The toughst hours..

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var ved at være en sen aften, selvom det var temmelig tidligt for Mattheus. Han kørte jo trods alt efter en døgnrytme som hed at man sov om dagen og var vågen om natten. Han gik mere eller mindre kun frem og tilbage i tronsalen. Hans mors død havde vækket frygtelig meget uro til lands, også da det var kommet frem, at hendes søn havde været trolovet med en mand.. en mand! Det var selv noget som Mattheus måtte vænne sig til, også fordi at det slet ikke var noget som han kunne sige sig, at have regnet med, men ikke noget som han kunne gøre noget ved alligevel. Han valgte at stole på hans mor, for han vidste at hun altid havde handlet ud fra bedste ve og vel, og hvorfor skulle hun dog have ønsket det anderledes nu? Det var han slet ikke i tvivl om at hun ikke ville! For han var jo trods alt hendes søn og det var selvfølgelig noget som havde en betydning i den anden ende!
Solens smukke skær stod ind af vinduerne i tronsalen, som gav ham det oplagte lys til at se ud over hele det store rige. Stort var det virkelig, men det var endnu meget som han skulle vænne sig til. Hans kære lillesøster Lillith havde han valgt at lade ligge for nu, også selvom han endnu valgte at holde hendes tilstedeværelse i verden hemmeligt for nu om ikke andet. Så længe at hun var så lille og så sårbar som hun var, så havde han virkelig ikke noget andet valg, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, også selvom det bestemt heller ikke var helt nemt altid, for han var det eneste som hun havde nu, selvom det var hårdt sagt, men han ønskede for pokker bare at beskytte hende mod alt det onde som lurede lige på den anden side af de store murer! Han havde sendt bud efter Enrico for i aften, for han kunne virkelig godt bruge mandens gode råd.. Ja, lige nu kom de frygtelig godt med, for det andet her var da ved at drive ham til vanvid, for han vidste da slet ikke hvor han skulle begynde og hvor han skulle slutte, og det var noget som kun gjorde det hele så mange gange værre for hans vedkommende, for han anede ikke sine fjerneste råd!

[Carmine Jordin Marlineo]

Dronningens død havde i sandhed vendt op og ned på det hele, også selvom Enrico havde svoret sin loyalitet, samt sit liv til den nye konge, og det var bestemt også noget som han agtede at holde fast på. Han havde desuden også lovet Jaqia det ganske kort før hendes død, selvom han ikke ligefrem havde regnet med, at det skulle have denne form for betydning for landet, at det var.. ikke bare en konge, men hele to som skulle sættes ind i et kvindedomineret land, var noget som skulle forårsage en hel del uro, var noget som ingen havde formået at forudse, selvom han selvfølgelig ville gøre alt det som han kunne gøre for ham i den anden ende, for det var jo trods alt også hans konge, så det var også noget som betød en hel del for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket.
Enrico havde forladt sit papirarbejde for i aften. Noelle var ikke hjemme for tiden, så han skulle jo trods alt også fordrive tiden med et eller andet, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt altid, men han forsøgte da om ikke andet. Hans mine var direkte stram og streng, hvor der ikke var så meget som en eneste form for følelse at skulle spore i hans blik, for det var jo bare det væsen som han måtte være i den anden ende. Han var en vampyr og det var helt klart også med alt hvad det måtte indebære, selvom han selvfølgelig havde haft sine fordele som selv kun kongefamilien kunne gøre brug af, og det var en af de eneste grunde til at han vel endnu var der.. selv på trods af at landet havde været direkte kvindedomineret, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være. Han nåede roligt og sikkert de store porte ind til tronsalen, hvor han vidste at Mattheus måtte opholde sig – og ganske rigtigt, som han nåede dem og de blev åbnet for ham af vagterne som stod der, kunne han se den frustrerede konge som gik frem og tilbage i sine egne tanker. Et svagt smil bredte sig på en ene mundvig, som han varsomt trådte ind, kun for at bukke for ham – som af respekt som man nu skulle vise sin egen konge. ”De ønskede at se mig, Deres Højhed..?” begyndte han toneløst. Det lå slet ikke til ham at vise nogen som helst form for følelser. Kun overfor Noelle.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste udmærket godt, at han burde opsøge Leon og få hele den aftale i hus, som det nu var ham pålagt, men.. det var virkelig forkert af ham, at gøre det hele med en mand! Selvom det vel også var et valg som hans mor havde gjort bevidst for hans vedkommende? Ikke fordi at det var noget som han kunne sige noget til i den anden ende, andet end at forsøge at acceptere det, selvom det bestemt heller ikke altid var lige nemt for hans vedkommende, men han kunne jo trods alt heller ikke rigtigt gøre andet end bare at.. forsøge at gøre det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han sukkede dæmpet endnu en gang, som han roligt slog armene over kors og med blikket stirrende ud af vinduet. For nu var der ganske roligt, også selvom han havde hørt folk snakke. De ventede jo kun på at han kom i gang, selvom han slet ikke vidste hvor han skulle starte! Hans mors død var kommet så pludseligt, og det var slet ikke noget som han havde regnet med bare sådan, men.. det var nu sket, og der var ikke tid til at fælde tårer over det, for det var slet ikke noget som han fik det mindste ud af!
