The toughst hours..

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico vidste skam godt at Mattheus ikke havde det særlig nemt, men det var virkelig ikke noget som han kunne gøre noget ved! Det eneste som han kunne gøre, var at lette lidt på stemningen og faktisk forsøge at guide ham til det som han nu var i stand til at gøre det, også selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt for ham! Han havde selv taget Jaqias død hårdt, også fordi at hun havde været ham en nær veninde og en som han faktisk kendte på et andet plan end bare det professionelle, så han var ikke den eneste som havde sit at slås med! Han vendte blikket direkte mod den unge konge. Et sted så frygtede han vel, at det samme skulle ske for ham, som det var sket med Fabian i sin tid? At han ikke ville være i stand til at håndtere magten? Han fnøs indvendig, også selvom han bed det i sig for nu, for det ville ikke gavne ham at ende i konflikt med den unge konge! ”Undskyld.. Deres Højhed..” endte han dæmpet, også selvom det faktisk ikke var ord som han mente, for han gjorde virkelig ikke noget forkert! Han vendte blikket direkte mod ham endnu en gang og med den samme ganske kortfattede mine. Nej, han havde slet ikke nogen intentioner om at skulle fortælle ham noget som helst, og det var noget som han agtet at holde fast i, hvis han kunne gøre det! ”Så længe at De ikke selv kan finde en vej som De ønsker at følge, så nej.. Så kan jeg intet fortælle Dem, og det håber jeg at De forstår,” endte han ganske stilfærdigt, for han ønskede jo egentlig bare kongens forståelse, og det at han faktisk handlede på hans bedste! Og ikke noget andet! ”Udmærket.. Så opsøg denne Leonardo og fuldbyrde den trolovelse som Deres moder pålagde Dem,” endte han ganske stilfærdigt. Hvis knægten ønskede en guide, så skulle han selvfølgelig hjælpe ham så godt han kunne, men det krævede for pokker da at knægten valgte at åbne op for ham, for det andet var slet ikke noget som han kunne bruge til noget som helst selv, og selv han havde problemer med tålmodigheden når det måtte komme til Mattheus. Ja, Jaqia havde i sandhed valgt det helt forkerte tidspunkt at lægge sig i graven på, for det var tydeligt for ham, at Mattheus slet ikke var klar til det ansvar som var lagt på hans skuldre, selvom det nu ikke var noget som han kunne tage sig af, for knægten måtte lære det, og det skulle bare læres nu!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus kunne kun være enig med Enrico i en ting. Det var hurtigt at skulle vænne sig til tronen, også fordi at han ikke kunne få den til fulde før trolovelsen med Leonardo var fuldbyrdet, men tanken om at være trolovet med en mand, var bestemt ikke en tanke som var faldet i særlig god jord ved ham på nogen måde, for han brød sig faktisk slet ikke om den tanke på nogen måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det af den grund! Han sukkede opgivende og vendte blikket ganske kort mod vinduet, som han forsøgte at falde bare en anelse til ro. Han havde brug for en som han kunne støtte sig op af, og hvis denne Leonardo var indforstået med det hele, så.. ville det vel også hjælpe bare lidt på det? At Enrico så ikke ville fortælle ham noget, var en tanke som direkte måtte irritere ham som intet andet, for et sted så gjorde den tanke ham kun arrig, for han ønskede da for pokker at vide det! ”Hvordan kan du forvente at jeg skal videreføre min mors arbejde, når du ikke engang vil indvie mig i hvad det er helt præcist? Min mors mål, hendes tanker bag.. noget som helst..?” endte han med en direkte hvislende stemme, som kun tydeligt måtte være advarende, for det var sådan at det måtte være. Han var en frustreret mand, som havde frygtelig meget som han pludselig skulle finde ud af på egen hånd, og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for ham bare sådan uden videre, men han kunne jo ikke ligefrem gøre noget som helst ved det af den grund! Han vendte blikket direkte vredt mod ham endnu en gang. Han ønskede da at vide det! At han så direkte bad ham om at søge til Leonardo var nok mere i den rigtige retning, for han havde brug for flere direkte instrukser i stedet for alt det andet, for det var slet ikke noget som han kunne bruge til noget som helst! ”Og fortælle ham hvad?” Han vendte blikket ganske let mod vinduet igen, som han atter rejste sig og varsomt gik hen mod det. Det var ikke en nem opgave som han var sat på, selvom han vidste, at han var nødt til at gøre det, selvom det ikke just gjorde sagerne meget bedre for hans vedkommende!

