Business or pleasure?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde det bestemt ikke nemt, og hun havde mange ting som hun skulle til at finde ud af. Gamle vaner skulle erstattes af nye, og det var bestemt ikke fordi at det var nemt for hende, for det var slet ikke noget som hun ønskede sig. Tabet af manden som hvilede lige ude i haven i det ellers så forfærdelige vejr, også selvom hun slet ikke kunne gøre noget ved det. Manden var død og borte, selvom det faktisk efterlod hende med en voldsom knude i brystet. Når han ikke var der, ja, hvem havde hun ellers så? Der var ikke nogen som havde den store betydning i hendes liv, og nu hvor hun havde ham så tæt på, så var det ikke ligefrem fordi at det var noget som hjalp hende som sådan, for hun kunne ikke rigtigt gøre noget ved det. Tungen strøg hun ganske kort over læberne, som hun sad og stirrede ned i glasset i stedet for, bare for at have noget at stirre på. Hun var knust, og det var bestemt ikke noget som hun ønskede at vise denne mand på nogen måde!
At William ønskede at vide hvad hun havde af planer, var noget som Malisha faktisk var fuldkommen ligeglad med! For.. lige nu vidste hun det ikke rigtigt. Hun havde snakket så meget med Konstantin, men han havde jo ikke bare fungeret som hendes trolovede, men også som hendes højre hånd og som hendes rådgiver, samt at han var den eneste som kunne åbne munden for hende uden at blive smækket til for det, så var det bestemt ikke fordi at denne mand skulle komme her og så tvivl i hende. Hun vendte blikket direkte advarende mod ham endnu en gang. ”Jeg ved ikke hvem du er, eller hvad det er du ønsker, eller hvorfor du i det hele taget er flyttet ind i Konstantins Manor, men en ting skal du vide; Jeg plapre ikke om mine planer og mine ideer overfor hvem som helst, for jeg ved ikke hvad du kan bruge dem til! Eller hvorfor du i det hele taget vil vide det!” endte hun fast, og ikke mindst med en ganske bestemt tone. Hun havde efterhånden fået sig en ekstrem kort lunte! Og det var bestemt ikke fordi at han skulle komme til hende med åben ild!
Malisha vidste godt at de andre racer rørte på sig. Den massive vampyr som hun lige havde mødt for bare ganske få dage inden, var bestemt ikke noget som gjorde det bedre for hendes del. Endnu en gang lukkede hun grebet voldsomt omkring sit glas, nærmest som hun forsøgte at splintre det, selvom det slet ikke var med vilje. ”Afvent mine instrukser, om du har i sinde at følge min ledelse,” endte hun ganske kortfattet, som hun endte med at rejse sig. Hun følte sig tvunget op mod en mur, og det var slet ikke noget som hun brød sig om på nogen måde! Hun hadede det, og det var slet ikke noget som man ville det eller ikke! ”Jeg ved at vampyrerne røre på sig, men andre magter spiller også ind. Jeg er nødt til at finde ud af det hele på egen hånd nu, og jeg har ikke brug for dig til at påpege det for mig,” endte hun ganske kortfattet. Dette møde var ovre!

[Deleted]

