Vandet

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna så virkelig ikke nogen grund til at skulle spille med musklerne overfor denne mand. Han var jo trods alt ikke noget andet end en simpel mørkelver, selvom det var mere end roligt, til at hun skulle ende med at blive langt mere vred, for det vækkede jo et naturligt had i hende, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. Umiddelbart tog denne mand det jo næsten som en fornærmelse¨, at hun ikke ville spille med musklerne, eller gå imod ham. Desuden kunne hun slet ikke se nogen grund til at skulle gøre det overfor en mand som ham, som oven i købet faktisk stod og tudede, fordi at hun allerede havde ramt ham. Han skulle bestemt heller ikke komme her og tro, at hun faktisk kun måtte være en simpel kvinde som var bange for at slå fra sig, for det var slet ikke sådan at det var! Hun var en leder af rebeller i sit hjemland, og det var noget som hun agtet at spille lidt på, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende!
Tiyanna havde kun lige nået at vende ryggen til ham, idet at han valgte at hoppe på hende, kun for at svinge den knyttede næve direkte ind på siden af hendes tinding, var noget som hun bestemt ikke havde regnet med. Det var næsten som hun røg med ansigtet til siden, hvor det sortnede for hendes øjne for en kort stund, idet hun faktisk røg direkte i jorden. Øjnene kneb hun fast sammen, som hun hævede hånden og varsomt tog sig til tindingen, for det gjorde faktisk ondt.. Og når folk gjorde hende ondt, så gjorde det hende virkelig kun vred og rasende, og så var det der at det for alvor ville falde brænde ned! Hendes øjne havde fået en helt anden glød end det som de havde haft til nu; Det var en vrede.. Som var det en djævel som havde vist sig i hendes øjne, idet hun en anelse skælvende, faktisk kom tilbage på benene igen. ”Det der, var ikke særlig smart…” Et sted så havde det efterladt hende med en mindre hovedpine, men nu bad han virkelig også om det! Og hun var bestemt ikke typen som ramte ved siden af, hvilket vel allerede var noget som han havde erfaret? Hun vendte blikket direkte mod ham, som hun kneb øjnene let sammen. Blikket gled direkte til ham, som hun roligt åbnede hånden, hvor en mørk kugle af ren mørk energi viste sig. Den begyndte næsten omgående at gnistre. Han var hurtig, det vidste hun, for det var noget som lå til elverne som væsen, men hun var selv en, så hun kendte jo allerede fordelene såvel som ulemperne, og derfor ønskede hun nu kun at slå ihjel! Hun holdt hånden i en vandret stilling, for den delte sig i mange små, idet hun bare endte med at kaste dem direkte efter ham, næsten hurtigere end det som øjet var i stand til at se. Denne gang bad han om det! Hvilken mand ville slå en tøs ned?!

[Deleted]

Han følte da hans næve smeltede i et med hendes hoved i et nådesløs slag, og øjnene fulgte hende hele vejen ned i jorden. Det hele føltes næsten som det gik langsomt, for han opfangede hvert sekund af hvad der skete lige nu, nerverne var helt oppe og køre. Kroppen pulsede stort og åndedrættet var steget en del. Han stod lidt og tænkte imens han holdte positionen efter at havde slået hende ned, hvor det så hurtigt slog ham, han skulle nok til at ligge lidt afstand hvis hun ville bruge noget af sit hokupokus magi. Hurtigt trak han sig let tilbage til der hvor hans våben lå. Han fulgte hende stille imens hun kom op og stå, et lille glimt af et hånligt smil var over læberne, hun så ud til at havde det lidt skidt efter hans slag, hvilket morede ham en del. Han så stille på imens hun dannede den sorte kugle og trådte et ekstra skridt bagud imens han stille lænede sig lidt tilbage, især da hun delte den sorte kugle op i små, hvor hans øjne blev en del nervøse for de så ikke synderlig rare ud. Han fik så store øjne da de blev skidt mod ham, og i et kort sekund stod han stille som en lammet statue, indtil at han af ren instinkt smed sig bag over, ligesom når han skulle undgå at blive set ved en kort mur, var det at smide sig der var det normale, og nu slog det i ham igen. Hans veltrænede øjne så kuglerne flyve over ham i faldet, svidende tæt på men ikke nok. Han dumpede hårdt ned i jorden hvor han med det samme tog sig til ansigtet og vred sig som om han var i smerte. Han skreg op og spillede at en af kuglerne havde kradset hans ansigt dybt og derfor lå han og vred sig nu, i håb om at hun enden ville komme tæt på, eller vende ryggen til ham igen, for denne gang var det ikke næven han havde tænkt sig at bruge, men buen, hans dræbende våben der kunne tage det meste ned med eller uden rustning.

