So far so good..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

… Hvor lang tid Junior havde ligget der ved Caylas side, anede han ikke. Han havde end ikke været klar over at forvandlingen overhovedet var gået tilbage til det menneskelige igen, for han havde været langt væk igennem den forvandling, så man skulle tro at det var løgn. Han prustede tungt, for det var bestemt heller ikke fordi at han vågnede ved at Cayla gjorde, for det som han kunne mærke, det var at hun lå der ved siden af ham. Hvad der var sket igennem natten og den næsten fulde måne, havde han ikke nogen anelse om, for det hele var virkelig gået i glemmebogen så hurtigt som noget overhovedet var i stand til at gøre det, men det var nu bare en helt anden side af sagen. Selv dunkede det voldsomt i hans underliv, og han var frygtelig hævet og frygtelig øm! Ikke at han bed sig mærke i det endnu, først da Cayla kraftigt endte med at skubbe til ham, hvor han vågnede med et sæt og hurtigt endte med at sætte sig op. Det var slet ikke noget som han skulle have gjort, for det var noget som gjorde forbandet ondt! Tænderne bed han direkte og kraftigt sammen som han lod hænderne farte om hans ædle dele allerede med det samme. ”Jeg er vågen!” endte han som det første. Han vendte blikket ned af sig, hvor han kunne se det massive klokkeværk.. Det var jo ikke underligt at han havde ondt, for det var jo enormt! Han klemte øjnene sammen, som han vendte blikket mod hende. At hun klagede over at have ondt, var ikke noget som han direkte tog sig af. Han vidste godt, at han havde brudt hendes præmisser ved at gå ind til hende, men.. fristelsen havde virkelig været for stor, og det var ham en vane at skulle sidde ved hende når forvandlingen gik i gang, så han havde vel egentlig ikke rigtigt tænkt over konsekvenserne ved det? For det havde han ikke! Det bæst i ham, var stadig frygtelig ukendt, og det var slet ikke hans mening at de her ting skulle ske!
Junior endte med at rejse sig, selvom det mere var med ryggen til hende. Hvad de havde lavet, var slet ikke noget som han kunne mindes eller huske, selvom smerten tydeligt måtte indikere det for ham, selvom han slet ikke vidste hvad det faktisk måtte betyde, men det var nu bare en helt anden side af sagen, det var helt sikkert. Han greb omkring tremmerne, som han direkte måtte klamre sig til. Han bøjede let i benene og krummede let i ryggen, for han havde virkelig ondt! ”Av..” endte han frygtelig dæmpet og bed tænderne direkte fast sammen, for det gjorde ondt af pokkers til! Han prustede ganske let. Hvis det ikke var fordi Nathaniel var død, så havde han opsøgt ham for at gøre noget ved det, men hvem pokker skulle han nu gå til?! ”E.. er du okay..?” endte han dæmpet, som han vendte blikket mod hende. Et sted også bekymret, for hun havde vel revet ham sådan ud af søvnen af en grund? Tankerne om at han stod i hendes bur som tilsyneladende ikke var brudt op, var slet ikke en tanke som han tænkte det mindste over.

[Deleted]

