What the...?!

[Deleted]

Malisha var og blev stædig, det dårlige ved hendes stædighed, var at den gjorde hende snæversynet, og det var det at hun var snæversynet og så stolt, at hun typisk undervurderede sin modstander, som den unge vampyr ude i skoven, som næsten havde endt med at slå hende ihjel – og kunne have gjort det. Han kunne ikke lade vær med at grine til hendes ord, hvor han lagde en hånd mod hendes lår – tæt ved hendes knæ – som han strøg ganske blidt. ”Du er så sadistisk,” svarede han morende og næsten helt.. tilfredst? Han kunne lide hende for den hun var, og ønskede ikke at ændre det mindste på hende, for så ville det jo ikke være hans Malisha som han stod overfor, så ville hun ikke være den kvinde, som han havde forelsket sig i.
Det irriterede Konstantin at hun konstant skulle være efter ham, fordi han var den han var. Han havde desværre en svaghed for kvinder, det var ikke fordi han selv havde valgt at være sådan! ”Malisha.. som din far opdragede dig til næsten at være en dreng, så tog min far mig med på bordeller, fordi han krævede jeg vidste hvordan man tilfredsstillede en kvinde. Som du har din syge form for humor i form af sindssyge, så har jeg en syg form for lyst,” svarede han sagte, som han ikke tog blikket fra hende, „og fordi du aldrig har været helt for trolovelsen og altid taget afstand til den og til mig, så gik jeg ud fra at vi aldrig skulle giftes. Det behøver vi stadig ikke, og jeg har aldrig nogensinde gidet, at trække den videre, for jeg har aldrig nogensinde gidet tvinge dig til noget du ikke har lyst til.” Hans mine var yderst alvorlig, som et tydeligt tegn til at han mente sine ord.
Et sted lettede det Konstantin at hun ikke ville slå ham ihjel igen, selvom han et sted også havde vidst at hun ikke gad, og det var måske et usselt træk og et sted afpresning, for at hun skulle blive, men han var virkelig ved at løbe tør for ideer. Hvis han ikke kunne få hende til at lytte til fornuft med sine ord, så måtte han jo prøve på en anden måde! Han kunne dog godt høre at det knuste hende at han bad hende om det, hvor han også kunne se at det kom bag på hende. Han bed tænderne let sammen, som han så væk fra hende for en kort stund. At høre hende så ked af det og se hende så knust, var noget som gjorde ondt, hvor han rynkede brynene. Han var måske lidt skuffet, men det var jo ikke fordi hun kun kunne skuffe ham, for sådan var det slet ikke! Han endte med at tage fat omkring hendes hånd, hvor han denne gang trak hende ind i sin favn, som havde hun været en lille pige der blev trøstet af sin far. Han slog armene omkring hendes krop, for at knuge hende tæt ind til sig, imens han strøg hende blidt over ryggen. ”Hold nu op Malisha. Jeg ønsker ikke at miste dig, jeg ønsker ikke at du skal gå ud af den dør. Jeg ønsker at du bliver her. Her hos mig. Ikke fordi jeg vil have at du skal gøre alt muligt for mig, men fordi jeg har savnet dit selskab. Du er det eneste jeg tænkte på i døden.. eller min halve død vel nærmere. Men jeg kom ikke tilbage for at skændes med dig, eller hundse rundt med dig, men for at nyde en ny chance, som jeg ikke har tænkt mig at lade passere. Jeg har dummet mig mange gange, Malisha, det ved jeg godt, jeg er ikke perfekt, men jeg vil gerne gøre det bedre for din skyld. For.. jeg elsker dig. Og jeg ønsker ikke at såre dig,” hviskede han blidt mod hendes øre, som han kyssede hende på håret, inden han knugede hende mod sig igen. Hvorfor kunne hun ikke bare se at han holdt af hende? At han ønskede at hun blev fordi han elskede hende og ikke for noget andet?! Det frustrerede ham!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde altid været forbandet stædig af sig, og det var faktisk noget som hun kun var glad for i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skule komme til stykket. Hun vendte blikket direkte mod ham. Hændelsen i skoven var ikke noget som hun var videre begejstret for at snakke om, for hun havde handlet i vrede i daværende stund. Hun fnøs ganske kortfattet og vendte blikket en anelse væk fra ham endnu en gang. ”Jeg handlede i en situation hvor jeg ikke burde.. jeg gjorde en enkelt fejl.” Hun vendte blikket endnu en gang mod ham og med den ganske kortfattede mine. Det havde måske været en ond cirkel de havde været i, men det var ikke ligefrem fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for hende på den ene eller den anden måde. Det havde slet ikke været hendes mening at nedgøre ham eller noget lignende, men det var nu bare sådan at det måtte være når det endelig måtte komme til stykket. Hun himlede svagt med øjnene, også selvom hun dog ikke afbrød ham. ”Min far valgte at behandle mig som en dreng og gav mig opdragelsen for en dreng, kun fordi min mor ikke kunne skænke ham hvad han virkelig lystede og ønskede sig, Konstantin..” nærmest forsvarede hun. Ja, til tider havde hun vel ønsket at hun faktisk havde været en dreng? ”Det kan vel ikke forundre dig med alle de kvinder som du har haft? Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har fanget dig i din egen kælder med en ny kvinde siddende i skødet.. Jeg ønsker ikke bare at være en del af mængden.. Jeg vil ikke kunne leve op til det.. eller det som de kan give dig..” Hendes ord var nærmest udtalt i en mumlen, for tanken.. irriterede hende faktisk en smule?
Malisha var slet ikke interesseret i at slå Konstantin ihjel! Tanken om at han havde været væk i så lang tid, var virkelig dræbende nok for hende, som det måtte være fra før af, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Kniven havde hun allerede valgt at give slip på, som hun havde valgt at trække sig væk fra ham og til den anden ende af sengen, som havde han været giftig. At han overhovedet kunne bede hende om det, var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre! For det var ikke retfærdigt på nogen måde! Knust var hun jo bare ved tanken om at skulle miste ham igen! Hun ønskede ikke at være en tjenerinde for ham, men at han direkte skulle.. tvinge hende til at blive der på den måde, det var bestemt heller ikke retfærdigt, for hun ønskede jo slet ikke at være der lige nu! Ikke når det var på den måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At skuffe ham var næste det værste af det hele, for det var jo noget som hun gjorde med alle! Hun skuffede jo altid alle! Hun blev siddende til han tog omkring hendes hånd og direkte rev hende tæt til sig, hvor hun blev siddende fuldkommen stiv, for hun vidste slet ikke om hun burde sidde der! Hans ord gjorde det ikke ligefrem nemmere for hende, og hun hadede virkelig at vise den form for svaghed, for hun var altså ikke svag! Tårerne trillede ned af hendes kinder, som hun hævede den ene hånd og lagde mod hans bryst. Han sad jo der i stort set ingenting foran hende. ”Hold op med at sig det..” bad hun. Ordene var så store og forpligtende, at det direkte måtte skræmme hende!

