What the...?!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Af personlighed kunne Malisha til tider godt mine om en mand, også fordi at hun havde fået den opvækst som hun havde. Det var jo heller ikke lige til at være den som ens far kunne være stolt af, når det eneste som han nogensinde havde ønsket sig, faktisk var drenge. Nu stod hun her.. hun var leder, og hun var trolovet, også selvom hun ikke vidste helt præcist hvad det måtte indebære, for det var aldrig noget som hun som sådan faktisk var blevet sat ind i. Et sted så var det selvfølgelig en skam, men ikke noget som hun kunne gøre noget ved i denne stund, om det var noget som hun nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at tingene måtte hænge sammen i den anden ende. Hun vendte blikket mod ham. Han havde altid været der, givet hende en chance, hvor alle andre havde vendt hende ryggen.. hun kunne ikke gøre for at hun var en tøs altså! Hun trak svagt på smilebåndet. ”Det betyder meget for mig, at høre dig sige det,” erkendte hun roligt, også selvom det faktisk var en sandhed. Hun var måske ikke meget for at skulle indrømme det hele til punkt og prikke – såsom hvordan hun havde det med ham og følelser og det hele, for det var slet ikke noget som hun følte at han havde noget med at gøre, og ikke noget som hun kunne gøre noget som helst med! Hun var jo faktisk glad for at have ham som sin trolovede, også selvom ingen af dem havde lagt noget i det, andet end at indgå det partnerskab som skulle til for at opretholde det hele, og samtidig holde hende i ørene, for hun vidste jo godt at hun var ekstremt snæversynet.. lidt for meget til tier, men hun kunne altså ikke gøre for det!
Malisha havde bestemt ikke regnet med at hun skulle sidde der som en mor som madet sin lille møgunge, og det var en tanke som alligevel måtte irritere hende. At han alligevel så ud til at komme bare lidt til sig selv, var selvfølgelig noget som fyldte Malisha lidt med en lettelse, for hun ønskede jo heller ikke at miste ham igen. Om han så kun havde sagt de ord for at holde hende her, eller få hende til at lege hans tjener, vidste hun ikke, men den tanke alene, var mere end nok til at gøre hende temmelig vred, for det var bestemt ikke noget som hun fandt sig i! At han endte med at læne sig mod hendes arm og direkte hviske hendes navn som havde han været i trance, var slet ikke noget som hun tog sig af lige nu, for hvorfor skulle hun? Hun himlede let med øjnene og fik ham til at tage maden og synke det. Han tyggede om ikke andet, så det var jo altid en god ting! Måske at maden var en smule kold, men det var vel bedre end at slet ikke få noget som helst i det hele taget, ikke sandt? Hun betragtede ham med en ganske sigende mine. ”Spis..” mumlede hun blot. Skuffelsen var tydelig at spore i hendes stemme, og sorgen og vreden i hendes blik, også selvom hun virkelig gjorde sit for at han ikke skulle have lov til at se det, men ikke fordi at det var noget som kunne hjælpe hende direkte.. Hans mave var vel bare vigtigere for ham end det som hun selv var..?

[Deleted]

