Fresh Air

[Deleted]

Mørket havde lagt sig over Dvasias, selvom natten endnu var ung. For en gangs skyld var der ingen storm, ingen regn og ingen sorte skyer. Tværtimod var himlen stjerneklar og med udsigt til den flotte måne. Der var kun en mild brise, der gjorde det behageligt at være udenfor. Konstantin selv havde valgt at søge lidt ud. Han var for nylig kommet tilbage fra de døde, takket være hans magiske slægtsring, som han i sin tid havde fået forhekset ved hjælp af hans ven, der var alkymist. Mange troede dog at han var død, selvom han holdt sig lidt for sig selv, og holdt lav profil. Både Malisha og hans fætter havde fået et kæmpe chok, da de havde fundet ud af at han var i live, selvom det var ved at falde til ro. Der var stadig mange ting, som skulle ordnes, desuden så havde han mistet posten som Hertug her til lands, selvom han stadig kæmpede for at få den tilbage. Det var dog ikke just titlen der løb igennem hans hoved i øjeblikket, tværtimod var han søgt lidt ud, for at få lidt frisk luft. Han vidste godt at sidst han havde gjort det, i en dårlig tilstand, der var han blevet dræbt, tilmed af en vampyr, men han havde brug for lidt frisk luft, desuden så var han ikke gået særlig langt hjemmefra. Han befandt sig tværtimod på det kendte marked i Marvalo City; Det Magiske Marked. Her kunne man få alt hvad hjertet begærede, selvom der klart også var mange fuskere heromkring, der var mange der solgte falske ting, mange warlocks der brugte deres magi, for at få ting til at virke specielle, så man købt dem, men når man så kom hjem, så fandt man ud af at det bare var ganske almindelige genstande, og at man var blevet snydt.
Konstantin gik rundt med en krykke under den ene arm. Efter at komme tilbage til livet igen, var hans krop afkræftet, selvom han var ved at genvinde sin styrke. Han holdt sig gemt under en mørk kappe, med hætten slået op, så ingen kunne se hans ansigt, imens han gik ned langs den store gade, hvor der alligevel vrimlede med folk på trods af tidspunktet. Der var mange boder, de som så mere skumle ud og de som så mere spændende ud. Her var alt hvad hjertet begærede og det var et af de steder som Konstantin altid havde nydt at komme. Han var en forretningsmand, samt en mand der nød af underholdning, derfor var dette sted det helt perfekte at være! Her var der også mange folk, så chancen for at blive overfaldet var rimelig minimal. Desuden så var han også en af de ældste warlocks, så han var skam i stand til at forsvare sig selv. Hans magi var mægtig, derfor ville han være dum at lægge sig ud med på trods af at han gik rundt med en krykke – noget som også gjorde at folk kiggede på ham, når han gik forbi.

[Deleted]

Det havde været en lang rejse for skikkelsen, der kom stilfærdigt skridtende på en høj, stor, sort hest. Vedkommende var klædt i en sort kappe, som skjulte personens ansigt. Nogle blonde, næsten hvide lokker, stak ud fra kappens mørke og afslørede at vedkommende i hvertfald havde langt hår, og derfor højst sandsynligt var en kvinde. Hun steg af hesten og bandt den til en pæl lidt uden for vrimlen af alverdens væsener. Hun aede dyrets hals og hvislede et par beroligende ord, inden hun selv begyndte at gå i ét med vrimlen. Hun vidste præcist hvad og hvem hun ledte efter, men hvor den person befandt sig, vidste hun ikke helt præcist, kun at det var her i Dvasias, i Marvalo. Hendes gennemtrængende, blå øjne, der aldrig var i den samme nuance, kiggede opmærksomt omkring. Han burde være en af de ældste warlocks der var, og han burde være i stand til at kunne skabe det som hun begærede. Hvad prisen ville være? Det anede hun ikke, men hun var villig til at gøre en del for at få hvad hun ville have: Hvis hun kunne bevægede sig ude i dagslys, ville hun kunne planlægge sine angreb til når hun syntes man skulle slå til. Hun vidste ikke om en krig lå i en nær fremtid for Manjarno, men hun ville være så forberedt som muligt, og have så mange fordele som hun kunne få. Den blonde, spinkle, og lettere høje kvinde gik roligt i sine egne tanker, da hun fornemmede en stærk tilstedeværelse: Én, der var stærk, og stærkere end de fleste andre væsenernes. Hun kneb de specielle øjne sammen, og udelukkede de fleste skikkelser. Da hun havde øjnet den person hun mente var en magtfuld warlock, begyndte hun at gå raskere til. Selvom hendes bevægelse blev hurtigere og mindre diskrete, var hendes fodtrin ikke til at høre - det var en af de mange fordele ved at være en vampyr, og en gammel én af slagsen. Da hun nåede skikkelsen, stilte hun sig i en hurtig bevægesle, der ikke kunne ses med øjet, foran warlock'en, der åbenbart var en mand. Hun betragtede ham kort med de intense, skarpe hav -og himmel øjne, før hun talte:
,,Er du en af de ældste warlocks?"
Hun havde en blid, men fast ryst, så det lød som om at hun i virkeligheden var en blid skabning, der bare forsøgte at skjule det. Denne teori passede ikke just, da Tala stammede fra en krigerisk, modig slægt. Hun var nu den eneste tilbage fra denne slægt. Tala havde en mistanke om at morderne måske befandt sig i den selv samme by, som hun nu var i. Men hun havde ikke tænkt sig at hævne sig, ikke før hun var sikker, eller måske ville hun aldrig hævne sig. Det var nok ikke det rigtige at gøre. Men én ting var sikkert: Hun ville kæmpe til den bitre slutning af sit allerede lange liv - og hvis hun også kunne gøre dette i solskin, ville hun være ganske tilfreds. Hun havde heller aldrig set solen, hun vidste blot at den var lys, gylden, som hendes hår, hader hendes fader påstået.

