Back in town

[Deleted]

Fra den nu lunefulde skov Iyanna, var Dominiqúe redet videre ind til den store by, New Dale. Et par dages ridt var der gået, eftersom hun var stødt på nogle handelsmænd på vejen, der havde spurgt om hun ikke ville følges med dem. Lidt af en omvej havde det været, men hun havde fået en gratis overnatning i en seng, for sin optræden som danser, samt hun havde haft et godt selskab, i stedet for det ensomme ridt. Hun var dog drabet videre alene, og var nu ankommet til den moderne storby. Allerede fra formiddagen havde hun været rundt i de forskellige barer og kroer, for at høre om de kunne bruge hende en aften, og det havde så sandelig også givet pote. For en uge var hun blevet booket, hvilket gjorde at den lange strækning havde betalt sig. Hingsten, Andurril, havde hun tøjlet i en nærtliggende stald, hvorefter hun havde været oppe på det tildelte værelse, hvor hun havde fået et behageligt bad og rent tøj på kroppen. Håret var nu velbørset, skønt volumen endnu var tydeligt i det nøddebrune hår, og på den fyldige krop hang en sort kjole.
Dominiqúe havde allerede været en del gader rundt, men nu havde hun fundet vejen til det berømte torv. Sjældent var det egentligt at hun kom til sin hjemby, men hun kunne da finde rundt alligevel. Livligt gled de smaragdgrønne øjne rundt på alle menneskerne der hastede frem og tilbage, imens købmænd solgte på livet løs og den ene råbte højere op end den anden. Det var blevet eftermiddag, så der var ikke længe til at boderne ville pakke sammen. Menneskerne måtte derfor nå at handle de sidste par varer ind, inden købmændene forsvandt. Selv hastede hun ikke rundt, men hun vidste nu også godt, at der ville blive sørget for hende på kroen om aftenen, hvorimod de andre måtte handle de sidste dagligvare ind. "Frøken, frøken! Et smykke til at pryde deres yndige krop?" råbte en mandlig sælger. Nysgerrigt søgte Dominiqúe manden der havde en lille bod opstillet. Prøvende gik hun over til boden, hvor hun svagt lod en finger glide over de mange halskæder. "De er alle sammen meget yndige, men havet er desværre ikke noget for mig," sagde hun roligt, da hun så at alle smykkerne bar et vedhæng af en muslingeskal eller noget andet fra havet. De var da alle sammen pæne nok, men ikke lige hendes stil.

[Deleted]

Det var kun få dage siden Braig havde skilt sig af med Inkarnos lig på slottet, men endnu virkede det som om Imandras folk ikke troede på at tronen var blevet overtaget af en ny regent. Han havde derfor set det som sin opgave at gøre det udtrykkelig klart for Imandras beboere at Inkarno ikke længere var i live. Han red ned gennem torvet på sin sorte hingst, med sit langsværd glimtende fra læderbæltet han bar om livet. På hans skulder sad den majestætiske fønix og lod sit rubinrøde blik glide over folket der gik til side for rytteren. Braig kunne høre enkelte af dem mumle sig imellem. ”Kan det passe? Er det ham?” Braig red tavst videre, men han brød sig ikke om tonen ordene blev omtalt i. Det lød ikke som om de blev overbevist om at tronen var blevet taget – snarere tvært imod lød det som om de var overrasket over at det var en som ham der havde taget live af den gamle Holy Grail. Rigtig nok var Braig ikke en specielt gammel dæmon, eftersom han kun havde levet i et knapt årtusinde, men kunne man virkelig sætte alder på en flamme?
Braig fortsatte sin færd gennem markedspladsen til han nåede til torvet. Han trak i tøjlerne og standsede hingsten, alt imens fønixen på hans skulder gav et skrig fra sig, som for at annoncere Braigs ankomst. En handelsmand, som så ud til at have hørt rygterne om Braigs trontyveri, var hurtigt hos ham og tilbød at tøjre hans hest på et trygt sted. Braig betragtede ham med et mistroisk glimt i de rubinrøde øjne der matchede fønixens, men til sidst gav han manden tøjlerne og sendte ham et advarende blik. ”Jeg vender snart tilbage. Hav min hest klar til da.” sagde han advarende, inden han begav sig videre ned af torvet. Braig var ikke meget for at vise sig frem, så han havde ikke iklædt sig specielt fremtrædende klæder. Han havde iført sig en simpel askegrå dublet, i samme stil som skeden som skjulte det rubinbesatte sværd han bar i bæltet. Det eneste ved ham der virkede videre bemærkelsesværdigt var fønixen på hans skulder. Én ting var at stjæle tronen som han havde gjort. En anden var at virke stolt over det. Han måtte få folket til at respektere ham, ikke misbillige ham. Om ikke andet var frygt altid en god måde at kontrollere et folk på.