[Deleted]

Malisha havde begået mange fejl igennem sit liv, men omvendt havde Konstantin også. Det at begå fejl var en del af livet, hvor man måtte tage både nedturene og opturene med sig. At hun ikke var begejstret for at snakke omkring det, lagde han hurtigt mærke til, selvom han egentlig ikke gad, at nedgøre hende for det, for det var jo en fejl alle kunne begå. Han sendte hende et skulende blik, næsten som var det et tegn til at hun skulle holde op med at surmule. ”Hold op Malisha. Alle begår fejl, det har selv jeg gjort. Desuden overlevede du, og det vigtigste af alt; man lærer af sine fejl,” svarede han sandfærdigt og næsten opmuntrende, som han sendte hende et skævt smil. Det skulle hun da bestemt ikke sidde og surmule over!
Konstantin forstod godt at Malisha ikke gad stole på ham, med de mange kvinder som han havde været sammen med, for han havde virkelig været sammen med mange! Det var lige før det gav ham kuldegysninger, når han tænkte på hvor mange han faktisk havde. Han kneb øjnene let sammen. ”Malisha.. det var ikke for at anklage dig. Jeg kan lide dig som du er,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et let smil. Han endte dog med at klø sig næsten pinligt berørt i nakken, da hun fortsatte og påpegede, hvor mange gange hun havde fundet ham med en anden. ”Ja.. skyldig,” svarede han lettere akavet, som han ikke så på hende, men havde vendt blikket ned af. Det var ikke fordi han rigtig kunne redde sig ud af det. Hendes sidste sætning, kom dog bag på ham, hvor han så op mod hende lettere forundret. ”Hvad?” spurgte han lettere uforstående, som om han ikke havde fået det med, „du har da aldrig været en del af mængden! Du har altid skilt dig ud, altid. Og du er da bestemt langt mere værd end dem! Du ligger langt over deres niveau! De er bare.. legetøj, for sjovs skyld. Med dig er det noget helt andet. Du er langt mere respektabel” Det var jo faktisk kommende slaver og prostituerede som han var sammen med nede i kældrene, for han solgte dem jo faktisk videre.
At se Malisha så ked af det, var noget som faktisk berørte Konstantin, for det gjorde ondt. Han ønskede ikke at se hende knust og han ønskede da på ingen måde at være skyld i det! Han elskede hende jo! At hun denne gang ikke forsøgte at komme ud af hans favn, glædede ham, for han ønskede ikke at hun skulle gå, han ønskede ikke at miste hende! Han kunne dog godt mærke at hun endte helt stiv, da han trak hende ind til sig, men så længe hun ikke gik, så var han tilfreds. Han vendte blikket mod hende, da hun lagde en hånd mod hans nøgne bryst og bad ham om at holde op med at sige det. Han nikkede ganske roligt. ”Okay. Bare.. bare du ikke går,” bad han dæmpet, som han løftede den ene hånd og strøg den mod hendes kinder, for at tørre hendes tårer væk. Han lænede sig mod hende og skænkede hendes læber et blidt kys, inden han lagde panden mod hendes. ”Jeg har savnet dit selskab Malisha. Vil du ikke nok blive og bare.. holde mig med selskab?” Han trykkede hende bildt ind til sig, som han fortsatte de blide strøg over hendes ryg.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde ganske vidst gjort frygtelig mange fejl igennem hendes liv, og hun vidste det jo godt. Det var dog ikke ensbetydet med, at hun ønskede at få det hele kylet direkte i hovedet, for det var da slet ikke hendes intention med noget som helst af det, om det var noget som man nu ville det eller ikke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun vendte blikket direkte mod ham og med en mindre utilfreds mine. ”Ja, ja det er fint..” mumlede hun blot. Det var bestemt ikke lige hendes lidt for mange fatale fejltagelser som hun havde noget som helst ønske om at skulle sidde og snakke om, om det var noget som hun nu ville det eller ikke!
Konstantins svaghed for det kvindelige køn, var selvfølgelig noget som automatisk gjorde at Malisha på ingen måde var i stand til at tage hans ord til sig. Tanken gjorde ondt, men selv hun var jo nødt til at beskytte sig på de områder, hvor det faktisk var hende muligt, og at værne kroppen mod at blive besudlet på den måde, var selvfølgelig og helt klart også en af de ting som hun kunne gøre! Hun ville ikke bare lukke en mand tæt på sig, for der var jo også grunde til at hun slet ikke havde gjort det endnu! Hun vendte blikket mod ham. ”Jeg tror ikke det er mig du skænker en tanke, når du ligger der med de mange kvinder i din kælder, Konstantin,” fastholdt hun en kende stædigt. Tanken om at han direkte kaldte hende for respektabel, var en tanke som hun faktisk godt kunne lide, men ikke desto mindre så var det jo noget som kun gav hende en grund mere til at skulle holde ham lidt ude af sit liv? Specielt på det følelsesmæssige punkt? Hun vendte blikket ganske sigende mod ham endnu en gang. ”Hvis jeg er så respektabel, noget for mig selv, på et højere niveau og alt det som du siger, hvorfor har du så alle de tætte..?” spurgte hun. Det var noget som hun slet ikke forstod.
Malisha var direkte ked af det, og det var noget som hun normalt aldrig nogensinde var! At ende direkte i Konstantins arme, var noget som gjorde hende tryg, men alligevel usikker, for hun ønskede det jo slet ikke! Han holdt hende der jo kun! Gik hun, så slog han sig selv ihjel, og det var jo slet ikke noget som hun var interesseret i! Det var helt klart et unfair træk, og det var noget som samtidig også gjorde hende direkte vred et sted, for det var på ingen måder fair! Strøgene mod hendes kinder, fik hende let til at lukke øjnene, også selvom det ikke ligefrem var fordi at hun nød af det som sådan. Hun kunne vel ikke rigtigt tillade sig at nyde det bare sådan? Det gjorde hende forvirret, også fordi at hun slet ikke vidste hvad det var hun skulle forholde sig til! ”Du tvinger mig jo til at blive her,” påpegede hun med en ganske dæmpet stemme, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn! Kysset besvarede hun tøvende, kun for at se ham i øjnene. De mørke øjne hun altid havde været så betaget af.. samt det kække smil som der som regel hvilede på hans læber. Hun trak vejret dirrende. ”Du giver mig jo intet valg..” påpegede hun dæmpet. Hun ønskede jo ikke at finde ham død igen!