[Deleted]

Selvom Konstantin faktisk var blevet dræbt, så havde hans ring sørget for at han ville genoplive, hvor han havde gravet sig op fra den grav, som Malisha havde puttet ham i og gjort i fin stand. Han kunne stadig huske hendes reaktion, en reaktion der stadig kunne få ham til at smile ved tanken, for hun havde lignet en der var blevet rablende vanvittig, og hun havde også lydt som en sindssyg. Hun var dog ikke den eneste der havde reageret på den måde, eftersom de fleste, hvis ikke alle troede at han var død. Det var også derfor han skjulte sig under kappen, så folk ikke rigtig kunne se at det var ham, for han ville nødig genkendes.
At der så var en der forfulgte Konstantin, var end ikke noget som han lagde mærke til, eftersom han var omringet af folk. Normalt ville han kunne spore andres auraer, men når der var så mange, kunne alt hurtigt blive blandet sammen. Han fortsatte sin rolige gang, støttede sig til krykken, så han ikke ville falde sammen, da hans krop endnu var afkræftet. Han vidste at Malisha ville flå ham levende, hvis hun fandt ud af at han var ude af sengen, men hun havde sit job at tage sig af, eftersom hun trods alt var leder for racen, og han selv benyttede lejligheden til at komme lidt ud og få lidt frisk luft. Han tvivlede på at William overhovedet kendte til det, men han var ligeglad. Han var en voksen mand, der kunne passe på sig selv! Desuden sidst han var blevet angrebet – og faktisk dræbt – havde han haft brækkede ribben og næsten ude af stand til at bevæge sig, men det var ikke tilfældet denne gang.
Konstantin endte med at stoppe op, da en kvinde pludselig dukkede op foran ham, hvor han bed tænderne let sammen og knyttede den frie næve under kappen. ”Blodsuger,” svarede han i en sammenbidt tone. Hans syn på vampyrer havde ændret sig drastisk, eftersom det var en af dem der havde taget hans liv. En tanke der gjorde ham vred. Normalt respekterede han alle racer, men i døden havde han skabt et mindre had til den race, som han følte vrede ved at se hver gang. Han kneb øjnene let sammen, hvor hans mørke øjne hvilede fast i hendes egne. Hans krop sitrede og det krillede i hans fingre efter at flå hende levende, kun fordi hun var den race som hun var. Han skulle bestemt ikke tabe til en vampyr igen! Selvom den vampyr han havde stødt på, havde været meget.. udsædvanlig. Der havde været noget anderledes over den vampyr, og stødte han på manden igen, så var han klar! ”Og i tilfælde jeg er, bør du allerede være bekendt med, at du bør passe på,” svarede han i en kortfattet og næsten advarende tone. Han var stadig afkræftet, derfor kunne han stadig tabe, men ville hun virkelig angribe en mand her i warlockernes by? Det kunne godt blive et selvmordsforsøg. På den anden side, virkede hun mere som en der havde brug for hjælp, end en der var faretruende.

[Deleted]

Tala havde ikke regnet med at få sådan en negativ reaktion igen. Hun hævede et mørkebrunt øjenbryn, som hun så lettere uforstående på ham. Hun følte sig ikke truet af hans lettere faretruende adfærd, da hun jo vidste hvad hun selv ville, og det var ikke at gøre ham fortræd. Gad vide om en vampyr virkelig havde såret ham? Og hvis så, fysisk eller psykisk? Han var tydeligvis ikke glad for hendes slags. Hun var lidt i tvivl om hvordan hun ville være i stand til at få ham overbevist, når han var så fjendtlig, men hun satsede på i det mindste at fortælle ham hvorfor hun havde opsøgt ham. Hun så sig kort omkring med øjnene, blot for at sikre sig at ingen holdte øje med dem og havde tænkt sig at blande sig. Hun så tilbage ind i warlockens mørke. Hun fugtede de matte, rosa trutlæber og lavede en stoppende gestus med hænderne:
,,Vent! Jeg er ikke ude på at såre dig... Jeg er kommet her for at bede om din hjælp. Du er en af de ældste warlocks, og derfor tror jeg at du vil være i stand til at opfylde mit ønske... Mod en pris selvfølgelig."
Hun så dødalvorligt på ham, og lod de kridhvide hænder falde ned langs skiderne igen. Hun håbede at han ville tro hende, men ærlig talt ville hun ikke bebrejde ham hvis han var skeptisk. Hun var en vampyr, og de fleste vampyrer kunne man ikke stole på. Hun var ikke som de andre vampyrer. Mod, ære, og tillid havde været de vigtigste ting i hendes familie. Ikke kun inden for familiens rammer, men også uden for disse. Hun satte sin ære og stolthed højere end alt andet, hvilket betød at hun umiddelbart ikke tyede til løgne og bedrageri som det første. Hun gjorde hvad der blevet krævet af hende, hvilket foreslog at hun ikke altid var af ærlig karakter, men sådan var det. Som hærfører af Manjarno ville hun nok blive bedt om at gøre nogle knap så acceptable ting. Hvad vidste hun. Indtil videre var hun ikke stødt på mange ubehageligheder, men måske ville denne warlock forlange en pris hun ikke syntes om. For at bevise sin oprigtighed, lod Tala sin hætte falde, så alle omkring dem kunne se hvad og hvem hun var: En vampyr, hærføreren af Manjarno. Selvfølgelig var det begrænset med hvem der faktisk havde set hende før, men hun syntes stadig at det var et godt træk i forhold til at bevise hendes villighed til at få denne aftale i hus. Hun lagde hovedet let på skrå, så de lyse lokker bevægede sig en smule. Hun havde nogle krøllede fald rundt omkring, hendes hår var tykt, og nogle ville vel kalde det elver-agtigt. Hun lignede ikke just den ondeste vampyr i byen, hvilket nok fik hende til at stå en anelse ud fra mængden. Selvfølgelig havde hun stadig den kolde, uhyggelige, og ukuelige, mystiske aura, som kredsede om hendes væsen. Dén ville hun aldrig kunne skille sig af med, men det ønskede hun heller ikke. Hun skammede sig ikke over sin race, hun ville bare ikke stemples alene på baggrund af hendes natur. Hun var mere end en blodsuger.

