What the...?!

[Deleted]

Når det kom til følelser så havde det aldrig været noget som Konstantin havde været god til at udtrykke. Han var direkte elendig til det med at binde sig til ansvaret for en anden og det at komme frem med de inderste følelser, for han havde altid været en mand der gjorde det hele overfladisk, der havde aldrig lagt noget i det som han havde gjort. Han havde aldrig sagt de tre store ord til nogen, for han havde aldrig elsket nogen, ikke før nu om ikke andet, og han vidste ikke hvordan han skulle få det sagt, når hun selv konstant afviste ham og mejede ham ned, når han endelig forsøgte på det. Og derfor kunne han ikke få sig selv til det. Et sted var han vel bange for at han ville ydmyge sig selv? Det skræmte ham at føle sådan, fordi det var nyt, og fordi han ikke selv vidste hvordan hun havde det med det hele. Han skævede kort mod hende, da hun selv lød utilfreds, men hvad pokker skulle han dog sige? Han kunne jo ikke sandheden. Han endte blot med at fumle med sine fingre i vandet, for blot at have noget at give sig til, for han ønskede heller ikke at sige mere forkert, eller komme med en latterlig kommentar, for så ville hun alligevel bare flå ham levende. Et sted irriterede det ham at han ikke bare kunne sige det, men.. han vidste heller ikke hvordan han skule gøre det.
Det var ikke fordi det havde været Konstantins mening at gøre Malisha vred, eller selv afvise hende blankt og åbent, men han vidste ikke hvordan han skulle reagere ellers. Hun trængte ham op i en krog og så slog han automatisk fra sig. Han kunne ikke sige det, selvom han havde lyst til det, og han vidste ærligtalt ikke hvordan han skulle! At hun så skulle komme med den åbne sandhed omkring at hun aldrig havde været en eneste mand tæt, kom virkelig bag på ham, for hun havde jo altid sagt at hun havde! Det var vel også derfor at han aldrig havde været sammen med nogen anden kvinde og følt samvittighed, fordi han havde regnet med at hun gjorde det samme, men nu følte han pludselig en kæmpe skyld og ikke mindst en kæmpe skyldfølelse. Det var heller ikke fordi det havde været hans hensigt at få hende til at gå, hvor hans stædighed og viljestyrke var det eneste der fik ham op på benene, for ellers var han alt for afkræftet, hvilket også viste sig, da han trådte første skridt ud i værelset, så han ikke længere havde sin støtte. Han tog sig let til hovedet, som han havde slået ind i kanten ved kommoden, hvor han pludselig blev slået med en kæmpe hovedpine. Han faldt dog en anelse til ro, da hun faktisk valgte at komme tilbage og hjælpe ham op at sidde. Han blinkede let med øjnene, da han pludselig følte sig svimmel, hvor han kun lige og lige opfangede hendes ord. ”Jeg var jo nød til at stoppe dig,” mumlede han roligt og med en stemme der afslørede den smerte han følte. Han kneb øjnene sammen, da hun dyppede den våde klud mod hans sår, hvor han næsten automatisk forsøgte at rive hovedet til sig. ”Av..” beklagede han sig, selvom han lod hende rense det. Han så let mod gulvet, næsten med en skamfuld mine. ”Jeg vil ikke have at du går. Og jeg skulle heller ikke have råbt af dig. Tilgiv mig,” bad han i en undskyldende tone, som han vendte blikket mod hende igen.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var bestemt ikke særlig god til det med følelser, men hun forsøgte virkelig at finde ud af det. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at Konstantin var hende nogen særlig hjælp på det punkt, for han gjorde jo for pokker ikke andet end at forvirre hende! Tanken om at skulle binde sig til en enkelt, var bestemt heller ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, men det var nu bare sådan at det var. Han forvirrede hende, og derved afviste hun, for hvad andet skulle hun da kunne gøre ved det? Hun vidste ikke rigtigt hvad det var hun havde at forholde sig til, men.. ja, hun var vel glad for tanken ved at han endnu var der, selvom hun var direkte elendig til at vise det på en mere positiv måde? Men frem skulle det vel nok komme? Hun vendte blikket direkte mod ham. Han gjorde jo heller ikke andet end virkelig at forvirre hende! At han så pludselig begyndte at fumle med sine hænder og bare stirre ned i vandet, sagde hun nu heller ikke noget til, for han tænkte vel ting igennem? Han havde skam også været væk frygtelig længe, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Selvfølgelig var der jo det! Hun vendte blikket roligt mod ham endnu en gang, også selvom hun ikke sagde noget. Hvad pokker skulle hun da sige?
Konstantins reaktion, var noget som satte Malisha direkte ud af kurs, og det var slet ikke noget som hun brød sig om. Han kunne jo bare gøre alvor af sine trusler, og specielt hvis hun ikke var interessant nok til at det blev til noget! Hun havde sparret sig til ham, ligesom hun havde fået besked af sin mor om at gøre, men det var nu bare sådan at det var. Det gjorde hende ked af det, at han overhovedet kunne true med det bare sådan! Hun havde valgt at rejse sig fra vandet og var kun vende sig i retningen af værelset, selvom lyden af hans fald, var noget som fanget hendes opmærksomhed, for hun var jo trods alt også bekymret for ham! Hun tog fat om kluden, dyppede den i vand og strøg den forsigtigt over hans pande – så forsigtigt som det nu var hende menneskelig muligt om ikke andet, for det var ikke noget som lå så naturligt til hende! Hun vendte blikket direkte mod ham. ”Du behøver ikke stoppe mig for noget som helst… Hvis du vil bryde op i det hele, så gør det.. Vi har jo aldrig gjort alvor af det uanset, så.. hvorfor binde os af det?” endte hun med en ganske bestemt mine. Sorgen måtte hun skjule, for.. de havde jo aldrig gjort noget ud af det, så den betydning kunne hun vel næppe have for ham? Hun vendte blikket direkte mod ham. ”Med alle dem som du har forsøgt i sengen, så kan du sikkert finde en som egner sig for dig,” endte hun sigende. Udtalelsen var måske en kende mere sammenbidt end det som den havde været til nu, men det var så ikke noget som hun kunne gøre ved. Selv hun måtte give udtryk for sine følelser på en eller anden måde. Hun himlede med øjnene, som han beklagede sig. ”Hold da op Konstantin..” mumlede hun let for sig selv, som hun bevidst valgte at trykke en anelse hårdere, et sted også for.. sorgens skyld vel? At han faktisk gjorde hende ondt ved at sige de ting?

