What have you done now?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det havde krævet planlægning for Malishas vedkommende, men det bryllup som netop havde stået, selvom det måske ikke var gået helt så ventet, så havde det været den oplagte mulighed, og den havde hun bestemt heller ikke ladet gå for sig bare sådan uden videre, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det var jo trods alt bare sådan at det nu måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket mod ham og med den samme faste mine. Kunne han for en gang skyld, ikke bare rose hende for hendes gerninger? For hun blev da komplet vanvittig af alt det andet! Hun fnøs ganske kortfattet, som hun slog armene over kors. Han behøvede ikke holde røven oppe på hende hele tiden, for hun kunne altså godt selv! Det havde hun vel også bevist nu hvor hun faktisk havde formået at gøre disse handlinger uden at komme til skade ved det? ”Du behøver virkelig ikke holde røven oppe på mig! Jeg har igennem flere uger måtte klare mig selv! Og jeg kan altså godt!” endte hun tydeligt frustreret. Det kunne godt være, at hun var en kvinde, men han behøvede ikke fremstille hende, som var hun komplet dum og forsvarsløs, for det var hun altså ikke! Hun vendte sig væk fra ham, og endte selv med at fnyse. Det gjorde hende faktisk ked af det, at han kun kunne se negativt på det hele, også selvom hun selvfølgelig nød af hans bekymring og omsorg, men det var jo trods alt en helt anden side af sagen, om det var noget som man nu ville det eller ikke! Hans ord var noget som slog hende som var det en lussing, hvor hun vendte blikket direkte vredt mod ham. ”Jeg har ikke brug for dig til at passe på mig alle døgnets timer, Konstantin..” vrissede hun ganske kortfattet, for det var jo trods alt ikke engang en løgn!
Slaget mod hoften gjorde faktisk ondt, selvom det ikke var noget som Malisha direkte ville råbe og skrige op om, for det var nu bare sådan at det måtte være, for det var jo den slags ting som skete, når det gik galt og man fik en tur i gulvet. Hun vendte sig mod ham. Han burde stadig blive lidt mere i sengen, end det som han gjorde, men selv hun vidste, at han ikke ville lytte til hende ellers – og et sted så var det hende faktisk en temmelig frustrerende tanke, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun støttede let til hoften som hun endelig kom op på benene igen. Hun vendte blikket direkte mod ham og næsten med en advarende mine, for han behøvede ikke være sådan overfor hende. Hun himlede svagt med øjnene. ”Jeg har det fint..” mumlede hun igen, som hun lod ham komme hen til hende og stryge over hendes nøgne hud. Et sted så fik det hende til at sitre, for det var rart når han berørte hende og alligevel.. skræmmende et sted. De følelser skræmte hende faktisk og et sted så var hun ikke altid lige meget for at skulle give sig hen til ham, også fordi at det hele var så nyt, og hun vidste at han havde den erfaring som han havde, hvilket bestemt heller ikke gjorde det meget bedre for hende på nogen måde! Hun endte dog med at nikke. ”Selvfølgelig..” svarede hun med et stille smil, kun for at søge hen til karret og roligt træde op i det for at tage plads. Hun vendte sig mod ham, hvor hun roligt hævede hånden og viftede ham næsten.. sensuelt hen mod sig med sin pegefinger.

[Deleted]