[Deleted]

At denne kvinde ikke havde regnet med en fjendtlig velkomst, kunne Konstantin godt se på kvindens ansigtsudtryk. Det var heller ikke fordi det lå til ham at være fjendtlig og specielt ikke mod en kvinde – medmindre det blev nødvendigt og man gav ham grund til det – for ved førstehåndsindtryk plejede han faktisk at være retfærdig. Men med det som var sket ham, det at det var en vampyr der havde dræbt ham, så havde hans syn på racen ændret sig. Han vidste at der var en borgerkrig på vej. Han vidste at de tre primære racer; warlocks, dæmoner og vampyrer kæmpede om at få førstepladsen og få titlen som den mest ’ædle’ race. Han selv havde aldrig gidet, at stå inde for en sådan latterlig titel, som der alligevel ikke var hold i, for man blev ikke ædel ved at dræbe hinanden på grund af en titel. Og fordi han altid havde været en forretningsmand, der selv kunne forhandle med lysets racer, så havde han aldrig haft fordomme, men som sagt var der sket ting, som havde ændret hans holdning overfor lige præcis denne kvindes race; vampyrerne.
De mørke øjne hvilede køligt i hendes egne blå, hvor han ikke så det mindste væk. Han endte med at hæve de lettere buskede bryn til hendes ord. Hun ville have hans hjælp? Øjnene kneb han en anelse sammen. ”Du er enten rimelig modig eller ufattelig dum at dukke op i warlockernes by. Desuden, så er der ingen pris der er høj nok, til at jeg skulle hjælpe en blodsuger,” svarede han køligt og lettere afvisende, som han strammede grebet omkring sin krykke, som han støttede sig op af, for at benene ikke skulle kollapse under ham. Indenunder kappen bar han ikke det mest fineste tøj, som han normalt ville gå rundt i. Han havde taget et par løse bukser på og bar ellers kun en hvid T-shirt. Det lignede faktisk ikke ham at være fordomsfuld, eftersom han altid havde været interesseret i at gøre forretning med alle, så længe han fik en ordentlig pris for det, men tingene havde forandret sig for ham igennem de sidste par måneder.
Som hun slog hætten ned og afslørede sit ansigt, så var der noget over hendes ansigt, der virkede synderligt bekendt. Konstantin endte med at knibe øjnene tænkende sammen, som han betragtede sig af hende. ”Hvem er du?” spurgte han denne gang langt mere roligt, skønt hans tone stadig var kortfattet. Han var skam på vagt, selvom han var omgivet af en masse af hans egen slags. Warlockerne var også meget selviske, derfor var det ikke altid man kunne regne med dem, heller ikke selvom man var af samme race. Som hertug havde han hjulpet kongehuset en masse gange og da han var forretningsmand så han mange personer, og der var noget over hende der virkede bekendt, så han følte at han havde set hende i forhold til sit arbejde. Han blev stående og gik ingen vegne, et tegn til at han faktisk var villig til at lytte og høre hvad hun mere havde at sige, skønt han endnu ikke havde besluttet sig for om han ville hjælpe hende eller ej. ”Desuden.. hvordan ved du at jeg er en af de ældste?” spurgte han videre, hvor hans tone blev lettere skeptisk.

[Deleted]