Hvilke planer som Malisha havde for racen, havde William ingen anelse om, men han ville naturligvis gerne vide det. For det første fordi han måtte vide hvordan warlocksne befandt sig i denne situation, og også fordi han havde svoret sin loyalitet til den unge konge. Han måtte indrømme at da han havde været oppe hos ham, havde han fået et godt indtryk af knægten og han var sikker på at Mattheus nok skulle blive til noget stort før eller siden.
William endte med at blinke forundret, da Malisha gik ud i et udbrud, hvor han blot stirrede forvirret på hende. Hun var leder, men ville ikke tale om tingene med en warlock? Hun var godt nok blevet spøjs. Han havde godt hørt om de mange ting hun havde lavet, hvilket han heller ikke forstod, for hvorfor dog sætte sin egen race op imod hinanden, når det var de andre racer der var ved at blive en for stor mundfuld. Han så blot til som hun rejste sig, hvor han endnu engang bare sad og blinkede forundret og overrasket med øjnene. Han satte glasset fra sig, hvor han rejste sig. ”Malisha. Jeg går ikke ud fra at du kan kende mig. Men på den anden side er det også lang tid siden. Jeg er William Malachi Rozentas. Jeg er Konstantins fætter og har overtaget herregården, for at en anden tilfældig idiot ikke skulle gøre det,” svarede han roligt, som han trak ganske let på skuldrene. ”Det var ikke min intention at snage eller gå dig på nerverne Malisha. Du står Konstantin nært, og jeg ønsker at ære ham, lige så meget som du selv gør. Jeg har samarbejdet med ham længe og jeg ønsker at føre hans fremtidsplaner ud i livet, så hele hans arbejde ikke bare var spildt. Jeg har været oppe ved kongen og bedt om at overtage pladsen som Hertug, så titlen forbliver i familien. Tilgiv mig, hvis jeg blev for nærgående, det var ikke min mening,” forklarede han videre og med en hentydning til en undskyldning. Han sendte hende et let smil. ”Jeg ønsker ikke at bryde dine vaner, og selvom du nok finder det irriterende at jeg er her og at det nu ejes af mig, så skal du vide at du stadig altid vil være velkommen her, det ville trods alt have været Konstantins ønske. Desuden så ville jeg foretrække hvis vi kunne indgå et samarbejde. Jeg ville ikke have noget imod at hjælpe til, hvis du skulle få brug for det. Se mig som en ekstra støtte. Jeg mener blot at vi warlocks må holde sammen, specielt nu hvor de andre racer er begyndt at røre på sig,” afsluttede han roligt.

453 drops of ink for Malisha

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde frygtelig mange planer for racen, men det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som hun ønskede at drøfte med alle og enhver, for selv hun vidste, at det ikke var alle warlocks som var til at stole på, og nu hvor hendes mest tro støtter, faktisk var endt med at blive revet fra hende, så vidste hun slet ikke hvem hun kunne stole på og ikke, så hun valgte faktisk slet ikke at stole på nogen! De andre havde bare at rette sig efter hende, ellers så faldt brændet bare ned, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om, for hun ønskede og hun tolererede virkelig ikke at blive modarbejdet lige nu, ofr det var i den grad hårdt nok som det var i forvejen for hende, for hun følte sig ensom og ikke mindst efterladt.. og det var slet ikke noget som hun kunne undgå at skulle klandre Konstantin for, for hun følte virkelig at han havde ladt hende alene!
Malisha endte med at rejse sig. Hun tillod ikke at han skulle trænge hende op i en krog på den måde, for det var slet ikke noget som hun havde nogen tålmodighed til, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun vendte blikket direkte vredt mod ham. Han havde trådt hende over tæerne, og det i sig selv, var meget dumt! At det var den mand, var noget som ændrede absolut hele hendes mimik, for hun kendte ham jo! Det var også først nu at det gik op for hende, hvor hun havde hørt stemmen før! ”Jeg stod Konstantin nært..” rettede hun ham. Manden var død, så han var der jo ikke længere, så det var fortid, selvom det gjorde ondt nok for hende at skulle erkende. Hun var vred og hun havde temperament, og det var også først nu at det var slemt. ”Konstantin er den eneste som jeg har delt de ting med. Muligvis at du er hans fætter.. William, men jeg kender dig ikke.. jeg ved ikke om jeg kan stole på dig, og jeg har absolut ingen intentioner om at dele de ting med dig..” Hun kneb øjnene fast sammen. Hun stolede virkelig ikke på nogen!
De andre racer rykkede på sig, og den kommende borgerkrig var noget som næsten var uundgåeligt, og det vidste hun godt, men.. den supervampyr som rendt rundt derude, var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, for hun kunne virkelig ikke gøre noget ved det! ”Jeg ved ikke hvad dine bagtanker er med alt det her, men jeg har virkelig ikke brug for din hjælp. Mine vaner er ændret, og mit liv bliver ikke det samme igen. Jeg har ikke bare dæmonerne at holde øje med, men også vampyrerne og den mand som slog Konstantin ihjel, som jeg ønsker død som det første..” Hånden lukkede hun så kraftigt omkring hendes glas, at det endte med at splintre i hånden på hende og glasset borede sig ind i hendes håndflade, uden at hun egentlig tog sig særlig meget af det. Hun manglede ham virkelig, og hun vidste ikke hvordan hun skulle bebrejde det!

