Back from death

[Deleted]

Mørket havde lagt sig over Dvasias, hvor man kunne høre at regnen piskede mod ruderne i Rozentas Manor. Det blæste udenfor og man kunne tilmed høre vinden suse i vinduerne og slå mod herregårdens mure, hvor man skulle tro at det var en storm der havde lagt sig over landet. Konstantin var kun lige kommet tilbage sidste nat, hvor han stadig var en anelse afkræftet, eftersom hans krop skulle vænne sig til at være i gang igen, efter flere uger i en kold grav. Han huskede stadig tydeligt Malishas reaktion på det at han var kommet tilbage og også tjenestefolkene havde reageret som var de sindssyge, fordi de troede at de så syner, men han var skam tilbage! Han havde dog endnu ikke snakket med William, der stadig ikke vidste at han var tilbage. Det gik han i hvert fald ikke ud fra. Der var i hvert fald mange ting som han skulle have snakket med manden omkring, selvom det nok ville blive en anelse akavet for dem begge, for manden havde sikket lavet store planer og nu fordi han ikke var død, så ville han nok ødelægge det for Will, men på den anden side, så ønskede han stadig sit gamle liv tilbage, for der skulle skam mere til for at gøre det helt af med ham og fjerne ham helt!
Konstantin gik med rolige skridt ned mod kontoret – hans kontor – hvor han gik ud fra at William var flyttet ind. Han havde fået at vide af James at manden befandt sig der, forsøgte at rode bod på tingene og det ’kaos’, som Konstantin havde efterladt sig på grund af sin død. Han bar en krykke under den ene arm, som støtte, når han gik, eftersom hans krop stadig var afkræftet og han var bange for at hans ben ville kollapse under ham, hvis han ikke havde noget at støtte sig til. Han stoppede op foran døren, hvor han løftede den ene hånd og bankede på. Han måtte erkende han fandt det latterligt at han skulle banke på sin egen dør, men han bar stadig over med folk, som stadig troede at han var død. Han blev stående og afventede svar.

[Deleted]

Selvom det endnu engang stormede udenfor, så var det ikke noget som William tog sig af. Han nød af mørket, og han kunne godt lide storm, for det gav lidt lyd i den gamle herregård. Det var underligt at være hjemme igen, selvom det også var det eneste sted han faktisk følte sig hjemme, alligevel føltes det et sted fremmed, fordi det var så lang tid siden at han havde været her, hvor det havde været Konstantins hjem for flere årtusinder. Han ønskede dog at det hele blev i familiens navn. Og eftersom Konstantin var død, så gik mange af hans forretninger med manden i vasken og det havde ellers været mange vigtige ting. Han ønskede dog at ære sin fætter og sørge for at mandens ting ikke var spildt, selvom mange nok bare ville tro at han gjorde det for sig selv, fordi han var magtgal, fordi hans fætter endelig var død og så kunne han selv overtage hele skidtet, men selvom han havde en tendens til at sætte sig højere end han måske var, så var han stadig en reel mand.
William havde siddet på kontoret for flere timer. Det var normalt for ham at arbejde så meget som han gjorde. Han havde siddet her siden der havde været lyst, hvor han forsøgte at få styr på det hele. Han havde fået ryddet op i Konstantins ting, hvor han kun havde fået lidt af sine egne herind. Generelt havde han ikke rørt særlig meget ved Konstantins ting, eftersom han stadig følte at manden var her, og han følte sig derfor stadig som fremmede i huset. Han havde heller ikke taget Konstantins værelse, skønt det var det største, nej han havde taget sit gamle værelse, som han havde haft da han havde været lille, hvor det var tydeligt at det var blevet lavet om med årene, som næsten alt var med tiden. Han kunne dog godt lide det her.
Blikket gled roligt mod døren, da William hørte nogen banke på. Han endte med at se lettere forundret ud, eftersom han ikke ligefrem havde regnet med besøg på dette tidspunkt. Det var sent. Han lod hovedet søge let på sned. Tjenestefolkene plejede at banke på og åbne døren langsomt, men dette måtte være en gæst? ”Kom ind,” endte han kortfattet og roligt, som han blev siddende bag skrivebordet og så lettere afventende imod døren.

