What the...?!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var en ekstrem sen aften og det var fuldkommen vindstille – i forhold til hvordan det havde været, da Malisha havde opsøgt Konstantins grav sidst. Hendes møde med William, havde kun gjort det tydeligt for hende, hvor ensom og forladt hun egentlig var, og hvor lidt hun kunne stole på nogen, for det første manden havde gjort, var at vise hende mistillid. Ja… sandheden var vel, at hun ikke fungerede mere? At hun simpelthen ikke kunne klare det? Denne gang kom hun nærmest på listetå, for hvis der var nogen som hun slet ikke ønskede at møde, så var det helt klart William! Den mand var hende virkelig kun en torn i øjet, og nu hvor hun havde mødt ham, så var det kun et tydeligt tegn til at hun slet ikke ønskede at have mere med den slægt at gøre! Hun slog hånden af den nu, og denne gang mente hun det for alvor!
Denne gang var det med tungt hjerte, at Malisha søgte til Konstantins grav. Et sted så.. af tvang? Hun havde ikke set til ham i det som måtte minde om dage nu, simpelthen fordi at William var flyttet ind på stedet, og det var slet ikke noget som hun ønskede at tage del i på nogen som helst måde overhovedet, og det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Denne gang fuldkommen i mørke og med sin egen kappe omkring sig, så hun kunne skjule sig lidt, hvor hun satte gangen i den bestemte retning af den sølle gravplads som hun havde været i stand til at give ham, for det var her hun vidste, at han i det mindste kunne få den hvile som han havde krav på, og som han i den grad også havde fortjent!
Malisha stoppede op foran graven. Allerede nu var den fuldkommen dækket af det grønne græs, også selvom der var en gravsten til at vise hende, hvor han lå og var placeret. Knuden samlede sig kun i hendes mave. Det var vel for alvor ved at gå op for hende, at hun ikke kunne få ham? At der var så mange ting som hun aldrig ville være i stand til at give ham? Lederen i hende, nægtede stadig at lade hende give udtryk for følelserne igennem det, men kun igennem handling, og nu hvor William havde formået at læse hende som en åben bog, så var hun vel også bange for, at hun var for.. let at læse? Og det var slet ikke noget som hun ønskede sig, hvis hun ellers kunne blive fri for det! Ganske roligt gled hun ned på knæ overfor ham. Et enkelt vindpust tog fat i hendes lokker og rev dem lidt fri af kutten som hvilede over hendes skuldre, så det blafrede let i den friske vind. Det var ved at være varmt, det var sommer, også selvom det slet ikke var noget som rørte hende. Af hjerte og sind var hun kold.. kold som aldrig nogensinde før.

[Deleted]

Hvor længe der var gået, var uvist for Konstantin. Det sidste han kunne huske, var at han havde mødt denne sjove blodsuger, som havde taget hans liv. Han havde naturligvis forsøgt at gøre modstand, men med flere brækkede ribben, så havde han ikke været en værdig modstand og derfor var hans liv hurtigt blevet endt. Der havde dog været noget spøjst over den vampyr, han havde ikke været almindelig. Han havde været noget helt andet, hvilket havde vagt en nysgerrighed i ham, selvom han aldrig havde nået at finde ud af hvad det var som gjorde den vampyr så unik, for han var blevet dræbt, inden han kunne nå det. Det sidste han havde tænkt på, var den eneste ting, som han ikke havde nået i livet. Igennem sit frygtelige lange liv og så var der en ting han ikke havde nået før det havde været fuldkommen og at han kunne dø i fred; Malisha. Han havde ikke nået at færdiggøre noget som helst med hende. Ikke før det havde været for sent.
Konstantin havde helt glemt, hvilken magt hans slægtring i sandheden havde, for han havde i sin tid selv gjort den magisk, ved hjælp af hans gamle ven Ezekiel. Det var også noget som han først havde tænkt på, da han var.. vågnet op i graven for alvor. Han vidste ikke hvor længe der var gået – i virkeligheden flere uger – men han vidste at hans krop havde været helt tømt for blod, så der var vel gået et godt stykke tid? Han kunne mærke at hans bryst var healet, men til gengæld var hans krop iskold og blevet utrolig stiv af det. Han kunne knap røre sig under den fugtige jord, selvom han i øjeblikket gjorde alt for at komme fri.
Konstantin ænsede ikke engang at han havde tøj på, han vidste ikke hvor han lå begravet og han vidste ikke hvad der ventede ham, hvis han engang kom op, som han næsten gik i panik over at han muligvis ikke kunne. Han kunne knap nok røre sin krop, fordi hans lemmer var så stive, men han gravede af fulde kraft, for at komme fri og for at komme op og trække den friske luft ind! Han kunne næsten mærke at det krillede i hans hals, fordi han havde lagt begravet og det eneste han ønskede i øjeblikket og som han kunne tænke på, var at han skulle op, få noget frisk luft, få jorden ud af halsen, få noget at drikke og ikke mindst at spise, for hele hans krop var udhungret! Hans krop havde intet føde eller væske i sig. Det eneste hans krop havde lavet i de flere uger, var at heale hans indre og ydre skader, og faktisk genoplive ham. Hans slægtsring var magisk og i øjeblikket var han virkelig taknemlig for at han havde været et sådan geni og gjort den magisk!
