What the...?!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

For Malishas vedkommende, så var det egentlig ikke fordi at det var køligt, for det var det ikke. Det var lunt, det var sommer, og det var noget som hun faktisk godt kunne lide på sit vis, selvom det ikke rigtigt havde hjulpet på den klump is som havde lagt sig omkring hendes hjerte, for der hvilede den endnu. Hun havde klaret sig selv i uger nu, også selvom hun dog måtte erkende, at det bestemt heller ikke var en nem opgave, men hun havde da om ikke andet, så forsøgt at gøre det så godt som muligt! Hun reagerede voldsomt med vrede, foragt eller raseri, for hvad andet havde hun? Hun nægtede at lade de sande følelser komme til udtryk, også fordi at hun nægtede at miste den plads som hun havde. Det var hun ganske enkelt alt for stolt til! Tanken om at han direkte kaldte hende for hans trolovede, at han direkte påstod at ingen passede på ham som hun gjorde det, så kunne hun slet ikke lade være med at grine, for det var slet ikke noget som gav nogen mening for hende på nogen måde! De skændes hver eneste dag, hun var stolt, stædig, og handlede på ingen måder efter hvad andre ville have hende til, for hun var sin egen, og så var hun den bedste? Det måtte være årets joke! ”Du behøver bestemt ikke lyve for mig, Konstantin.. Jeg er elendig til den slags, og det ved du såvel som jeg,” endte hun ganske kortfattet, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn!
Det var tydeligt for Malisha at se, at Konstantin virkelig nød at komme i vandet, for hun kunne godt forestille sig, at det gavnede de kolde og stive led? Specielt hvis han faktisk havde ligget vågen dernede under jorden i uger nu! Ikke fordi at det var en tanke som hun villa lade sig gå sig på af, for det var slet ikke noget som de fik det mindste ud af nogen af dem. Hun havde kun lige hjulpet ham op af kanten, så hun var sikker på at han ikke ville ende med at skride helt ned under vand, og ikke være i stand til at komme op igen, for hun ønskede da ikke at miste ham endnu en gang! Selvom hun måske havde påstået at Rozentas ikke var noget som hun ville have noget med at gøre, så.. var det vel lidt anderledes når det måtte komme til manden som hun stod overfor? For han var jo trods alt den mand som hun elskede.. selvom det aldrig nogensinde var blevet sagt.
At Konstantin kunne more sig og flirte, var nu heller ikke noget som gjorde hende noget, men det kom bestemt heller ikke bag på hende, for hun kendte ham jo! Hun havde kendt ham igennem frygtelig mange år nu! Hun himlede med øjnene. Hvad der skjulte sig bag al skidtet, vidste hun skam godt, for hun havde set ham blottet før, så selvfølgelig var det bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. ”Sådan som du ser ud, så er jeg jo ikke engang sikker på at det er der mere,” påpegede hun sigende, som hun let blinkede til ham. Hun nikkede til hans ord. Lige præcis – hans fætter. ”Manden har indtaget stedet her.. Han opsøgte mig ved… træet og gravstenen for et par dage siden,” forklarede hun videre. Hun havde aldrig været begejstret for manden, og det var hun bestemt heller ikke nu!

[Deleted]

