, så hun var faktisk heldig.

[Deleted]

Selvfølgelig var det direkte tragisk det som var sket, men Jelicka have virkelig ikke været en del af det, og så tanken om at hun skulle straffes på det samme grundlag ligesom alle andre, som havde stået og hånet ham for at hænge på korset, var slet ikke noget som hun fandt retfærdigt! Det eneste hun havde gjort, var at finde sig til rette med Alec, selvom han havde vendt hende ryggen og havde forladt hende, for hun nægtede virkelig at tro på at han var død, for hvorfor skulle han? Han havde overlevet døden en gang, og var kommet tilbage – ganske vidst med hukommelsestab, men han havde været der! Og selvfølgelig var hun glad for at have mødt ham! Men at han havde søgt væk fra hende, havde knust hende, og nu stod hun her i endnu en situation som hun ikke kunne komme ud af selv? Og denne gang var han der jo trods alt heller ikke til at redde hende ud af det, hvilket kun var noget som gjorde det hele så meget værre for hende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet!
Flammerne var virkelig varme, og det var noget som Jelicka kun kunne mærke! Havde hun været ved sine fulde fem, så havde hun i den grad også gjort mere modstand, end det som hun gjorde lige netop nu, for dette var bestemt ikke noget som kunne siges, at hjælpe hende på nogen måde, og det vidste hun så sandelig også godt, for det var bestemt ikke noget som hjalp hende synderlig meget, det var der ingen tvivl om overhovedet! Hun bed sig svagt i læben, som kroppen tydeligt begyndte at svede, for det var virkelig, virkelig varmt! Hun vendte blikket mod ham, som hun næsten forsøgte at gøre… sig selv mindre? Ved at holde armene tæt ind mod kroppen og gå lidt ned i knæ, selvom det slet ikke hjalp hende på nogen måde! Hun trak vejret mere og mere hyppigt, også fordi at hun kunne se at ilden kun kom tættere og tættere på hende, selvom det slet ikke var noget som gjorde det meget bedre for hende, for hun ønskede slet ikke at dø! Hun rendt rundt alene, hun havde ikke noget med nogen at gøre mere og hun ønskede egentlig bare at finde en mulighed for at komme hjem og tilbage til Himmeriget, som hun var faldet ud fra for frygtelig mange år siden, så det var ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! ”Han er ikke død!” endte hun langt mere febrilsk, for det var hendes overbevisning! Så stærk som han var, så var han bestemt ikke gået i graven! Hun nægtede ganske enkelt at tro på det, for.. det var han altså ikke! Hun vendte blikket mod ham endnu en gang, som ilden passerede ham og kun indrammede hende, hvilket direkte gjorde hende panisk. Hendes knæ endte med at møde græsset. Jo tættere på hende det kom, jo varmere blev det. Det tog ikke lang tid før hendes krop nærmest måtte bade i sved. Blikket gled direkte mod ham. Bedende for at få lov til at slippe, for hun havde slet ikke gjort ham noget og bestemt heller ikke hans lille pige! ”Lad mig gå…” hviskede hun bedende, som tårerne begyndte at trille ned af hendes kinder. Hun ønskede ikke døden.. Hun havde jo et langt liv endnu, og hun skulle finde Alec! Hun var slet ikke klar til døden endnu!

[Deleted]