Efterhånden måtte de have ligget der i et par timer Cayla var dog i tvivl om hvor længe hun havde været forvandlet, eftersom det sidste hun havde huset havde været dagslys, hun huskede ikke aftenen eller natten eller noget som helst, hun vidste ikke engang hvornår Junior var endt med at gå ind til hende, selvom hun havde forbudt ham det! Det irriterende hende virkelig at han som det første havde valgt at bryde et af de krav som hun havde sat op for at give en chance til, ønskede han det i det hele taget? At Junior så vågnede brat var noget som hun kunne var ganske godt tilfreds med. hendes hjerte bankede hurtigere end ti vilde heste, hun følte sig virkelig svimmel! Cayla havde endnu ikke lagt mærke til det enorme klokkeværk, det var ikke ligefrem det første hun kiggede efter, og særlig ikke med den kvalmende fornemmelse hun havde i maven. Blikket fulgte ham som han frygtelig hurtigt kom på benene og vendte ryggen til hende. Der var intet hun ikke havde set før, selv var hun ikke længere vildt blufærdig, mest fordi hun havde været vant til at klæde sig af før forvandlingen og være mindst ligeså nøgen når hun vågnede igen, derfor gjorde hun end ikke rigtigt noget for at skjule sig for ham.
De flammerøde lokker faldt ned over de blege skuldre i lette krøller. Det var ikke nær så klamt mere nu hvor cellen var gjort rent, og hun samtidig kunne komme i bad dagligt, særligt med henblik på feberen der gjorde hende ulækker og svedig. ”Nej jeg er ikke okay,” svarede hun hurtigt og med direkte febrilsk stemme. Bare at stå op gjorde ondt, hun var jo slet ikke vant til den form for indtrængen! Hun var stadig en smule stakåndet, ikke mindst fordi hun slet ikke kunne forholde sig til noget som helst. ”Jeg bad dig om at blive ude af buret. Allerede nu beviser du præcis hvor meget du vil det her, det er virkelig flot,” skældte hun vredt! Det kunne virkelig ikke være rigtigt. Tårerne pressede sig på, både af smerte og af ren og skær frustration! Hun havde indvilliget i at give ham en chance og ved første given mulighed brød han sine egne løfter? Blodet efter hans bid løb ned over hendes nakke, dyret ville aldrig have mærket det, men hendes hud var langt mere fintfølende trods alt. ”Ved du hvad Junior, hver sød bare at gå,” endte hun bestemt. Det havde været én chance og den havde han netop valgt at bruge uden at få det mindste ud af det. Benene knækkede snart sammen under hende, men hun ville ikke sidde ned, for det ville for alvor først gøre ondt, og trappen var hun slet ikke i stand til at tackle i øjeblikket hun var direkte udmattet. Blikket vendte hun bort fra ham og mødte i stedet solen der prikkede en smule på den blege hud. Det var bestemt ikke en behagelig måde at vågne på, men igen var han selv uden om det, og så var hun fuldkommen ligeglad med om hun havde et ansvar for at lære ham om det han nu var blevet, et bæst.. Det passede ganske vidst til ham tydeligvis!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior vidste udmærket godt, at han havde brudt reglerne ved at gå ind til hende. Han havde lovet at gøre et forsøg på at gøre hvad hun krævede og ønskede af ham, og det indebar jo selv at blive væk fra cellen når forvandlingen var gået i gang. Han havde vel bare ikke tænkt på konsekvenserne og påvirkningen af hans dyr som hendes havde på ham? Nu hvor han virkelig kunne føle den smerte, og at høre hende med den tone, så var det tydeligt, at det som var sket på ingen måde var i orden! Selv han kunne næsten gætte sig til hvad der var sket, selvom det i det store og hele ikke var en tanke som.. direkte gjorde ham noget, men den tanke alene, var noget som alligevel gjorde forbandet ondt, så man skulle tro at det måtte være løgn! Tænderne bed han kraftigt sammen. Han burde få nogle til at kigge på det, for den smerte, var bestemt ikke af den slags som han kunne leve med resten af livet, det var da stensikkert, selvom det nok ikke ligefrem var ham nogen hjælp som sådan, men det var nu ikke noget som han kunne gøre noget med på stående fod. Han kunne allerede ud fra Caylas tone høre, at den var helt gal, og han vidste det jo godt! Han vendte blikket mod hende, også selvom han kunne høre på hende, at hun faktisk måtte være vred på ham. Skuffet måske? Han sukkede dæmpet og vendte sig mod hende, hvor han alligevel fjernede hænderne, for at holde fast i tremmerne, for det var jo lige før smerten nærmest måtte tvinge ham i gulvet! ”C-Cayla… hør på mig..” forsøgte han, også selvom det var tydeligt, at det ikke ligefrem var noget osm han kom særlig langt med.
Caylas vrede vidste Junior godt var velfortjent, selvom det slet ikke var hans mening at gøre hende ondt på nogen måde! Han vendte blikket mod hende og så mod cellens åbning som hun nærmest forviste ham. Han bed tænderne let sammen. ”Jeg.. jeg mente ikke at gøre dig noget ondt.. Undskyld..” Han vidste godt at det havde været dumt, men for pokker.. han havde jo ikke tænkt på at hun faktisk kunne tvinge det bæst frem i ham på den måde! Han gik med yderst varsomme skridt hen til celledøren, for selv hans skridt var noget som virkelig gjorde ondt. Han borrede nærmest neglene ned i hans håndflader. ”Jeg.. mente det ikke på den måde..” nærmest forsøgte han, som han vendte blikket mod hende. Selv måtte han kæmpe for at holde sig oprejst og bare bevare den form for selvkontrol, for nemt var det bestemt heller ikke for ham på nogen måde overhovedet! Celledøren åbnede han varsomt, selvom han ikke slap hende med blikket. Han havde så ondt han kunne græde, men han ville bestemt ikke vise det.. ikke hvis han faktisk havde gjort det ved Cayla som han nu var sikker på at han havde, og det var noget som efterlod ham med en dårlig smag i munden. Han havde jo lovet hende at tage det stille og roligt!

[Deleted]

