Post by Deleted on Jun 13, 2012 19:42:14 GMT 1
Synet af muren mod sit hjemland var noget der lettede om hjertet på en skikkelse der stod i den lille landsby der lå nær. Han var så tæt på sit hjemland at det gjorde helt ondt. Han havde kæmpet sig vej. Flere gange frygtet, at nu ville han snart blive fanget. Af enten den ene eller den anden. Lige meget hvad eller hvem så ville han miste sin frihed. En frihed han havde kæmpet for hele sin barndom og det meste af sit liv storset.
Det løb ham koldt ned af ryggen. De hvide vinger var næsten helt sorte at se på af snavs og skidt. Men så lyste de da ikke op i nattens mørke. Men så snart han var ved at være hjemme kunne han få vasket dem. Og resten af sig. Han turde ikke før han var tæt på. Han var blevet fanget i Procias før så det kunne sagtens ske igen! Han var ikke i sikkerhed. Men han havde kæmpet sig vej hertil. Det tog tid når man var på flugt. Men hellere roligt frem end at ryge tilbage. Han tog en stille indånding og var et sted bange for, at nogen stod lidt bag ham og var klar til at springe på ham og slæbe ham med tilbage. Han anede dog slet ikke, om hans kidnapper overhovedet ledte efter ham eller blot var ligeglad. Men hvad end det var som skete så var Jesse mere irriteret over de dumme kæder og lås der med magi holdt hans vinger fanget. og havde været en stor årsag til han ikke havde fløjet og dermed haft større chancer for flugt og fart. Men han havde aldrig lært og flyve så det havde nok ikke gavnet ham meget. Han anede ikke om flyvning var noget man skulle lære og træne eller om det var medfødt. Den slags var svær at vide når man aldrig havde haft chancen og når man var blevet kidnappet som barn og derfor aldrig haft forældre til at lære eller fortælle den slags! Han hadede virkelig dvasianere! Af alle slags racer!
Han trådte ud fra skyggerne ved husene. De fleste var mørklagte og det var med stor sikkerhed ikke muligt at møde nogen. Der var øde og han havde ikke set nogen på gaderne i lang tid nu. Han kunne dog stadig møde natte væsner, men han måtte videre. Han kunne ikke sidde her så tæt på sit mål og bare glo. Han forlod byens område på kort tid. Skyndte sig mod muren uden at larme for meget med græs og krat. Grene og den slags. Han ville ikke risikere noget og kom tættere på muren for hvert skridt. Heldigvis! han ville klart føle sig mere tryg jo længere frem han kom og jo længere ind i landet. Han stoppede op med et sæt da han pludselig stod lige foran den høje mur. Det var som om den bare pludselig var der. Han smilede lidt for sig selv og lagde en hånd fladt ud mod den og lod sin håndflade glide over murens sten. Det var en lidt underlig følelse. Men alligevel var det også det hna havde ventet på. Han ville let kunne flyve over den hvis han havde kunne. Af alle mulige årsager. Men han måtte nøjes med at klatre. Ikke ligefrem det nemmeste eller sværeste. Han havde klatret ofte, men han kendte ikke murens struktur eller om nogen sten var ekstra glatte eller løse. Han måtte gå stille frem.
Det første stykke var ikke så slemt. Faldet ville ikke være et fald, men han ville bare lande på sine fødder. Men så snart han var en meter oppe så var det lidt noget andet. Høje satan af sten. Men op skulle han nok komme! og ned. Stille og roligt på den anden side. Håbede han. Men han slap ikke en sten med hverken hånd eller fod før han var sikker på, at den næste han havde udvalgt var solid. Hans krop begyndte at ryste da han næsten var kommet op. Det havde taget sin tid og han kunne nærmest mærke solopgangen snart ville begynde at give tegn. Han måtte have været i gang i en times tid? Mne det gik også langsomt. Han var træt og nervøs og måtte nok hvile oppe på toppen før han kravlede ned. Så det var lyst før han kunne sætte sin fod på Procias jord. Men han glædede sig. For første gang i så mange år skulle han atter være hjemme!
Han fik omsider fat i kanten på toppen og hev sig stille op og svingede det ene ben over og satte sig. Pustede ud og følte sig lidt sær. Han sad halvt i Procias og halvt i Manjarno. Men var på samme tid slet ikke i nogen af landene, da han ikke rørte jorden. Sært. Han så ned og så mod himlen. Det var ikke så mørkt mere så det ville snart lysne. Han måtte dog hvile sig lidt så han kunne tænke strategi og ikke endte med at glide og falde. Han sad i lidt tid. Det begyndte at lysne og han betragtede den tidlige solopgang. Smilede lidt og begyndte sin nedfart. Svang sig stille over med det andet ben og fandt fodfæste før han begyndte at kravle. Ned stigningen var ikke så slem. Han følte sig jo lettet jo længere han kom, da han modsat før jo nu kom tættere på jorden istedet for væk fra den. Han kunne snart ende med, at sætte sin fod ned på jorden og mærkede et sus af lykke og ro suse igennem sig. Han lukkede sine øjne i det sekund han havde sat foden ned og åbnede dem først, da han var kommet helt ned fra muren og trådt lidt væk. Stod lidt og nød følelsen før han gik frem. Han var træt, men han ville så langt han kunne før han måtte hvile. Han ville hjem. Og nu var han godt på vej. For alvor.