De beskidte hænder endte med at ryge op ad jorden, da Konstantin fik gravet sig fri, hvilket fik en lettelse til at slå ind over ham. Det næste var jo så bare om han overhovedet ville overleve, for han var virkelig udhungret og tørstig! Han fortsatte med at vride armene, for at gøre hullet større, hvor hans krop var ligbleg af kulde og utrolig beskidt af jorden. Hans tøj var jordslået, og noget var allerede smuldret væk, fordi det havde været nogle hårde uger.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Hvor lang tid der var gået, var end ikke noget som Malisha havde styr på, for beskeden om Konstantins død, havde virkelig revet hendes verden fra hinanden, og det var ikke noget som hun bare kunne opbygge igen. Det var egentlig utrolig hvor stor betydning manden havde fået for hende, uden at havde været i stand til at gøre noget som helst ve det, og det var noget som kun var hende en frustration uden lige! Endnu en gang kunne hun sidde foran hans gravplads.. bare stirre på den og sidde og tænke over alle de ting, som de slet ikke havde nået at gøre, alle de planer som de ikke havde formået at gøre noget som helst ved, og.. alt det dem personligt imellem, som slet ikke havde været dem en hjælp på nogen måde, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være, selvom det var hårdt for hende at erkende. Hun var bestemt ikke god til at erkende de personlige nederlag, også fordi at de skete så frygtelig sjældent!
Hvad der skete under jorden, vidste Malisha slet ikke, og det var slet ikke en tanke som slog hende ind. Hvis der skulle ske noget, ville det vel også være sket for længe siden allerede? At der var rumsteren i jorden, at manden var ved at vågne op og kæmpe sig mod overfladen, var slet ikke en tanke som slog hende ind, men en ting var sikkert; Hun savnede ham virkelig, og hun savnede ham noget så frygtelig meget, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om, selvom hun bestemt heller ikke var meget for at erkende det overfor nogen! Hun kunne klare sig selv, og hun havde bestemt heller ikke brug for nogen! Hvilke magter som egentlig måtte være på spil, vidste hun ikke, og sådan som hun havde det, så havde hun lukket af for meget af det magiske, for hun kunne slet ikke føle hans energi – ligesom den hun havde søgt efter så desperat, da hun var stødt ind i Vladimir, som kun kunne fortælle hende, at han havde slået manden ihjel. Det havde virkelig gjort hende så vred, og hun kunne intet stille op med det!
Malisha trak sig tættere på Konstantins gravsten. Hans navn ville være synligt for tid og evighed, for det var noget som hun havde forsikret sig om, for hun ønskede bestemt ikke at han skulle glemmes! Om folk ville gøre det samme med hende til sin tid, tvivlede hun på, for hun vidste godt, at hun ikke var så populær som hun havde været før i tiden, men hun styrede stadig med en frygtelig hård hånd og nok hårdere end det som hun nogensinde havde gjort det før! Spidsen af sin pegefinger og langefinger skænkede hun et kys, inden hun lod den vandre over hans gravsten, idet hun lod blikket falde. En enkelt tåre trillede ned af hendes kind – for første gang i livet, fældede hun den faktisk over tabet.. en sorg, som hun aldrig havde troet at hun skulle have lov til at opleve, og tanken var hende faktisk en anelse skræmmende. ”Jeg savner dig..” endte hun frygtelig dæmpet. Hun måtte jo få det bebrejdet på en eller anden måde, og det var bestemt ikke fordi at det var nemt! Varsomt rejste hun sig. Hun ønskede ikke at være her, hvis William skulle finde ud af at hun var der, for hun gad bestemt ikke den mand! Hun sukkede let, idet hun vendte blikket direkte mod graven, da det rumsterede i jorden og.. hænder endte med at dukke op..? Hvad pokker..?! Hun blinkede fast med øjnene, idet at vreden dukkede op i dem! Ingen skulle have lov til at ødelægge den grav hun havde brugt tid på at passe! ”Meget morsomt… William..!” hvislede hun fast, som hun endte med at skabe en kulsort kugle.. end ikke blå mere, som de normalt var, for hun var ikke andet end mørk.. Der var intet lys og intet i hende tilbage mere!

[Deleted]

Konstantin vidste ikke hvor længe han havde været væk, men nu hvor han var vågen igen, så kunne han kun tænke på at han skulle op og have noget frisk luft, for han var ved at blive kvalt i jorden! Ude fra ville man kunne se de beskidte, ru og blege hænder skyde op af jorden som paddehatte, hvor det næsten lignede at de forsøgte at gribe ud efter et eller andet. Hørte man efter ville man kunne høre en hæs beklagende lyd under jorden, som om et eller andet dyr gemte sig dernede, skønt det ikke var tilfældet. Konstantin ønskede at komme fri, ønskede at få noget frisk luft og hans bevægelse blev langt mere voldelige, da han desperat forsøgte at komme fri, for han slugte jord og han kunne snart ikke få vejret! Det var en uhyggelig og grim fornemmelse at blive kvalt, specielt af den fugtige jord, som satte sig fast i hans hals som var det slim. Han bed tænderne sammen, som han kom med et højt og næsten irriteret udbrud, da hans arme forsøge at skille sig til hver side, for at flå jorden op, så han selv kunne komme fri. Det eneste han skulle have op, var hans hoved.
Hænderne søgte ned under jorden igen, og begyndte at grave sig fri fra brystet og op mod ansigtet, så Konstantin kunne få hovedet op ad jorden. At Malisha sad ved hans grav og faktisk græd, ænsede han ikke. Han havde lagt halvvågen, ved de mange af hendes besøg, derfor var det som om han hele tiden havde kunnet fornemme hende. Han var dog så svag, så han i øjeblikket ikke kunne fornemme hendes aura, som han normalt ville kunne, men han var virkelig afkræftet! Og det var vel heller ikke så underligt, når man havde været begravet i flere uger? Kroppen havde langsomt healet sig selv, for at genoplive ham, hvor hans krop stadig havde været i live og det var først denne sene aften at han havde fundet kræfter nok til at kunne bevæge sig.
