Audience with the King

[Deleted]

Mørket havde lagt sig over Dvasias, selvom det ikke var bulder mørkt, nej den store måne oplyste himlen i et smukt og badende skær. Kastede uhyggelige skygger i mørket. Det var kun til tider at enkelte skyer drev ind og skyggede for månen, så alt for en kort stund blev mørkt. Selvom der ikke var stormvejr, var blæsten alligevel rimelig kraftig, hvor man kunne høre den suse i gaderne, imens den fik trækronerne til at svaje og rev bladene og småsten med sig langs stierne. Man kunne tydeligt høre at der var mange som var søgt ud af nattens væsner. Selvom det ikke var fuldmåne, kunne man høre de mere erfarne varulve, der kunne forvandle sig når de ville, hyle op mod månen i det fjerne. Det var dog ikke noget som skræmte denne mørke skikkelse, der bevægede sig elegant op mod slottet. Han havde et mål og der var ingen der skulle stå i vejen for det!
William havde hørt nyheden omkring sin fætters død og et sted selv valgt at tage chancen, eftersom han nok var den fra slægten der havde kendt manden bedst, og eftersom han ikke havde kendt Konstantin særlig godt, så sagde det en del om hvor meget manden havde cuttet familien fra. Han havde dog haft nogle forretninger kørende med Konstantin og han var også den som kendte til Konstantins planer. Det skulle ikke forundre Will, hvis resten af familien endnu var uvidende omkring overhovedets død. Selvom Rozentas-slægten altid havde været utrolig kendte og ikke mindst altid havde været en stor og prægtig slægt, så havde familien en vane til at cutte hinanden af. Det lå mere eller mindre til dem alle sammen, for Will selv havde jo gjort præcis det samme.
De krystalblå øjne – der var udsædvanlig for hans slægt – så op mod det store slot, der tårnede sig op i det høje. Det var lige så majestætisk som det altid havde været, og som han endnu kunne huske det, selvom han godt havde hørt om at det var blevet sprunget i luften for ikke så mange år siden. Selvom han havde været rundt omkring i verden, så havde han alligevel fået de hjemlige nyheder med, han var jo hvad man kunne kalde for en nationalist. Han stoppede op foran porten, som blev åbnet for ham, hvor nogle vagter kropsvisiterede ham, inden de lod ham gå op mod slottet. De store døre blev også her åbnet for ham, hvor han trådte indenfor i den store indgangshal, der var enorm og utrolig prægtig!
“Bonjour. Jeg har søgt om audiens hos kongen; Monsieur Rozentas” svarede William med sin gamle dvasianske accent, „jeg har fået brev om at møde på dette tidspunkt.” Han rakte den gamle butler sit brev, inden han stak hånden ned i den flotte sorte habitjakke, hvor han hev et gammelt lommeur frem, som han åbnede for at se hvad klokken var, og ganske vist passede det overens med klokkeslættet der stod i brevet.
“Denne vej, Sir,” svarede den gamle butler og gjorde tegn til at følge ham, inden de begav sig over mod den store tronsal. ”Kongen vil møde Dem her.” William nikkede, som han trådte ind i den store tronsal, hvor han foldede hænderne bag ryggen og ellers kiggede nysgerrigt omkring.

540 drops of ink for Mattheus

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

For mange var det måske ved at være sent, selvom det slet ikke var tilfældet for Mattheus’ vedkommende. Han selv var kun stået op som mørket havde valgt at sænke sig. Det var ikke meget af dagene som han fik lov til at se, også fordi at han stadig havde forbandet meget at skulle se til i dagens Dvasias, og specielt efter hans moders bortgang. Ganske uventet, men nu var han jo trods alt nødt til at tage kontrollen og få det hele til at køre som det burde, om det var noget som man nu ville det eller ikke, men det var jo bare sådan at det var. Han var den retmæssige arving åbenbart, også fordi at han var den ældste. Desuden var det slet ikke noget som han ønskede at kaste på sin lillesøsters unge skuldre. Hun var stadig alt for lille til overhovedet at forstå hvad der foregik omkring hende, og det var grunden til at han holdt fast i hvad hans moder havde ønsket af ham!
Tronsalen var ganske stille lige for denne aften, hvilket var noget som Mattheus nød forbandet godt af! Den kongelige rådgiver stod ved siden af tronen, som han altid gjorde, specielt når disse ting skulle foregå, selvom det ikke ligefrem så ud til at der var nogen af folket som ønskede at opsøge ham lige i aften. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, men det var nu heller ikke noget som han kunne gøre noget ved. Det gav ham da om ikke andet, så et lille pusterum som han efterhånden kunne bruge! Han havde i den grad forbandet meget at skulle tænke på i det store og hele, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være.
At det var i aften, at han kunne afvente en visit fra en af de ældre warlocks som var her til lands, var nu heller ikke noget som gjorde Mattheus det mindste. Han vendte blikket roligt i retningen af portene og med en tydelig fast mine. Han var ligesom sin mor, også selvom han måske var lidt mere oppe på dupperne, også fordi at det var noget som han ganske enkelt var nødt til i det store og hele, men det var trods alt bare sådan at det nu endelig måtte være når det måtte komme til stykket. Manden som måtte træde ind som portene endte med at blive åbnet for denne mand. Han rettede sig roligt op, som han vendte sig mod Enrico som stod pænt og roligt ved hans side. ”Du er fri til at gå nu. Jeg kan udmærket godt tage denne her audiens på egen hånd,” endte han ganske kortfattet, inden han roligt vendte blikket mod manden. Han lukkede hænderne mere fast omkring tronstolen, selvom han ikke gjorde noget yderligere end det, andet end at blive siddende og bare stirre på manden. Han havde en professionel holdning, men den fremgang med at kigge nysgerrigt omkring, var ikke ligefrem noget som faldt ham ganske tiltalende bare sådan. Han blev dog siddende, og uden at flytte sig det mindste på nogen måde.
”De ønskede at se mig..?” begyndte han ganske kortfattet. Han havde jo trods alt selv sendt brev til denne mand, med tidspunkter, hvor det var muligt for dem at træffes, også selvom hvad denne mand ønskede af ham, var ganske ukendt, men det var noget som han nok skulle finde ud af? Et sted så var han jo også ganske nysgerrig af sig, selvom han nok ikke lod det vise tydeligt, men… lod det tvært imod, komme frem igennem hans egne ord, og hans udtryk. Blikket fulgte ham – som havde han været et intenst rovdyr på jagt.