Måske Junior havde lovet at gøre et forsøg, og hun havde bestemt ikke forventet sig at han altid ville huske de små ting, som at kalde hend ved navn og ikke at skænke hende et overflåd af komplimenter, det havde han jo altid gjort, men at gå ind i cellen til hende, kunne umuligt være en forglemmelse og det gjorde hende vred! Det var bestemt ikke at tage ansvar for det bæst han var blevet! De gyldne øjne stirrede på ham, lyste langt væk af panik ved tanken om hvad der var hændt i løbet af natten. Hendes hænder var endnu blodige, hun kunne føle det løbe ned over ryggen, et bid i nakken og ondt i bagen.. der kunne ikke herske nogen tvivl om hvad han havde haft gang i, og det var jo ikke underligt, eftersom det primært var hvad alle store hanner havde i tankerne, at formere sig, og det var ærlig talt noget hun nægtede! De havde måske fået Aliyah og hun var og forblev deres lille prinsesse, men hun skulle ikke havde flere børn og slet ikke med ham! Hendes bryst hævede og sænkede sig i urolige og forpustede små stød. Det var hårdt at stå på benene, og det drænede hende for energi at være vred på ham, men hun kunne ikke andet, heller ikke selvom hun så skylden afspejle sig i hans blik. Den mand måtte være den mest manipulerende hun kendte. ”Nej jeg vil ej!” bed hun ham af med en direkte frustreret tone. Hun kunne ikke blive ved med at lytte, når han ikke var i stand til at give hende det mindste i gengæld.
I teorien havde han jo ikke gjort hende ondt som sådan, hun havde ligeså været et dyr, og hvis han var bare halvt så flot et dyr som han var en mand, så var hun ikke i tvivl om at hun havde ladet ham bestige hende, og den tanke var endnu mere kvalmende selvom hun ikke huskede det mindste af den! ”Det er ligemeget.. bare gå,” endte hun dæmpet og lod blikket forlade ham.
Det gjorde virkelig ondt at sende ham væk, særligt vel fordi hun selv havde.. klamret sig ind til et spinkelt håb om at de før eller siden ville kunne få det til at fungere, og han havde allerede bevist anderledes! Tårerne pressede sig på, hvilket var grunden til at hun nægtede at se på ham, hun ville ikke vise sig svag overfor ham, ikke når han altid var så forbandet sød! Selvom hun havde glædet sig til at komme ud af cellen igen, så lod det til at hun hellere måtte indrette sig på ny. Forsigtigt slap hun tremmerne og strøg hen til det lille vindue som lod solens varme stråler igennem også selvom det ikke var meget. Fuldkommen blottet så var det mere end rart med varmen fra den også selvom man vel kunne sige at det var minimale mængde. Ryggen vendte hun til ham, uden at tænke synderligt meget over de små dråber blod der løb ned over ryggen som havde det været tårer på hendes kind.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det var ikke en forglemmelse fra Juniors side af, men det var nu bare sådan at det var. Han havde jo ikke ligefrem regnet med at hendes bæst skulle rive dyret frem i ham, for det var slet ikke noget som han havde regnet med! Det var jo ikke ligefrem noget som nogen havde fortalt ham! Ellers havde han skam nok sørget for at blive langt væk fra det bur som han overhovedet kunne komme! Han var faktisk ked af det som var sket, for selv han var ikke i tvivl om, at hændelsen faktisk måtte være sket efterhånden, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Aliyah havde de fået, og det var noget som han var så glad for og så frygtelig stolt af! Men selv han kunne se sine ædle dele, og sige, at der aldrig nogensinde ville komme flere børn fra hans side af, for det var noget som faktisk gjorde vanvittig ondt. At lytte ville hun ikke, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere for ham, og det gjorde ondt, at hun direkte skulle skrige det af ham, for han kunne jo se i hendes øjne, at hun var direkte panikslagen! Et sted så frygtede han vel for, at det faktisk var nu at det hele skulle gå mod sin ende? At han ikke ville have mere at skulle komme efter? Det var jo ikke fordi at han tænkte med de nedre dele, for det gjorde han faktisk ikke! ”Undskyld..” mumlede han let for sig selv, næsten med en stemme præget af skam, for han havde det bestemt ikke særlig godt. Bare tanken om det som han havde gjort, var ham direkte dræbende!
Tanken om at Cayla bare sendte ham væk, var noget som direkte gjorde ondt, men alligevel noget som han faktisk havde en respekt for, for han vidste jo udmærket godt hvorfor hun gjorde som hun gjorde, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Tænderne bed han fast sammen. ”Udmærket, jeg.. jeg er oppe ovenpå, hvis der er noget.. bare.. kald på mig ikke..?” bad han dæmpet, som han roligt sendte hende et sidste blik, selvom hun allerede stod der med ryggen til ham. Med et mindre gisp, så gik han hen til trappen og langsomt begyndte at kæmpe sig op af den, for det var faktisk direkte smertefuldt! Og det har ikke gjort så ondt siden hun faktisk havde sparket ham! Han nåede op i stuen, hvor han direkte kollapsede på sofaen. Tårerne havde han fået i øjnene. Han forstod slet ikke hvad der var sket, for.. havde hun revet dyret frem i ham? Hun havde vel ladet ham bestige ham? ”Tilgiv mig Cayla..” endte han dæmpet, som han tog fat omkring det ene tæppe og bare kastede det over sig. Han følte at han kogte, så han skulle bestemt ikke i nogen beklædning endnu, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Øjnene lukkede han stille, som han prøvede at genvinde bare lidt kontrol, for nemt var det ikke, og det var noget som i den grad kun gjorde langt mere ondt, end det som godt måtte være i den anden ende!

[Deleted]

