Just to say; "I do."

[Deleted]

At ilden ramte netop for hun havde ment den til forundrede hende nu ikke, hun var gd og bestemt ikke værd at undervurdere på trods af hendes alder, hun gjorde om ikke andet sit bedste! Skriget der brød kvindens læber gav hende en uhyggelig smag af tilfredsstillelse, hun følte næsten sten lette fra sit bryst, for pokker hvor det føltes godt! Hun lod hende brænde op, tog sig ikke af det rædselsvækkende syn det måtte være også selvom.. det var hendes første mord for alvor. I sin tid ville det have påvirket hende, men man kunne bestemt ikke ligge en finger på hendes familie, eller angribe ved en sådanne begivenhed, og samtidig komme helskindet fra det! Visse var allerede begyndt at søge væk derfra hvilket lettede hende. Lugten af sortsveden græs og brændt hud ramte hende, også fordi hendes kære forældre stadig var i flammer. Det var Malisha der tiltrak hendes opmærksomhed. Hun lod de funklende grønne øjne – som skydt ud af næsen på sin mor, stirrer køligt ind i hende.s hun var langt mere eftertænksom, far havde lært hende at være intelligent frem for konstant spontan og det var noget som var hendes fordel. Hun slap ikke hendes blik men fastholdt det uden at afsløre den mindste følelse i minen, hun havde ikke ladet en eneste tårer falde over tabene, som hun nogensinde ville vise den form for følelser overfor en flok forbandede warlock. Mange havde været stærke.. den sorte sø som ellers altid havde været så smuk var fuldkommen ødelagt! ”Jeg vil se frem til det.. warlock” hun sagde det med en tone dryppende af både hån og had. Det var en kamp for ikke at reagere på vreden og angribe. Først da hun forsvandt vendte hun blikket mod de sidste som langsomt vendte ryggen til. Nogle warlocker gjorde samme nummer som det hun gættede på var deres leder.. ja hun ville uden tvivl få noget at se til godt hun havde Jared.. hvor var han egentlig blevet af? Hun havde slet ikke set ham i aften, men vidste at han havde været der. Da hun endelig var alene vendte hun sig mod det lille bål antændt af flammer. Hun lod den dø ud.. det eneste der lå for hendes fødder var en kæmpe bunke aske... og de sortsvedne ringe. Hun bukkede sig ned og samlede dem op. Tårerne pressede sig på, men hun kunne ikke få dem ud. ”Tak for alt. Jeg er ked af at jeg aldrig nåede at vise min taknemmelig, i har været fantastiske forældre.. mit eneste mål i livet vil være at fylde jeres hjerter med stolthed, jeg lover at jeg ikke giver op.. bare.. holdt sammen, okay?” hviskede hun næsten bedende. En snert af sorg kunne sporers i stemmen nu hvor ingen kunne høre hende. Hun lagde ringene i en lille lomme, og samlede deres aske. Hvor det startede skulle det slutte. Hun slap støvet og lod det sprede sig over det sorte vand, en procedurer som hun gentog igen og igen, indtil hun ikke længere kunne samle en håndfuld op. Vinden ville sprede det sidste. For lange sekunder stirrede hun ned på vandet, uden at vide hvad hun skulle sige eller føle. De sårede og de døde lod hun ligge, hun kunne ikke overskue dem ligenu, desuden var der ingen af hendes iblandt foruden de døde så vidt hun kunne se. Roligt vendte hun ryggen til søgen og forlod stedet dækket i aske og blod, til det hjem der nu var hendes, selvom det var tomt og stort.. Hvor var Nathaniel når hun virkelig behøvede ham?!

//Out