Tala kendte en smule til krigen imellem racerne i Dvasias, men den interesserede hende ikke det mindste. Hendes familie havde været neutrale og ligeglade med status, hvilket var atypisk for vampyrer, især fuldblods, men sådan havde det været. Dette havde ikke gjort dem populære hos de andre vampyrer, tværtimod, det var bl.a. derfor at Tala mistænkte nogle højtstående vampyrer for at være gerningsmændene bag hendes families død. Hun undrede sig stadig over hvordan de havde været i stand til at myrde hendes fader, han havde været en stærk mand... Men det havde de. Nu var hun alene, og måtte kæmpe for sin slægts plads og omdømme her i verden. Hun var næsten ved at give op da warlocken sagde, at ingen pris var høj nok. Hun sukkede let, men da han forsatte med at tale, tydeligvis med en nyfunden interesse i hendes tilstedeværelse, spirrede et lille håb i hende. Det kunne måske lykkes? Hun nikkede ærbødigt som hilsen:
,,Tala Taigi, hærfører af de manjanske styrker i Manjarno. Jeg har ingen tilknytning til de andre vampyrer her i Dvasias... faktisk, så mistænker jeg dem for at være skyldige i en utilgivelig gerning: Jeg har grund til at tro at det var andre vampyrer der dræbte min familie..."
Hun vidste at hun måtte være ærlig og vise mere af sig selv, hvis hun skulle opnå warlockens troskab. Egentlig, så var hendes families død heller ingen hemmelighed. Taigi-slægten havde været vel kendt af mange, allermest fordi slægten igennem mange århundreder havde været involveret i det ene eller det andet lands styrker. De havde boet i udkanten af Dvasias, men havde kun i deres tidligste historie haft en tilknytning til kongedømmet. Tala slap heller ikke mandens blik, og hun udviste heller ingen frygt. Måske var han gammel, måske var han stærk, men hvis hun viste frygt, gav hun ham grund til at være mistænkelig over for hendes intentioner:
,,Som du kan høre, så har jeg ingen grund til at være allierede med nogen der muligvis kunne have noget imod dig."
Hendes skarpe blik forblev på hans mørke, dybe øjne:
,,Hvad angår min viden om dig, tja... jeg har hørt om dig og de andre ældste på min rejse hertil, dog har jeg ikke fået dit eller andres navn. Jeg vidste bare warlocks ville bo her. Din aura fortalte mig at du måtte være en af de ældste... den er meget, meget stærk. Jeg ledte ikke efter nogen bestemt ældste, men jeg hørte at manden med de mørkeste øjne ville være ham der ville være tilbøjelig til MÅSKE at hjælpe mig... Så... hvad skal jeg gøre for at vinde din tillid, og få hvad jeg vil have?"
Hun så indgående på ham, uvidende om at denne mand faktisk havde været død, og var blevet dræbt af en vampyr. Der hvor hun havde været var nyhederne åbenbart ikke modtaget. Hun havde holdt sig til de mere landlige omgivelser, da hun på den måde ville nå hurtigere frem - desuden hadede hendes hest, Cheveyo, byerne, larmen og de mange mennesker uroligede ham, og hingsten var noget balstyrisk i forvejen. Tala forventede stadig ikke at warlocken ville hjælpe hende, men hun gjorde hvad hun kunne for at vise ham at hun ikke var en utilregnelig kunde, og bestemt ikke en væmmelig vampyr. Det var hun ikke: At hun dræbte uskyldige var hendes eneste, mørke side. Og at hun levede af at krige opstod. Det var hendes familiære kald, og et kald hun ikke ville afgive. Hun ville ære sin familie. Måske var krig aldrig en fuldkommen logisk løsning, men hun elskede det. Og hun kæmpede kun på den rette side, altid. Hun havde været soldat i Procias hær, engang. Som ung... det var lang tid siden. Hun savnede slagmarken, men hun havde ikke intentioner om at kaste sig ud i enhver krig for at få udlevet sin passion.

[Deleted]

Det forundrede Konstantin at denne kvinde var kommet til warlockernes by for at spørge om hjælp, eftersom vampyrer i denne tid ikke var særligt velkomne og det var dæmonerne heller ikke, netop fordi der var den kamp om titlen som den mest ædle race. De tre racer var begyndt at se rødt på hinanden, hvilket gjorde at det var farligt at opsøge hinanden, derfor var det enten modigt eller dumdristigt af hende at komme her til warlockernes by, for måske han ikke havde intentioner om at gøre hende ondt – endnu – men det var der stadig mange andre der kunne have, uden hun havde gjort dem noget, for mange var ligeglad med hvem hun var, om hun skilte sig ud, de var kun koncentrerede om hendes race, at hun var vampyr.
Da hun præsenterede sig, som hærfører i Manjarno gav det bedre mening for Konstantin. Det var der han havde set hende før! Han gned let sin skæggede hage med en tænkende mine, som han betragtede sig af hende, idet hun fortalte omkring hende selv og hendes familie. Hun kunne sagtens fyre en stor fed løgn af for ham, så hvorfor skulle han tro hende? Der var så bare det at han havde set hende før, nemlig som hærfører i Manjarno og derfor gjorde det hende faktisk troværdig. Med andre ord kunne han næsten ikke tillade sig selv at tvivle på hende. Han svarede hende dog ikke endnu, da han stod og tænkte, overvejede sine muligheder og om han skulle hjælpe hende, hvor han blot lod hende tale videre. Han endte med at fnyse kort til hendes ord. ”Tja.. når du ved min magi er mægtig, så ved du også at du ikke bør lægge dig ud med mig, for jeg kan ting du knap nok vil kunne forestille dig,” svarede han i næsten samme advarende tone, et sted kun for at gøre det klart at hun ikke skulle prøve på noget. Han rettede sig en anelse op, hvor han flyttede en anelse på krykken, uden at han tog blikket fra hende, „men jeg vil snart hellere vide hvad det er du vil have, kræver og vil opnå, før jeg beslutter mig for noget som helst.” Han betragtede hende lettere afventende. Hun havde til nu gjort det tydeligt at hun faktisk var troværdig, hvilket også gjorde sit for ham selv, for han var normalt ikke typen der havde fordomme eller dømte andre, men kunne ændre sig. Hun havde dog endnu ikke sagt hvad det helt præcist var hun ville have hjælp med, eller hvad hun ville have at han skulle gøre, selvom hun havde gjort det klart at hun gerne ville betale for det. Der var jo så bare et andet problem for hende, han var ikke videre interesseret i penge, for han havde været hertug og han var forretningsmand, han nedstammede fra en rig og mægtig warlock slægt, så han havde ikke rigtig brug for penge. Derfor var han mere spændt på hvad hun kunne give ham, som han faktisk ville kunne bruge, for i øjeblikket stod han ikke rigtig og manglede noget.

