Just to say; "I do."

[Kimeya Marvalo]

Det var ved at være en smuk aften. Den var fuldkommen stjerneklar og uden så meget som en vind i mente, og det var virkelig en aften af perfektion! Kimeya var iklædt sit fine tøj og med stokken ved sin side, så han havde noget at støtte sig op af. Månen over dem var næsten fuld, og det spejlblanke overflade var så rolig, at man næsten skulle tro at månen havde en tvilling, hvilket var noget som fik Kimeya til at smile. Med stokken hvilende ved sin side – den som han selv havde fået af Faith i sin tid, var noget som han bar med sig af stolthed. Selv på trods af Cedrics bortgang, så havde de formået at finde en løsning, de havde fundet ud af det sådan nogenlunde, og tanken om det, var noget som gjorde ham direkte lykkelig. Endelig kunne han få lov til at skænke hende sit ja! Selvom det virkelighavde været en kamp uden lige, at få det til dette punkt, så var han overbevist om at det nok skulle blive det lykkeligste øjeblik i hans liv.
Forsamlingen var ganske vidst ikke den største, også fordi at de begge havde været enige om at de skulle starte det nye kapitel som ægtefælder og et ægtepar. Han vidste at Faith var ved at gøre sig klar, hvor det alligevel var en tanke som efterlod ham direkte med de svedige hænder, for.. et sted så var han vel nervøs? Nervøs for at det endnu en gang skulle gå galt, selvom han helt klart agtet at det ikke skulle gå galt denne gang! Det mørke jakkesæt som han havde på, var som skræddersyet ind til hans faste og muskuløse krop. Musklerne havde efterhånden placeret sig mere over bryst og skuldre, end de havde placeret sig andre steder, udelukkende på grund af skavanken som han nu var nødsaget til at leve med. Men sammen med Faith, så kunne det vel næppe blive så slemt, kunne det? Det var han ganske overbevist om! De grågrønne øjne søgte ud mod de få folk som havde taget plads. Det var ikke meget mere end en lille håndfuld, for kun de nærmeste var inviteret med, og han kunne virkelig ikke være andet ned glad og tilfreds med det! Præsten stod klar og den Aliyah som deres ringbærer og blomsterpige, hvilket var en tanke som han godt kunne lide, for det skulle bestemt ikke mangle noget i aften!
Faklerne blev tændt med ganske simpel magi langs den lille løber som var lagt ud med rosenblade. Selv folk sad i deres flotte tøj og afventede den kommende smukke brud. Den smukkeste i hele verden, hvis man spurgte Kimeya, for Faith var den smukkeste kvinde i hele denne vide verden! Hans håndflader endte mere og mere svedige, hvor han blev stående på sit ene ben tydeligt med en utålmodighed uden lige. Han savnede hende virkelig! Dybt trak han vejret, som han holdt øje med den smukke løber som var lagt ud. Endelig var det deres tur..!

[Silia D. Diamaqima]

Tiden var inde.. Det øjeblik som hun havde ventet på i det der føltes som en evighed, det øjeblik hun havde kæmpet, grædt og svedt for endelig at få lov til at opleve. Det havde været en spontan idé oven i alt den ulykke der som sædvanlig plagede dem, og Faith havde bestemt ikke troen på at tilværelsen ville blive fejlfri fordi hun endelig fik lov til at høre ham sige 'ja', men efterhånden var hun ligeglad det eneste hun ønskede var endelig at blive hans.
Hun trippede lidt nervøst gemt af vejen bag en bunke af træer. Det skulle ske hvor de hele var startet. Hun havde ikke set ham i flere dage, i stedet havde den kære Destiny taget en kærlig hånd om hende. De flammerøde lokker var ikke sat op, men hang løst omkring de slanke skuldre, kun tæmmet med et par spænder hist og her. Vinden rev i dem. Det var første gang hun direkte kunne sige sig at føle sig smuk, på trods af at hun for længst havde lagt de hvide kjoler ligge tilbage i skabet. I stedet bar hun en smuk, grøn silkekjole hvoraf bunden var i forskellige længder. Den fulgte den spinkle krop og fremhævede de helt rigtige områder. Det skulle blive langt mere stille og roligt denne gang, og Faith bad til at intet ville gå galt denne gang! Hendes hjerte hamrede med rytmiske slag.
Der var ingen grund til at være nervøs, det havde hun sagt til sig selv hele dagen, forsøgt at overbevise sig selv om at det nok skulle gå, og at det ville blive det perfekte øjeblik, men alligevel havde hun en urolig fornemmelse. De rosa læber bredtes i et smil som hun tog imod den lille buket af liljer der fungerede som brudebuket. Hun vendte sig mod Fabian, der stod ved hende.
Det smertede hende at gøre dette uden Nathaniel, men foruden ham kunne hun ikke komme på andre som skulle have ført hende op af kirkegulvet foruden Jared, men han havde været så nedtrykt på de sidste. ”Hvordan ser jeg ud?” spurgte hun dæmpet og drejede om sig selv for at lade ham få et godt syn. Alt skulle være perfekt, hun ønskede at se Kimeya måbe når hun trådte ud foran den lille befolkning af kun de nærmeste. Det skulle være en ny start, det øjeblik de havde kæmpet og slået ihjel for at nå. Tårerne pressede sig på. Det var vitterligt ikke til at tro at det skete nu. Faklerne der tændtes fyldte hende med en ro, der samtidig angav at tiden var inde. ”Tiden er inde,” hviskede hun næsten hæst og rakte sin arm mod ham. Forventningen steg, hun følte sig som et lille barn til at få den ring på sin finger! Hun havde lyst til at løbe og bare falde ham i favnen, efter alle de år var tålmodigheden langt og længe sluppet op, det eneste hun ønskede var at høre det ene, lille ord!

