Back home... Just.. alone?

[Deleted]

Chryseis var virkelig glad for selskabet som Jericho efterlod hende med, også fordi at det ikke var noget som skete så ofte igen i den anden ende. Hun vendte blikket mod ham. Han var anderledes end de mange andre som hun havde været i nærheden af, og det var en tanke som hun virkelig godt kunne lide, det var der så sandelig eller ikke nogen tvivl om overhovedet. Blikket gled stille mod ham igen, som hun sendte ham et taknemmeligt smil. ”Nej det.. det vil jeg da ikke mene… Når folk ikke kan holde ud at være i nærheden af mig..” Hænderne foldede hun roligt foran sig, som hun vendte blikket mod vandet. Tanken gjorde ondt, men det var efterhånden noget som hun da måtte være vant til efterhånden, var det ikke? Hun sendte ham et let smil og rystede så på hovedet, for det morede hende faktisk lidt. ”Jeg… Jeg samlede dem jo til dig, og.. siden du har vandret så langt og så meget, så.. bare spis du, Jericho,” sagde hun muntert. Hun var faktisk kun glad for, at han faktisk spiste dem, for hun havde jo samlet dem sammen til ham!
Chryseis lyttede intenst til hans ord. Hun havde ikke set meget andet end skoven, og Himmeriget, i den tid hun havde været deroppe efter den brand som havde ødelagt størstedelen af skoven for flere år siden, men end ikke det, var noget som faktisk gjorde hende nysgerrig af sig, for hun havde jo ikke nogen anelse om hvordan Procias primært så ud, andet end skoven. ”Det lyder som du har været mange steder.. Gid det var mig.. Skoven og.. Himmeriget, er faktisk det eneste jeg.. nogensinde har set,” endte hun næsten drømmende, som hun vendte blikket i retningen af vandet med samme mine, inden hun igen så på ham. Store rovdyr var der ikke så mange af i skoven, for de var jaget væk allerede for lang tid siden, så derfor følte hun sig selv ganske tryg der. Smilet bredte sig på hendes læber. ”Det kunne du lide at vide, hva’? Jeg er bundet af skoven her.. jeg kan nærmest fornemme når den bliver betrådt..” endte hun med et skævt smil på læben. Hun var bogstavelig talt bundet af stedet her!

[Deleted]

Jericho fiskede endnu et bær op med sine fingre, og kastede den svagt op i luften og med en bue landede i hans mund, hvorefter han smilede kækt. Han tyggede let på det som hun talte, og syntes stadig det var noget vås at folk flygtede fra Chryseis. "Måske flygter de ikke for Dem, men mere Deres skønhed?" sagde han jokende og lo kort. "Jamen.. Hvis De insistere så vil jeg bare nyde dem selv. Jeg takker." sagde han og bukkede sit hoved kort i en taknemlig hensigt. Folk plejede sommetider at tilbyde ham mad og lignende mens han rejste rundt, men han havde ikke altid lyst til at tage imod da de ikke skulle bekymre dem om ham. Lige nu var det jo kun bær, og det havde han skam ikke noget imod at tage.

"Og to fantastiske steder må jeg lige pointere. Jeg tror ikke jeg vil rejse hele mit liv. Det vil nok komme et tidspunkt hvor jeg slår mig ned et sted, når mine ben protestere for meget efter de mange mil." sagde han og smilede tilbage til hende, og tog sin hånd op til hans pande og viftede noget hår væk. Varmen kunne godt mærkes, da han rørte sin pande, en smule sved på den. "Sikkert ikke mere end Dem selv, Cryseis.. Og er De sikker på det? Jeg mindes at have vandret længe i denne skov, og stadig sneg jeg ind på Dem uden de vidste noget." sagde han med en varm og rolig tone, og lod sin tunge løbe over hans underlæbe.

