Post by Deleted on Jun 13, 2012 19:24:38 GMT 1
Det var så småt blevet varmere som vinterens kulde lagde sig tilbage i sin hule. Lod sommerens varme og farverne træde frem og male landskabet som havde været hvidt og gråt i så lang tid. Det havde virket som en evighed for mange sikkert. Og andre som levede i en evighed så vel bare den tid som en kort periode der virkede som noget man kun så i forbi farten. Mennesker mistede meget tid med at sidde inde og kæmpe for overlevelse i vinterens kolde sne storme der kunne hærge. Andre væsner af varm blod måtte også passe på, men de havde trods alt mere tid på jorden end almindelige mennesker. Men de kold blodige måtte til gengæld være på vagt for dagens lys og sommerens varme var heller ikke deres bedste ven. Alle forskellige på så mange punkter selvom få bandt folk sammen. Sært som tingene var.
Dave havde da heller ikke i sit vilde liv forestillet sig den form for levevej som han var endt med. At elske og miste så hårdt at det gjorde ondt i sjælen. Blive forrådt på den værst tænkelige måde lige for næsen af en selv. Han gyste helt ved tanken og håbede sandelig ikke det måtte ske igen! Han ønskede næppe sin værste fjende det. At leve i et evigt mørke havde fået ham til at miste alt følelse for tid og sted. Han var taknemlig for den hjalp han var blevet skænket af sin kære veninde der havde holdt ham ud i alt i..ja hvor længe det nu havde stået på. Det vidste han ikke engang den dag i dag. Men spillede det nogen rolle?
Han havde mødt kærlighed igen og det hele var så småt begyndt at gå den rigtige vej. Til han så igen var alene. Han var kommet tilbage til lyset, men havde mistet sin kærlighed kort efter. Forsvunget. Imod sin egen vilje. Det kunne han dog mærke. Men han forstod ikke hvad der var sket. Han havde så genfundet ham med møje og besvær. Udne nogen kunne genkende den anden. Den ene havde mistet hukommelse og fået nyt navn i samme omgang. Den anden kunne ikke genkende sin elskede fordi han havde forandret sig. Alle de forhindrer. Men nu var det slut. Håbede han. Han havde været forfulgt af uheld. Var dette valg også noget der bragte uheld med sig? Han kunne ikke tro det om sådan et valg. Han tog en dyb indånding og lukkede sine øjne som han mærkede freden sænke sig over hans krop. Stille og roligt. Lukkede alt ude af sit sind af alle de tanker der forvirrede ham og gjorde ham urolig. Han måtte se fremad. Tænke på den nye glæde som hans liv var begyndt at dreje imod. Alt skulle nok gå. Han smilede og følte sig sikker. Han så ned på sin ring og smilede blot endnu mere. Han havde omsider fået sin elskede. For altid. Bundet for livet til hinanden. Han smilede og så ned fra højen og ned mod sin elskede og deres heste som de var reddet på. Han kunne ikke lade være med, at smile. De var på vej til deres nye bolig. En hytte de havde bygget sammen i smukke og fredelige omgivelser. Han vinkede og begyndte at små løbe ned mod ham. Hans nye liv kunne starte. Hans nye liv sammen med sin elskede var for alvor begyndt.
//Out
Dave havde da heller ikke i sit vilde liv forestillet sig den form for levevej som han var endt med. At elske og miste så hårdt at det gjorde ondt i sjælen. Blive forrådt på den værst tænkelige måde lige for næsen af en selv. Han gyste helt ved tanken og håbede sandelig ikke det måtte ske igen! Han ønskede næppe sin værste fjende det. At leve i et evigt mørke havde fået ham til at miste alt følelse for tid og sted. Han var taknemlig for den hjalp han var blevet skænket af sin kære veninde der havde holdt ham ud i alt i..ja hvor længe det nu havde stået på. Det vidste han ikke engang den dag i dag. Men spillede det nogen rolle?
Han havde mødt kærlighed igen og det hele var så småt begyndt at gå den rigtige vej. Til han så igen var alene. Han var kommet tilbage til lyset, men havde mistet sin kærlighed kort efter. Forsvunget. Imod sin egen vilje. Det kunne han dog mærke. Men han forstod ikke hvad der var sket. Han havde så genfundet ham med møje og besvær. Udne nogen kunne genkende den anden. Den ene havde mistet hukommelse og fået nyt navn i samme omgang. Den anden kunne ikke genkende sin elskede fordi han havde forandret sig. Alle de forhindrer. Men nu var det slut. Håbede han. Han havde været forfulgt af uheld. Var dette valg også noget der bragte uheld med sig? Han kunne ikke tro det om sådan et valg. Han tog en dyb indånding og lukkede sine øjne som han mærkede freden sænke sig over hans krop. Stille og roligt. Lukkede alt ude af sit sind af alle de tanker der forvirrede ham og gjorde ham urolig. Han måtte se fremad. Tænke på den nye glæde som hans liv var begyndt at dreje imod. Alt skulle nok gå. Han smilede og følte sig sikker. Han så ned på sin ring og smilede blot endnu mere. Han havde omsider fået sin elskede. For altid. Bundet for livet til hinanden. Han smilede og så ned fra højen og ned mod sin elskede og deres heste som de var reddet på. Han kunne ikke lade være med, at smile. De var på vej til deres nye bolig. En hytte de havde bygget sammen i smukke og fredelige omgivelser. Han vinkede og begyndte at små løbe ned mod ham. Hans nye liv kunne starte. Hans nye liv sammen med sin elskede var for alvor begyndt.
//Out