[Deleted]

Tala vidste at hun tog en chance, alene det at hun befandt sig i Dvasias, gjorde hende lettere utilpas og usikker på hvad der ventede hende. Men hun var modig, og hun var ikke en svækling. Hun skulle nok kunne klare sig, selv imod væsener der kunne lave sort magi. Måske kunne hun ikke vinde over dem alle, men hun kunne altid flygte, for hendes hurtighed var der ingen warlock der kunne matche. Hun forblev rolig, til trods for at manden virkede en anelse provokerende med hans advarende facon. Hun kunne forstå hans agressivitet, men alligevel fandt hun det en anelse unødvendigt - han måtte virkelig have oplevet noget forfærdeligt i forbindelse med hendes race. Da han spurgte ind til hvad hun søgte, så hun sig kort omkring med øjnene, før hun trådte et skridt nærmere ham, og lod sit porcelænsansigt nærme sig hans, mens hendes hypnotiserende øjne forblev på deres post: stirrende ind i hans:
,,Jeg søger en måde hvorpå jeg kan gå i solen. Som hærfører har jeg brug for at være meget mobil, og det er jeg ikke så længe jeg er bundet til natten. Kan du hjælpe mig med dette? Min forbandelse er stærk, men du kender den mørke magi og de muligheder som den har: Hvilket, så vidt jeg er orienteret, er uendelige?"
Hun så spørgende på ham, anspændt, hun håbede at det var muligt. Måske var det endda muligt at hun ville kunne gå ude i solen altid, uden nogle restriktioner? I så fald havde hun ikke længere meget at frygte, udover den sande død. Og hvis det var dét... så skulle det nok gå. Hun trak sit hoved lidt tilbage, og lod sin ene, spinkle kvindehånd køre en hånd igennem det lange, blonde hår. På denne hånd bar hun en sølvring med en halvmåne på, ligeledes i sølv. Det var en ring hun havde fået af sin mor, så den havde en sentimental værdi for hende. Tala havde ingen idé om at manden var en rigmand, men hvis han ville bede hende om en anden tjeneste, ville hun gøre det. Hun ville gøre næsten hvad som helst, måske endda sætte akkorden med henblik på den vampyr der måske havde såret ham? Hvis ikke vampyren var for stærk, så havde hun en utrolig god chance, selv hvis vedkommende var. Hun var ikke blot vampyr, hun var en vampyr der var øvet i sine færdigheder, og som samtidig kunne håndtere næsten ethvert våben. Hun var klog, listig, men kun listig inden for voldens rammer. Som person snød hun sjældent andre, medmindre de var hendes fjende. Og denne vampyr kunne sagtens blive hendes, i det mindste for en stund.

[Deleted]

Konstantin var stadig ikke meget for at skulle hjælpe en vampyr, selvom hun godt nok aldrig havde gjort ham noget, men det at blive dræbt af en vampyr, havde alligevel bare gjort sit for ham. Han var ikke meget for det væsen længere, selvom han faktisk havde kendt mange som han havde haft forretninger med, og som han havde snakket med i forbindelse til sine mange jobs. Og i forbindelse med sit job som hertug, så havde han også set Tala, skønt han aldrig havde mødt hende. Han havde ikke snakket med mange af de andre højtstående i de andre lande, men nogle havde han da mødt og snakket med. Han var mere involveret med de fra Dvasias, end de andre lande, eftersom han trods alt kun var hertug. Han kneb øjnene let sammen, da hun nærmede sig ham, hvor han selv trak hovedet en anelse tilbage og næsten vendte blikket væk fra hende, da hun kom ualmindelig tæt på ham, og eftersom han var blevet tømt for blod, så brød han sig på ingen måde om at hun var så tæt på ham, hærfører eller ej! Hendes ord fangede dog hans interesse, hvor han vendte blikket mod hende igen. Han så sig selv let omkring, da det var tydeligt for ham at det ikke var noget som alle og enhver skulle høre. Folk her var ikke just troværdige. Warlocks var en lusket race. Han gjorde et let hovedkast mod siden. ”Kom med,” svarede han roligt, også et tegn til at han ikke afviste hende.
Konstantin gik væk fra markedet, så der ikke var så mange folk omkring dem. De bandt sig på en anden gade, hvor der stod et springvand i midten af området og med huske rundt omkring. Han gik roligt hen og tog plads ved springvandet, hvor han vendte blikket mod hende. ”Jeg kan skam sagtens bruge lidt magi og gøre din ring magisk. Det vil være en mild sag. Men spørgsmålet er jo så bare hvorfor jeg skulle gøre det. Jeg har ikke brug for penge,” svarede han sandfærdigt, uden at han tog blikket fra hende. Han ville have en god grund til at han skulle hjælpe hende, for han så ikke selv nogen grund til at skulle hjælpe en blodsuger, når hun meget vel hurtigt kunne blive hans fjende. På den anden side, hvis hun var hærfører i Manjarno – det neutrale land – så ville hun næppe være morderiske som de vampyrer her i Dvasias, og hun havde jo selv sagt at hun skilte sig ud fra mængden og racen. Han blev siddende på den flade stenkant, hvor han gned sin hage ganske let, imens han nød det at kunne slappe lidt af i benene, eftersom hans krop stadig var afkræftet af at have været død i flere uger og blive genoplivet. Der var flere og flere vampyrer der ønskede at vandre ude i sollyset, og der var flere og flere vampyrer der fandt ud af det, hvilket gjorde racen farlig, for hvis de pludselig var i stand til at vandre ude i sollyset, så skulle man til at passe på døgnet rundt og det kunne blive trættende. Han så ikke væk fra hende, men blev siddende afventende for svar.

[Deleted]

