What have you done now?

[Deleted]

Mørket havde endnu engang lagt sig over Dvasias, skønt det kun var starten på aftenen. Natten havde kun lige trængt sig over landet, hvor de sidste malede nuancer fra solen endelig var søgt væk og blevet erstattet af stjernerne, som stod med en prægtig udsigt, eftersom der ikke var en eneste sky på himlen. Der var en kraftig vind udenfor, hvilket man kunne ane i træernes kroner, og på de småsten og blade der blev hevet med henover jorden. Det var en smuk udsigt, en udsigt som Konstantin i øjeblikket stod og nød af. Han havde bevæget sig ud på den store balkon der hørte til den store stue i hans mørke manor. Han stod og røg en cigaret, hvor hans mørke øjne ellers blot så ud i verden på den smukke natur, og selvom det var mørkt havde han intet problem med at se tingene tydeligt, eftersom mørket var hans eget element. Han vidste ikke hvad Malisha rendte rundt og lavede, selvom han naturligvis vidste at hun arbejde, eftersom hun var leder, men hvad hun præcis lavede anede han ikke, han havde dog sine bange anelser, skønt han vidste at hun var i stand til at passe på sig selv. Hun var en stærk warlock, men efter at han selv var gået i døden, så havde det åbnet hans blik på livet på en hel anden måde. Han vidste at selvom man var stærk og en af de ældste, så kunne man godt tabe og han var vel bange for at dø eller miste Malisha, inden han faktisk nåede at gøre sit ’puslespil’ færdigt. Han manglede stadig den sidste brik, selvom han godt nok havde fortalt omkring sine følelser for hende. Hun havde bare ikke virket til at tro på ham, og derfor følte han sig lidt dum at han i det hele taget havde åbnet munden, eftersom det ikke var gået som forventet. Det var ikke fordi han fortrød det, for han havde lovet sig selv at han ville åbne munden og fortælle omkring sine følelser så han kunne få den sidste brik på plads i sit puslespil og så hans liv faktisk ville blive.. perfekt.
De mørke øjne så fortsat ud i mørket, som Konstantin endte med at indhalere røgen fra sin cigaret, inden han pustede ud igen. Han selv havde godt nok lovet Malisha at passe på sig selv, men han havde faktisk søgt ud og væk fra herregården for at få lidt frisk luft, skønt han havde holdt sig til offentlige steder, så han ikke uden videre ville blive angrebet. Han gik ikke længere med krykke, da hans krop var ved at genvinde sin fulde styrke, hvor han ikke følte at det var nødvendigt at gå med krykke længere. Han strøg kort en hånd igennem de mørke lokker, inden han lagde hånden mod balkonens marmorgelænder, hvor han ellers blot blev stående. Han havde for en gangs skyld ikke noget imponerende eller flot tøj på, men noget afslappet; nogle grå løse bukser, samt en hvid T-shirt. Nattekulden generede ham dog ikke, tværtimod fandt han den befriende efter at have været indenfor hele dagen. Desuden så nød han synet af verden, nu hvor han havde fået en chance til, det gav en et andet synspunkt på hele livet, hvilket det også havde gjort for hans vedkommende. Mange ting havde forandret sig for hans del.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Mørket havde for alvor lagt sig over den store himmel og det var begyndt at blæse for alvor, selvom det slet ikke var noget som Malisha tog sig særlig meget af. For en gangs skyld, så havde hun fået tingene som hun ville have det, og første led i hendes planer var langt om længe gennemført og bedre end det som hun faktisk lige havde regnet med det. Ikke bare havde hun formået at tage livet af Dvasias’ stærkeste par; Faith og Kimeya, men også været med til at sætte Manjarno i en meget ubehagelig situation i form af et nu manglende kongepar, da også Fabian og Destiny var afgået ved døden. Hendes næste træk ville blive Procias og det var et rige som hun agtet at ramme indenfor temmelig kort tid, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det var på tide at warlockerne endnu en gang blev placeret på landkortet!
Disen samlede sig lige udenfor Rozentas Mansion, kun for at forsvinde igen og lade Malisha træde til syne og med det tydelige tilfredse smil på læben, for hun kunne da slet ikke lade være! Hun var glad! Også fordi at hun vel også havde bevist for sig selv, at hun kunne handle uden at Konstantin behøvede at stå og glo hende over nakken? Desuden var manden stadig kun ved at finde ud af det hele og ved at komme sig efter at han havde fået den nye mulighed for at vende tilbage til livet, så selvfølgelig var det noget som selv betød forbandet meget for hende. Det var den form for ro om natten hun havde søgt i uger, det var den glæde ved hverdagen som hun havde mistet.. Et sted så var Konstantin vel også hendes manglende brik? Den manglende brik hun aldrig have revet til sig? Uden at tøve, gik hun roligt op mod de store døre med det kongelige blod på sine hænder – i bogstavelig forstand, for det var en tanke som hun faktisk var... storslået tilfreds med og noget som hun nærmest måtte bære frem med sig i en form af stolthed uden lige! Med kroppen fik hun skubbet dørene op. Hvad Konstantin havde lavet, havde hun ingen anelse om, og et sted så var det heller ikke noget som hun ønskede at blande sig i, for hun havde sit arbejde, og han havde sikkert også sit at skulle tage sig af et eller andet sted. Blodet tørrede hun roligt af i sin kjole – den som engang havde været himmel- og midnatsblå, var nu nærmest blodrød og det samme med hendes hænder og selv lidt i ansigtet. Et sted kunne hun næsten ligne en.. psykopat? Selvom det vel også var hvad hun var, selvom det ikke var noget som hun tog sig af? Med en nynnen og et smil på læberne, så gik hun roligt i retningen af badeværelset. Hun var jo nødt til at få det vasket af, for hun kunne jo ikke præsentere sig for Konstantin sådan! Ikke sådan som hun pludselig måtte se ud.
Det tog ikke Malisha lang tid at nå frem til badeværelset, hvor hun fik døren op og halvvejs smækket den i efter sig. Mens vandet roligt fyldte sig op i karret, så smed hun roligt den blodtilsølede kjole og endte blottet. Hænderne vandrede igennem det lange hår og med det samme smil på læben. Hun kunne jo slet ikke lade være! Endelig havde hun klaret det!