[Deleted]

"Jamen frøken... sagde handelsmanden, hvorefter han prøvede at komme med nogle overtalende ord. Dominiqúe var dog ikke videre til at blive overtalt, hvor hun blot hævede hånden med en hovedrysten, da de blot ville ende med at spilde hinandens tid. "Du får ikke solgt noget til mig.. Du må have en fortsat god dag," sagde hun venligt, men med en afsluttet og bestemt tone. Handelsmanden der måtte se slaget tabt, sukkede dæmpet, inden han igen prøvede at komme med komplimenterende ord til kvinderne, og et ønske til mændene om at købe til deres udkårne. Roligt bevægede Dominiqúe sig videre rundt i virvaret af mennesker og boder, imens hun havde en hånd om sin pengepung, da dette var det oplagte sted for en tyv, med så mange fraværende mennesker der var samlet ét sted. Hendes blik gled igen over de forskellige boder, hvor hun først stoppede ved lyden af en fugls skrig. Ligesom alle andre måtte hun lige stoppe op og se, hvad der nu skete. Det var kun lige akkurat, at hun kunne skimte over alle hovederne, at det var en ung herre, en sort hest og utroligt nok en Fønix. Det der var iøjnefaldende for hende var, hvordan manden havde fået anskaffet sig så prangende en fugl, da de var yderst sjældne. Det næste der kom til hendes ører var den forskellige mumlen om, at denne mand nok var den nye konge af Imandra. Lidt underligt forekom det hende nu, eftersom hun ikke kunne spotte en garde af soldater efter manden, hvor hun var klar over at de fleste magtindehavere havde brug for beskyttelse. Hun havde dog hørt historier om, at der skulle være kommet en mand med en Fønix, der havde taget tronen fra den tidligere konge. Hips som haps kunne det være for hende, da autoriteter ikke sagde hende noget, samt hun ikke rigtigt hørte til under dette land. Hun var måske født her, men boede her gjorde hun godt nok ikke. Hun kunne dog kun håbe for folkets skyld, at denne nye konge var lidt mere barmhjertig end den sidste, da folket havde brug for lidt mere løst snor. Manden havde i hvert fald mulighed for at vise det nu, hvis han virkelig var konge. Dominiqúe havde dog hurtigt tabt interessen for ham, hvor hun også var en af de første til at gå videre, hvor hun gik over til en grønthandler. "Et æble, tak," bad hun med et smil på læben, hvorefter hun lagde nogle mønter i hans hånd.

[Deleted]

Det var ikke ubevidst at Braig havde valgt at tage turen til torvet uden et følge af vagter. Delvist fordi han ikke mente at han behøvede beskyttelsen – havde han og Vulcan ikke skåret sig gennem Inkarnos vagter uden at lade livet? Hvordan skulle han kunne stole på at nye vagter ville kunne beskytte ham? En anden grund var at han trods alt ikke var blevet kendt som Imandras nye konge endnu, og det var ikke specielt sandsynligt at der var nogen der satte en pris på hans hoved. En tredje, og den mest fremtrædende grund, var at der trods alt ikke var den store fare for ham på markedspladsen.
Fønixen bredte vingerne og fløj til vejrs, for at kunne holde øje med Braig fra oven, og advare ham i god tid hvis det blev nødvendigt. Braig kastede kun et kort blik mod fønixen før han bevægede sig gennem mængden og mod de forskellige boder. Igen betragtede folk ham fra sidelinjen idet han passerede, og flere historier blev mumlet frem og tilbage. Braig hørte nogen videregive et rygte om at han havde overtaget slottet med en større bande dæmoner, mens andre påstod at han selv havde været del af en bande, og havde dræbt lederen af banden efter at kampen var ovre. Han gnavede sig i tungen. Han måtte gøre noget for at kunne bevise for folket at det var hans fortjeneste, at han ikke havde udnyttet et større antal for at vinde tronen. Hans tanker faldt på andre veje, da hans blik faldt på kvinden ved frugtboden. Det var ikke mere end et blik, men det var nok til at lade hans interesse falde et kort sekund. Braig var ikke på ukendt grund, når det kom til kvinder, og selvom at han ikke smed hvad han havde i hænderne når han så en velskabt kvinde, kunne han ikke fornægte at denne kvinde bestemt havde udseendet med sig. Hans mangel af fokus havde dog alligevel været nok til at få Vulcan til at dykke ned mod hans skulder og nappe ham i øret med sit skarpe næb. Braig bed tænderne sammen og sendte fuglen et skarpt blik, for derefter at begive sig over til kødboden ved siden af frugtboden. Fønixen indikerede et stykke lammekød med næbbet, og Braig lagde et par skinnende guldmønter på disken. ”Det skulle være nok.” var det eneste Braig sagde, og sælgeren skyndte sig straks at række ham kødet, som fønixen grådigt begyndte at fortære. Braig betragtede fønixen tavst, mens han vurderede sit næste træk. Imandra havde ikke ligefrem haft en lykkelig tid under Inkarnos styre, og Braig vurderede stadig hvordan han skulle gribe det an. Skulle man trykke skoen hårdere ned, eller lette på trykket? Hvad ville gavne ham mest?