[Deleted]

Chryseis kunne faktisk godt lide Jericho, også fordi at han faktisk gav sig tid til hende, og det var slet ikke noget som hun havde noget imod, for hun kunne faktisk godt lide det. Han gjorde hende glad, han spiste af det som hun havde skænket ham i form af bær og ord, og det var noget som faktisk gjorde hende frygtelig, frygtelig glad! Også fordi at han faktisk havde ventet på hende, hvor hun faktisk havde været bange for at han var gået væk, ligesom alle andre normalt gjorde det, og det var næsten det som gjorde det så meget bedre for hendes vedkommende. Hun vendte blikket mod ham. ”:.. Hvad mener du?” spurgte hun med en næsten urolig mine, for.. hvad var der med hendes skønhed? Var hun ikke køn da? Var hun så grim, at folk faktisk stak af? ”Jeg kan godt lide at være sammen med dig. Det er.. hyggeligt, og det kan jeg godt lide..” endte hun med et stille smil på læben, også fordi at det faktisk var ord som hun mente. Hun kunne virkelig godt lide hans person.
At se ham kaste med bærerne og faktisk ramme munden, var noget som fik hendes smil til at brede sig, for gjorde han sig til for hende? Hun grinede muntert og vendte blikket let forlegent ned mod sine hænder som hun roligt foldede i sit skød. ”Har du set Himmeriget?” spurgte hun tydeligt nysgerrigt, også fordi at hun faktisk var frygtelig nysgerrig af sig, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun rettede sig roligt op, som hun betragtede sig af hans skikkelse. Hun grinede ganske let, som en svag rød farve faktisk også måtte vise sig i hendes kinder. Hun havde fornemmet ham, men.. ikke at han havde været så tæt på hende af den grund! ”Du snød mig gjorde du! Det var det som du gjorde!” endte hun med en let latter, for hun forsøgte selvfølgelig at hæve stemningen, for hun ønskede ikke at være så deprimeret at høre på!

[Deleted]

Jericho kunne også godt lide Chryseis, hendes varme personlighed og udseende var vidunderligt. Han tog endnu et bær og prøvede samme trick igen men missede denne gang hans mund, og bærret landede bag ham. Han lo dog bare kort, og satte hovedet lidt på skrå. Havde hun misforstået ham? "Jeg mener at det kan godt være at Deres skønhed er for overvældende for dem, og de har intet valg end at flygte fra Dem.." sagde han i en varm tone, og med et varmt smil til at matche den. "Jeg kunne ikke sige det bedre til Dem, Chryseis. Jeg sætter pris på Deres selvskab."

Han kiggede lidt væk efter spørgsmålet, og var stille et øjeblik. "En gang. Det er dog mange år siden nu, men jeg husker det klart som var det i går. Det var som smagen af søde bær for mine øjne." sagde han smilende, og kiggede ned på de resterne bær der lå tilbage, før hans blik vandrede videre til hende, og smilede en smule bredere som han så hendes kinder. "Mig? Snyde? Det ville jeg aldrig kunne have fundet på. Jeg er skam bare stille som en .. kat på jagt efter små mus." sagde han og lo let.

[Deleted]

Jericho var en sød fyr, hvilket var noget som Chryseis allerede kunne konkludere, og det var en fornemmelse som hun faktisk godt kunne lide. Det var næsten som om at det var noget som gav hende muligheden for at glemme Melchior lidt, og det var i den grad også noget som efterhånden var nødvendigt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på denne her måde. Hun kunne virkelig godt lide at tilbringe tiden sammen med ham, også fordi at det var en mand som faktisk så hende, og som ikke bare stak af fra hende på den her måde, men det var nu bare sådan at det var. Hun havde slet ikke følt sig.. akavet til stede, og det var noget af det bedste af det hele! ”Det giver bare ikke mening for mig.. Hvorfor skulle de.. løbe væk fra mig, hvis jeg er så.. smuk som du siger at jeg er..” endte hun med et stille smil på læben. Det var jo ikke ligefrem fordi at det var noget som hun var vant til at høre nogen som helst sige omkring hende!
At Jericho havde været i Himmeriget og faktisk set det, var noget som gjorde hende frygtelig nysgerrig! Hun havde ikke nogen anelse om hvad han havde set, men det var noget som alligevel drev hendes nysgerrighed til grænsen af hvad hun kunne holde til, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være! Hun sendte ham et stort smil og lod ham mere end glædeligt spise af bærerne, for det var noget som hun havde samlet ene og alene til ham! ”Du har ret. Det er i sandhed et utrolig smukt sted.. Det er virkelig et paradis,” endte hun som hun vendte blikket mod vandet igen. Hun strøg sig selv over overarmen, inden hun igen vendte sig mod ham. Forsigtigt vovede hun at sætte sig tættere på ham, selvom det var frygtelig forsigtigt. ”Du snød mig gjorde du! Du sneg dig ind på mig, som var du en kat efter musen.. som var mig!” endte hun, som hun sendte ham en drilsk skulende mine. Han gjorde hende så glad, at hun ikke engang kunne spille sur!

