What the...?!

[Deleted]

Selvom det var mørkt og sent om natten, så var det alligevel ikke så koldt i luften som det kunne have været. Alligevel så havde det næsten været varmere nede i den fugtige jord end heroppe på jorden, hvor han kunne mærke luften og det frustrerede ham at hun så ikke ville hjælpe ham, for han havde jo virkelig desperat brug for hende! Han var ved at dø, kunne hun ikke se og forstå det! Tåbelig kvindemenneske! Hun skulle altid overreagere og hvorfor var hun pludselig blevet så rablende vanvittig? Det var noget som et sted gjorde ham bekymret for nok lignede hun sig selv, men hun virkede slet ikke til at være sig selv, tværtimod føltes det som om hun var rigtig meget ved siden af sig selv! Var det fordi han havde været død og faktisk havde forladt hende? Det var jo aldrig fordi han havde været langt væk. Og han havde jo aldrig været helt væk! Han havde faktisk lagt i jorden og været ved at genoplive sig selv, så hun burde faktisk slet ikke have begravet ham, men ladet ham ligge i en varm seng!
At hun kravlede hen til Konstantin for at lægge en hånd mod hans kind, fik ham til at lukke øjnene og sukke fredfyldt. Det havde han savnet! Hendes hånd føltes dog frygtelig brændende imod hans kolde kind! Han trak svagt på smilebåndet, selvom det falmede og blev erstattet med en mine af smerte og opspærrede øjnene, da hun valgte at slå ham på brystet. ”AV!” Han så forundret og chokeret op mod hende, for det var ikke just hvad han havde forudset! Hvorfor pokker slog hun en døende mand?! Og han som ellers for en kort stund havde troet at hun var kommet til sig selv, men tydeligvis ikke! I det mindste kunne han genkende denne destruktive, voldelige og sindssyge side af hende i forhold til den anden nedbrydende og grædende side, der kun gjorde ham bekymret. ”Jeg er her jo endnu..” svarede han hæst, hvor han kort løftede den ene hånd og ømmede sit bryst. Han spærrede endnu engang øjnene op og forsøgt næsten at krybe sig sammen, da hun tog fat om ham igen, for han frygtede næsten at hun skulle til at give ham flere tæsk! I stedet for lagde hun kappen om ham og trak ham ind til sig, hvilket gjorde ham rolig igen. Han vendte blikket mod hende, hvor et let smil gled over hans læber. ”I det mindste er du stadig lige så sindssyg som altid,” mumlede han næsten i en drilsk tone, som han lagde hovedet ind mod hende, hvor han sukkede svagt. Det var rart at være her med hende igen. Det var rart at kunne mærke hende igen. ”Jeg kunne ikke klare min modstander Malisha.. jeg fejlede..” Hans stemme var præget af skam. Han skammede sig over at han havde fejlet, han følte sig flov og ikke mindst ynkelig fordi han havde tabt til en blodsuger. Men nu havde han da også fået et had opbygget til den race og han så dem alle sammen døde! ”Jeg er tørstig..” hviskede han svagt.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det rablede for Malisha efterhånden, for de mange tanker og de mange følelser, var slet ikke noget som hun kunne finde rundt i, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, og det var noget som virkelig gjorde hende.. bange et sted. Hun vendte blikket mod ham og med en direkte dræbende mine. Hun var vred på ham.. hun var virkelig, virkelig vred på ham, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! Hun rystede på hovedet. Det rablede for hende, de mange følelser og tanker var alt for mange, og hun kunne jo slet ikke finde rundt i det mere, og det var en tanke som selv skræmte hende! Igen, så var det gået op for hende, hvilken betydning Konstantin faktisk havde haft for hende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, men det var jo ikke ligefrem fordi at det var noget som hun kunne gøre noget ved lige nu, for.. de havde aldrig trukket den videre andet end at snakke om det, og det var kun gjort ganske kort, så det var ikke engang fordi at hun regnede med at han ville det og.. det var jo bare sådan at det var.. selvom det hele virkelig var noget som gjorde ondt!
At se Konstantin ligge der på jorden for øjnene af hende, var slet ikke noget som hun vidste, hvordan hun skulle reagere på, for det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at gravlægge ham igen. Det var da noget af det sidste som hun ønskede, for det ville hun da slet ikke kunne klare! Hun havde fældet en tåre da hun havde lagt ham i jorden, men nu var det slet ikke noget som hun havde nogen kontrol over, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hånden hamrede hun direkte mod hans bryst, og med en fast hånd, for det var en handling som hun gjorde bevidst! ”Du forlod mig for pokker, Konstantin! Jeg skulle stå ansigt til ansigt med den skide vampyr, for at finde ud af hvad der var sket med dig..!” endnu en gang hamrede hun hånden direkte ned i hans bryst, idet hun endte med at tage omkring ham, kun for at holde ham tæt ind mod sin egen favn, for hun havde brug for at mærke at han var der. Hun havde det samme temperament som sidst han havde stået ansigt til ansigt med hende, men det var jo efterhånden frygtelig lang tid siden nu! Hun havde manglet ham og hun havde savnet ham og nu var han der endelig igen!
Malisha rystede stille på hovedet. Den vampyr var jo også rablende vanvittig, så det at han ikke havde klaret den, var ikke noget som hun sagde noget til. ”Du fejlede ikke, Konstantin.. Han er ikke en normal vampyr..” endte hun dæmpet. Hun sad og stirrede frem for sig, at hun knapt nok ænsede hans sidste ord, for det var som om at det næsten ikke var ord som faldt hende det mindste ind på nogen måde. Hun bed sig svagt i læben. Han var tørstig? Ja.. hun havde jo ikke noget på sig lige nu! Hun nikkede stille, hvor hun holdt hånden frem, hvor hun åbnede håndfladen, hvor en lille skål dukkede op med rent vand. Hun satte ham mere op af hende. ”Her… drik..” endte hun med en dirrende og grødet stemme.

