What have you done now?

[Deleted]

Selvom Konstantin af og til kunne fremstå som en blød og venlig mand, så var han skam en sand warlock; han var stolt, forfængelig og utrolig selvsikker. Han var måske ikke den mest arrogante mand, men selv den side kunne komme frem af og til, alt efter hvilken person han stod overfor. Han var en mand der ikke var bange for at tale fra hjertet, om det så var om sine følelser eller meninger, hvilket var det som nok var skyld i at han af og til kunne fremstå blød, men selv der var der mange der så en mere hård og hensynsfuld side af ham, for selv den fandtes. Og han bar skam præg som mange andre mænd besad, såsom at han altid havde været kvindeglad, han var et konkurrencemenneske og hadede at tabe, hvor han også var utrolig perfektionistisk, halvt var ikke godt nok. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. ”Sindssyge kvinde,” hviskede han drillende, som han blinkede let til hende. Et sted kunne han jo godt lide hendes vanvittige og psykotiske sind, men det var nok også fordi han kendte til hver en side af hende, „sindssyg, smuk, attraktiv og stærk. Jeg priser mig pludselig utrolig heldig,” svarede han lettere eftertænksomt, som han kort så tænksomt ud i luften, inden han vendte blikket drilsk mod hende, da det var hende han kaldte for de ting. Han løftede den ene hånd og strøg hende blidt over kinden. ”Jeg er imponeret over din handling i aften, min egen. Men dog må jeg desværre skuffe dig og fortælle at du ikke har taget livet på de stærkeste par,” svarede han sandfærdigt, som det mystiske skær lagde sig over hans mørke øjne, „det stærkeste par, står nemlig lige her.” Han hentydede netop til dem. De var trolovet og derfor et par, de var et stærkt team og Malisha havde netop lige bevist hvilken styrke og snedighed hun besad.
Malisha havde aldrig været typen der havde valgt at blotlægge sig selv for nogen, når det kom til følelser, selvom Konstantin aldrig havde haft svært ved at tolke hendes mange handlinger og skjulte meninger i hendes ord. Han kendte hende bedst af alle, derfor behøvede han ikke rigtig nogen forklaring, for at vide hvad hun følte, derfor gad han heller ikke at træde i det, da det blot ville irritere hende og få hende til at klappe mere sammen og det ønskede han ikke. Han fik dog ikke hendes ord med, da han allerede var søgt under vandet, for at skænke hendes krop en række blide kys hele vejen ned til hendes hofte, inden han igen trak sig op til overfladen hvor han vendte blikket mod hende, med det drilske skær i de mørke øjne. Hendes ord fik ham dog til at skule ganske kort til hende, inden han trak sig hen til hende, hvor han blev liggende over hende, uden at tage sig af at de begge var fuldstændig nøgne. ”Malisha, alt det jeg gør mod dig, kan ikke sammenlignes med det jeg har gjort mod andre kvinder. I hvert kys, i hver kærtegn og hvert strøg, ligger der en følelse og mening bag, det gør der ikke ved nogen af de andre. Du kan ikke sammenlignes med de andre, da du overgår dem i alt og til hver en tid,” svarede han i en dæmpet og dog sandfærdig tone. Han lagde sin pande mod hendes uden at han tog blikket fra hende. ”Du vil altid skille dig ud fra mængden, for det har du altid gjort.”

