Back from hell

[Deleted]

Solen skinnede smukt og prægtigt over Procias, specielt i én af de helligste byer; Catalena. I sommertiden og tilmed i en tid uden krig, hvor alt var ved at falde på plads igen for landet, kunne man tydeligt mærke på folk at de var glade. Der var ikke længere kaos i landet, skønt der endnu var visse ting der stadig skulle falde på plads. Den største plage for landet var også blevet drevet ud, faktisk elimineret – eller det troede landet i hvert fald, men i virkeligheden så var det slet ikke tilfældet! Sonic var kommet tilbage til livet via en magisk og meget kraftig eliksir, der havde fået ham til at genopstå som det legendariske mytologiske væsen; føniksen. Han var genopstået af sin aske, blevet ’genfødt’, skønt han sådan set var blevet genfødt til et nyt og bedre ’jeg’. Han var kommet tilbage for nogle dage siden og havde fundet ud af at der var gået flere måneder, siden han var blevet henrettet ved guillotinen, hvor tanken stadig fik ham til at tage sig til halsen. Han bar stadig sine gamle ar; det ved det venstre øje som han stadig var blind på. Arret var dog langt bedre, da huden ikke var nær så vansiret som det havde været, man kunne dog stadig ane det. Han bar også to ar på hver håndflade, der kom fra hans korsfæstelse. Ellers så klarede han sig udmærket. Han var blevet skyllet op på bredden ved Den Lyse Flod, hvor han havde været splitternøgen. Han havde kun klaret sig et lille stykke, inden han var faldet om af udmattelse, selvom en fra landsbyen havde fundet ham og taget ham med til patienthytterne. Ingen havde genkendt ham, eftersom Catalena var en by der holdt sig for sig selv, der var tilmed ikke mange der kendte til selve byen i det hele taget, derfor havde de plejet ham og gjort ham rask, hvor han havde spillet flink og brugt sine mentale evner så han var sikker på at de ikke ville genkende ham. Han havde fået noget tøj som lå til patienterne, hvor han var stukket af midt om natten. Han bar derfor nogle hvide bukser og en hvid bluse, der alt sammen var løst og ikke af det bedste kvalitet, men han vidste at det ville blive hårdt. Ikke nok med det havde han fundet ud af at hans hjem var blevet overtaget af en Amalani igen, og ikke nok med det, så gik han med sorg, eftersom hans datter var død. Hans lille prinsesse, som han havde set frem til at se vokse op, og nu fik han slet ikke chancen for det. Tanken gav ham ondt i brystet. Han havde håbet på at nogen havde været der til at redde ham, men det havde ikke været tilfældet. Nu var hans datter død, hans familie splittet, for han vidste ikke hvor hans hustru befandt sig henne, eller hvorfor hun ikke havde fået tøsen med sig, så han havde ingen anelse om hvor han skulle søge hen. Han havde dog valgt at søge mod Dvasias, eftersom han ikke længere havde sit hjem her. Han var kommet tilbage og havde fundet ud af at han havde mistet … alt. Han var knap nok nået ud af Procias, da han befandt sig tæt ved grænsen, og han vidste at han kunne få problemer ved at komme over, eftersom hans evner endnu ikke var helt genvundet, men han nægtede at tilbringe mere tid i seng, og da specielt ikke ved det som han hadede allermest; procianere.

[Deleted]

Atter en gang måtte Jelicka vandre lidt rundt for sig selv. Ikke at det var noget som forundrede hende så meget egentlig, for Alec havde vel vendt hende ryggen, som alle andre havde gjort det, selvom det bestemt ikke var noget som gjorde det nemmere for hende af den grund, for hun fandt pludselig tilværelsen svær og.. uattraktiv på en eller anden mærkværdig måde, selvom det nu ikke just var noget som gjorde det meget bedre for hende på denne her måde. Den lasede kjole som Alec havde set hende i, i sin tid, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, for hun havde jo trods alt heller ikke penge til at købe noget nyt, selvom det nu alligevel var en tilværelse som hun fandt besværlig, specielt efter alt det som hun havde været og gjort sammen med Alec og for ham tilbage i sin tid! Nemt var det altså ikke for hende!
Efterhånden var healerlandsbyen blevet et hjem for hende, for de var efterhånden vant til at hun kom rendende, kun for at forsvinde igen, nærmest som hun slet ikke kunne finde et sted som hun kunne slå sig ned på, og det var vel heller ikke noget som hun var i stand til? Hun havde faktisk svært ved det efterhånden? Hendes nøgne fødder mødte græsset i en elegant gang, som hun forlod engene og markerne som afholdt den lille by fra resten af Procias, kun for endnu en gang at tage vandringen igennem den lille by som Catalena bestod af, selvom der nu heller ikke var nogen som reagerede på hendes tilværelse som sådan, for det var der jo trods alt heller ikke nogen grund til i den anden ende. Tungen strøg hun let over læberne, som hun så sig omkring, som havde hun været på et fremmed sted, selvom det slet ikke var tilfældet, men det var underordnet. Direkte så måtte hun jo ligne en tigger efterhånden, og et sted.. så var det vel også hvad hun var blevet efter Alec var forsvundet..? Og uden så meget som et eneste ord til hende? Tanken gjorde ondt, men ikke noget som kom bag på hende, for alle havde af en eller anden mærkværdig grund, valgt at vende hende ryggen, selvom den var svær for hende at sluge denne gang, for.. han havde jo nærmest vist hende, at han gerne ville hende, og han havde skiftet mening? Svagt endte hun med at sukke, men den tanke var altså også af den slags, som hun slet ikke var i stand til at slippe, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hende på nogen måde, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende! Den ene hånd lod hun vandre igennem hendes hår som hun førte over den ene skulder. Hun var ikke andet end bare skind og ben, og selv her i denne varme, følte hun faktisk at hun frøs, hvilket bestemt heller ikke var noget som tydede særlig godt, men hvad pokker skulle hun stille op? Det kunne godt være, at Procias var kendt for sit gode hjerte, men det var bestemt heller ikke noget som hun mærkede sig synderlig meget af. Selv regnede hun slet ikke med at folk faktisk var klar over, at hun i det hele taget var til stede.