[Deleted]

Der var meget som Konstantin skulle have på plads. Efter han var kommet tilbage var alt blevet ’overtaget’ af en anden, men han skulle skam nok få alt tilbage igen! Han gav ikke op før han havde genvundet alt det som han havde mistet! Han havde tilmed fået en snak med sin fætter, William, som han havde ladet blive boende på herregården, hvor manden skulle være hans højrehånd og hjælper når det kom til det store arbejde. William havde et godt potentiale, og et potentiale som han godt kunne bruge i sine egne planer. Han selv havde været optaget af sit eget, hvor han heller ikke havde holdt Malisha hen for sit eget, da han vidste at hun selv havde sit at se til. Hvad hun helt præcist havde lavet, anede han faktisk ikke, da han ikke vidste hvad hun havde af planer, men han kunne forestille sig at det var de samme gamle psykopatiske planer som altid. Tanken fik ham til at trække let på smilebåndet. Hun havde altid haft sin sindssyge tankegang, men det var vel også det han godt kunne lide ved hende? Hun var ikke bange for at drømme stort.
Det var ikke kun Malisha der havde fået et kæmpe chok over at Konstantin var kommet tilbage, det samme havde William, der tilmed havde angrebet ham og selv hans tjenestefolk havde reageret voldsomt – nogle havde tilmed besvimet ved synet af ham – et sted morede tanken ham, sådan som folk reagerede, men han var ikke kommet tilbage for at hygge sig som før, han var kommet tilbage for at gøre uafsluttede handlinger færdige, for at samle sit puslespil, så han faktisk kunne prale af at han havde nået alt han ville opnå i sit liv. Han var halvt på vej, men derfor var han endnu ikke færdig, så han faktisk kunne dø i fred og mag. Blikket gled over haven, hvor han tog et sug af sin cigaret, inden han pustede den tykke røg ud i natteluften, der rev den med sig. Døden havde forandret ham, ændret på nogle af hans synspunkter og holdninger, visse følelser var blevet forstærket og andet var helt normalt. Han var en fornyet mand, denne gang langt mere selvsikker og uden at ville tøve i sine handlinger!
Konstantin endte med at stå helt stille, da han fornemmede den velkendte energi, Malisha! Et ubevidst smil gled over hans læber ved tanken, hvor han gjorde sin cigaret ud ved gelænderet og smed den fra sig ved askebægeret af sten ude på balkonen. Han endte med at søge indenfor igen, hvor han gik ud af stuen, selvom han ikke fik øje på Malisha. Hun havde valgt at bo her sammen med ham, hvilket han var glad for, for han ville jo også gerne bevise at der ikke var andre end hende – som han havde lovet hende. Han havde afgivet sit løfte og det havde han skam tænkt sig at holde! Han endte med at søge mod badeværelset, da det var der han kunne fornemme hendes energi, selvom det som fangede hans opmærksomhed, var den stribe af blod, som hun havde efterladt sig. Hvad pokker var der sket? Han kunne ane hendes nøgne krop fra døren der stod på klem, hvor han mærkede sit hjerte springe et slag over, inden det havde sat tempoet op – helt ubevidst. Han strøg tungen over læberne, inden han let bankede på døren. ”Malisha?” Hans stemme var en anelse usikker, som han åbnede døren og fik øje på alt blodet, hvor han endte langt mere bleg i ansigtet. ”Hvad pokker er der sket? Hvad har du lavet?” spurgte han med bekymring i stemmen, som han trådte ind på badeværelset og hen til hende, hvor han gav sig til at studere hende, selvom.. det var ikke hendes blod? Forvirringen blev tydelig i hans ansigt.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha ønskede slet ikke at tænke tilbage på hvordan hun havde reageret på at se Konstantin stige op af graven, for det var virkelig kommet bag på hende! Men ikke desto mindre, så ville hun ikke glemme at det var det som havde ført til en tryghed for hende, og det var noget som havde efterladt hende med en form for.. afslapning som hun ikke havde været i stand til at finde for flere uger. Konstantin havde ønsket at hun skulle blive der, og det var ikke noget som hun havde tøvet med at tage imod, for her kunne hun smide masken som leder og bare være sig selv. Bare være sit eget psykopatiske selv med de alt for mange tanker og ideer. Ja, hun var bestemt ikke bange for at drømme om det store!
Tanken om at komme hjem og få et bad, var noget som Malisha i den grad måtte se frem til, for hun vidste at Konstantin ville reagere på det, hvis hun viste sig for ham på denne her måde, for det ville bestemt ikke være første gang! Vandet løb ganske roligt ned i karret, idet hun smed kjolen, også selvom det i den grad var for at få lidt bugt med blodet, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hans stemme fik hende til at rette sig op, også selvom hun stod der i det rene ingenting. At han faktisk bankede på døren inden han søgte ind, sagde hun nu heller ikke noget til, for han havde jo set hende blottet så mange gange før. At han direkte måtte udstråle en bekymring for hende, hvor hun slet ikke kunne lade være med at smile, for hun havde det jo ganske fint. Hun vendte blikket roligt mod ham, hvor hun også endte med at vende sig mod ham og med hele fronten, så han også var i stand til at se det hele, for det var virkelig ikke noget som rørte hende som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Du ligner en som har set et spøgelse Konstantin… Jeg har det fint,” endte hun ganske sigende, som hun ganske let vendte blikket mod badekaret. Hun ville virkelig elske at kravle ned i det og bare.. vaske det blod af og være i stand til at slappe af, for det var efterhånden ved at være ganske tiltrængt efterhånden! Hendes blik gled endnu en gang i retningen af Konstantin. ”Lad mig bare sige det på den her måde; Warlockerne har nu formået at placere sig på landkortet endnu en gang.. Langt om længe,” endte hun sigende og med en direkte stolthed at spore i hendes stemme. Mange liv var blevet taget i aften og det var i den grad deres slags som ville blive mindet for det, og det var noget som hun i den grad var noget så frygtelig stolt af, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun betragtede ham sigende og med den ganske stilfærdige mine, en anelse spidst måske, men det tog tid for hende at lægge masken fra sig. Specielt når hun havde båret den hele aftenen!