Cayla havde slet ikke tænkt tanken at hun kunne rive i hans dyr, og særligt ikke uden for fuldmånen, der var jo gået ekstremt mange år før hun selv var begyndt på det, og han havde på en eller anden måde udløst det! Hun blev stående med ryggen til ham og betragtede solen som næsten sved i hendes øjne efter nattens forvandling. Hun betvivlede ikke at han var ked af det, hun kunne høre både frustration og skam i hans stemme, men det havde hun også gjort den aften med Gina, denne gang kunne hun bare ikke lade sig påvirke af den. Blodet løb i baner ned over hendes ryg som tårer, og hun havde forfærdelig ondt i bagen, hun turde knapt at bevæge sig, og hun havde ingen idé om hvad hun skulle gøre ved det. Tanken om hvad der var sket, var virkelig grænseoverskridende for hende, også selvom hun havde været et dyr, hun havde jo ikke været ham så tæt siden Aliyah blev udfanget! De ædle dele havde hun ikke rigtigt skænket et blik, det virkede akavet også selvom hun ikke reagerede på sin egen nøgenhed, efterhånden var det næsten blevet mere normalt end at være påklædt. Hun var svedig igen, og hun duftede af.. ham? Over det hele endda? Stift og uden et ord stirrede hun ud af det lille vindue, mens hun kunne høre ham gå op af trappen yderst anstrengt, blev han øm af den slags også? Hun følte en knude i maven, hun brød sig jo slet ikke om at tænke på det, og når hun bad ham om at gå, så mente hun bestemt ikke op i hendes stue! Han boede her ikke mere, og chancen for at han nogensinde ville komme til det, var netop røget! Først da han næsten var oppe, kastede hun blikket over den nøgne skuldre og betratede ham roligt.
Det var slet ikke fristende at skulle blive nede i kælderen, et varmt bad og et eller andet som ville tage smerterne ville gøre det langt lettere. Hun så sig om. Foruden et misrablet stof som tidligere havde været en kjole, var der ingen spor efter dem. Selvom det var yderst tævende valgte Cayla at følge efter ham op. Tårerne meldte sig i hendes øjne, for hun forsøgte at gå normalt men det sved som en i pokker. Hun ville dog ikke gå rundt og ligne en der skulle lave nummer 2! Efter flere minutters besvær kom hun endelig op, og trådte med stille skridt mod stuen, hvor hun stoppede op i dørkarmen, med en direkte undskyldende mine. ”Jeg burde ikke blive sur på dig. Jeg burde have vidst at det kunne ske. Men du skulle have lyttet til mig!” tilføjede hun frustreret. Hun lænede sig lidt op af karmen, så hun ikke behøvede at stå helt op, det brændte og sved mere end noget andet, og hun ville kun finde det flovt at skulle spørge ham om hvad hun skulle gøre. Af en grund følte hun sig dog en smule bedre end da han var kommet, lidt mere energi også selvom kroppen stadig skælvede. ”G..gider du at række mig tæppet?” spurgte hun stilfærdigt, for hun ønskede virkelig ikke at rokke sig ud af stedet! Blikket slog hun ned i jorden, for at se ham i øjnene efter dette, kunne hun ikke!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Dyret var stadig meget skræmmende nyt for Junior, og det var noget som han nu måtte lide af konsekvenserne under, om det var noget som han nu ville det eller ikke, for det var noget som gjorde ondt, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. At se Cayla så panikslagen at hun tog den tone i brug overfor ham, selvom han slet ikke havde gjort noget af det med vilje! Han havde jo kun sat sig ind i hendes bur for at holde hende lidt med selskab! Give hende en form for ro og give hende den mulighed for at slappe lidt af, for han havde jo set, at det slet ikke var noget som skete når han ikke var der, så han havde jo kun gjort det for at være sød ved hende, selvom det i den grad havde givet massive bagslag, og det havde slet ikke været hans intention, for det var slet ikke noget som han havde regnet med på nogen som helst måde overhovedet, og dog, så var det sket alligevel, og det var en tanke som gjorde direkte ondt, om det var noget som man nu ville det eller ikke, og den tanke var noget som gjorde direkte ondt for hans vedkommende. Han vendte blikket direkte mod hende, ganske kort før han søgte op af trappen, selvom det var en frygtelig langsom, for det gjorde virkelig ondt, for det ramte jo de ømme dele, og det var noget som virkelig jog voldsomt igennem ham!
Turen op på sofaen, var smertefuld nok som den var, men ikke noget som han direkte kunne gøre noget ved som sådan. Han gispede ganske svagt og bed tænderne tydeligt sammen. Han kunne jo ikke bare vade ud af døren, når han så sådan her ud uanset, selvom han vidste, at han sikkert ikke var meget velkommen her mere, selvom det var en tanke som mere end nok kunne tvinge hans hjerte næsten helt ned i maven. Blikket vendte han direkte mod hende, som han hørte hendes stemme i døren. At se hende i ingenting var ikke noget nyt, og det var også hendes ansigt som han så på, for det var det som han ønskede at opretholde! Han nikkede stille til hende og bed sig svagt i læben. ”Jeg… regnede ikke med at noget sådan skulle ske, Cayla.. Jeg.. jeg er ked af det.. undskyld..” endte han dæmpet, som han varsomt endte med at sætte sig op. Det gjorde virkelig, virkelig ondt, uden at han kunne gøre noget ved det som sådan! At hun bad om tæppet, fik ham kun ganske kort til at vende blikket ned, selvom.. ja, der var ikke noget at se, men han vidste a det var der. Han nikkede igen. ”… Selvfølgelig,” endte han dæmpet, som han endte med at vikle tæppet af sig ganske forsigtigt, kun for at række det mod hende og uden så meget som et eneste ord, for han vidste, at dette på ingen måder, var noget som var med ham. Tvært imod.

[Deleted]