[Deleted]

Alt det at give udtryk for sine følelser havde Konstantin aldrig været god til. Jovist kunne han sagtens charmere sig ind hos en kvinde ved at give hende de komplimenter og søde ord hun ville bruge, men det var jo alt sammen overfladisk, det havde aldrig været dybere. Ikke før nu, hans følelser for Malisha blev ved med at vokse og han kunne ikke få sig selv til at sige det, hvilket forvirrede ham og frustrerede ham, specielt når hun konstant gav udtryk for at hun ikke så på ham på den måde. Hun blev sur når han kaldte hende for ’sin’, hun afviste ham når det kom til den fysiske del – selvom han godt forstod hende der – men det efterlod ham næsten kun med følelsen af at hun fandt ham.. frastødende. Og hvis hun virkelig talte sandt om at hun ikke havde været nogen anden mand tæt, nogensinde, så fik han faktisk dårlig samvittighed, for han havde altid troet at hun havde gjort det samme som ham – bare ikke i samme mængde, men det var åbenbart en løgn. Han gad så bare godt vide hvorfor hun aldrig havde trukket den videre med nogen, for.. havde hun aldrig haft lyst? Det gjorde ham nysgerrig på at vide hvad grunden faktisk var. At han så skulle dumme sig så meget, at hun skulle gå op ad vandet og gå mod døren, gjorde ham helt nervøs, for han ønskede jo ikke at hun skulle gå! Et sted var han jo faktisk glad for at de var trolovede, for så kunne han jo stadig kalde hende for sin, så var han alligevel et skridt tættere på det han ønskede; hende. Han rynkede let brynene ved hendes ord, hvor han godt lagde mærke til at hun faktisk var forsigtig med kluden. ”Jamen jeg vil jo ikke ophæve trolovelsen! Jeg.. Jeg.. Jeg..” Han endte med at sukke. Hvorfor skulle det være så svært at sige?! Det var tre skide ord! Og alligevel kunne han ikke. Han vidste ikke hvordan hun havde det, og alligevel virkede hun til dels.. ked af det? Mon hun selv faktisk kunne lide trolovelsen mere end hvad hun havde givet udtryk for? Han var bare i tvivl, for hun havde altid sagt at det ikke betød noget, at hun ikke gad trække den videre, hvilket var det som gjorde ham så frygtelig usikker.
Konstantin vendte blikket mod hende, som hun nævnte dem som han havde været i seng med, hvor han kneb øjnene let sammen. ”Men de betød da ingenting! De var bare.. for fornøjelsens skyld! Det var overfladisk! Jeg har aldrig haft følelser for nogen kvinde! Ikke før.. nu …” Han endte med at vende blikket nedad, hvor han blot lod hende fortsætte. Han var glad for at hun blev og faktisk hjalp ham, selvom han stadig frygtede for at hun ville rejse sig og gå ud af døren og han var ikke i stand til at følge efter hende i den afkræftede tilværelse som han var i! At hun så skulle trykke hårdere, fik ham til at knibe øjnene sammen. ”Det der gør ondt,” bed han kort. Hvorfor kunne hun ikke bare gøre tingene forsigtigt? Det var jo ikke så svært igen! Han bed blot tænderne sammen, som han lod hende, det gav ham da også noget andet at tænke på.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var på ingen måder særlig god til følelser, for det var faktisk noget af det som skræmte hende mest, og det var ikke noget som hun brød sig særlig meget om! Med Konstantins løse bukser, så vidste hun godt, at han havde været frygtelig tæt på så mange, og det var slet ikke en tanke som hun brød sig særlig meget om, men ikke noget som hun direkte kunne gøre noget ved. Selv havde hun måske ikke været så tæt på så mange som han havde – og da slet ikke på samme måde, for hun kunne virkelig ikke få sig selv til det. Tanken skræmte hende, også fordi at der med det, også fulgte en form for forpligtelse, og det var slet ikke noget som hun var synderlig interesseret i! Trolovelsen gav hende om ikke andet en undskyldning for at holde andre på afstand, for de havde skam forsøgt og igennem temmelig mange år, men kun mødt en mur! Hun havde sparret sig til den eneste ene og den rette i hendes liv – og han var der ganske vidst, men stadig udenfor en rækkevidde som hun kunne tage at føle på, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, og ikke noget som hun ellers kunne gøre noget ved. At han slet ikke ønskede at bryde trolovelsen, var nu noget som forvirrede hende endnu mere! For det var jo lige netop det som han havde givet udtryk for! Hun himlede med øjnene og rystede så på hovedet. Det var ved at blive for meget for hende efterhånden! Hun vendte blikket direkte mod ham. ”Du hvad? Du har jo så mange omring dig, som sikkert ikke engang er klar over, at du har været væk!” endte hun sandfærdigt. Det var de færreste som faktisk var klar over det, men det var jo underordnet! I det store og hele, så.. følte hun vel heller ikke at.. hun var ham værdig på det punkt? Hun var jo fuldkommen uvidende!
Konstantins ord ramte Malisha frygtelig hårdt, også selvom hun virkelig forsøgte at skjule det. Var han faldet for en af sine mange tøser? En af de mange tøser som han rendt rundt med dag ud og dag ind ellers? Hun vendte de mørke øjne direkte mod ham endnu en gang og med en direkte vred mine, selvom hun virkelig forsøgte at skjule det, men det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt! Hun endte direkte med at give ham kluden i hånden i stedet for. ”Hvis du allerede har fundet en som har fået de følelser til at brede sig, så gør dog noget ved det.. Jeg skal endelig ikke holde dig tilbage..” mumlede hun, også selvom det var mere for hende selv, end det som det måtte være for nogen anden, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun rejste sig endnu en gang, kun for at bevæge sig tilbage på soveværelset. Kroppen sitrede. Ikke bare fordi at hun var vred, men også fordi at.. det gjorde ondt. Hun havde jo slet ikke forestillet sig eller regnet med at Konstantin faktisk ville finde ud af at lade de følelser brede sig! Det var han jo slet ikke typen til! Men igen.. hvis han bare ville bryde trolovelsen og finde sammen med en anden, så skulle han da være hjertelig velkommen!