[Deleted]

Nok havde William ikke været bosat i Dvasias, fordi han havde haft sine mange forretninger, som han skulle tage sig af – tilmed i alle de andre lande – men derfor vidste han skam godt hvad der foregik i hans fædreland, for han havde altid holdt sig opdateret. Han kom fra en gammel tid, han var en stolt warlock og eftersigende en af de stærkeste, for han var endnu ikke blevet besejret i en magisk kamp, han vidste dog at man ikke måtte blive for hovmodig, for så kunne heldigt hurtigt vende. Han kom dog ikke rigtig på grund af hans forretninger denne aften, tværtimod så var det faktisk på grund af familieforetagendet. Det var dog lang tid siden at han sidst havde befundet sig på slottet i Dvasias, det var ikke just noget som man gjorde hver dag! Men af de få gange han havde været her, lignede det faktisk sig selv. Han vidste at der var kommet en ny og ung konge på tronen, eftersom Jaqia var gået bort, ligesom hendes partner. Myrdet. Mord var normalt i Dvasias og i denne tid, man så det jo alle vegne – hans egen fætter var også blevet myrdet af de satans væsner til vampyrer. Han kunne ikke fordrage den race, og det gjorde det ikke just bedre at kongen var spide, og tilmed varyl, men man kunne jo ikke ændre på naturens gang. Og Mattheus var jo arvtager efter Jaqia. Det ændrede dog ikke på at han helst så en renracet på tronen og naturligvis helst en warlock. Ikke fordi det var noget han gad kommentere.
Som William kom ind i Tronsalen gled de krystalblå øjne op mod tronen og kongen, hvor han bukkede elegant for knægten. Han fandt det en anelse nedladende at skulle bukke for en som var så meget yngre og mere uerfaren end ham selv, men det var vel også derfor knægten havde brug for god støtte? Han måtte heller ikke glemme at hans slægt altid havde støttet kongefamilien i tykt og tyndt, og der var han heller ikke selv et undtag. For at udvise den passende respekt, gled han roligt ned på knæ, med det ene bøjet, som han lod den ene arm hvile imod, imens hans hoved var bøjet. ”Deres Majestæt,” hilste han med respekt i stemmen, inden han tillod sig selv at se op mod kongen, „som De nok ved, så er min fætter, Hertug Konstantin Rozentas, gået bort for nylig. Myrdet. Han var en god støtte til Deres mor og kongehuset. Jeg går ud fra det er en hård tid at blive konge i? Og jeg kondolere for Deres tab.” Han rejste sig og rettede sig op, hvor han lod blikket glide kortfattet mod Mattheus. Han var ikke typen der gad pakke tingene ind og denne gang var heller ikke tilfældet. ”Min fætter efterlod ingen arvinger, dog mener jeg at det er passende at titlen går videre til Rozentas-slægten som altid har haft den titel og været en tro støtte og ikke mindst haft stor indflydelse i alle lande med vores forretninger. Konstantin var ikke typen der holdt kontakt med mange fra familien, det ligger ikke til slægten at være familiekær. Jeg selv har dog haft min kontakt med manden og haft forretninger med ham, og jeg ved hvad hans fremtidsplaner og forretninger er. Jeg ønsker at fortsætte i Konstantins spor, så hans arbejde ikke bliver spildt. Jeg selv er en fantastisk handelsmand og jeg har forretninger verden over, jeg er et godt kort at have på hånden og ikke mindst har De som ny konge brug for al den støtte De kan bruge, og jeg er villig til at give min støtte til kongehuset og kongen selv, som resten af min slægt har gjort i flere generationer.” Han talte lige ud af posen, men hvorfor også skjule det? Han var endt med at bukke hovedet i respekt endnu engang, hvor han egentlig blot ventede på kongens ord.