[Deleted]

At Malisha ikke kunne lide at få påpeget sine fejl, vidste Konstantin godt, men det var kun for at påpege at hendes stædighed også var hendes svaghed. Måske den også havde gjort at hun aldrig havde givet op, og den havde bragt hende langt, men hun havde også haft nederlag med sig på vejen. Han ønskede desuden heller ikke at der skulle ske hende noget lignende, som den vampyr der efterlod hende til at dø ude i den mørke skov, for der havde hun været tæt på at dø, og havde også været det, hvis ikke han var kommet forbi. Han var dog glad for at hun ikke havde lagt sig ud med den vampyr der havde myrdet ham, for det beviste jo kun at hun havde lært at sine fejl. Han sendte hende et lettere skulende blik, da hun blev utilfreds, hvor han rystede let på hovedet. ”Vær du glad for at jeg redde din smukke lille røv,” svarede han drillende, som det morende og næsten flabede smil gled over hans læber, imens han blinkede let til hende.
Konstantin var pludselig ikke så stolt over at have været tæt på så mange. Normalt ville han være ligeglad, men nu hvor han kendte til sandheden ved Malisha, så følte han en underlig skyld og fik en kæmpe samvittighed. ”Men jeg har jo ikke været nogen tæt, siden du flyttede ind. Jeg har ikke haft nogen tæt i flere måneder!” svarede han sandfærdigt. Det var faktisk stort af ham, når han normalt lå i med en kvinde næsten hver dag. Han var faktisk stolt af sig selv over at kunne holde sig fra det i så lang tid, når det tydeligt var hans største svaghed. Det frustrerede ham næsten, at hun så skulle fortsætte med at køre rundt i det, selvom det også kun gjorde det tydeligt at det gik hende på. Et sigende smil gled over hans læber. ”Malisha.. hvorfor går det dig så meget på?” spurgte han roligt.
At Malisha ikke trak sig ud af hans favn, var noget som glædede ham. Han ønskede ikke at hun skulle gå, selvom han faktisk havde afpresset hende til at blive, men det beviste så også kun at hun ikke ønskede at han døde, dermed betød han alligevel en del for hende, selvom han stadig forsøgte at finde ud af hvor meget han betød for hende. Han lod hovedet søge let på sned, hvor han sukkede let til hendes ord. Han var et sted rædselsslagen for at hun ville gå, han ønskede et sted ikke at være alene, han havde kun tænkt på hende og så blev hun så afvisende? Det gjorde ondt. Et let suk brød hans læber, som kysset blev brudt, hvor han vendte de mørke, næsten sorte øjne imod hende. Et morende smil gled over hans læber til hendes ord. ”Nej.. det var måske rimelig unfair. Men jeg var nød til at få dig til at falde til ro, banke noget fornuft ind i skallen på dig,” svarede han sagte, som han trykkede hende ind til sig og skænkede hendes kind et blidt kys, „Jeg troede desuden du var glad for at jeg var tilbage.. så hvorfor vil du ikke blive?” Denne gang var det ham der sænkede stemmen.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha brød sig slet ikke om at skulle få påpeget sine fejl på den måde. Konstantin kendte hende og hendes forfængelighed og hvor meget hun i sandhed stræbede efter at blive perfekt, selvom hun vidste, at det slet ikke var muligt for hende på nogen måde. Hun sendte ham en tydeligt mere utilfreds mine end det som hun havde gjort brug af før, for hun brød sig slet ikke om at blive fremstillet på den måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hendes smukke røv? Han havde nogen makabre vendinger til tider, og det var noget som alligevel måtte more hende en smule, hvor smilet alligevel måtte brede sig en smule på hendes læber, for hun kunne da slet ikke lade være, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket! Hun vendte blikket mod ham. ”Tro mig.. Det er jeg dig faktisk taknemmelig,” endte hun ganske sigende, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn i den anden ende.
Tanken om at Konstantin havde været så mange kvinder og næsten havde fremstillet det som var han stolt over det, var en tanke som gjorde, at Malisha nærmest trak sig automatisk. Når det kom til erfaring kunne hun jo slet ikke følge de mange tøser som han gik rundt omkring og det var en tanke som et sted generede hende, og så var det bare.. nemmere for hende at trække sig. Ganske enkelt. Hun vendte blikket op mod ham. At det hele ændrede sig nu hvor hun selv havde smidt sandheden på bordet lige for øjnene af ham, var noget som et sted morede hende, for det indikerede jo trods alt kun at han ikke var så ligeglad som det han havde udgivet sig for at være til nu om ikke andet. ”Det kan godt være, men de har stadig været der.. Og det er mere end rigeligt..” mumlede hun ganske let for sig selv, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn i den anden ende. Svagt endte hun med at bide sig i læben, som hun vendte blikket mod hans bryst. Nu var hun endt med at sidde så tæt på ham alligevel, så kunne hun da slet ikke få sig selv til at trække sig på nogen måde! Det føles rart på en underlig måde, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Et sted.. rart? Rart med hans arme om sig? ”Det gør det heller ikke..!” endte hun næsten bestemt. Hun skulle ikke have lov til at blive fremstillet som svag på nogen måde, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende – helt sikkert!
Malisha forsøgte virkelig at falde til ro, selvom det på ingen måder var nemt for hende, så var det noget som hun selvfølgelig forsøgte sig med på alle måder endda! Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. Hendes kinder var stadig våde af tårer, for han tvang hende jo direkte til at blive der! Og det var bestemt ikke noget som faldt i den gode jord ved hende, det var helt sikkert! Hun vendte blikket ned mod hans bryst igen, som kysset blev brudt. Hun kunne godt lide at sidde der, men tanken om hvor mange som faktisk havde siddet i den samme favn, var noget som næsten gav hende kvalme. ”Hvis du kun er i stand til at tænke på din mave, så er der jo heller ikke nogen grund til at jeg bliver her.. jeg er andet end en hånd som kan bringe dig mad i et hus fuld af tjenestefolk..” mumlede hun let for sig selv. Løgn var det jo trods alt heller ikke!

