Fresh Air

[Deleted]

Tala var forholdsvis overbevist om at han virkelig ville fortrylle ringen og at den ville virke som hun ønskede, men stadig ville hun lade en anden prøve den før hun ville gå med den selv. Måske var hun til stor nytte, men spørgsmålet hvor hvorvidt Konstantin ikke selv ville kunne magte sine fjender - dette var endnu uvidst, men hun valgte at tro tilstrækkeligt på ham til at vælge at skrive under på dokumentet. Hun tog imod fjerpennen og skrev under med en fin, fejlfri underskrift. Hun rakte ham pennen og lod en hånd folde sig fladt ud imod ham for at tage imod den nu forheksede ring:
,,I så fald... jeg er taknemmelig for din tjeneste, hertug af Dvasias."
Hun havde været imponeret over tryllerierne, og af hans status. Hun kendte ikke meget til de højtstående væsener i verden, det interesserede hende ikke, men nu var hun bekendt med endnu én fra de højere range. Hun havde blinket lidt med øjnene da det stærke lys havde ramt ringen, da hun endnu ikke var vant til stærkt lys. Hun så sig omkring en sidste gang, men modtog så ringen og puttede den på sin spinkle ringefinger på venstre hånd. Hun nikkede og trak endnu engang hætten op over hovedet, så kun de gyldne lokker kunne ses, slangende ned af hendes krop:
,,Jeg må gå nu... Vi ses når du får brug for hjælp. Hav en forsat god aften, hertug af Dvasias."
Hun smilte svagt, og stod kun i få sekunder, før hun ikke længere var til at se. Hun var løbet hen imod Cheveyo, som utålmodigt stod og ventede. Hun steg på hesten, der vildt stejlede kort, men så adlød hendes ordre om at galoperede væk fra byen. Et par beboere kiggede undrende efter hende, men ellers var hun allerede et flyvsk, glemt minde for indbyggerne i Marvalo. Nu ville hun vende hjem til sine pligter i Manjarno, nu udstyret med et nyt våben, som med sikkerhed ville gavne hende i den usikre, knap så undgåelige fremtid.

-Out.

[Deleted]

Det krævede ikke det største at forhekse en ring, specielt ikke når man havde en mægtig, stærk og avanceret magi som Konstantin besad. Han var trods alt en af de ældste warlocks på denne klode, hvis ikke den ældste, så han kunne skam ting ikke mange ville tro. Han sørgede også altid for at finpudse sin magi, så den forholdt sig fornyet, hvor han altid fandt på nyere tricks og formularer, så hans magi forblev stærk og holdt sig ved lige, og ikke blev forældet og gammel. Han så blot til som hun tog imod fjerpennen og skrev under med sin fejlfrie underskrift, hvor et skævt og næsten lusket smil gled over hans rosenrøde læber. ”Det er mig som takker. Men jeg bør nok nævne at ringen kun holder i 6 timer, og den virker kun når du skal i kamp,” svarede han sandfærdigt, hvor det luskede smil afslørede at han ikke helt havde forhekset ringen til at hun ville kunne være ude for tid og evighed, „jeg må jo forsikre mig at.. din slags ikke bliver for uovervindelige.” Han havde måske ikke de største fordomme, men når alt kom til alt, så var han en warlock, og han satte sin egen slags før alle andre! Og i en tid hvor der var optakt til en borgerkrig, så måtte man være påpasselig, desuden så vidste han jo ikke om han ville kunne stole på hende.
Konstantin knipsede med fingrene, så kontrakten forsvandt i en kort røgsky, hvor han ikke tog blikket fra hende, men forblev stående og støttede sig op ad sin krykke. Han nikkede blot roligt til hendes ord. Han ville ikke opholde hende længere end nødvendigt. Han måtte desuden også selv komme hjem, inden Malisha fandt ham ude af sengen og generelt ude af huset. ”Fortsat god aften,” gengældte han, som han kort nikkede. Han endte dog med at blinke, da hun pludselig forsvandt for hans blik. Hun var vampyr – og typisk trick af dem at gøre. Han selv vendte roligt om på hælene og satte kursen tilbage til Rozentas Manor, hvor han allerede så frem til at slappe ordentlig af. Det havde været noget af en interessant aften, men ikke desto mindre så han faktisk frem til at holde hende på hendes ord og på kontrakten. Han var næsten endnu mere spændt på at se hendes reaktion, når hun fandt ud af hvad han kunne finde på at bruge hendes ’tjeneste’ til. Han trak kappen tættere omkring sig, som han forsvandt ud i mørket.

//Out