653 drops of ink for Mattheus

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Tiderne var hårde og specielt for Mattheus’ vedkommende, for der var mange ting som han skulle til at sætte sig ind i, specielt fordi at han ikke havde fået den mest oplagte start på sit liv som en konge her til lands.. Trolovet med en mand, som han slet ikke kendte det mindste til, men det var nu bare en af de få ting som han skulle slås med. Hans mor havde tilrettelagt meget for ham, men det var bestemt ikke nemt for ham på nogen måde! Han lå til tider søvnløs når han lå i sengen, legede som regel kun med hans lillesøster som kunne ligge ved siden af ham, når hun var vågen, også fordi at han ønskede at hun skulle få en god og retfærdig barndom, så det var de færreste som vidste, at Jaqia faktisk havde fået to børn inden sin bortgang, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Ikke fordi at det var noget som han kunne gøre noget ved som sådan. Han ønskede jo bare at holde resterne af sin familie sikker, for de var jo.. kun to tilbage. Død og ødelæggelse var en god del af Dvasias, og det havde det endda været igennem frygtelig mange år og lige så længe som Mattheus kunne huske det, så det at der var sket mord rundt omkring – deriblandt hans mor og stedfar, var en tanke som han selvfølgelig skulle vænne sig til, men det var så også sådan at det endelig måtte være i den anden ende, det var helt sikkert.
Manden viste ham da om ikke andet, så en respekt som var til at tage at føle på, og det var noget som alligevel skænkede ham en vis fornemmelse af at denne mand faktisk ønskede ham den respekt, også selvom han var betydeligt ældre end det som han selv var, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han nikkede mod ham, roligt som en gengældende gestus for hans høflighed og respekt ikke mindst. Han rejste sig ganske roligt op. Han lyttede roligt og med den samme faste mine som tidligere. Han var ikke den bedste til at vise den form for følelse, for det var noget som hans mor slet ikke havde tilladt ham. Han var helt klart en hårdere udgave af sin egen far, og det var noget som han antog som en meget god ting! Manden var ikke den type som ville pakke tingene ind, og det var noget som han godt kunne lide. Læberne spillede ud i et smil, hvor de spidse tænder blev vist. Han var jo trods alt et vampyrisk væsen. ”Der kan man jo bare se.. Jeg går ikke ud fra at De er typen som pakker tingene ind… Hr. Rozentas,” begyndte han kortfattet. Hans kondolation var slet ikke noget som han kunne bruge til noget som helst. Han rejste sig roligt, og lod varsomt armene søge over kors og med den samme ganske så kortfattede mine, for det var slet ikke noget som han ville skjule for ham. Han havde brug for tro støtter og det var ikke fordi at han havde været meget involveret i sagerne med henblik på Rozentas-slægten. ”Med andre ord, så ønsker De at overtage den stilling som Deres fætter har efterladt sig? Døden har krævet mange menneskeliv siden jeg blev indsat her på tronen og tro mig, min herre.. Jeg har ikke brug for at kaste rundt med stillinger til højre og til venstre. Jeg har brug for noget brugbart at holde fast på.. Rejs Dem..” Han gjorde tegn til at han skulle rejse sig op, for det andet, kunne han slet ikke bruge til noget. Han havde brug for noget.. håndfast. Og det havde han ikke fået endnu.

[Deleted]

William kunne forestille sig at det måtte være hårdt at blive konge – eller dronning for den sags skyld – i en sådan ‘krisetid’. Will vidste at der var mange af racerne der ønskede at komme frem i rampelyset, og det begyndte at lægge op til en borgerkrig i Dvasias, selvom William selv ikke kunne sige sig at ønske at tage del i den krig. Han havde aldrig været den voldelige type, han havde aldrig været en slagsbror, selvom han naturligvis har kæmpet sine nødvendige kampe i livet, men han var typen der overlevede, typen der ønskede at være der hvor der skete noget, men som også ønskede at skabe sit eget. Han ønskede ingen krig, det ville kunne ødelægge meget, specielt for hans egne forretninger, og det havde han på ingen måder intentioner om at være med til at lade ske! Han havde altid været stærk nationalistisk, selvom han naturligvis var stolt af at være en warlock og naturligvis også så på racen til at være den mest ædle, men han var også realist, han vidste at der ikke kunne eksistere noget mørke uden lys, og noget lys uden mørke, og det samme gjaldt det ‘onde’ og det ‘gode’, samt det ‘rigtige’ og det ‘forkerte’.
William var typen der talte lige ud af posen, han var direkte og til tider desværre for direkte. Han var dog ikke bange for at sige sine meninger og han mente dem når han gav udtryk for dem. Han så desuden heller ikke nogen grund til at spilde kongens tid med unødvendige ord og samtaler, der ikke var relevante, han var trods alt forretningsmand! Han endte med at knibe øjnene en anelse sammen til knægtens ord, hvor han rejste sig i takt med at kongen bad ham om det. Han måtte erkende at han havde svært ved at forholde sig til at skulle vise respekt for en så ung og uerfaren knægt, og det var kun fordi han var så ung og uerfaren, han selv var jo ikke typen der gav sin loyalitet til alle og enhver, derfor ville denne knægt næsten selv få svært ved at finde hans fulde loyalitet, dog ville han stadig kæmpe sin og resten af hans slægts sag! Han bukkede let hovedet. ”Deres Majestæt. De må endelig ikke tro at min forespørgsel, er et ønske om at forråde min fætter, eller en søgen efter magt. Tværtimod. Min fætter var en stor mand, han var deres mor loyal, som resten af min slægt har været kongefamilierne loyale. Jeg gør dette for at bevare min slægts ære. Desuden så er landet ved at underbygge en borgerkrig. En krig der kan komme til at koste Dem livet, fordi en anden tåbe vil forsøge at tage Deres plads med magt. Jeg ønsker ikke at være belærende, men jeg ved at De har brug for loyale støtter, der vil hjælpe Dem med at bevare Deres plads. Og jeg ønsker at gøre hvad end der skal til,” svarede han i en sandfærdig og kortfattet tone. Han vendte de krystalblå øjne mod Mattheus, som han kort strøg en hånd igennem de tilbagestrøget lokker, inden han foldede begge hænder bag ryggen. ”De ønsker noget brugbart? Fortæl mig hvad De kræver og jeg skal give Dem det.” Han lød måske temmelig selvsikker, men det var faktisk kun fordi han virkelig ønskede at vinde denne kamp! Han ønskede ikke at se hans families navn blive sølet til.