[Deleted]

Selvom Konstantin havde lyst til at råbe det ud, hvad han faktisk følte, så kunne han ikke, han var bange for at hun ikke følte det samme, som han frygtede at han gjorde sig selv til grin, og ikke mindst.. hun ville jo alligevel ikke tro ham! Hun ville sikkert bare le af ham og gøre nar af ham og så var han fuldstændig til grin. Det irriterede ham, at han ikke kunne forudsige det, selvom han næsten kendte hende for godt til at hun alligevel ikke ville tro ham. Og så frygtede han at hun bare ville grine af ham og det gad han heller ikke. Han følte sig i et kæmpe dilemma. Han sukkede kort, hvor han skævede mod hende. Om nogen vidste at han var død eller ej, var han faktisk ligeglad med. Ingen betød noget for ham, han var ligeglad med alle, foruden hende. Han havde set hende bryde sammen på græsplænen, det måtte vel betyde noget? Han ville bare ønske at han kunne læse på hende hvad det var. Det måtte jo næsten være fordi han var død, for sådan som hun havde rablet som en vanvittig. ”Ja? Men du var i hvert fald ikke ligeglad,” svarede han sagte, som han betragtede hende sigende, næsten for at fange enhver reaktion hun kom med. Han ville gerne læse hendes tanker, for det kunne muligvis gøre det lettere for ham selv, men forsøgte han, ville hun kunne mærke det, og han ønskede desuden ikke at bryde ind i hendes allermest private sted; hjernen. Så ond var han dog ikke, men det ville sikkert gøre det ti gange lettere for ham selv.
Konstantin endte med at rynke brynene i en uforstående mine, da hun pludselig virkede.. vred? Han så kort mod sine hænder, da hun valgte at give ham kluden i hånden, inden han så måbende op mod hende igen. Hvad lavede hun? Hun måtte da ikke gå! Han mærkede hvordan hans hjerte begyndte at slå hurtigere imod hans bryst af panik. Det ville han ikke have! Hun havde ret i en ting; han burde gøre noget ved det, og det havde han virkelig også lyst til, men det var altså ikke bare så let igen! ”Hey.. vent!” Han nåede ikke sige mere, da han blot så efter at hun gik forbi ham og ud mod værelset, hvor han smed kluden fra sig og direkte trak sig af sted med armene, for at søge efter hende. ”Malisha!” vrissede han direkte beordrende for at få hende til at blive, selvom hun kunne gå langt hurtigere end det som han kunne trække sig over gulvet! Han mærkede hvordan panikken spredte sig hurtigere i ham, hvor han næsten følte sig helt fortabt. Han var bange for at hvis hun gik nu, så ville han aldrig se hende igen. Uden at han tænkte over det, tog hjernen over, hvor han blot åbnede munden: ”Dumme gås! Det er jo dig! Jeg elsker dig!” Han trak sig over dørtærsklen fra badeværelset til soveværelset, hvor han forsøgte at se sig over skulderen, da han trak sig baglæns over gulvet, han kunne dog ikke få øje på hende og gik ud fra at hun allerede var ude på gangen. ”JEG ELSKER DIG!” direkte brølede han efter hende. Måske ikke just den mest charmerende måde at se på, men han tænkte ikke engang over det. Ordene flød ud af hans mund, uden at han rigtig kunne nå at tænke sig om to gange, men.. han var bare nød til at stoppe hende!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde slet ikke nogen anelse om hvad Konstantin følte for hende, men det var nu heller ikke noget som hun kunne gøre noget ved som sådan, om det var noget som han nu ville det eller ikke. Blikket vendte hun roligt mod ham endnu en gang. At han havde haft så mange, var noget som alligevel fra før af, måtte holde hende på en afstand, for hun ønskede ikke bare at være en del i mængden, og derfor havde hun vel også valgt at tage afstand til ham på det følelsesmæssige plan, for.. hun var vel bare en i mængden og en af de få som han ikke havde fået med til sengs endnu? Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang, også selvom hun slet ikke vidste hvad hun skulle sige! Hun kunne jo ikke ligefrem lyve og sige, at hun var ligeglad, for det var vel det sidste som hun havde været? Også med den reaktion som var kommet da han bogstavelig talt var stået op af sin egen grav, som havde været hans nye hjem for flere uger! Hun havde endda gået og passet den, så den ville se ordentlig og fin ud, så alle ville være i stand til at minde ham – hun gjorde i hvert fald, også selvom hun vidste, at hendes død nok ikke ville få nogen til at reagere på samme måde. Munden åbnede hun flere gange, også selvom der ikke kom nogen ord ud, hvor hun bare endte med at ryste på hovedet og vende blikket lidt væk fra ham. Hun vidste da slet ikke hvad hun skulle sige! Hun knyttede let den ene hånd. ”… Og hvad så..?” spurgte hun dæmpet. Hun ville slet ikke snakke om det, for det var en reaktion som det slet ikke havde været meningen at han overhovedet skulle se!
Tanken om at Konstantin havde fået følelser for nogle af de mange andre tøser som han havde været sammen med, var noget som virkelig stak Malisha i hjertet, også selvom det egentlig ikke.. forundrede hende? De gav sig hen til ham på så mange måder, som hun slet ikke var i stand til at gøre det, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes del. Hun vendte blikket roligt mod ham og med den ganske stilfærdige mine fra før af. Han kunne jo lige så godt gøre noget ved det, hæve deres trolovelse og finde en kvinde som han følte at han kunne leve med, for hvis det ikke var hende, så skulle hun da endelig ikke holde ham tilbage. De havde aldrig gjort noget ved trolovelsen, og nu hvis det var en af de andre tøser som trak i ham, så få det da brudt! ”Gør noget ved det, Konstantin..” endte hun mere spidst, som hun nåede soveværelset. At han kaldte på hende, var ikke noget som hun reagerede på. Hun var hans leder, så hun kunne gøre hvad der passede hende! Det havde hun gjort i uger nu, hvor han ikke havde været der til at holde hende i ørene! Hun endte dog direkte med at stoppe op, som de store ord ramte hendes øre. Direkte betydningen var hun ikke kendt med, for end ikke hendes forældre havde sagt dem. Hun blinkede med øjnene, inden hun meget varsomt vendte sig mod ham endnu en gang. ”.. Hvad.. var det lige du sagde..?” nærmest beordrede hun. Hun var da sikker på at hun havde hørt forkert!

