So far so good..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Der var efterhånden gået et par dage, siden Cayla havde indvilget i at give Junior den nye chance, og det var bestemt ikke fordi at han ønskede at forspilde den! I aften var det en anelse køligt, men af den grund, så havde han dog alligevel valgt at gøre en anelse mere ud af det. Cayla havde været i kælderen meget af dagen i dag, og han havde givet hende det albuerum som hun nu havde bedt om, selvom det var et af de kriterier som han ikke var meget for. Det gjorde ondt.. og det var bestemt ikke nemt, men han gjorde det, ganske enkelt fordi at han elskede hende! Også selvom det var ord som han ikke engang kunne give hende, og det var lige så også noget som gjorde ondt! Han vidste at ikke om Aliyah havde været forbi endnu, for selv meget ved den varulv var fremmed for ham, men så lang tid de kunne tage et skridt af gangen, så skulle det vel nok gå? Det håbede han om ikke andet!
Igennem de sidste par dage, så havde han virkelig forsøgt at tage et skridt af gangen, holde igen med kys, kram og generelle berøringer, samt sine navne til hende, for dem var der virkelig mange af, og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt længere, for det var det på ingen måde! Tanken var ham næsten skræmmende, men han forsøgte virkelig at gøre det efter hendes kriterier, for han ønskede bestemt ikke at miste hende igen! Han havde atter en gang forsøgt at blande lidt mad med vand.. simpelthen bare for at finde muligheden for at holde noget i hende, for hun lignede da noget som var løgn efterhånden og han brød sig ikke om det! Tanken skræmte ham, at se hende på den måde, selvom.. han havde da set smil og hun sov da lidt nu, så det var vel også små tegn til forbedring? Han endte med at tage koppen med blandingen af vand og noget kylling op i næverne, inden han roligt vendte sig om. Han vidste ikke om hendes forvandling var gået i sig selv endnu, og det var noget som han selvfølgelig håbede på! Det var den første forvandling igennem temmelig lang tid, og det var noget som han godt kunne lide, for i hans øjne, var det også noget som passede ham perfekt! Det var et tegn til bedring som han ønskede!
Turen ned i kælderen, gik ganske hurtigt. ”Cayla..?” endte han roligt, som han vendte sig mod buret. Han knugede en anelse omkring glasset, ligeså med tæppet som han havde over armen, så han havde noget varmt og godt at putte om hende, hvis forvandlingen skulle være overstået, så han kunne få hende med ovenpå igen. Jovist havde han ikke været i soveværelset endnu, for hun skulle have det frirum – også fordi at han bestemt ikke ønskede at forhaste sig på nogen måde. Han ønskede jo for pokker da ikke at miste hende!

[Deleted]