Konstantin havde måske af og til gået imod hendes mange tossede ideer, men det var kun fordi han virkelig fandt det som en selvmordsaktion og han ønskede trods alt ikke at hun skulle komme noget til! Han elskede hende trods alt.. Hvis hun kom noget til, så vidste han virkelig ikke hvad han skulle gøre! Havde det hele været omvendt og det var hende som var blevet dræbt og gået i døden, så havde han sikkert været fuldstændig tom, ude af stand til at gøre noget, for hele hans liv ville være tomt uden hendes skøre ideer og hendes vrissende tone, hende der skældte ham ud og var efter ham, for skænderier havde de virkelig mange af! Men det ændrede ikke på at han kun ønskede hende det bedste, at han kun ønskede at hun havde det godt, for han ville til hver en tid sætte hende i første række, medmindre andet virkelig var nødvendigt. Han havde altid støttet hende, for så var han sikker på at hun ikke ville gøre et eller andet overilet, for det var jo netop sådan en handling der kunne koste hende livet. Han trak på smilebåndet, som hun faktisk endte med at erkende at hun var glad for at høre ham sige det. Det var også et tegn til at hun forsøgte at åbne op – hvilket han godt kunne lide. ”Hvis det er sandt, så tror jeg at jeg skal sige det noget oftere,” svarede han stilfærdigt, som han sendte hende et skævt og dog.. varmt smil. Han kunne godt lide at gøre hende glad, han kunne godt lide at være grunden til at hun havde det godt. Hans mine endte lettere drillende, „desuden.. så sagde jeg jo, at du ikke var immun.” Han blinkede drillende til hende. Måske han ikke just havde flirtet, men han vidste at hun kunne lide hans komplimenter, når hun vidste at de var oprigtige! – og det var de jo altid, når det var ved hende.
Det at besvime, var ikke noget som skete tit for Konstantin, han kunne ikke engang huske hvornår det sidst var sket. Han var dog glad for at vågne op ved siden af hende, for så vidste han at hun endnu var hos ham og den tanke fyldte ham med ro og glæde. Han ønskede ikke at hun skulle gå, for han havde brug for hende, og.. han håbede vel på at hun ville blive boende her. Han gik ud fra at hun stadig havde sine ting her. Han åbnede munden, som hun fik en ny mundfuld klar, hvor han godt lagde mærke til hendes skuffede tone. Han tyggede roligt, inden han satte hænderne i gulvet, for at komme bedre op at sidde, hvor han vendte blikket mod hende. ”Du er skuffet,” bemærkede han roligt. Han vidste endnu ikke rigtig hvordan hun havde reageret på hans ord, selvom hendes skuffede tone indikerede at hun ikke var tilfreds med noget som han havde gjort. Det var ikke fordi han havde ønsket at ændre emne, men han var virkelig afkræftet og ikke mindst sulten. Han tog derfor også villigt imod hver en mundfuld hun gav ham, hvor han tyggede hurtigere og hurtigere for hver mundfuld. Han skævede kort mod hende, som han endnu engang tyggede af munden. Han løftede den ene hånd og lagde den mod hendes lår. ”Jeg værdsætter din hjælp Malisha. Og jeg ser dig ikke som min tjener. Tværtimod gik jeg ud fra at du gerne ville yde din hjælp, når jeg nu har hjulpet dig så mange gange,” svarede han dæmpet, som han vendte blikket væk fra hende igen. Han havde passet hende da hun havde været syg, dette var vel på samme måde? Han havde hjulpet hende og plejet hende fordi han holdt af hende, ikke fordi han havde været hendes tjener, og han håbede da på at hun vidste at han heller ikke anså hende for at være sin tjener.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha forsøgte virkelig at finde balancen i det hele, og det var noget som hun faktisk havde forsøgt med igennem temmelig lang tid nu, det var bare ikke som om at.. det ville som hun ville, og det var et sted faktisk også en af de mange tanker som faktisk måtte gå hende lidt på nerverne, men ikke noget som hun direkte kunne gøre noget ved ellers, om det var noget som hun nu ville det eller ikke. Hun vendte blikket mod ham. Han havde altid været der for hende, og han havde altid gjort sit for at hjælpe hende, og da specielt med hendes alt for mange sindssyge ideer, for dem vidste hun udmærket godt, at hun havde forbandet mange af, selvom det nok heller ikke ligefrem var hende nogen hjælp. Hun havde til tider brug for at få banket lidt fornuft ind i skallen, og hvem var bedre til det end Konstantin? Han kendte hende bedre end nogen andre, vel også fordi at han havde været en af de få, som faktisk havde givet sig tiden til at lære hende at kende? Give hende de chancer som hun havde haft brug for, for hun havde haft konstant modgang, havde konstant været tvunget til at skulle kæmpe med tingene, og det var ikke noget som hun ellers kunne gøre for, men hun var virkelig stolt af det som hun havde opnået, så selvfølgelig var det heller ikke noget som sagde så lidt! Hun smilede let. ”Det tænkte jeg jo nok,” endte hun ganske sigende, som hun lagde hovedet let på sned. At han så alligevel skulle bringe det op, fik hende til at himle med øjnene. ”Jeg er stadig ikke revet med dig til sengs endnu.. Jeg er immun,” fastholdt hun en kende stædigt.
Malisha havde bestemt ikke nogen intentioner om at blive boende her, så længe William var der, for den mand var hende da kun en pestilens uden lige, så man skulle tro at det måtte være løgn! Hun vendte blikket direkte mod ham, som det så ud til at han måtte komme til sig selv. Skuffet var hun, vred lige så, men i den grad også ked af det, selvom det helt klart var det som hun ønskede at skjule mest, for hun havde ganske enkelt fået nok. Hun var ikke hans tjener! Dem havde han så mange andre af, og hvis det kun var mad og bad han skulle have hjælp til, så havde han bestemt heller ikke noget at bruge hende til! Hun fnøs ganske kort, hvor hun fortsatte med at give ham mad på gaflen, for han var tilsyneladende ikke i stand til at tage det til sig på egen hånd. At se ham så svækket, var nu heller ikke noget som hun var vant til, for han havde altid været den stærkeste af de to, men nu.. nu var det hende? Det var faktisk noget som hun havde ganske svært ved at forholde sig til. Hun bed tænderne svagt sammen, som hun vendte blikket væk fra ham. Hans hånd lod hun dog alligevel hvile mod sit lår. ”Så du kræver det kun i gengæld for de gange du har gjort det for mig? Jeg passede dig lige så efter du var banket gul og blå af Romeo, den mide..” mumlede hun spidst. Ja, et sted følte hun sig snydt. ”Og hvis du kun sagde de ord for at holde mig her, så var det virkelig usselt gjort af dig, Konstantin..” tilføjede hun tydeligt skuffet. Hvis hans mave var så vigtig for ham, så kunne han jo bare se at få den fyldt på egen hånd! Hun var ikke hans tjener!

[Deleted]