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde store problemer med at smide masken som leder når hun endelig kom ’hjem’. Det havde ikke været hjem for hende i uger, men bare et sted som hun havde opholdt sig, selvom det havde været frem til William var dukket op i huset, og der havde hun ganske enkelt fået nok. Stolt var hun og stædig var hun i den grad også, det var der ingen tvivl om, og det var en maske som de færreste kunne få hende til at smide bare sådan uden videre, men Konstantin formåede det – når han bevægede sig frem på den rigtige måde om ikke andet, og det var ikke altid lige nemt, mår man havde med hende at gøre, og hun vidste det godt, men det var nu bare sådan at det havde været i den anden ende. At han jo så direkte skulle komplimentere hende, var ikke ligefrem noget nyt, så hun var efterhånden også vant til at høre ham sige dem. Desuden var han også den eneste som faktisk havde fået lov til det, men det var jo så til gengæld en anden side af sagen, men ikke noget som hun kunne gøre noget ved ellers. Hun himlede kun med øjnene og rystede så på hovedet. ”Du kender mig..” påpegede hun ganske sigende. At han så skulle og ville fremstille dem som det stærkeste par, var hun bestemt ikke enig i, for.. de var jo ikke noget par, var de? De var måske trolovede, men de havde jo endnu ikke valgt at gøre noget som helst ved det! Hun rystede på hovedet igen. ”Vi er måske trolovede, og derved et par, men.. vi har ikke gjort noget for hinanden i den samme kaliber som det Faith og Kimeya gjorde,” påpegede hun sigende. Stærk var de måske, men hun målte styrke nok på en lidt anden måde end det som Konstantin gjorde.
Malisha var på ingen måder særlig god til følelser og det at snakke frit fra hjerte og sjæl, hvilket var noget som Konstantin var klar over. Han havde kendt hende siden hun havde været helt lille, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Et sted så var det en tryghedsfølelse og fornemmelse, som hun faktisk godt kunne lide, men det var noget som lige så hurtigt kunne falde fra, når han valgte at presse hende, for det var bestemt heller ikke noget som hun fandt sig i! Hans kys var noget som hun skulle vænne sig til, for hun var slet ikke vant til at blive berørt på den måde, og den måde som kroppen faktisk måtte reagere på, var noget som et sted også måtte komme pænt meget bag på hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Benene trak hun en anelse til sig, som han nåede til hendes hofte, hvilket faktisk var noget som gjorde en kende ondt, men ikke så slemt igen for hendes del. Det var det faktisk ikke. Han gjorde sikkert lignende med de mange andre tøser som han havde haft, så hvad han lagde i det, var hun faktisk usikker på. Hun bed sig let i læben endnu en gang og vendte blikket væk fra ham. Han gjorde hende faktisk usikker. Han repræsenterede så mange følelser lige nu, og det hjalp hende altså ikke! ”Ændre det på at du har kysset, strøget og kærtegnet så mange andre før mig, Konstantin? Jeg kan ikke vide mig sikker i, at det ikke er noget som du lige så har skænket de andre.. med de samme tanker bag,” endte hun med en ganske kortfattet mine. Følelser var ømt for hende, og derfor holdt hun sin afstand til det.

[Deleted]