At dørene endte med at gå op og Enrico måtte træde ind, var noget som allerede lettede ham med det samme! Han vendte blikket mod ham. Selv lige så stram i minen, også selvom det vel var tydeligt at lettelsen var at spore i hans blik? Han blev stående, som manden bukkede for ham, hvor han rystede på hovedet. ”Drop det der, Enrico. Det er der slet ikke tid til,” begyndte han med en ganske kortfattet stemme, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. Han gik ham roligt i møde. Hvis der var en mand som han vidste at han kunne stole på, så var det helt klart Enrico, for der var vel også grunde til at hans mor havde gjort det, og sågar beholdt ham efter at landet var blevet domineret af det kvindelige folk? Selvom det alt sammen så ud til at ændre sig nu! Og det var bestemt også på grund af ham selv og det valg som hans mor havde taget for ham! ”Jeg har brug for dine vise råd, Enrico,” fortsatte han ganske sigende, som han foldede hænderne på ryggen. Han var jo trods alt en meget formel mand.

[Carmine Jordin Marlineo]

Nu hvor Noelle ikke var hjemme, så var det nemt for Enrico at falde lidt tilbage i det gamle, for det eneste som egentlig formåede at holde det mere .. blide væsen fremme i ham, var når hun endelig var hjemme, selvom.. hvor meget krig var der egentlig derude nu om dage? Jovist vidste han, at skiftet at konge i landet, havde vækket noget af en uro blandt folket og bønnerne specielt, også fordi at Mattheus havde været holdt i baggrunden, selvom han vidste at det var noget som Jaqia havde gjort bevidst, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke.
At se manden gå frem og tilbage med den frustration, så var det tydeligt, at der var mange ting som prægede mandens unge sind. Han vidste at han var som skabt i sin mors billede, så han skulle nok gøre det godt! Han skulle bare have det skub i den ene retning frem for den anden, og han havde bestemt ikke noget imod at være den som skulle give ham det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Han betragtede ham med en frygtelig sigende mine, som han rettede sig op igen, som hans respekt blev.. afvist med en meget bestemt mine. Han nikkede roligt. ”Javel deres højhed..?” endte han ganske sigende, som han så op på ham. Manden var måske ung, men en kende højere end det som han selv var, selvom det nu heller ikke var noget som han tog så tungt igen, for han havde respekt for manden, og det var noget som han bestemt heller ikke havde noget imod at skulle vise ham hverken på den ene eller på den anden måde. Han skød brystet en anelse frem, næsten bare for at falde mere til ro igen. ”Jeg står til Deres tjeneste, Deres Højhed. Lad mig vide, hvad der præger Deres unge sind,” opfordrede han roligt, også selvom han allerede havde sine anelser, men han ville bestemt heller ikke ende med at gøre sig nogle forhastede konklusioner, for hvis der var noget som for længst var gået op for ham, så var det at Mattheus sagtens kunne være en mand med et voldsomt temperament, og det var bestemt ikke noget som han ønskede at ende som et offer for.