What the...?!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha kunne faktisk godt lide at blive bekræftet af Konstantin på den måde, også fordi at det var noget som hun virkelig havde brug for efterhånden. Tanken om at han faktisk havde set sådan efter hende, havde set potentialet i hende allerede dengang de havde været ganske unge, var noget som hun aldrig havde glemt eller ville glemme, for det var noget som altid havde skænket hende blod på tanden til at gøre det lige præcist det hak bedre, så hun faktisk var bedre end alle andre! Hun var opfostret som en dreng, kun fordi at hendes far ikke kunne få hvad han ville have, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hende. At høre ham bekræfte de ord, var noget som fik smilet til at brede sig mere på hendes læber, for hun elskede virkelig at høre ham sige dem! ”Det er noget som jeg kan lide at høre… det håber jeg at han ved..” fortsatte hun ganske sigende, som hun roligt vendte blikket til ham endnu en gang. Hun var ham faktisk taknemmelig, for han havde jo altid været der og han havde altid støttet hende, og det var noget som hun i den grad var frygtelig glad for.
Trolovelsen havde Malisha måske ikke været meget for i udgangspunktet, men det var kun fordi at valget var taget for hende, selvom hun bestemt ikke kunne klage over den mand som var valgt for hende, men det var virkelig underordnet for hendes vedkommende. Arven skulle føres videre, det vidste hun godt, selvom den tanke faktisk var noget som måtte skræmme hende en anelse, for den form for forpligtelse, vidste hun faktisk ikke om hun var klar til endnu, for den tanke i sig selv, var faktisk temmelig skræmmende, og mere end det som hun kunne beskrive, men det var ikke noget som hun ønskede at fortælle ham, for det var noget som kun ville gøre ondt værre! En stor warlockleder bange for at binde sig? Det lød jo direkte tosset! ”Du ved ikke hvordan det hele har været igennem de sidste mange uger, Konstantin.. Jeg stoler ikke rigtigt på det som folk fortæller mig.. jeg kan ikke..” Et sted mere for at skænke ham en forståelse for det som hun havde gjort end det som hun havde gjort til nu, for det var jo ikke for at være kold eller noget overfor ham, men.. fordi at hun ganske enkelt ikke turde at reagere anderledes.
At blotlægge sig, var bestemt ikke noget nyt for deres vedkommende, og det var bestemt ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste på nogen som helst måde overhovedet. Malisha var en kvinde som vidste hvad hun ville have, for ikke at glemme at hun vidste at hun måtte vise sig lidt, så han gik til hende frem for de mange andre tøser som han havde i kælderen. ”Det var jo et meget godt spørgsmål..” endte hun med en sigende mine, som hun roligt lagde sig til rette ved hans side. At han lagde armene omkring hende, havde hun bestemt heller ikke noget imod, hvor hun lagde sig godt til under dynen. Hun var fuldkommen rolig nu – hun vidste hvor hun havde ham henne, han vidste hvor han havde hende, og hun ønskede jo heller ikke at gå nogen steder.. hun ønskede det jo slet ikke! Grebet omkring hendes kæbe, fik hende til at vende blikket op mod ham, hvor hun gengældte hans kys mere end glædeligt. Det var noget som faktisk efterlod hende med en tydelig form for… ro? Hun smilede svagt og lukkede øjnene. Det var frygtelig lang tid siden hun havde sovet efterhånden! Hun havde jo ingen til at passe på sig, når han ikke var der. ”Forståeligt nok.. det er ikke alle som formår at træde op af graven efter jorden er lagt på den,” påpegede hun sandfærdigt.