[Deleted]

Konstantin var glad for at Malisha havde sagt ja til at blive boende her, for før hans død, havde hun jo faktisk også mere eller mindre været boende her, og han ville desuden ikke have noget imod at have noget at holde om hver aften, når han gik i seng, samt vågne op til det smukkeste syn i hele Dvasias; hende. Når hun var her, så havde han ikke bare godt selskab, men så kunne han også bevise at han holdt sit løfte til hende, at der ikke var andre end hende. Desuden så var han blevet så vant til hendes selskab, at han nok ville savne hende, hvis hun ikke var her. Han havde selv stået ude på balkonen og savnet hende, kun ventet på at hun skulle komme hjem igen, skønt han ingen anelse havde omkring hendes planer og handlinger.
At hun kom hjem, men direkte søgte til badeværelset som det første kom bag på Konstantin, for han gik næsten ud fra at der var noget galt, skønt han ikke var sikker, men blodet efterlod ham ikke just med en god smag i munden. Var hun kommet noget til? Bare tanken var noget som fik vreden til at stige i ham. Han var ikke kommet tilbage, for at skulle miste hende med det samme igen! Hun havde altid levet et farligt liv, noget som han mange gange havde været imod, men han havde så også altid været der for hende i sidste ende og holdt hendes skind i live. Han tog sig ikke af at hun stod helt nøgen, eftersom bekymringen af blod stod tydeligst i ham. Han ønskede på ingen måde at der skulle ske hende noget! Hendes ord gjorde dog ikke forvirringen bedre, hvor han rynkede brynene i en uforstående mine. Hans blik var flere gange søgt over hendes krop, ikke for at studere kroppen, men for at se om han kunne finde sår, der resulterede i det blod, men det lignede ikke at det var hendes. Han var endt med at tage omkring hendes ene hånd, så hans egne blev beskidte af blodet, skønt han ikke tog sig af det. Hvad pokker havde hun lavet? I kamp havde hun i hvert fald været. Han vendte blikket mod hendes ansigt, nu hvor han var kommet hen til hende. ”Kommet tilbage på landkortet..? Hvad snakker du om?” spurgte han uforstående og dog med en mindre fast tone, der gjorde det tydeligt at han krævede svar. Hun kunne da ikke komme hjem helt blodig og forvente at han ville reagere anderledes. Hans blik gled kort ned mod hendes klæder. Hendes kjole var fuldstændig rødmalet af blod, hvor den ellers havde haft en smuk midnatblå farve. Han vendte blikket mod hende igen, hvor han løftede den ene hånd og strøg sin tommel over hendes kind. Selv hendes ansigt var fyldt med blod. ”Er du okay?” spurgte han alvorligt, et sted for at være sikker på at hun ikke pludselig ville vælte om fordi han havde overset noget. Måske hun havde slået hovedet? Han hadede at være bekymret for hende, eftersom hun burde være stor nok til at passe på sig selv, men det skete automatisk fordi han holdt af hende. Han ønskede ikke at der skulle ske hende noget. Han ønskede sig ikke nogen dag uden hende i sit liv.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

De mange planer og ideer som Malisha ønskede at føre ud i livet, og som hun havde planlagt i uger nu, var ikke noget som hun havde indvilget Konstantin i, udelukkende fordi hun vidste og kendte til hans reaktion på det, for han havde bestemt ikke været med hende på særlig meget af det som hun havde haft gang i, og det som hun faktisk ønskede sig, men det var nu en anden ende af det hele. Hun ønskede at vise, at hun var i stand til at tage vare på sig selv, og så komme hjem efter endt arbejdsdag og lægge sig ved siden af manden som hun holdt af, for efterhånden var det ved at være vant til at sove ved hans side og med hans arme om hende, også fordi at det føles så.. skræmmende rigtigt, og det var noget som hun faktisk rigtig godt kunne lide, selvom hun måske ikke altid havde været meget for at erkende det, men han kendte hende vel nok til at vide, at hun faktisk.. nød af det, for ellers ville hun jo trods alt heller ikke lade ham gøre det aften efter aften.
At Konstantin havde valgt at søge direkte efter hende, forundrede hende dog ikke, men det kom en anelse bag på hende, at hun ikke kunne få lov til lige at få et bad i fred og faktisk gøre sig mere præsentabel for ham, for det var jo faktisk det som hun ønskede sig i længden! Hun vendte sig roligt mod ham, også selvom hun vidste, at han ikke kom hende i møde, for at betragte hendes blottede krop, for det var tydeligt i hans ansigt, at han faktisk var bekymret for hende, selvom det slet ikke var med en grund! Der var slet ikke nogen grund til at være bekymret for hende, for hun kunne altså godt tage vare på sig selv! Hun lod ham tage hendes hånd, hvor hun endte med at sukke. ”Jeg går ikke ud fra, at du har hørt om den store forsamling der har været af store mænd og kvinder nede ved den Mørke Sø i dag..?” endte hun ganske sigende, og med hovedet let på sned, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hånden mod hendes kind, var noget som let fik hende til at lukke øjnene. Det var de småting som gjorde det lidt nemmere for hende at smide masken, også fordi at han viste sig at være så.. ganske omsorgsfuld og det var noget som hun faktisk godt kunne lide. Hun var ikke kommet til skade – tvært imod, så var hun faktisk i utrolig god form og bedre end det som hun havde været i frygtelig lang tid nu! ”Jeg har det fint Konstantin.. Du behøver ikke pusle sådan om mig..” endte hun ganske sigende, også for at gøre det klart, at hun ikke bare ville falde om, for det gjorde hun altså heller ikke! Hun sendte ham en mere fast mine – også selvom det slet ikke var hendes mening, men den maske var ikke altid lige nem for hende at slippe. Hun vendte blikket mod karet, hvor hun roligt fik lukkede vandet med magien. Hun kunne godt lide at stå der med ham. ”Vil du med i..? Eller er det en fornøjelse jeg skal have alene?” spurgte hun roligt, også for at lede tankerne lidt hen på noget andet end det som hun havde lavet til aften.