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico måtte ærligt erkende, at det irriterede ham lidt, at Mattheus skulle spille en oprørsk teenager, for det var slet ikke noget som nogen af dem ville få det mindste ud af, også fordi at det var meningen at han skulle fremstå som en stor og stærk konge, og ikke en som begyndte at tude, når det ikke gik som han ville, og det var efterhånden ved at være temmelig irriterende for ham! Han vendte blikket mod ham. Så længe at han opførte sig på den måde, så havde han slet ikke nogen intentioner om at åbne munden og fortælle ham om noget som helst! For han var på ingen måder klar til det! ”Jeg skal nok videreformidle Deres moders mange ideologier, planer og tanker bag disse, så snart De er klar til at tage imod den information, Deres Højhed.. Betragt det som en beskyttelse af Dem,” endte han ganske sigende, også fordi at det var ord som han mente! Han ønskede slet ikke at lade knægten kaste sig ud i de mange planer, uden at der var nogen grund til det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At det irriterede ham, kunne han godt forstå, men det var desværre ikke noget som han kunne gøre noget ved af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke ,så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i det store og hele. Tungen strøg han let over sine læber. ”Jeg er sikker på at det er noget som Deres moder ville ønske, at jeg gjorde. Jeg beskytter Dem, som jeg har ønsket at gøre hele mit liv, og som et af de løfter som jeg skænkede Deres mor. Jeg vil ikke bryde dette,” afsluttede han ganske kortfattet, også fordi at det var ord som han mente, om det var noget som den unge mand ville det eller ikke. Han betragtede ham. Han forstod sig udmærket godt på hans frustration, men ikke noget som han kunne gøre noget ved af den grund. Han endte selv med at rejse sig, og med blikket hvilende på den unge konge. ”Manden er indforstået med den plads som Deres Trolovede, Deres Højhed. Jeg vil råde Dem til at opsøge Leonardo, og bede ham om at indfri hans løfte til den dvasianske trone,” endte han ganske sigende, for det var jo ikke engang en løgn. Hvorfor gøre tingene værre end det som de var nødsaget til at være?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus ønskede ikke at fremstille sig selv som en ustyrlig og oprørsk teenager, men det var nu alligevel meget som han skulle tage at føle på, det var meget som han skulle sætte sig ind i, som han på ingen måder følte sig klar til, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde tingene meget bedre for ham, for det gjorde de da slet ikke! At Enrico så ikke ville åbne munden, men blot bad ham om at se på det, som var det for at beskytte ham, var bestemt heller ikke noget som man kunne sige, gjorde tingene meget bedre for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i det store og hele. Tungen strøg han roligt over sine læber, som han virkelig forsøgte at beherske sig, selvom det slet ikke var nemt for ham! Han sukkede dæmpet og nyttede næverne med en fast mine. ”Som en beskyttelse af mig? Enrico prøv at se på mig! Jeg står her med et land, som jeg slet ikke føler mig klar til at styre og lede, og som har brug for en stærk mand til at lede sig.. Jeg har ledere som nærmest er gået ind i en intern krig, og jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med det. Der er aftaler med de andre lande, som jeg ikke engang ved hvad går ud på.. jeg ved jo ikke noget som helst!” Måske at det var at tage lidt for meget vand over hovedet, men det var jo så mange ting som han skulle tage hensyn til, og han anede virkelig ikke hvor han skulle starte, og det var noget som han havde brug for ham til at hjælpe ham med, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han sukkede dæmpet. ”Jeg foragter at du er så loyal overfor min mor, men jeg respektere til gengæld, at du gør hvad du kan.. og jeg ser desuden også hvorfor hun valgte at beholde dig,” endte han sigende. Et sted var det jo faktisk ord ment i et kompliment! Han endte dog med at nikke, også selvom det ikke var fordi at han var meget for det, men det var vel bare noget som han var nødt til at gøre så? Han endte sigende med at nikke. ”Meget vel.. det er den mulighed jeg har, siger du..?” afsluttede han sigende. Han var bestemt ikke meget for det, og han skjulte det bestemt heller ikke på nogen måde!