[Deleted]

Malisha og Konstantin havde været utrolig meget igennem, hvor han altid havde støttet hende, han havde altid hjulpet hende igennem de hårde tider, og han havde aldrig svigtet hende, foruden for et par uger siden, hvor han var gået ud, for at få noget frisk luft og var blevet dræbt af en vampyr. Han var dog kommet tilbage igen, så helt svigtet hende havde han heller ikke, men hvad han kunne fornemme på hende, så havde det været nogle hårde uger for hende. Ikke mindst så virkede hun ufattelig udmattet og træt, hun havde rander under øjnene, hun virkede udkørt, så han blev næsten mistænksomt på om hun overhovedet havde fået sovet igennem de sidste par uger, selvom hun vel før eller siden måtte have fået noget søvn? Han trak skævt på smilebåndet og nikkede. ”I så fald, så gør han det nu,” svarede han sandfærdigt, som det skæve smil banede sig vej over hans rosenrøde læber, der havde fået farven igen.
At Malisha ikke ønskede at ophæve forlovelsen glædede Konstantin, selvom han ikke forstod hvorfor hun viste denne mistillid til ham, for det havde han da aldrig givet hende grund til. Hendes følgende ord, kom også som en syngende lussing, hvor han endte med at sætte sig en anelse op, imens han vendte blikket sigende imod hende. ”Du kan ikke? Så.. du kan ikke tro på mig? Og efter alt hvad vi har været igennem? Jeg har aldrig svigtet dig! Jeg har altid været der, jeg har altid støttet dig, og altid hjulpet dig og så siger du at du ikke kan tro på mig? Og hvad er jeg så? En stor joke du udnytter?” spurgte han med tydelig forarg og vantro i stemmen, samt en anelse skuffelse, for han havde alligevel troet at hun turde lægge sit liv i hans hænder, velvidende om at han aldrig ville lade hende dø eller så meget som blive såret. At hun så sagde at hun ikke stolede på det som folk sagde til hende, at hun ikke kunne, det gjorde ondt, når hun altid havde kunnet stole på specielt ham.
Konstantin havde set alt ved hende før, som hun havde set alt ved ham, og han nød synet af hende hver gang. At mærke hendes krop imod hans, hendes nøgne hud, der kom i kontakt med hans, hendes varme imod hans egen, var alt sammen noget der fik det til at sitre i hele hans krop, at det af og til kunne give ham et helt sug i maven. Han havde altid nydt fornemmelsen af lige præcis hendes krop, netop fordi det altid havde været anderledes med hende. Hun var ikke bare en sølle tøs han skulle i seng med, det var langt dybere end hende. Han trak på smilebåndet, som kysset blev brudt, hvor han elskede når hun gengældte det; det beviste vel også kun at hun nød det ligesom han selv gjorde? Han drejede hovedet ved hendes ord, hvor et skævt smil gled over hans læber. ”Det var ikke det jeg mente, Malisha. Jeg føler mig heldig, fordi jeg har dig ved min side. Fordi jeg fik lov til at nyde dit selskab og dit nærvær en gang til,” rettede han hende, som smilet forblev mildt på hans rosenrøde læber.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var bestemt ikke fordi at det havde været nemt at være Malisha eller Konstantin for den sags skyld. Hun havde virkelig haft meget at slås med, og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, for det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Konstantin havde altid været der for hende og med hende, foruden igennem de sidste uger, og det havde været de hårdeste uger i hendes liv. Det var vel også gået op for hende, hvor meget han egentlig gjorde for hende, uden at hun egentlig havde tænkt over det? At Konstantin nu vidste hvordan hun havde det med det hele, var en tanke som hun var ganske godt tilfreds med, for det glædede hende virkelig kun at han havde det sådan med tingene. ”Godt..” endte hun dæmpet og med et stille smil på læben. Selv det at vide det, var noget som betød frygtelig meget selv for hende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende.
