Back home... Just.. alone?

[Deleted]

Jericho var ikke særlig vant til SÅ muntert selvskab som hende, og omgik sjældent børn og barnelige sjæle, men det her passede ham helt fint. Hun var trolds alt en kvinde, en rigtig smuk en og hvilken mand ville afslå hende? Han ville i hvert fald ikke, og fangede sig selv i at betragte hende igen med et lille smil på læberne. Han tog et solidt greb på sin "stav" med hans hånd, og løftede den op og lagde den over hans skuldre, og lod den slappe af der, lidt på sammen måde som når man henter vand fra brønde og bærer de to spande med en pind. "Jeg kan fornemme at dette bliver en smule lang tur, hm?" sagde han blidt, ikke at at han ville have noget imod det. Han var vant til at komme rundt på hans fødder, og lange strækninger klarede han nemt efter så mange år.

"Så længe vandet ligger nogenlunde stille, og er ufarligt." sagde han og tænkte tilbage til de mange gange han havde frosset vand til is med brug af hans magi. Det var meget simpelt for ham nu, men dengang han stadig var ung var det en stor bedrift syntes han selv. Han gav her et lille nik for at signalere at han var klar.

[Deleted]

Chryseis kendte endnu ikke til Jerichos intentioner eller noget som helst, men hun var bare typen som vel troede på det bedste i folk? Og at der var noget godt i alle, og at hun kunne finde det frem? Umiddelbart havde hun jo heller ikke gjort andet ved ham, andet end at irritere ham måske, men det var jo underordnet, for det gjorde hun jo ved alt og alle, uden at hun kunne gøre noget som helst ved det! Hun grinede let for sig selv ved hans ord, for det var måske en lille halvlang gåtur. ”Mhmm.. Måske er det en lille bitte lang gåtur, men det klarer vi snildt!” endte hun med et tydeligt smil på læben, for det var jo end ikke noget som hun kunne eller ville skjule for ham, for der var jo trods alt ikke nogen hemmelighed i at skoven var temmelig stor, og skulle man se alle de ting, som faktisk var værd at se, så skulle man rejse temmelig langt!
Chryseis holdt trygt i hans hånd, også for at være sikker på at han var med hende, og ikke pludselig bare vendte om og efterlod hende, hvilket jo faktisk var det som hun var vant til. Barnlig var hun måske, men dog en smuk kvinde, så havde hun ikke nogen fast, andet end.. dem som faktisk havde vendt hende ryggen med tiden, og som hun ikke så meget til ellers. De smaragdgrønne øjne vendte hun mod hans skikkelse, som hun sendte ham et bredt smil. ”Kom med!” endte hun næsten lykkeligt. ”Selvfølgelig står vandet stille! Eller.. altså næsten da,” tilføjede hun muntert, som hun førte ham igennem et temmelig langt stykke skov, ind til de kunne høre det rislende vand ikke så forbandet langt væk fra dem. Hun huskede godt, da hun var faldet i det for mange år tilbage, men selv hun kunne se at skoven var ved at komme sig igen, og selvfølgelig var det en tanke som gjorde hende glad. Smukt var her med solens smukke lys, træernes grønne blade, fuglenes sang og var man heldig, så kunne man til tider få øje på dyrene som græssede ikke langt fra stederne her. Hun elskede det!

[Deleted]

Jericho fandt ikke Chryseis irriterende, hendes glade humør smittede af på ham hvilket tydeligt kunne ses på ham og hans tonefald. Om han ville blive træt i længden hvis de forsatte sådan vidste han ikke helt, men det ville tiden vise sig. Han smilede tilbage til hende. "Selvfølgelig. Jeg har vandret det meste af dagen så et lille stykke mere gør ingen skade." sagde han glad. Det der var mest hårdt ved hans rejser var den læder rygsæk på hans ryg fyldt med alle hans ejendele, godt nok få men nok til at veje. At sætte sig ned og nyde naturen lyd ikke som en helt dum ide i hans øre.

Han fulgte med hende, og kiggede sig omkring i skoven som de gik igennem den. Selv kunne han nok ikke finde rundt, og havde sikkert glemt dette sted hurtigt, men han gættede på at Chryseis nok boede herude, så det var hendes hjem. Et ret stort hjem syntes Jericho, og nikkede kort for sig selv. "Hvis det er sådan, så er vandet perfekt i mine øjne." svarede han mens han gik med raske skridt, mens hans øjne faldt tilbage på hende igen, med glimt i øjet.

