Business or pleasure?

[Deleted]

Mørket havde lagt sig over Dvasias, hvor der var lagt op til storm. Det blæste kraftigt, og vinden rev i buske og træer, lod det suse og rev småsten og blade mig sig. Det var ikke et godt vejr at være ude i, eftersom man næsten ville blæse væk udenfor. William havde dog andet at tænke på. Han befandt sig inde i den store herregård, som havde tilhørt hans familie og slægt for flere generationer og han ønskede kun at bevare familiens ære og opretholde det som Konstantin havde arbejdet på, inden hans død. Det var efterhånden et par uger siden at manden var gået bort, og William havde haft sin audiens hos kongen, hvor han havde efterspurgt titlen som Hertug i landet, eftersom han ikke ønskede at nogen anden end Rozentas-slægten skulle eje den titel, nu hvor den havde hvilet hos slægten i flere generationer. Han havde gjort det som var nødvendigt, at give sit samtykke til at være kongefamilien loyal, noget som alle fra hans slægt havde skrevet under på i sin tid. Og efter at han havde mødt kongen personligt, så var det ikke så svært at give sin loyalitet bort.
William befandt sig i øjeblikket under den varme bruser, hvor han slappede af efter en dag med hårde forretninger. Han havde ryddet lidt op i huset, efter at Konstantin var gået bort, hvor han selv havde fået sine egne ting ind. Det var næsten langt lettere at køre forretninger, når man havde en ‘base’, hvor man kunne sidde og lave sine ting, i stedet for at man skulle ud i felten og gøre det der. Dette var langt mere praktisk!
Kort havde William besøgt Konstantins gravplads. Han vidste at manden var begravet nede i haven, for det havde han hørt tjenestefolkene fortælle at Malisha havde gjort. For hende havde manden vel betydet en del? De havde trods alt været trolovede, dog af hvad han havde hørt, så havde de aldrig trukket den længere og det efterlod en tvivl. Han havde overvejet at opsøge hende, eftersom hun stod som racens leder og han vidste at hun havde haft mange skøre og sindssyge planer for den. Såsom at hun havde sendt racen i kamp imod hinanden, hvor mange stærke warlocks var faldet. Han så ikke meningen i det, og det værste var at hun vidst ikke var færdig. Et sted morede tanken ham også, men han var usikker på hvor hendes planer egentlig ville føre hen i det lange løb og det var det som han ønskede at finde ud af.
William slukkede for vandet, hvor han rakte hånden ud for at gribe fat i et hvidt håndklæde, som han havde lagt klart. Han tørrede sit hår, for at gøre det samme med kroppen, inden han bandt det fast om livet. Han trådte roligt ud, hvor han sukkede fredfyldt. Det gjorde altid godt med et varmt bad! Han havde tænkt sig at slappe godt og grundigt af denne aften, nu hvor han endelig kunne føle sig en anelse hjemme igen. Det var lang tid siden at han selv havde sat foden i huset her. Men nu var det hans. Han vidste end ikke om resten af familien kendte til Konstantins død, men i så fald kom de godt nok for sent! Han var et skridt foran dem alle.

550 drops of ink for Malisha

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var ved at blive sent i Dvasias, og mørket hvilede tydeligt og tungt over den store himmel. Ikke fordi at det var noget som rørte Malisha det mindste.. Hun var tvært imod ikke en som lagde særlig meget mærke til omgivelserne efterhånden. Efter hun havde fået Konstantin gravet op, efter at have søgt efter ham længe, fået ham til hans gamle Manor, hvor hun havde fået ham i det pæneste tøj, som hun vidste at han havde haft, kun for at gravlægge ham selv, under det træ som de havde siddet meget under dengang de begge havde været yngre, selvom det nu var fuldstændig underordnet! Det var bare den sidste ære, som hun ønskede at skænke ham og det var med alt hvad det nu måtte indebære, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet.
Det store Manor tårnede sig for hendes blik. Malisha tog sig dog ikke meget af det efterhånden. Hun tog sig faktisk ikke særlig meget af noget som helst efterhånden, men det var nu bare sådan at det var. Tabet af Konstantin havde hun faktisk ekstremt hårdt på mandens død, og det var noget som hun ganske enkelt kunne mærke, men det var nu bare sådan at det endelig var i det store og hele.
Som Malisha næste endte med at dukke op fra det rene mørke, kun for at søge direkte til de massive porte, som hun bare fik puffet op – eller snarere… gik op for hende, som hun endelig måtte komme frem til den. Hendes blik var direkte intetsigende. Det var ved at være noget tid siden hun havde haft muligheden for at se til Konstantin og et sted så.. savnede hun ham vel også? Selvom det ikke var ord som havde forladt hendes mund endnu vel at mærke, også selvom hun helt klart kunne mærke det som utrolig voldsomt! Om det store manor var beboet eller hvad det var, var slet ikke noget som hun tænkte over, og det var noget som hun var fuldkommen ligeglad med, for det var slet ikke noget som havde nogen betydning for ham af den grund uanset hvad. Hendes ting var endnu derinde, men det var slet ikke fordi at hun ønskede at hente de ting, for.. hvorfor skulle hun? Det havde mistet værdi efter Konstantins bortgang, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende.
Kursen satte hun direkte mod haven, hvor hun endte med at hæve hånden, så en isblå flamme måtte vise sig. Hun var fuldkommen stiv i minen som hun havde været igennem de sidste mange tider, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun endte med at stoppe foran den flotte gravplads som hun faktisk havde brugt tid på. Han havde fået den sidste ære, også selvom det at se ham.. ligge der, efterlod hende med en voldsom knude i maven, men ikke noget som hun kunne gøre noget ved af den grund, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun slap flammen, også selvom den fortsatte med at oplyse for hende. Hun stirrede på den lille gravsten som hun havde skænket ham, selv lavet med magi, så hun vidste, at den ikke ville blive ødelagt og navnet aldrig ville forsvinde. Hun vidste ganske vidst, at det ikke var det samme som ville møde hende, til sin tid, men det var nu bare sådan at det var. Hun havde mange omkring sig, men hun følte sig faktisk ensom. Hun kyssede let sin pegefinger og langefinger og lagde den mod stenen med hans navn på, kun for at blive siddende i fuldkommen stilhed.