Malisha ønskede faktisk ikke at bryde op i trolovelsen, selvom hun måske ikke havde været den bedste til at vise at hun satte pris på den, men igen, kunne man klandre hende? De sidste uger havde været hårde, hun havde klamret sig til tanken om at hun nu var alene om tingene og valget var på forhånd taget for hende, hvilket var mere end nok til at gøre hende direkte vred, for det var slet ikke noget som hun fandt sig i på nogen måde! Hun var stolt og i den grad også stædig og hun kunne bestemt også godt tage sine egne valg, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hans reaktion var bestemt heller ikke ventet fra hende, hvor hun næsten endte med at sætte sig op allerede med det samme, hvor hun vendte blikket mod ham. Hans måde at reagere på, var noget som kom en anelse bag på hende og ikke noget som hun direkte kunne sige at have regnet med på nogen måde, men det var nu bare sådan at det var. Øjnene kneb hun let sammen. De sidste uger havde kun vist hende at hun ikke kunne stole på hvad folk fortalte hende! Konstantin derimod.. var en helt anden sag. ”Du ved slet ikke hvordan min tilværelse har været i uger Konstantin! Fordi du ikke har været her! Du har måske aldrig svigtet før til for et par uger siden, men ved du hvad? Jeg har stået alene siden.. jeg har set folk tale mig efter munden, kun for at fortælle mig hvad jeg har ønsket at høre! Jeg.. jeg er bange for at stole på folk.. som jeg stoler på dig..” forsøgte hun sig, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt, men hun forsøgte virkelig!
Tanken om at være i nærheden af Konstantin, var noget som efterlod Malisha med en ro som hun ikke havde følt igennem skræmmende lang tid, og som virkelig var tiltrængt for hende! Det var noget som næsten tvang hende til at falde i søvn som det stod til i denne stund, om det var noget som man nu ville det eller ikke. For en gangs skyld, så var det hendes tur til at slappe af, og nu hvor han var der.. så var det noget som næsten faldt hende ganske naturligt! Hans rod fik hende til at smile, for hun elskede at blive komplimenteret som var hun noget.. værdifuldt, også fordi at det slet ikke var noget som hun var vant til! ”Du overdriver Konstantin.. Du har brug for hvile, så tror du endnu har lidt jord mellem ørene..” begyndte hun stille. Hånden lagde hun roligt mod hans bryst, som hun lod øjnene glide i. Træt var hun virkelig! Hun havde jo knapt sovet i uger nu! ”Jeg er bare glad for at du er her,” afsluttede hun med en meget døsende stemme.

[Deleted]

Det morede et sted Konstantin, at Malisha var så nysgerrig på om han så efter hende eller ej, selvom det var sandt. Han kunne ikke tage blikket fra hende, når hun endelig gik forbi – eller generelt for den sags skyld – og til tider var hans blikke diskrete andre gange var de rimelig tydelige, såsom når hun afklædte sig, når de skulle i seng. Hun havde jo boet her i flere måneder, og han havde fået et rimelig godt syn på hendes krop, som han virkelig nød at betragte, for hun var en utrolig smuk kvinde! Han vidste desuden godt at hun inderst inde nød hans komplimenter og være i hans centrum, og det var måske også på tide at give udtryk for hvor meget han faktisk nød hendes selskab og nærvær? Han holdt af hende. Han elskede hende. Han ønskede ikke at skulle gå i døden igen, uden at fortælle om sine følelser, hvilket han nu havde gjort, desværre havde hun reageret som ventet; ved ikke at tro på ham. I det mindste havde hun ikke leet ham op i ansigtet, for så var han nok lukket sammen som en østers.
I Konstantins ører lød det som om hun slet ikke stolede på ham, selvom hendes fortsættende ord, fik det til at lyde som om hun mente andre og ikke ham, men han var ikke sikker. Han havde dog altid støttet hende og hjulpet hende, derfor burde hun vide at han altid ville være der for hende, at hun kunne stole på ham, for han havde aldrig svigtet hende, foruden da han var gået i døden, men det var ikke noget han selv havde været herre over. Nu var han desuden tilbage og han ønskede at alt skulle være som før. Han kneb øjnene let sammen til hendes ord, hvor han slap vejret i et mindre tålmodigt suk. ”Stoler du på mig og mine ord?” spurgte han direkte og med en ganske fattet stemme, hvor han blot sad og så afventende på hende. Han så ingen grund til at hun tvivlede på ham, når han altid havde været der for hende, og altid ville være der for hende. Han elskede hende trods alt, og det gjorde ondt når hun så ikke troede på hans ord. Han vidste han havde haft mange kvinder, men de havde ikke været andet end til at stille lysterne ved, Malisha var noget helt andet, i en helt anden klasse og var langt mere værd!