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste udmærket godt hvad han burde gøre, og hvad han ikke burde gøre, men om det var smart at trække den så langt som det første, var det som han faktisk kunne sige sig, at være ganske usikker på, og derfor havde han brug for Enricos råd. Han stolede selvfølgelig på manden, også fordi at det var noget som hans mor havde gjort og uden det mindste tøven, havde hun jo lagt sit liv i hænderne på ham, da han var blevet født, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for ham. Manden betragtede han jo næsten lidt som sin.. gudfar et sted, og det var noget som helt klart også måtte gøre sit for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han betragtede ham med en ganske sigende mine, som han var endt med at bukke. Det var slet ikke nødvendigt at han gjorde det, ikke når de var alene, selvom tegnet på respekt, slet ikke var noget som gjorde ham det mindste, for det var noget som han faktisk godt kunne lide. Det at vide, at der i det mindste var nogen til at støtte ham og hjælpe ham, hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt. Han nikkede mod ham, også selvom hans mine var ganske bestemt af sig, så var det ikke noget som han kunne gøre anderledes bare sådan uden videre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Der var temmelig meget som prægede hans unge sind, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det bare sådan, selvom det var noget som virkelig måtte irritere ham efterhånden! Det lod ham ligge søvnløs, hvor han bare kunne ligge og misunde sin kære lillesøster som endnu kunne ligge og sove så trygt.. fuldkommen uvidende om hvilken skæbne som faktisk hvilede på hendes unge skuldre, når hun engang blev gammel nok til det, og gammel nok til at han valgte at vise hende frem for omverdenen, for det vidste han jo godt, at han skulle! ”Det samme som prægede mit sind sidst vi var under 4 øjne, Enrico. Jeg er træt af at ligge søvnløs på grund af det. Jeg ved ikke hvor jeg skal starte. Mor efterlod mig for mange løse ender, og jeg ved ikke hvilken tråd jeg skal starte med at få bugt med,” endte han tydeligt med en frustreret mine, for det var noget som efterhånden var ved at drive ham til vanvid, og så var det bestemt ikke noget som sagde så lidt. Han lignede jo trods alt sin far temmelig meget, og han vidste det jo godt!

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico vidste udmærket godt, at der var frygtelig meget som måtte præge denne unge mands sind, for det var også noget af et ansvar som man lagde på så ungt et individ, men hvad andre muligheder havde der været? Jaqias bortgang, var ikke just noget som han selv havde regnet med, for hun havde faktisk været ham en kær veninde som han nu ikke kunne få igen, men der var ikke nogen grund til at græde over det. Det var desuden slet ikke noget som han kunne få sig selv til. Manden var helt ude i torvene, og et sted, så kunne han skam også godt forstå ham, men han kunne jo heller ikke ligefrem gøre andet, end at give ham de bedste råd som han nu kunne give ham. Han hævede hænderne og lagde dem mod hans skuldre, nærmest som havde det været en mulighed for at han skulle fange mandens opmærksomhed, for andet fik han da slet ikke ud af det. ”Se mig i øjnene, Deres Højhed,” nærmest krævede han. Det var bestemt heller ikke fordi at det gavnede ham, at skulle ligge søvnløs om natten, da det var fyrstelig vigtigt, at han fik den søvn i det hele taget! Han havde jo ikke bare sin søster at tage sig af, men for pokker da også et helt rige, som havde brug for at han trådte i karakter og gjorde noget ved tingene! Det andet var da helt klart nytteløst!