[Carmine Jordin Marlineo]

Det var bestemt ikke fordi at Enrico ikke havde forståelse for Mattheus’ situation, for det havde han faktisk, selvom det bestemt heller ikke var fordi at det hjalp ham på nogen måde, at te sig som en oprørsk teenager, når det var en stærk leder som landet endelig havde brug for, også selvom det ikke var et læs som han selv kunne fortsætte med at trække for ham, for han var nødt til at gøre det selv, så folk kunne blive opmærksom på at han var der, og at det var ham som nu skulle vandre i hans mors fodspor, for hvis han ville, så var han slet ikke i tvivl om at manden ville gøre et fantastisk stykke arbejde, også selvom det slet ikke så sådan ud lige nu! Han knyttede næverne let, også selvom han ikke viste det i hans ansigt. Han ville ikke gøre ondt værre end det var i forvejen! ”Så snart De viser dig klar til det, så skal jeg nok fortælle Dem om de planer og det som Deres moder stod for, Deres Højhed,” begyndte han ganske stilfærdigt. Det kunne vel ikke være det sværeste at forstå? ”desuden ønsker jeg ikke at De skal stresse yderligere med alt for mange ting. Jeg ønsker kun at dette kongehus skal bevares, og det indebærer også Dem. Tag den snak med Leonardo Marvalo, bed ham om at indgå den aftale som han gjorde med Deres moder tilbage i sin tid, og så er De allerede godt på vej,” endte han ganske sigende, endnu en gang, som han vendte blikket mod ham. Han kunne godt se at det var en hård opgave, og bestemt ikke nem, men han kunne vel gætte sig til, at Jaqia ikke havde gjort det for at gøre ondt værre end det som det var? Men at hun faktisk havde gjort det for at hjælpe ham, og desuden så var det jo en Marvalo… Så kunne det vel næppe blive så slemt igen, kunne det? Han lod hovedet søge let på sned, som han foldede hænderne bag hans egen ryg og med et svagt smil. Han ønskede jo bare at hjælpe, og det var det eneste som han faktisk forsøgte med. ”Jeg gør bare mit arbejde, Deres Højhed. Jeg er Deres moder loyal, som jeg også er Dem,” endte han sigende. Han havde ikke ligefrem regnet med en sådan besked, men det var noget som faktisk glædede ham at gøre! Han nikkede endeligt. Den så endelig ud til at være feset ind på lystavlen! ”Det er den bedste og stærkeste mulighed,” afsluttede han kortfattet.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var ikke andet end frygtelig, frygtelig frustreret, for han vidste, at han havde forbandet meget at skulle bevise – ikke bare for sig selv, og hans familie, men i den grad også for folket som befandt sig i det land, som han faktisk skulle til at lede, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham på denne her måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han sukkede dæmpet og himlede med øjnene, som blikket endnu en gang måtte glide i retningen af vinduet som var vendt ud mod byen. Armene lod han hvile over kors. Han var ung og han vidste, at det ikke ligefrem var noget som var med ham, men af den grund, så var han altså ikke dum! Han vendte blikket i retningen af Enrico endnu en gang og med den så tydelige utilfredse mine. ”Udmærket..” mumlede han tydeligt utilfredst, for hvad kunne han da gøre ved det? Absolut ingenting, og det var en tanke som helt klart måtte irritere ham noget så frygtelig voldsomt, og han kunne ikke gøre noget som helst ved det!
Mattheus ønskede egentlig kun at være en konge som folket kunne vise sin loyalitet, stole på, og ikke mindst være stolt af, for det var alt samme noget som han faktisk selv måtte gå frygtelig meget op i, selvom han vidste at det var noget som krævede forbandet meget fra hans side af, selvom det måske ikke altid var lige nemt for ham, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han vendte blikket direkte mod Enrico og med den ganske kortfattede mine. Han var på ingen måder meget for at blive gift med en mand, men han kunne vel ikke gøre noget som helst ved det? Også fordi at det faktisk var hans mors ønske, så han burde måske bare.. stole på det? ”Jeg elsker og jeg stoler på min mor, men den beslutning, er noget som jeg faktisk har svært ved at forholde mig til, Enrico.. Jeg finder det frygtelig besværligt.. Jeg kan da ikke bare vandre direkte ind i bordellet i Dvasias..? Hvad vil folk da ikke sige om mig..?” De mørke øjne vendte han direkte i retningen af manden som stod ved hans side, næsten som han ønskede den forståelse. Han kunne ikke bare opsøge manden! Det hele skulle gøres ordentligt, og det skulle gøres professionelt, og det gjorde det bestemt ikke, hvis han skulle opsøge manden på et bordel!