[Deleted]

At se Malishas læber brede sig i et smil ved Konstantins ord, var noget som fik ham selv til at trække på mundvigene. Det glædede ham at han kunne gøre hende glad og få hende til at smile, han elskede når han fik hende til det! Hans mørke øjne hvilede lettere muntert på hendes ansigt, hvor det glædede ham at hun faktisk var i stand til at indrømme at hun var taknemlig, for han vidste godt at hun var stolt, som han også vidste at hun var stædig, egoistisk, selvcentreret og forfængelig, men.. han holdt af hende. Han elskede hende. Han sendte hende et skævt smil. ”Tja.. jeg gør det jo gerne igen,” svarede han sandfærdigt, som hans læber spillede ud i et morende smil. Han ville altid være der for hende, han ville altid gøre alt for at sørge for at hun var i sikkerhed og at hun klarede sig, for andet tillod han virkelig ikke! Og han var selv taknemlig for at han kendte hende så godt, at han havde været i stand til at finde hende den aften, hvor han også havde taget sig af hende – på trods af at det også havde bragt mange skænderier med sig.
Det var aldrig fordi Konstantin som sådan havde været stolt af at være sammen så mange, han havde et sted bare været ligeglad. Han var en charmør, han utrolig kvindeglad mand, men de tøser havde kun været der for at tilfredsstille hans lyster. Han havde været sammen med kvinderne en gang eller to, for så at sælge dem. De havde aldrig betydet noget for ham, og han ville vædde med at nogle af dem havde hadet ham, for at behandle dem som legetøj. Han sukkede let til hendes ord. Hun var virkelig stædig! Og ikke mindst gjorde det ondt at hun skubbede ham væk på den måde. Han så kort væk, selvom han ikke slap hende på noget tidspunkt. ”Du bliver aldrig i stand til at tilgive mig for det.. gør du?” spurgte han sagte og kun for at få et ærligt og direkte svar fra hende. Det var tydeligt at det gik hende på, også selvom hun påstod at det ikke gjorde. Han himlede let med øjnene for sig selv, hvor han lagde en hånd under hendes hage, for at løfte hendes blik, så hun så ham i blikket. ”Malisha.. jeg har kendt dig hele mit liv, jeg kan se og ved når du lyver og når du benægter, så drop det. Det går dig på og jeg kan se det. Og jeg.. jeg lover at jeg ikke vil være nogen andre kvinder tæt, ikke så længe vi stadig er trolovede,” lovede han i en sandfærdig tone, som han betragtede hende lettere afventende.
Blikket forblev hvilende på hendes ansigt, på trods af at hun selv vendte blikket mod hans bryst. Konstantin kunne stadig godt se at hendes kinder var våde på grund af tårerne, men det var intet han ville håne hende for. Hendes ord fik ham til at sukke i sit indre, for hun gav jo aldrig op! Det glædede ham dog kun at hun blev siddende ved ham, at hun ikke skubbede ham væk og gik, for det ønskede han ikke! Han kyssede hende på håret, som han fortsatte de blide strøg over hendes ryg. ”Du er virkelig hård ved mig. Jeg er kun lige kommet tilbage og er afkræftet og du både slår mig og afviser mig? Er du slet ikke glad for at se mig?” spurgte han roligt og lettere nysgerrigt, som han lod hovedet søge let på sned. Et lille træk fandt sted ved hans ene mundvig, hvor de mørke øjne hvilede på hendes ansigt. Han savnede vel egentlig bare at mærke og vide at hun savnede ham og var glad for at han var tilbage.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde slet ikke noget imod Konstantins komplimenter, selvom hun slet ikke vidste, om det var noget som hun burde tage imod eller ikke, og det var noget som alligevel formåede at gøre hende en kende usikker, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. At han ville gøre det igen, forundrede hende virkelig ikke! ”Ja, du kan jo slet ikke undvære min fine ende, vel?” påpegede hun sigende og med et stille smil på læben, for det var noget som et sted faktisk måtte more hende en kende, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hun holdt forbandet meget af ham, det gjorde hun virkelig, men det var svært for hende at lukke op og bare.. snakke om tingene, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det var slet ikke noget som hun følte at hun havde den største kontrol over når det endelig skulle komme til stykket. Følelserne var virkelig langt udenfor hendes fatteevne og den tanke var faktisk skræmmende.
Malisha ønskede slet ikke at blande sig i Konstantins liv og valg af kvinder, også selvom det kun viste hende, at hun ikke var nær så interessant som han havde valgt at give udtryk for. Selvfølgelig var det noget som gjorde ondt for hende at tænke på, og tanken om de mange kvinder var noget som virkelig formåede at give hende direkte kvalme, for det var slet ikke noget som hun ønskede at dele! Hun nægtede at være en del af mængden som han kunne få med til sengs, og det håbede hun så sandelig at han forstod! Hun vendte blikket op mod ham. ”Vi har været lovet til hinanden igennem frygtelig mange år Konstantin, og du har valgt.. du har valgt at være andre tætte andre end mig, så hvordan skal jeg kunne tage dine ord for gode vare? Du troede jeg havde andre og valgte selv at gå til andre tøser? Fordi du troede jeg gik til andre mænd?” Det var svært for hende overhovedet at sætte sig ind i, og hun hadede virkelig at være så rundt på gulvet, for hun kunne virkelig ikke have den tanke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet!
Konstantin havde altid haft en utrolig stor betydning for Malisha, men ikke desto mindre, så var det svært for hende at vise det åbent, også fordi at hun slet ikke var særlig god til følelser på nogen måde! Hun bed sig fast i læben og vendte blikket mod ham. Det var noget som gjorde hende direkte usikker og hun hadede det virkelig som aldrig nogensinde før! Hans ord var noget som direkte kom bag på hende, hvor hun vendte blikket mod ham. Hun blinkede let med øjnene. Sådan som hun havde reageret på det hele, så var det ikke engang svar nok for ham? Et sted gjorde det hende irriteret, men.. det kunne vel heller ikke skade at åbne sig bare lidt og faktisk fortælle ham sandheden? ”Du fortjente virkelig de slag..” begyndte hun dæmpet, for hun var jo slet ikke informeret om at han kunne finde på at vågne fra de døde bare sådan! Armene sneg sig forsigtigt og roligt omkring ham, som hun trykkede sig tæt ind mod ham. ”Jeg opsøgte dig ved graven så ofte det var muligt for mig.. jeg sagde måske ikke noget, men.. jeg har savnet dig..” endte hun varsomt. Sandt var det jo faktisk.