[Deleted]

Den varme sommerdag, var noget som gjorde godt for Sonics vedkommende, eftersom solen var hans energikilde og gav ham styrke. Det var underligt ikke at have mørket i sig, eftersom det altid havde været hans ’nødplan’, når det havde regnet eller om vinteren, nu var han kun ild og mentaldæmon. Han havde dog altid klaret sig og det skulle han også nok denne gang, skønt han sådan set havde mistet alt. Han havde aldrig været en mand der havde haft mange omkring sig, men nu følte han sig pludselig helt.. alene og ensom. Han havde trods alt haft en familie, men han anede ikke hvor Ilaria var, og så vidt han vidste så var hans datter død. Hånden søgte ind under den hvide bluse, hvor han hev sin medaljon frem, der holdt både hans vielsesring og et billede af hans lille pige, som han naturligvis håbede, var et godt sted. Det gjorde ondt at han ikke ville se hende vokse op, for han havde glædet sig til at skulle være den der trænede hende og gjorde hende stærk og ikke mindst klar på det farlige liv, men det blev slet ikke længere til. Han pakkede medaljonen væk igen, da billedet af hans lille prinsesse smertede ham for meget til at han ønskede at tænke på det. Han var faktisk heldig endnu at være i live, selvom han kunne takke sin ’ven’ for det. Eliksiren havde været kraftig og gudskelov for at den havde virket! Ellers så havde han ikke været her nu. Han var på vej mod grænsemuren, hans hjem var ikke længere her i Procias og et sted var han glad for det, for så slap han for alle de godtroende og uudholdelige mennesker, men til gengæld så havde han været lykkelig her, for det var her hans familie havde været, men den havde han vel heller ikke længere.
Sonic fortsatte sin gang. Han var kommet til nogle marker, som han skulle krydse for at komme til grænsemuren, skønt han gik ud fra at der var et pænt stykke endnu. Han vidste at han sagtens kunne brænde hele lortet ned til grunden nu, men han valgte at trække sig tilbage, genvinde sin fulde styrke og så slå til, når de mindst ventede det. Det hele gjaldt bare om overraskelsesmomentet. Han hadede alle procianere, det var trods alt dem som havde taget alt fra ham, som var skyld i at hans datter var død, at han ikke havde sin familie og ikke mindst var det dem der havde taget hans liv og han ville have sin hævn! Han ville ikke sove trygt før han havde fået hele landet brændt ned til grunden! Det mørke blik søgte over landskabet, hvor det faldt på den kvinde der gik helt alene. Hans blik søgte let omkring for at se om der var nogen i nærheden, men der var ikke en eneste sjæl i miles omkreds. Et kynisk smil gled over hans læber, som han satte kursen imod kvinden. Han var ligeglad med at nogle fra landsbyen havde plejet ham og givet ham tøj på kroppen, eftersom det blot beviste hvor naive og godtroende de var. De burde have efterladt ham til døden, men de havde ikke kunnet genkende ham.
“Goddag,” hilste han med en kølig stemme, der endnu var en anelse hæs, hvor et hemmelighedsfuldt smil gled over hans læber, da han var nået tæt nok på kvinden til at hun ville kunne høre ham.

[Deleted]

Jelicka var efterhånden ved at blive temmelig vant til tilværelsen alene. Efter alt det med Alec, så var det kun gået op for hende, at hun skulle lukke af for andre, for de kunne tilsyneladende ikke finde ud af at være sammen med hende. Det var vel.. bare hende som den var galt med igen? Tanken gjorde hende ked af det, men det var ikke noget som hun havde nogen tanker om at skulle spilde flere tårer over, for den søgen efter Alec havde hun allerede opgivet, for det var slet ikke noget som hun ifk det mindste ud af alligevel. Han var vel væk, fordi at han ikke ville findes af hende? Selvom det ikke just gjorde det bedre for hende, for hun følte at hun havde gjort så meget for ham, da det havde været nødvendigt, og han havde endda fået hende til at åbne sig for ham, og så endte hun alligevel alene og kastet ud i kulden? Hun fandt det bestemt ikke retfærdigt!
Armene søgte stille omkring hendes spinkle skikkelse, næsten som hun frøs, også selvom det vel næsten var umuligt i det flotte vejr som hvilede rundt omkring dem? Det var bare ikke just noget som hun fandt nogen glæde i, for det kunne hun slet ikke. Svagt endte hun med at sukke. Folket her var vant til at se hende efterhånden, at de ikke rigtigt reagerede på det, men det var nu bare sådan at det måtte være, og så lang tid de ikke sagde noget til det, så havde hun det egentlig også ganske fint med det. Ingen så hende som sådan mere, også selvom det slet ikke var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være, for hvorfor skulle hun lave det om nu? Hun ville slet ikke have noget med folk at gøre mere, for nu ville hun det ikke mere! Stemmen som lød lige ved hende, var noget som fik hende til at stoppe op og vende blikket direkte mod vedkommende. Var det hende som han talte til? I det store og hele, så var det ikke noget som hun som sådan forstod og det var noget som faktisk forvirrede hende lidt, for det var hun slet ikke vant til mere! ”Goddag,” hilste hun med den engleblid, som hun ellers altid havde haft. Hun lod hovedet søge let på sned. Hvem denne mand var, vidste hun ikke, og et sted så var det ikke rigtigt noget som hun kunne gøre noget ved af den grund. Tungen strøg hun let over sine læber, som hun sendte ham et blidt og let smil, for hun kunne ikke lade være.. Det var noget som trods alt noget som bare lå til hende som person. Efter alt det med Alec var hun ganske vidst blevet langt mindre.. underlig end det som hun ville have været normalt, for visse ting havde i den grad forandret sig. ”Yderst flot dag, ikke sandt..?” Et sted forsøgte hun bare at virke ganske imødekommende, for det var også noget som lå mere naturligt til hende. Hun ønskede jo faktisk at være flink mod folk, hvis de var det samme mod hende, og hvem denne mand var, eller hvad han kunne finde på, vidste hun ikke. Dette var jo trods alt også Procias, så.. hvad kunne der ske?