Konstantin endte med at få gravet sig fri op til ansigtet, hvor han begyndte at presse sig op, så han kunne få noget luft! ”Ah!” Han lignede næsten en muddermand som han havde jord i hele ansigtet, men det lykkedes ham at komme op til overfladen, hvor han endte med at hive luften ind i et desperat forsøg på at få luft. Hans bryst hævede og sænkede sig, hvor hans ben stadig var begravet under jorden. Han endte ud i et kraftigt hosteanfald, som han lagde sig en anelse til siden. Han havde endnu ikke ænset Malisha, der sad der ved hans side, hvor han slet ikke vidste hvor han var eller hvad klokken var. Han vidste heller ikke hvor længe han var der, hvilket efterlod ham med en følelse af at være omtumlet og desorienteret. Han strøg tungen over de tørre læber der var dækket af et beskidt lag jord. Han endte med at lade de sorte øjne søge mod kvindens skikkelse, hvor han lod hovedet falde forundret på sned. ”Malisha,” svarede han i en overrasket og hæs tone, som han blot lå og stirrede på hende.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde svært ved at finde ud af tingene, nu hvor en temmelig stor del af hende, faktisk var væk, men der var ikke noget som han kunne gøre ved det af den grund, om det var noget som hun nu ville det eller ikke. Konstantin havde altid været en stor del af hende, også fordi at de havde tilbragt så frygtelig mange tider sammen med hinanden, på både godt og ondt, men der var nu heller ikke noget som hun kunne gøre ved det nu. De gamle vaner måtte lægges om… erstattes af nye, selvom det slet ikke var noget som hun havde lyst til, men det var nu ikke noget som hun kunne gøre noget ved af den grund, og det var bestemt ikke fordi at hun ikke ville, men.. det var bare svært og direkte umuligt for hende! Savnet var stort, og det var derfor hun søgte til ham. Hun havde set hans døde krop, hun havde gravlagt den, så at søge efter hans energi, var slet ikke en tanke som havde slået hende på nogen måde, for hun vidste godt at hun ikke fik noget ud af det, foruden en værre følelse end det som det måtte være i forvejen.
At Konstantin direkte måtte kæmpe sig op af jorden, var noget som først for alvor måtte gå op for Malisha, idet øjeblik at hun så hænderne direkte kæmpe sig op, også selvom.. ja, hvad skete der egentlig? Hvad havde hun at forholde sig til?! For det var slet ikke noget som hjalp hende på nogen som helst måde overhovedet! Den kulsorte kugle hvilede i hendes hånd, for i første omgang, var hun næsten sikker på at det var en narrestreg fra Williams side af, og det var bestemt ikke noget som hun fandt sig i, for hun synes bestemt ikke at det var fair at ødelægge Konstantins gravsted på den måde! Det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende!
At se Konstantin direkte kæmpe sig op af jorden, som var så fugtig og tung efter de dage som der havde været med regn, var bestemt heller ikke noget som gjorde det bedre for Malishas vedkommende, hvor det var hende som næsten endte fuldkommen bleg i ansigtet, for det var bestemt ikke noget som hun direkte kunne sige sig at have regnet med, for hans skikkelse var hun da i stand til at genkende alle steder. Hånden knyttede hun, så den sorte kugle endte med at forsvinde igen, hvor det kul resulterede i en røg som lige så hurtigt endte med at forsvinde igen. Hun bakkede et skridt væk. Enten var det magi som var på spil ellers var det en hallucination, for det andet var bestemt ikke noget som gav mening for hende! For pokker, hun havde jo selv set hans blottede døde krop, inden hun havde fået ham i klæder og selv gravlagt ham på grunden! Hendes krop begyndte at ryste, også selvom lyden af hans stemme ikke ligefrem gjorde det bedre for hende. Tårerne kæmpede hun med, for det var bestemt ikke noget som skulle få lov til at komme frem, og da bestemt ikke nu! Hun var for pokker nødt til at stå stærkt! ”Det er bestemt ikke morsomt..! WILLIAM!?” Hun vendte blikket direkte omkring sig, for hun var sikker på at han var i nærheden. Det der var bestemt ikke noget som hun fandt sig i! Hvis han ville se hende følelsespræget, og gjorde det her, så slog hun ham personligt ihjel! Warlock eller ej!

[Deleted]

Som Konstantin fik kæmpet sig fri og endelig kunne trække den friske luft ind, var det en kæmpe lettelse som skyllede ind over ham! Han følte sig helt fantastisk frisk og så god som ny! Det var utroligt at en magisk besværgelse kunne gøre så meget, og det var endda kun en lille genstand. Men det var til gengæld også det som gjorde den så værdifuld og sjælden, og den skulle holdes skjult for en hver pris! Det var hans lille hemmelighed, selvom han næsten havde glemt ringens funktion igennem de mange år. Nu kunne han så bare være taknemlig og ikke mindst lettet over at han havde været sådan et geni! Han skulle selvfølgelig også takke Ezekiel for det, for den mand havde også hjulpet ham i sin tid, skønt det var lang tid siden efterhånden. Men han fandt da ud af at sådan en ring var nyttig at have ved hånden. Og eftersom det var en slægtsring og han havde fået den af sin far, der havde fået den af sin far og så videre, så var det også meningen at han ville give sin ring videre til sin førstefødte. Men det kunne han ikke før han havde fået et barn og det krævede en hustru og hende havde han jo aldrig fået friet til, de havde kort snakket om det, da hun var flyttet ind hos ham, men det var aldrig blevet til noget, eftersom de aldrig havde trukket den videre, men der var jo heller ikke nogen af dem som havde erkendt hinandens følelser for hinanden.