Måske Malisha ikke just var den bedste til at pleje en anden, men det gjorde hende ikke dårlig til at passe på andre, for hun var en stærk warlock, hun var en stærk kvinde, og derfor var hun god til at beskytte. På den anden side så var hun måske ikke den bedste til at vise forståelse og omsorg, for det var hun faktisk direkte elendig til! Men han kunne jo godt lide hende af den grund. Hun var og blev sin egen, hvilket var det som gjorde hende til noget særligt – i hans øjne. Mange så hende ikke for at være andet end kold, kynisk, sadistisk, sindssyg og ondskabsfuld kvinde, og det var også hvad hun var! Men der var ingen der var kommet under facaderne som han var, og han så helt anderledes på hende. Han vidste at hun havde en mere blød og varm side, denne aften havde han set hende græde, hvilket også kun beviste at der faktisk gemte sig følelser bag det kolde ydre. Hun var måske ikke den mest kærlige kvinde, man kunne finde, men til gengæld havde hun andre gode kvaliteter. At hun faktisk grinte, var noget som fik ham til at trække på smilebåndet, for det var sjældent at han hørte et oprigtigt grin fra hende, og når hun endelig gjorde, så var det også som sød musik! ”Du har ret.. du er direkte elendig. Men det er derfor jeg synes du er den bedste. Du er så kær, når du pusler om mig,” svarede han morende, som han kort drejede hovedet og kyssede hende mod kæben. Man kunne måske godt finde den som var bedre end Malisha, men han ønskede ingen andre, for sandheden var, at han elskede når hun puslede om ham, det var de stunder som han nød mest; når hun åbnede sig og viste sin mere følelsesmæssig side.
Det lå normalt til Konstantin at flirte med kvinder, eftersom han altid havde været kvindeglad og Malisha var intet undtag, selvom hun ikke just lod sig smigre af hans ord. Hun havde altid spillet kostbar og uopnåelig, men han var sikker på at hun nød af hans ord ligesom enhver anden, skønt der var en forskel fra Malisha og de andre kvinder; han mente sine ord ved Malisha, det gjorde han ikke på samme måde ved andre, der var det kun for at nyde deres kroppe, ved Malisha var det oprigtigt. Han endte med at åbne munden i ren forbavselse til hendes ord. Hun var ikke sikker på at det var der mere?! Han skulede drilsk til hende. ”Det var under bæltestedet,” svarede han utilfredst, selvom han ikke kunne skjule det morende glimt i hans øjne og på sine læber.
At William – Konstantins fætter – var kommet tilbage, kom faktisk bag på ham. Og så alligevel ikke. Hans familie havde altid været noget.. excentrisk. Alligevel så havde William altid været en af de få fra familien, som han faktisk havde brudt sig om, det gjorde han normalt aldrig, men han havde faktisk gjort mange gode handler og forretninger med William. ”Så lille Willie er tilbage. Han får sig nok et chok, når han ser mig,” svarede han morende, som han lænede sig mod kanten – og mod Malisha. Han slog roligt armene omkring hendes skikkelse, hvor det drilske skær viste sig i hans næsten sorte øjne. ”Men.. han sover sikkert i sine sødeste drømme, så han ænser os nok ikke foreløbig,” hviskede han drillende, som han lod den ene hånd søge ned til hendes baglår, som han greb omkring, kun for at trække hende over kanten og med ned i vandet, hvor han slap en morende og drilsk latter.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var bestemt ikke den bedste til at vise hensyn, vise respekt generelt, og forståelse for nogen som helst, så hvad Konstantin så i hende når det kom til det, var da slet ikke noget som hun forstod sig på! Jovist havde hun følelser, men hun vidste til tider slet ikke hvordan de skulle komme ud, og ligesom nu her hvor hun faktisk havde grædt foran ham, mest af alt på grund af panik, men også vrede, fordi at hun havde været sikker på at William havde været indblandet i det hele, så var det ikke noget som hun kunne gøre noget ved nu.. Det hele var kommet frem og han havde set det, så det som hun kunne gøre, var vel at undgå at kommentere det eller komme ind på det? At grine var noget som hun gjorde så forbandet sjældent, og mange brød sig faktisk ikke om det, selvom det var hendes måde at udtrykke morskab på, men samtidig også tryghed. At hun faktisk var tryg i de omgivelser som de befandt sig i, og det gjorde hun helt klart omkring ham. At han så mente det, var noget som hun faktisk godt kunne lide, for hun følte bestemt ikke at hun gjorde det særlig godt, og hun vidste at frygtelig mange andre var bedre til det! Såsom en procianer. Han kunne jo altid finde en af dem.. Selvom tanken var hende direkte dræbende. Hun trak svagt på smilebåndet og himlede med øjnene. ”Jeg ved ikke lige hvad døden har gjort ved dig, Konstantin.. Jeg tror du har fået lidt jord mellem ørene,” påpegede hun sigende, også selvom hun mente det drillende.
Malisha kendte Konstantin frygtelig godt efterhånden, og hun vidste at han altid havde været forbandet glad for kvinder, men det havde aldrig gjort hende noget som sådan, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun kunne slet ikke mindes hvor mange gange hun havde fundet ham i med en anden tøs, og selvom det stak i hende, så forsøgte hun virkelig ikke at lægge mærke til det! Hvis han.. følte for hende, så ville han vel heller ikke gøre sådan? Så hun regnede i det store og hele, heller ikke med at faktisk bringe trolovelsen til ægteskab. Hun.. turde vel ikke regne med det? Hun trak denne gang direkte morende på smilebåndet til hans reaktion, direkte forbavset og måbende! ”Dit flirteri hjælper ikke.. jeg er immun,” påpegede hun sigende. Et sted også mest for sin egen skyld? Hun ønskede ikke bare at være.. en i mængden ved ham, for han havde altid haft gang i mange!
Malisha brød sig på ingen måder om William, for han havde virkelig kun været hende en pest og en plage! Det havde han i hvert fald været, da hun havde stået ansigt til ansigt med ham nede ved gravstenen! Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. Hans hænder mod hendes baglår, satte en sitren i hende, også fordi at.. han var den eneste som fik lov til at komme hende så tæt, for bogstavelig talt.. ingen havde fået lov til det! ”Det håber jeg for han er vir..” Hun endte direkte med at tie, som ha nfik hende hævet, og hun røg mere eller mindre på hovedet direkte ned i vandet foran ham. Hun kom hurtigt op, også selvom det var mellem hans ben og fuldkommen iklædt sin kjole som direkte klamrede sig ind til hendes nu våde krop. Håret fjernede hun hurtigt fra ansigtet, som hun vendte sig mod ham. ”Den var ikke fair!” endte hun spidst.

[Deleted]