[Deleted]

Meget var allerede sket for Sonics vedkommende og ikke mindst var der meget som havde forandret sig. Man kunne sige han var blevet langt mere moden siden han første gang havde været alene og havde levet det vilde liv. Eller vildt havde han altid levet, for han havde en underlig vane med altid at skulle have lidt action i sit liv, han elskede eventyr og lidt fare, hvilket man også måtte sige at han havde levet igennem de sidste mange år af sit liv. Det var først efter at hans datter var blevet født at det havde ændret sig og han havde holdt langt mere lav profil, for der havde han fået det som han altid havde ønsket sig; en familie. Nu havde han intet tilbage. Han havde været forbi hans gamle hus, men der var allerede flyttet en ny Darcy ind i huset, hvilket irriterede ham på det groveste, dog havde han fundet ud af at hans lille prinsesse ikke havde klaret den og det var noget som smertede ham mere end noget andet. Han havde glædet sig til at se hende vokse op, men det ville ikke længere ske og den tanke bragte ham stor sorg. Det var de forbandede procianere som havde taget livet på både ham og hans datter og det skulle han nok hævne! Han ville slå til når de mindst ventede det, og de kunne bare vente sig! De ville alle sammen dø i et højt skrig af hans inferno!
Det mørke øje søgte mod kvinden der gik for sig selv et godt stykke ude fra landsbyen i Catalena, hvor det var forholdsvis tæt på grænsemuren. Han var stadig blind på det venstre øje, som han havde fået af Julien, der havde ført det glødende jern mod hans øje og sprunget alle kar og gjort ham blind. Det vansirede ar så dog langt pænere ud end hvad det havde gjort før, selvom nogle sikkert stadig ville mene at det var et hæsligt syn. Han gik dog ikke længere med bind for øjet, han havde vel lært at leve med det? Som ethvert andet ar på hans ellers muskuløse krop. Han gik varsomt mod kvinden, hvor hans ben endnu var lettere vaklende af og til, eftersom han endnu ikke var kommet til sin fulde fem efter sin genopstandelse, som alligevel havde taget rimelig hårdt på ham og hans krop. Det hele havde dog været vellykket, hvilket han var glad og taknemlig for, for så fik han endnu en chance til at hævne sig og det ville blive et grumt syn!
“Så sandt,” medgav Sonic med det samme kølige smil, hvor han fortsatte de langsomme skridt imod hende uden at afsløre sine bagtanker. Han hadede allerede denne kvindes blidhed og ’uskyldighed’, for det var da det sidste hun var! Procianere var ikke et hak bedre end dvasianerne, selv procianerne dræbte, det var han jo et levende bevis på! Selv bag deres uskyldige, blide og varme ydre, gemte der sig en djævel, og de skulle alle sammen komme til at bøde for deres forbrydelse! Det skulle han nok selv sørge for! ”Og hvad laver De herude helt alene? Uden en mand til at beskytte Dem?” spurgte han roligt og med den hemmelighedsfulde undertone, hvor et kækt smil gled over hans rosenrøde læber.

[Deleted]

Jelicka havde aldrig været den type som reagerede med vrede, for det havde aldrig været nødvendigt for hende. Folk så hende jo ikke af den grund, også selvom hun virkelig følte at hun skreg og skreg, men der var aldrig nogen som hørte hende, og det gjorde kun ondt værre. Hun havde faktisk troet at hun skulle finde sin fred og ro sammen med Alec, selvom det var tydeligt, at der var visse som ikke havde været enig i det. Det gjorde hende ganske vidst ked af det, men hun kunne ikke ligefrem gøre andet end at forsøge at gøre noget ved det, tænkte det igennem og så komme over det, og så aldrig nogensinde lukke nogen tæt på sig igen, for det var slet ikke noget som hun fik det mindste ud af på nogen måde i det store og hele. Svagt endte hun med at sukke og så sig omkring. Vinden rev i træerne omkring hende, såvel som de stråtage på de mange huse som hun havde valgt at passere. Dette var ganske vidst ikke første gang hun var der, og folk hilste da på hende i tide og utide, når de vel lægger mærke til at hun faktisk passerede dem? Selvom det i sig selv skete sjældent. Hun var vel bare idømt til at skulle leve et liv alene? Selvom det nu heller ikke var noget som man kunne sige, måtte komme særlig meget bag på hende. Intet nyt under solen der i hvert fald.
Hvem denne mand var, var slet ikke noget som Jelicha havde nogen anelse om, og det var jo egentlig ikke fordi hun ønskede at stoppe op, for at slå en sludder af, for det fik hun intet ud af.. Han gik vel ligesom alle andre alligevel? Så hvorfor ikke bare passere, så hun selv kunne komme videre ind i Procias, og finde et sted hvor hun kunne være for natten? Ligesom hun gjorde hver eneste aften? Hun blev dog stående hvor hun stod. Mandens udseende fangede hurtigt hendes opmærksomhed, for det var tydeligt at han var kommet til skade, hvilket fik hende til at søge direkte mod ham. ”Du er kommet til skade..” nærmest fløj det ud af hende, inden hun bed sig i læben. Hun gjorde det jo ikke engang med vilje! At han direkte spurgte hende om hun ikke havde nogen til at beskytte hende, gjorde hende direkte stram i minen, for det havde hun vel.. troet at hun havde haft? Men så ikke havde det alligevel. Hun rystede stille på hovedet til ham endeligt. ”Nej..” mumlede hun blot, som hun lod armene søge let omkring hendes egen krop. Hun var alene, ligesom hun havde været stort set hele livet, så hun skulle måske bare vænne sig til den tanke i stedet for alt det andet? For det var da slet ikke noget som ville hjælpe hende på nogen måde overhovedet! Hun trak vejret ganske dybt og vendte sig mod ham endnu en gang. ”Men jeg havde.. Han er bare væk nu.. Hvad er der sket med dig..? Og dit øje..?” spurgte hun stille. Hun ønskede faktisk ikke at stå og snakke om sig selv, men ville hellere stå og snakke om ham, for han så da ud til at have været frygtelig meget igennem!