566 drops of ink for Mattheus

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvad der var ret og hvad der var forkert, var to vidt forskellige ting, når det kom til de to store krigende lande. Måske kampene havde ligget meget på is igennem de sidste år, og nu hvor Procias havde en økonomisk krise at kæmpe sig igennem, og Mattheus selv havde sit at slås med på tronen, for det var forbandet mange ting som han selv måtte sætte sig ind i, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som skete særlig ofte, men det var nu bare sådan at det var. Han brød sig ikke om den tanke bare sådan, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som hjalp. Denne mand havde tydeligvis nogen kraftige og ikke mindst storslåede værdier som han sikkert godt kunne bruge, men han var nødt til at vide sig sikker, for han kunne ikke kaste rundt med titler til gud og hvermand, for det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som ville hjælpe ham i det store og hele, og det vidste han jo udmærket også godt, selvom det bestemt heller ikke var noget som hjalp ham helt altid! Krig var på ingen måder noget som Mattheus ønskede sig, men han var virkelig nødt til at vide sig sikker på, at han havde de helt rette til at støtte sig op af, ellers kunne han virkelig ikke bruge dem til noget som helst!
At denne mand var en som talte lige ud af posen og frygtelig direkte, var bestemt ikke noget som Mattheus havde noget imod. Tvært imod! Det spildte ikke hans tid med unødvendig snak, og selvfølgelig var det ham en stor hjælp. Han havde desuden nok at se til som det måtte stå allerede. Han lod manden rejse sig. Han ønskede respekten, også selvom han vidste, at han skulle give igen, for at få den fuldendt. Hans mor havde været god til den slags.. Der var han selv måske en anelse mere påpasselig, også fordi at han selv skulle til at sætte sig ind i det hele. Han vidste jo trods alt godt, at han var frygtelig ung af sig, og faktisk sad i en frygtelig udsat position i landet. Han kneb øjnene fast sammen. Det var bestemt ikke fordi at hans ord kunne bruges som sådan, for han behøvede bestemt ikke at stå og rose sin familie til skyerne! ”Jeg har sendt spioner ud til lands, netop for at finde ud af hvad der foregår i krogene Hr. Rozentas,” endte han ganske kortfattet, som han tog et skridt mod ham og med den lige så faste mine som tidligere. ”Min stilling er frygtelig udsat, og jeg ved at De gør Dem de samme tanker som så mange andre.. Jeg er ung og uerfaren, ikke sandt?” Han slog armene over kors og med hovedet let på sned. Det kunne næsten læses i hans blik, at det var de tanker som han gjorde sig! Og han var jo nødt til at vise, at han var som skabt i sin mors billede! Han tog et roligt skridt mod ham, kun efterfulgt af yderligere et. ”Jeg har brug for folk i min kreds, som jeg kan stole på. Jeg ved ikke om De er blandt den heldige håndfuld,” endte han ganske sigende. Han var på ingen måder overbevist, for han var jo trods alt også nødt til at passe på sig selv, som han måtte passe på sin kære lillesøster!

[Deleted]

Selvom det var svært for William at stå overfor en ung knægt og vise ham respekt, så vidste han alligevel at alle store helte, konger og dronninger skulle starte et sted fra. Der var ingen der kom ind på tronen og var den perfekte regent fra start af, tværtimod var det noget som man måtte kæmpe med, man skulle lære af sine fejl og af sine sejre. Han selv havde jo også kun været en ung knægt engang, han selv havde også skulle kæmpe for at nå til tops, han havde slået sine andre fætre og tilmed sine ældre søskende, hvilket havde vundet hans fars stolthed, hvor manden tilmed havde set på ham som havde han været den førstefødte, skønt han var den yngste. Man kunne komme langt hvis man prøvede, og hvis man kæmpede for sin sag, hvilket også gjaldt for denne unge mand.
William blev stående på sin plads, som Mattheus selv rejste sig og begyndte at gå imod ham. Han kunne sagtens forstå knægtens påpasselighed, for han var som sagt ung og uerfaren, han skulle først ind i det hele, og hvad Will havde hørt, så havde knægten fået en masse kastet i hovedet fra første dag af, derfor var der en del knægten skulle forholde sig til, og Will kunne forestille sig at det måtte være svært at vide hvem man kunne stole på og hvem man ikke kunne. Tungen strøg over de let rosa farvede læber og vædede dem, efterfulgt af en dyb vejrtrækning. Han kunne dog ikke lade vær med at trække på smilebåndet, for knægten var slet ikke så dum igen, hvilket faktisk fik William til at give ham lidt af sin oprigtige respekt. Han nikkede kort anerkendende imod Mattheus. ”Jeg kan høre De bestemt ikke er dumt. Kløgt er en stor styrke,” svarede han roligt, som han rettede sig en anelse op, „men De har ret. Jeg finder det yderst.. mærkværdigt at skulle knæle for en ung og uerfaren.. knægt. Men Mattheus, alle skal starte et sted. Storhed kommer ikke af alder, men af det indefra. Og hvad jeg kan høre, så har De intelligent, og det er noget som jeg ved, kan bringe Dem frygtelig langt, og hvem ved? Måske De en dag vil stå som Dvasias’ mest berygtede konge i historien.” Et skævt smil gled over hans læber, hvor han for en kort stund stod i sine egne tanker.
De krystalblå øjne gled mod Mattheus igen, som fortsatte sin gang imod William, selvom han blot blev stående ganske stille og upåvirket. Han frygtede ikke knægten, desuden så var han her ikke for at kæmpe imod knægten, tværtimod! ”Jeg forstår skam godt Deres påpasselighed, Deres Majestæt. Jeg kræver ikke at De stoler fuldt ud på mig allerede. Men jeg kan fortælle Dem at jeg er en mand af mit æresord. Jeg er forretningsmand, jeg har en fod i hvert land, selv i Procias. Desuden så kommer jeg fra to store og mægtige warlocks-slægte; Malachi og Rozentas, og så vidt jeg ved, så har De allerede en Malachi som leder; Malisha. Jeg kan hjælpe Dem igennem mange ting. Jeg er efterhånden gammel, og jeg kan stille min beskyttelse til rådighed. Jeg kan gøre det svært for fjender, at infiltrere slottet. Jeg kan hjælpe Dem.” Hans blik viste kun ærlighed og dog var det lige så kortfattet som Mattheus’ selv.