[Deleted]

Ingen af dem havde været specielt gode når det kom til det med følelser. Konstantin havde måske altid været bedre til at give udtryk for bekymring og omsorg, men han så det heller ikke som en svaghed, for når han så hende komme til skade, så blev han automatisk bekymret, det samme var han blevet, da han havde fundet hende døende i den mørke skov. Hun betød alverdens for ham, og han ønskede ikke at hun skulle komme galt af sted! Malisha derimod havde svært ved at give udtryk for alle følelser der havde med andre at gøre, om det så var omsorg, kærlighed, bekymring, alle de ’varme’ følelser havde hun aldrig været god til, selvom han godt vidste og kunne se at hun af og til forsøgte. Mere forlangte han heller ikke, for han vidste godt at han havde en betydning for hende, men han vidste så til gengæld ikke hvor stor den betydning var, og det var det som han faktisk gerne ville finde ud af. Han vidste ikke hvordan han skulle få sit eget frem, hvis ikke hun selv gav udtryk for bare at gengælde lidt af det. Han rynkede let brynene til hendes dæmpede ord og da hun vendte blikket en anelse væk fra ham. Et skævt og overbærende smil gled over hans læber, som han løftede den ene hånd og lagde den mod hendes kind, som han vendte hendes blik imod sig igen. ”Og intet. Jeg så godt den fine gravsten du havde lavet, og i mine bedste klæder, det betyder meget for mig. Og jeg er glad for at der var nogen der tænkte på mig,” erkendte han sandfærdigt, som han ikke tog blikket fra hende. Han ville da nok have følt sig dårligt tilpas, hvis han var kommet tilbage og ingen havde gjort en skid ved det, fordi alle havde været ligeglade med ham, så havde der jo heller ikke været noget at komme tilbage til. Men Malisha havde ikke svigtet ham.
At Malisha blev sur over Konstantins ord, var noget som forvirrede ham, for han mente jo hende den.. dumme kvinde! Hvorfor skulle hun altid være sådan? Han ydmygede kun sig selv, for hun ville alligevel bare grine stort af ham, hvis hun fandt ud af det, og hvorfor skulle hun dog tro ham?! Men sandt var det.. Han elskede hende, det havde han vel egentlig gjort i lang tid nu? Han havde bare aldrig givet udtryk for det. Altid havde han haft et godt øje til hende, selv da de havde været små. Hun havde altid været anderledes, hun havde altid skilt sig ud fra flokken af piger og kvinder, hun havde altid været noget for sig selv, hvilket han ikke længere kunne ignorere. Han endte med at fare sammen på gulvet, hvor han tog sig til brystet, som hans hjerte hamrede af fulde kraft, for et par sekunder, inden det faldt til ro igen – hun havde givet ham et chok! Han havde troet at hun var nået ud på gangen, så det at hendes stemme var så tæt på, var kommet bag på ham. Han trak vejret dybt et par gange, for at få sig selv til at falde til ro. Han bøjede nakken, så han så op på hende. ”Jeg sagde.. at..” Han kunne vel ikke bakke ud nu? Tanken om at sige det, gjorde ham bare nervøs igen, „at det er dig. At jeg elsker dig.” Han så væk fra hende, ved at trække hovedet tilbage, så han så op mod loftet i stedet for. Hun ville jo alligevel ikke tro ham, han ventede faktisk bare på latteren.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var direkte elendig til følelser, og det havde hun altid været, udelukkende fordi at hun igennem hele hendes liv, havde fået fortalt, at det var noget som gjorde svag. Desuden havde hun jo set hvordan hans far havde behandlet hendes mor, såvel som hun selv var blevet behandlet, så var det ikke en opvækst for at forme en fin dame, men det stik modsatte. Hun havde aldrig været bange for at blive beskidt, havde et forfærdeligt sprog, havde drastiske måder at reagere på og med det hele – det var slet ikke hvad man havde regnet en tøs for at være, også fordi at hun havde fået opvæksten for en dreng og det var også dem som hun konstant havde vandret sammen med, prøvet at leve op til forventningerne til, hvor nogle havde været mere milde og overbærende med hende, end det som så mange andre havde været. Opvæksten havde på ingen måder været nem. Konstantin havde altid haft en ekstrem stor betydning for hende, også selvom det ikke var noget som hun havde været god til at vise på nogen måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hans ord var dog alligevel overbevisende nok for hende.. hun var ikke ligeglad, og det var noget som hun allerede nu vidste, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hende på nogen som helst måde overhovedet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. ”Jeg.. forsøgte da om ikke andet. Jeg ville da ikke tillade en vampyr at ligge dig blottet i graven og så lade dig ligge der..” mumlede hun let. Ja, et sted vel for at pakke det hele en smule ind, så det ikke virkede til at hun var så præget af følelser, selvom.. ja, hun var jo faktisk meget præget af dem, selvom hun bestemt ikke ville indrømme det, det var da helt sikkert!
Malisha havde automatisk gået ud fra at det var en helt anden tøs der var snak om, for.. det kunne vel godt ligne ham? Lige når det kom til de kærlige følelser, så vidste hun virkelig ikke hvad hun havde og hvor hun havde ham, og det var noget som gjorde hende ganske usikker, og derfor valgte hun vel bare at tage sin afstand, så det ikke blev pinligt eller flovt for hendes vedkommende? For det var slet ikke noget som hun ønskede sig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Turen fra badeværelset var ikke lang, men hun gik faktisk ganske roligt og langsomt, men det var nu bare sådan at det var. Tanken om at det faktisk var hende som han havde henvendt sig til, var bestemt ikke noget som hun havde regnet med, og det var noget som direkte slog hende ud af kurs. Hun vendte sig mod ham, mest af alt for at sikre sig, at hun faktisk havde hørt ham rigtigt, for hun var da sikker på at hun havde hørt det forkert! Hendes hjerte startede omgående med at hamre for vildt mod hendes bryst.. Det var som pusten blev taget fra hende. Der var aldrig nogen som havde skænket hende de ord før, så det at høre ham sige det.. det var en utrolig følelse at stå igen med, så det var ikke noget som sagde så lidt, det var helt sikkert! Munden åbnede og lukkede hun flere gange.. Det var bare som om at ordene ikke kunne komme, og det var en tanke som faktisk skræmte hende en hel del! ”Du… du… elsker mig? Nej..” Næsten som hun reagerede udenfor. Hun vidste jo slet ikke hvordan hun skulle reagere, men med latter, det var det helt klart ikke.