[Deleted]

Meget var sket for Sonic på det sidste, hvor han var gået fra at være lykkelig til at have mistet alt hvad han havde haft. Det eneste der faktisk holdt ham kørende, var tanken om at få hævn over sig selv og ikke mindst sin datter! Procianerne skulle komme til at bøde for det som de havde gjort imod ham! Ingen var dem var anderledes, ingen af dem skilte sig ud fra dvasianerne, derfor gjorde det ham helt syg at de skulle være så selvretfærdige og hæve sig over alle andre og kalde sig for lysets race, de ’gode’, eftersom det var det sidste de var! Selv den reneste engel havde en djævel gemt inde i sig. Alle begik syndere, for der var der ingen der var anderledes, ikke i denne egoistiske og pengegriske verden! Det var det eneste som folk tænkte på. Han kunne tydeligt huske at han havde bestukket nogle af vagterne ved grænsemuren, for at lukke mørkevæsnerne ind, det beviste kun hvor korrupt landet faktisk var; præcis som i Dvasias. Ingen af dem var gode, ingen af dem var rene, de var djævle som alle andre og han ville straffe dem for deres gerninger!
Indtil videre havde Sonic ikke rørt en eneste procianer, han havde tilmed fået hjælp af dem her fra Catalena, selvom han var stukket af, for at søge hjemover og nu var han så på vej mod Dvasias igen, for han havde sådan set ikke noget sted længere, intet hjem, så han havde ingen grund til at blive i dette gudsforladte land. Han endte dog overrasket da kvinden bemærkede at han var kommet til skade, hvor han automatisk tog sig til halsen, skønt hun hentydede til hans øje, men det var han vant til at leve med, det var længe siden at det var sket, hvor det at blive halshugget var sket for nyligt. Han kneb øjnene let sammen. ”Og hvad så? Livet er barsk og ubarmhjertigt, men jeg skal nok stille de skyldige til regnskab, og alle andre med,” svarede han lettere vrissende og med den hemmelighedsfulde tone, da hun slet ikke vidste hvad han havde i tankerne for hende, da ideerne allerede var begyndt at hobe sig op.
At denne kvinde selv var blevet forladt og ikke havde nogen længere, gjorde kun det hele langt lettere for Sonic, hvor han roligt gav sig til at studere hende. Hun så tynd og svækket ud, som om hun ikke havde spist i flere dage, selvom det også meget vel kunne være muligt. Hun lød næsten selv til at have haft det barsk, men det var ingen undskyldning! ”Jaså..” mumlede han lettere tænksomt, som han gned sin lettere skæggede hage, der havde fremtrædende skægstubbe der var på vej til at blive til et fuldskæg. Han vendte blikket mod hende, da hun endnu engang spurgte ind til ham og hans øje. Han lod kort en hånd stryge over det vansirede ar, hvor øjet stadig var rødt og næsten kunne se blodigt ud på grund af de sprængte blodkar, selvom selve iris havde en meget mat brun farve, som et tydeligt tegn til at han var blind på øjet. ”Af og til må man ofre noget værdifuldt for de mennesker man elsker,” svarede han lettere højtideligt, og som lå der ikke mere i det, da det sådan set ikke var noget som han ønskede at snakke om. Han fortrød dog ikke sin handling. Han var måske blind, men han havde lært at leve med det, som så meget andet.

[Deleted]

Jelicka var ganske vidst en procianer, men hvem denne mand var, havde hun faktisk ikke nogen anelse om, så hun anede virkelig ikke uråd. Hun vidste ikke at han havde været greve i Procias, havde haft hustru og børn eller noget lignende. Hun havde vel været sammen med Alec så længe, at det var gået hende forbi vad der egentlig skete omkring hende, selvom det næppe var noget som ville gavne hende i den sigende situation, men det var nu heller ikke noget som hun kunne gøre noget ved af den grund, og det var noget som selvfølgelig måtte irritere hende lidt. Hun var ked af det, hun var ensom og alene, selvom det nu bare var den tilværelse som måtte være hendes lod, og det at hun valgte at forsøge at acceptere, selvom det på ingen måder var nemt, når hun havde oplevet det gode ved et selskab, og nu var det noget som hun endnu en gang havde mistet. Var det i det hele taget underligt, at hun ikke ville mere? At denne mand var kommet til skade, var noget som hurtigt fangede hendes interesse, også fordi at det var tydeligt, at det havde været ganske alvorligt, og selvfølgelig var det noget som gjorde hende bekymret, for hun kunne jo se, at han manglede synet på det ene øje. Det strålede jo direkte ud af ham, selvom det nu ikke just var noget som skræmte hende væk af den grund, men det var nu bare det som det nu måtte være. ”Stille de skyldige til regnskab og alle andre med? Jamen hvad skete der..?” spurgte hun dæmpet og med en stemme næsten kun præget af bekymring. Der var ikke noget ondt i Jelicka på nogen måde, og når hun endelig gjorde nogen ondt, så var det bestemt ikke fordi at det var med vilje! Og denne mand ønskede hun jo ikke at gøre sur eller noget lignende, men det gjorde hende altså bekymret at han så sådan ud!
Jelicka havde heller ikke spist i flere dage, for hvor skulle hun da finde det? Alec havde lovet at tage sig af hende, men han havde vendt hende ryggen og nu gik hun uden nogen som helst, ja.. hun ventede vel bare på at falde om, når kroppen ikke kunne mere? Hun nikkede stille og lod blikket søge ned mod jorden. Tanken gjorde hende mere ked af det, men også sur et sted, selvom hun nu ikke kunne gøre noget ved det af den grund. Hun var vel for underlig, og det var gået op for Alec? ”Mhmm..” mumlede hun bare, men det var vel også bare en tanke som hun måtte lære at leve med. Hun vendte blikket mod ham ved hans ord. Man måtte ofre noget for dem som man elskede? ”I så fald, så har hun været frygtelig, frygtelig heldig,” endte hun sigende, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn i den anden ende. Hun vendte blikket mod ham. Hun valgte at fokusere på hans blik, hvor hun vidste at han kunne se hende, og ikke den skavank som han gik rundt med. ”Kan man gøre noget ved det..?” endte hun dæmpet og ganske spørgende.