Malisha var måske ikke ligefrem nogen kærlig kvinde, men følelser havde hun skam mange af, og de var i hvert fald kommet til udtryk denne aften. Han havde næsten været bange for at der var sket et eller andet frygteligt med hende, da han havde været væk. Han var blevet helt bekymret for hende, selvom hun virkede meget normal, nu hvor hun igen var faldet til ro. Han var dog glad for at det var Malisha som var her lige nu og her, som han også havde været glad for at det var Malisha, der havde været hos ham, inden han var gået i døden, for han ønskede virkelig ikke at have nogen anden i hendes sted. Hun var måske heller ikke den som var bedst til at værne om ham, men derfor kunne han stadig bedst lide hende, eftersom han elskede når hun faktisk forsøgte at vise omsorg og være hjælpsom, skønt det også blev gjort på hendes egen sære måde. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. ”Det har jeg nok. Og jeg tror at min død har gjort et eller andet galt oppe i dit hoved, for du må være blevet rablende vanvittig,” svarede han drillende, hvor han hentydede til tidligere, hvor hun havde skreget og råbt som en gal, grædt og lignet en som var brudt psykisk sammen.
Konstantin havde desværre altid været en mand, der kunne lide kvinder. Han havde måske været trolovet med Malisha igennem det meste af sit liv, men de havde jo aldrig trukket den videre, og han havde jo altid vidst at hun havde hadet den trolovelse, så et sted havde de vel bare passet sig selv? Han havde haft sit liv, som hun havde haft sit, det var ikke fordi de havde set så meget til hinanden, foruden her til sidst, hvor hun var flyttet ind hos ham. Og siden hun var flyttet ind, havde han heller ikke været i nærheden af en anden tøs. Han skulede drilsk til hende, selvom han ikke kunne skjule det morende smil. ”Immun? Ingen kan stå imod min uforlignelige charme,” svarede han drillende, som han blinkede flirtende til hende – i sjov. Han grinede kort for sig selv og rystede let på hovedet. Han vidste at han ikke var den mest troværdige mand, når det kom til kvinder, så et sted forstod han godt, hvis hun ikke gad trække den videre med ham, for enhver kvinde ville vel være bange for at han var hende utro?
At Konstantins fætter, William var tilbage, kom på en måde bag på ham, og så heller ikke. Der var ingen fra Rozentas-slægten der var specielt troværdige eller ædle, når det kom til hinanden, og det forundrede ham ikke at William havde hørt om hans bortgang, for manden havde været den eneste som han havde haft kontakt med. Det var dog ikke fordi han gad skænke William en eneste tanke, da han faktisk bare gerne ville nyde tiden med Malisha. Og at hun ikke ænsede hans bagtanke, var noget som virkelig morede ham! Han slap en morende latter, som han fik hende med over i vandet, der godt nok var beskidt, men det var stadig varmt. Han kunne heller ikke lade vær med at grine, som hun vendte sig mod ham og med kjolen og håret klistret til kroppen og ansigtet. ”Kom her.” Endnu engang gav han hende ikke lov til at gøre noget, som han tog fat i hende, og trak hende helt hen til sig, hvor han lod den ene hånd søge bag hendes nakke, kun for at skænke hendes læber et dybt og lidenskabeligt kys.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde aldrig været den mest kærlige og omsorgsfulde kvinde, som man kunne falde ind over, men det var vel bare sådan at hun var som person? Hun gik sine egne veje, hun gjorde hvad hun havde lyst til og hun udtalte sig sine meninger hvis det var noget som hun følte for blandt dem som hun nu måtte være sammen med. Tabet af Konstantin gjorde dog alligevel frygtelig meget for hendes vedkommende, for.. det var for alvor gået op for hende, hvor ringe hun egentlig klarede sig, når han ikke var der til at dække hendes ryg. Hun vidste at det så hurtigt og så nemt som ingenting kunne gå galt, hvilket var grunden til at hun ikke havde kastet sig i krig med Vladimir, selvom hun virkelig havde været utrolig fristet til at gøre det! Hun vendte blikket direkte mod ham. Hun var slet ikke den bedste til at give ham det som han nu måtte søge i form af hjælp, tryghed, omsorg og kærlighed, for det var slet ikke noget som lå til hende, selvom hun virkelig forsøgte at gøre det så godt som hun nu kunne, selvom.. det bare ikke var nemt for hende på nogen måde overhovedet! ”Det.. jeg.. din død var nok ikke lige hvad jeg havde regnet med at skulle høre fra en vampyrs mund,” endte hun ganske sigende. Hun ville slet ikke snakke om den reaktion, hvis det var noget som hun da ellers kunne blive fri for det!
Konstantin havde altid været utrolig begejstret for det kvindelige køn, og det var vel også det som et sted holdt Malisha lidt på afstand? En frygt for ikke at være god nok? Det var noget som hun havde hørt igennem stort set hele sit liv, også fordi at hendes mor slet ikke havde været i stand til at føde hendes far nogle drenge, så hun havde jo fået en drengs opdragelse, og det var jo ikke altid noget som var nemt for hende, for hun var jo slet ikke så udholdende igen, i forhold til en mand, men hun lærte det jo! Hun vendte blikket direkte mod ham. Hun ville ikke lukke ham for tæt på, før hun om ikke andet, kunne være helt sikker på hvor hun ville have ham, så selvfølgelig var det heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”En skal jo være den første, ikke?” påpegede hun sigende og med det tilfredse smil på læben. Hun var vant til at lukke af for det, også fordi at hun slet ikke turde at have ham så tæt på, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for! Det var helt sikkert!
At William og Konstantin havde et udmærket forhold på trods af hvor anspændt det egentlig var, når det kom til Rozentas-familien, så var det ikke ligefrem et partnerskab som hun var meget for, for hun kunne slet ikke have med den mand at gøre, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At han havde de bagtanker om at skulle have hende med sig i vandet, gik først op for hende, idet at hun direkte røg i vandet sammen med ham. Det var lunt og det var rart, men for pokker! Hun var ikke særlig meget for et bad lige nu! Hun vendte blikket direkte vredt mod ham, som hun endelig fik håret af vejen, for hun kunne jo næsten intet se. At han så endte med at tage fat omkring hende, trak hende helt ind til sig og.. skænkede hende et kys, var virkelig ikke noget som hun havde ventet sig! Det tog hende lang tid i det hele taget at falde til ro, men.. hun endte med at gengælde det, næsten direkte længselsfuldt. Hun havde virkelig, virkelig manglet ham!

[Deleted]