[Deleted]

At det endelig gik op for Malisha at Konstantin var i live, var noget som faktisk glædede ham! Så kunne det være at hun endelig fik ham med indenfor i varmen og fik dette ødelagte tøj af ham, så han kunne komme i bad og få alt det ulækre jord af sig! At hun så skulle vende sin gråd til vrede, var noget som kom bag på ham, hvor han endte med at krympe sig sammen på jorden, da hun begyndte at slå løs på ham. ”Av! Det gør sgu da ondt!” vrissede han fast, som han holdt hænderne for hovedet, så hun ikke ville ramme ham i ansigtet. Måske han var en mand og normalt kunne klare en masse slag, men lige nu var han total afkræftet, udhungret og dehydreret, han var svag, han kunne ikke holde til et lag tæsk, for så ville han da først og fremmest dø! ”Galning!” vrissede han hæst, hvor hendes slag i brystet havde endt ud i et kraftigt hoste anfald. Et sted var det godt hun havde slået ham, for så kunne han da hoste al den jord op som lå i hans lunger, for det var virkelig en ubehagelig fornemmelse! Det ændrede dog ikke på at det gjorde ondt!
Det forundrede dog kun mere Konstantin at hun tog fat om ham og trak ham ind til ham og pludselig var sød ved ham, for hvorfor pokker skulle hun så slå ham? Sindssyg havde hun i hvert fald altid været! Han havde ikke engang ænset hendes ord, fordi han havde forsøgt at forsvare sig selv. Man slog og sparkede ikke på en person der lå ned! Han havde jo ikke en chance når han var så afkræftet som han var! Han endte dog alligevel med at vende blikket chokeret mod hende, da hun sagde at hun havde mødt vampyren. ”Har du mødt ham?! Hvad?” Han følte sig næsten endnu mere ynkelig nu, fordi hun havde mødt ham men overlevet og han havde ikke. Han havde bare været svag og havde tabt – tilmed blevet dræbt! Det vækkede kun hans vrede endnu mere!
Blikket gled mod skålen som hun fik tryllet frem, hvor han desperat greb omkring hendes håndled, for at føre skålen op til hans mund, som han næsten slugte det hele i en mundfuld – og alt for hurtigt – så han røg ud i endnu et hosteanfald. Han hev let efter vejret, inden han lænede sig tilbage og lod hovedet falde mod hendes skulder. Han vendte de trætte øjne mod hende. ”Mere..” bad han dæmpet, som han lagde hovedet ind mod hendes hals, hvor han kunne genkende hendes duft. Det fik ham til at trække svagt på smilebåndet, som det næsten bragte ham tilbage til deres tidligere aftner, hvor de havde lagt i samme seng og han havde holdt omkring hende – også indsnuset hendes søde duft. Han endte næsten med at falde i søvn ind mod hendes varme krop, der nærmest lullede ham i søvn. Han var så afkræftet og magtede ikke engang at holde sig vågen, desuden så kunne han slappe ordentlig af når hun var der og holdt om ham. Han trak vejret dybt og åndede tungt ud. ”Da jeg var i dødens favntag, var du det eneste jeg tænkte på. Og selv i min halve død, var du det eneste jeg kunne koncentrere mig om,” hviskede han dæmpet mod hendes øre.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Tanken om at Konstantin faktisk var der, var en lettelse et sted, også selvom det var en givende mulighed for hende, til at skulle få den vrede og den frustration ud, for det var noget som hun virkelig havde brug for efterhånden, for det åd hende virkelig op indefra, for hun var slet ikke vant til alle de følelser, for hun var slet ikke vant til at være så påvirket af døden som hun havde været denne gang! Hånden hamrede hun mod hans bryst, mest for at få det ud, og hun kunne kun sige, at det hjalp hende forbandet meget! ”Ondt? Det der er ingenting i forhold til det som du har efterladt mig med!” nærmest brølede hun, selvom det slet ikke var noget som hun havde gjort med vilje, men hun forsøgte faktisk at beherske sig, selvom det bestemt ikke var nemt på nogen måde overhovedet!
Malisha havde ganske rigtigt stået ansigt til ansigt med mandens morder, og det var en tanke som kun havde gjort hende vred. At hun så havde overlevet et møde med ham, og Konstantin ikke havde, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være. Hun vendte blikket direkte mod ham, hvor hun endnu en gang endte med at nikke. ”Jeg mødte ham en af de mange aftener jeg var ude for at søge efter dig..” forklarede hun sandfærdigt, som hun betragtede ham hvilende i hendes arme. Et sted så føles det.. godt at han faktisk lå der, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Han ønskede at indgå et samarbejde.. jeg nægtede det..” forklarede hun videre.
Malisha førte skålen med vand til Konstantins læber, som han direkte tog fat om hendes håndled, så hun næsten endte med at tabe den lille skål med vand! Hun lod ham roligt tage det, også selvom det var tydeligt at det gik hurtigt, men ikke noget som hun tog sig af. Hun fyldte skålen op ved hjælp af magi endnu en gang og lod ham kun lige få vejret igen, så han ikke endte med at blive kvalt i det. At han havde været i live hele tiden, havde hun jo slet ikke vidst, så hun havde jo ikke haft en jordisk chance for at vide, om hun skulle lade ham ligge i jorden eller lægge ham i en seng! ”Her..” tilføjede hun dæmpet, dog stadig med en mindre grødet stemme. Hun havde dog fået en anelse kontrol over sig selv nu, så det var jo selvfølgelig en stor hjælp for hende! Hans ord varmede hende, men det var svært for hende overhovedet at give udtryk for. ”Du behøver ikke sige sådan noget.. Bare slap af Konstantin.. Jeg skal nok få dig indenfor et sted..” Under ingen omstændigheder ville hun i nærheden af William igen, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for, for den mand havde virkelig ikke gjort andet end at pisse hende af! Hun trykkede ham let ind mod sig, også selvom hun kunne mærke at han så godt som var ved at falde i søvn. Et sted.. vel bange for at miste ham igen?