[Deleted]

Det var ikke altid at Konstantin havde støttet Malisha, specielt ikke i hendes mange sindssyge planer om at udrydde forskellige slags og han vidste ikke alt hvad hun havde fortalt ham, for mange ting så han realistisk på og visse planer var virkelig selvmordsaktioner! Han ønskede at være der for hende, hvilket han jo sådan set også altid var. Det kunne godt være at han så ikke tog med hende på hendes selvmordsaktioner, men han var der jo alligevel altid, fulgte faktisk altid med hende, for at være sikker på at hun ikke kom til skade. Han blev måske hjemme, men bekymringen drev ham altid til at søge efter hende, for at være på den sikre side. Han ønskede ikke at der skulle ske hende noget. At hun så skulle komme hjem og var fuldstændig dækket til af blod, der ikke virkede til at være hendes eget, var noget som gjorde ham mistænksom og ikke mindst bekymret, for han var lige kommet tilbage, og han ønskede ikke at miste hende igen! Han lod hovedet falde let på sned ved hendes ord og rystede let på hovedet. ”Jeg er kun lige kommet tilbage for et par dage siden, så nej, jeg aner ikke hvad der sker ude i verden,” svarede han sagte og betragtede hende blot afventende for svar. Hvad talte hun dog om? Hvem pokker havde hun nu dræbt?
At se hende lukke øjnene ved Konstantins kærtegn, fik ham til at trække let på smilebåndet. Måske hun sendte ham sine faste miner og skarpe blikke, men dem ignorerede han, eftersom han vidste hvad der gemte sig bag facaden og ingen kunne få det bedre frem i hende som han kunne! Han var dog kun glad for at det ikke var hende som var kommet galt af sted, for så vidt han kunne se, så bar hun ikke en eneste skræmme – hvilket et sted imponerede ham, men han havde sådan set også altid vidst at hun var stærk og kunne klare sig selv. Han kneb øjnene let sammen til hendes ord, inden et kækt smil gled over hans læber. ”Årh hold op Malisha. Jeg ved trods alt at du nyder det,” svarede han selvsikkert og drillende, som han blinkede let til hende med det ene øje, imens han klemte blidt omkring hendes hånd, som han endnu ikke havde sluppet. Han vendte blikket mod karet, da hun spurgte om han ville med i, hvilket et sted kom bag på ham; og det kunne man vel også tydeligt se på hans overraskede udtryk? Han begyndte at gå, og dermed tvang hende til at gå baglæns – en anelse væk fra karet. ”Den smukkeste og mest attraktive kvinde i hele verden, men sjovt nok er det også hende som altid bliver beskidt.. hvordan hænger det sammen?” spurgte han lettere undrende og dog med den mystiske undertone, som om noget stak under. Han førte hende ud i brusekabinen, hvor han med sin magi fik vandet tændt, så det forholdsvis kolde vand sprøjtede ned på hendes nøgne krop, hvilket fik ham selv til at trække muntert på smilebåndet, som han tog omkring brusehovedet og lod vandet sprøjte på hende, så han ikke selv blev våd.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde mange planer og frygtelig mange ideer, og derfor var hun skam også glad for at have Konstantin at konsultere dette med, for det var noget som gjorde det meget nemmere for hende på alle måder, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han havde altid været der for hende, og det vidste hun jo udmærket godt, også fordi at han altid havde fundet hende og revet hende ud af kniberne når det endelig var sket, men det var nu bare sådan at det måtte være, men at han virkelig skulle være så bekymret for hende og så.. omklamrende til tider, så var det vel også eftervirkninger af hans død? At han ikke ønskede at gå i seng med noget på hjerte, som han ikke havde gjort eller sagt? Hun betragtede ham ganske sigende og med et stille smil på læben. Det havde været det mest perfekte tidspunkt at reagere på, og hun havde gjort det, og det havde i den grad også givet pote i den anden ende, så selvfølgelig var det noget som gjorde hende stolt! Hun nikkede sigende til ham. ”Faith og Kimeya skulle giftes.. Store mænd fra både landet her såvel som Manjarno har været til stede..” forklarede hun ganske sigende. Denne gang var det bare hende som havde formået at ødelægge deres bryllup og det var bestemt heller ikke en handling som hun nogensinde ville komme til at fortryde, det var da helt sikkert!
Malisha nød af Konstantins kærtegn, også fordi at han var den eneste som skulle have lov til at skænke hende dem, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun vendte blikket ganske sigende mod ham endnu en gang og med den samme strenge mine. At lægge masken som leder fra sig, var noget som hun brugte tid på, for nu havde hun også været i den i uger uden at nogen havde været i stand til at få hende til at smide den bare lidt, så.. men det kom vel også med tiden for hende? ”Og hvad så hvis jeg gør..?” endte hun ganske sigende. Selv havde hun ikke fået så meget som en eneste skramme, og selvfølgelig var hun glad for det, for lidt forfængelig var hun vel? Hun sukkede dæmpet og vendte blikket mod karet. At komme i et bad, ville virkelig gøre godt! Hun sendte ham et let smil. At han ikke lod sig aflede på den måde, kunne hun nu godt fornemme, men det var nu ikke noget som hun gjorde noget ved som sådan. At han skubbede hende baglæns ind i brusekabinen. ”Man bliver beskidt af at slå ihjel, Konstantin. Jeg ved ikke om det var anderledes i din tid..?” endte hun ganske sigende og med en ganske kortfattet stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Drab blev man altså beskidt af! At han tog brusehovedet og direkte sprøjtede hende til med vand, fik hende til at stivne ganske let, for det var jo køligt! Men dog også behageligt, det var der ingen tvivl om! Hun kneb øjnene sammen og vendte blikket væk, som hun førte hænderne op foran sig, nærmest for at beskytte sig. ”Hey..!” endte hun med en næsten.. morende mine. Han tog det nu ikke så hårdt – endnu om ikke andet. Han vidste jo stadig ikke hvad der var sket.