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico kunne selvfølgelig godt forstå Mattheus’ bekymringer, og at der var frygtelig mange af dem, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han vendte blikket direkte mod ham. At afsløre hvad Jaqia havde haft af planer, var slet ikke noget som han ville fortælle før knægten var klar, og for at blive klar, var han nødt til at skabe sig et udmærket godt fundament, for ellers ville det da slet ikke gå i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han nikkede. ”Netop,” endte han ganske kortfattet. Det var ikke fordi at han ønskede at sætte det op til diskussion, men han handlede faktisk på hans vegne og for hans bedste! Så det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om!
At der var meget som skulle på plads, var noget som de vidste begge to, og han ville hellere end gerne hjælpe manden med at få det hele stablet på benene. Han nikkede. Lige præcis den, havde han ikke ligefrem tænkt på. Han vendte blikket ganske let og tænkende i retningen af vinduet, inden han endnu en gang vendte sig i retningen af Mattheus. ”Send et bud efter ham. Jeg er overbevist om at han nok skal dukke op,” begyndte han med en ganske sigende mine, som han roligt lagde armene over kors. Han var slet ikke i tvivl om at manden virkelig elskede sin mor, for selvom mange måske ikke ville anse hende for det, så var Jaqia virkelig en elskværdig kvinde, og det var endda også på alle måder, det var der så sandelig ikke nogen tvivl om. Hun havde vogtet om både Mattheus og Lillith med sit liv! Og han havde så sandelig ikke nogen intentioner om at skulle gøre det anderledes, for han havde valgt at lægge sit hjerte, sind og sin sjæl i arbejdet, og selvom Mattheus nu sad med magten, så ønskede han slet ikke at vende ryggen til nu! Og da specielt ikke nu hvor han vidste at manden virkelig havde brug for al den hjælp som han kunne få! Han lod hånden roligt glide mod hans skulder igen. ”Hvis De ønsker det, så opsøger jeg gerne Leonardo med beskeden om at mødes, Deres Højhed,” afsluttede han sigende. Hvis det var noget som fik sat lidt fut i det hele, så gjorde han det sgu da selv med den største glæde! Så der kunne komme lidt styr på det hele igen!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde det virkelig ikke nemt, for han havde slet ikke været klar til at hoppe direkte ind i rollen som Konge bare sådan uden videre, også selvom han virkelig var glad for hjælpen som han fandt i dem som havde været på slottet fra før hans moders død. Jaqia havde han selvfølgelig elsket mere end det som han kunne elske nogen anden, og nu havde han kun sin elskede lillesøster tilbage, og end ikke hende, var han sikker på at han kunne lade blive på slottet. Hun måtte ud.. før de ville ende med at bruge hende mod ham, for det var slet ikke noget som han ønskede sig! Næverne knyttede han direkte fast. Der var måske ikke meget for Enrico at sige, men han ønskede da at høre hvilke ideologier som hans mor havde gået rundt med! Også fordi at det selvfølgelig var noget som han ønskede at føre videre, ganske vidst i sit eget navn, men til ære for hans kære mor! Og det var det eneste som faktisk betød noget for ham lige nu! At vise folk at de kunne stole på ham, tro på ham, og at han ville føre landet frem med stolthed!