Konstantin var kun glad for at hun endnu var i live og at hun ikke havde lagt sig ud med den vampyr der havde dræbt ham, for der havde været noget over den vampyr, han havde ikke været som nogen anden normal vampyr, hvilket et sted gjorde ham nervøs. Sådan et stærkt væsen burde ikke have lov til at vandre frit omkring på jorden, selvom der alligevel havde været noget mere.. anderledes over manden, han havde ikke virket til at være som andre koldblodige mordere, selvom han havde set sulten, men manden havde tilmed sagt undskyld for det, hvilket forvirrede ham. Han var dog blevet fast besluttet på én ting; enhver vampyr skulle dø for hans hånd, hvis han stødte på det væsen igen! Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. Han vidste at hun ikke var immun, selvom hun forsøgte. Hun kunne lide hans komplimenter, og med garanti også hans flirt, selvom han også vidste at hun afskyede at han gjorde det samme ved andre kvinder, men han havde faktisk holdt sig godt! Han var stolt over at han ikke havde været i nærheden af en anden kvinde, siden Malisha var flyttet ind i huset, for det havde han faktisk ikke! Ikke engang de som befandt sig nede i kældrene. Han havde kun haft øje for Malisha, som han havde værnet omkring, og hvor hun havde værnet om ham, da han var blevet såret af Romeo. Tanken irriterede ham stadig, selvom det var en skam manden havde begået selvmord, for han kunne være blevet en stærk warlock, faktisk blevet en mægtig én. Han blinkede drilsk til hende. ”Endnu,” svarede han morende, som smilet ikke falmede det mindste. Det var ikke fordi han havde planer om at få hende med i seng, for hun var den eneste kvinde han ikke ville bruge til sin egen fornøjelse.
Den eneste som Konstantin ikke ønskede at tage røven på, var da Malisha! Hun var hans et og alt! Hun var den eneste han stolede fuldt og fast på, for selvom hun kunne virke utilregnelig, så havde hun altid hjulpet ham i nødens stund. Til tider havde han dog været bange for at hun var for sur på ham til at ville hjælpe, men når det endelig kom til stykket, så havde hun endnu ikke fejlet og det var han også frygtelig glad for! Han klemte blidt omkring hendes lår, som han derefter strøg ganske blidt. ”Det ved jeg godt, og det er jeg også taknemlig for,” svarede han sandfærdigt. Hun havde passet på ham, da Romeo havde formået at svække ham og brække hans ribben, og der havde hun heller ikke svigtet ham, så selvfølgelig værdsatte han hendes hjælp! Hvorfor troede hun nu anderledes?
Malishas følgende ord kom dog bag på Konstantin, hvor han endte med at sætte sig en anelse væk fra hende og sendte hende en direkte fast mine. ”Så du tror at jeg bare vil sige så betydningsfulde ord for sjovs skyld?! For fanden.. jeg har aldrig nogensinde i mit liv skænket en eneste person de ord og så tror du bare at det er noget jeg finder på, for at holde dig her?! Som tjener?! Jeg har et hus fyldt med tjener, jeg har ikke brug for en til! Jeg ønsker dig her, fordi jeg faktisk elsker dig! DIG! Og så vover du at påstå jeg siger dem for sjov?!” Han fnøs i vantro, som han vendte blikket væk fra hende. Det var vel tydeligt at det nu var ham der var skuffet? Han vidste at han ikke skulle have sagt det! Hun troede alligevel ikke på ham, og nu var han bare til grin! Fjols!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde virkelig været fristet til at kaste sig direkte ud i krigen med Vladimir, ganske enkelt fordi at hun havde genkendt hans beklædning, og det at han direkte havde stået og fortalt hende, at det var ham som havde taget Konstantins liv, for det var noget som direkte havde.. knust hende? Hun var egentlig ikke sikker, men hun havde aldrig reageret på en død på en måde som den, også fordi at.. hun havde mistet den klippe som hun altid havde at støtte sig til, den eneste som havde fået lov til at se den mest feminine side af hende, hvor hun faktisk havde haft brug for hjælpen, og havde været så tæt på at bede om den og det var alt sammen væk? Nu var det ikke lige det som hun tænkte på, også selvom hadet til vampyrerne var blevet langt større end det som det havde været før Vladimir, og der havde det helt klart også været stort nok, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hun vendte blikket mod Konstantin. Immun var hun ganske vidst ikke, men hun valgte alligevel at holde afstand til ham følelsesmæssigt, for hun ville ikke falde i unode, hvor hun ikke ville være i stand til at kontrollere det mere, og det var hun nu alligevel sikker på ville ske, hvis hun endte med at give sig fuldkommen hen til ham på den ene eller den anden måde, og det ønskede hun bestemt heller ikke! Hun himlede let med øjnene. ”Og det kommer aldrig til at ske,” påpegede hun en kende spidst. Hun var stolt og hun var stædig, og så længe at hun vidste at han havde den svaghed for andre tøser og tøser generelt, så ville hun bestemt ikke ende med at sprede benene for ham.
Malisha forsøgte virkelig bare at gøre det rette, og hun kunne faktisk godt lide når hun endelig fik det påpeget, også fordi at det var noget som skete så sjældent. Der var jo også grunde til at hun faktisk søgte til Konstantin når hun havde sine mange ideer, også fordi at hun ikke havde andre at gå til, og hun havde ikke andre til at hjælpe hende i gang med det hele, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som hun nu ville det eller ikke. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun kunne sagtens være direkte vred på ham, men stadig hjælpe hvis det skulle blive direkte nødvendigt, for det skulle da bare mangle! Også fordi at han var der for hende og hjalp hende når det var nødvendigt. ”Udmærket,” endte hun ganske sigende, som hun også lod hans hånd hvile mod hendes lår.
Tanken om at hun ikke var andet end en tjener for ham, var en tanke som gjorde hende vred. Hun vidste for pokker ikke hvordan han havde det med de store ord! Hun vidste ikke hvor mange af hans elskerinder som havde fået dem eller ikke, og et sted så var hun jo heller ikke ligeglad med det, for ellers ville hun ikke reagere på den måde som hun gjorde det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun endte med at smække tallerkenen direkte ned i gulvet, idet hun endte med at rejse sig fra sengen af, kun for at vende sig direkte mod ham endnu en gang. Nu blev hun jo kun vred! ”En ting er at fange min opmærksomhed med de ord, og så begynder du at snakke om din mave? For pokker Konstantin, så skrig efter de skide tjenestefolk! Du har dem jo her af en grund, ikke?! Jeg er ikke en tjener for dig! Forstå det! Jeg vil ikke bade dig.. jeg vil ikke sidde og made dig på sengekanten som en anden baby! Få dine tjenere til det! Jeg er færdig..!” endnu en tåre banede sig vejen ned over hendes kind. Tanken gjorde hende faktisk ked af det! Hun vendte igen ryggen til ham – klar til at gå.

[Deleted]