557 drops of ink for Mattheus

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det kunne godt være, at Mattheus’ navn var noget som efterlod sig forbandet mange krav, forventninger og forhåbninger til ham, og selvfølgelig ønskede han at gøre det så godt som muligt, men det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt med alt det som han faktisk havde at slås med, for det var meget! Det var meget som han havde fået kylet direkte i ansigtet, og det var noget som selvfølgelig var noget som til tider måtte frustrere ham noget så frygtelig voldsomt! Men ikke noget som han ikke var mand nok til at tackle, det var en tanke som han var fuldkommen overbevist om! Respekten skulle han skaffe sig på en eller anden måde, og han ønskede den på retfærdig vis. Hans far var en reel mand, for det var vel også hvad Nathaniel Diamaqima var kendt for efterhånden? Også selvom den mand var afgået ved døden allerede for mange år siden efterhånden?
Mattheus ville ikke ligefrem vove at påstå at han var dum. Han var måske meget påpasselig, men var det underligt i en situation som den han var endt i? Han vidste ikke hvem han kunne stole på, og hvem han ikke kunne stole på, og derfor var han jo trods alt også nødt til! Han kneb øjnene ganske let sammen. ”Kløgt er måske en styrke jeg besidder, men jeg har trods alt set hvilke fejl min moder gjorde tilbage i sin tid. Den tid er nu forbi, og fortiden skal ikke gentages. Dette er min retmæssige plads i livet,” endte han ganske kortfattet, for det var bestemt ikke fordi at det var noget som han ønskede at udpensle mere, for det var slet ikke noget som de fik det mindste ud af. Pointen var egentlig kun at han ikke var dum, og det var sådan at det endelig skulle være i det store og hele, for hans vedkommende, det var helt sikkert! Smilet bredte sig roligt på hans læber. ”Jeg tror det vil overraske Dem, hvor mange forventninger folk har til mig, også selvom jeg ikke er ældre end det jeg er. Jeg er måske ung.. uerfaren. Måske at det er forkert og akavet for Dem at bukke og vise mig den respekt, som jeg nu som konge kræver og forventer af dig. Jeg kan forsikre Dem.. med tiden, så skal den nok falde mere.. naturligt,” endte han ganske sigende, for det var bestemt ikke fordi at det var løgn i den anden ende.
At denne mand var kendt med hans warlockleder, var slet ikke noget som forundrede ham det mindste. Det var bestemt ikke fordi at Malisha var synderlig ukendt i Dvasias. Han lod hovedet søge let på sned. ”Det eneste som De skænker mig, Hr. Rozentas, er Deres ord, som jeg ikke engang ved hvor meget hold der er i,” endte han ganske kortfattet. De kunne stå og mundhugges frem og tilbage, det var slet ikke det, men.. han havde brug for noget mere! Han havde brug for et bevis og et håndfast et, så han vidste hvad han havde med at gøre, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var! ”Jeg ser ikke hvorfor De vælger at bringe min leder for warlockerne frem i denne sag..?” endte han ganske stilfærdigt. Han havde ikke noget imod at stå og snakke.. men at det skulle foregå på denne måde, var noget som ganske vidst kunne irritere ham en smule.

[Deleted]

William kunne ikke lade vær med at smile lettere tilfreds til Mattheus’ ord. Det kunne godt være at han havde fejlbedømt knægten til at starte med, eftersom han aldrig havde mødt ham eller hørt noget om ham, men han måtte erkende at nu hvor han stod overfor ham i egen høje person, så var der en masse ved knægten han godt kunne lide. Han var ikke dum, og han var faktisk blevet langt mere sikker på at knægten nok skulle nå langt som konge, hvis det virkelig var noget som han besluttede sig for. Han kunne ikke lade vær med at trække yderligere på smilebåndet og endnu engang nikke både af anerkendelse, men også af respekt. ”De har allerede vundet mere af min respekt end De tror. Jeg er sikker på at De vil blive en god konge, med den rette hjælp,” erkendte han sandfærdigt. Han var ikke typen der gad smigre sig ind hos andre, ikke i sådanne vigtige situationer. Han talte direkte og oprigtigt, og selvom folk måske ikke ville tro det, så var det sandt. Han forventede ikke at Mattheus ville tro ham, for på den anden side forstod han jo udmærket godt knægten. Han var nød til at være forsigtig, for stolede han på de forkerte, så kunne det koste ham livet. Men nu hvor William faktisk havde fået lov til at møde knægten personligt, så var han allerede blevet mere villig til at indgå et samarbejde, og faktisk give sin loyalitet til kongen.
At Mattheus havde brug for beviser frem for ord, kunne William sådan set godt forstå, og han var skam også mere end villig til at give knægten alle de beviser han ønskede og krævede. ”Som sagt, så er jeg forretningsmand, jeg har en fod i alle lande, jeg kan hjælpe Dem både indenrigs og udenrigs.” Han svingede let med hånden, som han tryllede et langt dokument frem, som han rakte Mattheus, „en liste over mine mange handler i de forskellige lande, indenfor.. alt. Våben, råstoffer, råvarer, ædelsten og næsten alt hvad hjertet begærer.” Han tryllede et andet papir frem, som han også rakte Mattheus. ”Her er et stykke papir over Konstantins fremtidsplaner, og ikke mindst en kontrakt med mellem ham og jeg, om vores partnerskab. Jeg lovede ham at føre hans planer ud i livet, hvis han fejlede.” Han ønskede ikke at besudle og tilsøle Konstantins navn, for skulle han være ærlig, så var Konstantin den eneste fra familien som faktisk havde vundet hans fulde respekt.
Et mere hemmelighedsfuldt skær viste sig i de krystalblå øjne, som William fremtryllede en skriftrulle, der var bundet sammen af et blodrødt bånd. Han trak i den ene snor og løsnede sløjfen, hvor han rullede den ud, nederst var der underskrevet hans egen signatur. ”Og dette.. som enhver fra min slægt og familie har underskrevet; vores æresord på at vi vil beskytte kongefamilien med vores liv.” Han havde skam ikke tænkt sig at dukke op her uden nogen beviser eller andet håndfast der kunne tale for ham! Dum var han ikke.
“De misforstår mig Deres Majestæt. Det var ikke lederen jeg hentydede til, men hendes slægt. Jeg kommer fra begge store slægte og min magi er yderst avanceret og stærk, jeg kan ting De knap nok vil kunne forestille Dem. En magi jeg gerne stiller til rådighed for at beskytte Dem i nødens stund, og hvis De nogensinde skulle få brug for noget,” svarede han skarpt og yderst fattet.