Konstantin var kun kommet tilbage for nogle dage siden, derfor vidste han endnu ikke hvad der som sådan foregik ude omkring i verden – endnu. Det hele skulle nok komme igen, når han fik alt tilbage som han engang havde haft, for han nægtede at give afkald på det hele! Han havde allerede taget snakken med William, hvor manden også havde indvilliget i hans forslag, hvilket han var glad for, for han ville godt kunne bruge en mand som William ved sin side. Manden havde potentiale og derfor havde han også ladet manden blive boende her. Det var ikke så meget hendes ord der generede ham, men hendes tone og specielt den måde hun hånede ham på, for der var han da den sidste hun skulle nedgøre, specielt med alt det han havde gjort for hendes skyld! Hvad han ikke alt havde været igennem for at støtte hende! Hun havde dog sådan set ret i hendes ord. Han havde ingen ret til at skælde hende ud. Han endte med at sukke ganske let og langsomt, for at slå koldt vand i blodet, selvom det var svært, når hun selv stak til ham. ”Du har ret. Tilgiv mig. Jeg har ingen ret til at bestemme over dig og skælde dig ud,” svarede han roligt. Det var ikke fordi han gad skændes nu hvor hun faktisk var kommet hjem i et stykke, for selv den handling kunne have kostet hendes liv. Han tog roligt omkring hendes hånd, hvor hans hoved søgte let på sned, „jeg kan bare ikke lade vær med at bekymre mig om dig. Nu hvor jeg endelig er kommet tilbage igen, ønsker jeg ikke at miste dig allerede.” Det var der vel ingen skyld og skam i? Det eneste han gjorde var at holde af hende, hvilket hun da burde være glad for at der i det mindste var én i den store hvide verden der gjorde.
Det havde ikke været Konstantins mening at gøre hende ondt, da det slet ikke havde været hans mening at falde og trække hende ned over sig, eftersom det hele havde været et uheld. Han selv skulede dog til hende, da hun sendte ham en advarende mine, for det var ikke fordi han havde tænkt sig at gøre hende noget. Han vidste dog godt at hun ikke brød sig om hans bekymring, og så alligevel måtte det vel glæde hende at bare én bekymrede sig om hende og tænkte på hende? Mange andre så hende nok hellere død, fordi hun var som hun var. Men ingen kendte hende som han gjorde. Han fortsatte de blide strøg over hendes hofte, uden at han tog blikket fra hende. ”Udmærket..” svarede han blot i en mumlen, som han trak hånden til sig igen. Han selv var blevet våd, hvor tøjet hang en anelse tungt fordi det også havde absorberet en del vand. At hendes tilbud stadig gjaldt, var noget som fik ham til at smile, hvor han betragtede hende, som hun gik hen til badekarret, og denne gang betragtede han hendes fulde figur og nød synet! Han selv blev stående for en kort stund, som hun selv tog plads i karret, indtil hun næsten helt sensuelt og forførende måtte vifte ham hen til sig, hvilket fik ham til at trække yderligere på smilebåndet. Det var ikke et tegn hun skulle give ham to gange! Han trak den hvide T-shirt over hovedet og smed den ind i brusekabinen, hvor han ligeledes smed bukserne og undertøjet, så han selv stod fuldstændig blottet, inden han gik hen til karret og tog plads i det varme vand ved hendes side. Han sukkede saligt, som han lagde sig på siden ind til hende. ”Hvorfor gør vi ikke dette noget oftere?” spurgte han med det kække smil på læberne, som han blinkede drilsk til hende. Nyde det ville han i hvert fald!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Uanset hvad Malisha gjorde, så var Konstantin over hende. Jovist nød hun af at der i det mindste var en som tænkte på hende og så på hende som det væsen som hun var, så selvfølgelig gjorde det også meget for hende, men der var stadig grænser for hvad hun selv måtte finde sig i, i den anden ende. Hun sendte ham denne gang en direkte vred mine, også selvom den ændrede sig bare en smule som han alligevel endte med at give sig en smule, så selvfølgelig hjalp det lidt, men af den grund, så var hun faktisk temmelig utilfreds af den grund. Hun vendte blikket væk fra ham, også for at gøre det tydeligt for ham, at hun bestemt ikke var tilfreds endnu, for det var hun på ingen måde! ”Der er gået uger, Konstantin.. Uger! Jeg kan godt passe på mig selv, uden at skulle falde om et eller andet gudsforladt sted..!” endte hun spidst og vendte blikket væk fra ham igen. Det var slet ikke noget som hun ønskede at vise ham, men.. sådan var det jo. Hun himlede let med øjnene. Mens han havde været væk, så havde hun været nødsaget til at klare sig selv, også selvom det ikke havde været nemt, så havde hun alligevel gjort det! Hun havde jo klaret det fint, for hun var jo trods alt stadig i live! ”Jeg ved hvad jeg gør.. Jeg passer mit arbejde og efter mine.. uhensigtsmæssige hændelser, så er jeg nødt til at vise for vores folk, at jeg stadig kan lede dem,” endte hun ganske kortfattet. Hun nægtede at falde af i optrækket, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke! Hun var en leder og derfor måtte hun ty til lidt.. drastiske hændelser og handlinger!
Malisha vidste godt, at det ikke havde været Konstantins mening at gøre hende noget ondt, men det var nu alligevel sket. Hun betragtede ham med en langt mere rolig mine, selvom hun virkelig forsøgte at bide den utilfredshed og vrede i sig, så var det altså ikke altid lige nemt! Hun nikkede ganske kortfattet og søgte hen til karret, hvor hun tog plads. Det morede hende direkte at se hvor hurtigt han fik tøjet af sig og hoppede ned i vandet til hende og lagde sig op af hende ved hjælp af kanten. Hun trak svagt på skuldrene. ”Du har ikke været her til at gøre det,” påpegede hun ganske sigende, for det var jo rigtigt. Han havde jo trods alt været død. Hun vendte blikket stille ned af sig. Nu hvor hun ikke var så beskidt af både jord og blod, så hjalp det i den rad også på hende, for hun var ganske vidst lidt mere feminin end det som hun ønskede at reklamere med, for hun hadede virkelig at være beskidt! Hænderne gned hun ganske let om af hendes ben, næsten for at få det sidste snavs af, for hun synes virkelig at hun var beskidt nok i forvejen! Tungen strøg hun let over hendes læber, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Men.. det er rart..” tilføjede hun med et stille smil på læben, for løgn var det bestemt heller ikke i hendes øjne. Lidt ærlig overfor ham når det kom til omsorgen, kunne hun vel godt være?

[Deleted]