[Deleted]

At Malisha skulle have afløb for sin vrede og begyndte at slå på Konstantin, der var så afkræftet at hendes slag føltes som tunge sten, der blev slået imod hans krop, selvom slagene mod hans bryst fik ham til at hoste kraftigt, så han knap nok kunne få vejret og var ved at blive kvalt. Han krøb sammen på jorden og holdt armene oppe i et sølle forsøg på at beskytte sig selv, selvom det kun var mod ansigtet. ”Malisha!” brølede han selv, der resulterede i endnu et hosteanfald. Hvad pokker lignede det?! Hun kunne ikke bare gennemtæske en døende mand! Sindssyge kvindemenneske!
At Malisha havde stået ansigt til ansigt med Konstantins egen morder, en meget udsædvanlig vampyr, var noget som kom bag på ham. Han sad blot og lyttede til hendes ord, hvor han så tænkende ud i luften. Selvfølgelig var han glad for at hun havde klaret mødet og havde overlevet, for han ville da ikke kunne bære at miste hende! ”Mhm.. jeg er bare glad for at du er okay,” sagde han dæmpet, som han blev liggende ind mod hende. Det føltes godt at være hos hende igen, at mærke hende holde om ham, selvom det faktisk ikke just lignede hende at vise omsorg eller noget lignende, men det var tydeligt at meget var forandret ved hende, for hun var heller ikke typen der brød sammen og begyndte at græde som hun havde gjort, hvor hun havde råbt op og kaldt efter denne William, hvem det så end var.
Som hun hældte mere vand op, tog han endnu engang omkring hendes håndled, selvom han denne gang ikke var så voldsom i bevægelsen. Han fik også langt mere indenbords denne gang, hvor han mærkede hvor godt vandet hjalp ham. Det resulterede dog stadig i et par host, inden han igen faldt til ro i hendes arme, med hovedet hvilede mod hendes skulder. Han skævede kort mod hende, som han tog omkring hendes ene hånd, der var så varm i forhold til hans egne. Han kyssede blidt hendes fingre, som han knugede omkring hendes hånd. ”Jeg mener det Malisha, du var det eneste jeg tænkte på,” svarede han sandfærdigt og dog med en træt stemme. Han sad og smilede let for sig selv. Han havde kun tænkt på hende både i dødens favntag og i døden, tænkt på alt det som de ikke havde nået at gøre endnu, men som de kun havde snakket om kort. Hun var den sidste manglende brik i hans puslespil, for at hans liv var fuldkommen, selvom hun sikkert ikke engang vidste det. Han drejede let hovedet og så mod hende med et træt smil på læberne. ”Jeg vil gerne indenfor.. jeg er træt og beskidt,” svarede han roligt, selvom det sidste var med en næsten morende tone. Han havde jord over det hele, og det føltes forfærdeligt! Han ville egentlig bare gerne indenfor i varmen og have et varmt bad, så han kunne få alt dette af sig. Desuden så ville han egentlig bare gerne nyde hendes selskab, som i de gamle dage inden han var blevet dræbt. Han sukkede tungt, som han kort lukkede øjnene, inden han så mod hende igen.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det lignede slet ikke Malisha at reagere på den måde, men hun havde for mange følelser og for mange tanker som hun bare måtte ud med, og det var noget som skulle blive lige nu og lige her! Hendes krop sitrede, også selvom det slet ikke var meningen at gøre ha ondt, men det var noget som næsten skete automatisk nu hvor han var der.. han gav hende den direkte oplagte mulighed for at få bugt med de mange frustrationer som hun havde rendt rundt med i uger, og det var en måde at få byrden skubbet af skuldrene igen, så var det bestemt ikke noget som hun tøvede det mindste med! ”Du efterlod mig for pokker da, Konstantin!” endte hun frustreret. Det var jo lige før hun ville stå fast på det som hun havde kastet direkte i hovedet på William; Hun ville ikke have noget med Rozentas at gøre mere!
Malisha havde stået ansigt til ansigt med denne Vladimir, også selvom hun havde nægtet at lægge den op til strid, specielt da det var gjort tydeligt for hende, at manden havde slået Anyalina såvel som Konstantin ihjel! Hun havde egentlig reageret temmelig passiv, i forhold til hvordan hun normalt ville reagere i forhold til hans væsen. Hun knugede nærmest Konstantin ind mod sig. Nu var han der igen, så var det bestemt ikke hende, som ville give slip, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Han var ikke en jeg ville bekrige den aften.. Han har ikke bare slået dig ihjel, men også Anyalina..” endte hun dæmpet. Hun havde det bedre nu, en ddet som hun havde været til nu, men det var nu bare sådan at det var. Hun havde virkelig, virkelig manglet ham, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, for hun var slet ikke den som reagerede så kraftigt på en bortgang, men.. det havde hun nu gjort i dette tilfælde.
Det hjalp Malisha en hel del at få bugt med mange af frustrationerne, netop som det hun havde gjort nu i denne situation. Hun sukkede dæmpet, hvor hun førte skålen tilbage til Konstantins læber, hvor hun lod ham drikke, selvom han tydeligt fik mere i munden denne gang, end over det hele. Hun betragtede ham med en ganske sigende mine og med et skævt smil. Det.. var lettende at se ham ligge der sammen med hende igen. At hun havde været det eneste som han havde tænkt på, forundrede hende faktisk, for.. de havde jo aldrig været så nære, lige foruden her til sidst, før hans død, men.. det var nu ikke en tid som hun havde tænkt særlig meget på, det var helt sikkert. ”Hold op, Konstantin..” endte hun dæmpet. Hun kunne slet ikke rumme alle de ting på en gang! At han gerne ville ind, forundrede hende nu heller ikke, for han havde brug for varmen, han havde brug for en seng at sove i, men.. hun ville slet ikke i nærheden af William, hvis hun kunne blive fri for det! Hun nikkede stille. ”Jeg kommer til at fortryde det her.. Hold fast i mig..” Hun vendte blikket roligt mod ham, som hun lukkede grebet omkring ham, kun for at forsvinde udefra og fra hans gravplads. Ved hjælp af magien, så bragte hun ham direkte op i soveværelset – det som de havde delt til sidst, før han var revet fra hende, hvor hun bevidst valgte at placere dem direkte i sengen – også for hans skyld. Det lignede sig selv.. det havde bare ikke været brugt siden hans død. Hun havde nægtet at være der.