[Deleted]

Det var slet ikke fordi William havde ønsket at fornærme Malisha eller gå hende på nerverne, desuden så var hun faktisk ikke særlig svær at regne ud. Hun var ked af at hun havde mistet Konstatin, hun savnede ham, og han vidste at han havde været en støtte til hende, så nu følte hun sig jo nok lidt opgivende, og fordi hun var så stolt og stædig som hun var, så ønskede hun ikke at tale om tingene; det lå vel normalt til warlocks? Han ønskede ikke at gøre det hele værre, men det var vidst gået i vasken for ham, hvilket han hurtigt havde fundet ud af, da hun var gået i udbrud. Og han som ellers blot havde forsøgt at være venlig og dreje emnet over på noget andet. På den anden side så gik det jo aldrig godt når der var to alfaer i huset, og det var tydeligt at hun var en alfa, og det havde han også altid selv været, selvom han ikke havde noget grundlag for at være sådan, men man følte sig vel altid højere hævet når man tilhørte en mægtig race og tilmed var en af de ældste og dermed en af de stærkeste? En del af eliten.
De krystalblå øjne gled mod Malisha igen, som hun havde rejst sig og han selv også gjorde det. Han havde stadig ikke ønsket at fornærme hende. Egentlig ønskede han bare at rode bod på alt det kaos som Konstantin havde efterladt sig med. Det var et rod som skulle ryddes op, og han ønskede at få orden på tingene. Desuden så ønskede han kun det bedste for sin race, og når Malisha var leder, så var det vel hendes pligt at lytte og gøre det som en leder gjorde; Lede sit folk.
Endnu engang måtte William blinke med øjnene, da hun klemte så hårdt omkring sit glas at det splintredes. Han lod hovedet søge let på sned med et let suk, inden et smil gled over hans læber. ”Tilgiv mig.. Det var ikke min mening at få dit bæger til at flyde over,” svarede han sandfærdigt, som han gik hen til hende, kun for at gå ned i knæ, hvor han strøg hånden over gulvet, for at fjerne glasskårene med sin magi. Han rejste sig igen og vendte blikket mod hende. ”Men selvom min fætter er væk Malisha, ændre det ikke på at du er leder. Jeg ønsker dig kun det bedste, det ville Konstantin have ønsket. Desuden så deler vi samme slægt, og familie burde vel betyde noget? Jeg mener.. hvis man ikke engang kan stole på sin familie, ja hvem kan man så? Jeg ønsker dig intet ondt, eller nogen problemer, men kun at hjælpe.” Hans blik var roligt og alligevel alvorligt for at vise hende sandheden i hans blik. Han tog omkring hendes hånd og tog glasskårene ud, kun for at heale hendes hånd. ”Så god som ny.” Han trådte let et skridt tilbage, for at vise at han respekterede hendes grænser. ”Hvis du ønsker dine ting, så lad mig i det mindste vise dig hvor de er?” foreslog han ganske roligt, som han betragtede hende afventende.