Måske Konstantin havde været sammen med mange kvinder, men han øjesten havde altid været Malisha. Han havde troet at hun havde set andre mænd, så han havde ikke angret at være sammen med andre kvinder, men nu hvor Malisha lagde kortene på bordet og direkte afslørede at hun aldrig havde været en mand fysisk tæt, hvilket kun fik samvittigheden til at stige i ham, for havde han vidst det, så havde han nok selv tænkt sig lidt bedre om, men han skulle absolut klokke i det som han altid gjorde, når det kom til det kvindelige køn. At hun så selv stod fast på at de aldrig ville komme hinanden så tæt, morede ham et sted, selvom han inderst inde vel følte sorg over det? Det gjorde ondt at vide at hun ikke stolede nok på ham til at ville lade ham komme så tæt, eller trække trolovelsen videre, fordi han havde været sammen med så mange kvinder, og et sted forstod han hende godt, men.. han kunne ikke ændre på fortiden, men det ændrede i hvert fald ikke på hans følelser for hende. Han betragtede hende sigende, inden et skævt smil gled over hans læber. ”Ved du hvad? Jeg tror faktisk at du har stædigheden til det,” svarede han sandfærdigt og dog morende. Hun havde holdt ud så længe, så kunne hun vel også godt holde sig fra ham? Han lod hovedet søge let på sned, „mente du det? Har du aldrig været en mand tæt?” Hans mine havde ændret sig, hvor han var blevet langt mere alvorlig og ikke mindst tænkende.
At Malisha blev vred og fortsatte med at beskylde ham for ikke at mene sine ord og tilmed tro at han kun ville have hende her for at være hans tjenerinde, var noget som virkelig fik ham til at se rødt. Han åbnede sig fuldt op for hende og så bliver hun direkte afvisende? Det gjorde ikke kun ondt, men gjorde ham virkelig også vred! Han vidste at hun ikke ville have troet på ham, han kendte hende jo! Han skulle aldrig have sagt det! Han følte næsten for at græde, selvom han alligevel var alt for stolt til at lade dem komme frem, for der skulle alligevel en del mere til, men det gjorde ham alligevel trist, ked af det og sorgfuld. Han elskede hende og hun var bare direkte kold og troede ikke engang på ham. Han vendte blikket mod hende med et direkte iskold mine. ”Tror du virkelig jeg bare ser dig som en dum tjenerinde?! Jeg har altid støttet dig! Jeg har altid hjulpet dig! Og hvorfor? Fordi du har en kæmpe betydning for mig! Og ærlig talt, så troede jeg at det var, bare lidt gengældt! Jeg troede jeg kunne regne med dig, men ved du hvad? Glem det! Jeg skal nok lade vær med nogensinde at plage dig igen, med mit ønske om hjælp!” direkte råbte han af vrede, ligeglad med om han vækkede hele huset.
Som hun vendte ryggen til ham igen, så tændte han kun mere af, hvor han trak sig hen til sengekanten og tog fat i hendes arm. ”Åh du kan tro nej!” Han endte med at hive hende direkte ned i sengen, hvor han lagde sig over hende, så han kunne holde hende fast. Måske han stadig var afkræftet, men han havde i det mindste stadig sin vægt! ”Jeg åbner mit hjerte for dig, blotter min sjæl og skænker dig ord, som jeg aldrig nogensinde har fortalt til nogen før, og så vælger du direkte at give mig den kolde skulder?! Du kunne lige så godt have grinet mig direkte op i ansigtet eller hånet mig for det!” hvæsede han koldt, som han bed tænderne sammen, skønt han forsøgte at få ro på sig selv. Han trak vejret dybt, som han løftede den ene hånd og tørrede tåren væk fra hendes kind. ”Måske du afskyer mig og hader mig for at have været sammen med så mange kvinder, Malisha.. men jeg har aldrig nogensinde skænket en eneste kvinde de ord.” Denne gang var hans stemme rolig og kontrolleret.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Konstantins svaghed for det kvindelige køn, var bestemt heller ikke noget som Malisha var meget for at erkende, men det var virkelig noget som faktisk var hende i vejen, om det var noget som hun ville det eller ikke, men det var samtidig også noget som gjorde, at det var nemmere for hende at holde ham mere følelsesmæssigt på afstand, og det var noget som hun faktisk havde brug for. Tankerne og følelserne havde altid skræmt hende, og tankerne om at gøre det hele til alvor, var noget som kun måtte skræmme hende endnu mere, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det bedre eller nemmere for hende, men hun forsøgte da om ikke andet at gøre det for sin egen skyld. Hun sendte ham et ganske tilfredst smil. ”Netop.. så jeg kan nemlig godt,” påpegede hun med en næsten stolt mine, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, for hun var virkelig en stolt person! Hun var stolt over hvad hun gjorde, hvad hun tænkte og i den grad også over hendes visioner, for dem var der i sandhed frygtelig mange af! At han så spurgte ind til det endnu en gang, og med det alvor, så var det tydeligt at det var kommet en anelse bag på ham. ”Mhmm.. Aldrig..” svarede hun stilfærdigt. Hun havde altid bakket ud inden det blev trukket så langt, for hun ønskede det virkelig ikke! De havde ikke været den rette for hende!
Malanis følte virkelig kun at han behandlede hende som havde hun været en tjenerinde for ham, og det var slet ikke noget som hun fandt sig i! For ikke at glemme at ordene havde en så stor betydning, at hun ikke turde stole på dem. Det var vel også det som hun et sted var direkte bange for? Ikke fordi at det var noget som hun ønskede at sige åbnet, for det var jo direkte pinligt! Et var jo kun 3 små ord! At han så direkte valgte at hidse sig op, var noget som tvang hende til at gøre nøjagtigt det samme, så det var jo ikke engang fordi at det var noget som hjalp hende på nogen måde, for det gjorde hende jo kun mere vred end det som ville hjælpe dem i det store og hele! Hans ord var noget som direkte gjorde ondt, hvilket kun gjorde hende direkte vred! ”Jeg er ked af det, hvis jeg kun skuffer dig ved ikke at gengælde dine fine ord, Konstantin! Men ved du hvad? Jeg stoler ikke på dem! Jeg tror ikke på dem! Den betydning og de ord lever du bestemt ikke op til ved at rende rundt med alle kvinder i hele Dvaisas!” hvislede hun med en vred mine, for det var faktisk ord som hun mente, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet.
Det gik først op for Malisha at Konstantin havde haft fat i hende og direkte rev hende ned i sengen og selv tog pladsen over hende. Tårerne trillede stille nedover hendes kinder, for dette var da slet ikke noget som hun var i stand til at forholde sig til på nogen som helst måde overhovedet! Hun vendte blikket direkte mod ham, som hun forsøgte at komme forbi, men han var simpelthen for tung for hende at flytte med sin egen fysiske styrke! Og det var noget som ganske enkelt måtte pisse hende voldsomt af! ”Flyt dig, Konstantin! Jeg mener det! FLYT DIG!” hvæsede hun med en hvislende stemme. Et sted var det næsten panik, for han skulle bestemt heller ikke have lov til at se hende græde. Hun ven det blikket direkte væk fra ham, som han strøg hendes kind og tårerne væk, selvom det var nytteløst. ”Jeg er fuldstændig ligeglad! Du skal lade mig gå og det skal være nu!” endte hun vredt, som hun endte med at svinge hånden i en direkte lussing. Han skulle slet ikke være i nærheden af hende lige nu!

[Deleted]