[Deleted]

Måske havde Malisha altid været drenget, men det var også det som gjorde hende så anderledes. Desuden så var hun jo stadig en kvinde og feminin på visse punkter; hun gik med kjole, hun havde stadig følelser, selvom hun sjældent gav udtryk for det, men Konstantin kendte hende bedre end det. Han havde set hvad der gemte sig under facaderne, hvilket han allerede havde fra de havde været helt små. De havde jo altid været bedste venner. Selvom han måske altid havde rendt med sine fætre og andre venner, så havde det altid kun været Malisha der havde kunnet forstå ham, når han var kommet ind på det mere følelsesmæssige og havde været frustreret over sin far, for han selv havde heller ikke haft en mild barndom, til gengæld så havde han brudt alle familiens og slægtens traditioner og regler og normer, værdier og idealer, for kun at starte på en frisk. Han vidste at hvis han nogensinde selv fik en søn, så ville han selv være hård mod knægten, for han ønskede ikke en svag dreng, men han ville aldrig udsætte knægten for det som han selv havde været igennem, for han ønskede ikke at hans knægt skulle hade ham. Den eneste der nogensinde havde set hans sande jeg, var Malisha. Det var vel også derfor han aldrig havde været bange for at vise de mere bløde sider ved hende, for hun kendte ham jo trods alt bedst; hun vidste at de følelser var der, som omvendt. Han sendte hende et skævt smil. ”Jeg er glad for at du gjorde det. Det værdsætter jeg,” svarede han sandfærdigt, som han strøg hende blidt over kinden, nu hvor han havde lagt hånden imod den. Som han altid havde støttet og været der for hende, så havde det jo også altid været gengældt.
Det var ikke fordi Konstantin havde regnet med at hun havde stået på værelset, hvilket også var det som havde fået ham til at fare sammen, hvor han blot vendte blikket op mod hende. Et sted var det som en kæmpe byrde, der lettede sig fra hans skuldre, for han havde endelig fået fortalt hende sandheden, han var kommet af med det, men.. nu var spørgsmålet jo så bare hvordan hun ville tage det, og hvad hun egentlig selv følte. Han var bange for at hun bare stod og grinede af ham, hånede ham for at blotte sit hjerte og sin sjæl, for det kunne jo godt ligne hende! Han så blot op i loftet og ventede på de hånende ord og den nedladende latter, selvom.. den kom aldrig? Han bøjede i nakken igen, så han kunne se hende, hvor han kunne høre at hun næsten var gået i chok igen. Han trak morende på smilebåndet, som han rullede rundt på maven. Han havde aldrig skænket så store ord til nogen, for han havde aldrig nogensinde elsket nogen. Foruden sin mor, men det var på en anden måde og det var så mange år siden, at det næsten var glemt. ”Sig ikke at du går i chok igen, vel? Jeg har brug for mad,” svarede han roligt, som han lagde hovedet i sin hånd, hvis albue hvilede mod det blød, kvalitetstæppe. Hørte man efter, kunne man høre hans mave rumle af sult, for han var jo blevet direkte udhungret af at ligge død i flere uger i en grav! Han havde intet energi i sig, og han var virkelig, virkelig sulten!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Ingen af dem kunne prale med en god eller lykkelig barndom, for de havde helt klart haft det stik modsatte! Et sted kunne Malisha selvfølgelig kun være glad for, at det var tilfældet, men det var ikke noget som hun ville give udtryk for. Hun hadede sine forældre for det som de havde gjort, også selvom hun havde fået lov til at holde visse feminine sider, såsom hendes tøjstil, men meget andet var der jo så heler ikke i det. Hun vendte blikket mod ham, som han havde lagt hånden mod hendes kind, hvor hun direkte følte sig tvunget til at skulle se på ham. Ikke fordi at det var noget som gjorde hende noget som sådan, men hun var faktisk frygtelig usikker af sig som person, og det var slet ikke en tanke som hun brød sig særlig meget om, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun bed tænderne sammen. Hun havde gjort det for ham, også selvom hun jo faktisk havde regnet med at han var død! Han havde i hvert fald set temmelig død ud! At få ham hjem, vasket og i tøjet, for så at gravlægge ham selv, havde bestemt ikke været det nemmeste for hende, men hun havde gjort det, vel også fordi at hun virkelig.. holdt af ham? Hun havde jo trods alt ønsket at vise ham den sidste ære ved at gravlægge ham på et sted som havde haft betydning for ham; Hans eget hjem. Hun nikkede blot til ham. Så kunne hun da i det mindste gøre noget rigtigt. Han skulle have lov til at té sig godt, der hvor han nu ville ende i efterlivet, for hun regnede bestemt ikke med at det var til himmels. ”Der kan man jo bare se.. Jeg kan faktisk godt finde ud af at gøre noget rigtigt,” endte hun sigende og med et stille smil på læben. Det var jo egentlig ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste, for det var faktisk en tanke som hun godt kunne lide.
Tanken om at det var hende Konstantin havde hentydet til, var noget som virkelig var kommet bag på Malisha, for det var slet ikke noget som hun havde regnet med at skulle høre. Hun havde slet ikke regnet med at skulle høre de ord fra nogen som helst, så selvfølgelig var det noget som selv måtte have en utrolig stor betydning selv for hende. Hendes hjerte hamrede direkte mod hendes bryst, som hun næsten forsøgte at finde ud af hvordan hun skulle reagere, for.. det vidste hun ikke. Svagt bed hun sig i læben, som hun pludselig begyndte at fumle med hænderne. At han så vendte den til at snakke om sin rumlende mave, var noget som et sted gjorde hende.. utilfreds? For det var bestemt ikke hvad hun ville lægge øre til på denne her måde og så lige her! Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Tårerne meldte sig endnu en gang i hendes øjne, selvom hun virkelig kæmpede for at holde det hele igen, for hun ønskede bestemt heller ikke at det hele skulle komme frem bare sådan uden videre. Og hvis de følelser ikke betød mere for ham end den rumlende mave, så var det næppe så stort igen! ”Så få James til at bringe noget op til dig..” mumlede hun let for sig selv. Det var som en syngende lussing i hendes ansigt; Først snakke om de følelser, de store ord og så sin rumlende mave? ”Jeg er ikke en tjenestepige her på stedet, Konstantin.. Så brøl op efter dem i stedet for..” mumlede hun. Havde han kun sagt det for at få hende til at stoppe? Det gjorde hende vred! Endnu en gang vendte hun om, kun for at gå.. Nu var hun da først for alvor ked af det!