Mattheus vendte blikket direkte i retningen af Enrico. Hvis han havde troet, at han bare ville opsøge bordellet bare sådan, så måtte han da være rablende vanvittig! At sende bud, var selvfølgelig altid en mulighed, men han vidste så til gengæld også at han var nødt til at være påpasselig, også fordi at Leonardo havde det ry som han havde, hvilket bestemt heller ikke gavnede ham, nu hvor han skulle sidde på tronen sammen med ham! At Enrico selv tilbød at bringe beskeden, fik ham til at vende blikket mod ham. ”Og hvad tror du Noelle siger til det, Enrico? At hendes kæreste har været på Bordellet? Med noget så simpelt som en besked? Men jo.. det ville være rart, for så er jeg også sikker på at den dukker op, og at han faktisk får den,” endte han ganske sigende. Han ville faktisk ikke have noget imod det som sådan. ”Hvad skal jeg gøre med Lillith? Jeg frygter for konsekvenserne ved at lade hende blive her på slottet.. Der er ingen som kender til hendes tilstedeværelse, men jeg vil stadig være på den sikre side. Mor ville aldrig tilgive mig, hvis der skete hende noget, som jeg ved jeg har kunne undgå,” tilføjede han sigende, også for at understrege det alvor!

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico ønskede egentlig bare Mattheus’ forståelse for, at han kun handlede for hans bedste, selvom han godt kunne forstille sig, at det var svært for knægten at forstå i det hele taget, men han forsøgte da om ikke andet, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han stod fuldkommen fast på at han handlede for Dvasias’ bedste, og at det på ingen måder, ville gavne ham at blive indvilget i alt det som Jaqia havde ønsket sig, men som hun aldrig havde haft muligheden for at opnå, men det var nu bare sådan at det nu måtte være, det var der ingen tvivl om. Blikket gled roligt i retningen af knægten endnu en gang. Mange tanker var der, det kunne han se, så det at selv give den besked videre til Leonardo, gjorde han faktisk gerne for ham, hvis det skulle vise sig at være så stort et problem, det var der ingen tvivl om. ”Jeg kan forsikre Dem, at Noelle nok skal forstå, når hun bliver indvilget i helt præcist hvad det var jeg lavede der. Tro mig.. Hun er ikke den nemmeste frøken at have med at gøre.” Et drilsk smil passerede let hans læber, for han ønskede jo selv bare at lette bare en smule på stemningen, for den var virkelig trykket.
At Mattheus havde overvejet noget med henblik på hans lillesøster, var noget som Enrico faktisk var glad for at høre, for det var selvfølgelig også noget som man skulle tage stilling til. Han nikkede sigende. Det var farligt for ham at holde tøsen her, hvilket de allerede vidste begge to, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre, men det var jo bare at se de fakta i øjnene, og så gøre noget ved dem! ”Det kan være risikabelt at lade hende blive her, Deres Højhed,” medstemte han sigende. Så lille som hun var, og med den betydning, så var det farligt, så lang tid at Mattheus ikke havde styr på noget som helst endnu, også selvom det ikke var fordi at han klandrede ham for noget som helst. Han nikkede sigende mod ham endnu en gang. ”Jeg foreslår en af de mange Herregårde omkring i Dvasias? Hvis der er nogle som De stoler på, til at tage sig af hende. Selvfølgelig med muligheden for selv at se efter hende ved nødvendighed, så lang tid, det er borte fra slottet,” endte han stilfærdigt. Han fulgte ham faktisk i hans tankegang hvad angik Lillith.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Selvom Enrico handlede for landets bedste, så var det ikke hvad Mattheus måtte bifalde, for den tanke, irriterede han kun yderligere, også fordi at der var så mange ting, som han var nødsaget til at tage stilling til, og det var bestemt ikke lidt, men faktisk utrolig meget! Han fnøs ganske kortfattet. Han vidste skam godt at Noelle ikke var den nemmeste at have med at gøre, for han havde oplevet hende med en hævet stemme, og set hende på bagbenene, så det at Enrico kunne holde hende ud, var slet ikke noget som han forstod sig på! ”Hvis du er så sikker, så vil jeg sætte umådelig stor pris på det, Enrico. Hvis du ville bringe ham den besked, så skriver jeg den hurtigst muligt,” endte han ganske sigende, som han igen vendte blikket i retningen af manden. Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre uden den mand, for han hvad virkelig også gjort forbandet meget for ham, og selvfølgelig var det noget som betød meget for ham, også fordi at han havde været så tro en støtte af hans mor, hvilket han godt kunne se hvorfor nu!