Måske Malisha var elendig til alle de kærlige følelser, såsom kærlighed, varme, omsorg, hjælpsomhed og det at vise sig fra en mere blød side, men det var jo alt det andet han godt kunne lide ved hende. Hun var godt nok sadistisk, havde en sindssyg tankegang, var krigerisk og stædig, hvor mange nok ville mene at hun kun havde de dårlige sider, men han vidste også hvad der gemte sig bag, og han havde set en mere blød side af hende, selvom hun ikke var for god til at lade det komme til udtryk, men hun havde jo selv vist ham det, da de havde tilbragt tiden sammen inden hans død. Han vidste at hun gemte på mere end hvad øjet lige ville kunne se, og i hans øjne, var hun en fantastisk kvinde. At hun ikke rigtig kunne få ordene frem ved hans egne, var noget som morede ham, selvom han vidste at hun hadede at vise ’svaghed’, og da derfor hadede hun vel sig selv for at næsten have brudt sammen tidligere? Han ønskede dog ikke at nedgøre hende for det, eller gøre grin med det, for et sted varmede det ham, at hans død havde påvirket hende, det beviste vel bare at han betød mere for hende, end hvad han selv lige havde troet? ”Det gør ikke noget Malisha. Jeg bare glad for at du er faldet til ro. Så bliver jeg nok heller ikke slået foreløbig,” svarede han roligt, selvom det sidste blev udtalt med en drillende tone, vel et sted for at skifte emne, så hun ikke skulle føle sig akavet eller utilpas med hendes reaktion tidligere, „desuden, så har du altid været sindssyg.” Han grinede kort ved tanken.
Konstantin nægtede at tro at Malisha ikke nød af hans ord, og hvis hun endelig ikke faldt for dem, så ville det ikke forundre ham at hun fandt det morende at han forsøgte. Han havde ikke behov for at bruge charme og søde ord ved Malisha, han ønskede ikke at gøre det falsk. Når han endelig komplimenterede hende, så var det fordi han mente det. At hun så alligevel påstod at hun var immun overfor hans flirt, kunne han dog alligevel ikke tro. ”Ha! Nok du ikke er som andre kvinder Malisha, men du er dog stadig en kvinde. Og jeg ved at du nyder af mine komplimenter,” svarede han selvsikkert, hvor han selv trak tilfredst på smilebåndet, som om han havde vundet en kamp.
Det var ikke fordi Konstantin ønskede at gøre hende sur, ved at trække hende med ned i vandet, som faktisk allerede var beskidt af hans jord og mudder, men det var stadig varmt, selvom det bedste var det at hun var her. At hun blev sur, vidste han godt, det var vel også derfor han gjorde en så spontan ting som at kysse hende? Han havde jo lyst, han havde lyst til at mærke hende og vide sig sikker på at hun var der, og at han ikke bare drømte, for et sted var han jo næsten usikker på at det var virkelighed, skønt hendes slag havde været alt for virkelig til at det kunne være en drøm! Han trykkede hende tæt ind til sig, så han næsten knugede omkring hende, hvor han smilede i sit indre, da hun langt om længe valgte at gengælde hans kys, skønt det kom bag på ham hvor længselsfuldt hun gjorde det. Han holdt kysset for flere sekunder, inden han roligt valgte at bryde det, hvor han vendte blikket mod hende. Han trak kun sit hoved ganske lidt fra hendes. ”Sikker på du er immun?” spurgte han drillende, som han trak på smilebåndet, inden han skænkede hendes læber et blidt og flygtigt kys.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var kun vant til at få påpeget sine negative og dårlige sider, så alt det andet var egentlig lagt i lås og slå i hendes kolde og mørke sind, selvom det alligevel kiggede frem i tide og utide. Hun blev vel bare konstant mindet om den hårde opvækst som hun havde? Fordi hun aldrig kunne gøre tingene godt nok? Med en far som ikke var bange for at slå fra sig, og som regel så gik det ud over hende, selvom det jo slet ikke var noget som hun behøvede at tænke på i det store og hele. Konstantin havde altid haft en utrolig betydning for hende, selvom hun ikke altid havde vidst hvordan hun skulle vise det på nogen måde, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han kendte hende bedre end nogen anden, og det var noget som gjorde, at det stadig forsøgte at kigge lidt frem, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om. ”Pas på du ikke ender med at friste mig til at gøre noget,” påpegede hun sigende, som hun let blinkede til ham, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn i den anden ende. Hun lod hovedet søge let på sned, som hun roligt betragtede ham. Sindssyg havde hun vel altid været? Et sted forsøgte hun at leve op til sin fars ideologier, men samtidig også forsøge at bryde det og gå sine helt egne veje, men det var ikke altid lige nemt! Hun trak morende på smilebåndet og trak så let på skuldrene til. ”Tja.. du har jo altid kunne tackle mig og mine sindssyge ideer,” påpegede hun sigende. Et sted var hun ham vel også.. taknemmelig for det?
Konstantins mange søde ord og hans flirteri, samt de alt for mange komplimenter som han fyrede af, for det gjorde hun skam. Hun vidste bare til gengæld ikke om det var ord som hun skulle tage for gode varer, ganske enkelt fordi at han var så kvindeglad og sikkert havde skænket de helt samme til alt for mange andre tøser, og det var også grunden til at hun faktisk valgte at afvise det direkte, for andet fik hun da slet ikke ud af det. Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. ”Mig har du da ikke fået med til sengs endnu, min fine ven.. Jeg er immun,” påpegede hun selvsikkert. Det var bestemt ikke fordi at hun var nem at have med at gøre, og det ville hun bestemt heller ikke være overfor ham! Hun ville ikke have det ry og rygte om at være løs på tråden, for hendes tilværelse som leder var hård nok i forvejen!
Det gjorde direkte Malisha vred at blive trukket med ned i vandet, specielt fordi at hun selv havde sagt, at det slet ikke var noget som hun ville have med at gøre, det var helt sikkert! At hun så endte med at ligge ind mod hans favn, med hans hånd i nakken og det hele, var noget som for en kort stund, gjorde hende direkte usikker! Hun var slet ikke vant til det der! Kysset forundrede og forbavsede hende virkelig, og dog.. hun endte med at besvare og gengælde det, selvom det tog hende tid at falde til ro med det hele! Hun havde manglet ham og hun havde savnet ham og.. igennem handling var hun vel bedre til at vise det end med ord? Som han brød det, så trak hun hovedet en anelse til sig. Hun kneb øjnene let sammen, som hun let slog ham mod brystet – ganske let, og ikke så slemt som udenfor. ”Pas på..” endte hun ganske sigende og uden at tage blikket fra ham.

[Deleted]