[Deleted]

Konstantin ville til vær en tid gøre sit for at redde Malishas skind hvis det skulle blive nødvendigt. Hun betød alt for ham, og hvis der skete hende noget, så ville han aldrig tilgive sig selv, hvis han ikke ville være der til at hjælpe hende! Hun var stærk nok til at passe på sig selv, men de vidste begge at hun havde haft sine fejl, hun havde sine skøreste ideer der kunne koste hende livet og det bekymrede ham mange gange. Han var ikke altid meget for at hjælpe hende med hendes planer, men så gjorde hun det jo bare alligevel og uden hans hjælp, og så følte han sig næsten tvunget til at hjælpe hende, for han var jo bekymret for hende og han ville ikke have at der skete hende noget. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord, hvor han heller ikke kunne holde en kort latter tilbage. ”Nej jeg kan ikke. Du har det smukkeste bagparti i hele Dvasias. Hvad skulle jeg gøre uden det syn?” spurgte han drillende, som han blinkede morende til hende. Selvom hun virkede hård og kynisk ud ad til – og mange gange også var det – så havde de to altid været i stand til også at more sig med hinanden, hvilket var det han bedst kunne lide; at de kunne være sig selv overfor hinanden.
Malishas ord gjorde ondt, selvom Konstantin sådan set godt forstod hende. Han havde været sammen med andre og han forstod godt hvis hun så ville føle sig som en i mængden, men det var hun jo bare ikke! Hun var noget ganske særligt i hans øjne, det havde hun altid været. Han rynkede brynene ganske let, som hovedet faldt let på sned. ”Undskyld.. Jeg ved godt at det har været forkert, men ja, du har aldrig givet udtryk for at du gad trolovelsen, og jeg troede at du gik til andre, så jeg følte ikke skyld over at jeg gjorde det samme. Vi har måske været trolovede, men ingen af os har taget det alvorligt, vi har levet hvert vores liv. Det er først nu at vi er kommet tæt ind på hinanden igen,” svarede han roligt, som han løftede hånden og strøg nogle af hendes mørke lokker væk fra hendes ansigt, „men du har mit ord; jeg vil ikke være nogen andre kvinder tæt igen, så længe du er i mit liv.” Han betragtede hende med en ærlig og alvorlig mine. Han ville gøre alt for hendes skyld, så længe hun blev hos ham.
Med Malishas reaktion nede i haven, så var det tydeligt for ham at hun holdt af ham og havde savnet ham, men når hun blev så afvisende, så blev han næsten helt i tvivl. Han ønskede slet ikke at skændes, eller hundse rundt med hende, han var glad for at hun var her, at hun hjalp ham, for det satte han virkelig pris på! Hvorfor kunne hun ikke bare tro på ham? Han trak morende på smilebåndet, da hun sagde at han fortjente de slag, hvilket han måske havde, selvom det virkelig havde gjort ondt! Han ville helst sikkert få blå mærker! Han blinkede forundret med øjnene, som hun slog armene omkring ham, for at trykke sig ind til ham, selvom han lige så hurtigt faldt til ro, hvor et varmt smil gled over hans læber. Han strøg hende blidt over håret, hvor hendes ord varmede ham. Han trykkede hende blidt ind til sig. ”Og jeg har savnet dig. Frygtelig meget! Og derfor ønsker jeg at du bliver,” svarede han dæmpet, som han ganske varsomt lagde sig ned i sengen og trak hende med ned over sig.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha nød selv at være tilbage i Konstantins selskab, for det var virkelig noget som hun ellers havde manglet. Den tanke om at skulle være sammen med ham, være sig selv og faktisk have det sjovt, var noget af det som hun faktisk havde savnet mest, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun himlede med øjnene og vendte blikket roligt mod ham endnu en gang og uden at smilet ville falme det mindste fra hendes læber, for hun kunne jo faktisk godt lide at høre ham sige det på den måde, også fordi at hun vidste et sted at han jo faktisk talte sandt. ”Hold da op..” mumlede hun let for sig selv, og næsten forlegent, for.. hun kunne jo faktisk godt lide at høre ham sige det, men det var slet ikke noget som hun ønskede at sige åbent! Sådanne ting var hun da slet ikke særlig god til, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket og endda også på alle tænkelige måder, som man overhovedet kunne tænke sig til.
Det eneste som Malisha faktisk skænkede manden foran hende, var jo faktisk sandheden, for det var sådan at hun have det. Det var jo ikke fordi at hun ønskede at sætte ham i et dårligt lys, for det var slet ikke noget som hun fik det mindste ud af i den anden ende, og det var jo også noget som var kendt for dem begge to om ikke andet. Hun åbnede op, hun fortalte hvordan hun havde det med tingene, også fordi at det var noget som hun så brændende ønskede at få frem på må og få, også fordi at det var vigtigt for hende at få ordene frem om hvordan hun faktisk havde det med tingene, for nu spurgte han jo også! ”Jeg har aldrig selv fået lov til at vælge af mit hjerte, hvem jeg ville have og ikke have,” begyndte hun med en dæmpet stemme, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn i den anden ende. Varsomt endte hun med at vende blikket op mod ham, hvor hun tydeligt måtte bide sig i læben. Hun hadede at være så usikker, for det var en tanke som gjorde hende direkte arrig! ”Desuden har du heller ikke vist interessen.. ved at gå til de mange andre.. Jeg er ligeglad med bagtanken.. du har stadig valgt at blotlægge dig for en anden på en måde som du slet ikke burde..” Det var noget som hun faktisk gik op i. Det hele skulle være ret, og interessen for hende havde jo heller ikke ligefrem været der!
Malisha havde virkelig savnet Konstantin, selvom hun måske ikke ligefrem var den bedste til at vise ham lige netop det tilfælde, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Armene gled varsomt omkring ham, hvor hun satte sig tæt til ham. Hun havde virkelig manglet ham og hvis det var det bevis som han havde brug for, så måtte hun selvfølgelig også vise ham det faktum, for det var sådan at hun havde det med tingene! Hans ord var noget som direkte fik hende til at smile, hvor hun vendte blikket roligt mod ham endnu en gang. ”Det er jeg glad for at høre..” endte hun dæmpet. Så var hun vel heller ikke helt så ubrugelig som hun faktisk havde følt sig? At han lagde sig ned, sagde hun ikke noget til. Hun var faldet til ro med det hele, så hun fulgte ham faktisk kun og lagde sig roligt ved ham – ovenpå ham faktisk.