De sorte øjne søgte mod Malishas skikkelse. Hvor pokker befandt han sig henne? Var han egentlig død? Han endte med at se sig omkring. Nej, han var blevet begravet. Han så op mod den mørke himmel. Det var nat. Han så mod Malisha igen med et næsten forundret og overrasket blik. Han tog sig let til ørerne, da hun valgte at skrige og råbe, hvilket fik ham til at skære en grimasse. Hvad pokker snakkede hun om? Det måtte da næsten rable for hende! ”Hvad laver du? Hvad snakker du om?” spurgte han forvirret, som han så sig forvirret omkring, for at orientere sig. Det lignede at han befandt sig i sin egen have, men han var pludselig ikke sikker. Han vendte blikket op mod det træ de befandt sig under og derefter mod hans gravsten, hvor hans navn stod på. Han lå faktisk i sin egen have! Han endte med at hoste igen, hvor han lænede sig til siden. Han forsøgte at få benene fri, skønt det ikke gik så godt. Han løftede sine hænder for at tørre sit ansigt fri for jord og mudder, der klistrede sig til hans maskuline ansigt.
Langsomt så Konstantin op mod Malisha, med en spørgende mine, da hun bare stod der og råbte. ”Gider du ikke hjælpe en nødens mand?” spurgte han hæst, og sendte hende en næsten irriteret mine. Hvad pokker gik der af hende? Hun kunne vel godt hjælpe ham fri i stedet for at stå der og ligne et kæmpe spørgsmålstegn og råbe efter en eller anden tosse! Han havde brug for hjælp! Han var helt afkræftet og helt stiv i alle lemmer og han kunne knap nok bevæge sig!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste dog til gengæld, at der var gået lang tid, for det var evigheder, hvor hun egentlig kun havde vandret rundt i sine egne tanker, uden egentlig at finde ud af hvordan hun skulle tackle tingene. Konstantin havde været hendes rygrad på sit vis, for han havde holdt det mere stædige og stolte i hende, for ikke at glemme, at han havde holdt hendes selvtillid ved lige.. Efter det møde med Vladimir, var det også gået op for hende at de mange borgerkrige, slet ikke var noget som hun kunne undgå, men det var nu heller ikke noget som hun kunne gøre noget ved som sådan, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var i den anden ende. Lige nu var det ikke den vampyr som hun tænkte over, men.. hvordan hun selv skulle finde ud af det hele, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for hende, og det var ikke noget som hun kunne gøre noget ved af den grund, selvom det var noget som direkte måtte irritere hende, for hun kunne virkelig ikke gøre noget som helst ved det! Og tanken gjorde ondt.. for en gangs skyld, så kunne hun faktisk føle sig levende, for hun følte.. og det gjorde virkelig ondt.
Direkte at se Konstantin kæmpe sig op af den våde og tunge jord, var noget som et sted gjorde Malisha direkte panikslagen, for hun var fuldkommen sikker på, at det måtte have noget at gøre med William, for manden havde været død, og hvis dette var en hallucination, så vil hun bestemt ikke føle, at det var morsomt, for hun brød sig bestemt ikke om det! At lege rundt med hendes tanker og følelser på den måde, var bestemt ikke fair! Endnu en gang bakkede hun væk fra graven af, for hun nægtede at tro på det som skete og som udspillede sig for øjnene af hende, for det var bestemt heller ikke noget som gjorde det bedre eller nemmere for hende, for det var bestemt ikke noget som gjorde det bedre for hende på nogen måde! Hun kneb øjnene fast sammen, som en tåre mere måtte trille ned af hendes kind, selvom hun virkelig forsøgte at holde det i sig, for det var slet ikke meningen at det skulle komme frem! ”William for pokker! KOM FREM!” nærmest skreg hun, for hun fandt det bestemt ikke retfærdigt på nogen måde!
At Konstantin direkte bad om hjælp for øjnene af hende, fik hende let til at ryste på hovedet. Det skete ikke.. det kunne virkelig ikke ske for øjnene af hende. ”Du er ikke virkelig.. jeg gravede dig op.. jeg bragte dig hjem, iklædte dig tøj og gravlagde dig i din egen have.. Du er ikke virkelig..” gentog hun for sig selv. Hun følte at hun var ved at blive vanvittig! Specielt hvis hun begyndte at se ham over det hele, for det havde bestemt heller ikke været hendes mening med noget af det her på nogen måde! Hun vendte blikket væk fra ham. Hendes krop begyndte at skælve.. et sted af.. panik?

[Deleted]

Det var først nu hvor Konstantin var kommet fri og var kommet op til overfladen, at han lagde mærke til at han faktisk havde tøj på. Det lignede næsten hans bedste klæder. Hvorfor havde han dog sine bedste klæder på i graven?! De havde været frygtelig dyre og det havde været af en fantastisk kvalitet, der nu var ødelagt! Det var smuldret væk visse steder, fordi det var så jordslået af det hårde vejr, som de havde haft igennem de sidste mange uger. Han var helt afkræftet og svag, hans lemmer var helt stive på grund af kulden og den kolde jord som han havde lagt begravet i, og han følte sig frygtelig tørstig og ikke mindst frygtelig sulten! Hele hans krop var dehydreret og udhungret, og det sagde virkelig ikke så lidt! At Malisha så bare skulle stå der og ligne en komplet idiot, var noget som næsten irriterede ham, for hun skreg som en gal, hvor hun i stedet for kunne tage sig sammen og hjælpe ham! – det var ikke fordi han tænkte over hvordan hun havde det, for i hans hoved føltes det kun som om han havde været væk for en enkelt dag, skønt det ikke just var tilfældet.