Junior var atter kommet ind i hjemmet, hvilket i den grad havde hjulpet på det hele. Forvandlingerne var blevet langt mindre hyppige, faktisk var dette Caylas første forvandling siden han var kommet. Efterhånden var det timer siden at hun havde gennemgået den, og tvunget ham til at smide hende tilbage i kælderen, men efterfølgende havde hun mistet tidsfornemmelsen. Det store dyr hun var blevet til, var efter timers hård kamp mod buret endelig faldet til ro og lå med hovedet oven på poterne som en blid støtte. Hun prustede tungt hver gang hun trak vejret. Solen var gået ned denne gang, men der var stadig flere uger til fuldmåne, og forvandlingerne var smertefulde, derfor var hun også langt mere frustreret selv som dyr, der gik flere timer inden hun kunne slappe af igen. Duften af mad ramte hurtigt hendes næsebor.
Hun spærrede øjnene op.. selv som dyr var de næsten røde, noget som hun havde fået efter sin kære far, ikke en mand hun havde lyst til at vedkendes som sådan. Hun brummede lidt utilfreds af at få sin søvn forstyrret, men på den anden side var hun virkelig sulten og hun kunne dufte kød på lang afstand. Junior genkendte hun ikke på samme måde, men han gjorde noget selv ved dyret underbevidsthed så han havde intet at frygte. Nysgerrigt endte hun med at rejse sig, og halte hen mod tremmerne. Hun var kommet til skade ved at løbe ind i væggen i et desperat forsøg på at komme ud af cellen. Snuden stak hun direkte igennem tremmerne, nærmest som ville det gøre muligheden for at dufte manden bedre. Det resulterede selvfølgelig kun i at den store snude sad fast, det var trods alt hende. Cayla forsøgte at vige tilbage men endte kun ud i et piven da det faktisk gjorde ondt. Igen forsøgte hun at komme fri, denne gang med poterne. Hun slog mod sin snude som havde det været legetøj, hvilket resulterede i nye, røde kradsmærker, hvilket hun allerede havde en del af fra før af. Nemt var det bestemt ikke, også fordi hun ikke havde den mindste form for kontrol når hun endelig gennem gik denne nye forvandling, og nu havde den varet i flere timer. Efter et et par minutters kamp gik det op for hende at hun ikke nåede nogle vegne med at forsøge, i stedet satte hun sig ned lige foran an tremmerne hvor snuden stadig sad fast og kiggede yderst utilfredst på Junior med de røde øjne. Han var ligeså et dyr, det kunne hun dufte, hvilket også var noget som gjorde hende en hel del mere rolig end ellers. Lyden af hendes navn reagerede hun slet ikke på, det var jo trods alt fuldkommen fremmede for hende i denne situation. Det var anstrengende at sidde som han gjorde, kunne han ikke bare snart få gang i de tyden ben, så hun kunne få sin snude igen?! Hun pev igen, også for at gøre opmærksom på ubehaget. Det var bestemt ikke let at være et dyr.. eller nærmere et bæst i hendes tilfælde.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior forsøgte virkelig at leve op til de kriterier som Cayla havde sat for ham, også selvom det bestemt heller ikke var helt nemt, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han havde fået lavet en blanding, som han dog næsten håbede at hun ville være i stand til at holde i sig, for det var virkelig forbandet vigtigt at hun fik noget næring i det hele taget, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende! Han vendte blikket ganske roligt ned af trapperne, som det var derned han søgte. Han kunne høre en rumsteren nede i buret, så umiddelbart regnede han ikke med at hun havde forvandlet sig tilbage endnu, hvilket han nu heller ikke sagde noget til. Det var den første forvandling siden han var flyttet hjem igen, og det var vel også noget som sagde lidt? At hun faktisk havde manglet ham lidt mere end det som hun havde givet udtryk for.
Junior passerede roligt hjørnet, for at komme ind i kælderrummet hvor cellerne stod, hvor han tydeligt kunne se at hun faktisk havde formået at sætte sig fast. Det var jo bare typisk Cayla! Smilet endte med at brede sig en anelse på hans læber, som han let rystede på hovedet. Med rolige skridt, så gik han hen til hende, hvor han satte maden fra sig – en anelse mere bag ham, så det ikke var det første som hun ville få øje på, for hun var da blevet tydeligt mere aktiv end det som hun havde været til nu. ”Du er da også bare for klodset Cayla..” Hånden lod han roligt stryge over hendes snude. Han havde måske lidt mad på fingrene, men han var nu alligevel ikke bange for at hun ville gøre ham noget, for det havde hun jo trods alt aldrig nogensinde gjort, så hvorfor skulle det være anderledes nu? ”Nu.. nu skal jeg nok lige hjælpe dig..” endte han dæmpet. Hun kunne jo ikke blive siddende der, for det måtte da også gøre ondt? Han tog ganske roligt fat omkring tremmerne som hun var omringet af ved hovedet, hvor han spændte i absolut alle sine muskler, for at kunne trække dem det lille stykke som skulle til, netop for at hun skulle kunne få hovedet fri. Hun vidste vel også, at han slet ikke ønskede at gøre hende noget? Det var selvfølgelig noget som han kun måtte håbe på, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende.
Junior elskede virkelig Cayla, og selvfølgelig var det noget som han ønskede at lade hende vide, selvom.. han ganske vidst ikke kunne sige det med ord, så agtet han at vise det med handling overfor hende, for det skulle vel bare mangle? Som hun måtte få hovedet fri, slap han tremmerne, kun for at vende sig mod den lille skål som han havde med sig. ”Her kæreste.. Spis du endelig..” afsluttede han stilfærdigt, som han skubbede skålen ind mellem tremmerne og ind til hende, ganske enkelt kun for at hun skulle få muligheden for at få noget i maven og spise det i fred og ro. Hånden trak han til sig. Hun skulle have ro til at spise!

[Deleted]