Det var naturligvis rart, endnu at være i live, at få en chance til, hvilket Konstantin ikke ønskede at lade passere igen! Han manglede stadig at udfylde den sidste brik i hans liv, før han kunne sige sig at det ville være fuldkomment og han ville kunne dø med fred i sindet, uanset hvilken måde han måtte dø på. Han følte sig dum at han ikke havde taget chancen før, men det var heller ikke en ting man bare uden videre kunne regne med ville være perfekt i første forsøg, eftersom det var en ting der skulle gå begge veje. Han var dog sikker i sin sag, men derfor gjaldt det stadig om at finde modet til at gribe chancen, og det havde han aldrig været for god til, som han aldrig havde været god til at udtrykke sine følelser, når det kom til sådan en ting. Han var måske ikke lige så hård og kold som Malisha, men udtrykte at være mere blød, alligevel så var han en stolt mand og kunne selv være stædig og påpasselig, hvilket også kom til det at åbne sig helt op for en anden person. Han grinede let til hendes ord. ”Jeg har altid kunnet tackle dig, fordi du inderst inde er som en lille baby,” svarede han drillende, hvor han blinkede morende til hende.
Det var faktisk ikke fordi Konstantin var stolt af at have været sammen med så mange kvinder, tværtimod. Han kunne ikke gøre for at han var glad for kvinder, selvom der stadig var en kvinde, der var noget helt specielt ved ham, og det var hende som var lige her ved hans side. Hun overgik alle de andre kvinder han havde været sammen med, selvom det nok ikke lige var ord han kunne få sig selv til at sige, og hun ville sikkert alligevel heller ikke tro ham. Han kunne dog ikke komme udenom at han var en mand, en mand med store lyster, der desværre skulle stilles, og da Malisha aldrig havde været meget for trolovelsen, så havde de vel bare ladet det være ved det og aldrig rigtig talt om det, eller trukket den videre. Han var dog begyndt at tænke meget på den trolovelse, siden hun var flyttet ind i huset, hvor de endnu engang havde levet sammen, som de havde gjort da de havde været helt små, fordi deres fædre havde talt meget sammen – netop på grund af trolovelsen. Han trak morende på smilebåndet. ”Endnu.. nej,” svarede han sagte og drillende.
Det havde måske været en chance at rive Malisha med ned i vandet og ikke mindst det at skænke hende et kys, for hun kunne jo stadig have været sur på ham og slået ham til plukfisk, hvis hun faktisk ikke følte bare lidt for at gengælde det. Men det var jo faktisk ikke første gang at de kyssede. Han kunne stadig huske det klart og tydeligt, da han havde fundet hende døende i den mørke skov, hvor han havde trukket hende med hjem og plejet hende. Der havde de også kysset lidenskabeligt, selvom han havde stoppet det, fordi hun havde haft sin brækkede arm og han havde ikke ønsket at gøre det værre. Siden da havde de så også haft deres mange skænderier, men i denne stund virkede det så frygteligt fjernt. Han kunne ikke lade vær med at grine, da hun skulede til ham og slog ham på brystet, selvom det tydeligvis ikke var så hårdt som udenfor. Han strøg kort tungen over sine læber, et sted for at fange eftersmagen af hendes. ”Kom ikke at sig at du ikke nyder det,” svarede han roligt, som han trak hende med ned over sig, så hun lå over ham, hvor han lod armene søge omkring hendes krop, imens hans ene hånd strøg hendes over ryggen. ”Men jeg har savnet dig..”

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Følelser havde bestemt aldrig været Malishas kop the, ganske enkelt fordi at det var en tanke som faktisk måtte skræmme hende en god del, og det var slet ikke noget som hun kunne gøre for. Konstantin havde altid været langt mere mild end det som hun selv havde været, og det var nu heller ikke noget som gjorde hende noget, for det gav hende samtidig blod på tanden til at forsøge med det samme, selvom der bare var den hinder som hun bare ikke kunne komme over, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Blikket vendte hun stille i retningen af ham og med den tydelige mine i ansigtet. Hun stod fast allerede.. Hun havde allerede vist ham langt mere end det som hun egentlig havde regnet med, men det var nu heller ikke noget som hun kunne gøre noget ved nu, for det var en skade som allerede var sket, og det var ikke noget som hun kunne gøre noget som helst ved af den grund. Hun fnøs ganske kortfattet og vendte blikket en anelse væk fra hende. At reagere sådan da hun havde set ham, havde slet ikke været meningen, men ikke noget som hun kunne gøre noget ved af den grund, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hans ord var noget som alligevel forbavsede hende! En baby..? Det var da noget af det sidste som hun var! Hun vendte blikket direkte mod ham. ”Siger du at jeg opfører mig som en baby?” gentog hun. Humor var hun bestemt heller ikke særlig god til, men hun forsøgte da om ikke andet!
Malisha valgte bevidst at holde afstand følelsesmæssigt og intimtmæssigt til Konstantin, kun fordi at hun var bange for konsekvenserne af det, simpelthen fordi at han havde været i nærheden af så mange tøser som han havde, og hun nægtede at være en del af mængden, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Det var jo så der at hun kunne prale med at.. der ikke var nogen som faktisk havde været hende så tæt.. Hun havde slet ikke ønsket det, for.. det var faktisk kun en mand som hun ønskede, og han havde til nu været ganske utilgængelig for hende, også selvom de havde været trolovet igennem så frygtelig mange år, og havde kendt hinanden igennem så frygtelig mange år. Hun trak let på den ene mundvig, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Hovedet lod hun søge let på sned. ”Og du skal bestemt heller ikke regne med det..” påpegede hun ganske sigende, for det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede at skjule for ham. Tanken skræmte hende faktisk, selvom hun virkelig forsøgte at skjule det for ham!
At blive trukket så tæt ind mod Konstantin og endda at blive kysset, var slet ikke noget som Malisha havde set komme! Pludselig måtte det dog forundre hende, at han havde fundet energien så hurtigt? Eller om det måske bare var varmen som gjorde det hele? Ikke fordi at det gjorde hende noget, for det var mere end rigeligt til at skulle lade hende falde godt til ro, og helt blød i knæene, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun nød det dog, selvom det ikke var noget som hun var meget for at erkende. At hun så endte over ham, sagde hun nu heller ikke noget til. Hun vendte blikket roligt mod ham og med et let smil. Hun havde virkelig manglet ham, selvom.. det ikke var ord som hun ville sige! Hun nikkede roligt. ”Jeg ser frem til at du finder ud af, at den flirt ikke fungerer på mig, men.. jeg har nu også savnet dig..” tilføjede hun en kende mere forsigtigt.

[Deleted]