[Deleted]

Chryseis var efterhånden bare ved at være vant til at hun virkelig gik folk på nerverne, og det i sig selv, var ikke noget som hun kunne lide, for hun kunne altså ikke gøre for det! Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang og med et stort smil på læben. At han havde gået rigtig meget, lød det til, og så ville det vel også være rart at dyppe fødderne lidt i det kolde vand og bare slappe lidt af, samt at nyde omgivelserne lidt? ”Så ved jeg lige hvor vi skal hen!” endte hun helt glad, for det glædede hende virkelig, at han faktisk lød til at ville gå med hende! Selvom hun var bange ofr at hendes lidt.. barnlige attitude, selvfølgelig skulle ødelægge det hele, for det var slet ikke noget som hun var ude på, på nogen måde, men faktisk bare give ham en god oplevelse, og selv nyde godt af selskabet, for det var ikke noget som hun oplevede særlig ofte.
Chryseis slap ikke Jerichos hånd på noget givende tidspunkt, for det var slet ikke noget som hun kunne få sig til! Et sted selvfølgelig bange for, at han ville vende om og pludselig efterlade hende alene, hvis hun gav slip, og det var et sted en tanke bundet i frygt for at gøre det, så hun holdt fast. Han lød glad, og med det glimt i øjet, så var det noget som fik hende til at smile frygtelig tydeligt! ”Ja ikke? Og det er så dejlig køligt, så.. så kan du altid dyppe fødderne lidt, og så kan jeg finde nogle bær, som vi kan spise..! Hvad siger du til det? Lyder det ikke bare hyggeligt?” spurgte hun helt glad. Skoven var hendes hjem, hun vidste hvor bærerne gemte sig, og hvor de bedste var! Vandet kom roligt til syne i form af en bæk eller flod som strøg forbi dem med en rolig hast, ganske rolig, hvilket var noget som fik et smil til at brede sig på hendes læber. Hun elskede at være ude i skoven og specielt herude! ”Så er vi her!” afsluttede hun helt glad.

[Deleted]

”Godt, for jeg ved det ikke.” sagde Jericho kort, og grinede kort af sig selv. Han kunne godt lide at der var lidt gang i hende, og hun virkede ikke særlig seriøs i hans øjne, men han havde jo stadig kun næsten lige mødt hende. Han havde ikke rigtig forventet at hun ville holde ved ham hele vejen, ikke at han havde det mindste imod det, tværtimod. Det var ikke en opførsel han var vant til når det kom til kvinder. Hun var meget åben overfor ham selv om han stadig var en fremmede, og han vidste ikke selv om det var et dumt eller et godt valg. Selv stolede han på hende nogenlunde nu,, og frygtede ikke at hun skulle gøre noget mod ham.

”Bestemt, bestemt. Jeg håber dog ikke en fisk snupper en tå fra mig.” sagde han pjattende, og smilede varmt tilbage til hende. Han kunne godt mærke det var noget tid siden at han sidst have spist, og tanken om bærrene var meget fristene. ”Hvilke slags bær?” spurgte han nysgerrigt, og rev øjnene fra hende og flyttede dem til vandet, og hun så hvor stille det var, med et smil.

[Deleted]

Chryseis var på ingen måder som alle andre kvinder var, hvilket hun vidste, for hun var langt mere åben og langt mere modtagelig end det som så mange var. Hun var en kvinde som gav alle en chance og alle en mulighed, og det var uden at tøve det mindste. Hun vendte blikket mod ham og med et kæmpe smil på læben, for han gjorde hende virkelig glad, bare ved at være omkring ham! Hun førte ham stille ned til vandet og ned til en plads, hvor man fint kunne sætte sig ned og nyde både det kolde vand og den smukke sol – hendes eget specielle og elskværdige sted, som hun elskede at sidde på, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Hun grinede let, som hun endelig slap ham, og vendte sig mod hans skikkelse. ”Det gør de altså ikke! Så store er de ikke her,” endte hun med en tydelig munter stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke.
Måske det var ved at blive sent ud med bærsæsongen, men selv Chryseis vidste hvor hun kunne finde nogen. Et sted så håbede hun selvfølgelig bare, at han ville blive siddende her, så hun kunne finde ham igen bagefter! Tungen strøg hun let over sine læber, som hun vendte blikket sigende mod ham endnu en gang, for det var ikke ligefrem noget som hun havde noget imod som sådan, men.. hun ønskede jo heller ikke at han bare skulle forsvinde fra hende igen, for hun elskede jo trods alt også hans selskab. ”Bare vent her.. Jeg skynder mig nemlig!” endte hun med et næsten hemmelighedsfuldt glimt i de grønne øjne, idet hun vendte om og bare.. løb direkte ind i skoven igen. Han kunne jo altid dyppe tæerne lidt og slappe lidt af, så kom hun snart tilbage!