[Deleted]

Den gamle Manor havde stået tom i de uger Konstantin ikke havde været der. Tjenestefolkene var der godt nok endnu, for det var jo også deres hjem. William havde dog ikke rørt ved de største ting, eftersom han selv ønskede at ære Konstantins minde. Manden havde været storslået, selvom han godt nok ikke havde set meget til ham, men de havde da haft deres forretninger. Will havde kigget mandens ting igennem, hvor der var blevet opryddet på kontoret, så hans egne ting også havde fået en lille plads. Han kunne godt lide orden, hvilket han vidste at hans fætter også altid havde kunnet, men han havde lagt de mest gamle forretninger, der var forældet op på loftet, så de ikke lå og flød.
For William var det underligt at være tilbage på herregården. Her havde han ikke boet siden han havde været en lille dreng. Han var kun kort kommet hjem, da hans far havde tabt til Konstantin i en magisk kamp, hvor Will selv havde slået sin egen far ihjel siden. Men han havde altid boet ude fordi han havde haft sine forretninger, hvor han først nu var vendt hjem, eftersom han ikke ønskede at Konstantins arbejde skulle blive spildt, eller at familienavnet skulle blive sølet til.
William strøg en hånd igennem håret, som lagde sig fint tilbage, hvor han betragtede sig selv i spejlet. Han gned kort sin skæggede hage og overvejede for en kort stund at barbere sig, men på den anden side kunne han godt lide at have lidt skæg. De krystalblå øjne – der var udsædvanlig for hans familie – søgte mod vinduet, da et højt tordenbrag lød udenfor, inden regnen begyndte at falde. Det havde kun været et spørgsmål om tid, eftersom der havde været tykke og mørkegrå, næsten sorte skyer, på himlen det meste af dagen. Han gik roligt hen til vinduet, hvor han så ud i mørket. Det øsede ned, dog var der noget andet der fangede ham; et lys. Han kneb øjnene let sammen. En indtrænger? Han endte med at gå ud af badeværelset og strøg ned ad gangen, kun for at søge til sit gamle værelse, der var blevet lavet i god stand. Han kunne ikke få sig selv til at tage Konstantins selvom mandens var det største, for.. han ønskede ikke selv at vanære sin fætter.
Tøjet fik William på, så han stod i nogle mørke jeans og en løs sort bluse, der fremhævede hans slanke og dog muskuløse skikkelse. Han tog nogle sorte, knæhøje læderstøvler frem, som han bar med sig ned i indgangshallen, hvor han så en tjenestepige komme ham i møde; ”Hr. der er en ude i haven.” William nikkede sigende og sendte hende et kort smil, som han fik støvlerne på, inden han greb omkring sin sorte kappe, der hang på knagen. ”Jeg tjekker selv efter. Hver sød at tænd op i pejsen.” Tjenestepigen nejede kort, som hun søgte op ad trappen, hvor han selv smuttede ud af fordøren og søgte om i haven, hvor den fremmede var søgt hen.
Regnen piskede ned, selvom der skulle mere til for at slå William ud af kurs! Han gik roligt hen imod skikkelsen og da han kom tæt på og så at vedkommende sad ved hans fætters grav, kunne han hurtigt lægge to og to sammen. ”Malisha. Det er sent at besøge, er det ikke?” spurgte han sigende, som han stoppede op nogle metre bag hende og lagde armene på sned. Hætten skyggede for hans ansigt og han tvivlede på at hun kunne genkende ham.