At Malisha ikke ønskede at være Konstantin tæt på den ene eller den anden måde forstod han sådan set godt, eftersom han havde et alt for dårligt ry af at være en kvindeglad mand. Men det ændrede stadig ikke på hans følelser for hende! Han elskede hende. Hun var den eneste han nogensinde havde elsket. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord og himlede let med øjnene for sig selv. Hun havde altid været stolt, hvilket hun også havde god grund til, for hun havde nået langt i sit liv. Hun havde kæmpet hårdt for sin sag og se hvor det havde bragt hende; hun var blevet warlockernes leder. Han var faktisk også stolt af hende, selvom han vel egentlig aldrig havde sagt det direkte til hende? ”Stædige tøs,” mumlede han drillende, og højt nok til at hun ville kunne høre ham. Hans mine blev dog langt mere alvorlig og fortsat tænkende, da hun blev ved med at påstå at hun aldrig havde været en mand tæt. Det kom virkelig utrolig meget bag på ham! Han sad i en længere stund og tænkte over det, inden han vendte blikket mod hende, „Men.. har du aldrig … haft lyst?” Han forstod ikke hvordan hun kunne gå i flere.. hundredtusind år? – uden at have været en mand tæt. Det var næsten.. umuligt! Og så alligevel ikke.
Det at Malisha ikke troede på Konstantin, var noget som gjorde frygtelig ondt, selvom det der gjorde mest ondt, var hendes ord. Det at hun tydeligvis var sur over at han havde været sammen med så mange kvinder, men.. de havde jo aldrig gjort alvor i trolovelsen, han havde aldrig troet at hun gad trække den videre! Han bed tænderne kraftigt sammen. Han nægtede at vise sig såret! Det var under hans værdighed! Dumme kvindemenneske! Det gjorde dog ondt, at hun ikke troede på ham, specielt når han mente dem så dybt som intet andet. Han havde jo aldrig skænket nogen kvinde de ord! Et sted havde han lyst til at skrige og råbe af hende, men han vidste at det ikke førte nogen vegne, og han kunne tydeligt høre på hende at hun var såret, derfor vidste han at det heller ikke nyttede at stikke mere til hende.
Det var usædvanlig let at få trukket Malisha ned i sengen og ligge sig selv over hende, selvom det kun glædede ham at han faktisk kunne sørge for at holde hende hos ham, så hun ikke gik ud af døren igen! Hans mine ændrede karakter, da han så de mange tåre trille ned over hendes kind, for.. han så hende virkelig sjældent græde! Han havde set det nogle gange efterhånden, men det skete frygtelig sjældent! Og når hun gjorde, følte han altid en kæmpe skyld, specielt når det var hans skyld. Han fik ikke rigtig hendes ord med, selvom hun skreg af ham, det var først da hun valgte at skænke ham en syngende lussing, så han vendte kinden mod hende, at han kom tilbage til virkeligheden, hvor han blinkede lettere overrasket med øjnene. Han drejede hovedet ganske langsomt, for at vende blikket mod hende igen, hvor hans blink havde en antydning af sorg. Han rynkede brynene, som han fortsatte de blide strøg over hendes kinder, for at stryge tårerne væk. ”Jeg elsker dig. Og jeg vil ikke have at du går. Du er ikke min tjenerinde, men min trolovede,” svarede han roligt og dæmpet, selvom man også ville kunne ane stædigheden og stoltheden i hans stemme. Han nægtede at lade hende gå!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var stædig, men hun var jo trods alt også nødt til at skulle passe lidt på sig selv, ellers ville det jo først for alvor gå helt galt! Specielt her igennem de sidste uger, var det jo bestemt heller ikke fordi at det havde været morsomt at være hende, for hun havde virkelig været alene! Stolt var hun skam over det som hun faktisk havde formået at opnå, selvom det bestemt heller ikke havde været nemt for hende, for hun havde jo også været mødt af konstant modgang. Hun var en kvinde i et job som sikkert var forbeholdt til mændene, men det var slet ikke noget som rørte hende på nogen måde! Hun havde ikke direkte hørt Konstantin fortælle hende at han var stolt, men det var nu lige meget.. lige der var hun faktisk temmelig ligeglad med hvad andre mente og troede om hende, for hun havde kæmpet sig op fra bunden af, og stod nu som leder for den store race.. selvfølgelig var hun stolt! Hun vendte blikket roligt mod ham. ”Stædigheden er faktisk kun en god ting,” påpegede hun roligt og med en ganske sigende mine. Hvordan skulle hun da ellers være i stand til at passe på sig selv? Selvfølgelig var det noget som betød frygtelig meget for hende. Nysgerrig havde hun selvfølgelig været, men hun havde faktisk aldrig givet sig hen til den, for.. tanken skræmte hende en anelse, for hun vidste at det måske var lyst, men med den lyst, så medfulgte også en forpligtelse, og den vidste hun faktisk ikke om hun.. nogensinde ville blive klar til, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit. Hun trak let på skuldrene til hans ord. ”Muligvis. Man kan vel ikke savne noget, som man ikke har.. prøvet, kan man?” afsluttede hun ganske sigende og med en yderst sandfærdig stemme.
Det var jo ikke fordi at Malisha direkte nægtede at tro på Konstantin når han gav hende de ord, men der var så meget som spillede ind til at hun faktisk kunne få sig selv til at tro på dem, og at der faktisk var hold i dem. Alle de kvinder som han rendt rundt med ved siden af, var deriblandt noget som gjorde det, for hvem ville gøre det mod dem som de faktisk.. elskede? Hun vendte blikket direkte mod ham. Det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at såre ham, men det var nu alligevel noget som skete, også selvom det slet ikke var noget som hun gjorde med vilje, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som hjalp hende på nogen måde. Hun kneb øjnene direkte advarende sammen. Såret var hun og ikke mindst frygtelig skuffet, for hvis det var ord som han kun havde sagt for at få hende til at stoppe op, så var han virkelig derude, hvor han bestemt ikke var i stand til at bunde, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun vendte blikket væk fra ham. Hun var faktisk umådelig ked af det!
Tanken om at blive revet direkte tilbage i sengen var bestemt ikke noget som gjorde Malishas humør bedre! Tvært imod, så gjorde det virkelig kun det hele så meget værre, for det gjorde hende kun rasende! Tårerne tænkte hun egentlig ikke over, for det var noget som hun allerede nu havde mistet kontrollen over. Den syngende lussing direkte ind mod Konstantins ansigt var end ikke noget som hun var vis over, for han skulle bare af hende, og det kunne bestemt heller ikke gå hurtigt nok! ”Skrid tilbage til dine mange tøser Konstantin og lad mig gå!” nærmest brølede hun af ham. Kroppen sitrede af ren og skær vrede. Han skulle bare ikke holde hende fast!