532 drops of ink for Malisha

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha følte sig ikke ligefrem vanæret eller fornærmet, men trængt op i en krog, og lige nu var det virkelig frygtelig dumt, for hun vidste ikke hvordan hun skulle tackle det, og det var slemt nok som det måtte være i forvejen. Hun var ked af det, hun vidste ikke hvordan hun skulle få det hele til at løbe rundt, og det var bestemt ikke noget som gjorde det nemmere eller lettere for hende på nogen måde, men hun forsøgte! Hun forsøgte virkelig at stå stærk, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det nemmere, for denne mand kunne jo nærmest læse hendes handlinger som en åben bog. Hun græd ikke, men udtrykket sig nok snarere igennem vrede og ikke mindst en frustration, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun fnøs ganske kortfattet. Han forsøgte nok at gøre op for det igen, men det var bestemt ikke fordi at det hjalp hende på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det var bestemt ikke nemt. Det var faktisk frygtelig hårdt for hende! Konstantin havde efterladt sig et frygteligt kaos, og det var virkelig ikke lige til for hende at finde ud af det hele, for det var bestemt ikke nemt for hende! Hun.. vidste faktisk ikke om det var noget som hun i det hele taget ville være i stand til.
William skulle bestemt ikke komme for tæt på hende lige nu, for det var slet ikke noget som hun ville have med at gøre! Hun ville ikke have nogen tæt på sig, hun ville ikke have noget med den mand at gøre! Tanken om at glasset endte med at splintre i hendes hånd, var egentlig ikke noget som hun lagde mærke til, før han endte med at komme hende i møde. Hun stolede ikke på nogen.. end ikke familien, og hun var ligeglad med at de delte visse rødder, for hun ville slet ikke have noget med den mand at gøre! Hun fnøs let, og endte med at vende blikket væk fra ham og mod vinduet. Konstantin var derude.. og han havde forladt hende, og tanken var noget som virkelig havde gjort ondt! Hun fnøs af ham, som hun endnu en gang vendte blikket mod ham og med den direkte dræbende mine. ”Jeg har ikke nogen som jeg kan stole på, William.. Den eneste jeg kunne stole på er røget i graven på grund af en forbandet supervampyr, som han endte med at møde!” endte hun med en fast tone. Hun lod ham heale hånden, også selvom hun rev den til sig så hurtigt som det nu var hende menneskelig muligt, for hun ville slet ikke have noget med det der at gøre! Hun knyttede begge næverne endnu en gang, hvor hun denne gang ikke havde noget at holde fast i om ikke andet – heldigvis! ”Smid det ud, William.. Jeg vil ikke have det..” endte hun med en ganske kortfattet stemme. For første gang i hendes liv… følte hun for at græde, og tanken gjorde ondt. Hun endte med at vende ryggen til, kun for at forlade pejsestuen. ”JAMES!” endte hun med en fast tone. Hun ville have kappen med sig, og så komme ud!

[Deleted]

Det var kun tydeligt at William havde overtrådt en grænse ved Malisha, selvom han tvivlede på at nogen ville kunne snakke med hende, for hun havde mistet sin mest elskede, så hvem ville ikke være knust? Det var ikke fordi hun var særlig god til at skjule det, selvom hun nok forsøgte, men det var måske også bare bedst at lade hende være og lade hende finde ud af tingene, det ville også kun hun kunne finde ud af og det var nok også bedst for hende selv, at få styr på tingene før hun gjorde noget andet, hvilket han også havde den dybeste respekt for.
Hun gjorde det kun tydeligt at hun ikke stolede på nogen som helst, men det kom vel med tiden? Det var i hvert fald hvad han selv gik ud fra. Han sukkede let, som hun trak hånden til sig og gik mod døren. Han himlede let med øjnene. Der var ingen grund til at blive så teatralsk. Han sukkede kort, som han fulgte efter hende i et roligt tempo, hvor han stod ved gelænderet ved trappen og så ud over den store indgangshal, der blev oplyst af en smuk krystallysekrone. Han så hvordan butleren hastede hen til døren, for at hjælpe hende ud, hvilket var noget som morede William, for hun havde vel gjort et særpræget indtryk, da hun havde boet her i det stykke tid hun havde? Han rystede smilende på hovedet, som han forsvandt i et mørkt lysglimt og dukkede op nede ved døren, hvor han greb omkring kappen, inden James kunne nå at gøre det. ”Det er i orden James. Lad mig,” svarede han roligt, som han vendte sig mod Malisha med et næsten kækt smil på læberne. James nikkede blot, hvor han kort skævede nervøst mod Malisha, inden han forsvandt.
William blev stående ved døren, hvor han rakte hende kappen. ”Husk nu på at det er min kappe,” svarede han næsten drillende, som han tog om dørhåndtaget. Han vendte blikket alvorligt imod hende. ”Jeg mente det jeg sagde Malisha. Min hjælp står til rådighed, hvis det skulle blive nødvendigt. Og du er altid velkommen her på herregården,” tilføjede han roligt, som han kort betragtede hende med en alvorlig mine, inden han åbnede døren og gjorde et hovedkast mod den. Han ville ikke holde hende her imod hendes vilje. ”Have en god aften,” endte han roligt, som han holdt døren for hende, så hun kunne gå ud. Hun skulle i hvert fald vide at hun altid ville have nogle i ryggen hvis det blev nødvendigt, men det var tydeligt at hun var for frustreret til at kunne tænke klart. Hun var oprevet og hun skulle have lov til at sørge ud, selvom det ville være ærgerligt, hvis det kom til at gå ud over hendes job som leder.