Det var ikke fordi Konstantin ønskede at være efter hende, han ønskede bare at hun ville være lidt påpasselig og tænke alle ting igennem, selv ned til mindste detalje, så det netop ikke ville gå ud over hende i sidste ende, for han ønskede da bestemt ikke at se hende død! Han elskede hende trods alt. Han så hvordan hun vendte blikket væk, hvor han godt kunne regne ud at hun ikke var helt tilfreds, selvom han blot himlede svagt med øjnene, for hun var altid så teatralsk. Han lagde armene over kors, selvom det ikke var med en streng mine, men mere på en afslappet måde, hvor han lyttede til hendes ord. Han vidste godt at han ikke havde været der i uger, men det var altså heller ikke mere end det; uger! Det var ikke fordi han havde været væk i et halvt år eller mere! Tværtimod! Han betragtede hende med lettere sammenknebne øjne, inden et kækt smil gled over hans læber, som han tog fat omkring hende og trak hende ind til sig, kun for at trykke sine læber imod hendes i et dybt og længselsfuldt kys. Han ønskede ikke at skændes, og hun havde ret i at han måske var rimelig overbeskyttende, men han kunne ikke gøre for det! Han ønskede ikke at se hende komme noget til, selvom det imponerede ham at hun var kommet hjem uden en mindste skræmme. Han holdt kysset for flere sekunder, inden han brød det, hvor han kun trak sig få millimeter. ”Ved du godt du er sexet når du er sur?” spurgte han sigende, hvor et morende smil gled over hans læber. Han kyssede flygtigt hendes læber igen, kun for at mærke dem en ekstra gang, inden han trak sig igen, „men du har ret. Du er en stærk, selvstændig kvinde, der kan klare sig selv. Du har ikke brug for nogen mand til at passe på dig. Men, så er det godt at du har mig alligevel til at holde dig i ørerne.” Han blinkede drilsk til hende, som han trak yderligere på smilebåndet.
Det havde ikke været meningen at skynde sig af med tøjet, men når hun nu direkte havde budt ham at springe i, så kunne han ikke takke nej til det! Han blev liggende på siden og med ryggen hvilende op ad kanten, imens han betragtede sig af hende. Han fnøs kort og rystede smilende på hovedet af hende til hendes ord. ”Hvorfor skal du hele tiden fremstille det, som havde jeg været væk i en evighed?” spurgte han roligt, som hovedet var søgt let på sned. At hun så fandt det rart, var noget som glædede ham, hvilket smilet på hans rosenrøde læber også måtte afsløre. ”Så sandt..” svarede han dæmpet, så det næsten blev til en hvisken. Han bøjede let i nakken for at skænke hendes nøgne skulder et blidt kys, uden at han tog blikket fra hende. ”Jeg har utroligt nok savnet dig,” erkendte han sandfærdigt. Han havde sådan set bare ventet på at hun skulle komme hjem til ham igen. Nu hvor han havde holdt sig inden døre og i sengen de sidste par dage, så blev det hurtigt ensomt og stille – specielt uden hende.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det irriterede virkelig Malisha at Konstant ikke bare kunne vise sig at være lidt stolt på hendes vegne og faktisk vise at han var imponeret af hendes handlinger, også fordi at hun var kommet hjem uden så meget som en skramme, så selvfølgelig måtte det jo være sådan, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han havde måske kun været væk for nogle uger, men det havde endnu været meget for hende, som var vant til t han altid havde været der, og så havde han bare.. været væk? Det var slet ikke en tanke som hun havde haft det særlig godt med, men ikke noget som hun som sådan var i stand til at gøre noget som helst med, hvilket var noget som faktisk gjorde hende en kende ked af det. Hun havde manglet ham, også selvom det ikke var ord som hun var meget for at erkende for nogen som helst, men der var ikke noget som hun kunne gøre ved det nu.. Han var der nu, og det var det som var det vigtigste for hendes vedkommende. At han direkte tog fat omkring hende og direkte skænkede hendes læber det direkte dybe kys, hvilket var noget som hun ikke ligefrem kunne sige sig, at hun havde ventet sig af! Hans ord fik hende let til at smile, hvor hun faktisk holdt sig tæt ved ham, for.. hun kunne da heller ikke bare få sig til at trække sig, når han faktisk var sådan overfor hende! Hun havde brug for en mand som viste hende hvad han ville have, og selvfølgelig var det noget som virkelig hjalp hende noget så frygteligt, for.. det gav hende en form for tryghed, samtidig med at det skubbede hende ind i rollen som kvinde, og det var noget som selv hun havde brug for. ”P-pointen er at jeg er i stand til at klare mig selv.. Det har jeg gjort i uger nu.. Jeg har ikke altid brug for en til at rive mig i nakken og bede mig om at tænke mig om..” endte hun ganske sigende.
At komme op i vandet var virkelig rart for Malisha, for hun følte sig stadig møgbeskidt! Og hun var faktisk ikke meget for at skulle rende rundt og være så beskidt! Der var hun faktisk temmelig meget.. kvinde, også selvom hun virkelig ikke ønskede at rende rundt og direkte reklamere med det, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket mod ham. ”For mig… Så har det været som en evighed, Konstantin..” påpegede hun sigende og næsten med en forsigtig stemme, for i hendes verden så havde det virkelig været utrolig lang tid! Og det var ikke altid lige nemt at gøre noget ved det bare sådan uden videre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun lod ham kysse hendes skulder og samtidig blive liggende ved hendes side, hvor hun egentlig blev siddende ved hans side og uden at røre sig meget ud af stedet, for hun følte sig ganske.. tryg omkring ham. At han havde savnet hende, fik hende kun til at smile, hvor hun let rystede på hovedet. ”Før din død, ville du aldrig sige de ting til mig..” endte hun ganske sigende, som hun vendte blikket mod ham. Det morede hende faktisk, også selvom.. hun vel ikke helt turde tro på de ord?

[Deleted]