Cayla blev siddende og stirrede olmt op ham. Måske hun havde lukket ham ind i huset, men i denne skikkelse havde hun ikke den mest fjerne idé om hvem han var eller hvad han gjorde for den sags skyld, det ville alt sammen være glemt så snart forvandlingen tog til. Snude sad fast mellem tremmerne, hvilket efterhånden begyndte at være generende, særligt når hun kunne dufte kødet på lang afstand! Selv den store ulve-skikkelse var fuldkommen udsultet, det eneste der var der var skind og pels. Cayla pev igen bare for at gøre lidt opmærksom på sig selv. Forvandlingerne skete ikke nær så ofte nu hvor han var der fordi kroppen slappede af, men Cayla ville til enhver tid nægte at hun havde været så mentalt afhængig af ham, det var jo ikke hendes skyld af dyret levede så stærkt i hende pludselig. Snuden blødte lidt efter at hun havde ramt den med sine kløer, men hun tog sig nu ikke yderligere af det. De røde øjne stirrede mere intenst på hans hænder end de stirrede på ham, for hun havde udmærket gættet hvad han havde deromme bagved. Hun slikkede hans hånd i samme øjneblik han strøg hende over snude, hun kunne smage det salte kød, men gik ikke så langt soma t bide, fortsatte i stedet med at slikke desperat, også selvom hun ikke kunne vende hovedet sådan som snuden var endt med at sætte sig mellem tremmerne.
Selv som dyr var det trods alt Cayla, så at det skulle gå anderledes var næsten umuligt. Hun stoppede sit slikkeri da han tog fat om tremmerne og gav hende mulighed for at trække hovedet til sig da først de blev skilt lige de par millimeter det var nødvendigt. Hun rynkede på snuden, og gned den mod pelsen som forsøgte hun at ømme den, det havde jo været bestemt ikke været behageligt! Junior havde altid været der, siden hun havde været ganske ung om ikke andet, deltaget under fuldmånerne, så selv dyret vidste at han ikke ønskede hende noget ondt, at han passede på hende for det havde han jo altid gjort, hvad skulle være anderledes nu? Kampen om at komme ud havde hun direkte opgivet, det havde allerede kostete en del slag som ville vise sig, så snart hun ville få to i stedet for fire ben igen. Undersøgende gik Cayla hen mod skålen med det duftende vand som han stilte ind til hende. Tungen søgte ned i vandet og tog en tår. Hun brummede lidt utilfredst og sendte Junior en direkte dræbende mine. Lidt kræsen havde man vel lov at være, og kylling opløst i vand? Alligevel så bukkede hun atter hovedet og tog endnu en tår.. og en til, følelsen af sult overmandede hende, og dyrets mave var stærkere end hendes menneskelige, så måske hun faktisk ville være i stand til at holde det i sig, det ville ikke være så tosset. Cayla endte direkte med at ligge sig ned med hovedet begravet i skålen, bare så hun kunne få det hele med sig!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior vidste godt, at dette på ingen måder var nemt for Cayla på nogen måde, men han forsøgte virkelig at finde ud af det hele, finde grænsen for hvad han måtte og hvad han ikke måtte, også selvom det på ingen måder var nemt for ham. Han vendte blikket mod hende. Han var nok ikke helt ukendt men dog af den grund, så vidste han skam godt, at han af den grund skulle være temmelig påpasselig. Dyret i hende genkendte vel hans lugt? Så hun vidste at han slet ikke var ude på at gøre hende det mindste ondt? For det var da noget af det sidste som han ønskede sig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han lod hende slikke hans hånd, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile let for sig selv, for tanken var noget som han faktisk godt kunne lide. Et sted vel også en anerkendelse, men også et tegn på at hun virkelig var sulten efterhånden, så selvfølgelig var det noget som kun måtte gøre det hele så meget bedre også for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han nikkede. ”Er det kun fordi jeg har mad på fingrene, eller fordi at du godt kan lide mig..?” spurgte han drillende, også selvom han vidste, at han ikke ville få noget svar, men det var nu alligevel tanken bag. Selv stemmen måtte indikere for hende, at han slet ikke var bange for hende eller hvad der kunne ske, for han var slet ikke det mindste anspændt!
Tremmerne fik Junior revet så meget til hver deres side, at hun var i stand til at få hovedet igen, også selvom han kunne forestille sig, at det gjorde ondt, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han smilede ganske let og skubbede roligt maden ind mellem tremmerne og ind til hende. Han skulle jo selvfølgelig starte i det lille, for han vidste jo ikke om hun var i stand til at holde noget i maven i denne skikkelse, nu hvor hun var varulv, men det var nu bare sådan at det var. Hendes blik som hun sendte ham, morede ham virkelig. Han satte sig roligt udenfor tremmerne. ”Du behøver ikke sende mig det blik..” endte han med et stille smil på læben. At hun lagde sig og begyndte at mæske i sig, var en tanke som gjorde ham glad, hvor han roligt blev siddende, ganske enkelt kun for at give hende den madro som hun tydeligt kunne bruge, for han ønskede da slet ikke at forstyrre hende! Tungen strøg han roligt over læberne, som han vendte blikket i retningen af nøglen, som han forsigtigt rejste sig efter. Han burde måske ikke gå ind til hende, for det havde han jo lovet at han ikke gjorde, men.. han kunne da ikke lade hende være derinde selv. Han ønskede slet ikke at lade hende sidde der selv! Varsomt låste han døren op og gik ind, hvor han satte sig i hjørnet, kun for at lukke døren til igen. Han vendte blikket roligt mod hende. Han var slet ikke ude på at forstyrre hende i hendes spisning.

[Deleted]

Det havde bestemt ikke været nemt at lukke ham ind, men selv Cayla gjorde sit bedste for ikke at lukke ham for meget ude, også selvom det nærmest lå naturligt til hende at afvise ham, nu hvor han havde bragt hende til det væld af tårer. På den måde var det næsten en lettelse at være dyr, hvor den slags tanker slet ikke plagede hende, og hvor hun var styret af ren og skær instinkt, uden at tænke på noget af det som var sket. Hendes snude var godt øm efter at hun havde siddet fast og også kradset den, men hun lå stadig med hovedet fuldkommen begravet i madskålen, mest fordi vandet smagte af kød. Hun slubrede det i sig, nu havde hun jo ikke fået noget som helst gennem længere tid, og dyret var jo i stand til at holde det i sig. Skålen blev hurtigt tømt, hvilket næsten fik hende til at stirrer direkte intenst mod skålen, som forventede hun at den ville fyldes igen. Da det ikke var tilfældet, trådte hun skuffet væk fra den. Først der gik det op for hende at Junior havde sat sig ind i cellen. Det gik imod deres aftaler, men det var nu ikke noget som hun kunne skænke en tanke i øjeblikket. Nærmest fornøjet luntede hun han til ham, og snuste lidt nysgerrigt til ham. Hun var vant til hans duft, og den blotte tilstedeværelse fik hende omgående til at falde til ro.
På trods af at hun ikke vejede meget i henhold til det dyr hun var, men hun var tung nok, og måske hun ikke egnede sig som skødehund, men det var nu engang det hun troede at hun var. Uden varsel eller noget som helst klatrede hun op på hans ben og satte sig ned. Halen viftede ivrigt frem op tilbage. Igen sank hun hovedet og begyndte at snuse til ham, han lugtede af kød og hun forsøgte at finde ud af hvor det kom fra. Hænderne var det der duftede stærkest, så hun endte med at ligge sig hen over benene i stedet, så hun kunne begrave hovedet mod hans hånd. Endnu engang begyndte hun at slikke kødsmagen af hans fingre. Som dyr var hun en helt anden også fordi hun ikke havde det mindste kontrol, så snart forvandlingen gik i gang ville hun glemme at han i det hele taget havde brudt en af de kriterier hun ellers havde stillet op for ham. Hun brummede atter tilfredst da hun igen havde fundet duften. Det var rart at ligge ned, for efter de mange ivrige forsøg på at komme ud af cellen så havde hun tilegnet sig en hel del slag, og det var noget som hun i den grad følte nu, også selvom det ville blive langt værre, når først forvandlingen engang ville være overstået, nu havde den også varet temmelig mange timer, men tilgengæld var det den første i flere dage.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