[Deleted]

Malisha havde altid været stædig, men det var vel også det som havde bragt hende så langt? Hendes stædighed og viljestyrke havde jo gjort at hun ikke havde bakket ud, når tingene brændte på, hun havde altid holdt hovedet koldt og fundet en løsning på tingene, og det havde bragt hende frygtelig langt! Han var i hvert fald stolt af hende. Han kunne ikke lade vær med at trække morende på smilebåndet til hendes ord. Hun havde dog ret. Stædighed var en god ting – af og til! Det var ikke altid at stædighed var godt, bestemt heller ikke i Malishas tilfælde! ”Nogle gange, er stædighed godt. Til tider er det en dårlig ting,” svarede han sagte, som han sendte hende et drilsk blik. Hun havde altid været stædig og til tider havde han kunne slå hende ihjel for det! Men når alt kom til alt, så var han også altid den der puttede fornuft ind i hendes hoved, så hun ikke gjorde noget overilet eller dumdristigt, fordi hun undervurderede situationen. Han lod tungen stryge tænkende over hans læber, som han betragtede hende eftertænksomt. ”Det kan man ikke nej, men..” svarede han roligt, som han kort så ned, inden han så mod hende igen, „derfor kan det jo godt være du har haft lyst til at prøve det flere gange?” Et mildt smil gled over hans læber, som han betragtede hende med en rolig mine. Der var intet hån, ingen morskab eller ironi, for han kunne ikke drømme om at nedgøre hende for sådan en ting!
Det var ikke fordi Konstantin ville tirre Malisha endnu mere, ved at rive hende ned i sengen og holde hende fast, men han så ærlig talt ikke andre muligheder. Han var bange for at hvis hun gik ud af den dør, så så han hende aldrig igen. Det var måske overdrevet, men.. han var stadig afkræftet og det ville han være nogle dage fremover. Og han ønskede ikke at hun skulle miste lysten til at se ham. Den syngende lussing, gjorde Konstantin ikke meget ved. Han var ikke typen der slog igen, medmindre man virkelig overskred hans inderste grænser. Han endte med at ligge sine tomler mod hendes læber, for at få hende til at tie, hvor han rynkede brynene i en trist mine. ”Men jeg vil ikke have nogen andre. Jeg har ikke set nogen andre, siden du flyttede ind. Jeg har hele tiden troet du selv så andre, fordi du selv sagde det, så jeg havde vel ingen samvittighed over at gøre gengæld, men.. nu? … Jeg elsker dig. Jeg vil ikke have nogen andre end dig. De andre tøser betyder ingenting, men det gør du. Og jeg vil ikke have at du går ud af den dør,” svarede han dæmpet og dog sandfærdigt, som han fjernede tomlerne fra hendes læber, så hun kunne snakke igen, hvor han fortsatte de blide strøg over hendes kinder, for at fjerne hendes tårer. Han hadede at se hende græde! Det berørte ham altid på sådan en dyb og ubehagelig måde! ”Kom nu til fornuft Malisha, du har kendt mig hele dit liv. Tror du virkelig jeg ville sige sådanne ord, bare for sjovs skyld? Det ville jeg aldrig gøre!”

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde altid været stædig, men det var vel også det som havde bragt hende frem i verden? Vist hendes vær og hendes magiske talent, samt at hun faktisk var mere end det som folk lige havde regnet hende for at være? Det var sådan at hun havde det om ikke andet, og det var jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun vendte blikket direkte mod ham. Stædigheden var hun faktisk glad for, for ellers havde hun sikkert mistet livet for længe siden! Accepteret et middelmådigt liv eller andet, og det var bestemt ikke sådan at hun var, og det var bestemt heler ikke sådan at hun ville blive, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun betragtede ham sigende. ”Den bragte mig frem Konstantin.. Hvor tror du ikke jeg var endt, hvis jeg ikke var det..?” endte hun ganske sigende, også selvom det faktisk var ord som hun mente. At være en mand tæt var faktisk en tanke som havde skræmt hende nok til at undgå at være det, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun rystede stille på hovedet, hvor hun vendte blikket væk fra ham. Hun havde været nysgerrig, men.. det havde faktisk været hende en skræmmende tanke. ”Næh.. jeg er ikke så løs på tråden som visse andre..” Det var ikke fordi at hun ønskede at håne ham, for det var slet ikke det som hun var ude på! Slet ikke! Det var bare sådan at hun så på tingene.
At blive holdt tilbage i sengen var noget som gjorde Malisha direkte rasende, for han havde slet ikke retten til at holde hende tilbage på den måde! Hvad han gjorde og hvad han tænkte, var hun på sit vis fuldkommen ligeglad med, for det var slet ikke noget som rørte hende på nogen måde, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, for han skulle slet ikke have lov til at have den kontrol over hende! At slå fra sig, var noget som hun gjorde helt uden at tænke sig om, for hun kunne jo sagtens gøre brug af magi, men end ikke det var noget som hun kunne få sig selv til. Fingeren mod hendes læber, var noget som omgående fik hende til at tie, også selvom kroppen dirrede af det rene raseri, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Hun forsøgte at trække vejret dybt for at falde til ro, selvom det bare ikke virkede for hende. Hun vendte blikket væk fra hans hånd, for han skulle slet ikke have lov til at røre ved hende nu! Hun vendte blikket direkte mod ham og med den tydelige vrede. ”Så hvad er det du siger? Jeg kan kun bruges fordi jeg er jomfru? Er det det?!” begyndte hun med en direkte hvæsen og hvislende stemme. Det var svært for hende overhovedet at tænke fornuftigt når hun var så vred som hun følte sig i denne stund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg er fuldstændig ligeglad med hvad du vil og hvad du ikke vil! Jeg er for pokker din leder, og jeg kan gå når det passer mig!” nærmest skreg hun ham direkte ind i øret. Om William hørte dem, var hun virkelig ligeglad med! Hun kunne bare ikke falde til ro! Hun var ked af det, hvilket gjorde hende panisk, og panikken gjorde hende vred.. Han skulle ikke have lov til at se hende så… svag!

[Deleted]