Måske Malisha ikke var god til at udtrykke følelser, men Konstantin havde jo set hende forsøge på det, i den tid hun havde boet her hos ham. Han måtte erkende at han havde savnet hende, alt ved hende, selv hendes sindssyge tankegang og hendes iltre temperament, for det var jo alt det som var så kendetegnende ved hende. Han elskede hende for den hun var, selvom de ord aldrig havde forladt hans læber og selvom han ville ønske han kunne tage sig sammen, så var han næsten bange for at de heller aldrig ville forlade hans læber, for på det punkt, var de faktisk ens, der var han også utrolig indelukket og påpasselig, for måske han havde været sammen med et utal af kvinder, men han havde aldrig elsket nogen. Ikke før nu. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord, hvor han sendte hende en uskyldig mine. ”Du er min baby,” svarede han tilfredst, hvor minen heller ikke var til at tage fejl af. Hun var ingen baby, hun klynkede ikke, hun beklagede sig ikke, godt nok havde hun grædt denne aften, men det var vel kun fordi hans død havde påvirket hende så meget? Og det var en tanke som kun varmede ham, derfor ville han bestemt ikke håne hende for det!
Et sted havde det altid været dem forpligtet at de skulle gifte sig og føre deres slægte videre, men det var ikke just gået som deres fædre havde ønsket, for de var begge gået i graven, dræbt for deres hænder, hvor de havde taget trolovelsen i egen hånd og de havde aldrig trukket den videre. Et sted havde han regnet med at det ville ske før eller siden, for kontrakten holdt jo endnu og de havde jo stadig begge ringene; han bar stadig på sin, så han havde vel altid regnet med at det ville ske som deres forældre ønskede, for han skulle trods alt selv have en arving til hele herregården og ikke mindst til titlen som hertug, nu var han så bare i tvivl om hvordan alt foregik, fordi han var gået i døden. Han kneb øjnene let sammen til hendes ord. ”Jeg vidste ikke tanken var så frastødende,” svarede han lettere fornærmet, som han vendte blikket væk fra hende og gav sig til at lege med vandet, blot for at give sig til noget. Han fnøs i sit indre.
Det glædede kun Konstantin at Malisha faldt til ro, eftersom det havde været en rimelig impulsiv og spontan handling, hvor han næsten havde været bange for at hun ville begyndte at flå ham levende som udenfor. Det var dog ikke tilfældet, og tværtimod var hun faktisk faldet helt til ro. Han lod hovedet søge let på sned, som han havde lagt sig ned med hende over sig. Han trak den ene hånd til sig, hvor han fjerne nogle af hendes mørke lokker fra hendes smukke ansigt, imens han betragtede hendes smukke mørke øjne, der virkede så dybe og alligevel så mystiske. ”Nej. Jeg forstår dig sådan set godt, med alle de kvinder jeg har været sammen med,” svarede han sandfærdigt, som et skævt smil gled over hans læber, hvor han kneb øjnene let sammen, „men du er da heller ikke selv helt uskyldig.” Han hentydede til at selv hun havde været sammen med andre mænd.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde bestemt aldrig været den vidste til at give udtryk for sine mange følelser, også fordi at hun altid havde lært at det var en svaghed uden lige. Nu hvor hun selv var fanget i det, så var det bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, for.. hun ønskede jo at give udtryk for dem, men det var bare ikke noget som hun kunne. Lige der formåede hendes far stadig at hjemsøge hende, for nemt havde det ikke været at være en pige med en drengs opvækst, men det var hvad hun havde fået, og man kunne jo se hvor hun var endt den dag i dag. Hun vendte blikket direkte mod ham, som han valgte at kalde hende for en baby, for hun var ikke hans og hun var bestemt ikke nogen baby! Svagt fnøs hun, som hun vendte blikket væk fra ham endnu en gang, for hun ville slet ikke høre tale om det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, det var helt sikkert! ”Ingen baby.. og bestemt ikke din..!” endte hun med en spids tone, for det var bestemt ikke fordi at det var løgn på nogen måde overhovedet!
Tanken om ægteskab, var ikke noget som Malisha tænkte over lige nu, også selvom hun vidste, at hun altid havde været forpligtet til at gifte sig med ham, selvom.. ja, hvorfor havde de aldrig gjort det? Hun havde slået sin egen far ihjel på grund af trolovelsen, for han havde jo kun gjort det tydeligt for hende, at hun ikke var god nok, og at hun skulle ud hurtigst muligt. Ja og så sammen med hendes bedste ven? Selv for hende, var det svært at håndtere, for hvis det gik galt, så mistede hun jo ikke bare sin mand, men også sin bedsteven, og nu var Konstantin jo også den eneste som hun kunne åbne sig for på den måde, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Hun vendte blikket roligt mod ham. Tanken var ikke frastødende som sådan, men.. den skræmte hende faktisk en hel del. For hun havde aldrig været så tæt på andre, og specielt ikke igennem den form for forpligtelse, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende! Hun smilede svagt for sig selv. ”Du virker næsten utilfreds.. Er du utilfreds..?” spurgte hun næsten morende. Huede han sådan efter at få hende med sig til sengs? Et sted så morede tanken hende virkelig!
Malisha var skræmmende nok faldet ganske meget til ro, og det var noget som egentlig heller ikke havde været meningen, for hun havde virkelig været tæt på at skulle flå ham for det som han havde gjort – netop ved bare at vågne sådan foran hende! Havde hun ikke været der, havde hun jo fundet ham død igen, og det havde virkelig kun gjort ondt værre for hendes del, så hun var glad for, at det ikke var tilfældet! ”Altid noget at du erkender det,” påpegede hun sigende, for det var selvfølgelig også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Hun vendte blikket hastigt mod ham, for.. hun havde faktisk sparret sig til den rigtige! – Altså ham, men det var jo aldrig sket. ”Hentyder du til noget specielt, Konstantin? Jeg har aldrig delt den form for nærhed med andre mænd.. som du har gjort med halve Dvasias’ kvinder,” fortalte hun ærligt. Løgn var det faktisk ikke!

[Deleted]