For Cayla var det måske blevet en vane at skulle afvise ham, men det var jo noget ganske andet her i den dyriske skikkelse, for der var det helt andre regler som spillet ind, andet end dem som hun selv havde sat op overfor ham. Han vendte blikket mod hende. Hun var virkelig klodset, og så var det jo uanset hvilken skikkelse hun befandt sig i! Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, for det var noget som han faktisk rigtig godt kunne lide. Det var trods alt noget af det som han var faldt for; Hendes klodsede og fumlende personlighed, som altid var noget som han kunne tage at passe på og ikke mindst beskytte, hvis det endelig var det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han ville bestemt ikke forstyrre hende, nu hvor hun var i gang med at spise, for han kunne jo se at hun var direkte udsultet! Et sted så håbede han vel bare på at hun faktisk formåede at holde det lidt i maven, for så var han da på vej i den rigtige retning, og selvfølgelig var det noget som virkelig også måtte hjælpe ham selv, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket! Han blev siddende som han så Cayla blive færdig med skålen, hvor han slap et dæmpet grin som hun stod der og ventede på at skålen fyldte sig selv op. Det gjorde den jo ikke per automatik trods alt! At hun kom hen til ham, var nu heller ikke noget som han havde noget imod, hvor han stadig valgte at forholde sig fuldkommen rolig, for det andet var da slet ikke noget som han ville få det mindste ud af alligevel. Han smilede let for sig selv. ”Jeg går ud fra at det var maden,” endte han roligt. Han stivnede let, som hun pludselig valgte at placere sig i hans skød – forsøgte på det om ikke andet, for hun rev jo i hans tøj og ikke mindst i hans hud! Han bed tænderne let sammen, som han bare lod hende finde til rette, også selvom det var tydeligt at det ikke var noget som varede særlig lang tid, før hun endte med at lægge sig ned.. Hun var faktisk temmelig tung i denne skikkelse! Hun var altså ikke en eller anden lille skødehund! Han smilede let for sig selv, hvor han valgte at udhule hånden lidt, så hele hendes snude kunne være der. Han havde bestemt ikke noget imod det som hun gjorde, men det var nu alligevel ganske underordnet. Den anden hånd hævede han roligt og strøg den roligt over hendes hoved. Han frygtede hende på ingen måde, for det var heller ikke noget som hun havde givet ham en grund til. ”Det er godt at se dig på vej lidt i bedring, min egen,” endte han dæmpet. Han vidste jo godt, at hun intet kunne huske når hun ville vågne, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende lige nu, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han lagde roligt et lille pres mod hendes hoved, så hun kunne lægge det mod hans bryst, hvor han lod den anden hånd følge med, så hun stadig kunne slikke den. Han følte sig.. fuldendt når han sad der med hende.

[Deleted]