[Deleted]

Hvem denne kvinde var, hvad hun havde gjort, var ikke noget som Sonic kendte til og han var sådan set også ligeglad, de var alle sammen ens og de skulle alle sammen komme til at bøde for det som de havde gjort! Han havde hørt at Lucas og Raphaella var blevet fanget ved muren, hvilket var grunden til at han selv var blevet afsløret, eftersom de havde fået kontrakten med sig, så Raphaella kunne stikke af og et sted havde han vel også heppet på dem? De havde gjort oprør imod et helt land bare for at være sammen, hvilket var rimelig imponerende. Nu var de døde og det havde kostet ham selv livet og også hans datter, hvilket var en tanke som gjorde ham rasende! Han ville have hævn! Han vendte det mørke øje mod hende og med en sigende mine. Han foldede hænderne på ryggen og gik ganske langsomt imod hende, imens han så tænkende ud i luften. Det var skam ikke fordi han havde tænkt sig at fortælle hende det hele. ”De slog min datter ihjel og tog alt fra mig,” svarede han sandfærdigt, som han kort skævede mod hende med en kortfattet mine, som han fortsatte omkring hende, næsten som studerede han hende. Han vidste faktisk ikke hvem der havde taget hans liv eller hans datters, eftersom han havde haft pose for hovedet for det meste af tiden, derfor skulle de alle komme til at bøde! Han stoppede op for hende og viste sine håndflader frem, hvor der var to store tydelige runde ar, „samt de korsfæstede mig, men jeg undslap.” Han trak hænderne hurtigt til sig igen, som han foldede dem bag ryggen.
At denne kvinde havde mistet den mand hun havde haft tæt på sig, var Sonic sådan set ligeglad med, hvis manden var skredet, var det nok fordi hun ikke havde fortjent ham. Eller også så var det omvendt. Han ville dog også selv være skredet, hvis han havde været sammen med en prociansk kvinde, for de talte ikke om andet end glæde, håb og varme, de var urealistiske og det gav ham direkte kvalme! ”Hvorfor skred han? Blev han træt af dig?” spurgte han sigende og med en hånende undertone, imens et køligt smil gled over hans læber.
At hun fortsatte med at køre i det, var noget som til dels irriterede Sonic, selvom hans blik blev lettere eftertænksomt til hendes ord. Hun var heldig? Han havde taget efter hende, fordi hun havde været gravid og fordi han elskede hende, hvilket havde givet ham et blindt øje og et vansiret ar. Han fortrød dog ikke sin handling, det var ikke første gang han havde reddet den kvindes liv, og han fortrød ingen af gangene, selvom det havde givet ham selv knops og ar. Han trak blot på skuldrene. ”Det er hun vel,” mumlede han blot. Hende anede han ikke engang hvor var henne, selvom han godt gad vide hvorfor hun ikke havde reddet deres datter. Han så mod kvinden igen, da hun fortsatte, hvor spørgsmålet også fjernede hans fokus. Endnu engang måtte han trække på skuldrene. ”Det ved jeg ærlig talt ikke. Jeg har aldrig gjort noget ved det, men lært at leve med det,” svarede han roligt og sandfærdigt, som han vendte blikket op mod den skyfrie himmel.

[Deleted]

Jelicka var efterhånden igen ved at vænne sig til tanken om at være alene, for det var jo ikke noget nyt, at folk vendte ryggen til hende, men af den grund, så var hun stadig ganske uvidende omkring det som var sket i de andre lande, for det var jo kun det omkring hende og Alec, som hun faktisk havde set, og det var det som havde haft betydning for hende, og ikke alt det andet. Tanken om at folk havde taget livet af denne mands datter, var virkelig noget som stak til hendes hjerte, sind og sjæl, for det var hun faktisk ked af. Hun bed sig svagt i læben og vendte blikket mod ham med en ganske sigende mine. ”Det.. det er jeg ked af,” endte hun dæmpet og med en tydelig sandhed at spore i hendes øjne, for tanken om at et lille barn skulle miste livet bare sådan, var da noget så grusomt i hendes øjne! Blikket gled mod hans hænder, som han var kommet tæt nok på hende, og faktisk holdt dem frem foran hende, så hun kunne se at han også var kommet til skade der, fik hende til at skære en mindre grimasse, for det var tydeligt at han havde haft det hårdt! Hun vendte blikket forsigtigt mod hans igen. ”Jeg.. jeg troede man korsfæstede for at slå ihjel..” endte hun med en dæmpet stemme.
Jelicka var ganske alene, og det var bestemt heller ikke fordi at hun regnede med at skulle åbne op for folk igen, for nu havde hun da kun fået bekræftet, at hun slet ikke var det selskab værd for Alec. Mandens ord var noget som faktisk ramte hårdt, for det var jo også hendes teori. Hun begyndte stille at fumle med en af de løse strimler af den kjole som ellers allerede sad temmelig slapt omkring hende. Hun blev jo kun mere og mere spinkel for hver dag som måtte gå, også fordi at hun ikke havde nogen at søge til, intet sted at søge ly og ingen penge til tøj eller mad, så.. det gik vel kun en vej for hende alligevel? Hun vendte blikket ned mod jorden endnu en gang, for det var bestemt ikke fordi at det var noget som var noget hun kunne gøre noget ved. ”Han blev bare væk for mig.. Jeg kan ikke finde ham..” endte hun stille, som havde det været et forsøg på at overbevise hende selv.
Det var slet ikke fordi Jelicka var ude efter at irritere eller genere andre mennesker, selvom det vel bare var en irriterende tendens som hun havde, og det var slet ikke noget som hun kunne gøre for! At han havde gået igennem så meget og fået de mærker for en som han elsket, så måtte det da virkelig være en heldig kvinde som havde haft ham, og ja, det var faktisk en tanke som hun kunne misunde. Ganske vidst var hun et væsen af lyset, men selv hun kunne rammes af de negative følelser, som vrede, angst, misundelse og jalousi, uden at hun kunne gøre noget ved det. ”Jeg.. jeg håber hun ved hvor heldig hun er..” endte hun dæmpet, også fordi at det faktisk var ord som hun måtte mene. Hun så igen på ham, selvom det var ganske forsigtigt. ”Jeg er ked af, at så grumme ting er sket for dig..” endte hun næsten i en hvisken.