På trods af at Cayla havde været et dyr i frygtelig mange år, så havde hun slet ikke overvejet at det kunne ske, ikke når han var så ny og uden for fuldmånen, så et sted var hun selv uden om det. På den anden side så havde det været både dumt og disrespektfuldt af ham at gå imod de kriterier som hun havde stillet for ham på bare et par dage siden. Han burde ikke være velkommen, men hun havde det dårligt og hun ville helst ikke være selv lige nu! Det havde været lidt af en kamp om at komme op i stuen, men nu stod hun der med let spredte ben og lænede sig op af dørkarmen, hun turde ikke at bevæge sig ud af stedet. De gyldne øjne betragtede Junior lettere overvejende.
Hvad pokker skulle hun stille op?!
Det var tydeligt at selv Junior havde ondt, men hun forstod ikke hvorfor, det var svært at forestille sig at hun i den tilstand havde angrebet ham på nogen måde, sveden piblede jo stadig ned over det blege ansigt og fik det til at skinne når lyset ramte rigtigt. Hun skælvede og på trods af nøgenheden så var hun brændende varm som følgerne af feberen. Hun lod hånden stryge gennem de flammerøde lokker en smule træt og dovent. Stille endte hun med at nikke. ”Jeg havde heller ikke skænket det en tanke. Uanset hvad så skulle du have overholdt de kriterier, jeg synes ikke at de var urimelige,” påpegede hun en anelse spidst, også for at understrege at hun faktisk var vred. Cayla fulgte ham med blikket hen til tæppet og rakte sig lidt halvhjertet efter tæppet, også selvom det virkelig gjorde ondt! Til nu havde hun ikke ladet blikket forlade hans ansigt, men un var ikke vant til hans nøgenhed på den måde, og næsten nysgerrigt lod hun blikket søge lidt stjålent hen over de nedre dele, også selvom det kun resulterede i et mindre gisp. Nu forstod hun da klar hvorfor han havde ondt. Hun rettede sig op og svang tæppet omkring sine skuldre, hvilket skænkede hende den varme som hun havde manglet. For lange sekunder stod hun blot og stirrede på det misfarvede klokkeværk.. eller kalorius som Kimeya havde lært hende i sin tid. Det var måske uhøfligt, men lige der kunne hun ikke lade være! ”J-Junior.. jeg ved godt at jeg ikke har set dig blottet i mange år, men det er bestemt ikke sådan jeg husker at det skal se ud,” påpegede hun med usikkerhed i tonen. Sandheden var jo at hun faktisk ikke havde forstand på den slags, hun havde kun prøvet det en gang, og det var så mange år siden! Ganske få gange siden havde hun set ham nøgen, og hendes generthed havde fået hende til at kigge væk når det endelig var sket, men det der så bestemt ikke godt ud! ”Er d-det fra i går?” spurgte hun og lod endelig blikket falde i hans direkte uforstående.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde slet ikke lyst til at gå nogen steder, også fordi at han faktisk var faldet utrolig godt til her med Cayla, og han ønskede jo at finde ud af det med hende! Det havde måske ikke været at vise hende respekt, at søge ind til hende, men det var nu heller ikke noget som han kunne gøre om nu. Han havde dog slet ikke regnet med at hun ville være i stand til at rive dyret frem i ham, som det var sket, for det var jo slet ikke noget som nogen havde fortalt ham om, og det var noget som et sted direkte måtte irritere hende, men det var nu ikke noget som han kunne gøre noget ved. I den tilstand som Cayla var i, så ville han i hvert fald gøre hvad han kunne for at blive her, for han ønskede hende jo kun det bedste, og det var bestemt ikke det bedste, at skulle efterlade hende i den tilstand som hun måtte befinde sig i, for han nægtede at skulle fortælle deres elskede lille pige, at hun var blevet moderløs, for det var det som Cayla var på vej mod, hvis hun skulle kæmpe med det alene!
Junior vidste at Cayla var vred, hvilket var noget som han kunne læse på hendes tone, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham eller hans vedkommende i den anden ende, og han vidste det jo trods alt også godt. Han sukkede dæmpet. ”Jeg er virkelig ked af det, Cayla.. Det var slet ikke min mening..” forsøgte han endnu en gang. Han ønskede slet ikke at hun skulle være sur på ham, men at de skulle finde en løsning på det hele, for det var jo trods alt også det som var meningen med det hele, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han vendte blikket stille mod hende endnu en gang, som han lod hende tage tæppet fra ham. Ikke fordi at det gjorde ham noget som sådan, for det var jo trods alt hendes hjem.. han boede der vel kun bare? At hun gispede, fik ham til at vende blikket ned, for han vidste godt, at klokkeværket slet ikke skulle se sådan ud, og det var ikke noget som han kunne gøre for, for det var jo faktisk hendes skyld, at det så sådan her ud! Han bed tænderne let sammen. ”Det.. det skal det heller ikke..” endte han dæmpet og vendte blikket mod hende endnu en gang. Det glædede ham dog bare at se hende bare.. lidt vel, for hun så betydeligt bedre ud, nu hvor han var kommet hjem, og han var overbevist om at det havde noget med det at gøre! Han sukkede dæmpet og rystede på hovedet. ”Det er ikke.. fra i går, men.. fra vi så hinanden.. sidst,” endte han dæmpet. Han havde slet ikke lyst til at nævne Ginas navn, for han var bestemt ikke stolt af det, og han havde slet ikke nogen anelse om hvad pokker der var sket! Blikket gled roligt mod hendes ellers så smukke ansigt.