[Deleted]

Det var på ingen måde retfærdigt at Malisha skulle sidde der og slå på Konstantin, når han ikke havde en eneste mulig chance for at forsvare sig selv! Han havde ondt i hele kroppen i forvejen, så det var ikke fordi hun gjorde det bedre for ham, ved at slå ham og gennemtæske ham, når han ikke havde gjort noget! Det var jo ikke fordi han havde ønsket at forlade hende! Han havde ikke været i stand til at forsvare sig selv mod den vampyr, og det irriterede ham grænseløst! Han ville have hævn! Han bed tænderne kraftigt sammen, som han vendte blikket skulende mod hende. ”Ja, for jeg tabte også kampen med vilje og døde af egen fri vilje, ikke?!” svarede han direkte sarkastisk og vredt. Hun skulle ikke gennemtæske ham fordi han havde fejlet, det hjalp ikke just på hans skam! Og så havde hun endda selv stået ansigt til ansigt med hans egen morder? Han havde haft problemer med at bevæge sig fordi han havde haft sine brækkede ribben, men han var nu alligevel glad for at hun havde overlevet. At Anyalina så også var blevet dræbt af den vampyr, gjorde ondt at tænke på. Anyalina havde altid været en stærk og tro warlock og han havde faktisk forsøgt at få Malisha til at tilgive tøsen, men Malisha var og blev stædig. Det var ikke Anyalinas skyld at Romeo havde været en svans og taget sit eget liv. ”Det.. det gør mig ondt,” svarede han oprigtigt og stadig med en hæs stemme. Han havde altid godt kunne lide Anyalina, så det var en skam at de havde mistet en så stærk warlock.
At få noget at drikke, var noget som hjalp Konstantin en del. Han var ikke længere tør i halsen, selvom han stadig var en anelse tørstig. Han var mest af alt træt, skønt hele hans krop var dækket af jord og det kløede og generede ham ganske enkelt utrolig meget! Hans bedste og dyreste klæder var ødelagte! Og dog var det da en god tanke af hende, for hun havde åbenbart ønsket at sende ham til himmels i det bedste tøj, men alligevel! Nu skulle han jo ud og have noget nyt! Han tiede, da hun bad ham om det, selvom han slet ikke gad skjule sandheden fra hende. Han havde kun tænkt på hende. Han så roligt mod hende, som hun bad ham om at holde fast i hende, skønt han ikke vidste hvordan, for han kunne jo knap nok bevæge sig! Som hun slog armene omkring ham, valgte han blot at tage fat omkring hendes arme, så han holdt lidt fast i hende, inden de forsvandt.
At dukke op på soveværelset, var noget som efterlod Konstantin med en underlig form for ro. Men det var ikke just fordi han gad ligge i sengen endnu! Han vendte blikket mod hende. ”Jeg skal ikke i seng. Jeg skal have et bad! Jeg har jord over det hele!” svarede han stædigt. Og nu var hele sengen dække til af jord, så nu var det hele også beskidt! Hvad tænkte hun dog på? Hun måtte da have slået hovedet på et tidspunkt han havde været væk! Han slap dog ikke taget omkring hendes hånd, som han fortsat knugede omkring. ”Hjælp mig i bad..” endte han langt mere dæmpet og bedende. Han havde ikke kræfter til at få tøjet af selv, eller komme der ud og tænde for vandet, men han ville have et bad, ellers faldt han da aldrig i søvn!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha tænkte ikke just på hvad der var retfærdigt, og hvad der ikke var retfærdigt i denne stund, for det var slet ikke noget som rørte hende på nogen måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han havde fortjent at vide hvordan hun havde haft det, for hun følte virkelig at hun havde været på bunden af det bundløse hul, og uden det mindste mulighed for at komme op igen, for det havde altid været ham som havde stået der, og han havde bare ikke været der. For hende var det en følelse af lettelse at mærke at han var der igen, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Hun vendte blikket direkte vredt mod ham. ”Jeg søgte efter dig i dage for pokker!” endte hun frustreret. Han burde da kunne forstå hende?! Hun havde faktisk været så bekymret, at hun havde søgt efter ham! Men han havde været væk! Hun havde ikke fundet ham, foruden hvad den forbistrede vampyr kunne fortælle ham! Og ud fra hvad hun havde fået at vide, så havde hun fundet ham, gravet ham op og med den gode mening, at iklæde ham sit fineste tøj, så han kunne te sig godt hvor han nu ville ende i efterlivet, for Vladimir havde jo stjålet hans tøj! Anyalina havde været en umådelig stærk vampyr, og et sted så fortrød hun faktisk nu at hun ikke havde tilgivet tøsen, men det var nu for sent. Hun rystede let på hovedet. Hendes død havde slet ikke rørt hende, men Konstantins.. det var en helt anden sag. Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. ”Han er en for stor trussel til at jeg vil lade ham vandre rundt her.. jeg ville bare ikke bekrige ham alene.. kan du ikke, så.. kunne jeg heller ikke..” endte hun sigende, som hun betragtede ham med et ganske alvorligt blik. Der havde hun tvunget sig til at tænke realistisk!
Det kunne godt være Konstantin nu skulle til at købe nyt tøj, men tanken bag havde da været god nok! Nu hvor Malisha endnu en gang kunne falde lidt til ro, så var det selvfølgelig også noget som hjalp hende en hel del, det var helt sikkert. Hun sukkede dæmpet og vendte blikket mod den grav som han lige havde kæmpet sig op af. Et sted så var hun glad for at have været til stede, ellers.. var han vel død igen? Hun lod ham hvile ind mod hende, også nu hvor han havde fået noget vand, så var det vel også noget som måtte hjælpe ham i længden? Hun havde savnet ham, selvom det bestemt ikke var noget som hun var meget for at skulle sige, men tankerne og følelserne var der helt klart! Selvom hun nægtede at fortælle ham det, for.. det var slet ikke noget som folk skulle have lov til at bruge mod hende, selvom Vladimir nu var kendt med det.. og det var en tanke som gjorde hende urolig.
Malisha tænkte egentlig kun på at give Konstantin en blød ’landing’ selvom det var tydeligt at han slet ikke tog det på den måde, hvilket var noget som direkte gjorde hende irriteret. Om William overhovedet var til stede, vidste hun ikke, men den mand var egentlig den eneste grund til at hun slet ikke ønskede at søge hertil, for det var jo hans nu.. ikke? Hun himlede med øjnene, også selvom han tilsyneladende ikke ville slippe hendes hånd. ”Jeg kunne også bare smide dig i gulvet, hvis du hellere vil det!” endte hun spidst og med en direkte fast mine. Hun sukkede dæmpet. Det lignede slet ikke Konstantin at være så.. hjælpeløs og det lignede bestemt heller ikke hende at hjælpe! Alt var virkelig udenom det normale! ”… Udmærket.:” mumlede hun en anelse irriteret, som hun tog fat omkring ham, kun for at forsvinde igen og direkte i det store kar på badeværelset. Hun fik hurtigt tøjet revet af ham, også fordi at det var så ødelagt fra før af, inden hun begyndte at hylde det med tilpas varmt vand.