At trække Malisha ind i et dybt og længselsfuldt kys, var et sted for at få hende til at tie, for at få hende til at tænke på noget andet, for at slå benene væk under hende og naturligvis fordi han havde lyst. Konstantin havde længtes efter hende hele dagen, og han havde slet ikke vist hende at han var glad for at se hende, da han snart var startet ud med at træde i den overbeskyttende rolle og han forstod godt at hun var træt af det, for han kunne nok godt have en tendens til at fremstille hende som en lille pige der ikke kunne klare sig uden ham, men han var bare bekymret for hende. At hun blev stående ved ham, var noget som glædede ham, hvor smilet heller ikke falmede det mindste. Hans arme forblev omkring hendes, eftersom hans hænder hvilede imod hendes hofter, så han kunne holde hende ind til sig og han slap hende på ingen måde! Han nikkede svagt til hendes ord. ”Du har ret. Jeg må jo erkende at det imponere mig at du har slået så højtstående og stærke personer ihjel og så tilmed uden at få så meget som en eneste skræmme. Det er faktisk utrolig imponerende,” erkendte han sandfærdigt, uden at han tog blikket fra hende. Han mente sine ord! Han var vitterlig imponeret.
Selv for Konstantins vedkommende var det rart at komme op i det varme vand, da det fik ham til at slappe af. Og når hun så var her ved hans side, så kunne det bestemt ikke blive bedre! Når han tænkte over det, så var det vidst første gang at de begge var nøgne på samme tid. Ikke fordi der var noget nyt i synet, for han havde set hendes krop mange gange, som omvendt, men det var kun den ene af dem der havde lagt nøgen af gangen og aldrig dem begge som nu. Et sted ønskede han ikke at skræmme hende væk, heller ikke med alt det han havde fortalt hende efter at han var kommet tilbage. Blikket gled mod hende ved hendes ord, hvor han ikke kunne lade vær med at smile. ”Det lyder næsten til at det har været hårdt uden mig?” Det var mere et spørgsmål end en konstatering, selvom han gerne ville have svar på spørgsmålet, for han ville gerne vide hvordan hun havde haft det og generelt hvad hun egentlig følte for ham, for det havde hun jo aldrig sagt direkte til ham med ord. Han lod sin ene hånd stryge hende ganske blidt over den nøgne krop, inden han lod den ligge mod hendes maveskind, som han nussede ganske blidt. Han trak let på smilebåndet til hendes ord. ”Det er fordi jeg før min død ikke havde indset hvor heldig jeg faktisk er. Jeg mente det, da jeg sagde at jeg kun havde tænkt på dig i døden,” svarede han sandfærdigt. Foruden hende, så havde han naturligvis også opbygget sit had til vampyrerne, eftersom det var det væsen der havde myrdet ham og det havde efterladt visse sår. Normalt ville han aldrig nære et had til en race, men det var begyndt at vokse efter han var blevet dræbt. ”.. Det fik mig til at indse, at jeg ikke ønsker at dø uden at mit liv var.. perfekt. Uden at jeg havde fået sat den sidste brik på plads i puslespillet,” tilføjede han dæmpet og dog sandfærdigt.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Konstantin havde en irriterende tendens til at fremstille hende som en som slet ikke var i stand til at beskytte sig selv, og selvfølgelig var det en tanke som måtte irritere Malisha forbandet meget! At hans træk kun var for at få hende til at tie og aflede hendes opmærksomhed mod andre ting, var selvfølgelig ikke noget som hun direkte tænkte sig, for hendes anker var i den grad afledt fra dette sted, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hans hænder mod hendes hofter, var slet ikke noget som hun havde noget imod, for det var noget som alligevel gjorde hende ganske rolig, for han viste hende hvor han ville have hende, og det var noget som alligevel gjorde at hun vidste hvor hun skulle være, og hvad hun skulle være, og selvfølgelig var det noget som måtte hjælpe hende i den anden ende, for hun vidste hvor hun skulle være. Hun nikkede mod ham, også for at give ham ret, for han fremstillede hende virkelig som var hun hjælpeløs og igennem disse uger, havde hun bevist modsat! Det havde været et mål for hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Det ved jeg godt.. Og jeg kan godt passe på mig selv.. Jeg gjorde trods alt det helt.. utænkelige til aften,” påpegede hun ganske sigende og med det samme stille smil på læben, for løgn var det jo trods alt heller ikke helt!
At de sad blottede på samme tid, var slet ikke noget som rørte Malisha, for hun havde set ham blotlagt mange gange før, så det var egentlig ikke noget nyt for hendes vedkommende. Hun fortsatte kun med at gnubbe sine ben, som hun roligt vendte blikket mod ham. Det var ikke fordi at hun ønskede at lyve for ham, for det var slet ikke noget som hun ønskede sig, og nu hvor hun havde luftet lidt for tankerne som hun havde gjort sig i den tid, så var det nu bare sådan at det endelig måtte være i det store og hele. Svagt endte hun med at nikke. ”Det.. det har det også..” endte hun med en dæmpet stemme, for det var bestemt heller ikke meget som hun var for at indrømme bare sådan, men noget var hun jo trods alt nødt til at sige, for hun kunne jo heller ikke skjule det for ham for tid og evighed. Hånden som endte mod hendes maveskind, fik det til at sitre voldsomt i hende, hvor hun næsten endte med at skælve for en ganske kort stund, også fordi at det ikke lige var noget som hun havde ventet sig. Hans ord varmede hende, også selvom hun var bange for at tage for vel imod dem, for det ville jo kun ende med at gå helt galt i den anden ende, og det ønskede hun ikke. Svagt endte hun med at ryste på hovedet endnu en gang. Hun var altså ikke særlig god til den slags, og det håbede hun selvfølgelig at han vidste! Følelser var hendes skamplet! ”I så fald, så.. så håber jeg at du får samlet dit.. livs puslespil eller hvad du nu vælger at kalde det..” endte hun dæmpet. Hun forstod ham ikke rigtigt, men igen.. der havde jo aldrig rigtigt været nogen som havde vist den form for interesse i hende.

[Deleted]