586 drops of ink for Malisha

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Tanken om at der havde været andre som havde bosat huset, var slet ikke en tanke som havde slået Malisha på nogen måde, for stedet havde været tom i uger… Uger..? Var der allerede gået så lang tid? Det var ikke engang fordi at hun vidste hvad hun egentlig fik tiden til at gå med, og det var en tanke som virkelig måtte gøre ondt et sted, for.. det var også først nu at det var gået op for hende at hun egentlig var frygtelig, frygtelig ensom, men end ikke det var noget som hun følte at hun kunne gøre noget ved. Ganske vidst vidste hun godt at hun selv havde kylet Anyalina ud, men… Konstantin havde virkelig altid været en helt anden sag for hendes vedkommende, selvom det først var noget som var gået op for hende.. for sent.
Tanken om at hun kunne ses inde fra det store manor, var en tanke som hun faktisk var fuldkommen ligeglad med, men det var nu bare sådan at det var. Hun blev siddende ved Konstantins grav og bare.. stirrede på den, næsten som hun håbede at han bare ville rejse sig, så hun havde en grund til at rase på ham, for hun følte virkelig at han havde svigtet hende! Hun havde så forbandet mange ideer og hun kunne slet ikke føre dem ud i livet, hvis han ikke var der, og det vidste hun jo udmærket godt! Han havde altid været den som holdt det mere realistiske i hende, selvom det slet ikke var noget som hun var præget af lige nu. Hun stressede med at få racen samlet om de fælles værdier, hun arbejdede hårdt på at skabe det fællesskab, så hun slappede frygtelig sjældent af.. ja, det gjorde hun jo faktisk aldrig nogensinde..? Ikke siden han havde ligget og holdt om hende oppe på soveværelset. Ja, de mest afslappende situationer hun faktisk kunne tænke på, var nogen som alle sammen involverede manden som lå i jorden for øjnene af hende, og det var noget som efterhånden virkelig måtte frustrere hende!
At hendes tilstedeværelse var kendt for dem som nu måtte være i huset, var slet ikke noget som hun tænkte over lige nu, for hun var virkelig hvad man kunne kalde for at være ligeglad! Stemmen som lød bag hende, var noget som svagt fik smilet til at brede sig på hendes læber. Hun var efterhånden ved at være træt, men igen, så nægtede hun at lade sig hvile. Hun rejste sig roligt op. Stemmen havde hun hørt før, selvom hun slet ikke kunne placere den, men hun havde i hvert fald hørt den før! ”Jeg kommer og går som jeg har lyst til, og som jeg altid har gjort. Det vedkommer ikke dig,” endte hun ganske stilfærdigt, som hun roligt vendte blikket mod ham. Selv var det en mand som hun ikke havde set siden han var helt lille, så hvem det var, vidste hun ikke. Hun kneb øjnene let og fast sammen, som hun endte med at lade lyskuglen forsvinde for hendes blik. ”Han har alverdens med tid.. Desuden tror jeg han nyder en visit.. uanset hvornår det er på dagen,” endte hun med en ganske kortfattet mine. Hun stillede sig endnu en gang direkte med ryggen til ham, selv uden at vise ham den største interesse. Hendes opmærksomhed hvilede helt andre steder – såsom på det savn overfor manden som lå død for hendes blik, og som hun selv havde gravlagt. Det var dog bare ikke en sorg som denne mand skulle have lov til at se!

[Deleted]

At Malisha var kommet uanmeldt på besøg for at se til Konstantins grav, forundrede et sted ikke William. Måske lidt, fordi det var så sent og at det var stormvejr, men det viste vel også bare hvor meget manden havde betydet for hende? Han gik ud fra at hun savnede manden, hvilket han sådan set godt kunne forstå. Hun havde trods alt været mandens trolovede, som nu lå begravet for deres fødder. De krystalblå øjne søgte kort forbi hende og ned på graven. Han fortrød næsten at han ikke havde set mere til sin fætter, eftersom han altid havde været en fornøjelse at lave forretninger med, men det blev der desværre ikke mere af. Desuden så havde han også af og til hjulpet Konstantin med at skaffe nogle vigtige ting til mandens handler, og han ønskede ikke at se mandens arbejde gå spildt. Derfor havde han også været oppe hos kongen og efterspurgt titlen som Hertug til lands, så Konstantins arbejde ikke ville blive spildt.
Øjnene søgte tilbage til Malisha, som hun valgte at rejse sig og vendte sig imod ham, hvor et let smil gled over hans rosa læber, selvom han var gemt under kappens hætte, der henlagde hans ansigt i mørke skygger. Det øsede ned og hun så allerede drivvåd ud. Måske hun gerne ville besøge Konstantin, men hun behøvede vel heller ikke at blive syg af det? Han lod hovedet søge let på sned til hendes ord. ”Faktisk vedkommer det mig. Der er en ny herre i huset, og du befinder dig på privatgrund, hvilket du må respektere, som reglerne, Mademoiselle,” svarede han kortfattet og dog med en rolig og kontrolleret stemme. Han så blot til som hun satte sig ned igen, hvor han stak hænderne i lommerne under kappen.
“Jeg er sikker på at han er beæret over dit selskab. Men Malisha, du bliver syg af være herude i regnen. Hvad siger du til at komme indenfor i tørvejr og få et glas vin? Vodka? Whisky? Cognac? Hvad du nu er til?” foreslog han roligt, som han lod hovedet søge ganske let på sned. Det var det mindste han kunne tilbyde hende. Han havde desuden ikke tænkt sig at smide hende for porten, for det kunne han ikke drømme om, selvom han var den nye herre i huset, så ville hun altid være velkommen her, og specielt til at se Konstantins gravplads, som hun selv havde lavet, for det ville Konstantin have ønsket.
William så kort forbi hende igen og mod gravpladsen, inden han så endeligt mod hende, „kom. Hans gravplads ligger der også i morgen.” Hans stemme var opfordrende, hvor smilet var skævt. Han ønskede ikke at hun skulle blive syg af at være herude i regnen, og hvis hun ville overnatte skulle hun være velkommen, så kunne hun altid håbe på bedre vejr i morgen og se til hans fætter i dagstimerne.