[Deleted]

Grønthandlerne tog hurtigt imod Dominiqúes penge, hvorefter han fiskede et rødt æble op fra en af kurvene, som hun tog imod. ”Du må have en fortsat god dag, hr.,” sagde hun høfligt, inden hun vendte en halv omgang rundt, så hun stod med ryggen til boden. Med blikket på alle menneske tog hun en bid af æblet. Alle var mere eller mindre vendt tilbage til sit eget foretagne, skønt snakken endnu gik. Stemmerne lukkede hun hurtigt ude, så hun kun havde øjnene og lugtene til at visualisere de forskellige billeder og indtryk. Sladder havde hun ikke brug for at høre lige nu, da det var noget hun ellers hørte så meget af. Folk havde det med at fortælle hende lidt af hvert, når de tog en sjus i baren, eller når de delte en rejse. Når man rejste så meget som hun gjorde, så var det en hjælp at høre forskelliges fortællinger, så hun hele tiden havde en update om hvad der skete i de forskellige lande. En helt almindelig samtale omkring den person hun talte med, var mere noget hun kunne bruge lige nu. Imens hun spiste sit æble, skævede hun lidt til siden, hvor hun så noget der bragte et svagt smil frem på hendes læber. Hvor længe han havde set, anede hun ikke, men hun havde i hvert fald set blikket fra den mand de andre beskrev som; den nye konge. Tænksomt stod hun i et par sekunder, inden hun drejede kroppen i hans retning, så det var mere åbenlyst at hun henvendte sig til ham. ”Hvad er der sket, siden du har fundet et så prægtigt et væsen, der er villig til at blive ved din side?” spurgte hun nysgerrigt, men dog med en anelse af respekt. Måske ikke af respekt for manden, men mere af fønixen på hans skulder. Som ilddæmon kendte hun særligt til dette magiske væsen, selvom hun aldrig før nu havde set en på så nært et hold. Om han var konge eller ej, forekom hende mere irrelevant, end hvordan dette kunne lade sig gøre. Konger kom og gik alligevel. Afventende betragtede hun manden og hans følgesvend med vågne og livlige øjne, som den grønne farve nærmest spillede som smaragder. Hendes øjne faldt både over den majestætiske ildfugl, og mandens ydre. En konge lignede han måske ikke umiddelbart, men ud fra hans klæder lignede han alligevel en lettere velhavende mand. En anden ting der også overraskede hende, var hans øjne, som de var røde som blod. Øjne der meget vel kunne tilhøre en vampyr, men Dominiqúe var skam klar over at han langt fra var det. Han var som hende selv, en ilddæmon.

[Deleted]

Braigs blik forlod den flammende fugl på hans skulder, og lod det i stedet falde på kvinden nok en gang. Denne gang betragtede han hende mere indgående, som om han betragtede hvorvidt hun kunne udgøre en potentiel trussel overfor ham eller ej. Hans valg lod til at falde på det sidstnævnte, for han vendte i hvert fald sit blik tilbage på fuglen, da den slugte endnu et stykke råt kød, som lod til at stege i næbbet på den.
”Vulcan og jeg har en lang historie sammen.” svarede han roligt. Han var klar over fønixens sjældenhed, lige så vel som han var klar over hvor vanskeligt det var at få dem til at stole nok på en til at tilbringe længere tid sammen med en. Præcis som flammerne de blev født fra, var de uforudsigbare skabninger, som dansede efter egen vilje. Men hvem kunne vel tæmme en flamme bedre end en ilddæmon? ”Jeg fandt ham i en hule idet han endte et liv og blev født ind i et nyt. På sæt og vis kan man sige at jeg har opfostret ham. Gang på gang.” Han lod sin ene hånd stryge op langs fuglens fjerdragt. Fjerene på Vulcans brystkasse var i en evig bevægelse, som om den stod i flammer uden at den blev berørt af dem. Den var tildækket af en evig bevægende aura af rødorange flammer, og havde det ikke været for de rubinrøde øjne og de hvidglødende klør, kunne det mest af alt have lignet at Braig bar en levende flamme på sine skuldre. Vulcan gav et lille skrig fra sig, som en form for taknemmelighed for opmærksomheden den modtog, inden også han betragtede kvinden med et vågent blik. Braig fulgte fuglens eksempel. Ved første øjekast lod alt kvinden havde at bringe til at være hendes ydre, men Braig anede noget, skjult i hendes smaragdgrønne øjne. Han var ikke sikker på hvad, men han var sikker på at kvinden var i stand til mere end hvad blikket kunne ane. Han vidste ikke om det var godt eller skidt, men endnu så han hende på ingen måde som en potentiel trussel. Det eneste han hidtil havde at lægge en finger på, måtte være hendes adfærd overfor ham. Men det kunne måske undskyldes, hvis hun var en af de mange der endnu ikke vidste hvem han var. Hvad han var. ”Du har en flamme i dig.” konstaterede han efter en kort stunds tavshed. Det havde mere været et slags tavst signal fra Vulcan der havde forsikret ham om det, end noget han selv havde regnet ud. Det var kun væsner der havde den samme flamme som fuglen sig i sig, som Vulcan lod til at være relativt rolig overfor. Og Vulcan sad indtil videre endnu stille på Braigs skulder, og betragtede kvinden overfor ham med et årvågent blik. ”Jeg er Braig Ignatius. Hvem er du?”. Der var ikke det store tegn til høflighed i hans ord; som en ordre blandet i en dagligdags frase. Braig havde en autoritet i sine ord når han talte, og denne autoritet havde en tendens til kun at blive yderligere understreget i det flammende glimt fra de rubinrøde øjne både han og Vulcan besad.