[Deleted]

Lykken havde bestemt ikke stået det kommende ægtepar bi, hvilket selv Fabian kunne sige, for de havde minsandten haft frygtelig meget at skulle slås med, at det selv i hans øjne, faktisk måtte være frygtelig synd. Måske at han ikke havde fået hende i udgangspunktet, men han havde så til gengæld fået noget som han havde fundet lykken med, og selv det var noget som han var frygtelig glad for. Faith havde været ved at gå ud af sit gode skind i ren mangel på manden som nu stod og ventede på hende ved det hjemmelavede alter og selv havde han holdt den mand lidt med selskab, selvom han måske ikke var det største selskab? Stemmen havde han ikke fået og han regnede bestemt heller ikke med det.
Det lette smil hvilede på hans læber, for selvfølgelig var Fabian glad på deres vegne, og specielt efter de havde mistet deres ældste dreng, så var det kun dejligt og ikke mindst utrolig rart at se hende med et smil på læben. Selv vidste han godt, at han ikke var hendes førstevalg til at føre hende op af gulvet, men igen.. det var vel også noget af en historie som de havde haft sammen? Tilbage i hans egen tid som konge om ikke andet? For selv den havde jo gjort frygtelig, frygtelig meget, og det var bestemt heller ikke alt som han havde været eller kunne være stolt over den dag i dag. Han gav hende en tommel op til hendes spørgsmål, for den grønne kjole, var virkelig noget af det smukkeste som han nogensinde havde set hende i! Selv af den grund, så var han virkelig beæret over at kunne føre hende op af gulvet! Selv vidste han at Destiny sad som en i mængden, selvom det ikke var den største mængde, men det var vel også fuldkommen underordnet?
Faklerne blev tændt og det hele lod til at nærme sig. Hun virkede dog underligt nervøs, hvilket fik Fabian til at smile, for det var jo noget som han kunne mærke noget så tydeligt, men det var jo slet ikke noget som var nødvendigt i hans øjne. Han rakte armen ud og tog roligt imod hendes, hvor han lod den anden hånd roligt klappe hendes håndryg, nærmest også for at vise hende, at det hele nok skulle gå af den grund. ’Du er smuk, Faith’ var ord som han let mimede, idet han roligt rettede sig op og førte hende med sig hen til starten af den lille løber som var lagt ud. Dette var noget som de efterhånden var gået igennem så frygtelig mange gange, så det hele skulle nok gå! Musikken gik roligt i gang. Jophiel havde påtaget sig den rolle. Fabian trak vejret ganske dybt, som han roligt vendte sig mod hende. Aliyah var også på pladsen og det samme var alle andre som roligt endte med at rejse sig, idet Fabian valgte at føre Faith stille og roligt frem. Det hele skulle gøres rigtigt! Det var det samme sted som det hele begyndte.. det var virkelig en yderst symbolsk måde at gøre det på, og det kunne han selv godt lide.

[Silia D. Diamaqima]

Den blide brise strøg hende over nakken. Vejret var nøjagtig som den havde været i sin tid, lettere køligt og mørkt foruden faklerne og de smukke, levende lys som var blevet stillet langs alteret. Snakken havde fortaget sig. Faith vidste at han ventede derude, hun længtes efter ham, og hans kys og den varme favn, som var den eneste hun havde fundet tryghed ved. Hun betragtede Fabian lidt spørgende. Måske han ikke havde stemmen, men de kunne sagtens kommunikere hun havde trods alt vænnet sig til hans skavanker. Hun nikkede stille af hans tommel op, som hun tydeligt tog som en godkendelse. Det sitrede af spænding i det indre, hun kunne føle flammen varme det indre, hendes hjerte og hele vejen ud i kroppen. Måske det burde have været akavet, at Fabian skulle følge hende op af gulvet, med henblik på deres historie, men det var det ikke. Faith holdt af ham med hele sit hjerte, men hvad hun havde følt for ham, var intet i henhold til det hun havde med Kimeya.. intet ville nogensinde kunne overgå det, hun elskede ham så højt at det gjorde ondt! Den blide melodi der begyndte at spille var det endelige signal. Armen gled i Fabians. Stille trådte hun ud fra sit skjul og ud i menneskemængdens synsfelt. Der rejste sig alle og betragtede hende med lysende øjne. Det eneste Faith så var Kimeya ved alteret, hvordan han stod der ligeså prægtig som han havde været første nat, ligeså flot, og badede i månens lys, selvom.. det vidst mere havde været hende! De funklende, smaragdgrønne øjne fyldtes med tårer som fik dem til at skinne i lyset fra faklerne. Det hele var smukt. Rosenbladene som lå spredt ned langs gangen, smukkere end noget som helst andet. Synet fik hende til at falde mere til ro. Uanset hvad der skulle ske i aften, så hævdede hun ikke før hun var hans! Smilet bredte sig. For et øjeblik forsvandt alt kulde og facade som hun gennem de mange tårer og sorger havde bygget op omkring sig, og efterlod hende med kun ømhed og glæde, noget som for første gang afslørede den procianske afstamning. Hun kunne mærke dem hun havde mistet omkring sig, og vidste at hun ikke var alene om dette. Med rolige skridt lod hun Fabian fører hende op mod alteret og mod Kimeya. Søens sorte vand lå lige ud til, og skabte en stemning som hun huskede, på trods af at det var en evighed siden, han havde fundet hende her. En gennemsigtig tårer strøg ned over en bleg kind, som hun nærmede sig. Det var et virvar at minder der spillede sig for hendes blik, den lange vej med kampe som de havde været tvunget til at gå igennem for at nå til dette punkt. Faith var lykkelig for at stå der, hun vidste for en gangs skyld at hun havde taget en rigtig beslutning, og at den mand ville gøre hende til den lykkeligste nogensinde!