Den kolde vind som slog ind over Konstantin, var noget som var frygtelig behageligt. Det var stadig sommer, så han måtte jo ikke have lagt så frygtelig længe igen? Det føltes i hvert fald ikke sådan. Men han var også helt desorienteret og omtumlet og det var en irriterende følelse ikke at vide hvor længe man havde været væk og hvad der faktisk var sket. For i den tid han havde været væk, var der faktisk sket en frygtelig masse ting. Han så roligt op mod hende igen, hvor han blot så afventende og spørgende på hende, for han ville da sætte pris på hendes hjælp, nu hvor hun var der, medmindre hun ville fortsætte med at stå og glo? ”Hallo, Malisha! Jeg kunne godt…” Han nåede ikke at sige mere, før han brød ud i et kæmpe hosteanfald, hvor han lænede sig til siden endnu engang. Han vendte blikket op mod hende, „.. jeg kunne godt bruge noget hjælp.” Han løftede den ene hånd og strøg den over hans ansigt, for at få jorden og mudret væk, da han var dækket ind over hele kroppen fordi jorden var så fedtet og fugtig. Han spyttede ganske let, selvom det var svært fordi han var så tør i halsen. Hvem hun råbte efter anede han ikke, men det var irriterende at hun bare skulle stå der og gøre ingenting, i stedet for at hun godt kunne tage at hjælpe ham!
Konstantin endte med at sukke ganske let, som han lagde sig tilbage på ryggen og blot stirrede op i luften. Han kom jo ingen vegne uden hjælp, for han havde virkelig ikke kræfter til at kæmpe sig op! Han var frygtelig træt og afkræftet og han havde ikke engang kræfter til at være irriteret på hende, selvom han var fordi hun bare stod der. Han himlede med øjnene da hun begyndte at sige at han ikke eksisterede. Hvor længe havde han lige været væk? Det rablede jo for hende! ”Jeg lever skam endnu..” mumlede han irriteret. Han vendte blikket mod hende. Han havde ikke engang kræfter til at tale. #Malisha. Det er mig Konstantin. Gider du tage dig sammen og få din lasede røv herhen?!# Han brugte tankeoverførsel, eftersom han var for tør i halsen til at tale.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde kun gravlagt Konstantin i sit bedste tøj, fordi hun slet ikke regnede med at skulle se ham igen. Desuden ønskede hun at han skulle se godt ud i den anden verden.. om han røg til himmel eller til helvede, så skulle han bestemt have mulighed for at te sig godt og se godt ud! Det var da noget af det sidste som hun kunne gøre, så selvfølgelig var det noget som selvfølgelig gjorde sit for hendes vedkommende, men ikke noget som hun kunne gøre noget ved i den anden ende. Et sted fuldkommen grebet af en form for panik ved at se ham kæmpe sig op fra graven. Hun havde ofte set til ham, uafhængig af vejret, for det var slet ikke noget som rørte hende på nogen måde, men det var nu slet ikke noget som hjalp hende på nogen måde, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være. Og at han lignede en som bare tog det så meget med ro, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hende på nogen måde!
Tanken om at det virkelig var Konstantin som var der, var bestemt heller ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, for hun vidste slet ikke hvordan hun skulle reagere! Hun var dog helt sikker på at William havde noget med det her at gøre, ellers var det slet ikke noget som gav det mindste mening for hende, for manden havde for pokker ligget i jorden i flere uger nu! Og det var lang tid nok til at hun selv mistede fuldkommen kontrol, også selvom hun vidste at det direkte var farligt for en i hendes situation, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, og ikke noget som hun kunne gøre noget ved ellers! Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Gå tilbage i graven, hvor du hører til Konstantin! Du eksisterer slet ikke mere..!” endte hun med en fast mine, også selvom det var panikken som talte for hende.. Og hun gik normalt aldrig i panik!
At han endte med at gøre brug af tankeoverførsel, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hende på nogen måde, for det var noget som kun forvirrede hende mere! Hænderne søgte direkte til hendes tindinger, hvor hun trykkede fast, idet at hun faldt direkte ned i knæ og med en tydelig og voldsom sitren og skælven. Tårerne pressede på.. og det gjorde de normalt heller aldrig! Tanken om at miste ham, var gået op for hende, så William behøvede slet ikke at køre mere rundt i det! ”Uger… der er gået uger… Det er ikke sjovt mere William..!” endte hun med en fast tone, dog alligevel tydelig skinger, for det var slet ikke noget som hun fandt sig i på nogen måde overhovedet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Endnu en tåre trillede ned af hendes kind. Hun var virkelig ude af kontrol, og det var bestemt ikke behageligt for hende på nogen måde overhovedet! ”Jeg har forstået det William! Du vil ikke have mig her..!” En svag hulken brød hendes læber.. Hun følte sig virkelig fortvivlet, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det bedre for hende på nogen måde overhovedet! Hun trak vejret dybt. ”Du eksistere ikke mere… du er død.. jeg begravede dig..!” endte hun fast, mest for at overbevise sig selv om tilfældet.

[Deleted]

At Malisha skulle stå og skrige sådan op, kom virkelig bag på Konstantin, for han havde da regnet med at hun ville være glad for at se ham! Måske hun ikke kunne genkende ham for jorden? Det var sikkert meget muligt! Han kunne i hvert fald mærke at han havde jord over alt! – også under tøjet! Han blinkede forvirret med øjnene, hvor hans blik stadig var en anelse sløret. Han lukkede øjnene og gav sig til at gnide sine øjne i et forsøg på at kunne se bedre. Han kunne tydeligt mærke hvor afkræftet han var, men han havde jo heller ikke nogen næring i kroppen, hvilket han godt kunne bruge! Og Malisha sad bare der og gik i panik og selvsving, hvilket irriterede ham godt og grundigt! Han var altså stadig døende og han kunne godt bruge noget hjælp! Han kom da aldrig indenfor alene! Og hvem var denne William? Han kendte et par stykker ved det navn, så hvem hun talte med eller om anede han virkelig ikke!
Konstantin bed tænderne kraftigt sammen, som han hostede endnu engang, og i stedet for at man normalt hostede spyt op, så var det jord der røg ud af munden på ham – en virkelig ubehagelig og grim fornemmelse! Han forsøgte at synke, men han var så tør i halsen at han ikke kunne gøre den våd. Han følte sig også pludselig svimmel fordi han var så dehydreret og tørstig som han var. Han havde brug for hendes hjælp og så skulle hun sidde der og gå i panik og tilmed tale til sig selv? Hvor længe var der lige gået?