I dyrisk tilstand havde hun ingen sans for hvad tilgivelse var, og hun afviste bestemt ikke hun angreb hvis hun endelig følte sig utilfreds eller direkte truet. I den tilstand var der intet der hed bebrejdelse, foruden det faktum at madskålen allerede var tømt, og at det havde smagt af helvedes til, men foruden det. Cayla lagde sig i hans skød, hvilket resulterede i at kløerne satte sig fast i hans klæder og flåede stoffet fra hinanden også selvom det slet ikke var med vilje. Det irriterede hende lidt at det samme sig fast i kløerne, og det var ikke rigtigt til at få af igen! Visse ting gik igen selv i denne skikkelse, og det var det faktum at hun altid havde været en frygtelig klodset person, det var ligeså noget som dyret bar præg af. Hun brummede en smule utilfredst, og gav op på kampen om at få stoffet af, selvom det virkelig bare var i vejen. Hun havde opfanget duften af kød, og snusede ivrigt til hans hånd, næsten som forsøgte hun at mætte sig på duften alene, det var trods alt ikke noget som kunne komme op igen. Ikke nok med at hun var vant til at Junior altid havde taget sig af hende og endda været i buret under månerne, så sagde hans tonefald også det hele, hun kunne trods alt læse ham på den måde! Måske det var tungt at sidde med hende i skødet, hun var jo ikke ligefrem lille af sig i forhold til ham, og hun var tung, men det var om ikke andet der hun følte for at ligge og så skulle hun nok få sin vilje, måske hun var den kvinde i familien der var mest villig til faktisk at påtage sig den rolle, og lade sig beskytte af manden, men stædigheden var nøjagtig den samme, og hun vidste i den grad hvad hun ville have! Cayla kunne faktisk godt lide at han tog lidt kontrol og viste hende hvordan han ønskede at hun skulle sidde, men kunne vel sige at de indgik en form for kompromis? Hovedet lagde hun mod hans bryst, endnu med snuden begravet i hans håndflade, kun fordi hun godt kunne lide den behagelige lugt af kylling som stadig sad der. Tungen lod hun glide gentagende gange over hans hænder, tog for sig af den salte og ikke mindst velkendte smag som havde sat sig fast i hendes hukommelse mange år forinden. Den tykke pels dækkede ham som havde det været en dyne, hun kunne godt lide at han sad der og nussede hende, for det var noget som jo faktisk fik hende til at falde til ro, på trods af den meget agressive adfærd hun havde fået siden de mange forvandlinger var begyndt at ske uden for fuldmånen. Hun så op på ham med de røde øjne, der blev langt kraftigere i den dyriske skikkelse, og endte med at lade den våde tunge stryge hele vejen over hans ansigt. Det var vel et tegn nok i sig selv på tryghed? På sit vis et form for ejerskab, selvom det jo faktisk i teorien, var hende som ejede ham og ikke omvendt.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior vidste skam godt, at han skulle tage sine forholdsregler, og specielt når han gik ind til hende når hun var i den dyriske skikkelse, men han gik ikke ud fra, at der var den største forskel fra under fuldmånen og ikke under den? Dyret var jo trods alt stadig det samme, og han havde altid formået at kunne sidde derinde, uden at der skete noget. Desuden var han selv blevet til den slave for månen nu, og han kunne ikke rigtigt komme udenom at det også var noget som påvirkede ham at se hende sådan. Han smilede let for sig selv, også selvom et hurtigt stivnede, som hun havde taget pladsen i hans skød, for det var noget som faktisk gjorde ekstremt ondt! Han var virkelig, virkelig øm! Også selvom han vidste at han ikke måtte lave forhastede bevægelser, så var han pludselig frygtelig fristet til at skubbe hende af sig, selvom.. det at hun lagde sig ned, selvfølgelig var noget som hjalp ham selv frygtelig, frygtelig meget, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han vendte blikket roligt mod hende, som han lod hånden blive udhulet, så der var plads til hendes store snude. Det var vel ikke bare duften af kød som gjorde det, men vel også ham?
Junior lod hendes hoved hvile mod hans bryst, også så han kunne mærke at hun lå der. Øjnene lukkede han roligt, hvor han faktisk tog sig selv i at… gnide sit hoved på af hendes? Han var jo trods alt et dyr nu, og mange af de mange instinkter og vaner, for det var noget som han helt klart havde lært fra hende af. Hun var dejlig varm at ligge ved, og det var lige så også noget som han godt kunne lide. Han vendte blikket roligt mod hende. Han skulle lige til at åbne munden, idet at hun slikkede ham i hele ansigtet, hvilket helt klart fik ham til at lukke øjnene, for det var ikke ligefrem det som han havde regnet med at hun ville gøre! Han tog det nu alligevel som noget godt og positivt. Han grinede igen og strøg hende let over hendes ømme snude. ”Jeg elsker også dig, Cayla,” sagde han muntert. Det gjorde ham faktisk glad at se hende sådan og lidt mere.. åben for tingene, for ulven var vel bare direkte og lige ud af posen? Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste. Han strøg hende over hovedet med en hånd, hvor han specielt fokuserede på at nusse hende ved øret og nedover maven, som han nu var i stand til at nå, da hun som sagt lå oppe på ham, og faktisk var en kende tung at ligge med, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt! Hans tøj var revet i stykker, også fordi at det ikke ligefrem gjorde det bedre for ham. Han var jo også nødt til at skjule det for hende, når forvandlingen ville gå igen i sig selv.

[Deleted]