[Deleted]

Hvad Malisha havde rendt rundt og lavet, anede Konstantin virkelig ikke, men det var tydeligt at det ikke kunne være noget godt, når hun var tilsølet af blod; andres blod! Tanken gjorde ham usikker, for hvad havde hun nu lavet af ravage? Hun havde altid store planer i hovedet og til tider var de så store at de næsten virkede umulige og urealistiske, hvilket også var der han selv satte foden ned og næsten forsøgte at tale hende fra det eller i hvert fald banke noget fornuft ind i hovedet på hende. Han var ingen lyseslukker, for han havde været med på mange af hendes ideer, men noget han ikke var med på, var simpelthen selvmordsaktioner! Han kneb øjnene let sammen til hendes ord, hvor han næsten endte med at skule til hende. ”Malisha.. hvad har du gjort?” spurgte han direkte alvorligt og med en næsten bebrejdende tone. Hun havde vel ikke formået at slå Faith og Kimeya ihjel? Og hvem var de andre store mænd og kvinder hun talte om? Tanken fik det næsten til at løbe ham koldt ned over ryggen både af usikkerhed men også af fascination.
At Malisha ikke smed sin ’maske’ tog Konstantin sig ikke af. Han kendte hende godt nok til at vide at det bare var en falsk facade, det var ikke hendes rigtige ’jeg’, eller det var det sådan set, men hun var en anden person overfor ham, og det var den person der var ’rigtig’ for ham. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord. ”I så fald ser jeg ingen grund til at stoppe,” påpegede han blot, som han sendte hende et kækt smil. Han vidste at hun nød, når han puslede om hende og kærtegnede hende, for det kunne hun slet ikke skjule for ham! Han kendte hende bedre end nogen anden, men han var trods alt også vokset op sammen med hende, han havde set alle sider af hende, han havde set hende være glad, set hende græde, set hende være rasende, set hende være sindssyg, set hende være nådesløs, set hende i hendes storhedstider, set hende sejre og han kunne blive ved for listen var lang, og én ting var sikkert; hun kunne ikke skjule noget for ham, for han kendte hende for godt, han vidste hvad hun kunne lide og hvad hun ikke kunne, selvom det stadig fik dem til at skændes. Han fortsatte med at føre hende mod brusekabinen, hvor han skulede let til hende ved hendes ord. ”I min tid? Siger du at jeg er gammel?” spurgte han sagte og dog med den tydelige drilske undertone. At hun stivnede da han sprøjtede vand på hende, fik ham til at slippe en munter latter, hvor han gjorde vandet endnu koldere, imens han greb omkring hendes hænder med sin egen frie hånd, i et forsøg på at fjerne hendes hænder, så hun ikke kunne beskytte sig imod det iskolde vand. Hans smil blev kun mere drilsk, som han selv flyttede på brusehovedet og førte det over hendes hoved, for at gøre hende drivvåd. Vandet sprøjtede en anelse på ham selv, men ellers var han endnu tør, hun var splitternøgen, hvor han selv stadig havde sine afslappede klæder på, der bestod af den hvide T-shirt og de løse grå bukser.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var for en gangs skyld ikke selv kommet til skade, men gjort meget skade, det havde hun i den grad! Og det var noget som hun kun måtte siges, at være frygtelig stolt af, for det var noget som kun måtte hjælpe hende selv på vejen mod den storhed som hun så desperat ønskede at komme tilbage til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun himlede med øjnene ved hans ord, for det var hende kun tydeligt, at han ønskede at vide hvad hun havde lavet, også selvom det slet ikke var noget som hun direkte kunne siges, at hue mod at få fortælle ham, for hun vidste at han ikke ville bifalde det som sådan! Hun vendte blikket direkte strengt mod ham og med en næsten advarende mine, for der fandtes i den grad også grænser for hvad hun ville stå og lytte til og specielt når det kom til tonefald, for hun var stadig hans leder og ville behandles lige så derefter, ligesom hun krævede af mange andre! Dog med visse undtag når det måtte komme til ham. ”Jeg tog Kimeyas liv, inden han kunne skænke Faith sit ja.. Hun begik selvmord.. ville sikkert ikke dø for næverne af en som mig..” Hun trak morende på smilebåndet, for hun var faktisk stolt af sine handlinger, for hvorfor pokker skulle hun da ikke være det? Hun betragtede ham ganske sigende. ”Jeg tog siden også Destinys liv.. Fabian endte et hoved kortere.. Han kunne bare være lidt mere opmærksom..” endte hun ganske sigende, som hun trak let på skuldrene og uden at tage blikket væk fra ham. Hun var faktisk stolt af sine handlinger!
At tage masken på, var ikke noget som Malisha gjorde med vilje, men fordi at hun ikke rigtigt havde noget andet valg, men hun forsøgte virkelig at smide den, men det var ikke altid lige nemt! Konstantin var den eneste som kunne få hende til det, men hun forsøgte da om ikke andet, selvom det ikke gjorde det meget nemmere for hende. Hun nød af hans kærtegn og hans omsorg, og han vidste det jo godt, og så lang tid at han vidste det, så var det vel også fint for dem begge? Hun var ikke god til det med de følelser, selvom han havde set hende ked af det, vred, rasende, glad og.. lykkelig, selvom det ikke skete så ofte, men det forekom da om ikke andet, og det var vel også det som var det vigtigste for hendes vedkommende. At han faktisk kendte hende? ”Godt..” endte hun ganske sigende, også selvom hun faktisk mente det! Hun lod ham føre hende hen til brusekabinen, selvom hun bestemt ikke havde regnet med at han skulle til at sprøjte hende til med vand! At han tog omkring hendes hænder, for at få hende til at undgå at skulle forsvare sig, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere for hende! Hun slap en let latter. ”S-stop!” endte hun med et smil på læben, som hun stillede sig med ryggen til ham – forsøgte på det om ikke andet at beskytte sig lidt! Vandet direkte nedover hendes hoved, fik hende til at skælve lidt, for hun blev jo faktisk godt kold af at stå der!