Enrico betragtede Mattheus med en direkte fast mine, for det var virkelig kun på tide, at manden tog sig sammen! Og viste sig som en Angleráx! Og de tog det hele i stiv arm, så det var på tide, at denne unge mand begyndte på det samme! ”Jeg tror godt du ved hvad jeg kan råde dig til at gøre, min Herre.. Din mor efterlod Dem brevet, og jeg ved at De har læst det igennem.. flere gange. Jeg vil råde Dem til at opsøge denne Leonardo og få det redt ud med ham,” begyndte han med en ganske sigende mine, som han vendte blikket mod ham. Han mente det. Desuden var det jo et glimrende sted at starte, for der var jo heller ikke fordi at der var andet at gøre ved det. Desuden var han temmelig sikker på at manden var klar over det, og så var der en til at beskytte den unge fødte konge. Han vendte blikket mod ham. ”De er nødt til at slappe af..!” endte han ganske bestemt. Han nægtede dog selv at lade den faste tone lægges på hylden, for manden havde brug for at vide det, og det vidste han!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste godt hvor han nok burde starte, men det var stadig svært for ham at tage det skridt. Jovist var han da klar over, at hans mor havde gjort det valg bevidst, men han var bestemt ikke sikker på hvor meget han måtte bifalde det i længden! Også fordi at han vel var usikker på hvordan det ville stille ham i lyset når det kom til borgerne af Dvasias? Dette var hans plads, og det var bestemt heller ikke en af slagsen som han havde nogen intentioner om at skulle give fra sig bare sådan uden videre, selvom det selvfølgelig var frygtelig svært for ham i det hele taget at finde ud af det hele bare sådan! Enricos hænder på hans skuldre, var noget som fangede hans interesse nærmest umiddelbart. Han blinkede ganske let med øjnene, hvor han blot lyttede. Han nikkede, også som tegn til at han havde hans fulde opmærksomhed, selvom det dog alligevel ikke gjorde tingene nemme for ham bare sådan af den grund, og et sted så var det faktisk en tanke som direkte måtte frustrere ham som intet andet overhovedet. ”Hvordan stiller det mig i lyset overfor borgerne af mit land, Enrico? At se mig sammen med en anden mand på min egen moders ønske..?” begyndte han usikkert. Overfor denne mand, så vidste han at det ikke var Jerusalems ødelæggelse at vise sig lidt usikker, for det var jo trods alt det som han var lige nu! Han viklede sine skuldre fri af mandens greb, også selvom han vidste at han havde ment det godt, ligesom hans mor ved det valg som hun havde taget på vegne af ham. Dog var det alligevel noget af en mad som han skulle til at fordøje, for han kendte ham jo ikke engang! ”Jeg kender ham jo ikke engang, jeg kender ikke omstændighederne, andet end at min moder gjorde det for min skyld og for min sikkerhed.. Hun var god til at læse folk, men.. en Marvalo..?” Han vendte blikket direkte mod Enrico igen. Han vidste at manden havde kendskab til familien, udelukkende fordi at han havde Noelle – en Jaceluck ganske vidst, men med nære bånd til denne Marvalo-familie, og meget af det var jo trods alt stadig ukendt og frygtelig nyt for ham, så han var nødt til at tage det med en rolig hånd, selvom det bestemt heller ikke var så nemt igen, men hvad andet valg havde han egentlig end bare at forsøge? Forsøge at gøre det rette, også selvom han faktisk ikke vidste hvad det var! ”Det kan jeg ikke før jeg har fået tingene ordentlig på plads, og det er nødt til at blive gjort hurtigt,” afsluttede han stilfærdigt.