At have Lillith på slottet, var en fare uden lige, hvilket Mattheus var klar over. Han var bekymret for hende, også fordi at han ikke havde nogen anelse om hvem eller hvad dette ville resultere i for hans vedkommende. Tungen strøg han let over læben, som han vendte blikket tænkende i retningen af vinduet med en tydeligt tænkende mine, for det var bestemt noget som han var nødt til at finde ud af, for ellers ville det jo ende med at gå helt galt! Han nikkede sigende. ”Jeg stoler ikke på nogen af de steder, nok til at lade dem tage sig af min lillesøster. Hun er det eneste og sidste jeg har efter min mor,” påpegede han sigende. Han så frygtelig meget af mor i hende, også selvom hun ikke var særlig gammel, og i og med at det var den sidste familie som han havde, så skulle hun selvfølgelig vogtes om med livet som en indsats, hvis det var noget som han ellers kunne komme til i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han trak vejret dybt endnu en gang, og rystede så let på hovedet. ”Det lyder i hvert fald til at du er enig i, at hun ikke kan blive her, og det sætter jeg pris på. Jeg skal nok prøve at kigge, men i mellemtiden, så holder jeg hende skjult her. Kunne mor, så kan jeg gøre det samme,” endte han stålfast.

[Carmine Jordin Marlineo]

Det så da om ikke andet ud til at Mattheus havde lært at lytte, hvilket var noget som passede Enrico helt fint! Han ønskede ikke at manden skulle begynde at tvivle på ham, også fordi at han altid havde været hans mor tro, og det var ikke noget som havde forandret sig det mindste igennem de sidste mange år. Jovist var det en anden som sad på tronen nu, en den troskab som han havde svoret allerede dengang, stod han stadig ved, for han så bestemt ikke nogen grund til at skulle vende Mattheus ryggen, og specielt når man vidste, at manden havde brug for nogen til at hjælpe sig, og som han kunne stole på, så selvfølgelig var det noget som også gjorde sit for hans vedkommende, det var der bestemt ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Tag Dem tiden som De har brug for, Deres Højhed. Jeg lover Dem, at jeg nok skal overrække Leonardo den personligt. Så er De også sikker på, at den når sikkert frem,” endte han sigende, også for at få det emne lukket lidt af, for nu var de vel nået til enighed?
Lillith var Mattheus’ lille øjesten, hvilket alle allerede var klar over – Enrico deriblandt, for han havde set hvor meget manden var sammen med sin kære lillesøster, så selvfølgelig var det også noget som betød meget for ham, at hans lillesøster var i trygge hænder, hvilket han faktisk havde den største forståelse for, så selvfølgelig var det noget som han ønskede for den lille pige, for hun var jo stadig meget lille. Han nikkede sigende. ”Jeg forstår skam, at hun har en stor værdi for Dem,” endte han sigende, som han roligt foldede hænderne over ryggen og rettede sig op. Han var ganske vidst knægten underlegen, men han var stadig en mand som vidste bedre, også selvom han gjorde alt det som han kunne for at vise manden at han var på hans side, og faktisk kun var der for at hjælpe ham og så godt som det nu var ham menneskelig muligt, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans del. Han vendte blikket roligt mod ham. ”Prinsessens tilstedeværelse er ukendt for landet, Deres Højhed, og ja, jeg er enige i, at hun ikke kan blive her. Hun er et ømt punkt ved Dem, og jeg ser nødigt at det bliver misbrugt,” medstemte han sigende, for han var faktisk enig, men dog så burde de tage fat i en ting af gangen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var selvfølgelig rigtig glad for den støtte som han havde i den stab som havde valgt at blive på stedet, for det var noget som selvfølgelig betød meget for ham. Selvom han måske ikke ligefrem var den bedste til at vise det, så var det der i allerhøjeste grad, det var der ingen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. I så fald, så var han også sikker på at det var en besked som kom vel frem, hvilket bestemt heller ikke gjorde ham det mindste, for det var ikke ligefrem en opgave som han ville skænke til alle og enhver! Han nikkede sigende. ”Jeg vil virkelig værdsætte, om du ville søge til ham med beskeden. I så fald, er jeg også sikker på, at det er en besked som falder i de rette hænder. Jeg stoler på dig, Enrico. Jeg har jo trods alt også kendt dig hele mit liv,” endte han ganske sigende, for han mente det faktisk. Hvis han ikke havde Enrico ved sig, så vidste han faktisk slet ikke hvad han skulle gøre ved dette, så selvfølgelig var det bestemt heller ikke noget som sagde så lidt! ”Jeg skylder dig efterhånden, for alt det som du har gjort for mig. Du må endelig sige til, hvis jeg får den mulighed til at indfri det hele,” endte han ganske stilfærdigt.