[Deleted]

Konstantin var ligeglad med om Malisha var ’hans leder’ eller ej, for det var hun bestemt ikke i hans øjne! Han var sin egen herre, han havde altid lagt højere i hierarkiet end hende, fordi han havde været hertug, og en leder lå under hans stilling, derfor så havde han aldrig ladet hende være højere end ham og det skulle hun bestemt heller ikke prøve på nu, for så ville der først ske et vulkanudbrud! Han havde altid støttet hende igennem tykt og tyndt selv tilbage i den tid, hvor hun var ingenting, hvor ingen kendte noget til hende, og derfor skulle hun bestemt ikke komme her og tro at hun kunne hundse rundt med ham eller fortælle ham hvad han skulle, for han fulgte skam sin egen vej, og så var det jo op til hende om hun ville miste ham eller ej, for han nægtede at følge hende som en lille ussel hundehvalp, han gjorde det hvis han fandt hendes hensigter rigtige, og så gjorde han det af egen fri vilje! Han endte lettere chokeret over hendes ord. Var både Faith, Kimeya, Fabian og Destiny døde?! Han blinkede tydeligt overrasket og chokeret med øjnene. ”Hvad?!” Hans tone endte næsten helt vred, selvom det var chokket der gjorde det, „er du klar over det kan komme til at bide dig selv hårdt i røven?! Er du klar over hvad din handling kan og kommer til at forårsage?!” Hvordan pokker kunne hun være så dum og gøre det af med så mange kendte personer?! Hun satte sig jo næsten direkte selv i livsfare! Og dog måtte han erkende at det faktisk var imponerende at hun havde taget deres liv. Alle sammen på en enkelt aften? Utroligt!
Konstantin kendte Malisha bedre end nogen anden. Han havde kendt hende hele livet og det var jo sådan set også det som gav pote i den anden ende. Hun vidste at han altid ville være der til at støtte hende, hjælpe hende og tilmed beskytte hende, han gjorde det ikke fordi hun var blevet leder af warlocks, for han havde gjort det selv før det. Nej, han gjorde det af sin egen frie vilje og fordi han altid havde holdt af hende, han ønskede ikke at se hende komme noget til og derfor ville han langt hellere hjælpe hende, så han var sikker på at hun ikke faldt død om, for han havde snart ikke tal på hvor mange gange han havde reddet hendes røv ud af suppedasen. Han vidste at hun nød af hans kærtegn, som han vidste at hun nød af hans omsorg, det at han bekymrede sig for hende, puslede og værnede om hende, selvom han også vidste at hun hadede når hun følte sig svag ved det. Men han vidste hvilken stærk kvinde hun var, og det bedste af det hele, var at selvom hun var så hård og kynisk, så kunne hun stadig more sig med ham, som i øjeblikket. At hun vendte ryggen til ham, forhindrede ham ikke i at sprøjte vand på hende, hvor han slap en munter latter. ”Aldrig!” svarede han næsten triumferende, som han tog et skridt og greb hende om armen, da han ønskede at vende hende om, men idet han satte foden ned, gled han, hvor han trak hende med ned over sig, eftersom han holdt fast i hendes arm, så de begge endte med at ligge på det våde og glatte gulv. Han slap en munter latter af sin egen klodsethed, hvor han løftede hovedet og så mod hende. ”Jeg elegant hva?” spurgte han morende, som han løftede hånden og strøg den over hendes kind, „slog du dig?” Det morende smil falmede dog ikke, hvor han tilmed slap en munter latter igen.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var en leder, og selvfølgelig var det noget som afspejlede sig i hendes personlighed, for det var det som hun var vant til, også selvom det slet ikke var hendes mening at skulle gøre brug af det overfor Konstantin på den samme måde, som hun brugte det overfor så mange andre, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang og med den ganske kortfattede mine. Hun havde slået det største par i Dvasias ihjel, uden selv at modtage så meget som en eneste skramme og det alene, var jo noget som hun kun måtte være stolt af, og ikke mindst glad for, for hun havde slet ikke brug for at skulle virke svag eller noget lignende i denne stund! For det var slet ikke noget som nogen af dem fik det mindste ud af, om det var noget som man nu ville det eller ikke! Hans måde at reagere på, kom nu heller ikke helt bag på hende, men dog så overraskede det hende af den grund, hvor hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. Den tone skulle han bestemt ikke tage i brug overfor hende! Desuden var det kun første skridt på vejen i de planer som hun havde lagt! ”Jeg har formået at gøre det, som ingen andre har formået før mig, Konstantin! Vær dog for pokker lidt glad på mine vegne!” endte hun med en fast og næsten mere febrilsk stemme end det som hun havde gjort brug af tidligere, ofr det var noget som efterhånden måtte irritere hende en hel del, for.. kunne hun overhovedet gøre noget rigtigt i hans øjne?!
Konstantin havde kendt Malisha siden de havde været helt små og siden hun ikke havde været noget andet end en lille og ubetydelig tøs som så mange valgte at se bort fra, som havde hun slet ikke nogen betydning på nogen måde overhovedet, men det var i den grad anderledes nu! Han havde altid hjulpet hende, og selvfølgelig så håbede hun også at det var noget som skulle have lov til at fortsætte den dag i dag, også selvom visse ting selvfølgelig havde forandret sig bare en smule – han havde været død og han var kommet tilbage til livet, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit, også for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. At blive overdynget i det kølige vand, kunne hun udmærket godt mærke, for det gjorde hende faktisk kold! At han endte med at tage fat i hende, for at vende hende om, selvom det måske ikke altid gik som han ønskede det. Hun slap et mindre skrig af ren og skær overraskelse, idet hun røg direkte ned i jorden ved ham, hvor hun endte direkte på hoften, hvilket faktisk var noget som gjorde godt ondt! Men dog af den grund, så peb hun altså ikke over det. Hun sendte ham et mindre anstrengt smil. ”Jeg har det fint,” endte hun sigende, også selvom det måske var en anelse hurtigt sagt, men selv hun var en stærk kvinde og selvfølgelig ønskede hun at blive behandlet derefter. Hans strøg mod hendes kind, fik hende til at smile ganske let, hvor hun lod hovedet søge let mod den, også som tegn til at han faktisk godt måtte berøre hende på den måde. ”Jeg tror endnu du skal have lidt tid i sengen.. hvis du ikke kan stå på benene endnu,” endte hun direkte morende og med det samme smil på læben.