[Deleted]

Jericho lod sit blik vandre omkring det nye sted, og mærkede den varme sol på sit ansigt igen, da træerne havde blokeret den. "Jeg venter tålmodigt.." sagde han og nikkede bekræftende, og smilede som han så hende løbe ind i skoven igen. Han rejste sit øjenbryn lidt af at hun løb, det var jo ikke fordi det hastede. Han havde en ret sikker følelse af at hun ikke ville efterlade ham er, så han kunne ligeså godt sætte sig som hun forslog. Han rettede øjnene mod vandet igen, og gik med rolige stridt hen til bredden, og satte sig ned på i skrædderstilling og lagde sin stav ned i græsset.

Han begyndte at tage stropperne af sine læderstøvler og hev dem af, og derefter sokkerne så han havde bare fødder. Han så nede i vandet, før han sinkede sine fødder ned i det og smilede let som strømmen mødte hans hud. Fodbad havde altid været en sjældent fornøjelse, og det var ikke tit han satte sig ned som nu og dyppede dem selv om han havde gode muligheder for det på hans rejser. Han satte sig lidt tilbage, og brugte hans hænder til at støtte sig på, og ventede i stilhed for at Chryseis skulle vende tilbage.

[Deleted]

Chryseis ønskede egentlig bare at holde lidt på Jericho, også fordi at han faktisk viste hende den interesse, og ikke direkte lød til at være irriteret over hendes person, som så mange andre var, for hun kunne være frygtelig barnlig og handle meget derefter. Det var slet ikke fordi at hun ville efterlade ham der, men hun var lidt bange for, at han ville tage væk, før hun kom tilbage igen, og det var slet ikke noget som hun ønskede sig, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for det i den anden ende!
Grene skubbede Chryseis let til side, som hun stormede igennem skoven. Hun vidste jo hvor hun fandt de bedste, mest smagsfulde og de største bær, også fordi at hun vidste, at der ikke var andre som havde taget dem før hende, hvilket var noget som passede hende ganske perfekt! Hun så sig hastigt omkring, som hun endelig fik øje på dem, og det fik smilet til at brede sig tydeligt på hendes læber, for det var noget som i den grad passede hende særdeles perfekt! Hun kom hastende hen til blåbærbuskene, hvor hun begyndte at samle dem og lagde dem ned i kjolen, som hun nærmest havde formet som en lille skål, så de ikke skulle falde ud. Jo længere ind i skoven hun kom, jo nærmere kom hun de gamle klipper, hvor hun vidste at brombærbuskene havde gemt sig, og ganske rigtigt! De var jo ikke engang blevet plukket endnu. Hun fik selv plukket en god del, inden hun vendte om, for at skynde sig tilbage til Jericho.
At se ham sidde der ved bredden og med fødderne i vandet, fik hende til at smile let for sig selv, for han sad der endnu, og det var en tanke som gjorde hende frygtelig glad, det var der ingen tvivl om! ”Godt, du er her jo endnu!” endte hun glad, som hun hurtigt kom hen til ham og roligt gled ned i knæ, så bærerne ikke faldt ud til alle sider. ”Jeg håber du kan lide brombær og blåbær,” endte hun med et stille smil på læben. Næsten helt stolt over, at hun havde fundet dem!

[Deleted]

Jericho lukkede øjnene som tiden gik, og sad bare og følte varmen mod hans ansigt, mens han fødder kølede af i vandet. Vinteren havde altid været den årstid han bedste kunne lide, men de varme måneder havde sine fordele tænkte han og smilede let for sig selv. I baggrunden kunne han høre træernes hvisken og fuglene svage pippe og synge deres sange. Det var lidt som et lille paradis herude for ham, og han håbede at Chrysesis snart kom tilbage så det blev endnu bedre.

Han blinkede lidt da han åbnede øjnene som vænnede sig til lyset igen, da han hørte hendes stemme og vendte hans blik til hende og smilede varmt. "Selvfølgelig. Troede De måske jeg ville falde i og drukne?” sagde han og lo kort før han fik øje på den lille ”kurv” hun havde lavet. ”Lyder yderst tilfredsstillende.” svarede han, og nikkede. Mange gange havde han selv brugt naturens ressourcer når han var heldig at støde på noget som kunne bruges mens han rejste, og lyden af disse bær var som en sød sang.