Cayla ved ikke rigtigt mærke i at det lod til at gøre ondt på ham, den sans ejede hun slet ikke i øjeblikket, hun ville bare ligge der oven på hans ben, fordi hun havde en ganske grundlæggende idé om at hun var en skødehund.. tydeligvis. Det store dyr faldt direkte til ro ved at være omkring ham, for hun havde været vant til hans tilstedeværelse gennem frygtelig mange år, så duften af ham var noget der skænkede hende en velkendt fornemmelse af tryghed og ikke mindst tillid, for hun stolede på at han ikke ville hende noget ondt. Snuden gned sig mod hans varme hånd. Hans duft var blevet lidt anderledes, men kun bedre hun havde næsten et beskyttende instinkt når det kom til ham efterhånden. Nu hvor hun oven i købet havde fået en smule i maven så var det også meget lettere for hende at finde den ro, ikke mindst energi som hun havde manglet, på trods af at hun alligevel havde hvilet i et par timer.
Kinden gned hun kærligt mod hans. De var begge dyr, og de dyriske instinkter slog ind, og hun var jo godt klar over at det var hendes job at beskytte ham og lærer ham om det som han nu var blevet til. Jo mere bevægelse hun gjorde, jo mere gik hans tøj i stykker, ikke at hun bed sig mærke i det, det ville hun nok først gøre når forvandlingen gik over. De mange strøg o måden han kælede for hende på var noget som igen fik hende til at brumme svagt, denne gang langt mere veltilfreds, for hun fandt det jo virkelig behagelig. Efter at have slikket ham i hele hovedet, lagde hun igen hovedet ned og stirrede på det kolde stengulv, og nød kun godt af hans nussen særligt bag øret. Halen viftede lidt mere ivrigt frem og tilbage. Hun endte med at trille om på ryggen, hvilket også gjorde at hun rullede lidt ned over hans ben, men det var tydeligt at han ikke kunne nå maven og det var der hun elskede at blive nusset mest! Måske hun var et dyr og bestemt kunne være aggressiv, men i det store og det hele, så var hun langt mere kærlig og ville egentlig bare gerne tages af, det var vel heller ikke et for stort ønske? Cayla endte med at ligge med de store ben og poter i vejret, og kiggede på ham med store øjne, der skulle have været fuld af uskyld, men i stedet blot var røde og intense, og ikke ustrålede meget andet end en intensitet som ville have skræmt de fleste væk ved det blotte syn. Hun vendte hovedet mod hans ben og gned sig mod knæene, også fordi det kløede lidt og det var jo ikke til at klø sig uden at komme til skade i denne tilstand! Snuden var et ganske godt eksempel den var stadig godt øm, og småblødte lidt på nogle af punkterne, men det var nu ikke noget stort i forhold det de øvrige skader som hun havde tilegnet sig i forsøget på at bryde ud.. vel i virkeligheden for at komme til ham, for nu hvor han sad der, så udviste hun jo ikke andet end fuldkommen ro.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det gjorde ganske vidst temmelig ondt, at Cayla pludselig havde fået den formaning om at hun skulle være en skødehund, for hun var da nok den største som vandrede rundt i Dvasias! Og det var noget som gjorde pænt ondt, og specielt når hun ikke kunne ligge i ro! Lige nu ønskede han bare muligheden for at være sammen med hende, på de samme præmisser som det havde været før, for hun vidste vel godt et sted, at han slet ikke var ude på at gøre hende noget ondt? For det var faktisk noget af det sidste som han var ude på! Han ønskede at passe på hende, og det havde han i den grad også ønsket sig lige siden, at han lærte hende at kende, for allerede dengang havde hun vist sig som noget ganske særligt. Han trak let på smilebåndet som han roligt betragtede hende. Foreløbig var der ikke kommet noget mad op, så selvfølgelig var det noget som gjorde ham glad. Måske at det var i denne skikkelse han skulle sørge for at føde hende af? Selvom det jo ikke var helt til at sige hvornår hun igen ville forvandle sig, for det var jo trods alt den første siden han var kommet i hus igen, så han var nu alligevel sikker på, at det var noget som havde noget med ham at gøre, om det var noget som han nu ville det eller ikke, men ikke noget som han kunne gøre noget ved.
Junior vidste skam godt, at Cayla elskede at blive nusset og puslet omkring, og det var noget som han helt klart elskede at skænke hende på denne måde, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han kunne ganske rigtigt ikke nå hendes mave sådan som hun lå lige nu, for hun fyldte da også det hele! At hun så valgte at vende sig, så han kunne nå, var noget som han godt kunne mærke! Ikke bare at hans bryst, mave og lår var fyldt med mærker fra hendes massive kløer, så var det også noget som han var nødt til at skjule fra Cayla når hun engang ville vende tilbage til sig selv. Han grinede let for sig selv. ”Din kæledægge..!” endte han direkte morende, som han rystede let på hovedet. Han lod hånden vandre strygende henover hendes mave. Han var sikker i sin sag, og end ikke de store og intense røde øjne skræmte ham. Han vidste ganske vidst, at han skulle være påpasselig, men det var jo heller ikke ligefrem fordi at hun havde vist sig at være farlig overfor ham, så han tog det jo egentlig ganske roligt og ganske stille, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han elskede hende jo, og hvis det var her han kunne få lov til at vise lidt af det, så var han glad! ”Skulle jeg måske se om jeg kan finde noget mere mad til dig..? Du må da være sulten..” endte han dæmpet. Han vidste ganske vidst ikke hvor meget hun forstod af det som han sagde, men her kunne han få lov til at pusle om hende, han kunne få lov til at være bekymret, og han nød faktisk at han kunne få det frem. En svag brummen dannede sig i halsen på ham, uden at han tænkte over det. Hans indre dyr var kun i færd med at blive vækket, kun fordi at han stod ansigt til ansigt med hendes eget.

[Deleted]

