Just to say; "I do."

[Cressida Marvalo]

Aliyah havde virkelig glædet sig til denne aften! Med alt den kaos og forvirring der herskede alle steder lige nu, både på slottet men også på hjemmefronten, så kunne hun ikke være blevet mere glad, da det var nået hende for ører at bedstemor og bedstefar endelig fik hinanden! Det var en hyggelig lille forsamling, og gangen var så smuk.. Flammerne afspejlede sig i hendes grønne øjne, og hun følte sig euforiseret af duften af rosenblade, hun havde aldrig oplevet noget smukkere! Desværre var det ikke meget som hun fik ud af det. Hvad præsten sagde og hvorfor hun kunne fornemme alle le, var ikke til at vide, for hun havde ingen chance for at høre det, og det frustrerede hende lidt. For en kort stund havde hun tænkt på hvornår mor og far ville komme til at stå der, men hun vidste jo godt at det i det hele taget nok ikke var noget som hun skulle regne med. Hendes flammerøde lokker var bundet kunstnerisk op med et bånd af perler, hun skulle trods alt se lidt uskyldig ud som blomsterbarn. I hånden havde hun en kurv fuld af rosenblade, hvor de to ringe lå øverst. Hendes læber bredtes i et smil da hun endelig fik det aftalte blik af bedstemor! Med en næsten stolt mine trådte hun frem mod bedstefar.. Alle rejste sig, og det gik ikke op for hende at de var i panik, i stedet prikkede hun Faith i siden med kurven fordi hun ikke lod til at kunne få kontakt med hende. Først der gik det op for hende.. hun kunne se blodet brede sig på hans tøj. For flere sekunder stod hun stift og stirrede på det, til de faldt i gulvet. Hun tabte kurven.. rosenbladene væltede ud over det hele, og ringene trillede hen i nærheden af hvor Kimeya lå. Hun måbede uden at vide hvor hun skulle kigge hen eller hvad hun skulle gøre. Måske hun ikke var forsvarsløs, men hun kunne intet høre. Direkte forvirret lod hun blikket søge omkring. Mor og far havde rejst sig.. ingen af dem havde set på hinanden hele aftenen, og det plagede hende. Langsomt bakkede hun væk, selvom hun havde lyst til at hjælpe.. Kimeya havde hun altid haft et fremragende forhold til, han var den bedste bedstefar man kunne tænke sig, og Faith var også dejlig! Tårerne meldte sig i øjenkrogen. Flammerne som bredtes omkring dem fyldte hende med styrke og dog panik for det låste ligesom dem alle sammen inde, og der var jo mange vigtige folk omkring!
Pludselig var hun glad for at hun havde nægtet Mattheus at tage med, hun vidste jo godt at der ville komme mange gode handelsforbindelser, men han ville nok slæbe sin trolovede med, og det var ikke en grim overraskelse hun ønskede at give sine bedsteforældre bare sådan.. nu fortrød hun at hun ikke havde gjort det, med alle de havde mistet. Hendes hjerte knustes, og hun var forvirret mere end noget anden, men som de andre blev hun stående og betragtede blot brudeparret som ikke gav op.. hun ville altid beundre dem.. altid!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde drømt om den dag, hvor han endelig kunne give Faith sit ja, og vide at det var et løfte som han kunne leve op til. Det var kun den kvinde som han ønskede som sin ægte, og det var en ting so han var fuldkommen stensikker på! Han ønskede slet ikke nogen andre end hende, og det var noget som han ønskede at verden skulle vide! Selv på trods af det rygte som han havde påtaget sig i eftertiden, men det var nu alligevel en anden side af sagen som han slet ikke ønskede at have noget med at gøre. At høre hende sige sit ja, velvidende om at det var hans tur, var noget som direkte fik ham til at smile, for han var virkelig lykkelig! Selv vidste han selvfølgelig godt at dette var en meget udsat placering som de havde valgt sig, men med de stærke og store folk som var til stede, så kunne det vel næppe gå helt galt? Og selvom han var ved at være oppe i årene efterhånden, så kunne han selvfølgelig godt slå fra sig, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende!