[Deleted]

Det forundrede ikke Sonic at denne kvinde spillede sympatisk overfor ham, for inderst inde kunne det jo selv have været hende der havde gjort alt det imod ham, som de andre procianere havde gjort. Han tvivlede på at det var hende, for så havde hun jo nok genkendt ham og det så slet ikke ud til at hun vidste hvem han var, derfor tvivlede han på at hun havde gjort ham det mindste, men det var slet ikke princippet i det, princippet var at det ligeså godt kunne have været hende der havde gjort det og det var der det hele lå. Hun kunne have taget livet på hans datter, selvom han gik ud fra at hun aldrig var blevet fundet og derved var blevet sultet ihjel – tanken var ham direkte dræbende, det at vide at han ikke havde været der til at beskytte hende og tage sig af hende, som det var hans ansvar, han havde en kæmpe skyldfølelse, men det var ikke just fordi han havde kunnet gøre noget, da soldaterne var kommet og han havde håbet på at der var nogen der havde fundet hans lille pige og taget sig af hende, men det så ikke sådan ud. Det mystiske skær lagde sig over hans øjne, da hun sagde at man korsfæstede for at dø. ”Det gør man normalt også, men som sagt så undslap jeg,” svarede han sandfærdigt. Han kunne stadig huske ydmygelsen. Han var blevet hånet, fået kastet alt fra grøntsager til sten på sig, som han havde hængt på korset og smerten i hans hænder havde været ulidelig!
Sonic kunne godt se at han havde ramt et ømt punkt, da han nævnte den mand hun havde haft hos sig og som nu var væk, hvor han også godt lagde mærke til at hun begyndte at fumle med sin kjole, hvilket kun morede ham inderst inde. Han hadede procianere, han hadede procianere mere end noget andet og denne kvinde var intet undtag. Sådan som hun spillede uskyldig, men selv han vidste at hun kunne tvinges til at gøre andre ondt, og selv hun skulle komme til at bøde for alt det hun havde gjort i sit liv! Et kynisk smil gled over hans rosenrøde læber, som han blev stående tæt ved hende. ”Jaså.. sikker på han ikke skred med vilje?” spurgte han sagte kun for at træde i det med vilje og helt bevidst, for det var tydeligt at det var hende et ømt punkt og det skulle udnyttes!
At kvinden selv skulle komme ind på den familie som Sonic havde haft, var noget som generede ham og gik ham på, eftersom det selv var et ømt punkt for ham, men det nægtede han at vise hende, for hun skulle bestemt ikke bruge det imod ham! Han så lettere tænksomt ud i luften ved hendes ord. ”Det ved jeg ikke om hun gør. Men det finder jeg vel ud af, hvis jeg nogensinde finder hende igen,” svarede han roligt, mere for sig selv end som svar på hendes ord. Han anede ikke om hun var i live, selvom meget i ham sagde at hun var. Ilaria havde altid kunnet klare sig selv, derfor tvivlede han på at hun var kommet noget til, alligevel måtte han jo sætte spørgsmålstegn ved hvorfor hun ikke havde gjort noget for at redde deres datter. Et grumt smil gled over hans læber som hun fortsatte. ”Åh.. du vil blive overrasket over, når du finder ud af at det er jer procianere der har gjort det imod mig,” svarede han køligt, hvor det luskede glimt lagde sig i hans øjne.

[Deleted]

Jelicka var slet ikke ude på at spille sympatisk, for det var bare sådan at hun var som person, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun var en kvinde som faktisk kun ønskede folk det bedste, for hun gik slet ikke ind for krig, død og ødelæggelse. I hendes øjne, var det virkelig noget af det værste som menneskeheden kunne udsætte sig selv for! At gøre nogen ondt, var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til! Og når det så endelig skulle ske, så var det bestemt heller ikke fordi at det var noget som hun gjorde med vilje, for det gjorde hun bestemt heller ikke. Hendes hjerte slog let og fast mod hendes bryst, som hun stille vendte blikket mod hans skikkelse. At han var blevet korsfæstet, men ikke havde mistet livet på det, var alligevel noget som var kommet en anelse bag på hende, for han stod jo der og foran hende i levende live, selvom hun vidste, at hun måske skulle være påpasselig, så var det som om at det hele var ganske ligemeget? Hun havde jo ikke just noget osm hun kunne sige, at hun ønskede at leve videre for mere. ”Utroligt..” endte hun med en ganske sigende mine, for det var faktisk noget som alligevel måtte komme ganske godt bag på hende!
At denne mand havde fundet et så ømt punkt ved hende, havde bestemt heller ikke været hendes mening, men ligesom så mange andre procianere, så var hun vel ganske letlæselig? Hun stod og fortsatte med at fumle med kjolen. At han ikke var blevet væk ubevist, var jo trods alt også det som hun var bange for personligt, for det ville jo ikke ligefrem være første gang, at det skete for hende, for hun var jo mærkelig.. det var jo det som hun hele tiden fik at vide! At han så fortsatte med at køre rundt i det, var noget som direkte efterlod hende med tårer i øjnene, for hun ønskede jo ikke at tro på at Alec faktisk havde efterladt hende.. Også fordi at han havde gjort det så tydeligt for hende, at han faktisk havde ønsket at tilbringe den tid med hende. Det var unfair hvis han havde siftet mening bare sådan! Nu hvor de havde været på vej! ”Det.. det kan han ikke være, for.. han sagde at han gerne ville være sammen med mig.. endte hun denne gang med en langt mere spids tone. Nok var nok, selv for hende!
At familien måtte være manden et ømt punkt, kunne hun næsten gætte sig til. Det var desuden også de færreste som ville vandre frem med mærker i ansigtet på den måde, uden at gøre noget ved dem, så der måtte vel også være en form for betydning bag? Hun blinkede let med øjnene, også for at få tårerne væk. Hans kvinde måtte være heldig, at have en som ville gå igennem så meget for hende. Selv kunne hun jo kun drømme om det, for hun regnede bestemt ikke med at det var noget som bare sådan lige skulle ske hende, om det var noget som hun nu ville det elle ikke, og den tanke gjorde faktisk ondt. Hun nikkede sigende. ”Du ved ikke hvor hun er henne..? spurgte hun stille, som hun lod hovedet søge let på sned. Hun førte hurtigt hånden op til kinderne, hvor hun tørrede dem rene for tårer. Det var bestemt ikke noget som ville gavne hende i det store og hele, det var helt sikkert. At det var procinaere som direkte havde gjort alt det mod ham, var noget som gjorde hende mere bleg i ansigtet. Det var da slet ikke noget som hun forstod! ”G-gjorde de det?” endte hun usikkert, men dog frygtelig overrasket.