Tala undrede sig over den måde han trak sig let fra hende, men igen bebrejdede hun en forhenværende oplevelse han havde haft. Normalt trak nogen mand sig næppe fra hende, nærmere det omvendte. Men Tala var ikke en kvinde der kendte til den side af tilværelsen. Selv i alle disse år havde hun ikke været intim med en mand, mest fordi hun havde været fokuseret på sit kald og sin familie, samt sin nye stilling som hærfører. Det var ikke fordi at hun var en snerpe, hun havde da haft sine fantasier, men aldrig havde hun fået muligheden uden at tilbuddet var kommet fra en mand, som hun på ingen måde havde i sinde at komme nær. Der var mange, gode mænd, det var hun sikker på, men kærlighed var ikke et element som hun endnu havde haft i sinde at udforske. Som vampyr havde hun forstærkede følelser og behov, men hun havde lært at tøjre dem fra fødslen, og ligeledes havde hendes far aldrig ladet hende være alene med en fra det modsatte køn. Nu hvor hun var fuldstændig fri til at tage sine egne beslutninger, havde hun alligevel ikke formået at tilbringe sin tid på en mere afslappet måde. Hvis hun ikke gjorde sine pligter, trænede hun til at blive en bedre kriger: Hun var efterhånden også blevet umådeligt god, og hun havde aldrig fået en eneste skramme på krigsmarken. Da manden gjorde tegn til at de skulle væk fra dette offentlige sted, nikkede hun sagte og fulgte ham roligt med sin lydløse, elegante gang. Hvis ikke hun havde haft så dunkel en aura, kunne hun gå for at være en elver, men det var ikke tilfældet. Hendes øjne glimtede af veltilfredshed, da han ytrede at han snildt kunne give hende hvad hun ville have... Men hvad han ville have kostede ikke guld og juveler. Hun så tænksomt ned i jorden, og dernæst omkring sig. Hun betragtede springvandet, stadig med en eftertænksom mine. Hun måtte gøre hvad det ville kræves:
,,Er der virkelig intet du vil have...Intet du begærer? Intet, som du altid vil have mere af? Siden du er rig, går jeg ud fra at du har næsten alt hvad du behøver... Næsten."
Hendes stemme talte langsomt, overvejende, og spørgende. Det fremstod tydeligt, som hun stod der med en åben atmosfære, at Tala var villig til at gøre det meste. Skulle hun dræbe vampyren der sårede ham, ville hun gøre det. Skulle hun risikere sit liv for andre sager, ville hun gøre det. Skulle hun trodse sine grænser, ville hun gøre det. Men siden hun ikke havde kendskab til hvad warlocken begærede, var det svært for hende at komme med et konkret tilbud. Hun nærmede sig springvandet, og lod sit blik falde på hans endnu en gang. Enhver anden kvinde, som ikke kunne bruge penge til at opnå sit mål, ville måske have tyet til at bruge sin charme og sin krop. I virkeligheden var det måske det der ville overtale de fleste mænd, men det strejfede ikke Talas sind. Og selv hvis det var tilfældet, så tvivlede Tala stærkt på at en mand som ham ville finde det tilstrækkeligt. Han var en mand af Dvasias, han var en mand med midler. En uskyldigt udseende, elver-agtig vampyr ville næppe virke lige så fristende, som en forførisk, mystisk og dyster kvinde af Dvasias.

((Ringen kan kun virke i 6 timer, og kun på slagmarken, det må vi lige huske når det er ))

[Deleted]

Det som kvinden ønskede af Konstantin, kunne han skam snildt skaffe hende. Hans magi var meget avanceret, selvom den ikke var uovervindelig, der var skam ting han ikke kunne gøre, fordi det ikke lå til en warlock, men ellers var han skam rimelig mægtig og i stand til at gøre mange ting som ingen ville kunne forestille sig. Han selv havde fået forhekset sin egen slægtsring, men det havde også været med hjælp fra en alkymist, så ringen kunne genoplive ham ved ’overnaturlige’ døde, men noget som at lade en vampyr rende rundt i sollys, det kunne han sagtens gøre helt alene. Han havde ’forhekset’ mange genstande i sin tid, solgt dem på dette marked, hvilket han havde tjent en formue på. Han havde dog ikke brug for penge. Normalt kunne han sagtens stille sig tilfreds med en god sum penge, men han måtte erkende at efter alt der var sket, var det ikke just det som han sad og tænkte på. Han så kort omkring, inden hans blik gled op mod hende igen. Næsten for at sikre sig at de var alene. ”Jeg begærer skam en masse, men intet du kan give mig,” svarede han sandfærdigt. Normalt var han en kvindeglad mand, selvom han aldrig havde ladet en kvinde betale med sin krop, for at stille hans lyster, og det ville heller ikke omme på tale. Han havde afgivet et løfte og det havde han skam tænkt sig at holde!
De mørke øjne så let omkring, og i det helt rette lys, kunne de mørke øjne få et mere rødligt skær. Han så var tænksom over hvad han kunne bruge, hvor han roligt gned sin hage. Det eneste han som sådan tænkte på var to ting; hans trolovede, samt sin hævn og sit begyndende had til hendes egen race, på grund af den vampyr. Det var også der en idé slog ham, hvor han vendte blikket op mod hende med et næsten lusket skær i de mørke øjne. ”Er du villig til at give mig hvad som helst?” spurgte han sagte, hvor et mystisk skær lagde sig over hans mørke øjne, der kunne se helt sorte ud i månens belysning.
Det var faktisk ikke fordi Konstantin var meget for at skulle hjælpe hende, netop fordi hun var hvad hun var. Han stolede ikke på hendes slags, hvilket den vampyr der havde dræbt ham, havde sørget for. Han selv skilte sig en anelse ud fra resten af warlocks, men selv han kunne være egoistisk og ved sine forretninger gjorde han næsten aldrig noget uden bagtanke, uden at det havde gavn for ham selv, og det ville bestemt heller ikke være anderledes i dette tilfælde! Han snød aldrig folk, eller det kunne han godt, men på en ærlig måde, så folk aldrig rigtig kunne sige noget om ham. Han holdt altid sin del af aftalen, han holdt altid sit ord, men han kunne godt pakke tingene ind eller undgå at nævne visse ting, derfor så var han selv rimelig lusket af sig, hvis han gad. Og i dette tilfælde kunne han faktisk godt finde på at være lusket, netop fordi hun var hvad hun var. Måske hun var hærfører af Manjarno, men derfor kunne hun også blive en stærk og farlig modstander og fjende, netop fordi hun havde forstand på krig og kampførelse.