Konstantin så forundret på hende, da han kunne høre hende hulke, hvor han kneb øjnene let sammen. Han forsøgte at sætte sig op, men havde ikke kræfter til det, derfor lænede han sig mere til siden, hvor han anstrengte sig for at grave sine ben fri, skønt det ikke var nemt, når man var så afkræftet som han var! Han bed tænderne kraftigt sammen og endte næsten helt rød i hovedet af anstrengelse, men det lykkedes ham alligevel at få benene en anelse fri, så han kunne sparke dem fri. Han endte med at krybe hen til hende på maven, hvor han lagde en hånd imod hendes lår. ”Hv-hvad laver du?” spurgte han forvirret og ikke mindst bekymret, for han havde aldrig nogensinde set hende ligne sådan et nervebrud! Aldrig! Det gjorde ham faktisk utrolig bekymret, også at se hende græde sådan, hun lignede jo en som brød helt sammen. Han rynkede brynene, som han forsøgte at få øjenkontakt med hende. ”V-vil du ikke.. n-nok komme t-til dig selv M-Malisha? J-Jeg har b-brug for din h-hjælp,” svarede han hæst og anstrengt, så hans stemme næsten var uhørlig, men han forsøgte virkelig! Han greb ud efter hendes hånd, der føltes brændende i forhold til hans egen iskolde! De sorte øjne forsøgte at få øjenkontakt med hende stadig, selvom hun virkede så fjern. ”Hjælp mig..” endte han dæmpet, som han lagde hovedet afkræftet mod hendes lår. Hvorfor kunne hun ikke bare fatte at det var ham som virkelig sad der? At det var ham der faktisk stadig var i live? Det frustrerede ham og han kunne mærke at han var ved at besvime. Men før eller siden måtte det vel gå op for hende at det var virkeligt?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det lignede bestemt heller ikke Malisha at reagere sådan, men hun kunne virkelig ikke gøre for det! Hun var dog alligevel fuldkommen overbevist om at William måtte have noget med det her at gøre, for han havde ikke gjort andet end at være hende en pestilens siden hun havde set ham! Han havde forstyrret hendes tanker, for hun nægtede at have mere med den familie at gøre! Det gjorde for ondt at tænke på dem, kun fordi at hun virkelig var påvirket af tabet som hun havde lidt.. det var et tab som hun aldrig nogensinde havde regnet med at skulle opleve på denne her måde, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun bed tænderne svagt sammen og vendte blikket væk fra ham. Hun nægtede at se på ham, for han kunne virkelig ikke være der, for det var slet ikke noget som gav nogen mening for hende på nogen måde! Der var bare ikke.. noget som gav nogen mening for hende i denne givende stund, og det var skam også noget gjorde det hele så meget værre for hende, for hun kunne virkelig ikke have noget med den tanke at gøre!
At det virkelig var Konstantin som var der, kæmpede sig op af sin egen grav og forsøgte at komme i kontakt med hende, faldt hende slet ikke ind, for det måtte være en hallucination.. det måtte være hendes magi som løb af med hende.. en mentaldæmon måske? En dæmon som havde søgt ind i hendes hoved? Hun vidste at dæmonerne såvel som vampyrerne var i gang med at rokere rundt i spillepladen, men alligevel! Det var bestemt ikke retfærdigt at skulle gå efter hende på denne her måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun endte med at glide direkte ned i knæ og med hænderne mod hendes tindinger. ”Ud af mit hoved… skrid ud af mit hoved!” endte hun febrilsk, som hun kneb øjnene sammen. Det var som om at den sorg som hun havde brændt inde med i frygtelig mange uger nu, var endt med at nærmest eksplodere, og så pludselig.. kunne hun ikke holde noget af det igen, og det var næsten en tanke som måtte skræmme hende yderligere, for hun kunne ikke gøre noget ved det!
Hånden som gled mod hendes lår, fik det til at gibbe i hende, men samtidig gjorde det også at hun måtte.. overbevises om at han faktisk var der..? Hun vendte blikket nærmest skræmt mod ham og alligevel.. vredt.. Han havde efterladt hende da han gik i døden.. Han måtte slet ikke forlade hende! ”Det kan ikke passe..” endte hun dæmpet og med en mere spids stemme, som hun næsten endte med at rejse sig, før han overhovedet fik muligheden for at lægge hånden mod hendes lår og hovedet med, for.. hun ville slet ikke have det, og det var nu bare sådan at det måtte være med det hele! Hun bed tænderne fast sammen og vendte blikket mod ham, som han lå på jorden foran hende.. Hjælp? Den Konstantin hun kendte, bad næsten aldrig om hjælp! Tårerne strøg nedover hendes kinder. ”U-uger… uger! Og så.. så… du er her.. Nej… nej..:!” Hun rystede på hovedet. Panikken blev kun voldsomt erstattet af… vrede?

[Deleted]

Hvorfor Malisha skulle reagere som en sindssyg, anede Konstantin virkelig ikke, men det fik ham da til at tænke og overveje hvor længe han faktisk havde været væk, for hvis han havde været væk i meget lang tid, så kunne det måske godt være at hun havde savnet ham så meget at hun var ved at blive sindssyg? Han havde jo været hendes tro støtte og han vidste godt at han havde svigtet og ikke mindst fejlet ved at gå i døden. Han var skam skuffet over sig selv, men han havde ikke haft en chance mod en overnaturlig vampyr. Han havde været såret selv, han havde knap nok kunnet bevæge sig, fordi Romeo havde brækket flere ribben, han havde gået med stok og så for en gangs skyld da han var søgt lidt væk hjemmefra for at indånde noget frisk luft, så var han stødt på en irriterende vampyr der havde taget hans liv! Men det skulle ikke ske igen! Det eneste han havde tænkt på i døden, var at han ville have hævn og han havde opbygget et kæmpe had til den vampyriske race. Normalt havde han respekteret enhver race, men nu var det slut! Han havde aldrig følt sig så rasende før og han krævede sin hævn! Han ville dræbe enhver vampyr han stødte på sin vej! Endelig var han faktisk enig i Malishas sindssyge plan om at udrydde enhver vampyr! Og dog havde den vampyr han var stødt på været højst udsædvanlig, næsten høflig på samme tid han havde været morderisk. Det var næsten helt så.. skræmmende!