Kniven som borede sig direkte ind i hans ryg inden han havde nået at afgive sit eget svar, var noget som direkte måtte komme bag på ham, for det var bestemt ikke hvad han havde regnet med! Hans ben kollapsede direkte under ham, hvor han røg direkte i gulvet. Gæsterne farede rundt i det fulde virvar og forsøgte at komme væk, hvor enkelte blev på stedet, for at finde ud af hvad pokker der egentlig skete. Kimeya kunne pludselig slet ikke tænke klart, da hele hans fokus gik til overhovedet at trække vejret, for det var bestemt heller ikke det nemmeste! Kampen for overhovedet at få luft, var en som Kimeya stille og roligt måtte opgive, og denne gang vidste han godt, at der ikke var noget at gøre. At se Aliyah ved hans side, stå der direkte panikslagen, var bestemt heller ikke noget som gjorde det bedre. Ringene faldt til jorden, og hans blik fulgte dem. Han agtet at gennemføre det, før han ville lade sig hvile! Han blik gled mod Faith. ”R-ringene..” endte han med en tydeligt anstrengt stemme, efterfulgt af en tydelig hvæsen i form af kamp for at få luft igen. Kroppen begyndte at dirre og sitre.
Damek stirrede direkte overrasket på dem. De ville fortsætte? Selv med det som skete omkring dem?! Han bed tænderne let sammen, hvor han denne gang måtte vende blikket mod bogen i hans næver, næsten som han pludselig havde glemt talen som han ellers havde stået og fyret af. ”O-og med disse ord, e-erklærer jeg jer for rette ægtefolk at være. De må nu kys..” Han endte med at tie, som han kunne se at de allerede var i gang. Han selv valgte hastigt at bakke ud og trække sig. At befinde sig midt i skydsilden ville han ikke! Kimeya besvarede og gengældte hendes kys, også selvom det kostede kræfter som han slet ikke følte at han havde. De var ikke færdige.. Ikke helt endnu!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Kimeya havde Malisha skam haft sin respekt for igennem rigtig mange år, men det havde i den grad også forandret sig noget så voldsomt til det stik modsatte, og det var noget som hun var nødt til at gøre! Han havde måske været en stærk warlock, men det var bestemt ikke af den kaliber som hun kunne bruge, udelukkende fordi at han mængede sig med dæmonerne, og det var bestemt ikke noget som gavnede dem i længden! At se kniven sætte sig direkte i hans ryg og hvordan alle reagerede på det, så var hun alligevel direkte overrasket over at.. de så ud til at ville fuldføre deres sataniske ritual? Hun brød sig slet ikke om de hellige ægteskaber! Der var jo trods alt også grunde til at hun selv ikke havde valgt at trække den så langt, og pludselig var hun frygtelig glad for det! Hun kneb øjnene fast sammen. ”Gør det af med dem.. Overlad Jaceluck til mig,” endte hun med en direkte hvislende stemme, hvor den næsten var umulig at høre.
En kugleregn af ildkugler endte med at brede sig over himlen, idet at warlockerne indledte det første angreb, inden de selv gik direkte i nærkamp med næver, magi og selv fysiske våben. Det var skam ikke bare warlocks som var iblandt dem, men det var jo trods alt også underordnet, for selv de kunne vel også få lidt hjælp udefra? Det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede det anderledes. Malisha var en kvinde med frygtelig mange ambitioner, og hvis dette var en mulighed hvorpå at hun kunne slå dæmonerne lidt tilbage, så var det virkelig en deal som hun var mere end villig til at indgå! Mordet på Kimeya ville præge folkemunde og aviserne det næste lange stykke tid fremover, hvilket hun allerede var klar over. Med det kolde og kyniske smil, så endte hun selv med at træde frem som en af de sidste. Hendes skikkelse var fuldkommen skjult i en mørk beklædning bestående af en mørk kjole og en kulsort kappe, hvor kutten var trukket op over hovedet. Gæsterne reagerede enten ved flugt eller kamp, hvor de fleste faktisk tydede til kampen, hvilket nok var dumt, men ikke noget som Malisha ønskede at blande sig i! Hvis hun kunne formå at tage livet af Dvasias’ stærkeste par, så var det bestemt heller ikke noget som hun ville lade gå forbi, også fordi at de var den blanding som de var! En warlock og en dæmon? Hvilken skændsel i hendes øjne! Næven knyttede hun, idet et langt, tynd og kulsort sværd dukkede op i hendes hånd, som hun roligt slangede sig i retning af Faith. Så hun overhovedet noget, eller kun sin døende… ægtemand? Tanken efterlod hende med en direkte vammel smag i munden, for det var slet ikke noget som hun brød sig om! Det kolde og morderiske smil bredte sig på hendes læber. ”Endelig..” endte hun næsten triumferende. Det havde jo næsten været alt for nemt!