[Deleted]

Jericho grinte let efter hun havde talt, og rystede kort på hovedet. "Tænk ikke over det så. Vi skulle nødigt have Deres kønne lille hoved til at gå ondt. Jeg komplimentere Dem bare for deres skønhed, Chryseis. Sjældent er det sket at jeg har mødt én som Dem på mine rejser." sagde han og smilede varmt. Lidt lyv var det, da han mødte mange forskellige mennesker på hans rejser, og sommetider var de da også kønne, men en lille hvid løgn ville ikke skade nogen. Han vendte øjnene mod det stille vand igen, og lod blikket være der. Aldrig havde de dog ikke opført sig som Chryseis, eller i hvert fald ikke hvad han huskede af.

"Mhm, det er svært at putte ord på dens storhed. Jeg håber inderligt at engang at se det igen." svarede han og så ud af krogen af sit øje at hun rykkede sig tættere på ham, og smilede lidt for ham selv som øjnene faldt tilbage på vandet. "Jeg tilstår, jeg tilstår. Jeg er en snu og ond, åh så ond kat. Godt at denne skumle kat ikke gjorde noget ondt ved den lille uskyldige mus." svarede han til hende, og vendte sig hoved mod hende, og et kækt smil tog sted på hans læber, og så ud til at more sig over deres samtale.

[Deleted]

Chryseis tænkte måske for meget over tingene, men det var jo kun fordi at hun ikke var i stand til at finde en løsning! Og det var altså ikke noget som hun gjorde med vilje, men det var nu bare sådan at det nu måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang, ved hans ord. Det var selvsagt ord, som virkelig glædede hende, også fordi at det ikke ligefrem var ord som hun havde regnet med at skulle høre, men det var nu bare sådan at det måtte være når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Hun trak tydeligt på smilebåndet, som en nærmest rødmen måtte vise sig i hendes kinder, hvilket bestemt heller ikke var noget som hun havde det mindste imod i det store og hele. ”…Mener du virkelig det?” endte hun næsten forlegent, for det var slet ikke noget som hun havde hørt før, men den tanke alene, var så sandelig noget som hun rigtig godt kunne lide at høre, det var da helt sikkert!
At Jericho havde set Himmeriget, gav dem jo faktisk noget at snakke om dem imellem, og det var noget som gjorde det hele ganske særligt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, en det var nu bare sådan at det var. Hun nikkede istemmende. ”Smukt er det virkelig. Jeg.. regner nu ikke med at skulle se det igen. Jeg så det kun fordi at skoven brændte og.. det gjorde mig svag..” At han ikke reagerede på at hun havde rykket sig tættere på ham, var selvfølgelig en tanke som gjorde hende glad, for hun mente jo slet ikke at gøre ham ukomfortabel, hvis det var noget som hun ellers kunne undgå selvfølgelig. Hun slap en munter latter og rystede så let på hovedet. ”Så er det vel også fint at musen kan lide.. kattens beskyttende selskab?” endte hun med et stille smil, som hun næsten automatisk greb ud efter hans hånd. Ikke fordi at det var en handling som hun tænkte videre over, men hun kunne godt lide at sidde der sammen med ham.

[Deleted]

Jericho nikkede sit hoved kort, og smilede til hende bekræftende. ”Selvfølgelig gør jeg det. Jeg er skam ikke nogen løgner, mit ord er altid sandt.” sagde han, selvom det ikke var helt sandt. Han kunne se at hans ord glædede hende endnu mere end hun var i forvejen, hvilket var mere end fint for ham. Hun lignede jo nærmest en sol som hun lyste op i hendes ansigt. Han lod sin hånd løbe op igennem hans hår, og læggede den derefter afslappet på hans knæ.