478 drops of ink for Malisha

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Så ofte som Malisha huskede det, så søgte hun til Konstantins grav. Hun var slet ikke vant til at døden skulle berøre hende på denne måde, men denne gang havde den faktisk berørt hende frygtelig dybt. At det nu var en privat grund for en anden mand, var slet ikke en tanke som hun gad tiltænke sig, for det var de færreste som ville sætte sig op mod hende uanset! Dem som gjorde det, var jo direkte… tåbelige! Og der var ikke noget andet at sige til det end det! Lige nu ønskede hun bare det rolige øjeblik sammen med Konstantin, også selvom hun ikke sagde så meget som et ord, så havde han jo altid været i stand til at læse hende, og det kunne han vel endnu? Et sted så følte hun at han var der, også selvom det bestemt ikke gjorde det bedre. Det var ikke fordi at hun var direkte ked af det.. hun skjulte det bag sin vrede og sin frustration. Den vampyr skulle ende sit liv, og det kunne bestemt ikke gå hurtigt nok! Hendes had til det forbandede væsen, var kun blevet større og mere tydeligt nu, hvor hun faktisk selv havde set manden med sine egne øjne, hans værdier og hans ideologier.. det var jo slet ikke noget som hun kunne bruge til noget! Og han havde ønsket et samarbejde? Han var da rablende vanvittig!
Stemmen som lød direkte bag hende, var en som kun måtte irritere hende, for hun havde hørt den før, selvom det bestemt heller ikke hjalp hende, at hun havde hørt den før, for.. det havde hun! Men hun kunne bare ikke placere den nogen steder! Hun kneb øjnene fast sammen, som hun vendte blikket direkte i hans retning. ”Jeg er fuldkommen ligeglad med hvem som har bosat sig i Konstantins manor, min fine ven,” endte hun ganske kortfattet. Hun havde aldrig været den mest regelrette, og det vidste de fleste som kendte hende om ikke andet, men det var nu bare sådan at det var! Det regnede og det tog jo kun til, og det at søge indenfor og lade ham ligge der, var faktisk slet ikke noget som hun havde lyst til. Erkende savn var svært for hende, men med handling.. så kunne selv det meste komme frem i hende. ”Tak, men nej tak,” afviste hun med en fast tone. Han skulle bestemt ikke komme her og tro at han var noget! Ikke når hun havde sat sig andre mål for denne visit, og så var det bestemt ikke at lade Konstantin ligge i jorden alene og tage med en anden mand ind i hans manor! Aldrig i livet!
At han så måtte fortsætte med at opfordre hende til at søge med, var en tanke som virkelig måtte irritere hende som aldrig nogensinde før, for han kunne vel fatte et svar? Hun knyttede næverne ganske fast og med en tydelig irritation i minen som aldrig nogensinde før. Hun endte roligt med at rejse sig. Hendes mørke hår klistrede sig allerede godt til hendes ansigt, selvom hun ikke tog sig af det. Det ville hun bestemt heller ikke! Hun sendte ham en direkte dræbende mine. ”Det kan godt være.. men det er nu jeg ville aflægge ham min visit,” endte hun ganske kortfattet. Kunne han ikke bare forstå det? Det kunne da heller ikke være så svært!

[Deleted]

Selvom William ikke var hertug, eller kunne leve op til alt det som Konstantin havde skabt og lavet, så krævede han alligevel en hvis respekt, fordi han nu var overhovedet for Rozentas-slægten – og den eneste som var her. Og ikke nok med det, så befandt de sig på hans grund, hvilket hun måtte acceptere! Han kunne smide hende bort, så let som ingenting hvis han ønskede, på den anden side kunne han ikke få sig selv til det, og det var af flere årsager. Han vidste desuden at Konstantin ville have hende hos sin grav, og at manden ville være beæret over hendes visit, som vel mere eller mindre var.. hver dag? Hun kom her tit, det var i hvert fald hvad han havde fået at vide af tjenestestaben. Men det viste vel også bare at hun var berørt dybt af Konstantins død? Og ikke mindst at hun havde holdt af manden og savnede ham, hvilket var forståeligt. Derfor kunne han ikke sende hende bort.
Hendes vrissende tone, var noget som fik William til at bide tænderne sammen. Han viste hende gæstfrihed og venlighed, selvom han kunne give hende den kolde skulder og vise hende ud, derfor irriterede hendes ord ham. Han bed i det sure æble for ikke at tvinge hende herfra, eller gøre andet han ville fortryde, derfor blev han stående uden at så meget som et ord forlod hans læber, skønt de krystalblå øjne var blevet langt mere kølige. Det øsede ned og hun ville fortsat sidde herude? Det måtte jo så koste hende en slem forkølelse, hvis hun blev, hvilket han ikke gad tage sig af, for han kunne være ligeglad.
Selvom William vidste hvem hun var, hvad hun gjorde og hvor stærk hun var, så frygtede han hende ikke. Hun var ældre end ham, selvom han også selv var en af de ældste warlocks på denne klode, men det gav ham på ingen måde en grund til at frygte hende. Han var selv frygtelig stærk i magi og han havde endnu ikke tabt en kamp på magi, hvilket han bestemt heller ikke havde tænkt sig at gøre endnu! Han endte blot med at ryste på hovedet af hende. ”Meget vel,” endte han køligt, som han gav sig til at tage den sorte kappe af. Han smed den ved hendes side, „så kan du bruge den til at holde dig lidt varm og tør.” Han havde ikke givet hende på, eftersom han ikke gad tvinge den på hende, for det var hendes eget valg. Men så behøvede hun i det mindste ikke at fryse så meget og hun kunne holde sig lidt tør.
“Dine ting ligger stadig inde i huset, ønsker at du at tage dem med, eller blot komme ind i varmen er du stadig velkommen,” svarede han kortfattet, som han vendte ryggen til hende, kun for at gå tilbage mod den store manor. Han gad ikke tvinge hende med ind, for ville hun blive syg, så var det op til hende. Nu havde han i hvert fald været gæstfri og så måtte hun tage imod det eller lade vær.