[Deleted]

Det var rart at Malisha var faldet til ro igen, og ikke mindst glædede det Konstantin at se hende smile. Måske de kunne skændes som hund og kat, og til tider så slemt at helvede næsten ville bryde løst, men de kunne også have deres gode tider, de kunne hygge sig, de kunne drille hinanden, de kunne more sig sammen, de havde altid kunnet være sig selv i hinandens selskab og det var det som Konstantin nød bedst af! At hun blev forlegen var noget som morede ham, selvom han intet sagde til det, tværtimod. ”Jeg mener det! Du skulle bare vide, hvor mange gange jeg ser efter dig,” svarede han drillende, selvom det faktisk var sandt. Hun var utrolig smuk, desuden så havde han jo altid haft et godt øje til hende, og hans følelser for hende var vokset her på det sidste og han havde altid fundet hende attraktiv, for måske hun havde hængt ud med drengene som ung, men hun var stadig en fantastisk smuk kvinde med formerne de helt rette steder! Han kunne faktisk ikke være mere heldig end det han var. Hun var perfekt for ham. Når hun gik forbi ham, kunne han aldrig lade vær med at vende sig en ekstra gang om, for at betragte sig af hende, hvilket han faktisk også havde retten til, eftersom han var hendes trolovede.
Konstantin forstod skam godt Malisha. Hun havde al ret til at afsky ham og holde ham på afstand, selvom det gjorde ondt at vide. Han elskede hende trods alt, og han mente sine ord og det at hun ikke troede på ham, det gjorde ondt. Han havde endelig fundet modet til at sige det og så blev han mødt med den kolde skulder. Det gav ham ikke just lysten til at sige de ord igen, selvom følelserne stadig lå der. Han betragtede hende kort tænkende, inden han lagde en hånd mod hendes kind, som han strøg ganske blidt. ”Malisha.. chancen for at du har kunnet vælge frit har altid været der og er der stadig. Efter vi begge dræbte vores fædre, har kontrakten omkring vores trolovelse ikke rigtig.. holdt. Vi har et sted altid kunne ophæve den, og kan det endnu. Jeg kunne aldrig drømme om at tvinge dig til at gøre noget du ikke vil have. Hvis du ønsker at ophæve trolovelsen Malisha, så sig det, for så gør vi det. Jeg ønsker ikke at holde dig til en kontrakt, hvis du hader og afskyer det,” svarede han sandfærdigt, som han strøg hendes kind for en kort stund, inden han trak hånden til sig igen. ”Du har ret. Og du har al ret til at hade mig, afsky mig og holde mig på afstand. Men jeg har givet dig mit ord. Jeg vil aldrig nogensinde blotlægge mig på den måde for en fremmed kvinde igen. Det er alt sammen stadig din ret,” svarede han sandfærdigt. Det var et løfte han ville holde! Han var dog lidt usikker på hvor hun ville hen, for var hun imod trolovelsen og ville ophæve den, så måtte hun jo sige det.
Det glædede kun Konstantin at hun var faldet til ro igen, for så var hun også til at have med at gøre, så var hun ikke så stædig og så hørte hun ikke kun sig selv. Tværtimod var hun faktisk til at snakke med. Han trak på smilebåndet til hendes ord. Han elskede når han selv gjorde tingene rigtige ved hende, når han gjorde hende glad, fik hende til at falde til ro, eller fik hende til at smile. At hun også blev liggende ovenpå ham, fik ham kun til at trække yderligere på smilebåndet, hvor han roligt løftede hovedet for at kysse hende mod panden, inden han lagde hovedet ned i puden igen. ”Du burde smide din våde kjole. Jeg vil nødig have at du bliver syg,” svarede han sandfærdigt, som han løftede hånden og strøg den igennem hendes mørke lokker. Han havde set alt på hendes krop før, som omvendt, desuden havde hun flere gange lagt halvnøgen ind til ham. Desuden gik han ud fra at hun stadig havde sine ting her, så en natkjole kunne hun vel også tage på, hvis det var det hun ville?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var ganske vidst ved at falde til ro igen, selvom der stadig var frygtelig mange ting som faktisk manglede for hendes del for at hun skulle finde den optimale hvile og ro i kroppen. Selvfølgelig var det hende en hjælp at Konstantin var der, for han havde altid fået hende til at slappe af! Og lige nu var bestemt heller ikke noget undtag! At han godt kunne lide at kigge på hende, var en tanke som hun godt kunne lide, for hun havde vel.. altid gjort sig lidt til for ham? Selvom interessen som sådan aldrig rigtigt havde ligget der. Hun himlede med øjnene, også selvom det var hendes måde at skjule at hun var.. forlegen på? Hun vendte blikket mod ham endnu en gang, hvor hun let blinkede med øjnene. Det glædede hende faktisk kun at han var så ærlig som han var i denne stund, for lige så, så var det nemlig også noget som hun havde så brændende brug for at vide! ”Tør jeg spørge om hvor meget du faktisk kigger efter mig? Siden jeg ikke har haft det mindste kendskab til det..” endte hun ganske stilfærdigt, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn for hendes vedkommende. Hun ønskede vel et sted at være kendt med det? Også fordi at han jo faktisk var hendes trolovede.
Det var jo ikke direkte fordi at Malisha hadet manden, for det gjorde hun på ingen måde. Det som han gjorde, var bare ikke noget som faldt i særlig god jord ved hende, og tanken om det som han gjorde, var faktisk noget som gjorde temmelig ondt på hende selv, for hun havde vel ikke været spændende nok? Selvom han nu sad og fortalte hende anderledes, så var det faktisk også noget som hun bare godt kunne lide at få bekræftet på denne her måde. Hans strøg mod hendes kind, fik hende let til at lukke øjnene, hvor hun egentlig bare blev siddende ved ham. Det virkede faktisk til at han havde tænkt frygtelig meget over tingene, og det var noget som et sted også helt klart havde en lettende effekt på hende, så det var så sandelig heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende. Hun vendte blikket op mod hans skikkelse endnu en gang. ”Jeg har jo ikke valgt at bryde den..” påpegede hun ganske sigende, for løgn var det ikke. Hun ønskede Konstantin, men det som faktisk havde afholdt hende fra at få ham, var jo de mange kvinder som han søgte til.. i stedet for hende, og det var noget som gjorde hende trist. ”Jeg… jeg vil ikke bryde den..” tilføjede hun langt mere dæmpet. Der var ikke nogen grund til at gøre en kort historie lang, for det var jo sådan at hun havde det med det hele.
Konstantin lovede hende rigtig meget lige nu, og mange af tingene var så skræmmende store, at det ikke var noget som hun bare sådan kunne finde ud af om hun skulle tage imod eller ej, og selvfølgelig var det noget som gjorde det hele så langt værre for hendes vedkommende, for det var helt klart noget som forvirrede hende, og det var jo slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre på nogen som helst måde overhovedet! Hun blev liggende ved ham og ellers bare.. lå og slappede af, for det var helt klart også noget som hun havde brug for efterhånden! Hun sukkede tungt.. Det var første gang i uger hun faktisk følte at hun kunne slappe af! Hun trak svagt på smilebåndet til hans ord. At se ham afklædt, var ikke noget nyt og specielt heller ikke at han så hende uden noget som helst, så.. hvorfor ikke? ”Eller er det bare en undskyldning for at få lov til at se min ende..?” påpegede hun dæmpet, dog drilsk. Hun gled ned ved siden af ham, hvor hun trak kjolen op over hovedet og smed den vilkårligt fra sig ved siden af sengen, inden hun lagde sig ned ved hans side endnu en gang.