394 drops of ink for Konstantin

[Deleted]

Konstantin var i tvivl om hvorfor William faktisk var kommet tilbage, for der kunne være mange grunde til det. Han kendte ikke William som den bedste, men manden var da klart den som han foretrak fra sin familie, og eftersom han hadede de fleste, så sagde det ikke så lidt. Han havde haft nogle få forretninger med manden, selvom hans fætter faktisk havde skaffet ham rimelige vigtige ting i sin tid. Manden var god at have på hånden, selvom han stadig var en anelse skeptisk over at manden var her. Man havde kun været død for nogle uger og straks blev alt overtaget fra en? Det irriterede ham et sted.
Konstantin gik med målrettede skridt ned ad gangen, selvom krykken støttede ham, så benene ikke kollapsede under ham. Han regnede med at manden ville få et chok, præcis som alle andre i huset havde fået det, men forhåbentlig tacklede hans fætter det bedre, end det som Malisha havde gjort. Hun havde lignet en der var rablende vanvittig, hvilket hun nok også havde følt sig som. Han var dog glad for at se hende igen, selvom det ikke just havde været et så.. glædeligt møde igen, eftersom det første de havde gjort var at skændes, plus hun havde givet ham et par blå mærker, men ellers så klarede han sig faktisk fint. Hans krop var godt nok stadig en del afkræftet, derfor han gik med krykke, men han kunne godt mærke at han var ved at komme sig igen.
Selvom Konstantin et sted følte sig irriteret over at skulle banke på i sit eget hjem, så gjorde han det alligevel, eftersom hans fætter endnu ikke vidste at han var i live. Et sted glædede han sig næsten til at se hans ansigtsudtryk, når han trådte ind på kontoret. Da han hørte mandens stemme bag døren, åbnede han roligt døren, inden han trådte ind med et kækt smil på læberne. ”Hello fætter. Sidder du godt?” spurgte han sagte, som manden havde indtaget hans normale plads på kontoret. Blikket gled let omkring, hvor han kunne se at hans ting stadig var de samme steder som altid. Alligevel irriterede det ham halvt at manden sad i hans stol.

[Deleted]

Tanken om at Williams fætter var død, var en anelse surrealistisk. Manden havde klaret sig fantastisk godt igennem alle år, ingen havde kunnet klare ham og han havde virket næsten helt så uovervindelig. Men det havde vist sig at ikke engang den mand var uovervindelig, det viste sig at det var der ingen der var i sidste ende, man ville altid finde sin overmand. Det var dog gået ud over Williams forretninger, hvor han var i færd med at forsøge at finde en løsning på det hele. Han havde også været oppe ved kongen og efterspurgt titlen som Hertug, så den ville blive i familiens navn, for andet ville være uacceptabelt! Mange ville dog nok sætte spørgsmålstegn ved Williams handlinger, men han gjorde det kun for sin slægts bedste og ikke mindst for at ære Konstantins arbejde.
Det at det bankede på døren så sent, kom en anelse bag på William, da han ikke gik ud fra at nogen som sådan vidste at der var en ny der havde bosat sig i Rozentas Manor, men det kunne godt være at rygterne gik hurtigt, skønt han var usikker på hvem der skulle have spredt dem. Han sad derfor blot og så afventende på døren, da han havde bedt vedkommende om at komme ind. Og da døren begyndte at åbne sig, mærkede han tydeligt hvordan hjertet begyndte at hamre imod hans bryst, næsten af spænding, selvom det føltes at det stoppede, da han så hvem der stod i døren. Han endte med at sidde og direkte glo på Konstantin, hvor han ikke kunne tro sine egne øjne! Han overhørte mandens ord, da han nærmest sad i chok over at manden i det hele taget var i live. Hvordan kunne det lade sig gøre?! ”…” Han åbnede munden op til flere gange, men der kom ingen ord ud, da han blot sad med opspillede øjne og stirrede på manden, som han havde troet var død. Malisha havde jo selv gravlagt ham i haven! Hvordan kunne det lade sig gøre?! Han endte med at gnide sine øjne, for at se om han bare var begyndt at hallucinere, men Konstantin stod der stadig. ”Jeg..” Han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre, selvom det der ikke kunne være muligt! Eller det kunne det, men hvordan pokker var det gået til?