Måske Konstantin var rimelig overbeskyttende ved hende, men hun var også den eneste han var det overfor, for hun var den eneste der havde den store betydning for ham, som hun havde. Han var ikke kommet tilbage for at ville miste hende igen, hun var trods alt den manglende brik. Han ønskede blot at hun skulle passe på sig selv, tænke alle ting igennem til mindste detalje, så hun faktisk var sikker på at hun ville beholde livet, for hun havde dræbt rimelig højtstående personer, nemlig kongeparret fra Manjarno. Nu stod Manjarno i kaos og det kunne ende med at gå frygteligt galt! Han ønskede ikke at nogen ville forsøge på at dræbe hende, i så fald så ville han i hvert fald selv stå der til at støtte hende, for han nægtede at lade nogen så meget som krumme et hår på hendes hoved! Men han vidste at han heller ikke ville kunne rende hende i røven døgnet rundt, og han var derfor bange for at hun ville komme galt af sted, når han ikke var der til at passe på hende. På den anden side havde hun netop denne aften vist at hun faktisk var i stand til at gøre noget så stort og så tilmed uden at få så meget som en skræmme, det var imponerende, men det viste også at hun var en stærk og mægtig warlock, klart en leder værdig. At hun skulle fortsætte med at prale, fik ham blot til at ryste smilende på hovedet af hende. Han var skam stolt af hende, specielt fordi han kunne se at det betød en del for hende selv. ”Kom her,” svarede han lettere bestemt, hvor han slet ikke gav hende rum til at åbne munden igen, før han havde løftet den ene hånd mod hendes kind, hvor han førte hendes hoved tæt til hans eget igen, som han endnu engang skænkede hende et dybt og lidenskabeligt kys. Den ene hånd forblev mod hendes kind som han strøg, imens den anden hånd fortsat hvilede mod hendes hofte, så han kunne holde hende tæt.
Det lød til at Malisha havde haft det hårdt, i de uger Konstantin ikke havde været der. Et sted gjorde det ham glad, for det beviste at han havde haft en stor påvirkning af hende, og han havde jo også godt set hende græde, den aften han var kommet tilbage og normalt skulle der utrolig meget til for at få hende til at knække på det følelsesmæssige plan. Han vidste at hun aldrig havde været god til det med følelser, men selv det kunne hun blive bedre til med tiden, hvis hun var villig til at åbne op, desuden så behøvede han ingen lange forklaringer, et sted ønskede han blot handlinger til at vise hvad hun følte og mente. Han trak let på smilebåndet til hendes ord. ”Jeg troede ikke at jeg betød så meget for dig,” endte han roligt, uden at han tog blikket fra hende. Han ville ikke håne hende for at åbne op, det kunne han slet ikke drømme om! Hvis hun troede at han ville grine af hende, så tog hun i den grad fejl! Han lagde ikke rigtig mærke til at hun skælvede ved hans hånds kærtegn, da han lå i sine egne tanker for en kort stund, skønt han ikke stoppede sine strøg og fingres dans over hendes bløde maveskind, eftersom han gjorde det lettere ubevidst. Han vendte blikket mod hende til hendes ord. ”Jeg.. Jeg kan ikke fuldføre det uden dig,” svarede han dæmpet og dog sandfærdigt.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

For Malishas vedkommende, betød det her faktisk meget, også fordi at hun havde bevist for sig selv, for ham og resten af deres slags, at hun sagtens kunne føre den hårde hånd, og faktisk få det til at give pote, for det havde det jo! Og det var noget som hun faktisk ønskede at blive anerkendt for, selvom det tilsyneladende ikke var noget som han havde i sinde at gøre, og et sted så var det noget som direkte måtte irritere hende et sted, selvom der nu heller ikke ligefrem var noget som hun kunne gøre ved det alligevel. Kongefamilien i Manjarno var væk, såvel som det stærkeste par i Dvasias, og det var virkelig kun på tide, at det skete! For det var bestemt ikke nogen som havde gavnet i længden! For nogen som helst! Og desuden nægtede hun at se sin egen slags sammen med en dæmon, for selv det var at synke for lavt i hendes øjne, og selvfølgelig ønskede hun da at gøre noget ved det, hvis det var en mulighed som hun havde! Hånden mod hendes kind, fik hende til at vende blikket op mod ham, også fordi at han nærmest måtte byde til det, så det var heller ikke noget som hun måtte lade være med. At han så endnu en gang valgte at kysse hende, var en handling som hun sagtens kunne følge ham i, hvor hun mere end glædeligt måtte gengælde hans kys! Øjnene gled stille og roligt i, som hun valgte at besvare det og uden at tøve det mindste i den anden ende, for hun vidste at han ville være der til at passe på hende. Måske at hun ikke var god til følelser, men handlinger derimod, var noget som hun kunne tyde!
Det havde i den grad været vanvittig hårde uger for hendes vedkommende, også selvom det slet ikke var noget som hun kunne gøre for i den anden ende. At sige det med ord kunne hun vel godt? For det var vel ikke farligt at sige, at det havde været hårdt for hende at undvære ham? Også fordi at hun havde været vant til at.. han var der hele tiden? Og det var han bare ikke mere? Altså.. igennem de uger om ikke andet, så det var vel et tegn på den betydning som han faktisk havde for hende, hvor han alligevel ikke var den bedste til at fortælle hende det, eller vise det for den sags skyld? Hun vendte blikket mod ham. ”Det gør du…” tilføjede hun lige så dæmpet, også kun for at bekræfte ham i det. Hun forsøgte da om ikke andet, for følelser var virkelig ikke hendes stærkeste felt, så det var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende! Det løb hende så behageligt ned af ryggen, at hendes krop skælvede ved hans kærtegn, selvom hun nu heller ikke videre bed sig i det, hvor hun roligt blev siddende ved ham. Hun betragtede ham ganske roligt og med det samme stilfærdige smil. Hans ord var alligevel noget som varmede hende, men hun vidste ikke hvad hun skulle gøre ved det af den grund, så selv det var ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. ”Ja, det siger du måske nu..” endte hun dæmpet, som hun vendte blikket i retningen af vinduet. Mørkt var det efterhånden blevet og det var ved at blive sent Hun vidste bare ikke hvad hun skulle sige!