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico vidste godt at Mattheus var en yderst presset mand, og at der var forbandet meget som han skulle tage stilling til, men hvis han bare lignede sin mor halvt så meget som han gav udtryk for, så var han slet ikke i tvivl om at det hele nok skulle gå i længden! Han var fuldkommen overbevist om at det måtte være tilfældet! Han lod hovedet søge let på sned. Manden havde brug for den hjælpende hånd som han kunne få, og derfor var det lige så også vigtigt at det var mænd såvel som kvinder i den nærliggende kreds som han kunne stole på, som skulle være der, for ellers var det slet ikke noget som ville hjælpe dem på nogen som helst måde overhovedet, og det var slet ikke noget som nogen af dem kunne være synderlig interesseret i. Dvasias var røget ind i en ny æra med Mattheus på tronen, og selvfølgelig var det noget som Enrico ønskede at støtte op omkring, også fordi at det vel bare var.. på tide med noget forandring for en gangs skyld? Det var bare sådan at han havde det om ikke andet, men det var nu en ganske anden side af sagen. Han trak hænderne til sig, som Mattheus viklede dem af sine skuldre, selvom han nu ikke tog det som nogen dum ting. Han blev stående og betragtede ham kun. ”Jeg kan blot råde Dem til hvad jeg vil mene er det bedste,” begyndte han. Han kunne godt se den situation som han stod i, i og med at Jaqia havde valgt at skænke ham til en anden mand frem for en kvinde, men det var der vel også gode ting i? Han vidste og kendte Jaqia godt nok til at vide, at hun ikke tage en sådan en beslutning vildtfarende, men at der var en grund bag! En grund som hun sikkert ikke havde delt med alt og alle, men grunden var der, og det var det som var det vigtigste, selv set i hans øjne. ”Deres moder var en dronning som vil huskes i mange generationer fremover, Deres Højhed. Jeg er sikker på at det som hun valgte for Dem, har været til det bedste, og som hun mener har været til det bedste. De er hendes søn. Jeg betvivler at hun ville gøre noget for at besværliggøre tingene mere for Dem end hvad de allerede har vist sig at være,” forsikrede han. Den formelle tone var efterhånden bare noget som faldt ham selv så skræmmende naturligt, men når det kom til Mattheus, så vidste han at det var vigtigt at manden var klar over hvem han kunne stole på!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste godt at Enrico var en som han var i stand stole på, også selvom det selvfølgelig var noget som gjorde, at han havde brug for at støtte sig op af. Efter hans mors bortgang, som stadig var noget som han måtte arbejde hårdt for at bearbejde, for det var bestemt heller ikke fordi at det var særlig nemt! Han vendte blikket mod ham endnu en gang, hvor han tydeligt lyttede til hans ord. Hvis der var nogen som han havde respekt for, så var det Enrico. Han sukkede dæmpet og lod hovedet søge en anelse ned mod gulvet. ”Jeg ved det jo udmærket godt,” begyndte han med en kende irritation i stemmen, som han roligt vendte blikket mod ham endnu en gang. Selvfølgelig var det en hjælp at han var der, for han vidste at manden kun ønskede at hjælpe ham, og derfor havde han bestemt heller ikke nogen kvaler ved at skulle spørge ham, så selvfølgelig var det noget som virkelig måtte hjælpe ham selv en god del. ”Min mor har gjort mange ting igennem hendes liv.. deriblandt noget som har ført til konsekvenser som jeg nu skal tage mig af.. og det er bestemt heller ikke fordi at det er helt nemt, Enrico. Jeg har brug for folk som jeg kan støtte mig op af, og denne.. Leonardo er ikke en mand som er kendt for mig..” Han rynkede let utilfredst på næsen som han igen vendte blikket mod vinduet. Han vidste skam godt at han kunne snakke frit med manden, og det var selvfølgelig også noget som hjalp ham en hel del, selvom det bestemt heller ikke var nemt for ham at skulle åbne op, for han havde altid lært at det var noget som han skulle være forbandet forsigtig med. ”Hendes ry og rygte, hviler nu også på mine skuldre, og.. det er vel ikke forkert af mig at beskrive det som en byrde..?” Han vendte blikket direkte mod Enrico endnu en gang. Hans mine var fast, konkret og meget stålfast. Armene gled roligt over kors. Han skulle måske opsøge manden og så finde ud af det på en eller anden måde, for noget var han jo trods alt nødt til at gøre, og det var noget som han allerede var klar over fra før af! ”Det er et hestearbejde hun har efterladt sig til mig.. Stol aldrig på en Marvalo eller en Jaceluck..” nærmest vrissede han med en stemme i vrede og frustration. Det var jo ikke lidt problemer som de førte med sig! Tvært imod!