[Deleted]

Dominiqúe så blot roligt til, som både manden og fuglen rettede sin opmærksomhed imod hende. Ingen mine foretrak hun, da det blot var forventet, at man reagerede på en tiltale. Hvor de ikke nærede nogen umiddelbar frygt for hende, nærede hun ej heller for dem. Hun vidste, hvad hun kunne præstere, hvor det ikke blot var indenfor hendes to elementer, men også våbenbrug. Hun havde normalt også snakketøjet i orden, og det var også lidt af en fordel. Desuden, så havde hun vandret på denne jord i adskillige årtusinder, hvor hun havde præsteret lidt af hvert. Hvis denne mand virkelig var den nye konge og de andre rygter talte sandt, så var denne mand mere eller mindre lige blevet voksen. Dog vidste hun, at man ikke skulle undervurdere en potentiel fare, men al dette forekom hende ligegyldigt lige i øjeblikket, eftersom hun ikke befandt sig i en hed kampzone. Åbent lyttede hun til hans meget vage beretning omkring ham og fønixen, hvor det gav mening for hende, skønt fønixen var et naturligt sky væsen. At han var til stede under alle dens genfødsler gav ham et godt forspring, hvor man vel næsten kunne kalde ham dens mor. Hun var dog klar over, at fønixen også var et individuelt væsen, der sagtens kunne tage egne handlinger og blot tage af sted. ”Jeg må sige, at du besidder et vist held, siden du har haft så meget medgang med det. En fønix kan trods alt godt tage af sig selv, selvom den har haft en ved sin side fra fødsel af,” sagde hun. Skønt hans stemme udtryk en vis tilbageholdenhed, så fortsatte hun med den venlige fremtoning, da hun i modsætning til ham var en meget åben person. De smaragdgrønne øjne gled for en stund væk fra mandens, hvor hun i stedet betragtede fuglen på hans skulder. En skønhed var det at se, som flammerne frembragte en frygtindgydende fugl, hvor både dens og mandens varme var noget hun kunne sanse. Det var ført da manden henvendte sig til hende igen, at de legende øjne faldt på ham igen. ”Det er noget jeg ikke kan benægte,” svarede un stilfærdigt. Så sandt var det, at hun havde en flamme inde i sig. En flamme hun kontrollerede yderst godt. Hun besad dog også magten af jorden, men det var ikke en evne der gavnede hende meget i disse omgivelser. ”Jeg kan sige det samme om dig.” Da han præsenterede sig ved navn og ikke af titel, smilte hun blot. Selvom han talte, som om han havde en vis autoritet over hende og havde denne tilbageholdenhed, trådte hun selvsikkert et par skridt frem mod ham, hvor hun rakte ham sin slanke delikate hånd til at trykke en hilsen. Hyggeligt at møde dig, Braig. Jeg er Dominiqúe Têrra Incendïa.

[Deleted]

Braig betragtede hende endnu med sit varsomme, men vågne blik. Det overraskede ham endnu at Vulcan var så rolig i denne kvindes nærvær. Jo, fønixen var komfortabel omkring væsner født af flammer, men som regel skulle der tid til for at vinde en fønix’ tillid. På den anden side kunne det samme måske siges om ham selv. Vulcan havde ikke ligefrem gjort modstand, da Braig for første gang havde været vidne til fuglens genfødsel. Men det havde bestemt heller ikke været en dans på roser fra start til slut. ”Det er heller ikke noget jeg har fået serveret på et fad. Jeg kan ikke tælle hvor ofte den har sat næbbet i mig.” fortalte han med et sideblik på fuglen. Ikke at det plagede ham. På ethvert andet væsen ville en fønix’ bid føltes som en flamme under huden. På væsner som ham selv, ville det ikke være mere end et nap i huden. Hans blik fandt tilbage på kvinden, da hun nåede den selvsagte konklusion at også han havde en flamme i sig. Ved ham var det måske mere tydeligt, i og med at han følte en dyb stolthed over sin herkomst som ilddæmon. Hvis ikke fønixen på hans skulder viste det tydeligt nok, havde han andre måder at bevise det. Han strakte sin egen hånd ud mod hendes, og mødte hendes hilsen. ”Glæder mig at møde dig.” svarede han varsomt. Han kunne måske have høfligheden til at besvare hendes hilsen, men det gjorde bestemt ikke at han stolede mere på hende end han stolede på nogen anden. Det havde måske været det vigtigste han havde lært i sit relativt korte liv; det var yderst få man kunne stole på. Den eneste han havde mødt som mødte det krav, var fuglen på hans skulder. Han vidste ikke med sikkerhed om Dominiqúe var klar over hvem han var, og den magt han havde opnået i landet få dage forinden. Han var stadig nødt til at etablere sin autoritet, og sikre sig landets underkastelse. Men hvordan skulle det bedst gøres? Han havde endnu to alternativer at vælge, men han kunne ikke tage et valg før han havde vurderet hvordan landets borgere tog ham imod. Ville de frastøde deres nye hersker, eller tage imod ham med åbne arme efter Inkarnos styre? ”Fortæl mig, Dominiqúe… Hvad foretager du dig, når du ikke er på markedet?” spurgte han prøvende. Den nemmeste måde at finde ud af hvordan de tog ham imod, var at opnå kontakt. Ikke hans stærkeste side, men man måtte vel starte et eller andet sted. Hvorfor ikke hos hende?