[Deleted]

At høre at Malisha havde gjort det af med Faith og Kimeya, og tilmed Fabian og Destiny var noget som virkelig kom bag på Konstantin. Et sted troede han vel ikke rigtig på hende? Og så på den anden side, hun var ikke typen der ville lyve og da slet ikke overfor ham, så det måtte være sandt. Det kom bare frygtelig meget bag på ham. Hvad hendes intentioner med hendes handling var, anede han til gengæld ikke, selvom der næsten måtte stikke mere under og det gjorde ham ikke just begejstret. Han var ikke kommet tilbage for at miste hende allerede igen! Han kneb øjnene sammen til hendes ord. ”Glad? Åh okay, så når du engang dør på grund af din handling, skal jeg så sidde og juble? Det tror jeg ikke!” hvislede han kortfattet, som han sendte hende et lettere strengt blik. Hvad pokker tænkte hun overhovedet på? Hun tænkte det aldrig igennem! Og han frygtede at det ville komme til at gøre frygtelig ondt på hende i den anden ende og han ønskede ikke at der skulle ske hende noget! Alligevel måtte han erkende at det faktisk var imponerende at hun havde slået dem ihjel og så alle på en enkelt aften. Han trak vejret dybt i et forsøg på at få sig selv til at falde til ro, hvor han åndede langsomt og tungt ud, kun for at vende blikket mod hende igen, „hvad er overhovedet meningen bag din handling? Hvorfor har du gjort det?” Denne gang var hans stemme langt mere rolig og kontrolleret, selvom han naturligvis også var nysgerrig på at vide hvorfor.
Det var ikke fordi Konstantin ønskede at gøre Malisha kold, og faktisk havde han regnet med lidt mere modstand, men det var lidt sjovt at høre hende hvine som en rigtig kvinde, hvor han desuden også ønskede at gøre hende rent og vaske alt blodet af hende, inden han tog et bad med hende. At han så skulle glide og trække hende med ned, havde på ingen måde været meningen, hvor han tilmed selv slog ryggen og hovedet imod gulvet, hvilket efterlod ham med en mindre hovedpine, selvom det hele var hans egen skyld og næsten fortjent. Det havde så ikke været meningen at hun skulle slå sig. Han fortsatte de blide strøg over hendes kind, hvor han selv trak på smilebåndet, da hun lagde hovedet mod hans hånd, som tegn til at han gerne måtte, hvilket var grunden til at han fortsatte. Brusehovedet havde han tabt, hvor det stadig sprøjtede med vand mod gulvet, hvilket gjorde ham selv og hans tøj vådt, men det tog han sig ikke af. Han lod armene søge omkring hende, hvor han trak hende ind til sig. ”Sikker?” spurgte han for at forsikre sig selv om at hun ikke havde ondt nogen steder på grund af ham, for det ønskede han trods alt ikke, „ellers pusler jeg gerne om dig,” tilføjede han drillende, skønt han mente det alvorligt. Han elskede at pusle om hende! Han fnøs let til hendes ord. ”Jeg er da frisk som en havørn! Jeg har ikke brug for mere hvile,” svarede han lettere triumferende, skønt det måske lidt var en løgn, for han var endnu ikke helt oppe på dupperne, men han ønskede ikke at bekymre hende, desuden så gik det også bedringens vej.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde formået at gøre det af med den store og stærke familie som det rene ingenting, og det var noget som alligevel kom en anelse bag på hende, men dog så var hun endnu stadig stolt af hvad hun havde formået at gøre, for det have faktisk ikke været særlig svært for hende! Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang og med den tydelige irritable mine, for det var virkelig ved at gå hende på nerverne, at han ikke bare kunne finde ud af at være lidt glad på hendes vegne, for hun kunne altså sagtens passe på sig selv, og selvfølgelig var det noget som hun selv ønskede at bevise for ham, for det var kun efterhånden ved at være på tide! Hun fnøs af ham. ”Jeg dør ikke, Konstantin! Jeg kan sagtens passe på mig selv, og det er kun på tide, at det er noget som du er i stand til at indse!” endte hun med en direkte hvislende stemme, for det andet var ganske enkelt noget som direkte måtte drive hende til vanvid efterhånden, for hun kunne altså godt passe på sig selv! Umiddelbart så var der ikke noget større i det end at skulle placere warlockerne på kortet endnu en gang, for det var efterhånden kun ved at blive på tide, for det andet gjorde hende sindssyg! Hun ville ikke ligge bag dæmonerne eller vampyrerne, for de var intet i forhold til den mørke magi som warlockerne måtte besidde, og det havde hun helt klart også bevist her til aften! Og hun var stolt! Hun sukkede dæmpet. ”Jeg tror du har efterladt lidt fornuft og intelligens i det mørke hul i haven, Konstantin…” mumlede hun med en stemme kun præget af den tydelige utilfredshed som hun brændt inde med.
At Konstantin skulle være så klumset at falde direkte i gulvet og rive hende med sig, var noget som alligevel måtte komme en anelse bag på hende, men ikke noget som hun direkte kunne sige noget til i den anden ende. Hun vendte blikket direkte mod ham, også selvom hun var endt med at slå hoften temmelig voldsomt ned i gulvet, så det sikkert ville resultere i blå mærker eller noget lignende, men.. ja, det ville jo ikke være noget nyt for hende. Hovedet lod hun søge mod hans kind som hun nikkede. Han behøvede virkelig ikke pusle om hende på den måde, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! ”Det er jeg slet ikke i tvivl om.. Men jeg har det fint,” endte hun ganske sigende, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang. En lille løgn måske, for hun havde faktisk pænt ondt, men hun forsøgte at bide det i sig, selvom det slet ikke var så nemt igen. Hun grinede let og klappede hånden let mod hans bryst, idet hun satte sig op, selvom hun hurtigt fortrød det, for hun støttede af direkte ved hoften og det gjorde ondt! Hun rejste sig let. Jeg vil gerne have det bad nu…” endte hun sigende. Hånden støttede let mod hoften, som hun vendte sig mod karret som stod der. Det var vel stadig varmt? Nok varmere end det som hun følte det lige for øjeblikket, for hun var i den grad temmelig kold nu! Kun på grund af ham!