[Deleted]

Det var svært at få det til at fungere hvis de allerede startede ud på denne måde! Måske hun havde givet ham en chance, men desværre måtte hun erkende at hun på ingen måde havde tilgivet ham for hele situationen med Gina, hun væmmedes endnu ved billedet af ham og Gina, og derfor gjorde aftenens gøren det heller ikke bedre, for det var sådan hun havde fundet dem! Det var slet ikke nemt, og hun havde trods alt regnet med at han i det mindste ville have gjort sit bedste med henblik på at holde sig til de kriterier hun havde stillet op. Det så sort ud for dem, men på den anden side så elskede hun at han var hjemme igen. Det havde slet ikke været det samme det samme uden ham, hvilket havde sat sine tydelige præg på hende. Hun havde fået det bedre blot på et par dage, måske fordi hun lå i en varm seng frem for en kold kælder, desuden havde hun ikke kastet synderlig meget op, men hun havde stadig ikke spist særlig meget.
At hun var på vej ud over afgrunden var noget som var gået op for hende, men som hun ikke ville erkende, det ville give ham en alt for stor følelse af tilfredsstillelse, og hun nægtede at være afhængig af ham på den måde! Blikket fulgte ham meget nøje. Med tæppet omkring sig lænede hun sig op af dørkarmen og så fra det misfarvede lem og til hans blik. Hun ville et sted gerne røre og se hvor slemt det var, men hun havde intet behov for at komme nær ham på den måde, tanken gjorde hende dog urolig! ”Jeg.. jeg ved det godt.. bare hold dig langt væk næste gang,” svarede hun en smule fraværende for nu var det hans ældere dele som havde taget hendes opmærksomhed, også selvom der var noget forkert ved det. Hendes øjne faldt lidt i til tider, forvandlingen var udmattende og hun var frygtelig træt! ”D- det mindes jeg heller ikke,” erkendte hun tydeligt bekymret. Det sagde vel også lidt om at hun faktisk ikke var ligeglad? Hun bekymrede sig for ham, selv når hun selv stod der og havde smerter. Det var heldigvis stoppet med at bløde fra nakken, i stedet havde hun nu et blodspor ned langs rygsøjlen. Hans ord fik hende til at se for sig hvad var sket den aften. Hendes blik ændredes betragteligt. Hun havde været frygtelig vred og såret den aften og hun havde.. sparket ham mellem benene det huskede hun, i et desperat forsøg på at komme væk fra ham! ”Oh,” endte hun stilfærdigt. Det var slet ikke fordi hun havde tænkt sig at undskylde noget som helst fra den aften! ”Du... du burde få det undersøgt hos Silia for det ser virkelig ikke godt ud,” endte hun stille og sank en klump. Så måtte natten da også have været forbandet smertefuld for hans del, men hun huskede ikke noget som helst selv så det var svært at svare på for hendes del vel og mærke.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior ønskede bare at det hele skulle gå, men det var bestemt heller ikke så nemt igen, og han vidste det jo trods alt også godt. Tænderne bed han let sammen. Han havde virkelig været.. dum! Han havde jo kun gjort det for at være sød ved hende, holde hende lidt med selskab og.. bare sørge for at hun kunne slappe lidt af og få noget i maven, for han havde jo fundet ud af, at det var i den skikkelse han kunne få hende til at spise ordentligt, så selvfølgelig havde det været en situation som han havde ønsket at udnytte og så meget som det nu havde været ham menneskelig muligt, så selvfølgelig var det nu bare sådan at det var. Det havde været en fejl, og nu havde han i den grad også lært frygtelig godt af det!
Junior frygtede et sted at Cayla nu ville smide ham ud igen, for det var slet ikke noget som han ønskede sig! At være hjemme, var virkelig rart, også fordi at han nød at se hende smile lidt, at se hende komme lidt op af kælderen og vide at han var der til at hjælpe hende når det var nødvendigt, også selvom han nu gjorde alt det som han kunne for at passe på hende! Hendes ord lettede ham dog, for det lød slet ikke til at hun ville smide ham ud! Han nikkede stille. ”Det kommer ikke til at ske igen.. Jeg lover..” endte han sigende, også selvom han mente det i ramme alvor, for han ønskede slet ikke at gøre ondt værre end det som det måtte være i forvejen, for det var virkelig slemt nok som det var lige netop nu! Hans ædle dele havde ganske vidst aldrig set sådan ud, men efter hendes velplacerede spark, så havde sagen i den grad været det som havde ødelagt det hele for hans del! Han nikkede mere sammenbidt, som han blev siddende og helst uden at røre sig alt for meget. Det var ikke ligefrem fordi at det var det som han havde lyst til at sidde og snakke med hende om, for han regnede jo slet ikke med noget som helst og efter denne nat, så turde han jo slet ikke at gøre det! ”Den har heller aldrig set sådan ud..” endte han dæmpet, også selvom det ikke ligefrem var med en stolthed i stemmen, for det var det på nogen måde! Han endte med at ryste på hovedet. Det var bestemt heller ikke fordi at han havde lyst til at smide bukserne for øjnene af Procias’ dronning! Han vendte blikket mod hende endnu en gang, som han roligt og ganske varsomt forsøgte at skjule det lidt med begge sine hænder, for et eller andet måtte han jo kunne gøre ved det! Han forsøgte da om ikke andet, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, selvom det bestemt heller ikke var så nemt igen, hvad end om det var noget som han nu ville det eller ikke. ”Jeg.. jeg vil ikke smide bukserne for øjnene af Procias’ nye dronning.. Og ikke når jeg kender hende så godt..” endte han med en mere sammenbidt stemme, idet han forsøgte at rejse sig, selvom han temmelig hurtigt opgav det. Han slap et mindre gisp og satte sig ned igen. Det gjorde virkelig ondt!