[Deleted]

Malisha var virkelig en utrolig flot kvinde. Konstantin havde altid haft et godt øje til hende, som han altid havde kigget efter hende, selv da de havde været små. Da han havde været lille, havde man typisk altid set en drenget tøs, men han havde altid kigget en ekstra gang efter hende, næsten for at forestille sig hvordan hun faktisk ville se ud, hvis hun var klædt i kjole og ikke i drengetøj. Nu var hun blevet utrolig feminin i forhold til da hun havde været lille og hun var blevet en flot, attraktiv kvinde, som han ikke kunne lade vær med at se efter. Næsten et sted for at se hvor heldig han faktisk var, ved at have hende som trolovede. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. ”Naturligvis må du vide det. Jeg kigger altid efter dig, når du har vendt ryggen til mig. Fra top til tå,” svarede han morende, selvom det var sandt. Han kunne jo faktisk ikke lade vær. Måske han var en kvindeglad mand, måske han havde været sammen med mange, men Malisha var anderledes, og han var faktisk heldig ved at være trolovet sammen med hende; en smuk, attraktiv og stærk kvinde.
Konstantin havde skam tænkt meget over tingene, og det var ikke bare på denne aften, nej det havde han gjort i den tid hun havde boet hos ham, hvilket svarede til de måneder de begge havde ligget syge her. Hans følelser for hende havde vokset sig større og han havde ikke gidet være tæt på nogen kvinde, fordi han elskede hende og respekteret hende. Selvfølgelig var det et sted svært, når han ikke var tæt på nogen kvinde og tit følte han sig opstemt til at gå ned i kældrene, men han havde altid undladt det, fordi han trods alt havde haft hende her. Og et sted havde han jo også lovet sig selv at han ikke ville gøre hende, et løfte som han nu havde sagt højt og ville love hende. Han ønskede ikke at være andre kvinder tæt, specielt ikke nu. Han trak let på smilebåndet til hendes ord, hvor han fortsatte de blide strøg over hendes kind, inden han lagde armene omkring hende. ”Godt. For jeg vil heller ikke ophæve den,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et skævt smil, idet han lænede sig imod hende og plantede et kys mod hendes mundvig, inden han trak sig igen. Han ønskede kun hende.
At høre Malisha ligge og sukke tung, fordi hun slappede af, var noget som fik Konstantin til at trække på smilebåndet. Han kunne også selv slappe ordentlig af, nu hvor hun selv var faldet til ro, for så var hun langt mere medgørlig! Han trak morende på smilebåndet til hendes ord, hvor han også slap en kort men munter latter. ”Åh, jeg kigger skam ikke væk,” svarede han sandfærdigt. Hvis hun smed tøjet, så han da altid efter, så på alt det som faktisk var hans ret, fordi de var trolovede. Han vidste desuden også at hun også betragtede sig af ham, hvis han endelig smed tøjet. Han så blot hvordan hun smed kjolen fra sig på gulvet, hvor han betragtede sig af hende med et tilfredst smil på læberne, imens han roligt rykkede sig en anelse ind på sengen og gjorde plads til hende, kun for at gribe fat omkring dynen, som han trak over dem begge. ”Desuden er din ende jo stadig dækket til,” påpegede han drillende, som han førte den ene hånd ned under dynen, hvor han tog fat omkring håndklædet og smed det ned på gulvet, „jeg sover bedre nøgen.” Han sendte hende et drilsk smil og blinkede morende til hende, som han lagde sig ind til hende, for at lægge armene omkring hende.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde altid været klar over, at hun havde været en flot kvinde, selv om det ikke var det som hun var blevet anerkendt for i længden. Alene den tanke om hvor mange som egentlig var imod en, bare fordi at man var af det kvindelige køn, var en tanke som gjorde hende temmelig irriteret, og det var det som hun havde forsøgt at kæmpe imod, for kvinder kunne i den grad være mindst lige så intelligente og begavede som mændene var! Konstantin havde altid givet hende den chance som hun havde haft brug for, så selvfølgelig var det noget som hun virkelig var frygtelig glad for, også fordi at det var noget af det som hun havde haft brug for i længden – at nogen faktisk troede på hende. At han altid så efter hende, var en tanke som hun godt kunne lide, selvom hun et sted var temmelig træt af, at det ikke var noget som hun havde haft kendskab til fra før af. Hovedet lod hun søge let på sned. ”Og kan manden så lide hvad han ser? Eller kigger han bare for at kigge..?” spurgte hun ganske stilfærdigt, for det var noget som faktisk gjorde hende en kende nysgerrig. Ikke lidt, men faktisk temmelig meget.
Det kunne faktisk kun irritere Malisha at hun ikke havde haft nogen anelse om hvordan Konstantin havde haft det med tingene før nu, også fordi at dette var noget som helt klart ville have hjulpet hende en hel del, om hun havde vidst det fra før af, men end ikke han havde formået at åbne munden overfor hende, og hun hadede det faktisk! Dog var det hende en form for.. lettelse at have bare lidt kendskab til det nu. Hun ønskede slet ikke at ophæve trolovelsen, også selvom det hele var sket uden at hun kunne gøre noget som helst for at undgå at komme for tæt på det som det nu måtte være i den anden ende. Strøgene mod hendes kind fik hende til at slappe af, også fordi at det var ved at være så frygtelig længe siden efterhånden, for der havde ikke rigtigt været nogen til at få hende til at falde til ro bare sådan! At han heller ikke ønskede at ophæve den, var noget som fik hende til at trække svagt på smilebåndet. ”Mener du det så, eller er det kun fordi du vælger at snakke mig efter munden, ligesom alle andre har gjort i uger nu..?” Måske hårde ord, men hun havde virkelig brug for at vide det!
Tanken om at ligge så tæt på Konstantin igen, var noget som i sandhed formåede at bringe Malisha til en ro som hun havde haft brug for igennem skræmmende lang tid! Øjnene gled stille i, også selvom det egentlig ikke gjorde hende noget at han kiggede, som hun tog kjolen af, for det var jo ikke ligefrem fordi at hun havde noget imod at han så hende, for hun ønskede at udkonkurrere de andre tøser, så det kun var hende som han havde brug for, og det var sådan at hun agtet at det skulle være! Hun vendte blikket mod ham, som han tog fat om håndklædet og rev det fra sig, hvilket fik hende til at himle med øjnene, for det rørte hende virkelig ikke! ”Eller er det bare endnu en af dine mange undskyldninger..?” endte hun roligt, som hun lagde sig ganske roligt til rette i sengen ved siden af ham. Pludselig følte hun sig skræmmende træt, så man skulle tro at det måtte være løgn!