[Silia D. Diamaqima]

De havde vidst i årevis at de ville have hinanden, men længere var de aldrig rigtigt nået. Det var en dag af drømmene, og hun havde glædet sig i århundrede til at høre ham give hende det lille ord, som var større end noget som helst andet. Hun havde ikke kæmpet de mange kampe for at skulle se ham dø, lige inden han blev hendes! De var begge to stædige og lige der var det noget som hun satte pris på. Faith lå halvt om halvt ind over hans blødende skikkelse. Kniven trak hun ikke ud, og hun forsøgte heller ikke at stoppe blødningen, for det var for sent! Hvem der havde gjort det.. det var fuldkommen underordnet, men han fik ikke lov til at dø før hun havde fået hvad hun ville have! Måske hun ligeså var et mål men det var nu ikke noget hun skænkede en tanke.. at leve uden Kimeya ville slet ikke blive aktuelt. Flammerne omringede den lille forsamling og forhindrede dem i at gå for langt, også selvom den langsomt svækkedes fordi hendes fokus i stedet hvilede på Kimeya. Kort lod hun de besluttede grønne øjne glide mod Aliyah som tabte kurven med ringene. At se hende så forvirret gjorde ondt helt inde. Hun gjorde tegn til hende om at forsvinde, løbe så hurtigt hun kunne, for hvis hun faldt, så ville hun selv knuses! Uden at tøve begyndte hun at famle mellem de mange rosenblade i et forsøg på at finde ringene. ”Bare lidt endnu,” hviskede hun hæst. Tårerne var stoppet, hun havde ikke energi eller overskud til at græde, for hun havde allerede indstillet sig på at ligge i hans favn og lytte til de sidste hjerteslag. Ville de finde hinanden igen? Det havde de altid gjort. At de blev erklæret for ægtefolk fik hende kort til at smile. Hun så på Kimeya næsten stolt. De var dog ikke helt færdig. Fingrene greb om de små ringe som hun endelig havde fundet frem til. Med skælvende hånd satte hun ringen til ham på hans finger. ”Kimeya Marvalo.. jeg elsker dig,” endte hun hastigt, for der var vitterligt ingen tid at spilde! Hun greb om hans hånd, så hun via den kunne lade ham fører ringen på hendes finger. Smilet voksede.. ”Vi er mand og kone,” hviskede hun næsten lettet. Hun havde ikke set Malisha nærme sig. Kugleregnen og kampen der udspillede sig foran dem havde hun slet ikke øje for! De havde ventet på at warlockerne en dag ville tage deres hævn. I sit stille bad hun til at Cecilaya ville komme væk.. opnå noget stort og fører dæmonerne videre! Hun sammenflettede deres fingre og lagde sig tæt ind til ham. Blikket gled mod Malisha med direkte kølige øjne. En forbandet Warlock skulle bestemt ikke have lov til at tage hendes liv! ”Over mit lig!” udbrød hun direkte vredt. Hurtigt greb hun om kniven som endnu sad i Kimeya og stak den i sit eget hjerte. Hun stivnede fuldstændigt.. pupillerne trak sig sammen og blev bittesmå. Slapt faldt hun hen i Kimeyas favn og følte flammen stille brænde ud i det indre. Lyset forlod hendes øjne, hun forsøgte at forme læberne, men det var en forgæves kamp. I hans favn.. under fuldmånens skær døde flammen, brændte den ud og drev med sjælen bort, og efterlod sig kun en død skal tilbage i armene på sin mand.

//Out

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste at det var et dødt løb for ham, og at der ikke var noget at gøre. At ramme ham først, var muligvis et klogt træk, for han var den som normalt ville drive til handling som en af de første. At Aliyah så skulle være så tæt på dem, var slet ikke en tanke som han brød sig om, men han havde ikke energi eller overskuddet til at bede hende om at søge væk, for det gjorde ondt.. Det gjorde ondt for ham at tale! Han fosblødte og det var uden stop. Lyset forlod hans øjne mere og mere, men han ville ikke! Det hele skulle være gennemført først! For en gangs skyld, var der ikke noget som skulle forhindre dem i at få hinanden! Hans øjne endte blanke, som han svagt endte med at lukke øjnene. Hans krop begyndte at dirre og ryste, som han så præsten tage sin afsked.. Rette ægtefolk? Tanken fik ham til at smile i det indre, selvom det var svært for ham overhovedet at vise nogen lige nu, selvom det var hårdt nok som det var i forvejen. Himlen ville ikke vente på ham, så meget vidste han, og han ønskede bestemt heller ikke at skulle give slip på Faith bare sådan! Døden havde han aldrig været bange for, men denne gang var han direkte panisk.. Han havde slet ikke regnet med at han skulle falde her! Ikke nu! En tåre banede sig vejen ned af hans kind, som han vendte blikket mod hende. Øjnene kæmpede han op, også selvom det blev hårdere og hårdere, for kroppen var jo tydeligt indstillet på at opgive kampen.. det blev for hårdt.. for første gang i hans liv, så var det for.. hårdt.
Hvad der skete omkring ham, var slet ikke noget som Kimeya kunne se, for hans fokus hvilede på Faith. Ringen gled på hans finger, og først der kunne han for alvor føle sig komplet. Den sidste endelige brik var faldet på plads i hans livs puslespil. ”J-jeg e-el-elsker også d-dig..” endte han direkte anstrengt, som han igen forsøgte at trække vejret, selvom det bestemt ikke gik som han ville. Det var umuligt nu! Hans krop skælvede voldsomt som Faith lagde sig godt ind mod ham, selvom det var noget som automatisk gjorde at han følte sig tryg. Inden han overhovedet kunne nå at se sig om, så kunne han se lyset forlade Faiths blik, kun for at lade hende falde slapt hen i hans arme. Hans hjerte knustes, hvor tårerne for alvor faldt ned af hans kinder. Svagt forsøgte han at trykke hende ind mod sig, selvom styrken bare ikke hvilede i hans arme mere. Han lænede sig varsomt frem og kyssede hendes læber, idet han selv lagde sig ved hendes side. Med øjnene vidåbne og med hjertet som endeligt gav inde for den umulige kamp, så gled han i døden. Et sted.. opgav han vel? Intet liv uden hans elskede hustru.. hans elskede Faith..