515 drops of ink for Malisha

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Døden havde aldrig nogensinde påvirket Malisha på den her måde, men når det kom til Konstantin, så var det for alvor gået op for hende, hvilken betydning manden faktisk havde haft for hende. Hun havde ikke ligefrem rygtet for at vise en mere blød side, men hun havde gravet Konstantins blottede krop op, fået ham med hjem, fået ham vasket, fået ham i sine dyreste klæder og gravlagt ham under træet som de havde siddet meget ved dengang de havde været små. Der havde vel været en mening med udvælgelsen af det her sted? Hun manglede ham og hun savnede ham bestemt også, hvor hun selvfølgelig kun måtte håbe på at han ikke ville smide hende ud. Stedet her sørgede hun jo faktisk selv for, for hun ønskede at vise ham den ære, og at hun faktisk savnede ham.. Hun sagde det aldrig med ord, men handlingerne sagde vel det hele? Helt følelseskold var hun bestemt heller ikke, også selvom det var et ry og rygte som hun havde fået sig efterhånden.
Det forfærdelige vejr kunne sagtens gøre hende syg, selvom det slet ikke var noget som Malisha skænkede så meget som en eneste tanke, for det var noget som hun faktisk var ligeglad med. Når hun endelig huskede at han ikke kom til hende, men at hun var tvunget til at komme til ham, kun for at få bekræftet at han var død og borte, så var det noget som kun måtte efterlade det tydelige ubehag som det var, for hun manglede ham virkelig! At vrisse af denne mand, var noget som hun næsten gjorde automatisk, selvom det ikke rigtigt var noget som hun tænkte over i det store og hele, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun vendte ryggen til ham endnu en gang. Det var bestemt heller ikke fordi at den mand direkte vækkede hende nogen interesse, selvom.. stemmen havde hun altså hørt før!
Malisha var ganske enkelt ligeglad med hvem denne mand var, for det var hende som var leder, og han havde bare at lystre hende og hvad hun krævede af ham! At han endte med at tage sin kappe af og lægge den omkring hendes skuldre, var noget som fangede hendes opmærksomhed omgående. Hun var slet ikke vant til den form for omsorg, for det var kun noget som.. en mand havde skænket hende, og han var der ikke mere. Hun sendte ham en mere fast mine. ”Det er nok ikke fordi at det hjælper mig, men… tak,” endte hun sandfærdigt, som hun roligt vendte blikket i retningen af graven igen. Hun savnede ham, men det var bestemt ikke noget som hun kunne tillade sig at vise, nu hvor der stod en mand ved hendes side – hvem han nu end måtte være, men allerede nu måtte han faktisk irritere hende temmelig meget! ”De ting er ikke af værdi for mig længere..” Hun endte med at vende sig direkte mod ham. Hun var jo trods alt ikke ude på noget eller noget som helst, hun ønskede bare at sidde der med sin kære trolovede. ”Men hvis de er i vejen, så skal jeg da nok få dem fjernet..” endte hun spidst. Hun kyssede let sine fingerspidser og rettede dem i retning af graven, selvom det var ude af syn og ude af sind. Hun endte med at gå efter denne mand. Hvem han var, gjorde hende dog alligevel nysgerrig, for hun var sikker på at hun havde set ham før!

[Deleted]

William gad ikke stå udenfor hele natten, eftersom han ikke ønskede at være syg. Han havde bare set et lys hernede, hvilket var kommet fra Malisha, der var kommet for at besøge sin døde trolovede. Han vidste at det var Malisha der havde gravlagt Konstantin her, derfor kunne han jo næsten heller ikke tillade at sige at hun ikke måtte være her, for det kunne han da ikke drømme om! Hun havde lov til at være her, se til sin trolovede, selvom det var samme syn hver gang, for manden var død. Det forundrede ham dog hvordan en så stærk warlock som Konstantin kunne tabe til en sølle blodsuger, men han havde heller ikke hørt andet end at manden havde mistet livet til en vampyr, han havde aldrig fået den ‘rigtige’ historie. For han tvivlede på at manden havde tabt så let til en blodsuger, det gav i hvert fald ingen mening i hans hoved.
At Malisha skulle vrisse af William og afvise ham, når han var så venlig at vise hende gæstfrihed, så irriterede det ham kun. Han gad desuden ikke vise hende venlighed, hvis han alligevel blev mødt af en kold mur. Så kunne han lige så godt gå indenfor og passe sig selv. At hun takkede for kappen tog han sig heller ikke af, da han allerede var på vej mod herregården, så han løftede blot hånden for at vinke kort, uden så meget som et ord. Han gad ikke blive herude for at blive syg, så ville han langt hellere ind i varmen og nyde den friaften han havde givet sig selv.
William endte med at stoppe op, da han hørte at hun fulgte efter ham, hvilket fik ham til at vende sig om og betragtede hende lettere forundret. Han kneb øjnene let samen, inden et skævt smil gled over hans læber. Det kom bag på ham at hun havde skiftet mening, men han havde intet imod det. ”Så følg med,” svarede han roligt, som han gik op mod herregården igen. Han vidste at Malisha havde boet her for en stund med Konstantin, så et sted var det vel også hendes hjem? Havde Konstantin ikke været død, så havde de to også været gift og så var herregården også blevet hendes hjem. Derfor kunne han vel heller ikke være bekendt ikke at lukke hende ind?
“Dine ting er ikke i vejen Malisha. Det er ikke just fordi der er mange af dem,” svarede han sandfærdigt, som han kort så sig over skulderen og tilbage på hende, inden han gik op til hoveddøren, som butleren allerede stod klar til at åbne, da de kom. Han nikkede kort til butleren, der hilste igen, inden manden vendte blikket mod Malisha. ”Godaften Miss Malachi.” Butleren havde jo også været vant til at have hende omkring, eftersom hun havde boet der sammen med Konstantin, ligesom resten af tjenestestaben vidste hvem hun var. William vendte sig roligt om, som han fik de knæhøje støvler af, hvor han så mod Malisha. ”Kan jeg byde dig noget at drikke, nu hvor du er her?” spurgte han roligt, hvor et skævt smil gled over hans læber.