[Deleted]

De havde altid stået tæt til hinanden, de havde altid hjulpet hinanden i nødens stund, selvom de også altid havde konkurreret mod hinanden, de havde været hinandens rivaler, hvilket den dag i dag stadig morede ham. Han havde virkelig hadet at tabe til hende, fordi han alligevel havde følt det pinligt at tabe til en pige, men det havde jo også altid vist at hun havde været anderledes, at hun havde været stærk. Hun havde altid været noget for sig selv, hvilket han altid havde elsket ved hende. Hun havde ikke været bange for at vise sig som den hun var, den kolde, kyniske, sadistiske og sindssyge kvinde, hvor hun altid gjorde sit for at opnå sine mål. Det havde altid været beundringsværdigt, selvom mange af hendes ideer havde været rimelig surrealistiske, hvilket havde gjort ham bekymret, for han gad bestemt ikke være med til at udleve hendes selvmordsaktioner! Han rynkede let brynene til hendes ord, hvor han lod hovedet søge let på sned. Han fortsatte de blide strøg over hendes kind og langs hendes kæbe, hvor et skævt smil gled over hans læber. ”Du har da gjort mange ting rigtige. Du er ikke en så stor fiasko, som du tror,” svarede han sigende og med et strejf af drilleri. Han strøg nogle af hendes mørke lokker væk fra hendes ansigt, som han rettede hovedet op igen, „måske jeg altid har været din støtte, men det gælder også omvendt. Du har aldrig svigtet mig, og du gjorde det heller ikke i døden. Og det er jeg dig taknemlig for.” De havde altid stået side om side, de havde altid støttet hinanden og hjulpet hinanden, hvilket han ville blive ved med. Hver gang hun ville stå i nød, ville han stå der til at hjælpe hende.
Måske det var en anelse usselt at give hende de store ord, for så at begynde at tale om ham selv og det at han var sulten, men det var virkelig fordi han var så sulten at det gav ham mavekramper og gjorde ham svimmel. Han var virkelig afkræftet og han var bange for at han næsten ville dø af sult! Han endte med at krympe sig sammen på gulvet, hvor han tog sig til maven. Det var uudholdeligt! Han kneb øjnene let sammen, som han skævede mod hendes fødder. ”Det ved jeg godt. Men de tror jeg er død, de vil da selv få et hjerteslag, hvis de ser mig nu,” svarede han sandfærdigt, selvom han kunne se at hun begyndte at gå igen, hvilket endnu engang efterlod ham med panik i hele kroppen. Hun måtte jo ikke gå! Han endte med at bruge de resterende kræfter, til nærmest at kaste sig henover gulvet og hen mod hende, hvor han greb fat omkring hendes ankel, kun for at trække sig ind til hende, så han knugede sig ind mod hendes ben; som et lille barn der ikke gad give slip på sin mor. ”Malisha! Du må ikke gå!” svarede han stædigt, som han ikke slap hendes ben, men brugte sine sidste kræfter til at holde sig klamret ind til det, „du er det eneste jeg har. Og jeg har virkelig ondt.” Han mærkede hvor svimmel det gjorde ham, hvor han blinkede let med øjnene, imens han følte at han var begyndt at få det varmt, eller var det.. koldsved? ”Jeg er så sulten..” Hans stemme endte med at døde ud, idet han endte med at besvime, hvor grebet omkring hendes ben blev slapt, så han blot lå ved hendes fødder, imens vandet fra hendes kjole dryppede ned på hans nøgne krop, der kun var dækket til af det håndklæde han havde bundet om livet.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha og Konstantin havde altid været der for hinanden, og det var en tanke som hun godt kunne lide. Selvom det havde indebåret frygtelig meget konkurrence, hvor hun som regel var den som stod som taber, så havde de faktisk altid fundet ud af det. De andre havde vendt hende ryggen allerede for længe siden, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til, for hun havde været tilfreds med det lille som hun havde, selvom hun som ældre, måske var blevet en anelse mere grådig end som så? Ikke fordi at det var noget som hun kunne gøre noget ved, for det var bare sådan at hun var som person, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun vendte blikket mod ham, som han strøg hende over kinden og over kæben. Hun havde jo altid fået at vide hvor meget hun skuffede og fejlede, så selvfølgelig var selv det noget som havde sat sig på hendes rygrad. At høre ham sige det, var noget som faktisk gjorde hende glad, og selv det var ikke noget som sagde så lidt i den anden ende. Hun lukkede øjnene, kun for en meget kort stund, som han strøg hendes kind. Det føles faktisk utrolig rart, og det var noget som alligevel havde en vis beroligede effekt på hende. ”Ja, det siger du jo,” endte hun sigende, som hun igen åbnede øjnene, kun for direkte at se på ham. ”Tja.. Jeg forsøger da om ikke andet. Jeg ved godt at jeg er.. sindssyg.. Det siger mange i hvert fald, men foruden.. ja, du er det eneste jeg har haft,” endte hun sigende. Selv for hende, var det frygtelig store ord, men selv hun kunne jo faktisk godt indrømme tingene når det var sådan at det faktisk forholdt sig.
At skænke hende de store ord, for så at snakke om sin mave, var ikke ligefrem noget som hjalp Malisha til en overbevisning om at det var sandt, for det var noget som faktisk kun gjorde hende rasende, men også direkte ked af det, for det synes hun bestemt heller ikke at hun havde fortjent! Hun knyttede næverne fast, som hun sendte ham en direkte dræbende og dog så skuffet mine. Hun fnøs. ”Jeg er fuldstændig ligeglad, Konstantin! Jeg er ikke din tjener!” endte hun med en direkte hvislende stemme, mest af alt for at skjule den store skuffelse som det nu havde efterladt hende med. Var hun ikke andet værd, end at bringe ham til et bad og give ham mad? Så kunne det hele virkelig også være fuldstændig lige meget! Hun nåede kun lige at vende sig om, idet hun kunne mærke, at han havde fået fat i hendes ankel, selvom det heller ikke ligefrem var noget som gjorde det nemmere for hende. En tåre banede sig vejen ned af hendes kind, som hun vendte blikket mod ham, som han endte med at ligge der fuldkommen… stille? Et sted var det en form for panik som bredte sig i hende, og det var bestemt heller ikke fordi at det var behageligt! ”… Konstantin..?” spurgte hun en kende uroligt, som hun endte med at gå ned i knæ ved ham. Han var besvimet, for hun kunne stadig mærke en puls. Hun viklede sin fod fri af hans greb, kun for at få ham vendt om på ryggen igen. Panik resulterede i et adrenalinkick for hendes del. Hun ønskede for pokker ikke at han skulle komme til skade! Tænderne bed hun fast sammen, som hun tog fat under hans arme og fik ham med hen til sengen som hun baksede ham op i. Sengetøjet havde hun kun lige fået revet af, så det ikke endte beskidt. ”JAMES!?” kaldte hun af sine lungers fulde kraft. Hun kunne jo ikke bare lade ham ligge, og det vidste hun jo godt!