At se Malisha bryde sammen på den måde, gjorde Konstantin frygtelig bekymret og ikke mindst usikker. Hvad pokker gik der af hende? Hun virkede ikke sindssyg men virkelig rablende vanvittig! Det føltes dog ufattelig rart at komme i berøring af hende igen, for det var da virkelig noget som han havde savnet. Noget andet han havde fokuseret på, var de sidste tanker der havde gået igennem hans sind, inden han var gået i døden; hende. Han havde selv i døden tænkt konstant på hende, og han kunne tydeligt mærke at hans følelser var langt mere fremtrædende og synlige, end hvad de havde været før. Han havde aldrig været så sikker i en sag før! Han ønskede ikke at miste hende igen!
Konstantin nåede knap nok at lægge hovedet mod hendes lår, før hun rejste sig, hvor han ikke engang havde kræfter til at se op mod hende. Han sukkede blot frustreret. Han plejede måske ikke at bede om hjælp, men han lå altså og var døende! Dumme kvindemenneske! Hun skulle altid trække tiden ud og være så tosset! Han blev dog forundret over hendes ord. Var der gået uger? Så havde han da været væk længe! Meget længere end hvad han havde regnet med! Han kunne næsten fornemme hendes vrede, selvom han blot blev liggende og helt opgivende på jorden. ”Malisha..” mumlede han hæst, som han forsøgte at række ud og gribe fat omkring hendes ankel. Hvorfor kunne hun ikke bare lytte til ham. ”J-jeg..” Han endte med at hoste, inden han sukkede opgivende. Han havde virkelig ikke kræfter til at tale! Derfor brugte han endnu engang sin tankeoverførsel. #Malisha. Jeg er en af de ældste warlock, tror du ikke at jeg forstår at beskytte mig selv? Selv fra døden? Min slægtsring er magisk. Det er den som vækkede mig til live. Det gik bare længere end hvad jeg troede.” Han lå blot stille på jorden, hvor han følte for at dø igen, fordi hun bare skulle stå der og lave en scene!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var slet ikke sig selv i denne stund, og hun kunne ikke gøre for det! Det var alt for mange følelser som gik igennem hende på en gang, og det var slet ikke noget som hun kunne gøre for det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Hun kunne slet ikke fordrage den tanke, også fordi at det virkelig var noget som gjorde vanvittig ondt, om det var noget som man nu ville det eller ikke! Et sted panik, men også sorg og vrede, og det var svært for hende i det hele taget at finde ud af, hvilken følelse som skulle være det mere fremtrædende i hende, men det var ikke noget som hun bare kunne gøre sådan ved det! Hun vendte blikket direkte mod Konstantin igen, næsten som hun forventede at han ville ligge i jorden igen, men han var der ikke, og det var et sted en tanke som direkte måtte frustrere hende som intet andet overhovedet, for hun fandt det bestemt heller ikke retfærdigt, at han skulle ligge der også.. selvom hun var sikker på, at det var noget som skete i hovedet på hende, og ikke noget som faktisk skete i virkeligheden.. Det var virkelig.. nej, det var uvirkeligt!
Malisha nåede at hæve sig, inden Konstantin havde nogen mulighed for at lægge hovedet i hendes skød, for det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre, for hun ønskede det på ingen måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke, det var helt sikkert! Tænderne bed hun kraftigt sammen. At hulke og reagere på den måde, var slet ikke noget som lå til hende normalt, men lige nu var det slet ikke noget som hun kunne gøre for, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun sendte ham en direkte fast mine, næsten dræbende, som hun kunne beordre ham tilbage i graven igen! Savnet havde virkelig drevet hende til vanvid, for hun havde aldrig følt det på den måde, og hun vidste slet ikke hvordan hun skulle tackle det, og det var noget som virkelig gjorde ondt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hans ord tog hun ikke af, selvom det straks var noget andet, da han gik ind i hovedet på hende. Hænderne faldt direkte til tindingerne igen. ”Ud af mit hoved..!” hvæsede hun fast. Denne gang var det vreden som for alvor fik lov til at komme frem!
Det sitrede virkelig i Malishas krop, og det var bestemt heller ikke fordi at det var et behag som stod tydeligt i hende, for det var helt klart det stik modsatte, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Endnu en gang gled hun i knæ og med de tydelige skælv som hun slet ikke kunne styre! Hun vendte blikket direkte mod ham. Han var i live? Det var en tanke som kun drev hende til en vrede som hun slet ikke kunne gøre noget ved! Hun rystede på hovedet og vendte blikket ned mod jorden ved hende. Hun forstod det ikke.. Han var da død da hun havde valgt at gravlægge ham for pokker! ”Jeg gravede dig op, for den forbandede vampyr havde lagt dig i jorden Konstantin.. Jeg fik dig i dine bedste klæder og gravlagde dig i din egen have… jeg har stået i et kaos og problemer til halsen og… du har bare ligget og hygget dig?!” endte hun med en direkte hvislen. Hun kunne ikke fordrage den tanke! Det gjorde hende ked af det, og så.. vred!