521 drops of ink for Malisha

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste ikke rigtigt hvordan hun skulle tackle eller bearbejde Konstantins bortgang, men hun forstod så til gengæld godt hvorfor og hvordan det var gået galt, for hun havde stået ansigt til ansigt med hans morer, og manden havde ligefrem regnet med at hun ville arbejde med ham? Han måtte da være fuldstændig rablende vanvittig! Hun følte sig faktisk temmelig fortabt uden den mand, for han havde altid været der for hende, og det var noget som hun selvfølgelig var ham taknemmelig for, men nu uden ham, så.. vidste hun jo ikke rigtigt hvad hun skule stille op, og det var noget af det værste af det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Dog var det ikke noget som hun ønskede at lade denne mand være kendt med, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for! Hun var ikke svag, og han skulle bestemt ikke have lov til at se hende sådan!
Malisha var ganske afvisende, og det havde hun jo trods alt også altid været. Det var jo også kun igennem det arrangerede ægteskab, at hun for alvor havde valgt at åbne op for mulighederne med Konstantin, men det var ni ikke noget som langt de fleste ikke var i stand til at tackle, men ingen af dem havde nogensinde taget det sidste skridt, og nu var det hele jo røget direkte til jorden igen, men det var nu heller ikke ligefrem noget som hun kunne gøre noget ved, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun vendte blikket direkte mod denne mand, som han var endt med at gå og bare vinkede til hende, hvilket hun bestemt heller ikke tog som et tegn på respekt, og det var en tanke som virkelig ikke faldt i den gode jord for hendes vedkommende, og det var nu bare sådan at det endelig måtte være. Hun fnøs ganske kortfattet. Hvis det var fordi at hendes ting var i vejen, så skulle hun jo nok fjerne dem! Efter hun selv havde haft sin ulykke med en vampyr, så havde han taget hende i hus, og hun var jo.. mere eller mindre endt med at flytte ind, og langt de fleste her på stedet, kendte hende jo udmærket godt, for hun havde været der og omkring dem, kostet lidt rundt med dem og sikkert mere end det som Konstantin selv havde gjort.
Malisha nåede op mod ham, også selvom hun ikke gik op ved siden af. Hun måtte vel bare slå sig til ro ved tanken om at det ikke var Konstantins længere, selvom det faktisk var temmelig svært for hende. Hun var et vanemenneske, og alt var slet ikke som det var før i tiden, og det var en tanke som faktisk irriterede hende! ”Aha,” mumlede hun ganske kortfattet, som hun trådte indenfor. Hun vendte blikket mod butleren, hvor hun let betragtede ham. ”Godaften, James,” hilste hun roligt, som hun fik viklet Williams kappe af sig, og rakte til ham, så han kunne hænge den op. Det var jo det som måtte være en vane for hende i det store og hele. Hun vendte blikket mod William endnu en gang. ”Jeg siger ikke nej til en whisky,” endte hun sandfærdigt. Det var måske ikke ligefrem den mest.. tøsede ting, men hun var slet ikke tøset når det kom til hvad hun fik i munden, det var helt sikkert. Desuden drak hun betydeligt mere nu, end det som hun havde gjort, da Konstantin var i live.

[Deleted]

At Malisha havde boet på Herregården, havde William intet imod, selvom han kunne forestille sig at det nu var akavet for hende at der var en anden der boede i huset. Han ønskede dog ikke at gøre noget anderledes for hende, for hun var stadig velkommen på herregården når som helst, det var det mindste han kunne gøre, for hende og for Konstantin. Manden havde ønsket at Malisha måtte være her, og selvom han ikke havde snakket særlig meget med manden igennem årene, så havde han alligevel respekt for ham, for han havde været familiens overhoved og William ønskede at ære ham selv i døden. Mange af hans egne planer var gået i vasken fordi manden nu var død, selvom han måtte få rettet op på det.
At Malisha ville med indenfor, kom bag på William eftersom han havde regnet med at hun ville blive herude – som hun jo selv havde sagt at hun ville. Det glædede ham dog at hun kom til fornuft og søgte med indenfor, så kunne det også være at hun undgik at blive syg. De krystalblå øjne gled mod hendes skikkelse som de kom indenfor, hvor han godt kunne høre og ikke mindst se, at hun var vant til at være her. Hun opførte sig som om hun boede her, hvilket man kunne se på hendes vaner, skønt det ikke gjorde ham det mindste. Han nikkede ganske roligt til hendes ord. ”Fremragende valg. Whisky bliver det!” svarede han roligt, som han drejede om på hælene og gik mod trappen, der førte ovenpå. Han gik ud fra at hun selv fulgte efter, for hun kendte jo nok vejen.
William drejede roligt af til højre, hvor pejsestuen lå, hvor tjenestepigen allerede havde fået tændt op i pejsen. Han skrottede over gulvet, som han gik hen til det store chatol, som han åbnede glasvinduerne, for at hive en flaske whisky frem, samt to whiskyglas. Han lukkede skabet for at vende sig om, hvor han vendte blikket mod Malisha. Han gjorde en gestus mod sofaen, hvor han selv gik hen og satte sig, som han satte de to glas på bordet, inden han hældte whisky op i glassene, kun for at sætte flasken for sig, tage et glas og rakte det til Malisha. Han tog sit eget glas, som han satte sig tilbage i sofaen og hævede glasset. ”Skål for Konstantin?” Han betragtede hende sigende, som han tog en tår af sin whisky, inden han lænede sig tilbage. ”Jeg går ud fra at du må savne ham,” endte han roligt, som han tog endnu en tår af whiskyen. Han lænede sig tilbage, hvor han vendte blikket mod pejsen og den gnistrende ild. ”Han var en stor mand,” tilføjede han lettere tænkende, som han kort vendte blikket mod Malisha igen, hvor han kneb øjnene en anelse sammen. Det passede ham faktisk fint at hun var her, for han skulle faktisk have talt med hende.