[Deleted]

Ganske vidst så havde Malisha mange dårlige sider, fejl og mangler, men hvem havde ikke det? Hun var og blev stadig noget for sig selv. Hun havde altid været anderledes, derfor havde Konstantin vel også altid haft et godt øje til hende? Selv fra de havde været helt små, havde han set potentialet i hende, som mange af de andre drenge ikke havde set. Men det eneste hun havde haft brug for, havde været en chance og det havde han også givet hende, hvor de andre drenge senere hen også havde kunnet se det samme som ham. Malisha havde altid været typen der havde skullet kæmpe for sin sag, og hun havde også nået langt på den måde, han selv havde jo altid været født til at skulle være hertug af landet, det havde lagt i hans arv fra hans far, det havde lagt i hans slægt, men Malisha havde kæmpet for at nå til at blive leder, hvilket var imponerende. Hun var stærk og derfor var hun den perfekte som leder, selvom hun desværre havde sin sindssyge og psykotiske tankegang, men der lå jo mere inde bag, for det havde han selv set op til flere gange. Han smilede let, som han kunne se at hun nød hans strøg, selvom hendes ord fik ham til at grine kort. ”Malisha.. du er sindssyg, du er kold, du er stædig, du sadistisk og du er snæversynet, men.. du har så mange andre bedre sider, måske det ikke er noget andre ser, men jeg har altid set lige igennem dig. Du er ikke så slem igen,” svarede han morende, som et muntert smil gled over hans læber, hvor han roligt trak hånden til sig igen. Han kunne lide hende for den hun var, og ham kunne hun ikke narre.
Måske det ikke just havde været smart at sige de tre store ord for så at hundse med hende, men den sult slog virkelig Konstantin ihjel! Han havde undertrykt den til nu, troet at han kunne ignorere det, men nu hvor smerten tog til, så var det virkelig umuligt! Han var virkelig udhungret, og hun var det eneste han havde til at hjælpe sig. Han havde brug for hende. Det havde ikke for at skifte emne, for han havde skam ment sine ord! Han elskede hende, det havde han gjort i lang tid nu, og han kunne ikke blive ved med at ignorere det, ikke med det som han var gået igennem! At det så var så slemt at han besvimede, ænsede han på ingen måde, da alt blot blev sort, for at han skulle ligge helt livløst igen. Han havde ikke ænset hendes skuffelse, hendes tåre eller noget andet, da han kun havde mærket svimmelheden stige og sveden der begyndte at komme frem, indtil alt var blevet sort. Han lå stadig helt bevidstløst, da hun greb fat omkring ham, for at trække ham hen til sengen, som hun fik ham op i, hvor han slet ikke foretræk nogen mine, men forblev i bevidstløshedens tilstand. Hendes råb nåede ham heller ikke, men inde i hans hoved, kunne han svagt høre stemmer, hvor han så en masse kaotiske billeder suse forbi hans øjne, selvom han ikke rigtig ænsede noget af det, for han var helt væk.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha har skulle kæmpe sig op fra bunden og faktisk kæmpe for tingene hele sit liv, og det havde bestemt heller ikke været fordi at det havde været nemt. Mange mente trods alt at hun var en kvinde i en mands erhverv, så hun skulle jo bevise sit vær hele tiden, og det blev tungt, når man ikke havde nogen at støtte sig op af, som hun ikke havde haft igennem de sidste mange uger. Ikke fordi at hun ville fremstille sig som svag, så det var noget som hun bevidst valgte at holde mund om. Konstantin havde altid været det eneste som hun havde haft at skulle forholde sig til, og det var bestemt ikke fordi at det havde været nemt, men hun havde virkelig gjort det så godt som det nu var hende menneskelig muligt, og det var ikke noget som hun kunne gøre anderledes, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun vendte blikket mod ham. Sindssyg var hun jo nok, men..han støttede hende jo når der var hold i det. Hun havde altid haft sine klare mål og holdninger, og hun var stædig nok til at gøre hvad der var nødvendigt for at det skulle gå, så hvorfor skulle dette være meget anderledes? For det var det jo slet ikke! Hun trak svagt på smilebåndet. ”Jeg ved ikke lige om det var ord ment som et kompliment, men.. tak,” endte hun sigende. Hun havde også langt nemmere for at skulle blotlægge sig for ham, også fordi at det var noget som hun i sandhed også følte for. Det var rart at kunne trække sig lidt tilbage og bare.. være en kvinde. Det var faktisk umådelig rart og ikke mindst meget tiltrængt!
At Konstantin var røget direkte i jorden, var slet ikke en tanke som Malisha brød sig særlig meget om! Faktisk var det en tanke som direkte skræmte hende, for det var ikke lige hvad hun havde regnet med! Han havde jo netop vist at han havde energi, men.. han havde vel brugt det hele? Hun fik ham langt om længe bakset op i sengen og skreget efter James, selvom manden ikke reagerede som han plejede. Hun vrissede let utilfredst. ”Skal man også bare gøre det hele selv..!” endte hun fast, som hun rejste sig og forlod værelset, kun for at komme ned i køkkenet for at finde noget som bare kunne være let spiseligt, for Konstantin havde tydeligvis brug for det! Det resulterede i nogle af de rester fra aftensmaden som nok sikkert var til tjenestestaben, men hun var ligeglad. Nogle kartofler og noget småkød fik hun over på en tallerken, samt et lille glas rødvin. Hun vidste jo trods alt ikke om det var noget som Konstantin kunne have lige nu, men.. det smagte jo godt til maden! Hun kom hurtigt tilbage på soveværelset, hvor hun gik hen til sengen, hvor hun satte sig på sengekanten. Hendes hænder rystede let. Skuffelsen følte hun.. hvis han kun gjorde det her for at holde hende her, så blev hun da først for alvor vred! Kartoflerne fik hun most lidt sammen med småkødet. Han skulle jo nødigt få det galt i halsen og dø af det jo! Hun førte gaflen op til hans mund. ”Luk op..” nærmest kommanderede hun. Hun var for vred og skuffet til at reagere anderledes!