Konstantin kunne godt mærke at Malisha var yderst træt. Det var han også selv, for nu hvor han havde fået et varmt bad, et varmt måltid mad – skønt en masse lå på gulvet med en ødelagt tallerken fordi Malisha var gået amok igen – og nu slog døsigheden for alvor ind over ham. Han ønskede dog et sted ikke at sove, eftersom han endelig lige havde fået hende tilbage, og et sted var han vel bange for at det hele var en drøm? Han trak let på smilebåndet til hendes ord, hvor han lagde sin hånd over hendes, som hun havde lagt mod hans bryst, hvor han gav hendes hånd et blidt klem. ”Jeg mener det Malisha,” svarede han sandfærdigt og med en rolig stemme, hvor han let drejede hovedet ved hendes ord, som fik ham til at smile. Så længe hun var glad og faldet til ro, var han også selv. Han lagde sig en anelse om mod hende, hvor han strøg hende blidt over kinden. ”Malisha? Jeg.. jeg ville gerne have at du.. blev boende her, som før,” fortalte han i en dæmpet stemme, selvom han hurtigt tilføjede; „det er naturligvis dit eget valg, men.. jeg ville blive beæret og utrolig glad, hvis du fortsat blev boende her.. hos mig.”

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var en ganske nysgerrig type, selvom hun bestemt heller ikke var typen som var særlig god til at vise det, men.. overfor ham, så var det vel heller ikke så slemt igen, var det? Hun vendte blikket roligt op mod ham. Lige nu var hun faktisk ganske rolig, og det var en fornemmelse som hun godt kunne lide, for det var første gang i uger at hun havde været i stand til at finde en form for ro og en form for tryghed! Hans omsorg, at han var der for hende, og det at hun faktisk var i stand til at mærke at han var der, var alt sammen noget som alligevel havde sin påvirkning og sin betydning for hende, for hun kunne virkelig ikke gøre noget andet end at nyde af det i længden, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Hun kunne slet ikke drømme om at grine ham direkte op i ansigtet, for selv de ord, var noget som havde en kæmpe og massiv stor betydning for hende, for.. hun stolede jo på ham, når han sagde det, for det var jo den betydning som han havde for hende.
Det var bestemt ikke fordi at Malisha ikke stolede på ham, men mest for at fortælle ham, at hun slet ikke følte at hun kunne stole på nogen! Det var vel bare en vane for hende, når folk faktisk fortalte hende noget? At det var ting som hun ikke kunne stole på? Det var jo ikke noget som havde noget med ham som sådan at gøre, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hans måde at reagere på, var noget som sagtens kunne tvinge hende til at ryge op i det røde felt igen, for det var sådan at hun havde reageret på det igennem det sidste lange stykke tid, når folk snakket til hende. Hun knyttede stille næverne, som hun roligt nikkede til hans ord – selvfølgelig stolede hun på ham, for hun havde vel heller ikke nogen grund til andet? ”Det gør jeg.. men det er det som skræmmer mig..” forklarede hun. Stor indrømmelse fra hendes side måske, men det var vel heller ikke fordi at det var så slemt og så farligt igen at skulle åbne munden for ham, var det?