Himmeriget havde været som Chryseis havde sagt, et sandt paradis. Bare at han tænkte på det gav ham en lille varm følelse inde i ham. Han kunne huske at han blev ledsaget af en paladin deroppe, men besøget var ikke særligt langt. Lidt efter var han ude igen, og hans rejse begyndte atter igen. Hendes ord undrede ham en smule. ”De må være virkelig tæt knyttet til denne skov.” sagde han roligt, men med en hvis undring i stemmen. At hun kun havde set Himmeriget og skoven hele sit liv var en underlig tanke for ham. Han havde været alverdens steder nu, og set mange, mange ting. ”Mere end fint. I hvert fald for denne kat.” svarede han muntert, men blev en smule overrasket da hun tog ved hans hånd. Han gjorde intet for at forhindre det, og lod hende. Hun havde jo taget hans hånd før, men den gang var det jo for at lede ham med hende. Han smilede varmt til hende, og lod sit blik falde ned på deres hænder kort før han kiggede op igen på hende.

[Deleted]

Jerichos ord, var noget som virkelig gjorde Chryseis frygtelig, frygtelig glad, og det var alt sammen ord, som hun havde brug for at høre. Bare det at få bekræftet, at hun faktisk kunne bruges, og at andre kunne nyde hendes selskab, var alt sammen noget som gjorde hende så frygtelig glad! Måske at hun kunne opføre sig som et barn et eller andet sted, men det var nu heller ikke noget som hun kunne gøre noget for, for hun var måske lidt.. utålmodig og meget ivrig af hvad der var normalt for en voksen, men det var altså ikke noget som hun kunne gøre for! ”Det..d et betyder virkelig meget for mig at vide, Jericho.. Så ved jeg at jeg ikke er helt galt i byen,” endte hun ganske sandfærdigt, for løgn var det jo trods alt heller ikke, om det var noget som man nu ville det eller ikke.
At gribe ud efter hans hånd, var egentlig ikke noget som Chryseis tænkte videre over, da det egentlig kun var noget som skete uden at hun kunne gøre noget ved det af den grund. Hun vendte blikket stille ned mod deres hænder, hvor en let rødmen måtte stige til hendes kinder. Hun nikkede roligt. ”Tja.. jeg.. kan vel sige, at min sjæl er bundet af skoven her.. er den væk, så… så er jeg lige så..” endte hun sigende, som hun vendte sig mod ham. En skovånd var hun jo trods alt – bosat i en nymfes krop, selvom det ikke var noget som hun var meget for at sige, men det var nu underordnet, for han virkede som en mand som hun følte at hun kunne stole på, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, for hun kunne virkelig godt lide fornemmelsen af, at have ham så tæt på sig, også fordi at hun følte at han.. forstod hende. Hun hævede hånden og kyssede hans knoer, næsten som et tegn til at hun faktisk var ham hengiven, også fordi at han gjorde hende så glad som han gjorde, bare ved at sidde der og snakke med hende, hvilket alt sammen var noget som betød noget for hende. ”Det er hvad musen vil kalde for en særlig kat,” tilføjede hun med en rødmen i kinderne. Hun kunne jo slet ikke lade være, når han var så god ved hende, som det han var.

[Deleted]

"Det glæder mig at høre, Chryseis. Hvis De er glad er jeg ligeså." sagde han og nikkede bekræftende, og denne gang var det ikke engang løgn. Hendes humør smittede virkelig af i ham. Hendes måske lidt barnlige attitude der sommetider sprang frem gjorde ham intet, han fandt det skønt at hun ikke var så seriøs hele tiden som mange andre var, og det kunne godt blive kedeligt i længden. Han lyttede til hende, og nikkede kort. Han var begyndt at få en fornemmelse af hvad Chryseis kunne være. Han havde læst og hørt om sådanne væsner før, men det gjorde ham skam ikke noget. Selv var han jo ikke normal. "Så lad os håbe at denne skov vil stå i mange tusinde og tusinde år endnu. Sådanne et tab ville være frygteligt." sagde han med et let smil.