[Kimeya Marvalo]

Vejen havde været hård og der havde været så mange kampe, men nu kunne de langt om længe få lov til at høste frugterne af det ellers frygtelig hårde arbejde, selvom det sjovt nok var de mange hindringer som de selv havde lagt for hinanden, som helst klart måtte være de værste og som havde forårsaget langt de fleste problemer, men det var nu bare sådan at det nu endeligt måtte være i den anden ende, for det var nu heller ikke noget som han kunne gøre noget ved af de grund. De svedige hænder gned han ganske kort ind mod hinanden, som han havde valgt at slippe stokken, selvom den blev stående ved hans side uden det største problem, for lidt magisk var den jo trods alt.
At faklerne begyndte at blusse, gjorde det kun tydeligt for ham, at det var nu det hele skulle til at ske. Et sted var det en tanke som direkte måtte tvinge hans hjerte til at hamre sindssygt mod hans bryst, og som aldrig nogensinde før, for det var noget som fyldte ham med en spænding? En længsel? Nervøsitet? Eller måske en blanding af det hele? Han kunne ikke rigtigt afgøre det selv, men det var vel noget som han nok skulle finde ud af når han langt om længe skulle se sin elskede Faith igen? Han glædede sig virkelig til at se hende! Han savnede hende virkelig!
Da Faith endelig måtte vise sig badende i månens blege skær og i faklernes smukke lys, føles det næsten som Kimeya blev ramt af et direkte hjertestop, som han bare stod og.. stirrede på hende. Hun var virkelig.. ja, det var ubeskriveligt, men gudeskøn var hun virkelig! Han vendte blikket ganske kort ned mod sine hænder, idet at de virkelig føles som løb de i vand, selvom det var sved, og med hans hjerte som direkte ønskede at forlade hans bryst for atter en gang at kunne forenes med hendes, for det var noget af det som han ønskede mere end noget andet! Tage hende i favnen, skænke hende et kys, de store ord og vide at det var nu de skulle få hinanden, for det var også noget som han havde brug for efterhånden! Han elskede hende virkelig, og nu ønskede han at folk skulle vide det! Hele verden skulle vide det! Tårerne samlede sig i hans øjne, idet han roligt lukkede hånden omkring stokken, for at tage et enkelt skridt for at komme Faith i møde. Han lænede sig frem og skænkede hendes kind et roligt og blidt kys. Det var virkelig rart at se hende igen! ”Du ser virkelig gudeskøn ud.. Som da jeg så dig her for første gang,” endte han roligt. Han vendte blikket mod Fabian, hvor han gav manden hånden, inden den sneg sig omkring Faiths som han holdt i sin. ”Skal vi, elskede..?” endte han sigende, som tåren langt om længe slap hans øjenkrog og søgte nedover hans blege kind, kun stoppet af skægstubbene. Hun var virkelig det kønneste væsen som han nogensinde havde set her på jorden!

[Silia D. Diamaqima]

Gangen mod Kimeya virkede uendeligt lang i forhold til hvad den havde set ud som. Faith var overbevist om at kun havde forlænget den for at lege med hendes tålmodighed, men tanken fik hende kun til at smile! Hun så slet ikke den store forsamling, det eneste hun havde øje for var Kimeya, i ét med mørket nøjagtig som hun huskede ham. På trods af forhindringerne nærmede det sig endelig!Hendes hjerte forsøgte at hoppe ud af brystet på hende, måske i forsøget på at nå ham, forene dem langt om længe! De hvide sko trådte over de små rosenblade som lå spredt, det afslørede hendes gang, for det kunne virkelig ikke gå hurtigt nok! Det stolte smil på hans læber fyldte hende med glæde og stolthed.. selvtillid et sted, han kunne få hende til at føle sig som en hel gudinde blot på få sekunder. Da hun endelig synes at nå alteret sprang hjertet et utal af slag over, og tvang hende næsten til at gispe efter været i ren og skær længsel og forventning! Hun gav Fabians hånd et blidt klem, og sendte ham et smil som hun ikke var blevet set med i frygtelig mange år. Hun følte sig brændende, i et med den brændende ild omkring dem. Hendes håndflader var blevet svedige, særligt den som holdt blomsterne. Tåren tørrede ind på hendes kind, og efterlod sig en uskyldig bane som hun for en gangs skyld ikke brugte energi på at skjule. At man kunne elske en mand så højt! Blikket gled halvt om halvt i ved det blide kys mod hendes kind. Han duftede vidunderligt! ”Du er stadig ligeså flot.. og får stadig mit hjerte til at banke som dengang,” hviskede hun blidt, det var dog ærligt. Hun fastholdt hans blik for lange sekunder, og glemte for et kort øjeblik alt om ceremonien. Hånden hvilede i hans, hun slap den stille og lod den i stedet stryge langs hans kind. ”Jeg har allerede lyst til bare at kysse dig,” erkendte hun med en mindre latter, som også bredtes blandt publikum. Hendes kinder antog en rød, genert farve som ikke havde vist sig i de år hun havde været bærer af dem facade. Hun nikkede bestemt. ”Jeg kan ikke vente et øjeblik længere,” medgav hun med et lille glimt i blikket, også selvom det på ingen måde var løgn. De havde ventet i så frygtelig mange år, nu var det endelig deres tur! Blidt strøg hun ham langt kinden og fjernede den tårer som var endt med at trille. Det havde de måttet gøre med hinanden så mange gange før, men den tårer var speciel, for en gangs skyld var den ikke formørket af sorg, men af den lykke som de skulle være fælles om! Hun tog et skridt tættere på alteret hvor præsten stod. Han var ukendt for hende, og hun følte et stik af ærgrelse over at det ikke var Nathaniel som stod foran hende. Det ødelagde dog ikke glæden eller lykken på nogen måde, men hun længtes efter at få det gjort, så hun for alvor kunne kalde sig for hans! Desuden kunne hun mærke Nathaniel bag sig, eller ved siden af. Noget strøg hende beroligende og det var ikke vinden, så meget turde hun godt sige!