Trætheden havde allerede for lang tid siden meldt sig for Malishas vedkommende, for hun var virkelig træt! Og efter at have hidset sig op på den måde og reageret som hun havde, så var det bestemt heller ikke ligefrem noget som man kunne sige, måtte hjælpe hende i udgangspunktet, for det gjorde det virkelig ikke. Hun lukkede øjnene ganske let, som hun lod hånden hvile mod hans bryst, selvom hun åbnede dem igen, da han tog omkring den. Hun vendte blikket roligt mod ham endnu en gang. At han mente det, var noget som selvfølgelig gjorde hende glad at skulle tænke på, men det var nu bare sådan at det var for hendes vedkommende. Hans sidste ord, kom dog en anelse bag på hende, for.. hvad ville William sige til det? Det var jo trods alt den mand som havde taget stedet her som sit nu. ”Det er jo ikke dit hjem længere..” Måske kortfattet og hårde ord, men det var jo ikke engang fordi at det var en løgn i længden! Hun sukkede dæmpet og vendte blikket ned mod deres hænder. Normalt ville hun slet ikke ligge sådan her, men hun nød jo faktisk af det. ”Jeg.. jeg vil gerne, men.. din fætter bor her nu, Konstantin..” Hun vendte blikket mod ham endnu en gang.

[Deleted]

Det at Malisha viste mistillid til Konstantin var noget som gjorde ondt, specielt når han altid havde været der for hende. Hun var hans et og alt, og nu hvor han havde fået en chance til, så havde han gjort det klart for sig selv, at han ikke ville leve med fortrydelse i livet. Hans liv havde sådan set været godt, men der havde alligevel været en enkelt brik som manglede til puslespillet for at gøre det helt perfekt, nemlig den del, som Malisha var en del af. De havde aldrig gjort alvor i trolovelsen, mest fordi hun altid havde givet udtryk for at hade den og han selv havde jo aldrig reageret på samme måde. Måske det var blevet bestemt for dem, men arrangerede ægteskaber var ikke unormale, derfor havde han ikke taget det så tungt, for det var trods alt hende han var blevet trolovet med, og han havde altid haft et godt øje til Malisha. Hun havde altid skilt sig ud fra mængden af kvinder og tøser, hun havde altid været stærk og ikke mindst smuk. Hun var gået fra den grimme ælling til den fantastiske smukke svane. De havde været igennem ild og vand sammen, derfor gjorde det også ondt, når hun gav udtryk for at hun ikke stolede på ham, for hun havde aldrig haft grund til andet. Han rynkede let brynene ved hendes ord. ”Det skræmmer dig at stole på mig?” gentog han næsten uforstående, som han valgte at rykke tættere på hende, for at slå armen omkring hende, „men Malisha.. jeg kunne aldrig drømme om at svigte dig. Du vil altid have min opbakning uanset hvad.” Sandt var det. Han ville gøre alt for hendes skyld.
Det var rart at få lov til at slappe lidt af, og nu hvor begge var faldet til ro, så gjorde det det også betydeligt lettere at give sig hen til trætheden og døsigheden. Konstantin var udmattet og han kunne forestille sig at hun var ligeså. Hun virkede ufattelig træt, derfor kunne han forestille sig at det selv havde været hårde uger for hendes vedkommende. Han lod roligt sine fingre flette sig ind i hendes, nu hvor hun ikke gav tegn til at ville trække den tilbage, desuden kunne han godt lide at ligge sådan med hende. Han vendte blikket mod hende til hendes ord, hvor han kneb øjnene lettere tænksomt sammen. Et kækt smil gled over hans læber, skønt der var noget overlegent ved det. ”Åh, hvis William tror han kan erstatte mig og sætte mig ud af spil, tager han fejl. Det har altid været mit og det vil det for altid blive. Jeg skal nok få alt tilbage, for jeg vil have det tilbage og end ikke min fætter skal stå i vejen for det,” svarede han med en tydelig bestemt tone. Han nægtede at miste alt nu hvor han var kommet tilbage igen! ”Desuden så kender jeg William. Og det bliver intet problem, for han er ikke som resten af min familie; grådige og magtgale. Vi finder sikkert en god løsning på det hele,” svarede han sandfærdigt, som han lænede sig mod hende og kyssede hende blidt mod panden. ”Du er træt min skat.. du burde sove,” svarede han dæmpet, som han lagde sig ved rette med hende.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