[Deleted]

Dominiqúe trak en anelse på smilebåndet til hans ord, men de gav skam også mening. Dyr var ikke altid ligeså medgørlige, som man nogen gange ønskede dem. Det havde hun i hvert fald erfaret med sin hingst, skønt han i størstedelen af tiden optrådte som en engel overfor hende. Men ligesom mennesker, dæmoner og alle andre racer, så havde man jo sin mening og kunne sige fra. "Det er bare en af de ting man må tage med, når man vælger sig en følgesvend," sagde hun stilfærdigt. De smaragdgrønne øjne gled væk fra manden og fønixen, hvor hun i stedet lod det glide over den farvede folkemængde. I få sekunder betragtede hun en lille pige der hev i sin mors skørter i håb om at de kunne få lidt lækkert med hjem. Hun rystede svagt på hovedet, inden hun lod et par fingrer glide igennem det livlige mørke hår. Endnu engang faldt hendes blik på manden overfor hende, som han stod fattet der, indtil han tog imod hendes hilsen. Dominqúe tog roligt imod hans hånd, som den faste mandlige hånd mødte hendes spinkle kvindelige i et håndtryk. "Du kan da ikke bare lade mig præsenterer mig, uden du ikke også giver mig dit navn," lød det en smule flabet fra hendes side, imens ordene dog var blevet sagt med et glimt i øjnene og et smil på læben. Det var meget vel, at hun havde hørt, at denne mand skulle være den nye konge af Imandra, men helt sikker var hun nu ikke, og det var trods alt også lidt uhøfligt ikke at hilse tilbage, når hun nu havde fortalt sit navn. Det plejede i hvert fald at gå begge veje, når det kom til det punkt. Selv vidste hun godt, at skønt de hilste på hinanden, betød det langt fra at de stolede på hinanden. Selv stolede hun i hvert fald ikke på den fremmede, da de jo kun lige havde mødt hinanden, og tillid var trods alt noget man skulle gøre sig fortjent til. Dog tog hun det hele ganske roligt, hvor der måtte ske det der nu engang skete. Da han spurgte ind til hendes liv, gled et mystisk smil over hendes læber, imens de grønne øjne glimtede lokkende. Legende begyndte hun roligt at gå, hvor hun gik selvsikkert forbi ham. "Hvis du vil vide, hvad jeg laver, må du jo finde mig på en af kroerne senere på aftenen," sagde hun i en legende tone, hvor hun samtidig med orden drejede sig mod manden, så hun for en kort stund gik baglæns. Om han ville følge efter hende og kræve mere af hendes selskab lige nu, vidste hun ikke, men det var op til manden, og indti videre havde hun i hvert fald ikke noget imod dette lidt specielle selskab. Med et smil tog hun en bid af sit æble, inden hun igen vendte rundt, så hun kunne gå fremad igen.

[Deleted]

I modsætning til Braig, lod det til at fønixen ikke længere fandt interesse i kvindens selskab, og efter et hurtigt nap i Braigs øre, lettede fuglen fra hans skuldre og forsvandt som et lysende glimt mod himlen. Det bekymrede ikke Braig; Vulcan havde altid kunnet finde tilbage til ham – og mon ikke det ville blive en lettere sag, når han nu blot skulle søge efter Imandras slot?
Braig havde kun kastet et hurtigt blik efter fuglen idet den forsvandt mod himmellegemet, før hans blik atter fandt Dominiqúe. Et skævt smil krusedes over hans læber da han betragtede hende gå forbi ham, og han endte med at betragte hende over skulderen, med det skæve smil over læberne og et vurderende glimt i de brændende øjne. Han skulle bestemt ikke forvente specialbehandling, sin titel til trods, det gjorde hun klart for ham. Eller måske vidste hun ret og slet ikke hvem han var endnu. Braig valgte at lege med i denne leg, og se hvor lang tid den kunne vare ved. Trods alt ville han med al sandsynlighed opnå bedre kontakt med folket, hvis han ikke ligefrem råbte op omkring sig at han havde dræbt den tidligere hersker og taget tronen. Det ville der blive mere tid til senere. Og Dominiqúe havde definitivt trukket i hans interesse – hvis ikke med hendes vid, så med mystikken omkring hende. Han drejede om på hælen og fulgte hende med rolige, kontrollerede skridt. ”Mit navn er Braig Ignatius.” svarede han endelig, da han nok en gang var nået op ved hendes side. Han stolede endnu ikke fuldt på hende, men frem til nu gav hun ham ikke grund til at tage afstand. Og det talte da for noget. ”På kroen, siger du? Du slår mig ellers ikke som typen der vælger at slå sig ned som kromutter.” Der havde været en drilsk tone i hans ord, og det skæve smil ved hans mundvige understregede kun manglen af alvor i hans ord. Han kunne ikke komme på mange videre respektable yrker, som havde at gøre med at være på kroen i de sene timer. På den anden side, havde han ikke just taget sig tiden i de seneste par årtier til at tage på kroer eller værtshus for andet end at stille sin tørst eller et værelse for natten, når det var krævet. En enspænder havde Braig nu altid været, og tanken på at skulle tilbringe længere tid i en fuld krostue huede ham bestemt ikke. Det krøb ham langt ned af ryggen bare at befinde sig i den tæt befolkede markedsplads. ”Så hvis jeg befandt mig i den nærmeste krostue i aften, ville jeg se dig gøre…?” spurgte han derefter, med ansigtet lagt en smule på sned.