573 drops of ink for Mattheus

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var nødt til at være forsigtig med alt det som han gjorde, også fordi at der var så store chancer for at det ville ende med at gå galt, og det var slet ikke noget som han ønskede i den anden ende. I den situation som han stod i lige nu, så var han udsat nok i forvejen, og det var nu bare sådan at det endelig måtte være. Han kneb øjnene let sammen. Tilfredshed kunne han udvise, men det var også noget af det eneste som han faktisk var i stand til at udvise, også fordi at han slet ikke var kendt med denne mand. Den eneste som faktisk fik lov til at se den mere rolige side af ham, var faktisk hans lillesøster – en så ung en skabning, som han stadig agtede at holde skjult for Dvasias, for han ville ikke give folk for mange punkter som de kunne ramme! Og da bestemt ikke når det kom til hans lillesøster! ”Med den rette støtte, kan jeg sikkert. Jeg gør mig de forhåbninger over kort tid, men først er der mange ting som jeg er nødt til at finde ud af.. Og nemt er det bestemt ikke,” endte han ganske sigende. Løgn var det ikke, for han havde virkelig fået vanvittig mange ting at skulle slås med!
Hvad denne herre var, var noget som Mattheus var fuldstændig ligeglad, for det var slet ikke noget som han kunne bruge til noget. At sætte gang i forretninger var ikke just hvad der måtte stå øverst på hans prioriteringsliste, og det var bare sådan at det var. Han endte med at tage imod den lange liste som blev ham skænket, hvor han ganske kort kiggede den igennem, også selvom det ikke ligefrem faldt ham i større interesse. ”Det er meget vel, Hr. Rozentas, men jeg er ikke interesseret i at etablere forretninger i de forskellige lande, før jeg har fået mit eget tilbage på fode igen. Jeg ved at min indsættelse i denne position, har vækket meget uro her til lands, og det er ikke nemt for mig fra før af. Jeg vil ikke kaste mig ud i alt for mange projekter på en gang,” endte han ganske kortfattet og tydeligt også med en form for afvisning, for det var nu bare sådan at det endelig måtte være. Han kneb øjnene let sammen, som han også tog imod det andet, også selvom han heller ikke viste det nogen yderligere interesse. Hvis denne mand ikke kunne gøre andet end at rose sin egen familie til skyerne, så måtte han helt klart også gøre brug af helt andre alternativer for at købe den overbevisning fra hans side af! ”Jeg har hørt meget om Konstantins bedrifter og samarbejde med min leder af Warlocks… Men aldrig fået æren af at møde manden personligt,” endte han ganske stilfærdigt.
Dette var dog straks noget som fangede Mattheus’ opmærksomhed, hvor han vendte blikket direkte mod den flotte skriftrulle som han havde med. Underskriften og signaturen, var noget som dog alligevel var noget hen af den overbevisning som han havde brug for. Han tog imod den, og endte roligt med at læse den igennem. Smilet bredte sig – denne gang med en tydelig tilfredshed. ”Nu tror jeg minsandten, at vi taler det samme sprog,” endte han ganske sigende, som han endnu en gang vendte blikket mod manden. ”Jeg har ikke brug for at høre Dem rose familien til skyerne, Hr. Rozentas, for det er ikke hvad der får mig til at sælge min tro og min tillid til Dem. Rozentas og Malachi er en yderst stærk slægt, som jeg er beæret over at have på min side.. Men dog, har jeg stadig brug for at finde helt præcist den håndfuld jeg kan stole på.. Jeg vil beholde skriftrullen som et tegn og bevis på Deres ord.. Og Guds nåde trøste Dem, om De løber fra Deres ord og løfter til mig.”

[Deleted]