[Deleted]

Det var virkelig ikke nemt men om ikke andet så gjorde Cayla sit bedste, hun var gået så langt som at give ham den chance, og nu hvor han havde brudt et af kriterier allerede, så var der ingen tvivl om at hun burde smide ham ud, men for det første var hun utryg ved at være selv, selvom hun ikke ville erkende det, desuden så savnede hun ham inderligt når han ikke var der, og det var fuldkommen forkert for hun burde hade ham, og hun var naiv nok til at tro på hans historie om at han ikke kunne huske noget som helst, før hun var endt med at skulle stå i døren. Hun afslørede dog også hurtigt at hun ikke havde tænkt sig at smide ham ud.. den aften ved ruinerne havde hun valgt at give sig hen til ham, og det var ikke noget hun bare lige kunne stoppe med! Benene skælvede under hende, hun greb om karmen i forsøget på at holde sig oppe. Det drev hende til vanvid at være svag og syg, men hun have ikke haft noget andet valg, efter Cedrics død kom der stort set aldrig nogen for at se til hende, var det underligt at hun følte sig lidt alene? Hun nikkede stilfærdigt. Han havde vel også fået sin lærerstreg for alvor nu? En gang til og så ville hun ikke være så mild, men hun havde selv haft del i det som var sket, så det var jo heller ikke retfærdigt at ligge det hele over på ham. Yderst stille forsøgte hun at bevæge sig tættere på sofaen. Det sved men hun forsøgte at skjule det, det var for anstrengende at holde sig stående. Langt om længe nåede hun det, og gled ned at sidde halvt om halvt på hoften, for det andet ville bare blive en smerte uden lige! Hun så ud.. solen var på vej op for alvor, det tydede på at blive en flot dag, desværre kunne hun ikke nyde den, også selvom hun længtes efter den friske luft. De gyldne øjne gled igen mod Junior der stod der næsten febrilsk. Hun så væk en smule forlegen da han forsøgte at skjule sig. ”Jeg.. har set dig før,” påpegede hun meget forsigtigt. På trods af at hun ikke var stolt af sin krop så havde hun intet problem med at lade ham se hende blottet for hende var det naturligt og han behøvede heller ikke at skjule sig for hende. Måske han ikke ønskede at smide bukserne for Silia, men nu hvor Nathaniel var død.. ja så var der ikke mange muligheder, og det der så virkelig grimt ud, særlig hvis det havde gjort det i måneder! Cayla himlede med øjnene. ”Det ville være dumt at lade være, jeg tror altså at det der er ret alvorligt, og selvom jeg virkelig havde lyst til at kasterere dig den aften.. så ønsker jeg ikke at du skal endeligesom Jason,” endte hun ærligt. Hvis det skulle lykkedes dem at finde ud af det så.. ønskede hun jo også at kunne indhente lidt af det tabte, også selvom tanken lige nu virkede for overvældende til at hun kunne overkomme den!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde helt klart lært sin lærestreg, om det var noget som han nu ville det eller ikke, men det var ikke ligefrem noget som han kunne gøre noget ved nu. Han ønskede i det mindste ikke at han skulle smides ud, for han ønskede at være omkring hende, han ønskede at hjælpe hende, og han ønskede at passe på hende, og det var vel heller ikke så forkert gjort af ham, var det? Han vendte blikket ganske stille mod hende endnu en gang. Han havde lært nu og han vidste at han nu var nødt til at holde sig væk når hun skulle ned i kælderen når hun var der, selvom det bestemt heller ikke ville blive nemt for ham, for han ønskede hende jo kun det bedste, og han kunne jo høre hvordan hun direkte kæmpede for at komme ud af kælderen, så selvfølgelig var det heller ikke ligefrem noget som gjorde det nemmere for ham på nogen som helst måde overhovedet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, for han ønskede hende jo kun det bedste, og han var bestemt ikke enig i, at det var det bedste at ignorere hende, når han kunne høre hende pibe og hyle, nærmest som hun.. faktisk kaldte på ham.
At Cayla kom tættere på ham, havde han ikke noget imod, hvor han roligt gjorde et lille hop mod sin ene side, så hun ville være i stand til at komme ned at sidde ved siden af ham. Han bed sig svagt i læben, for bare det at bevæge sig så lidt, var bestemt også noget som gjorde ondt for hans vedkommende! Han vendte blikket mod hende, som han alligevel endte med at fjerne sine hænder, for det var jo ikke ligefrem fordi at han var stolt af hvordan det så ud, og desuden gjorde det også vanvittig ondt som aldrig nogensinde før, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! ”Det.. ved jeg godt,” endte han dæmpet, som han igen vendte blikket roligt mod hende. Han havde det ikke særlig godt, og det som skete i aftes og natten igennem, har helt klart været hans skyld, om det var noget som man ville det eller ikke. Han sukkede dæmpet. Han havde det dårligt med at gøre hende så panikslagen, for det havde slet ikke været hans hensigt! Svagt bed han sig i læben og vendte blikket mod sit kære klokkeværk. Det var bestemt ikke noget at prale med uanset, om det var noget som man nu ville det eller ikke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. ”Uanset hvad, så tror jeg ikke du skal regne med at natten har båret frugt,” begyndte han sigende, for det var jo ikke engang løgn! ”Det er bare.. en underlig tanke at skulle smide bukserne for hende.. Du ved ikke hvor meget jeg kæmper bare med at få dem på..” endte han dæmpet. Det var faktisk ikke fordi at det var særlig nemt for ham. Tvært imod, så var det noget af det mest smertefulde som han nogensinde havde været udsat for, det var der ingen tvivl om!