Han løftede sit øjenbryn en smule som hun kyssede hans knoer, og gættede på at det var tegn for en form af taknemlighed, men var ikke sikker. Han smilede dog varmt til hende. "Jeg tror at denne kat ville spinde nu, hvis den kunne." sagde han med i en lidt fjollet tone, og flyttede hans frie hånd og lade den oven på hendes og gav den et let tryk.

[Deleted]

Chryseis havde aldrig som sådan lagt skjul på hvem eller hvad hun var. Det var bare ikke altid, at hun fik muligheden for at skulle give udtryk for det, hvilket næsten var noget af det som gjorde hende mest ked af det, men der var jo ikke ligefrem noget som hun kunne gøre ved det af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Folk gav hende ikke rigtigt chancen eller muligheden for at vise hvem hun var, eller hvad hun brændt inde med af værdier, og det var noget som normalt gjorde hende ked af det, selvom det slet ikke var noget som hun mærkede sig af lige netop nu, for hun elskede fornemmelsen af, at sidde der med Jericho, for han gjorde hende jo kun glad! Og så kunne hun bestemt heller ikke gøre andet end at sidde og smile ganske tilfreds, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. Smilet bredt sig tydeligt på hendes læber i form af tilfredshed og næsten med et lys i øjnene ved hans ord. ”Det håber jeg også! Det vil være en skam hvis folk ikke kunne gå ture med deres kære og børn her.. se på naturen og nyde dens skønhed,” endte hun sigende. Ja, hun var typen som tænkte frygtelig meget igennem disse ting, for det var ting og sager som lå hende frygtelig nært til hjerte, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende.
At kysse hans knoer, var virkelig bare et tegn på taknemmelighed. Der var hun typisk vant til at kvinder var mændene underlegne, og det var så sandelig også noget som hun agtet at gøre i denne stund, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hun vendte blikket mod ham igen og med den svage røde farve i ansigtet, for hun kunne da slet ikke skjule det, og det var slet ikke noget som hun var ude på! ”Det ville jeg gerne høre,” endte hun med et svagt smil, inden hun vendte blikket mod hendes bær, inden hun varsomt tog et op og rakte mod ham. ”Er du endnu sulten?” spurgte hun med et stille smil på læben. Hun kunne bare godt lide, at gøre ham glad!

[Deleted]

Jericho smilede let til hende. Der lå godt nok mere end det bag hans ord om skoven, men han lod det ligge. "En sand skam, ja. Især på en dag som denne, det ville være synd at spilde det gode vejr ved ikke at være herude." svarede han, selvom han foretrak vinteren over den varme sommer. Men det var sandt nok, vejret var dejligt i dag, og han skam intet imod at bruge dagen herude under bladene, og ved vandet. At han havde mødt Chryseis gjorde det meget bedre end det allerede var. Hun så i hvert fald også ud til at nyde hans selvskab.

Han grinede kort både over det med at spinde, og den røde farve der havde indtaget hendes ansigt lige så stille. "Jeg må desværre skuffe Dem. Det ville nok ikke lyde nær så bedårende som en rigtig kat. De er nødt til at klare Dem uden, og bare nyde den særlige kats stilhed." sagde han, og kiggede på bærret kort. "Man kan vel altid klemme en mere ned." svarede han med et lille glimt i øjnene.

[Deleted]

Chryseis lagde måske andre ting i det begreb end det som Jericho gjorde, men hun var også bundet lidt af det igennem livet på en lidt anden måde, end det som mange andre gjorde det, for døde skoven, så døde hun, ganske enkelt, og i hendes øjne, så var det en skam, hvis det var noget som folk faktisk skulle ende med at gå glip af, også selvom det nu slet ikke var noget som hun ønskede at tænke på. Hun vendte blikket mod ham og med det lette smil på læben, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han gjorde hende glad.. frygtelig glad. Glad, så det slet ikke var noget som man var i stand til at beskrive, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun sendte ham et muntert smil. ”Det.. det er jo såmænd rigtigt, men så lang tid, at der ikke er nogen til at.. drive dig væk fra mig, så er jeg glad. Jeg kan godt lide dit selskab og.. jeg håber selvfølgelig ikke at jeg.. keder dig med noget af det her,” endte hun med et stille smil på læben, som næsten pludselig blev så usikkert, også selvom det selvfølgelig kun var for en kort stund.
Latteren forlod hurtigt Chryseis, for tanken var noget som gjorde hende glad og munter, for hun kunne lige forestille ham spinde som en kat, og den tanke var direkte underholdende som intet andet overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun blev siddende med hans hånd i sin, hvor han også havde lagt sin over, hvor hendes røde farve på ingen måde kunne forsvinde, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, og det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun hævede sig en anelse, som hun endte med at føre bærret op til hans læber, som hun opfordrede ham til at tage det. ”Jeg tror nu nok jeg hellere nyder kattens almene tunge, og sørger for at han fylder maven..” endte hun med et let smil på læben, for hun mente det faktisk, og tanken var selvfølgelig noget som i sandhed også måtte fryde hende på alle tænkelige måder overhovedet. At hun skulle nyde et selskab på den måde, havde hun da slet ikke regnet med!