[Deleted]

Selvfølgelig var Konstantin glad på Malishas.. sindssyge vegne, for han vidste at det betød meget for hende, når hun selv troede at hun gjorde det rigtige ved at slå de højtstående personer ihjel, han selv var godt nok lidt i tvivl om hvor smart det havde været i den anden ende, men det fandt han vel ud af før eller siden? Hvad hun videre havde af planer anede han ikke, men mon ikke det var de samme om at udrydde de mange racer og føre warlockerne frem? Det ville i hvert fald være hans gæt. Han vidste i hvert fald at hendes planer altid indeholdt et eller andet sindssygt plot, som hun selv havde troen på at hun kunne gennemføre, og denne aften havde hun da klart også bevist sit værd! At han fik hende til at tie ved at kysse hende, glædede ham, selvom det som glædede ham mest, var det at hun ikke trak sig væk men faktisk blev stående tæt på ham og besvarede hans kys. Hans egne øjne måtte roligt glide i, som hans hånd ved hendes hofte, gled hele vejen omkring hendes krop, for at trykke hende helt tæt ind på sig, så han ordentlig kunne mærke hende, hvor han gjorde kysset langt mere krævende og næsten grådigt af ren længsel til hende. Han ønskede at mærke hende, for han elskede fornemmelsen af hende tæt på sig! Hånden mod hendes kind, strøg han roligt igennem hendes hår, kun for at lade hånden hvile mod hendes nakke, så han kunne holde hende helt tæt og sørge for at hun ikke brød kysset endnu. Bare følelsen af hendes læber imod hans egne satte et brændende begær i ham og ikke mindst en utrolig sitren han ikke havde følt i meget lang tid.
Et sted glædede det Konstantin at det havde været hårdt uden ham, ikke fordi han ønskede at hun skulle være ked af det eller være i stor sorg, men fordi det bekræftede at han betød meget for hende, at han havde en stor påvirkning af hende og det varmede ham kun at vide. Han sendte hende et skævt smil, hvor han lænede sig mod hende og skænkede hendes kind et blidt kys. ”Fortæl mig mere,” opfordrede han i en blid hvisken mod hendes ene øre, som han lagde sig ind mod hende, imens hans hånd fortsatte sine blide strøg over hendes nøgne krop. Han nød at være tæt på hende, selvom han ikke tog sig af at de begge var nøgne, for de havde begge set hinanden over tusind gange, alligevel var det anderledes med hende i forhold til så mange andre kvinder, for Malisha havde en stor betydning for ham, det havde ingen af de andre haft. Han lagde dog godt mærke til at hendes krop skælvede anden gang, hvor han trykkede hende let ind til sig. ”Fryser du?” spurgte han roligt, hvor han rynkede brynene. Hvordan hun kunne fryse under det varme vand forstod han ikke, men det kunne jo godt være at hun var blevet gjort godt kold af det iskolde vand han havde sprøjtet på hende. ”Jeg mener det Malisha. Du er den manglende brik,” svarede han sandfærdigt og var alvorlig i blikket, så hun kunne se at han mente det, da han så mod hende. Hvorfor kunne hun ikke bare tro på ham?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

At Konstantin ikke kunne anerkende Malisha for det som hun havde gjort, var noget som efterhånden måtte irritere hende noget så grænseløst, men ikke noget som hun kunne gøre noget ved direkte, men det var nu bare sådan at det var. Han var bekymret for hende, og et sted så betød det meget for hende, men at blive anerkendt for hendes styrke, var noget som hun ønskede, også fordi at hun virkelig forsøgte at vise, at hun faktisk var i stand til at passe på sig selv, for det var noget som hun virkelig forsøgte at bevise for ham! Og han så det bare ikke! At hun så alligevel skulle ende med at blive direkte tavs, som han valgte at skænke hendes læber et kys, var slet ikke meningen, men det var slet ikke noget som hun ellers kunne gøre noget ved, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun elskede når han jog benene væk under hende på den måde, men også fordi at det var noget som faktisk betød noget for hende. Han fik hende til at føle sig utrolig feminin, og det var en fornemmelse som hun faktisk rigtig godt kunne lide, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu måtte være i den anden ende. Hun trak vejret dybt og sendte ham et stille smil. ”Unfair..” endte hun med en ganske stilfærdig mine, og med et let smil på læben.
Malisha havde måske luftet tanken nu, men det var bestemt ikke fordi at hun ønskede bare at begynde at plapre omkring de ting, for det var slet ikke noget som hun kunne finde ud af. Hun var slet ikke den som åbnede sig op bare sådan, og det var noget som han helt klart burde vide, for det var i den grad forbandet meget at kræve af hende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så kunne hun altså ikke gøre noget ved det af den grund! Hun rystede stille på hovedet. ”Der er ikke noget at sige..” mumlede hun let for sig selv, for det var skam bare sådan at hun havde det, og det var ikke noget som hun kunne gøre noget ved. Hun vendte blikket let væk fra ham. At han berørte hende på den måde, var noget som hun godt kunne lide, også en grund til at hun reagerede som hun gjorde med skælvninger, for det var slet ikke noget som hun var vant til, men hun kunne virkelig godt lide det! ”Nej.. jeg fryser ikke, det er bare…. Nej bare glem det..” endte hun dæmpet, som hun stille vendte blikket mod ham endnu en gang og med den samme ganske stilfærdige mine. At han fortsatte med at kalde hende for den manglende brik, var et sted en tanke som irriterede hende, for hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre ved det eller hvordan hun skulle reagere på det, for.. hun var slet ikke sikker på hvordan hun skulle gøre det, og det var en tanke som direkte frustrerede hende som intet andet overhovedet! ”Hold op med det der, Konstantin..” mumlede hun lettere afvisende. Hun vidste virkelig ikke hvordan hun skulle reagere på det!