386 drops of ink for Konstantin

[Deleted]

Det var på tide Konstantin fik en snak med William. Nu hvor han havde været tilbage siden gårdagens aften, så var det på tide at give William besked, så manden ikke blev alt for vant til at sidde der hvor han slet ikke burde sidde. Han krævede at få alt igen, hvilket han nok skulle gøre klart for manden, selvom han skam ville være hensynsfuld overfor hans fætter. William var den eneste fra familien som han faktisk kunne lide, hvor han havde smidt resten ud for mange år siden. William havde altid været anderledes, manden havde altid været god og loyal, specielt overfor familien, hvilket kunne ses på deres mange forretninger sammen, derfor ønskede han naturligvis heller ikke at ødelægge for meget for manden.
Som Konstantin fik åbnet døren og så Williams ansigtsudtryk, så kunne han ikke lade vær med at trække morende på smilebåndet, for mandens reaktion var virkelig klassisk! Han måtte bide sig i tungen, for ikke at stå og grine af Williams reaktion, for han ville heller ikke håne manden for det, netop fordi det vel var normalt? Alle havde troet at han havde været død, nu viste det sig at han ikke var alligevel, så selvfølgelig kom det som et chok. Malisha var dog den der havde reageret voldsomst, for selv hendes reaktion kunne stadig more ham. ”Du er overrasket over at se mig? Ja det forstår jeg godt,” afsluttede han nærmest Williams sætning, hvor det kække smil forblev på de rosenrøde læber. Han greb omkring krykken, da han trådte ind i rummet og fik lukket døren bag sig. Han vendte sig roligt imod William igen, selvom han blev stående og lod manden komme tilbage til virkeligheden igen. ”Du tager det dog langt bedre end Malisha..” tilføjede han med en morende stemme. Han rømmede sig kort, som han blev alvorlig igen. ”Jeg forstår du er i chok, men vi må snakke sammen,” endte han kortfattet.

[Deleted]

Dagen havde gået med arbejde, hvor William havde siddet det meste af dagen og aften her på kontoret, hvor han havde taget sig af det hele. Han havde ikke rørt ved særlig mange af Konstantins ting, eftersom han alligevel nærede en form for respekt for manden selv i døden og han følte endnu ikke at huset helt var hans, så han havde svært ved at få sig selv til at pille ved tingene og rykke rundt på dem, og at smide dem ud kunne han da slet ikke drømme om! Så hellere ligge dem op på loftet, man vidste jo aldrig om man en dag ville falde over noget nyttigt. Han havde jo selv haft en masse forretninger med Konstantin, derfor ville han ikke smide tingene ud.
At William så skulle se Konstantin i døråbningen, var slet ikke noget som han havde regnet med. William selv sad blot i kontorstolen og stirrede vantro på Konstantins skikkelse. Han blev siddende, selv da manden lukkede døren i og snakkede til ham, da han slet ikke kunne få ordene over læberne – og det lignede slet ikke ham! Han var virkelig mundlam over at se sin fætter i live og stående her på kontoret. Han blinkede overrasket med øjnene for tiende gang, hvor han roligt satte hænderne i armlænet, som han roligt kom op at stå. Det kunne umuligt være hans fætter! ”Hvem er du?!” spurgte han i en hvislende tone, som hans mørke aura steg omkring hans krop, hvor han skød armene frem og med bevægelsen skød hans aura frem imod Konstantin og forsøgte at lukke sig omkring mandens arme, ben og krop for at få ham låst op ad væggen. ”Min fætter er død! Han kan umuligt være i live! Malisha har selv gravlagt ham!” hvislede han fast, som han forsøgte at trænge manden op ad væggen. Måske det var en formskifter? – det havde man jo set før! Han gik imod manden med faste skridt, hvor han holdt ham op ad væggen med den ene arm strakt frem, imens han dannede en mørkeblå energikugle i hans anden hånd, som svævede lettere faretruende over hans hånd. ”Fortæl! Hvem er du?!”