[Deleted]

Jericho var lidt overrasket over den usikre stemme, og vidste ikke helt om han havde gjort udtryk for at han ikke var underholdt. Det mente han i hvert ifald ikke selv! "Drive mig væk? Jeg tvivler det stærkt. Jeg har jo lige fået klørene i min lille mus, ikke sandt?" sagde han roligt, og gav hendes hånd endnu et forsigtigt lille klem, for at minde hende om det selvom hun nok var klar over det allerede. "De keder mig bestemt ikke, Chryseis. Jeg er ganske godt underholdt, og jeg kunne ikke nænne at forlade Dem nu." sagde han men han skulle jo videre på et eller andet tidspunkt, selvom han ikke kunne lide tanken. Han skubbede det ud af hovedet.

Han smilede legefuldt som hun førte bærret op til hans læber. "De ved bestemt hvordan man frister.." sagde han roligt før han bevægede sit hoved tættere på, og prøvede at fange bærret med hans læber, og listede sin tunge ud og håbede på at få den trukket ind. Hans bevægelser var ganske forsigtige, og rolige. Han holdte sit blik på hende, og så ud til ikke at behøve at kigge på bærret som han gik efter det.

[Deleted]

Et sted var Chryseis vel usikker på hvordan hun skulle tolke det hele, for hun var slet ikke vant til at sidde i andres selskab for så lang tid af gangen! Det var ikke fordi at hun ikke kunne lide det, for det kunne hun altså godt, det var jo slet ikke det! Men det var til tider bare svært for hende, at vide hvordan hun egentlig skulle begå sig.. Var det ikke der hendes problem lå? Hans ord og hans tryk i hendes hånd, var noget som fik det mere selvsikre smil til at vise sig på endes læber, for det var noget som hun havde det ganske fint med! Hun betragtede ham med en sigende mine. ”Det.. det har du jo selvfølgelig, men..” Hun vendte blikket en anelse forlegen mod vandet igen. Det lignede hende slet ikke at blive så forlegen, men hans selskab vægtede hun frygtelig højt, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende! Hun sendte ham et glædeligt smil. ”Du behøver slet ikke tiltale mig så fint, Jericho.. Men så lang tid du er underholdt godt, så.. så er jeg tilfreds,” sagde hun en kende bestemt, også fordi at det jo var sådan at det forholdt sig for hendes vedkommende. Hun elskede at han ville være sådan sammen med hende!
Det kunne godt være, at omstændighederne kunne fremgå en smule.. romantisk, men det var nu slet ikke det som Chryseis var ude på! Hendes barnlige tankegang kunne slet ikke tænke i de baner, før det faktisk skulle blive påpeget for hende, og det var jo ikke ligefrem noget som skete. Bærret holdt hun oppe for ham og med det glædelige smil, hvor hun ikke kunne lade være med at grine. ”Bare du får noget i maven, så er det jo alt sammen fint..”endte hun morende, som hun roligt gav ham bærret, da hans tunge kom frem, og han var tæt nok på hendes hånd, til at han kunne få fat i det. Hun trak hånden en anelse til sig, selvom hun blev siddende tæt på. ”Smager det da bedre på den måde?” spurgte hun drillende, som hun igen tog et bær til sig, som hun let gav sig til at lege med mellem fingrene.