Malisha havde gjort århundredets handling ved at tage livet på så stærke personligheder som hun havde gjort denne aften. Det havde ikke bare krævet styrke, men i den grad også kløgt, planlægning og snedighed. Og at hun var sluppet fra det uden at få så meget som en eneste skramme, var noget som virkelig kom bag på ham, skønt han måtte erkende at han faktisk var imponeret af hende. Det var utroligt at hun ikke havde fået en eneste skamme og derfor ville han næsten gerne have set hele scenariet, for det måtte da have været et syn for guder! Historien ville da med garanti gå over i historien! Så han var sikker på at han nok skulle komme til at høre et og andet fra mange sider, når han engang selv først kom tilbage igen, for der var jo ikke mange fra omverden der overhovedet vidste at han endnu var i live. ”Alt for godt,” svarede han morende, som han trak på smilebåndet. Han kendte hende bedre end nogen anden, men han havde trods alt også kendt hende igennem hele livet, hvilket var noget som havde skabt et stærkt bånd. Han havde altid støttet hende, han havde set hende udvikle sig fra en ukendt lille forskræmt pige, til en stærk, selvstændig kvinde der tilmed var blevet leder for sin egen race. Hun havde gjort en fantastisk udvikling igennem hele sit liv og han var glad for at han var den person der havde været der til at støtte hende igennem det hele i tykt og tyndt. Han fnøs let til hendes ord. ”Hvad de har gjort for hinanden ses igen ved mange andre par, og stærkere var de trods alt heller ikke,” svarede han sigende. Hvis de virkelig var faldet denne aften, hvor der havde været en kæmpe forsamling af andre stærke personer, så ville han kalde dem alle sammen for svage. Den eneste stærke var Malisha, der var kommet hjem uden så meget som en hudafskrabning.
Det var kommet bag på Konstantin, da hun havde lagt kortene på bordet og sagt at hun aldrig havde været en eneste mand tæt igennem hele sit liv, for hun havde altid før sagt at hun havde, derfor havde han heller ikke taget det så tungt at han havde været sammen med andre kvinder, for han havde troet at hun også lå i med andre, men nu hvor kortene var kommet på bordet, så måtte han erkende at han var blevet ramt af skyldfølelse. Det var hans egen skyld, men som hun selv sagde, så havde de aldrig trukket den videre og hun havde altid givet udtryk for at hun ikke gad trolovelsen, så et sted havde han altid ventet på at hun skulle trække i land og ødelægge kontrakten – men det var endnu ikke sket og det var han glad for. Han havde givet hende et løfte, et løfte om at han ikke ville se andre kvinder og det havde han holdt og agtede at fortsætte sådan! Han havde ikke været en anden kvinde tæt i flere måneder og selv flere måneder før hans død. Han havde ikke været det siden hun var flyttet ind, siden han havde fundet hende døende i skoven, hvor han havde taget sig af hende, og han ønskede at holde det den vej! Han rynkede let brynene ved hendes ord. ”Hvor længe vil du straffe mig Malisha? Din mistroiskhed og skepsis gør mig vanvittig! Jeg ved udmærket godt at jeg har været mange kvinder tæt, men hvis du tror jeg er stolt af det, tager du fejl! Jeg har aldrig løjet for dig, du har altid kunnet stole på mig, og jeg har givet dig mit ord! Hvad mere forlanger du af mig..?” Hans ord var udtalt i ren frustration, hvor han sukkede opgivende. Han forsøgte, men hun blev ved med at skubbe ham bort og det frustrerede ham kun yderligere! Han lagde en hånd mod hendes kind. ”Jeg har brug for at du tror på mig og stoler på mig Malisha. Jeg har altid været her for dig, jeg ville sågar dø for dig. Og jeg.. jeg elsker dig!”