[Deleted]

Det hele virkede yderst håbløst, eftersom warlocken ikke gad at sige hvad han begærede. Måske ventede han på at hun nævnede et eller andet, fordi han var fantasiløs... Men måske var han også bare modvillig til at hjælpe hende. Hendes øjne glimtede ikke længere af lyksalighed, dog genoptog hun håbet da han spurgte ind til om hun virkelig var villig til at gøre alt. Hun nikkede tydeligt, så han forstod hendes, tja, man kunne vel kalde det form for desperation:
,,Ja. Inden for rimelighedens grænser selvfølgelig: Jeg ville aldrig forråde mit hjemland... men jeg tvivler på at det er hvad du ønsker?"
Hun gik et skridt nærmere, med hovedet let på skrå, spændt på hvad han nu måtte forlange. Hun håbede at hun ville kunne acceptere hans ønske, men lige nu var hun meget villig til at få denne aftale i hus. Hvis hun kunne begå sig i lyset, ville hun være en større trussel, og tilmed langt mere uforudsigelig. Hun ville kunne angribe når som helst, ved daggry, ved solnedgang, eller midt om natten - det bestemte hun selv. Tanken om at se solen, vækkede hendes begejstring. Tala vidste ikke om hun kunne stole på warlocken, specielt ikke når han åbenbart ikke brød sig særligt om hende, selvom hun havde gjort det klart at hun ikke var en typisk, blodtørstig vampyr. Hvis han snød hende, måske hvis han slet ikke forheksede ringen, ville det koste et liv: Men ikke hendes liv, for så nem var hun ikke at narre. Hun ville selvfølgelig teste ringen før hun ville prøve den selv. Hun ville forsøge at lokke warlocken til at lade hende teste den før hun udførte sin ende af deres konsensus. De lige nu sarte blå øjne fjernede ikke blikket fra manden. Nogle gange var øjnene denne farve, andre gange var de kølige, mørkeblå. Og så til tider, var de lidt grønlige, som et eksotisk hav, mens somme stunder rent himmeblå. Det afhang både af lyset, humøret, og tilfældighed. Under Talas kappe kunne man se at hun bar et sølvsværd, der var bundet i et sort, snoet læderbælte, som dovent hang fra hendes hofte. Hun var klædt i tætsiddende fløjsridebukser, og en løs, sort bluse i silke, som afslørede hendes overkrops udformning: Man kunne ane hendes kravebensknogler. Hun var ikke en kvinde der klædte sig for at behage andre, det var tydeligt at se. Hun klædte sig altid praktisk, og altid i mørke nuancer.

[Deleted]

Det var ikke altid lige let at behage Konstantin. Han elskede måske kvinder, men han havde afgivet et løfte til en ganske speciel kvinde og det var noget som han agtede at holde. Desuden så kunne han aldrig drømme om at tvinge en kvinde til at være ham tæt når det gjaldt forretninger, for så ussel var han skam ikke! Han respekterede skam det kvindelige køn! Det var der måske ikke mange dvasianske mænd som gjorde, men der skilte han sig så ud. Han var dog heller ikke rigtig interesseret i penge, for efter han var kommet tilbage til livet havde han fået andre ting i hovedet, men hun kunne sikkert hjælpe ham på andre måder. Han betragtede hende lettere tænksomt. Hvad kunne han tænkte sig? Han vidste at han heller ikke kunne kræve det mest utænkelige af hende, men sådan var han skam heller ikke. Når han handlede med folk var han skam fair og retfærdig, for han var skam heller ikke den ondsindede type, ellers kom man jo aldrig nogen vegne! Hvis man kun snød folk, så ville han jo miste kunder! Derfor var han faktisk altid ærlig. Han lyttede til hendes ord, imens han gned sin hage tænksomt.
“Udmærket,” svarede han langt om længe, som han roligt rejste sig, ved at tage fat omkring sin krykke, hvor han langsomt kom op på benene. Han vendte de mørke øjne mod hende med et alvorligt skær i sig. ”Du har mit ord på at jeg ikke vil kræve det utænkelige af dig. Men hvad jeg kræver, er.. en tjeneste. Kun en enkelt tjeneste. Hvis jeg nogensinde skulle få problemer, så vil jeg altid kunne regne med dig, om det så kræver at du skal slå en person ihjel. Og tro mig, jeg er ikke en morderisk type, men selv jeg har mine fjender, så den tjeneste kunne også være beskyttelse, og som hærfører har du jo trods alt forstand på krig og kamp,” svarede han roligt. Han gjorde en fejende håndbevægelse som han tryllede en kontrakt frem, hvor alt stod på, „jeg vil aldrig kræve at du går imod dit land. Til gengæld vil jeg fortrylle din ring, så du bliver i stand til at gå i sollyset. Men, hvis du nogensinde skulle bryde dit løfte, så vil ringens funktion blive ophævet, og tro mig.. du ønsker ikke at stå i større gæld til mig Tala.” Hans blik var alvorligt og kortfattet, dog lå der alligevel et mystisk skær i de mørke øjne. Alt kunne læses på kontrakten som han læste. Han stod egentlig blot og afventede hendes svar. Han var skam en rimelig mand. Desuden så ville han godt kunne bruge hendes erfaring og hendes styrke imod den vampyr, som havde taget hans liv. Den vampyr havde ikke været normal, derfor ville han aldrig lægge sig ud imod den vampyr alene, og der kunne Tala være perfekt som opbakning. Skønt han heller aldrig ville sætte hende til at myrde den vampyr alene, for så var han næsten bange for at det ville koste hende livet og morderisk var han som sagt ikke. Han ville aldrig sætte en uskyldiges liv i fare, og da slet ikke en uskyldig kvinde!