[Deleted]

Det frustrerede virkelig Konstantin mere end noget andet at Malisha bare skulle stå der og gå i panik, for det lignede da ikke hende! Hvad pokker var der sket for hende i de uger han havde været væk? Tossede kvindemenneske! Hun havde altid været sindssyg, men nu rablede det da virkelig for hende! Hvad der gik af hende vidste han ikke, men han ville da foretrække at hun tog sig sammen og hjalp ham ind, for han var så stivfrossen at han knap nok kunne bevæge sig, ikke uden at det gjorde ondt i hvert fald! Han var frygtelig svækket, han var udhungret og han var dehydreret, hvorfor kunne hun så ikke bare tage sig sammen og hjælpe ham indenfor? Han havde jord i bukserne og under blusen, hvilket var irriterende, desuden så havde han også jord i lungerne og i hele ansigtet, så det ville gøre godt med et bad! Så hvis hun kunne tage sig sammen så ville han blive taknemlig! Men i stedet for skulle hun absolut sidde og blive rablende vanvittig, hvilket han allerede havde fattet at hun var blevet.
Konstantin blev liggende på jorden, eftersom han ikke kunne gøre andet. Han var for svækket og afkræftet til at gøre noget andet. Han så mod hende, da hun valgte at gå ned på knæ igen, hvor han næsten ikke havde kræfter til at gøre noget. At hun så skulle fortsætte med at køre rundt i at han skulle være død, irriterede ham virkelig! Han løftede hovedet lettere anstrengt og så op mod hende. ”Hygget mig?! Jeg har været død for pokker! Og jeg er ved at dø nu, din tossede kvinde!” hvæsede han hæst og vredt, selvom det resulterede i at han røg ud i et kæmpe hosteanfald, hvor han slet ikke kunne få vejret, som han hev efter mellem sine host. Han slog let i jorden med sin ene knyttede hånd af ren frustration, for han kunne virkelig ikke have at hun bare skulle sidde der og have ondt af sig selv, når han virkelig havde brug for hende mere end noget andet! Inde i sit hoved gentog han samme sætning; Dumme kvindemenneske! Her lå han og havde brug for hende og så sad hun bare og ynkede sig! Og så troede hun at han havde hygget sig? Man hyggede sig altså ikke i døden og han havde altså været begravet! Det var på ingen måder hyggeligt! Men det lød næsten til at hun havde hygget sig, og sikkert med denne William! Dumme kvinde! Gik videre til næste mand så snart man gik i døden! Han bed tænderne kraftigt sammen, som han fnøs ganske kortfattet. Han lagde sig afkræftet om på ryggen, da han endelig blev færdig med at hoste, hvor han hev efter vejret. Kunne hun ikke fatte at han stadig var ved at dø? ”Malisha.. hjælp mig,” bad han i en hæs tone. Han hadede at skulle spørge andre om hjælp, men han var altså ved at dø, og hvis der var nogen han godt turde at spørge om hjælp, så var det Malisha, for hun havde jo altid hjulpet ham, skønt han sjældent havde bedt om hjælp, det var først da han havde fået brækket nogle ribben at han havde haft brug for hendes hjælp til mange ting.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde virkelig ikke nogen anelse om hvordan hun skulle tackle det hele, og specielt med det faktum at Konstantin faktisk lå foran hende på jorden. At han havde kæmpet sig op af graven og lå for døden igen, for hvorfor skule det være en tanke som sig hende ind på nogen måde? Det var jo slet ikke noget som gav nogen mening for hende på nogen måde overhovedet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Svagt bed hun sig i læben og med en tydelig sitren. Hun var virkelig ved at være rablende vanvittig, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun brød sig slet ikke om den her situation, men ikke noget som hun kunne gøre noget ved i den anden ende. Tænderne bed hun fast sammen og vendte blikket mod ham endnu en gang. Tanken om at han var der ,var noget som selvfølgelig gjorde det meget værre for hendes del, for hun kunne slet ikke forstå det, for det var slet ikke noget som gav nogen mening for hende på nogen måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om, og hun brød sig slet ikke om den følelse!
At Konstantin virkelig var der, var slet ikke en tanke som Malisha kunne fatte, for det var slet ikke noget som gav nogen mening for hende på nogen måde! Hun rystede og hun skælvede.. et sted af vrede, men i den grad også af panikken som det havde bredt i hende. Hun havde ikke engang formået at bebrejde sorgen ved tabet af ham, for hun vidste slet ikke hvordan, og pludselig var han der? Det var slet ikke noget som hun kunne forstå! Hun vendte blikket direkte mod ham, som han lå der på jorden. Han var ligbleg, han lignede noget der var løgn.. Det kunne virkelig ikke være rigtigt at han var der, for det var slet ikke noget som hun som sådan kunne forstå! Hun trak vejret dybt og vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun hyggede sig bestemt ikke med nogen William! Der var endnu ikke nogen som havde været tæt på hende, for de havde ikke været… ham. Hun kravlede på alle fire hen til ham, kun for at lade den ene hånd søge mod hans kind.. Hun kunne mærke ham, så.. han måtte vel næsten være der? Selvom det kun var noget som helt klart forvirrede hende endnu mere! Hun rystede på hovedet. ”Du er en tåbe Konstantin!” endte hun med en grødet stemme, som hun fik viklet kappen af sig, som hun roligt lagde tæt omkring ham. Det var ikke så koldt igen i aften, men vel koldt nok til at han kunne mærke det? Den anden hånd slog hun let mod hans bryst – tydeligt også tegn til bebrejdelse. ”Du forlod mig! DU har efterladt mig!” Nu hvor sluserne var åbne, så lod hun også bare det hele komme frem, og det var frygtelig meget som endte med at komme frem for hendes vedkommende! Hænderne lukkede sig omkring hans habitjakke og trak ham godt ind mod sig. At mærke ham der, var noget som alligevel fyldte hende med en lettelse… alt for mange følelser som hun slet ikke var vant til! Og vidste hvordan hun skulle tackle, og det gjorde ondt!