[Deleted]

. At fønixen var fløjet rørte nu ikke så meget Dominique, skønt hun havde været beæret over synet af den. Det var trods alt ikke hver dag man så sådan et væsen, så man ville være godt dum, hvis man ikke følte noget lidt særligt omkring den. Om det var frygt eller begejstring var så ligegyldigt. Pointen var bare at man indså, at man havde set noget storslået. Men selvom fuglen var fløjet og manden nu stod alene tilbage, havde hun intet imod hans selskab. Hun var endnu nysgerrig, hvor det da også var en spændende tanke, om denne dæmon virkelig var landets nye konge. Selvom autoriteter kunne rende hende, og hun ikke følte, at hun tilhørte det land hun var født i, var det da lidt interessant at vide om man stod over en magtfuld person eller ej. Hun havde dog ikke i sinde at optræde anderledes over for ham, da hun derimod ville give ham den præcis samme omgang som enhver anden. Måske var det en dum handling, hvis han virkelig var konge, men måske ville han også kunne lide hendes normale opførsel. Hvis det gik skidt, måtte det jo bare bide hende i enden senere hen. "Hyggeligt at møde dig, Braig," sagde hun med et smil på læben. Det glædede hende, at han var interesseret nok til at følge efter hende, hvor hun ville have stemplet ham som kedelig, hvis han var blevet. Som han præsenterede sig var der også en klokke der ringede, som hun mente, at hun havde hørt hans navn i forbindelse med den nye konge.
I et roligt tempo bevægede Dominique sig, som hendes gang førte dem videre ind mellem alle boderne. Som de gik, glansede hun ham også et par blik, hvorefter hun betragtede de resterende omgivelser. "Nej, en kromutter kan man ikke ligefrem kalde mig," medgav hun. Et alt for trivielt job ville det også være for hende, da hun elskede nye ting, hvor ilddanseriet bragte hende hele verden rundt, samt ilden også var en af hendes lidenskaber. Tidligere havde hun jo også været kriger, og det kunne man bestemt heller ikke kalde for kedeligt, som hun havde været ude i mange forskellige farer, hvor hun også havde prøvet sig selv af i forskellige situationer. Skønt Braig hentydede hende til at fortælle, hvad hun lavede, ville hun ikke opgive mystikken. "Hvis du virkelig ønsker at vide, hvad jeg laver, så mød op på Den Sorte Hingst i aften," sagde hun lokkende. "Du kan finde den på hjørnet til en af de mindre gader her på torvet," forklarede hun, imens hun pegede i den sagte retning. Torvet lå selv inde i en cirkel af bygninger, hvor man kom ind og ud via forskelige små gader.

[Deleted]