//Out

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det hele var gået forbandet stærkt. Destiny havde rendt rundt hele dagen og forberedt både sig selv og Faith, og nemt havde det ikke været, hendes kære søster var jo den mest stædige af slagsen, og hun vidste meget vel hvordan hun ville have tingene! Nu sad de til dette vidunderlige bryllup langt om længe parate til at se disse to få hinanden, for hun vidste om nogen hvor længe de havde ventet på det. Da Fabian havde fulgt hende op, var det dog mere ham hun havde haft øje for og ikke bruden, hvilket selvfølgelig havde været lidt synd. Selv bar hun den smukke ring som Fabian havde givet hende, og hun kunne næsten ikke lade være med at glæde sig, til det var hende der stod i deres sted. Det hele var dog ganske hurtigt blevet ødelagt, også selvom Destiny ikke rigtigt kunne finde ud af hvad der var sket. De sad flere kongelige og adelige til stede i øjeblikket, selvfølgelig var det oplagt at angribe, men ingen havde ventet det, netop fordi de var så mange samlet på ét og samme sted. Hun havde mistet overblikket og Faith og Kimeya var fuldkommen glemte. I stedet forsøgte hun selv at finde ud af hvad der foregik, og hvem der havde forsaget alt denne kaos. Ilden som skød ned fra himlen påvirkede hende på ingen måde, varmen var intet problem tilgengæld var der et hav af mørk magi som hun forsøgte at slå tilbage med det lyse, også selvom det slet ikke var i samme kaliber som de mange warlocks. Febrilsk lod hun blikket søge omkring i direkte desperation efter at finde Fabian, men hun kunne ikke se ham nogle steder! ”Fabian?” kaldte hun fast og forsøgte at møve sig igennem de væltede stole som nu lå på græsset. Hun fik øje på Faith der tog kniven og stak i sig selv. ”N-NEJ!” råbte hun panikslagent dog velvidende om at det var for sent. Uden at have bidt mærke i den fremmede kvinde ved siden af, løb hun mod brudeparret som lå der favn i favn og hånd i hånd, med ringene der reflekterede i det smukke månelys. Havde Cecilaya set det? De fleste lod til at være travlt optaget i kamp. Hun kunne se Liya håndtere end ældre herre til perfektion, ved siden af var Avidan.. hun kendte ham nok til at vide at han var vred. Det var måske dumt, men i stedet for at holde sig selv beskyttet, så hun til hver eneste gæst hvis ansigt hun genkendte, kun i frygt for at skulle se dem falde. Hun stod der uden våben for hun havde trods alt ikke regnet med dette, også selvom man jo så kunne vove og påstå, at det var hende som var naiv. De burde havde haft vagter med, men Silia sad der jo ogs... Destiny bed mærke i at Jophiel og Silia var forsvundet som dug for solen, mens deres mor stadig kæmpede en brav kamp mod magi som hun ikke kunne hamle op med. Hun stod nær alteret og stirrede blot tavst mod ødelæggelsen der spillede sig for hendes øjne.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

I Malishas øjne, så var det hele næsten for nemt, men det var også de overraskelsesmomenter som gjorde, at det hele gik helt præcist som hun ville have det, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende! Hun vendte blikket direkte mod Faith, også selvom det var tydeligt at hun var for langsom. ”NEJ!” udbrød hun med en næsten vred stemme, selvom det var tydeligt at det var for sent! Men hvad fanden.. hun havde fået det resultatet som hun ville have, selvom det ikke ligefrem var sådan at hun havde regnet med at skulle opleve det. Kampe foregik over det hele. Hvem de forskellige var, vidste hun ikke, og hvem der havde været til stede og hvem som havde formået at flygte, det vidste hun ikke, og det var nu heller ikke noget som hun tog sig af som sådan, for det var de dumme og bangebuksene som stak af på den måde, hvoraf det var tydeligt, at de mere.. hovmodige havde valgt at blive igen. Dvasias’ stærkeste par var afgået ved døden, og det var noget som hun selv havde det ganske fint med! Hun nåede kun lige at vende sig, idet at hun hørte den skingre stemme ejet af Destiny – Faiths søster. Kunne hun ikke få Faith, så kunne hun jo sagtens tage hendes søster, og det var bestemt heller ikke noget som hun havde noget imod, og direkte så det ikke ud til at den unge kvinde havde noget at forsvare sig med. Umiddelbart kom hun til at tænke på det bal som havde fundet sted flere år tilbage.. så nemt det havde været at tage livet af Procias’ daværende konge.. Næsten en skam at den unge dronning ikke var til stede i aften, men hvad pokker.. hun kunne fint nøjes med det her!
Malisha smilede et direkte koldt og kynisk smil. Med det mørke tøj, så var hun måske lidt mere besværlig at se? Desuden holdt hun fint hovedet koldt i disse pressede situationer. Hun forsvandt som det rene ingenting, kun for at dukke op igen bag den unge dronning – ung i forhold til hende selv, men det var jo trods alt bare en underordnede tanke. ”Godaften.. Deres Højhed,” endte hun med en direkte hånende og nedladende tone, idet hun stak direkte ud efter den unge dronning. Ramte hun rigtigt, ville sværdets umådelig skarpe og mørke blad søge direkte igennem hende og hamre direkte igennem hendes hjerte. At få det unge blod på sine næver, var slet ikke noget som hun havde noget imod. Tvært imod, så var det noget som hun virkelig nød af og elskede mere end det som man skulle tro var muligt! Med det tydelige mordlyst i hendes blik, så gjorde hun det for at slå ihjel.. jo flere af de høje som hun kunne dræbe i aften, jo bedre ville det jo helt klart blive, også set i hendes øjne!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Destiny var måske direkte naiv bare at stå der, men hun kunne slet ikke finde rundt i det enorme kaos. Derfor havde hun aldrig egnet sig til at være dronning, måske hun var god på slottet, men når først dette kaos opstod så blev hun ikke kun uforsigtig men mistede ligeså overblikket og blev forvirret. Tabet af Faith var noget som skar hende åben, og det gjorde forbandet ondt! Hvis de var faldet.. det stærkeste og største par hun nogensinde havde kendt, så frygtede hun også at Fabian kunne være faldet, men hun kunne ikke se ham for stakken af døden eller sårede som lå rundt omkring både familiemedlemmer men også warlocker, hvilket sted prægede hende med en tilfredshed. Hverken hende eller Silia burde være kommet til aften, men alle havde været enige om at samtalen ikke skulle lede ind på politik. Mens hun stirrede ud mod de andre, opfangede hun blandt andet at Camille lå for foden af en af stolene. Hun virkede ved bevidsthed men kun lige, og det var tydeligt at hun havde ulidelige smerter men ikke turde at gøre opmærksom på sig selv i mængden. Destiny skulle til at løbe hen til hende, hvis hun ikke kunne redde Faith kunne hun i det mindste tage sig bedst muligt af hendes familie. Stemmen bag hende fik hende dog hurtigt til at stoppe op og vende sig. Hun genkendte på ingen måde den fremmede kvinde, men den hånende tone fortalte hende lidt det hele, at det bestemt ikke var en ven, men tværtimod en fjende. Hun nåede end ikke at reagere før sværdet ramte hende netop hvor det var ment i hjertet.. det tvang det til at stoppe de blodige lag. Enhver form for farve forlod hendes kinder og efterlod dem fuldkommen blege. Den store manke af krøller faldt ned over hende. Hun gled i knæ, forsøgte forgæves at hove efter vejret, men uden meget held. Det sortnede for de isblå øjne. Hun stirrede op på månen, og faldt til jorden. Kroppen begyndte næsten per automatik at skælve. De smalle fingrer låste sig om græsset der blev revet op fra jorden, men hun forsøgte at holde fast! ”F-Fab..” hun havde ikke kræfter til at udtale hele hans navn, men var han også faldet? Tårerne trillede lydløst ned over hendes kinder, som hun lå og forsøgte at skænke sin ring et blik men uden held. De havde ikke nået at finde deres forsvundne datter, hun var slet ikke klar på døden, også selvom tanken om at Faith og Kimeya ikke længere ville være der, var direkte dræbende. Tanker lullede hende langsomt ind i en verden af mørke. Lyset forlod hendes øjne, efterlod minen fuldkommen tom og intetsigende mens øjnene stod vidt åbne og stirrede op på den ellers så smukke nattehimmel over hende.