[Deleted]

Det var ikke fordi Konstantin ikke anerkendte Malisha, for han havde allerede rost hende for hendes arbejde, men han havde en tendens til at blive frygtelig overbeskyttende, hvor han måske godt kunne fremstille hende svagere end hvad hun faktisk var, for denne aften havde hun jo bevist sin styrke, hun havde taget livet af flere stærke personer uden selv at få så meget som en eneste skræmme og som han havde fortalt hende, så var det utrolig imponerende! Det var et godt comeback efter den aften han havde fundet hende døende i skoven, efter hendes sammenstød med en vampyr. Det var jo også hendes styrke som han kunne lide hende for, hun havde altid skilt sig ud fra mængden af kvinder, hun havde altid været det hak stærkere og det kom jo nok også af hendes opdragelse da hun havde rendt sammen med ham og de andre drenge. Det glædede ham dog alligevel at hun kunne være mere feminin, lægge den hårde leder lidt på hylden og bare være sig selv, for det var jo en side af hende som han elskede. Han vendte de mørke øjne mod hende, da hun brød kysset, hvor et kækt smil gled over hans læber til hendes ord. ”Unfair? Bare fordi jeg kan noget de andre mænd ikke kan,” svarede han tydeligt selvsikkert, som han lænede sig mod hende og skænkede hendes mundvig et blidt kys. Han elskede når han slog benene væk under hende, selvom det også virkede til at hun selv kunne lide det.
Konstantin vidste udmærket godt at Malisha aldrig havde været en kvinde der kunne finde ud af at tale omkring sine følelser, hvilket af og til kunne irritere ham, for det gjorde at han selv måtte stop op og sætte utallige spørgsmålstegn. Han vidste ikke altid hvad han kunne tillade sig, fordi han ikke vidste hvad hun ville have og ikke ønskede. Men han vidste hvad han selv ville have og han ville gå efter det, uden at nogen skulle stå sig i vejen for ham! At hun ikke frøs, ville han heller ikke kunne forstå, så det glædede ham kun, men hvad var det så der fik hende til at skælve som frøs hun? Det irriterede ham kun at hun fortsatte med at afvise ham, for det kunne han ikke bruge til noget! Hånden der hvilede mod hendes mave, trak han roligt til sig hvor han lagde den mod hendes kind og lod to fingre stryge langs hendes kæbelinje, for at vende hendes blik imod ham. ”Hvorfor skal du altid være så pokkers afvisende? Du ved godt at du kan fortælle mig alt uden at jeg vil håne dig for det, ikke sandt?” spurgte han stilfærdigt og ganske alvorligt. Han kunne ikke drømme om at håne hende for at åbne op for ham! Han strøg sin tunge over sine rosenrøde læber, imens han betragtede hende lettere tænksomt. Han vidste at det ikke ville hjælpe at træde i det, for hun var elendig til at tale om sine følelser og det vidste han jo godt. Han sukkede kort, som han lænede sig imod hende og kyssede hende blidt mod kinden. ”Men udmærket, så lader vi hver med at tale om det,” endte han roligt, som han lod hånden søge fra hendes kind til hendes hofte under vandet, som han strøg ganske blidt, „har du stadig ondt i hoften?”

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha følte sig slet ikke anerkendt for sine handlinger, og et sted, så var det en tanke som faktisk kunne irritere hende lidt, selvom han alligevel formåede at rive hendes tanker til lidt andre ting. Specielt når han stod der sammen med hende, så havde han altså virkelig for let ved at skulle gøre de ting, og et sted, så var det faktisk også en tanke som direkte måtte irritere hende, men ikke noget som hun kunne gøre ved. Hun vendte blikket roligt mod ham og med den samme stilfærdige mine. At lægge lederen helt på hylden var bestemt ikke nemt, og det var jo egentlig ikke fordi at hun havde lyst til at gøre det, men det var nu ikke noget som hun ellers kunne gøre ved det, og det vidste hun jo trods alt også godt. Hun fnøs ganske let af hans ord og vendte blikket en anelse væk fra ham endnu en gang. Det var bestemt ikke fair at han havde den form for magt over hende, men det havde han, og det havde han haft i frygtelig mange år, uden at hun havde gjort noget ved det, for det var jo trods alt bare sådan at det nu måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Han kunne noget som ingen andre havde været i stand til i den anden ende, og det var også noget som gjorde at hun følte sig mere.. tryg omkring ham, og det var noget som hun faktisk var glad for! ”Du bliver for kæphøj, søde ven..” påpegede hun med en ganske sigende mine, for det var jo ikke engang fordi at det var nogen løgn!
Det kunne godt være at Malisha var en kvinde, men hun var bestemt ikke af den slags som var særlig god til det med følelser, og det havde hun aldrig nogensinde været, og det vidste hun udmærket godt! At han så skulle fortsætte med at spørge ind til det, var bestemt ikke noget som gjorde det bedre, for det var jo heller ikke fordi at hun frøs.. Men det havde noget at gøre med hendes mange følelser, og det var slet ikke noget som hun var god til, for hun vidste ikke altid hvordan hun skulle tackle det! Og det var noget som et sted også gjorde hende frustreret, for hun havde aldrig lært det! Den hårde opdragelse som hun havde haft, så var det ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, for det havde jo sat sig! ”Jeg er ligeglad..” mumlede hun en anelse fraværende. Det var svært for hende, for kroppen reagerede på en anden måde end hovedet, og det var noget som i den grad også måtte forvirre hende som intet andet overhovedet! Hun vendte blikket endnu en gang mod ham og med den samme mere faste mine, for hun kunne jo slet ikke lade være med det, nu hvor hun faktisk var der sammen med ham! At han lod hånden søge til hoften i stedet for, kunne hun godt mærke, men ikke desto mindre, så forsøgte hun faktisk at bide det i sig, selvom det ikke var helt nemt altid! ”Jeg klarer mig da..” endte hun dæmpet. Et slag på hoften, gjorde faktisk pænt ondt!