Det var slet ikke fordi hun var lille, men hun havde altså fået en formaning om at hun var en skødehund, nok fordi hun altid havde været forbandet kælen af sig, hun kunne godt lide at blive nusset og puslet om, hvilket i den grad også gjaldt i en menneskelig tilstand. Det var efterhånden længe siden at hun havde haft nogle til at gøre det på den måde, og hun havde jo savnet det, så det var dejlig velkendt at have Junior der igen til at nusse hende hvor hun nu skulle nusses. Til nu havde hun ikke vist noget tegn på sygdom, ikke i denne skikkelse vel og mærke og det vand hun havde fået var endnu ikke kommet op, og det lod heller ikke til at det var på vej til det, dyret optog det jo på en ganske anden måde, og det var i den grad sultent, men ikke sultent nok til at tage en bid af det ellers delikate kød hvis skød hun sad i. Hun havde til dels lidt af hans blod på sig, efter at have kradset i ham når hun vendte og drejede sig som hun gjorde, men det var på ingen måde med vilje, det var bare svært for et dyr – særligt for Cayla, ikke at være klodset. Normalt varede forvandlingerne slet ikke så langt tid som denne havde gjort til nu, det havde jo stort set varet hele dagen, men det var trods alt også den første siden Junior igen var kommet i hus, på trods af at hun havde haft meget at tænke over, så tydede det jo på at hun havde været i stand til at slappe lidt af, og hun havde også fået sovet – særligt i løbet af dagen i ulveskikkelse, da først kampen om at komme ud var blevet erklæret forgæves for alvor. Da han først lod hånden søge mod hendes mave og begyndte at nusse hende, begyndte det ene bagben livligt at spjætte næsten som var det godt i krampe men hun nød det kun! Tungen kom hurtigt ud af munden, og hun stirrede på ham med en enorm tilfredshed, for det var i den grad noget hun havde manglet. På trods af at hun stirrede intenst på ham, så havde han intet at frygte, hvilket vel også kunne mærkes, hun rørte sig ikke ud af flækken? Det var bestemt ikke alt hun forstod, men ordet 'mad' den var feset ind på lystavlen for længst. Selvom hun nød at blive nusset på maven rullede hun hele vejen ned over hans ben og lidt hen af gulvet også, som et tydeligt tegn til at han godt kunne se at lette måsen? Hans brummen gjorde hende dog nysgerrig. Hun trådte igen hen til ham og snusede lidt til hans fødder og ben. Han var et dyr det var end ikke det dyriske i hende i tvivl om, det var bare med hvad hun selv kunne få ud af det? Hun satte sig ned overfor ham, og selvom der ikke var nogen måne at tude imod gav hun sig til at gøre det mod ham.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Cayla var på ingen måder lille i denne skikkelse, om det var noget som hun ville det eller ikke, så det at hun rev og sled i ham på den måde, var alt samme noget som han udmærket godt kunne mærke, det var helt sikkert! Han blødte en anelse, også selvom det slet ikke var noget som han tog sig af. Hun kunne ikke gøre for det, og hun kunne jo ikke, ligesom katten, trække kløerne til sig, så han måtte jo bare bide det i sig, selvom det bestemt heller ikke var lige nemt altid, men selv han måtte jo gøre det så godt som han nu kunne! At lade hånden vandre over hendes mave, havde han altid vidste at hun godt kunne lide, for hun havde altid været glad og tilfreds når han havde ligget og nusset hendes mave, så hvorfor skulle dette være anderledes på nogen måde? Det var bestemt ikke fordi at det var noget som han havde regnet med på nogen måde, men det var nu bare sådan at det var. Han grinede ganske let. ”Ja, når du ikke ligger på klokkeværket, så gør det faktisk ikke nær så ondt.. Du er faktisk tung, Cayla,” påpegede han muntert, og med det lette smil på læben. Han skulle ud når forvandlingen gik tilbage igen, og det vidste han jo godt, men af den grund, så kunne han vel godt nyde det lidt? Nyde at han kunne være hende tæt på, selvom han vidste, at hun ikke ville være i stand til at huske noget som helst, når hun engang ville forvandle sig tilbage igen?
At hun genkendte ordet ’mad’ var han slet ikke i tvivl om, da hun flyttede sig, hvor han ikke kunne lade være med at smile, hvis det var et tidspunkt, hvor han kunne holde maden i hende, så var det virkelig også det værd i hans øjne, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han endte roligt med at give tegn til at rejse sig, hvor han alligevel endte med at brumme – af meget ukendte årsager, men det var der, og det var vel også det som hun reagerede på? Han blinkede let med øjnene. Selv havde han ikke rigtigt lagt mærke til de mange symptomer ved dyret, andet end når Avidan faktisk kom til at vrisse lidt af ham, men ikke var det noget som han tænkte over ellers, men det var nu bare sådan at det var. At hun igen kom hen og snuste til ham, satte sig og gav sig til at.. hyle mod ham, som havde han været den store fuldmåne, var næsten det som fik hans pupiller til at trække sig sammen, for dyret i ham ønskede jo at afgive respons! Han blinkede let med øjnene. Hans krop begyndte at føles.. øm og let skælvende. ”Jeg.. jeg skal nok finde noget mad til dig, kære..” endte han sigende, som han begyndte at søge mod døren ind til buret. Hun skulle bestemt ikke nogen steder. Han nåede ikke mere end enkelte skridt, idet hans ben kollapsede under ham og han røg direkte i jorden i stedet for. Hans pupiller havde fået en langt gulere nuance, idet at dyret direkte forsøgte at komme igennem. Han kom med et lavt hyl, idet at krampen igen stoppet. Han gispede svagt. Det var bestemt ikke ventet!