[Deleted]

Et sted så havde Konstantin aldrig set Malisha opføre sig som en.. mand. Hun havde altid været den feminine i hans selskab, for måske hun havde sin grove mund og sine lidt mere sadistiske holdninger og svag var hun heller ikke, men hun opførte sig jo på ingen måde som en mand! Han ville nærmere sige at hun opførte sig som en stolt kvinde, og det var præcis det som han kunne lide ved hende! Men det var til gengæld også en kvinde med egen holdning som skræmte de fleste mænd væk, selvom man så i Konstantins øjne ikke var en rigtig mand. Han havde måske haft et andet syn på Malisha, hvis hun havde rendt i herretøj og haft kort hår, men sådan var det jo slet ikke! Og hun var jo også mere feminin når han var sammen med ham – måske fordi han ikke rigtig lod hende være andet, men det var vel også sådan det skulle være? Tanken om at skulle giftes med en som bare mindede om en mand, kunne han slet ikke have! Men han var stærkt tilfreds med sin trolovede, for han kunne da have fået det som var langt værre! Derimod havde han en selvtænkende og selvstændig kvinde, som kunne klare sig selv, men som også skulle have hjælp til tider, og hvilken mand nød ikke at hjælpe sin kvinde? Han lod hovedet søge let på sned, som et muntert smil gled over hans blege læber, der havde fået lidt af farven tilbage igen. ”Det var skam en kompliment,” svarede han med et skævt smil. Han kunne lide hende som hun var, selvom hun var sadistisk, sindssyg og snæversynet, for hun havde jo også sine bedre sider, for dem havde han jo set af og til – tilmed også denne aften.
Normalt så skulle der en hel del til før noget fik Konstantin til at besvime, men han var virkelig fuldstændig udhungret! I badet, da han havde fået varmen igen, havde han følt sig fuld af energi, men der havde han taget fejl i det han havde forsøgt at komme op af vandet, for der havde han fundet ud af at han stadig var fuldkommen afkræftet og sulten havde han jo faktisk hele tiden været, men hun havde givet ham andet at tænke på, men nu blev det ham for voldsomt, fordi smerten i hans mave direkte skreg efter mad. Han ænsede ikke at hun fik ham op i sengen eller at hun gik ud af værelset, da han lå i sine helt egne tanker. Det var først da hun kom tilbage og satte sig i sengen, så der kom lidt bevægelse i madrassen og da duften af den udsøgte mad ramte hans næsebor, han begyndte at komme til sig selv. Han glippede let med øjnene, hvor alt for en kort stund var helt sløret, indtil det gik op for ham at han lå et helt andet sted. ”Hvad.. skete der?” spurgte han forvirret, som han rynkede brynene og skar en grimasse, som han forsøgte at sætte sig en anelse op. Han lagde mærke til at han befandt sig i sengen, hvor et smil gled over hans læber, da han kunne genkende en velkendt duft; hendes. Han lænede hovedet mod hendes arm, hvor han indsnusede hendes søde duft. ”Malisha..” hviskede han næsten som var han i trance, hvor han ikke rigtig lagde mærke til maden, før hun stak det op i ansigtet på ham. Han åbnede forsigtigt munden og tog maden på gaflen til sig, som han tyggede langsomt på, inden han sank. Det var virkelig udsøgt!