Med henblik på Lillith, så var Mattheus virkelig glad for at Enrico var enig, for det gavnede dem slet ikke, hvis det blev kendt for folk, at den lille tøs var der, og at hun kunne bruges mod ham! Han havde et ganske særligt forhold til sin lillesøster, og selvfølgelig ønskede han at hun skulle være sikker, og det var for enhver pris! Det var den sidste familie som han havde – som han følte for om ikke andet, for han vidste jo trods alt også at han havde stedsøskende derude, selvom det slet ikke var noget som rørte ham på nogen måde. ”Hun har den største værdi for mig,” påpegede han med en kende fast tone, som han roligt betragtede sig af manden, for han mente det i ramme alvor! Det var jo for pokker da hans kære lillesøster! Han nikkede sigende. ”Jeg tør ikke tage den risici, hvis jeg kan blive fri. Jeg skal selv have undersøgt de mange herregårde omkring i landet, hvis ikke længere væk. Så lang tid hun er ukendt, så er det fint, men jeg kan ikke holde hende skjult for tid og evighed,” påpegede han ganske kortfattet. Den eneste som var kendt med hende, var jo faktisk Faith. Og han stolede på at hun ville holde mund om det tilfælde!

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico ønskede selvsagt at hjælpe den unge konge med den tunge byrde i det omfang som han nu kunne gøre det, også selvom han vidste, at det uanset var begrænset hvad han kunne gøre ved det, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hvis det hjalp ham, at han skulle aflevere beskeden til Leonardo, så var det fint nok for ham, for han ville ikke have nogen kvaler ved at skulle søge dertil med beskeden, hvis det endelig var det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. Han nikkede stilfærdigt til ham. ”I så fald, så er det en opgave jeg optager mig med den største glæde, Deres Højhed,” endte han ganske stilfærdigt. I så fald, så var der jo trods alt heller ikke nogen videre grund til at skulle fortsætte med at køre rundt i det, om det var noget som de ellers begge fint var i stand til at undvære, når det endelig skulle komme til stykket selvfølgelig. Han rystede afvisende på hovedet. ”De skylder mig intet. Jeg er tvært imod, kun beæret over, at min assistance og hjælp stadig kan benyttes. Det i sig selv, er en betaling nok for mig i form af tjeneste,” fortalte han sandfærdigt.
At den lille prinsesse var en bekymring for den unge konge, var ikke noget som forundrede Enrico, også fordi at han vidste hvor meget manden tog sig af den lille pige, så var det heller ikke underligt, at han ønskede hende i tryghed og i sikkerhed, men.. hvad var der at gøre ved det lige på stående fod bare sådan uden videre? Det var et træk som de var nødt til at tænke over, specielt fordi at den lille tøs havde den betydning for Mattheus. Han vendte de mørke øjne direkte mod ham og med den samme ganske stilfærdige mine. Han nikkede stilfærdigt, som han vendte blikket mod ham endnu en gang med den samme ganske stilfærdige mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. ”Selvsagt kan De ikke det, Deres Højhed. Hvis De tillader det, undersøger jeg gerne de mange herregårde og finder frem til passende steder, som De kan undersøge yderligere? Og selv vælge et sted hvor Prinsessen kan holdes i tryghed og forvaring,” tilbød han sagte. Han havde bestemt ikke noget imod at hjælpe til, hvis det var noget som han kunne, også fordi at det var noget som han havde lovet den unge konges moder.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det eneste som Mattheus egentlig ønskede, var oprigtighed, frem for at folk snakket ham efter munden. Desuden så vidste han godt, at han kunne stole på Enrico, for det var en mand som hans mor ikke havde tøvet med at lægge livet i hænderne på, og han tøvede bestemt heller ikke. Han vendte blikket mod ham endnu en gang, som han roligt nikkede. ”Og det værdsætter jeg,” endte han ganske sandfærdigt, som smilet svagt bredte sig på hans læber. At manden nød af tjenesterne, var noget som selvfølgelig gjorde ham glad, for så var det ikke helt forkert det som han gjorde, også selvom han måske havde en vis tendens til at koste lidt rundt med ham, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hovedet lod han søge let på sned, som han roligt nikkede. ”Med alt det som du har gjort for mig igennem tiden, Enrico, så føler jeg snart at jeg skylder dig for de mange tjenester – specielt dem som ligger udenfor dit arbejdsområde,” endte han ganske sandfærdigt, men hvis han var tilfreds med tingene som de var, så var han bestemt heller ikke den som skulle brokke sig, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om.