[Deleted]

Selvfølgelig havde Chryseis været bange for at Jericho ville være væk, allerede inden hun ville komme tilbage igen, og derfor havde det hele måske gået en anelse hurtigt, for hun ville jo trods alt heller ikke lade ham vente alt for længe, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for! Desuden kunne hun faktisk rigtig godt lide hans selskab, for han virkede som en flink mand, og det var noget som hun godt kunne lide. Det var ikke ligefrem vintermånederne som hun gik og tænkte over, for de var altid utrolig hårde ved hende. Selv hun var jo i stand til at fryse, og det var svært at holde varmen, selvom man næsten skulle tro at det efterhånden var noget som hun måtte være vant til.
Det kunne godt være, at hendes kjole var laset og gammel, samt beskidt, men de kunne jo altid vaske bærerne i vandet som let og elegant sivede forbi dem. Hun vendte blikket mod ham og med et tydeligt smil på læben, for hun kunne da slet ikke lade være! Hun sendte ham et stort og muntert smil. ”Nej jeg… jeg er bare vant til at folk. nærmest flygter fra mig, hvis de får muligheden,” endte hun dæmpet. Det var også derfor hun ikke havde været meget for at skulle slippe hans hånd, for tænk nu hvis han faktisk havde gjort det samme! Det ville da direkte knuse hende, for hun elskede virkelig hans selskab! Hun tog roligt omkring bærerne og lagde dem roligt mellem dem, så han selv kunne være frit til at tage. ”Det er ganske rigtigt ikke særlig meget, men.. jeg håber det smager,” tilføjede hun med et muntert smil på læben. Løgn var det jo trods alt heller ikke, for hun elskede faktisk at tilbringe tiden med ham! Og hvis hun havde muligheden for at lære ham bedre at kende, så var det jo kun det bedre!

[Deleted]

Jericho kiggede beundrende på hende efter hun havde sagt at folk næsten flygtede fra hende. Det kunne han selv slet ikke forstå, og var i tvivl om hun mente det eller ej. Selv kunne han ikke se hvorfor folk skulle gøre det. Hun var godt nok en smule barnlig, og meget pjattet men det skadede ikke nogen. Måske var hun noget som han ikke kunne gennemskue? Han rystede let på hovedet, med et let smil. "Direkte flygter fra Dem? Af hvilken årsag skulle det være?" spurgte han forsigtigt, før han kiggede ned på de forskellige bær.

Han tog et blåbær op fra bunken forsigtigt, og inspicerede det kort med hans øjne før han åbnede munden lidt, og puttede det ind i munden. Han kiggede atter igen over på Chryseis mens han tyggede svagt på det med et varmt smil. "De er perfekte." sagde han og nikkede bekræftende, og det var skam ikke løgn. Bærret smagte fantastisk som dens safter dansede over hans tunge. Han følte sig meget afslappet her på bredden, og hendes selvskab gjorde det endnu bedre.

[Deleted]

Chryseis var efterhånden vant til at folk slet ikke gad hende, så det at der var en som faktisk ville, var en tanke som næsten kom bag på hende, og derfor var det måske meget nemmere for hende med en barnlig opførsel i form af iver uden lige, for at holde på vedkommende, selvom det slet ikke var noget som hun gjorde med vilje! Hun vendte sig mod ham og med et skævt smil. ”Jeg ved det ikke, jeg… jeg er nok lidt for.. anderledes.. end som så mange andre,” endte hun med en næsten forsigtig stemme, for.. hvad nu hvis det ikke var den opfattelse som han havde? Eller helt præcist den som han havde? Det var jo ikke ligefrem fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende!
At han tog af bærerne og faktisk spiste dem, var slet ikke noget som hun havde det mindste imod, for det var en tanke som hun virkelig godt kunne lide! Hun havde jo trods alt også samlet dem til ham, så det var bestemt heller ikke noget som gjorde hende det mindste. Hun sendte ham et let smil, for hun kunne da slet ikke lade være. ”Jeg håber da, at de smager.. Jeg har samlet dem specielt til dig,” endte hun sigende, som hun kort vendte blikket ud over vandet. Hun var jo selvfølgelig en smule bange for at gå ham lidt for meget på nerverne, for det var jo en irriterende tendens som hun havde! ”Hvor er du egentlig fra?” spurgte hun nysgerrigt.