[Kimeya Marvalo]

Selvom Nathaniel ikke var at skue med blikket, så var selv Kimeya overbevist om at han måtte være der. Hun var slet ikke i tvivl om at manden var omkring dem! Et sted så var det slet ikke noget som skulle have lov til at ødelægge denne aften, for det var meningen at den skulle være perfekt, og så perfekt som den overhovedet kunne blive, for det var et mål for ham, og det var slet ikke noget som han ønskede at se det mindste bort fra, hvis det var noget som han ellers kunne få lov til det, det var helt sikkert. At man kunne elske nogen så højt, at det måtte gøre ondt, kom stadig mere og mere bag på ham, men det var sådan han havde det med hende. Selv på trods af den evige modgang, som de havde haft og havde kæmpet med, så havde han aldrig været i stand til at slippe hende helt, og gud forbyde det, men han havde virkelig forsøgt! Smilet bredte sig på hans læber.. et kærligt og lykkeligt smil, som selv kun Faith skulle være grunden til måtte vise sig. Strøgene over hans kind og hendes ord, var noget som fik ham til at grine ganske let. ”Du må vente et øjeblik endnu, kæreste.. Meget snart.. så er jeg din.. og kun din..” Hendes hånd var svedig – ligesom hans egen, også selvom han vidste, at det var uden nogen direkte gyldig grund! Tanken om at kunne være den som skulle give hende det endelige kys når de kunne få hinanden, var noget som efterlod ham selv med en varme uden lige, og han elskede det! Han hævede hånden roligt og tog omkring hendes egen endnu en gang, som han roligt skænkede et kys til hver af hendes knoer. Han var lykkelig.. for pokker hvor var han lykkelig!
Kimeya magtede bestemt heller ikke at trække den længere end det som skulle vise sig at blive nødvendigt, når det måtte komme til dette. Denne tåre var udelukkende af den lykke som hun fyldte ham med, og som han ønskede at gå i graven med – bogstavelig talt! Han ønskede at blive gammel med hende.. dø med hende ved sin side i en lun seng og vide, at de skulle have hinanden i efterlivet, for det var det som han ønskede sig! Han trykkede let omkring hendes hånd og med et stille smil. ”Du skal heller ikke vente længe, kæreste.. kom..” Han rakte armen roligt ud, så hun kunne få armen roligt på plads i hans, så han kunne føre hende op til præsten. Det var ganske vidst ikke Nathaniel som stod der, men en anden som selv Kimeya havde haft kendskab til og som han vidste at han kunne stole på i dette henseende, og så var han bestemt heller ikke den som skulle brokke og beklage sig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Roligt endte han med at nikke til Damek, som roligt begyndte sin lange smøre hvad angik ægteskabet og de hellige pragter som det måtte medføre. Kimeya selv forblev tavs under hele forløbet. Han ønskede bare at få det overstået!

[Silia D. Diamaqima]