“Jeg kunne forestille mig at det er svært. Men med en mand som Enrico ved din side, er jeg sikker på at det er lidt hjælp? Jeg har hørt han skulle være god til sit arbejde, men på den anden side har han også haft det job som rådgiver i mange år,” svarede William sandfærdigt, som et skævt smil gled over de let rosa farvede læber. Det var sjældent han roste folk, men han gjorde det af og til og når han gjorde, så var det også fordi han mente det!
At Mattheus ikke var interesseret i for mange projekter, forstod William godt, eftersom knægten var ny og allerede havde en masse problemer, desuden så var det kun for at bevise at hans ord talte sandt, om at han var en god forretningsmand der forstod at skabe relationer, der forstod at skabe kontakter og plots. Han tog derfor heller ikke mandens afvisning særlig tungt, eftersom han måtte erkende at han helst ville holde sine forretninger for sig selv – nogle var nemlig ikke helt så reelle og fine, som de måske burde være – og desuden så ønskede han også helst fortjenelsen for sig selv. ”Det har jeg skam forståelse for Deres Majestæt, det var blot for at give Dem bevis på at mine ord ikke var helt tomme og overvurderet,” svarede han sandfærdigt, som han blot trak let på skuldrene. Tungen strøg let over de rosa læber, inden de spillede ud i et skævt smil. ”En skam. Han var ellers en.. storslået mand.” Konstantin havde naturligvis også sine mere mørke sider, men alle havde vel skeletter i skabene? Det havde William jo også selv, og det var ikke just alle ting han ønskede at folk skulle finde ud af.
At skriftrullen behagede Mattheus forundrede ikke William, og han var ikke meget for at vise den til alle og enhver! Han var generelt ikke meget for at give sig selv i form af en kontrakt, men det var tydeligvis nødvendigt og han forstod skam godt den unge konge. Desuden måtte han erkende at nu hvor han havde mødt kongen personligt, så havde han alligevel vundet en del af hans respekt. Han kunne dog ikke lade vær med at smile kynisk – det første tegn på mørke i ham – ved Mattheus ord. Der skulle mere til end trusler for at skræmme ham, selv hvis de trusler kom fra kongen selv. De krystalblå øjne faldt let til Mattheus, hvor han lod knægten beholde skriftrullen. ”Tro mig, Deres Majestæt. Jeg viser ikke den skriftrulle, og giver den bestemt ikke væk til nogen, medmindre jeg er sikker i min sag. Og De har givet mig et yderst godt indtryk. Jeg ser faktisk allerede frem til et samarbejde. Jeg kan godt lide en svær udfordring. Desuden, så er jeg noget af en nationalist, og jeg ønsker bestemt ikke at se mit eget fædreland blive splittet og ødelagt, på grund af tåbelige racer, der slås om titlen som den mest ‘ædle’ race, det er åndsamøber!” Han slog let armene over kors og sendte Mattheus et afventende blik. Han selv var ikke typen der gad spilde tid, eftersom tid var dyrebar for hans vedkommende og han var sikker på at det også gjaldt for kongen selv, „men hvad siger De? Var det bevis nok? Vil De have mig som Deres støtte? Eller sender De mig bort igen?”

557 drops of ink for Mattheus

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste slet ikke hvordan han skulle gøre tingene uden Enrico, for den mand var virkelig sin vægt værd i guld! Han nikkede roligt. ”Jeg erkender gerne, at hvis det ikke havde været for den mand, så havde jeg virkelig været i vanskelligheder. Manden er værd sin vægt i guld,” endte han sandfærdigt, for det var faktisk rod som han måtte mene, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Enrico var en mand som han desuden også vidste, at han var i stand til at stole på, og selvfølgelig var det noget som gjorde sit for hans vedkommende. Hans mor havde stolet på ham, og selvfølgelig var det noget som han stolede på! Og desuden var det bestemt heller ikke noget som han havde nogen kvaler ved at erkende, specielt hvis denne mand faktisk var kendt med hans kære kongelige rådgiver.
Konstantin var måske en meget stor mand – af hvad Mattheus havde hørt, men selv ikke hvad den mand og hans bedrifter, var noget som var kendt for ham som sådan, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. Han betragtede manden med en ganske kortfattet mine, for det var bestemt heller ikke noget som tog nogen tvivl i det i det store og hele. Tungen strøg han ganske let over sine læber. Projekter var slet ikke noget som han brød sig om, og specielt fordi at landet stod i de strenge situationer som han stod i nu, og i en ellers meget udsat position, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. ”Det er alt sammen meget fint, men jeg er slet ikke interesseret i Deres forretninger,” afviste han med en ganske sigende mine, for løgn var det jo trods alt ikke. han ønskede slet ikke at have noget med de ting at gøre, også fordi at det slet ikke var noget som havde nogen god påvirkning af ham selv. Han havde i den grad også nok at skulle slås med fra før af, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! ”Det siges det.. Blandt warlockerne om ikke andet,” medstemte han sigende. Han selv kendte jo ikke noget til manden.
At få et håndfast bevis, var det eneste som Mattheus krævede i denne givende stund, og det var nu også noget som han havde fået sig, så selvfølgelig var det noget som tydeligt måtte behage ham som intet andet overhovedet! Han lod hovedet søge let på sned, som han roligt blev stående med den i hænderne. Hvis han skulle ende med at bryde den, så ville der straks ende med at rulle hoveder, det var helt sikkert! Han trak vejret dybt – han var jo stadig afhængig af luft, selv på trods af hans race. Smilet beredte sig en anelse kynisk på hans læber, som han roligt betragtede manden. ”Og jeg som troede at Rozentas var udryddet efter Konstantins bortgang. Jeg går ikke ud fra at De har været meget til lands her igennem stunderne? Og De vover at kalde Dem for en nationalist?” spurgte han ganske roligt. Han havde brug for en betænkningstid, og ikke mindst en snak med sin rådgiver først, for han kunne ikke bare give stillinger ud til højre og venstre, for han kendte jo for pokker da ikke engang manden som han stod overfor! ”De intense krige er blevet mange.. og specielt visse racer mellem. De har ligget på is de sidste mange år. Det er noget som jeg er nødt til at tage mig af,” endte han med en fast mine. ”Det er ikke en beslutning jeg kan tage på stående fod, selvom jeg må erkende, at De har skænket mig meget håndfaste og konkrete ting som jeg har haft brug for at vide.. Og det sætter jeg pris på.”