Et eller andet sted burde det ikke more ham at hun havde en sådan tone overfor ham. Måske holdt han stadig fat i undskyldningen, at hun ikke vidste hvilken magt han havde erhvervet. Et eller andet sted burde han vide at hun kendte til hans titel og tilhørende magt, og regne ud at hun ganske enkelt så ud til at være ligeglad. Men hendes adfærd morede ham. Han fulgte roligt hendes tempo ned af markedspladsen, alt imens han lyttede og overvejede hendes ord. Kroens navn ringede ham ikke just i hu, men at dømme efter beskrivelsen af dens placering, lød det ikke som noget videre stort sted. Og små steder med hvad der lød som stor publikum til hvad Dominiqúe end lavede… Braig ville lyve, hvis han sagde at han elskede tanken. Alligevel var der en nysgerrighed der selv vågnede til live i ham, og han fangede sig selv i at sende hende granskende sideblikke. Hvad kunne det være hun foretog sig, som så ud til at være så lønsomt? Han kunne endnu ikke komme i tanke om noget som passede til beskrivelserne han så langt havde fået, som samtidig var et respektabelt yrke. Samtidig lod Dominiqúe ikke til at være en løssluppen tøs. Hun var i sandhed en gåde klædt i et mysterium. ”Det er simpelthen det, du giver mig? En invitation uden at give mig et hint til hvad det kan være?” forsøgte han sig. Han kunne ikke fordrage at være uvidende, end ikke om de mindste ting. Han var en ambitiøs mand, som måske burde lade sig bevise ved hans kup i hvad en dæmon ville anse som en ung alder. Det var den kvalitet ved ham, der drev ham til forgæves at tænke sig frem til hvad hun lavede, og hans stædighed der ihærdigt forsøgte at lokke noget, hvad som helst ud af hende, som kunne føre ham til svaret. Han ville ikke lade sig trække rundt i snor af hende. Hvordan kan jeg vide om det er noget jeg vil finde af interesse? Du må give mig noget, så jeg kan bedømme om jeg vil bruge min tid på at finde frem til kroen.” Det var et tamt argument, og Braig vidste det godt. Men hans nysgerrighed drev ham til det desperate, og det var noget han ikke kunne tåle. Han blev så forfærdelig rastløs af det, og det faktum at Dominiqúe stadig virkede så tillokkende, blot ved at nægte at fortælle om sit yrke, gav ham en følelse af at noget kløede under huden.
Han tvang sig selv til at rette sig selv op igen. Han måtte optræde med værdighed: han var landets nye konge nu. Om ikke andet kunne han havde beordret hende til at fortælle ham det. Men hvor var værdigheden i dét? Han smilede nok en gang, denne gang et lidt mere opgivende smil. Han vidste ikke hvordan, men Dominiqúe havde ramt de præcis rigtige strenge for at få ham til at danse til hendes pibe. Om ikke andet var han ganske sikker på at han ville finde vejen frem til kroen hun talte om i løbet af aftenen.

[Deleted]

Flabet var meget vel et begreb man kunne bruge om Dominique, da hun ikke bare fulgte i flok, men havde sine egne meninger og var delvist respektløs. Til forsvar kunne man så sige, at hun havde en personlig charme, da hun alligevel havde en evne til at tryllebunde folk, som hun gav dem et modspil. Hun vidste dog godt, at hun havde lettere ved at lokke mændene end kvinderne, da mændene også havde det med at blive grebet af de pæne ydre, som hun havde de udfordrende smaragdgrønne øjne, det viltre nøddebrune hår, og den kvindelige solbrune krop. Kvinderne var derimod lidt sværere, da de let kunne få den indskydelse at finde hende irriterende. Hun kunne dog fornemme, at Braig endnu var med på vognen, da han valgte at følge efter hende og tigge viden omkring hendes erhverv. Morsomt var det nu også for hende, hvor hans uvidenhed bragte endnu mere glød til hendes øjne, hvor hun havde et blik, der kunne ligne at hun holdt på en interessant hemmelighed, hvor smilet på hendes læber var med til at fremprovokere den følelse. En kort og perlende latter forlod hendes læber, hvor den ikke var spor hånende, men varm. "Det er alt, hvad du får, hr Ignatius. Jeg kan ikke love, at det vil falde i din smag, men det er da forsøget værd," svarede hun reelt. Det kunne godt være, at han ville finde hendes erhverv tamt, men på den anden ride kunne han måske også blive interesseret? Som ilddæmon kunne han også selv frembringe ild på forskellige måder, men han kunne måske godt blive interesseret i kombinationen af ildens kontrollerede og dog farlige bevægelser, sammen med hendes dansende letpåklædte krop. Selvom hun havde lidt tøj på, var opvisningen heller ikke vulgær, hvor det derimod mere var kunst. "Men kan du da benægte, at du ikke bare har lidt lyst til at komme og se, hvad jeg laver?" spurgte hun med den tilbagevendende legende tone, imens hun så på ham. Hun håbede da, at han ville tage et kig ind. Et kig havde trods alt heller aldrig skadet nogen. "Desuden, har du mødt andre kvinder i dag, der har bedt dig om at være et andet sted?" tilføjede hun drillende. Det var trods alt også en mulighed, for hun var rimelig sikker på, at hun rent faktisk gik og snakkede med landets konge, og hvis han var det, så havde han nok bedre ting at tage sig til. Det var i hvert fald de færreste gange, at man hørte, at de royale mængede sig med pøblen. Det var måske også en skam.

[Deleted]