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

At slå de store mennesker ihjel, havde krævet forbandet meget fra Malishas side, men nu hvor Konstantin ikke havde været der, hun havde været meget passiv, så havde det sat et spørgsmål omkring hendes ledende autoritet i Den Magiske Cirkel, og det var selvfølgelig noget som gjorde at hun havde været nødt til at gøre noget, og hun havde fundet en situation, hvor både Faith og Kimeya havde været på sit mest sårbare. Desuden nægtede hun at se nogen af hendes slags sammen med hverken en vampyr eller en dæmon, for den tanke var noget som kun gjorde hende direkte vred! At han jo så ikke kunne anerkende det på den måde som hun ønskede det, var ganske vidst noget som måtte irritere hende, men det var vel bare det som var ham? Det var vel typisk ham, kun at se det negative i det som hun gjorde, frem for det som hun faktisk havde opnået, og det var en tanke som faktisk kun måtte gøre hende direkte arrig og frustreret, og det var noget som han ganske enkelt bare måtte forstå! ”Nemlig.. alt for godt,” påpegede hun ganske sigende, ofr det var egentlig slet ikke fordi at det var løgn i den anden ende. Kimeya og Faith havde altid været stærke, og selv et par som Malisha havde set op til igennem temmelig mange år, men det var nu bare sådan at det måtte være i det store og hele. Men det havde forandret sig nu.. Hun var nødt til at tænke på deres slags, og de skulle frem og det skulle være nu! ”Kender du overhovedet til deres historie?” spurgte hun ganske sigende og med et sigende hævet bryn. Kimeya og Faith havde klart været et af de stærkeste par i hele Dvasias!
Malisha havde måske spillet på at have været tæt på fyre, men det var faktisk en løgn, for hun gjord jo selv ting for at beskytte hende selv og sin egen krop, for det var der jo ikke andre til at gøre. At det jo så først var nu at det efterlod Konstantin med en ringe samvittighed, var ikke noget som hun kunne tage sig af. Han havde taget det valg at lade så mange komme tæt på, hvilket var noget som havde fået hende til at holde sig væk og bare lade ham leve sit liv, for det beviste vel også kun for hende, at hun ikke havde været så vigtig for ham igen, som han ellers havde givet udtryk for? At han så endte frustreret, var slet ikke noget som hun kunne tage sig af, for det gjorde kun hende mere arrig, for.. hun vidste at hun kunne stole på ham, og det var den tanke som skræmte hende og det måtte han altså bare forstå! ”Det er først nu hvor du kender til sandheden, at du rammes af en samvittighed, Konstantin? Hvad pokker er det du vil have mig til at tro? nærmest vrissede hun af ham. Hånden mod hendes kind fik hende til at vende blikket væk fra ham. Det var slet ikke ord som hun ville høre! Hun rystede på hovedet og vendte sig mod ham endnu en gang. ”Hold op med at sige det..” nærmest bad hun. Det var ord for store til at hun vidste hvordan hun skulle tackle det, og det var virkelig en ubehagelig tanke, det var der ingen tvivl om! Hænderne satte hun direkte i kanten af karret og trak sig op at stå og rejste sig. Hendes hofte var allerede ved at antage en mere blålig farve efter faldet, men ikke noget som hun tog sig af. Hun tog fat om et håndklæde og kastede det omkring sig.