//Out

[Deleted]

At en glæde kunne vendes så hurtigt, var bestemt ikke hvad Fabian lige havde regnet med, også fordi at det var en forsamling af frygtelig mange mennesker, som sagtens var i stand til at slå fra sig! Den ildregn som søgte ned fra himlen af, var noget som han hurtigt havde fået øje på, og allerede med det samme, så måtte han gør sig den første konklusion; Warlocks! Det kunne bestemt ikke være andet. Kimeya i gulvet og nu også død, var noget som han næsten kunnet gætte sig til, selvom det nu heller ikke rørte ham. Faith derimod, var en helt anden sag, og det var noget af det som gjorde mere ondt end det som godt måtte være i den anden ende. Han nåede kun lige at vende sig, som han havde hørt Destiny råbe. Det gjorde virkelig ondt at tænke på, men det var der nu heller ikke noget som han direkte kunne gøre noget ved, men det som skete derefter, var noget som fik ham til at stivne i hele minen. Kunne han råbe og skrige, så havde han gjort det, for at se den mørke skikkelse bag hans elskede Destiny var slet ikke en tanke som han brød sig særlig meget om, for han kunne jo se hvor dette måtte folde sig hen mod, og det var noget som efterlod ham en voldsom byrde direkte i brystet. Og det var noget som i den grad også gjorde voldsomt ondt! Han endte direkte med at haste i retningen af Destiny som hun røg direkte i jorden. Hans elskede.. det var det kæreste i hans liv foruden hans elskede lille pige, og nu stod han til at miste det hele? Det var bestemt heller ikke fair! Han faldt direkte ned i knæ, kun for at tage Destinys slappe skikkelse op i sine arme. Gang på gang åbnede han munden, selvom han ingen tunge havde eller stemme for den sags skyld, så der kom ikke så meget som en eneste lyd, men det var virkelig underordnet.
Tårerne meldte sig i Fabians øjne, hvilket ellers aldrig nogensinde skete normalt. Han havde end ikke fældet en tåre efter Freya var endt med at forsvinde, men tabet af Destiny.. Den var virkelig ikke fair! Han ruskede næsten desperat i hende, som han næsten forsøgte at vække hende fra den evige dvale, selvom han vidste at det var nytteløst. Lysten til selv at kæmpe, var noget som direkte havde endt med at forlade ham, uden at han kunne gøre noget som helst ved det af den grund. Øjnene lukkede han, selvom de var så tårefyldte, at han slet ikke kunne se noget som helst alligevel. Hun kunne da ikke bare forlade ham på den måde! De havde stadig så meget som de slet ikke havde nået endnu! Deres eget kommende ægteskab! Fabian endte med at knuge Destiny direkte ind mod sin egen krop. Det var og blev hans mest værdifulde skat.