[Deleted]

Det gjorde Konstantin arrig at hun bare begyndte at slå på ham, når han slet ikke havde gjort hende noget som helst! Tossede kvindemenneske, var det som han blev ved med at gentage for sig selv inde i hans hoved, for det rablede da virkelig for hende! Måske hun havde været bekymret, men det havde jo heller ikke været hans mening at dø! Og så skulle han have tæsk for det? Dumme tøs! Han bed tænderne kraftigt sammen, som han kneb øjnene en anelse sammen, hvor hendes slag havde givet ham ondt i hele kroppen. ”Dumme gås..” mumlede han for sig selv, som han forsøgte at komme op, skønt hendes slag havde gjort at han slet ikke kunne røre sig. Han skulede blot til hende. ”Det var ikke fordi jeg ønskede at dø, Malisha! Desuden så kom du mig jo heller ikke ligefrem til undsætning, vel?” svarede han køligt. Hun skulle på ingen måde give ham skylden for alt, når han knap nok havde kunnet forsvare sig selv! Han havde ikke ønsket at dø, men han havde bare ikke kunnet klare sin modstander og det skammede han sig skam også over! Men han fandt sig ikke i at blive slået, når han ikke havde gjort hende noget! Det var ikke hans skyld! At den vampyr så også skulle have dræbt Anyalina, kom bag på ham, selvom den vampyr heller ikke havde været nogen normal vampyr, det var i hvert fald en ting der var sikkert! ”Malisha.. du glemmer at jeg havde brækket nogle ribben og knap nok kunne bevæge mig, jeg var ikke i stand til at forsvare mig selv. Men jeg er nu alligevel glad for at du ikke gik i kamp mod ham alene,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et træt smil. At hun var i live, betød alt for ham.
Det var ikke fordi Konstantin var utilfreds med at hun havde fået ham i sengen, men nu var det hele beskidt, så hun kunne vel have tænkt sig selv til at han skulle have et bad først? Han havde lagt begravet i flere uger og han havde kryb og jord over det hele, hvilket var en ubehagelig følelse! Han skulede irriteret til hende, ved hendes ord. ”Ja når du kan tæske en svækket mand, så kan du vel også smide ham i gulvet?” sagde han spidst og fortsat skulede mod hende. Dumme kvindemenneske! Hun skulle altid være så skide besværlig! Og så var hun tilmed hans trolovede? Det var faktisk ikke fordi han ville klage, for hun havde også sine gode sider, hun var ikke så sindssyg og kold bag de mange facader. Men derfor var hun stadig stædig!
Konstantin lod sin ene arm søge omkring hende, da hun valgte at tage fat i ham og få ham ud i badekaret, hvor han næsten måtte sætte sig tilrette. Han nåede dog ikke at sidde i særlig lang tid, før hun bare uden videre flåede tøjet af ham. ”H-hey!” Han nåede knap at sige eller gøre noget, før han lå helt nøgen, fyldt med jord over det hele, hvilket fik ham til at skære en grimasse. Han hadede at være så beskidt! Han fnøs kort for sig selv, som han så til som hun fyldte karet op med vand. Han skævede kort mod hende og med et kækt smil om læberne. ”Har du savnet synet?” spurgte han drillende. Det var ikke fordi det var første gang hun så ham nøgen.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha slog på Konstantin, og det var slet ikke noget som hun kunne gøre for, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket direkte mod ham og med den vrede mine, også selvom.. det var noget som gjorde hende ganske så rolig, og det var noget som selvfølgelig også måtte gå hende på, og det var slet ikke noget som hun kunne gøre noget ved, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være. ”Havde jeg vidst, at du var ved at få dig selv slået ihjel, så havde jeg nok også kommet, tror du ikke..?!” endte hun mere.. febrilsk. Tanken var noget som gjorde ondt, også fordi at det faktisk var noget som havde gået hende frygtelig meget på, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. Vampyren var farlig.. alt for farlig, til at hun kunne tillade at han rendt rundt derude, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han havde en betydning for hende, som hun ikke rigtigt kunne finde ud af, men den var der, og det var også noget af det som gjorde sit for hendes vedkommende i den anden ende. ”Jeg var virkelig fristet.. Han skulle ikke have lov til at vandre rundt bare sådan.. Han slår alle ihjel, Konstantin, og det kan jeg ikke tillade..!” endte hun bestemt. Noget af det som hun dog havde bidt sig mærke i når det kom til Vladimir, var hans vrede mod.. hans egen slags? Han var virkelig en højst usædvanlig vampyr!
Malisha vidste skam godt at Konstantin skulle i bad først, men hun ville jo ligesom gerne give ham en mere blød landing inden de kom så langt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun vendte blikket direkte mod ham. Hun kunne jo lige så godt lade være med at prøve, for det blide og milde, var bestemt ikke noget som lå til hende normalt, om det var noget som man nu ville det eller ikke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun fnøs direkte koldt af ham, for dette var virkelig langt forbi grænsen for hendes vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det var en tanke som gjorde hende direkte arrig, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. ”Hvis det er taknemmelighed, så kan du selv smutte i bad!” endte hun fast. Det andet her var bestemt ikke noget som hun fandt sig i på nogen måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet.
Malisha endte dog alligevel med at hjælpe ham ud på badeværelset og direkte ned i karret, hvor hun fik revet tøjet af ham. At han lå blotlagt for hende, var nu heller ikke noget som hun tog sig af som sådan, for det var bestemt ikke første gang, at hun havde set ham blottet, og dog.. det var noget som hun næsten havde savnet at se, men det var fuldkommen underordnet i denne situation. ”Du kan gemme flirten til senere Konstantin.. Det er ikke videre attraktivt sådan som du ser ud..” påpegede hun med et stille smil. Hun gik roligt om bag ham, for at trække ham lidt op af kanten, så han ikke endte med at falde ned under vand. Hun slukkede vandet så snart karret var fyldt, bare for at lade ham ligge og.. nyde det og blive ren igen.