[Deleted]

Det var ikke fordi Sonic havde undsluppet sin henrettelse, og han kunne stadig huske det hele klart og tydeligt! En tanke der virkelig stadig kunne få det til at løbe ham koldt ned over ryggen. Hans tid på korset havde været ydmygende, hvor han havde hængt der i flere uger, det værste var dog klart, da han var blevet ført op på podiet til guillotinen, hvor han var blevet lagt ned og kunne høre folket råbe. De sidste sekunder af ens liv, fik ens hjerne til at tænke hurtigt, det fik ens hjerne til at genopfriske alt det gode i livet, så man til sidst enten kunne fortryde eller også være glad for det man havde udrettet. Han selv fortrød ikke mange handlinger i sit liv, foruden det at han ikke havde kunnet beskytte sin datter, der nu var død. Det sidste han havde tænkt på var netop hans datter og hustru, inden lyden af den store klinge søge ned mod hans hals og efterfulgt af mørke. Han havde været død, men han kunne intet huske fra den tid, han anede ikke hvordan det var på den anden side, for det var ikke noget som måtte hvile i hans erindringer. Det var vel et liv for sig selv? Derfor vidste han ikke om han skulle frygte døden eller ej, for han vidste ikke om det var slemt eller om det faktisk var paradis. Men han havde genopstået og nu var han tilbage på jorden, hvor han ville tage sin grufulde hævn over alle procianer han stødte på, og denne kvinde ville blive den første!
Det morede kun Sonic at den mand, kvinden havde haft i sit liv, var hende et ømt punkt, for hun viste det jo tydeligt! Han kunne godt se at hun måtte få tårer i øjnene, hvilket kun gav ham mere lyst til at stikke i det. At det så var Alecander Mathimæus som havde været hendes mand, ville Sonic nok have haft svært ved at tro på, eftersom han selv havde mødt manden og han tvivlede på at lige den type af mand ville falde for et blødsødent lysvæsen. Det var ham selv der havde taget livet af Alecander og det var også fra den mand han havde fået ideen om at genopstå, for Alecander havde sagt at døden kun var begyndelsen, så han ville tro at manden endnu var i live og gemte sig derude et sted. Det kyniske smil falmede ikke det mindste, hvor han betragtede hende med en sigende mine, da hun blev mere spids i tonen. ”Udmærket. Men hvor længe har han ikke været væk? Og hvorfor er han her så ikke nu?” spurgte han roligt, som var det indlysende at manden havde forladt hende med vilje.
At tale om sin datter gjorde klart mest ondt, eftersom Sonic vidste at hun var død. Men han vidste til gengæld at hans hustru endnu var derude et sted, for hun havde trods alt altid været en kvinde der havde kunnet klare sig selv. Han vidste dog ikke hvor hun var henne, han vidste ikke om hun endnu var i Procias, eller om hun var i Manjarno, Dvasias eller et helt fjerde sted. Derfor ville det blive svært at finde hende. ”Netop. Jeg ved ikke hvor hun er henne,” konstaterede han kortfattet, som han ellers blev stående tæt ved kvinden, hvor han i en hurtig bevægelse godt ville kunne nå at få fat i hende. Han kunne godt se at hun var overrasket over at det var procianere der havde gjort det mod ham, hvilket kun fik hans smil til at brede sig. ”Åh ja. De stormede mit hjem, jeg nåede at gemme min datter, så de ikke ville finde hende, de bagbinder mig, giver mig sæk for hovedet og slår mig bevidstløs fordi jeg stritter imod, derefter korsfæster de mig, hvor jeg hænger i flere dage uden mad eller vand, hvor jeg bliver ydmyget for hele befolkningen, derefter tager de mig op til den store guillotine og halshugger mig foran hele befolkningen,” svarede han med den hemmelighedsfulde undertone, hvor hans øjne begyndte at få et rødt sker over sig.