Konstantin vidste godt at Malisha havde haft en hård opvækst. Hun var blevet behandlet som en dreng og hun havde jo altid rendt med ham og de andre drenge. Han kunne tydeligt huske da de havde mødt hende første gang. Selv der havde han været skeptisk, men det havde hurtigt vist sig at hun faktisk var god. De andre drenge havde ikke set hende som andet end en pige – og dermed svag – men han havde set storhed i hende, hvor han også havde hjulpet hende til at få lidt mere respekt fra de andre. Han havde altid vidst at hun var bedre end en pige, for hendes far havde trods alt været hård ved hende, og han selv havde jo trænet med hende, de havde haft deres evige konkurrencer og det havde virkelig været et helvede når han havde tabt til hende! Han vendte blikket mod hende og kneb øjnene let sammen. ”Fint. Hvis du er så utilfreds, hvorfor går du så ikke bare? Vi kan fint ophæve trolovelsen og så skal du nok slippe for at se mit ansigt nogensinde igen,” svarede han sagte og lettere køligt. Han fnøs kortfattet, „jeg kunne lige så godt være blevet død så.” Og han som havde troet at hun havde savnet ham.
Det var ikke fordi Konstantin havde lyst til at være sammen med Malisha på den mere fysiske måde, og så alligevel.. Det hele forvirrede ham. Han vidste at han havde ry for at være kvindernes ven, men der havde altid kun været en han oprigtigt havde haft i øje, og det var hende. Hun havde bare aldrig været meget for trolovelsen, så han havde vel altid undertrykket sine følelser? Det føltes bare mere og mere umuligt. Hendes morende tone, forundrede ham ikke, hvor han vendte blikket mod hende med et lettere arrogant blik. ”Og hvis jeg er utilfreds?” spurgte han sagte, som han hævede det ene øjenbryn i en ventende reaktion fra hendes side. Det var måske ikke fordi han var utilfreds med ikke at have været hende tæt endnu, men tanken om at hun ikke gad.. gjorde vel ondt et sted? Han var bange for at han var ved at få følelser i klemme og han brød sig på ingen måde om det!
At mærke Malishas krop imod sin egen, var en følelse og fornemmelse som Konstantin godt kunne lide. Måske hun stadig havde sin kjole på, men det var bare det faktum at kunne mærke hende som gav ham ro, for så vidste han at hun var der, at det var virkeligt og forhåbentlig ville hun ikke gå nogen steder. Han trak let morende på smilebåndet til hendes ord. ”Man skal kunne erkende sine fejl,” svarede han roligt, hvor han udmærket godt var klar over at han havde lagt i med frygtelig mange kvinder, alt for mange, og det var heller ikke fordi han var stolt af det. Hendes følgende ord kom dog bag på ham, hvor han i ren forbavselse endte med at sætte sig op, så hun måtte følge ham. ”Hvad?” Han blinkede let overrasket og forundret med øjne, som han rynkede brynene i en uforstående mine, „jamen.. du har da altid sagt at du har været sammen med andre mænd. Mistet din jomfruelighed, og..” Han endte med at tage sig til hovedet, som han lænede sig tilbage igen, hvor han så lettere forbavset ud i luften. Havde hun aldrig været en mand tæt? Det kunne han næsten ikke tro på, ikke efter så mange år, de var trods alt ikke unge mere!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde fået en drengs opvækst, og det var helt klart også noget som havde sat sig sine tydelige spor i hende selv som person. Hun var hård, hun var kold og hun var meget kontakt, og det havde hun altid været, for det var den vej som hun havde lært som den eneste rette, og så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Konstantin havde altid taget vel imod hende, også selvom alle andre havde hakket ned på hende, fordi at hun var en kvinde. Hun havde egentlig bare forsøgt at leve op til alles forventninger til hende, og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han vidste det, go det var også af den grund at hun havde nemmere for at åbne op for ham, end det som hun havde for at åbne sig op for nogen andre. Hans ord var ikke lige hvad hun havde regnet med, hvor hun vendte blikket direkte mod ham. Det var jo for pokker ikke ment som et dis på den måde! Hun kneb øjnene direkte fast sammen og tydeligt i en advarende mine. Han kaldte hende for baby? Og hun var ikke tilladt at reagere på det? Hun åbnede munden flere gange, kun for at lukke den igen. Den reaktion var bestemt ikke noget som hun havde regnet med på nogen som helst måde overhovedet!
Fysisk havde de aldrig været så tætte, også selvom tanken havde faldet Malisha ind temmelig mange gange, men.. det var nu ikke noget som hun kunne gøre noget ved som sådan, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun vendte blikket mod ham. Hans forkærlighed for unge kvinder og kvinder generelt, var bestemt noget af det som faktisk måtte skræmme hende en god del, uden at hun egentlig kunne gøre noget ved det på denne her måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. At han faktisk var utilfreds, var noget som alligevel fik hende til at vende blikket mod ham. ”Ja..? Hvad med det..?” endte hun sigende. Hun ville jo gerne høre ham sige det – hvad var det egentlig som han krævede af hende i længden? For det var noget som hun faktisk var pænt usikker på i længden, og det var bestemt heller ikke en tanke som hun brød sig særlig meget om, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om!
Malisha havde slet ikke noget imod at ligge så tæt på Konstantin, for hun følte sig faktisk utrolig tryg ved tanken om at skulle være så tæt på ham. Det var hende en befrielse uden lige, om det var noget som man nu ville det eller ikke. At han endte med at sætte sig op og direkte reagerede på den måde, var slet ikke noget som hun selv kunne have med at gøre, men ikke noget som hun kunne gøre noget ved. Han forvirrede hende, og det var noget som ganske enkelt måtte sætte hende en kende i lås. Hun sendte ham en fast mine. ”Ved du hvad..? Glem det..” Hun endte med at rejse sig og med den tydelige utilfredse mine, kun for at træde ud af karret, kun for at vende sig vredt mod ham. ”Brud trolovelsen om det er det du vil, jeg er fuldstændig ligeglad! Du kan gøre hvad pokker du vil! Jeg tager tilbage til Den Mørke Cirkel..” vrissede hun med en fast tone, som hun endte med at vende ryggen til ham. Sandheden var jo faktisk at.. hun var blevet ked af det?

[Deleted]