[Deleted]

Betingelserne lød fair og fornuftige, og Tala tvivlede ikke på at hun ville kunne holde sit løfte. At beskytte warlocken ville være at forlange at hun skulle bruge sine bedste færdigheder, hvilket ville resultere i at hun ville kunne gøre ham tilfreds med sine ydelser. Hun stammede fra en slægt af mægtige vampyrer og krigere, og dertil havde hun et talent for sit felt. Hun ville ikke fejle, ikke det mindste. Hun skulle nok kunne udføre hvad han bedte. Hun nikkede kontant og begtragtede kontrakten. For en stund læste hun den til punkt og prikke færdig med hendes hurtige og skarpe blik, dernæst vendte hendes intense blik tilbage til hans:
,,Jeg vil tjene dig når du har brug for det... Men må jeg bede om dit navn? Siden jeg holder til i Manjarno, må du sende mig et brev hvis du er i vanskeligheder... eller kan du måske sende tanker?"
Hendes stemme lød ærlig og taknemmelig, hun havde fået hvad hun ville have og snart ville hun ikke skulle frygte at bevæge sig ud når hun ville. Tala vidste ikke hvad det ville indebære at beskytte denne warlock, men han var tydeligvis ikke en mand der var vellidt af alle, og derfor behøvede han hendes hjælp. Måske imod en vampyr? Muligvis, uanset hvad ville hun være der ved hans side og kæmpe som det ville blive krævet af hende. Hun tvivlede på at modstanderne ville være en trussel for hende, for måske var hun ikke en af de ældste vampyrer, men hun var god med et sværd og hurtigere end de fleste. Hun kunne tænke hurtigt og tage alternativer i de mest vanvittige situationer. Det var hun blevet opfostret med. Tala tog sin sølvring af og rakte den til manden:
,,Hvor lang tid vil denne fortryllelse tage? Jeg tvivler på at det er en god idé for mig at blive her længe endnu..."
Et sigende blik strejfede hendes øjne, som hendes øre blev opmærksomme på lydene omkring dem. Det lod ikke til at nogen smuglyttede til deres samtale, og at nogen var for på nært hold, men en aftale som denne ville ikke falde i god jord hos de andre væsener, som følte sig truede af vampyrer. Det ville kunne såre dem begge i enden. Hun ville undlade at informere andre om det end sin hær og kongedømmet i Manjarno. Det skulle overraske fjenden at hærføreren kunne deltage under alle omstændigheder, ellers ville de andre hærer i verden være beredt på hendes fleksibilitet.

[Deleted]

At indgå en aftale med denne vampyr og hjælpe hende, var noget som Konstantin var en anelse imod, på den anden side, hvis hun gik med på hans betingelser og hans handel, så ville han naturligvis få en stor nytte af hende. Det kunne godt være at han fandt en måde at bekæmpe vampyren der havde slået ham ihjel, på en hel anden måde og uden hendes hjælp, men så ville han stadig have en tjeneste til gode hos hende og man vidste jo aldrig hvornår man kunne få brug for hjælp. Hvis der var en ting som han vidste, så var det at man ikke var i stand til at klare alt alene, og han var måske stolt og stædig, men når selv han kunne se at det var nødvendigt, så var han ikke bange for at spørge om hjælp.
Konstantin endte med at nikke tilfredst, hvor et humorforladt smil gled over hans læber. ”Mit navn er Konstantin Rozentas. Hertug af Dvasias. Og du vil skam ikke være i tvivl om, hvis jeg får brug for din tjeneste,” svarede han sandfærdigt. Han var faktisk ikke hertug, men det havde han været igennem flere år, og fordi han var gået i døden havde hans fætter forsøgt at tage den titel, så den blev i familien, men han var skam indstillet på at få den tilbage. Desuden så var han vant til at præsentere sig sådan, så det skete uden at han rigtig tænkte over det. Desuden så vidste alle hvem han var, hvis man udtalte hans navn. I hvert fald folk i den øvre kreds af højtstillede personer som ham selv.
Konstantin vendte blikket mod hendes ring, som han roligt tog ud af hendes hånd. ”Åh bare rolig. Det er en seance der hurtigt er overstået,” svarede han sandfærdigt. Han holdt ringen i sin venstre hånd mellem pege- og tommelfinger, hvor han kort mumlede nogle ord på latin – selvom det kun var en mumlen kunne hun sikkert tydeligt høre dem, fordi hun var vampyr – hvor han gav slip på ringen, så den blev hængende i luften ude foran ham. Han holdt krykken tæt under armen, så den ikke faldt da han trak begge hænder til sig og holdt dem ude for sig. Han begyndte at mumle en længere remse på latin, hvor han gjorde flere forskellige tegn med hænderne og fingrene. Ringen begyndte at lyse, hvor der lagde sig en mørk aura omkring den, idet den begyndte at vibrere og dirre, skønt den blev hængende i luften foran ham. Det blæste en anelse op omkring dem, hvilket man kunne ane på vandet ved springvandet der også begyndte at skælve, ligesom vinden der blev en anelse kraftigere. Hans mumlen blev højere, og hvis hun lyttede efter ville hun kunne høre at han begyndte at gentage samme sætning. Ringen begyndte at ryste mere og mere, indtil den mørke aura omkring ringen ’eksploderede’ i form af et lettere kraftigt lys, hvilket fik vinden til at sænke sig igen, og ringen hold op med at lyse og dirre. Han tog roligt ringen ud af den blå luft og vendte sig mod Tala igen. Han rakte hende ringen, der lå i hans åbne håndflade, hvor han så mod hende.
Konstantin endte med at lukke hånden, da han kom i tanke om kontrakten, der svævede i luften ved siden af dem. ”Åh.. det glemte jeg næsten.” Han tryllede en fjerpen frem, som han rakte hende, „hvis du vil være så venlig at skrive under på kontrakten, så jeg ved du holder dit løfte og er med på betingelserne. Til gengæld får du ringen.”