490 drops of ink for Malisha

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var efterhånden vant til at bo her på stedet, at det nu var underligt for hende at tænke på at der nu var andre som havde overtaget stedet. Som hun huskede det, så var det Konstantins, for det havde det været i frygtelig mange år efterhånden, og det var det som hun var vant til. Hun var et vanedyr, hun var et væsen som kørte efter gamle vaner, og nu hvor hun havde været vant til at dele seng med Konstantin, ligge og hvile i hans favn når nætterne faldt på, så var det stadig underligt for hende, at skulle lægge sig selv i seng om aftenen og vågne op alene – det havde faktisk resulteret i at hun knap sov noget som helst, for der manglede virkelig noget, og det var en tanke som et sted formåede at gøre hende usikker.. og når hun blev usikker, så blev hun afvist, for hun ønskede bestemt ikke at der skulle ske hende noget! Ikke nu hvor hun ikke havde ham til at passe bare lidt på hende!
At følge med William indenfor, var skam ikke fordi at hun havde skiftet mening, men egentlig kun for at hente hendes ting. Hvis han nævnte dem, så var det vel fordi at de var i vejen for ham? Desuden ville hun ikke have dem der, når Konstantin ikke var der mere, så hun agtet faktisk at tage tilbage til den mørke cirkel og være den leder for det folk som hun virkelig burde være, selvom det var endt en hel del mere kompliceret nu, for hun kunne slet ikke lade hendes sorg over tabet komme i vejen for arbejdet, for hun måtte virkelig ikke vise sig som svag eller svækket, for det kunne meget hurtigt ende med at koste hende livet, og det synes hun bestemt ikke skulle være tilfældet! At tiltale butleren på den måde, var noget som hun gjorde næsten automatisk, for det var det som var kørt ind i en vane for hende, for det var det som føles mest rigtigt, om det var noget som han nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket mod ham. Et glas whisky ville hun ikke sige nej til.. Det var faktisk en drik som hun var blevet skræmmende glad for siden Konstantins bortgang.
Malisha fulgte ham roligt op i pejsestuen, hvor hun så sig omkring. Alle steder hun kigget hang der minder om manden, men ikke noget som hun kunne gøre noget ved. Hun havde ikke været i huset siden, men stadig var det en tanke som gjorde ondt. Hun lod William hælde op for hende, hvor hun roligt tog imod glasset. At de skulle skåle for Konstantin gjorde det ikke ligefrem bedre for hende, for det var en tanke som gjorde ondt. Hun kneb øjnene let sammen, hvor hun dog endte med at indgå i hans skål. Hun vendte blikket mod ham, som hun tog sin sædvanlige plads i den store sofa. Hendes greb lukkede sig fast omkring glasset. Den blodsuger slog hun ihjel så snart hun fik den mulighed! ”Jeg gider ikke snakke om ham.. Han var en stor mand, slået tilbage af en forbandet blodsuger…” vrissede hun dæmpet. At snakke om manden, var noget som gjorde ondt.. og hun ville ikke fortætte med det nu!

[Deleted]

At komme indenfor i varmen gjorde godt, eftersom William nåede at blive en anelse kold, da han havde givet sin kappe til Malisha, for han bar kun en tynd bluse, der nu var begyndt at sidde stramt ind til hans krop, fordi den var blevet våd. Han havde kun ønsket at slappe af denne aften, smide arbejdet lidt væk og nyde at han endelig var hjemme i sit barndomshjem, som Konstantin havde smidt alle ud fra. Han bar dog ikke nag, et sted kunne han godt forstå manden, for alle fra Rozentas-slægten havde en tendens til at være frygtelig irriterende i længden, specielt når familien var samlet, for det var en stor krig i huset, sådan havde det altid været med slægtens traditioner, de havde altid været groteske og morderiske. Han havde faktisk kun dårlige minder fra dette hus, ingen fra Rozentas-slægten havde en nem barndom, man skulle kæmpe for at nå til tops, medmindre man var som Konstantin og stod til at eje det hele.
De krystalblå øjne søgte mod Malisha igen, som hun delte hans skål, selvom han blot nikkede da hun sagde at hun ikke ønskede at tale om Konstantin. ”Udmærket..” Manden var død, og man burde lade de døde forblive døde, når de først var i jorden. Han kørte kort væsken rundt i glasset, inden han tog endnu en tår, kun for at vende blikket mod hende igen. ”Jeg vil desuden langt hellere snakke med dig professionelt. Du står som leder. Jeg er kun lige kommet tilbage efter en lang rejse, så fortæl mig.. hvad er dine planer for racen?” spurgte han nysgerrigt og dog med en rolig røst. Han havde været ude for flere år og selvom han vidste hvad der skete i landet, så vidste han ikke alt ned til mindste detalje. Der var altid visse ting der udeblev, som han intet fik hørt om, og det gjaldt også for hans egen race. Han vidste at Malisha havde sat racen op imod hinanden, og nu hvor han ikke havde snakket med hende personligt, så kunne han kun vælge at tro på løse rygter, og da han var en mand der nød at kende til sandheden, så ville han langt hellere snakke med kilden selv. Hans tunge strøg over kors hans rosa læber, som han bundede sit glas. Han lænede sig frem og greb omkring flasken, for at hælde mere op, hvor han gjorde tegn til om han også skulle hælde mere op for hende. Han betragtede hende ellers blot afventende og med nysgerrige øjne, for racen havde altid interesseret ham, det var trods alt den mest ædle race af alle! Og dog ønskede han ikke krig på grund af en sølle titel.

