Back from death

[Deleted]

Det var skam gået op for William at det var hans fætter som han stod overfor, den ægte vare; Konstantin Rozentas. Men han måtte erkende at han havde haft sine tvivl til at starte med, mest fordi han havde været nød til at være fuldstændig sikker på at det ikke havde været en bedrager han var stået over for. Han kunne dog godt regne ud nu at det var hans fætter, også fordi mandens aura var tydelig og ikke mindst kraftig. Han burde have set det med det samme, men det var bare kommet som et chok at se manden, at han næsten var blevet i tvivl, men det var skam ham.
At blive tvunget i jorden, var ikke noget som William havde regnet med, men det var tydeligt at han havde vækket mandens irritation, hvilket et sted morede ham. Han vendte blikket op mod Konstantin ved hans ord og lod blot manden fryde sig over at han havde fået ham ned at ligge. ”Ja.. jeg er overbevist,” svarede han anstrengt, som han forsøgte at komme op. Han skulle til at tage fat omkring Konstantins hånd, da han blev ramt lige i brystkassen af energikuglen, som slyngede ham ned i gulvet igen, så han slog hovedet mod gulvbrædderne. Han endte med at stønne af smerte, da han videre slog krykkens ende ned i maven på ham, hvor han tog sig til maven, som han rullede om på siden. Næste gang skulle han nok holde lidt igen.
William forsøgte at fokusere, da Konstantin snakkede til ham, selvom han næsten mere var fokuseret på smerten. Han bed tænderne sammen, som han fik sig kæmpet op på knæ, hvor han vendte blikket mod sin fætter. ”Du burde kende mig Konstantin, ligesom resten af familien. Jeg ønsker ikke at se nogen andre tage denne titel, og da heller ikke fra familien, eftersom de bare vil udnytte magten. Men jeg må da indrømme der måske ikke er helt rent mel i posen, jeg kan sagtens få god nytte af titlen til mine egne forretninger, men mest af alt, så havde jeg forretninger med dig, og jeg ville føre dine planer ud i livet,” svarede han sandfærdigt, uden at han tog blikket fra manden.

368 drops of ink for Konstantin

[Deleted]

Måske William var den fra familien som Konstantin bedst kunne lide, men derfor så var det ikke alt ved William som han brød sig om. Han havde ganske vidst haft sine forretninger med manden og William havde også skaffet ham en del gode og nyttige ting, men derfor krævede han stadig mandens respekt og det at han skulle angribe ham, var noget som direkte gjorde ham arrig! Manden lagde sig med vilje ud med ham og prøvede kræfter med ham, men hvis det var med den på, så skulle han nok give igen! Han vidste at William var en stærk warlock, men det var han også selv. Han holdt altid sin magi ved lige, sørgede for at gøre den mere og mere avanceret, så ikke bare hvem som helst ville kunne efterligne den. Han sørgede altid for at gøre den indviklet, selvom den for ham var ganske enkel.
Konstantin sukkede lettere halvhjertet, i et forsøg på at roe sig selv ned, som William sagde at han var overbevist, hvor han kneb øjnene let sammen, da han så mod ham. ”Behøvede du virkelig at lægge dig ud med mig?” spurgte han sagte, som han sendte manden en irriteret mine. Han var afkræftet og smadret nok i forvejen, den genoplivelse havde bestemt ikke været mild! Hans krop kæmpede stadig for at få den normale mængde blod tilbage i kroppen og så skulle William forsøge at tæske ham? Det havde været nok med Malishas slag, som han stadig var gul og blå over!
“Det er lige præcis fordi jeg kender familien at jeg spørger,” svarede han sagte, hvor minen forblev alvorlig. Han rystede på hovedet med et humorforladt smil. ”Det kunne jeg jo næsten have sagt mig selv. Og jeg tror mere du gør det for din egen skyld og tager æren for mine ideer, frem for at du gør det for min skyld,” svarede han sagte, som han roligt gik hen til sit skrivebord hvor han satte sig i den stol der retmæssigt var hans. Han vendte de mørke øjne mod William. ”Du ved godt at jeg kræver alt jeg før havde tilbage igen, ikke sandt? Både min titel og mit hus,” spurgte han alvorligt, „om jeg så skal tage det med magt. Men jeg er skam retfærdig, hvilket du burde vide om mig.” Han hev en skuffe ud og fandt en cigar frem, som han stoppede i munden og tændte, idet han lænede sig afslappet tilbage og pustede en røgsky ud.