Konstantin ville ikke just se stædighed som en styrke, eftersom det også kunne være en frygtelig svaghed. Han vidste godt at det var noget som havde bragt Malisha frem, men der ville han måske mere sige at det var hendes viljestyrke, frem for hendes stædighed, for det var trods alt også hendes stædighed der havde fået hende ud i vanskeligheder, som han havde måttet redde hende ud af. Han havde altid været der for hende, hvilket han altid ville være, for hun betød alt for ham. Han vidste ikke hvad han skulle gøre uden hende. De havde altid stået sammen i tykt og tyndt, hvilket han ikke ønskede at ændre på. ”Det var også den som bragte dig i vanskeligheder. Jeg kan tydeligt huske, da jeg fandt dig døende i den mørke skov,” svarede han sigende, som han betragtede hende med en rolig mine. Løgn var det trods alt ikke. Det havde skræmt ham at finde hende sådan, netop fordi hun altid havde været så stærk og så.. uovervindelig. Men når alt kom til alt, så var ingen udødelige eller uovervindelig, hvilket både gjaldt hende, som det gjaldt ham, „men jeg er stolt af dig. Jeg er stolt af at du er kommet så langt.. Lille Mischa.” Han blinkede drilsk til hende, skønt han dog mente sine ord. Han var virkelig stolt af hende! At hun så skulle angribe ham igen, var noget som irriterede ham, for han vidste godt at han havde været sammen med mange, men der havde aldrig lagt noget i det. ”Fint,” svarede han blot tydeligt utilfredst og fornærmet, som han vendte blikket væk. Han hånede heller ikke hende for ikke at have været sammen med nogen, og så skulle hun håne ham?
Konstantin var et sted bange for hvordan det ville ende, for når hun var så vred og hidsig, så kom de i hvert fald ingen vegne! Det irriterede ham dog, at hun ikke kunne se bare lidt fornuft, selvom han nu bare fortrød at han havde sagt de ord, og hun ville aldrig få lov til at høre dem igen! Det knuste ham at hun troede alt det om ham, hvor han måtte tage sig selv i at løfte hånden en anelse, fordi han skulle til at skænke hende en knytnæve i ansigtet, men han fik sig selv roet ned, hvor han blot knyttede næverne, så knoerne endte helt hvide. ”Hvordan kan du tro så lidt om mig? Du skulle forestille at være den person der kendte mig bedst, men du er tydeligvis gået fra forstanden!” vrissede han køligt af hende, selvom han forsøgte at beherske sig, men det var på ingen måder let, når hun selv hidsede sig sådan op. Hendes ord tændte ham fuldstændig af, hvor det virkelig krævede alt i ham for ikke at slå løs på hende, for det nægtede han! Han ville ikke synke så dybt! Og han ville heller ikke gøre noget som han ville fortryde. Han endte med at fremmane en barberskarp kniv, som han lagde i hendes hænder. ”Fint. Hvis du tror så lidt om mig, hvis du hader mig så meget, så slå mig ihjel! Send mig tilbage, hvor jeg kom fra!” Han endte med at fjerne sin slægtsring, som havde holdt ham i live, hvor han lagde den fra sig på natbordet, inden han vendte blikket mod hende igen, „værsgo. Slå dig selv løs. Dolk mig lige i hjertet, for det vil gøre mindre ondt, end det at du slet ikke tror på mig! Og går du ud af den dør, så gør jeg det selv, og så kommer du aldrig nogensinde til at se mig igen!” Hans blik var direkte følelsesløst, som han førte hendes hånd hen til hans bryst, som et tegn til at hun skulle stikke ham i hjertet.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Viljen og stædigheden havde Malisha altid haft, og det var noget af det som helt klart havde bragt hende frem. Hun havde vist mange at de havde taget fejl af hende, at de havde taget fejl af hende som person og hvad hun var i stand til, kun fordi at hun havde været en kvinde, så var det ikke ensbetydet med at hun var svag og bare ønskede at lade manden beskytte hende, for sådan var hun ikke! Kunne hun ikke selv, var hun bestemt heller ikke bange for at krybe til korset og sige det som det var; At det ikke var ting som hun kunne klare alene. At han så skulle nævne hændelsen i skoven, var noget som direkte irriterede hende en smule. Den vampyr havde virkelig taget hende ved næsen, og det var så sandelig heller ikke fordi at det var noget som gjorde det nemmere eller bedre for hende på nogen måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. ”Det i skoven var en gang, Konstantin.. En gang..” mumlede hun en kende utilfredst, også selvom hun vidste at han havde ret. At han var stolt af hende, var ord som hun faktisk godt kunne lide at høre ham sige, for.. det var hun faktisk! Hun elskede at høre dem, også fordi at det var noget som skete så frygtelig sjældent, om det var noget som man ville det eller ikke. Det glædelige glimt viste sig i hendes øjne. Hun vidste ikke rigtigt hvordan hun skulle besvare det, men.. blikket sagde vel det hele? At han så endte utilfreds igen, kunne hun ikke just tage sig af, for det var jo ikke engang en løgn! Hun himlede med øjnene, for det var jo ikke engang fordi at hun mente at håne ham på nogen måde! ”Hold nu op Konstantin..” mumlede hun med en tydelig irritation i stemmen.
Malisha var virkelig hidsig og det hjalp bestemt heller ikke på det, at han valgte at holde hende fastlåst til sengen på den måde, ved at sidde over hende! Hun var for pokker hans leder, og så havde han bare at fjerne sig når hun sagde det! Hun ville ikke ende med at gøre noget som hun faktisk ville fortryde bittert senere, som at skade ham.. det ønskede hun på ingen måde, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende! Tårerne stoppede ikke ned af hendes kinder og hun nægtede virkelig at lytte til ham! Hun havde ganske enkelt fået nok nu! ”LAD MIG GÅ!!!” hvæsede hun med en skinger stemme, for det kunne næsten lyde som hun var endt med at få ondt i halsen. Kniven som pludselig blev placeret i hendes hånd, fik hende direkte til at stirre på den for.. hvad skulle hun bruge den til?! Hans ord var dog noget som slog hende i ansigtet som havde det været en direkte syngende lussing, så det var bestemt heller ikke noget som hun havde lyst til, det var da helt sikkert! Hun vidste da slet ikke hvad hun skulle sige! At han tog fat omkring hendes hånd og førte den til hans hjerte, så trak hun den til sig, næsten som havde hun fået et elektrisk stød. Kniven smed hun udover sengekanten, ved bare at give slip på den. Hun blinkede let med øjnene. ”Hvad pokker er det du siger…” Hun satte hænderne direkte ned i sengen, som hun forsøgte at trække sig væk fra ham. Det var bestemt ikke noget som han kunne få sig selv til! Øjnene endte direkte blanke igen. ”Tror du jeg ønsker at gravlægge dig endnu en gang, Konstantin?” endte hun.. knust?