[Deleted]

Det måtte efterhånden være ved at være temmelig sent. Cecilaya havde ikke rigtig nogen idé om hvor længe dette kaos havde stået på, men det føltes efterhånden som en evighed! Magi fløj fra den ene ene til den anden, visse var faldet i det mørke vand, hvilket nok var til deres egen overlevelse. Hendes hår var bundet op i en stram knold hvilket var ret praktisk lige i denne situation der var ikke noget som hindrede hendes syn. I lange sekunder havde hun stået og stirret på sine døde forældre og følt hvordan henholdvis ilden forsøgte at vække hendes vrede og isen forsøgte at fryse de mange følelser bort. Hendes ansigt var fuldkommen tomt afslørede intet. Hun havde aldrig set dem mere fredelig end det var i øjeblikket hvor de lå der med sammenflettede finger og næsten med et smil på deres læber. Tabet af Cedric havde været slem nok, og det var for alvor gået op for hende hvad det krævede at lede en hel race, og nu hvor mor var væk så følte hun den brændende længsel efter at gøre hende stolt og træde i hendes fodspor. Hun knyttede hænderne og så op. Pladsen var efterhånden ved at være lidt affolket. Mange var stukket af, Silia havde hun hjulpet væk, for hun ønskede jo heller ikke at se hende falde allerede! Rosenbladene lå ikke længere strategisk placeret og langt de fleste var dækket af blod og skidt som magien havde efterladt. Cecilaya havde aldrig kunnet fordrage magi, primært fordi hun var opdraget til at hade alt som gik imod dæmonerne! Hun stirrede med kolde, hårde øjne på Malisha. Hun var ikke klar til at gå op mod hende endnu, men guderne måtte vide hvor fristet hun var.. hvor meget hun længtes efter at drikke hendes blod, skramme for skramme! Destiny var faldet. Hun havde ikke forsøgt at stoppe det, for kvinden havde været dum nok at stille sig lige i en dum zone uden nogen form for forsvar.. Manjarno var uden kongefamilie. Hun havde ondt af Fabian som sad på knæ ved siden afdøde forlovede og dronning, men hvordan skulle hun kunne tage sig af det? Blikket gled videre for at danne sig et overblik. Følelsen af magt overvældede hende. Hun tog en dyb indånding og overvejde sine muligheder. Af en eller anden grund så lod det til at warlockerne ikke gik efter hende, hvilket var ret mærkværdigt i forhold til at hun var deres leder. Camille lå såret på jorden, og det gjorde faktisk ondt, for det så hun på som direkte familie desuden var hun dæmon! Tænderne bed hun kraftigt sammen. Hun indprintede angribernes ansigter. Hun ville hævde før hver eneste havde lidt en ekstremt grusom og ikke mindst smertefuld død! Hvem havde hun nu? Hvad havde hun nu foruden Marvalo Mansion.. Marvalo Mansion? Det var blevet hendes?! Hun følte et stik af savn til sin bror, måske hun var stærk men selv for hende virkede det håbløst!

[Deleted]

Lige hvad der havde fået Vania til at gå i togt med disse mørke væsner og disse warlocks, var end ikke noget som hun sådan rigtigt havde fundet ud af, men det havde i den grad vist sig at være en ganske glimrende måde, hvorpå at hun kunne udføre sit arbejde, og det var noget som hun bestemt ikke ville have det mindste imod i den anden ende, for det var efterhånden ved at være længe siden, at hun havde fået noget ud af noget som helst, og det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at skulle efterlade dem derhjemme med den skuffede mine, for det var jo umådelig vigtigt, at hun fik de sjæle med sig hjem!
Midt i kampens hede, var Vania endt efterhånden. Selvom hun måske ikke havde de magiske tendenser at forsvare sig med, så var hun bestemt ikke helt håbløs af sig, og det var noget som selvfølgelig kunne mærkes. Hun var ikke bange for sin egen overlevelse, og det var bestemt heller ikke fordi at hun var bange for døden, for det var bare at nyde tiderne så meget som man nu havde dem, for andet ville da slet ikke gavne dem på nogen måde overhovedet! De faldt jo nærmest på stribe – både gæster og warlocks, selvom det nu ikke var noget som rørte hende, så lang tid at det ikke var hende som det gik ud over, så var det noget som hun var ganske fint tilfreds med i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Manden som styrtede direkte forbi hende og hen til den nylige faldende kvinde, var noget som hurtigt fangede hendes blik. En ganske flot mand faktisk og en som sikkert ville tjene sig godt hjemme på Sinaqa-øen, så selvfølgelig var det noget som hun var ganske godt tilfreds med. Selv fandt hun sit eget sværd frem, som hun havde haft i skeden som hvilede i hendes bælte omkring hendes liv. Så lang tid at hun ikke direkte havde magi at forsvare sig med, så var det jo til hendes fordel, at der var andre kræfter som måtte spille ind for hendes vedkommende!
Vania endte direkte med at sætte i løb op mod manden som sad med kvinden i armene. Han var en gammel dødsengel, hvilket hun kunne se på hans ryg, for det var næppe en engel ude på denne her tid og her i Dvasias, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Sværdet endte hun direkte med at hugge ud mod manden som sad der. Død kunne han sagtens være, så lang tid at hun fik fat i hans sjæl, for det var den som havde den største betydning for hende, som det stod lige nu, og det var den som hun ønskede at fange og få fat i! Med en fast hånd, så svang hun sværdet direkte mod mandens nakke og hals, kun for at skille hans hoved solidt fra kroppen.