[Deleted]

Alt hvad Malisha havde formået at præstere i livet havde været imponerende. Hun havde altid været en af de personer der havde skullet kæmpe sig hele vejen og ikke var blevet født med en sølvske i munden som ham selv. Konstantin var blevet født til at skulle være hertug, eftersom han var blevet det efter sin far, men han måtte erkende at selv den vej havde været lang og hård for hans eget vedkommende, for han havde været tvunget til at slå sin egen far ihjel på grund af hans families tåbelige traditioner og ritualer, som han selv havde valgt at cutte kontakten til og lave helt om på alt. Men Malisha var vokset op med at være uønsket, først af sin far, så af de drenge, hun skulle rende rundt med, hvor han havde været den første til at anerkende hende for faktisk at have potentiale og talent. Altid havde hun skulle kæmpe for sin sag og det havde også bragt hende langt. ”Og du nyder det,” hviskede han drillende mod hendes ene øre, som han blinkede let til hende. Han havde altid stået ved hendes side og støttet hende, hvilket han på ingen måde ville lave om på, alligevel havde der også været flere år hvor de næsten ingen kontakt havde haft og det var der han havde troet at hun havde hadet trolovelsen og bare havde ønsket sig væk fra ham, hvor han havde levet sit eget liv. De havde aldrig taget selve trolovelsen seriøst og gjort noget ved det. Han trak blot på skuldrene. ”Lidt af den gør jeg. Men hvorfor forsvarer du dem? Det var dig selv der tog livet af dem, kom ikke og sig at du nu har ondt af dem og fortryder?” Han lod hovedet søge let på sned, imens hans blik hvilede sigende på hende.
Det frustrerede Konstantin at hun ikke bare kunne tro på ham, for han havde aldrig nogensinde stukket hende en løgn! Hvorfor skulle det være anderledes nu? Han havde givet hende sit ord på at han ikke ville være en anden kvinde tæt og han havde ikke engang været det før hans død! Han tog hensyn til hende og det var hende han ville have, og han blev mere og mere usikker på hvad hun egentlig ville, og han gad slet ikke tænke på det, for det gjorde ham kun langt mere irriteret! Han himlede let med øjnene, hvor han sendte hende et fast blik, som hun rejste sig op. Han kom med en utilfreds brummen, som han selv rejste sig op og greb omkring et håndklæde som han bandt om livet. ”Kvinder!” vrissede han irriteret, som han tog et mindre håndklæde som han kort tørrede sit hår, kun for at kaste håndklædet fra sig igen. Han vendte sig om i døren, hvor han så tilbage på hende. ”Det var dig der holdt dig væk i flere år! Det var dig, der ikke viste nogen interesse. Hvis du ikke gider mig og vores trolovelse, så sig det!” vrissede han irriteret, som han vendte sig om, kun for at søge væk fra badeværelset, hvor han gik ud på gangen og søgte mod stuen. Hun skulle altid være så skide besværlig! Han prøvede virkelig! Han forsøgte, men hun var bare iskold! Selv nu var det ham der viste hende interessen og hende der blot tog afstand, det tog vel ikke lang tid før hun også skred herfra? Det var næsten blot det han ventede på. Han gik ind i stuen, hvor han fandt en flaske whisky frem som han drak af fra selve flasken.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde ikke mødt andet end modstand siden start og siden hun var blevet født, for hun havde været uønsket fra alle mulige vinkler, og det havde virkelig slået hende ud af kurs så mange gange, men også samtidig givet hende blod på tanden, for hun ønskede at vise folk, at hun kunne! Hun ønskede at vise folk, at hun faktisk var i stand til at opnå noget, selvom hun var en kvinde, og prøv at se hende nu; Hun havde slået Faith og Kimeya ihjel, de to som folk flest havde ønsket døde i så mange år, men ikke havde formået at slå, og hun var kommet fra det uden så meget som en eneste skramme! Desuden var hun leder for en hel race, og havde været det over temmelig mange år efterhånden, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit for hendes del, for hun var heller ikke helt håbløs, selvom mange stadig havde en direkte irriterende tendens til at fremstille hende på den måde, og det var slet ikke noget som hjalp hende på nogen måde overhovedet! Efterhånden kendte Konstantin hende temmelig godt, og det var ikke fordi at det var noget som gjorde hende noget som sådan, men det var nu alligevel en tanke som hun alligevel skulle vænne sig lidt til, for han kendte hendes styrker, såvel som hendes svagheder, og det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Gør jeg nu det..?” endte hun ganske sigende og med det stille smil på læben, for hun kunne da slet ikke undgå at skulle vise ham det på denne her måde! Det var jo ikke engang fordi at hun ønskede at forsvare Kimeya og Faith, for det ville hun da slet ikke! ”Jeg fortryder ikke hvad jeg har gjort, men de har været et stærkt par så længe.. lidt for længe, hvis du spørger mig,” endte hun ganske kortfattet.
Det gjorde Malisha usikker, at Konstantin bare åbnede op og begyndte at snakke, for det var slet ikke noget som hjalp hende på nogen måde overhovedet! Hun vendte sig direkte mod ham, som hun fik håndklædet omkring sig. At han endte vred, var slet ikke noget som han havde nogen ret til i hendes øjne, men det var nu ikke hans sag. Selv valgte hun ikke at kommentere noget som helst, men bare lod ham gå, selvom.. ja, det var jo ikke fordi at hun ønskede at gøre ham vred, men han måtte da for pokker bare lære at lade hende få lidt albuerum når det var det som hun havde brug for ham, for det hjalp hende på ingen måde, at han lagde sådan et pres på hende, for det gjorde hende jo kun mere arrig end det som godt måtte være i den anden ende! Hun himlede med øjnene og endte selv med at forlade badeværelset. At han søgte til stuen kun iført et håndklæde var hans sag, hvor hun søgte til soveværelset i stedet for. Han måtte da forstå, at hun ikke var god til følelser, så det ikke var hende nogen hjælp, at han bare åbnede sig på den måde, og nærmest krævede at hun skulle gøre det samme, for det kunne hun altså ikke! Hun fandt noget undertøj frem som hun trak sig i, kun for at kravle ned på sin side af sengen, hvor hun lagde sig. Hun skulle endelig ikke tvinge ham til noget som helst, og han måtte forstå at hun faktisk forsøgte, men at det måtte tages i sneglefart, for det her var slet ikke noget som hun kunne finde ud af! ”Mænd..” mumlede hun let for sig selv, inden hun faktisk endte med at glide hen i en dog temmelig urolig søvn.

//Out

[Deleted]

//Out