Det var måske lidt for tidligt at fremdrive den bekymring, men Mattheus vidste godt, at han før eller siden, ikke ville være i stand til at holde sin søster skjult. Det kunne han selvfølgelig nu, hvor hun var så lille, men selv hun ville vokse, og selv havde han allerede nu en sjov fornemmelse af, at hun ville blive en nysgerrig en af slagsen, og han var nødt til at vide sig sikker på, at han faktisk ville være i stand til at beskytte hende. Han rystede på hovedet. ”Jeg vil selv tage mig af grundundersøgelserne, Enrico. Jeg vil selv danne mig det billede af, hvor jeg i det tilfælde, kan ende med at placere min søster, og hvad jeg selv har valgt fra til fordel for det. Det er noget som jeg vægter frygtelig stort, og med det som du har gjort for mig og gør nu, så vil jeg tage mig af det her på egen hånd,” fastholdt han stilfærdigt. Han betragtede sigende manden og med den ganske bestemte mine. ”Jeg regner med at du sender Leonardo beskeden fra mig, Enrico.. Så tager jeg det sidste,” endte han stilfærdigt. Med andre ord – så var de færdige her.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico var slet ikke ude på at tage al arbejdet fra Mattheus, selvom han selvfølgelig håbede på at de fandt en løsning på det hele, for det var også noget som han efterhånden var ved at være ganske så sikker på, når alt endelig skulle komme til alt, men det var nu bare sådan at det måtte være når det endelig skulle være. Han nikkede mod ham. ”Deres Højhed,” endte han ydmyg, også for at vise sin taknemmelighed. Måske at han selv kunne være en dominerende mand, så havde han slet ikke nogen kvaler ved at skulle underlægge sig den rette, hvis det endelig skulle være sådan i den anden ende. Tungen strøg han let over sine læber, som han roligt nikkede mod ham, dog selvom han stod fast på at manden ikke skyldte ham noget so helst, for han gjorde det kun for at hjælpe. Desuden vidste han, at det var noget som manden havde brug for, for det var jo en stor ting at stå med på egen hånd, når det slet ikke havde været noget som han havde været forberedt på, når det endelig skulle komme til stykket i det store og hele. ”Jeg betragter mig selv som en ven af familien, om de tillader det, Deres Højhed. Jeg gør det fordi det er mig en interesse som ligger tæt til hjertet. De skylder mig absolut intet,” fastholdt han med en ganske stilfærdig mine. Det var ikke noget som han ønskede at bringe op til nogen former for diskussion, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende.
At prinsessen var en stor bekymring for Mattheus, var noget som Enrico selvfølgelig godt kunne forstå, da det var den eneste familie som han havde. Han lod hovedet søge let på sned. At han direkte ønskede at tage det hele på egen hånd, var nu heller ikke noget som han sagde noget til, for det var nu bare sådan at det skulle være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, det var sådan at det måtte være når det endelig skulle komme til stykket. Han nikkede roligt, som han roligt vendte blikket mod vinduet. I det store og hele, så ville han selvfølgelig bare gerne have at det hele skulle fungere, og så var det uanset for hvilken pris. At det var ved at gå mod sin ende, gjorde ham ikke noget, for så kunne han få sendt det brev af sted, hvilket var noget som passede ham ganske fint. ”Jeg forstår, Deres Højhed. Bare lad mig vide, om jeg er til nytte, ikke?” endte han ganske sigende. Et sted så vovede han for en kort bemærkning lige at smide den mere høflige tone fra sig, selvom den hurtigt blev genoptaget atter en gang. Han bukkede for ham. ”Jeg skal gå i gang med det samme, Deres Højhed..” Han bakkede en anelse, inden han roligt vendte om, for at forlade salen. Han skulle gå i gang hurtigst muligt!

//Out