454 drops of ink for Malisha

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha kunne skam godt huske at Konstantin havde startet med at kyle hele familien ud, og det var nu heller ikke noget som hun ville blande sig i, for han havde vel haft sine grunde til det? Hun havde fulgt manden lige siden de begge to havde været temmelig små, også selvom bægeret først var endt med at flyde over for hende den dag hvor hun havde fået at vide, at hendes bedste ven skulle blive hendes ægtemand, også fordi at det slet ikke var noget som de havde nået i den anden ende, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som de nu ville det eller ikke, men der var ikke noget som hun kunne gøre ved det nu, for nu var manden død og borte, også selvom hun slet ikke vidste hvordan hun skulle forholde sig til det, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for hendes vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Barndommen havde ikke været nem for nogen af dem, men det var nu bare sådan at det var. Det var noget som hun havde været vant til igennem hele livet, og det var der så ikke noget som hun kunne gøre noget ved af den grund.
Denne mand var ikke ligefrem den type som faldt i Malishas smag, men det var der nu ikke noget som hun kunne gøre noget ved af den grund. Han var dog ganske… interessant af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke, men der var ikke noget som man kunne gøre ved det af den grund. Hun ønskede slet ikke at gøre ondt værre, for det var bare en knude som samlede sig i hendes bryst, og nu hvor manden var endt død, og hun kendte bare lidt til hans morder, så var det jo ikke ligefrem noget som gjorde det bedre for hende. At han ville snakke med hende på det mere professionelle plan forundrede hende dog ikke. Hun himlede let med øjnene. Hun havde mange ideer og Konstantin havde jo altid hjulpet hende med dem! Enten hjulpet hende til at føre det ud i livet, eller tvunget hende til at vende ideen endnu en gang, før hun gjorde noget som helst! Hun vendte blikket direkte mod ham, da hun havde taget en tår og roligt lod glasset hvile i hendes hånd. Grebet var en anelse løsere. ”Mine planer og mine mål for racen? De er mange.. og ikke nogen som jeg deler med hvem som helst.. Så længe at de retter sig efter hvad jeg kræver og forventer, så er alt jo glimrende, ikke sandt?” endte hun direkte afvisende. Hun var slet ikke interesseret i at skulle føre en samtale med denne mand!

[Deleted]

Regnen fortsatte med at piske ned udenfor, hvor man tydeligt kunne høre den slå imod glasruderne ved terrassedørene. Man kunne kun lige ænse balkonen i mørket. Han kunne tydeligt huske at han havde lavet en masse ballade i huset med sine mødre og fætre, de havde altid kastet med vand de varme sommerdage, på de voksne, hvilket altid havde fået dem ud i problemer, men de havde alle prøvet at blive tortureret, det var en del af deres opvækst. Sjovt nok havde Konstantin været den første Rozentas som havde brudt traditionerne og trådt ud af den mørke cirkel.
De krystalblå øjne søgte væk fra Balkonen og mod Malisha igen, hvor et let smil gled over hans læber, som han for en kort stund var gledet ind i sine egne tanker. Han satte roligt whiskyflasken fra sig, som han lænede sig tilbage igen. Han kunne godt mærke at hun var anspændt i hans selskab, selvom han ikke sagde noget til det. Det var lang tid siden at han havde set hende i egen høje person sidst, der havde de vel været.. unge? Nu var de ikke ligefrem unge længere, så det var efterhånden rigtig lang tid siden. Han tog en tår af sit glas, hvor han ikke kunne lade vær med at smile, da hun endnu engang afviste ham. ”Min loyalitet giver jeg ikke til hvem som helst Malisha. Jeg ser dig ikke som min leder, eftersom jeg kun lige er kommet hjem. Men det kunne jo ændre sig. Så fortæl mig hvorfor jeg overhovedet skulle overveje at give dig min loyalitet. Hvad er dine planer?” forsøgte han igen, denne gang i en langt mere krævende og stædig tone. Han kneb øjnene let sammen, som han vendte blikket mod hende igen, hvor hans blik næsten blev helt udfordrende for at hun skulle fortælle ham det.
Han endte med at læne sig frem, hvor han vendte blikket mod pejsen. ”Du ved lige såvel som jeg, at der er en borgerkrig på vej Malisha. De andre racer rører på sig; vampyrerne, dæmonerne, sikkert også de andre. Så fortæl mig Malisha.. hvor forberedt er du på den krig?” Som han vendte blikket mod hende igen, var han død alvorlig, hvor man nok godt kunne se et tegn af usikkerhed. En sådan krig kunne blive enden på en masse. Det var farligt med en borgerkrig mellem alle racer, det kunne blive en massakre, et blodbad, dommedag. Han så mod pejsen igen. ”Jeg vil helst undgå en borgerkrig. Det kan komme til at koste alt for meget i sidste ende. Så fortæl mig Malisha. Hvad er dine planer?” Han så mod hende igen, hvor hans blik var afventende og stadig alvorligt, som før.

453 drops of ink for Malisha