[Deleted]

Det var rimelig utroligt at Malisha havde formået at gøre det af med så store personer i Dvasias og også i Manjarno og specielt dem alle sammen på én gang. Det kom virkelig bag på ham, selvom han måtte erkende at det faktisk også imponerede ham. Det var sådanne ting der bekræftede for ham, hvor stærk hun virkelig var, men derfor ændrede det ikke på at hun stadig kunne dumme sig og gøre fejl af og til, og hun vidste slet ikke hvilke konsekvenser det ville få i sidste ende! Og han selv var bange for at det ville komme til at koste hende dyrt. Han bed tænderne kraftigt sammen til hendes ord, hvor han kneb øjnene let sammen. Et sted havde hun ret, hun kunne sagtens klare sig selv, men det skete automatisk at han blev bekymret for hende og det ville han altid være og hvorfor? Fordi hun havde en kæmpe betydning for ham, men det indså hun jo nok aldrig! ”Måske, og andre gange kan du ikke. Jeg har ikke længere tal på, hvor mange gange jeg har måttet redde din røv ud af suppedasen, hvor du har været døende eller tæt ved det,” svarede han lettere køligt, nu hvor hun selv begyndte at vrisse af ham, „du har måske et problem med at jeg er bekymret for dig?” Hans øjne endte helt iskolde, hvor han betragtede hende med et afventende blik. Hun burde vide at han holdt af hende, og hun burde vide at hun ville reagere på samme måde, hvis det var ham der havde gjort det. Han sendte hende et direkte advarende blik til hendes følgende ord. Han fandt sig virkelig ikke i hendes hån! ”Jaså? Du så måske jeg blev der og ikke var kommet tilbage? Bare fordi jeg har været væk i nogle uger, så har du måske ikke brug for mig mere?” Han betragtede hende lettere indgående, imens han afventede hendes svar. Hvis hun var så ligeglad og sur på ham, kunne hun da bare gå.
Det havde ikke været meningen at falde, tværtimod, men det var så alligevel sket, fordi det havde været glattere end forventet. Han selv havde slået hovedet og ryggen, skønt han faktisk var langt mere bekymret for hende, for det var jo hans skyld, hvis hun havde slået sig. Han nikkede roligt til hendes ord, da han heller ikke ønskede at træde i det, men han ville bare sikre sig at hun ikke havde ondt. Hendes slag mod hans bryst, gjorde ikke ondt, hvor han blot slap en munter latter i takt med hendes. Han rejste sig roligt med hende, skønt han lagde mærke til at hun tog sig til hoften, hvor han rynkede brynene. Han lagde sin hånd over hendes ved hendes hofte, hvor han strøg sin tommel mod hendes nøgne hud. ”Du slog dig jo alligevel,” endte han dæmpet, som han vendte blikket mod hende. At hun gerne ville have sit bad, fik ham til at nikke ganske roligt. Han lænede sig mod hende og skænkede hendes kind et blidt kys. ”Udmærket. Gælder dit tilbud stadig?” spurgte han roligt, hvor han trak kækt på smilebåndet. Hun havde jo faktisk spurgt om han ville med i og nu hvor han alligevel var våd, ville han gerne med i. Vandet ved bruseren fik han roligt slukket med sin magi igen, hvor han fortsatte de blide strøg mod hendes hofte.