[Deleted]

Hvordan Malisha havde haft det med det hele, vidste Konstantin ikke, men en ting var sikkert; hun var blevet rablende vanvittig! Han havde aldrig set hende så nedbrudt og grædende, som hun havde været, da han var kommet op af jorden, hvor hun lignede en der havde troet at det var en hallucination. Det var skam virkeligt, og han var skam stadig i live, for der skulle da godt nok mere til for at gøre det af med ham en gang for alle! Han var også kun glad for at han faktisk fik en chance til, at han fik lov til at nyde Malishas selskab endnu engang, selvom han ikke havde regnet med at han ville blive mødt af slag og tæsk, som det første! Det glædede ham dog kun at hun igen var faldet til ro og holdt om ham i stedet for at slå ham, for det fik ingen af dem noget ud af. Han sukkede let. ”Men det gjorde du ikke,” mumlede han kortfattet, som han blot stirrede ud i mørket. Han så kort op ad det træ som de altid havde siddet under da de havde været små og unge. Blikket gled videre mod den gravsten hun havde lavet til ham. Det var faktisk smukt, selvom det havde været svært at komme op ad! Han havde sikkert været død, hvis hun ikke havde været her, hvilket han alligevel var taknemlig for. Han så roligt mod hende igen. ”Det skal du ikke tænke på nu, kære. Vi finder ud af det,” forsikrede han hende, som han klemte blidt omkring hendes hånd. Han skulle nok få sin hævn over den vampyr! Og næste gang var han forberedt!
At komme indenfor gjorde godt! Bare at blive mødt af varmen, var noget som var behageligt! Og selvfølgelig var det også rart med en blød landing, men nu var hele sengen beskidt! Han mumlede blot for sig selv til hendes ord. Hun skulle bare vide hvor taknemlig han var for at hun havde været der, selvom hun først havde slået ham og råbt og skreget som en gal. Men han var glad for at hun var der. Han ønskede ikke at det var nogen anden som skulle finde ham, tværtimod. Det var også rart at komme ud i badekarret, blive omgivet af en masse lunt vand, der både gjorde ham ren, men som også varmede hans ellers så stivfrosne krop. Han havde knap nok kunne bevæge sine lemmer, så kold havde han været. Han skævede mod hende med et morende smil på læberne. ”Du kan ikke skjule det som er så åbenlyst, for mit blik, min egen,” svarede han drillende. Han blinkede let til hende, inden han mærkede hendes arme omkring ham, for at trække ham op i karret, hvor han lagde hovedet godt tilbage mod kanten. Han drejede let hovedet for at se på Malisha igen. ”Jeg er glad for at du er her,” svarede han roligt og dog oprigtigt. Han løftede den ene hånd og strøg den over hendes kind, skønt den efterlod våde spor af vandet. Han lagde roligt armene mod karrets kant igen, hvor han sukkede saligt. Det var rart med et varmt bad! Han løftede hånden og sprøjtede nogle dråber i hovedet på hende, „men jeg kunne godt have undværet dine slag.” Han trak morende på smilebåndet, hvor han kluklo ganske kort.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde slet ikke haft nogen anelse om hvordan hun skulle klare alle de ting og de prøvelser som hun var sat udfor, for hun kunne virkelig ikke uden Konstantin. Det var en tanke som i den grad var gået op for hende! At han så var kommet tilbage til hende, var selvfølgelig noget som efterlod hende med en direkte lettelse, også selvom det hele kom ud i vrede og frustration. Hun mente det måske ikke af hjerte, men hun havde brug for at gøre noget ved det, og det var bestemt ikke noget som hun kunne komme til hurtigt nok, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket! Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. Han var der, og for hende, så var det faktisk det vigtigste, og specielt nu hvor hun faktisk havde formået at falde en anelse til ro, for det var også noget som hun havde haft brug for, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Du efterlod ikke ligefrem en seddel med hvor du var gået hen,” mumlede hun spidst. Hun havde jo slet ikke haft nogen anelse om hvor pokker hun skulle lede efter ham henne! Tanken om at han kalde hende for ’sin kære’ var en tanke som hun godt kunne lide, selvom hun valgte ikke at bide sig mærke i det. Det var ikke noget som hun faktisk var vant til at nogen kaldte hende, og af den grund, så nægtede hun at være fremstillet som blød, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende! Hun vendte blikket roligt mod ham endnu en gang og med en ganske sigende mine. ”Han skal dø..” endte hun sammenbidt. Hun tillod bestemt heller ikke noget andet!
At give ham en blød landing, var egentlig kun et tegn til at Malisha havde forsøgt at tage hensyn. Sengetøjet kunne James jo trods alt altid få lov til at skifte senere, også selvom det nu heller ikke var noget som hun ønskede at køre rundt i, hvis det var noget som hun ellers kunne undgå. Hun vendte blikket direkte mod ham, som hun havde fået ham med sig ud på badeværelset og ned i badekarret som hun varsomt fik fyldt med vand, for han skulle jo kunne følge med, og helst ikke ende med at falde ned under det! Hun vendte blikket direkte mod ham og med en direkte fast mine. Hun havde faktisk savnet synet, men bestemt ikke i den tilstand, for han så jo direkte miserabel ud! Hun himlede let med øjnene. ”Det ligner slet ikke dig at flirte, Konstantin.. Man skulle jo næsten tro, at du også havde savnet mig.” Hun vendte blikket mod ham, som hun trak ham op af kanten, selvom det bestemt ikke var nemt, for så stærk var hun bestemt ikke fysisk! Hans hånd mod hendes kind, fik det til at sitre i hende, for det var rart og ikke mindst savnet, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. At han så endte med at sprøjte på hende, fik hende til at slippe ham, kun for at vende blikket mod ham endnu en gang. ”Man får som fortjent.. Du efterlod mig..” Denne gang var tonen drillende, dog alligevel alvorlig. Hun havde aldrig været den med den største humor.