357 drops of ink for Konstantin

[Deleted]

Det var nok utroligt at se Konstantin igen, det kunne han i hvert fald forestille sig, for han ville jo nok have reageret på samme måde, hvis han havde set en død, komme til live igen. Han havde jo nok reageret som Malisha eller som William, skønt begges reaktioner virkelig var morende! Han forsøgte at holde grinet tilbage, selvom smilet prydede hans læber, hvilket nok afslørede at han morede sig ved synet. Det kom dog bag på ham, da hans fætter rejste sig og direkte skød sin aura efter ham, der låste sig omkring hans arme, ben og resten af kroppen, kun for at tvinge ham op ad væggen. Han tabte krykken i skubbet, hvor han udstødte et kort støn af smerte, da det hele kom bag på ham. ”Hvad laver du dog?!” spurgte han i en vrissende tone, som han sendte manden et fast blik. Han forsøgte at få armene til sig, skønt det ikke lykkedes ham, hvor han bed tænderne let sammen, imens hans hjerne næsten automatisk gik i gang med at forsøge at lægge en plan for at kunne slippe fri.
Konstantin rykkede sig ikke en eneste millimeter, som han fortsat var tvunget op ad væggen, imens hans mørke øjne hvilede fast på Williams skikkelse. Manden troede tydeligvis at han var en bedrager, men det var han altså ikke! ”Ja, Malisha reagerede også voldsomt, men ikke nær så brutalt!” hvislede han fast, selvom han tiede omgående, da hans blik gled på den energikugle som William dannede. Han selv var stadig afkræftet, derfor ville han jo næsten ikke have en chance! ”Jeg tror du mangler briller William, siden du ikke kan genkende din egen fætter!” vrissede han tvært, som han bed tænderne sammen da han forsøgte at få armene til sig, men det lykkedes ham dog ikke. Hvad gik der dog af manden? Han lagde hovedet tilbage mod væggen og sukkede irriteret, et dårligt forsøg på at roe sig selv ned. ”Om du tror mig eller ej, så er det mig; Konstantin,” endte han fast og i samme irriterede tone, uden at han tog blikket fra manden og hans energikugle.

[Deleted]

William sad virkelig i chok over at se Konstantin i live. Det var ikke just hvad han havde regnet med. Hvordan manden kunne være i live, anede han virkelig ikke, men helt umuligt var det jo ikke. Måske Malisha havde genoplivet manden? Han vidste det ikke, men indtil han var sikker, så holdt han sig på vagt. Han holdt manden tvunget op ad væggen i et fast greb af sin mørke aura, der havde sneget sig omkring mandens krop. Han kneb øjnene sammen ved mandens ord, hvor han ikke just var overbevist. Dette kunne umuligt være hans fætter! Hvordan pokker skulle han dog være i live? ”Jeg har ikke brug for briller! Jeg kan udmærket se hvem du ligner, min fætter, men selv det trick kan en formskifter!” vrissede han fast, som han tog et faretruende skridt imod manden, hvor han ikke sænkede hånden med energikuglen, men fortsat holdt den klar til affyring.
William var slet ikke overbevist om at dette var Konstantin, skønt det naturligvis godt kunne være muligt, men alligevel. Der var kun gået nogle uger. Så skulle Malisha have vækket manden til live og det havde ikke virket til at hun havde gidet det, så han var usikker på om det virkelig var Konstantin eller ej. Han bed tænderne kraftigt sammen. Det lignede ham og lød som ham, men var det virkelig også ham? ”Og hvordan kan du så være i live?” spurgte han sagte, det var et svar han meget gerne ville have svar på, „jeg tvivler på at Malisha har genoplivet dig.” svarede han fast, hvor han næsten gjorde tegn til at han ville kyle energikuglen imod ham, selvom han dog ikke gjorde det, han gav manden tid til at svare og så måtte de se om det var nok, for indtil videre var han ikke just overbevist.

303 drops of ink for Konstantin

[Deleted]