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico kunne udmærket godt fornemme at der måtte være mere som måtte plage Mattheus end det som han egentlig måtte give udtryk for, selvom han dog heller ikke ønskede at skulle lægge pres på ham, for han vidste godt, at det slet ikke var noget som han ville få det mindste ud af i den anden ende. Hovedet lod han søge let på sned. At han drog Jaqias beslutninger til tvivl, var et sted en tanke som gjorde ham arrig, for han havde kendt hende i frygtelig mange år, og han vidste, at der var en grund til at hun handlede som hun gjorde, og at hun selvfølgelig handlede efter sin søns bedste! Hun var vel bare gået i graven hurtigere end det som hun selv lige havde regnet med? Han rettede sig en anelse op. Han var jo trods alt selv nødt til at smøre sig med en tålmodighed, selvom det ganske vidst ikke ligefrem var det som han havde mest af i en situation som denne, men selv han var jo nødt til at bide tænderne sammen. Det var jo trods alt en del af jobbet efterhånden. ”Jeg nærer respekten for Deres kvaler, Deres Højhed. Jeg ved at det ikke har været nemt for Dem, at overtage Deres mors arbejde,” begyndte han, også mest for at få det på det rene allerede med det samme! Han vendte blikket roligt mod tronstolen som stod fuldkommen tom og med den tomme plads ved dens side, hvor kronen endnu måtte ligge – den som skulle tilfalde Leonardo når de fandt ud af det hele. Mandens sidste ord med henblik på en Jaceluck, var noget som et sted gik ham på, for han var jo trods alt sammen med en af dem! Han havde Noelle, og det kunne godt være, at hun var et helvede uden lige til tider, men dog af den grund, så var hun den kvinde som han elskede og den som han skulle tilbringe resten af sine dage med! ”Sæt Dem ned og tag et hvil,” begyndte han som en ganske let opfordring til Mattheus om at sætte sig ned og bare.. koble lidt fra! Han vendte blikket roligt mod ham endnu en gang. ”Jeg skal vel ikke minde Dem om at Noelle er af Jaceluck-slægten? Og den bedste hærfører som Dvasias har haft i årtusinder..?” spurgte han ganske sigende. Det var jo trods alt ikke engang fordi at det var en løgn, men bare en konstatering, og det var noget som han faktisk formåede at få frem med en mindre stolthed i stemmen, for det var en tanke som direkte gjorde ham stolt at skulle tænke på!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste godt, at han måske dømte tingene lidt for hurtigt, men det var alligevel forbandet mange ting som han bare var kastet direkte ud i, og det var bestemt ikke fordi at det alt sammen var lige heldigt hver gang! Han vendte blikket roligt mod ham endnu en gang. ”Jeg kan ikke finde hoved eller hale i noget af det som min mor har lavet. Jeg er ganske vidst taknemmelig for at jeg er blandet så meget ud af de forretninger som hun har haft kørende, men nu er det noget som jeg er nødsaget til at sætte mig ind i, og det er faktisk svært!” nærmest beklagede han sig. At komme ned at sidde, var bestemt heller ikke noget som han ville sige noget imod, for det ville faktisk kun være frygtelig rart! Kronen hvilede på stolen ved siden af hans, også selvom han vidste hvem han faktisk skulle skænke den til i henhold til hans mors valg, og selvfølgelig var det noget som han ønskede at respektere, selvom det bestemt heller ikke var lige nemt altid, men han forsøgte da om ikke andet, og det var helt klart noget som han ønskede at få sig en credit for! Han endte med at nikke stumt, kun for at søge direkte mod sin stol som han lod sig falde ned i – end ikke med nogen former for respekt, men bare satte sig. Han vidste skam godt at Noelle var en Jaceluck! Det var slet ikke noget som han havde behov for at fortælle ham om! Han vendte blikket direkte irriteret mod ham. ”Jeg ved det udmærket godt, ellers tak, Enrico..” mumlede han en anelse spidst. Det kunne godt være at manden var hans rådgiver, men han agtet dog stadig at blive tiltalt på en ordentlig måde, ellers var det da kun noget som faktisk måtte gøre ham temmelig vred, og det var slet ikke noget som han ville finde sig i! Det hele var hårdt nok som det måtte være i forvejen! Hænderne lod han direkte frustreret vandre igennem hans hår, som han endnu en gang vendte blikket op mod ham. ”Hvad skal jeg gøre..?” endte han næsten desperat. Han havde bug for direkte vejledning! Ikke alt den anden udenomsnak! For det var jo slet ikke noget som han kunne bruge til noget som helst, om det var noget som man ville det eller ikke, for han var ung, han var uerfaren og han var jo nødt til at finde ud af det hele på den ene eller den anden måde, selvom det bestemt heller ikke altid var lige nemt, men det var nu bare sådan at det måtte være.. og nemt var det altså ikke for en frustreret mand!