[Deleted]

Konstantin havde altid været stolt over at Malisha havde klaret sig så langt. Han havde kendt hende siden de havde været små børn og selv dengang havde hun kæmpet som en gal, for at få anerkendelse, for at blive respekteret, nu var hun leder over racen og han var virkelig stolt af hende! Han havde set hendes udvikling og selvom hun havde haft sine fejl, sine fiaskoer og tabt sine kampe, så havde det aldrig været nok til at hun havde bakket ud, til at hun havde givet op, for hun var kommet op på benene igen og havde fortsat kampen, selv på trods af sine tabte kampe. Hun var stærk, hun var stolt, og selvom hun havde sin psykotiske og sindssyge tankegang, så havde hun stadig sine gode sider. Han trak morende på smilebåndet, som hun sad og mumlede om det i skoven. ”Det ved jeg godt Malisha. Min pointe er bare, at stædighed ikke altid er godt. Desuden så er jeg kun glad for at jeg fandt dig i tide,” svarede han stilfærdigt, som han sendte hende et skævt smil. Han ville ikke håne hende for hendes nederlag, for det at hun havde været døende, havde vel været hån nok? Specielt fordi det havde været en vampyr der havde slået hende. Og han vidste hvilket had hun havde til det væsen. Glæden i hendes blik kunne han godt se, hvilket fik ham til at trække på smilebåndet. Han var stolt af hende, frygtelig stolt! Til gengæld irriterede det ham at hun skulle håne og nedgøre ham for sine fejl og blive ved med at stryge salt i såret, for det var slemt nok i forvejen! ”Du tror sikkert jeg er ligeglad, men det er jeg ikke. Jeg er ikke stolt af at have været så mange tæt, men du har altid givet udtryk for at hade trolovelsen, at du var ligeglad og ikke gad have noget med mig at gøre, så ja, jeg har været andre kvinder tæt. Det er min fejl, det er min svaghed, hvor længe vil du håne mig for det?” spurgte han sagte, dog med en rolig stemme.
Konstantin var ærlig talt ligeglad med at hun var ’hans leder’, for sådan havde han aldrig set på hende, og han ville aldrig følge hendes ordre, som enhver anden warlock ville! Aldrig! Og hun skulle på ingen måde sætte sig højere end ham, for så skulle hun på ingen måde regne med at se ham nogensinde igen, eller have noget med ham at gøre! Han havde altid hjulpet hende frivilligt! Så hun skulle på ingen måde kommandere rundt med ham, for så skulle han nok sætte hende på plads! At hun fjernede kniven lige så hurtigt, som han fik den frem, ved at kaste den ned på gulvet, fik ham til at knibe øjnene sammen. Han lod hende trække sig væk, som han endelig fjernede sig, ved at lægge sig om på siden, så hun måtte rykke længere ind i sengen. ”Hvis du tror så lidt om mig, så gør det. Og går du ud af den dør, så gør jeg det selv, og så kan du eller nogen anden få lov til at gravlægge mig igen,” svarede han køligt, som han satte sig op, med kun håndklædet til at dække ham. ”Det skuffer mig, at du dømmer mig. Jeg har altid været dig tro, jeg har altid hjulpet dig, og så tror du at jeg ser dig som min tjenerinde? At jeg vil have dig her, fordi du er jomfru? Jeg har hele tiden troet at du ikke var, jeg har ikke lagt så meget som en finger på dig, i den tid du har boet her, og i den tid har jeg heller ikke rørt nogen anden kvinde. Glem ikke det Malisha! Jeg har ikke været en eneste kvinde tæt, i flere måneder!”

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde altid været en af dem som folk havde taget for givet. Lige siden hun havde været en helt lille pige, havde hun vist og fortalt om sine alt for mange visioner, selvom det var de færreste som ville lytte til dem. Et sted var det noget som havde gjort hende for stædig, for hun nægtede at lade andre få ret! Og se hvor hun var endt nu! Hun var leder for hele sin race, og det var selvfølgelig noget som gjorde hende stolt! Om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til i den anden ende. Hun vendte blikket direkte mod ham. At han så skulle nævne den hændelse i skoven, var noget som et sted direkte gjorde hende irriteret, for det var ikke ligefrem noget som hun var særlig stolt af, for det var slet ikke noget som hun ønskede at tænke på! Hun fnøs ganske kortfattet. ”Det var jo også kun fordi at jeg havde slået hans kæreste ihjel og efterladt hans datter..” mumlede hun let for sig selv. Ellers var det jo slet ikke gået så galt! Det var ikke fordi at Malisha var særlig god til at give udtryk for de mange ting som hun måtte brænde inde med i sindet, men hun forsøgte da om ikke andet, også selvom det slet ikke var nemt for hende på nogen måde! Hun vendte blikket ganske sigende mod ham. Det var jo slet ikke hendes mening at håne og nedgøre ham for det, for hvis det var hans livsstil, så var det jo bare sådan at det var, men så skulle han bestemt heller ikke regne med at det var noget som hun ønskede at tage del i, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende! ”Hvis det er din måde at nyde livet på, så lad det da være din måde at nyde livet på Konstantin. Det er ikke noget som jeg vil blande mig i. Jeg.. er ikke decideret imod trolovelsen. Jeg ville bare foretrække at jeg.. selv skulle finde den som jeg ønskede at blive sammen med,” mumlede hun let for sig selv, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. Det ville nok aldrig komme til at ske, men det var en helt anden side af historien!
Malisha var hans leder, og han havde virkelig bare at makke ret, når hun sagde det, ellers ville hun jo først for alvor blive rasende! Og hun var rasende nok i forvejen! Den kniv som han direkte placerede i hendes hånd, var slet ikke noget som hun ønskede at have i sin nærhed, for det var jo ikke fordi at hun ønskede at placere ham tilbage i jorden igen! Ikke nu hvor hun lige havde fået ham igen, for den tanke var faktisk noget som gjorde utrolig ondt! ”Jeg nægter at gøre det, og du kan bestemt ikke tillade dig at holde mig her..!” endte hun med en langt mere febrilsk stemme. Hun ville slet ikke tillade sig at han skulle tage den kontrol over hende, for det var slet ikke noget som hjalp dem på nogen måde, og det vidste hun jo allerede nu, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i det store og hele. Hun kneb øjnene fast sammen. At han direkte truet med at lægge sig i graven igen, var noget som direkte skræmte hende, for det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre, det var helt sikkert! Hun rystede fast på hovedet og blev siddende langt oppe på sengen. ”Jeg skuffer jo alle, gør jeg ikke? Hvis jeg er sådan en skuffelse for dig, så lad mig da gå! Skrid tilbage til det sted du vågnede op af!” Det var jo næsten som at stå overfor sin far igen! At høre hvor skuffet han konstant var over hende! Hun vendte blikket væk, som hun endte med at hulke. Hun ønskede for pokker da ikke at miste ham! ”En ting er at du siger det.. Du har været borte i uger Konstantin.. Jeg måtte for pokker søge Dvasias igennem, for at grave din døde krop op! Hvis du virkelig huer efter at blive lagt i graven igen, så kom i gang!” endte hun knust. Kroppen dirrede og sitrede. Hun var faktisk ked af det!