473 drops of ink for Malisha

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde mistet den eneste mand som hun nogensinde havde elsket, også selvom hun slet ikke havde haft tiden til at vise det, men nu var det j bare for sent, og det var det som var svært for hende at finde ud af. Hun havde aldrig oplevet en død som hav de haft den form for påvirkning af hende, og det var noget som næsten var skræmmende, for døden rørte hende normalt slet ikke! Konstantin havde bare været en mand i vejen for hende på sit vis, selvom han havde været det eneste som hun direkte følte hun kunne klamre sig til, og det hele var smuldret mellem hendes fingre, uden at hun kunne gøre noget ved det, og det var helt klart noget af det mest smertefulde som hun nogensinde havde oplevet, så det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som måtte sige så lidt i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. At forlade pejsestuen, var noget som hun gjorde så hastigt som hun kunne, kun for direkte at ende med at skrige efter James. Han kendte rutinen! Når hun kaldte, så havde han bare at komme rendende, ellers så ville det først for alvor gå helt galt for hende! Hun havde virkelig ikke meget tålmodighed mere, og det sidste som hun havde, var i den grad også ved at rende ud nu!
Synet af William, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre, hvor hun vendte blikket direkte mod ham. At han så skulle påpege for hende, at kappen var hans. Jamen så kunne han jo godt få lov til at beholde den! For lige nu var det bestemt heller ikke her at hun skulle blive! Det var hårdt og ikke mindst også svært nok for hende at håndtere det hele, og hendes tilværelse var hård nok som den måtte være i forvejen, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Hun rev kappen af igen. ”Jamen fint! Så behold den!” endte hun med en fast tone, som hun ventede på at han åbnede døren for hende. Hun var faktisk ked af det, også selvom hun virkelig skjulte det bag sin vrede, for hvad andet skulle hun da gøre? Han skulle bare ikke have lov til at se det! Selvom.. det dog føles som han skænkede hende en form for forståelse, hvilket var noget som hun faktisk satte pris på. ”In your dreams.. Jeg har ikke brug for din hjælp! Jeg har ikke brug for nogens!” endte hun med en direkte hvislende stemme. ”Jeg vil aldrig have noget med Jer Rozentas at gøre mere!” endte hun direkte, som hun endte med at forsvinde direkte ud i mørket. Hun skulle bare væk, og det var bestemt ikke noget som kunne gå hurtigt nok!

//Out

[Deleted]

Det kom bag på hvor William så knust som Malisha var, og da han aldrig havde prøvet at miste en han elskede, så var det svært at sætte sig i hendes sted, men han kunne forestille sig at det måtte være forfærdeligt. Og en forfærdelig tid hun skulle igennem. Han gad i hvert fald ikke at gøre det værre end det var i forvejen, selvom han vidst havde ødelagt en masse allerede, derfor ville han heller ikke opholde hende længere end hvad hun selv ville.
At hun tog hans kappe af igen, fik ham til at sukke opgivende. Det havde jo heller ikke været sådan ment! Hun måtte godt låne den! Ellers havde han da slet ikke givet hende den på! ”Malisha.. hør nu på..” Han nåede ikke at sige mere, før hun allerede skreg af ham igen, hvor han endnu engang måtte blinke med øjnene af forundring og overraskelse. At hun slet ikke gad have noget med Rozentas-slægten at gøre, forstod han på sit vis godt, de var vel lidt af en belastning? Han var vokset op i slægten og han vidste udmærket godt hvordan de var, og han var ikke engang den værste af dem. Han nåede ikke engang at sige noget, før hun var ude af døren. ”Jamen..” Han så blot efter hende, som hun gik forbi ham og ud af døren, hvor han så efter hende, som hun gik ud i regnen og mørket. Han blev stående for et stykke tid, inden han lukkede døren.
William gik roligt op i pejsestuen igen. Han ønskede blot at slappe af denne aften, selvom han måtte erkende at han næsten ikke kunne lade vær med at bekymre sig for Malisha. Hun var så oprevet og trist, han forstod hende godt, selvom han ville ønske at han faktisk kunne hjælpe hende, selvom han kun kunne hjælpe hende, hvis hun tillod ham at hjælpe hende, og når hun ikke gjorde, så kunne han jo ikke gøre så meget igen. Han sukkede blot og tog en slurk af sin whisky, inden han slappede af i sofaen.

//Out

351 drops of ink for Malisha