Det kom virkelig bag på at William reagerede så voldsomt. Malisha havde godt nok slået ham og havde været tæt på at smadre ham, men hun havde da hurtigt faldet til ro og hun havde da også troet på ham, efter hun var faldet til ro. Til gengæld havde hun også set ham grave sig op ad jorden og ødelægge den ellers så fine grav. William havde godt nok ikke set ham grave sig op ad graven, men han kunne vel se at det var ham? Han havde jo også krykke af en grund! Manden var sikkert stadig i chok, eller som han gav udtryk for; han ville være sikker på at han stod overfor den rigtige mand, skønt han dog ikke kunne blive mere ægte end det som han var. At han så skulle blive slynget op ad væggen af mandens aura og blive holdt fast, var dog ikke noget som han fandt sig i og han skulle bestemt nok give igen! ”Nu lyder det bare som om det rabler for dig,” svarede han kortfattet, som han rystede opgivende på hovedet. Han var bestemt ikke nogen formskifter!
Konstantin så til som William trådte tættere på og næsten gjorde tegn til at han ville kyle energikuglen i hovedet på ham, hvor hans krop ville have trukket sig sammen af reaktion, men det var umuligt, da han var bundet fast op ad væggen. ”Malisha har ikke genoplivet mig, nej. Men det har min ring. Jeg har i sin tid fået den beskyttet med magi, sammen med min alkymistven, som forheksede den sammen med mig, så man bliver genoplivet hvis man dør en.. unaturlig død,” svarede han sandfærdigt, som han kneb øjnene let sammen. Det irriterede ham at han skulle overfaldes på den måde! Folk burde være glad for at han var tilbage! Måske ikke visse, såsom han ødelagde det lidt for William, men stadig! Han var tidligere hertug, han var forretningsmand, han var skam en respektabel mand, selvom han havde et ry for at være en charmør, men han krævede stadig respekt! – selv fra hans fætter!

[Deleted]

Det var svært at tro på at det var Konstantin der stod overfor William, han havde svært ved at se hvordan manden skulle komme tilbage og det kunne sagtens være en formskifter der ønskede magt og havde forklædt sig som Konstantin, men det behøvede naturligvis ikke at være sandt, selvom han havde svært ved at se hvad det ellers skulle være! Han kunne næsten ikke tro at det var Konstantin, men der var skam flere måder at finde ud af det på, og det skulle han også nok! ”Eller også så taler jeg sandt og du er en bedrager!” svarede han fast og sendte et fast blik til manden, som han stadig holdt tvunget op ad væggen med sin mørke aura.
William lyttede opmærksomt til mandens ord, hvor det sådan set lød fornuftigt nok, men alligevel. Han ønskede ikke at tage chancen og så blive bedraget i sidste ende, tænk hvis han blev dolket i ryggen! Han måtte jo i så fald teste manden og finde ud af om det virkelig var ham. Han rettede sig roligt op og så næsten ud til at falde til ro, idet han sænkede hånden, selvom energikuglen fortsat svævede ude for ham. ”Aha..” mumlede han med skepsis i hans stemme, da han stadig ikke var overbevist. Et kynisk smil gled over hans læber, „men det må vi jo finde ud af.” Han slap roligt manden med sin aura, så han igen kunne bevæge sig frit, selvom han ikke gav manden betænkningstid, før han havde kylet sin energikugle af sted imod ham, da han ønskede at se om manden virkelig var warlock og om han stadig havde sine gode reflekser som han kunne huske ham for at have. Hvis dette virkelig var Konstantin ville manden jo nok give igen, og hvis han virkelig var i topform eller bare lidt på vagt, så ville han sagtens kunne undvige hans energikugle, skønt den kom med lynets hast på kun den korte afstand, for det var jo blevet set før.

332 drops of ink for Konstantin

[Deleted]

Selvom det at Konstantin var i live, kom bag på William, så kom det endnu mere bag på Konstantin at William angreb ham, hvor han stadig forsøgte at komme fri, men han var endnu ikke ved sin fulde fem. Han var stadig afkræftet og udmattet, derfor så ville han helst undgå kamp, men at William så skulle angribe ham, kom bag på ham og ikke mindst irriterede det ham virkelig! Han skulle nok sætte manden på plads! Han himlede irriteret med øjnene til mandens ord, da han blev ved med at påstå at han ikke var ham selv, hvilket man vel kunne se? Han var ingen formskifter eller blevet genoplivet af en nekromantiker, nej han var skam i levende live som sig selv! ”Jeg er ingen bedrager William, for pokker da!” vrissede han irriteret, som han kneb øjnene fast sammen. Han skulle nok give ham! „og slip mig så fri!”
Det var tydeligt at manden ikke troede på Konstantin, hvilket kun irriterede ham yderligere, selvom han forsøgte at holde hovedet koldt. Han hadede når folk dømte ham for noget som han ikke var, og han fandt sig da slet ikke i at blive beskyldt for ikke at være ham selv! Det var jo tossesnak! Det jo langt værre end Malishas reaktion! Så ville han da næsten hellere tilbage til sidste aften, hvor Malisha bare havde slået ham for så at tage sig ind til ham, end dette!
Konstantin landede let på fødderne, da han blev sluppet fri fra auraen, hvor han kun lige nåede at opdage energikuglen og danne et skjold omkring sig af rene instinkter, kun for at falde tilbage mod muren og ned på røven. Hans hjerte hamrede for et par sekunder vildt mod hans brystkasse, da angrebet kom bag på ham, hvor han selv blinkede med øjnene. Skjoldet sænkede sig igen, som han greb fat omkring hans krykke. ”Din lille..!” Nu var han virkelig ved at blive vred!