[Tiyanna Direshade Acheron]

En ting var at gøre brug af sine ord, for at stille sig selv i et bedre lys, for det var slet ikke noget som havde nogen effekt på Tiyanna, for det var slet ikke noget som hun kunne gøre noget ved. Desuden var det kun noget som beviste for hende, at det ikke var en som havde det i muskler, men i munden, og det var slet ikke noget som hun havde nogen respekt for. Men at smække hele sin næve direkte i hovedet på hende, var bestemt ikke noget som hun kunne have med at gøre, for det var noget som først for alvor, måtte gøre hende direkte vred, for det så hun slet ikke nogen grund til at have fortjent! Det eneste som hun havde gjort, var at sætte ham lidt på plads i henhold til det som han havde gjort ved hende, og hvorfor skulle han slå på hende? Og endda på en kvinde? Det var da virkelig noget så nedladende som intet andet overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der jo trods alt heller ikke nogen tvivl om det i den anden ende!
Tiyanna valgte roligt at rejse sig og med blikket mod ham. Hun havde mange gode fordele, som denne mand i den grad ikke havde taget hensyn til, og hun kunne med lethed slå ihjel, hvis det var det som hun ville, og lige nu, så var det i den grad noget som hun helt klart var fristet til! Hun knyttede næverne, inden hun dannede sig den lille kugle af gnistrende mørke – dannet af det had og den vrede som han i den grad havde formået at vække i hende, inden hun lod den dele sig op og kylede dem alle sammen direkte efter ham. Dum var hun ikke, som han kastede sig direkte i jorden og begyndte at skrige, for det var slet ikke den effekt at kuglerne ville have hvis de ramte deres mål! En kold latter brød direkte hendes læber, idet hun rettede sig op. Måske hun havde fået en mindre hovedpine, men det var slet ikke noget som hun kunne gøre noget ved, og hvorfor skulle hun da? ”Hvor dum tror du at jeg er..?” endte hun med en hvislende stemme. Hun kunne jo se på ham, og hans måde at opføre sig på, at de slet ikke havde ramt! Jovist ville det gøre ondt, men de ville føre et elektrisk stød med sig, og ikke bare en smerte som han kunne give sig til at skrige og tude over! Hun endte med at lade sine tomler og pegefingre mødes, og trak dem roligt fra hinanden igen, hvor hun stod igen med en mørk klinge. Hun tog ikke andet end et enkelt skridt mod ham, idet hun stoppede op igen.
Denne mand havde i sandhed formået at gøre hende vred, og hun kunne jo slet ikke se hvad pokker hun havde gjort, for at gøre sig fortjent til det! Kniven som hun nu stod med i sine hænder, var den som hun havde haft i skeden i sin side, ganske enkelt i tilfælde af at det skulle være nødvendigt. Hun var vant til en tilværelse, hvor hun havde været tvunget til at forsvare sig, og dette have bestemt ikke været noget undtag, selvom hun slet ikke havde været interesseret i at kæmpe på den her måde! Og specielt ikke mod en tudende mørkelver, for det var jo direkte nedladende! ”Har du et sidste ord..?” afsluttede hun. Kniven var til for at dræbe, og det var frygtelig, frygtelig sjældent hun ramte ved siden af!