Faith var ikke i tvivl om at Nathaniel var lige omkring og ligeså var deres søn.. tabet af Cedric havde nær slået hende ihjel af ren og skær sorg, men det havde i sidste ende blot været endnu en hindring, og hun håbede i sit stille sind, at han ville stå og se på dem nu, og fyldes med lettelse frem for uro, for den havde han båret med sig igennem hele livet. Måske det var småkøligt men Faith mærkede det end ikke, de mange tanker og minder fra dette sted formåede at varme hende mere end noget som helst andet. Hans latter fik det til at løbe hende ned af ryggen, hun kunne mærke hårene rejse sig, men det var bestemt ikke på en ringe måde. Med så mange store folk samlet på ét og samme sted, så var uroen og den dårlige fornemmelse også forsvundet fra hendes tanker.. hun skulle have Kimeya og det var alt der i det hele taget betød noget! Hun fastholdt hans blik, så ind i de grå øjne, der altid havde haft en fantastisk evne til at se igennem hende. De badede under måneskinnet blege skær, hånd i hånd, som de havde gjort på første aften, og hvor havde hun været naiv og slet ikke vidst hvad der havde ventet hende! På trods af det, så ville hun selv med sin erfaring i dag gå igennem det hele ti gange mere, hvis blot det betød at det var her hun ville indfinde sig i sidste ende. ”Jeg ser frem det,” svarede hun lidt kortfattet, også fordi det var tydeligt at præsten var en mere utålmodig en af slagsen. Hun strakte sig lidt frem og plantede et sidste kys mod den anden kind, kun for at understrege hvor utålmodig hun egentlig var efterhånden.
Begge deres hænder var svedige, men det betød intet for selvom de var nervøse så var der ingen af dem som ville få kolde fødder med henblik på dette, det var Faith overbevist om, også selvom hun i særdeleshed frygtede det efter at være blevet forladt ved alteret en gang. I dag skulle blive en langt mere lykkelig dag! Hun kunne føle den glatte silke kærtegne hendes læg når vinden rev i den, stemningen og omgivelserne var fuldkommen perfekte, nøjagtig som det skulle være. Faith nikkede blot lydløst før hun vendte sig mod præsten og lod ham gå i gang med den frygtelig lange tale. Hun lyttede ikke.. den havde de fået mere end en gang, men denne gang ville de rent faktisk påtage sig ansvaret, det var ikke rigtigt lykkedes dem før. Hun vidste hvad ægteskab indebar, og hun ville give Kimeya alt hvad hun kunne og mere til, uanset hvor meget mere de skulle gå igennem! Hun slap ikke hans hånd, gav den et stille klem, vel også for at overbevise ham om hvor meget hun ønskede dette, og ikke mindst hvor meget hun længtes efter det! Måske det ikke var stort, men hun følte sig tryg og elsket og var det ikke meningen med bryllupper? Tanken gav hende lyst til at le, men hun bed det i sig, også fordi hun ikke havde lyst til at tilegne sig en skideballe fra den præst!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var virkelig verdens lykkeligste mand, og hvis det var her de ville ende, bare ved at søge igennem det helvede som de havde, så gjorde han det mere end gerne igen! Tabet af Cedric var noget som de begge havde taget forbandet hårdt på, men den sygdom som knægten var født med, var slet ikke en tanke som havde slået ham ind.. Det havde slet ikke slået ham ind at han faktisk havde været syg, så selvfølgelig var det noget som gjorde direkte ondt for ham at skulle tænke på i det hele taget! Det havde nok været den største hindring som de havde måtte kæmpe sig forbi, og selvfølgelig håbede han at deres kære søn kunne se til dem med et smil, velvidende om at de ville passe på hinanden, for det var det som han ønskede sig! Han agtet ikke at det skulle forholde sig på nogen anden måde overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ej! Denne gang tillod han sig at være lidt egoistisk og vælge hvad han ønskede frem for hvad hans børn måtte ønske sig. Han ønskede sin lykke og vise dem at han var i stand til at passe på deres mor som den guddommelige skat som hun var! En som han ville give sit liv for, hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt! Han nikkede med et stille smil på læben. Tanken om at skulle undvære hende, var slet ikke en tanke som han kunne få sig selv til! Han nikkede mod hende og tog imod hendes kys til den anden kind, inden han roligt førte hende med sig resten af vejen op til det lille hjemmelavede alter.
Damek var ikke just videre kendt for at være den mest tålmodige mand, men man var vel heller ikke en form for.. satanistisk præst uden nogen grund? Den lange tale var en som ikke ligefrem var ukendt for nogen af dem, og for Kimeya så var det nærmest som en baggrundsstøj og ikke noget som han direkte tog sig af som sådan. Hans fulde fokus hvilede på den guddommelige smukke kvinde som befandt sig ved hans side. Selv trykkede han let omkring hendes hånd og med et stille smil på læben. Han elskede hende og denne gang ønskede han at hele verden skulle vide det! Måske mange var imod et ægteskab indgået af en warlock og en dæmon, men i det tilfælde, så var der ingen som skulle have lov til at stå i vejen for hans lykke og den kvinde som han stod ved siden af! Damek gjorde sig færdig og vendte sig mod forsamlingen. Måske ikke særlig stor, men det skulle jo trods alt gøres af den grund. ”De som er imod det hellige ægteskab og foreningen af disse to individer. Tal nu eller ti’ for evig tid,” endte han ganske stilfærdigt, blot for at blive stående afventende. Kimeya sagde intet.. Hans blik hvilede stift på hans kommende og elskede hustru. Hun var virkelig.. gudeskøn!

[Silia D. Diamaqima]

Cedric havde været den seneste udfordring, og en af de virkelig store. Faith havde været så vred på Kimeya, han havde aldrig nået at få et forhold til sin dreng, og da han endelig begyndte så endte han for pokker med at slå ham ihjel. Selvom Faith ikke kunne se ham, så trøstede hun sig med at han måtte være omkring, hun ønskede at han skulle se hvor lykkelige de var. Måske det ikke havde været deres søns ønske, men under alle omstændigheder, så kom der et tidspunkt i enhver tilværelse hvor man måtte tage nogle egoistiske beslutninger. Cecilaya lod dog til at have det fint med det, hun sad med en kølig mine på forreste række. Faith lyttede ikke til et ord af hvad præsten sagde det var underordnet, det spændende blev når Kimeya ville åbne munden. Løfterne havde hun i hovedet.. Som altid havde hun ikke givet sig tid til at skrive noget, hun var ikke god til at huske de ting som hun skrev ned, desuden ønskede hun at lade det komme fra hjertet, for han skulle vide nøjagtig hvad hun følte, og hvorfor hun på trods af alle forhindringerne var steppet op og nu ville give ham et ja.. de havde trods alt aldrig været i stand til at holde sammen i længere tid. Faith lod blikket søge over det hjemmelavede alter. Hun vidste ikke hvem der havde været i gang, men Cayla og Aliyah havde altid været skarp til den slags og det var virkelig smukt!
Hun vendte blikket mod Kimeya, uden at lade smilet falme det mindste. Hun var ikke naiv nok til at tro, at de fik lov til at blive gamle sammen, eller dø i en lun seng, det var de begge for eventyrlystne til, men om ikke andet, så ønskede hun at falde ved hans side, og velvidende om at hun faktisk ville være hans. Hun frygtede døden, men med ham ved sin side så kunne det umuligt blive slemt! Da Damek begyndte at spørge ind til indvendelser, kunne hun ikke lade være med at blive en kende nervøs, det ville trods alt ikke være første gang at indvendinger forstyrrede ceremonien. Hjertet sprang et slag over, som hun gennemsøgte den lille forsamling af mennesker. Der var ingen som sagde noget eller gjorde opmærksom på dem selv, hvilket virkelig lettede hende! Hun synes at ane selv et smil fra Cecilaya. Faith vendte mere selvsikkert opmærksomheden mod præsten velvidende om at hun stod for tur. Det var for alvor nu nervøsiteten meldte sig. 'Jeg elsker dig' mimede hun kort til Kimeya før hun igen lod opmærksomheden glide mod præsten, også som tegn til at hun var klar! Tålmodighed var aldrig det hun havde haft mest af, men under alle omstændigheder så skulle hun bare hænge på lidt endnu, også selvom hun virkelig havde lyst til bare at bede præsten om at skynde sig at komme til sagen.. det skulle gå rigtigt til denne gang, så det var en lyst hun måtte bide i sig!