At bede Malisha om at stole på sig, var virkelig store ting, for det var bestemt heller ikke noget som hun udviste for hvem som helst, for hun var slet ikke den type som ønskede at fremstå som svag, en som åbnede sig op for gud og hver mand, kun for at blive dolket i ryggen bagefter – for sådan var hun altså slet ikke! At han var den som så skulle give hende så store ord, var svært for hende overhovedet at forstå, selvom hun virkelig forsøgte! Folk havde taget valget for hende allerede for mange år siden, og nu sad hun her og kunne ikke rigtigt gøre noget som helst ved det, andet end at afgøre for sig selv, om hun ville fortsætte eller ej. Hun vendte blikket stille mod hans skikkelse, som han lå der lige ved hende – en tanke som hun faktisk rigtig godt kunne lide. Hun sukkede dæmpet og vendte blikket væk fra ham igen. Det var bestemt ikke fordi at hun havde lyst til at erkende at hun var en kvinde som havde brug for den form for bekræftelse, for det var hun jo trods alt, selvom det bestemt heller ikke var noget som hun var meget for at skulle erkende for nogen som helst! ”Jeg ved det godt!” begyndte hun med en febrilsk stemme. Hun havde vel bare ikke rigtigt haft den tro på de store ord, og specielt ikke nu hvor han stod der og gav hende dem. Tanken skræmte hende faktisk! ”Det.. det er jo ikke dig for pokker, men.. ordene.. forpligtelsen.. det er skræmmende..” endte hun dæmpet. Hun var jo stadig bange for at de andre tøser faktisk var bedre end hende!
Malisha var virkelig ved at være træt efterhånden, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! Hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang. At han ville have hende boende, var selvfølgelig noget som hun var frygtelig, frygtelig glad for, men det var jo trods alt ikke hans sted længere, selvom det var hårdt for hende at erkende, men hun havde faktisk været glad for at være her på stedet sammen med ham. Hans ord fik hende let til at smile. ”Jeg tror godt nok at manden bliver skuffet.. Han er kommet langvejs fra for at indtage stedet her, så det blev i Jeres familie,” påpegede hun ganske stilfærdigt, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn. Hun havde jo trods alt mødt ham den ene gang, men det havde i den grad også været mere end rigeligt! Det var ikke fordi at William var typen efter hendes smag, for det ego, var slet ikke noget som faldt i hendes smag! Hendes øjne gled roligt og stille i, som hun lagde sig til rette ved hans skikkelse endnu en gang, for det var noget som hun faktisk havde brug for efterhånden. Det efterlod hende med en ro som hun godt kunne lide. ”Jeg synes bare du burde hvile og så må vi tage det som det kommer.. Jeg har brug for det..” Det var ikke bare fordi at hun var træt, men hun var ved at blive direkte udmattet, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! Hun var direkte udmattet, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende! Selv måtte søvnen tage hende skræmmende hurtigt. Hun blev bare liggende – med sine fingre flettet ind i hans.

[Deleted]

Det var ikke værd dag at man hørte Malisha erkende hendes frygt, det som skræmte hende, for normalt fremstod hun som en stærk og frygtløs leder, der ikke kunne knækkes, men alle vidste vel at alle kunne knække? Konstantin kendte Malisha bedre end nogen anden, han vidste at hun ikke var så hård og kold på indersiden, skønt hun virkede sådan udadtil. Han holdt af hende og elskede hende for den hun var, hvor han ikke ønskede at lave om på noget ved hende, skønt de havde haft så mange skænderier, men det ændrede stadig ikke på hans følelser for hende. At det så var følelserne der skræmte hende, kom lidt bag på ham, eftersom hun altid havde været en pligtopfyldende person. Han kunne ikke se problemet, selvom han selv mere var bange for at han ville såre hende, og han forstod godt hvis hun frygtede at han skulle være sammen med en anden kvinde, for det gjorde han et sted også, men på den anden side, så havde han været Malisha tro i flere måneder, derfor kunne han godt fortsætte, hvis han havde hende at holde sig til. Et mildt smil gled over hans læber, som han løftede hånden og strøg den blidt mod hendes kind. ”Malisha.. du har altid levet op til forventningerne – tilmed overgået dem mange gange. Du har altid været pligtopfyldende. Ordene er bare ord, men betydningen er der. Jeg holder af dig, som den eneste. Du har altid været den eneste jeg har haft kær, og.. jeg har vel altid haft et godt øje til dig, selv fra vi var små. Du har altid skilt dig ud, du har altid været bedre end alle andre kvinder. Jeg ønsker at gennemføre trolovelsen med hjerte, jeg ønsker at have dig ved min side, som den eneste kvinde, der har retten til mig og mit hjerte,” fortalte han sandfærdigt, som mundvigen fik en skæv vinkel. Han lænede sig mod hende og plantede et kys mod hendes tinding, „vi kan klare hvad som helst sammen.”