[Deleted]

Det var rart at Malisha var faldet til ro igen, i stedet for at hun skulle begynde at slå løs på Konstantin, for det gjorde ondt! Hun var trods alt en kvinde der kunne slå fra sig og svag var hun bestemt ikke, for de havde altid trænet sig og sørget for at holde hinanden ved lige og i god form. Han nød dog at ligge der i hendes favn, hvor han kunne indsnuse hendes søde duft, selvom følelsen nok ikke var så gengældt, når han lignede et dødt lig, så bleg og mudret til som han var, han kunne jo næsten gå for at være en zombie. Tanken var både ubehagelig men også morende. Han var dog kun glad for at hun var i live og at hun heller ikke havde mistet livet. Han havde savnet hende, for han havde konstant tænkt på hende også i sin dvale, da hans krop havde været i gang med at reparere og heale sig selv. ”Det var heller ikke fordi jeg havde tid til det,” mumlede han for sig selv. Han havde bare ønsket en tur ud i mørket, hvor han var stødt på den vampyr, som han stadig ønskede hævn over! Han krævede hævn og for en gangs skyld var han faktisk med på hendes sindssyge idé om at udrydde hele vampyrracen, for han havde virkelig fået opbygget et had til den race i sin død! Men det var ikke det eneste han havde fået opbygget, det havde han også sine følelser for hende. Han trak morende på smilebåndet. ”Ja.. men først skal du tage dig af din ynkelige og svage trolovede,” svarede han drillende. Det var faktisk ikke fordi det var sjovt at være så svækket, men han var glad for hendes hjælp.
Det var rart at komme ned i det varme bad og få skyllet alt mudret og jord af sin krop, for det havde virkelig været ubehageligt og han havde jo lignet noget der var løgn! Ja, der var vel egentlig ikke ord for, hvad han havde lignet? Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord, hvor han løftede hånden, næsten for at undersøge hendes hoved. ”Sig mig har du slået hovedet så galt, at du slet ikke kan huske hvilken charmerende og flirtende mand jeg er?” spurgte han drillende, som han igen trak hånden til sig, imens han lo kort for sig selv. Han drejede hovedet og så på hende. ”Du kunne også smide tøjet og komme ned til mig?” foreslog han med samme kække smil om læberne, skønt han faktisk mente sine ord, „du ligner en som selv kunne trænge til et varmt og afslappende bad.” Man kunne se at hun havde grædt, skønt han undlod at kommentere det. Han hævede et bryn og skulede kort til hende. ”Fortjent? Du slår på en forsvarsløs og døende mand, det er ikke just fortjent,” mumlede han utilfredst, som han gav sig til at lege med en boble i vandet. Han tog fat om sæben og begyndte at sæbe sine hænderne ind, inden han gav sig til at vaske sit ansigt rent fra alt jord og mudder, da han virkelig var beskidt!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var ikke fordi Malisha havde regnet med at skulle tage så hårdt på tingene, men det var slet ikke noget som hun kunne gøre noget for! Hun havde virkelig forsøgt at falde til ro med det hele, finde ud af hvordan det hele skulle gøres, uden at det gik for meget ud over hende selv i den anden ende, men det var virkelig ikke nemt altid! Hun vendte blikket direkte mod ham. Hvis hun havde vidst hvor han var henne, så havde sagen været en anden, for så var hun kommet ham til undsætning! Selvom.. det vel havde kostet dem begge livet? Vladimir havde ikke været en mand som man skulle lege med, det var helt sikkert og med Konstantin i sin daværende tilstand, så havde det nok kostet dem begge, og det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede sig, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende! Hun fnøs ganske kortfattet. ”Jeg havde ellers fået ind, at du kunne skrive,” mumlede hun spidst. At han så direkte skulle kalde sig for hendes trolovede, var noget som hun heller ikke var vant til, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun trak svagt på smilebåndet. ”Nogen er jo trods alt nødt til det..” endte hun sigende, også selvom det bestemt heller ikke var fordi at det var en løgn i den anden ende.
At få Konstantin i vandet, så var det tydeligt for Malisha at han virkelig nød af at komme ned at ligge i vandet, og det var noget som kun måtte få hende til at smile, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun vendte blikket mod ham, som han hævede hånden og nærmest.. undersøgte hendes hoved. Hun himlede med øjnene. Det var bestemt ikke fordi at han var særlig attraktiv, sådan som han så ud lige nu, men det var nu noget som hun undlod at sige til nogen som helst. Hun sendte ham et let smil. ”Jeg har skam ikke glemt.. Det er bare ikke så attraktivt, som jeg mindes det,” påpegede hun sigende, som hun blinkede let til ham. Hun var endelig faldet helt til ro, og det var noget som helt klart også gjorde hende godt! Hun havde slet ikke formået at slappe af i det som måtte minde om uger, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! Hun rystede på hovedet. Vandet var jo allerede møghamrende beskidt, så hun hoppede sikkert over for denne gang om ikke andet. Tungen strøg hun roligt over hendes læber. ”Jeg tager et bad senere.. Jeg er ikke meget for det, i tilfælde af at din kære fætter skulle komme rendende,” endte hun ganske kortfattet. Hun lod ham roligt begynde at vaske sit ansigt, nu hvor han også kunne bevæge sig? Hun måtte dog alligevel sige at.. hun virkelig var fristet til at hoppe i til ham, bare for at mærke ham, og for at være sikker på, at han faktisk var der i det hele taget, for det var noget som hun virkelig var nødt til at bide i sig. Så desperat var hun altså heller ikke!