[Kimeya Marvalo]

Cedric havde nok været den største udfordring som de havde stået med, for hvad gjorde man ikke, når ens egen søn ikke ønskede sine forældre sammen? Jovist var det en hård tanke, men denne gang tillod Kimeya sig virkelig at være egoistisk, også fordi at børnene var ved at være så store efterhånden, så det var vel heller ikke noget som kunne komme bag på alle og enhver bare sådan uden videre, kunne det? Han vendte blikket mod hende og med det samme stille smil på læben, for han kunne da slet ikke lade være. Han elskede hende og det var noget som alle skulle vide! Nu var der ingen vej tilbage, og det var bestemt heller ikke noget som han havde noget imod, for han vidste hvad han ønskede sig. Løfterne skrev han heller ikke ned, han ville hellere improvisere og lade dem komme direkte fra hjertet, også så det ikke skulle lyde direkte indøvet, for.. det ødelagde vel bare det perfekte øjeblik? Og denne stund ønskede han da slet ikke at ødelægge! Selv på trods af alt det onde som de havde været igennem og som de havde oplevet, så ønskede han da slet ikke at miste noget af det, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri! Cecilaya havde taget Cedrics død frygtelig hårdt, men den unge mand var med dem i ånden.. Han kunne føle at han var der og selvfølgelig var det noget som hjalp ham frygtelig meget. Og forhåbentlig forstod han hvorfor de handlede som de handlede.
Som Damek nåede punktet med indsigelser, så holdt Kimeya nærmest vejret, for det var her det som regel gik galt, og det ønskede han slet ikke! Han vendte blikket over den ene skulder, kun for at se mod den lille forsamling som måtte sidde der. Alt fra nære familievenner til kongelige var til stede. Silia var jo trods alt kronet og det var noget som gjorde sit. Han var stolt af hende, og det var lige så noget som han ønskede at lade hende vide, nøjagtigt ligesom hans elskede datter, for han var virkelig, virkelig stolt! At der ikke kom nogen, var noget som fik ham til at smile, som han roligt vendte blikket mod Faith endnu en gang. På trods af det som de havde haft at slås med, så var det noget som han slet ikke ønskede skulle have lov til at ødelægge noget som helst i denne stund, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han kunne slet ikke lade være med at smile ved hendes mimen. Han trykkede let omkring hendes hånd. ’Jeg elsker også dig’, mimede han let tilbage, som han vendte sig mod Damek endnu en gang. Damek nikkede mod dem, kun for at vende sig mod Faith. ”I så fald, så vil jeg tilspørge dig, Faith Jaceluck. Tager du manden som hos dig står til din ægtemand? Vil du elske og ære ham i medgang og modgang, til døden Jer skiller..?” begyndte han ganske sigende og med en ganske kortfattet mine. Han var bestemt ikke en mand med den største tålmodighed!

[Silia D. Diamaqima]