Et sted kunne Sonic sagtens søge ind i kvindens sind, for at finde ud af om hun var en af de skyldige, og selvom han vidste at hun ikke var skyldig, så skulle hun stadig dø, for hun var og blev stadig procianere, og han ville have dem alle sammen døde! Måske hun ikke havde gjort ham noget nu, fordi hun havde været sammen med den mand der nu havde forladt hende, men det kunne sagtens have været hende der havde stået i blandt mængden og kastet sten efter ham, da han havde hængt på korset og hende der havde råbt skældsord og udsagn efter ham, da han havde været klar til at gå den store guillotine i møde. Alle ville nok fortryde at de havde gjort det i sidste ende, hvis de havde stået overfor ham, som denne kvinde gjorde nu, men han skulle nok fange hver og én og dræbe dem alle sammen! Folk troede de var sluppet af med den evige plage; Ilosonic Demoniqz, men der tog de ganske vidst fejl! Han var tilbage og han havde aldrig haft det bedre! Han skulle nok jævne hele landet med jorden! Når han først var færdig, når han først havde sluppet sit inferno løs, så ville der ikke være andet end ruiner og en fortid tilbage af det ellers ’lyse’ og ’gode’ land Procias. Alle skulle bare vente sig, for han var ikke engang begyndt endnu!
Som flammerne smøg sig forbi Sonic og tættere på Jelicka, endte han blot med at træde et par skridt tilbage, så han ordentlig kunne se hvad der skete. Hans øjne bar et flammerødt skær, hvor de næsten kunne se helt glødende og unaturlige ud. Hun var faktisk heldig at han ville være en anelse skånsom mod hende og lade det gå hurtigt, selvom han ikke kunne love at det ville være smertefrit, for ild gjorde ondt, og det ville det også gøre på hende, hvilket var det som frydede ham mest! At hun fastholdt at manden ikke var død, var noget som fik ham til at ryste let på hovedet over. ”Det kan lige så godt gå op for dig nu, end siden, desuden, så ville det nok være rare at vide at han ventede på den anden side, frem for at han var blevet træt af dig og ikke gad dig, specielt nu, hvor du faktisk skal dø. Jeg ville tro folk ville ønske en langt tryggere følelse frem for andet, når de står ansigt til ansigt med dødsriget,” svarede han sigende, som det kyniske smil gled over hans læber, hvor han lod flammerne hvile stille i samme afstand fra alle hendes sider, uden at han tog blikket fra hende. ”Ingen sidste ord? Udmærket, må du komme til et bedre sted, eller hvad I blødsødne køtere nu vil sige her til lands,” svarede han tydeligt provokerende, „farvel.” Han slog hænderne sammen, så det gav et højt klap fra sig, inden flammerne søgte lynhurtigt imod hendes krop, kun for at indhylle den i et kæmpe hav af flammer, der stak over hendes hoved, kun for at ville brænde sig ind i hendes krop og tage livet fra hende, for at efterlade en bunke brændte knogler og ellers aske.

[Deleted]

Jelicka havde aldrig nogensinde ønsket, at nogen skulle komme galt af sted, for hun var faktisk et fredeligt individ, som egentlig bare ønskede at passe sig selv, for hun havde slet ikke haft noget med nogen at gøre igennem frygtelig lang tid! Hun havde gemt sig fra myndighederne sammen med Alec, de var blevet enige om at starte forfra på et nyt sted sammen og nu var han væk? Ja, et sted så var hun selvfølgelig bange for at han havde skiftet mening og efterladt hende, for det ville bestemt heller ikke blive første gang, at det ville ske, og det var en tanke som virkelig gjorde forbandet ondt på hende, så man skulle tro at det var løgn, for hun fandt det bestemt ikke fair på nogen måde overhovedet! At vide at han sikkert var død eller havde efterladt hende, var noget som gjorde ondt på denne her måde. Svagt bed hun sig i læben, for det var tydeligt at denne mand virkelig ønskede hende død, for ellers ville han da slet ikke gøre som han gjorde på denne her måde, ville han?
Flammerne var virkelig, virkelig varme, og det var slet ikke noget som hun brød sig meget om, for det var noget som skræmte hende! Det afskærmede hende jo fra at flygte, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hende! Hun vendte blikket mod ham, som det nu pludselig kun var hende som flammerne måtte omringe, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, og det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre! Tårerne trillede ned af hendes kinder, som hun var gledet ned i knæ. Kroppen rystede og varmen var virkelig intens og det var slet ikke noget som hun kunne gøre noget ved. Blikket endte med at falde ved hans ord. Hun havde sagt hvad hun havde haft at sige, også selvom det efterhånden var gået op for hende, at det var som at snakke for døve øre, for han lyttede jo for pokker ikke engang til hende, og det var en tanke som direkte måtte gøre hende frygtelig, frygtelig irriteret, om det var noget som man nu ville det eller ikke, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Flammerne som tog til, kun for at direkte overfalde hende med den varme, var noget som fik skriget til at bryde hendes læber. Det hele føles som at brænde, og hun kunne knapt nok bevæge sig! Det hele gik ganske vidst hurtigt, men smerten var virkelig ulidelig! Jelicka forsøgte at komme op på benene, selvom de kollapsede under hende allerede med det samme. Skrigene endte med at dø ud, som hun gled helt ned i græsset og bare blev liggende. Huden synes at smelte, tøjet brændt og efterlod hende som intet andet end et direkte forkullet lig for øjnene af Sonic…