Konstantin kunne tydeligt se og mærke på Malisha at hun var udkørt, træt og udmattet. Han ville også foretrække at hun fik lidt søvn – skønt det var ham der var kommet afkræftet op ad jorden, så ville han altid sætte hende i første række. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord. William fik sig nok et chok, men manden måtte jo indse at der skulle en del til at gøre kål på ham, for han gav sig ikke og han ville have alt det han før havde ejet tilbage igen! ”Årh hold op. William er en god mand. Måske han er rimelig høj i hatten, men han er en god og trofast ven. Når man først har hans loyalitet, så kunne han ikke drømme om at svigte én. Desuden så er han jo voksen nok til at tage sig sammen og komme over det,” svarede han sandfærdigt, hvor sidste sætning blev udtalt i en lettere drillende tone. Han krævede sit tilbage igen og det skulle ikke engang William stå i vejen for! Han nikkede roligt. ”Bare sov, min egen. Jeg vil være det første du ser i morgentidlig,” hviskede han roligt, som han kyssede hende på kinden, imens han lagde sig godt ind til hende for at mærke hendes krops varme. Han holdt sine fingre flettet i hende, hvor han tydeligt hørte, hvor let hun faldt i søvn.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha erkendte normalt aldrig nogensinde sine frygte eller hvad er skræmte hende med nogen som helst! Konstantin derimod var lidt en anden sag for hendes vedkommende, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun blev siddende sammen med hende. Den evige forpligtelse som måtte følge en trolovelse var en tanke som direkte skræmte hende, for skridtet efter, var jo ægteskabet og.. det var hende en ganske skræmmende tanke! Strøgene mod hendes kind gjorde hende dog en anelse rolig, hvor hun lyttede til hans ord. Selv i hendes verden var det frygtelig mange komplimenter på en gang, men det var noget som hun sagtens kunne tackle! Svagt endte hun med at bide sig let i læben. ”Det er frygtelig store ord, Konstantin.. Virkelig store..” begyndte hun. Hun var jo bare.. hende. Det var jo ikke fordi at hun havde forsøgt at blive noget ekstraordinært, men bare klart sig så godt som det nu havde været hende menneskelig muligt, for det var bestemt heller ikke fordi at det havde været nemt for hendes vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Dog kunne hun rigtig godt lide tanken om at hun ville være den eneste som ville have retten til ham, for det var sådan at hun ønskede det! ”Du fremstiller mig bare som var jeg noget stort og ekstraordinært, andet end din egen leder.. Jeg gør ikke noget for at.. skille mig ud..Men så lang tid du kan lide det, så… så er jeg glad og tilfreds,” meddelte hun roligt og næsten.. forlegent? Det var bestemt heller ikke noget som hun var særlig god til, men hun forsøgte da om ikke andet, selvom det bestemt heller ikke var helt nemt for hende altid! Kysset til hendes tinding, fik hende let til at smile, for hun nød af tanken. ”Når du siger det, så er det nok heller ikke helt forkert..” endte hun dæmpet.