[Deleted]

Måske William overreagerede, men i hans øjne kunne man aldrig blive for påpasselig! Han ville være sikker på at dette virkelig var Konstantin, hans fætter, og hvis det skulle vise sig at være sandt, så ville han gerne falde til ro, hvis ikke, så ville hans raseri blive sluppet løs og han ville flå denne bedrager levende! Ingen skulle gøre grin med døden og da slet ikke en så vigtig person som hans fætter havde været! Et kynisk smil gled over hans læber, som han roligt gav slip på Konstantin, ved at lade sin aura falme, så han kun stod med energikuglen ud for sig. Han skulle nok give manden en test så han fandt ud af om det var den ægte vare eller ej.
Måske det var et fejt trick at skyde en energikugle så hurtigt imod nogen, når man stod så tæt på dem, men han ville være sikker på at det var hans fætter, uanset hvad der skulle til! Han så blot til som Konstantin endte med at lave et kraftfelt af et skjold, som kuglen skød imod og gik i opløsning af, hvilket fik William til at træde et skridt tilbage, hvor han så at det fik Konstantin til at flade til gulvet. Manden var warlock, det kunne han nu fornemme, selvom det stadig ikke behøvede at være Konstantin. Et sted var han overbevist, men han ville lige teste sin fætter og se hvor god han var. ”Hvis du er min fætter, så vis mig hvad du dur til!” svarede han i en fast og næsten beordrende tone. Han endte med at skyde tre små kugler imod manden, som han sprang tilbage og lavede en piske af sin mørke aura, som han slog imod Konstantin. Han ville se hvad manden duede til. Han havde nok haft sine møder med ham, han havde sine forretninger med ham, men han havde endnu aldrig haft en kamp med ham.

320 drops of ink for Konstantin

[Deleted]

Konstantin forstod sig virkelig ikke på William, selvom han nok skulle give manden igen, hvis han ikke snart tog sig sammen og fik lidt fornuft mellem ørerne, for at indse at det virkelig var ham der var i live og var tilbage! Alt andet irriterede ham blot! At han så ikke engang fik chancen for at trække vejret, da han kom fri fra den mørke aura, der havde holdt ham fast, hvor han blev overfaldet af en energikugle som han også kun lige nåede at reagere på. Det gjorde dog at han fik ondt i ryggen, da trykket fra kuglen mod hans kraftskjold slog ham tilbage mod væggen, så hans ben kollapsede og han røg i gulvet. Hvorfor manden angreb ham, vidste han ikke, men det irriterede ham da klart! Han bed tænderne fast sammen, som han vendte blikket op mod William. Hvad pokker havde manden gang i? Han løftede sigende det ene øjenbryn ved mandens ord, hvor han kun lige nåede at reagere igen, da manden angreb ham igen.
Konstantin kastede sig let til siden, så kuglerne slog imod væggen bag ham. Hvis noget gik i stykker, så ville han virkelig gå amok! Han prøvede at kæmpe sig op på benene, skønt det ikke gik som ventet, da Williams piske ramte ham lige i ryggen, så han braste sammen på gulvet igen. Han stønnede kort af smerte, som han strammede grebet om sin krykke. ”Nu er det.. nok!” vrissede han med en anstrengt og fast tone, som han slog krykken ud imod Williams ben, og ud fra krykken skød der små stråler af mørk magi imod manden, for at få ham til at bakke tilbage, hvor han roligt fik sig kæmpet op på benene imens. Han slog krykken ned i gulvet, så hans egen mørke aura spredte sig ud fra krykkens bund, kun for at sno sig hen over gulvet, som slanger imod William, hvor de slangelignende tråde sprang op mod Williams krop i et forsøg på at låse ham fast – som han havde gjort mod ham.