[Deleted]

Konstantins reaktion morede virkelig William, selvom han sådan set godt forstod manden. Han havde dog ment det at teste manden, selvom den første energikugle havde været nok, han havde bare ikke kunnet dy sig og havde næsten følt sig tvunget til at fortsætte for at se hvad manden egentlig var i stand til. Han havde ikke selv gjort den største modstand, men han kunne allerede ved de små angreb fornemme hvor stærk Konstantins magi egentlig var. En modstander han pludselig blev i tvivl om han overhovedet var i stand til at klare. Et skævt smil gled over hans læber, selvom han stadig havde ondt i brystet og maven, efter Konstantins eget angreb – der dog var forståeligt og fair. ”Årh hold op Connie. Jeg måtte da lige teste dig og se hvor stærk du var. Vi har trods alt aldrig kæmpet mod hinanden,” svarede han sigende og med det drilske glimt i de krystalblå øjne.
William lyttede nøje til Konstantins ord, selvom han måtte erkende at de ikke helt huede ham. Han brød sig ikke om at hans fætter nu var tilbage, eftersom det kunne ødelægge mange af hans planer, på den anden side forstod han godt Konstantin. ”For det første Kon, så er der en grund til at jeg ikke har flyttet på nogen ting. Jeg ser ikke stedet som mit – endnu,” svarede han sandfærdigt, hvor han så til, som manden gik hen og satte sig i kontorstolen, for at finde en cigar frem og næsten sidde sig tilbage som ejede han det hele igen, hvilket et sted irriterede ham.
William kom roligt op på benene, hvor han støttede sig til skrivebordets kant, imens han kneb øjnene let sammen. ”Jaså? Og hvad er dine planer måske? Jeg har allerede søgt om audiens hos kongen og snakket med ham, givet ham familiens normale troskabsed, jeg tror du giver alle et chok ved at dukke op, kære fætter. Og huset er skam stadig dit,” svarede han sandfærdigt, som han sendte manden et mere alvorligt og køligere blik.

335 drops of ink for Konstantin

[Deleted]

Hvis der var noget som gjorde Konstantin arrig, så var det at man lagde sig ud med ham, når han havde en dårlig dag, præcis som denne aften! Han var kommet tilbage fra de døde og alt var blevet taget fra ham på kun nogle uger, og det var noget der virkelig gjorde ham arrig! Malisha havde haft nok at se til, selvom han havde foretrukket hvis det havde været hende der havde søgt audiens hos kongen og spurgt om at få pladsen som hertuginde, for et sted var det jo faktisk hendes retmæssige plads, da de var trolovede, hvilket de hele tiden havde været. Måske de ikke havde trukket den videre og var blevet gift, men derfor havde de stadig været knyttet sammen og derfor var pladsen mere hendes end nogen andens. Desuden så stolede han også kun på Malisha fuldt og fast. Hans mørke øjne hvilede køligt på Williams skikkelse. ”Du tror måske du ville have en chance?” spurgte han med en overlegenhed i stemmen.
Hvis William troede at han kunne komme og indtage hele stedet, uden at der ville blive gjort noget ved det, så tog han i den grad fejl! Konstantin krævede alt tilbage igen, for han nægtede at give slip på alt det som han havde arbejdet så hårdt med at få fat på! Det var hans og sådan skulle det forblive! Til han fik en arving og så ville det alt sammen blive hans søns ting. ”Endnu? Tag det ikke ilde op, men du får intet af det William. Jeg har kæmpet for hårdt og nået så langt til at jeg vil give alt bort,” svarede han sagte, som han tog endnu et sug af cigaren og pustede ud. Måske hans attitude var rimelig arrogant i øjeblikket, men han skulle nok vise hvem der bestemte når det blev nødvendigt! ”Kongen har nok lidt mere kendskab til mig William, tror du ikke? I så fald kan den kongelige rådgiver Enrico tale god for mig, eftersom jeg har snakket med den mand mange gange. Han har brug for folk han ved han kan stole på i denne tid,” svarede han kortfattet og dog sandfærdigt.

[Deleted]