[Deleted]

Sket var sket og der var ikke meget de kunne gøre ved det nu, Cayla kunne kun håbe at de begge havde lært af det og at han ville blive i stand il at abstrahere for hendes klagende kald. Hun havde gennem mange år været vant til at Junior havde siddet med hende i cellen, også selvom hun ikke havde været meget for det i starten men han havde insisteret på at være hos hende, og det var gået hen og blevet en tryghed for hende. Cayla kæmpede sig mod sofaen og gled ned at sidde ved siden af ham også selvom hun ikke satte sig direkte på enden det gjorde ondt helt af pommeren til, hvilket var klart hvis Juniors udstyr havde været ligeså miserabelt i ulveskikkelse. Det var slet ikke fordi hu ønskede at tænke på hvad de havde lavet også selvom ingen af dem huskede noget, hele pointen var at hun kunne mærke det. Fordi de aldrig havde været særlig intime var det slet ikke en bane som Cayla tænkte i, synet af hans lem skræmte hende, men ikke fordi hun vidste hvad det skulle bruges til, mere fordi hun kunne se at den var helt gal med ham!
Det var blevet tydeligt for hende at Junior ikke ønskede at hun skulle se ham, så i stedet vendte hun blot blikket mod tæppet. Indenunder sad hun og fumlede med sine tommeltotter, det gjorde næsten ondt at han ville skjule sig, også fordi det aldrig var noget han havde forsøgt i henhold til Gina.
Det var ikke fordi hun ønskede at kaste hele skylden over på ham men panikslagen var hun blevet, udelukkende fordi det også var en sjældenhed at komme så tæt på ham, det var jo ikke sket i mange år for pokker! Cayla nikkede stilfærdig. ”Godt,” svarede hun lidt kortfattet uden rigtigt at vide hvad hun skulle sige. Det var heller ikke fordi hun ville tvinge ham til at skulle blotte sig for hende overhovedet ikke! ”Det tror jeg heller ikke. Jeg håber det ikke, jeg vil mene at Aliyah er mere end rigeligt,” svarede hun stille. Hun elskede deres datter af hele hjertet, men hun havde været en mundfuld og hende og Junior havde glemt hinanden på vejen, hun ønskede ikke at skulle starte forfra med at være mor, og gå igennem de samme udfordringer igen.. desuden hvis det bar frugt, så ville det vel være.. dyr hun ville få? ”Jeg forstår dig godt, det er slet ikke det, men du kan ikke gå rundt sådan der og jeg har ingen idé om hvad jeg skulle gøre ved det. Du er nødt til det! Jeg stiller det som et af mine kriterier!” tilføjede hun hastigt. Hun ville aldrig få ham overtalt ellers, men hun ønskede ikke at han skulle gå rundt og vride sig i smerte konstant, desuden så ville hun ikke undvære hans nærhed resten af sine dage, hvis det en dag skulle vise sig at hun ville blive klar til for alvor at lukke ham ind igen.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde i den grad lært, og dette var bestemt ikke noget som han ønskede at blive kastet ud i endnu en gang. Dyret var bare direkte ukendt for ham, og det var bestemt ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for ham, for han havde jo slet ikke regnet med, at det var noget som kunne gå så galt, som det nu havde gjort, og det var jo heller ikke fordi at han havde ønsket at gøre hende noget ondt, for det havde slet ikke været hans intentioner på nogen som helst måde overhovedet! At hun ikke smed ham ud, var selvfølgelig noget som måtte hjælpe ham noget så frygtelig voldsomt, det var helt sikkert. Han endte blikket mod hende. At hun direkte valgte at vise ham den form for bekymring, var selvfølgelig noget som gjorde ham glad, for det var slet ikke noget som han havde regnet med, men det gjorde faktisk godt, at hun så ham og ikke valgte at smide ham ud, for det var noget af det som han i den grad havde været mest bange for, for han ønskede slet ikke at miste hende her, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet!
Junior så stille ned af sig. Det var slet ikke fordi at han havde været ude på at skulle skjule sig for hende, men.. mere for ikke at gøre det for ubekvemt end det som det måtte være i forvejen, for det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han nikkede stille til hende. Aliyah havde været en kæmpe mundfuld for dem begge, men det havde i den grad været det værd, for deres lille pige havde fået den bedste opdragelse, det var han slet ikke i tvivl om! Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang og med den rolige mine i ansigtet, selvom.. det faktisk var noget som gjorde vanvittig ondt, men ikke noget som han vidste noget til som sådan. ”Jeg har aldrig nogensinde fortrudt, at vi fik hende, Cayla. Men ja.. du har vel ret.. En har været rigelig..” endte han ganske sigende, og uden at tage blikket det mindste fra hende, for det var slet ikke noget som han kunne, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det var. At det ikke så ud som det burde, og at han burde søge hjælp vidste han, men han ville altså ikke smide bukserne overfor Silia bare sådan! Han bed tænderne let sammen og vendte blikket en anelse væk fra hende, næsten som han satte sig til at… tænke over tingene. At hun direkte valgte at sætte det som et kriterium, var noget som fik ham til at vende blikket mod hende igen, næsten stirrende på hende. ”Den der var ikke fair.. Jeg kan jo ikke smide bukserne for øjnene af den procianske dronning, Cayla..!” endte han næsten frustreret, som han roligt betragtede hende med en ganske sigende mine. ”Og.. jeg har nu alligevel gået så længe med det nu at.. ja.. det kan vel næsten være lige meget? Det skal nok gå i sig selv igen..” endte han ganske sigende, og næsten.. prøvende om ikke andet.