[Deleted]

Måske William stod overfor Konstantin, men hvis det virkelig var sandt, kunne han vel godt prøve lidt kræfter med manden, for at finde ud af om det virkelig var Konstantins stærke teknikker, for manden var på ingen måder dum. Han havde aldrig sloges mod Konstantin, da han dengang de havde været små, havde været alt for ung til at skulle kæmpe imod sin fætter, der havde han været en af de få, som ikke skulle i kamp og derfor havde han aldrig været oppe imod ham, så det gjorde ham naturligvis nysgerrig, når han slet ikke havde tabt en eneste magisk kamp. Han havde altid finpudset sine teknikker så de forblev stærke og ikke blev dårlige og svansede, desuden så vidste han at Konstantin altid havde gjort det samme, derfor var det jo en ganske interessant hypotese om han kunne klare sin fætter. Måske manden var ældre og havde de år mere i træning og erfaring, men selv den stærkeste havde sin overmand.
At Konstantin kastede sig til siden, så de tre små kugler slog ind i væggen og efterlod et par huller i væggen, kun for at blive ramt af pisken, fik et lettere drilsk og hoverende smil over Williams rosenrøde læber. ”Kom nu fætter,” svarede han med en triumferende undertone. Han ønskede at se hvad manden duede til. Han selv måtte dog bakke, da Konstantin gjorde et modangreb, hvor han selv dannede et skjold, så strålerne af mørk magi gik i opløsning. Han fik tilmed slået nogle af de slangelignende tråde i stykker, selvom det ikke var alle og de som ramte ham snoede sig omkring ham for at låse hans krop fast. De trådene snoede sig ned og strammede hans ben sammen, mistede han balancen og faldt bagover selvom han slap en latter, i stedet for at blive sur eller lignende, et tegn til at han vidste at det var Konstantin. Han mumlede noget på latin, så trådende omkring hans krop gik i opløsning, hvor han kom vaklende op på benene. ”Det er utroligt at se dig i live fætter. Jeg måtte lige sikre mig,” svarede han morende, som smilet prydede hans læber. Han strøg kort en hånd igennem de halvlange lokker, så blev lagt fint tilbage, hvor de krystalblå øjne hvilede på hans fætters skikkelse.

379 drops of ink for Konstantin

[Deleted]

Det irriterede Konstantin og ikke mindst så gjorde det ham arrig, at William angreb ham uden at han havde gjort noget som helst! Han var skam den ægte vare, og at manden så skulle lægge sig ud med ham og prøve kræfter med ham, var ikke noget som han fandt sig i, selvom han nok skulle sætte manden på plads. Han havde klaret alle sine fætre foruden nogle stykker, eftersom de havde været for unge på daværende tidspunkt og der var William en af de få som han ikke havde kæmpet imod. Men resten havde han, for eksempel Williams to ældre brødre, hvor han havde vundet over dem alle, selv sine onkler. Det var Williams far Remus som han havde tabt imod, første gang, men senere havde han så vundet over ham og tilmed også over sin egen far som han havde dræbt, for selv at blive hertug af landet, hvilket han havde været siden – lige indtil lille William havde valgt at blande sig, men Konstantin skulle nok sætte ham på plads!
Den triumferende undertone som William gjorde brug af, var noget som kun gjorde Konstantin langt mere vred, skønt han holdt hovedet koldt og ikke lod vreden stige ham til hovedet, derfor var han stadig helt klar i hovedet. Han så hvordan hans fætter forsøgte at undvige hans slangelignende tråde, men nogle ramte og fik ham tvunget i jorden, hvilket fik Konstantin til at fnyse ganske svagt. Han himlede blot med øjnene, da manden begyndte at le, hvor han rystede irriteret på hovedet. ”Overbevist nu.. lille Willie?” spurgte han i en irriteret og dog lettere hånende tone. Han rakte manden sin hånd, selvom han skød en kugle imod ham, i stedet for at hjælpe ham op. ”Det var fordi du angreb mig.” Han trådte hen ved siden af William, hvor han slog sin krykkes ende ned i maven på manden, „og den var for alt andet.” Det lettere kække smil gled over hans læber, som han trådte forbi sin fætter og så sig let rundt i kontoret. ”Jeg kan se du ikke har flyttet rundt på mine ting,” svarede han roligt, som han så mod William, „hvorfor er du kommet tilbage? Er det i sandheden i en ædel sag, eller fordi du vil have magt?” Hans blik blev alvorligt og tydeligt krævende for svar.