[Deleted]

William nikkede medgivende til Mattheus’ ord. Han havde kun hørt godt omkring den kongelige rådgiver i Dvasias, men Enrico havde trods alt også haft posten for mange år, og hvis man var god til jobbet, hvorfor så skifte? Et sted var det imponerende så godt varylerne klarede sig i denne tid, og det var utroligt at der ikke var en fuldblodsrace der havde forsøgt at tage kongehuset med magt endnu. Men det var vel egentlig bare et spørgsmål om tid? Der var vidst ingen tvivl om at hele den dvasianske befolkning havde mærket sig af borgerkrigens begyndelse, dog kunne der stadig nå at ske en masse for at det ikke ville ske, men det var naturligvis kun den unge konge selv, der var i stand til at stoppe det, og man måtte jo desværre sige at han var blevet indsat i en svær og hård tid. Men nu hvor William havde mødt ham selv, så kunne han ikke være andet end overbevist om at Mattheus nok skulle blive en fremragende konge! Og han var faktisk blevet langt mere villig til at samarbejde med knægten.
“Lad Dem ikke narre Deres Majestæt. Nok De ikke har hørt eller set til mig, men der er skam flere fra Rozentas-slægten der endnu er i live. Desuden, så har jeg rejst en del på grund af mine forretninger, som jeg sætter meget højt på min prioriteringsliste, af den grund ønsker jeg ikke at se mit fædreland blive opløst af borgerkrige,” svarede han sandfærdigt, som han ikke tog de krystalblå øjne fra knægten.
At Mattheus ønskede betænkningstid, forundrede ikke William og han ville egentlig heller ikke forlange andet, eller spilde mere tid her, eftersom det ville være unødvendigt. ”Tag den tid De har brug for, Deres Majestæt. Og behold skriftrullen som et bevis på min loyalitet til kongehuset og Dem. Og husk på, at med flere støttere hurtigst muligt, vil De også kunne gøre en ende på Deres problemer. Jeg ønsker ikke at opholde Dem længere eller bruge mere af Deres tid. Og jeg er glad for at De gad lytte.” Han nikkede sigende, som han kort bukkede imens han bakkede væk fra kongen, inden han rettede sig op igen, for at sætte kursen mod døren.
William så sig kort over skulderen, hvor blikket faldt på kongen, „jeg ønsker at gøre mit bedste for at stoppe borgerkrigen, uanset om De ønsker min opbakning eller ej. Dvasias bør ikke ligge i ruiner.” Han vidste ikke om han ville få titlen, men uanset hvad ønskede han stadig ikke at se sit eget land blive ødelagt, derfor ville han gøre hvad end der skulle til for at stoppe det. Han nikkede endnu engang i respekt til Mattheus, inden han forsvandt i et mørkt lysglimt og efterlod sig en kort dis af det rene mørke.

//Out

465 drops of ink for Mattheus

[/color]

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste udmærket godt at han var frygtelig ung og meget udsat i sin givende position, selvom det var et sted som han nægtede at opgive bare sådan. Han havde to ting efter sin mor, og selv det var jo noget som han var nødt til at klamre sig lidt til; Hans lillesøster og den trone som Jaqia havde efterladt ham, og at give den videre til en anden, var slet ikke noget som kom på tale! Folk havde mærket sig af borgerkrigene som rumsterede i det indre af landet, og det var noget som selv han var nødt til at tage sig af, selvom det bestemt heller ikke var så nemt igen, men kunne han gøre andet end at.. forsøge? Han skubbede de tanker lidt ud af billedet, også fordi at han slet ikke fik noget ud af at tænke over dem på egen hånd. Enrico havde altid været der for ham og han havde kendt manden så længe, som han faktisk var i stand til at huske det. Manden havde været der under hans fødsel, af hvad han havde fået at vide, så det var vel heller ikke helt underligt, at han faktisk betragtede manden som havde han været en onkel for ham? For det var det som han følte.
Mattheus var nødt til at vide hvad han havde at forholde sig til, også med henblik på denne mand, og specielt hvis han ikke havde haft meget at gøre med landet her i årevis. Mange ting kunne jo trods alt have undret sig igennem det sidste rigtig lange stykke tid! Han vendte blikket ganske sigende mod ham endnu en gang og med den samme kortfattede mine. ”Det siger De om ikke andet. Lige nu er det ikke forretninger som jeg kan tage mig af. Borgerkrigen skal ikke have lov til at ødelægge landet – ikke så længe, at det er under mit styre..!” endte han med en ganske kortfatte mine, for det var bestemt ikke fordi at det var løgn i nogen som helst mening overhovedet! Tanken gjorde ham et sted vred, for han nægtede at se det land som havde været under hans mors styre, falde til jorden bare sådan uden videre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om!
Hvis der var noget som Mattheus havde brug for i denne stund, så var det helt klart betænkningstid. Han var nødt til at vide sig sikker på, at dem som han fik helt tæt på og ind i de mere inderste kredse, var nogen som han vidste, at han var i stand til at stole på, om det var noget som man nu ville det eller ikke, men det var nu bare sådan at det var. Han vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. Han nikkede ganske stilfærdigt. ”Den ære er skam på min side, Hr. Rozentas,” endte han ganske kortfattet, også selvom det faktisk var ord som han mente. De havde mange fælles værdier og mange fælles mål, så.. mon ikke, at det faktisk skulle vise sig at blive et godt samarbejde dem imellem, når alt endelig skulle komme til alt? Han nikkede mod ham. ”Endnu et fælles mål.. endnu et fælles sprog,” endte han sigende, som han roligt bukkede hovedet for ham endnu en gang, som han så til at manden endte med at gå. Han vendte sig om, hvor han roligt tog pladsen på sin tronstol i stedet for. Han havde frygtelig mange ting som han måtte tænke igennem!

//Out