William havde aldrig tabt en kamp på magi. Han kunne dog tydeligt fornemme Konstantins styrke bare ved det korte angreb, hvor han næsten blev i tvivl om, om han overhovedet ville kunne klare manden, hvis de kom i kamp. Det var dog en ganske interessant hypotese at finde ud af, selvom det nok måtte vente til en anden gang, han ville nødig ende med at brænde hele huset ned. De krystalblå øjne søgte lettere køligt mod Konstantins ansigt, ved mandens overlegne ord. Måske manden var ældre og havde de års mere erfaring, men derfor var William på ingen måder svag! Tværtimod! ”Du er rimelig kæphøj ved en ting du intet ved om,” svarede han sagte, som han blev stående ved skrivebordets kant, imens han betragtede hvordan Konstantin havde lænet sig tilbage med cigaren i munden, som var det manden der nu bestemte alt, spørgsmålet var jo så bare, om manden virkelig også gjorde.
Det kunne godt være at Konstantin havde ejet det hele, men der var alligevel kommet andre boller på suppen. Dog kunne han næsten regne ud at hans fætter mente sine ord, hvilket han også skulle til at tage stilling til, for han kunne selv ende med at miste det hele, hvis han ikke tænkte sig om. ”Jaså.. og vil det sige vi skal til at slås om tingene?” spurgte han sigende, som han kneb øjnene let sammen. Han selv havde endelig fået bygget lidt op og så skulle alt blive kastet i jorden igen? Det fandt han sig ikke i! På den anden side, så forstod han godt Konstantin, skønt han ikke var meget for at erkende det, men manden havde trods alt haft alt før William selv var dukket op. Manden ville nok også have den største chance når det kom til titlen, eftersom manden havde haft den igennem rigtig mange år, derfor kendte kongen også langt bedre Konstantin end ham selv. Han fnøs ganske kortfattet. ”Så hvad kræver du? At du får alt igen og jeg smutter?” spurgte han kortfattet, som han lagde armene over kors med et næsten strengt blik.

346 drops of ink for Konstantin

[Deleted]

Måske det var rimelig højrøvet at komme tilbage og tro at man ejede det hele, men i Konstantins egen lille verden, så ejede han stadig det hele. Det havde altid været hans og det var det bestemt også denne gang! Han nægtede at give slip på alt bare sådan uden videre. Han var kommet tilbage efter flere uger og alt var blevet taget fra ham, det fandt han sig på ingen måder i! Man kunne så diskutere om det var heldigt at det var William der havde overtaget det hele, eller i hvert fald forsøgte på det, for han var usikker på mandens intentioner. ”Åh jeg er skam rimelig sikker i min sag,” svarede han ganske kortfattet, hvor det kække smil forblev på hans læber, imens han tog endnu et sug af sin cigar og blev ellers siddende ganske veltilfreds i sin kontorstol.
Konstantin var skam fast besluttet på at få det hele tilbage igen, men alligevel så ville han være retfærdig overfor William, nu hvor manden var kommet tilbage. Han endte med at slippe en kort latter til hans ord, hvor han rystede let på hovedet. ”Humor har du altid haft,” svarede han morende, som han kort blinkede til manden med det ene øje, inden han blev alvorlig igen, „men nej. Vi skal ikke til at slås om tingene, det er kun primitive folk og små børn der gør det. Vi slår en handel af, som rigtige forretningsfolk.” Han vendte de mørke øjne mod Williams skikkelse, som han fortsatte: “Jeg kræver ikke at du forsvinder William. Jeg tror jeg vil sætte pris på din hjælp. Jeg mener det når jeg siger at jeg ønsker alt igen, men.. du kunne vel blive min suppleant? Min stedfortræder? Min højre hånd? Jeg kunne godt bruge en hjælpende hånd, og du vil være perfekt. Hvad siger du?” For Konstantin var det en god handel, men han vidste naturligvis ikke om det ville være nok for William. Han betragtede blot manden afventende for svar.

[Deleted]

Det gjorde et sted William irriteret at Konstantin kom tilbage og troede at han ejede det hele igen, for tingene havde forandret sig på de uger manden havde været død.. eller lagt i graven. Det var ikke fordi det gjorde ham noget at hans fætter var tilbage, for han havde altid kunnet lide manden, men det var altid svært når der var to der prøvede at være alfahan. Desværre havde Konstantin ret i mange ting, manden var bedre stillet hos kongen, fordi han havde været Hertug i lang tid, der havde William jo nok ikke en chance og det måtte han vel indse, inden det ville gå ud over ham selv. Han kneb øjnene let sammen, hvor han forholdt sig i ro i flere sekunder, inden et skævt og kækt smil gled over hans læber. ”Det må vi jo finde ud af en dag, ved at tage en kamp,” svarede han roligt, som han ellers blev stående, efter at have fundet kræfterne igen efter at være blevet skudt ned af mandens magi.
William blev ellers stående ved skrivebordet, hvor han betragtede sig af Konstantin, der fortsat blev siddende i sin kontorstol og fladede ud, som om han ejede det hele igen, hvilket stadig irriterede ham, men det var dog noget han holdt skjult, hvor han ellers blot ventede på Konstantins løsningsforslag. Han gned let sin skæggede hage ved mandens ord, hvor han var glad for at manden ikke ville smide ham ud, for så havde han jo faktisk intet sted at være. Han kunne selvfølgelig altid tage af sted igen, men han kunne godt lide at være her. Han stod længe og gned sin hage, imens han tænkte tingene igennem. Blive og være Konstantins stedfortræder? Det kunne han vel godt? Måske han ikke ville få nogen fin titel, men det var jo sådan set bedre end ingenting. På den anden side hadede han at spille andenviolin, men i dette tilfælde kunne det måske gå an? Han så mod Konstantin og nikkede så endeligt. ”Udmærket. Jeg bliver her og hjælper til med tingene, men så vil jeg også have mit eget kontor,” svarede han roligt. For ham lød det som et fair tilbud.