//Out

[Deleted]

Sonic var sådan set ligeglad med hvad der var sket med denne kvinde, hvad hun havde mistet, hvad hun havde gjort eller ikke gjort, for i sidste ende, var hun præcis som alle andre. Hun var falsk. Procianere troede de kunne spille gode og lyse, bare fordi de var opvokset i lysets land, men tværtimod var de lige så griske, grådige, falske og morderiske som dem fra Dvasias! Man måtte jo ikke glemme at han faktisk havde bestukket vagterne ved grænsemuren i sin tid, for at lukke mørkevæsnerne ind, så man måtte ikke glemme at folk selv her i landet kunne være korrupte, derfor havde de ingen ret til at tale ned på dvasianerne, for ingen af dem var et hak bedre end den anden. Han vidste at han ingen helgen var, men det havde han på ingen måde nævnt, sagt eller erklæret på noget tidspunkt, for han vidste at han var en djævel, hvilket han faktisk havde det helt fint med, selvom han næsten ville regne med at han ville komme til helvede, hvis han engang virkelig døde, uden at have en backupplan. Han var dog fortrøstningsfuld og stædig nok til at overleve, for det havde han gjort hele sit liv, og han havde altid været typen der direkte opsøgte problemerne, og han var her endnu? Livet havde han altid levet farligt, så han var som en parasit der bare ikke gad dø.
At se flammerne omklamre Jelickas krop og tilmed høre hendes høje rædselsskrig, var noget som fik smilet til at glide over Sonics læber. Et sted stod han som helt forstenet i en trancelignende tilstand og så til, som flammerne opslugte hendes krop, brændte hende levende, kun for at efterlade hende forbrændt og død, hvor et næsten sindssygt smil hvilede på hans læber og med det tydelige sadistiske glimt i blikket. Han elskede at gøre andre fortræd, men med alt det som var sket med ham, så var han nok blevet en anelse psykotisk, han kunne jo mærke det i sit indre, at tingene ikke var som før, at tingene var et stort kaos. Han havde mistet alt, hans sind var faktisk nedbrudt, hans indre flamme var døende, men det som holdt ham i live, var viljestyrken og hævntørsten, for han helmede ikke før han havde fået hævnet både ham og hans datter!
Det rødglødende øjne betragtede sig af det døde, forbrændte lig, som var det resterende af Jelickas ellers så smukke krop, hvor et kynisk smil gled over hans læber. Han kunne fornemme at nogle var på vej, han gik ud fra at det var nogle vagter fra grænsemuren eftersom flammerne, røgen og skrigene sikkert havde vagt en uønsket opmærksomhed. Han kneb øjnene let sammen, som han forsøgte at lokalisere energierne, som han kunne fornemme med sit sind, inden han så mod Jelickas lig igen. Han fnøs kortfattet, inden han blot uanfægtet gik forbi det døde lig og fortsatte mod grænsemuren. Han ville sikkert få problemer med at krydse grænsen nu! Det irriterede ham, men nogle vagter havde han klaret før, og det kunne han sagtens gøre igen!

//Out