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico vendte blikket direkte mod Mattheus. Måske at han ikke var den som var særlig god eller begejstret for lige præcist det med følelser og at vise det åbent, men det var der i hans mine og hans stemme. Han kneb øjnene en anelse sammen. At han betvivlede sin mors arbejde så meget, var bestemt heller ikke en tanke som faldt i den gode jord ved ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Tvært imod, så var det en tanke som gjorde ham direkte vred og tydeligt også med en foragt som aldrig nogensinde før! ”Tillad mig, Deres Højhed..” Uden egentlig at afvente tilladelse eller noget som bare måtte ligne det, så endte han med at steppe op foran ham, hvor han endte med at tage pladsen på kanten af tronstolen som stod ved hans side. Hvad kunne manden gøre ved det alligevel? Også nu hvor han ikke var særlig begejstret for det i udgangspunktet. Han vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. ”Jeg tvivler på at De ønsker at betvivle Deres moders arbejde, for hvad hun gjorde, har altid været for landets bedste,” begyndte han ganske kortfattet og ganske så stilfærdigt. Han skulle jo nødigt lyde bearbejdende, for det fik han ikke noget ud af. ”desuden ved jeg, af hvad Deres moder valgte at betro mig med, alle hendes beslutninger, alle hendes tanker og alt hvad hun ønskede for landet her, og jeg deler det gerne med Dem, hvis det kan være Dem en hjælp i Deres egne beslutninger videre, så målet bliver fælles mellem dig og Deres moder?” foreslog han stilfærdigt, som han lod hovedet søge let på sned. Jaqia havde jo altid delt frygtelig meget med ham, og selvfølgelig var det noget som han virkelig var glad for, for det var et tegn til tillid som han ikke rigtigt følte at han havde mere, så selvfølgelig var det noget som direkte måtte gøre ham en kende trist til mode, også fordi at han slet ikke følte at det var fortjent efter alt det som han havde gjort for landet og hans familie for den sags skyld, for det var noget som et sted faktisk irriterede ham. ”Jeg vil råde Dem til at tage et skridt af gangen og starte ud med hvad Deres moder ønskede af Dem,” gentog han endnu en gang. Det ville da om ikke andet være noget som kunne være med til at støtte op om den unge og uerfarende konge. Enrico måtte jo kun erkende, at dette ville blive en frygtelig hård opgave.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus gjorde det egentlig ikke med vilje, for han ønskede ikke at være besværlig, men han var virkelig en frustreret mand, og han vidste jo slet ikke hvor han skulle tage fat om tingene efterhånden, og det var en tanke som gjorde ham direkte vred et sted, for et sted så følte han vel at hans mor havde efterladt ham og alt hendes helvedes arbejde? Selvom han vidste at det slet ikke var tilfældet, men det var bare sådan at det føles for denne stund, selvom det jo ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, og det var jo noget som han allerede nu var ganske vidst klar over! Han sukkede dæmpet som han vendte blikket mod Enrico som han bare endte med at tage pladsen i stolen ved siden af ham. Han stirrede direkte på ham med en tydelig advarsel i minen, selvom han nu ikke gjorde meget andet end lige præcist dette, for.. det var jo ikke fordi at den stol direkte havde nogen betydning for ham endnu, som han også havde problemer med at skulle finde relationen til det hele, for han var jo afholdt det så længe, at man skulle tro at det var løgn, men ikke noget som han kunne gøre noget ved alligevel af den grund. ”Du får det næsten til at lyde som jeg betvivler min mors kærlighed til mig, Enrico..” endte han direkte advarende. Jovist var han en mand med et temperament, men han var som regel god nok til at holde det lidt i skak, selvom det ikke altid var lige nemt, såsom når det var i en situation som denne her. ”Det ville glæde mig, hvis du vil dele hvad min mor delte med dig..” endte han dæmpet. Hvis det var det som skulle til for at skabe sig en forståelse, så var han selvfølgelig mere end glad og tilfreds med det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han vendte sig direkte mod ham endnu en gang. Han var måske ung og uerfaren, men der havde jo heller ikke rigtigt været noget som var tilfaldet ham mens han havde været lille eller yngre for den sags skyld, og nu sad han med en trone og en søster som han skulle passe på, og han agtet at prioritere familien lidt højere! ”Så du synes jeg skal opsøge denne Leonardo og få det snakket ud med ham først..?” endte han ganske sigende, også mest for at få det på det rene, så der ikke var noget at rafle om der.