Malisha var virkelig ved at være direkte træt og voldsomt udmattet, men ikke noget som hun kunne gøre noget ved. Det var uger siden hun havde sovet igennem en nat uden at vågne eller havde fundet noget andet at give sig til, så selvfølgelig var det ikke noget som sagde så lidt i den anden ende. Hun trak ganske svagt på smilebåndet, også selvom hun allerede nu var endt med at glide hen i en temmelig dyb søvn, selvom det nu heller ikke var noget som hun tænkte over som sådan. Hun var tryg og han var der.. hvad andet havde hun egentlig brug for? ”Mhmm..” mumlede hun dæmpet i et halvhjertet forsøg på at vise ham at hun faktisk var vågen og oppe endnu, selvom det vel slet ikke var tilfældet? Og hun vidste det jo trods alt også godt! At han ville være der og som det første hun ville se i morgen, var bestemt heller ikke en tanke som gjorde hende det mindste, for det var noget som hun godt kunne lide! Fingrene forblev flettet ind i hans, som hun gled direkte hen i søvnen ved hans ord. Kun med et svagt smil som eneste respons idet at søvnen greb hende for alvor og kastet hende direkte til det mørke drømmeland.

//Out

[Deleted]

Malisha havde aldrig været typen der havde været god til at give udtryk for sine følelser, dog havde hun alligevel altid formået at gøre det overfor Konstantin, selvom han vidste at det var fordi han for det første kendte hende så godt og fordi hun stolede på ham. Han havde altid været der for hende, havde altid hørt på hendes frustrationer, han havde altid været den eneste hun havde grædt foran, selvom hun aldrig havde været meget for det, men han kunne godt lide, når man fik den mere bløde side af hende at se, det var altid et tegn på at hun ikke var så hjerteløs og følelseskold igen. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord, hvor han fortsatte de blide strøg. ”Du er noget stort og ekstraordinært Malisha. Det har du altid været i mine øjne,” svarede han sandfærdigt, hvor han ikke kunne lade vær med at more sig over hendes forlegenhed, for det lignede ikke hende, skønt han elskede når det skete! ”Nemlig.. jeg har altid ret,” endte han drillende, som han blinkede let til hende. Malisha havde altid været noget specielt for ham, hvilket nok aldrig ville ændre sig, for han havde jo altid haft det gode øje til hende, og hun havde altid formået at skille sig ud, selvom det nok ikke var bevidst, men det havde hun og derfor ville hun altid været noget specielt og ekstraordinært for ham.
Det bekymrede et sted Konstantin at Malisha var så afkræftet og udmattet, for det var tydeligt at det havde været nogle hårde uger for hende, og han ønskede ikke at der skulle ske noget med hende. Hun havde brug for sin søvn, så hun var frisk og klar i hovedet, ellers kunne hun jo risikere at miste fokus og videre livet – og det ville han da slet ikke have! Han kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet, da hun knap nok var vågen til at svare ham, hvor han blot rystede let på hovedet, som han ellers lod hende falde i søvn. Han selv tog lidt længere tid om det, da tankerne begyndte at kredse sig i hans sind. Der var sket meget på de få uger, men han var villig til at rette op på alt! Han lagde hovedet ind mod hendes, som han trykkede hende tæt ind til sig, uden at han slap hendes hånd, da deres fingre stadig var sammenflettet. Han ville først og fremmest gennemføre trolovelsen, eftersom Malisha var det vigtigste for ham og det ønskede han også at bevise for hende! Hun var den eneste kvinde han ønskede, den eneste han ville have og derfor måtte han tage sig sammen og holde sig væk fra alle andre, hvilket han også havde klaret i flere måneder ind til videre, så mon ikke han også kunne holde ud resten af livet? Han havde jo fundet sin udkårne; den smukkeste kvinde på hele jorden, der netop lå i hans arme i øjeblikket. Tanken fik ham til at smile, som han selv endte med at glide hen i en dybere og tiltrængt søvn, hvor han blev liggende med hende i sine arme.

//Out