[Deleted]

Det var ikke fordi Cayla forstod meget af hvad han sagde, hun forstod slet ikke at han ikke ønskede at hun skulle ligge på klokkeværket, hun skænkede det jo slet ikke en tanke at hun faktisk havde sparket ham temmelig hårdt i forsøget på at få ham til at gå væk. Hun var rullet væk fra ham, hvilket hun næsten fandt morende, det var en mærkværdig følelse, selvom det var godt tungt at tvinge den store krop til at dreje. Hun havde altid elsket at blive nusset, men somme tider kom maden altså bare først, og det var et ord som hun i den grad havde forstået, og nu hvor hun stort set ikke havde fået noget føde i sig gennem længere tid, så var det i den grad noget dyret mærkede sig af. I samme øjeblik han gjorde tegn til at rejse sig stoppede hun med med at hyle. Hun stirrede efter ham med en helt anden intensitet, for han havde ladet hende fornemme dyret i hans eget indre, hvilket havde gjort hende nysgerrig. Halen logrede livligt. Selvom han var gået efter mad, så havde hun allerede glemt den tanke, for hun vidste et sted godt at han ikke ville klare den. Idet han faldt på knæ begyndte hun atter at hyle mod ham, næsten som forventede hun en respons, eller nærmere krævede den, hun var trods alt hans skaber og det satte nogle krav også til ham. Månen var ganske vidst blevet mere fuld udenfor, men den var stadig ikke fuld nok til at tvinge dem igennem en forvandling, det skete vel udelukkende fordi hun påvirkede det dyr han pludselig var blevet? Cayla stoppede igen med at hyle og luntede roligt hen mod ham, for at prikke ham nysgerrigt i siden med snuden, selvom han endnu ikke var begyndt at gro pels. Det ville være et spørgsmål om tid, og hun kunne fornemme hans smerte også som dyr.. særligt som dyr faktisk. Blidt slikkede hun ham over kinden, som var det hendes forsøg på at berolige ham, for smerten var hun jo efterhånden mere end kendt med. Poten lagde hun mod hans ben, uden at stoppe slikkeriet, for hun ønskede slet ikke at han skulle føle den smerte. Hun begyndte hurtigt både at klynke og pive, mest fordi det gjorde ligeså ondt på hende, selvom hun var blevet forvandlet. Båndet mellem ulve var ganske vidst ikke nær så kompliceret som mellem vampyrerne, men det var stærkt nok til at kunne skabe både glæde som smerte, hvilket i den grad var tilfældet i denne situation. Månens lys kastede sig ind af det lille vindue og lyste på dem. Om ganske kort tid ville hun være frygtelig lille i forhold til ham! Hun luntede roligt om på den anden side af ham, hvor hun igen begyndte at slikke den anden kind, næsten i desperation efter at få smerten til at stoppe. I sidste ende resulterede det dog i, at hun igen satte sig foran ham og begyndte at hyle, som havde han været månen.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior elskede at tilbringe tiden sammen med Cayla, men selv han var jo slet ikke vant til at reagere sådan på hendes dyr, for han havde jo ikke været nede ved hende, efter han selv var blevet en slave for månen! Han anede ikke hvad han var blevet kastet ud i, for det var der ingen som egentlig havde været i stand til at fortælle ham, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende, men han kunne jo ikke direkte gøre noget som helst ved det af den grund. Hans krop reagerede allerede med det samme, som hun havde sat kløerne i ham, selvom det havde været uheld, og det at hun så var begyndt at hyle mod ham, havde ikke ligefrem gjort det meget bedre! Det var en smerte som han kun kunne relatere til fuldmånen, men.. han forvandlede sig jo ikke under fuldmånen! Det havde han aldrig nogensinde gjort, så hvorfor skulle det til at ske nu?! Han var kun endt med at komme op på benene, inden han var kollapset direkte i jorden endnu en gang, og med det lille hyl, som et tegn til dyret i ham. Når han ville gro pels, ville han være meget større end hende, også fordi at han var en han. Tænderne bed han kraftigt sammen. ”H-hvad.. hvad sker der..?” endte han dæmpet, også selvom han vidste at Cayla ikke var i stand til at fortælle ham det. At hun kom hen og slikkede ham i hovedet, var noget som et sted faktisk roede ham en smule ned, og det føles faktisk også godt, men.. det gjorde stadig ondt i det indre! Han gispede smertefuldt, som hun gik over på den anden side. Hans krop var faldet en anelse til ro for nu om ikke andet, men han kunne mærke det hele i det indre, at det slet ikke var overstået endnu!
At hun gik om på den anden side og slikkede ham over det andet kind, havde han slet ikke noget imod, hvor han lukkede øjnene lidt. At hun så satte sig ned og hylede af ham igen, var nærmest som et elektrisk stød gik direkte igennem hans krop. Han stivnede kraftigt, hvor han endte med at falde direkte om på ryggen hvor han blev liggende. Han prustede meget dæmpet, også selvom kramperne tog voldsomt til denne gang. Hans pupiller trak sig voldsomt sammen, kun for at udvide sig med lynets hast, idet han begyndte at gro pels. Den massive snude kom lige så hurtigt til som halen voksede og hænder og fødder resulterede i store og massive poter. Brystet blev skudt frem, som knoglerne måtte brække og flytte sig for at gøre plads til den massive og store ulvekrop som masede sig direkte igennem ham. Han endte direkte ud i et skrig, som langsomt og sikkert gled over i et hyl som forvandlingen gik mod sin ende og det store bæst rullede om på siden, kun for at rejse sig. Han rystede den massive pels og vendte sig mod Cayla. Hans gule øjne var direkte intense. Han var en han og det var ham som skulle bestemme her i det lille bur! Det var på ingen måder plads nok til begge to bare sådan! Brystet skød han frem, som han rejste børsterne i nakken. Han var den største og det agtet han at prale med overfor hende!