[Carmine Jordin Marlineo]

Det kunne godt være, at det var yderst respektløs bare at tage pladsen på tronen ved siden af Mattheus, men lige nu var det ganske enkelt noget som Enrico var fuldstændig ligeglad med. Hvis han skulle have nogen mulighed for at hjælpe manden, så var han jo også nødt til at lytte, og det var tydeligt, at det ikke gik nær så nemt for sig, som det havde været med hans mor, for hun havde i det mindste lyttet til hans ord og havde taget dem for gode varer, for ligesom så mange andre her på slottet, så ønskede han at værne om Dvasias’ fremtid, selvom det var noget som indebar, at man værnede om denne mand, selvom det var tydeligt, at det ikke altid var lige så nemt at have med at gøre, men ikke noget som han kunne gøre noget som helst i den anden ende, når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. ”De fremstiller det, som De betvivler Deres moders kærlighed, Deres Højhed,” endte han ganske stilfærdigt, for han ville ikke lyve, og et sted så var det ham en irritation uden lige, at de ikke kunne finde ud af det – at knægten ikke ville lytte, for det kunne godt være, at han var ung og uerfaren, men det var bestemt ikke fordi at det var tiden til at lege en oprørsk teenager, for det var slet ikke noget som de kunne bruge til noget som helst i den anden ende – overhovedet! Han kneb øjnene en anelse sammen og med et ganske svagt fnys, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn i den anden ende! ”Jeg deler med dig, hvad jeg føler er det vigtige og det som du kan håndtere,” endte han ganske kortfattet, for han kunne jo allerede nu sige, at meget af det som han har delt med Jaqia, slet ikke var noget som han ville dele med Mattheus overhovedet! Han rettede sig roligt op, hvor han roligt endte med at nikke endnu en gang. ”Jeg synes ikke bare at De burde gøre det. Jeg synes De skal gøre det,” begyndte han ganske stilfærdigt. Han ville slet ikke gøre det til en diskussionssag, men det var bare sådan at landet lå og de var nødt til at tænke på landets bedste! ”For Deres skyld såvel som landets fremtid, så vil jeg anbefale Dem at søge til Leonardo Marvalo og snakke sagerne igennem og finde den løsning som landet her har krav på. Det er ikke tid til teenageoprør..” endte han tydeligt med en stemme præget af utilfredshed.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste skam godt, at det ikke var tid til at lege umulig teenager, men det var virkelig ikke noget som han gjorde med vilje, og tanken om at det var det som folk troede om ham, var noget som direkte gjorde ham irriteret, for det var bestemt heller ikke i orden i hans øjne, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han var en ung mand, uden erfaring indenfor området, så var kastet direkte ud i det at skulle lede et helt land, plus han havde sin lillesøster som han også måtte passe på, og som han agtet at passe på! Han vendte blikket direkte dræbende mod Enrico, for det at han betvivlede hans mors kærlighed, var slet ikke noget som han ønskede at høre tale om! Næven hamrede han direkte ned i armlænet ved hans side. ”Så er det nok!” endte han med en direkte hvislende stemme, for det var slet ikke noget som han ville høre tale om! Han elskede sin mor, og det havde han altid gjort, men denne handling var bare af den slags som han som faktisk næsten måtte tvinge ham til at tvivle, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som efterlod ham med noget behag, for det gjorde det virkelig på ingen måde! Han himlede let med øjnene. ”Så lad mig gætte.. Lige nu får jeg så ikke noget at vide..?” fortsatte han tydeligt med en irritabel stemme, for det var noget som gjorde ham direkte arrig et sted, og han brød sig slet ikke om at skulle sidde igen med den fornemmelse på nogen måde. Han endte endnu en gang vilkårligt med at skulle rejse sig op og vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Ja, denne gang var det jo faktisk ham som måtte være den mere irritable og mere frustrerede end det som Enrico måtte være! At han ville have ham til at opsøge manden, var noget som et sted irriterede ham, for det var tanker som allerede var gået op for ham, og det var bestemt heller ikke altid fordi at det var noget som han ønskede at gøre noget ved som sådan! Han sukkede og rystede stille på hovedet. ”Der har jeg jo mit store problem, Enrico, for jeg er slet ikke interesseret i at skulle.. troloves med en mand..!” Tanken frustrerede ham virkelig! ”Jeg søger dine råd, og det eneste jeg hører er ord som jeg kunne høre min mor sige ordret.. Jeg kan ikke bruge det til noget..! Jeg har brug for at vide hvad jeg skal gøre!” tilføjede han med en mere desperat tone. Han var ved at gå ud af sit gode skind!