[Deleted]

Lysten til at kæmpe videre for livet, var pludselig nærmest suget ud af Fabian, som han havde set hans elskede Destiny falde direkte i jorden for øjnene af ham. Han burde have været der til at passe på hende og fået hende hjem, og ikke ladet hende stå der midt i krydsilden! Et sted så var det faktisk et voldsomt jag af samvittighed som skyllede ind over ham, og var det som nærmest tvang ham til at forsøge at vække hende, så han kunne gøre det godt igen, selvom han vidste, at det ikke hjalp ham for noget som helst, selvom det bestemt heller ikke var en sag som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hans øjne gled roligt i, som han næsten glemte den kamp som faktisk skete omkring ham, for det var som om at det pludselig ikke var særlig vigtigt længere, og tanken omkring de tab som alle måtte lide i aften, var noget som bestemt heller ikke gjorde det meget bedre.
Mange warlocks var faldet allerede, men lige så store mennesker som Faith, Kimeya og nu også hans elskede Destiny var virkelig store tab alt sammen på en og samme aften, og det var noget som virkelig efterlod ham med en samvittighed uden lige, for han burde virkelig passe bedre på hende, så skrøbelig som hun havde været efter de havde mistet deres datter, og det var noget som virkelig gjorde forbandet ondt for ham selv overhovedet at tænke på! I hans stille sind bad han til at hun ville vente på ham, for han ventede vel egentlig bare på at de fik øje på ham..? At de gjorde det færdigt for ham så han kunne følge efter, for han kunne virkelig ikke se for sig et liv uden hende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo egentlig ikke engang fordi at det var en løgn, for et liv uden hende, var virkelig et tomt liv, og det var slet ikke en tanke som han brød sig særlig meget om, men ikke noget som han som sådan kunne gøre noget ved af den grund, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham. Med Destiny siddende knugende ind mod sin egen favn og med tårerne som trillede fast ned af hans kinder, så lagde han ikke meget mærke til den unge kvinde som kom ind bag ham. At hun svang sværdet direkte ind mod hans hals, for at skille hans hoved fra hans krop, var slet ikke noget som han bed sig mærke i, før det allerede var for sent. Hovedet trillede lidt henover græsset, idet han selv nærmest faldt nedover Destiny og endte direkte ved hendes side, selvom blodet endte med at flyde mere eller mindre overalt, idet han selv brutalt blev revet direkte i dødens eget favntag.

//Out

[Deleted]

Cecilaya stod fuldkommen i sine egne tanker, på trods af at hun fulgte endnu en fremmede kvinde med blikket. Hun var stærk, det havde hun set under kampe hun havde kæmpet på sin vej mod Fabian. Det var ikke gået op for hende hvor hun var på vej hen endnu, mest fordi tankerne selv var begyndt at hjemsøge hende. Hun var nødt til at handle inden hun ville miste halvdelen af sin familie, også selvom mange heldigvis var kommet væk.. eller lå såret eller ligefrem døde på jorden. Det var frygtelig meget at tackle på en og samme aften, særligt når hun havde regnet med at få huset for sig selv de næste par dage når mor og far skulle være taget væk. Tanken i sig selv fik den indre flamme til at blusse, hvilket kunne ses i hendes kinder, der antog en lettere rød farve. De kølige øjne ændrede ikke facon da Fabians hoved røg, selvom hun følte endnu et stik af ubehag. Hun havde jo faktisk godt kunne lide den mand! Med målrettede skridt gik hun mod denne fremmede kvinde, hun havde måske ingen våben men tilgengæld var hun blevet trænet siden hun knap havde lært at gå af de største dæmoner indenfor deres fag, og man skulle bestemt ikke undervurdere hende! Et sted lystede hun at give hende en så smertefuld død som overhovedet muligt, men det var der simpelthen ikke tid til, hun skulle have rettet op i dette! Kort kastede hun blikket mod Faith og Kimeya. Deres lig gik op i flammer. De døde kroppe skulle ikke røres eller disrespekteres mere end de var blevet gennem deres lange liv, nu skulle de have den fred som hun vidste at de havde søgt, også selvom tanken om at skulle undvære dem gjorde ondt.. hun var bare ikke i stand til at vise det. Eftersom det var flammen der brændte i det indre og skreg på at få løb for vreden og frustrationen, så var det også hvad hun måtte ty til! Selv på afstand valgte hun at kaste en spontan flamme mod kvinden, som omgående ville blive eksplosiv hvis den kom i kontakt med en hårdere overflade, med andre ord ville hun brænde op som den heks hun var, og hun ville fryde sig.. ligefrem morer sig ved synet! ”Brænd i helved!” endte hun vredt, og hævede hagen som mor havde lært hende at fører sig frem med største stolthed. Diverse våben omkring hende frøs til is midt i luften, det gjaldt på begge sider, både warlockerne men også de få bekendte som var blevet for at forsøge at kæmpe dem tilbage. ”I har.. 10 sekunder til at forsvinde fra denne jord!” advarede hun fast. Hun ville umuligt kunne tage dem alle sammen, men hun var stærk og hvis ikke de kunne bruge deres våben så pyntede det allerede en del på det, for det lod jo tydeligvis til at de fleste foretrak det sådan! ”Allesammen!” tilføjede hun og sendte de sidste kæmpende. Deres våben og hænder blev igen langt varme og smeltede isen omkring. Det var sidste advarsel!