//Out
Det løb ham koldt ned af ryggen. De hvide vinger var næsten helt sorte at se på af snavs og skidt. Men så lyste de da ikke op i nattens mørke. Men så snart han var ved at være hjemme kunne han få vasket dem. Og resten af sig. Han turde ikke før han var tæt på. Han var blevet fanget i Procias før så det kunne sagtens ske igen! Han var ikke i sikkerhed. Men han havde kæmpet sig vej hertil. Det tog tid når man var på flugt. Men hellere roligt frem end at ryge tilbage. Han tog en stille indånding og var et sted bange for, at nogen stod lidt bag ham og var klar til at springe på ham og slæbe ham med tilbage. Han anede dog slet ikke, om hans kidnapper overhovedet ledte efter ham eller blot var ligeglad. Men hvad end det var som skete så var Jesse mere irriteret over de dumme kæder og lås der med magi holdt hans vinger fanget. og havde været en stor årsag til han ikke havde fløjet og dermed haft større chancer for flugt og fart. Men han havde aldrig lært og flyve så det havde nok ikke gavnet ham meget. Han anede ikke om flyvning var noget man skulle lære og træne eller om det var medfødt. Den slags var svær at vide når man aldrig havde haft chancen og når man var blevet kidnappet som barn og derfor aldrig haft forældre til at lære eller fortælle den slags! Han hadede virkelig dvasianere! Af alle slags racer!
Han trådte ud fra skyggerne ved husene. De fleste var mørklagte og det var med stor sikkerhed ikke muligt at møde nogen. Der var øde og han havde ikke set nogen på gaderne i lang tid nu. Han kunne dog stadig møde natte væsner, men han måtte videre. Han kunne ikke sidde her så tæt på sit mål og bare glo. Han forlod byens område på kort tid. Skyndte sig mod muren uden at larme for meget med græs og krat. Grene og den slags. Han ville ikke risikere noget og kom tættere på muren for hvert skridt. Heldigvis! han ville klart føle sig mere tryg jo længere frem han kom og jo længere ind i landet. Han stoppede op med et sæt da han pludselig stod lige foran den høje mur. Det var som om den bare pludselig var der. Han smilede lidt for sig selv og lagde en hånd fladt ud mod den og lod sin håndflade glide over murens sten. Det var en lidt underlig følelse. Men alligevel var det også det hna havde ventet på. Han ville let kunne flyve over den hvis han havde kunne. Af alle mulige årsager. Men han måtte nøjes med at klatre. Ikke ligefrem det nemmeste eller sværeste. Han havde klatret ofte, men han kendte ikke murens struktur eller om nogen sten var ekstra glatte eller løse. Han måtte gå stille frem.
Det første stykke var ikke så slemt. Faldet ville ikke være et fald, men han ville bare lande på sine fødder. Men så snart han var en meter oppe så var det lidt noget andet. Høje satan af sten. Men op skulle han nok komme! og ned. Stille og roligt på den anden side. Håbede han. Men han slap ikke en sten med hverken hånd eller fod før han var sikker på, at den næste han havde udvalgt var solid. Hans krop begyndte at ryste da han næsten var kommet op. Det havde taget sin tid og han kunne nærmest mærke solopgangen snart ville begynde at give tegn. Han måtte have været i gang i en times tid? Mne det gik også langsomt. Han var træt og nervøs og måtte nok hvile oppe på toppen før han kravlede ned. Så det var lyst før han kunne sætte sin fod på Procias jord. Men han glædede sig. For første gang i så mange år skulle han atter være hjemme!
Han fik omsider fat i kanten på toppen og hev sig stille op og svingede det ene ben over og satte sig. Pustede ud og følte sig lidt sær. Han sad halvt i Procias og halvt i Manjarno. Men var på samme tid slet ikke i nogen af landene, da han ikke rørte jorden. Sært. Han så ned og så mod himlen. Det var ikke så mørkt mere så det ville snart lysne. Han måtte dog hvile sig lidt så han kunne tænke strategi og ikke endte med at glide og falde. Han sad i lidt tid. Det begyndte at lysne og han betragtede den tidlige solopgang. Smilede lidt og begyndte sin nedfart. Svang sig stille over med det andet ben og fandt fodfæste før han begyndte at kravle. Ned stigningen var ikke så slem. Han følte sig jo lettet jo længere han kom, da han modsat før jo nu kom tættere på jorden istedet for væk fra den. Han kunne snart ende med, at sætte sin fod ned på jorden og mærkede et sus af lykke og ro suse igennem sig. Han lukkede sine øjne i det sekund han havde sat foden ned og åbnede dem først, da han var kommet helt ned fra muren og trådt lidt væk. Stod lidt og nød følelsen før han gik frem. Han var træt, men han ville så langt han kunne før han måtte hvile. Han ville hjem. Og nu var han godt på vej. For alvor.
//Out