Nu hvor børnene var ved at blive store, så havde de kun dem at tænke på, og det var noget som Faith faktisk havde glædet sig til. De havde glemt.. dem. Både Cedric og Cecilaya havde været svære at håndtere på hver deres måde, og de havde haft så travlt.. dog ville Faith til enhver tid hellere have det på den måde, end at skulle dele ham, for selv det skulle hun prøve. Deres historie var frygtelig lang efterhånden, visse tider havde selvfølgelig været gode, men for pokker hvor havde det dog været en kamp om at få lov til at elske ham i det hele taget, uden først at skulle give liv og lemmer, selvom hun var villig til det, til enhver tid! Tanken om løfterne havde plaget hende i lang tid, for hun havde forsøgt at skrive det ned, men det virkede ikke nær så.. oprigtigt. Faktisk var det Nathaniel som havde inspireret hende.. den mand kunne finde ud af at holde en tale som kunne påvirke alle, og han havde godt nok et hav af stikord på papir, men det var også det. Ligesom Kimeya holdt hun direkte vejret da der blev spurgt til indvendinger, men ligeså lettet blev hun a forsamlingen forholdt sig rolig. Hun pustede ud og tvang en mindre latter, eftersom det som regel var der de gik i stå, og de netop var nået over, så kunne det vel ikke gå helt galt? Måske det ikke var det rette tidspunkt at gøre det på.. det var jo ingen begravelse, men Faith kunne ikke lade være med at se alle de ting de havde udrettet sammen foran sig.. blandt andet Cecilaya som var blevet for stor for hurtigt hvis man spurgte hende vel og mærke, hvor hun dog lignede sin kære mor. Selv hun måtte erkende at hun var stolt af sin datter og stolt af at havde opdraget nogle fantastiske børn, det gjorde dog ondt når de havde ondt og endnu mere når de faldt fra, men i aften var det slet ikke en tanke som hjemsøgte hendes sind, det var en aften af lykke og sådan skulle det forblive. Faith vendte sig mod præsten idet han selv begyndte at tilspørge hende. Hun tog en dyb indånding og kastede et kort blik på Kimeya, også selvom hun ikke overvejede det, hun havde allerede bestemt sig for længe siden. Månens blege skær faldt på hendes ansigt og afslørede tårerne som igen truede med at skulle falde. Læberne skiltes i et næsten hemmelighedsfuldt smil. ”Ja. Jeg vil elske ham gennem medgang, modgang, nedgang opgang.. alt og jeg vil gøre det for resten af vores liv, og langt ud over det, selv i døden vil han have mit hjerte,” svarede hun uden tvivl at sporer. Hovedet lod hun glide på sned, de flammerøde lokker faldt ned over hendes skuldre. Det var måske en lidt længere smører end det egentlig skulle have været, men hvad pokker.. det var deres bryllup, og de var som de var! Hun klemte igen blidt om Kimeyas hånd. Det var gjort. Hun havde givet ham det sidste hun overhovedet var i stand til, og som hun først nu havde formået.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

At det var en glædes dag for nogle, var slet ikke noget som Malisha ønskede at tænke på, for hendes fokus hvilede ganske andre steder. Konstantin havde valgt at komme tilbage til hende, selvom det nu heller ikke var noget som skulle have lov til at stoppe hendes arbejde, selvom han ellers havde frarådet hende at fortsætte denne selvmorderiske leg. Det var på tide for hende at få warlocks frem og det var bestemt heller ikke noget som kunne gå hurtigt nok for hendes vedkommende, for vampyrerne var for hurtige i optrækket og dæmonerne med, og efter hendes møde med Vladimir, så vidste hun at de var nødt til at gøre noget ved det, og det var noget som skulle gøres hurtigt! Og hvis der var et sted som hun ønskede at stoppe det, så var det i den grad et ægteskab mellem en af hendes egne slags og en dæmon! Tankerne omkring Marvalo familien var drastisk faldet for Malishas vedkommende, for det ry som Kimeya havde, var slet ikke noget som kunne bruges til noget som helst mere. Han var ikke længere den store mand som han havde været før, også selvom han havde klaret testen som hun havde udsat ham for dengang overfor en stor mand som Matthew Igleéias, så kunne hun slet ikke begribe at han ville synke så lavt som at skulle ægte en dæmon! Og så en af Faiths kaliber af alle som han kunne falde ind over!
Til nu havde hun endnu ikke valgt at gøre sin entré, for det hele skulle gøres ordentligt og uden at det ville koste for mange menneskeliv, for planerne havde hun frygtelig mange af, og dette var kun et skridt på vejen, for endnu en gang at formå at placere deres slags på landkortet og.. et mord på en af deres egne for at opnå det var vel også en ringe pris at betale for det? Svagt trak hun på smilebåndet. Præsten viede dem, det var ikke den største forsamling, selvom hun udmærket godt kunne se at mængden som var der, var frygtelig store og ikke mindst stærke individer, så måske hun skulle være lidt forsigtig alligevel? Fingrene lod hun roligt samle sig foran sig, kun for at trække dem tilbage og væk fra hinanden, hvor hun endte med at stå med en lille dolk. Måske lille, men direkte dræbende, hvis den ramte helt rigtigt og i og med at den var magisk lavet, så ramte den aldrig nogensinde ved siden af det mål som var sat for det, så det hele kunne næppe misse helt! Det kærlighedspladder var bestemt ikke hende, og hun kunne godt love for at det bestemt ikke var sådan det kom til at foregå for hende! Hun lyttede til Faith afgav sit eget ’ja’ til manden ved sin side, hvilket gav hende direkte opkastfornemmelser! Det var også nu at hun var nødt til at handle, og det vidste hun godt! Hun rejste sig op, selvom hun holdt sig skjult bag buskene lige i nærheden, for hun var nødsaget til at handle hurtigt, og hun vidste det! Uden at tøve, så kastede hun kniven direkte fra sig og direkte mod Kimeya. Den ville sætte sig i ryggen og ved lunge og hjerte, hvis kniven levede op til hvad hun var blevet lovet!

[Kimeya Marvalo]