[Deleted]

Vania havde ikke alverdens at forsvare sig med, men noget havde hun, og selvfølgelig var det noget som hun agtet at gøre brug af, hvis hun endelig skulle finde en mulighed for det, men det var nu også det. At indgå i ledtog med warlocks var måske ikke det helt smarte, men det var nu bare sådan at det var. Hun så folk falde omkring hende, og de faldt jo nærmest som fluer, hvilket i sig selv, ikke ligefrem var noget som rørte hende, for hendes folk var vant til krige, for de var vel også kendt for at være nogen af de mest krigeriske?
At hendes træk måske havde været temmelig dumdristigt, kunne hun godt tænke sig, men det var bestemt heller ikke det mørke magiske væsen som hun ønskede at stå alene oppe mod, hvis det var noget som hun ellers kunne få lov til at blive fri for i den anden ende, og det var noget som hun bestemt ikke ønskede sig! Hovedet rullede for hendes fødder, som hun tydeligt kunne se at hendes snit havde været perfekt, hvor hun bare stod og så til at de sidste kramper slog ind over manden, og han faldt ned ved siden af den kvinde som han tilsyneladende havde elsket, selvom det nu heller ikke var noget som rørte hende. Kærligheden havde aldrig nogensinde rørt hende, ofr det var slet ikke noget som hun selv havde fået lov til at opleve. At kongeparret fra Manjarno lå og bed i græsset på nuværende tidspunkt, var hun dog heller ikke klar over, for det var slet ikke tanker som var faldet hende ind på nogen måde. Desuden var hun slet ikke kendt med de mennesker, for de havde jo ikke som sådan haft noget som helst med hendes slags at gøre. Det var jo trods alt de færreste som vidste at de faktisk var til i det hele taget.
At samle sjælen ind, var noget som Vania meget hurtigt opgav, da det gik op for hende, at hendes gerning var set. Hun kneb øjnene fast sammen, kun for at hæve sværdet endnu en gang, selvom denne kvinde var hurtigere end hende. Hendes pupiller trak sig voldsomt sammen, som hun direkte endte med at bryde direkte op i flammer. Skriget brød kraftigt hendes læber, som hun nærmest desperat forsøgte at få flammerne til at slukkes, selvom det slet ikke ville som hun ville! Med røgen i halsen og varmen og ilden som nærmest måtte smelte hendes ellers så perfekte hud, så tog det hende ikke mange sekunder for selv at falde om på græsset, uden at trække vejret så meget som en eneste gang. Død var hun…

//Out

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha kunne bestemt ikke være andet end tilfreds. Selv havde hun måske ikke kastet sig direkte ind i kampene omkring hende, men det var da ganske enkelt underordnet for hendes vedkommende, for i hendes øjne, så var det vigtigste, at hun havde opnået det delmål som hun havde sat sig for denne situation, og det var helt klart det som gjorde det hele til noget ganske særligt for hende. Hun var kommet landets stærkeste par til livs, og det var noget som hun kun måtte være ganske tilfreds med i den anden ende! At folk faldt på stribe som havde de været fluer, var slet ikke noget som hun tog sig af lige netop nu, for så lang tid at det ikke var hende som det skete med, så var hun egentlig ganske ligeglad. At se Faith og Kimeyas kroppe gå op i flammer i bogstavelig forstand og den unge kvinde direkte hæve stemmen og bad dem alle om at stoppe, var noget som fangede hendes interesse, ligesom med alle andre, for hun var tvunget til at slippe sit våben, ligesom alle andre måtte. Hun fnøs ganske kortfattet. Det måtte være Cecilaya – den unge tøs som skulle have taget over pladsen som leder efter sin kære mor, så måtte de jo se hvor meget den gamle Faith havde nået at lære til hende, også selvom det vel var begrænset i den alder? Men selv hun kunne jo selvfølgelig tage fejl, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende.
Malisha fnøs ganske kortfattet, hvor hun skævede til sine mere loyale. De kraftige i landene havde været til stede, men hendes delmål var opnået og det var det som hun så på som det vigtigste lige netop nu, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det af den grund, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun vendte blikket direkte mod Cecilaya. ”Bare vendt unge tøs..” endte hun ganske kortfattet, som hun trak sig et skridt. Der var ingen grund til at fortsætte her, for der var ikke noget at komme efter – lige nu om ikke andet, men det var nu ikke noget som hun sagde noget til, for hun kunne ikke være noget andet end direkte tilfreds! Hun havde fået det ligesom hun ville have det – ligesom hun gjorde hver eneste gang hun ville noget som helst! Den mørke dis endte med at lægge sig tæt omkring hendes krop, nærmest som den forsøgte at sluge hende. Hendes blik forlod dog ikke den unge Cecilaya på nogen måde, før at hun direkte endte med at forsvinde for øjnene af dem, da disen valgte at lægge sig igen, som havde hun aldrig nogensinde været til stede her. Kun med ødelæggelserne som et eneste bevis på at der havde været kamp og krig.. selvom.. det var jo trods alt Dvasias?

//Out