362 drops of ink for Konstantin

[Deleted]

Konstantin vidste at han var rimelig højrøvet ved at komme og tro at han ejede det hele igen, men han nægtede at give afkald på det hele, når han havde kæmpet så hårdt for at få det hele stablet op på benene. Derfor så håbede han at William ville gå med til hans lille løsningsforslag, ellers så blev det jo sådan set bare værst for manden selv. Han var villig til at lade manden blive, men hvis manden ikke var enig i noget af det, måtte Konstantin jo tage det hele med magt. Han ønskede at tage det hele tilbage koste hvad det koste vil, uanset hvad, så ville han kæmpe til sidste ende, og det skulle manden ikke stå i vejen for, så manden gjorde sig selv en tjeneste ved at sige ja til hans løsningsforslag. Han trak skævt på smilebåndet til mandens ord. ”Det kunne da blive interessant,” svarede han sandfærdigt, som han betragtede William vurderende for en kort stund. At tage en kamp på magi mod William kunne da gå hen og blive utrolig interessant. Han havde aldrig kæmpet imod William, så han vidste faktisk ikke hvem der var bedst. Men hvis han endelig skulle vædde, ville han naturligvis sætte pengene på sig selv.
At William stod og tænkte over tingene, tog Konstantin sig ikke af, da han blev siddende og nød af sin cigar, som han var ved at være færdig med. Han så mod sin fætter, da han så ud til at have bestemt sig, hvor et tilfredst smil gled over hans læber, da manden gik med til det. Han kunne godt få brug for en hjælpende hånd og der ville William være perfekt! Han nikkede tilfredst som han slukkede sin cigar i askebægeret. ”Det er jeg glad for at høre!” svarede han sandfærdigt, som han tog fat omkring sin krykke og kom roligt op på benene igen. ”Udmærket. Du får dit eget kontor, og fortsæt endelig bare med hvad du var i færd med,” svarede han roligt, som han gjorde en gestus mod kontorstolen, hvor han selv satte kursen mod døren. ”Jeg vil smutte i seng. Vi kan tale videre i morgen?” foreslog han roligt, som han åbnede døren, kun for at smutte ud af den og søge tilbage til sit soveværelse.

//Out

[Deleted]

Det var ikke fordi William ønskede at forlade stedet, selvom han vidste at chancerne for at blive kunne være minimale, hvis Konstantin besluttede sig for at smide ham ud. Manden havde en større chance for at få sin titel tilbage end William havde for at få den, derfor måtte han jo tænke sig om så han ikke ville handle i irritation og så fortryde i morgen. Han måtte derfor holde hovedet koldt og høre hvad manden havde at sige, for det kunne jo være at det ville være godt nok i sidste ende. Han nikkede blot sigende til mandens ord med samme kække smil på læberne. Han ville ikke have noget imod at tage en træningskamp med Konstantin for at finde ud af hvem der var bedst, tværtimod var han næsten ved at dø af spænding for at finde ud af det.
Det var ikke helt med sin gode vilje at William gav efter for Konstantins forslag, men han fandt det som det nødvendigste, hvis han selv gerne ville frem. Det kunne jo blive ganske interessant og han var jo faktisk glad for at være tilbage igen, for det var dette sted som han altid havde set på som sit hjem. Han ønskede ikke at miste dette sted nu hvor han følte at han endelig havde fået det igen, det var også derfor han gik med til Konstantins forslag. Det gjorde det også lidt bedre at manden faktisk var glad for at han ville gå med til det, hvor et skævt smil gled over hans læber, som han nikkede ganske sigende.
William lod blot manden søge til døren, hvor han selv næsten usikkert tog plads i kontorstolen, hvor han havde siddet for ikke så lang tid siden. Han ville da i hvert fald se frem til at få sit eget kontor som han ikke skulle føle skyld over at rode i og flytte rundt på tingene, for her havde han ikke rørt så meget som et enkelt papir der havde tilhørt Konstantin. Han nikkede roligt til manden. ”Sov godt,” endte han stilfærdigt, som han så manden gå ud af døren og lukke den bag sig og først da han ikke længere kunne høre mandens skridt, gik han tilbage til sit arbejde, stadig forundret over at manden i det hele taget var i live.

//Out

384 drops of ink for Konstantin