[Deleted]

Jericho selv var et meget socialt væsen, og det var almenligt at se ham omkring andre folk. Han ville ikke selv kende de folk venner som sådan bare mere som bekendte, da han rejste meget og så nye ansigter næsten hverdag så han måtte holde en vis afstand fra folk. Han havde jo også altid været imødekommen overfor nye mennesker, og prøvet så godt som han kunne at være høflig og venlig selvom personen måske ikke fortjente det. "Anderledes? Det eneste anderledes ved Dem ifølge mig er at du er utrolig glad, og lyser nærmest op.." sagde han og grinte kort. ".. og det er bestemt en god ting. Måske er de ikke vant til sådan én som Dem? sluttede han og smilte varmt til hende, før han tog endnu et bær op fra bunken, og puttede den ind i munden.

"Jeg takker meget, Chryseis men jeg synes at De også skulle smage deres fund. svarede han med et lille glimt i øjet igen. Han fandt det lidt sødt at hun havde samlet dem specielt til ham. Han vendte sit blik til vandet som hende, og kiggede ned hvor hans fødder gik ned i vandet, men der var kun et uklart billede af hans fødder i strømmen. "Jeg blev født i Apterta City.. Jeg holder mig ikke til et bestemt sted, så jeg er ikke decideret fra et sted i øjeblikket. svarede han og holdte sit blik nede i vandet, og lod sin tunge løbe over hans læber kort.

[Deleted]

Chryseis var vant til at folk himlede med øjnene af hende, ikke gad hende eller noget lignende, hvilket skam også var en grund til at hun aldrig søgte nogen steder hen, også fordi at hun slet ikke fik noget ud af det. Som regel kom hendes ry frem for hendes person, og det var sjældent at hun faktisk oplevede at folk faktisk gav hende en chance, som hun så sandelig følte, at hun havde fortjent! Hun vendte blikket mod ham, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile. Han formåede i sandhed at gøre hende glad, også ved at afkræfte hende i at hun ikke bare var en pestilens, selvom det var noget som selvfølgelig gjorde ondt for hendes vedkommende, men hvis det ikke var sådan at han så på hende, så var det selvfølgelig en tanke som gjorde hende glad! ”Måske ikke.. men langt de fleste, gør hvad de kan for at komme væk fra mig.. Det er de færreste som faktisk formår at holde mig ud.. Desværre..” endte hun dæmpet, som hun let vendte blikket ned af sig. Hånden strøg hun let over sin overarm, som hun igen vendte blikket i retningen af ham igen.
Jericho var en varm og god mand, hvilket var noget som passede Chryseis særdeles perfekt. Bærerne havde hun plukket ene og alene til ham, og det var slet ikke noget som hun kunne drømme om at gøre anderledes på nogen måde overhovedet. Hun sendte ham et let overbærende smil. ”Tag du bare.. Der er.. da slet ikke nok til at mætte to,” endte hun sigende, som hun gav sig til at lytte til hans ord. Han var født her til lands, hvilket var noget som hun ikke havde noget imod, hvilket nu alligevel kun gjorde hende ganske nysgerrig atter en gang! Hun var frygtelig nysgerrig af sig, og det stoppede jo egentlig bare.. aldrig! ”Du er ikke meget herude i skoven.. er du..?” endte hun sagte, som hun hævede let det ene bryn.

[Deleted]

Jericho tog sine fødder op af vandet, og satte sig i skrædderskilling igen med blikket vendt mod Chryseis. Han løftede let sit ene øjenbryn mens hun forklarede og forstod ikke selv hvorfor folk ligefrem ikke kunne holde ud at være i nærheden af hende. "En skam.. Men så behøves jeg heller ikke at frygte for at De bliver stjålet væk fra mit selvskab af en anden. sagde han roligt, og tog et bær mere mellem hans fingre og placerede den i hans mund. Hans sendte et varmt smil i retur til hende, og rystede lidt på hovedet. "Det skal De skal ikke bekymre Dem over, Chryseis. Tag De bare, det er trods alt din "fangst"." sagde han med et lille kækt smil. Han spiste generelt ikke særlig meget i forvejen, hvilket var perfekt for en som ham.

Han rystede let på hovedet. "Nej, vælger for det meste at rejse på vejene mellem byerne og lignede. Det er sikrere, selvom der ikke er så meget at frygte. Vilde dyr er jo omkring i skoven, men alligevel valgte jeg at prøve mit held. At jeg så stødte på én som Dem herude havde jeg ikke forventet. Måske skulle jeg vælge skoven engang igen, og håbe på det sker igen?" svarede han med en rolig stemme, hans øjne på hende hele tiden.