Der havde været forbandet mange som havde været imod dem siden start.. Ja, siden første dag, havde der været folk som havde forsøgt at skille dem, og i længden og i opfarten, så havde det bare ikke været muligt. Kimeya var slet ikke i tvivl om at dette måtte være deres skæbnes lod, og det var en tanke som han kun nød forbandet godt af i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Faith var den som gjorde ham lykkelig, og nu hvor børnene endelig var blevet så store.. Ja, Cedric var jo borte, men det var mere tanken bag. De havde tid til hinanden nu, de havde tid til at pleje hinanden og deres forhold, for det var vidst også umådelig tiltrængt efterhånden og han ønskede at vise hende med handling, at han værdsatte hende. Der var ingen indsigelser og han nød af det, for det var noget som fik ham til at puste dybt ud. De grågrønne øjne hvilede på den lille, dog så smukke skikkelse ved hans side. Alderen var måske ved at sætte sig ved ham, men det var nu ikke noget som han tog sig særlig meget af i længden, for det var bare sådan at det var. Han tvivlede på at dette ville vare livet ud, ganske enkelt på grund af de fjender de havde, og det eventyrlystne liv som de begge var præget af, men så længe at det var ham muligt, så ville han nyde af det, det var der ingen tvivl om!
At Damek henvendte sig til Faith først, havde han intet imod, for han havde selv allerede en mindre tale klar, som han ønskede at give hende. Et svagt smil passerede roligt hans læber. Hendes ord varmede ham, også fordi at der ikke var nogen usikkerhed eller tvivl at skulle spore ved hende, og selvfølgelig var det en tanke som gjorde ham direkte lykkelig! Han nikkede mod hende og lod hende blot læne sig mod ham, hvor han lod armen søge om hende, så han kunne trykke hende ind mod sig det sidste stykke. At dette skulle vise sig at blive den perfekte mulighed for et bagholdsangreb, var ærlig talt ikke noget som han havde tænkt på, for mange af de store fra de andre lande var jo trods alt også til stede i aften. Damek vendte sig mod ham. ”Og vil De, Kimeya Marvalo, tage denne kvinde som hos dig står til din ægte hustru? Vil du elske og ære hende i medgang og modgang til døden Jer skiller..?” fortsatte han, nærmest som smøren direkte måtte kede ham. Kimeya nåede kun lige at nikke og skille læberne, idet han blev fuldkommen stiv i minen, og de andre gæster endte med at gispe. Grebet omkring Faith slap han, idet han nærmest faldt forover og direkte i knæ, hvor han direkte forsøgte at gispe efter vejret. Kniven havde sat sig ganske tæt ved rygraden og boret sig nok ind i hans krop, til at punktere en lunge og ramme nogle af de store blodkar, hvor det omgående begyndte at fosbløde. Halvvejs endte han med at glide om på siden i et forsøg på at få luft. Nej! Det skulle fuldføres! Gæsterne reagerede voldsomt og rejste sig. De vidste jo ikke hvor den kniv var kommet fra! ”J-ja…!” svarede han anstrengt og med den luft han havde. Det gjorde ondt!

[Silia D. Diamaqima]

Ikke nok med at der havde været et hav af fjender at håndtere, selv de nærmeste havde været imod dem lige fra starten. Det var ikke normalt at en warlock og en dæmon af deres kaliber fandt sammen, og velset havde det heller aldrig været, heller ikke med den smerte de havde forvoldt hinanden og de tåre som de havde været skyld i, men de havde kæmpet for det, og nu stod de her i sidste ende. Efter at have afgivet sit ja følte hun sig direkte lettet, det var noget som hun havde ventet frygtelig lang tid på! Nu glædede hun sig blot til at høre Kimeya sige det.. hun havde drømt om det hver eneste nat, hvordan han ville skænke hende det. Roligt gled hun ind i hans favn med et bredt smil og røde kinder. Ingen af dem var unge mere, men de havde nydt et liv i overhalingsbanen, de havde altid haft travlt, altid meget at gøre, men hun savnede bare at være sammen med ham. De havde snakket om det.. dette ville blive det endelige tilbagetrækning, de skulle ikke længere ud og udarte store ting for landet, de havde gjort det gennem hele deres liv, og var de nogensinde blevet værdsat for at have gjort det? Stilheden lagde sig fuldkommen over gæsterne.. Faith lagde mærke til at nogle få sad og græd, men deres omgangskreds var jo ikke ligefrem.. den sentimentale slags og de var bestemt heller ikke svage, hvilket nok var grunden til at Faith havde valgt at tage den mere med ro. Faren for angreb var stor udelukkende fordi de var på et åbent udendørsareal, men de færreste ville have en chance mod de som sad i øjeblikket og overværede brylluppet. Kort skænkede hun Aliyah et blik, som tegn til at hun godt måtte komme med ringene, den stakkels pige kunne jo ikke høre noget som helst. Da Damek skulle til at spørge Kimeya, nåede hun netop at vende blikket mod Kimeya med en forventningsfuld mine, da hun så hans mine fryse.
Grebet om hende blev slappere hvilket per automatik gjorde at hun forsøgte at gribe ham med uden held.
Hun brugte ikke energi på at se hvor kniven var kommet fra. Hjertet sank.. hun følte næsten at det stoppede med at slå. En smerte der var værre end nogen tortur hun nogensinde havde været udsat for, bredte sig i hele kroppen. Hun følte for at skrige. En tårer trillede ned over den blege kind. Hans sjæl var så forvreden og Nathaniel var død. Visse gæster forsøgte allerede at komme væk ”STOP! Fortsæt!” udbrød hun næsten febrilsk mod præsten. Hun nægtede at lade ham dø uden at være hans! Det føltes som om alt luft blev presset ud af hende, hun blev kvalt i den friske luft omkring dem. Hånden gled mod hans kind. Rundt om hele stedet dannede der sig en mur af ild. ”Bare nogle sekunder endnu min kære.. Jeg elsker dig.. hold ud,” hviskede hun direkte bedende, og strøg hans kind i håb om at holde ham lidt i live. Der var intet at gøre, og det måtte selv Faith erkende. Blidt ruskede hun i ham, og skænkede hans læber det kys hun havde ventet i dage på! Et sted følte hun allerede kniven borer sig ind i hendes hjerte, for hun havde aldrig prøvet noget mere smertefuldt!