[Deleted]

Malisha var en fantastisk smuk kvinde, som Konstantin aldrig havde kunnet tage blikket fra. Han følte sig utrolig heldig ved at det lige præcis var hende som han var blevet trolovet med, for hun var smuk, hun var attraktiv, men ikke mindst var hun stærk. Hun var kløgtig, smart og strategisk, han kunne jo faktisk ikke bede om en bedre hustru. Ganske vidst havde hun sine fejl, der var dårlige ting ved hende, men det kunne han godt leve med. Han holdt af hende og det havde han altid gjort, han var jo den første der nogensinde havde anerkendt hende for den hun var og set bort fra alt andet, mange havde jo dømt hende fordi hun havde været en kvinde og dengang fordi hun havde været pige, men han havde allerede som lille set potentialet i hende og hjulpet hende frem, hvilket han havde gjort igennem hele livet. Han trak morende på smilebåndet ved hendes ord. ”Åh tro mig Malisha. Han elsker synet,” svarede han sandfærdigt, som om det ikke var ham de talte om, „og jeg har det fra kilden selv.” Han blinkede drilsk til hende, hvor smilet ikke falmede det mindste.
Konstantin havde aldrig påstået at han ikke havde gidet trolovelsen, han havde bare aldrig nævnt den, fordi hun altid havde talt dårligt om det før i tiden, så han havde bare ladet det være. Et sted havde han vel regnet med at de engang skulle gifte sig og føre deres arv videre, men årene var gået og de havde endnu ikke trukket den videre, selvom han faktisk flere gange havde sagt at han ikke ønskede at ophæve trolovelsen, for så havde han da for længst fået det gjort, men et sted havde han vel faktisk ventet på hende? Hans blik blev fattet og dog stadig roligt ved hendes ord. ”Malisha.. jeg har givet dig de tre store ord, og du tror jeg bare taler dig efter munden? Giver dig ret, for at give dig ret? Jeg ønsker ikke at ophæve trolovelsen, fordi jeg virkelig oprigtigt ikke ønsker det,” svarede han sandfærdigt, uden at han tog blikket fra hendes mørke øjne på noget tidspunkt.
At betragte Malisha mens hun afklædte sig, var bestemt ikke første gang. Han havde set hende både halvnøgen og helt nøgen op til flere gange og hver gang nød han virkelig synet af hende! Denne gang var heller ikke et undtag. Hun havde allerede udkonkurreret de andre tøser, hun havde allerede slået dem, hun var så meget mere værd end de andre, hun var så meget smukkere, så langt mere respektabel. Hun var perfekt. Dynen fik han trukket over dem begge, så de begge lå skjult, nu hvor han selv lå splitternøgen – skønt der intet nyt var i synet for hende. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord. ”Hvem sover ikke bedst nøgen?” spurgte han drillende, som han lod armene søge omkring hende, da hun selv valgte at lægge sig ind til ham. Det glædede ham at hun var faldet til ro, så var hun også langt mere medgørlig og ikke mindst langt nemmere at tale med. Han lagde en hånd under hendes hage, for at løfte hendes blik, hvor han skænkede hendes læber et blidt kys, „og du ved slet ikke hvor heldig jeg føler mig.” Han var glad for at det var hende som lå der, frem for en anden, for han havde virkelig savnet hende!