Braig ville lyve overfor sig selv, hvis han påstod at der ikke var noget fængslende i måden Dominiqúe opførte sig på overfor ham. Hun var selvsikker, det skulle hun have, og han så det bestemt ikke som noget negativt. Han forventede underkastelse fra sit folk, men ikke fuldstændig underkastelse – hvad sjov var der i et folk der fulgte hans mindste vink uden en smule modstand, som ikke gav ham nogen udfordring? Et smil formedes i hans mundvige, og han fortsatte roligt med at følge hendes skridt gennem markedet. Hun havde da også nogle gode pointer. Han havde ikke meget bedre fore, siden han havde taget tronen. Han måtte rigtig nok skaffe sig nogle bedre vagter, som han stolede på kunne overholde sine pligter bedre end Inkarnos vagter formåede, men i og med at han havde sine problemer med at stole på folk, var det en besværlig og tidskrævende opgave. Det kunne vente til en frisk dag. Måske var dette et af de tydeligste beviser på Braigs relativt unge alder, at han udsatte sine pligter til fordel for egen fornøjelse.
”Du har gode argumenter.” indrømmede han med et skævt smil. ”Og du har definitivt fanget min opmærksomhed. Jeg tror jeg må opsøge den kro du snakkede om, så jeg kan se dine talenter med egne øjne.” tilføjede han med et glimt i øjet. Han var ikke i tvivl om at det, Dominiqúe end lavede, måtte være noget som blev anset som populært af dem der end måtte bevidne det. Måden hun omtalede det som en stor hemmelighed, og samtidig virkede stolt af, bekræftede kun for ham at det ikke kunne være noget uværdigt. Desuden havde han ikke meget lyst til at fortsætte med at tigge og bede om at få det at vide; han var trods alt konge, og måtte opføre sig med værdigheden som fulgte. Han havde formået det, da han havde haft Dvasias’ trone i sin tid – havde alle årene i skjul fået værdigheden til at forlade ham? Han beroligede sig selv med tanken på at den nok skulle vende tilbage med tiden. ”Jeg kan ikke påstå at jeg har fået tilbud på andre steder at være foreløbig. Men hvis du har tid før du skal være på kroen, har jeg da noget at benytte min tid til, inden jeg tager til kroen.” Braig nåede kun at udtale ordene før han mærkede en hånd mod sit bælte, og han greb omgående fat i synderens håndled. Det var en ung tyveknægt, af udseende så han ikke ud til at være mere end højest fjorten år, og så udsultet ud. Braig så dog ikke ud til at have nogen nåde til overs for tyven. Drengen bed tænderne sammen i smerte og rev hånden til sig da Braig igen slap ham. Drengens håndled var kraftig forbrændt i form af en lukket hånd, og det så ud til at være nok til at sende ham løbende væk. Braig så efter ham med et irriteret glimt i øjet. Han kunne prise sig heldig for at han ikke havde brændt hans hånd helt af. Han vendte sin opmærksomhed tilbage til Dominiqúe, og det smalle smil viste sig igen på hans læber. ”Forhåbentligvis kan den tid bruges uden flere sådanne forstyrrelser.” tilføjede han mut.

[Deleted]

Imens de bevægede sig gennem det proppede marked, faldt Dominiqúes blik delvist på folkemængden og Braig, alt imens hun tog nogle bider af det æble hun havde købt sig. Konstant bar de smaragdgrønne øjne et udtryk af en udfordring, mens de var livlige, og hun havde et lille tiltrækkende smil på læberne. At han ikke så sig i stand til at modsige sig hendes ord, fik hende til at trække lidt i mundvigen, så hendes smil udvidede sig. Ofte havde hun denne flirtende og udfordrende fremtoning, der bragte folk tættere på hende, og det så ud til at hun også havde Braig i sit spind. Intet ondt ville hun dog med det, men hun elskede denne legende personlighed, hvor hendes alder måske sagde, at hun skulle være rolig og alvorlig. Sådan optrådte hun dog kun ved sjældne lejligheder. Hun havde egentligt ikke helt vidst, om hun kunne tiltale ham eller ej, eftersom hun havde hørt snak i krogene om, at dette faktisk var landets konge. Det der gjorde hende mest overrasket var, at han havde opført sig utroligt fattet og ligeglad med sine omgivelser, indtil hun havde fået snakket ham varm. ”Jeg ved trods alt også, hvad jeg har at byde på, og at folk for det meste synes om, hvad de ser. Men jeg glæder mig til at se dig i mængden,” sagde hun, hvor hun fastholdt mystikken, skønt hun også havde en åben fremtoning. Hun vidste, at hun mestrede sit erhverv til det fuldendte, da hendes erhverv var som hende selv, samt hun havde gjort det utroligt længe. Hun følte også, at hun kunne optræde stolt, og at hun ikke havde noget at være ked af, som hun ikke rigtigt var blevet mødt af kritik på sin vej. Dominiqúe skulle lige til at svare, da hun pludselig fik øje på den lille dreng der havde fat i Braigs pung. Braig lignede dog overhovedet ikke en der havde brug for hjælp, som hun så vreden I hans blik, over at han kunne blive forulempet på denne måde. Hun så også, hvordan han brugte sit flammende element på drengen, hvor hun tydeligt kunne se, at han havde sin races temperament. I ro forholdt hun sig, som hun havde stoppet sin gang, hvor hun også udmærket godt forstod hans hidsighed. ”Jeg kan ikke love, at det ikke vil ske igen.. Tyvene kan desværre godt lide at være her,” sagde hun. ”Men til dit andet spørgsmål, så kan du vel nyde af mit selskab lidt endnu. Jeg skal bare være på kroen et stykke tid før det hele sker,” sagde hun smilende, hvorefter hun sendte ham et legende blik, inden hun genoptog sin gang. Hun havde skam ikke tænkt sig, at de skulle blive stående på deres nye plads resten af tiden.