Det var ikke fordi Konstantin som sådan var utilfreds, for han havde jo et sted aldrig rigtig regnet med Malisha. Hun havde aldrig brudt sig om trolovelsen og hver gang de havde været sammen, havde hun altid klandret sin far og sagt at det ikke kom på tale. Derfor havde han aldrig gjort noget synderligt ved det, men altid holdt sig for sig selv, levet sit eget liv, som han vidste at hun havde levet sit. Det var først nu, at det et sted generede ham, selvom det mest af alt bare forvirrede ham! Da han var gået i døden havde han kun tænkt på hende, hun var den sidste brik i hans liv, som han manglede at få sat på plads og når det skete, så ville hans liv være fuldkommen. Derfor frustrerede det ham et sted, at hun skulle blive ved med at afvise ham og sige at hun ikke var hans og at hun heller ikke ville blive det, for det gjorde ham usikker og ikke mindst nervøs. Hun skulle bare vide hvad han egentlig ønskede, men det ville hun vel knap nok tro på? At hun spurgte videre ind til det med at han var utilfreds, fik ham til at vende blikket næsten undrende imod hende, inden hans mine fik et snært af nervøsitet i sig. Hvad han var utilfreds med? Han kunne jo næsten ikke sige at han var utilfreds med at hun ikke ville gå i seng med ham, for det var ikke der problemet lå, på ingen måde, men han vidste ikke hvad han ellers skulle sige, ikke nu hvor hun konstant afviste ham. Han bed sig i den bløde underlæbe – hvor det kunne se ud som om han tænkte, men inderste inde var det fordi han var usikker, noget som han ikke lod komme til udtryk. Han så fra vandet og mod hende igen. ”Jeg.. Øh.. Det.. Ikke noget!” Han endte med at se væk fra hende, næsten for at skjule sin.. flovhed? Han vidste ikke hvad han skulle sige, eller det gjorde han, men han kunne ikke! Han vidste ikke hvordan han skulle sige det!
Det var ikke Konstantins mening at reagere så voldsomt som han havde gjort, det var egentlig fordi han pludselig følte sig klemt op af en væg og han vidste ikke hvad han snart eller skulle gøre. Han kunne ikke sige sandheden når hun gik imod ham, for et sted så var han bange for hvad hun egentlig følte og at det ikke var gengældt. Han ønskede på ingen måde at hun skulle gå og aldrig komme tilbage igen, for han holdt jo af hende! Og ikke mindst så ønskede han heller ikke at hæve trolovelsen, tværtimod. Han forsøgte næsten at lægge op til det diskret konstant, men hun blev ved med at meje det ned og gå i den stikmodsatte retning, end det som han ønskede hun skulle og det frustrerede ham. At hun så også sagde at hun endnu var jomfru, det kom virkelig bag på ham, for hun havde jo altid sagt at hun havde været sammen med andre! Som hun rejste sig, blinkede han med øjnene og så i et kort stykke tid kun efter hende, imens hun råbte ad ham igen, hvor han blot stirrede på hende. Det var først som hun vendte sig om for at gå, at han reagerede. Han trak sig op ad kanten, selvom det krævede alle hans kræfter, for nu hvor han virkelig skulle bruge dem, kunne han godt mærke at han var udmattet og afkræftet. Han kom op ad karret og greb omkring et håndklæde, som han støttede sig til badeværelsets vægge. ”Vent.. Malisha. Tilgiv mig,” bad han med en undskyldende tone, som han stod i døren og så efter hende. Hun måtte jo ikke gå! Han tog et skridt ud i værelset. ”Jeg ville jo ik..” Han nåede ikke at sige mere før hans ben kollapsede under ham, hvor han ramlede ind i en kommode, kun for at ryge på gulvet. Det blødte let fra hans pande, hvor han havde slået hovedet ind i kommoden, hvilket fik ham til at ømme sig. ”Av..”

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Tankerne omkring at bringe dette til et ægteskab, var selvfølgelig noget som havde slået Malisha mange gange, men den rygrad havde hun bestemt heller ikke. Et sted så var det vel også fordi at tanken om at skulle binde sig sådan til et enkelt individ, faktisk skræmte hende? Hun havde aldrig været direkte bundet af et enkelt individ, men selv for hende, så var det noget af en massiv og kæmpe betydning selv for hende, men det var nu bare sådan at det var. Desuden vidste hun og kendte til Konstantins svaghed for det kvindelige køn og hun nægtede bare at være en at gå til, når han ikke kunne få noget andet! Og af den grund, så ønskede hun skam også at vide hvorfor han var utilfreds og hvad det var helt præcist som han var utilfreds med, om det var noget som de nu ville det eller ikke, for det var nu bare sådan at det var. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang og med den samme tydelige nysgerrige og forvirrede mine. Følelser var ikke noget som hun altid vidste hvordan hun skulle forholde sig til, men det var der nu heller ikke noget at gøre noget ved. At han så afviste det hele blankt og vendte blikket mod hende, var slet ikke noget som hun kunne forstå, men.. han var jo heller ikke altid nem at finde ud af, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke. Hun trak på skuldrene og vendte blikket væk fra ham. ”Udmærket så..” endte hun dæmpet og denne gang selv tydeligt.. utilfreds, for det var noget som hun slet ikke vidste hvordan hun skulle forholde sig til!
Hvis det var noget som Malisha altid havde fået fortalt af sin mor, så var det at hun skulle vente til den rette. Og hun vidste jo godt hvem det var, men hun regnede slet ikke med at det var noget som ville have nogen effekt på Konstantin af den grad. Jovist havde hun skænket ham en løgn hist og her, men hun havde jo så til gengæld også set hvordan han havde det med tøserne, og det gjorde det bare langt nemmere for hende at lukke af for ham. Og endnu en gang formåede han at krydse hendes grænse. Hun valgte at rejse sig fra karret og komme tilbage på gulvet, også selvom det resulterede i at der lå vand absolut over det hele! Det kunne han fint få lov til at rengøre bagefter, for det var da noget som hun direkte valgte at nægte! Hun sparrede sig og ventede faktisk på ham! Armene gled over kors, hvor hun endnu en gang forsøgte at slå koldt vand i blodet, også selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt, men hun forsøgte virkelig! Hun fnøs let. ”Jeg skal nok tage hjem, så kan du fint hæve trolovelsen og finde dig en anden tøs.. Du har jo så mange af dem..!” Hun nåede kun lige at vende sig mod ham, idet han tog turen direkte i gulvet, hvor han tydeligt slog hovedet på vejen. Hun blinkede med øjnene, næsten overrasket over at han faktisk var endt med at rejse sig, for han var jo afkræftet for pokker! ”Klodsmajor..” mumlede hun for sig selv, som hun endnu en gang gik hen til ham, hvor hun tog fat omkring hans skulder for at få ham op at sidde. ”Du ved at du knapt kan stå, og alligevel forsøger du? Du må virkelig have jord mellem ørene..!” Ordene var tydeligt udtalt i frustration, for hun var jo faktisk.. bekymret for ham. Hun endte med at vende sig om, hvor hun tog fat om et af de helt små gæstehåndklæder, som hun hurtigt dyppede i vand og gik hen til ham igen. Hun tørrede roligt hans åbne sår i panden.