[Deleted]

Konstantin elskede at slå benene væk under Malisha, selvom det heller ikke skulle ske for tit, for så gik det spændende og gode ved det af. Det skulle ske af og til, så det ikke blev for vant, og selvom hun altid gav sig hen til ham, hvor han nærmest ’tog magten fra hende’, så var det ikke fordi han ønskede at gøre hendes magtesløs, han nød blot når han gjorde hende feminin og ikke det at tage magten fra hende, for hun havde altid været en stærk kvinde og det ville hun altid være, desuden kunne han jo godt lide når hun tog styringen og blev den dominante, gav ham lidt modstand, for det var af og til sundt! Det var bestemt heller ikke fordi han ønskede at gøre det for let for hende, for så var der jo ingen udfordring i det. Det kække smil falmede ikke det mindste, tværtimod blev det kun større ved hendes ord, hvor han blinkede let til hende. ”Årh hold op. Du nyder når jeg dominant og selvsikker,” svarede han drillende, uden at han slap hende, da hans hænder var søgt mod hendes hofter, så han kunne holde hende tæt ind til sig, „desuden er det sandt. Jeg er en sand mand i forhold til de svanse der har forsøgt at komme ind på livet af dig. Du har jo altid skræmt dem væk.” Et morende smil gled over hans læber ved ordene, hvor han lænede sig mod hende og skænkede hendes læber et flygtigt kys. ”Men det er kun fordi de ikke ved hvordan du skal tøjles,” tilføjede han dæmpet, som et let træk fandt sted ved hans ene mundvig.
Malisha havde aldrig været en kvinde, der havde været god til at udtrykke sine følelser, men det gjorde såmænd ikke Konstantin det mindste. Det var det som gjorde at hun skilte sig ud fra mængden og det var det som han godt kunne lide ved hende. Hun var ikke som enhver anden kvinde, tværtimod. Han ville dog ikke gå hende på nerverne ved at blive ved med at spørge ind til det, for det fik han alligevel ikke noget ud af. Han kunne ikke kræve at hun skulle åbne fuldstændig op for ham på et splitsekund og blotlægge sin sjæl, selvom det af og til ville være rart at vide hvad hun faktisk følte, så han kunne tage hensyn til det. Et drilsk glimt viste sig i hans mørke øjne, som han lænede sig imod hende. ”Der er intet, som et kys ikke kan kurere,” hviskede han forførende imod hendes ene øre, som han kort bed hende i den bløde øreflip, inden han begyndte at kysse hende ned over den slanke hals og over hendes nøgne skulder. Han skævede næsten uskyldigt og dog drilsk op til hende, som han trak vejret dybt ind og holdt det, idet han dykkede under vandet. Han kyssede hende kort ned langs kavalergangen, inden han sprang videre ned over hendes mave og kyssede hende ned mod hoften, som hun havde slået, som han selv skænkede et blidt kys, inden han langsomt kom op til overfladen igen, hvor han vendte de mørke øjne drilske imod hende. Han havde sat hænderne mod karrets bund på hver side af hende, så han lå over hende, selvom han holdt sig hævet over hende, idet han langsomt trak sig ind mod hende, stadig med det drilske smil om læberne. ”Hjalp det..?” spurgte han i en uskyldig tone, selvom det var det sidste han var.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde ikke noget imod at Konstantin faktisk formåede at slå benene væk under hende, også selvom det faktisk ikke var noget som skete så ofte, så var det nu alligevel lige meget for hende. Hun kunne faktisk godt lide det, og hendes problem, var at han var klar over det, for det var bestemt ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, om det var noget som hun nu ville det eller ikke. Svagt endte hun med at himle med øjnene og med et svagt smil på læben. Sandt var det, at frygtelig mange havde forsøgt sig på hende, men de havde ikke klaret det. Endelig vendte hun blikket mod ham endnu en gang og med det selvsikre glimt i øjet. ”Ja.. Når jeg ikke har nogen far til at skræmme dem væk, så må jeg jo trods alt gøre det selv.. Visse har bare været heldige at komme igennem det nåløje,” endte hun ganske sigende, for løgn var det jo trods alt ikke engang. Hun kunne jo bare se på ham, for selv hendes far havde godkendt ham som hendes trolovede, selvom tanken om at valget var taget på hendes vegne, og endda af andre end hende selv, var faktisk en tanke som kunne gøre hende temmelig så irriteret, men ikke noget som hun kunne gøre noget ved af den grund!
Malisha var ikke god til at udtrykke sine følelser, og det var egentlig ikke engang fordi at hun havde lyst, for hun ønskede ikke at hendes ømme punkter skulle gøres kendt for nogen som helst, for det var slet ikke noget som hun fik det mindste ud af selv. Det gjorde ondt, og tanken om at fortælle ham om ting som faktisk kunne bruges mod hende, ønskede hun ikke. Ja, hun tænkte måske som en leder, men det var det som hun havde at klamre sig til, selvom det bestemt heller ikke havde været særlig nemt, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så kunne hun ikke just gøre noget ved det. Hun vendte blikket direkte mod ham og tydelig med en forvirret mine, for hans ord forvirrede hende faktisk. Et kys kunne da ikke kurere noget som helst, kunne det? Selv blev hun siddende, hvor hun tog imod hans kys mod hendes hals og nedover hendes skulder og kraveben. ”Der tager du fejl..” endte hun dæmpet, også selvom det var tydeligt, at det var for sent, for han var allerede.. under vand? Hun vendte blikket mod ham, også selvom det var måden hans krop reagerede på, som faktisk måtte komme mest bag på hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hun gispede ganske let og bed sig let i læben, som hun mærkede ham hele vejen nede ved hoften, hvilket fik det til at løbe behageligt ned af ryggen på hende. Hun sukkede dæmpet og lagde hovedet stille mod kanten endnu en gang og med et svagt og tilfredst suk. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun havde aldrig været så tæt på en mand, så hvordan kroppen reagerede, var faktisk nyt for hende. ”Hvor mange tøser har du gjort det mod..?” spurgte hun ganske stilfærdigt.