[Deleted]

Jelicka havde ikke rigtigt haft noget med Procias at gøre igennem en længere årrække, for hun havde tilbragt tiden sammen med Alec, og hun havde virkelig nydt det så længe det nu havde varet, men det var nu ikke noget som hun kunne sige sig, at være lykkelig over mere. Hun havde mere eller mindre formået at blotlægge sin sjæl for ham, lade ham komme tæt nok på hende, til at få hende til at slappe af i hans favn, lade ham beskytte hende, for det havde hun i den grad også gjort, og nu..? Nu var han der slet ikke mere? Han havde valgt at forlade hende? Og det var slet ikke en tanke som hun brød sig særlig meget om! At han var korsfæstet og faktisk kommet tilbage til livet, var noget som virkelig måtte komme pænt bag på hende, for hun vidste da at når man døde, så.. døde man da? Ja, Alec havde ganske vidst været et undtag, men manden var slet ikke i stand til at huske det – Da hun havde fortalt manden om hvem han var, havde han jo selv reageret voldsomt og næsten endt med at forlade hende, men hun havde fået ham til anderledes, heldigvis! Han var blevet ved hende, og selvfølgelig var det noget som hun var frygtelig glad for! Men nu.. ja, nu vidste hun ikke om det var noget som hun kunne være så glad for, for han havde jo for poker valgt at lade hende være, og efterladt hende bare sådan! Og det var en tanke som virkelig gjorde ondt!
At denne mand havde fundet ud af, at det var hende et ømt punkt, var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hende, for hun brød sig slet ikke om at skulle tænke så meget over det, men det skete nu alligevel, uden at hun kunne gøre noget som helst ved det. En tåre gled stille ned af hendes kind, som han fortsatte med at snakke om Alec, som havde han forladt hende, og det var en tanke som virkelig gjorde vanvittig ondt. Blikket gled denne gang direkte ned i jorden, hvor hun endte med at stå fuldkommen stille, for hun fik jo intet ud af det alligevel, for han høvlede jo kun hendes argumenter ned. ”Alec ville da aldrig bare forlade mig..” endte hun med en dæmpet stemme. Han kunne da ikke bare forlade hende! Han havde jo gjort så meget for at holde på hende til sidst!
At han havde været gift og havde barn som var slået ihjel, var noget som virkelig gjorde ondt på Jelicka, for det var virkelig ikke retfærdigt, at noget så ungt og så uskyldigt, skulle ende med at miste livet på den måde. Det var virkelig ikke fair! Men at han ville.. hævne sig og som det lød som om, så ville han lade det gå ud over alle procianere? Selvom det virkelig ikke gjorde det meget bedre for hende, for hun havde jo slet ikke ønsket nogen noget ondt! Og hun havde jo ikke været i Procias i mange år nu, så hun havde ingen anelse om hvad pokker der egentlig var foregået der! Hun endte direkte med at bakke et skridt, som det gik op for hende, hvad der egentlig var sket med ham og med den mine og den undertone, så kunne hun jo kun gå ud fra, at det var en alvorlig situation, og at han faktisk mente det alvorligt! ”Det.. det forstår jeg ikke..” endte hun dæmpet, som hun endnu en gang valgte at bakke et stille skridt, også for at holde lidt afstand til ham. At det var en situation som kunne udvikle sig til noget grumt, var efterhånden så småt ved at gå op for hende, og det var slet ikke en tanke som hun brød sig om! ”Det.. det er grufuldt..” endte hun tydeligt usikkert. Alvoret var helt klart ved at gå op for hende!

[Deleted]

Mange ville nok ikke mene at det var fair, at Sonic lod det gå ud over alle, men sådan tænkte han slet ikke. Det var mange procianere der havde angrebet ham, som havde været med til at få ham henrettet, for ikke at glemme at næsten hele befolkningen havde været der til at håne ham og ydmyge ham, så selvfølgelig ville han have sin hævn. Men mest af alt ville han have sin hævn over sin datter! Hans lille pige havde aldrig gjort nogen noget, og måske han selv havde haft planer om at gøre hende til en lille djævel, men det var ikke ensbetydende med at han ønskede det farlige og vilde liv for hende, for det gjorde han bestemt ikke! Han ønskede hende en tilværelse af sikkerhed og tryghed, men det havde hun aldrig fået og det var hans skyld, hvilket efterlod ham med en skyldfølelse som ikke engang kunne beskrives! Han ville gøre alt for at få sin datter tilbage, han ville sågar bytte sit eget liv for hendes, så han ville ligge i graven og hun ville få chancen for at leve, for det havde hun fortjent! Men først ville han have sin hævn og sin datters med og det var over alle procianere som måtte vandre på denne jord!
Kærlighed var vel altid et ømt punkt, hvis man mistede de som man elskede? Sådan var det jo netop også for Sonics vedkommende; specielt hans datter, derfor kom det heller ikke bag på ham at det var sådan over for denne kvinde. Han anede ikke hvad race hun var eller hvad hendes navn var, men for hans vedkommende betød det heller ikke særlig meget. Han trak kun yderligere på smilebåndet, da han så tåren glide ned over hendes kind og hende selv vende blikket mod jorden. Det var ikke ensbetydende med at hendes mand havde forladt hende, der kunne være sket meget med ham. Navnet forekom ham dog rimelig besynderligt. Alec? Men det kunne jo aldrig være som i Alecander, og da slet ikke som i Alecander Mathimæus, for den mand ville da aldrig komme sammen med et lysvæsen? Det kunne han umuligt tro. ”Ellers må man jo nok erkende at han er gået i døden. Borte med blæsten,” svarede han sandfærdigt uden at tage hensyn til at hun stod og græd foran ham, for det bed ikke på ham, hun kunne godt spare sig og sit skuespil!
At det kom bag på hende at det var procianere der havde taget Sonics liv og ikke mindst alt det som han havde været igennem kunne han tydeligt se, hvilket kun gjorde det hele bedre. Det bedste var dog klart det at det gik op for hende at der ikke var helt godt mel i posen ved ham, for hun blev pludselig så vagtsom, sådan som hun trådte et skridt bagud. Men vidste hun ikke at man ikke kunne løbe fra bødlen? Et køligt smil gled over hans rosenrøde læber, som han strakte armene ud og fingrene med. ”Hvad er der ikke at forstå? Alle stod der til at ydmyge og håne mig, og I skal alle komme til at bøde for det!” hvislede han køligt, som han skød ild ud fra fingerspidserne, hvor han lod ilden sprede sig omkring hende i en perfekt cirkel, så hun ikke kunne løbe nogen veje, eftersom han lod flammerne stikke højere op over hendes eget hoved. Han gik direkte ind igennem ilden, så de begge stod i den forholdsvise store cirkel af brændende inferno. ”Og du skal komme til at bøde for det! Med dit liv!” hvislede han iskoldt, som han lod flammerne samle sig mere omkring dem, da cirklen blev gjort mindre.