[Deleted]

Nu hvor Konstantin var kommet op af graven, så kunne han godt mærke hvor køligt det egentlig var, på trods af at de befandt sig i sommertiden. Han fandt da lidt varme hos hende, nu hvor han sad ind til hende og med hendes kappe omkring sig, hvilket gjorde godt. Han havde savnet at kunne holde om hende, mærke hende og være der sammen med hende. Han havde savnet lyden af hendes stemme, hendes søde duft, synet af hende og det at kunne røre ved hende og vide at det var virkelighed, for det virkede næsten helt surrealistisk at han var tilbage og endnu i live, for han kunne tydeligt huske da han var blevet dræbt. Alt var pludselig blevet så koldt og mørkt og alligevel havde han set et kort lys, inden alt var blevet sort. Det næste han huskede, var at han var omgivet af jord, hvor han desperat havde kæmpet sig fri. Tanken om at der var gået flere uger, var helt skræmmende. Han ignorerede hendes første ord og himlede blot stille med øjnene for sig selv. Han kunne godt skrive, men han havde jo bare ønsket at tage en gåtur! Han trak let på smilebåndet. ”Og ingen anden er bedre til det end dig,” svarede han lettere tilfredst, som han næsten endte med at sætte sig til rette ved hende.
Det dampende og lune vand, var alt sammen noget der gjorde underværker for Konstantins vedkommende. Det var rart at kunne føle og mærke igen, for han havde været helt følelsesløs, da han var blevet dræbt og igen da han var vågnet, fordi hans krop havde været stivfrossen, men vandet gjorde virkelig underværker! Det var rart. Det som han dog bedst kunne lide ved det hele, var at hun var der hos ham, for han havde virkelig savnet hende! Og det havde vel også været gengældt, siden hun direkte sad og græd ved hans grav? Han havde jo set hvor nedbrudt hun havde været, hvilket gjorde ondt og ikke mindst havde det gjort ham bekymret. Han ønskede bare at hun skulle klare sig og have det godt, derfor var han også frygtelig glad for at hun var i live!
Selvom han var afkræftet, så kunne han stadig more sig, og det at flirte havde sådan set altid lagt til ham. Han var trods alt en kvindeglad mand. Han havde dog ikke været en kvinde tæt, siden Malisha var flyttet ind i herregården, for han havde trods alt respekteret hendes nærvær, samt det faktum at hun var hans trolovede. Han holdt af hende, derfor kunne han sagtens kun holde sig til hende, og han havde nydt hver dag og hver aften sammen med hende, skønt de havde haft deres mange skænderier, hvilket de vel næsten havde haft.. hver dag? Alligevel havde de passet på hinanden og taget sig af hinanden, og tanken glædede ham endnu. Han smilede let for sig selv. ”Du ved da hvad der gemmer sig under alt skidtet,” svarede han drillende, som han blinkede lidt til hende. Hendes følgende ord kom dog bag på ham, hvor han rynkede brynene i en uforstående mine, „Min fætter?” Han kneb øjnene let sammen. Var det hans fætter William hun havde skreget sådan efter? Hvad pokker lavede den mand her?